Tag-arkiv: lighed

Principperne bag mine analyser

Af Otto Brøns-Petersen, den 19. september 2023. 1 svar

Tiden flyver.

Den 1. september var det ti år siden, jeg skiftede fra centraladministrationen til CEPOS. Den sande luksus i livet er at beskæftige sig med interessante ting og at være omgivet af spændende mennesker. Målt med den målestok var det luksuriøst at arbejde med økonomisk politik i centraladministrationen, men bestemt ikke mindre her blandt tænketankens meget dygtige og dedikerede kolleger. Jeg er utroligt privilegeret.

CEPOS er ganske velkendt i samfundsdebatten, men jeg kunne godt ønske mig, at den måde, vi arbejder på, var endnu mere velkendt. Så lad mig sige lidt om det, og om de principper jeg lægger til grund for mine egne analyser og anbefalinger.

Hvad mange ikke ved, er, at CEPOS ikke har corporate views, altså som institution advokerer for bestemte synspunkter. Det er alene de enkelte medarbejdere, som fremsætter vurderinger og anbefalinger. Det er også de enkelte, som beslutter, hvilke analyser der skal laves, og hvad de leder frem til af anbefalinger. Vi laver ikke konsulentarbejde på vegne af nogen eller tager imod sponsorater til at fremme bestemte dagsordener. Der er vandtætte skotter mellem donorer og analytikere.

CEPOS er en public policy-baseret tænketank. Vi beskæftiger os kun med ”policy” – altså hvilken politik bør føres – ikke med ”politics”, dvs. proces, spin og taktik. Det sidste er en uundgåelig del af politik, men det er ikke en del af vores opgave. Vi har den luksus, at vi ikke skal genvælges.

Ligesom vi ikke deltager i ”politics”, arbejder vi ikke for bestemte interesser. Og det kan også være helt legitimt, men det er altså ikke vores opgave.

CEPOS er uafhængig og har et bredt borgerligt-liberalt udgangspunkt.

Den måske største misforståelse går på, at der skulle være en modsætning mellem ”ideologi” og ”saglighed”, og at det åbent erkendte udgangspunkt er en hæmsko for saglige anbefalinger. Men det er en helt grundlæggende videnskabsfilosofisk indsigt, at positiv analyse i sig selv umuligt kan føre til politik-anbefalinger. Sagt på en anden måde kan deskriptiv teori ikke føre til præskriptiv. Eller som David Hume påviste: Et ”er” alene kan aldrig føre til et ”bør”. Der kan aldrig forekomme en rent saglig anbefaling, uden at der im- eller eksplicit er lagt en normativ forudsætning til grund. Det burde være børnelærdom på alle samfundsvidenskabelige studier – og også gerne journalistuddannelserne.

Denne normative forudsætning kan naturligvis komme mange steder fra. Som embedsmand er man vant til, at det er regeringen og ministerens præmisser, der rådgives ud fra. Og en analyse kan naturligvis være betinget: Altså givet at man ønsker at opnå dette eller hint mål, x, så kan y anbefales….

Men en normativ forudsætning er nødvendig. Rent teknokratiske løsninger findes ikke. Det eneste spørgsmål er, om forudsætningen er åben eller skjult. Hos os er den åben, og det er for mig klart at foretrække. Og som sagt er der tale om en bredt borgerligt-liberalt ideologisk udgangspunkt, som medarbejderne hver især fortolker.

Målsætningen er naturligvis at præge samfundet i en friere retning. Det gør vi ud fra den betragtning, at det bør ske gennem konkrete skridt, der  er fagligt velbegrundede. Det handler både om at være med til at sætte dagsordenen og om at følge og reagere på den dagsorden, som nu engang opstår.

Og nu til de principper, der ligger til grund for de fleste af mine analyser. Det er ikke sådan, at jeg har formuleret dem samlet og eksplicit før, men her er mit bedste bud i kort form:

  1. Naturlig frihed. Det første princip er, hvad man kunne kalde (og Adam Smith faktisk kaldte) naturlig frihed. Det er en forudsætning om, at mennesker som udgangspunkt bør være frie, og at ikke friheden, men indgreb i friheden kræver en begrundelse.
  2. Kollektive handlingsproblemer er en nødvendig, men ikke tilstrækkelig grund til politiske indgreb. Politiske indgreb skal begrundes med kollektive handlingsproblemer. Princippet om naturlig frihed indebærer, at indgreb skal være i borgernes interesse. En nødvendig forudsætning for, at et indgreb kan begrundes med deres interesse er, at der foreligger et såkaldt kollektivt handlingsproblem. Altså en situation, hvor individuelle incitamenter leder til et resultat, som kan forbedres – ultimativt for alle. Dermed ikke være sagt, at de politiske myndigheder nødvendigvis har forudsætninger for at gøre det bedre. Tværtimod er politiske beslutninger også behæftet med kollektive handlingsproblemer.
  3. Politiske indgreb bør ikke være større end nødvendigt og bør være til lavest mulige samfundsøkonomiske omkostninger. Jeg tror, man vil kunne genfinde dette princip mere eller mindre eksplicit udtryk i alle analyser, jeg har skrevet. Det afspejler, at det er vanskeligt i hver enkelt konkrete politik-tilfælde at stille alle bedre. Men det er altid muligt at minimere de samfundsøkonomiske omkostninger. Hvor det paretianske princip (ingen bør stilles ringere) bør guide den samlede politik, bør det utilitaristiske (maksimer den gennemsnitlige nytte) styre hver enkelt politisk indgreb. Men vel at mærke kun, hvis det er velbegrundet inden for rammerne af naturlig frihed. Jeg ville aldrig anbefale en utilitaristisk politik, uden at dens mulighedsområde var afgrænset af stærke individuelle rettigheder.
  4. Retfærdighed er en vigtig binding, men ”social retfærdighed” er ikke retfærdig. For en del økonomer, som er enige i 2 og 3, vil fordelingspolitik også være et normativt mål. Men ikke for mig. Jeg ser ikke økonomisk lighed som et mål i sig selv. Derimod kan andre former for retfærdighed – ligesom naturlig frihed – sagtens være en binding på, hvad man bør gennemføre politisk.
  5. Økonomer bør pege på first best, men ofte også second best (eller lavere). En økonomisk analyse bør altid anvise en first best anbefaling – altså hvad den bedst tænkelige politik ville være, givet der fandtes en beslutningstager udelukkende opsat på at føre den ud i livet. Men det gør der ofte ikke. Et politisk problem kan være underkastet mange begrænsninger i form af andre målsætninger og interesser. Derfor er det oftest også relevant at spørge: Hvis dette eller hint tages for givet, hvad er da den bedste politik? Et eksempel, hvor det ofte er relevant, er, hvordan man opnår givne klimamål, som jeg ikke nødvendigvis kan tilslutte mig, billigst muligt.
  6. Økonomiske analyser bør tage udgangspunkt i alment anvendte økonomiske principper og empiriske forudsætninger. Startpunktet for mine analyser vil typisk være almindeligt anvendte principper, regneregler og empiriske forudsætninger. De behøver selvsagt ikke altid være rigtige eller tilstrækkelige, og så vil analysen bevæge sig derfra og begrunde hvorfor. Det er efter min opfattelse uhyre vigtigt at være sig bevidst om sit metodiske grundlag og dets muligheder og begrænsninger, men det har en selvstændig værdi at tilstræbe så stor enighed med andre som muligt om analytiske forudsætninger.

Saudiske bilister og lighed for kvinder i Danmark

Af Christian Bjørnskov, den 24. juni 2018. Skriv et svar

Berlingske bragte i går den glædelige nyhed om, at Saudiarabien fra søndag ophæver landets forbud mod, at kvinder kører bil. Sauderne har længe ført en ekstremt traditionel linje, hvor kvinder til enhver tid hører under en mand – en ægtefælle, far, bror eller andet – og ikke havde nogen rettigheder. Som vi påpegede i december, skabte forbuddet kombineret med Saudiarabiens større åbenhed overfor resten af verden den absurde situation, at en fuldt kvindelig flight crew fra Royal Brunei (der i øvrigt ejes af landets stærkt troende sultan) landede en Boeing 787 i Riyadh, men ikke måtte køre i bil derfra.

Det har landet, stærkt påvirket af den magtfulde Kronprins Mohammed bin Salman, der virker langt mere liberal og moderne end den ældre del af familien, nu opgivet. Saudiske kvinder må for eksempel nu gå til koncerter, i biografen, til fodboldkampe, og endda slutte sig til den saudiske hær. Hvor langt landet har bevæget sig, og hvordan situationen ser ud i resten af den rige verden, handler dagens post om.

FN udgiver hvert år i forbindelse med årets Development Report et indeks over lighed mellem kønnene. Som det ofte er tilfældet, er indekset en blandet pose bolcher – man må undre sig over, hvorfor mødredødelighed er en indikator for lighed mellem kønnene og ikke blot for fattigdom eller kvaliteten af sygeplejen – og vi tager derfor kun tre indikatorer derfra: Forskellen mellem kvinders og mænds forventede uddannelseslængde, forskellen på mænds og kvinders deltagelse på arbejdsmarkedet, og andelen af kvinder i parlamentet.

Der er næppe mange læsere, der kan være overraskede over, at de nordiske lande klarer sig fint på indekset, mens Saudiarabien ligger i bunden af de rige lande. I figuren nedenfor, hvor vi kun bruger de to første mål for den rigeste fjerdedel af verdens lande, ligger de nordiske lande (blå søjler, inklusive Estland) absolut i toppen sammen med New Zealand; Saudiarabien ligger i bunden. Tidligere kommunistiske lande (røde søjler, læs mere her) placerer sig også anderledes, men kun blandt de rige af dem, mens enkelte lande som Tyskland klarer sig forbløffende ringe.

Tager man derimod den tredje komponent med, hvor Danmark også ligger ganske lunt med en kvindelig andel af Folketinget på 37 %, får man de nordiske lande igen, men en placering i midterfeltet for sauderne, der faktisk har cirka 20 % kvinder i deres parlament. At de ikke kan beslutte noget som helst, da Saudiarabien stadig er et enevælde, er en anden sag.

