Statsministeren vil tvangsfjerne og -bortadoptere flere børn. Det var hovedbudskabet i hendes nytårstale sidste uge. Det vækker sikkert umiddelbart sympati hos mange. Ingen bryder sig om tanken om børn, der vanrøgtes. I en verden, hvor der fandtes perfekte politiske løsninger, var det bare at gå i gang.
Problemet er, at perfekte løsninger oftest ikke findes – og i sagens natur ikke kan findes. Hvor det på forhånd er illusorisk at forestille sig, at man ved at skrue op for ét virkemiddel – så som tvangsfjernelser – ikke samtidig skaber andre problemer så som uretmæssige fjernelser. For ikke længe siden blev der oprullet en skandale i Frederiksberg Kommune, som førte til afskedigelsen af den øverst ansvarlige embedsmand, fordi der blev fjernet børn, som ikke burde have været fjernet. Kommunen gik for langt, formentlig i sin iver efter at undgå en ny “Tøndersag”. Statsministeren selv begyndte sit embede med at undskylde til de såkaldte “Godhavndrenge” for den vanrøgt, de var blevet udsat for af det offentlige, efter at de var blevet anbragt.
Det er vigtigt at se i øjnene, at denne type af afvejninger ikke kan undgås.
I statistik taler vi om at minimere over to typer af fejl – kaldet type I- og type II-fejl. En type I-fejl vil sige at forkaste en sand hypotese. En type II-fejl vil sige at godkende en forkert hypotese. Der findes desværre ikke metoder, som er fejlfri. Man kan godt mindske risikoen for at begå den ene type fejl, men på et tidspunkt vil man nødvendigvis øge risikoen for at begå den modsatte fejl. Man kunne f.eks. automatisk acceptere alle hypoteser. Det ville udelukke risikoen for at forkaste en sand hypotese. Men der ville samtidig være frit spil for falske hypoteser. Man kunne omvendt forkaste alle hypoteser. Det ville udelukke risikoen for at acceptere falske hypoteser, men jo også alle de sande.
Derfor vælger man almindeligvis et såkaldt signifikansniveau. Det er en sandsynlighed for at begå en type I-fejl. Et lavt signifikansniveau reducerer risikoen for at forkaste en sand hypotese. Men det øger samtidig risikoen for at begå en type II-fejl. Med et lavt signifikansniveau vil man hyppigere komme til at godkende hypoteser om sammenhænge, der i realiteten ikke findes, men skyldes statistisk tilfældighed.
Denne grundlæggende problematik i statistik medfører, at vi ikke kan få eksakt, definitiv viden om empiriske videnskabelige sammenhænge. Der er altid en risiko for, at en accepteret teori er forkert, eller at en ikke-accepteret er rigtig.
Men helt det samme problem gør sig gældende, når man i praksis skal træffe afgørelser om f.eks. vanrøgt eller skyld i kriminelle forhold. Det er umuligt ikke at begå fejl. Jo flere børn, man fjerner for at undgå vanrøgt, desto flere børn vil blive fjernet fra forældre, som ikke vanrøgter deres børn. Jo lettere det er at dømme en person for en forbrydelse, desto flere justitsmord vil der blive begået. Omvendt vil høje tærskler føre til, at flere børn bliver vanrøgtet i hjemmet, og at flere skyldige går fri.
Det er ikke ensbetydende med, at der ikke findes værre og bedre metoder til at afgøre den slags sager. Hvis dommerne trak lod frem for at høre bevisførelse, når de afgør kriminalsager, ville der nok både sidde flere uskyldige i fængsel og gå flere skyldige fri. Men der vil altså være en usikkerhed, man ikke kan sætte sig ud over. Når statsministeren vil “stille sig på børnenes side” ved at tvangsfjerne flere, vil der næsten uvilkårligt også blive fjernet flere, der ikke vanrøgtes.
Hvis man glemmer det, så ender man dér, hvor der hele tiden bliver overstyret under indtryk af aktuelle begivenheder. Politikerne høster popularitet på at reagere på enkeltsager, hvor det viser sig, at der er begået den ene eller anden type fejl.
Desværre vrimler sociale medier med opslag fra folk, der ikke kan gennemskue sammenhængen. Det er personer, som kræver meget stram udlændingepolitik, og samtidig himler op, når et af de velfungerende børn på det lokale gymnasium ryger ud sammen med sin familie. Eller dem, der kræver hårdere kurs på grov tone på sociale medier og samtidig bliver rystede over selv at havne i karantæne på grund af et uskyldigt ment opslag. Eller kræver øget indsats mod hvidvask i bankerne og ikke kan forstå, at deres lokale sportsklub ikke kan få en bankkonto. Eller kræver øget overvågning af potentielle terrorister og ikke kan forstå, at deres teledata bliver brugt mod dem i skattesager.
Listen er lang. Ofte beklager man sig over paradokset i, at den åbenlys uskyldige straffes, når de åbenlyst skyldige går fri – og udlægger det som en konsekvens af inkompetence hos politikere og myndigheder. Men grundlæggende usikkerhed kan ikke undgås. Og selv det, at inkompetence kan forekomme og påvirke udfaldet af konkrete sager, er et grundvilkår.
Det er samtidig en vigtig pointe i et liberalt demokrati, at afvejningen mellem type I- og type II-fejl ikke er underordnet. Det skal være svært for staten at løfte bevisbyrden mod borgerne. Det hænger sammen med, at borgerne kommer før staten, og at staten ikke desto mindre råder over beføjelser til at udøve magt, som ingen andre har. Derfor har vi sammen med det liberale demokratis indførelse også indført princippet om, at staten har bevisbyrden, når den vil intervenere mod borgerne.
I et demokrati er det vanskeligt at regere åbenlyst imod flertallets interesse. Politikere, der som statsministeren ønsker at øge interventionen mod borgerne og altså eksponerer sig for type II-fejlen med at gribe ind over for uskyldige, vil derfor ofte appellere til, at reglerne er rettet mod en minoritet. Det er samme kneb, der anvendes, når de vil begrænse retssikkerheden og henviser til terrortruslen. Men det er værd at erindre sig, at der ingen garanti er for, at reglerne vil komme til at diskriminere på den måde, der lægges op til. Måske hvis der fandtes perfekte politiske løsninger. Men imperfektionen er et livsvilkår.