Af Christian Bjørnskov, den 18. september 2016. 3 svar
OECD, EU og adskillige regeringer inklusive den danske har jagtet skattely de seneste år. Hele det politiske hysteri omkring de konti, som tyske journalister afslørede, at kendte firmaer og individer har i Panama, viste også hvordan store dele af offentligheden ser ethvert muligt tegn på skatteundvigelse som moralsk forkasteligt og økonomisk skadeligt. Vi er – ikke overraskende – uenige i udgangspunktet. Det første indlæg i en lille serie om ’kontrære idéer’ handler derfor om, hvorfor den vestlige verden har brug for flere skattely.
Argumentet imod skattely hviler på den korrekte idé om, at eksistensen af skattely begrænser de fleste staters evne til at opkræve personlige skatter og selskabsskatter. Denne begrænsning i evnen til at finansiere det offentlige budget betyder således, at enhver regering vil have en række politiske planer, der ikke kan føres ud i livet, da de ikke kan finansieres.
Der er dog to elementer i dette argument, som stort set alle enten overser eller villigt ignorerer. Det første er, at de planer, som regeringen ikke kan gennemføre på grund af den indtægtsbegrænsning, som skattelyene skaber, er marginale tiltag. Med andre ord er der absolut ingen grund til at tro, at skattely begrænser statens evne til at finansiere offentlige kerneydelser, såsom sygehuse, politi og retsvæsen, eller uddannelse og forskning. Den eneste grund til, at man fra politisk side ville skære i disse ydelser, når statens ’indtægtsevne’ begrænses, ville være at regeringen og dens eventuelle støttepartier ganske enkelt ikke prioriterer dem over andre tiltag. Som enhver almindelig dansker ved, skærer man først i de udgifter, der gør mindst ondt – luksusting og unødvendig overflade – hvis ens indkomst falder. Man skærer med andre ord i de marginale udgifter, men bibeholder kerneforbruget. Det samme gælder enhver regering, der står overfor en budgetbegrænsning.
Det andet element er, at enhver påstand om at indtægtsbegrænsningen er skadelig, hviler på en forestilling om, at regeringen er fuldt benevolent. Med andre ord er den indtægtsbegrænsning, som skabes af skattely, kun skadelig når regeringen kun gennemfører politik, der er til samfundets gevinst, og at de marginale tiltag er tydeligt vigtige. Enhver, der har fulgt politik i længere tid, kender til public choice-forskning (eller blot har set ”Yes Minister”) ved, at denne antagelse bogstaveligt talt er helt ude i hampen. Politikere bekymrer sig først og fremmest om at blive genvalgt og få / bibeholde magt, og indretter deres politiske forslag derefter. At deres prioritering af mere marginale politiske tiltag skulle være tydeligt benevolent og rimelig, er derfor en ganske mærkværdig forestilling.
Argumentet om at der er behov for flere skattely er således ganske simpelt og handler om de relative omkostninger og gevinster ved at kunne opkræve større skatteindtægter. Regeringer og stater bruger pengene, som i sidste ende altid betales af borgerne. Hvis de store partier, som i Danmark, konkurrerer om medianvælgerens stemme ved at tilbyde flere såkaldte velfærdsydelser eller effektiv omfordeling til medianen, kræver det i sagens natur flere indtægter. Der er derfor et politisk pres på at skabe så store indtægter til staten som muligt.
Problemet, som skattely afhjælper, er at det ganske enkelt er blevet for let at tvinge flere skatter ud af befolkningen. Med danske registre, moderne teknologi og den overvågning der følger, er de eneste egentlige begrænsninger derfor medianvælgernes modvilje mod højere skatter, og de direkte skadevirkninger, som høje skatter medfører. Det er ikke mindst disse skadevirkninger, som mange politikere på begge sider af Folketinget enten benægter eksisterer, underdriver eller nægter at tale om. Omvendt har man i årevis fået danskere til at tale en slags newspeak, hvor ordet velfærd pludselig har ændret betydning og nu de facto betyder offentlige udgifter.
