Tag-arkiv: frihed

SCOTUS skyder med skarpt

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 29. juni 2010. 9 svar

Faste læsere af Punditokraterne vil vide, at denne punditokrat ikke blot er en glad jæger men også for to år siden var en af medunderskriverne på et “Amicus Brief” til USA’s forbundshøjesteret i.f.m. den såkaldte Heller-sag (det såkaldte Amici Curiae “brief” på vegne af gruppen “International Scholars”).  Sagen District of Columbia versus Heller var en epokegørende genopretning af USA’s 2. forfatningstillæg.  Dette siger som bekendt, at:

“A well regulated Militia, being necessary to the security of a free State, the right of the people to keep and bear Arms, shall not be infringed.”

–men bestemmelsen var over 200 år blevet udvandet til uigenkendelighed ved en lang række nationale eller delstatslige reguleringer.  Heller-sagen gik derfor på at få fastslået, hvorvidt formuleringen sigter på organiserede militser eller på borgerne som enkeltpersoner, og hvorvidt det går på alle våben eller kun nogle typer våben, og hvad formålet egentlig er.  Blandt andet.  I 2008 formulerede SCOTUS selv dét spørgsmål, man skulle vurdere, som sådan:

“The petition for a writ of certiorari is granted limited to the following question: Whether the following provisions, D.C. Code §§ 7-2502.02(a)(4), 22-4504(a), and 7-2507.02, violate the Second Amendment rights of individuals who are not affiliated with any state-regulated militia, but who wish to keep handguns and other firearms for private use in their homes?”

Dommen kom 26.VI.2008 og var en markant præcedens-sættende afgørelse, fordi der slog fast, at der er grænser for, hvilke indgreb man kan foretage i retten til at eje og bære våben, uden at dette vil være i konflikt med Bill of Rights.  Man kan godt forbyde nogen i at rulle atomvåben ned af hovedgaden eller skyde med bazookaer i baghaven–men man kan ikke lave en generel lovgivning, der i praksis gør det ulovligt for borgerne at eje skydevåben o.l. eller umuliggør, at de bærer dem alle steder.  Det var en væsentlig “neo-klassisk” fortolkning og første gang siden 1939, at SCOTUS for alvor fortolkede meningen med “Second Amendment”. Allerede den gang i 2008 forudså alle, at dommen ville blive den første i en lang række sager, fordi den efterfølgende ville kunne gøre, at delstaters konkrete love må vurderes på deres overensstemmelse med SCOTUS’ fortolkning af forfatningen.

Og “dommen” kom så i går: I den første følgesag, McDonald versus City of Chicago, afgjorde SCOTUS,

that gun possession is fundamental to American freedom, giving federal judges the power to strike down state and local weapons laws for violating the Second Amendment.

In a 5-4 ruling, the court held that the Second Amendment’s right to keep and bear arms is a fundamental right that binds states.

The Supreme Court ruled for the first time that gun possession is fundamental to American freedom.

“Self defense is a basic right, recognized by many legal systems from ancient times to the present day,” wrote Justice Samuel Alito. He was joined in reaching the result by Chief Justice John Roberts and justices Anthony Kennedy, Antonin Scalia and Clarence Thomas.

…

Justice Thomas agreed with the majority on the result but wrote a concurrence offering different constitutional logic for viewing the right to bear arms as a fundamental right.

As it did in 2008, the court’s majority cautioned that the right to keep and bear arms is not “a right to keep and carry any weapon whatsoever in any manner whatsoever and for whatever purpose.”

Justice Alito wrote that despite “doomsday proclamations,” the ruling “does not imperil every law regulating firearms.”

The Supreme Court’s ruling is likely to lead to years of litigation across the country as lower courts decide how far the right to bear arms extends and which restrictions are unconstitutional.

Man kan læse mere om dommen på den gode jurist-blog “Volokh Conspiracy”, bl.a. om dommens mulige konsekvenser.  Cato Institute–der har været en central aktør i disse sager–har naturligvis også en mening.  Den altid energiske Thomas Sowell giver også sit besyv med.

Er Obamas sundhedsreform forfatningsstridig?

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 23. marts 2010. 20 svar
I forlængelse af min kommentar ovenfor om forfatningens centrale men oversete 10. tillæg:
“The powers not delegated to the United States by the Constitution, nor prohibited by it to the States, are reserved to the States respectively, or to the people.”
–har min gamle ven gennem 23 år, Randy Barnett (professor i jura ved Boston University og næppe én, der kan ses som værende ude i et partipolitisk ærinde), argumenteret for, at sundhedsreformen meget vel kan være forfatningsstridig.  I et indlæg i Washington Post (http://www.washingtonpost.com/wp-dyn/content/article/2010/03/19/AR2010031901470.html) skriver han bl.a.:
“Can Congress really require that every person purchase health insurance from a private company or face a penalty? The answer lies in the commerce clause of the Constitution, which grants Congress the power “to regulate commerce . . . among the several states.” Historically, insurance contracts were not considered commerce, which referred to trade and carriage of merchandise. That’s why insurance has traditionally been regulated by states. But the Supreme Court has long allowed Congress to regulate and prohibit all sorts of “economic” activities that are not, strictly speaking, commerce. The key is that those activities substantially affect interstate commerce, and that’s how the court would probably view the regulation of health insurance.
But the individual mandate extends the commerce clause’s power beyond economic activity, to economic inactivity. That is unprecedented. While Congress has used its taxing power to fund Social Security and Medicare, never before has it used its commerce power to mandate that an individual person engage in an economic transaction with a private company. Regulating the auto industry or paying “cash for clunkers” is one thing; making everyone buy a Chevy is quite another. Even during World War II, the federal government did not mandate that individual citizens purchase war bonds.”

I forlængelse af min kommentar (i kommentar-sektionen her) om, hvorvidt Obamas sundhedsreform i virkeligheden måske er forfatningsstridig, er det vigtigt at være opmærksom på USA-forfatningens centrale men oversete 10. tillæg:

“The powers not delegated to the United States by the Constitution, nor prohibited by it to the States, are reserved to the States respectively, or to the people.”

I den forbindelse har min gamle ven gennem snart 23 år, Randy Barnett (professor i forfatningsret ved Georgetown University og næppe én, der kan ses som værende ude i et “konservativt” eller partipolitisk ærinde), argumenteret for, at sundhedsreformen meget vel kan være forfatningsstridig.  I et indlæg forleden i Washington Post skriver han bl.a.:

“Can Congress really require that every person purchase health insurance from a private company or face a penalty? The answer lies in the commerce clause of the Constitution, which grants Congress the power “to regulate commerce . . . among the several states.” Historically, insurance contracts were not considered commerce, which referred to trade and carriage of merchandise. That’s why insurance has traditionally been regulated by states. But the Supreme Court has long allowed Congress to regulate and prohibit all sorts of “economic” activities that are not, strictly speaking, commerce. The key is that those activities substantially affect interstate commerce, and that’s how the court would probably view the regulation of health insurance. But the individual mandate extends the commerce clause’s power beyond economic activity, to economic inactivity. That is unprecedented. While Congress has used its taxing power to fund Social Security and Medicare, never before has it used its commerce power to mandate that an individual person engage in an economic transaction with a private company. Regulating the auto industry or paying “cash for clunkers” is one thing; making everyone buy a Chevy is quite another. Even during World War II, the federal government did not mandate that individual citizens purchase war bonds. If you choose to drive a car, then maybe you can be made to buy insurance against the possibility of inflicting harm on others. But making you buy insurance merely because you are alive is a claim of power from which many Americans instinctively shrink. Senate Republicans made this objection, and it was defeated on a party-line vote, but it will return.

At der kommer en større sag ud af det, og at sidste ord ikke er sagt, er klart.  Spørgsmålet er så blot–hvis Barnett m.fl. har ret–hvorvidt forbundshøjesteretten vil have mod nok til at erklære en så stor lov forfatningsstridig?  Historien taler imod det, og det forudser Barnetts kollega og med-blogger, Orin Kerr, også.  Efter min mening desværre.

