Tag-arkiv: Michael Jalving

89’erne – en tale

89’erne: Tale til lancering af ”89’erne: Politiske Visioner fra En Borgerlig Revolution”, CEPOS, 18.XI.2010

Mange tak for invitationen til at sige noget om ”89-generationen”.

Det er jo en ære—men sådan set også lidt skræmmende.  For dét øjeblik man først får en bog i hånden om en generation, så er det næsten per definition tilfældet, at den generation ikke længere er den yngste generation, og hvis man selv er en del af den generation, ja så …  Og når man så selv bliver bedt om at sige noget på vegne af en sådan generation, så er man per definition udvalgt til at være en sur, gammel mand—hvis man ikke var det i forvejen.

Så hvem ved, om et øjeblik lyder jeg måske som Georg Metz til et møde hos Gyldendal?

Men der er altså én god ting ved at tilhøre en slags mellemgeneration. Læs resten

Jalving på automatpilot om “narkostaten” som han ikke helt har forstået

Den tidligere punditokrat og nuværende blogger m.m. på Jyllands-Posten, Mikael Jalving, har skrevet et indlæg i forbindelse med at der nu gennemføres forsøg med fri heroin til de hårdest belastede narkomaner. Jeg er oftere enig end uenig med Jalving, men denne gang er han gået helt galt i byen efter min mening. Jalving harcelerer i sin “frontalt” på JP over forsøget med “fri” heroin i “Narkostaten gir´en gratis omgang “og skriver bl.a.:

Bor du i en af landets fire største byer og er du lidt trist til mode – vinterdepression? – eller synes du bare, at dit liv godt kunne trænge til lidt mere farve, så gak hen på heroinkontoret og få dit daglige eller ugentlige skud, det manglede da bare efter al den skat, du igennem årene har betalt til velfærdsstaten. Hallo, hvornår har den sidst gjort noget godt for dig? Den tager 70-80 pct. af din indkomst i skatter og afgifter hver enenste dag, og så er det vel kun rimeligt, at du får noget igen, ikke sandt?

og slutter af med:

I dag er der ikke flere mennesker og sjæle at hjælpe – når man altså ser bort fra børn, der ingenting lærer, de syge, som ikke behandles, og de gamle, der rådner op på plejehjem, der ligner krematorier. Men i stedet for at gøre noget for børnene, de syge og de gamle, og gøre meget mindre for alle andre, kommer der nu heroin på bordet.

Er narkomaner ikke også ofre, vil nogen sikkert spørge.

Tjo, nogle er nok. Men skal vi hjælpe dem ved at give dem mere narko? Har velfærdsstaten nu taget den fulde konsekvens af sin 50-årige historie og er blevet dealer af lykke pr. kanyle?

Jalving vil så gerne gøre det til et resultat af velfærdsstaten at man nu vil dele gratis heroin ud til nogle få hundrede af landets narkomaner. Men her har han – formentlig (forhåbentlig) af uvidenhed og grundet opdragelsesmæssig automatreaktion – fat i den forkerte ende.

At man deler gratis heroin ud kan kun delvist ses som et resultat af vores velfærdsstat. Det er først og fremmest et resultat af, at heroin er et illegalt rusmiddel. Naturligvis er hele retorikken omkring hvorfor man vil give gratis heroin funderet i en velfærdsstatslig retorik, men det er ikke nødvendig for at argumentere for uddeling af heroin. Det nuværende forsøg med tildeling af gratis heroin til nogle få hundrede narkomaner må primært anses for at være aflad for konsekvenserne af en undertrykkende lovgivning, der ikke respekterer den mest fundamentale individuelle rettighed – nemlig retten til ens egen krop og hvad man gør med den.

