Tag-arkiv: liberalisme

Ugens citat: Geertsen om Venstre, skat og midten

Af Redaktionen, den 27. september 2006. 13 svar

Søren Pinds efterfølger som den politiske leder af Venstre i København, kulturborgmester Martin Geertsen, har i mange år været at finde på, hvad der vel bedst kan kaldes den liberale fløj indenfor Venstre.  Det må så være slut fra dd., hvor Geertsen i Berlingske Tidende tager den neo-Foghske logik til kommunalpolitik:

"Vi skal være et midterparti, og vi skal søge indflydelsen - også selv om det kommer til at gøre ondt – af den simple grund, at vores vælgere vil se konkrete politiske resultater. … Hvis du vil, kan du sikkert finde en eller to, som til hver en tid vil foretrække ideologien frem for resultaterne. … Kvaliteten af de offentlige tilbud skal være i orden, inden vi begynder at snakke om skattelettelser. …  Det kommer selvfølgelig til at tage tid, og derfor er det ikke aktuelt at snakke om lavere skat".

Så er dét da sat på plads.

Tillykke til svenskerne (håber vi da)!

Af Christian Bjørnskov, den 18. september 2006. 11 svar

Sverige har i går valgt ny regering – og det blev for første gang i 12 år ikke en omrokeret socialdemokratisk konstellation, men en alliance af fire borgerlige partier. Moderaternes leder Fredrik Reinfeldt danner i løbet af ugen regering med Kristdemokraterna, Folkpartiet og Centerpartiet, som tilsammen fik 48.1% af stemmerne. Håbet hos mange svenske borgerlige er, at man nu kan få brudt arven efter et socialdemokratisk århundrede i svensk politik, der blandt andet har betydet, at det bestemt ikke skader offentligt ansatte at have partibogen i orden. På mystisk vis har den svenske velfærdsstats-konsensus på denne og en række andre måder betydet, at man er endt em visse statslige karakteristika, som ellers hører mere naturligt hjemme i Lukasjenkos Hviderusland end et moderne vestligt demokrati. Med andre ord: Der trænger til at blive rusket op i Sverige.

Men man skal måske holde lidt igen med de store håb. Valgsejren er ikke overraskende kommet i hus ved at de fire partier har kunnet samarbejde om en linie, de direkte har kopieret fra Anders Foghs danske sejr i 2001. Højrefløjen har på nogle måder taget velfærdsstaten til sig, og præsenterer nu hvad der bedst kan karakteriseres som et program, der går ud på at forandre for at kunne bevare Folkhemmet. Hvis man læser deres udmeldinger, lyder de mistænkeligt meget som den danske regerings strategi overfor befolkningen: At forklare, at vi bliver nødt til at lave disse ændringer så vi kan bevare efterløn osv., selvom de egentlig er en klods om benet på os. Men sådan er politik nu engang – man må gå på kompromis med sine egne holdninger for at købe vælgernes gunst.

De danske reaktioner har været blandede. Borgerlige politikere har naturligvis lykønsket deres svenske kolleger, mens Marianne Jelved utvivlsomt havde ret, da hun udtalte, at det har " spillet ind, at svenskerne synes, at nu skal de prøve noget andet". Man kan derimod undre sig over, at hun fortsatte med at sige, at "det er et kendt træk, selv om jeg ikke bryder mig så meget om det".

Forandring fryder åbenbart ikke fru Jelved. Herfra skal der lyde et stort tillykke til svenskerne for at de (for en gangs skyld) har valgt forandringen. Lad os så håbe, at de svenske borgerlige har mod til at føre borgerlige politik. Hvis ikke, ender de i den danske situation hvor en angiveligt borgerligt-liberal regering fører ærkesocialdemokratisk politik. Jeg håber, at de svenske politikere også på det punkt har lært af Fogh, også selvom Fogh ikke selv har.

Årets citat: Anders Fogh Rasmussen om værdikampen

Af Redaktionen, den 15. september 2006. 42 svar

I et iøvrigt i mange henseender særdeles bemærkelsesværdigt interview med statsminister Anders Fogh Rasmussen i denne uges Weekendavisen, “Afsked med en isme”, fremstår én udtalelse særligt instruktiv, nemlig mandens opsummering af status p.t. for hans ideologiske ambitioner med regeringens “værdikamp” (eller “kulturkamp”):

“Jeg har nået, hvad jeg gerne ville.”

Det var da godt at få slået fast.

PS. Vi må simpelthen have et citat mere fra interviewet:

– Det lyder mere som noget fornuftigt pedelarbejde i velfærdsbygningen end som et borgerligt liberalt regerings-projekt. Er det ikke et udtryk for, at du har aflivet den klassiske liberalisme, som – sagde du under valgkampen – hører fortiden til?

»Det jeg ville sige dengang var blot, at liberalisme for mig mere et livssyn end en isme. Når vi siger: »mennesket fremfor systemet,« er det, fordi vi netop tager vores udgangspunkt i det enkelte menneske. Og vi lader os ikke snøre ind af ismernes bånd. Jeg har aldrig taget afstand fra begrebet liberalisme, men jeg har forsøgt at kvalificere det ved at sige, at man som liberal skal passe på, at man ikke bliver så grebet af ismen, at man glemmer mennesket. Og derfor må det være sådan, at hvis man faktisk kan se, at det enkelte menneske får større frihed ved, at vi gør nogle ting i fællesskab, er det ikke i modstrid med en liberal tankegang, men tværtimod i overensstemmelse med en liberal tankegang. Og det er det, jeg kalder moderne liberalisme. Og det er det, som det nye Venstre står for. En moderne fællesskabsorienteret tankegang, hvor fællesskabet ikke er indrettet på at begrænse det enkelte menneskes frihed, men på at fremme den.«

Papirsposen kan findes i holderen i stolen foran Dem …

Ny definition af lighed

Af Dr.Mephisto, den 7. september 2006. 2 svar

Venstres finansordfører Peter Christensen kom for skade at skrive følgende i Politiken den 4. september:

Næste gang vi får ulighedstal i Danmark er jeg sikker på, at uligheden har fået endnu et nyk opad. Så længe det skyldes stigende beskæftigelse og stigende velstand, vil jeg ikke fælde én eneste tåre over det. Tværtimod

Det blev af fagforeningen 3F og deres ligesindede på Berlingske Tidende gjort til, at ordføreren "jublede" over ulighed.

Og det faldt ikke i god jord hos beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen:

Det, synes jeg, er en dum udtalelse. For vi arbejder ikke for at skabe andet end større lighed i det danske samfund. Det vil vi utrætteligt fortsætte med. Og jeg glæder mig som beskæftigelsesminister over, at den største lighed, vi kan skabe, er ved at få folk i arbejde, siger Claus Hjort Frederiksen. (ritzau den 7. september)

Det lyder interessant, at Venstre arbejder for mere lighed. Men det er vist en definitionssag.

Claus Hjort Frederiksen har øjensynligt skabt sin egen definition af lighed. Det handler om at have et arbejde. Den nye definition løser måske et akut problem for ministeren – men skaber straks et nyt: Hvad med de 250.000 mennesker i den arbejdsdygtige alder, som er på efterløn? Er de så holdt uden for det eftertragtede "lighedssamfund"?

 

Rohderi XI

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 2. september 2006. 43 svar

Denne punditokrat har ikke så megen tid til at blogge p.t., men da jeg har benyttet lejligheden til at videreføre denne blogs Rohderi-serie i Berlingske Tidendes "Groft Sagt"-klumme, så får I lige her de to første i serien, som kom i dag.  Det er desværre højest tænkeligt, at den bliver meget langstrakt …

Rohderi I

Mange værtshuse havde i tidligere tider et skilt med teksten »Gratis øl til alle i morgen«. Sådan føles det efterhånden lidt, når man hører Venstres politiske ordfører, Jens Rohde, og talen falder på, hvornår det største antal borgerlige mandater i trekvart århundrede mon skal bruges til at føre – ja, hvorfor ikke? – borgerlig politik.

I 2002 sagde Rohde, at nu gjaldt det om, at Venstre for første gang nogensinde kunne gå til valg og beholde statsministerposten – så reformer måtte vente til efter valget. I regeringsgrundlaget fra 2005 stillede man skattelettelser i udsigt, men så hed det, at nu måtte eventuelle reformer vente, til velfærdskommissionen var kommet med sine forslag. Men en måned inden, den kom med dem, sagde Rohde, at nu måtte det blive på et senere tidspunkt, og at høje skatter i øvrigt ikke var et problem og ikke havde noget med velfærd at gøre.

Tidligere i år hed det i ledende Venstre-kredse, at der måske nok kunne komme nogle mindre skattelettelser inden næste valg, og nu fik vi så onsdag at vide fra Rohde, at jo mere man taler om skattelettelser, desto mindre bliver der af dem, og at de i hvert fald først kommer efter næste valg.

Vi har her tilsyneladende at gøre med endnu en eksperimentel afprøvning af en omskrivning af Venstres tyndslidte slogan: »Venstre troede du måske, du vidste, hvor du havde – men så har du godt nok også selv fortjent den lange næse, du får!« Det fylder nok lidt mere end det gamle, men det er efterhånden også mere dækkende.

Rohderi II

Venstres politiske ordfører, Jens Rohde, besidder en særegen kombination af evne til sagsfremstilling og kendskab til fakta. Men lidt har vel også ret.

Manden sagde således torsdag i denne avis, at der for tiden ikke kan gennemføres skattelettelser, fordi »det økonomiske råderum« ikke er »til stede i dansk økonomi«, og det er jo en sætning af en sådan grammatisk elegance og nationaløkonomisk dybde, at det må tiltale enhver politiker. Det er givetvis også årsagen til, at den gentages oftere af regeringspolitikere, end nogen kan nå at sige »ministerpension«.

For hvis der ikke er et »råderum«, hvad var det så lige, at finansministeren forleden stod og pralede med? Historisk rekordoverskud på statens finanser. Kæmpestigninger i de offentlige udgifter, som langt overgår, hvad Nyrup og Lykketoft havde planlagt.

Rohde har en slags svar parat: For det første er skattelettelser – hvis man altså ikke lige har brugt pengene – farlige. De vil lede til en »overophedning«. Det lyder jo rigtignok farligt, men så kunne det være rart at få den fhv. discjockey til at forklare, hvorfor det er mindre farligt at bruge et par milliarder på højere offentlige udgifter end på lavere skatter. For det andet har man, ifølge Rohde, aldrig lovet skattelettelser. Det vil nok overraske en læser af det nedskrevne regeringsgrundlag, hvor det sørme ser ud som om, at man lover en plan for at lette skatten på arbejde.

Næ, sandheden er naturligvis den enkle, at der er præcist så stort et »råderum«, som regeringen ønsker, der skal være. Når udsigterne til skattelettelser er så lyse, som Irans nukleare hensigter er »fredelige«, er der en simpel grund: Regeringen ønsker ikke at føre borgerlig politik, fordi den mener, at der flere stemmer i at føre socialdemokratisk politik. Den kan de loyale kernevælgere så lige tygge på.

Liberalisme og demokrati

Af Jens Ringsmose, den 30. august 2006. 3 svar

Igennem længere tid har jeg haft fornøjelsen af at diskutere relationerne mellem liberalismen og den demokratiske styreform med en kær og velargumenterende – men galt afmarcheret – kollega. Jeg har næppe overbevist ham, men vore verbale holmgange har tvunget mig til at reflektere en smule over spørgsmålet. Derfor denne post:

En lang, ubrudt og temmelig misforstået vestlig idétradition rummer en antagelse om, at liberalisme og demokrati er to sider af samme sag: Uadskillelige størrelser med en indbyrdes ubrydelig afhængighed. Sine qua non. I den udlægning går et politiske system karakteriseret ved frie og lige valg hånd i hånd med en række reguleringer, der beskytter individets ret til bl.a. at mødes med hvem han vil, og dyrke den gud han lyster – blot det ikke begrænser andres frihed. At denne opfattelse af forholdet mellem liberalisme og demokrati er fejlagtig vidner adskillige historiske og nuværende meget lidt liberale demokratier om. Putins Rusland er således på en og samme tid demokratisk men kun i begrænset omfang liberalt. Det samme kan – uden at fornærme ret mange – siges om Alexandr Lukasjenkos Hviderusland, de palæstinensiske selvstyreområder og Perikles’ Athen. Sammenvævningen af liberale frihedsrettigheder og en demokratisk styreform er et for de vestlige demokratier unikt fænomen.