Barnett er mere optimistisk:

“[Although some] of the potential constitutional challenges to health-care reform have a sound basis in the text of the Constitution, and no Supreme Court precedents clearly bar their success, the smart money says there won’t be five votes to thwart the popular will to enact comprehensive health insurance reform.

But what if five justices think the legislation was carried bleeding across the finish line on a party-line vote over widespread bipartisan opposition? What if control of one or both houses of Congress flips parties while lawsuits are pending? Then there might just be five votes against regulating inactivity by compelling citizens to enter into a contract with a private company. This legislation won’t go into effect tomorrow. In the interim, it is far more vulnerable than if some citizens had already started to rely upon its benefits.

If this sounds far-fetched, consider another recent case in which the smart money doubted there were five votes to intervene in a politicized controversy involving technical procedures. A case in which five justices may have perceived that long-established rules were being gamed for purely partisan advantage.

You might have heard of it: Bush v. Gore.”

Giv mig nu en sag at kæmpe for!

Af Carsten Valgreen, den 10. december 2009. 1 svar

Ellers må jeg jo selv opfinde en!

Læs resten →

Den demokratiske illusion ("Den vulgære ensrettende korrupte ubehagelige kapitalisme part II)

Af Niels Westy, den 19. juni 2009. 24 svar

Søren Pinds grundlovstale har så sandelig givet en del efterdønninger – vist nok med startskud her på bloggen ved Altmanns indlæg “Ugens citat: Den vulgære, ensrettende, korrupte, ubehagelige kapitalisme“, som Christopher Arzrouni fulgte op med i et indlæg “Misforstået afmagt” i JP, skrevet i den særlig lune tone, som Arzrouni ofte har vist mestre til fulde.

Jeg er ikke overraskende meget enig i det Altmann og Arzrouni skriver, omend denne uges weekendklumme i 180grader, “Den demokratiske illusion” er skrevet med en anden indgangsvinkel, og hvis nogle sporer en hvis irritation i klummen, så er det helt korrekt.

Jeg skal blankt erkende, at jeg til tider har haft meget svært ved at finde ud af hvad Søren Pind egentlig mener og står for, måske fordi jeg i min vildfarelse troede at han var liberal, men har jeg ikke fattet det før, så gør jeg det nu. Hr. Pind er først og fremmest nationalkonservativ og så forstås glæden ved kollektivistisk begrænsning af det frie valg og den elitære væmmmelse ved konsekvenserne af almindelige menneskers “vulgære” preferencer. Der står dog så tilbage, at det undrer mig, at han fortsat gladeligt citerer Ronald Reagan. For et par år siden luftede Søren Pind at han ville skrive en biografi om Ronald Reagan, mon ikke sandsynligheden nu er større for at den bliver om Søren Krarup? Hvis Søren Pinds udlægning af venstres “guddommelige” rolle i dansk politik er udtryk for en bred selvforståelse hos partiet, vil jeg da også foreslå at man skifter navn til “Venstre – Danmarks nationalkonservative parti”, måske med sloganet “Din garanti for fortsat at blive behandlet som et pattebarn ”

Som jeg skriver i klummen er jeg ikke ude på at ligestille præstestyret i Iran med vores eget repræsentative demokrati. Men efter at have set og hørt  Ayatollah Ali Khameneis fredagsbøn i dag, at så adskiller demokratiske valg her i landet sig ikke meget fra et valg mellem Mousavi og Ahmadinejad, bortset fra den helt afgørende forskel (og tak og lov for det), at de fastsatte rammer for magtspillet er nogle helt andre.

D-Dag, a day to remember

Af Niels Westy, den 6. juni 2009. 28 svar

I de senere år er jeg blevet væsentligt mere kritisk indstillet overfor (aktivistisk) amerikansk udenrigspolitik, – ikke fordi jeg som venstrefløjen opfatter den som “ond” eller særlig “imperialistisk” – men fordi amerikansk udenrigspolitik synes at være præget af en næsten forbløffende naivitet, historieløshed og sagt lige ud inkompetence. Det bunder muligvis i en kronisk overvurdering af egne evner (hvilket tilsyneladende deles af bl.a. venstrefløjen, der uafladeligt kan anføre at hvis bare amerikanerne ville… men det kan de altså ikke bare.).

Det er ej heller et forsvar for den “europæiske (skiftevis passifistiske og selvovervurderende – til tider begge dele på en gang) model”. Hverken når den har været præget af en ekstrem naivitet og tåbelig tro på diplomatiske løsninger – 1930ernes fejltalgese overfor Hitler gentog man jo med næsten uhyggelig præcision igen i 1990ernes Jugoslavien (her virkede en omgang rask aktivistisk amerikansk udenrigspolitik, da europæerne endelig opgav ævret jo ganske hæderligt) – eller periodevis storhedsvanvid (mellemøsten i 1950erne).  

Som det indikeres af overskriften er dette indlæg vel først og fremmest en hyldest til USA og dets befolkning – og til en af de få gange hvor det lykkedes (nogenlunde) med sit forehavende, hvilket fremgår senere i indlægget.

Men lige lidt om aktivistisk udenrigspolitik og imperialisme. Hvis man ved imperialisme forstår, at man ønsker at omskabe resten af verden i sit eget billede er USAs udenrigspolitik naturligvis imperialistisk – uanset om amerikansk selvforståelse fra nationens grundlæggelse har været båret af at man er det modsatte. På den anden side er det jo værd at medtage, at efter denne definition er europæerne jo heller aldrig holdt op med at være imperialister, og mens ophævelsen af slaveriet, FN og dets menneskerettighedserklæring kan som sådan ses som højdepunktet af “den gode” vestlige imperialisme – kan ulandsbistand, hvor man efter 50 år og op mod 3 trillioner USD. formentlig har gjort mere skade end gavn, ses som et lavpunkt.

USAs historieløshed kommer næppe bedre til udtryk end gennem de neokonservatives naïve forestillinger om demokratiskabelse og fred I resten af verden kædet sammen med national sikkerhed. Jeg skal med beklagelse erkende at jeg før invasionen af Irak selv købte forestillingen om at man/Vi kan invadere et andet land og skabe demokrati, fred og velstand – hvilket jeg ikke et øjeblik er I tvivl om OGSÅ var formålet med invasionen.

Jeg kan kun forsvare mine naïve forestillinger med uvidenhed, og det er vist langt fra verdens bedste forsvar. Ikke fordi jeg tror, at Irakerne ikke gerne vil have demokrati, det kan man bla. a. se her at de gerne vil. Jeg håber naturligvis at den positive udvikling som Irak har været inde I siden 2007 fortsætter, men må erkende at jeg har mine tvivl om hvad der sker efter USA og hvad der måtte være tilbage af allierede tropper forlader landet igen. For ser vi tilbage på de utallige lignende operationer USA tidligere I historien har udført, ikke mindst I Central Amerika, ser det ikke godt ud.

Konsekvensen af USAs hyppige indgreb I regionen op igennem det 20. årundrede har ofte været baseret på to ben, dels behovet for national sikkerhed og det der kan udtrykkes i mere altruistiske termer, at skabe stabile demokratiske samfund (en forestilling der naturligvis hænger og hang sammen)  – lyder det familiært? Det burde det gøre, for det ligner til forveksling den førte politik under George Bush, en politik der I vid udstrækning fortsætter under den nuværende Barrack Obama, omend med en europæisk tvist der næppe vil være befordrende.

Og hvad fik amerikanerne ud af deres indvolvering i lande som Mexiko, Cuba og Nicaragua? I førstnævnte land kan man sige at der går en lige linie fra amerikansk indvolvering ved udbruddet af den mexikanske revolution til socialisme og nationalisering af (amerikansk) olieindustri i 1930erne og en populistisk nationalistisk økonomisk politik frem til 1990erne der efterlod Mexiko som et korrupt ineffektivt semi-socialistisk samfund med en elendig indenlandsk ressoruceallokering. Og nok er forholdene bedret en smule efter NAFTA medlemsskabet, privatiseringerne og den delvise åbning af den mexikanske økonomi i 1990erne, men der er (mildt sagt) lang vej igen. 

