Tag-arkiv: nationaløkonomi

Paul Romers Nobelforelæsning

Det er ingen hemmelighed, at vi her på stedet er meget tilfredse med årets Nobelpris i økonomi. Prisen gik William Nordhaus (Yale) og Paul Romer (NYU) for deres arbejde i henholdsvis klimaøkonomi og endogen vækstteori. Særligt Romers arbejde har været indflydelsesrigt i nationaløkonomi de seneste 25 år, og har også tydelige implikationer for diskussioner udenfor forskningsmiljøet. Det er derfor en fornøjelse, at kunne se Romer selv forklare både sit prisvindende arbejde, men også forbinde det til hvad Nordhaus har lavet, og hvordan man kan tænke politik på området. Hele Nobelforelæsningen er her og er stærkt anbefalet.

Nobelprisen i økonomi 2018 – hvem er i spil?

På mandag tidligst 11.45 annoncerer Sveriges Riksbank hvem der modtager dette års Nobelpris i økonomi. Traditionen her på bloggen er, at vi nogle dage før annonceringen skriver lidt om, hvem der eventuelt kunne få den. Tidligere indlæg kan f.eks. læses her, her og her, og i år er ingen undtagelse. Ethvert gæt er dog altid en blanding af, hvem der har gjort sig fortjent, hvilket område det er tid til at belønne, og til tider også, hvad der er ’oppe i tiden’ eller evt. ikke politisk korrekt.

Man kan starte med, at gentage en række bud fra de seneste år. Francesco Trebbis bedste bud er således en delt pris mellem Philippe Aghion (Harvard), Peter Howitt (Brown) og Paul Romer (NYU), som vi også tidligere har foreslået. Aghion og Howitt leverede i 90erne en række teoretiske bidrag til vækstteori, hvor hovedpointen i deres Schumpeterianske teori er, at produktivitetsfremskridt både skaber og ødelægger firmaer. Hele samfundet bliver rigere, men det giver også en sektoral ændring, som ikke nødvendigvis er politisk populær. Der er også bred enighed om Romers fortjenester, som vi skriver om længere nede.

Et andet bud, som Tyler Cowen sidste år pegede på, er en pris til forskning i corporate finance, som ikke har fået i meget lang tid. Her er budene Michael Jensen (Harvard), Stewart Myers (MIT) og Raghuram Rajan (Chicago) for deres arbejde om beslutningsprocesser på området. På samme måde nævnes Robert Hall (Stanford) og / eller Dale Jorgenson (Harvard) for deres forskning i produktivitetsudvikling. Ligesom det lignende felt i vækstteori, er der længe siden at produktivitetsstudier har fået Riksbankens anerkendelse.

Men der er andre muligheder. Nogle kommentatorer nævner stadig John Taylor (Stanford) for pengepolitik og monetære studier – Taylor-regler for pengepolitik, der i dag er meget brugt af centralbanker over hele verden, er opkaldt efter ham – og William Nordhaus (Yale), muligvis sammen med Partha Dasgupta (Cambridge), for væsentlige studier i miljøøkonomi og klimareaktioner.

Skal man gå en helt anden vej, der står stor blæst og opmærksomhed omkring, er der også gode argumenter for at det er tid til at give en pris til handelsteori. Her er de helt oplagte emner den kun 50-årige Marc Melitz (Harvard), måske med Gene Grossman (Princeton) og Elhanan Helpman (Harvard). Melitz har stået bag en stor del af arbejdet bag det felt, der i dag kaldes new new trade theory, mens Grossman og Helpmans arbejde på området har fokuseret på hvordan handelspolitik dannes.

Sidst, men ikke mindst, er ingen Nobelprispost her på stedet færdig før jeg har slået et lille slag for mine egne, personlige favoritter: Robert Barro (Harvard) og førnævnte Paul Romer for deres arbejde omkring økonomisk vækst og produktivitetsudvikling. Romers primære fokus har været, hvordan uddannelse (human kapital) skaber produktive fremskridt udover dens virkning for individet. Barro lagde efterfølgende en stor del af fundamentet til den empiriske udforskning af vækstprocesser, ligesom ham i senere år har bidraget til en integration af sociologiske overvejelser i udviklingsprocesser og tidligere bidrog vigtigt til public finance og det, der i dag kaldes Barro-Ricardo ækvivalens.

Belært af bitter erfaring er de bedste odds dog, at det er nogle helt andre, der får prisen på mandag. Vi har aldrig ramt rigtigt, om end vi et år før Richard Thaler faktisk fik prisen, nævnte ham som en outsiderkandidat. Under alle omstændigheder er det hvert år en god anledning til at overveje, hvor de vigtige fremskridt i nationaløkonomi har været – og dermed også, hvor vores videnskabelige huller kunne ligge.

Vernon Smith og THINK-konferencen hos IEA

The Institute of Economic Affairs – en af Storbritanniens ældste og mest indflydelsesrige tænketanke, som jeg er stolt af at være affilieret med – afholdt forleden den årlige THINK-konference. Hovedtaleren i år var professor Vernon Smith, der altid er værd at høre og læse. Smith modtog Nobelprisen i økonomi i 2002 for sit arbejde med eksperimenter i samfundsvidenskaberne, og er generelt en både formidabelt skarp tænker, uafhængig og meget åbensindet.

Har man lidt ekstra tid i de sløve sommeruger, kan man med fordel bruge dem på, at se Smiths samtale med Philip Booth i linket nedenfor, eller Kate Andrews interview med ham på IEAs glimrende podcastserie. Andre muligheder er Jamie Whytes oplæg om Oxfam og de problematiske ulighedsmål i international debat, den altid interessante Steve Davies om Jeremy Corbyn og Labours mærkværdige idéer i britisk politik, eller Tim Harford om innovation og hvad historie lægger vægt på. Det hele er – som sædvanligt når det kommer fra IEA – stærk anbefalet.

Hvad gør handel 6: Lerners symmetriteorem

Som bekendt handler Punditokraternes sommerserie i år om international handel. Forleden skrev Otto om det umiddelbart paradoksale i, at handelsliberalisering også skaber tabere. Det er dog ikke noget paradoks, og nær man tænker over det er det også ganske intuitivt. I dag handler det derimod om et resultat, der er stærkt modintuitivt for de fleste mennesker: At skat på eksport skaber de samme problemer som told på import.

Som Greg Ip bemærkede forleden i en fremragende artikel i Wall Street Journal, var Abba Lerner stadig kandidatstuderende på London School of Economics da han viste det fænomen, der nu bærer hans navn: Lerners symmetriteorem. Udgangspunktet er det indlysende, at absolutte priser ikke er vigtige for folks adfærd. De køber ikke mindre af en vare, hvis dens pris er 400 i stedet for 100, ligesom virksomheder heller ikke blot vil producere mere når prisen er 400. I stedet reagerer folk på de relative priser, dvs. hvad koster en vare i forhold til andre varer.

Ser man på bytteforholdet, dvs. prisen på eksportvarer (som vi kalder PE) delt med prisen på importvarer (PI), er det let at illustrere Lerners symmetriteorem. Forholdet mellem de to er PE / PI, og det indlysende for de fleste er, at denne relative pris på eksportvarer falder, når man lægger en told på import og PI således stiger. En del af Lerners indsigt var dog, at det samme sker, når man lægger en skat på eksportvarer. I det tilfælde vil den pris, som virksomheder modtager for deres varer, naturligvis falde fordi der skal betales en skat på dem. Virkningen er derfor den samme som en importtold – om PI stiger eller PE falder er ikke vigtigt da de begge har samme virkning på den relative pris. Skat på eksport virker dermed på samme måde som told på import.

Denne virkning sker gennem en række ret intuitive mekanismer, og det er kun den endelige konsekvens, som ikke er intuitiv. Som Greg Ip formulerer det i WSJ, ”If a tariff generated significant new demand for the protected American sector, the resulting boost to prices and jobs would put upward pressure on inflation, interest rates and the dollar, further hurting exports.” Man må dermed også sørge for at se på, hvad handelsbarrierer gør ved inflationen og fordelingen af jobs internt i økonomien. Alessandro Barattieri, Matteo Cacciatore og Fabio Ghironi viste fornylig, at dette resultat ikke blot gælder USA, men også holder for de 21 andre lande, der undersøger i et nyt working paper for National Bureau of Economic Research. De sektorer, der beskyttes af handelsbarrierer, ansætter flere folk og driver derfor lønnen op. Der er til skade for eksportvirksomheder, der får sværere ved at ansætte folk, og dårligere konkurrenceevne pga. de højere lønomkostninger. Oveni dette må man lægge det helt indlysende, at mange importvarer faktisk bruges som input i produktion af eksportvarer. Som økonomerne Joseph Francois og Laura Baughman viste i en analyse i marts, kan Trump-administrationens told på import af stål beskytte cirka 33.000 jobs, men ødelægger  på samme tid 179.000 jobs i industrier, der bruger stål.

Implikationen af Lerners Symmetriteorem er således den modintuitive, at hvis man skaber handelsbarrierer, er nogle af de store tabere faktisk eksportvirksomheder. Som de to figurer nedenfor viser, er Danmark på ingen måde isoleret fra Lerners Symmetriteorem. I den først figur er det ganske let at se hvordan importandelen af det danske nationalprodukt følges tæt med eksportandelen: Jo mere vi importerer, jo mere eksporterer vi også. Det samme gælder også, hvis man direkte tester effekterne på den relative pris. Figur nummer to viser sammenhængen mellem ændringer i importpriserne og eksportpriserne. Også her er det meget tydeligt (med en outlier, der er 1960-priserne), at de to relative prisindeks følges ganske tæt ad.

