Tag-arkiv: finanslov

Buchanan, Tulluck, regeringen og finansloven 

Af Otto Brøns-Petersen, den 28. november 2023. Skriv et svar

Christian påpegede i går, at politisk handlekraft ikke nødvendigvis er et gode. Med udgangspunkt i Buchanan og Tullocks banebrydende analyse i deres ”Calculus of Consent” viste han, at man ikke alene skal tage hensyn til omkostningerne ved at træffe beslutninger, men også må inddrage omkostningerne, hvis beslutningerne er dårlige. Dårlige forstået som et samfundsmæssigt nettotab.  

Når man skal designe politiske institutioner, bør de indrettes, så de minimerer de forventede samlede beslutningsomkostninger, mente Buchanan og Tullock. Som Christian anførte, kan det tale for at anvende flertalskrav på mere end 50 pct. Især når risikoen for meget store omkostninger ved dårlige beslutninger er stor.  

Læs resten →

4000 jobs fra erhvervsstøtten? Næppe…

Af Christian Bjørnskov, den 12. november 2023. Skriv et svar

Regeringen har barslet med et udspil den nye finanslov for 2024. Som vi skrev forleden, omfatter udspillet en række påstande om arbejdsudbudseffekter, som mange fagøkonomer – bl.a. overvismand Carl-Johan Dalgaard, Krakas cheføkonom Ulrik Beck, fungerende cheføkonom i Cepos Jørgen Sloth, og undertegnede inklusive – har stillet store spørgsmålstegn ved. Helt særligt påstår ministeren, at der kan komme 4000 flere i arbejde på grund af “ny prioritering i erhvervsstøtten.” Påstanden er rendyrket vrøvl.

En måde at se det på, er at spørge hvornår det overhovedet giver mening at give erhvervsstøtte: Under hvilke omstændigheder kan man fra en fagøkonomisk vinkel forsvare at give en virksomhed eller et erhverv offentlig støtte? Svaret er, at der skal være en form for markedsfejl, før en offentlig intervention potentielt kan give positiv mening. Den eneste anden retfærdiggørelse, der giver mening, er at der kan være tale om produktion af militær-strategisk vigtighed.

Med andre ord kan erhvervsstøtte kun skabe jobs – og ikke bare flytte jobs, men permanent hæve den samlede beskæftigelse – ved at løse en form for markedsfejl. Militærstrategiske overvejelser påvirker næppe folks incitament til at arbejde flere timer eller bliver på arbejdsmarkedet. Der vil i denne sammenhæng kunne være tale om to typer: Enten eksistensen af positive eksternaliteter – hvor ekstra ansættelser genererer noget ekstra samfundsøkonomisk udover den ansattes løn og virksomhedens ekstra indtjening – eller mangel på information.

Lad mig bare skyde nummer to ned med det samme: Erhvervsstøtten kan ikke skabe ekstra information hos virksomhederne, der får dem til at ansætte flere mennesker, som ellers ikke ville være ansat hos nogen! For når vi taler om at hæve arbejdsudbuddet, er der ikke kun tale om at ansætte flere i bestemte virksomheder, men at enten ansætte folk der ellers ville være arbejdsløse, fastholde folk, der ellers ville forlade arbejdsmarkedet, eller incentivere allerede ansatte til at arbejde ekstra timer. Virksomhederne er glimrende informeret om, hvilke kompetencer de har brug for, og hvad deres ansatte værdsætter. Og der er langt bedre informerede end offentlige bureaukrater, der implementerer erhvervsstøtteordninger.

Det efterlader os med en overvejelse, om der overhovedet findes eksternaliteter, som kan løses af erhvervsstøtte og skabe højere arbejdsudbud. Som nævnt ovenfor må det være problemer, der 1) forhindrer nogen i overhovedet at blive ansat, selvom de er produktive til at oppebære en almindelig løn på langt sigt; 2) profitabelt kunne blive længere på arbejdsmarkedet; eller 3) profitabelt kunne arbejde flere timer. Man kan for eksempel godt give erhvervsstøtte til virksomheder, der ansætter meget lavproduktive medarbejdere, så staten effektivt betaler en del af lønnen i en periode.

Men hvis disse mennesker kunne opkvalificeres på en arbejdsplads til at være produktive til at tjene deres løn uden støtte, må man spørge sig selv, om danske virksomheder ikke allerede tager dem ind? Og man må spørge, hvordan en offentlig myndighed ville kunne spotte dem bedre end virksomhederne? Begge betingelser skal være tilstede, før støtte til formålet giver mening og øger arbejdsudbuddet permanent. På samme måde kunne man forestille sig, at erhvervsstøtten gives til at fastholde ældre medarbejdere – det såkaldt ‘grå guld’. Men det private erhvervsliv gør allerede meget for at fastholde dygtige, ældre medarbejdere, der ofte har særlige kompetencer eller overblik. Ville det give samfundsøkonomisk mening at subsidiere dem, og dermed lade resten af samfundet betale for at de bliver et år længere hos en virksomhed?