Ville udviklingen have været anderledes uden amerikansk indblanding? Formentlig ikke, men til gengæld havde det været vanskeligere at give USA ansvaret for alt der gik skidt. 

I Nicaragua indebar amerikansk indblanding I første trediedel af det 20. århundrede at Somoza familien kom til magten, hvilket banede vejen for at Sandinisterne, der ikke var et hak bedre overtog styringen, og på trods af at Nicaragua nu I ca. 20. år har haft demokrati, er det et af centralamerikas dårligts fungerende lande.

Jeg siger ikke med ovenstående at alt er gået skidt, at Nicaragua ikke endte med at være en Cubansk lydstat, der kunne bruges til at eksportere voldelige revolutioner til nabolandene kan naturligvis beskrices som en succes, på den anden side skal man heller ikke underkende betydningen af sovjetblokkens sammenbrud – der selvføgelig i den udstrækning at man antager af amerikansk oprustning i 1980erne spillede en afgørende rolle kan ses som en succes.   

Og så er der Cuba, hvis selvstændighed blev sikret gennem den Spansk- amerikanske krig, og hvor USA I flere omgange stod for administrationen af øen (først I et par år efter afslutningen af den spansk-amerikanske krig, og senere igen I nogle år da det demokratiske system som man havde forsøgt etableret brød sammen).

Op gennem det 20. århundrede blev en anti-amerikansk og meget nationalistisk retorik en betydelig faktor I Cubansk politik, og bl.a. Gennemførtes en række tiltag I 1930erne der bestemt ikke var til fordel for amerikanske interesser (Den stærke mand i Cubansk politik i 1930erne var den fra 1940 til 1944 demokratisk valgte præsident og siden diktator fra 1952 frem til 1. januar 1959 , Fulgencio Batista).

Batistas regime I 1950erne var uden tvivl et gennemkorrupt og autoritært regime, omend ikke et af de værste i regionen. Cuba var i denne periode godt nok præget af betydelige uroligheder, og Batista styret var både hadet, frygtet og forargtet af især den betydelige cubanske middelklasse, mens han havde en del støtte blandt de fattigste og fagforeningerne. Samtidig var Cuba blandt Latinamerikas rigeste nationer, mens det i dag roder rundt på niveau med Bolivia.

Overgangen fra Batista til Castro var som at komme fra asken ind i ilden, og endnu en gang spillede en mildt sagt ikke alt for intelligent amerikansk udenrigspolitik en betydelig rolle i at bane vejen for Castro og hans kumpaner. Samtidig med at man boykottede våbenleverancerne til Batista, og udenrigsministeriet var meget skeptisk overfor Castro, modtog denne efter alt at dømme økonomisk støtte fra CIA, mens Castro selv dyrkedes i
den amerikanske presse.

4. maj – to grunde til at huske dagen

Af Christian Bjørnskov, den 4. maj 2009. 7 svar

I dag er det den fjerde maj, en dag der altid er blevet fejret i min familie. Som jeg håber alle danskere ved, blev BBCs danske nyhedsudsendelse halv ni om aftenen afbrudt klokken 20.36 med budskabet om, at ”Montgomery har oplyst, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland, og i Danmark, har overgivet sig” (hør budskabet her). Opvokset i Haderslev, et af de få steder i Danmark der trods ordrer blev gjort modstand 9. april, og med bedsteforældre i modstandsbevægelsen, betyder budskabet stadig noget meget virkeligt og personligt for mig, men som Helle Merete Brix og Farshad Kholghi skriver i 180 Grader i dag, bør dagen også bruges til at overveje de mange, der stadig er ufri (læs her). Brix og Kholghi peger naturligvis på ”ytringsfrihedens ofre” i den muslimsk-arabiske verden, men man behøver ikke se længere end til Europas baghave for at finde et Hviderusland, hvor friheden har ekstremt trange kår, og selv nationalregnskaber forfalskes. Rusland, som visse europæiske politikere er villige til at gå endda meget langt for at forsvare, er hurtigt på vej i den samme retning.

Den anden grund til at fejre dagen, er at det i dag er 30 år siden at Margaret Thatcher overtog Downing Street 10. Vores ven Niclas Berggren har i den forbindelse et glimrende indlæg på sin fine blog med det umulige navn Nonicoclolasos (læs her). Man kan for eksempel prøve at overveje, hvor relevant hendes kommentar om vækst er i de nuværende politiske omstændigheder: “Continuing benefits depend upon innovation. It is innovation which lies at the heart of economic progress, and only the free economy can provide the conditions in which it will flourish”. Thatchers benhårde politik, der i 80erne vandt hende mange fjender, bragte Storbritannien ud af årtiers økonomisk og politisk dødvande, og lagde grunden til det, Tony Blair endte med at kalde “Cool Britannia”. Hvis man nogensinde bliver i tvivl om, hvor effektive liberaliseringerne var, kan man jo tage en tur med British Airways. Berømt for sit næsten latterlige serviceniveau og store underskud i 70erne, er BA i dag et af de førende flyselskaber.

Mange glemmer ofte, hvor vigtig frihed i dens mange afskygninger er. Friheden til at regere sig selv som land, friheden til at regere sig selv som menneske, og friheden til at udtrykke sin egen mening – også om andres meninger – hænger ubrydeligt sammen. Om noget er det dén pakke af frihed, der har skabt den vestlige verdens succes. Danske politikere burde måske bruge den 4. maj til at minde sig selv i hinanden om budskabet, at magten hviler bedst i borgernes egne hænder.

Julegaveidé nr. 2: 13 Frihedstænkere

Af Christian Bjørnskov, den 12. december 2008. 25 svar

Ligesom sidste år indleder Punditokraterne i denne uge en serie med julegaveideer. Den første ideerne var John McCains selvbiografi, mens den anden idé kommer her: Cepos antologi om 13 frihedstænkere.

Tænketanken Cepos har bedt fem forfattere – Christopher Arzrouni, Otto Brøns-Petersen, Lars Christensen, Henrik Gade Jensen (der står som redaktør), Per Henrik Hansen og Mikael Jalving – om at skrive om frihedstænkere. Det er blevet til en bog med 13 korte karakteristikker af Niccolò Machiavelli, Thomas Hobbes, John Locke, David Hume, Adam Smith, Edmund Burke, Søren Kierkegaard, Laura Ingalls Wilder, Friedrich Hayek, Karl Popper, George Orwell, Ayn Rand og Milton Friedman.

Bogen er i sagens natur meget blandet, både med hensyn til hvordan de fem skriver og med hensyn til, hvem de skriver om. På trods af det er det blevet en fin bog, der enten kan bruges som oversigt eller som introduktion. I den sidste funktion er den særligt velegnet som enten gave til et yngre medlem af familien med interesser i den retning, eller som gymnasiesæt til at opveje de mængder af vrøvl, dagens studenter bliver ramt af i gymnasiet.

Men selv om man har læst mange af de tænkere, bogen dækker, er der også inspiration for mere garvede læsere. Arzrounis lille kapitel om Laura Ingalls Wilder og hendes serie om ’Det Lille Hus på Prærien’ (titlen på den måske mest kendte af bøgerne) gav i hvert fald mig lysten til at give de 70 år gamle, amerikanske børnebøger en chance. Ligeledes er det fantastisk at blive mindet om, hvad koryfæer som Adam Smith eller George Orwell skrev. Lad mig give to eksempler, som jeg under alle omstændigheder ret hurtigt relaterede til regeringens sundheds- eller forskningspolitik, og til debatten om udbredt ytringsfrihed versus indskrænkninger mod ’hate crimes’:

”Systemmageren […] forestiller sig, at han kan herse med de forskellige medlemmer i det store samfund lige så let som hånde flytter med brikkerne i et skakspil. Han kommer ikke på den tanke, at brikkerne på skakbrættet ikke har andre bevægelsesprincipper end dem, som hånden tvinger ned over dem. Men i det store skakspil, i de menneskelige samfund besidder hver enkel del sit eget bevægelsesprincip, som kan være helt forskelligt fra det, som lovgiveren måtte ønske at trykke ned over det” (Smith)

”Intet var ulovligt, da der ikke længere var love, men hvis det blev opdaget, var det sandsynligt, at det ville blive straffet med døden” (Orwell)

Der er grænser for, hvor meget vi selv kan tænke over tingene, og hvor bredt og dybt vores perspektiv er. Derfor er ’13 Frihedstænkere’ en god gave: Den minder os om, hvad større tænkere så, når det tænkte og talte om frihed og dens fjender.