En næsten lige så lang – men afgjort lige så misforstået – tradition har forsøgt at udbrede det diametralt modsatte synspunkt: At liberalisme og demokrati er indbyrdes uforenelige tankesæt karakteriseret ved immanente, uforligelige principper. Den fejlagtige tolkning af forholdet mellem liberalismen og den demokratiske styreform opstår, fordi liberalismens kritikere – der som hovedregel er ophavsmænd til denne udlægning – sammenblander eller forveksler demokrati med politik. Liberalismen retter sig ikke mod den demokratiske styreform som sådan, men mod det politiske.

Udgangspunktet for den misforståede fremstilling af forholdet mellem det politiske demokrati og liberalismen er imidlertid en korrekt forståelse af den liberale traditions betoning af de negative frihedsrettigheders forrang. Ifølge liberalisten er ethvert individ besjælet med en række ukrænkelige frihedsrettigheder, der skal sikre det mod vilkårlig tvang, svindel og fysisk vold. Disse negative rettigheder er kendetegnet ved at give frihed fra andre individers eller kollektivets trang til at gribe ind i anliggender og handlinger, der ikke begrænser andres frihed. Herover for står en social liberal tradition og fremhævelsen af en række positive frihedsrettigheder. De positive frihedsrettigheder overlader individet friheden til f.eks. uddannelse, bolig og et arbejde. I denne forståelse af frihedsbegrebet er det afgørende, at den enkelte borger tildeles ressourcer, der beslaglægges blandt hans medborgere, og gør ham i stand til at realisere hans personlige livsprojekt. Den amerikanske filosof John Dewey har defineret de positive frihedsrettigheder således: “Liberty is the effective power to do specific things”.

Der hvor liberalismens kritikere går galt i byen, er i indholdsbestemmelsen af det politiske demokrati. Demokratiet, hævder kritikerne, kender i princippet ingen grænser. Jo flere anliggender, der afgøres gennem flertalsafgørelser, jo mere demokratisk er et givent samfund. I denne forstand er en demokratiseringsproces ensbetydende med, at stadig flere områder bliver underlagt folkelig suverænitet og dermed reguleres af “folket”. Når spørgsmål, der tidligere var overladt til individets suveræne afgørelse, gøres til genstand for flertalsafgørelser, er der således tale om en udvidelse af demokratiet. En udbredelse af demokratiet til også at omfatte beslutninger om, hvilke guder der må dyrkes, eller hvilke hårfarver der er acceptable, vil i denne forståelse ligeledes være at betegne som en demokratiseringsproces. Det var også i pagt med denne forståelse af den demokratiske styreform, at en række politikere og meningsdannere i den umiddelbare efterkrigstid slog til lyd for en udbredelse af demokratiet til også at omfatte – eller underlægge sig – samfundets økonomiske sfære. Tankegangen dukkede igen op i forbindelse med lanceringen af ideer om Økonomisk Demokrati (ØD) i 1960’erne og 1970’erne.

Med afsæt i den korrekte beskrivelse af liberalismens betoning af individets negative frihedsrettigheder samt den fejlagtige fremstilling af det politiske demokrati drager liberalismens kritikere den logisk konsistente – men i substansen fejlagtige – konklusion, at der eksisterer et modsætningsfyldt forhold mellem liberalismen og folkestyret. Tager man karakteristikken af det politiske demokrati for gode varer, må liberalismen således nødvendigvis være demokratiet fjendtligt indstillet. Det er ikke muligt at argumentere for mere økonomisk demokrati samt mindre offentlig indblanding i økonomiske anliggender på en og samme tid. Mere af det ene vil altid føre til mindre af det andet. Enten – eller.

Problemet med ovenstående karakteristik af relationen mellem liberalisme og demokrati er frem for alt sammenblandingen af begreberne politik og demokrati. Kritikerne sætter lighedstegn mellem det politiske og folkestyret, og på den vis kommer indførelsen af økonomisk demokrati behændigt til at fremstå som en demokratiseringsproces, når der i virkeligheden er tale om en udbredelse af det politiske. Et samfund bliver ikke mere eller mindre demokratisk, blot fordi økonomiske anliggender bliver vristet ud af hænderne på frie individer og underkastet det politiske system, lige så lidt som der er tale om en udbygning af demokratiet, når religionsfrihed erstattes af det suveræne folks beslutninger om den rette religiøse lære. Det er blot omfanget af det politiske, der vokser. I politikken træffes der beslutninger med gyldighed for et samfund, mens demokratiet i sig selv blot er en metode til at træffe kollektive valg. Et instrument til præferenceaggregering.

Demokratiet er kun en blandt flere måder at træffe politiske afgørelser på. De valg, der træffes i det politiske, kan således tage afsæt i en lang række af andre styreformer, f.eks. enevælde, teokrati, oligarki og teknokrati. I denne optik er en demokratiseringsproces først og fremmest lig med en udvidelse af den personkreds, der er ekviperet med stemmeret. Udvidelsen af stemmeretten til også at omfatte kvinder i 1915 er således et eksempel på en genuin udbygning af demokratiet, mens indførelsen af økonomisk demokrati blot udgør en udstrækning af det politiske rum.

Når det først er indset, er det indlysende, at liberalismen ikke står i modsætning til demokratiet som sådan. Det er ikke demokratiet, liberalismen søger at begrænse, men derimod det politiske rum, som folkestyret udfylder. Det er således helt igennem logisk konsistent, når liberalister bekender sig til demokratiet, ikke mindst fordi folkestyret formentlig er den styreform, der mest effektivt sikrer individets negative frihedsrettigheder samt fraværet af vilkårlig magtudøvelse og tvang.

Hvor liberalisten for alvor adskiller sig fra andre ideologiske trosretninger, er ikke i vurderingen af den demokratiske styreform, men i svaret på John Stuart Mills snart 150 år gamle spørgsmål: “Hvad er den retfærdige grænse for individets suverænitet over sig selv? Hvor begynder samfundets autoritet? Hvor stor en del af menneskets tilværelse skal fastlægges individuelt, og hvor meget af samfundet?”

Liberalisme og samfundets reproduktion

Af David Gress, den 30. august 2006. 34 svar

En hyppig kritik af liberalismen er, at den er en ideologi, der skal legitimere de stærke albuer og de hensynsløse egoister.  Herinde ved vi, at dette i sig selv er et ideologisk synspunkt, idet liberalismen for os er frihedens og ansvarets politiske og filosofiske udtryk.  Det er kun den frie borger, der autentisk kan påtage sig sit ansvar og handle efter det.  Det er for liberale altid formynderiet, der skal begrunde sig; friheden kræver ingen begrundelse og ingen legitimering.

Men har kritikerne helt og aldeles uret?  Er der ikke noget om snakken med, at liberalismen fokuserer mennesket alene på dets individuelle behov og dermed skygger for hensynet til og ansvaret for pårørende, for samfundet og for fremtiden?

Netop denne kritik var Tocquevilles store emne i anden del af “Demokratiet i Amerika”, hvor han som bekendt spåede, at demokratiet ville løbe den risiko at blive et samfund af tryghedsnarkomaner, der ville ofre friheden for ligheden og fornemmelsen af, at en stor, moderlig stat tog sig af dem.  En fare, som den engang liberale Anders Fogh Rasmussen reagerede stærkt imod i Minimalstatsbogen, men som han nu som statsminister øjensynlig har kapituleret overfor og det i en sådan grad, at han nu stolt optræder som netop den type tryghedsudbydende demokratisk despot, den geniale franskmand advarede imod.

Jeg har i 30 år bakset med Tocquevilles dilemma uden at finde nogen bedre løsning end hans, nemlig at håbe på, at de fås uudslukkelige tørst efter frihed dog i sidste ende vil vinde over de manges sult efter tryghed.

Her på det sidste har et par særlige og efter min mening for samfundets overlevelse kritiske vinkler på dilemmaet tiltrukket sig min opmærksomhed.  Tocqueville betvivlede, at de demokratiske samfund var i stand til at langtidssikre deres eget fundament, det frie sindelag.

Den ene vinkel, som jeg vil vende tilbage til i en senere postering, er, om det giver mening at ønske fortsat økonomisk vækst, hvis denne vækst hovedsagelig kræves for at dække voksende offentlige udgifter.  Så længe alle regeringer altid kun øger det offentlige forbrug, bliver væksten til dettes legitimering.  Det må her gælde om at sprænge stålkablet, der spænder væksten til de evigt voksende krav på skatteydernes ressourcer.  Hvis ikke engang dagens velhavende og friværdinydende danskere kan forventes at tage vare på deres egne børn, gamle og pensioner, hvor rige skal de så være, før de kan det?  Er der overhovedet noget gulv for, hvor stor en dansk husstands nettoformue skal være, før den ikke længere kan anses for så usselt stillet, at den kræver andre skatteyderes penge for at få børn passet, skolelærere lønnet, hospitaler drevet og plejehjem holdt?

Den anden vinkel, som jeg her vil fokusere på, er, om den individualistiske liberalisme er forenelig med normer og adfærdsmønstre, der sikrer samfundets reproduktion, altså at hver generation erstattes af nye, der er mindst lige så ansvarsbevidste, uddannede, hensynsfulde og solidariske — ikke i ordets socialdemokratiske betydning, som er: giv mig andres penge, for at jeg kan få det godt, men i den ægte, som er: at jeg personligt har ansvar for at sikre min del af samfundets kontinuitet moralsk og økonomisk, og det primært ved at opfostre duelige og kompetente børn.

En række europæiske og amerikanske skribenter har bakset med dette dilemma, som kan betitles “nyliberalismens indbyggede modsætninger” i en del år.  Blandt de mere kendte er Christopher Lasch og Michael Novak og fra Europa Meinhard Miegel og Kurt Biedenkopf.  Her  http://folk.uio.no/sigurds/
er et mindre kendt norsk eksempel.  Sociologen (i Norge er sociologi et respektabelt fag med righoldig tradition) Sigurd Skirbekk taler i “Familjepolitisk intervju” og “Familjestruktur og funksjoner” om forandringer i de politisk og socialt accepterede definitioner af familie i sidste del af 20. årh.  Et par bidder:

… det kan være noe ganske dramatisk som har skjedd i vår tid, og spesielt i vår del av verden, hvis det som har vært den mest grunnleggende sosiale enheten i alle tidligere samfunn er gjort til en privatsak på et marked for parforhold, samtidig som kulturliv og myndigheter oppfatter seg som nøytrale hvis de tilstreber mest mulig likestilling mellom ulike typer av pardannelser …

Det er ikke vanskelig å finne eksempler på at noen har tjent og noen har tapt på den ekteskapelige avinstitusjonaliseringen av familieformene. På den positive siden er det oftest karrieremulighetene til selvbevisste kvinner som framheves. På den annen side er det heller ikke vanskelig å finne eksempler på individer som har tapt på framveksten av løsere familieformer. Ellers er det oftest barn som framheves, barn som lever i frykt for at deres foreldre skal skille lag og som stadig oftere må belage seg på å leve i oppløste familier eller være underlagt steforeldre…

Familien har bestemt både folks tilhørighet og trygghet, sørget for produksjon av mat og andre livsnødvendigheter, tatt seg av unge og gamle, syke og hjelpeløse, stått for bytte av varer og tjenester og vært et bindeledd mellom individet og storsamfunnet. Moderniteten har ført til en differensiering og spesialisering av disse funksjonene. I forhold til tidligere knyttes det i dag flere forventinger til familien som et emosjonelt rom og som en base for fritidsaktiviteter. Spørsmålet blir om dette er nødvendige funksjoner som berettiger til krav om en bestemt instituering. I første omgang må vi spørre hvilke familierelaterte oppgaver som er så viktige at samfunnet ville miste viktige forutsetninger for sin funksjonalitet dersom oppgavene ikke ble ivaretatt på en forsvarlig måte …

Når det gjelder reproduksjonen, er dette den oppgaven som det er minst problematisk å tilordne til en funksjonell analyse. Uten en nyrekruttering vil et samfunn dø ut. Det er i praksis begrenset i hvor stor grad en rekruttering kan baseres på innvandring fra andre samfunn og kulturer, hvis nye generasjoner skal forventes å ha primærlojalitet til et samfunn med en gitt historisk tradisjon, og være villig til å forsvare og å føre denne tradisjonen videre.

