Tag-arkiv: frihed

24 Spørgsmål om – Frihed

Af Christian Bjørnskov, den 12. februar 2024. Skriv et svar

En af de bedste danske podcasts er 24 Spørgsmål til Professoren, der køres af Weekendavisen med støtte fra Carlsbergfondet. Den faktiske tilrettelæggelse og interviewene køres af den altid fremragende Lone Frank, der forleden havde mig i studiet. Udgangspunktet for samtalen var spørgsmålet “Hvad betyder forskellige aspekter af frihed i den virkelige verden?”

Det blev – efter min ydmyge, men ikke helt upartiske mening – en absolut glimrende podcast. Vi kom ind på en lang række emner om frihed, inklusive nødret, ytringsfrihed og terror, akademisk og forskningsfrihed, og økonomisk frihed og velstand. Emnet burde interessere Punditokraternes læsere, men kan naturligvis også bruges i gymnasiet. Hele podcasten kan høres her og er varmt anbefalet.

Menneskelig frihed styrtdykkede i 2020

Af Christian Bjørnskov, den 30. januar 2023. Skriv et svar

I torsdags udkom den årlige rapport fra the Cato Institute og Fraser Institute om the Human Freedom Index. Overskriften på Catos pressemeddelelse var “The Pandemic Was a Catastrophe for Global Freedom — New Human Freedom Index.” I 148 af de 165 lande, som organisationerne rater, skete der et markant fald i 2020. Eller som rapportens forfattere Ian Vásquez, Fred McMahon, Ryan Murphy, og Guillermina Sutter Schneider noterer, er de sidste 20 års globale fremskridt i menneskelig frihed slettet af et enkelt års nedlukninger i 2020.

I kortet nedenfor illustrerer vi, hvor i verden folks menneskelige frihed – defineret som en situation der “implies that individuals have the right to lead their lives as they wish as long as they respect the equal rights of others” – er faldet mere eller mindre. Farvekategorierne burde i sig selv fortælle en del af historien, da kun to – mellemblå og mørkeblå – af de syv kategorier indikerer, at situationen er blevet bedre i landet. I de første fem, fra mørkt rød til lyseblå, er folks frihed reduceret.

Danmarks udvikling var endda værre end det typiske land i verden. Vores fald i the Human Freedom Index var 0,29, fra et af de højeste niveauer i verden omkring 9. Mens det ikke lyder af ret meget, er ændringen det tidobbelte af den gennemsnitlige år-til-år ændring de foregående 20 år. Det er også dybt bekymrende at dykke ned i dataene og se, hvilke dele af indekset har ændet sig mest. I Danmarks tilfælde er det kvaliteten af retsstaten (Rule of Law), folks bevægelsesfrihed, væksten i pengemængden og det væsentligt større offentligt forbrug.

Der er en række politikere og såkaldte meningsdannere, der idag påstår, at nedlukningerne var meget små og ikke rigtigt havde nogen konsekvenser. Det er derfor ekstra vigtigt, at der er transparente data og forskning, der viser hvor forkert påstandene er. Nedlukningerne i 2020-2022 indebar historiske tab af folks frihed, af børn og unges uddannelse, og af verdens velstand – og den sidste har vi slet ikke set de sidste effekter af. Og der var ingen sammenhæng mellem, hvor lidt eller meget samfund lukkede ned og den overdødelighed, de endte med. Vi ved at gevinsten ved nedlukningerne var omtrent nul i de to år, de var der, men omkostningerne er først ved at blive dokumenteret. Og voldsomme tab af menneskelig frihed må tælle meget tungt i det endelige regnskab.

Velkommen tilbage, frihed!

Af Christian Bjørnskov, den 1. februar 2022. 9 svar

Idag vågnede danskerne til et samfund næsten uden virusrestriktioner. Med undtagelse af en ‘anbefaling’ om at bevare krav om mundbind på plejehjem og nogle hospitalsafdelinger, er resten af de sidste 22 måneders ufrihed og tvang væk. Selvom selve dagen har været grå og regnfuld, skinner solen igen metaforisk i vores liv.

Fremadrettet er der således ikke det helt store incitament til at bekæmpe regeringens restriktioner, da de stort set er væk. Der er dog en stor opgave foran de fleste af os: At bekæmpe det narrativ, som regeringen og visse eksperter allerede er begyndt at fortælle om de sidste 22 måneder.

Regeringen er tydeligvis opsat på at fortælle en historie om, hvordan Mette Frederiksens handlekraft og restriktioner reddede tusindvis af danskeres liv. I mange socialdemokraters øjne er hun derfor en ‘stor leder’, der gjorde det rigtige og må hyldes for det. Men som vi har vist flere gange her på stedet – ikke mindst gennem den meta-analyse af nedlukningslitteraturen, som Jonas er medforfatter på – har nedlukningerne ikke reddet menneskeliv. De har forårsaget enorme lidelser og både menneskelige og økonomiske tab, men har ikke gjort det, man påståede de ville. Med Jay Bhattacharyas ord, har de været et århundredes største sundhedspolitiske fiasko.

Det er derfor vigtigt at understrege, at Frederiksens politik ikke har været en succes, og ikke bør hyldes. Ingen hylder – eller endsige takker – røveren, der giver det røvede lettere ramponeret tilbage til ejeren. Men det er faktisk netop det, der idag er sket med danskernes personlige frihed. Frederiksens regering fratog borgerne en række ellers grundlovssikrede rettigheder i marts 2020, og har først nu opgivet røveriet. Og det er sådan, man må tænke på en politik, der brød med forsamlingsfrihed, næringsfrihed, frihed til at rejse ud af landet, og også ødelagde børn og unges uddannelse og fritid i måneder af gangen.