Venstrefløjen og frihed

Af Niels Westy, den 7. december 2008. 32 svar

Jeg har tidligere henvist til den konservative økonom Thomas Sowells klummer, der altid er præget af stor præcision og en skarp pen. Således også i hans seneste indlæg på townhall.com, hvor han under overskriften “Freedom and the left” indleder med følgende præcise analyse:

“Most people on the left are not opposed to freedom. They are just in favor of all sorts of things that are incompatible with freedom.”

Meget mere præcist kan det ikke gøre. I klummen undrer Sowell sig med god grund over den udbredte praksis, at der er obligatorisk “community service” i en del highschools – ligesom det kan være afgørende at man har udført dette for at komme ind på en række universiteter.

Ganske politisk ukorrekt (på disse breddegrader), skriver Sowell videre, at

Working in a homeless shelter is widely regarded as “community service”– as if aiding and abetting vagrancy is necessarily a service, rather than a disservice, to the community. Is a community better off with more people not working, hanging out on the streets, aggressively panhandling people on the sidewalks, urinating in the street, leaving narcotics needles in the parks where children play?”

Og spørger herefter: “What in the world qualifies teachers and members of college admissions committees to define what is good for society as a whole, or even for the students on whom they impose their arbitrary notions?

What expertise do they have that justifies overriding other people’s freedom? What do their arbitrary impositions show, except that fools rush in where angels fear to tread?”

Og før nogen nu skulle tænke, nåh ja, og hvad så, det er der kun godt, at man kræver af de unge mennesker, at de skal gøre noget for andre mindre heldige medborgere, det kan man da ikke diskutere, så overvej følgende:

I am sure those who favor “community service” requirements would understand the principle behind the objections to this if high school military exercises were required.

Indeed, many of those who promote compulsory “community service” activities are bitterly opposed to even voluntary military training in high schools or colleges, though many other people regard military training as more of a contribution to society than feeding people who refuse to work.

In other words, people on the left want the right to impose their idea of what is good for society on others– a right that they vehemently deny to those whose idea of what is good for society differs from their own.

The essence of bigotry is refusing to others the rights that you demand for yourself. Such bigotry is inherently incompatible with freedom, even though many on the left would be shocked to be considered opposed to freedom.”

Mere præcist kan det ikke skrives.

OPDATERET: Overskrift ændret til hvad den skulle have været, venstrefløjen og frihed – havde skrevet venstrefløjen og demokrati, og det er jo ikke helt det samme.

De gode, de onde og de grusomme

Af Niels Westy, den 30. maj 2008. 13 svar

Så er vi oppe at køre igen efter et par dage, hvor bloggen af tekniske grunde ikke var tilgængelig – vi beklager.

Og så til dagens indlæg, der skal ses i sammenhæng med min klumme denne weekend på 180grader ”Onkel Danny, $torebror $am og kampen om kulturen ”.

Debatten om dansk kultur, indvandring og integration har de seneste årtier været domineret af to grupperinger – den ene er de kulturrelativistiske multikulturelle, med f.eks. dagbladet Politiken som bannerfører. Det er her man f.eks. kan gå op i, at vi sender hårdt belastede kriminelle tilbage til de lande de kom fra, og hvor man leder med lys og lygte efter årsager til den mildt sagt problematiske integration hos majoriteten, mens minoriteter oftes ligestilles med ofre. Lad os kalde dem ”de gode”, det er jeg sikker på, at de vil sætte pris på. De kan vel overordnet betegnet som liberale politisk og kollektivistiske økonomisk. Det vil sige at man er tilhænger af åbne grænser, synes det er fint med høje skatter og går ind for en omfattende velfærdsstat.

Heroverfor har vi – først og fremmest anført af Dansk Folkeparti -– de kulturkonservative. Lad os kalde dem de onde, det er jeg sikker på er opfattelsen på Politikens chefredaktion. Også ”de onde” er tilhængere af en omfattende velfærdsstat, men i modsætning til ”de gode” er de klar over, at et sådan system indebærer et krav om gensidig identifikation og homogenitet, altså en monokultur – assimilation er alts en nødvendighed.

I modsætning til ”de gode” er ”de onde” klar over, at velfærdsstaten bedst fungerer i en protestantisk kulturkreds med dens vægt på individuel ansvar og krav til den enkelte,. Hvad de dog har svært ved at erkende er selvfølgelig, at selve den universelle velfærdsstat er med til at nedbryde selv samme traditionelle protestantiske værdier, som udgjorde forudsætningerne for, at en velfærdsstat som den danske overhovedet kunne fungere.,

Den tredje gruppering, som ikke fylder meget i debatten er sværere at placere, og alligevel ikke. Den anser ikke den danske nationalitet eller kultur som en kvalitet i sig selv, men hylder heller ikke kulturrelativisternes lige så absurde minoritetsdyrkelse. Det er ikke et tilfælde, at visse lande og kulturkredse har vist sig andre overlegne til at skabe velstand og frihed. Vores verdensdels velstand og relative frihed, skyldes ikke vores hærgen i andre verdensdele, men at den vestlige kultur har været alle andre overlegen. Men det er jo ikke givet at det fortsætter på denne måde. Var det 20 århundrede præget af det amerikansk-europæiske mix overlegenhed, er det 21. århundrede mere end godt på vej til at blive det amerikansk-asiatiske århundrede økonomisk, om det også følges op af samme niveau for individuelle frihedsrettigheder, må tiden og ikke mindst Kinas fremtidige udvikling vise.

Vi kan kalde dette standpunkt og denne gruppe for ”de grusomme” – hvilket både ”de gode” og ”de onde” sikkert vil være enige om. I deres naivitet er de overbeviste om, at i en fri verden præget af markedsøkonomi vil de bedste kulturer overleve, mens de andre vil forgå.

I forhold til “de gode og de onde” kan man kort betegne forskellene med, at “de grusommes” motto kunne være, ata “døren står åben, men pengene bliver i pungen”. Med andre ord mener “de grusomme” at vi er nød til at vælge mellem vefærdsstaten og at være et åbent samfund, og at de sidste er at foretrække. “De onde” synes at foretrække det første.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg som liberalist  tilhører “de grusomme”, det kan ikke være anderledes. Jeg er således ikke i stand til at mobilisere en særlig form for samhørighedsfølelese for mit fædreland – det er blot et tilfælde, omend et på mange måder heldigt (for undertegnede) tilfælde, at jeg blev født som dansker. Jeg føler ikke nogen særlig samhørighed eller ansvar overfor andre, blot fordi de er udstyret med samme pas, det må komme an på om andres værdier er i overensstemmelse med mine egne.

Jeg tilslutter mig derfor fuldt ud Dan Turells måde at se tingene på, som han skriver i novellen $torebror $am, hvor han beskriver sig selv om amerikanerdansker og ikke begræder, hvis det danske sprog skulle forsvinde i løbet af et par generationer (hvilket der nu ikke er grund til at frygte). I lighed med Dan Turell tillægger jeg ikke det at noget er dansk en speciel værdi. Men det er ikke det samme, som der ikke er en række værdier knyttet til det at være dansker. Hvilket Christian Bjørnskov har skrevet om flere gange, for eksempel her.

Læser Du bøger?

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 23. marts 2008. 5 svar

Her på stedet underholder vi jo fra tid til anden med, hvad de forskellige punditokrater læser af ting i ferier m.v.  Derfor tænkte jeg, at jeg lige ville nævne, at jeg påske-lørdag var interviewet i Information til klummen “Læser Du bøger?”.  Det var her, men kommer også her:

Hellere Pippi end hjælpeløse samtalebøger

Han er ikke pjattet med det seneste års bølge af pseudovidenskabelige bøger, skrevet som ‘banale fristile’. Til gengæld ville verden være et bedre sted, hvis alle havde læst Milton Friedman, mener professor i statskundskab Peter Kurrild-Klitgaard

– Hvilken bog ville du ønske, at alle ville læse?

