Traditionen her på Punditokraterne byder, at vi ved årets slutning kårer årets liberale stemme. Nogle år er det lettere end andre, men i år har været specielt svært. 2016 var et år med få liberale stemmer i debatten, og også et år hvor de liberale stemmer, der er der, havde det ganske svært. Alligevel har vi valgt at short-liste tre debattører, hvoraf en er den klare nummer et på listen.

De skal alle have vores største tak.

– Redaktionen

1. Flemming Rose

Flemming Rose er vores første bud – og vores liberale stemme i 2016.

Rose blev verdenskendt efter den mærkværdige krise omkring Muhammed-tegningerne, men skrev allerede før da informeret og klart om f.eks. Rusland, hvor han var Berlingskes korrespondent fra 1980 til 1996. Det var hverken bekvemt eller ufarligt – Rose så bl.a. med egne øjne hvordan den russiske hær dræbte fredelige demonstranter i 1991 i Litauen – men han valgte at vende tilbage og dække de første Putin-år som Moskva-korrespondent for Morgenavisen Jyllands-Posten.

Grunden til at hylde Flemming Rose – på trods af at han tidligere har fået adskillige priser – er hans fortsatte arbejde for ytringsfrihed og imod den tiltagende selvcensur og politiske korrekthed i medierne i hele den vestlige verden. Han modtog Cato Institutes Milton Friedman Award for Advancing Liberty i år, og risikerer stadig sit liv og førlighed i kampen for retten til at sige sin mening offentligt og uhindret.

Men vi har i årevis undervurderet, hvor svært det har været for ham. Roses nye bog dokumenterer – sammen med adskillige historier – hvordan Jyllands-Posten og dens chefredaktør, Jørgen Ejbøl, udadtil støttede ham, men indadtil gav Rose mundkurv på og forsøgte at forhindre ham i at udtale sig om nogen som helst relevant. Kampen for vores grundlovs- og konventionssikrede ret til at sige vores mening i vestlige demokratier var ikke blot op ad bakke pga. politikere og andre meningsdannere, der mener at have moralsk ret til at definere, hvad andre bør sige. Det har vist sig også at have været stejlt op ad bakke internt hos Jyllands-Posten på grund af Ejbøls “to ansigter”: Hans forsvar af ytringsfrihed udadtal, men hans næsten totale mangel på principper i praksis indadtil.

Ytringsfrihed er en af de mest grundlæggende rettigheder vi har som individer, og Flemming Rose er en af verdens fremmeste forsvarere af den ret – uanset hvor svært det er. Derfor er han punditokraternes liberale stemme i 2016.

2. Jacob Mchangama

Retsstaten er det retlige koncept en klassisk liberal, europæisk samfundsorden understøttes af, og Jacob Mchangama er om nogen retsstatens mand. I kraft af sin flittige aktivitet som debattør, som forfatter og ikke mindst som direktør for tænketanken Justitia, er Jacob ubestridt Danmarks stærkeste stemme i spørgsmål om civile og politiske rettigheder.

Tænketanken Justitias Facebook-side vidner om omtrent daglig eksponering af synspunkter, de fleste liberale vil kunne støtte fuldhjertet, fx om logning og overvågning, myndighedernes adgang til privat ejendom og ytringsfrihed. Det er et tungt, men også samfundsvigtigt og -gavnlig mission, Jacob er på. Uden hans vedholdende og seriøse indsats, ville debatten om, hvad staten bør og ikke bør gøre, være overladt til teknokrater og en lille håndfuld akademikere og retspolitikere.

I november udgav han sammen med Frederik Stjernfelt monografien ”Men… Ytringsfrihedens historie i Danmark”; et magnum opus om, hvordan diskussionen om ytringsfrihedens grænser (i det omfang der bør være nogen) faktisk er ældgammel, men stadig, helt evident, relevant.

Vi forventer også at se og høre mere til Jacob i året der kommer.

3. Niels Westy Munch-Holbek

Et tredje bud på vores short-list er Punditokraternes egen Niels Westy, som har trættesløst arbejdet for a debunke myter om globaliseringens virkninger og Cubas udvikling, og har været central i at formidle baggrunden for og fakta bag Venezuelas kollaps i hele 2016.

I Deadline og Debatten på DR2, i TV2 News, og i Børsen og andre trykte medier – og her på bloggen – har Niels bidraget med omhyggeligt dokumenterede fakta og stor indsigt i både danske, amerikanske og latinamerikanske forhold.

Hans insisteren på ordentlighed og fakta har gjort det overordentligt svært for både folk på den yderste venstrefløj og stærkt nationalkonservative at imødegå ham med andet end ad hominem argumenter eller følelsespornografiske påstande.

Omvendt har det været en fornøjelse at se journalister navigere debatter med Niels (se f.eks. denne debat med formanden for Dansk-Cubansk Forening i anledning af Castros død), hvor hans simple faktuelle indsigter afslører hvor ekstremt illiberal modparten er. Et andet eksempel på Niels’ utrættelig insisteren på ordentlighed og fakta er hans imødegåelse af den mytologi om ulighed og skatteunddragelse, som bl.a. kampagneorganisationen IBIS forestår.