Danmarks samlede placering er således nummer 7 blandt alle lande, og med specifikke placeringer som henholdsvis nummer 11, 28, og 20. Det giver dog også en del mærkelig støj at tage den politiske repræsentation med, og ikke blot fra Saudiarabien. Det relativt nyrige Seychellerne rykker for eksempel ind på nummer 4 pga. dets overrepræsentation af kvinder i parlamentet, og Rwanda er nummer 1. Top og bund på de forskellige områder er: uddannelse, Barbados (+2.8 år) versus Angola (-5.3 år), arbejdsmarkedet er Mozambique (+24 %) versus Afghanistan (-64.5 &), og politisk repræsentation er Rwanda (57.5 %) versus Vanuatu (0.1 %).

Læsere med lidt indsigt i matematik har nok allerede spottet komplikationen ved at bruge denne type indeks. Hvordan kan placeringer som nummer 11, 28 og 20 blive til en samlet placering som nummer 7? Svaret er, at en række lande på specifikke punkter er foran Danmark, men de samme lande er på andre punkter noget bagud. De tre dele af indekset er nemlig kun meget svagt korrelerede – kønslighed i resultater på arbejdsmarkedet har ikke ret meget at gøre med resultatlighed i uddannelse eller politisk repræsentation. Når FN derfor udgiver sit indeks, blander organisationen en lang række forhold sammen i et indeks, som ikke har nogen klar empirisk sammenhæng. Man får derfor det velkendte BIBO-problem – bullshit in, bullshit out – men et på mange måder rart, politisk korrekt indeks hvor en lang række ellers repressive og ikke særligt rare regimer kan pege på det ’gode’ de gør for kvinder. Man kan endnu en gang konstatere, at der er noget særligt og fælles for de nordiske lande, men ellers fortjener FNs indeks – som så mange ting, FN laver – ikke nogen videre opmærksomhed. Man skal ned i substansen i de underliggende data for at kunne se noget konkret, og det er der næppe mange journalister eller politikere, der gør.

Den invaliderende velfærdsstat

Af admin, den 22. januar 2007. 16 svar

Berlingskes forside handler i dag om den nye skatteordfører for de Konservative Jakob Axel Nielsen.

Han forsøger sig med det synspunkt, at solidariteten er på retur i Danmark, hvilket også gælder de seneste fem år under Foghs regering.

Læser man artiklen i Business, får jeg indtryk af, at han er i byen med et for liberale/borgerlige velkendt synspunkt: en stor velfærdsstat amputerer folks evne til at tage ansvar for sig selv og deres medmennesker.

Det er jo et synspunkt, som mest prægnant blev formuleret af Henning Fonsmark i hans bog, Historien om den danske utopi (1990) En bog, der endnu ikke er blevet overgået i vigtighed. Gyldendal har den ikke længere på sin hjemmeside. Måske et genoptryk var på sin plads?

(Velfærds-)staten har bestemt sine gode sider. Denne punditokrat vil hævde, at der er forskel på at være liberal og anarkist, og at den vanskelige, men nødvendige opgave er at indrette Staten sådan, at der er en balance mellem de nødvendige rammer for et civiliseret samfund og risikoen for magtmisbrug og umyndiggørelse, der ikke bare er økonomisk belastende, men også åndeligt invaliderende.

Men velfærdsstaten, som den er blevet udviklet i vores del af verden, er gået langt videre og har skabt et system, der i alvorlig grad umyndiggør folk, så de bliver skadet på både krop og sjæl.

De fleste finder sig i denne umyndiggørelse. Det kan lige frem være rationelt at være systemkonform, for når man bliver flået i skat og derfor både selv og med bofællen må arbejde meget og længe, bliver det fornuftigt at kræve sine problemer løst af Staten. Man har jo ikke selv hverken tid eller penge til det. Det er jo for H…., derfor vi betaler skat, lyder argumentet fornuftigt nok.

For dem, der i det mindste bander, er der fortsat håb. Mere uhyggeligt er de mange, der vokser op med velfærdsstatens invaliderende effekt formidlet af en uhørt systemtro presse. De vokser op åndeligt amputerede, så de ikke kan forestille sig en tilværelse med mere personligt ansvar. Det må Staten ordne, og hvis jeg eller andre ikke er lykkelige, er det Statens eller den til enhver tid siddende regerings skyld, hvilket kun kan afhjælpes med mere Stat.

Måske er det her, at vi finder svaret på, hvorfor danskerne er mere lykkelige end så mange andre folkeslag: vi er lykkelige som børn, ubekymrede i vores tillid til, at Staten som vores forældre nok skal løse stort og småt. For nogle er det uhyre positivt, for os andre er det næsten lige så uhyggeligt som Invasion of the body snatchers.

Forskellen mellem de to opfattelser ses i Berlingskes dækning. Skatteordfører Nielsen prøver – formodentlig belært af sin forgængers kranke skæbne – at pege på denne invaliderende virkning af velfærdsstaten ved at formulere det i bløde former: solidariteten formindskes.

Solidaritet er jo et plusord for alle, selvom nogle efterhånden er blevet træt af begrebet, fordi det har ændret indhold. Det betød jo oprindeligt, at A påtog sig at hjælpe B, der var i nød. Dernæst kom det til at betyde, at A krævede, at C hjalp B, fordi C havde bedre råd. Herefter ophævede man forudsætningen om nød, så A også kunne kræve hjælp sammen med B af C. Og i dag betyder det, at A, B og C alle kræver at blive hjulpet af andre.

Men for uhyggeligt mange er solidaritet og velfærd noget, som kun Staten kan levere. Derfor må Staten som Molok konstant fodres med større skatter. Den tapre skatteordfører (og han er virkelig modig, hvilket man kan forvisse sig om ved at se på tidligere forsøg i samme retning fra andre nu stynede politikerspirer, eller sammenligne med de mere spage udtalelser fra hans kolleger på Christiansborg) bliver derfor mødt med spørgsmålet, om "det så ikke er paradoksalt, at du efterlyser større solidaritet, samtidig med at du taler varmt for at sænke skatten."

Tja, bum bum.

Nå, i samme erhvervstillæg kan man også læse om CEPOS, der holder en konference i dag på baggrund af en rapport udarbejdet af prof. Nicolai Foss (ex-punditokrat) og Christian Bjørnskov (punditokrat-in-chief). Rapporten påviser en sammenhæng mellem en stor velfærdsstat og en manglende lyst til at være selvstændig, dvs. tage en stor personlig risiko, arbejde ekstremt hårdt og med udsigt til konfiskation af hovedparten af gevinsten, hvis det mod al statistisk sandsynlighed lykkes.

Som jurist kan jeg ikke bidrage til denne samfundsvidenskabelige diskussion om mulige sammenhænge. Men jeg kan da pege på det forunderlige i, at den første frie grundlov fra 1849 havde en bestemmelse om næringsfriheden, dvs. retten til at skabe sin egen tilværelse og forsørge sig selv. Da grundloven sidst blev revideret i 1953 indførte man en bestemmelse om retten til arbejde, dvs. retten til at lade sig forsørge af andre. Sic transit, etc. (og hvis grundloven Gud forbyde det skal revideres i nær fremtid, må vi forvente, at det "udvidede" solidaritetsprincip også grundlovsfæstes. Tak til unge prins Christian for at have lagt den sag død indtil videre).

Rapportens konklusioner er for os at se en naturlig følge af velfærdsstatens invaliderende virkning, men den bestrides naturligvis af bl.a. Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, der er CEPOS velfinansierede modpart i samfundsdebatten. De peger bl.a. på, at iværksættertrangen er større i lande, der er "fattigere og mindre udviklede end Danmark", og at det derfor er "lidt komisk, når CEPOS nu har så travlt med at understrege, at iværksætteri gør os rigere". Tja, man kunne jo også vende det om og hævde, at det var iværksætteri, der gjorde os rige og dermed skabte en velfærd, som langtsomt har kvast initiativet ud af de fleste og gjort dem afhængige af Staten. Mon vi bliver ved med at være rige på den måde?

Konferencen finder sted i Den Sorte Diamant (læs mere her), kl. 11.

Redaktøren af denn blog vil forhåbentlig skrive mere om emnet.

Lighed eller forskellighed

Af David Gress, den 26. september 2006. 21 svar

Siden 1960rne har et tabu hersket i den vestlige verden.  Det er tabuet, der siger, at der ikke findes forskelle på mennesker og især ikke på grupper af mennesker, der skyldes gener; alle forskelle skyldes påvirkninger af individerne, enten fysisk (ernæring, underernæring) eller psykisk.  Billioner af kroner, dollar, pund og anden valuta er brugt af regeringer på at opveje virkningerne af sådanne forskelle under etiketter som racisme, dårlig social arv, udstødthed, diskrimination og lignende.

Tabuet har altid været i strid med sund fornuft og elementær darwinistisk udviklingslære, og det er nu så undergravet af videnskaben, at det kun overlever i samfundsvidenskaberne, bureaukratierne og politikken af inerti, politisk korrekthed og magtinteresse.

Af samme grund bliver det svært at bekæmpe.  John Derbyshire har her et essay om, hvorfor konservative (i amerikansk forstand) har svært ved at tale om race, og hvorfor det er dumt.

I lægevidenskaben ved man, at race kan være en afgørende faktor i sygdom, i modtagelighed for behandling, i virkningen af bestemt medicin og i meget andet.  Samfundsvidenskaberne derimod lever for det meste stadig in denial hvad angår race, forskellene på dem og forskelle på grupper af mennesker generelt.

Steven Pinker har i “The Blank Slate” gjort op med det samfundsvidenskabelige dogme om mennesket som den tomme tavle, der ankommer uprogrammeret og uudstyret til verden, selvom han var forsigtig med at drage en række ellers indlysende slutninger af det, han rapporterede, formentlig for ikke at afskrække læsere.

Betyder erkendelsen af arvelige forskelle på mennesker noget for liberalismen?  Den betyder i hvert fald noget for politik på store og dyre områder som socialpolitik, velfærd, sundhed, uddannelse og meget andet.  Hvad tabuet har kostet i spildte penge og fejlanvendte ressourcer lader sig næppe beregne, men tallet må være astronomisk højt.