“Der er så meget godt. Jeg tror oprigtigt, at verden ville være et meget bedre sted, hvis flere havde læst Milton Friedmans Det Frie Valg eller F.A. Hayeks Vejen til Trældom. Men måske det er for forudsigelige svar? Det bedste svar er vel, at jeg ønsker mig, at folk skal læse det, de selv oprigtigt har valgt at læse snarere end noget, der bliver dem påduttet, fordi det er nyt, ‘smart’ eller politisk korrekt.”

– Hvilken bog har haft størst betydning for dig?

“Det er svært at sige, bl.a. fordi man jo ofte vælger at læse bøger, som man på forhånd tror, vil være nogen, man kan lide. Taler vi skønlitteratur, så blev jeg f.eks. i mine teenage-år umådeligt meget påvirket af Ayn Rands romaner The Fountainhead og Atlas Shrugged, men jeg havde allerede i forvejen fået dem varmt anbefalet og vidste, at jeg nok ville kunne lide dem.”

Storslemt

– Hvad er den værste bog, du har læst?

“Oh, det er jo også svært, for der er sørme også så meget at vælge imellem. Især på dansk. De fleste af de seneste års ‘samtalebøger’ og politiske erindringer er ret hjælpeløse, kedelige og dårligt skrevet – så dem holder jeg mig generelt fra. Noa Redingtons Den Første om Helle Thorning-Schmidt er storslem på alle kriterier. Jeg afskyr særligt bøger, der udgiver sig for at være ét og så er noget helt andet. F.eks. kunstnere eller politikere, der tror, de er dybsindige tænkere. Eller samfundsforskere, der skriver bøger og prætenderer, at de er ‘videnskabelige’ eller ‘videnskabsformidlende’, men hvor der reelt er tale om studentikose og banale fristile. Jeg kunne nævne mange, men det ville stride lidt mod mikrobiologiens første lov om, at ‘don’t shit where you eat’.”

– Har du en yndlings-forfatter?

“Det kommer jo an på genren. Stilistisk og sprogligt set er min favorit så ubetinget den amerikanske journalist og politiske satiriker P.J. O’Rourke, som i mange år skrev for Rolling Stone, men nu er tilknyttet Atlantic Monthly. Han er elegant, hylende morsom og har politisk bid.”

“Af faglitteratur kunne jeg nævne en som økonomen og filosoffen Ludwig von Mises. Det er aldrig morsomt, men han formåede at fremstille selv de mest komplicerede ting i et forbilledligt klart sprog og med en tydelig logik. Alle postmoderne og socialkonstruktivistiske skribenter, som tror, at noget bliver finere eller bedre, desto sværere det er at forstå, kunne lære meget af at læse Mises.”

10-15 forskellige bøger

– Hvornår læser du?

“Evig og altid, men alligevel alt, alt for lidt. Døgnet har jo kun 48 timer. Jeg slæber altid rundt på noget i min taske, som jeg kan læse, hvis chancen byder sig. Noget er arbejdsrelateret, andet er nyheder, og så er der som regel en bog eller to. Jeg har konstant 10-15 vidt forskellige bøger på mit natbord. En gang om året sværger jeg: ‘Ingen nye bøger, før de gamle er læst’, men det går ikke så godt med det.”

– Hvad er din seneste skønlitterære oplevelse?

“Vi har en toårig pige, så det må jo nok blive Pippi Langstrømpe og Peter Plys. Men det er jo heller ikke så skidt for voksne. Ellers Isobel Colegates The Shooting Party.”

– Og hvad er den næste?

“Den amerikanske journalist Robert Novaks erindringer, The Prince of Darkness. Og så vil jeg gerne læse Lampedusas Leoparden, som jeg med skam må indrømme, at jeg aldrig har fået læst.”

Kanon?

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 12. marts 2008. 16 svar

Så kom den såkaldte “Demokratikanon” dd. fra regeringens udvalg til udarbejdelse af samme.  Hvad skal man så mene om dén?  Tja, hvad skal man i særdeleshed sige, når man selv har været med til at lægge navn til den? Og hvis man endog ikke nødvendigvis er ubetinget varmt forelsket i selve kanon-ideen men måske snarere sådan lidt ikke-afvisende smålunken?

Well, slut-produktet kunne nok godt have været meget bedre, set fra et ideologisk, klassisk-liberalt eller konservativt udgangspunkt.  Den kunne nu også nok have været meget værre, set fra samme perspektiver.   Men for både fans og alle kritikerne (fra den ene og den anden side [her og her]) er det altid en god begyndelse at indlede med at læse udvalgets kommisorium.  (Måske særligt til venstre i det politiske spektrum kan evt. kritikere have godt af at hæfte sig ved, at formålet er at afdække hvilke tænkere, strømninger og begivenheder har påvirket vores opfattelse af “frihedsrettigheder og folkestyre” snarere end at ukritisk hylde et ubegrænset flertalsprincip.)  Man kan selvfølgelig også notere sig, at det ikke har været en slags Pareto-princip, der er blevet lagt til grund ved beslutningerne.

Jeg ville selv have lavet kanonen ganske anderledes, hvis jeg havde skullet og kunnet bestemme alene og enerådigt, men omvendt er der også–på godt og ondt–ting, som man givet opgavens karakter ikke kan komme udenom at bruge plads & kræfter på, selv hvis det ikke er ens egne mest foretrukne standpunkter, der derved nyder fremme.  Og nu er den altså så, som den er.

Jeg vil herunder med løbende opdateringer referere til og evt. kommentere kritiske betragtninger om kanonen.

  • Ikke alle er kritiske … 180Grader siger venlige ting–men det gør Tøger Seidenfaden også!  Hvordan kan det nu passe?
  • Tim Knudsen (min kollega og kontor-nabo): Tja, hvad skal man sige til noget som dette her for slet ikke at tale om her?  Men hér og her modsiger han så til gengæld sig selv.
  • Mogens Herman Hansen: Denne er en vidende og sympatisk demokrati-tænker, og han har en generelt fair og afbalanceret kritik her.  Han har bl.a. ret i, at Benjamin Constant kunne have været medtaget–men det ville heller ikke have været noget, som jeg ville have modsat mig …  Til gengæld mener jeg, at hans kritik af udeladelsen af “… at alle mennesker er skabt lige …” er skudt ved siden af, om ikke andet så fordi den passus er irrelevant for pointen, og fordi den iøvrigt alene går på, at der ikke naturligt er nogle mennesker, der skal have en privilegeret retsstatus i.f.t. andre men intet har med social/økonomisk lighed at gøre.
  • Dagbladet Arbejderen, udgivet af den stalinistiske del af den ekstreme venstrefløj.  De synes, der mangler noget om de frivillige i den spanske borgerkrig.  I’m not kidding!
  • Vores kære eks-punditokrat Mikael Jalving har en fin blog-post på Berlingske.  Jeg kan kun erklære mig enig i grundsynspunktet og kritikken, omend jeg–uden naturligvis at kunne uddybe det yderligere–kan sige, at ikke alle spekulationerne er helt “on target”.
  • En anden af vores kære med-punditokrater, Jørgen Møller, har et rigtigt godt (kritisk) indlæg i dagens Weekendavisen–som man desværre ikke kan hyperlinke til, men som Jørgen forhåbentlig selv smækker på denne blog (selvom den er lang).
  • I Berlingske har Edith Thingstrup en kronik med skarp kritik af kanon’en for at være for socialdemokratisk.

Et slag for retssikkerheden II

Af Jacob Mchangama, den 22. februar 2008. 6 svar

I forlængelse af den gamle redacteurs befriende indlæg fra forleden har jeg i dag en klumme på 180grader med samme budskab. Til de, der insisterer på forskelsbehandling på baggrund af statsborgerskab for så vidt angår frihedsrettigheder, kan jeg henvise til mine uddybende kommentarer vedrørende grundlovens bestemmelser, der følger efter artiklen.