Der er derfor brug for flere skattely for at opveje, at det af flere grunde er blevet for nemt for politikerne at finansiere elendige politiske tiltag, der både er dyre, økonomisk skadelige og moralsk tvivlsomme, men som køber dem popularitet og genvalg for dem selv eller deres parti. Der er en virkelig og væsentlig værdi i at prioritere, og eksistensen af skattely, der giver mulighed for at flygte fra den mest voldsomme udbytning af borgere uden politisk værdi – de mange, der tilstrækkeligt langt fra medianen – tvinger politikerne til at prioritere bedre. Dansk politik er bedre, når Panama, Bermuda og the Caymans eksisterer.
Af Otto Brøns-Petersen, den 15. april 2016. 5 svar
Det såkaldte ”Panamalæk” fylder en stor del af mediebilledet i disse dage. De medier, der har ”eneret” til papirerne, forsøger at sælge historien med maksimal opmærksomhed.
Men dækningen af Panamahistorien har stort set ikke besvaret nogen centrale spørgsmål. Hvor stort er omfanget af skatteunddragelse gennem skattely? Hvilken vej går det med udnyttelsen af skattely? Hvad dækker kontiene i skattely egentlig over?
Det eneste, de pågældende medier har offentliggjort, er udvalgte navne på personer samt banker, der optræder i dokumenterne. Selve dokumenterne er ikke offentliggjort hverken helt eller delvist (se Martin Ågerup for en rammende kritik).
Det handler ikke kun om skat
Det hedder jo skattely, og de skjulte konti bliver da også fremstillet, som om dette udelukkende handler om skatteunddragelse. De offentliggjorte navne tyder dog på, at hovedproblemet snarere er ulovlige midler fra f.eks. korruption. Mange af navnene er politikere, embedsmænd og deres familier. Der er ledere fra autoritære regimer, som ser ud til at skjule midler røvet fra deres befolkninger. Der er navne som tyder på snyd af partnere og kreditorer. Der er også folk, som gemmer penge for autoritære ledere og regimer med svag beskyttelse af ejendomsretten.
Mistede skatteindtægter på 0,3 pct. af BNP
Hvor stort er omfanget af skatteunddragelse gennem skattely? Det er i sagens natur meget svært at besvare, fordi oplysningerne netop holdes skjult. Der florerer mange fantasifulde og misvisende tal. Opgørelser over overførsler til skattelylande siger ikke rigtig noget – dels er mange transaktioner fuldt ud legale, dels er de illegale ikke altid med. Det svarer lidt til at opgøre antallet af illegale immigranter ved at tælle personer i telefonbogen! Der er også mange tal, som inkluderer helt legal skatteplanlægning. At sammenligne den faktiske skattebetaling med, hvad nogen synes, skatteyderne burde have betalt, er en frugtesløs eksercits.
Et eksempel på talblindheden er Danmarks Radios dokumentarchefs påstand: ”Hvis man ser på EU, vurderes det, at 1.000 milliarder euro hvert år rykkes i skattely. De mistede skatteindtægter kan jo være med til at finansiere vores skoler, veje og sygehuse”.
Det måske mest troværdige tal for omfanget af illegale konti i er udarbejdet af den franske venstrefløjsøkonom Gabriel Zucman. Hans metode går grundlæggende ud på at se på forskellen mellem de rapporterede aktiver og passiver i landenes nationalregnskaber. Hvis mængden af passiver overstiger aktiverne globalt set, må der være aktiver, som ingen vil kendes ved. Det kunne være nogle i skattely. Hvad viser hans tal?
Han skønner for det første, at der står 7.600 mia. dollar på konti i skattely globalt. Det er som sagt indeståendet, ikke den årlige tilstrømning. Det svarer til 8 pct. af de samlede finansielle aktiver hos husholdningerne i verden.
Han skønner for det andet, at der årligt bliver unddraget 190 mia. dollar i skat globalt. Det svarer til 1 pct. af de globale skatteindtægter.
Der er ikke tal for Danmark. Og metoden indebærer, at det er svært at opgøre på enkeltlande. For Europa samlet anslår han, at der er tabte skatteindtægter på 75 mia. dollar. Hvis man forudsætter, at de tabte skatteindtægter i Danmark svarer til økonomiens relative størrelse, bliver det 6½ mia.kr. Det svarer til 0,3 pct. af BNP.