De nye erkendelser er blot de genetisk og molekylærbiologisk underbyggede erkendelser, som indtil 1960rne ikke var så radikalt bestridt, som de siden blev, for eksempel

— at evolutionen ikke holdt op, da det moderne menneske opstod, men fortsatte, ligesom den er fortsat hos alle andre dyrearter
— at forestillingen om at mennesket som den eneste art skulle være undtaget fra reglen om at dens medlemmer repræsenterer forskellige pakker af genetisk betingede evner, egenskaber og muligheder, er en ejendommelig overtro, som ellers kun trives blandt religiøse fundamentalister, for hvem mennesket også er en art, der er undtaget fra alle biologiske lovmæssigheder
— at forskelle på mennesker og grupper af dem er præcis hvad darwinistisk evolutionslære vil forvente at finde, idet det kun er ved at præsentere forskelle, at individer i en art kan udvise genetisk variation og dermed sondere tilpasningsevnen til bestemte omgivelser
— at viden om sådanne forskelle er noget af den vigtigste viden overhovedet og må være afgørende for ethvert samfund, der anser sig for grundet på rationalitet, videnskab og troen på fordomsfri erkendelse.

Tabuets forsvarere siger ofte, at tabuet er nødvendigt for at holde fast i princippet om menneskers ligeværd.  Jeg har aldrig forstået denne logik.  Ligeværdsprincippet var aldrig (af Locke, Jefferson og de andre) tænkt som om det medførte det for dem indlysende absurde postulat, at alle mennesker er ens.  Det er netop fordi mennesker ikke er ens — i begavelse, charme, effektivitet, pligtopfyldelse, venlighed, fysisk styrke, levetid eller noget som helst andet — at de må anses for lige værd.

Frihed, lighed, demokrati–og velstand?

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 25. september 2006. 15 svar

Jeg holdt i fredags–med cirka et halvt års forsinkelse–tiltrædelsesforelæsning som professor i almen og sammenlignende statskundskab ved Københavns Universitet.  Det skete under den sexede overskrift "Frihed, lighed, demokrati–og velstand?  Nogle empiriske perspektiver på klassiske politologiske temaer".  Gab.

Det gik vist nogenlunde.  Der var bl.a. et par Punditokrater tilstede, og vores med-punditokrat Foss har været så særdeles venlig at skrive et par ord om det andetsteds.  Her vil jeg nøjes med nedenfor at vise jer tre lot-diagrammer, der spillede en central (men ikke afgørende) rolle i forelæsningen.  De meget, meget, meget interesserede kan om føje tid rekvirere et tryk af forelæsningen.

Ensretning eller mangfoldighed?

Af Jørgen Møller, den 18. september 2006. 2 svar

I forlængelse af nogle af mine tidligere punditokrat-indlæg har jeg her hen over september berørt modsætningen mellem monisme og pluralisme i en kronikrække om Tolstoj, Turgenev og Dostojevskij i Berlingske.

Samtidig har jeg uddybet emnet i et CEPOS-essay, der netop er blevet sendt på gaden. Essayet har titlen “Ensretning eller Mangfoldighed?” og resuméet lyder som følger:

Den russisk-engelske politiske tænker Isaiah Berlin var velbevandret i den klassiske litteratur. Hos den oldgræske digter Arkhilokhos var han faldet over et pudsigt brudstykke af en lille fortælling. “Ræven ved mange ting, men pindsvinet ved én, stor ting”, lød de dunkle ord. De fleste ville nok have rystet på hovedet og ladet fabel være fabel, men ikke Berlin. Han brugte modstillingen mellem ræven og pindsvinet til at sætte et billede på de idéer, han holdt ansvarlige for samtidens politiske sygdomme. Hvor pindsvinene ledte med lys og lygte efter én sand formular for samfundets indretning, der besang rævene mangfoldigheden. Striden mellem ensretning og mangfoldighed blev ikke blot udkæmpet i 1700- og 1800-tallets intellektuelle miljøer. Den lader sig også aflæse i periodens litteraturhistorie. Et sigende eksempel finder vi i Rusland, hvor tre af periodens største forfattere – Lev Tolstoj, Fjodor Dostojevskij og Ivan Turgenev – meldte sig i dysten med både liv og sjæl. Beretningen om de tre store russere viser med al ønskelig tydelighed, hvor forjættende pindsvinenes store lighedstanke er. Netop derfor er den farlig, for ensretning er en opskrift på undertrykkelse.

Jeg hører – såfremt vore læsere kan overskue mere russisk litteraturhistorie 🙂 – gerne nogle kritiske kommentarer.

Ny definition af lighed

Af Dr.Mephisto, den 7. september 2006. 2 svar

Venstres finansordfører Peter Christensen kom for skade at skrive følgende i Politiken den 4. september:

Næste gang vi får ulighedstal i Danmark er jeg sikker på, at uligheden har fået endnu et nyk opad. Så længe det skyldes stigende beskæftigelse og stigende velstand, vil jeg ikke fælde én eneste tåre over det. Tværtimod

Det blev af fagforeningen 3F og deres ligesindede på Berlingske Tidende gjort til, at ordføreren "jublede" over ulighed.

Og det faldt ikke i god jord hos beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen:

Det, synes jeg, er en dum udtalelse. For vi arbejder ikke for at skabe andet end større lighed i det danske samfund. Det vil vi utrætteligt fortsætte med. Og jeg glæder mig som beskæftigelsesminister over, at den største lighed, vi kan skabe, er ved at få folk i arbejde, siger Claus Hjort Frederiksen. (ritzau den 7. september)

Det lyder interessant, at Venstre arbejder for mere lighed. Men det er vist en definitionssag.

Claus Hjort Frederiksen har øjensynligt skabt sin egen definition af lighed. Det handler om at have et arbejde. Den nye definition løser måske et akut problem for ministeren – men skaber straks et nyt: Hvad med de 250.000 mennesker i den arbejdsdygtige alder, som er på efterløn? Er de så holdt uden for det eftertragtede "lighedssamfund"?

 

Amerikanske tilstande

Af David Gress, den 4. september 2006. 51 svar

“Vi ønsker da ikke amerikanske tilstande” er et af den danske ideologis yndlingsudtryk.  Hvad det i hvert enkelt tilfælde betyder, er uklart, bortset fra, at “amerikanske tilstande” er noget med, at de fattige har det helt forfærdeligt, kan ikke få lægehjælp, er udsat for kriminalitet og lever i yderste nød.  Her på bloggen er holdningerne oftest men ikke altid mere nuancerede.  Også her optræder forestillingen om, at de fattige i USA har det rigtig dårligt i forhold til de fattige i Danmark.

Nu er der mange måder at definere rigtig dårligt på, men holder vi os til noget så konkret som indtægt og forbrugsmuligheder, findes der faktisk svar på, hvor mange penge, de fattige råder over.  Den progressive amerikanske tænketank Economic Policy Institute har beregnet, hvor stor en procentdel af den amerikanske medianindkomst på ca 28.000 USD de fattigste ti pct. af husstande råder over.  Resultaterne er her, kommenteret af Tim Worstall.  De viser, at andelen i USA er 39 pct., altså at de fattigste ti pct. af husstande i gennemsnit disponerer over 39 pct. af medianindkomsten.  Tallet for Danmark er 43 pct.  Her har de fattigste 10 pct. altså 43 pct. af den amerikanske median udregnet for købekraftsparitet.

Som Tim Worstall kommenterer: al den omfordeling, al den enormt dyre velfærdsstat, alt det ligemageri, og resultatet er, at de fattige i Danmark altså har det få procentpoint bedre end deres modparter i USA.

Min kommentar er, at selv købekraftsparitetsbaserede udregninger undervurderer forskellene, fordi de ikke tager fuldt højde for de ekstremt høje danske forbrugsafgifter, der rammer alle, også fattige.  Og at den amerikanske median er højere end den danske; faktisk er det kun i olielandet Norge, hvor medianen er højere end i USA.

Nick Eberstadt har endvidere i en grundig analyse af de amerikanske fattigdomstal vist, at de ikke måler absolutte forbedringer i de fattiges faktiske leveomstændigheder.

Det er iøvrigt en betragtning, der stemmer overens med løsere iagttagelser.  De officielle fattigdomstal kan simpelthen ikke forklare alt det forbrug, der faktisk finder sted.

Skal vi tale om amerikanske tilstande, hvad husstandsindkomster angår, er det altså først og fremmest nødvendigt at sondre mellem ulighed og absolut indtægtsniveau.  Uligheden er klart større, hvilket ses af, at de rigeste 10 pct. i USA i gennemsnit har 210 pct. af medianen, mens de 10 pct. rigeste danske husstande kun har 113 pct.  Hvortil dog for begge lande skal tilføjes, at målet her gælder indkomst og ikke formue.

Lighedens totalitære logik

Af Jacob Mchangama, den 8. juli 2006. 3 svar

I fredagens Politiken kan man  læse, at uligheden i det danske sundhedsvæsen stiger. Det er ord der givetvis får det til at gyse i de fleste danskere da sundhedsvæsnet jo er en  af hjørnestenene i det danske velfærdssamfund. Uligheden skyldes naturligvis den i samfundet omsiggribende tendens til profitmaksimering, som altså nu også har ramt sundhedsvæsnet og dets aktører, der åbenbart ikke holder sig for gode til at tjene penge på syge mennesker. Dette har resulteret i stigende anvendelse af private sygeforsikringer og privathospitaler. Og det er en alvorlig udvikling kan man forstå på eksperterne:

Konsekvensen er, at uligheden i samfundet stiger, mener sundhedsøkonom Jakob Kjelberg fra DSI Institut for Sundhedsvæsen.

»Der er ingen tvivl om, at det er med til at øge uligheden i Sundhedsvæsenet, som hidtil har været kendetegnet ved, at høj som lav skulle kunne komme lige hurtigt til«, siger han til MetroXpress.

Dennis Kristensen, som er forbundsformand i FOA påpeger, at samfundet bliver opdelt, hvis man får en bedre behandling med penge på lommen.

»Hvis væksten i sundhedsforsikringer og andre private ordninger fortsætter, vil vi få en opdeling i et A- og et B-hold. Al erfring fra udlandet viser, at det ikke er sundt at opbygge et parallelsystem til det offentlige sundhedsvæsen«, siger han.

Der mangler først og fremmest politisk engagement i, hvad det offentlige sundhedsvæsen som minimum skal levere, og hvad der skal overlades til markedskræfterne, mener direktøren for brancheorganisationen Forsikring og Pension, Per Bremer.

Artiklen er et skoleeksempel på, hvorledes lighedstanken er blevet fordrejet fra dens oprindelige betydning, hvor lighed alene var ensbetydende med en formel lighed for loven. Nu drejer lighedstanken sig i overvejende grad om materiel lighed. Samtidig med denne udvikling er lighedstanken blevet nærmest indiskutabel, og hensynet til den materielle lighed trumfer alle konkurrerende hensyn i offentlige beslutningsprocesser, som vi har set så mange deprimerende eksempler på.  