Skirbekk er ikke kategorisabel som hverken socialdemokrat eller konservativ, og det er tegn på, at det han har at sige er væsentligt.  Hans kritik af “nyliberalismen” skyder tildels ved siden af målet, eksempelvis når han giver “nyliberalismen” skylden for global opvarmning, som jo i sig selv er en tvivlsom ideologi.  Men det bør ikke hindre en diskussion af hans pointer om individualiseringens effekter.  Vi kan også tale om, at denne individualisering netop (iflg Tocqueville) er, hvad vi kan forvente, når staten har umyndiggjort borgerne.  Den eneste frihed, de har tilbage, er at skeje ud i personlig adfærd.  Det er også en vigtig pointe.  Men når alt det er sagt, er der så ikke et problem for samfundets overlevelsesevne i den ekstreme individcentrerede liberalisme?  Eller er det for liberale ligegyldigt, om samfundet overlever?

Bolden være hermed givet op.

(Hvis min linking er klodset er det fordi jeg stadig ikke kan hitte ud af at indsætte links med de redskaber, smartlog giver)

Pluralisme og ytringsfrihed II

Af Jørgen Møller, den 27. august 2006. 22 svar

Gemytterne har så småt lagt sig i forbindelse med ‘Muhammed-krisen’. Men den affødte diskussion er langt fra ovre. For hvordan skal vi – på baggrund af sagen – gebærde os i fremtiden, når det gælder om at håndtere varme, kulturelle kartofler? Det ville være synd at sige, at der er enighed om, hvordan vi skal besvare dette spørgsmål. Men én ting står klart. Det handler om den måde vi giver os i kast med forskellighed.

Et af debattens toneangivende bud er blevet afgivet i ‘pluralismens’ navn. Mest opmærksomhed har Uffe Ellemann-Jensen påkaldt sig. I det seneste halve år har den forhenværende udenrigsminister og venstrehøvding haft travlt med at indskærpe, at globaliseringen stiller vidtgående krav til os danskere. I den fagre nye verden skal vi respektere kulturel mangfoldighed, hvor vi end møder den, lyder hans budskab. Alt andet er et udtryk for sognementalitet, og den slags er ikke gangbar mønt i den globale landsby, hvor fortidens hegnspæle er blevet rykket op.

Den tidligere udenrigsminister har ikke stået alene med sit synspunkt. Tøger Seidenfaden har fra sit sæde på Rådhuspladsen haft travlt ved at synge med på dette omkvæd, og også i akademiske cirkler har vi kunnet træffe budskabet om den kulturelle mangfoldigheds uomgængelige krav. Georg Sørensen, der er professor ved Institut for Statskundskab i Århus, havde den 19. februar i år en interessant kronik om emnet i Berlingske Tidende, og han har siden uddybet sine betragtninger i et engelsksproget paper.

Jeg har tidligere lagt vejen omkring Sørensens kronik. Min pointe var den enkle, at der i Muhammedsagen ikke består nogen modsætning mellem pluralisme og ytringsfrihed. Men det er ikke ensbetydende med, at værdier, vi sætter pris på, aldrig kan stå i modsætning til hinanden. Netop derfor er det på sin plads at tilføje et par betragtninger.

Pluralismen – som princip eller ligefrem værdi – giver i sin abstrakte gestalt ikke noget svar på, hvordan man skal stille sig i en konkret konflikt mellem konkurrerende politiske eller kulturelle synspunkter. Men hvad skal man lægge til grund for dette valg (der nødvendigvis også er et fravalg)? Hvornår skal man trække følehornene til sig for at respektere forskelligheden, hvornår skal man kæmpe for det, man har kært?

Vi kan komme svaret nærmere ved at skue lidt bagud i tid. Pluralisme er historisk set et barn af tolerance. Det er den europæiske civilisations opgør med lovreligion og dennesidig dogmatisme, der har banet vejen for at omfavne social dissens. Pluralismen må derfor afvise intolerance, ja den er i sig selv et opgør med intolerance. Og den er i særdeleshed et opgør med den intolerance, der følger af bevidstheden om, at én kultur eller én religion moralsk set er overlegen og derfor skal udbredes med magt. For et sådant synspunkt er udtryk for pluralismens polære modsætning – det den politiske tænker Isaiah Berlin kalder ‘monisme’.

Og det er her, mange af de velmenende fortalere for pluralisme i mine øjne er gået galt i byen i forbindelse med Muhammed-krisen. Hvis pluralismen blindt skal tolerere intolerance, så graver den sin egen grav. For så fremmer den ret beset alt det, den er et opgør med: dogmatisme, sociale sandheder og social tvang. Eller med andre ord: alle de ting et pluralistisk sind har valgt fra i bevidstheden om, at værdier ofte skriger af hinanden.

Eller for at sige det på en anden måde. Pluralisme forudsætter gensidighed. Når vi tolererer politiske synspunkter, vi ikke er enige i, så er det helt grundlæggende krav, at tilhængerne af disse standpunkter gør det samme: at også de er indstillede på at være enige om at være uenige. Ellers bliver pluralisme jo bare et andet ord for overgivelse – eller i hvert fald for ligegyldighed.

Den italienske politolog Giovanni Sartori har sat rammende ord på problemstillingen. “How far can and should pluralistic tolerance bend not only to ‘cultural strangers’, but even to aggressive ‘cultural enemies’? Can and should pluralism allow for the breakdown of the pluralistic community itself?”, lyder hans spørgsmål. Hans eget bud er som følger:

“it seems to me that what is basically at issue, in the predicament, is reciprocity. Entry into an existing community is a give-and-take affair. Strangers who are unwilling to give in exchange for what they get, who wish to remain ‘alien’ to the point of challenging the very laws of the land that hosts them, are bound to elicit fear, rejection, and hostility”.

Pluralisme og gensidighed går hånd i hånd, og hvis vi glemmer det, så sker det på egen bekostning. Eller for at omskrive et gammelt ord: Den, der gør pluralisme til at spørgsmål om blind accept af forskellighed – herunder den forskellighed der bærer intolerancens klæder – han bliver selv pluralismens nar.

Farvel til Webers arbejdsetik

Af Christian Bjørnskov, den 25. august 2006. 16 svar

Dagens post er som så ofte på denne blog om velfærdsstaten, men lad mig starte et helt andet sted: Med min far, Kai Bjørnskov. Eller nærmere med en privat anekdote om min far, og hvordan han håndterede sin mangeårige stilling som forstander for voksenuddannelsen i Haderslev, og senere (og i dag) som souschef for det samlede sønderjyske voksenuddannelsessystem.

Jeg kom nemlig til at tænkte på en specifik hændelse, da jeg læste Weekendavisens leder her til morgen (eller for at være ærlig, her til formiddag). En gang sidst i 80'erne var jeg på besøg på min fars kontor da en elev kom ind med et skamfuldt blik og en halv tværstang fra gelænderet på hovedtrappen. Han havde rutschet ned ad gelænderet og havde bremset ved at sætte sin fod ind mellem tværstængerne – og det kunne de ikke holde til. Min far så på eleven med sit mest myndige blik – og det er myndigt, kan jeg fortælle – hævede sin pegefinger formanende og sagde til ham: "Jeg bliver nødt til at idømme dig skolens strengeste straf". I det øjeblik ventede jeg næsten at se en våd plet brede sig ned ad elevens bukseben, men han blev helt perpleks, da min far – stadig med pegefingeren i vejret, med stentorrøst udbrød "Fy!" Jeg ved ikke, hvad der var værst for eleven, den fuldstændige forvirring af at der ikke skete andet, end den dybe skam over at blive sendt ned til pedellen med den halve stang, men på sin vis virkede straffen. Der var nemlig ingen, der var i tvivl om, at forstander Kai Bjørnskov mente hvad han sagde.

Og hvorfor kom jeg så til at tænke på den historie? Jo, Anne Knudsens leder i Weekendavisen kom naturligvis ovenpå de seneste dages diskussion om flaskehalse på det danske arbejdsmarked, og hvordan danskere ikke vil have de jobs, der er. Holdningen er, at hvis man har skrevet speciale på universitetet om ligestilling i 1400-tallets Island, bør man sandelig ikke acceptere et job som pædagogmedhjælper. Og hvad værre er, er der ikke noget egentligt økonomisk incitament til at sige ja alligevel. Som AK skriver:

"Der står idiot på ryggen af den ledige, der tager et lavtlønsjob. I denne uge har vi igen set beregninger, der viser, at det skæpper 22 kroner i kassen efter skat hver eneste dag, hvis man skifter kontanthjælpen ud med et job som kassedame, postbud, ekspedient eller lignende. Hvis man altså kan cykle til arbejde på en reparationsfri cykel. Hvis man skal med bussen, nærmer gevinsten sig hurtigt et minus. Og uanset, hvor sundt det er med arbejde, må man jo nok indrømme, at det tager en pokkers tid, at det kan være anstrengende, og at det har en tendens til at komme i vejen for andre gøremål."

AK's ærinde er først og fremmest at pointere, at selvom vi i princippet har muligheden for at fratage folk deres kontanthjælp, hvis de nægter at acceptere et anvist job, er det politisk umuligt. Som hun skriver, kan man "nemt forestille sig den mediestorm, der ville rejse sig, hvis blot et enkelt menneske satte sig ud på gaden og delagtiggjorde journalisterne i den elendighed, bortfaldet af kontanthjælpen havde hensat hende oh hendes familie i". AK karakteriserer temmelig rammende beskæftigelsesministerens indsats som at sige "Bøh".

En gang udkastede den tyske sociolog Max Weber teorien om den protestantiske arbejdsetik for at forklare, hvorfor de protestantiske tyske regioner – og for den sags skyld Skandinavien – klarede sig bedre økonomisk end de katolske regioner. Den forklaring gav god mening i mange år, idet vi i blandt andet Danmark på mystisk vis arbejdede mere og mere effektivt end de fleste andre steder i verden. Gennem den protestantiske tro – eller i det mindste en protestantisk tradition, uanset om man troede på det religiøse mumbo-jumbo – hvilede samfundet på en norm der sagde, at enhver er ansvarlig for sin egen skæbne, og at enhver dermed havde en pligt overfor sig selv til at sørge for sig selv og sine egne. Den norm har velfærdsstaten nu ganske effektivt undermineret, så mange danskere mener, at arbejde er til for at man kan realisere sig selv. Hvorfor skulle jeg klare mig selv, når jeg kan få samfundet til at gøre det?

Når vi har valgt en samfundsform, der fjerner ethvert individuelt økonomisk incitament til at tage et lavtlønsjob, er der kun to muligheder tilbage: 1) enten ændrer vi systemet, og fjerner dermed noget af det socialdemokratiske velfærdskorthus; 2) eller også indfører vi troværdige økonomiske sanktioner mod dem, der nægter at påtage sig et arbejde. Det første vil naturligvis være det mest effektive, og vil endda med stor sandsynlighed gøre os rigere på sigt, men det er også politisk det mindst sandsynlige. Det andet valg er det, vi nominelt har besluttet os for, men uden at sanktionerne er bare i nærheden af at være troværdige. Og her er det så, at min far kommer ind i billedet. Da eleven stod med den tværstang på forstanderens kontor, var et 'fy' den eneste straf – i første omgang. Det var et fy med stor troværdighed. En brækket tværstang kunne accepteres, men Gud hjælpe den elev, der ikke respekterede det 'fy'! I dagens Velfærdsdanmark bliver vi bare ved med at sige fy, som om det på magisk vis en skønne dag virker. Det gør det bare ikke, for ingen tror på det længere. Effekten er ikke blot det, men også at man effektivt underminerer den arbejdsetik, vi engang havde, fordi den der følger den i dag, i overført betydning får et offentligt stempel med 'Idiot' i panden. Resultatet er ikke bare en brækket tværstang hist og pist, men et økonomisk tab af gigantiske proportioner.

