I dag for nøjagtigt 591 år siden stod to hære overfor hinanden på en bakket strækning af det nordøstlige Frankrig. Den ene bestod af veludrustede, friske mænd der havde sovet godt i ly af deres telte på trods af at regnen havde væltet ned hele natten og forvandlet markerne omkring dem til et mudret ælte. Den anden havde været på kampagne gennem Frankrig i ti uger, var trætte og syge – mange led af dysenteri – var blevet decimeret gennem tidligere slag og sygdom, og de fleste havde sovet ude og var derfor gennemblødte. Den veludrustede hær var fransk og talte ifølge de fleste troværdige historiske kilder mellem 24.000 og 30.000 mand, den anden var primært engelsk og kunne kun mønstre cirka 6000 mand. Det drabelige slag, de to hære udkæmpede den dag blev som traditionen bød opkaldt efter en nærliggende borg, og er blevet en af de mest berømte dele af europæisk historie: Slaget ved Agincourt. Det var ikke blot et slag mellem to konger og to lande, men på et vist plan også et slag mellem to systemer, der kan spores helt til vore dage og til vore dages politiske slag.

Hvis resultatet var blevet som al umiddelbar fornuft tilsagde, ville Agincourt blot have været et af mange blodige slag i Europas historie og en blandt mange fodnoter i historiebøgerne, men sådan skulle det ikke gå. Fire timer efter slaget var gået i gang var markerne dækket af flere tusinde faldne, hvilket i sig selv ikke var mærkeligt – middelalderens krige var lige så blodige som det 20. århundredes. Det særlige var blot, at modsat al fornuft og militær logik, bestod det, en samtidig engelsk kronikør beskrev som "masserne, dyngerne og stakkene af faldne" næsten udelukkende af franske soldater. Størstedelen dele af den franske krigeradel var dræbt i slaget og flere hundrede var blevet taget til fange af engelske styrker. På den anden side havde England kun mistet to adelige og nogle få hundrede almindelige soldater. Mens Agincourt var en katastrofe for Frankrig, kunne Englands kong Henry V kun beskrive slaget som et mirakel. På trods af kongens ydmyge karakteristik lå der dog mere bag sejren, ikke mindst en afgørende forskel på hvordan rigerne blev styret.

Agincourt skulle blive et af en række slag mellem Europas to stormagter gennem de næste århundreder, hvor England trak det længste strå. Næsten præcist 390 år senere – på nær fire dage – pulveriserede landets flåde en samlet fransk-spansk styrke i slaget ved Trafalgar, og ingen behøver vel at mindes om den slående forskel på de to landes succes i Anden Verdenskrig? Da verden var kommet så langt, var det relativt lille engelske rige også vokset til et imperium som solen aldrig gik ned over, englænderne var Europas rigeste befolkning og landet var kommet sig hurtigere over depressionen end næsten alle andre Europas økonomier. Mens man kan finde særlige forklaringer på hver enkelt sejr, er det store spørgsmål derimod, hvad der kendetegner et land med en så markant historisk succes. Hvordan kunne England vinde ved Agincourt, og hvad har et slag for 591 år siden at gøre med nutidens Europa?

Optakten til Agincourt var sigende i sig selv. Begge lande havde været gennem borgerkrigslignende tilstande, Frankrig var i stadig konflikt mellem Valois-kongerne og hertugerne i Burgund, og Henry den femtes far, Henry IV, havde kuppet sig til den engelske trone. Men samtidigt med at de franske konger førte en karakteristisk ødsel livsstil og indførte stadigt mere enevældige tilstande, blev Henry IV på et tidspunkt sat under administration af det engelske parlament, der ikke ønskede at finansiere en sammenlignelig ødselhed. Hans søn voksede derfor op med den særlige indsigt, at hvis han skulle bruge penge eller nogen som helst andet, måtte parlamentet som minimum være bag ham. På den anden side af kanalen kunne den franske regent, dauphinen som regerede idet kongen, Charles VI, var mentalt ustabil, bruge løs uden at frygte parlamentet. Der var nemlig ikke noget. Så mens den franske regent havde frie hænder, lærte englænderen Henry værdien i at opbygge et ry for finansiel stabilitet og troværdighed der gjorde, at adel, byer, kirke og endda enkeltpersoner var villige til at låne ham penge til den franske krig. På den anden side af kanalen måtte man tvinge pengene ud af folk.

Denne situation skulle, som Niall Ferguson argumenterer i sin forrygende The Cash Nexus, i de følgende århundreder være en vigtig faktor i at forklare, hvordan et relativt lille land som England kunne vinde krig efter krig mod Frankrig og andre kontinentale magter. De engelske regenter betalte nemlig tilbage, og lettede beskatningen når krigene var overstået! De kunne derfor finansiere større udgifter til krige end det væsentligt større franske rige. Den samme tilbageholdenhed blev aldrig et fransk kendetegn, og er det bestemt heller ikke i dag. Når institutionelle økonomer derfor taler om path dependency – at samfund i høj grad er formet og stadig formes af deres historie – kan Agincourt således minde os om, hvor dybe de historiske rødder er. På helt centrale punkter opfører Frankrig sig i dag påfaldende meget som landet gjorde i 1415.