Hvis vi går tilbage til eksemplet med det danske sundhedsvæsen kræver artiklen først et par præciseringer, der kan sætte diskussionen i relief. Ligesålidt som alle danskere, der betaler topskat har alle danskere med privat sygeforsikring "speedbåd og hus i Skovshoved". I stedet for at glæde sig over det faktum, at hvad der en gang var forbeholdt en lille eksklusiv elite nu er blevet tilgængeligt for den almindelige dansker, begrædes det, at nogle danskere ikke har denne adgang. Om de danskere der ikke har adgang til det private sundhedsvæsen får det ringere af, at en gruppe har adgang dertil synes ikke at blive berørt.

Det ignoreres også, at private sygeforsikringer og private sygehuse betyder, at der opstår attraktive jobs i Danmark (hvis lønindkomster beskattes), samt at der bliver investeret i essentiel viden og teknologi, som på sigt vil komme alle tilgode.

Det mest skræmmende er dog forslaget om politiske indgreb. Både fra et individuelt rettigheds- og et mere utilitaristisk synspunkt er et indgreb eller forbud mod private sygeforsikringer og sygehuse angribelig. Først rettighedsvinklen: Vil man virkelig forbyde mennesker (og virksomheder), at anvende deres egne optjente penge på at holde sig sunde og raske? Vil man virkelig forbyde læger og sygeplejersker at tjene til dagen og vejen ved at udbyde deres højt værdsatte kundskaber? Sådanne forbud ville være indgribende i både den private ejendomsret og næringsfriheden. 

Dernæst nytteværdien:

Hvor private sygeforsikringer og sygehuse muligvis medfører, at nogle får bedre behandling end andre (men velsagtens fastholder et uforandret og acceptabelt(?) bundniveau for behandling af sygdomme) vil et forbud mod private sygeforsikringer og sygehuse med sikkerhed medføre, at danskere der ville kunne være blevet behandlet hurtigt og effektivt for alvorlige sygdomme nu ikke ville have samme mulighed herfor. Køerne på de offentlige hospitaler ville endvidere forlænges, og der ville være flere patienter om det samme udstyr, personale m.v., hvorfor behandlingsmulighederne for de der allerede må "nøjes" med det offentlige ville forværres. Det ovenfor nævnte vedrørende teknologi og arbejdspladser er selvfølgelig også relevant her. 

Endvidere ville mange dygtige herboende læger og sygeplejersker givetvis vælge at udføre deres gerning i udlandet. Man ville i praksis vende tilbage til dagene, hvor kun de allerrigeste ville kunne få hurtig og effektiv behandling, for millionærerne ville jo blot tage til udlandet. Med mindre man selvfølgelig forfulgte den smukke lighedstanke til ende og forbød danske statsborgere privat behandling i udlandet således, at vi alle kan få det lige dårligt.

Ligestillingens to ansigter

Af Jørgen Møller, den 16. juni 2006. 7 svar

Danmark har ondt i ligestillingen. Sådan lyder budskabet i en artikel bragt i Politiken gårsdags dato. Artiklen bygger på EU-rapporten “Kvinder og ligestilling”, der giver Danmark en absolut bundplacering, når det gælder det fagre køns andel af de samlede tekniske forskerstillinger.

Kamma Langberg, der er seniorforsker ved Dansk Center for Forskningsanalyse, efterlyser i artiklen en langt mere direkte ligestillingsindsats på det tekniske område. Med hendes egne ord:

“For tyve år siden troede vi, at der bare skulle uddannes flere kvindelige ph.d’ere. Dem har vi masser af i dag, men de kommer ikke videre op ad karrierestigen. Derfor må der stilles nogle krav til forskerverdenen. Jeg bryder mig ikke om at fastsætte en kvote. Men vi kunne sikre udviklingen ved at sige, at andelen af kvinder skal stige et par procent om året”.

I forlængelse heraf mener Kamma Langberg, at målet om en bedre kønsfordeling skal indarbejdes i universitetsledelsernes nye resultatkontrakter.

Når man møder sådanne udmeldinger, og det sker jo fra tid til anden, så er det altid værd at indkredse det bagvedliggende lighedsideal. For ligheden har to ansigter. Lighed for loven – den vestlige civilisations måske største historiske præstation – fører kun til lige muligheder. Den fører ikke til lige resultater. Tværtimod. Det samme udgangspunkt leder nødvendigvis til forskellige endestationer, fordi ikke to mennesker er ens, når det kommer til indsats, evner og ønsker. Anderledes kan det ikke være.

Eller kan det? De ulige resultater – de lige muligheder for at blive ulige – har gennem tiden fået mange røster til at afvise de lige muligheder i lighedens navn. Og afvise dem må man, hvis målet er den sammen endestation for alle. For kun ved at genindføre privilegier, denne gang af hensyn til ligheden og ikke forskelligheden, som tilfældet var i standssamfundene, kan man sikre sig, at resultater bliver gjort uafhængige af indsats, evner og ønsker. Den italienske politolog Giovanni Sartori har beskrevet det rammende:

“When ‘equal’ means ‘same’, then liberty constitutes, at a minimum, a disturbance. If we seek Gleichschaltung, likeness or uniformity, we must dislike diversity; and if we dislike diversity, we cannot appreciate freedom – except by being flagrantly inconsistent. Conversely, the freedom seeker will perceive equality as an expansion of his principle and, more precisely, as embodying rights of freedom. His formula is not ‘unequal opportunities to become equal’. To the freedom seeker there is as much injustice in enforcing sameness on what is different as there is in accepting hereditary inequalities. To equalize all in all is to create a situation as rife with privilege as the one that accepts inequality in all. His criterion is that unjustified equalities must be opposed as much, and for exactly the same reason, as unjustified inequalities”.

Det er værd at bemærke, at Kamma Langberg efterlyser lige resultater – med den dertil hørende affirmative action. En sådan genindførsel af juridiske privilegier bør få alarmklokkerne til at ringe. Det kan sagtens være, at der rent faktisk er et ligestillingsproblem, når det kommer til den tekniske forskning. Det er ganske rigtigt slående, at Danmark kommer sidst i den nævnte EU-rapport. Men hvor lige resultater bliver gjort til målestokken for retfærdighed (for det er vel ret beset det, ligestilling handler om), der må forskellighed, der jo følger af lige muligheder, nødvendigvis være uretfærdig. Og i en sådan situation er ensretning den eneste farbare kurs, moralsk set. Den sti bør vi altid vare os for at betræde. Lige muligheder er det bedste, vi kan gøre, hvis vi ønsker at være virkeligheden tro.

Save the world

Af Jørgen Møller, den 26. marts 2006. 4 svar

De fleste kender nok situationen. Man kommer slentrende lige så fredeligt i sine egne tanker, og pludselig springer de frem: underskriftsjægere. Det er ikke din person, de er interesseret i. Det er alene din signatur. Den ene dag skal man skrive under på, at man er “imod AIDS” – hvad det så end betyder i praksis. Den næste dag skal man være “imod fattigdom” eller “imod stofmisbrug”.

Hvis man formaster sig til at svare “nej tak” til tilbuddet, så får man underskriftsjægernes moralske forargelse at føle. For er man virkelig ‘for AIDS’, ‘for fattigdom’ eller ‘for stofmisbrug’? Og denne forargelse får man slynget i ansigtet, eller rettere imod sin ryg, selv om man ikke har ytret sine egentlige begrundelser.

Selv om man ikke har dristet sig til at påpege, at alle disse underskriftsindsamlinger udgør en form for moderne gerningsretfærdighed (uden det helt store tryk på gerning). Selv om man ikke har indvendt, at det i øvrigt ikke giver mening at lægge sin lod i en så abstrakt skål. For hvem er, når alt kommer til alt, ‘for AIDS’, ‘for fattigdom’ eller ‘for stofmisbrug’? Hvor er den potentielle negation, der gør forpligtelsen til en meningsfuld handling? Og hvordan kan man overhovedet give noget så personligt som sit konkrete samtykke – sin underskrift – til en sag, man på ingen måde er part i.

Men sådan er verden åbenbart, og det kan jo ikke nytte at ignorere den. Derfor har jeg en opfordring til alle disse underskriftsindsamlere. Hvad med at træde et par skridt op af abstraktionens stige? Hvad med bare at få os til at skrive under på, at vi vil frelse verden? Alle de andre emner udgør vel logisk set underkategorier, og så kan vi ligesom få sagen ud af verden på en gang. Til gengæld kunne vi, der nu er blandt de frelste, modtage en lille ‘save the world’-nål, som vi kan sætte fast på overtøjet; så vi slipper for at blive antastet hver eneste gang, vi er ude at gå. Ville det ikke gøre tilværelsen lettere for alle parter?

Lev Tolstoj og de absolutte sandheders forbandelse

Af Jørgen Møller, den 20. november 2005. 4 svar

Lev Nikolayevich Tolstoj indtager en central plads i det europæiske åndsliv. Forfatteren til Krig og Fred og Anna Karenina er en af verdenslitteraturens giganter. Og Tolstoj gjorde mere end at skabe kunst. Han frembragte et politisk evangelium, den såkaldte tolstojanisme, der vandt sig tilhængere i og uden for Rusland. Det er almindeligt at sondre knivskarpt imellem kunstneren Lev Nikolayevich og profeten Lev Nikolayevich. Men de to er ret beset uadskillelige. Tilværelsens store spørgsmål drev livet igennem den navnkundige forfatter til fortvivlelsens rand. Han kastede sig ud i de abstrakte idéer malstrøm, blot for at blive revet med af strømmen og kastet imod klipperne. Tolstoj og tolstojanismen træller under det samme åg: under de absolutte sandheders forbandelse. Den historie er – ganske som den gamle mesters store romaner – værd at genfortælle her den 20. november, på årsdagen for hans død.

‘Tolstoj’. Prøv at smage på navnet. Det besidder en rå, udefinerbar kraft. Som hestehove der dundrer mod skovbunden lige inden for hørevidde. Eller en torden der kommer rullende i det fjerne. Navnet minder os om det mægtige Rusland, der i over tohundrede år har udgjort Europas spejl. I det store russiske drama møder vi – specielt i 1800-tallet – igen og igen adelsfamilien Tolstojs mandlige overhoveder, snart i rollen som helt, snart som skurk. De var noget ved musikken disse Tolstoj’er. I dag er de glemt. Alle til hobe står de i skyggen af en mindrebemidlet slægtning, der aldrig gjorde sig ved Hoffet i Skt. Petersborg. For eftertiden er der kun én Tolstoj: forfatteren Tolstoj.

