Tag-arkiv: sanktioner

Hvad koster det at sanktionere andre lande?

Af Christian Bjørnskov, den 14. september 2023. 6 svar

Danmark er et af de mange vestlige lande, der i disse år har sanktioner mod handel med Rusland. Der er næppe tvivl om, at sanktionerne har effekt i Rusland. Forleden kom det frem, at Aeroflots piloter har fået at vide, at de så vidt muligt skal undgå at bremse med hjulene på deres fly, når de lander. Grunden er, at selskabet ikke længere kan få nye bremser. På samme måde har man set en import af køleskabe og andre vestlige varer, som splittes ad i Rusland for at man kan hamstre vestlige computerchips. Kreativiteten er stor, men afslører hvor elendig tilstand, Ruslands økonomi efterhånden er i. Sanktionerne bider, men hvad koster de os? Det er spørgsmålet for idag.

En af mine kolleger, den meget dygtige Ina Jäkel, der er lektor på Aarhus Universitet og specialiseret i handelsteori og -forhold, udgav forleden en ny artikel, der svarer på netop dét spørgsmål. Forskningen bag er lavet sammen med Inas (nu tidligere) PhD-studerende Søren Østervig og deres kollega Erdal Yalcin, der er professor ved Hochschule Konstanz für Technik, Wirtschaft und Gestaltung. Artiklen, der udkommer i et særnummer af Review of International Economics, har titlen “The effects of heterogeneous sanctions on exporting firms: Evidence from Denmark.“

Ina og hendes kolleger undersøger helt specifikt danske virksomheders eksportadfærd i 62 lande, der rammes af sanktioner mellem 2000 og 2015. Det tillader dem også at skelne mellem forskellige typer sanktioner, så en våbenembargo ikke behøver at have samme effekt som en bredere handelssanktion eller rejsesanktion. Det viser sig at være vigtigt, da gennemsnitseffekten rent umiddelbart ser lille ud: Hvis en eksportdestination rammes af en sanktion, stiger sandsynligheden for at virksomheden holder op med at eksportere til landet med bare 2,4 procentpoint. Mens det lyder som en lille ændring, skal det ses i lyset af at der er en 18 procent chance for at en virksomhed forlader en eksportdestination i et tilfældigt år! Sandsynligheden stiger således godt 13 procent (2,4 / 18) når et land sanktioneres.

Når forskerne dykker ned i forskellige sanktionstyper, viser det sig at sandsynligheden for helt at forlade et marked stiger cirka 4 procentpoint ved en våbenembargo, og 2,7 procentpoint ved en rejsesanktion. Man kunne derfor tro, at rene handelssanktioner ikke virker, men Ina og hendes kollegers forskning peger på noget helt andet: Mens virksomheder ikke systematisk forlader markeder, falder deres eksportvolumen med cirka 25 procent når det rammes af en handelssanktion. Og vender man typerne om til at se på deres intentioner, er det klart at de store effekter findes efter sanktioner, der sigter efter enten at forhindre krig eller at tvinge lande til at ændre politik. Omvendt finder forskerne, at sanktioner der forsøger at demokratisere lande eller forbedre menneskerettigheder, ikke systematisk har konsekvenser for danske virksomheders handel.

Hvad kan man lære af den nye forskning fra mine kolleger? Et bud på et svar er, at forskningen gør det langt lettere for os at ikke blot identificere, hvilke virksomheder der kan blive ramt økonomisk, når Danmark er med til at sanktionere et land. Den kan også bruges til at sætte et cirkatal på virksomhedernes – og dermed landets – eksporttab, og dermed give en idé om de rent økonomiske omkostninger ved sanktioner for dem, der sanktionerer. Vi vil ikke vurdere, om et eksporttab på 25 procent i et enkelt marked er billigt eller dyrt for de virksomheder, der kunne operere i markedet. Men som altid bør man have information om både omkostningerne og gevinsterne ved politik, og det nye studie fra Jäkel, Østervig og Yalcin giver netop det.

Virker sanktioner?

Af Christian Bjørnskov, den 28. maj 2023. 2 svar

Der er en heftig diskussion om de økonomiske sanktioner mod Rusland virker. Spørgsmålet er svært at afgøre, ikke mindst fordi Rusland for over et år siden stoppede med at indberette økonomiske data til internationale organisationer. Verdensbanken, IMF og FN har således ikke bare dårlige og potentielt misvisende data, de har overhovedet ingen data. Det bedste man kan gøre for tiden er at undersøge, hvad sanktioner normalt gør.