Lerner, der ellers mest kendes som en af 30erne og 40ernes fremmeste demokratisk-socialistiske økonomer sammen med Oscar Lange, bidrog dermed til vores dybere forståelse af handel, og ikke mindst hvor skadelige, handelsbarrierer faktisk er. Uanset at præsident Trump og hans team også ignorerer denne indsigt, er Lerner igen relevant i den internationale debat. Topøkonomer i handelsteori som Douglas Irwin har af flere omgange understreget, hvordan Trumps handelsbarrierer skader amerikanske eksportvirksomheder, og dermed ikke engang virker efter Trumps egen hensigt. De indsigter skylder vi Lerner og hans symmetriteorem.

Hvad gør handel 3: Monopoldestruktion

Den tredje installation i dette års sommerserie om international handel handler om, hvordan frihandel løser et problem for almindelige forbrugere, som ofte er politisk skabt. Mens monopoler kan være naturlige – for eksempel når bestemte metaller kun eksisterer ét sted, at der er så massive stordriftsfordele at det største firma kan udkonkurrere andre, eller at det er prohibitivt dyrt at komme ind på et marked med kun ét firma – er de fleste monopoler skabt af lovgivning.

Uanset hvordan de er skabt, skaber monopolerne store tab for samfundet, og særligt for forbrugerne. Fordi et monopol ikke er udsat for konkurrence kan det sætte den pris og udbyde den mængde, der maksimerer profitten. Jo flere virksomheder, der konkurrerer, jo større bliver tabet hvis man sætter en for høj pris – konkurrence mellem virksomheder vil føre til, at de sætter prisen ned. Det er denne mekanisme, som monopoler kan ignorere, da forbrugerne ikke har noget valg.

Det er her, en af de vigtige – og politisk særdeles upopulære – virkninger ved handel ligger. Hvis en importtold eller en anden handelsbarriere hæver den pris, som udenlandske varer kan sælges til uden tab, til over monopolprisen, vil ingen have en interesse i at importere den. Monopolet er derfor beskyttet perfekt overfor udenlandsk konkurrence. Men falder omkostningerne ved at importere under den pris, som monopolet tager, kan det betale sig at købe de udenlandske varer. Hvis enten tolden, andre barrierer, eller blot transportomkostningerne falder nok, er der pludselig ikke længere en situation uden konkurrence. De udenlandske produkter konkurrerer med monopolets, og driver dermed i første omgang prisen ned og udbuddet op. Monopolvirksomheden har dermed ikke længere monopol. Det glæder pudsigt nok også, hvis den udenlandske virksomhed også er et monopol.

Det giver næsten sig selv, at jo lavere handelsbarriererne er, jo lavere bliver den pris, udenlandske virksomheder kan sælge til på det danske marked, og jo mere udsat er den tidligere monopolvirksomhed. Det er den proces, man kalder monopoldestruktion. Mens det til tider er tydeligt, at handel er en trussel mod gamle, såkaldt ’hæderkronede’ virksomheder, er den helt utvetydigt til gavn for forbrugerne. Når f.eks. flyselskaber som belgiske Sabena bukkede under, italienske Alitalia er de facto fallit, og skandinaviske SAS egentlig også burde være afgået ved døden, kan det synes som økonomiske tab. Men de mange andre selskaber, om de hedder Norwegian, Ryanair eller Emirates, overtager markederne med langt bedre tilbud til kunderne. Det store problem, som vi skriver om senere på sommeren, er at monopolvirksomhederne ofte beskyttes fra politisk side, og derfor overlever som zombifirmaer. Monopoler er altid tab for samfundet, og når de beskyttes politisk imod international konkurrence, gør man blot ondt værre.

Hvad gør handel 2: Hecksher og Ohlins indsigt

Den anden udgave af dette års sommerserie om international handel handler om to svenskere: Eli Heckscher og Bertil Ohlin ved Stockholms Handelshøjskole. De to nationaløkonomers arbejde er centrale for vores forståelse i dag af komparative fordele, og i helt særlig grad for hvordan gevinsterne af frihandel er fordelt mellem forskellige grupper i samfundet.

Heckscher og Ohlin begyndte i starten af 1930erne at tænke over, hvorfor bestemte lande har bestemte komparative fordele. De tog således udgangspunkt i Ricardos allerede dengang hævdvundne om hvordan det meste international handel er drevet af forskelle mellem landes komparative fordele, dvs. hvad de relativt set er bedre til at producere end andet. Resultatet blev det, der i dag ganske enkelt kaldes Heckscher-Ohlin modellen, og som er en af kernerne af international handelsteori.

Heckscher og Ohlins hovedpointe kræver blot, at man har en verden med to lande, to varer og to input – arbejdskraft og kapital. Kapital betyder her, som altid når nationaløkonomer bruger begrebet, fysisk realkapital – dvs. maskiner, bygninger og andet produktivt udstyr, og ikke de aktier, obligationer eller andet som virksomheder kan udstede for at finansiere udstyret. De to svenskere så her, at nogle varer bruger relativt lidt udstyr og meget arbejdskraft, mens produktionen af andre varer kræver relativt lidt arbejdskraft, men meget udstyr. Hvad man kan producere relativt billigere afhænger derfor af, hvor dyr den ressource er, som an skal bruge meget af for at producere varer.

Heckscher og Ohlin så dermed, at visse lande har komparative fordele i at producere tekstiler fordi de har store mængder af billig arbejdskraft, men relativt lidt kapital: Tekstiler er ’arbejdskraftintensive’. Det gør skoproduktion komparativt billigere end at producere computere når arbejdskraft er rigelig og dermed billig. Omvendt vil lande med meget kapital kunne producere computere billigt, mens skoproduktion bruger den dyre ressource, arbejdskraft. Heckscher og Ohlin kunne dermed konkludere, at landes komparative fordele er defineret af deres faktorbesætning.

Modellen kan sagtens udvides med flere faktorer. I årene efter anden verdenskrig dukkede der for eksempel kritik op af Heckscher og Ohlin, fordi USA’s eksport var domineret af varer, der så ud til at være arbejdskraftintensive. Denne kritik var drevet af Wassily Leontief og kaldes derfor i dag for Leontief-paradokset. Økonomer, der så nærmere efter, fandt dog at der ikke var noget paradoks: USA’s eksport ikke arbejdskraftintensiv som sådan, men bestod af varer hvor den vigtige ressourcer var uddannet arbejdskraft. Leontief og andre havde overset, at der også er forskellige slags arbejdskraft. På samme måde har dele af Latinamerika som f.eks. Argentina og Uruguay komparative fordele i kødproduktion fordi de store, halvøde græsområder – pampassen – er den rigelige og meget billige, vigtigste ressource for kvægdrift i stor skala. Danmarks komparative fordele skal også findes i ganske specifik og rigelig know-how i f.eks. landbrug (svin og mejeridrift) og shipping .

De to vigtigste forhold ved Heckscher og Ohlins model er, at den 1) giver en dybere forståelse af, hvorfor og i hvad lande med forskellig faktorudrustning handler med hinanden; og 2) hvilke grupper i samfundet vil umiddelbart have størst gevinst af friere handel. Åbner man nemlig for langt friere handel, vil et land kunne sælge langt mere af de varer, det har komparative fordele i, men nok også opleve at virksomheder, der producerer andre varer, kommer ud for at større pres fra international konkurrence, og i sidste ned bukker under. De store vindere vil derfor rent umiddelbart være dem, der ’ejer’ den ressource som bruges intensivt i de varer, landet eksporterer.

Hvis man åbner op for frihandel med et fattigt land, vil det fattige land komme til at eksportere langt flere varer, der bruger meget arbejdskraft. Det øger efterspørgslen efter arbejdskraft, hvilket vil presse lønnen op. Omvendt vil det fattige lands kapitalintensive sektor lide, hvilket gør at kapitalejere vil få lavere afkast. Det omvendte vil ske i det rige land, og Heckscher-Ohlin modellen kan derfor sige noget om fordelingen af gevinster ved frihandel – og hvordan frihandel i høj grad er mest gavnlig for fattige mennesker i fattige lande! Kender man til Heckscher og Ohlins arbejde, og resultatet ovenfor, der kendes som Stolper-Samuelson Teoremet, er det således meget svært at købe antiglobalisternes argument om, at globalisering og frihandel skader verdens fattigste. At der så i specielt rige lande kommer en komplikation i og med at strukturen i priserne også ændrer sig med friere handel er en vigtig pointe, som vi kommer til senere i punditokraternes sommerserie.

Hvad gør handel 1: Introduktion

Som flere år tidligere kører vi igen i år en sommerserie på punditokraterne. Sidste år handlede sommerserien om public choice, som vi mener at flere mennesker bør vide noget om. På samme måde har vi i år fundet et emne, som de fleste mennesker – og kun ganske få politikere – faktisk ved noget om: International handel. Handel er ekstremt vigtig og en af de store drivkrafter i moderne udvikling, men også så dybt misforstået, at præsidenter i både USA og Frankrig har absurde ideer om den, ligesom mange uvidende vælgere kan lade sig forlede af løfter om beskyttelse mod international konkurrence osv. Formålet med dette års sommerserie er derfor at oplyse, og forhåbentlig bidrage til at vores almindelige læsere, men også gymnasieelever og alle andre interesserede, ikke fælder i disse fælder.

Et af de særlige forhold ved emnet er, at manges – og måske de flestes – forestilling om handel og hvor gevinsterne ved international handel er, er begrundet i det, man kalder merkantilisme. Kernen i merkantilisme kan meget kort opsummeres i forestillingen om, at eksport er godt, import er skidt. Det paradoksale er, at økonomer har vidst mindst siden Adam Smiths arbejde i 1770erne, at de merkantilistiske idéer er forkerte, og siden David Ricardos banebrydende Principles of Political Economy fra 1817 har der været konsensus blandt (ikke-marxistiske) nationaløkonomer om kernen i konsekvenserne. Fra den faglige side står vi derfor med den frustrerende situation, at mange mennesker og de fleste politikere enten ikke forstår eller benægter, hvad der blandt os har været konsensus om i 200 år. Kunne man forestille sig en lignende situation udenfor økonomi, hvor et flertal af befolkningen for eksempel stadig troede på flogistonteori eller eksistensen af gener?