Lev Nikolayevich Tolstojs litterære geni består i en næsten uhyggelig iagttagelses- og indlevelsesevne. Hans egoisme, hans trang til at dissekere sin egen tilværelse, er grænseløs – og den gennemsyrer forfatterskabet. Romanerne er Tolstojs udgave af, hvordan han gerne ville have sit eget liv til at være. Levin, hovedpersonen i Anna Karenina, gennemlever ned i mindste detalje en række oplevelser hentet direkte i forfatterens eget levnedsforløb. Det er ikke tilfældigt, at den unge Lev Nikolayevichs litterære gennembrud i 1850erne kom med semibiografierne Barndom, Opvækst og Ungdom. Midt i tyverne havde han, så at sige, udgivet sine erindringer i tre bind. Livet igennem fortsatte han med at føje kapitler til, de fleste forklædt som fiktion.

Det er almindeligt at sondre knivskarpt mellem to perioder i den store russers forfatterskab. Først kommer de udødelige mesterværker, derpå følger de sociale prædikener. Trangen til at trække en streg i sandet er forståelig, men opdelingen kan nemt komme til at fortegne forfatterskabets betydelige kontinuitet. Der var ikke tale om en pludselig personlighedsspaltning. Tolstoj blev livet igennem drevet til fortvivlelsens rand af de store eksistentielle spørgsmål, og han leder bestandigt efter svar i sine skrifter

I Krig og fred møder vi gentagne gange den mandlige hovedperson, Pierre Bezukhov, på sammenbruddets rand. Han kæmper, romanen igennem, med tilværelsens store spørgsmål: “Hvad er ondt? Hvad er godt? Hvad burde man elske og hvad hade? Hvad lever vi for? Og hvad er jeg? Hvad er livet, og hvad er døden? Hvilken magt styrer os alle?”. Og han undrer sig såre over, at andre kan varetage deres daglige gøremål – ja at de kan overhovedet kan leve – uden at kende svarene på disse spørgsmål. Levin giver udtryk for samme fortvivlelse i Anna Karenina. Han overvejer ligefrem selvmord som en vej ud af sin kvide.

Pierre og Levin gennemlever Tolstojs egen ‘sindssyge’, hans altfortærende behov for at finde svar, hvor ingen gives. Lev Nikolayevich måtte afdække livets mening for ikke at blive vanvittig. Men her stødte han ind i et nyt problem. Han troede ganske enkelt ikke på de absolutte sandheder, han fra tid til anden blev præsenteret for. Der er en sigende scene i Anna Karenina, hvor Levins bror skoser ham for manglen på overbevisninger. Selv kommunismens indbildte videnskabelighed er bedre end Levins fundamentale skepsis, lyder anklagen.

Scenen er udtryk for Tolstojs hadefulde forhold til sin egen nøgternhed. I Krig og Fred bliver Pierre en overgang medlem af en frimurerorden. Broderskabet gør ham bekendt med et sæt af doktriner, der forklarer, hvordan livet skal leves. Pierres lettelse er ubeskrivelig: “Han følte sig så glad for endelig at være befriet fra sin lovløshed og at underkaste sig de, der kendte den absolutte sandhed”. Tolstoj ønskede brændende at gøre det samme. Han eneste værn imod meningsløshedens syge – der truede med at slå hans sjæl i splinter – var de absolutte sandheders lægemiddel. Men livet igennem, selv efter at han på sine gamle dage for alvor var trådt i karakter som social profet, så han sine egne synspunkters skyggesider. Vi er nået frem til det mest fængslende træk ved Lev Nikolayevichs liv og forfatterskab: hans Janushoved.

Lad os lægge vejen omkring den russisk-britiske politiske tænker Isaiah Berlins berømte essay om Tolstoj, The Hedgehog and the Fox, skrevet i 1950erne. Hos den oldgræske digter Archilochus var Berlin faldet over et pudsigt brudstykke af en lille fortælling. “Ræven ved mange ting, men pindsvinet ved én, stor ting”, lød de dunkle ord. Den var noget, Berlin kunne bruge. I essayet om Tolstoj opdeler han de store russiske forfattere i Archilochus’ to dyreskikkelser. På den ene side pindsvinene, eller monisterne som han også kalder dem, der er overbeviste om, at der findes ét svar på, hvordan det gode samfund skal indrettes. På den anden side rævene, eller pluralisterne, der fastholder, at menneskelivet ikke kan sættes på formel.

Dostojevskij var pindsvin, Turgenev var ræv, skriver Berlin. Med Tolstoj er sagen mere kompliceret. Berlins listige påstand er, at Tolstoj af natur var ræv, men af overbevisning var pindsvin. “Tolstoj så virkeligheden i sin mangfoldighed, som en samling af adskilte enheder rundt om og ind i hvilke, han kunne se med et klarsyn, som sjældent har haft sit lige. Men han troede kun på én, stor, udelelig helhed”.

Tolstoj langer allerede i sine romaner ud efter de abstrakte idéer, hans selvportrætter bestandigt omfavner. I Krig og fred finder vi en sigende meningsudveksling mellem Pierre Bezukhov og Prins Andrei. Samtalen er sigende, fordi Pierre er den sværmeriske Tolstoj – ham der med tiden bliver til profeten Tolstoj – mens Prins Andrei er den skeptiske Tolstoj. I forening udgør de siderne på den store russers Janushoved. Pierre har fundet sandheden bag frimurerordenen vægge. Nu vil han også udfri Prins Andrei. Men tvivleren Andrei giver ham svar på tiltale:

“Du siger: slut dig til vores broderskab, og vi vil vise dig livets mål, menneskenes skæbne og lovene, der styrer verden. Men hvem er vi? Mennesker. Hvordan kan det være, at I ved alting? Hvorfor ser jeg ikke, hvad I ser? I ser et godhedens og sandhedens kongerige på jord, men jeg ser det ikke”.

Tolstoj kunne lige så lidt som Pierre bære at se tilværelsen i al sin mangfoldighed. Han ønskede sådan at have noget at klamre sig til, når livsleden blev for stærk. Den ældre Lev Nikolayevich kunne ikke modstå sin dybtfølte trang til at forkaste alt, der ikke var perfekt. I sine sociale pamfletter, skrevet omkring århundredeskiftet, kredser han bestandigt omkring det samme tema: behovet for at vaske tavlen ren, at bryde det bestående ned. “For at bygge et nyt og holdbart hus – som erstatning for et der er ved at falde i ruiner – er det nødvendigt at rive det gamle ned, væg for væg, sten for sten, og begynde forfra”, lyder det i en fortælling om revolutionens komme. Huset, som sætningerne henviser til, er det bestående samfund. Det er nihilisten Tolstoj, der taler – han blev både brugt og misbrugt.

Mod livets slutning opstod der en regulær kult omkring den russi
ske greve. Disciple kom re
jsende fra nær og fjern, og hele samfund af ‘tolstojanere’ forsøgte at efterleve hans retningslinier. Dyrkelsen aftog ikke med hans død i 1910. Fredsapostelen Mahatma Gandhi, nobelprismodtageren Romain Rolland, forfatteren Stefan Zweig, borgerrettighedsforkæmperen Martin Luther King – alle bekendte de sig til i hvert fald dele af tolstojanismen. Lev Nikolayevichs posthume indflydelse blev enorm.

Mest væsentlig blev hans arv i hjemlandet. Da Lenin og bolsjevikkerne i 1917 rev magtens tøjler ud af hænderne på Ruslands demokratiske partier, udlagde en stor del af den vestlige presse det som en ‘tolstojsk’ revolution. Det billede var fortegnet. Lenin var ingen tolstojaner. Bolsjevikkernes dyrkede volden som et politisk virkemiddel, og de havde kun hån til overs for Tolstojs religiøse pacifisme. Men kommunisternes førstemand så fra tidlig færd, at Tolstojs skrifter kunne være med til at bane vejen for en kommunistisk magtovertagelse. “Den russiske revolutions spejl”, kaldte Lenin den store forfatter. Han havde en pointe.

Tolstojanismen – som den store forfatters proselytter døbte mesterens evangelium – lider af én meget stor filosofisk skavank: troen på, at der er én sand måde at indrette jordelivet på, ét svar på tilværelsens store spørgsmål. Isaiah Berlin har, i det tidligere nævnte essay, meget rigtigt påpeget, at Tolstojs historieopfattelse hviler på én altomfattende forudsætning: at der findes en naturlov, der styrer menneskelivet; at idéen om den frie vilje og det frie valg derfor er blændværk. Tolstoj mente – ganske som Karl Marx – at have afdækket historiens drivkræfter. Profeten i ham var, efter et helt livs besat stræben, nået frem til den absolutte sandhed: til Bjergprædikens kristendom. Heri bestod, fortæller Berlin os, hans store brøde. For at tro på absolutte fordringer er at dyrke afguder. På det sociale område – hvad angår menneskelivet – findes der ingen lovmæssigheder. Der findes kun valg, og konflikten mellem to mål, eller værdier, er ofte uløselig.

I Krig og Fred er der en bevægende scene, der er værd at nævne i denne sammenhæng. Napoleons Grande Armée står foran Moskvas porte, og byens guvernør har ikke evakueret befolkningen. En rasende folkemængde stimler sammen foran hans residens. Guvernøren, Rostopchin hedder han, udleverer en mistænkt spion til pøbelen for at gyde olie på vandene. Den stakkels mand bliver lynchet af mængden, galden forsvinder, og Rostopchin kan komme i sikkerhed. Tolstoj begiver sig på strejftogt i guvernørens sind og skriver:

“Den tanke, der beroligede Rostopchin, var ikke ny. Siden verdens begyndelse har mennesker slået hinanden ihjel, og ingen har nogensinde begået sådan en forbrydelse imod sine medmennesker uden at søge trøst i den samme idé. Dette er idéen om le bien public, andre menneskers hypotetiske velfærd”.

Det kunne ikke være sagt bedre. Den selvretfærdige idé om at man kan vide, hvad der er godt for andre, har ført til megen fortræd gennem tiderne. Men den ældre Tolstoj slog bevidst vinduesviskeren til, han forsøgte med al magt at fortrænge sin skeptiske side. Det var profeten Tolstoj, Lenin – og alle andre totalitære politikere for den sags skyld – kunne drage nytte af.