Men man kan glæde sig over, at man igen de facto er et nogenlunde frit og suverænt menneske. Og hvilken bedre måde at gør det, end ved at genhøre fjerde sats fra Beethovens niende symfoni, hvor han satte Schillers Ode an die Freude til musik. Her med Daniel Barenboims West-Eastern Divan Orchestra fra et af mine yndlingssteder i verden – som man forhåbentlig snart kan besøge igen…

På Normandiets kyst for 75 år siden

Af Christian Bjørnskov, den 6. juni 2019. Skriv et svar

For 75 år i dag gik Operation Overlord i gang. Operationen blev til det, der i dag kaldes D-Dag, den dag de allierede styrker vendte tilbage til det europæiske kontinent og startede befrielsen fra Nazitysklands besættelse. Den amerikanske general Dwight D. Eisenhower kommanderede det man kaldte the Supreme Headquarters Allied Expeditionary Force, mens hans britiske pendant Bernard Montgomery blev kommandant for the 21st Army Group. De to fik således ansvaret for 39 allierede divisioner – mere en million tropper – der satte ind mod det nazistisk besatte Frankrig. Mens de første allierede i Frankrig var faldskærmstropper, blev det den enorme matchbox fleet, der landede de fleste tropper på fem strande i det nordlige Normandiet den 6. juni 1944: Utah, Omaha, Gold, Juno, og Sword, der alle var solidt forsvaret af tyske soldater.

Det blev en dag i helvede, der 11 måneder senere skulle føre til den ”morgen som tusinde andre og ingen morgen i tusinde år” da Danmark, sammen med Norge, Belgien og Nordvesttyskland var befriet. Kampene på de fem strande var uhyggeligt hårde, og mange forfattere og filmskabere har siden forsøgt at genskabe noget af den afsindige dag. Steven Spielbergs første 20 minutter af hans Saving Private Ryan giver et indtryk af, hvad de allierede styrker var igennem, ligesom HBO-serien Band of Brothers fangede både rædslen, vanviddet, og den dybere mening meget fint.

Få har dog sagt det så klart som USA’s præsident Ronald Reagan ved 40-årsdagen for D-Dag. Reagans nu berømte Boys of Pointe du Hoc-tale – skrevet af den uforlignelige Peggy Noonan – opsummerede den morgen for nu 75 år siden: “Luften var fuld af røg og mænds skrig… og luften var fuld af riflers knitren og kanoners brøl.”

Vi ignorerer derfor det danske valg fuldstændigt i dag for at minde om noget langt vigtigere: Dagen, da den vestlige civilisation begyndte en tilbageerobring af fred, frihed og retten til at leve sit eget liv. I en tid hvor mange mennesker har glemt, hvad kommunisme og diktatur i alle dets afskygninger er, er det værd at mindes Reagans ord om de faldne ved Pointe du Hoc for 35 år siden: ”Let us show them by our actions that we understand what they died for.”

Hvad beskytter den personlige frihed?

Af Christian Bjørnskov, den 14. april 2019. 6 svar

Langt de fleste danskere både værdsætter personlig frihed og støtter, at det er noget, som de fleste borgere bør kunne nyde. Med enkelte undtagelser på den yderste venstrefløj, blandt yderligtgående nationalkonservative, og klimafantaster er der enighed om, at folk i princippet må gøre hvad de vil i deres privatliv, ligesom de har ret til frit at ytre og forsamle sig, stemme, og være beskyttet mod overgreb fra staten eller medborgere. Men man skal ikke langt syd- eller østpå, før den personlige frihed enten er under angreb eller ganske begrænset.

I den almindelige politiske (og politologiske) fortælling er den personlige frihed noget, som er sikret i et demokrati. Til tider indgår elementer af personlig frihed endda i nogle politologers definition og mål af demokrati. Spørgsmålet er blot, om man kan stole på de folkevalgte – der jo både kan være udsat for lobbyvirksomhed, være magtsyge eller blot socialiseret til en idé om, at de har et til at bestemme over almindelige mennesker – som beskyttere af den personlige frihed? Eller er det en bedre idé at lade domstolene tage sig af beskyttelsen, inklusive mod politiske begrænsninger? Det spørgsmål svarer Niclas Berggren (Institutet för Næringslivsforskning) og Jerg Gutmann (Universität Hamburg) på i et nyt arbejdspapir med titlen Securing Personal Freedom through Institutions – the Role of Electoral Democracy and Judicial Independence, der netop er udgivet af IFN i Stockholm.

Mens det a priori er uklart, om det er politiske institutioner – demokrati – eller juridiske institutioner – hvor uafhængige domstolene er – der er vigtigst for beskyttelsen af borgernes personlige frihed, tager Niclas og Jerg empirisk udgangspunkt i Vásquez og Porčniks Human Freedom Index. Som de to figurer viser, er der store forskelle på tværs af verden – illustreret i den første figur – men også internt i den vestlige verden, som i den anden figur.

Det viser sig i den omhyggelige empiriske undersøgelse, at demokrati ikke er robust forbundet med personlig frihed, mens uafhængige domstole er meget tydeligt vigtige for beskyttelsen af personligt frihed. Når de splitter Vásquez og Porčniks indeks op i dets syv underindeks, viser det sig at juridisk uafhængighed er forbundet med større personlig frihed for alle elementer. Demokrati hjælper på to områder: Forsamlingsfrihed, og ytrings- og informationsfrihed.

Et sidste spørgsmål er derfor, hvad man lærer af undersøgelsen? En af indikationerne i Niclas og Jergs studie kommer fra observationen, at juridisk uafhængighed er vigtigst for borgernes personlige frihed når der ikke er demokrati eller blot flerpartivalg. Der er således en god forklaring på, hvordan enkelte steder som Hong Kong og Singapore stadig har vestlig beskyttelse af den personlige frihed på trods af, at ingen af dem kan kaldes demokratiske. Begge steder, og i særlig grad i Hong Kong, har en essentielt britisk tradition for uafhængige domstole haft den bivirkning, at borgerne i deres privatliv har større frihed end i adskillige europæiske lande. Studiet rejser også det spørgsmål, om det primært er juridisk uafhængighed eller bredere forhold forbundet med økonomisk frihed, der påvirker borgernes personlige frihed. Det spørgsmål må besvares en anden dag med et nyt studie.