Frihed og lykke

Af admin, den 23. august 2006. 4 svar

Jeg havde et indlæg i gårsdagens Berlinger om forskellen på frihed og lykke i anledning af en kronik af Jonas T. Bengtsson fra den 16/8.

MSM har ikke de fordele i form af hurtighed og ubegrænset plads, som blogs har. Selvom indlægget blev indsendt samme dag, blev det først bragt i går og da i forkortet stand. Til gengæld har MSM lidt, ahem, flere læsere, så de skal nok klare sig.

Indlægget er her i sin redigerede form:

Frihed er ikke lykken

Forfatteren Jonas T. Bengtsson søger i sin kronik (16/8) at indkredse, hvad frihed er. Ved at tage udgangspunkt i en række medmenneskers situation formår han følsomt registrerende at vise, hvor forskelligt frihed kan tage sig ud. Det er et sympatisk projekt. Desværre har forfatteren gjort sig det vanskeligere ved at blande to helt forskellige begreber sammen. Frihed er ikke lykke, og det er vist snarere det sidste flygtige begreb, han egentlig beskæftiger sig med i kronikken.

Begrebsforvirringen får ham til at skrive om friheden: “I Sovjet byttede de den for lighed, og mange mente, at det var et godt bytte. Mange mener det stadig.” Det sidste er desværre rigtigt, men det første udsagn er forkert på alle måder. Det er faktuelt forkert, at Sovjet bød på lighed; selv ikke lighed i fornedrelse var der. Lige fra starten nød Lenin og hans kreds privilegier i form af bedre mad, tøj og bolig, der hurtigt antog karakter af uopnåelig luksus for de undertrykte masser.

Men mere forkert er den underliggende præmis om, at frihed kan byttes med lighed. Det er forkert, når kronikøren antager, at “under kapitalismen er frihed noget, man køber, frihed giver ingen mening, hvis man ikke har råd til et æg, til at betale varmeregningen, til sko.” Her fremfører han uafvidende diktaturets oldgamle undskyldning, hvor undertrykkelse søges retfærdiggjort ved løfter om bestikkelse. Som om tog til tiden og arbejde til alle kan retfærdiggøre kz-lejre og censur.

Problemet udspringer af, at frihed og lykke sammenblandes. Hvorvidt man er fri eller undertrykt, handler ikke nødvendigvis om at være lykkelig eller ej. Det er rigtigt, at den, der sulter, men er fri, næppe er lykkelig. Men den overvægtige, frie dansker er heller ikke nødvendigvis lykkelig. Der er ganske simpelt ingen logisk sammenhæng.

Frihed er noget andet end lykke. Frihed betyder friheden fra indblanding og dermed retten til selv at træffe egne valg. Kampen for frihed var først reformationens kamp for religionsfrihed, retten for den enkelte til selv at vælge sin tro og sine dogmer uden indblanding fra autoriteter. Herfra voksede oprøret mod autoriteterne, indtil den kulminerede i den såkaldte oplysningstid, hvor kampen nu gjaldt frihed fra statens indblanding og formynderi. Det var i denne tid, at de liberale frihedsrettigheder tog deres form.

Det er farligt at sammenblande frihed og lykke, for det skaber let skuffelse og svækker dermed kampen for frihed. Ikke bare tilbyder det en undskyldning for undertrykkelse, men alt for ofte ser vi, at de undertrykte desillusioneres, når de omsider slipper fri. Nu er jeg fri, hvorfor er jeg så ikke lykkelig, spørger de, og relativerer dermed den forbrydelse, som krænkelse af friheden altid er.

Det er desperationen over at skulle leve med ansvaret for egne valg, der får nogle til at søge tilflugt i totalitære ideologier, politiske som religiøse. Fællesnævneren er hadet til det åbne samfund og drømmen om at komme tilbage til det lukkede samfund, hvor man ikke behøver at tænke selv eller nages af tvivl over trufne valg, fordi alle svar er givne. Tidens fokus på terrorister, der bruger islam som begrundelse, risikerer at overse den oplagte parallel til de terrorister, som brugte marxismen for blot nogle få år siden. Men hadet er det samme. Det rettes fortrinsvis mod USA og Israel, fordi de i særlig grad repræsenterer det åbne samfund; USA globalt, og Israel i det lukkede Mellemøsten. Det er ingen tilfældighed, at karikaturtegninger fra den yderste venstrefløj minder så meget om islamisternes egne, at de ubesværet kan indgå i iranske konkurrencer, hvis ellers tegnerne ønskede at deltage, hvad heldigvis kun få er dumme nok til at gøre.

Det er umådeligt trist, men vi må sande, at det ikke er for alle, at frihed er lykken. Men det gør ikke friheden mindre værdifuld for os andre.

Hurra for tvivlen

Af Christian Bjørnskov, den 21. august 2006. 8 svar

Hanne Strager, der er udstillingsleder på Zoologisk Museum, har i dag en kronik i Politiken om et emne, der nødvendigvis må være centralt hvis man er borgerligt-liberal, og måske burde være det selvom man ikke er. Emnet er noget så umiddelbart esoterisk som tvivl, altså hvor omfattende vores viden er, og hvor sikker den er. Strager er glad for viden – baggrunden for hendes kronik er Forskningsministeriets rapport om forskningskommunikation til børn, der hedder “Vild med Viden” – men det er ikke blot viden, hun er glad for:

Personligt er jeg mere vild med tvivl. Jeg er i hvert fald enig med forfatteren og biokemikeren Isaac Asimov, der udtrykte det således: Den mest spændende sætning, man kan høre i et videnskabeligt miljø, er ikke heureka! (jeg fandt det!), men: Det var dog mærkeligt …!

Sandsynligvis uden at vide det – og måske uden at ville det – rammer Strager en af liberalismens grundpointer, nemlig at vi ikke ved alt, ikke kan vide alt, og at noget af det, vi tror vi ved, sikkert er forkert, og det derfor vil være tåbeligt at gøre som om vi ved alt, når vi ‘planlægger’ samfundet. Så for mit vedkommende kom hendes kronik på et absolut perfekt tidspunkt.

Jeg er nemlig lige kommet hjem fra Stockholm, hvor jeg deltog i en af den amerikanske Liberty Funds konferencer, her med titlen ‘Limits of Rationality’, hvor en af hovedpointerne som de 14 deltagere kunne blive enige om var, at offentlig planlægning og intervention netop lukker for, at samfundet kan håndtere uforudsete konsekvenser. Jo mere man planlægger og topstyrer, jo mindre mulighed har enkeltindivider og firmaer for at reagere på de talrige gange, hvor de netop må udbryde “Det var dog mærkeligt”.

Og hvorfor er det så vigtigt? Jo, tag et kig på den angiveligt borgerlige danske regerings faktuelle politik. Forskningspolitikken er i udtalt grad baseret på, at man kan forudse hvad der kommer ud af forskningen – at man ved på forhånd, hvad man vil finde – hvilket af indlysende grunde er aldeles idiotisk at tro (se f.eks. min kronik om emnet). Andre dele af regeringens politik antager også i stigende grad en planlagt karakter i stedet for at man lægger ansvaret ud til befolkningen. Og en del af begrundelsen er altid, at staten ved bedre. Her er det, at man kunne ønske sig lidt mere tvivl – et af de definerende træk ved magtfuldkommenhed er nemlig en mangel på tvivl. Så herfra skal der i dag slås et slag for tvivlen – visheden om, at vi ikke ved alt og at vi kan tage fejl. Den indsigt er helt central i både videnskab og praktisk politik – eller det tror jeg da nok.

Drømmer jeg? Eller er jeg død? II

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 19. august 2006. 7 svar

Forleden havde Michael Lind fra tænketanken New America Foundation en tankevækkende, omend for mange af os meget deprimerende artikel i Financial Times: “The unmourned end of libertarian politics”. Budskabet (der nedenfor gengives in extenso) er i sin enkelhed, at den klassiske liberale/nyliberalisme/libertarianisme–kald det hvad I vil–som har præget megen politik i de seneste årtier (og de fleste læsere af denne blog) er afgået ved døden som politisk kraft.  Den bliver presset af centripetale kræfter langs den traditionelle højre-venstre skala og af en centrifugal kraft på en ny globaliserings/anti-globaliserings dimension, og i dét slagsmål er der ikke plads til, hvad man her på stedet nok kunne kalde Mises-Hayek-Friedman-Rand-Nozick-Rothbard tænkning eller for den sags skyld Goldwater-Thatcher-Reagan retorik.

Jeg køber ikke selv ræsonnementet, og det hører med til historien, at Michael Lind ikke er, hvad en af vor tids største filosoffer–Tony Soprano–ville kalde “a friend of ours”; han er en slags Clintonistisk “third way” skribent, og der er i hans artikel alt for meget deterministisk “Titanic-logik” (som vores værdsatte eks-punditokrat Mikael Bonde Nielsen ville kalde det).  Men han er ikke dum, og der er noget om snakken.  Så giv artiklen en læsning og find på nogle gode svar …

“The unmourned end of libertarian politics

The most epochal event in world politics since the cold war has occurred – and few people have noticed. I am not referring to the conflict in Iraq or Lebanon or the campaign against terrorism.

It is the utter and final defeat of the movement that has shaped the politics of the US and other western democracies for several decades: the libertarian counter-revolution.

Between the 1930s and 1960s, the US and other liberal democracies adopted their own versions of modern welfare state capitalism. By the mid-20th century, in every western democracy, the legitimacy of the welfare state was accepted by mainstream parties of the right as well as the centre and left. But not by the libertarians. Unlike Eisenhower, Nixon and other “modern Republicans”, America’s libertarians did not seek a more fiscally responsible welfare state. They wanted to abolish the welfare state altogether and replace it with an “opportunity society” or “ownership society”. They were revolutionaries – or more precisely, counter-revolutionaries, seeking to restore an idealised Victorian world of laisser faire capitalism.

The libertarians launched a massive intellectual and rhetorical assault on modern government from the 1970s onward. Their formidable forces included influential economists such as Milton Friedman, the Nobel Prize winner, and Martin Feldstein, who chaired Ronald Reagan’s Council of Economic Advisers; think-tanks such as the Cato Institute; and affluent pressure groups such as the Club for Growth and Americans for Tax Reform, whose leader, Grover Norquist, famously said that government should be shrunk until it can be drowned in a bathtub.

Libertarians proposed to privatise Social Security, replacing government pensions with individual savings accounts. Healthcare, too, would be provided by individual “health savings accounts”. Public education, a legacy of the 19th century, was another target of the libertarian counter-revolutionaries, who proposed giving citizens vouchers for private schools. The libertarians also targeted labour market regulation, calling for abolition of the minimum wage. This would be combined with mass immigration, which would drive down wages further.

In the mid-20th century, welfare-statism was the “third way” between democratic socialism on the left and big-government conservatism that accepted the welfare state but sought to limit its costs. But in the 1970s and 1980s, the political spectrum shifted to the right. Not only communism but also democratic socialism vanished as plausible options because people no longer believed that the nationalisation of whole economies made any sense. At the same time, moderate conservatives who had made their peace with the welfare state were outflanked on the right by the radical libertarians.