Det der derfor meget værdifuldt, at Jerg Gutmann, Matthias Neuenkirch og Florian Neumeier forleden udgav et kort oversigtsstudie over litteraturen. Studiet udkom i maj i EconPol Forum (der tidligere hed CESifo Forum) med titlen The Impact of Economic Sanctions on Target Countries: A Review of the Empirical Evidence, og er en omhyggelig diskussion af netop hvilken evidens vi har for effekter.

De økonomiske effekter opsummere de tre tyskere i figuren nedenfor, som kommer fra deres egen forskning. Økonomien i sanktionerede samfund skrumper i de to år efter sanktionerne og – som Gutmann og hans kolleger understreger – returnerer vækstraterne til normalen. Sanktionerne efterlader således et permanent tab, som ikke indhentes efterfølgende. Og effekterne kan ses tydeligt i nationalindkomstens komponenter: Privatforbruget dykker stærkt og øjeblikkeligt, mens investeringerne og handelen – der begge ofte hviler på længerevarende kontrakter – dykker stærkt i år 2 efter sanktioner indføres.

Konklusionen er, at sanktioner virker, npr man ser isoleret på økonomien. Men hvis målet med sanktionerne er bedre respekt for menneskerettigheder, civile rettigheder, og mindre undertrykkelse, noterer Gutmann, Neuenkirch og Neumeier, at der ikke er meget systematisk evidens for at sanktioner virker. Der er endda enkelte studier, der peger på at sanktionerede regimer undertrykker mere end de ellers ville have gjort.

Bundlinjen er således, at sanktioner virker rent økonomisk, men også at det typisk er de fattige, der lider tabene, og at staten enten ikke opfører sig bedre – som målet ellers typisk er – eller undertrykker endnu mere. De historier og bidder af data, der kommer ud af Rusland, ser derfor helt normale ud: Putin-regimet opfører sig som et normalt, sanktioneret diktatur.

Russisk kultur skal ikke sanktioneres

Af Christian Bjørnskov, den 11. marts 2022. 3 svar

Efter angrebet på Ukraine er de vestlige lande rykket sammen om at sanktionere Rusland. Hvorvidt sanktionerne virker og i givet fald hvilke sanktioner man kunne bruge, skrev jeg om i Børsen igår. Pointen i min torsdagsklumme var, at de fleste sanktioner rammer middelklassen og de fattige, men gør ingen klar forskel for en økonomisk og politisk elite. Det er derfor ikke overraskende, at sanktioner som oftest ikke har nogen virkning mod autokratier som Rusland. Skal sanktioner øge chancen for at Putin-regimet kan udfordres og måske væltes, må de målrettes dem der reelt har politisk indflydelse.

Mens man kan diskutere, hvilke sanktioner der kunne virke, er der en type der er helt og aldeles ligegyldig, og blot en måde at skyde os selv i foden: Sanktioner mod russisk kultur. The Telegraph skrev for eksempel forleden om, hvordan Cardiff Philharmonic Orchestra har valgt at aflyse at spille Tjajkovski og anden russisk musik. Milanos Bicocca-universitet aflyste på samme måde et kursus om Dostojevski for at ‘signalere’ universitetets modstand mod den russiske politik. Det fik avisens Allison Pearson til at understrege – som vi gør idag – at “Tchaikovsky is the antidote to Putin’s poison.”

Det ville være svært af finde en kulturperson, der passer så dårligt på Putin-regimets mærkværdige blanding af nationalisme, ortodoks kristenhed og militant autokrati: Tjajkovski var ikke blot konservatorieuddannet og præget af vesteuropæisk musik og kultur – som han blandede unikt med sine russiske rødder. Han var også homoseksuel, var nære venner (omend kun per brev) med den ateistiske forretningskvinde Nadezhda von Meck, og havde varme relationer til bl.a. den fritænkende Johannes Brahms (selvom de to ikke brød sig om hinandens musik). Derudover opholdt Tjajkovski sig mange somre i Ukraine, som han tydeligvis holdt meget af. Skal man straffe russerne for deres regerings overfald på Ukraine, er Tjajkovski det meste tåbelige og uinformerede sted af starte!

På nippet til weekenden er det derfor vores opfordring, at de mere kulturelt indstillede af vores læsere gør det modsatte. Brug en halv times tid på at høre Tjajkovskis anden symfoni – kaldet den ‘lille russiske’ fordi lille Rusland var et almindeligt navn for Ukraine i 1800-tallet – og nyd hvordan den store russiske komponist fletter tre ukrainske folkesange ind i de fire satsers musik. Den er her med englænderen John Eliot Gardiner der dirigerer det hollandske Koninklijk Concertgebouworkest. Mens russisk politik er afskyelig, er der ingen grund til at skylle det kulturelle barn ud med det politiske badevand.