Blandt økonomer taler man om, at de meste af den internationale handel er drevet af to forhold: Enten har et land eller område absolutte fordele i at producere en bestemt type varer eller service, eller de har komparative fordele. Senere arbejde, som vi kommer tilbage til senere i sommerserien, fokuserer også på såkaldte kompetitive fordele.

Adam Smith bidrog med en klar beskrivelse af absolutte fordele. Han skrev i sin Wealth of Nations i 1776, at den basale funktion af import er “to relieve one another’s wants” mens eksport fungerer for at “ encourage one another’s industry.” Smith pegede derfor på, modsat politikere dengang som nu, at der er store gevinster forbundet med import! Han forstod også, at modsat merkantilisterne – som målte et lands velstand i dets beholdning af guld, sølv og andet ’værdifuldt’ – er et af de vigtigste formål med eksport at tjene udenlandsk valuta, så man kan betale for sin import. Eksporten bidrager ikke direkte til vores levestandard på samme måde som import. Er man i tvivl, kan man for eksempel se på ens eget tøj, mad og transportmiddel og spørge, hvordan ens liv havde været uden de dele, der er produceret udenfor Danmark. Eksportens bivirkning, som Smith også så og beskrev med ordet ’encourage’, har været hovedfokus i det, der nu kaldes ’ny ny handelsteori’, og som vi dækker senere i serien.

De fleste kan sagtens spotte Smithske absolutte fordele: Visse lande har absolutte fordele i eksporten af diamanter, uran, eller bestemte slags fisk, fordi disse produkter kun eksisterer helt bestemte steder i verden. På samme måde regner man ofte kaffe og citroner som absolutte fordele: De kan produceres i drivhuse andre steder, men det er så dyrt og resultaterne så dårlige, at drivhusvarerne reelt ikke er de samme. Smiths beskrivelse af handel og hvorfor nogle lande handler med bestemte varer er derfor eminent intuitiv.

Derimod har Nobelprisvinderen Paul Samuelson kaldt David Ricardos bidrag til handelsteori for en af de få indsigter i samfundsvidenskaberne, der er tydeligt sand, men på ingen måde indlysende for de fleste begavede mennesker. Ricardos teori om komparative fordele er dog også ofte karakteriseret som den mest succesfulde teori nogensinde i samfundsvidenskaberne. Han tog udgangspunkt i den indlysende (men ofte ignorerede) sandhed, at der er begrænsede ressourcer i ethvert samfund. Bruger man flere ressourcer på at producere vare X, må man nødvendigvis bruge færre på at producere vare Y. Det gælder derfor altid om, at bruge sine ressourcer bedst muligt, og dermed på det, man er bedst til. Den overraskende implikation er, at et land der er dårligt til alt stadig kan have stor gavn af handel. Ricardo og folk efter ham bruger ofte et ganske simpelt eksempel til at vise det.

Forestil dig, at Godeland kan producere 1000 eksemplarer af vare X med brug af 1000 arbejdstimer, og 500 af vare Y med brug af 1000 arbejdstimer. Lorteland bruger 4000 arbejdstimer på at producere 1000 af vare X og 4000 arbejdstimer på 1000 af vare Y. Godeland har derfor en absolut fordel i produktionen af begge varer, men kan indlysende nok ikke eksportere dem begge to. Hvis de gjorde det, hvordan ville Lorteland da nogensinde kunne tjene Godelands valuta, så de kunne betale for deres import?

Ricardos geni lå i at indse, at hvis man flytter 1000 timer i Godeland fra vare Y til vare X får man 1000 flere eksemplarer af vare X og 500 færre af vare Y. Gør man det samme i Lorteland, får man 250 eksemplarer mere af vare X, og 250 færre af vare Y. Forholdet i Godeland er derfor 1000 / 500 = 2, mens i Lorteland er det 250 / 250 = 1. Godeland har dermed en massiv komparativ fordel i at producere X. Godeland kan således hæve sin levestandard ved at holde op med at producere Y, importere hvad de vil af Y, og ansætte den ekstra arbejdskraft til at producere X, og eksportere noget af den til Lorteland. På samme måde er det en god deal for Godeland, da de importerer X billigt fra Lorteland og dermed kan ansætte mere arbejdskraft til at producere Y, som de lige så dårlige til at producere. De får billigere X, og en højere pris for Y når nu Godeland ikke længere producerer det. Begge lande har haft gavn af handelen!

Ricardos teori om komparative fordele har været ekstremt indflydelsesrig de sidste 200 år, og var blandt idégrundlaget for, at det britiske parlament i 1846 begyndte en lang og dyb liberalisering af landets internationale handel. Premierminister Robert Peel havde for eksempel læst Smith og Ricardo og var blandt hovedmænden bag den berømte Repeal of the Corn Laws – afskaffelsen af handelsbarrierer på kornimport. Liberaliseringen var måske en trussel mod store jordejeres indtægter, men gjorde livet langt lettere og billigere for landets mange fattige og bidrog til den store transition af det britiske samfund. Det samme gør liberaliseringer i dag – men mere om det senere på sommeren!

Mere om ministerielle regnemodeller

Der har den sidste uge kørt en debat om, hvordan særligt Finansministeriets økonomiske modeller ser ud, og hvilke antagelser de bygger på. Debatten blev foranlediget af Enhedslisten, anført af Pelle Dragsted, der angreb modellerne for at være ideologiske og give direkte forkerte forecasts. Hovedanken i debatten har været, at mens de regner med dynamiske effekter af skatteændringer, har modellerne indbygget meget få dynamiske effekter af udgiftsændringer. Dragsteds påstand var derfor, at ministeriet gik højrefløjens ærinde når det regnede på Enhedslistens og andres politiske forslag.

Otto skrev forleden dag på fremragende vis om problemstillingen her på stedet. Særligt fremhævede Otto, at den væsentligste grund til at Finansministeriets regnemodeller ikke inkluderer dynamiske effekter af udgiftsændringer er, at der mangler forskning. Mens der er ganske solid forskning, der viser dynamiske effekter af skatteændringer, er der slet ikke på samme måde en afklaret litteratur omkring de dynamiske effekter af udgiftsændringer på mellemlangt til langt sigt. Og som Otto understregede, kan man ikke engang sætte et fortegn på de fleste af denne type dynamiske effekter – er de overhovedet positive eller negative? Vismændene har for eksempel undersøgt virkningerne af børnepasning, og finder en positiv, men meget lille effekt.

Der er dog mange, mange andre typer offentlige udgifter, der både vejer tungere i budgettet og hvor vi ikke kender de mulige dynamiske effekter. For eksempel kan man forestille sig, at øgede udgifter til arbejdsformidling og jobtræning kunne forbedre matchet mellem folks kvalifikationer og de stillinger, de får. Det ville alt andet lige give en positiv effekt på nationalindkomsten. Men man kan lige så godt forestille sig en virkning, hvor folk leder længere efter nyt arbejde og dermed er længere i arbejdsløshed, hvilket dermed øger den strukturelle arbejdsløshed og giver en negativ effekt på nationalindkomsten.

Og hele vurderingen hviler på, at de ekstra ressourcer faktisk bliver brugt som politikerne havde tiltænkt. Et næsten klassisk eksempel på politiske fejlslutninger, som selv dygtige økonomer gør sig skyldige i, er diskussionen om såkaldte investeringer i uddannelse. Uden at nævne navne er der en række økonomer, der har anbefalet større udgifter til uddannelse, baseret på antagelsen om at de ekstra ressourcer i sidste ende fører til bedre uddannelse eller flere uddannede. Problemet her er selve grundantagelsen: Der er absolut ingen grund til at tro, at flere penge giver bedre uddannelse. Ser man over tid eller på tværs af OECD-landene, er der ingen sammenhæng mellem udgifter og resultater. Man får ofte det indtryk, at pengene primært er gået til lækrere lærerværelser, kantiner og espressomaskiner, eller ’inspirationsture’ til Prag for lærerkollegiet. Hvilken effekt der dominerer – og om den type udgift overhovedet forbedrer arbejdsformidlingen – er simpelthen uvis, om end den forskning mine kolleger har bedrevet nok peger mere i retning af negative effekter.

Debatten fortsætter dog, og i DR2s Deadline interviewede Lotte Folke Kaarsholm fredag aften en (erklæret) socialdemokratisk PhD-studerende fra CBS og Børsens chefredaktør og tidligere finansminister Bjarne Corydon. Niels Fuglsang fra CBS leverede en sludder for en sladder om makromodeller og gav mere eller mindre Folke ret i sin påstand, mens Corydon roligt og meget afbalanceret forsvarede Finansministeriet og særligt ministeriets politiske uafhængighed. Mens Folke bl.a. vurderede, at man ’intuitivt’ måtte tro, at de ’manglende’ dynamiske effekter gør modellerne ideologisk skæve når de ikke medtager positive effekter af velfærdsstaten og offentlige udgifter, hæftede Corydon sig ved den manglende forskning – man kan ikke inkludere effekter, som der ikke er solidt forskningsmæssigt belæg for – og understregede, at både socialdemokratiske og borgerlige regeringer havde gjort brug af modellerne, der i høj grad blev videreudviklet under Nyrup-regeringerne i 90erne.