Er der grund til at tro, at Danmark står for en større andel? Det er der næppe. Frem til 2010 var det muligt at indskyde ubegrænsede midler på en ratepensionsordning, hvor afkastet beskattes med 15 pct. Sammenholdt med de omkostninger, der må formodes at være ved at placere illegalt i skattely, var det rent skattemæssige incitament nok begrænset. Det har dog ændret sig med det loft, som blev indført i 2010.
Mere afgørende er det dog nok, at en væsentlig del af indeståenderne i ”skattely” som sagt dækker over illegale midler fra korruption og svindel. Danmark er det mindst korrupte land ifølge Transparency International. Det er da også påfaldende, at der blandt afsløringerne af navne fra Panamapapirerne ingen danske politikere, embedsmænd eller seriøse erhvervsfolk har været. Det er egentlig det mest opsigtsvækkende.
Faktisk viser Zucmans opgørelse, at i de lande, hvor udbredelsen af skattelykonti er allerstørst – Rusland og Golfstaterne – er der praktisk taget ikke noget mindreprovenu. Det er ikke for at snyde i skat, men for at gemme penge fra borgerne, for at have penge gemt af vejen i tilfælde af revolution eller lignende.
Er 0,3 pct. et stort tal?
Men lad os nu antage, at størrelsesordenen er 0,3 pct. af BNP i tabte skatteindtægter i Danmark som følge af konti i skattely. Er det et stort tal? Det er selvfølgelig en smagssag. Men det er ikke stort i den forstand, at det har nogen særlig nationaløkonomisk betydning. Det samlede skattetryk er 44,8 pct. af BNP.
Man kan også sammenligne med omfanget af sort arbejde, som ifølge DØRS på baggrund af data fra Rockwool Fondens Forskningsenhed kan anslås til 1½ pct. af BNP. SKATs opgørelse af det samlede skattegab – altså fejlangivelser på virksomheders og personers selvangivelser samt restancer – er 2,7 pct.
Det kan være fristende at sammenligne med politiktiltag, som også beløber sig til 6½ mia.kr. F.eks. kunne topskatten afskaffes for omtrent det beløb. Det er imidlertid vigtigt at være opmærksom på, at vi aldrig med nok så stor en kontrolindsats ville kunne blive skatteunddragelse helt kvit. Det er altså ikke realistisk at sætte de to forslag op imod hinanden.
Skattely under pres
Hverken medier eller politikere har været sene til at kræve handling. Det er, som om der er afsløret noget helt nyt og hidtil upåagtet. Og det kan godt være, at det er nyt for de pågældende. Men realiteten er, at internationalt er kursen blevet strammet ganske alvorligt over for skattelylandene navnlig under præsident Obama. De er nu i vid udstrækning forpligtet til at udveksle information med resten af verden. Danskeres muligheder for at gemme penge under schweizisk bankhemmelighed hører fortiden til. En voksende gruppe på nu knap 100 lande har automatisk informationsudveksling, så danske myndigheder bliver underrettet, hvis en dansker har en konto og et afkast på en konto i landet. Panama har netop tilsluttet sig automatisk informationsudveksling.
Det er selvsagt fortsat muligt at skjule midler i skattely, men mulighederne er blevet mindre, og risikoen for at blive taget er vokset. Det svarer i princippet til at sætte en lås på døren. Den garanterer selvsagt ikke imod indbrud, men øger tyvens omkostning ved at bryde ind og gør derfor indbruddet mindre sandsynligt. På samme måde er det blevet vanskeligere at gemme penge under bankhemmelighed.
Det er ikke realistisk at opnå en verden uden indbrudstyveri og heller ikke uden muligheder for at gemme penge fra myndighederne eller andre. Men det er lidt ironisk, at der kommer så voldsomt fokus på skattely netop som landene er kommet så meget under pres. Blot fordi der tilfældigvis lige nu har været et læk af nogle dokumenter – ovenikøbet dokumenter som vi ikke har fået meget at vide om, andet end en håndfuld danske navne og nogle hundrede udenlandske.