Hvis Jalving havde skrevet indlæg hvor han harcelerer over samfundets mani med at reducere sine borgerer til objekter der skal behandles for alt, også dårlige vaner, havde jeg været helt og aldeles med ham. Hvis han havde skrevet et indlæg om det absurde i at man nu vil betale til folks dårlige vaner i stedet for at lade dem finansiere dem selv, så havde jeg fortsat været med ham. Men sagen er, at når vi ender i den absurde situation at det kan ses som økonomisk rentabelt at give folk deres narkotika gratis, så skyldes det først og fremmest, at man har forbud køb og salg af samme stof. Og Jalvings indlæg bliver til en gratis omgang friløb over temaet “hvad staten dog går og betaler til” – og her er fri heroin måske stort set det dårligste eksempel han kunne komme op med. Simpelthen fordi den eneste grund til at det foreslås er at heroin er ulovligt – hvilket ene og alene er “samfundets” ansvar.

Sagens kerne er, at det stereotype billede de fleste af os har af en forhutlet narkoman, først og fremmest er resultatet af forbud og i langt mindre grad af selve heroinen – et stof der fysisk er relativt uskadeligt (og for almindelige mennesker uendelig ligegyldigt), men stærkt vanedanende.

Hvis heroin var legalt ville det formentlig koste mindre end prisen på en pakke smøger per fix. Med andre ord ville narkomanen kunne finansiere sit forbrug ved at samle flasker eller lignende – hvis vedkommende da ikke, hvilket en mindre del rent faktisk gør, kunne bestride en normalt arbejde. 95% af den pris som narkomanerne betaler for deres stof af varierende og ofte livstruende ringe kvalitet skyldes, at der er tale om et forbudt stof. Hvad narkomanerne oftest dør af – ud over overdosis, fordi de aldrig kender koncentrationen af det aktive stof – er de sygdomme som følger af et stressende og uhumsk liv der er en konsekvens af den gældende lovgivning.

Så kunne man jo spørge hvorfor i alverden der er mennesker der overhovedet tager det. Dertil kan jeg kun svare, at det forstår jeg og 99,9% af befolkningen inkl. Mikael Jalving heller ikke, det er derfor vi aldrig kunne finde på at tage det. På den anden side er der nu heller ingen grund til at tro at der ville være (mange) flere der gjorde det, hvis det var lovligt og kostede en flad tyver for et fix. Det står jo enhver frit for at købe lightergas, lim og benzin og sniffe det, men derfor er det jo de færreste der gør det.

Ja, det er et perverst samfund der ender med at betale for folks uvaner, men det perverse består i denne omgang primært i, at det er et samfund der ikke tillader borgeren at have ejendomsret til sin egen krop, og dermed også hvad de fylder den med. Eller som Von Mises skrev i sin Liberalismus fra 1927 (her i en engelsk oversættelse) med direkte reference til alkoholforbuddet i USA og det samtidige forbud mod brug af morfin og kokain);

”Why should not what is valid for these poisons [alkohol, morfin og kokain] be valid also for nicotine, caffein, and the like? Why should not the state generally prescribe which foods may be indulged in and which must be avoided because they are injurious? In sports too, many people are prone to carry their indulgence further than their strength will allow. Why should not the state interfere here as well? Few men know how to be temperate in their sexual life, and it seems especially difficult for aging persons to understand that they should cease entirely to indulge in such pleasures or, at least, do so in moderation. Should not the state intervene here too? More harmful still than all these pleasures, many will say, is the reading of evil literature. Should a press pandering to the lowest instincts of man be allowed to corrupt the soul? Should not the exhibition of pornographic pictures, of obscene plays, in short, of all allurements to immorality, be prohibited?”

Og det er heri at faren og perversiteten ved vores velfærdsstat ligger – ikke i at man uddeler heroin til en flok forhutlede eksistenser.

Og til Jalvings spørgsmål om “narkomaner ikke også ofre” vil jeg svare, at jo det er de. Ofre for en ufri og hyklerisk lovgivning, og det kan vi andre jo så skåle på i en god (singlemalt) whiskey.