I Ungarn for 60 år siden

Af Christian Bjørnskov, den 24. oktober 2016. Skriv et svar

I går var det årsdagen for en af de vigtigste begivenheder i europæisk historie efter anden verdenskrig. Den 23. oktober 1956 startede den ungarske opstand. Som ofte var studenterdemonstrationer i Budapest, startet af den demokratiske studenterorganisation MEFESZ. Efter at den havde været forbudt i en årrække, var MEFESZ blevet gendannet ugen før. Den isnende politiske kontrol af Centraleuropa syntes at begynde at tø, og i Ungarn tog mange partilederen Mátyás Rákosis afgang i juli som et tegn på, at Sovjets jerngreb var svækket.

Studenterne havde blandt andet forsøgt at bryde ind i den nationale radio for at sende deres krav, og sikkerhedspolitiet havde åbnet ild mod de demonstranter, der klagede over at de var tilbageholdt. Om aftenen mødtes cirka 20.000 mennesker i det centrale Budapest for at protestere, hvor de blandt andet rev en statue af Stalin ned. Sikkerhedspolitiet greb igen ind og dræbte adskillige mennesker, men kunne ikke forhindre de eskalerende uroligheder. Da det ungarske militær blev sat ind for at hjælpe sikkerhedsstyrkerne, valgte de – da de lærte baggrunden for uroen – at slutte sig til demonstranterne. Partisekretæren Ernő Gerő valgte da om natten at bede Sovjetunionen om hjælp til at redde det kommunistiske regime. Den sovjetiske ’hjælp’ rullede på larvefødder ind i Budapest om morgenen den 24. oktober.

De sovjetiske styrker viste sig ikke at være tilstrækkelige til at undertrykke de borgerkrigslignende tilstande, og både Ernő Gerő og den tidligere premierminister András Hegedüs flygtede til Sovjet. Den mere moderate Imre Nagy blev premierminister og foreslog med det samme at gennemføre politiske reformer, som havde ligget i skuffen siden Stalins død i 1953. Få dage senere erklærede Nagy i ungarsk radio, at partiledelsen indførte en ensidig våbenhvile, opløste sikkerhedspolitiet og ville arbejde for at de sovjetiske tropper blev trukket tilbage. 1. november skulle Ungarn udtræde af Warszawapagten og Nagy-regering lagde planer frem for omdannelsen af landet til et socialdemokratisk, flerpartisystem med frie valg og respekt for almindelige menneskerettigheder.

Det viste sig alt sammen at være uspiseligt for den sovjetiske ledelse. 4. november rullede de russiske tanks igen ind i Budapest og undertrykte den spirende revolution. 2500 ungarere døde i opstanden, og mere end 200.000 flygtede til Vesteuropa. Nagy og flere andre regeringsmedlemmer søgte tilflugt i den jugoslaviske ambassade, men blev arresteret den 22., da de prøvede at forlade den. Flere af dem, inklusive premierminister Nagy, blev senere henrettet i 1958 efter en af østblokkens klassiske ’hemmelige retssager.’

986 ungarske flygtninge kom til Danmark med særtog, der kørte til perron i Padborg om morgenen den 30. november. Som Politiken skrev næste dage:

“Danske statsbanefolk, politimænd, toldere og andre løb frem med fremstrakte hænder mod kupévinduerne for at veksle haandtryk med flygtningene og for på dansk at byde dem et ærligt, dybfølt velkommen. Adskillige baade danske og ungarere lod taarerne faa frit løb”.

ungarske_flygtninge_ankommer_til_oestrigUngarerne mødte Danmark fra sin bedste side, og de fleste blev hurtigt integreret i det danske samfund. Af de i alt 1400 ungarere, der kom til Danmark, forlod omtrent en tredjedel landet for at rejse længere væk. Men de der blev, bevarede ungarsk kultur samtidig med at de giftede sig med danskere og blev en helt almindelig del af samfundet.

Derhjemme var det en anden historie. Det sovjetstøttede styre under János Kádár slog benhårdt ned på enhver modstand og landets følgende regeringer var kommunistiske hardliners. Begivenheden fik også internationale konsekvenser, ikke mindst ved at afsløre, hvad Sovjetunionen og dens marionetstater i Østblokken virkelig var for et regime. Maskerne faldt den morgen i november, og hvis nogen i Vesten stadig havde tvivl, blev opstanden efterfulgt af Berlinmuren i 1961, Prag-foråret i 1968, og det polske svar på skabelsen af Solidarność i 1981. I Danmark førte undertrykkelsen af Ungarn til, at Aksel Larsen forlod DKP og Dannede SF, og den kommunistiske bevægelse i Vesteuropa mistede sin sidste rest af moralsk legitimitet. Det politiske tøvejr i øst måtte dog vente til 1989, hvor en meget anderledes stat den 31. juli gav Imre Nagy en statsbegravelse. Som i 1956 var Ungarn det første land, der forlod Østblokken, men denne gang uden tanks med røde stjerne. Tre måneder senere åbnede Østtyskland Berlinmuren. Resten er, som man siger, en ganske anden historie.

Nej, Obama ændrer ikke våbenlovgivningen pr. dekret

Af Nikolaj Stenberg, den 6. januar 2016. Skriv et svar

Våbenhistorier fra USA fylder uforholdsmæssigt meget i de danske medier. Det er i sig selv ikke et problem, da emnet, for mange, er interessant. Om ikke andet kan de være en oplagt mulighed for at få bekræftet nogle dårlige fordomme.

Præsident Obamas seneste våbeninitiativ er dog blevet drastisk overdrevet i de danske medier. Da jeg tjekkede dr.dk i morges stod der på forsiden, at præsidenten havde udstedt et ”dekret” og at han ”strammer våbenlovgivningen. ” Lignende meldinger, i samme bastante tone, kunne ses på alle større danske mediers Facebook-sider. Beskrivelsen er imidlertid ikke rigtig.

Præsident Obama har ikke udstedt noget dekret, og han ændrer ikke våbenlovgivningen. Han har således ikke udstedt nogen såkaldt excecutive order, men har alene truffet nogle excecutive actions og udstedt nogle memoranda. Der er en forskel imellem disse ting, og forskellene er beskrevet glimrende her: http://uspolitics.about.com/od/Gun-Control/a/Executive-Actions-Versus-Executive-Orders.htm

Alle handlingerne er indenfor rammerne af den eksisterende lovgivning og ikke mindst retspraksis. Derfor ændres våbenlovgivningen ikke. Desuden kan præsidenten heller ikke bare af egen drift ændre våbenlovgivningen, sådan som nogle borgerlige har frygtet og andre ikke-borgerlige har hyldet. USA er en retsstat og der er en lovgivningsproces.