Et slag for retssikkerheden

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 18. februar 2008. 46 svar

Jeg havde forleden min faste lørdags-klumme i Berlingske.  Det var–skal jeg skynde mig at være den første til at sige–ikke min mest velskrevne eller elegante til dato, men den blev også skrevet impulsivt på under en time, efter at jeg først havde kasseret en anden (om hvor overdrevne postulaterne er om, hvor dårligt alt går økonomisk).  Ikke desto mindre må jeg tilstå, at hvor jeg først bevidst havde valgt at holde mig langt fra emnet–den administrative udvisning af to udenlandske statsborgere mistænkt for at have planlagt noget kriminelt–af den simple (men usofistikerede) årsag, at jeg egentlig ikke ville tages til indtægt for en masse, som jeg givetvis efterfølgende ville blive skudt i skoene, så er jeg nu, bagefter, faktisk ret glad for, at jeg skrev netop den klumme. 

For jo mere jeg tænker over, hvad det egentlig er, der er indbegrebet af netop den vestlige tradition (frihed, konstitutionalisme, magtdeling og retssikkerhed) (og tro mig, det har jeg haft alt for megen grund til at overveje på det seneste), desto mere synes jeg, at vi–Danmark og de politikere og debattører, der angiveligt holder den type værdier højt–er ved at være ude på et fuldstændigt skråplan i argumentationen.  Jeg må sige, at det løber mig koldt ned af ryggen, når jeg ser, hvilke typer argumenter, folk er villige til at bruge, når det passer ind i krammet–enten fordi de er uvillige eller ude af stand til at gennemskue de logiske implikationer (og mulige politiske konsekvenser på langt sigt).  Tværtimod, er der måske altid mest grund til at slå et slag for, at det man synes er rigtigt også skal gælde for dem, man er mest uenige med.

So, here we go …

Et slag for retssikkerheden

Man behøver ikke være blødsøden pladderhumanist for at mene, at udvisninger uden dom er noget skidt.

Ugens tophistorie var uden tvivl politiets arrestation af tre muslimer, mistænkt for at planlægge mord på JP-tegneren Kurt Westergaard. To af disse – tunesere med opholdstilladelse i Danmark – blev tirsdag administrativt udvist af landet. Det vil sige, at Politiets Efterretningstjeneste og Udlændingeservice, alene med justits- og integrationsministrenes signaturer, kunne udvise de to mistænkte, uden at stille dem for en domstol med henblik på at vurdere anklagens grundlag. Det kan gøres med udgangspunkt i den »terrorpakke«, som Folketinget hastede igennem i efterdønningerne af 11/9-terrorangrebene, hvis mistanken går på handlinger, der truer »statens sikkerhed« – om end netop dette så gør, at anklagemyndigheden ikke vil oplyse præcist, hvad de mistænkte er mistænkt for.

Den administrative udvisning af to personer, der er mistænkt, men ikke dømt, har vakt harme både til højre og til venstre i det politiske spektrum – og med god ret.

Man behøver ikke at sympatisere med hverken de tiltalte eller deres angivelige planer for at mene, at der er tale om en næsten kafkask parodi på et retssamfund. Hele pointen med, at tiltalte skal stilles for en dommer før, at noget, der minder om en straf, kan eksekveres, er ikke, at et samfund skal være blødsødent, eftergivende eller ligeglad. Pointen er, at de tiltalte, uanset tiltalens karakter, indtil de er dømt, netop kun er tiltalte – der er endnu ikke ført bevis for, at de faktisk har gjort noget kriminelt.

At være modstander af, at tiltalte administrativt udvises af et land, som de ellers opholder sig lovligt i, er ikke det samme som at mene, at de pågældende – hvis de er skyldige – ikke skal straffes, eller at de af dem, der ikke måtte være danske statsborgere, ikke skal udvises af landet. Det kan man sådan set sagtens mene og så alligevel forfægte de principper, at en tiltalt er uskyldig, indtil det modsatte er bevist, og at enhver tiltalt bør have ret til at blive stillet over for en dommer, over for hvem anklagemyndigheden vil skulle sandsynliggøre den pågældendes skyld.

I sagen om mordplanerne mod JP-tegneren skal denne skribent gerne være stort set den sidste i kongeriget til at forsvare folk, der måtte have deltaget i noget sådant. At ville dræbe et andet menneske er forkasteligt, og at ville gøre det for noget så banalt som en karikatur-tegning understreger en udpræget mangel på både menneskelighed og civilisation. Er de pågældende skyldige, bør de idømmes – og afsone – den fulde straf, som lovgivningen muliggør.

Men hvad nu hvis bare én af dem ikke er skyldig? Det er vigtigt – for os alle, uanset religion og hudfarve – at huske på, at retssikkerheden også er et selvforsvar. Mange af de tyskere, som i 1930ernes begyndelse var villige til at affinde sig med National-Socialisternes forfølgelse af kommunister og jøder, og mange af de moderate socialister, som i en række østeuropæiske lande allierede sig med kommunisterne mod »borgerskabet«, kom selv senere til at smage den samme medicin. Begynder man først at sælge ud af centrale retsprincipper og frihedsrettigheder, fordi det i nuet virker opportunt, løber man en alvorlig risiko for, at de selvsamme garantier ikke vil være der den dag, man selv eller ens børn måtte have brug for dem.

Hvis den udøvende magt bliver både dét og dømmende magt på en og samme tid, gør man vold på det, der over de seneste 300 år er blevet nogle af de mest centrale principper for liberale, demokratiske retssamfund, som vi kender dem i Vesten. Og opgiver man disse principper, kommer man måske til at ligne det, man er mest imod. Noget af det, der historisk netop har været selve forskellen mellem de liberal-demokratiske samfund i Vesten og de islamiske teokratier i Mellemøsten, har netop været begreber som frihedsrettigheder, magtdeling og retssikkerhed. I de sidstnævnte lande har omvendt den tætte binding mellem en stærk og enevældig statsmagt og en religion, der erklærer alle andre for vantro og opstiller strenge og ufravigelige straffe for alt, hvad der er imod religionen, resulteret i en kultur, der er fjendtlig over for frisind, kritik, eksperimenteren og dynamik. Omvendt har flere økonomer, bl.a. Nobelprismodtageren Douglass C. North, peget på, at en af de vigtigste årsager til Vestens imponerende velstandsvækst siden 1700-tallet er den magtdeling og de retsprincipper, som har kendetegnet den vestlige verden.

Hvis Vesten befinder sig i en kultur- og værdikamp med en stadigt mere radikal islamisme, som afskyer vestlige værdier og markedsøkonomier, så er det næppe til vores langsigtede fordel, at vi selv opgiver netop de principper, der har gjort os til det, vi er.

Mig og SCOTUS

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 15. februar 2008. 18 svar

Vi har tidligere her på stedet drøftet retten til at eje og bære–og evt. anvende–våben, og det gav så voldsom en debat, at jeg tænkte, at det kunne interessere læserne at høre lidt om mine våbenrelaterede fritidssysler.  Jeg tænker her ikke på min forkærlighed for at gå på jagt, men derimod at jeg snart skal stå–sådan lidt på afstand–foran den ærværdige institution Supreme Court of the United States.  Jeg er nemlig blevet medunderskriver af et såkaldt “Amicus brief” i forbindelse med en sag, der er blevet appelleret hele vejen til SCOTUS, fordi det er en spørgsmål, der knytter an Bill of Rights’ 2. tillæg, d.v.s. “Second Amendment” (1791).  Konkret drejer det sig om sagen District of Columbia versus Heller (også her), som i al sin uenkelhed handler om, hvorvidt District of Columbia på lovformelig vis kan begrænse indbyggernes muligheder for at eje/bære våben i radikalt omfang.  Det mente United States Court of Appeals for the District of Columbia Circuit (den “fineste” af appeldomstolene) ikke, og det er den afgørelse, der nu kommer for SCOTUS.  Det hele står og falder med fortolkningen af “Second Amendment”‘s ord:

“A well regulated Militia, being necessary to the security of a free State, the right of the people to keep and bear Arms, shall not be infringed.”