Bundlinjen er, at når man som økonom begynder at overveje, hvilke omstændigheder der skal være til stede for at en omlægning af erhvervsstøtten kan hæve arbejdsudbuddet, må man fortvivle over hensigten. De betingelser, som må og skal være der, før erhvervsstøtte kan skabe nettojobs, er så usandsynligt opfyldte i den danske økonomi, at det er langt mere sandsynligt, at den vil ødelægge jobs. Og man skal holde sig for øje, at den på ingen måde er billig for samfundet. I deres kritik af regeringens planer skriver Det Økonomiske Råd for eksempel i dette efterårs rapport, at det ikke er “oplagt, at en hensigtsmæssig sanering af erhvervsstøtten overhovedet vil have en positiv effekt på arbejdsudbuddet.” Når politikere begynder at ‘skabe’ jobs, sker det stort set altid ved, at de støtter mindre produktive jobs, som borgere der allerede er ansat andre steder, flytter til. Dén process skaber ikke et eneste job som helhed, men flytter bare folk til mindre produktive erhverv og gør Danmark fattigere.

Valget i januar

Af Otto Brøns-Petersen, den 9. december 2017. 1 svar

I løbet af december må regeringen opgive at komme i gennem med sin økonomiske politik. I januar udskrives der valg, og i februar danner den hidtidige opposition regering. Nej, der er (endnu) ikke tale om den nuværende politiske situation, men om de begivenheder, som udspillede sig for nøjagtig halvtreds år siden. De er værd at dvæle ved ikke blot på grund af de umiddelbare ligheder med den aktuelle situation. Perioden fra 1966-71 udgør samtidig nøglen til at forstå dansk politik gennem de forløbne halvtreds år frem til i dag. Og den sætter det aktuelle politiske slagsmål i et bizart relief.

Den regering, som tiltrådte i februar 1968, var VKR regeringen. Den regering, som mistede sit flertal for næsten præcis 50 år siden, var det såkaldt ”røde kabinet”: en socialdemokratisk mindretalsregering med en fast samarbejdsaftale indgået i 1966 med støttepartiet SF. De to regeringer – som tilsammen rakte over stort set alle de ”gamle partier” (minus DKP) – gennemførte i løbet af deres fem sammenlagte år den største ekspansion af den offentlige sektor i nyere danmarkshistorie. Under det røde kabinet fra 1966-68 steg skattetrykket*) fra 27,8 pct. til 32,9 pct. I 1971, hvor VKR-regeringen faldt, var det oppe på 39,8 pct. På bare fem år steg skatterne med næsten 50 pct. udover hvad den økonomiske vækst tilsagde.

Der er to forklaringer på skattestigningerne. For det første blev velfærdsstaten for alvor etableret i denne periode. Den begyndte dog tidligere med indførelsen af folkepensionen, som både V og ikke mindst K først havde kæmpet imod. Men folkepensionen blev forhøjet markant i perioden. Vi fik kommunalreformen i 1970, som medførte en stærk stigning i de kommunale udgifter. Interessant nok var eksplosionen i de samlede offentlige udgifter i høj grad indtægtsdrevet. En række markante ændringer af skattesystemet betød, at pengene væltede ind i de offentlige kasser: Især kildeskatten fra 1970 og momsen fra 1967. Statens drifts- og anlægsoverskud var på 3½ pct. af BNP i finansåret 1970/71.

Udbygningen af velfærdsstaten var dog ikke robust. Da den internationale krise ramte og adfærdseffekterne af de høje skatter begyndte at slå i 1970erne, gik statsfinanserne efterhånden i rødt. Krisen pressede indtægtssiden og førte til øgede udgifter. Den økonomiske politik blev en blanding af forsøg på at løse krisen med ekspansiv udgiftspolitik og tilbagevendende afgiftspakker. Velfærdsstaten blev yderligere udbygget med bl.a. bistandsloven i 1976 og efterlønnen i 1979. Ved indgangen til 1980erne faldt de berømte ord fra tidligere finansminister Knud Heinesen om, at vi havde kurs mod afgrunden ”og kan se den”.

Politisk førte eksplosionen i skatterne i sidste halvdel af 1960erne til den største revolution i nyere tid: Jordskredsvalget i 1973, hvor Fremskridtspartiet i spidsen for et skatteoprør stormede ind i Folketinget med 28 mandater. Samme år kom Erhardt Jakobsens nye parti Centrumdemokraterne i Folketinget. Erhard Jakobsen, der havde brudt med Socialdemokratiet, slog sig ikke mindst op på en protest mod venstredrejningen i Danmarks Radio, og havde stiftet Aktive Lyttere og Seere i 1972. Også Det Konservative Folkeparti engagerede sig i ALS, hvor senere statsminister Poul Schlüter deltog og Erik Ninn Hansen blev næstformand. Man ville bekæmpe såvel DRs venstreorienterede linje som institutionens dominans. Monopolbruddet med etableringen af TV2 var en af Schlüters politiske sejre som statsminister.