I stedet for tale om en lovændring, skal man i stedet betragte præsidentens tiltag som en samling nye tjenesteordre til de føderale myndigheder om at justere praksis og rette ind. I respekt for den etablerede lovgivning og retspraksis. Som en kommentator (se link nr. 3 nedenfor) har bemærket om et af tiltagene:

”Taken at face value, the new ATF guidance is thus nothing more than a restatement of existing legal requirements. Put another way, it merely identifies those who are already subject to the relevant federal requirements and does not in any way expand the universe of those gun sellers who are required to obtain a license and perform background checks. In other words, it is — as the document says — a guidance, and not a substantive rule. It has no legal effect.”

I det hele taget kan den juridiske analyse hos Volokh Conspiracy (verdens bedste blog om jura og amerikanske forhold, efter min mening) anbefales: Obama’s executive actions on guns: Legal analysis.

Så, til de danske medier: Ro på.

Dette indlæg er en omskrevet FB-status, som jeg bringer efter opfordring fra Punditokraternes tidligere redaktør. En lettere omskrevet version er også at finde hos Dagbladet Børsen.

Nogle tanker om terrorbekæmpelse

Af Nikolaj Stenberg, den 18. januar 2015. 8 svar

Retssikkerheden er på spil, skriver Berlingeren, i en god, lang artikel om overvågning i form af sessionslogning. Det er den form for internet-overvågning af alt-og-alle, som EU-Domstolen kendte uproportional og ulovlig. Justitsministeriet tøver dog stadig med at rydde op i det danske regelsæt om sessionslogning, ligesom Rigspolitiet angiveligt mener, at masseovervågningen skal fortsætte som før. Samme sang kommer i dag fra chefembedsmanden i Europol, der har været på turnet med en påstand om, at det er bydende nødvendigt med mere overvågning og mere samarbejde.

Statens hovedopgave må være at skabe sikkerhed for borgerne i staten, så deres juridiske rettigheder ikke bliver krænket – fx af terrorister, kriminelle, fremmede statsmagter eller af staten selv. Hvis ikke staten kan give den sikkerhed, hvorfor så have den? For at løse sin hovedopgave må statsmagten selvfølgelig udvikle sig i takt med teknologien og tiden.

Denne punditokrat har ingen kvaler mod fx sessionslogning, hvis bare logningen sker ordentligt, proportionalt og begrundet (link går til Justitia). Det vil sige, at man først skal overvåge personer, når man kan begrunde, hvorfor overvågningen er et nødvendigt næste skridt i efterforskningen. Eller som Jacob Mchangamas sagde i forbindelse med EU-Domstolens dom i sagen om logningsdirektivet:

Jeg vil derfor anbefale … at der for det første alene kan foretages logning af persondata vedrørende konkrete personer, som, politiet har en rimelig formodning om, er involveret i alvorlig kriminalitet, og for det andet at de loggede data derefter alene kan udleveres i henhold til reglerne i Retsplejeloven, der bl.a. kræver mistanke og retskendelse

Overvågning må aldrig blive noget man gør, bare fordi man kan eller fordi det er det mest belejlige. I så fald varetager man hensyn, der ikke er forenelige med de værdier, et frit og åbent samfund bygger på. For at bruge Søren Pinds ord i den førstnævnte artikel:

“Rammer vi balancen rigtigt imellem civilsamfund og demokrati og respekt for frihedsrettigheder? Eller går vi i sidste ende terroristernes ærinde og får skabt totalitære træk ved vores samfund?”

Når det gælder sessionslogning kan man spørge, hvorfor Justitsministeriet har noget imod, at en jurist ved Politiet/PET/FE skal ofre en time til halvanden på at bede retten om godkendelse af en overvågning af en person, personkreds eller måske alle personer i et geografisk afgrænset område i en bestemt periode. Hvis vi formoder – og det mener jeg vi skal – at myndighedernes nuværende overvågninger er både velovervejede og lovlige, ligger man allerede inde med en begrundelse for overvågningen. Det er ikke kompliceret at skrive dén ned, tilføje en underskrift og så sende det hele til retten.

Det ville klæde Justitsministeriet at lave lovgivning, der udviser omsorg for retfærdigheden.

Det er på høje tid, at Justitsministeriet inviterer fx Advokatrådet, Justitia og (ikke mindst) eksperter i retspleje, sikkerhed og grundrettigheder fra de juridiske og politologiske institutter til drøftelser om, hvordan fremtidens danske anti-terrorlovgivning skal udformes: Hvad må Politiet og de to efterretningstjenester gøre selv og hvad kræver en dommerkendelse? Hvad skal retten undersøge, før den kan afsige en kendelse? Hvilke indsigelsesmuligheder skal der være for fx telefonselskaber? Hvordan opnår vi en mere intensiv kontrol med PET og FE’s virksomhed? Hvor går grænsen mellem terrorvirksomhed og almindelig kriminalitet, når det kommer til valg af midler, og hvordan sikrer vi, at Politiet ikke bruger anti-terrormidler til at bekæmpe simpel kriminalitet? Det er bare nogle af spørgsmålene, og de er vigtige.

Juraen er velsagtens det eneste staten kan bidrage med, når det kommer til terrorbekæmpelse specifikt, og kriminalitetsbekæmpelse generelt. Men der er vel også en mere kulturel dimension til spørgsmålet? Som Rune Selsing konstaterer på sin Jyllands-Posten-blog: “Truslen fra terroren kan vi aldrig fjerne med effektive efterretningstjenester, vi kan højest holde den nede.”