Det er vist gået de færreste’s næse forbi, at det helt store samtaleemne de seneste dage har været et kæmpe læk hos Mossack Fonseca i Panama.
Venstrefløjen var naturligvis straks oppe på den store nagle og har i vanlig aggressiv stil raset over alle de skattekroner, som de forskellige stater angiveligt skulle være gået glip af – Hvor mange det drejer sig om aner ingen dog.
Som vi også har set tidligere har man et ganske afslappet forhold til almindelige retstatsprincipper hos en del venstrefløjspolitikere og NGO’er. Men det er værd at understrege, at en del af de afslørede aktiviteter i Panama utvivlsomt er ganske lovlige, hvilket journalisterne bag offentliggørelsen da også understreger.
Som Jens Frederik Hansen skriver i et blogindlæg er der f. eks. ingen grund til at tro, at multinationale selskaber gør sig i “sorte penge” – i modsætning til korrupte statsledere og den kriminelle underverden f. eks.
I en kronik i Børsen (kræver abb.) hævdede jeg, at venstrefløjen jagter “fantasilioner”, når man går efter verdens multinationale selskaber.
Baggrunden er naturligvis klapjagten i medier og på venstrefløjen af multinationale selskaber, hvor sprogbruget og mistænkeliggørelsen til tider mest af alt minder om ren hetz.
Om det er den socialdemokratiske folketingskandidat, Peter Hummelgaard, som raser over skattely og kalder det den “største trussel mod velfærdsstaten”. SF der mistænkliggør multinationale virksomheder, (se ill. til højre). De grundløse anklager mod 3 for nogle uger siden fra en Politiken, DR samt en lang række venstrefløjpolitikere. Eller organisationer som Ibis, som “bekymrer” sig for stigende investeringer i “eksotiske skattely“, men selvfølgelig undlader at fortælle at ca. 80 procent af investeringerne er gået til Hong Kong og Singapore, hvoraf 20 procent er i form af koncernlån, hvilket udløser skattepligtige renteindtægter i Danmark, er der et klart fællestræk.
Ynglingskurken er nu en gang de multinationale selskaber. De “snyder åbenbart fællesskabet” for en masse penge. Åbenbart så mange, at der ikke er behov for at tale om vores, private borgeres egen skattetænkning, for slet ikke at tale om skattesnyd.
Skift multinationale selskaber ud med indvandrer eller muslim, og “tonen” er nogenlunde den som venstrefløjen typisk anklager borgerlige politikere for i indvandrerdebatten.
Det er også symptomatisk, at man i debatten sjældent skelner mellem egentlig skattesnyd og så at organisere sig, således at man bl.a. maksimerer overskud efter skat inden for lovens rammer.
Kald det bare spekulation. En aktivitet, som ganske mange mennesker bruger en del tid på her i landet. Nogle gange som konsekvens af politiske beslutninger og ligningsmæssige fradrag, der har til formål at tilskynde os til en bestemt adfærd i kraft af nedslag i skattebetalingen. Andre gange resultatet af forhold, hvor en bestemt adfærd indebærer en økonomisk gevinst for den enkelte, primært i kraft af sparede skatter og afgifter. Det er f. eks. tilfældet, når vi handler syd for grænsen. Jeg har endnu til gode at høre socialdemokrater, folkesocialister og enhedslistefolk skælde deres egne vælgere ud for at handle i Tyskland (eller Sverige), fordi der dermed “ikke bidrager til fællesskabet”.
Hvorfor virksomheder skulle agere anderledes, går over min forstand. Men det er dybest set hvad der ofte forlanges af de, som dæmoniserer multinationale selskaber, når disse bestræber sig på at optimere deres skattebetaling.
Man blander pærer og bananer
Groft sagt synes vejen fra at tale om skatteundragelse til at buldre mod skattely og multinationale selskaber, at være bemærkelsesværdig kort. Ofte baseret på tal og analyser, som ikke, eller kun i begrænset omfang, reelt beskæftiger sig med dette.
En yndet påstand er, at staterne i EU går glip af 1.000 mia euro årligt på grund af skatteunddragelse. Bl.a. refereres der til dette på EU-kommisionens hjemmesider. De 1.000 mia euro stammer fra en rapport udarbejdet af den engelske økonom Richard Murphy, “Closing the European Tax Gap”. Rapporten er bestilt af den socialistiske gruppe i EU-parlamentet.