Alligevel er den fornemmelse, de fleste almindelige borgere sidder med efter debatten, nok meget lig Folkes første påstand – hvorfor skulle man ellers bruge 20 minutter af Deadline, hvis der ikke var ’noget om snakken’. Der er dog ingen grund – heller ikke en upartisk intuitiv grund – til at tro, modellerne er ’for blå’. Udover det faktum, at de dynamiske effekter af offentligt forbrug sagtens kan vise sig at være substantielt negative, er der, som vi har skrevet om før her på stedet, andre elementer, der trækker i den modsatte retning af blå bias. Otto har tidligere understreget, at de estimater på dynamiske effekter af skatteændringer, som Finansministeriet bruger, snart er 20 år gamle. Estimatet på den såkaldte elasticitet er omkring 0,1 – dvs. hvis topskatten sænkes 10 % stiger arbejdsudbuddet i gennemsnit 1 % – men dén litteratur har udviklet sig siden. De bedste bud fra studier af så forskellige forskere som Claus Thustrup Kreiner, Jacob Lundberg og Martin Ljunge er, at et korrekt estimat er en elasticitet et sted mellem 0,2 og 0,3 (læs f.eks. her). Når Finansministeriets embedsmænd insisterer på at bruge det estimat, de i sin tid lærte på universitetet, trækker det dermed langt mere i rød end blå retning. Man kan således på ingen måde påstå, at den måde man inkluderer dynamiske effekter hælder i en borgerlig retning.

Det mest problematiske element i hele diskussionen er dog, at man på begge sider af debatten udelukkende ser på langsigtskonsekvenser, men i stort omfang overser virkningen af disse ændringer på den langsigtede vækstrate. I en vis forstand er problemet, at den faglige debat af forskellige grunde er domineret af folk i det felt, der kendes som public economics. De er specialiseret i denne type forskning – og i både København og Aarhus sidder der internationalt førende forskere på området – men deres forskning er ofte uden særlig forbindelse til forskningen i langsigtede vækstprocesser. Problemet er, at alle disse ændringer, som man forsøger at vurdere de langsigtede konsekvenser af, sker omkring en trendvækst i dansk økonomi, som man ofte antager er uforandret.

Og på netop dette område – som alle ved og indrømmer er ekstra svært at etablere klar evidens på – peger de senere års studier ganske klart på, at et stort offentlige forbrug sænker den langsigtede vækstrate (se f.eks. Berggren, Bjørnskov og Lipka– ungated her – eller Bergh og Henreksons oversigter – ungated her). Hele diskussionen om dynamiske effekter er, hvor stort hoppet er når man ændrer skatter og offentlige udgifter: Bliver indkomsten større eller mindre, og bliver statens indtægter større eller mindre? Diskussionen om, hvad der sker med væksten på langt sigt er langt mere interessant – men den har Finansministeriet ingen klare bud på.

Hvem er de bedste danske økonomer, 2018-udgave?

Hvert år ved denne tid poster vi en af vores traditionelle diskussioner: Hvem er de bedste danske økonomer – og hvordan kan man måle det? Vi har gjort det i snart ti år (se f.eks. udgaverne fra 2017, 2016, 2015, og 2014), og sørger – hvis nogen skulle være i tvivl – at variere metoden hvert år. Udover det indlysende at prøve at sige noget om, hvem der er de virkeligt dygtige, er fokus i år på at fange kvalitet på en anden måde end tidligere år, og på de forskelle, der kan skyldes forskellige kilder til opgørelser af f.eks. citationer. Som Simon Ek og Magnus Henrekson understregede tidligere i år i Ekonomisk Debatt, har Scopus en tendens til at undervurdere ældre forskere og Google Scholar overvurderer meget policy-orienterede forskere. Scopus tæller kun citationer i artikler, der er publiceret, mens Google Scholar tæller revl og krat, inklusive citationer i ikke-videnskabelige outlets. Vi bringer derfor i år to lister – en baseret på citationstal fra Scopus, og en anden baseret på Google Scholar.

Som tidligere år ser vi kun på forskere, der bidrager til nationaløkonomi. De mange meget dygtige danske økonometrikere figurerer derfor kun i indekset i det omfang, at de laver forskning hvor udviklingen af metoder ikke er en hovedpointe. Det samme gælder forskere i ’ren’ finansiering, mens vi tager dem med, der forsker i såkaldt ’financial economics’. Det betyder dog, at enkelte af forskerne måske ikke kan sammenlignes perfekt med nationaløkonomerne, da der ganske enkelt er anderledes citationspraksis i finansiering – der er generelt flere citationer, og dermed også højere impact factors i f.eks. Journal of Financial Economics end en ellers sammenlignelig leading field journal et andet sted i nationaløkonomi.

Indekset i år består af to elementer. Det første er en kvalitetsvægtet citationsscore per år for de fem mest citerede artikler for hver forsker. Som eksempel er min mest citerede artikel fra Public Choice, og citeret 657 gange (i Google Scholar, dvs. 36,5 gange) siden udgivelsen i 2007. Public Choice har en SJR-score på 1,184, så rå-indekset her bliver 657 / 11 * 1,184 = 43,216. Første element er summen af disse scorer for de fem mest citerede artikler. Det er dog ikke alle publikationer der tæller, da vi ikke kan tage dem med, der enten er publiceret steder uden et SJR-indeks (bøger, working papers etc.), eller dem der er helt udenfor samfundsvidenskaberne. Det trækker således ned for f.eks. min tidligere kollega Niels Westergård-Nielsen, der har været medforfatter på flere velciterede artikler i psykologi.

Det andet element er forskerens H-indeks, der er X når man har X artikler, der er citeret mindst X gange. Som eksempel er mit H-indeks i Google Scholar 36 – jeg har 36 artikler, der er citeret mindst 36 gange. Når man inkluderer H-indekset er det en måde at undgå indflydelsen fra enlige svaler, dvs. hvis en forsker har én enkelt godt publiceret og meget citeret artikel, men ikke har formået at gentage succesen. Hele indekset, når man tager et gennemsnit af de to indeks er derfor en kombination af kvaliteten af ens publikationer og bredden af publikationer.

Resultaterne af øvelsen kan ses i tabellen nedenfor, der viser Top-20 for hver af de to opgørelser. V1 er version 1, baseret på citationstal fra Scopus og impact faktorer for journals fra Scimago; V2 er citationstal fra Google Scholar og impacts fra Scimago; V3 er citationstal fra Google Scholar og impacts fra JCR. Som man kan se, gør det en lille forskel, da Scimago giver større forskelle i impact-scorerne, mens der ikke er den helt store forskel mellem resultaterne afhængig af om man tager citationer fra Scopus eller Google Scholar (som cirka giver tre gange så høje tal, men samme fordeling).

Resultatet i år er ligesom sidste år, at Lasse Heje Pedersen er Danmarks bedste nationaløkonom. Hans fem mest citerede artikler er samlet citeret mere end 2400 gange (i V1) og de er udkommet i tidsskrifter som Econometrica, Review of Financial Studies og American Economic Journal: Macroeconomics siden 2005. Hans forskningsbredde er også fin med et H-indeks på 22 i Scopus. Han følges af sine Keld Laursen, David Lando og Morten Lau fra CBS, der sidder tungt på de første fem pladser på årets liste.

Der er dog også andre forhold, der værd at lægge mærke til. For det første er de bedste kvinder på listen igen er Aarhus-forskerne Helena Skyt Nielsen, Marianne Simonsen og den formidable Nina Smith, mens de bedste forskere udenfor de tre store universiteter er Rockwolls forskningschef Jan Rose Skaksen (nr. 26) og SDUs økonomiske historiker Jacob Louis Weisdorf (nr. 30). Sidst er det værd at bemærke, at min gode kollega Martin Paldam – den ældste aktive i vores sample – stadig er at finde som nummer syv. Det sker på trods af, at vi ser på citationer per år, og i høj grad på grund af Martins imponerende H-indeks på 27 i Scopus og den forskningsbredde, det afspejler.

Man må også spørge, hvor stor en forskel det gør, hvilke specifikke kilder man bruger. Svaret er, at det generelt ikke gør så stor forskel, men kan rykke enkelte forskere. Bruger man V2 og V3 rykker Martin Paldam således op som nummer 4, jeg rykker et par pladser op, og Claus Thustrup Kreiner rykker ned til nummer 10. Den største forskel gælder for Henrik Hansen, der i V2 bliver nummer 6 og i V3 er nummer 7. Grunden er simpel: V1 belønner i højere grad meget høj kvalitet i hvor man har publiceret, og vægter ikke-videnskabelige outlets og relativt ny forskning lavere.

Som altid er der dog også grund til at sammenligne med økonomer udenfor Danmark som en slags ’smell test’. To af de absolut fineste er Nicolai Foss fra Bocconi i Milano og Toke Aidt fra Cambridge University. Med et indeks på 3,41 ville Nicolai være nummer tre med sin enorme forskningsbredde (et H-indeks på 43), hvis han var blevet på CBS. Toke repræsenterer en anden approach med et indeks på 2,44 (nr. 11), der skyldes en balance mellem relativt mange citationer og en række højt profilerede artikler. De internationale sammenligninger er også ganske gode, når man noterer sig at min nominelle ’chef’ ved universitetet i Heidelberg Axel Dreher – kendt som en af de yngre stjerner i Tyskland, ender med et indeks på 2,94, og IFN-chefen Magnus Henrekson er på 2,66. Havde de været danskere, ville de meget naturligt have ligget på Danmarks Top 10 i år.

Som hvert år kan man klage over de elementer, vi lægger til grund for årets list over de dygtigste danske nationaløkonomer. Man må dog også pege på, hvor konsistent toppen af listen er fra år til år. Mens forskellige opgørelsesmetoder og forskellig vægtning af f.eks. kvaliteten af de journals, man publicerer i versus hvor mange andre, der faktisk bruger ens forskning, gør en vis forskel, er de 15-20 bedste de samme år efter år. Men de er ikke nødvendigvis dem, medierne bruger til daglig.

Thomas Sowell i the Rubin Report

Amerikaneren Thomas Sowell er en af de virkeligt store og uafhængige tænkere på den begavede del af den amerikanske højrefløj. Sowell, der var en af de første sorte professorer, der gjorde en virkelig forskel i debatten, har bidraget til mange diskussioner og er altid værd at lytte til. Forleden var han gæst i den glimrende Rubin Report, hvor han blandt andet talte med Dave Rubin om uddannelse og race. Samtalen er både interessant og overraskende morsom. Som svar på spørgsmålet, hvad der fik ham til at forlade sit marxistiske udgangspunkt og blive liberal, er hans var ”Øh, fakta!”

