Tag-arkiv: Mike Munger

Mike Munger i the Rubin Report

The Rubin Report er en af flere udsendelser, vi på punditokraterne jævnligt hygger os med. Forleden havde Dave Rubin besøg af den fremragende Michael Munger, professor i statskundskab på Duke University, tidligere præsident for the Public Choice Society, og en af de mest vidende liberale økonomer/statskundskabere i USA. Det kom der en særdeles særværdig udsendelse ud af, som vi håber læserne også vil nyde.

Mens man kan være meget uenig med Munger i hans ideer om basic income (som han taler om til sidst i programmet), er de første 40 minutter fyldt med guldkorn. Munger starter f.eks. med at tale med Rubin om statskundskab og hvorfor han mener, der er mere behov for (ordentlig) statskundskab i dag. Et af de universelle problemer er, som Munger så præcist formulerer det, at ”we tend to have this idea is what we need is better people.” I stedet er hans (og stort set alle public choice-forskeres) argument, at vi har behov for bedre regler, og politiske institutioner, der i højere grad begrænser, hvad politikere kan gøre. Og som Munger påpeger, er en af de ting statskundskab gør, at den ”studies the engineering of rules.”

Senere i udsendelsen kommer han tilbage til problemerne med politikere selv, og hvem der søger ind i politik. Hans karakteristik af politikere og deres opfattelse af sig selv er vidunderligt præcis: “you can be a Republican member of Senate, but (when) you look in the mirror, you see a God!”

Selv mainstream medier fordrejer nyheder og reportage når de ikke passer på deres ideologiske position. Mungers holdning er, at de nye, mindre medier indirekte kan gøre noget ved problemet. Som han formulerer det “we cannot discover truth, but what we can do is impeach falsehood.” Det er også et af punditokraternes mål. The Rubin Report gør det fremragende med Mike Munger, men også med mange andre gæster, som f.eks. Stephen Fry eller Ayaan Hirsi Ali. Stærkt anbefalet.

Enhjørninge-governance

Hvis man som liberal diskuterer statens rolle med ikke-liberale folk, løber man ofte panden mod en mur. Mike Munger (Duke) publicerede forleden nogle overvejelser over problemet i The Freeman under titlen ”Unicorn Governance.” Hans simple, men ofte oversete pointe er, at mens de fleste sagtens kan se problemerne – i Danmark for eksempel at Skat de facto har næsten ubegrænsede midler til rådighed – er løsningen for de fleste, at Staten da må gøre mere. Antager mange ikke ofte implicit, at Staten er løsningen på problemer, Staten skaber? Mungers hovedpointe er her; resten er også stærkt anbefalet!

When I am discussing the State with my colleagues at Duke, it’s not long before I realize that, for them, almost without exception, the State is a unicorn. I come from the Public Choice tradition, which tends to emphasize consequentialist arguments more than natural rights, and so the distinction is particularly important for me. My friends generally dislike politicians, find democracy messy and distasteful, and object to the brutality and coercive excesses of foreign wars, the war on drugs, and the spying of the NSA.

But their solution is, without exception, to expand the power of “the State.” That seems literally insane to me—a non sequitur of such monstrous proportions that I had trouble taking it seriously.