Der er to væsentlige problemer ved rapporten. Før det første er beregningerne metodisk volapyk. For det andet tages der ofte afsæt i rapportens tal, når man taler om skattely og multinationale selskaber. Problemet er bare, at multinationale selskabers evne til at flytte overskud rundt, slet ikke, eller kun yderst marginalt kan udledes af de anvendte data.
1. Metodisk problem.
“Closing the European Tax Gap” anvender en bemærkelsesværdig metodik og er fuldkommen baseret på et arbejdspapir, hvor økonomer fra Verdenbankens forsøger at estimere den “sorte” eller paralle økonomis (shadow economy) størrelse i forhold til officielt BNP.
“Shadow Economies all over the world er anbefalelsesværdig og interessant læsning. Og læser man arbejdspapiret går det hurtigt op for en, at den anvendte model til estimering af landenes skyggeøkonomi ikke kan bruges til derefter at uddrage mistet skatteprovenu og slet ikke tabt provenu ved multinationale selskabers tiltag til at minimere deres skattebetalinger, lovligt, såvel som ulovligt.
Ifølge Verdensbankens arbejdspapir udgør den sorte økonomi i Danmark ca. 18 procent af officielt BNP.
Det er bestemt ikke nogen nem opgave at bestemme størrelsen på noget, som netop er karakteriseret ved ikke at være registreret. Ligesom hvad der forstås ved en skyggeøkonomiikke altid er helt klart. Hvad skal medregnes, og hvad skal ikke medregnes?
Afgrænsning og definition fremgår af nedenstående:
Som det fremgår udelukker man “klassiske” kriminelle aktiviteter, ligesom man ikke beskæftiger sig med overholdelse af skatteregler eller egentlig skatteundragelse.
Richard Murphy har tilsyneladende ikke kæret sig meget om de mange problemer i forbindelse med med både afgrænsning, betydningen af skattesammensætningen i de enkelte lande eller i hvilken udstrækning der allerede delvist faktisk er betalt diverse skatter og afgifter, Måske er det derfor han ikke finder det væsentligt at medtage, at Verdensbanken ikke beskæftiger sig med overholdelse af skatteregler eller omfanget af skatteunddragelse.
Det fremgår af “Murhy’s” gengivelse af Verdensbankens definition og afgrænsning:
Væk er understregningen af, at man ikke beskæftiger sig med overholdelse af skatteregler og skatteundragelse. Og profit-shifting o.a. i multinationale selskaber – som netop er karakteriseret ved at være en del af den formelle økonomi – indgår slet ikke.
Det afholder dog ikke Murphy fra at være meget optaget af både multinationale virksomheder og hele skattelysproblematikken i “Closing the Tax Gab”.
Murphy’s arbejdsindsats og beregninger er derimod s primitive, at man næste nikke tror sine egne øjne. I alt sin pragt består analysen i at gange BNP med skyggeøkonomien, som estimeret af Verdensbanken, for herefter at gange med det enkelte land skattetryk.
Bruger man Verdensbankens estimat udgør den sorte økonomi i Danmark (2009 tal) således ca. 41,5 mia. euro, hvilket med et skattetryk på 48,1, får Murphy til at konkludere, at den samlede skatteundragelse det år var på 19,9 mia euro, eller ca. 150 mia. kroner!
Han har endda den frækhed at skrive på side 10 i rapporten, at
It is stressed that much of the data used to prepare these calculations, whether it be GDP , population data and overall tax rates, is estimated: that is the nature of macroeconomic information. The resulting research findings are also, therefore, by definition estimates. However, it is suggested that they are likely to be the best possible estimates and as such provide valuable insights into the scale of tax evasion and its likely impact on a country‐by‐country basis throughout the European Union.
At postulere, at der skulle være tale om “det bedst mulige estimat” af omfanget af skatteindtægter, som går staternes næse forbi, er mildt sagt noget af en tilsnigelse.