Hele interviewet er stærkt anbefalet og kan ses her:

Ét år til Brexit

I det, der for få år siden blev kaldt blogossfæren, fndes der en række gode serier af samtaler, diskussioner og debatter, og the Institute of Economic Affairs fremragende podcast-serie Live from Lord North Street er en af dem. I IEAs  nyeste podcast i serien taler Madeline Grant tænketankens egne Julian Jessop og Shanker Singham om Brexit. Anledningen er, at vi i dag er præcist ét år fra dagen, hvor Storbritannien endegyldigt udtræder af den Europæiske Union.

Adspurgt direkte om de fremtidige udsigter for briterne, er hverken Jessop eller Singham specielt pessimistiske. Begge understreger, hvor store usikkerhederne er og hvor meget, der afhænger af den specifikke aftale, landet får med den resterende union. Jessop og Singham peger dog også begge på, hvor partiske mange analyser af Brexit stadig er, og hvor meget der ligger gemt i analysernes grundlæggende antagelser. De overvejelser er velkendte for de fleste økonomer, og diskuteres ofte og heftigt i medier og politik, men de to IEA-økonomer understreger også begge, hvor meget der afhænger af de andre aftaler, briterne skal og kan indgå.

En af Julian Jessops hovedpointer glemmes ofte, også selvom vi har skrevet om den både her på stedet og i Børsen: For at have mulighed for at realisere en række af de potentielle gevinster ved Brexit. Det er derfor ”essentielt at forlade toldunionen” og han er i samtalen meget klar i sin vurdering af, at det er positivt at alle aktører – andre landes politikere, britiske og udenlandske virksomheder osv. – nu ved med rimelig sikkerhed, at der kommer til at ske.

De væsentlige gevinster kommer netop af, at Storbritannien genvinder landets uafhængighed i told- og handelspolitikken. Det gælder ikke kun, som vi tidligere har skrevet om, at et fortsat medlemskab ville have gjort en af de væsentlige potentielle gevinster ved Brexit umulige, da langt de fleste af de kendte gevinster afhænger af, at Storbritannien kan tage væsentlige skridt væk fra de ofte stærkt protektionistiske elementer i EU’s politik.

Jessop understreger, at en del af medlemsskabet i toldunionen også tvinger lande til at implementere en række ’non-tariff regulations’, der fungerer som handelsbarrierer. Hans pointe, som jeg ikke erindrer at have set kommunikeret så klart før, er at der er et ganske stort og nødvendigt overlap mellem toldunionens handelspolitik og unionens reguleringspolitik.

Jessop understreger, at en række væsentlige detaljer, der er uenighed om i forhandlingerne, er i hvilken grad Storbritannien skal overholde fælles EU-reguleringer. Det er altså ikke et spørgsmål om toldbarrierer som sådan, men meget specifikke krav til at varer – og i en række tilfælde også produktionsprocesser – der importeres fra Storbritannien skal overholde EU’s reguleringer. Som Jessops kollega Shanker Singham formulerede det, ville landet indenfor toldunionen ”not be able to slow down European regulation.” Jeg er meget enig med Singham i, at det er en voksende bekymring, ikke mindst når man tager Jean-Claude Junckers udmeldinger efter Brexit alvorligt. Juncker har erklæret, at Brexit er en mulighed for resten af EU at rykke mod langt dybere integration, hvilket i EU-speak betyder langt mere regulering, fælles politik, og endda i en række forslag, fælles finans- og skattepolitik og EU-skat.

Singham er dog ikke naiv, og understreger også i samtalen, at der er en række tin, som briterne sagtens kan gøre bedre selv. Hans primære eksempel er toldbehandling, som ikke just er hurtig eller gnidningsfri, og hvor han ønsker sig, at det britiske embedsværk lærer af særligt Hollands ekstremt effektive håndtering. Derudover peger han også på, at det er ”fænomenalt svært” at vurdere effekter på handel. I modsætning til hardcore ideologiske tilhængere af Brexit peger han også på, at det er helt legitimt at antage, at der er større told- og handelsomkostninger, og problemer med ’trade diversion’. En analyse fra Whitehall, der blev lækket i medierne forleden, estimerer dem til cirka 27 milliarder pund over de næste 15 år. Singham gentager dog pointen, som forfatterne selv peger på, at analysen er partiel, og heller ikke ser på nogen af de mulige gevinster. Der er således ikke, som nogle danske medier synes at tro, tale om en cost-benefit analyse, men udelukkende en analyse af omkostningssiden. Og dele af de omkostninger, der tales om, er ikke rigtige omkostninger. Det irsk-britiske common travel area, der betyder at der er pas- og kontrolfri adgang mellem Irland og Nordirland, faktisk er fra før 1973 og derfor ikke bør berøres af Brexit.

Spørgsmålet er så, hvordan markederne reagerer og hvordan den britiske økonomie har udviklet sig efter afstemningen? Svaret er, at økonomien er fortsat med at vokse, men nok lidt langsommere end ellers. Der er for eksempel usikkerhed omkring hvad der kommer til at ske, der har ført til lavere investeringer. Jessops vurdering er dog, at der ikke er tegn på permanente problemer, pundet er begyndt at rette sig op efter at have tabt værdi i månederne efter afstemningen, og investeringsunderskuddet for tiden skyldes primært projekter, der er udskudt pga. usikkerheden, og ikke aflyst. Der er heller ingen tegn på, at det finansielle centrum i the City lider. Og som hans kollega minder om, er en del af de nuværende forhandlinger udenfor EU-regi nødvendige for at Storbritannien kan genindtræde som suverænt medlem af WTO. At landet nu får en selvstændig stemme i internationale handelsfora er også et resultat af Brexit, og som Singham omhyggeligt peger på, forventer andre lande i WTO, at Storbritannien bliver mere liberalt end EU. Nok kan man have sine tvivl om Theresa Mays kompetence, og hvad Labour under ledelse af Jeremy Corbyn kan finde på, men markederne regner med, at Brexit er gavnligt for både Storbritanniens og verdens frihandel. Det i sig selv er gode nyheder.

Nyt Ekonomisk Debatt på gaden

I dag udkommer det nye nummer af det fine svenske tidsskrift Ekonomisk Debatt. Nummeret, der kan læses i sin helhed her, omfatter i denne omgang en række interessante artikler. De inkluderer bl.a. Daniel Waldenström, Spencer Bastani og Åsa Hansson, der diskuterer en mere hensigtsmæssigt beskatning af kapitalindkomster. Deres forslag, som faktisk er indtægtsneutralt for staten, burde absolut også diskuteres i Danmark, hvor vi har lignende problemer i skattestrukturen. En anden stærkt interessant artikel i det nye nummer er Per Lundborgs diskussion af Nationalekonomiska aspekter på reformering av det gemensamma europeiska asylsystemet. Lundborg, der starter med at konstatere, at Dublinaftalen er stendød og ikke kan genoplives, foreslår at tillade handel med flygtningekvoter i Europa. Det vil tillade nogle lande, som f.eks. Ungarn, at få langt færre flygtninge, men gør også omkostningen synlig. Om man køber Lundborgs argument, at det vil sænke fremmedfjendskhed ved at man faktisk ’får noget’ for at tage imod flere, eller ej, er det et forslag, der absolut er værd at tænke over.

Blandt flere andre indlæg lyser Johan Eklunds leder dog særligt. Som indledning til et forslag om at supplere BNP-opgørelser i nationalregnskabet med et bruttoproduktionsmål, skriver Johan det følgende, der karakteriserer Danmark mindst lige så godt som Sverige:

Kan ni nämna ett grundläggande strukturproblem i den svenska ekonomin som har lösts eller närmat sig en lösning under de gångna åren? Jag kan inte det. I stället har politiken som synes fokuserat uteslutande på reformer på marginalen, lappande av befintliga strukturer och modeller samt symbolpolitik med tydliga ideologiska förtecken.

Stærkt anbefalet.

Hvad betyder ’neoliberal’?

På den danske venstrefløj kører der åbenbart en diskussion for tiden om såkaldt ’neoliberalisme’. En del af denne debat blev gjort eksplicit forleden, da Rune Møller Stahl, en PhD-studerende ved Institut for Statskundskab i København med tilknytning til Enhedslisten, skrev et angreb  i Information under titlen ” Neoliberalismen er ’dead man walking’. Alligevel holder vi fast i den.” Møllers angreb var, ligesom mange andre i Information og andre medier, karakteristisk ved sin sammenblanding af almindelige økonomiske argumenter, normative synspunkter om politik, og tåget tænkning.

Jonas Herby svarede på angrebet i Information nogle få dage senere, og understregede i sit svar hvordan alt, som venstrefløjen øst for Socialdemokratiet mener er ondt, bliver kaldt ’neoliberalt’. Jonas understregede for eksempel hvordan Møller og andre synes at mene, at new public managemen er ’neoliberalt’ og derfor moralsk angribeligt. Men som Jonas skrev, er dilemmaet at ”new public management egentlig er et redskab til at styre en kæmpestat, som ingen liberale vist har bedt om.” Torben Tranæs gav i et twitter-svar – ” Gad vide, hvad de taler om” – også udtryk for den konceptuelle elastik, der bruges af de fleste, når de bruger begrebet ’neoliberalisme.’

En af de klarest tænkte reaktioner mod Møllers angreb var min medpundiktokrat Otto Børns-Petersen, der i Børsen ligesom Jonas bad om konceptuel klarhed. Mange modstandere af ’neoliberalisme’ synes nemlig, som Møller gjorde meget tydeligt i Information, at sætte lighedstegn mellem neoklassisk økonomisk tænkning og ’neoliberalisme’. Som Otto understregede, er neoklassisk økonomi et teoretisk analyseapparat (med ganske stærk empirisk konsistens), og en approach som så forskellige Nobelpristagere som Paul Samuelson, Amartya Sen og Kenneth Arrow har brugt – tre af de mest venstreorienterede pristagere – mens bl.a. Milton Friedman, Vernon Smith og James Buchanan – blandt de tydeligt liberale pristagere – var (og i Smiths tilfælde er) skeptiske overfor dele af det neoklassiske apparat.