Så det er altså noget om, hvorvidt det hele går på organiserede militser eller på borgerne som enkeltpersoner, og hvorvidt det går på alle våben eller kun nogle typer våben, og hvad formålet egentlig er.  Blandt andet.  SCOTUS har selv formuleret dét spørgsmål, man skal vurdere, som sådan:

“The petition for a writ of certiorari is granted limited to the following question: Whether the following provisions, D.C. Code §§ 7-2502.02(a)(4), 22-4504(a), and 7-2507.02, violate the Second Amendment rights of individuals who are not affiliated with any state-regulated militia, but who wish to keep handguns and other firearms for private use in their homes?”

Afgørelsen fra US Court of Appeals, som SCOTUS, skal revurdere, var denne:

“To summarize, we conclude that the Second Amendment protects an individual right to keep and bear arms. That right existed prior to the formation of the new government under the Constitution and was premised on the private use of arms for activities such as hunting and self-defense, the latter being understood as resistance to either private lawlessness or the depredations of a tyrannical government (or a threat from abroad). In addition, the right to keep and bear arms had the important and salutary civic purpose of helping to preserve the citizen militia. The civic purpose was also a political expedient for the Federalists in the First Congress as it served, in part, to placate their Antifederalist opponents. The individual right facilitated militia service by ensuring that citizens would not be barred from keeping the arms they would need when called forth for militia duty. Despite the importance of the Second Amendment’s civic purpose, however, the activities it protects are not limited to militia service, nor is an individual’s enjoyment of the right contingent upon his or her continued or intermittent enrollment in the militia.”

Det er første gang siden 1939, at SCOTUS for alvor skal fortolke meningen med “Second Amendment”.  Det er næppe nogen overdrivelse at sige, at alene det, at SCOTUS har taget sagen, er historisk, og at udfaldet–næsten uanset hvad det måtte blive–vil være en af årtiets vigtigste forfatningsfortolkninger.

Min egen rolle er aldeles beskeden og mestendels symbolsk (men Eat your heart out, Mchangama! ;-).  Specifikt er jeg medunderskriver af det såkaldte Amici Curiae “brief” på vegne af gruppen “International Scholars”.  Vi er ikke de eneste. Andre “briefs” til fordel for respondenten (Heller) er f.eks. et fra en række amerikanske akademikere, et (selvfølgelig) fra fra National Rifle Association og et tredje “brief” underskrevet af Dick Cheney, et flertal af Senatet og et flertal af Repræsentanternes Hus (som vel at mærke begge har et Demokratisk flertal), ligesom der er et “brief” fra organisationen med det interessante navn Pink Pistols og slogans som Armed gays don’t get bashed! og Pick on someone your own caliber! Som man siger: Politics make strange bedfellows!

Den fulde liste af “briefs” kan findes her.

Ugens citat: Huckabee om Gud & forfatningen–og Zakaria om Huckabee

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 22. januar 2008. 4 svar

Den amerikanske wanna-be præsidentkandidat, fhv. baptistpræst, rygeforbudstilhænger, big business basher & big government elsker … Mike Huckabee udtalte før primærvalget i South Carolina forleden, at det var forkert at fortolke Guds ord i forhold til den gældende forfatning, men at man i stedet skulle ændre forfatningen, så den blev mere i overensstemmelse med Guds ord:

“But I believe it’s a lot easier to change the Constitution than it would be to change the word of the living God, and that’s what we need to do, is to amend the Constitution so it’s in God’s standards, rather than try to change God’s standards so it lines up with some contemporary view of how we treat each other and how we treat the family.”

Det var en skjult reference til, at Huckabee ville have et forfatningsmæssigt forbud mod homoseksuelle ægteskaber, og det kan man så mene om, hvad man vil, men hvis man så CNN’s Late Edition i søndags, kunne man høre Businessweek’s redaktør, den Hayek-citerende forfatter til den fremragende “The Future of Freedom: Illiberal Democracy At Home and Abroad”, Fareed Zakaria komme med følgende lakoniske kommentar:

“It frankly made him sound more like Ahmadinejad of Iran. I mean, the way in which he was describing, you know, implementing God’s law — I mean, isn’t that where we get scared off, when we hear it from Iranians and Saudis?”

Terror suspects considered bombing journalist behind ”Mohammed cartoons”

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 3. oktober 2007. 5 svar

As a service to our occasional, non-Danish readers we ”break” for a news story of a particular interest to those who followed the Danish ”cartoon crisis” in 2006, which we covered several times, including our comment by Samuel Rachlin (in English).

Tuesday this week it was divulged that the four suspected terrorists on trial in the Danish city of Odense in the so-called “Vollsmose terror case” may have planned to bomb Flemming Rose, the Culture Editor of the Danish newspaper Jyllands-Posten which in 2005 commissioned the cartoons of Mohammed, the founder of the religion of Islam, which a few months later was used to ignite a number of violent attacks against Danish firms and diplomatic representations, and where the costs in lost money and lost lives have not yet been fully tallied.

During the trial at the Courthouse in Odense one of the four individuals accused of planning terror attacks in Denmark divulged that he and the three others, together or separately, had discussed and/or worked on several planned bomb attacks. One of the ideas discussed included the construction of a remote-controlled bomb that should have been directed against Rose. The bomb would be planted in a car that was supposed to be driven into Rose’s private home. (It has already been uncovered that “A.K.”, the particular member of the group who suggested the idea, had considered killing one of the cartoonists. He also wrote letters in praise of Osama bin Laden and Abu Musab Zarqawi and offered himself: “Revenge, revenge! I am the first volunteer! God is great!”)

The suspected terrorist behind the disclosures Tuesday, a 32 year old Danish convert to Islam code-named “A.A.” in the trial, suggested that the idea of attacking Rose was not serious but he also admitted during the court case Tuesday that two of the group actually had detonated a bomb on a soccer field behind a school in Odense. It was also divulged that the group—which collected videos of Islamist decapitations of kidnapped victims as well as speeches by Osama bin Laden and photos of the 19 9/11 high-jackers—planned to use chemical fertilizers to construct a number of bombs.

Politically correct, Danish (and non-Danish) commentators will no doubt say that Rose should have expected something like this to happen. Disrespectfully, we disagree. Nobody ought to expect that questioning or even peacefully taking shots at a religion will result in death threats. Rose and the cartoonists to this day are under police protection, just as many other people with direct or indirect connections to the “cartoon crisis” have been, including many journalists, several academics and businessman and at least a few politicians. They and their families live or have lived in fear merely due to some other individuals’ exercise of their freedom of speech.

Altogether, this is a sad reminder of Thomas Jefferson’s words that the price of freedom is eternal vigilance.

For a recent interview with the thoughtful Flemming Rose in Reason Magazine, go here. To read his English-language blog at Pajamas Media, go here.

AFR om frihedsrettigheder

Af Jacob Mchangama, den 25. september 2007. 5 svar

Metroexpress kører i øjeblikket en artikelserie om demokrati. Den første der bliver interviewet i serien er Anders Fogh Rasmussen. Det interessante ved interviewet er at det tilbagevendende tema for AFR er frihedsrettigheder. Nu kunne man så vælge at anlægge en kynisk vinkel på interviewet og påpege, at AFRs regering har vedtaget en anti-terrorlov, der på flere områder udvander frihedsrettigheder. Men der er efter min mening meget positivt at hente i AFRs udtalelser.

Her lidt citater:

Hvis jeg alligevel blev tvunget til at stemme på en verdenspræsident, så skulle det være en, som er en stærk forsvarer for de personlige frihedsrettigheder, især ytringsfriheden.

[..]I et diktatur nægter man det enkelte menneskes fundamentale frihedsrettigheder.

[…]Nej i det lange løb kan terrorisme ikke ødelægge demokratiet, simplethen fordi demokratiet hviler på så stærke ideer og principper, at det opfylder det enkelte menneskes fundamentale ønske om personlig frihed.

[..]Verden er styret af mennesker, som træffer beslutninger, og den afgørende udfordring er at sikre, at de beslutninger bliver truffet på en demokratisk måde og i fuld respekt for de personlige frihedsrettigheder og retsstatsprincipper.