Nyt Ekonomisk Debatt – decembernummeret er her

Af Christian Bjørnskov, den 5. december 2018. Skriv et svar

I dag udkommer årets sidste udgave af det fine, svenske tidsskrift Ekonomisk Debatt. Årets sidste nummer er ekstra vigtigt, da det traditionen tro omfatter en artikel om årets Nobelpris i økonomi. Dette års pris går, som bekendt, til William Nordhaus og Paul Romer, og prisen bliver udlagt i en fin artikel af de fire medlemmer af Nobelpriskommiteen, der kan siges at have specialiseret indsigt på området: John Hassler, Per Krusell, Torsten Persson og Per Strömberg. Det er så tæt på at høre om prisen fra hestens egen mund, som man kan komme.

Resten af decembernummeret af Ekonomisk Debatt er også interessant, og særligt to artikler skal fremhæves, fordi de også er relevante i en dansk debat. Susanne Oxenstierna fra Totalförsvarets forskningsinstitut diskuterer her virkningerne af EU’s sanktioner mod Rusland og om de er effektive. Og Per Kågeson, der tidligere har været tilknyttet den Kungliga Tekniske Högskolan i Stockholm, skriver her skeptisk om subsidier til solkraft, og hvorfor de faktisk ikke behøves.

Resten af nummeret er også både interessant og solidt formidlet, og som altid er Ekonomisk Debatt stærkt anbefalet.

Årets specialer 2: Hvad koster det at sanktionere mod et andet land?

Af Christian Bjørnskov, den 28. juli 2015. 1 svar

Vi skrev forleden om Berit Nielsens analyse af de miljømæssige konsekvenser af Kyoto-aftalen. Vores andet eksempel på et særligt interessant speciale fra Aarhus Universitet i det akademiske år 2014-15 handler om økonomiske sanktioner. Helene Primholdt og Lasse Blaabjerg Høgild tager i deres speciale fra foråret udgangspunkt i den aktuelle diskussion om sanktioner mod Rusland. Der findes en rig, om end uafklaret litteratur om hvor effektive økonomiske sanktioner er.

Der er generel konsensus om, at sanktioner næppe kan genskabe demokrati – Cuba er blot et af mange eksempler – og forskerne diskuterer også stadig, om man kan forhindre yderligere overgreb på menneskerettigheder, ligesom de diskuterer hvor hårdt man kan ramme lande økonomisk. Sylvanus Afesorgbor (AU) og Renuka Mahadevan (Queensland) har f.eks. et nyt og spændende papir om fordelingseffekter af sanktioner.

Helene og Lasse stiller dog et andet spørgsmål, som er blevet noget overset: Hvad koster det sanktionerende lande at indføre sanktioner mod andre? Spørgsmålet er således ikke, hvad sanktioner koster Rusland, men hvad det koster lande som Danmark at være med i sanktionerne? Svaret finder de ved at bruge såkaldte ’gravity equations’ modeller, et standardredskab i handelslitteraturen til at estimere hvorfor nogle lande handler mere med hinanden end andre.

Det generelle resultat er i og for sig ikke overraskende. Importsanktioner koster normalt det sanktionerende land omkring en fjerdedel af importen fra det land, der bliver sanktioneret, mens eksportsanktioner koster cirka 13 %. Mens importresultatet faktisk ikke ser specielt robust, er de 13 % eksporttab meget stabilt, og ikke blot noget som rige lande oplever. Cluet i analysen ligger dog i et særligt forhold, der har været ignoreret i tidligere studier: De estimerer også, hvad der sker hvis det sanktionerede land (tænk Rusland) iværksætter modsanktioner. Det viser sig, lidt ligesom i studier af toldkrige – at konsekvenserne er langt større i det tilfælde. Helene og Lasses resultater peger i retning af, at handelen stort set holder op mellem to lande, der gensidigt sanktionerer hinanden! Mens sanktioner således har omkostninger for de sanktionerende parter, kande være ganske voldsomme når de gengældes.

Helene og Lasse kommer således et solidt skridt videre i forståelsen af sanktioner og modsanktioner. Problemet med analysen – hvis man må kalde det et problem – er at den giver anledning til en række ekstra spørgsmål. I princippet er der rigeligt kød på spørgsmålet til en hel PhD-afhandling, og ikke blot et speciale. For eksempel kan man spørge sig selv om, hvilken adfærd der faktisk fører til sanktioner; hvorfor man vælger en type sanktioner frem for en anden; hvornår sanktioner igen bliver opgivet; og om sanktioner mod militærdiktaturer er mindre effektive end mod civile autokratier? Hvis jeg havde 36 timer i døgnet, var det bestemt et af de spørgsmål, jeg ville give mig i kast med.