Ser man på førende økonomers politiske positioner, passer de næppe med Møllers og andres ide om ’neoliberalisme’ som et konsistent koncept. Spørgsmålet er derfor, hvad ’neoliberalisme’ betyder? Er der en form for kerne i konceptet, eller er det som Otto skrev i Børsen, blot en sproglig diskurs, der kan bruges i en hvilken som helst konkret betydning i en politìsk magtkamp

Jeg skrev kort om problemet for tre år siden i en artikel med titlen ” Does economic freedom really kill? On the association between ‘Neoliberal’ policies and homicide rates”, der blev udgivet i European Journal of Political Economy. Artiklen var et svar på påstande fra to marxistiske kriminologer, der havde påstået, at ‘neoliberal’ politik fører til højere mordrater. For at kunne svare på dette og lignende spørgsmål, må man naturligvis forsøge at indsnævre, hvad de betyder.

Problemet med det er, at begrebet bliver brugt i flæng i både offentlig debat og meget politologisk forskning. En af de klareste diskussioner af det, kan findes i nordmanden Dag Einar Thorsens PhD-afhandling The politics of freedom: A study of the political thought of Isaiah Berlin and Karl Popper, and the challenge of neoliberalism, som han forsvarede ved universitet i Oslo i 2012. Thorsen finder – selvom han i udgangspunktet politisk synes mere på linje med folk, der bruger konceptet – at de fleste kritikere af ‘neoliberalisme’ er tilfredse med at “accord neoliberalism an overwhelming significance, while they at the same time seem quite happy to leave the concept of ‘neoliberalism’ completely undefined, claiming […] that it defies definition.” Han indikerer således, at der eksisterer et koncept, som nogen mener er ondt, men som de ikke behøver at definere.

Thorsen følger dog en tidligere artikel af Taylor Boas og Jordan Gans-Morse, der ikke blot omhyggeligt viser, at der kun er én side i debatten: mange kritikere taler om farerne ved ’neoliberalisme’, men stort set ingen kalder sig neoliberalister. De finder dog også, at det tætteste man kan komme på en eller anden form for kerne i det tågede koncept, er den såkaldte Washington-konsensus. Konsensussen, der i sig selv er et både tåget og forhadt begreb, synes tæt på rendyrket ‘neoliberalisme’, når man læser omtalerne. Problemet med det er, som jeg også selv påpegede i 2015-artiklen, at store dele af Washington-konsensussen er almindelig fornuft. De ti elementer, som Oliver Williamson i sin tid pegede på, handler om f.eks. finanspolitisk disciplin – man kan ikke på langt sigt bruge flere midler, end man får ind i indtægter – og om afskaffelse af handelsbarrierer og kapitalkontrol, der begrænser udenlandske investeringer. Det førstnævnte er måske upopulært, men stadig et grundvilkår for enhver regering, mens det andet element er noget, der går på tværs af almindelige partiskel: Både højre- og venstrefløj støtter en liberalisering af international handel, mens modstanden skal findes på en anti-økonomisk fransk venstrefløj og blandt økonomisk analfabetiske nationalkonservative, der tæller både Donald Trump og visse danske stemmer.

Konsensussen inkluderer også mere ideologiske elementer som privatisering af statsejede virksomheder, offentlig afregulering for at øge markedskonkurrencen, lavere og mindre progressive skatter med en bredere skattebase, og finansielt oversyn, som det dog er de færreste økonomer der taler imod, uanset deres partitilhør. Sidst men ikke mindst er en baggrundsfaktor for det hele de institutioner, der omhyggeligt beskytter den private ejendomsret. Der er næppe mange udenfor de mest sekteriske marxistiske kredse, der ikke længere støtter solide, politisk uafhængige retsvæsener, der beskytter folk og deres ejendom.

Selv Washington-konsensussen kan derfor ikke stå ind for en kerne af det, mange påstår er ’neoliberal’ politik. Det er for eksempel almindeligt at klage over Trumps handelspolitiske protektionisme som ’neoliberal’ politik, mens der i Frankrig klages over reformforslag af EU’s landbrugs- og handelspolitik som ’neoliberale’. På samme måde kan der hurtigt klages over stærke retsvæsener, der beskytter visse menneskers ejendom, mens de hyldes når de beskytter andre menneskers lige så lovlige ejendom. End ikke når man er meget venlig og tager konsensussen som en slags nogenlunde konsistent kerne af ’neoliberal’ tænkning, kan man komme meget videre mod, hvad der ligger i konceptet.

Dykker man ned i diskussionen om, hvad ’neoliberalisme’ faktisk betyder, er man tvunget til at nå den tankevækkende konklusion, at ‘neoliberalisme’ er et koncept, der er helt tomt for faktisk indhold. I en konkret forstand betyder det intet, og det er umuligt at bruge konceptet i nogen som helst evidensbaseret kontekst. Men som Otto meget rigtigt skriver i Børsen, afholder det ikke modstandere på venstrefløjen af politik, de ikke kan lide, fra at bruge det. Deres diskussion, og deres modstand, eksisterer blot i en post-faktuel, postmoderne parallelverden, hvor det er fuldstændigt ligegyldigt hvad noget betyder, og alt handler om at udøve magt.

Handel kræver ikke politiske aftaler

Niels leverede et glimrende indlæg i går om handel, med budskabet om at import er mindst lige så vigtigt som eksport. Niels og jeg tænker ofte ens, hvilket viste sig endnu en gang i morges, da min klumme kunne læses i Børsen. Baggrunden for begge indlæg er Anders Samuelsens ellers meget prisværdige støtte til øget frihandel, som ministeren luftede offentlige i sidste uge. Problemet er, at Samuelsen ligesom de fleste uden nationaløkonomisk skoling tror, at gevinsterne kommer gennem eksport. Men som jeg skriver i Børsen:

Gevinsten af handel kommer ikke gennem flere arbejdspladser eller større eksportindtægter, men fordi de nye arbejdspladser er mere produktive og dermed skaber mere værdi for samfundet såvel som for den enkelte arbejdstager. De nye arbejdspladser er med andre ord bedre end de gamle.

Det er på høje tid, at også politikere slipper af med de gamle merkantilistiske ideer om, at eksport er godt og import er ondt. De store gevinster ved handel kommer, hvis man selv åbner op for handel! De kommer ikke, når politikere prøver at vinde eksportgevinster for ’deres’ virksomheder, og sniger alskens ’rettigheder’ og andre dybt protektionistiske krav ind.

Hele klummen kan læses her og kan særligt anbefales, hvis man er udenrigsminister.

Andreas Bergh om den gode ulighed

Min ven og kollega Andreas Bergh, der deler sin tid mellem Lunds Universitet og IFN i Stockholm, er ikke blot en dygtig økonom og samfundsforsker. Han er også en af de bedste kommunikatorer, jeg kender. Dagens forslag er derfor, at læserne tilbringer 4½ minut i selskab med Andreas, der forklarer hvornår økonomisk ulighed er et gode. Hans distinktion mellem typer og forskellige institutionelle processer er central for at forstå fænomenet, og helt fraværende i den danske debat – og hans svenske er endda nogenlunde forståeligt. Stærkt anbefalet!

Er Brexit virkelig dårligt for briternes økonomi?

Brexit er et af de mest omdiskuterede emner for tiden, og mange kommentatorer forudser at det kommer til at være en næsten katastrofal beslutning for den britiske økonomi. Enkelte andre mener omvendt, at det kan blive en væsentlig fordel. Men som jeg selv skrev her på stedet efter afstemningen, afhænger udfaldet fuldstændigt af EU’s opførsel og briternes egne policy-valg efter de har forladt EU. Et klart svar blæser således stadig i vinden.

Det er derfor værd at forsøge at se, hvad markederne umiddelbart regner med. Som Friedrich Hayek understregede for år tilbage i hans måske mest indflydelsesrige (og indsigtsfulde) artikel nogensinde, er markeder glimrende som skabere og brugere af information. Vi har alle nogen information, mens et marked består af al den information, som er distribueret mellem alle dets deltagere.

Markeder reagerer derfor på al tilgængelig information hos deltagerne, og kan derfor under de fleste omstændigheder være langt mere effektive end selv de dygtigste enkelt-analytikere. Et nyt indlæg på FEE af Paul Whiteley , Matthew Goodwin og Harold Clarke bruger netop denne indsigt til at pege på, at Brexit ikke ser ud til at være den katastrofe for briterne, som mange har påstået. De tre statskundskabsforskere starter med at notere, at ingen af de eksisterende forecasts for økonomiens langsigtede udvikling giver megen mening.

In our book Brexit: Why Britain Voted to Leave the European Union, we criticize the Treasury report on several grounds and conclude that the long-term forecasts of the consequences of Brexit were essentially meaningless. This is largely because economic futures in 10 to 15 years are unknowable.

The same point, however, can be made about overly optimistic forecasts that the economy will be boosted by a precise amount from Brexit. Any long-term forecast of the consequences of Brexit, whether optimistic or pessimistic, is purely speculative. Your guess is as good as ours.

Whiteley, Goodwin og Clarke fokuserer i stedet på, at aktiepriserne er steget omkring og efter briterne stemte for Brexit. De stiller derefter det nødvendige spørgsmål, om aktiepriser overhovedet har noget med udvikling at gøre på lidt længere sigt. For at svare på det, har de foretaget en række analyser af såkaldt Granger-kausalitet på aktieprisudvikling og efterfølgende udvikling i økonomiske indikatorer. Og her finder de tre forskere, at aktiepriserne faktisk giver et ganske godt bud på, hvordan økonomien kommer til at udvikle sig, om end aktiepriserne rykker sig noget før de andre indikatorer. De er dermed en god forward indikator for den mellemlange udvikling.