Er den kritik nu også helt rimelig? Jeg har allerede nævnt, at Mahatma Gandhi, Romain Rolland, Stefan Zweig og Martin Luther King bekendte sig til dele af tolstojanismen. De har i hvert fald én anden ting til fælles: de var redelige mennesker, mennesker der mente det godt. Ofte kom der også gode ting ud af deres anstrengelser, tænk bare på Gandhi og Martin Luther King. Men – og det er væsentligt – det hang i høj grad samme med, at de var i stand til at veje virkeligheden op imod ideen. Det samme var Tolstoj rent faktisk. Den gamle profet var tro mod sit evangelium i skrift og i tale, men sjældent i handling. Tolstojs ædleste karaktertræk var, at han, når det kom til stykket, ikke ofrede de virkelige mennesker – og specielt ikke sine nærmeste – på de abstrakte ideers alter.

Men det understreger blot, hvor meget på vildspor han var i sin tænkning. Tolstojs store projekt var dømt til at mislykkedes, fordi det hvilede på idéen om, at der findes én rigtig måde at indrette menneskelivet på, ét harmonisk hele. Og – det må vi ikke glemme – forbandelsen hviler ikke kun over på Lev Nikolayevichs tankegods, den lå som en tung skygge over hans liv. De absolutte sandheders forbandelse red ham som en mare livet igennem. Det er den desperate søgen, og evnen til at gengive den i fiktive klæder, der gør ham til en stor forfatter, måske den største nogensinde. Men det er også kilden til hans personlige nederlag. Tilværelsens meningsløshed rev hans sjæl op indefra, og den fik ham til at forstøde både venner og familie. Han kunne – bortset fra korte perioder – ikke finde fred, han kunne ikke slå sig til tåls.

Alt ofrede Tolstoj for sandheden. Men hun var et ubarmhjertig bekendtskab. I stedet for udfrielse gav hun ham med tvivl, selvforagt og livslede. I november 1910 drev hun ham til at forlade sin fædrene gård og sin familie. Lev Nikolayevich Tolstoj døde på en jernbanestation den 20. november, i dag for 95 år siden, som en fremmed i sit eget land. I den forstand er Tolstoj et sandhedens offer – og tolstojanismens største tragedie hans egen.

Lighed eller retfærdighed?

Af Mikael Jalving, den 21. oktober 2005. Skriv et svar

Mens efteråret – eller er det ferien? – lægger sig over sindene som en dyne af nostalgi – her et lille tip, der måske kan vække til ny energi. Læs Mads Storgaaard Jensen elegante og kloge essay om lighed vs. retfærdighed på www.cepos.dk eller den korte udgave i dagens JP. Det er tænksom, borgerlig idédebat.

Bare ét citat:

“I en kronik i Politiken for nylig gjorde filosoffen Peter Thielst lighed og retfærdighed til én og samme sag – og sådan er der sandsynligvis mange, der tænker. Et lige samfund er heller ikke et retfærdigt samfund. Men det tror vi kun, fordi vi efterhånden har hørt om social retfærdighed så mange gange, at vi har glemt, hvad den oprindelige retfærdighed går ud på. Men var lighed det samme som retfærdighed, ville vi ikke behøve kalde den social.”

Der er mere, hvor det kommer fra. Klik ind!

Kultur-konservativ kulturkamp?

Af Jacob Mchangama, den 19. oktober 2005. 7 svar

Kultur-konservative debattører og politikere såsom Søren Krarup og Jesper Langballe har længe opfattet deres fineste opgave som bestående i at føre kulturkamp og dermed gøre op med den omsiggribende politiske korrekthed, der hersker i Danmark. De seneste 10-15 år har denne kamp hovedsagelig omhandlet indvandring. På dette område må de kulturkonservatives opgør med fasttømrede politisk korrekte forestillinger siges at have lykkedes over al forventning. Der er gennemført en stram udlændingepolitik og der er en tværpolitisk konsensus om nødvendigheden af en sådan, der har bred opbakning i befolkningen. Selv om jeg personligt ikke deler holdninger med Krarup et al og ville have foreslået radikalt andre løsninger på problemet med indvandring er jeg enig med de kulturkonservative i, at den hidtidige udlændingepolitik var uholdbar. Massiv indvandring til en velfærdsstat med mange og høje ydelser tildelt efter universalprincippet er en uundgåelig katastrofe.

Men udlændingepolitikken var jo kun en del af det kulturkonservative projekt. Den politiske korrekthed som de kultur-konservative ville gøre op med begrænser sig jo ikke alene til udlændingeområdet, men gennemsyrer hele det politiske liv. Søren Krarup skrev i det kulturkonservative hoforgan Tidehverv artiklen "hvad med kulturkampen?" fra 2004, hvoraf det fremgår:

Resultatet af regeringens indsats står og falder med udfaldet af den kulturkamp, der foregår, har Anders Fogh Rasmussen sagt, og vi er nogle stykker, der er hjerteligt enige med ham, og som efter evne vil støtte og hjælpe ham i kulturkampen. Opgøret med den politiske korrekthed. Opgøret med kulturradikalismen. Opgøret med 1968-ideologien.

Man må derfor gå ud fra, at Krarup og Langballes politiske engagement i Dansk Folkeparti blev indledt med henblik på, at føre kulturkamp mod selve den herskende politiske kultur og dermed kulturkamp på mange fronter, ikke blot én.

Rent faktisk har den åndløse socialdemokratiske velfærdsstat længe før udlændingespørgsmålet været af hovedmålene for de kultur-konservatives kulturkamp:  

I Tidehverv anmeldte Niels Lillelund i 1990 bl.a. Bertel Haarders bog "Grænser for Politik" på følgende måde:

hvornår har vi i Danmark sidst hørt en politiker sige, at der skulle sættes grænser for politik? Hvornår har vi hørt en politiker sige, at det ikke netop var ved politikken og dermed altså politikernes eget virke, at menneskets lykke skulle sikres? Hvor længe er det ikke siden, at en politiker har vovet at sige, at borgernes sjælelige velbefindende ikke nødvendigvis er et anliggende for Folketinget?

Det er længe siden. I disse dage er alt jo politik – det var sandt på Kierkegaards tid, og det er det ikke mindre i dag. Demokratiet er blevet til demokratisme. En totalitær ideologi, hvor alting er underlagt flertalsregimentet…

Men økonomien er ikke det hele. Hvad der skal til er en dekonstruktion af social- og kontrol-staten. Ikke for økonomiens skyld, men for menneskenes skyld. For menneskenes åndelige friheds skyld skal der være grænser for politikken, jf. Jakob Knudsens ord om, at det åndelige må være frihed. Der skal gøres op med den danske model, ikke først og fremmest fordi den er en økonomisk umulighed – den slags regulerer sig selv via bankerotter og andre fataliteter – men fordi den er en svinebinding af mennesket. Fordi den nægter mennesket den mest basale frihed, friheden til at tage ansvaret for sig selv.

I samme blad skrev Jesper Langballe i 1985 en (i øvrigt særdeles interessant) artikel kaldet "konservatisme":

En økonomisk genopretning er udmærket og nødvendig. Økonomi har også med ånd at gøre. At fortælle befolkningen, at den ikke ustraffet kan tilfredsstille sine behov ved at stifte lån er i sig selv et udsagn af ånd. Det er i praksis at hævde loven. Hvis så bare regeringen sagde det, i stedet for at henvise til den økonomiske nødvendighed som en isoleret formel og beklage, at der ikke er råd til at opretholde det ødelæggende velfærds- og behandlersamfund, som den politiske modstander har skabt. Hvis man i stedet for at danne ekko-rum bag socialdemokratiets og de radikales glæde over et bistandssystem, som vil gøre samtlige borgere til bistandsklienter og dermed til fuldkommenhed reproducerer billedet af Tocquevilles paternistiske stat – ja, hvis man i stedet for at beklage nødvendigheden af sociale nedskæringer sagde til befolkningen: – det er gavnligt, især for jeres åndelige sundheds skyld, at der skæres ned på den generelle bistand – det er frihedens forudsætning – så kunne regeringen kalde sig konservativ med ære.

De ovenstående citater står dog i grel modsætning til den politik Krarup og Langballe lægger navn og stemmer til via deres medlemskab af Folketinget for DF. I stedet for at forsvare et Kierkegaardsk eller Grundtvigsk Danmark, hvor det personlige ansvar er i højsædet og folkefællesskab udspringer af frivillighed, ikke statsordineret tvang, forsvarer Krarup og Langballe nu den social-demokratiske velfærdsstat, hvor personligt ansvar er tabu og den materielle lighed et erklæret politisk mål, der trumfer alle andre hensyn. Da de kulturkonservative via deres alliance med Dansk Folkeparti endelig fik magt som de have agt svigtede de således med en enkelt markant undtagelse hele deres projekt og overgav sig til den politiske korrekthed, de ellers forsvor som samfundets undergang.

Så galt står det til, at Søren Krarups egen datter Katrine Winkel-Holm i en artikel på Liberator stillede spørgsmålet "er Dansk Folkeparti et borgerligt eller et socialistisk parti?". Unægtelig hårde ord for Krarup og Langballe for hvem kampen mod marxismen hele livet har været magtpåliggende. Det siger meget om den politiske magts uimodståelige tiltrækningskraft, at to ideologiske løver som Krarup og Langballe i den grad er blevet reduceret til fromme lam.

En ny og "progressiv" grundlov?

Af Jacob Mchangama, den 11. oktober 2005. 1 svar

På det seneste har der fra SF, de Radikale og Socialdemokratiet igen været fremsat politisk krav om en ny grundlov, ligesom denne tanke har haft støtte i en Politiken leder (Punditokraternes redaktør Peter Kurrild-Klitgaard har tidligere beskæftiget sig med emnet her). Ole Sohn forklarer på SFs hjemmeside, at en ny grundlov bl.a. skal styrke menneskerettighederne ved at afspejle Danmarks internationale forpligtelser samt indeholde socio-økonomiske menneskerettigheder. Det er i denne forbindelse interessant at kaste et nærmere blik på Sydafrikas forfatning fra 1996, hvis "Bill of Rights" netop lægger vægt på internationale menneskerettigheder herunder positive socio-økonomiske rettigheder (og retten til et rent miljø). Denne forfatning hyldes blandt mange jurister, (heriblandt professor Cass Sunstein fra University of Chicago) og særligt i menneskerettighedsbevægelsen, for at være den mest progressive af sin slags i verden. Både forfatningens internationale aspekt og de socio-økonomiske rettigheder giver dog grobund for ganske alvorlige juridiske og politiske problemstillinger, der efter min mening snarere gør den sydafrikanske forfatning til et politisk korrekt skræmmebillede end et eksempel til efterlevelse.