Suddenly the former political “centre”, social democratic welfare-state capitalism, was redefined as the “left” and the former “right”, big-government conservatism, was now considered the “centre”. In the 1990s, the term “third way” meant, not Swedish social democracy, but the pro-market “neo-liberalism” of Bill Clinton and Tony Blair, which would have been considered moderate conservatism in the 1950s . In the US, the Democratic Leadership Council echoed the free-market, small-government rhetoric of the libertarian radicals. “The era of big government is over,” Mr Clinton declared. But he spoke too soon. In the past decade, the US public has rejected every element of the libertarian counter-revolution. The first proposal voters rejected was the privatisation of schooling. Because US education policy is dominated by states and cities, this issue was fought at the local level. It turned out that most conservative Republicans as well as Democrats were content with their suburban public schools. Again and again, voucher proposals went down to defeat.

President George W. Bush made Social Security privatisation a central part of his legislative agenda. Americans, alarmed by the stock market slide, rejected the idea and frightened Republican politicians dropped it. Neither has the Bush administration exerted itself over another libertarian proposal, health savings accounts, which almost certainly would be rejected by risk-averse voters. Indeed, to the horror of libertarians, Mr Bush and the Republican Congress created the prescription drug programme for the elderly, the biggest expansion of socialised medicine in the US since Lyndon Johnson presided over the creation of Medicare in 1965.

And the labour market? Here again, the libertarians have been completely routed. Against libertarian opposition, Congressional Republicans recently sought an increase in the minimum wage, coupled with cuts in the estate tax. And against libertarian opposition, swelling popular demand for an end to illegal immigration has forced both parties to support measures to police America’s chaotic borders.

For nearly a decade, the Republican party has controlled Washington and most state legislatures. And yet every big proposal of the libertarians has been rejected by the public and their elected representatives. Their only temporary achievement has been tax cuts, which are likely to be rolled back at least in part to reduce the deficit in the years ahead. With the disappearance as a significant force of the libertarian right, the centre of gravity inevitably will shift somewhat left in matters of political economy. But we will not see a restoration of the mid-20th century pattern because there will be no revival of the socialist left. The demise of both socialism and libertarianism pretty much limits the field to moderate social democracy and big-government conservatism. The limitation of options on the horizontal left-right spectrum is accompanied, however, by a growing vertical, top-bottom divide between an elite committed to globalisation and mass immigration and a populist, nationalist majority. If this replaces the older horizontal left-right divide, then we may see a third, “third way” – one which positions itself between the crudest forms of populism and utopian forms of transnationalism.

The libertarian moment has passed. It will not come again, and its defeat as a force in US politics will change the definitions of right, left and centre – not just in the US but also, the world.”

LvMI i Wall Street Journal

Af Nicolai Foss, den 7. august 2006. 4 svar

En del læsere af Punditokraterne vil have kendskab til Ludwig von Mises Institute, ikke mindst gennem instituttets særdeles omfattende og professionelle site, Mises-bloggen, etc.  Enkelte har muligvis tillige haft fornøjelsen af at deltage i det årlige Mises University.

Der er unægtelig mange meninger om LvMI. Man behøver ikke gå til yderligheder som hos fx Southern Poverty Law Center; også mange klassisk-liberale har begrænset tålmodighed med LvMI (eksempelvis Tom Palmer). På trods af visse kult-tendenser i miljøet, og idiosynkratiske og ikke altid lige velargumenterede positioner er der dog næppe tvivl om at vi, on balance, skal være glade for Mises Institute.  Det varmer derfor hjertet at se selveste Wall Street Journal give udførlig omtale af LvMI i den forgangne fredags udgave af WSJ:

Sweet Home Alabama
By KYLE WINGFIELD
August 4, 2006
Auburn, Alabama
Growing up, I never thought of Alabama as a beacon of academia. Living in its capital city of Montgomery for two years didn't exactly change my mind. It wasn't until I moved to Europe that I realized the Heart of Dixie was a wellspring of sensible economic thinking.
One by one, I met young, capitalist Continentals who had studied in Auburn. Not at Auburn University, mind you, which is Alabama's largest college but is associated more with physical specimens like Bo Jackson than with free-market philosophers. Rather, they had flocked to the Ludwig von Mises Institute, a think tank located just off campus that preaches the works of Hayek, Rothbard and other economists from the Austrian School — including, of course, the institute's namesake.
In the 1920s and '30s, Ludwig von Mises was a leading light of Austrian economic thought, which sought to counter the growing trend toward socialism by arguing for limited government, lower taxes, stronger private property rights and less business regulation. In 1934, though, Mises fled the Nazis in Vienna — first to Switzerland and later to America, where he was a prolific thinker and writer until his death in 1973.Nine years later, the Mises Institute opened its doors, publishing free-market texts in a variety of languages and drawing scholars for research sabbaticals and formal programs such as its weeklong Mises University, which ends tomorrow. "It's like a combination [between a] monastery and software firm," Jeffrey Tucker, a vice president of the institute, explained when I visited.
Mises counts free-marketers from more than 30 states and at least 22 other countries — including people on all six inhabited continents — among its senior or adjunct faculty. Its students' homes are equally far-flung: Poland, Peru, Argentina, Canada, France, China and beyond this year alone. "It's a little funny, I think," says Alberto Mingardi, an Italian free-marketer who has visited the institute twice. "How can you even imagine meeting somebody in Europe who knows about the Auburn Tigers?"
How did Mr. Mingardi pass the time in "the Loveliest Village on the Plain"? "Just following the lessons and browsing the [institute's] library the rest of the day. And of course I was enjoying the many cultural attractions of Alabama." Uh huh . . . and which of these attractions draw the interest of a man from Milan? A pause. Two beats. "Southern food," he finally concludes. "I like fried stuff, so that was my thing."
Amen to that. But a nagging question remains: How does a world-class think tank end up in east Alabama?
Mr. Tucker notes that, back in 1982, Auburn University had one of the few Austrian-tolerant economics departments. (Mises might not be affiliated with the university, but its founders likely anticipated a healthy intellectual exchange. A hostile faculty wasn't desirable.) He also points out that the city of Auburn has many redeeming qualities: a charming downtown, low prices for room and board, quick access to Atlanta's international airport, good ol' Southern hospitality (and cooking), and few distractions.
All true. But allow me to make an additional case. At the heart of Austrian economics is a skepticism of powerful, central authority. And Southerners have always been distrustful of government. Our libertarian streak — which flares up from time to time, for reasons both good and very bad — makes us natural allies for the Austrian tradition.
The institute's location also says something about the quality and depth of American intellectual life. America is lampooned as philistine in many quarters, especially in Europe, yet its bastions of learning are not limited to its Gothams. In fact, having such an outfit so far away from the country's usual hubs is in itself a rejection of the central planning and authority Mises spent his life fighting. He might never have visited Auburn, but something tells me he wouldn't have put this institute any other place.
Mr. Wingfield, who hails from Georgia, edits the Journal's Business Europe column.

Bush, basen og bæstet II

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 28. juli 2006. 3 svar

Der bliver i denne tid skruet for volume-knappen blandt kritikerne af præsident George W. Bush–altså vel at mærke fra prominente amerikanske konservative.  Blot indenfor den forgangne uge har tre meldt sig på banen med ny kritik, heriblandt den amerikanske højrefløjs Grand Old Man, "Mr. Conservative" himself, William F. Buckley, Jr.  Det er–som vi tidligere har bemærket–ikke noget helt nyt fænomen, men det er som om, at bunden er gået ud af baglandets opbakning.

TV-interviewet med Buckley fandt sted på CBS Evening News og fik overskriften "Buckley: Bush Not A True Conservative".  I den trykte udgave hedder det bl.a.:

"Buckley finds himself parting ways with President Bush, whom he praises as a decisive leader but admonishes for having strayed from true conservative principles in his foreign policy.

In particular, Buckley views the three-and-a-half-year Iraq War as a failure.

"If you had a European prime minister who experienced what we've experienced it would be expected that he would retire or resign," Buckley says.

…

"I think Mr. Bush faces a singular problem best defined, I think, as the absence of effective conservative ideology — with the result that he ended up being very extravagant in domestic spending, extremely tolerant of excesses by Congress," Buckley says. "And in respect of foreign policy, incapable of bringing together such forces as apparently were necessary to conclude the Iraq challenge."

Asked what President Bush's foreign policy legacy will be to his successor, Buckley says "There will be no legacy for Mr. Bush. I don't believe his successor would re-enunciate the words he used in his second inaugural address because they were too ambitious. So therefore I think his legacy is indecipherable"

Lignende toner kommer i et interview i Saint Louis Today med Richard Viguerie, som et halvt århundrede har været en fremtrædende Republikansk aktivist, forretningsmand og "bagmand".  Han har skrevet en ny bog, der udkommer om få uger, med titlen "Conservatives Betrayed: How George W. Bush and Other Big Government Republicans Hijacked the Conservative Cause":

What is your major complaint with the president?

I guess it's the spending thing. He said he was a conservative, but government has just grown out of sight. It's so frustrating. He's the only president in  200 years not to veto a single bill [before last week's stem-cell veto], which means he approves of all of it. Early on I was impressed with him. I thought he started out strong in 2001, 2002, but when the budget kept getting bigger, I
started getting disillusioned. Then came the largest farm subsidy bill, amnesty for Hispanic immigrants, No Child Left Behind.

What's your view of the war in Iraq?

We're not into nation building, and he ran against it in 2000, said we don't do it. That was music to conservatives' ears. But he was able to make a nexus between Iraq and the war on terrorism, playing the national security card. There's a certain amount of demagoguery there. Reagan wanted to change a lot of societies, but we didn't put American soldiers on the front lines.

What's the reaction of other conservatives to your views?

Most conservatives don't oppose a Republican president in public. But when Bush nominated Harriet Myers (to the Supreme Court), that was a wake-up call for conservatives. The conservative movement engaged him in battle, went toe to toe with him, and won. The next morning, the sun came up. I don't know three or
four conservatives that are satisfied with this president. It's almost
universal, the disappointment with the president. Some are disillusioned, some are dissatisfied, but half are downright angry. It is just palatable; you can cut it with a knife.

Now that's not true of Wall Street, big business. They're very happy with this president. He's been carrying their water. There's almost like a 'conservatives need not apply' sign in front of the White House. Since November 2004, the president has had lots of appointments. It's been all the big business wing of the party, the corporate wing. Big business gets the action; we get lip service. He has given two of them to the conservatives, and we are not a wing
of the party, we are the party."

Peggy Noonans ugentlig klumme i WSJ er som sædvanlig lidt mere tænksom og lidt mere velformuleret:

"Republicans hearken back to Reagan for two big reasons. The first is that they agreed with what he did. The second is that they believe he was a very fine man. This is not now how they feel about Mr. Bush, at least if my interactions with strangers and party members the past year are a judge. They think Mr. Bush is a good man–that he's got guts and resolve, that he can take a lickin' and keep on tickin'. But they are no longer confident about what he does. They're no longer fully comfortable in their judgment of his policies and actions, or the root thoughts behind them. It gives Reagan an even rosier glow, for he was the last national political figure to fully win their minds and hearts.

William F. Buckley this week said words that, if you follow his columns, were not surprising. And yet coming from the man who co-fathered the modern conservative movement, carrying the intellectual heft as Reagan carried the political heft, the observation that President Bush is not, philosophically, a conservative, had the power to make one sit up and take notice.

I have had reservations in this area since Mr. Bush's stunning inaugural speech last year, but Mr. Buckley's comments, in a television interview last weekend, had the sting of the definitional. I agree with Mr. Buckley's judgments but would add they raise the question of what Bush's political philosophy is–I mean what he thinks it is. It's not "everyone should be free." Everyone in America thinks everyone should be free, what we argue over is specific definitions of freedom and specific paths to the goal. He doesn't believe in smaller government. Or maybe he "believes" in small government but believes us to be in an era in which it is, with the current threat, unrealistic and unachievable? He believes in lower taxes. What else? I continually wonder, and have wondered for two years, what his philosophy is–what drives his actions.

Does he know? Is it a philosophy or a series of impulses held together by a particular personality? Can he say? It would be good if he did. People are not going to start feeling safe in the world tomorrow, but they feel safer with a sense that their leaders have aims that are intellectually coherent. It would be good for the president to demonstrate that his leadership is not just a situational hodgepodge, seemingly driven and yet essentially an inbox presidency, with a quirky tilt to the box. Sometimes words just can't help. But sometimes, especially in regard to the establishment or at least assertion of coherence, they can. And it'
s never too late. History
doesn't hold a stopwatch, not on things like this."