Forskerne er omhyggelige med at understrege, at aktiemarkedet faktisk tager fejl nogle gange, selvom de generelt giver solide indikationer. Enkelte fejlskøn bør ikke overskygge generelt robuste sammenhænge. Implikationen af deres diskussion er således stadig, at ”so far, Brexit is turning out to be a good thing for important aspects of the British economy.”

Southern Economic Association de næste dage

Jeg er så småt på vej til Tampa, Florida, til den årlige konference i the Southern Economic Association. Konferencen, der er en af de større regionale nationaløkonomiske konferencer i USA, plejer både at have fine præsentationer og solid deltagelse af folk fra det amerikanske public choice / politisk økonomi-miljø.

Min egen præsentation søndag eftermiddag er et helt nyt, og meget ufærdigt, papir sammen med Philipp Schröder med titlen ”Press Freedom, Market Information, and International Trade.” Vores tese, som vi finder ganske solid evidens for, er at når særligt autokratier begrænser mediernes frihed, skader de også den information der findes om markedsmuligheder og specifikke regler, begrænsninger osv. Helt konkret viser vores preliminære analyser, at jo mere autokratier begrænser pressefriheden, jo mindre handler vestlige demokratier med netop de lande.

Der er dog mange andre præsentationer at se frem til. Min gode ven og kollega Niclas Berggren skal præsentere vores fælles papir (med Andreas Bergh og Shiori Tanaka) ”How Persistent Is Life Satisfaction? Evidence from European Immigration,” som vi glæder os meget at få kommentarer på. Vi har tidligere skrevet om projektet her.

Derudover ser jeg frem til for eksempel ”Entrepreneurship, Trust, and Institutions: Policy Implications” af Ryo Takashima, Esa Mangeloja og Tomi Ovaska; og Andreas Berghs ”The moldable young: How institutions impact social trust”: Lørdag formiddag er der i helt særlig grad en hel session, organiseret af den glimrende Jac Heckelman, der ser ekstremt lovende ud. Richard Sicotte og George Deltas præsenterer en analyse af ”Transatlantic Travel by Air and Sea, 1945-1965”, Natalya Naumenko kommer med “Collectivization of Soviet agriculture and the 1933 famine” og de altid spændende Jaime Bologna og Andy Young lukker sessionen med ”The Legacy of Representation in Medieval Europe for Incomes and Institutions Today.”

Som altid er der papirer og præsentationer, der skuffer, og andre der uforventet bliver spændende eller på andre måder interessante. Sker det, skriver vi naturligvis om de næste uge. I mellemtiden er hele programmet tilgængeligt.

Jacob Lundberg om topskatter og Lafferkurven

Lafferkurven, opkaldt efter Arthur Laffer, viser sammenhængen mellem marginalskatten og det skatteprovenue, som en stat kan få ind gennem indkomstskatter. Ifølge legenden tegnede Laffer i 1974 kurven på en serviet under et møde med Dick Cheney og Donald Rumsfeld, for at illustrere hvordan der er en grænse for, hvor høj skatten kan blive, før et højere skattetryk fører til lavere provenu. Rumsfeld var på det tidspunkt Chief of Staff for Præsident Ford og havde blandt andet bragt Cheney ind som rådgiver. Det var derfor de tunge drenge i Fords administration, der fik nyt input fra Laffer, som kom til at præge den amerikanske debat i årene der fulgte.

Laffers hovedpointe er ganske simpel. Starter man fra en meget lav skat, vil en skattestigning føre til, at staten kræver flere penge ind. Men i takt med at skatten stiger yderligere, og i særlig grad når marginalskatten stiger, vil skattestigninger også ødelægge økonomisk aktivitet. Det er denne type effekter, der kendes som dynamiske effekter af skattetrykket og –strukturen, der har være så omdiskuterede i dansk politik de seneste mange år. Disse effekter indebærer, at der kommer et punkt, hvor yderligere skattestigninger faktisk ødelægger så meget aktivitet, at de medfører mindre provenu. Er man udover dette punkt, vil skattelettelser faktisk føre til større skatteprovenu fordi der for eksempel bliver mere attraktivt for folk at arbejde mere, flytte efter et mere produktivt job, tage ekstra uddannelse, eller risikere at blive selvstændig.

Hvis enkelte læsere er i tvivl om hvorvidt folk faktisk gør sådan, kan man med fordel starte sin forklaring i den anden ende af Lafferkurven: Forestil dig, at der er en 100 % marginalskat – dvs. at hvis du arbejder en time mere, får du intet ud af det fordi al den ekstra løn, inklusive overtidsbetaling osv., betales i skat. Det er meget svært at argumentere for, at så ekstreme marginalskatter ikke begrænser folks arbejdsudbud eller –indsats. Fra tilstrækkeligt høje marginalskatter vil skattelettelser således medføre markant større arbejdsudbud, fordi folk begynder at få en faktisk belønning for deres ekstra indsats.

Ny forskning forsøger nu at sætte nogle rimeligt præcise tal på, hvordan Lafferkurverne ser ud i forskellige dele af verden. Jacob Lundberg, der i denne måned forsvarer sin PhD fra Uppsalas Universitet i Sverige, og har været cheføkonom hos den svenske tænketank Timbro, har således i et nyt working paper beregnet en Lafferkurve for 27 OECD-lande. Lundberg er gået ud fra en generel indkomstelasticitet på 0,2, hvilket vil sige at han regner med at en skattestigning på 1 % indebærer, at folk reducerer deres arbejdsudbud og andet, så indkomsten falder med 0,2 %. Lafferkurverne er derefter estimeret for hvert enkelt land.

Resultaterne er virkelig interessante, ikke mindst i en dansk og svensk kontekst. Som tabellen nedenfor (under folden) viser, finder Lundberg at de fleste OECD-lande ligger til venstre for kurvens toppunkt. Med andre ord peger han på, at i de fleste vestlige lande vil skattestigninger føre til større skatteprovenu. Der er dog væsentlige undtagelser. Nederlandene og Frankrig ligger reelt i omegnen af toppunktet, så der er ganske usikkert, om en skattestigning fører til nogen som helst ekstra indtægt for staten, mens Østrig ligger lidt til højre.

De væsentligste undtagelser er dog de store ’velfærdsstater’ Danmark, Finland, Sverige og Belgien. Lundberg finder, at disse landes marginalskattetryk er så høje, at skattestigninger – som f.eks. både Socialdemokraterne, SF og DF effektivt argumenterer for – reelt fører til provenutab for samfundet, fordi deres overordnede virkninger er så skadelige, at samfundet som helhed bliver væsentligt fattigere.

I den danske debat argumenterer politikere ofte med, at man bør regne med en elasticitet omkring 0,1, fordi det gør Finansministeriet. Argumentet er i sig selv ganske mærkeligt, fordi det indebærer at de embedsmænd, som vi uddannede for nogle år siden i Aarhus og København, ved mere og er bedre opdaterede om så komplekse emner end de forskere, der sidder med det til daglig. De betyder dog ikke, at man ikke skal overveje, om Lundbergs gæt på en elasticitet på 0,2 er retvisende. Det tankevækkende er, at når man graver lidt i den nyere forskning, virker gættet relativt forsigtigt.

Claus Thustrup Kreiner, Jakob Roland Munch og Hans-Jørgen Whitta-Jacobsen viste for eksempel for to år siden, at tager man hensyn til at folks mobilitet også påvirkes af marginalskatten, ender man med en indkomstelasticitet mellem 0,15 og 0,35 (læs her). Martin Ljunge og Kelly Ragans studie af den svenske skattereform i midten af 1990erne peger også på, at den faktiske elasticitet i Nordeuropa sandsynligvis er noget højere end Lundbergs konservative gæt på 0,2. Havde han regnet med for eksempel et mediangæt fra Kreiner et al. omkring 0,25, eller Ljunge og Ragans bedste bud på 0,3, ville det have set endnu værre ud for velfærdsstaterne. Lundbergs beregninger indikerer, at lettelser af topskatten i Danmark er selvfinansierende, så en 5 % lettelse for eksempel vil føre til nogenlunde 1 % højere provenu. Tager man flere nye studier alvorligt, ser det endnu bedre ud. Hvorfor solide, nationaløkonomiske resultater trumfes af vage påkaldelser af ’fordelingshensyn’, som man reelt ikke ved ret meget om, er et af de store problemer i dansk politik.

Læs resten

Bedste danske økonomer, 2017

Tiden er kommet til den årlige post, vi deler med Børsen (gated version her): Hvem er de bedste danske nationaløkonomer? Det er naturligvis et spørgsmål, der ikke kan besvares med nogen form for præcision. Der er ingen konsensus om, hvad ’bedst’ betyder, og selv når der er, er det svært at blive enige om, hvordan man måler det. Vi giver dog et bud hvert år, og hvert år på en lidt anderledes måde og med et lidt anderledes fokus.

Som hvert år er vores fokus stift rettet mod danskere i Danmark, der bedriver forskning i nationaløkonomi. Vi udelukker derfor en række glimrende økonometrikere – de fortjener deres egen liste, lavet af en med indsigt i feltet – og vi ser også bort fra en række fine økonomer i ren finansiering og management. Fokus er med andre ord, som i tidligere år, på folk i ’economics’, der udgiver deres forskning internationalt og er blevet citeret mindst 100 gange af deres kolleger.