Lad os starte med de socio-økonomiske rettigheder. Disse rettigheder er traditionelt blevet anset som programmatiske erklæringer frem for udgørende individuelle rettigheder der kan håndhæves ved en domstol, hvilket Sydafrikas forfatning er et forsøg på at gøre op med. Stemningen i Sydafrikas forfatning bliver anslået af præamblen som bl.a. nævner "social justice" som en af forfatningens målsætninger. Endvidere fastslår den, at staten

"must respect, protect, promote and fulfil the rights in the Bill of Rights".

 Forfatningen indebærer også, at fysiske og juridiske personer (såsom multinationale selskaber), efter omstændighederne, kan være forpligtiget af menneskerettighederne deri, ligesom, at forfatningen tillader positiv særbehandling samtidig med at den påbyder lighed for loven. Forfatningen anerkender dermed båd formel og materiel lighed, to principper som i praksis er umulige at forene.

Det materielle lighedsprincip finder konkret udtryk i specifikke socio-økonomiske rettigheder, herunder retten til en bolig og retten til sundhed, mad, vand og social sikkerhed. For at opfylde disse rettigheder skal staten

"take reasonable legislative and other measures, within its available resources, to achieve the progressive realisation of each of these rights".

 Forfatningen tilsiger altså, at staten påtager sig en aktiv rolle i opfyldelsen af det enkelte menneskes velfærd, hvilket individet tillige har et menneskeretligt krav på. I ten række afgørelser har den sydafrikanske forfatningsdomstol skulle tage stilling til, hvorvidt de socio-økonomiske rettigheder så i praksis er retligt anvendelige. Domstolen har til dens ære været pragmatisk og fortolket de socio-økonomiske rettigheder som værende forskellige i natur fra de borgerlige og politiske, således, at et enkelt individ reelt ikke kan forlange en bolig, medicin etc. (hvilket har skabt frustration blandt menneskerettighedsaktivister). Men domstolen har alligevel fundet disse rettigheder krænket, hvor regeringen efter en helhedsvurdering ikke har gjort nok for f.eks. at skabe boliger til hjemløse. På trods af, at domstolens praksis bekræfter, at socio-økonomiske rettigheder ikke praktisk kan håndhæves som individuelle rettigheder, viser den samtidig, at sådanne rettigheders inkludering i en forfatning, skaber en forpligtigelse for staten til at involvere sig aktivt i økonomien via indgreb, lovgivning og omfordeling.

Det må anerkendes, at tanken om materiel lighed og omfordeling er tillokkende (og forståelig) i et samfund, hvor apartheidlove afskar mennesker fra ejendom, arbejde, sociale relationer etc. på baggrund af disse menneskers hudfarve. Apartheid umuliggjorde derved skabelsen af velstand blandt de der blev diskrimineret imod. Tiltag som høje mindstelønninger, ublu positiv særbehandling og en høj grad af omfordeling skader dog rent faktisk den (overvejende sorte) fattige del af den sydafrikanske befolkning. Derudover er sådanne tiltag også moralsk dadelværdige idet de institutionaliserer diskrimination mod et mindretal og gør dette mindretals ejendom en forudsætning for flertallets velfærd, hvorfor denne ejendom kan inddrages ( det skal selvfølgelig anerkendes, at ejendom konfiskeret fra sorte og farvede under apartheid bør føres tilbage til deres retmæssige ejere). Sådanne tiltag kan uanset, hvor moralsk forkastelig apartheid ideen og styret var ikke forsvares fra et rettighedssynspunkt "two wrongs don't make a right".

Lad os hastigt springe til det internationale aspekt af den sydafrikanske forfatning. Artikel 39(1) i den sydafrikanske forfatning fastslår at de sydafrikanske domstole når de fortolker forfatningens rettighedskatalog "must consider international law; and may consider foreign law". Lad os forestille os, at den sydafrikanske forfatningsdomstol skal afgøre et spørgsmål om diskrimination af kvinder. Domstolen er som vi har set forpligtet til at inddrage folkeretten (in casu internationale menneskerettigheder). Men hvor skal den starte? I FN regi er der 3 internationale menneskerettighedstraktater, der forbyder diskrimination på baggrund af køn. Hver af disse traktater har deres egen Komite, der fortolker de respektive rettigheder deri. Disse Komiteer fortolker ikke nødvendigvis anti-diskriminationsbestemmelser på samme vis. Herudover skal lægges, at den sydafrikanske forfatningsdomstol vil kunne støtte sig på den Europæiske, den Inter-amerikanske og den afrikanske Menneskerettighedskonvention og disse konventioners domstole/komiteers fortolkning deraf, da disse traktater også udgør folkeret. Domstolenes pligt til at inddrage forskellige og til tider modstridende folkeretlige normer uden nogen form for overordnet vejledende princip herfor, skaber en overhængende fare for, at den sydafrikanske forfatningsret og common law bliver usammenhængende og dermed vilkårlig af natur.

Med disse erfaringer in mente er der god grund til at tage afstand fra idéen om en "progressiv og moderne" grundlov. En grundlovsrevision bør dog stadig være et seriøst liberalt projekt og et godt sted at starte kunne være redaktør Kurrild-Klitgaard m.fl.s grundlovsforslag som kan læses her

Så er den gal igen-igen!

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 4. oktober 2005. 8 svar

Så er det på tide, at Dansk Folkeparti ruster sig til kamp med en nyt mistillidsvotum mod regeringen!  En farlig ultraliberal hulemand forklædt som velfærdsstatsminister Anders Fogh Rasmussen blev tirsdag omkring frokost set på Folketingets talerstol, hvor han fremførte dette uacceptable forsvar for, at det skal være muligt for nogen at ophøre med at forblive helt lige i forhold til andre, og ovenikøbet påstod–uden dokumentation fra Socialforskningsinstituttet!–at der kunne være positive økonomiske konsekvenser heraf:

“Det skal altid kunne betale sig at arbejde og gøre en ekstra indsats. Det giver et dynamisk samfund. Det giver et velstående samfund. Og jo mere vækst og velstand vi har, desto bedre muligheder har vi for at hjælpe dem, der har brug for hjælp. Det har hele tiden været regeringens politik. Og det fortsætter med at være regeringens politik.”

Disse farlige udtalelser minder på foruroligende vis om, hvad socialministeren kom for skade kortvarigt at mene fornylig.  Vi forventer, at DF omgående insisterer på, at velfærdsstatsministeren snarest muligt irettesætter sig selv.

Our winter of discontent

Af admin, den 30. september 2005. 2 svar

Berlingskes bedste fortaler for det Gamle Europas socialdemokratisme, Ole Bang Nielsen, der samtidig er avisens mand i Bruxelles, har i dag en analyse af den seneste politiske udvikling i Europa. Hans artikler er læseværdige, da han både skriver og argumenterer bedre end Politikens ledere, og så behøver man kun købe en avis.

I analysen fokuserer han på de seneste europæiske valg: Den franske modstand mod forfatningstraktaten, der – set fra Frankrig – blev opfattet som neoliberal. Det mudrede tyske valg, der straffede Schröder for hans reformer, afviste CDUs flirt med en flad skat og gav stor opbakning til Die Linke; et parti, hvor mange medlemmer i modsætning til Jürg Haiders østrigske flok ikke er under mistanke for at ville støtte et ækelt diktatur, de har åbent gjort det. Og endelig det polske valg, hvor socialisterne nok røg ud, men hvor tilhængerne af flad skat ikke fik den største opbakning. Han kunne have nævnt Foghs udtalelser på det sidste, men er formodentlig for meget af en gentleman til at gøre det.

OBN konkluderer, ikke urimeligt, at store dele af den europæiske befolkning ikke ønsker et opgør med den store trygge velfærdsstat. Blair, der som en af de eneste nuværende statsledere har bevæget sig mod midten fra venstre, og Kommissionens liberale formand Barroso advares derfor om at holde sig i ro, og der afsluttes med udsigten til USAs snarlige undergang.

Essensen sammenfattes af et citat fra den tyske socialminister Norbert Blüm, der i modsætning til sin danske kollega formodentlig her citeres korrekt:

Det er blevet efterår. De nyliberale blade falder fra træerne.

Samme minister citeres i øvrigt for, at de brede skuldre nu en gang må bære mere end de svageste – et af de bedre argumenter for en flad skat, hvis man tænker efter – men det er vist ikke meningen. Analysen er klar: Europæerne vil have mere stat og mere forsorg.

Er det rigtigt?

Måske. Fogh synes i hvert fald at tro det. Som Scavenius før ham, har han påtaget sig at styre landet og lader bevistheden om, at det kunne gøres meget værre, overdøve frygten for, at det måske aldrig bliver anderledes.

Man kan vanskeligt bebrejde ham det, for givet er det, at mange ikke opfatter personlig frihed som livets salt, men som en bitter byrde.

Men er det rigtigt for alle?

Jeg tror det ikke, men sætter min lid til ungdommen. Jeg tror, det var Birthe Rønn Hornbech, der bemærkede, at mange lærere er gamle 68’ere, der kæmpede for at nedbryde autoriteterne, og nu er deres arbejdsdag blevet et helvede, fordi det lykkedes.

Når man betragter dagens ungdom – og nej, jeg hører selv med den bedste vilje ikke længere til dér – så er der et karaktertræk, der overskygger alle andre: deres individualisme.

Desværre er det ofte den udgave af individualismen, man får, når der savnes både opdragelse og dannelse, altså egoisme, men individualisme i en rå og upoleret form er det nu stadig.

Når det går op for dem, hvor kvælende, anmassende og enerverende indgribende velfærdsstaten er blevet, vil de, der mere end nogen tidligere generation betragter hele verden som deres legeplads, gøre modstand. Først langsomt, for de er gennem vuggestue, børnehave, folkeskole, gymnasium, universitet og de daglige public service-medier opdraget til systemtroskab, men oprøret kommer. De vil ikke i længden finde sig i et samfund, hvor Janteloven er blevet det styrende princip, og hvor ligheden søges ved at stræbe efter den laveste fællesnævner.