Et af disse punkter er, hvordan de respektive regenter opførte sig. Den franske dauphin sad hundrede kilometer væk i sikker luksus og overlod slaget til Charles d'Albret, den franske øverstkommanderende. Henry V var med i frontlinjen i slaget, og havde opført sig markant anderledes end den franske regent eller hans officerer, der som traditionen bød, igen holdt markant afstand til fodfolket. Både på dagen og aftenen før var den engelske konge gået rundt i lejren for at tale med folk om deres angst, deres familier, og havde i det hele taget givet sin hær det, som Shakespeare i sin skildring af ham så præcist kaldte "a little touch of Harry in the night". Denne forskel i indstilling kan genfindes i vore dage (kunne man forestille sig Chirac mænge sig med almindelige mennesker?), hvor England nok har en mere ulige indkomstfordeling – forskellen er cirka fire point på Gini-koefficienten – men i det store og hele har langt lettere ved at håndtere ulighed end Frankrig, hvor strejker og voldelige optøjer har været en del af den politiske dagsorden i flere hundrede år.

Et andet punkt, der er værd at bemærke er, at det var to elitestyrker, men to meget forskellige eliter, der mødtes på slagmarken. Den franske elite var også samfundets top – adelens stolte sønner der red ud i fuldt, skinnende udstyr fast overbevist om deres overlegenhed – mens den engelske elite kom fra alle dele af samfundet. Det var bueskytterne, der uden ret meget andet udstyr end deres langbue, pile i stakkevis, og deres egne, imponerende, individuelle evner gjorde forskellen, først ved at fælde de franske riddere, derefter ved at gøre arbejdet så grundigt færdigt med deres simple blyhamre, at flere hundrede franske adelige aldrig blev identificeret. Igen er håndteringen af ulighed og elite værd at bemærke: den synlige elite med dens bannere og højrøstet skinnende rustninger måtte vige for de objektive evners elite.

Eliterne er de to lande er også i dag meget forskellige. Der er masser af 'gamle penge' i Storbritannien i dag, en synlig adel og en gammeldags 'klassebevidsthed', men landet er stadig grundlæggende meritokratisk. En universitetsgrad fra Oxford, Cambridge, London School of Economics eller f.eks. St. Andrews eller et andet godt, mindre universitet er naturligvis stadig et godt signal, men hvis man er særligt dygtig, kan man have læst i Bath eller Swansea og stadig ende på en toppost i det private eller centraladministrationen. Situationen er ganske anderledes i Frankrig. Hvis man ønsker at komme til tops i Paris – det eneste sted man kan komme til tops – er en eksamen fra én og kun én institution et must: l'Ecole Nationale d'Administration, i daglig tale ENA. Praktisk taget alle franske topem
bedsmænd har gået på EN
A, har fået den samme skoling og har det samme syn på verden. Det franske embedsværk har derfor en og kun en sandhed, faglig baggrund og ideologi – statens sandhed, faglig syn og ideologi, som også er ENAs. Magtfuldkommenhed er med andre ord noget, de franske embedsmænd har fået ind med deres universitære modermælk. Det britiske embedsværk er, dets mangler til trods, langt mere pluralistisk og derfor i en bedre position til at udvikle sig og lære af dets fejl. En af konsekvenserne er, at man stadig regulerer mere lempeligt i Storbritannien end i Frankrig, særligt efter Thatchers lille revolution først i 80'erne. En anden er, at mens briterne scorer mere end et helt point mere end Frankrig på den årlige korruptionsliste på trods af at landene er stort set lige rige. Også på dette punkt er England et mere fair samfund. Og hvis man endelig vil se det i et andet historisk lys, kan man jo sammenligne det to landes kolonihistorie.

Hvorfor er det vigtigt? Hvorfor skal vi bekymre os om historiske forskelle mellem Frankrig og Storbritannien? Mit svar vil være, at det skal vi, fordi slaget ved Agincourt genspilles i nutidens institutioner, helt specifikt i EU. Frankrig kæmper en kamp for at få en EU-forfatning, et sæt politisk bestemte spilleregler og en langt stærkere central kontrol med både unionen, dens virksomheder og individer, men også med de internationale valutamarkeder og 'globaliseringen'. Briterne, der heldigvis stadig holder sig udenfor euroen og visse dele af det europæiske samarbejde, trækker i den anden retning, mod mindre central indflydelse og i bund og grund et mere meritokratisk og mindre politisk Europa.

Danmark står lidt midt mellem de to, med en stærk præference for det godes side når det kommer til handelspolitik, men også som en af unionens duksedrenge når det handler om at implementere centrale beslutninger og styrke den politiske indflydelse. Historisk har vi holdningsmæssigt og institutionelt helt ubetinget hørt til i den britiske lejr, men politisk har vi siden Napoleon – og muligvis endda før – valgt den franske side. Dagens spørgsmål er derfor, hvilken side vi vil vælge i dag? Det er et svar, som en hvilken som helst af vores læsere må gøre op med sig selv, men for mit vedkommende er der ingen tvivl. Mit svar blev besluttet for 591 år siden i et nordøstligt hjørne af Frankrig da min side vandt.