Det er rigtigt. Hertil kommer, at Danmark, ifølge Rune, skal:

vise styrke, selvtillid og stolthed. På alle fronter. Det gør vi ved at sætte hårdt mod hårdt. Kriminelle skal sidde i lukkede fængsler, og de skal sidde der i meget længere tid. Så længe de sidder bag tremmer, kan de ikke udøve fysisk kontrol over deres familier, de kan ikke kaste sten efter ambulancer og de kan ikke trække andre med sig ned. Vi skal holde op med at tolerere hærværk, cykeltyveri, baldrede ruder og smårapserier. Tolerance over for den antisociale kriminalitet er ikke et udtryk for civilisation, men det modsatte.

Hvor komplet dysfunktionelt må Danmark ikke fremstå, for det meget store antal indvandrere, der er fuldt arbejdsdygtige og alligevel lever på offentlig forsørgelse? De betragter ikke de ødsle velfærdsydelser som udtryk for menneskeligt overskud, men som dekadence. Det er det jo også.

De moderate muslimer skal vælge os til. Og det gør de hverken ved hjælp af humanistisk pladder eller rationelle argumenter. Det handler om følelser. Om Symbolik og kulturel styrke.

Det kan jeg erklære mig stort set enig i. Hvis den vestlige kultur og civilisation får lov til at degenerere i korrekthed, berøringsangst og værdi-nihilisme, er vi ude af stand til at overvinde andre menneskers “hearts and minds”? Men hvad nu med den balance, Søren Pind var inde på i citatet ovenfor?

Som en med-punditokrat skrev for 10 år siden:

Decentralisering i form af deling af den politiske magt og markedsøkonomi gør skadevirkningerne af terrorangreb mindre. …  Begrænsning af borgerlige, civile og økonomiske rettigheder kan desuden øge rekrutteringen af terrorister. Det er der flere statistiske analyser, der tyder på. …

Det mest effektive middel mod terror er formentlig en mere realistisk opfattelse af, hvor stor – og det vil sige: lille – risikoen er. Det ville begrænse terroraktionernes skadevirkninger markant. Og det kunne være med til at hindre modforholdsregler med små eller ligefrem perverse virkninger.

Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvilke (strø?)tanker vores læsere gør sig om emnet. Så giv din mening til kende i kommentarfeltet nedenfor, og lad det gerne være fyldigt.

Opdatering: Se også Christopher Arzrounis leder i Børsen d. 19. januar: “Hold Hovedet Koldt“, med et opråb imod “Carl Schmitt”-fløjen blandt de danske konservative og ligesindedes affekt-forslag, der for nogles vedkommende ville sætte lands lov og ret ud af kraft:

Men ud over islamisterne har vi også grund til at være bekymrede over de mennesker, der vil frelse os fra dem.

Det er blevet bemærket, at Pia Kjærsgaard (DF) foreslog brugen af “nødret”. Sandsynligvis har hun ikke fattet, at begrebet indebærer at sætte landets almindelige love ud af kraft. Og derfor er det ikke hendes følelsesudbrud, der er grund til at være bange for.

Det egentlige problem er nogle lidt mere sofistikerede personer, som fisker i rørte vande i det nationalkonservative miljø, som foragter, hvad de betragter som de liberale demokratiers svagheder. I dette miljø er det blevet normalt igen at henvise til “den tyske jurist Carl Schmitt”, som han benævnes.

…

Han burde læse Karl Poppers klassiske værk “Det åbne samfund og dets fjender” fra 1945, som netop giver et realistisk og liberalt svar på, hvordan frihedens institutioner skal forsvare sig mod den totalitære trussel, uden at sætte friheden over styr. Der er således ingen grund til at smide liberalismen ud med badevandet i det liberale demokrati.

Skotternes ret til selv at bestemme

Af Nikolaj Stenberg, den 17. september 2014. Skriv et svar

I morgen går skotterne til valg om, hvorvidt nationen fortsat skal være en del af UK-staten. Det at man i det hele taget afholder en afstemning om så vigtigt et spørgsmål, som hvilken stat man vil høre til, er prisværdigt.

Jeg håber på, at skotterne vælger selvstændigheden og at skotternes valg vil afstedkomme lignende afstemninger andre steder i Europa. Og i den forbindelse er det oplagt at citere en ung Ludwig von Mises, der i 1929 skrev disse flotte ord i sit lille værk Liberalismus (her dog i en engelsk oversættelse):

The right of self-determination in regard to the question of membership in a state thus means: whenever the inhabitants of a particular territory, whether it be a single village, a whole district, or a series of adjacent districts, make it known, by a freely conducted plebiscite, that they no longer wish to remain united to the state to which they belong at the time, but wish either to form an independent state or to attach themselves to some other state, their wishes are to be respected and complied with.

Mere liberalt kan det nemlig ikke siges.

For en flot gennemgang af de væsentligste EU-retlige spørgsmål i forbindelse med afstemningen, se dette blogindlæg hos den som oftest gode Verfassungsblog: Scotland and the EU: Eleventh hour thoughts on a contested subject.

 

 

Passets historie: Fra nødforanstaltning til New Normal

Af Erik Winther Paisley, den 5. september 2014. 1 svar

Forleden var den fhv. konservative justitsminister ude med forslag om, at man administrativt og på efterretningstjenestens foranledning skulle inddrage de danske syrienskrigeres pas.
I de fleste lande er det et regeringsprærogativ at udstede og inddrage rejsedokumenter og opholdstilladelser; der er i dén forstand ikke meget bemærkelsesværdigt ved Mikkelsens forslag.

Før paskontrol blev så allestedsnærværende, som det er i dag, gav retten til at nægte at udstede pas langt fra så stor magt over borgerne. Foranlediget af den amerikanske borgerkrig begyndte Canada eksempelvis først at udstede pas i 1862. Seksten år senere, i 1878, blev der udstedt nøjagtig 50 pas; vi kan nok regne med, at der har været en del flere canadiere, som rejste internationalt.

Britisk pas fra 1927.

Britisk pas fra 1927.