Spørgsmålet er bare, om de stemmer med fødderne eller på valgdagen. For de af os, der ikke er så mobile, må man håbe på det sidste.

Med risiko for at bruge et citat, der er tillagt en mindre sympatisk karakter, kan man vel sige, at “our winter of discontent” vil ikke vare ved. Selvom bladene falder af, er der nye spirer på vej.

Barro om lighed, ulighed og vækst

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 28. september 2005. 2 svar

Mens størstedelen af Danmarks ånds-, erhvervs- og politiske liv i den forgangne uge slog syv politisk korrekte kors for sig selv og bedyrede, at stigende ulighed var fuldstændigt uacceptabelt (selv hvis det var til gavn for alle, inkl. de svagest stillede)–“for vi har jo en konsensus om, at vi jo ikke skal have amerikanske tilstande!”–havde Berlingske Tidende som eneste danske medie overvejet at spørge verdens formodentlig førende ekspert udi økonomisk vækst, Harvard-professoren Robert Barro, hvad han mente om emnet.

Det kom der et kort interview ud af–som pudsigt nok fik beskeden opmærksomhed i de medier, hvor journalisterne havde mere travlt med at interviewe hinanden om “sagen”.  Men de mere akademisk interesserede kunne jo evt. med fordel læse Barros meget citerede fagøkonomiske artikel om emnet: Barro, R.J. (2000). Inequality and growth in a panel of countries. Journal of Economic Growth 5: 5-32.  Den findes her i en lidt tidligere manuskriptudgave.

Hvad konkluderer han?  Dette er sammendraget:

“Evidence from a broad panel of countries shows little overall relation between income inequality and rates of growth and investment.  However, for growth, higher inequality tends to retard growth in poor countries and encourage growth in richer places.  The Kuznets Curve–whereby inequality first increases and later decreases during the process of economic development–emerges as a clear empirical regularity.”

Min egen holdning er, at der er god grund til dette mønster, men at det næppe skyldes lighed/ulighed som sådan.  Det er svært at se, at fordelingen af goder mellem mennesker isoleret set skulle betyde det store for væksten; der er til gengæld gode grunde til at tro, at graden af frihed betyder noget for væksten, og at væksten så har Kuznets-agtige effekter for fordelingen.  For dem, der derfor er interesserede i nogle tanker om dén sammenhæng, samt referencer til survey-artikler om emnet, er der bl.a. denne analyse–og lad os ikke glemme denne survey-artikel om økonomisk friheds fordele af den fortrinlige svenske økonom Niclas Berggren (som mig bekendt læser denne blog …!).

Så næste gang Martin Krasnik eller en anden siger, at alt dette er et rent ideologisk spørgsmål uden dokumentation …

Er Bendtsen og Espersen sekteriske superliberalistiske anarkister?

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 25. september 2005. 22 svar

De Konservative har holdt landsrådsmøde denne weekend.  Der er p.t. endnu ikke meldt om afsyngning af gamle slagsange —initieret af væmmelige liberalister for at kompromittere partimedlemmerne (der jo aldrig selv kunne finde på at gøre noget sådant på eget initiativ), —men det kan jo sikkert nås endnu.  Pia Christmas Møller—, som jeg som stud.scient.pol. i 1980erne delte statistik-noter med, og som siden som partileder fik vist, hvad man kan opnå med en velgennemtænkt statskonservativ linie—, er ihvertfald belært af begivenhederne fra tidligere år, og hun vil ikke lade sådanne undergravende elementer forplumre landsmødet eller partiet.

Her er, hvad hun sagde, i hvad Berlingske betegner som en “opsang” til Eva Kjer Hansen og sympatisører:

“Jeg gik rundt og troede, at alle, der ikke ligefrem bekender sig til den sekteriske skare af anarkister og superliberalister, for længst har set, at ulighed heller ikke kan være et politisk mål i sig selv,” lød hendes opsang til Eva Kjer Hansen, og de folk, der har bakket socialministerens udtalelser op.

Men er de konservative top-politikere Bendt Bendtsen og Lene Espersen mon blandt disse farlige elementer?  Der kunne være ting, der tyder på det.  Begge blev vist medlemmer af partiet engang i 1980erne, hvor partiprogrammet hed “En Fremtid i Frihed”—og alene det er jo foruroligende nok, for den slags kan jo tiltrække alle tænkelige sekteriske superliberalister og anarkister.  (Det gælder ikke Pia Christmas Møller: Hun blev tiltrukket partiet helt tilbage dengang, da partiets ideolog var Hans Jørgen Lembourn, der gjorde sig til talsmand for en korporativt styret statsmagt, SK-regering og siden blev socialdemokrat.)  Men værre end det, så sagde både Bendtsen og Espersen ifølge Berlingske Tidende ting på landsmødet, der næsten minder om … Eva Kjer Hansens udtalelser.

Her er først—igen—de herostratisk berygtede udtalelser fra socialministeren, som alle har hørt om, men få har læst:

“Vi står midt i et opgør med årtiers socialdemokratisk inspireret lighedsmageri. Det er slut nu. Uligheden er der. Og uligheden må gerne blive større, for den skaber dynamik i samfundet. Vi skal bare sikre, at dynamikken også kommer de dårligst til gode …  Vi skal ikke bruge kræfterne på bekæmpe rigdom og på at udjævne forskellen med de rigeste og de fattigste. Jeg ser ikke ulighed som noget problem i sig selv. Sagen er, at Danmark er et af de mest lige lande i verden. Det er Rwanda også, men det er vel ikke et mål i sig selv at være lige. Vi ønsker økonomisk vækst i samfundet, og hvis der er mennesker, der har ideerne, energien og initiativet til at skabe vækst og blive stenrige …, så er det alle tiders. Uligheden kan være med til at skabe dynamik i samfundet. Vi skal bare huske at behandle de dårligst stillede godt med de sociale ydelser, vi har. …  [Hver] gang der er fremgang og lønstigninger for folk, det går godt, smitter det af på folk, der er på overførselsindkomster via den takstregulering af overførslerne, som vi har i Danmark. Det gør ikke noget, at de rige bliver rigere, så længe de fattige også gør det. … Vi skal stadig have lighed i den forstand, at alle skal have de samme muligheder, eksempelvis i uddannelsessystemet. Men hvis folk klarer sig forskelligt bagefter, og det betyder, at afstanden mellem de rigeste og de fattigste øges, må det være sådan. Man skal bare stadig – huske, at der skal være et ordentligt sikkerhedsnet under de svageste, og det er der.” (JP 18-09-2005)

Altså: hverken lighed eller ulighed er mål i sig selv.  Formålet er derimod at indrette skatte- og socialpolitik således, at den ved at stimulere individuel aktivitet resulterer i generel velstandsskabelse.

Her er så, hvad Bendtsen ifølge Berlingske sagde på landsmødet:

“Det er ikke målet for os at søge ulighed. Det er heller ikke målet for os at søge lighed for den sags skyld. …  Fremgang og velstand i samfundet får vi kun, når det enkelte menneske kan få succes og blive rigere ved egen indsats. Vi konservative er garanten for, at de flittige og stræbsomme kan høste frugterne af deres egen indsats – også til gavn for fællesskabet. Det skal kunne betale sig at arbejde. … Sociale ydelser er til for dem, der ikke kan selv. Ikke alle vi andre. Ved at give alle mennesker samme ydelse får de, der sagtens kan klare sig selv, mere end rigeligt, mens de, der reelt har behov, får en utilstrækkelig hjælp. Det er ikke konservativ politik. Det er et socialdemokratisk omfordelingscirkus.”

Og her er, hvad Espersen sagde ved samme lejlighed:

“Socialdemokraternes stræben efter lighedsmageriet viser, at de intet har lært af de socialistiske økonomiers fallit. Når man vil brandbeskatte erhvervslivet, fordi det går godt, når man vil straffe mennesker, der gerne vil spare mange penge op til alderdommen, så er det udtryk for jantelovspolitik af værste skuffe. Hvad hjælper det, at Helle Thorning-Schmidt går i dyre sko, hvis de personer, hun er chef for, går i alt for små sko?”

Kære Pia’er, i Dansk Folkeparti og hos De Konservative: I har tilsyneladende begge tillagt socialministeren holdninger, hun tydeligvis ikke har; er der fordi I ikke forstod det, eller fordi I gerne vil score billige politiske point på at fordreje en udtalelse?  Og hvad er så iøvrigt forskellen på dét, Eva Kjer Hansen sagde, og dét som Bendtsen og Espersen gav udtryk for?  Er Bendtsen og Espersen farlige sekteriske superliberalister og/eller anarkister?  Skal vicestatsministeren og justitsministeren nu begynde at flaggelere sig selv og gå bodsgang for at undgå at miste deres poster?

Jeg tror iøvrigt, at Christmas Møller kan slå koldt vand i blodet.  Mens KU’erne nok har vist, at der endnu er liv i organisationen, med både støtte til Eva Kjer Hansen og et forslag om fladskat (som desværre nok skal blive nedstemt), viste vicestatsministeren hurtigt, at han bestemt ikke er hverken anarkist eller superliberalist: Han vil såmænd have højere skatter (om han så er sekterisk må andre bedømme):

“Vi må spørge os selv, om vi fortsat skal acceptere, at nye EU-lande opererer med ingen selskabsskat eller en meget lille selskabsskat. Nej, det mener jeg ikke. Jeg har den holdning, at der må være en underliggende grænse for, hvor lav selskabsskatten må være, hvis man samtidig ønsker strukturfondsmidler fra EU.”

Her gik man og troede, at nationalstaten, konkurrence og lave skatter var konservative mærkesager.  Tilsyneladende ikke.  De er nu ofret til fordel overstatslig påtvungent konkurrence-bekæmpelse og højere skatter—hvilket naturligvis bliver rost af SF’s Morten Homann (hvilket skulle være signal nok til De Konservative).

Det er dæleme en underlig tid, vi lever i.

Punditokrater og andet godtfolk

Af Redaktionen, den 24. september 2005. 1 svar

Vores med-punditokrat Mikael Jalving var fredag i P1 hos Poul Friis for at diskutere lighed/ulighed (lyt her).  Aftenen før var CEPOS’ Martin Ågerup og Mads Lundby Hansen overalt på DRTV–d.v.s. henholdsvis i Debatten og Deadline.