Per Stig Møller og historiens store hjul

Af Jørgen Møller, den 27. juli 2006. 14 svar

Fyrstehuse, imperier, religioner, nationer og civilisationer står og falder med befolkningsvæksten. Sådan lyder en populær kondensering af verdenshistoriens drivkræfter. I Europas kollektive erindring indtager beretningen om den tidlige middelalders folkevandringer da også en prominent plads. Romerrigets fald for de fremstormende barbarers sværd gav genlyd i samtiden – og endnu i dag kan vi høre ekkoet fra 400-tallets voldelige omskiftelser. Selve ordet ‘folkevandringer’ fremmaner et billede af en demografisk tidevandsbølge fra nord og øst; og mod et sådant ungdommeligt vigør kunne selv ikke det teknologisk overlegne Rom stå sig.

Nu er den så gal igen. For europæerne, vor tids romere forstås, er holdt op med af få (særligt mange) børn. Og bag vor tids limes formerer barbarerne sig som aldrig før. Såfremt den nye, islamiske folkevandring ikke allerede er en realitet, så ligger den i hvert fald i kortene.

Seneste var det udenrigsminister Per Stig Møller, der i et stort opsat interview (kun en mindre del er tilgængelig elektronisk) i Jyllandsposten den 9. juli gav sin udlægning af teksten. Historiens store hjul drejer om en demografisk akse, forklarede udenrigsministeren. Magtbalancen mellem Europa og den muslimske verden vil, viser et tilbageblik, blive afgjort i barselssengen. Med Per Stig Møllers egne ord:

“Hele dynamikken er styret af den demografiske udvikling […] Der sker i 500-600-tallet en voldsom befolkningsvækst i den arabiske verden, mens Europas befolkningstal falder. Den muslimske ekspansion er en logisk følge. Der er opstået et europæisk tomrum, som det arabiske hjul drejer ind over. I 1400- og 1500-tallet begynder deres hjul at køre langsommere, mens den demografiske vækst i Europa kører i et højt tempo. Det er forklaringen på, at vores kultur har ekspanderet kraftigt i 500 år. Og hvad sker der nu? Det europæiske hjul er gået i stå, mens det muslimske hjul drejer. Så kan du tænke lidt over fremtiden …”

Det lyder jo umiddelbart uheldssvangert, ikke mindst fordi artiklen i en tilhørende faktaboks kan berette, at den muslimske verdens befolkning næsten vil blive fordoblet inden for de kommende fem årtier; mens den europæiske vækst vil stå i stampe.

Nu er mit ærinde i dette lille indlæg ikke at vurdere, om en kommende styrkeprøve mellem Europa og den islamiske verden er realistisk. Men inden vi erklærer Aftenlandet for død og begravet, er det i hvert fald på sin plads at fundere lidt over to spørgsmål: Er det korrekt, at historiens store hjul indtil nu har roteret omkring demografien? Og er det – uanset hvad der hidtil er hændt – tænkeligt, at det vil være tilfældet i fremtiden?

At befolkningsvæksten styrer verdens gang forekommer ved første øjekast ret logisk. Det er som bekendt ikke særligt sjovt at være i undertal i konkurrencesituationer – om det gælder slåskampe, fodboldkampe eller valgkampe. Men, og det er væsentligt, styrkeforholder af også af henholdsvis flertallets og mindretallets organisation.

Det gælder i særdeleshed, når striden står mellem forskellige samfund. De stærkeste samfund er de bedst organiserede, ikke de mest folkerige. Hvis vi skal bruge socialvidenskabernes jargon, så er det institutionerne, der er væsentlige. For det rette mix af institutioner fører normalt til 1) teknologiske nybrud, 2) økonomisk vækst og 3) mulighed for indskibe befolkningen i et fælles projekt.

Og hermed er vi fremme ved selve omdrejningspunktet for den disciplin inden for økonomi, der hedder ‘New Institutional Economics’. Det er en tradition, hvor samfundets formelle og uformelle regler (institutionerne kort sagt) udgør omdrejningspunktet. Disse spilleregler sætter nemlig rammerne for vores opførsel.

Startskuddet til ‘New Institutional Economics’ blev affyret i de tidlige 1970ere, da den senere nobelprismodtager Douglass C. North sammen med kollegaen Robert Paul Thomas påpegede, at forudsætningen for Europas unikke velstandsstigning fra 1700 og fremefter var, at staten – understøttet af en form for magtdeling – begyndte at håndhæve den private ejendomsret.

Idelig konkurrence mellem Europas mange stater gjorde dem fra højmiddelalderen og fremefter modtagelige over for nye impulser. Samtidig førte middelalderens mange krige til et stadigt voksende behov for klingende mønt. I Holland og England reagerede magthaverne ved at udveksle rettigheder (i særdeleshed en effektiv ejendomsret) for skattekroner. Ejendomsretten, kontraktfriheden samt et effektivt juridisk system begrænsede i begge tilfælde den usikkerhed og uforudsigelighed, der er et grundlæggende vilkår i den sociale verden – med en fornuftig økonomisk adfærd til følge.

Det fik meget håndgribelige følger for den europæiske magtbalance. Datidens befolkningsmæssige stormagt, Frankrig, blev i løbet af ‘den anden Hundredesårskrig’ fra 1688 og fremefter slidt ned af holmgangen med England. Det er sigende, at Storbritannien under de to krige mellem 1688 og 1714 kunne rejse lige så store summer til krigsførelse som Frankrig, på trods af at landets økonomi kun var halvt så stor. For det første var den engelske stat i stand til at indkræve højere skatter. For det andet kunne den låne penge direkte hos borgerne. Begge dele blev sanktioneret, og dermed garanteret, af Parlamentet. Derfor var modstanden fra befolkningens side beskeden.

I Frankrig måtte skatterne inddrives med magt. Og ingen i besiddelse af sin sunde fornuft kunne finde på at låne regenten penge, for tilbagebetalingerne blev annulleret i tide og utide. Da de franske stænderforsamlinger endelig blev indkaldt den 1. maj 1789, var det første gang i 150 år, at det skete – og kun fordi staten var gået fallit. Men nu var borgerskabet ikke længere sagtmodigt. Den franske revolution blev konsekvensen af den uholdbare finanspolitik.

Styrkeprøven mellem Frankrig og England – og den forudgående styrkeprøve mellem Holland og Spanien – er et godt eksempel på, at historiens hjul drejer om institutioner, ikke om demografi. Og vi kan meget let bakke denne pointe op med nutidige eksempler. For hvordan kan vi ellers forklare, at Israel har overlevet trods tilstedeværelsen af et på håndfulde fjendtligt indstillede arabiske stater? Og hvordan kan vi forklare, at USA kunne besætte Irak med et par hundredetusinde mand?

Men hvad er det for nogle institutioner, der er væsentlige? Ifølge North & Thomas står den private ejendomsret, som allerede nævnt, i en kategori for sig selv. Men af deres beretning fremgår ligeledes – og North har senere uddybet denne pointe i en række artikler og bøger – at det, vi kan kalde den ‘liberale konstitutionalisme’ udgør en form for ‘root cause’.

Hvad dækker denne lidt snørklede betegnelse over? Jo, der er tale om den friheds- og retstradition, der for alvor viste flaget i Storbritannien efter ‘den glorværdige revolution’ i 1688. Meget kort fortalt er det forestillingen om, at magtudøvelse kun kan ske med udgangspunkt i loven – og at magtdeling og frihedsrettigheder er en del af denne lov. Europas historiske ‘store spring’ tog fart, da konstitutionalismens begyndte at tæmme den magtens vilkårlighed, der har været et vilkår i størstedelen af menneskehedens historie.

Per Stig Møller lægger, pudsigt nok, vejen omkring ét træk ved konstitutionalismen det tidligere nævnte interview i Jyllandsposten. Ytringsfriheden er, forklarer han, en helt afgørende del af den pakke, der har skabt Europas historiske fremgang: “Den europæiske dynamik ville være utænkelig, hvis ingen havde haft modet til at udfordre den overleverede, religiøse visdom. Så ville solen stadig dreje rundt om jorden […]”

Det har udenrigsministeren ret i. Ytringsfriheden er jo netop en institution, en pakke og formelle og uformelle regler, der regulerer vores adfærd. Og det er en inst
itution, der står og fald
er med institutionalismen, dels fordi der i sig selv er tale om en frihedsrettighed, og dels fordi ytringsfriheden intet er værd uden en adskillelse af den udøvende og den dømmende magt.

Er demografien så aldeles ligegyldig for styrkeforholdet forskellige samfund imellem? Nej, det er den ikke. For det første er det klart, at hvor to samfund står lige (eller næsten står lige), når det kommer til institutionernes effektivitet, da vil antallet af våbenføre mænd være afgørende; betænk bare på Danmarks tyske genvordigheder i 1800-tallet.

For det andet kan befolkningspresset være med til at ændre institutionerne. North & Thomas giver i deres lille bog fra 1973 et godt eksempel. Europa var fra 1000 til 1300 hjemsted for en befolkningseksplosion, der førte til markante ændringer i næringsstrukturen, i særdeleshed i form af øget specialisering. Marginaljorde blev inddraget til dyrkning, hvilket gjorde ejendomsretten mere effektiv.

Men lad os vende tilbage til nutiden. Europa befinder sig i skrivende stund i en helt anden kategori end den islamiske verden, når det kommer til institutionernes effektivitet. Hos vore muslimske naboer lider den liberale konstitutionalisme trange kår – øvrighedsmagten fremmer juridisk vilkårlighed snarere end at begrænse den. Prøv bare at bladre lidt i UNDPs Arab Human Development Reports.

I denne situation er det ganske enkelt forkert at hævde, at demografien vil få magtbalancen til at tippe. Historiens hjul drejer ikke omkring befolkningstallet; det drejer omkring institutionerne.

Irak og det liberale dilemma

Af Jørgen Møller, den 26. juli 2006. 24 svar

‘Projekt Irak’ er ikke gået som planlagt, og det er efterhånden på sin plads at spinde en kommentar over. Invasionen var en forholdsvis smertefri affære. Men det viste sig snart, at Saddam Husseins Baath-regime hverken havde skjulte lagre af kemiske og biologiske våben eller et hemmeligt kernevåbensprogram. Det umiddelbare mål – at eliminere truslen fra Iraks masseødelæggelsesvåben – gav derfor ikke rigtig mening. Det fik fortalerne for krigen til at betone det langsigtede mål: at bringe frihed og demokrati til irakerne. Udsigterne er desværre heller ikke særligt opmuntrende på dette punkt. I stedet for et velfungerende demokrati har den menige iraker indtil videre stiftet bekendtskab med en ulmende borgerkrig.

Den nedslående irakiske virkelighed har fået selv erklærede tilhængere af Bush-administrationens ‘regime change’-dagsorden til at sætte spørgsmålstegn ved i hvert fald udvalgte dele af projektet. Den mest interessante, eller i hvert fald mest sobre, kritik kredser om statsmagtens muligheder for at omskabe virkeligheden i demokratiets og frihedens tjeneste. Der er tale om bestemt udgave af en ældre intellektuel strømning: af advarslen imod det, der i den angelsaksiske verden går under navnet ‘social engineering’.

Den amerikanske politolog Francis Fukuyama – berømt og berygtet for sin bog om Historiens afslutning og det sidste menneske – har netop affyret en sådan salve. Fukuyama er erklæret ‘neokonservativ’. I modsætning til ‘realister’ som den tidligere amerikanske udenrigsminister Henry Kissinger sætter han sin lid til aktiv demokratifremme. Men Fukuyama var modstander af Irak-krigen fra dag ét. Det var der flere grunde til. Ubehaget ved storstilet ‘social engineering’ var en af de vægtigste.