Derudover er det særlige i 2017-udgaven, at årets metode indebærer, at alder eller ancienitet ikke er et plus. Vi ser på et mix af citationer og kvalitet, men ikke helt simpelt. For det første bruger vi antallet af citationer per år aktiv per artikel. For mit vedkommende fik jeg min PhD i 2005, og tæller dermed som aktiv i 12 år og Scopus-databasen inkluderer 68 artikler, som jeg er forfatter eller medforfatter af. Mit samlede citationsantal – 1601 citationer i publicerede artikler i videnskabelige tidsskrifter – skal dermed deles med 12*68 for at få vores citationsindeks. Det vægter vi med et mål for hvor prestigiøst, det bedste economics-tidsskrift, man har publiceret i, er. I mit tilfælde er det Journal of Development Economics, der har indeks 25,91 i Repec-databasen. Resultatet er et samlet indeks mellem 0 og 100, hvor dem der både har publiceret meget fint og citeres ofte per artikel, får bedre vurderinger. I årets indeks hjælper det således ikke at have været med i mange år eller at have været særligt produktiv! Ligeledes er det heller ikke en fordel at have publiceret noget af sit bedste arbejde udenfor nationaløkonomi – tværfaglighed er enten ligegyldig eller en direkte ulempe. Sagt på en anden måde, er 2017-indekset særligt velegnet til at vise relativt yngre, fokuserede nationaløkonomiers kvaliteter.

Med denne metode kårer vi med stor tydelighed Lasse Heje Pedersen fra CBS som den bedste danske nationaløkonom. Lasse har ikke blot publiceret i supertidsskriftet American Economic Review, men er også blevet citeret mere end 3500 gange i forskningsartikler siden han blev PhD i 2001. Hans kollega David Lando, der indtager andenpladsen, nyder samme kombination af toppublikationer og næsten 2000 citationer.

Lasse Heje Pedersen (CBS) 100 Thomas Rønde (CBS) 61.4
David Lando (CBS) 91.1 Peter Sandholt Jensen (SDU) 60.9
Nicolai Kristensen (Kora) 82.5 Mogens Kamp Justesen (CBS) 60.0
Steffen Andersen  (CBS) 80.8 Marianne Simonsen (AU) 57.7
Morten Lau (CBS) 79.9 Thomas Barnebeck Andersen (SDU) 56.1
David Dreyer Lassen (KU) 78.9 Bent Jesper Christensen (AU) 55.5
Henrik Hansen (KU) 75.0 Claus Thustrup Kreiner (KU) 54.8
Peter Norman Sørensen (KU) 70.5 Helena Skyt Nielsen (AU) 53.6
Christian Bjørnskov (AU) 69.8 Jesper Rangvid (CBS) 52.0
Carl-Johan Dalgaard (KU) 67.7 Henrik Jensen (KU) 51.9

Det mest interessante, når man tager anciennitet og forskningsomfang ud af vurderingen, er de nye navne, der sniger sig ind på listen. Nicolai Kristensen, der er færdiguddannet så sent som 2008, indtager således plads nummer tre. På de ni år har han udgivet i bl.a. Journal of the European Economic Association og The Economic Journal, og har akkumuleret 247 citationer. Blandt en række mere velkendte navne – min Børsen-kollega David Dreyer Lassen, udviklingsøkonomen Henrik Hansen, og Carl-Johan Dalgaard fra det Økonomiske Råd, finder man f.eks. den glimrende Mogens Kamp Justesen (CBS) på nummer 13, og den lillebitte, men fremragende Marianne Simonsen (AU) på den næstfølgende plads.

Til gengæld forsvinder folk som Martin Paldam, Finn Tarp og Niels Westergård-Nielsen fra Top-20, da årets metode ganske enkelt er til deres ulempe. Det gælder ikke mindst Paldam, hvis karriere startede i 1975 før det blev almindeligt at publicere internationalt (en udvikling Martin faktisk var en af de danske pionerer i), og hvis fineste arbejde er publiceret i British Journal of Political Science, som ikke tæller med på listen.

Sidst bemærker vi også i Børsen, at en række fremragende danske økonomer er havnet i udlandet. De gælder ikke mindst Annette Vissing-Jørgensen (Berkeley, indeks 93,0), Morten Bennedsen (Insead, indeks 75,7), Toke Aidt (Cambridge, indeks 66,3), og Nicolai Foss, der sidste år flyttede til Bocconi i Milano, og opnår et indeks 54,6 alene på sine economics-relaterede ting – det meste af Nicolais forskning ligger i management economics.

Som en krølle på halen på bloggen, plejer vi også at sammenligne med nogle af vores udenlandske kolleger. Stephen Knack i Verdensbanken – en af de fineste økonomer, jeg kender personligt – opnår indeks 93,7, ligesom min gode ven Axel Dreher (Heidelberg) ville være blandt de danske stjerner med et indeks 75,8, hvis han var herfra (i dag er han ’blot’ blandt den tyske top). Men også folk som Andreas Bergh (Lund, indeks 50,3), Pierre-Guillaume Méon (UL Bruxelles, indeks 53,0) og Niclas Berggren (IFN, indeks 48,7), som vi med jævne mellemrum omtaler her på stedet, ligger markant over de fleste danske økonomer, inklusive flere tidligere vismænd. På den måde er en øvelse som vores årlige liste – uanset at den naturligvis kan kritiseres hvert år for vores approach eller andre valg – et nyttigt redskab til at opdage de mange glimrende økonomer, som journalisterne aldrig præsenterer offentligheden for.

Undergrundsøkonomi 1991-2015

Forsøger man at vurdere, hvor rige forskellige lande faktisk er, og dermed at vurdere forskelle i objektive levestandarder, er et af de mest uoverkommelige problemer, at ikke alt bliver registreret. Køber man en pose kartofler ved en vejside i Sønderjylland indgår den sandsynligvis ikke i det registrerede nationalprodukt i Danmark. Køber man den i Netto, tæller den med selv om den kan komme fra samme producent. Det samme problem opstår, hvis man får en maler, man kender, til at måle stuen uden regning. Havde man bestilt et firma til at gøre det samme arbejde, ville deres arbejde tælle med i nationalproduktet, mens den ’sorte’ malers arbejde ikke gør det – men alle materialer tæller med i begge situationer! Det er derfor ikke blot det, at man vælger at hemmeligholde økonomiske aktiviteter for at undgå skatten, eller blot ikke opgiver dem fordi man betragter dem som bagateller, som gør det svært at opgøre, hvor stor omfanget af sort arbejde og ens undergrundsøkonomi faktisk er. Det er også det, at det ofte er ganske svært at opgøre, hvor stor en værditilvækst, der er holdt ude af nationalregnskabet. Problemerne er legio, men det er stadig vigtigt at få et nogenlunde klart overblik over situationen.

Et nyt working paper fra CESIfo i München giver det sandsynligvis bedste bud på situationen. Under titlen ” Shadow Economies Around the World: New Results for 158 Countries Over 1991-2015” opdaterer Leandro Medina (IMF) og Friedrich Schneider (Uni Linz) vores viden om, hvor store undergrundsøkonomierne er i verden (hattip: Niclas Berggren). De følger MIMIC-metoden (Multiple Indicators, Multiple Causes), hvor man med et sæt faktorer, der alle er forbundet med størrelsen af undergrundsøkonomien, forsøger at triangulere sig frem til et tal. Schneider, der var en af pionererne i feltet og er en af verdens førende eksperter, indrømmer gerne at den ikke er perfekt. Helt særligt gør de det klart, at deres indeks kun kan bruges som mål for, hvor stor en del af økonomien, der er påvirket af undergrundsøkonomien, og ikke hvor stor en del, der befinder sig i undergrunden og ikke registreres.

Intet er således perfekt, men i mangel af bedre giver MIMIC-estimatorer et rimeligt billede, selvom nogle lande ser overraskende ud. En af de nye ting, som Medina og Schneider gør, er at de tester deres mål på, hvor meget lys, der er i forskellige lande om natten. Dette tillader dem, at genberegne deres mål for undergrundsaktivitet uden nationalprodukter, men med et alternativt mål – lys om natten – der nok lider under problemer, men lider under markant anderledes problemer end officielle opgørelser af nationalproduktet. De nye tal er dermed statistisk mere robuste end tidligere opgørelser.

Resultaterne viser, at det globale gennemsnit for, hvor stor en del af den økonomiske aktivitet, der er påvirket af undergrunden er som i den Dominikanske Republik. Her er cirka en tredjedel af den samlede økonomi er påvirket af undergrundsaktivitet. De største undergrundssektorer ser ud til at befinde sig i Georgien (64,9), Bolivia (62,3) og Zimbabwe (60,6) mens de mindste er i Schweiz (9,0), USA (9,4) og Østrig (9,9). Ser man på det helt overordnede billede, klarer de nye mål derfor hvad man kunne kalde en umiddelbart smell test – de lugter rigtigt.

Ned i detaljen er det dog ganske uklart, om man kan gøre meget med målet for vores del af verden – et problem som Schneider blankt indrømmer, efter at han i 80erne arbejdede en tid på Aarhus Universitet og dermed også har personlig erfaring herfra. Målet for Danmark er 18,6 % af økonomien, mens Sveriges undergrund vurderes til 19,2 % og Norges til 20,2. Sammenligner man med for eksempel Rockwools meget omhyggelige kortlægning for nogle år siden, er målet alt for stort: Rockwool endte på et bedste bud på, at omkring 5 % af den økonomiske aktivitet undgik registrering i Danmark.

Sammenlignet med vores nabolande virker tallene også noget sære. Både Tysklands (15, 9 %) og Storbritanniens (13,1 %) uofficielle sektorer vurderes til at være mindre end i Skandinavien. Spørgsmålet er derfor, om man helst skal undlade at tage Medina og Schneiders nye forskning alvorligt? Men det spørgsmål bringer en videre til det større spørgsmål om, hvor skeptisk man skal være overfor generel, empirisk forskning, hvor detaljer og specifikke eksempler ikke kan klare en informeret smell test! Man kan have mange holdninger til det, men mit personlige synspunkt er, at man må acceptere det overordnede billede, når man accepterer metodologien. Ellers smider man barnet ud med badevandet, og på den måde lærer man intet. Empirisk forskning i nationaløkonomi er sjældent særligt præcis, men blot fordi man mener at enkelte af brikkerne ser forkerte ud, behøver man ikke kyle hele puslespillet i skraldespanden.