Situationen er anderledes nu. Den, der får sit pas inddraget, pålægges ‘landearrest’. I det man overhovedet ikke kan rejse gennem lufthavne uden gyldige rejsedokumenter, og i de fleste lande (selv lande, der ikke aktivt vedligeholder grænsekontrolposter på landjorden) er forpligtet til at kunne bevise sit statstilhørsforhold, så er det et ganske konkret indgreb i borgerens handlefrihed. Det kan måske være nødvendigt, men ligesom ved varetægtsfængsling, påbud om fodlænke eller meldepligt, bør sådanne indskrænkninger skulle prøves af en dommer.

Det er en kærkommen lejlighed til at reflektere over passets historie. Læs resten →

Det arabiske forår handlede om kapitalisme. Ikke demokrati.

Af Nikolaj Stenberg, den 12. juli 2013. Skriv et svar

Udklip fra en infografik fra ILD

Udklip fra en infografik fra ILD

Den gængse fortælling om Det arabiske Forår handler om unge mennesker, der gennem folkelig protest krævede demokrati. Men er det nu også sandt?

Man glemmer let, at det hele startede med en ung mand – Mohammed Bouazizi – som i december 2010 satte ild på sig selv i protest, ikke over manglende politiske rettigheder eller den autokratiske styreform; nej, han gjorde det i protest mod myndighederne, som havde begrænset hans næringsfrihed.

Selvom det vel nærmest er en slags kætteri at sige det i Hal Koch, Alf Ross’ og den skandinaviske demokratismes hjemland, så handlede det arabiske forår om frihed – ikke nødvendigvis demokrati.

Hernando de Soto har med folk fra sin tænketank ILD rejst rundt i de arabiske lande for at undersøge, hvilke motiver de, der deltog i protesterne, havde for at protestere. Holdet konstaterede et gennemgående ønske om mere frihed til at kunne handle og skabe lykken for sig selv og sine. Med andre ord, frihed til at opføre sig kapitalistisk.

I The Spectator skriver de Soto selv mere om resultaterne. Det er god læsning her i sommervarmen.

Cepos Frihedspris – Ali Abdulemam

Af Christian Bjørnskov, den 21. maj 2013. Skriv et svar

Cepos årlige Frihedspris uddeles i dag til Ali Abdulemam fra Bahrain. Arrangementet er klokken 17.30 hos Cepos, Landgreven 3, 3. sal i København, og altså i dag, tirsdag d. 21. maj. Alle punditokraternes læsere opfordres hermed til at møde op og hylde den bahrainske blogger, der har måttet blive smuglet ud af sit land.

Redaktionen

Her er London…

Af Christian Bjørnskov, den 4. maj 2013. 3 svar

I aften er det 68 år siden, at danskerne fik et af deres livs mest vidunderlige budskaber. BBC’s radioservice til Danmark viderebragte en meddelelse fra feltmarskal Bernard Montgomery, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland, og Danmark havde overgivet sig til de allierede styrker. Mørklægningsgardiner blev flået ned og i en demonstration af underspillet, dansk begejstring, satte tusinder af familier levende lys i vinduerne. Hvad de ikke havde måttet gøre i fem lange år, gjorde de som det første. Folk strømmede på gaderne, og dagen efter – som det senere blev skrevet – blomstrede danske byer i rødt og hvidt.

Min familie har lys i vinduerne i aften. Det er ikke blot en rar tradition, men også en hilsen til dem, der er tilbage fra den tid. Lysene er en tak til dem, der kæmpede for det, de havde kært, og både dem der er tilbage, og til dem, der aldrig nåede at opleve befrielsen. Nogle lod livet og mange andre bar resten af deres liv på dybe, gemte sår på sjælen. Mine bedsteforældre var blandt dem – det ene par nægtede velbetalt arbejde for værnemagten og fristede en kummerlig tilværelse som småbønder i stedet, det andet satte livet på spil i modstandsbevægelsen. At min mormor overhovedet deltog og måtte tilbringe de sidste måneder af krigen under jorden, var ikke noget, hun nogensinde fortalte. Hendes venner fra krigen fortalte det, da hun ikke længere var her til at protestere.

Sådan følte en hel generation: De var ikke helte og der var ikke noget at tale om, for en dag var Danmark frit og de var stadig levende. Men der er noget at huske, og mens de sidste af dem er blandt os, noget at takke for. Der er forhold, der ikke er til diskussion, og ting der ikke gives køb på. At jeg i dag kan have venner i Belgien, England, Spanien og Tyskland, der alle deler mit livssyn og alle lever i frie samfund, lå ikke i kortene i 1940. Men millioner ville det anderledes end Nazityskland, og deriblandt tusindvis af danskere. Lyset i mit vindue i aften er en hilsen til dem alle og en tak for, at de mente at vores frihed var deres liv værd.

Skal, skal ikke? Kritik af IMR’s parløb med Regeringen

Af Nikolaj Stenberg, den 9. november 2012. Skriv et svar

Sten Thorup Kristensen kan være meget stolt af den klare, relevante og ikke mindst aktuelle kronik i dagens Jyllands-Posten. Kronikken kritiserer, ikke uberettiget, Institut for Menneskerettigheder og dettes direktør, Jonas Christoffersen, for at være enten blind overfor eller ligeglad med menneske-/borger-/frihedsrettigheds-situationen indenfor Danmarks Riges grænser.

I udpluk, og med mine fremhævninger:

Det bedste – eller rettere, det værste – eksempel på myndighedernes usaglighed er måske den indsats mod ”social dumping”, som tidligere skatteministers Thor Mögers uanmeldte kontroller i private hjem er en del af. Juridisk set er der slet ikke er noget, der hedder social dumping: Der er fri løndannelse i Danmark … Men man ønsker altså ikke, at folk skal benytte sig af den fri løndannelse, når de køber f.eks. håndværkerydelser og kan få dem billigere hos et polsk firma. Så man iværksætter hårdhændede kontroller for at afsløre de pågældende i noget andet, der er ulovligt, f.eks. i forhold til udlændingeloven, arbejdsmiljøloven eller skattelovgivningen …

Kontrollerne mod social dumping strider således ganske åbenlyst mod de basale regler i retssamfund. Der synes desværre ikke at være nogen instans, der ser det som sin opgave at gribe ind.