Schlüter blev statsminister i 1982 og påbegyndte en genopretningspolitik oven på de voldsomme ubalancer skabt de foregående par årtier fra det røde kabinet og frem. Det blev til linjen med strukturreformer, som er blevet fortsat af alle regeringer lige siden, herunder 9 personskattereformer mv. Og det blev til et opgør med de offentlige gældsproblemer og ”afgrunden”. Også den linje er fortsat og er resulteret i, at de offentlige finanser nu er teknisk set overholdbare. Det vil sige, at der opkræves mere i skatter end nødvendigt for at finansiere de langsigtede offentlige udgifter.

På ét afgørende punkt slog Schlüters strategi dog fejl. Firkløverregeringens plan var at lukke hullet i de offentlige finanser gennem udgiftspolitikken, men i stedet blev gjort gennem højere skatter. Skatterykket steg fra 39,8 pct. i 1982 til 44,4 pct. i 1992, hvor han gik af. En del af stigningen afspejler, at skattetrykket var ekstraordinært lavt i 1982 på grund af lavkonjunkturen, men skatterne blev også hævet betragteligt.

Fremskridtspartiet blev spået en skæbne som politisk døgnflue, og det kom til at præge ikke mindst dets første år, hvor samarbejdet med V og K var mindre end godt. Og helt godt blev det aldrig. Partiet blev præget af voksende indre konflikter om samarbejdet med resten af den borgerligt-liberale blok. Begyndelsen på enden blev, at fire folketingsmedlemmer, herunder Pia Kjærsgaard og Kristian Thulesen Dahl, i 1995 brød med et Fremskridtsparti i voksende indre kaos og i stedet stiftede Dansk Folkeparti i 1995. Baggrunden var, hvad de opfattede som partistifter Mogens Glistrups alt-eller-intet linje. I stedet skulle der samarbejdes om at få mest muligt af partiets politik i gennem. Selve politikken afveg derimod ikke så meget fra Fremskridtspartiets. En stram udlændingepolitik – som var blevet stadig mere vigtigt for Glistrup i løbet af 80erne – og en økonomisk politik bestående af offentlige besparelser og markante skattelettelser, dog uden en total afskaffelse af indkomstskatten. Man vil ”forvandle formynderstaten til et samfund bestående af frie danske borgere” fremgår det af partiets første program. ”Skatterne nedsættes kraftigt kombineret med offentlige besparelser”. ”De offentlige udgifter skal gøres væsentligt mindre”. Skattetrykket ønskes ”nedsat væsentligt”. ”Indkomstskatten nedsættes kraftigt” med et højt bundfradrag og en flad skat på 30 pct. ”Selskabsskatten fjernes over en årrække”. Arveafgifter og al beskatning af jord og fast ejendom samt realrenteafgiften (nu PAL-skatten på pensionsafkast) kræves afskaffet.

Det er en noget bizar tanke, at en blå regeringen risikerer at lide samme skæbne som Jens Otto Krags regering for næsten præcis 50 år siden. Årsagen er uenighed med støttepartiet DF, som går imod meget små justeringer i en retning, som man oprindeligt grundlagde først Fremskridtspartiet og siden DF på. I stedet er hovedkravet til den økonomiske politik, at der ikke skæres ned, men at væksten i det offentlige forbrug øges i forhold til både regeringens mål og så den ligeledes overgår udgiftsvæksten under den foregående socialdemokratisk ledede regering. Som i de skæbnesvangre år i sidste halvdel af 1960erne er der ved at opstå en konkurrence om at omsætte høje skatteindtægter til udgifter.

Til gengæld tyder det på, at det dårlige samarbejde med resten af den blå blok fra Fremskridtspartiets dage er tilbage – altså den linje, som DF blev stiftet for at ændre.

Det er dog ikke sådan, at DF ikke vil være med til besparelser. Partiet har ønsket at reducere Danmarks Radios budget med 25 pct. Det er mere end det lyder af, for støtten til de private medier er faldet meget mere, og deres oplagstal er støt faldende. Sammenlignet med andre lande, fylder staten meget i mediebilledet i Danmark. Men hvem går imod at bryde DRs dominans? Det gør såmænd De Konservative, som oprindelig om nogen var forkæmper for pluralisme i medierne!

Det hele bliver ikke mindre ironisk af, at både DF og De Konservative kalder sig selv konservative og historisk bevidste.

 

*) Skattetrykket er opgjort på grundlag af Danmarks Statistikbanks seneste opgørelse af skatteprovenu siden 1947 samt BNP i løbende markedspriser siden 1966. BNP før 1966 er ifølge Statistisk Tiårsoversigt 1972, men niveaujusteret i forhold til 1966-BNP i det nyeste nationalregnskab. Det gør de historiske tal sammenlignelige med aktuelle skattetrykstal, men kan afvige fra tidligere historiske opgørelser. Ændringerne i skattetrykket – som er det relevante i indlægget – er ikke væsentligt påvirket af metodevalget.