I America at the Crossroads, der netop er blevet sendt på gaden, sætter Fukuyama ord på sin kritik af den nye amerikanske dagsorden. Han lader kollegaen Ken Jowitt forklare, hvordan Bush-administrationens store projekt adskiller sig fra budskabet om historiens afslutning og det sidste menneske. Jowitt skriver:

“Bush-administrationen har konkluderet, at det er nødvendigt at give historien en hjælpende hånd med på vejen, at gribe styrepinden og lede den i en bestemt retning. Det er yderst ironisk, at administrationens bestræbelser på at bekæmpe terrorisme gennem ‘regime change’ og i forlængelse heraf skabe en demokratisk, kapitalistisk verden har fået den til at føre en aktiv ‘leninistisk’ udenrigspolitik; en antitese til Fukuyamas passive ‘marxistiske’ forventning om, at historien på længere sigt af sig selv går i denne retning”.

George Walker Bush og hans håndgange mænd har altså – ifølge Jowitt og Fukuyama – sat sig for at hjælpe den historiske nødvendighed på vej, ganske som Lenin forsøgte det for små hundrede år siden.

Nu er der naturligvis forskel på at fremme demokrati og at fremme proletariatets diktatur. Det er da også sigende, at invasionen af Irak ikke har ført til massemord, massedeportationer og hungersnød – som Lenins store projekt gjorde det. Levevilkårene for den menige iraker er blevet bedre, ikke værre, de borgerkrigslignende tilstande til trods. Irakerne behøver ikke længere at frygte Baathpartiets jernnæve, de har set sanktionerne blive ophævet, og genopbygningen har bragt økonomisk vækst med sig. Tingenes tilstand er, som vi ofte har berørt her på siden, ikke nær så sørgelig, som den bliver fremstillet i medierne.

Men det ændrer ikke ved, at Bush-administrationen har bestemt sig for som en anden ‘social ingeniør’ at lade samfundets fjedre snurre mellem dens fingre. Hvad har reaktionerne på dette politiske program været? Lad os prøve at besøge en af de mest prominente tilhængere af ‘projekt Irak’ for at kaste lys over sagen.

Det britiske tidsskrift The Economist bakkede, i modsætning til Fukuyama, op om invasionen af Irak. Dets begrundelser var yderst sobre, og de er værd at opremse, fordi alt for mange kritikere i dag undlader at sammenligne aktionen med dens alternativ: at lade tingene gå deres skæve gang.

For det første var selv krigens europæiske kritikere overbevist om, at Saddam Hussein rent faktisk besad masseødelæggelsesvåben. For det andet havde 13 års sanktionspolitik vist sig helt og aldeles fejlslagen. Sanktionerne svækkede ikke Hussein-familien og dens håndlangere, men den førte en humanitær katastrofe – i hvilken op imod en halv million irakiske børn omkom af underernæring og sygdom – med sig. For det tredje tvang sanktionspolitikken USA til at fastholde en betydelig militær tilstedeværelse i Saudi-Arabien; en tilstedeværelse der i den grad skadede USA’s omdømme i de arabiske befolkninger.

The Economists har per 31. marts 2006 skiftet chefredaktør. Den afgående chefredaktør, Bill Emmott, benyttede sin ‘afskedsleder’ til at forsvare sin beslutning om at støtte Irak-invasionen ved at henvise til de tre argumenter, jeg netop har lagt vejen omkring. Men han erkendte samtidig, at det liberale tidsskrift svigtede på ét, meget væsentligt punkt:

“Der er i mine øjne kun ét argument imod vores beslutning, som for alvor rammer plet. Et tidsskrift, der aldrig forsømmer en lejlighed til at udtrykke sin skepsis over for staten, skulle have været mere skeptisk med hensyn til regeringen Bushs evne til at gøre tingene ordentligt i tilfældet Irak”.

Det ligger både Fukuyama og The Economist meget på sinde at understrege, at amerikanerne er nødt til at blive i Irak, indtil der er skabt i hvert fald nogenlunde levedygtige politiske institutioner. Den europæiske strudsepolitik er – ganske som før krigen – ikke en farbar vej frem. Men deres samstemmende ubehag ved Bush-administrationens forsøg ud i ‘social engineering’ er interessant. Det er ikke tilfældigt, at sådanne udmeldinger kommer fra personer, vi i en dansk sammenhæng vil kalde ‘liberale’.

Liberalismen udmærker sig nemlig ved sin helt entydige modstand imod ‘social engineering’. Allerede 1700- og 1800-tallets store liberale tænkere afviste, at det giver mening at lade staten omskabe samfundet i et bestemt ideals billede. Og deres efterfølgere i det 20. århundrede, mænd som Friedrich Hayek, Isaiah Berlin samt – til dels – Karl Popper, erklærede sig enige i denne pointe.

Modstanden imod det, Popper døbte ‘utopisk socialt ingeniørarbejde’, springer fra et bestemt syn på politiske midler. Det er ganske enkelt ikke muligt at skabe en fager ny verden med den menneskelige fornufts byggematerialer, lyder indvendingen; og det er slet ikke muligt for staten.

Så langt, så godt. Det liberale dilemma opstår, når politiske mål som personlig frihed, økonomisk frihed og demokrati bliver inddraget i ligningen. For så er det, at tilhængerne af det liberale program alt for ofte har vist sig parate til at smide deres skeptiske syn på statens forjættelser over bord. Det var den overvældende opbakning bag ‘projekt Irak’ et eksempel på – som Fukuyama da heller ikke tøver med at gøre opmærksom på.

Det er ikke noget underligt i, at liberale gerne vil eksportere frihed og demokrati. Men det er netop, når målene er tiltalende, at det er nødvendigt at lægge vejen omkring advarslen imod midlerne. Det er værd at erindre, at den klassiske liberalisme – eller Whiggisme, som Friedrich Hayek har kaldt den – var yderst konservativ, når det kom til mulighederne for at ændre på tingenes tilstand. Den britiske historiker Lord Acton har indfanget hele tankegangen i sin overbevisning om, at liberale mål skal realiseres med konservative midler.

Det er denne latente modsætning mellem mål og midler, der på det seneste er blusset op i forbindelse med Irak. Hensynet til målene, demokrati og frihed, har i lang tid overskygget ubehaget ved midlerne, ved ‘social engineering’. Men det er, som såvel Fukuyamas ny
e bog som The Economis
ts begyndende indrømmelser viser, ved at ændre sig. Selvransagelsen vil næppe blive mindre i de kommende år.

Det liberale dilemma har i hvert fald tre århundreder på bagen, og de seneste årtiers globale fremgang for frihed og demokrati har bestemt ikke gjort det mindre relevant. Der er noget selvmodsigende ved det ene øjeblik at afvise, at staten gennem sit indenrigspolitiske virke kan føre sine egne borgere frem til et lighedens eller frihedens forjættede land for så det næste øjeblik at sætte sin lid til, at statens gennem sit udenrigspolitiske virke kan gøre det under fremmede himmelstrøg.

Den modsigelse bliver de liberale nødt til at forholde sig til; og det er det, der er ved at ske for tiden. Der er intet galt i at være parat til at kæmpe for det, man tror på – specielt i mødet med en totalitær udfordring. Men der er grund til være på vagt, når kampens erklærede mål er at bruge statsmagtens ressourcer til at omkalfatre den virkelige verden i en idés navn.

Fukuyama, Francis (2006), America at the Crossroads. Democracy, Power and the Neoconservative Legacy, Yale University Press, New Haven and London.

Emmott, Bill (2006), “An editor’s valedictory thoughts”, The Economist, 1.-7. april.

Friedman & Friedman

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 24. juli 2006. 5 svar

Punditokraternes absolutte favorit-pensionistpar, Milton & Rose Friedman, blev lørdag portrætteret i Wall Street Journal i et interessant, underholdende og på nogle punkter overraskende interview, "The Romance of Economics", skrevet af Tunku Varadarajan.  Her er nogle klip:

"[…] Milton Friedman is everyone's idea of an American oracle, an American sage. Sages, of course, have their oddities, and the interview last week–at Mr. Friedman's surprisingly petite office at the Hoover Institution, on the campus of Stanford University–got off to a surreal beginning. By his desk hangs a map of Belize–one of those stylized souvenirs made of cloth, embroidered to catch the eye. Why, I asked him, did he have a map of Belize on his wall? Mr. Friedman turned, looked at the object, and said: "I don't know. I really don't know." Not a good start to the interview, some might say …"

Jeg har selv for nogle år siden interviewet Friedman, og han må have fået det Belize-kort siden–eller også var jeg simpelthen for nervøs og "awe-struck" til at bemærke det.  Da jeg mødte ham, havde jeg iøvrigt på en varm juli dag dresset mig op i pæneste jakkesæt og Adam Smith slips.  Milton derimod var superafslappet i shorts og t-shirt, men han sagde da "Nice tie … I've got one like it myself …".  Nå, tilbage til WSJ-interviewet.

 

"… I made a reflexive apology for not being an economist myself. "You mean you're not a trained economist," was Mr. Friedman's comeback. "I have found, over a long time, that some people are natural economists. They don't take a course, but they understand–the principles seem obvious to them. Other people may have Ph.D.s in economics, but they're not economists. They don't think like an economist. Strange, but true." "

Det kan man jo kun nikke til.  Så hvem synes Friedman var "naturlige økonomer"?  Her kan nogle læsere nok få sig en overraskelse–især dem, der kun har deres viden om Keynesianisme vs. Monetarisme fra danske universiteters 1. dels undervisning:

""Was Keynes a "natural economist"?

"Oh, yes, sure! Keynes was a great economist. In every discipline, progress comes from people who make hypotheses, most of which turn out to be wrong, but all of which ultimately point to the right answer. Now Keynes, in 'The General Theory of Employment, Interest and Money,' set forth a hypothesis which was a beautiful one, and it really altered the shape of economics. But it turned out that it was a wrong hypothesis. That doesn't mean that he wasn't a great man!"

It cannot be said of too many economists that they "altered the shape of economics." Would Mr. Friedman say–modesty aside–that he was one of them? A long silence ensued–modesty, clearly, was hard to put aside–before he mumbled, as if squeezing words out of himself, "Er . . . very hard to say . . ." And then he was saved by the belle: The door opened, and in walked Rose, his wife, bringing a waft of panache into the drab office, her impact enhanced by a beautiful mink coat …

Mrs. Friedman settled herself in a chair, her eyes twinkling, and my questioning resumed. If they were to throw a small dinner party–indoors!–for Mr. Friedman's favorite economists (dead or alive), who'd be invited? Gone was his tonguetied-ness of a moment ago, as he reeled off this answer: "Dead or alive, it's clear that Adam Smith would be No. 1. Alfred Marshall would be No. 2. John Maynard Keynes would be No. 3. And George Stigler would be No. 4. George was one of our closest friends." (Here, Mrs. Friedman, also an economist of distinction, noted sorrowfully that "it's hard to believe that George is dead.")"

Og så nogle af de mere uortodokse spørgsmål:

"Had it helped their marriage–now in its 68th year–that they are both economists? Rose (nodding affirmatively): "Uh-unh. But I don't argue with him . . . very much." Milton (guffawing): Don't believe her! She does her share of arguing . . ." Rose (interrupting): ". . . and I'm not competitive, so I haven't tried to compete with you." Milton (uxoriously): "She's been very helpful in all of my work. There's nothing I've written that she hasn't gone over first."

The spark between the Friedmans is clear, and rather touching. So I'm tempted to ask whether there is a romantic side to economics, in the way there is to history, or to philosophy. "Is there a romantic side to economics?" Mr. Friedman repeats after me, sounding incredulous, and then chuckling. "No, I don't think so. There's a romantic side to economics in the same way there's a romantic side to physics. Fundamentally, economics is a science, like physics, like chemistry. . . . It's a science about how human beings organize their cooperative activities. … In that sense, it's not particularly romantic."