Men det var netop i sådan et tilfælde, at IMR og Jonas Christoffersen skulle komme på banen. Som en evig sten i skoen på de politikere, der i egen interesse ofrer retsstaten og basale menneskerettigheder. Men Jonas Christoffersen anderswo engagiert. Han skal f.eks. være medlem af en ny mæglings- og klageinstitution for ansvarlig virksomhedsadfærd. Institutionen skal holde virksomhederne op på nogle OECD-retningslinjer, og det handler bl.a. om, hvorvidt virksomhederne køber autoriseret fairtrade-kaffe til deres kantiner (det eksempel er faktisk nævnt som det første i bemærkningerne til loven om instituttet).

Fænomenet – at direktøren for IMR bruger sin tid på kaffeproduktion, mens hundredvis af danskere sidder i fængsel uden dom, mens andre tusinde får deres telefoner aflyttet for, at politiet skal opklare småforseelser, og mens atter andre tusinder danskere bliver udsat for det, der mere og mere ligner vilkårlige husundersøgelser – indeholder mere end en spøjs prioritering. Det stiller også spørgsmålstegn ved, om Jonas Christoffersen overhovedet har forstået, hvad det indebærer at forsvare menneskerettigheder.

Menneskerettigheder handler om at begrænse myndighedernes magt. Direktøren for IMR skal altså holde myndighederne i ørerne. Men i stedet hjælper han dem med at udøve deres myndighed.

Jeg ser frem til Jonas Christoffernsens svar; Sten Thorup Kristensen har nemlig sat overliggeren meget højt.

Underlying most arguments against the free market is a lack of belief in freedom itself – Milton Friedman

Af Niels Westy, den 31. juli 2012. 23 svar

I dag ville økonom, nobelprismodtager og frihedskæmper Milton Friedman være fyldt 100 år. Med tanke på den indflydelse han har haft på både tidligere og nuværende punditokrater, vil vi naturligvis også give vores bidrag til fejring af manden, som Stephen Moore i dagens Wall Street Journal passende beskriver som “The man who saved capitalism“.

In the second half of the 20th century there was no more influential voice for economic freedom world-wide than Milton Friedman. Small in stature but a giant intellect, he was the economist who saved capitalism by dismembering the ideas of central planning when most of academia was mesmerized by the creed of government as savior.

Selv om Friedman var en kæmpe blandt økonomer er hans vigtigste bidrag måske i bund og grund hans opdatering og udbredelse af de centrale tanker, som Adam Smith allerede var kommet med 200 år tidligere. En pointe Friedman ville være stolt af. Han lagde aldrig skjul på Adam Smith enorme betydning for ham, og bar ofte sit Adam Smith slips med stolthed.

Men uanset om man mener at Friedman var den største økonom i det 20. århundrede eller ej, (en diskussion som hurtigt kan komme til at munde ud i pengepolitik, guldstandard osv, og komme til at ligne diskussioner om hvem der var den største klassiske komponist, største rockgruppe, største jazzmusiker, bedste fodboldspiller osv.), så er der én diciplin, som Friedman er fuldstændig suveræn indenfor med sine uforlignelige pædagogiske og kommunikative evner, og det er formidling af budskabet om frihed. Som Moore korrekt skriver:

More influential than Friedman’s scholarly writings was his singular talent for communicating the virtues of the free market to a mass audience. His two best-selling books, “Capitalism and Freedom” (1962) and “Free to Choose” (1980), are still wildly popular. His videos on YouTube on issues like the morality of capitalism are brilliant and timeless.

Læs resten →

Kommende udgivelse: Fri os fra frihed

Af Nikolaj Stenberg, den 27. april 2012. Skriv et svar

Den tidligere punditokrat Jacob Mchangama fortæller i en opdatering på Facebook, at hans nye bog Fri Os Fra Frihed udkommer den 30. april, men allerede nu kan forudbestilles. Dén information er værd at give videre – og det er hermed gjort.

Gyldendal beskriver bogen således:

FRI OS FRA FRIHEDEN er et hårdnakket forsvar for den personlige frihed og en skarp kritik af, hvad Jacob Mchangama ser som de sidste årtiers løbende politiske underminering af netop den personlige frihed. I præcise og urovækkende kapitler viser chefjurist Jacob Mchangama, hvordan vi siden slutningen af 1960?erne lever støt mere regulerede liv, hvor staten har fået større og større råderum til at gribe ind og detailstyre eller som et minimum overvåge, hvordan vi lever ? det gælder lige fra, hvordan vi spiser, over hvordan vi bor, til hvem vi sover med eller taler i telefon med.

Jeg spår, at bogen nok skal fange  interesse hos flere af denne blogs læsere (og skribenter).

Opdatering: Interview ang. bogen i Politiken.

Economic Freedom of the World 2011

Af Christian Bjørnskov, den 23. september 2011. Skriv et svar

Beskeden i dag er ganske kort: Den årlige rapport om Economic Freedom of the World fra Fraser Instituttet er udkommet. Som i tidligere år tager rapporten to særlige emner op. I år er det ”What Matters for Development—Freedom or Entitlement?” af Verdensbankens Jean-Pierre Chauffour, og ”Does Economic Freedom Promote Women’s Well-being?”, som man har bedt Michael Stroup fra Stephen F. Austin State University i Texas.

Hvis nogen skulle være interesserede, er de danske ændringer siden sidste rapport helt marginale.Hele rapporten inklusive data tilbage til 1970 er tilgængelig her. Stærkt anbefalet.

Refleksioner over en valgkamp og Radikale Venstres uhyggelige menneskesyn

Af Niels Westy, den 15. september 2011. 9 svar

Så er valgdagen kommet, vælgermøderne overstået og tilbage står kun at vente på resultatet. Men for mit vedkommende er det også tid til at reflektere lidt over den valgkamp – min første – som jeg har været en aktiv del af.  Egentlig har kun lidt overrasket mig. Venstrefløjens kandidater har ved alle de møder jeg har deltaget i – alle som en – udvist en ufattelig mangel på viden og forståelse for økonomiske sammenhænge. Det er som bekendt lig med en manglende forståelse for menneskelig adfærd.