For det første kan man, som allerede nævnt, pege på, at netop den for form for skatteundragelse, som profit-shifting (som dog muligvis har en netto positiv effekt i Danmark) og udnyttelse af inkonsistente skatteregler mellem landende medfører, slet ikke indgår i skyggeøkonomien. Med mindre der er tale om at flytte overskud uden for EU, vil det ene lands tab jo i en hvis udstrækning opvejes af et andet lands gevinst.
Men derudover kan man naturligvis slet ikke bruge landenes skattetryk til at udlede det tabte skatteprovenu. Var det så nemt, ville man nok have gjort det i Verdensbankens oprindelige arbejdspapir. Der er trods alt tale om beregninger der kan foretages på under en time.
Når man i det oprindelige arbejdspapir undlader at gå ind i debatten om skatteundragelse, dets omfang og konsekvenser. Skyldes det naturligvis, at det er ganske vanskeligt. Forfatterne til Verdensbankens arbejdspapir har i anden sammenhæng beskæftiget sig med netop skatteunddragelse, se bl.a. Buehn og Schneider: “Size and Development of Tax Evasion in 38 OECD countries: What do we (not) know?”
I Rockwool Fondens “Danskerne og det sorte arbejde” (2010), en af de mest grundige – også i international sammenhæng – studier i emnet, konkluderer man at sort arbejde udgør mellem 1,2 og 2,8 procent af BNP, alt efter anvendt metode. Rockwool Fonden kommer frem til at det tabte provenu formentlig er under 8 mia. kroner om året (s. 208).
Hvor meget af det tabte skatteprovenu der ender i et “eksotisk skattely” kan jeg naturligvis ikke vide, men meget er det næppe.
2. Og hvad med de multinationale?
Og så er der de multinationale selskaber. Dem som venstrefløjen elsker at hade (og dele af højrefløjen ikke at forglemme). Tjah, vi kan for det første konstatere, at deres aktiviteter (i lighed med de fleste andre virksomheder af en hvis størrelse) i vores de af verden ikke er del af den sorte økonomi.
Det er bemærkelsesværdigt givet ,at Murphy bruger en del kræfter på at skrive om netop multinationale selskaber, transfer-pricing og skattely (Tax Havens). Endda i en sådan grad, at en del måske forledes til at tro, at de er hovedansvarlige for det tabte skatteprovenu.
Der gælder for øvrigt typisk for multinationale selskaber:
De er mere lovlydige end nationale selskaber i det land de opererer
De forurener mindre end nationale selskaber i samme branche (for slet ikke at tale om statslige selskaber)
Arbejdsvilkår og lønninger er bedre end i tilsvarende stillinger i nationale selskaber.
Ikke fordi multinationale selskaber er mere moralske. Men der kan være betydelige kulturelle forskelle.
En væsentlig årsag, ikke mindst i forhold til punkt 1, er at man er “udlænding”. Ja, det er en yndet sport mange steder i verden, at skyde på multinationale selskaber. Og det kan man jo så tænke lidt over.
I min kronik i Børsen påpeger jeg bl.a., at internationale selskabers skatteplanlægning formentlig har langt mindre betydning for skattebetalingerne, end mange tror. Jovist finder der skattetænkning sted, mens huller i forskellige landes skattelovgivning udnyttes. Det ville være mærkeligt andet. Men der er tilsyneladende tale om beskedne beløb i forhold til private borgeres/mindre selvstændige erhvervsdrivende skatteunddragelse, samlede skattebetalinger og økonomiernes størrelse.
Et arbejdspapir udarbejdet af økonomer i OECD (forefindes desværre ikke online), kommer således frem til, at den samlede unddragelse (legal og illegal) indebærer et nettotab på “blot” 100 mia. dollar om året for G20- og OECD-landene, hvilket dækker næsten 90 pct. af verdensøkonomien. Heraf står USA alene for 30 ud af de 100 mia. dollar.
Der er langt op til de 1000 mia. euro eller 7500 mia. kr., som nævnes af bl.a. EU-kommissionen, gældende for EU alene. Men som påpeget slet ikke indeholder den form for skatteundragelse, som multinationale virksomheder foretager.