 

Og så til de kontroversielle spørgsmål, såsom indvandring, hvor Friedman har et noget mere "pragmatisk" syn på regulering af dette område end mange andre liberale og et mindre indvandrerfjendsk syn end mange konservative:

"Is immigration, I asked–especially illegal immigration–good for the economy, or bad? "It's neither one nor the other," Mr. Friedman replied. "But it's good for freedom. In principle, you ought to have completely open immigration. But with the welfare state it's really not possible to do that. . . . She's an immigrant," he added, pointing to his wife. "She came in just before World War I." (Rose–smiling gently: "I was two years old.") "If there were no welfare state," he continued, "you could have open immigration, because everybody would be responsible for himself." Was he suggesting that one can't have immigration reform without welfare reform? "No, you can have immigration reform, but you can't have open immigration without largely the elimination of welfare.

"At the moment I oppose unlimited immigration. I think much of the opposition to immigration is of that kind–because it's a fundamental tenet of the American view that immigration is good, that there would be no United States if there had not been immigration. Of course, there are many things that are easier now for immigrants than there used to be. . . ."

Did he mean there was much less pressure to integrate now than there used to be? Milton: "I'm not sure that's true . . ." Rose (speaking simultaneously): "That's the unfortunate thing . . ." Milton: "But I don't think it's true . . ." Rose: "Oh, I think it is! That's one of the problems, when immigrants come across and want to remain Mexican." Milton: "Oh, but they came in the past and wanted to be Italian, and be Jewish&#160
;. . ." Rose: "No they didn't. The ones that did went back."

Og så til Bush, Republikanerne og Irak-krigen, hvor der for en sjælden gangs skyld er uenighed mellem de kendte ægtefæller (hvoraf det er alment kendt, at det faktisk er Rose Friedman, der som regel er den mere liberale, og at hun og broderen, Aaron Director, i sin tid fik nogle af den unge Miltons mindre liberale ideer ud af hovedet på ham).

"Mr. Friedman explains "the story of the postwar period" in the U.S. "In 1945-46, intellectual opinion was almost entirely collectivist. But practice was free market. Government was spending something like 20%-25% of national income. But the ideas of people were all for more government. And so from 1945 to 1980 you had a period of galloping socialism. Government started expanding and expanding and expanding." Mr. Friedman stopped, as if deciding whether to use the word "expanding" a fourth time, before continuing: "And government spending went from 20% to 40% of national income.

But what was happening in the economy was producing a reverse movement in opinion. Now people could see, as government started to regulate more, the bad effects of government involvement. And intellectual opinion began to move away from socialism toward capitalism. That, in my view, was why Ronald Reagan was able to get elected in 1980." I noted, here, that Mr. Friedman, too, had some role to play in this shift in opinion. He was, characteristically, reluctant to take any credit. "I think we have a tendency to attribute much too much importance to our own words. People saw what was happening. They wouldn't have read my Newsweek columns and books if the facts on the ground hadn't been the way they were." (Rose: "Oh, don't be so modest!")

Does it disappoint Mr. Friedman that the Bush administration hasn't been able to roll back spending? "Yes," he said. "But let's go back a moment. During the 1990s, you had the combination that is best for holding down spending. A Democrat in the White House and Republicans controlling Congress. That's what produced the surpluses at the end of the Clinton era, and during the whole of that era there was a trend for spending to come down. Then the Republicans come in, and they've been in the desert, and so you have a burst of spending in the first Bush term. And he refuses to veto anything, so he doesn't exercise any real influence on cutting down spending. In 2008, you may very well get a Democratic president"–(Rose, interjecting: "God forbid!")–"and if you can keep a Republican House and Senate, you'll get back to a combination that will reduce spending."

Mr. Friedman here shifted focus. "What's really killed the Republican Party isn't spending, it's Iraq. As it happens, I was opposed to going into Iraq from the beginning. I think it was a mistake, for the simple reason that I do not believe the United States of America ought to be involved in aggression." Mrs. Friedman–listening to her husband with an ear cocked–was now muttering darkly.

Milton: "Huh? What?" Rose: "This was not aggression!" Milton (exasperatedly): "It was aggression. Of course it was!" Rose: "You count it as aggression if it's against the people, not against the monster who's ruling them. We don't agree. This is the first thing to come along in our lives, of the deep things, that we don't agree on. We have disagreed on little things, obviously–such as, I don't want to go out to dinner, he wants to go out–but big issues, this is the first one!" Milton: "But, having said that, once we went in to Iraq, it seems to me very important that we make a success of it." Rose: "And we will!"

Mrs. Friedman, you will note, had the last word."

Når forskning bliver ideologisk

Af Christian Bjørnskov, den 15. juli 2006. 12 svar

Forleden uge havde jeg fornøjelsen at være i Paris til konference i adfærdsøkonomi og økonomisk psykologi. Min præsentation handlede om ideologi i en bestemt gren af mit interesseområde, nemlig den boomende lykkeforskning. Grunden til at jeg havde taget netop dette spørgsmål op og skrevet et lille papir om det, kom fra min almindelige frustration over mine kolleger på feltet og de kommentarer jeg fik, da jeg præsenterede et notat om lykke og politik på CEPOS sidste år. Ved den lejlighed præsenterede jeg en række empiriske resultater som jeg møjsommeligt var kommet frem til sammen med to tyske kolleger, men det der virkeligt interesserede folk, var at de politiske implikationer af forskellige teorier på området er så åbenlyst ideologiske. Så når for eksempel Peter Kurrild-Klitgaard og Martin Ågerup (tak til jer, Jungs) mente at det var interessant, kunne det vel ikke gå helt galt at kigge nærmere på det.

 

Hovedpointen i lykkeforskningen er, at mens folk bliver stadig rigere, bliver de øjensynligt ikke mere tilfredse med deres liv, i hvert fald ikke når man spørger dem. Der er to teorier på området der kan forklare dette paradoks: 1) Sammenligningsteori og 2) Aspirationsteori. Den første siger, at det der gør os lykkelige, er at have mere end dem vi sammenligner os med. Så når jeg køber ny bil bliver jeg lykkeligere indtil den dag, min nabo køber ny bil, og så er jeg tilbage ved udgangspunktet. Den anden teori siger derimod, at det der gør os lykkelige er at nå vores mål i livet, men at når vi når dem, sætter vi os nye og højere mål. Så vi løber sådan set hele tiden efter en mållinie, som vi selv hele tiden flytter.

 

Det store problem i forskningen er derfor at skelne mellem de to teoretiske forklaringer på folks lykke. Og det er ikke let! De to teorier skaber nemlig de samme virkninger under de fleste betingelser, men hvis man vil øge folks lykke, er det meget forskellige politiker, der kommer ud af teorierne. Sammenligningsteorien siger, at i og med at folk sammenligner sig med hinanden og hele tiden forsøger at blive rigere end deres nabo, arbejder de for meget end godt er, og derfor bliver de ulykkelige. Det gælder derfor om at gøre sammenligningsgrundlaget så lille som muligt, og det gør man ved at beskatte hårdt og stærkt progressivt så de rige bliver fattigere og de fattige bliver relativt rigere. Man kan også øge deres lykke ved at udbyde offentlige goder, som jo per definition ikke skaber grund til sammenligning, fordi de er ens for alle. Implikationerne lugter dermed stærkt af det socialistiske paradis. Sjovt nok er den stærkeste fortaler for sammenligningsteori Lord Richard Layard, en engelsk arbejdsmarkedsøkonom, der sidder i Overhuset for Labour og har argumenteret for den slags politik længe før han begyndte på at forske i lykke. Han bruger dermed et relativt nyt område til at retfærdiggøre gammel politik, der ellers er blevet fuldstændigt afvist af samfundsvidenskaberne.

 

Aspirationsteori er noget enklere. Folk bliver lykkelige af at nå deres mål, så den eneste politik, der bidrager til deres lykke, er den der fjerner enhver barriere for at de kan nå de mål. De politiske implikationer af denne teori er altså klassisk liberale – at staten skal blande sig minimalt i borgernes liv og tillade dem den største grad af personlig og økonomisk frihed. Så det er ikke overraskende at folkene på Cato Institute, når de da overhovedet beskæftiger sig med den slags, støtter denne tænkning. Den kan nemlig retfærdiggøre klassisk liberal politik og frihedstænkning på et så klassisk frihedsorienteret grundlag, at Adam Smith og David Hume ville nikke genkendende til det.

 

Det er bare et fedt, når man ikke kan skille de to ting ad i videnskabelige undersøgelser. Selv den flinke og diplomatiske Ruud Veenhoven, et af de største navne overhovedet i lykkeforskning, kritiserede således Layard i Weekendavisen forleden og kaldte nogle af konklusionerne i hans Happiness-bog fra sidste år for 'forskruede'. Men der er desværre også grund til at gribe i egen barm, når Punditokraternes venner på Cato i Washington falder i den samme fælde. For vores allesammens skyld gælder det om at undgå, at videnskaben forfalder til at forskere kommer til at råbe ad hinanden fra hvert deres ideologiske hjørne.

 

Løsningen er selvfølgelig at finde betingelser, hvor man kan identificere den ene eller den anden forklaring. Jeg har selv gjort forsøget sammen med to kolleger, og fundet klare indikationer for aspirationsteori (den liberale, heldigvis!), men det er bestemt ikke let. Så der er faktisk to grunde til at skrive denne kommentar: 1) Man skal være endda meget kritisk overfor enhver politik i fremtiden, der begrundes i lykkeforskning – og det er på vej til Danmark; og 2) når Punditokraterne nu har så begavet, indsigtsfuldt og åbensindet en læserskare, som vi faktisk har (og det er ikke ironisk ment), kunne der jo være nogen, der kunne hjælpe. Forslag udbedes!

Liberalisme på amerikansk

Af admin, den 13. juli 2006. 16 svar

Det er sommer, det er solskin, det er sløøø-øvt…

Her er en lille udfordring til de, der endnu ikke er gået helt i varmekoma.

Kampen for liberalisme og konservatisme bliver ikke lettere af, at der er tvivl om, hvad det egentlig er, vi taler om. Hvor går grænsen mellem liberalisme og konservatisme, og hvad er indholdet i dem?

Vi har en regering, der ledes af et liberalt parti, men hvis støtteparti har som erklæret mål at bekæmpe liberalismen. Vi har et Europa, hvor liberalisme ofte er ilde set.

Og så har vi USA, hvor liberalisme stadig betyder venstreorienteret, men hvor indholdet ikke altid lige er det, vi tillægger det i Europa.

Markos Zúniga fra DailyKos har for nyligt gjort noget højst usædvanligt for den del af "venstrefløjen", både i USA og herhjemme: nemlig formuleret sig positivt om det, han går ind for. Normalt vil de helst kun tale om det, de er imod. Men her er for en gangs skyld en modig udmelding.

Den står her.

Værs'go' at læse og gerne diskutere.

Liberalisme for dummies

Af admin, den 12. juli 2006. Skriv et svar

Berlingske er så venlige – med en vis forsinkelse – at bringe en revideret version af min posting om tidsbanken som dagens Opinion.

Postingen blev skrevet samme dag, som forslaget om en tidsbank blev luftet, og – må jeg tilstå – i en vis hast. Det var derfor en (behagelig) overraskelse med de mange positive tilbagemeldinger i kommentarfeltet. Tak for det.

Jeg ramte åbenbart en nerve med denne hurtige gang liberalisme for dummies. Der er et behov for at høre om disse basale ting, formodentlig fordi det politiske liv ikke, hmm, hvad skal vi sige: opfylder behovet.

Som påpeget i managementlitteraturen er behovet vist størst hos dem, der ikke aner, at de har et.

Se f.eks. dette punktnedslag i en artikel fra Berlingske Business om en mulig revision af lovgivningen vedr. firmapensionskasser. Det er ikke revisionen i sig selv, der er interessant her, men denne passus fra en fagforeningsmand:

»Kapitalfondenes formål er ikke at drive erhvervsvirksomhed. Det er jo at få maksimeret den kapital, de har skudt ind i TDC,« siger faglig sekretær i Dansk Metal, John Nim, der sidder med ansvaret for samtlige TDC-ansattes pensionsordninger og er medarbejdervalgt bestyrelsesmedlem i den ene af de tre kasser, Jysk Telefons Pensionskasse.

Behovet er klart til stede. Kom så i gang med noget behovstilfredsstillelse, folkens!