Det samme kan man måske ikke beskylde Radikale Venstre for. Til gengæld er deres syn på “almindelige” mennesker udtryk for en uhyggelig mangel på respekt for sine medmennesker. Læs resten →

Friheden til at vælge sit eget liv – i hvilke lande?

Af Christian Bjørnskov, den 31. oktober 2010. 6 svar

Forleden skrev vi om, i hvilke lande folk tror at en indsats betaler sig. Et relateret spørgsmål er, i hvilke lande folk føler, at de har frihed til at leve det liv, de gerne vil. Gallups World Poll har stillet spørgsmålet sidste år, og det gode budskab er, at i det gennemsnitlige land siger 2/3 af befolkningen, at de har frihed til at vælge det liv de gerne vil leve. Ligesom med det arbejdsetiske spørgsmål fra forleden, er der dog markante forskelle på tværs af lande.

I bunden befinder sig lande som Bosnien (25 %), Madagaskar (33 %), Pakistan og Serbien (35 %), og Egypten (36 %). Toppen består af Cambodja, Norge, Luxembourg og Australien (93 %) og Danmark (94 %). Af alle de omkring 130 lande, som Gallup har gennemført undersøgelser i, er Danmark det frieste land på dette punkt! Pudsigt nok (og måske lidt sigende) halter vores svenske venner efter med 83 %.

At tallene ikke er helt tilfældige, synes at være klart. For eksempel er gennemsnittet for tidligere kommunistiske lande 50 %, mens det tilsvarende tal for lande uden en kommunistisk fortid er 71 %. Her igen ser den bevidste pacificering af befolkningen under kommunismen ud til at have efterladt sig permanente ar. Der synes også, når man ser på de rå tal, at være en klar tendens til at lande med mindre regulerede økonomier også har borgere, der føler sig friere.

I sidste ende afhænger befolkningers adfærd ikke så meget af, hvordan virkeligheden ser ud, men hvordan de opfatter den: Tror man, at man ikke bliver belønnet, holder man op med at gøre en indsats; tror man, at man ikke har frihed til at vælge sit eget liv, er det heller ikke ens eget ansvar. Så måske skulle man til at interessere sig mere for folks forestillinger om samfundet?

SCOTUS skyder med skarpt

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 29. juni 2010. 9 svar

Faste læsere af Punditokraterne vil vide, at denne punditokrat ikke blot er en glad jæger men også for to år siden var en af medunderskriverne på et “Amicus Brief” til USA’s forbundshøjesteret i.f.m. den såkaldte Heller-sag (det såkaldte Amici Curiae “brief” på vegne af gruppen “International Scholars”).  Sagen District of Columbia versus Heller var en epokegørende genopretning af USA’s 2. forfatningstillæg.  Dette siger som bekendt, at:

“A well regulated Militia, being necessary to the security of a free State, the right of the people to keep and bear Arms, shall not be infringed.”

–men bestemmelsen var over 200 år blevet udvandet til uigenkendelighed ved en lang række nationale eller delstatslige reguleringer.  Heller-sagen gik derfor på at få fastslået, hvorvidt formuleringen sigter på organiserede militser eller på borgerne som enkeltpersoner, og hvorvidt det går på alle våben eller kun nogle typer våben, og hvad formålet egentlig er.  Blandt andet.  I 2008 formulerede SCOTUS selv dét spørgsmål, man skulle vurdere, som sådan:

“The petition for a writ of certiorari is granted limited to the following question: Whether the following provisions, D.C. Code §§ 7-2502.02(a)(4), 22-4504(a), and 7-2507.02, violate the Second Amendment rights of individuals who are not affiliated with any state-regulated militia, but who wish to keep handguns and other firearms for private use in their homes?”

Dommen kom 26.VI.2008 og var en markant præcedens-sættende afgørelse, fordi der slog fast, at der er grænser for, hvilke indgreb man kan foretage i retten til at eje og bære våben, uden at dette vil være i konflikt med Bill of Rights.  Man kan godt forbyde nogen i at rulle atomvåben ned af hovedgaden eller skyde med bazookaer i baghaven–men man kan ikke lave en generel lovgivning, der i praksis gør det ulovligt for borgerne at eje skydevåben o.l. eller umuliggør, at de bærer dem alle steder.  Det var en væsentlig “neo-klassisk” fortolkning og første gang siden 1939, at SCOTUS for alvor fortolkede meningen med “Second Amendment”. Allerede den gang i 2008 forudså alle, at dommen ville blive den første i en lang række sager, fordi den efterfølgende ville kunne gøre, at delstaters konkrete love må vurderes på deres overensstemmelse med SCOTUS’ fortolkning af forfatningen.

Og “dommen” kom så i går: I den første følgesag, McDonald versus City of Chicago, afgjorde SCOTUS,

that gun possession is fundamental to American freedom, giving federal judges the power to strike down state and local weapons laws for violating the Second Amendment.

In a 5-4 ruling, the court held that the Second Amendment’s right to keep and bear arms is a fundamental right that binds states.

The Supreme Court ruled for the first time that gun possession is fundamental to American freedom.

“Self defense is a basic right, recognized by many legal systems from ancient times to the present day,” wrote Justice Samuel Alito. He was joined in reaching the result by Chief Justice John Roberts and justices Anthony Kennedy, Antonin Scalia and Clarence Thomas.

…

Justice Thomas agreed with the majority on the result but wrote a concurrence offering different constitutional logic for viewing the right to bear arms as a fundamental right.

As it did in 2008, the court’s majority cautioned that the right to keep and bear arms is not “a right to keep and carry any weapon whatsoever in any manner whatsoever and for whatever purpose.”

Justice Alito wrote that despite “doomsday proclamations,” the ruling “does not imperil every law regulating firearms.”

The Supreme Court’s ruling is likely to lead to years of litigation across the country as lower courts decide how far the right to bear arms extends and which restrictions are unconstitutional.

Man kan læse mere om dommen på den gode jurist-blog “Volokh Conspiracy”, bl.a. om dommens mulige konsekvenser.  Cato Institute–der har været en central aktør i disse sager–har naturligvis også en mening.  Den altid energiske Thomas Sowell giver også sit besyv med.