Det er både bemærkelsesværdigt og væsentligt, at AFR vælger udtrykket “frihedsretttigheder” fremfor “menneskerettigheder”. Hermed signalerer AFR, at det er de klassiske borgerlige og politiske rettigheder, der sikrer den personlige frihed, han anser som fundamentale. Han lægger dermed indirekte afstand fra ikke bare de positive økonomiske og sociale rettigheder, men også den kulturrelativisme og politiske korrekthed, som menneskerettighedsbegrebet efterhånden er blevet synonymt med.

Det må siges at være lidt af et nederlag for menneskerettigheds-bevægelsens universalistiske ambitioner at selve udtrykket menneskerettigheder er blevet så værdiladet og politiseret, at det i stigende grad alene appelerer til “centrum-venstre progressive”, mens borgerlige-liberale anvender betegnelsen frihedsrettigheder. Nederlaget er dog på sin vis også et nederlag for (os) borgerlig-liberale. Menneskeretttighederne er jo trods alt børn af liberalismen og, at dette begreb sammen med “lighed” og (på amerikansk) selve begrebet liberalisme, nu har et indhold og betydning, der er i direkte modstrid med deres oprindelige betydning er et godt tegn på i hvor ringe grad borgerligt-liberale har formået at formidle disse helt centrale princippers fortsatte relevans.

Hayek, Mises og Wikepedia

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 20. september 2007. 3 svar

Jeg troede, at denne punditokrat var velbekendt med de fleste personalhistoriske, biografiske og idéhistoriske ting, der knytter sig til liberalismen som “bevægelse”.  Men denne historie, som fortælles af Mises Blog, kendte jeg godt nok ikke:

“The man credited with founding Wikipedia, Jimmy Wales — known to Wikipedians as “Jimbo” — was a finance major at Auburn University when the Mises Institute’s Mark Thornton suggested he read “The Use of Knowledge in Society,” a now-famous essay written by Austro-libertarian economist and Nobel laureate Friedrich von Hayek.

The essay argues that prices in the market represent a spontaneous order that results from the interaction of individuals with diverse wants, allowing them to cooperate to achieve complex goals. According to a June 2007 Reason magazine interview, this insight of Hayek’s is what led Wales to found Wikipedia. The rather lofty vision that inspired Wales? “Imagine a world in which every single person on the planet is given free access to the sum of all human knowledge. That’s what we’re doing.”

Som Hayek formodentlig ville sagt (med en tyk østrigsk accent): Ideas have consequences!

Europæiske mentaltilstande?

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 24. juni 2007. 6 svar

Den forgangne uge har budt på lidt mediedebat om “amerikanske tilstande”, og jeg har på fornemmelsen, at vi kommer til at vende det emne igen her på stedet. Men lad i mellemtiden denne punditokrat kort berøre en tilfældig lille passage, som jeg i dag snublede over i Berlingske Søndag, og som måske siger noget om de mentale tilstande i Europa. Det var såmænd i en artikel af mad- og vinskribenten Søren Frank, hvor han skrev om en australsk vinproducent. Midt i det hele stod så denne passage

“[Han er] prototypen på en aussie: Easygoing, gæstfri og charmerende. Fuldstændig som man troede, at amerikanerne var, indtil man forstår at deres venlighed er ganske overfladisk og dækker over et hjerte, som udelukkende banker for penge.”

Det stod der. Midt i en artikel, der ellers ikke handlede om USA, men blot om australsk vin.

For min skyld må mennesker såmænd have alle de fordomme, de vil. Jeg kan synes, at det i det ene eller andet konkrete tilfælde er utiltalende eller ubegrundet, men så længe de ikke lader fordommene omplante sig til at krænke andre menneskers frihed, så kan jeg såmænd godt leve med det. Man kan endda sige, at nogle “fordomme” ofte fanger noget akkumuleret, empirisk viden, og at de fleste mennesker faktisk ville have svært ved at klare sig igennem tilværelsen helt uden fordomme. F.eks. nyttige fordomme såsom at fynboer er lidt fjollede, og at mad- og vinanmeldere ofte ikke har opfundet den dybe tallerken.

Alligevel er passagen grotesk på sin egen arrogante, selvsmagende og euro-centrerede måde. SF mener altså, at det er problemløst at generalisere om et land, der fylder det meste af et kontinent, har mere end 300 mio. indbyggere fordelt på 50 stater og en række territorier, og hvor der i en stat alene (Californien) tales mere end 150 forskellige modersmål? SF har set så brede dele af USA og så dybt ind i amerikanernes kollektive sjæl, at han ikke bare ved, hvad de gør og ikke gør, men hvad der motiverer dem? Og SF kan helt umotiveret smide et sådan udsagn ind, et sted hvor det iøvrigt intet har gøre?

Kunne man forestille sig dét gjort med nogen anden nationalitet eller større identificerbar gruppe, uden at man straks ville blive beskyldt for nationalisme, xenofobi, uanstændighed, etnisk diskrimination, racisme eller det, der måtte være værre? Næppe. Men hvis det er amerikanerne, det handler om, så synes Janteloven og uvidenhed at være fuldt tilstrækkeligt til at legitimere ethvert tænkeligt synspunkt. Tsk, tsk.

President Thompson? VII

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 20. juni 2007. 10 svar

Jeg har kraftig lyst til at sige, “hvad sagde jeg?”, men det er nok at sælge Det Hvide Hus, før Valgmandskollegiet er taget i ed–for nu at blande lidt metaforer på bedste Bernard Woolley facon.

Men altså: Som denne blog var stort set det første medie i Danmark til at forfægte, så ser Fred D. Thompsons chancer for at blive præsident bedre og bedre ud. Netop i denne uge er han begyndt at ligge foran Rudy Giuliani i meningsmålingerne (se f.eks. her hos de vidende folk hos Rasmussen Reports)–som den første af kandidaterne, der har præsteret det i år. Og siden sidste uge har hans “futures” hos Intrade.com ligget højere end Giulianis. Nuvel, det er statistisk insignifikant, og at føre er jo ikke det samme, som at han får nomineringen, endsige vinder valget–en del taler p.t. imod det. Men det er godt nok imponerende i betragtning af, at han endnu ikke officielt har meddelt sit kandidatur.

***

Her er noget “pastet” fra en af mine kommentarer fornylig, og som måske sætter Thompsons politiske observans i perspektiv:

Jeg har selv ganske mange gange sagt, at “det mindste af to onder er også ondt”. Men her tror jeg dog–som jeg tidligere har beskrevet–at Fred Thompson uden at være perfekt trods alt er den, der scorer bedst på kombinationen af “electability” og “track record” m.h.t. at være frihedsorienteret. Her er nogle tal fra Republican Liberty Caucus’ rating af kandidaterne p.b.a. deres afstemningsadfærd i kongressen (på en skala fra 0 til 100):

  • Ron Paul: personlig frihed: 87; økonomisk frihed: 90; gennemsnit: 88.5
  • Sam Brownback: personlig frihed: 76; økonomisk frihed: 90; gennemsnit: 83.0
  • Fred Thompson: personlig frihed: 70; økonomisk frihed: 87; gennemsnit: 78.6
  • Tom Tancredo: personlig frihed: 65; økonomisk frihed: 87; gennemsnit: 75.9
  • John McCain: personlig frihed: 62; økonomisk frihed: 79; gennemsnit: 70.4
  • Newt Gingrich: personlig frihed: 60; økonomisk frihed: 78; gennemsnit: 68.8
  • Duncan Hunter: personlig frihed: 60; økonomisk frihed: 73; gennemsnit: 66.7

Der er ikke sammenlignelige tal for Giuliani og Romney (som jo ikke har været medlemmer af kongressen), men begge må efter hidtidig adfærd skønnes at ligge dårligere end McCain, vil jeg tro–og måske dårligere end alle de ovennævnte. Tommy Thompson kan jeg slet ikke bedømme.

Dertil kommer så en anden, endnu uerklæret Republikansk kandidat:

  • Chuck Hagel: personlig frihed: 72; økonomisk frihed: 86; gennemsnit: 79.1