Den primære faktor er selskabernes evne til at flytte overskud fra lande med relativ høj skat, til lande med relativ lav skat. Provenu tabet anslås at svare til ca. 5 procent af samlede selskabsskatter. 2/3 af tabet opstår ved profit-shifting, og den sidste tredjedel skyldes mismatch mellem landenes skattelovgivning.
En væsentlig effekt af multinationale selskabers evne til at placere overskud i lande med relativt lav skat er, at multinationale selskabers tilsyneladende i gennemsnit betaler op til 5 procent (for mindre selskaber er forskellen under 2 procent) mindre i selskabsskat end tilsvarende selskaber, som kun opererer nationalt.
Det skal også understreges, at de 100 mia. USD. er nettotabet. Ovenfor kan man se gevinst/tab for de enkelte lande. Det fremgår her at hvor lande som f. eks. Japan, Australien, New Zeeland, Norge ov. er de store tabere (målt i forhold til BNP), er lande som Polen, Irland og Singapore “vindere”. Også Danmark har en lille gevinst ved de multinationale selskabers ageren, hvis OECDs beregninger er korrekte.
Hvis vi afskaffede selskabskatten
Det grundlæggende problem er naturligvis forskellene i skattelovgivning og skattesatserne. Var satser og beskatnings-grundlaget ens, ville problemet stort set forsvinde.
I sidste ende vil denne harmonisering formentlig medføre, at selskabsskatterne går mod nul. Og det skal bestemt ikke beklages, tværtimod.
Selskabsskatter er ud fra ønsket om at sikre høj vækst, den mest skadelige form for beskatning. Men det vil jeg som afslutning lade min gode med-punditokrat, Otto Brøns-Pedersen forklare. Og det gør han jo på fortrinlig vis.
Vores politikere i Danmark og EU taler meget om de skattekroner, de mener, staten går glip af dagligt. Det skyldes eksistensen af det, de kalder “skattely”.
Man ser det for sig: Utallige uberørte milliarder, der ligger fortøjret i caribisk havn, fjernt fra myndighedernes favntag. Penge, som ifølge politikerne kunne forvaltes mere effektivt af det plan-politiske system, end det privat-kapitalistiske.
EU-Kommissionen er helt i font. Bare i sidste måned barslede den med et tiltag, der positivt skal definere skattemyndighedernes rettigheder over for skatteyderne, ligesom den arbejder på at give samtlige skattesubjekter i EU en slags CPR-nummer. Så bliver forvaltningens registersøgning uden dommerkendelse på tværs af landegrænserne nemlig meget nemmere.
Skatteminister Holger K Nielsen (SF) følger med og har simpelthen “erklæret krig” mod skattely og lovet, at Danmark nok skal indføre verdens skrappeste skattekontrolregler.
Og på Aarhus Universitet sidder skatteretsprofessor Jan Pedersen og giver interview, hvor han kalder stater med lavere skatteprocenter end de danske for “parasitter”.
Som skatteyder bliver man let kynisk, når man hører, hvor langt systemet er villigt til at gå. Men den politiske reaktion er naturlig: Politikere, embedsmænd og skatteretsprofessorerne har skabt det skattesystem, vi har, og dét system er kilden til deres forbrug.
Når det kommer til stykket, hvem er så parasitten?
Hvis de vil minimere skattetænkningen, bør de angribe skattesystemet, ikke skatteyderne. For systemet er forældet, baseret på en 1900-talstankegang og en idé om, at gevinster og besparelser kun opnås gennem svig, udnyttelse og udbytning. Det er komplekst og uelegant.
Planlægning er ikke snyd
En advokat eller revisor skal ikke bruge mange sekunder for at indse, at der er gode penge at tjene på skatterådgivning. For skatteplanlægning er ikke ulovlig. Parasit-retorikken til trods.
Skatteunddragelse er derimod ulovlig. Men for at skatteunddrage skal man handle i strid med lovens ord.
Virksomhedsejeren, der får en revisor til at skatteplanlægge, er ikke en unddrager. Han opfører sig rationelt og tilrettelægger sine skatter, som den driftsudgift de nu og engang er.
På samme må er der intet odiøst i, at alle vi andre planlægger vores pensioner, så vi får mest tilbage, når den falder til udbetaling.
Alligevel turnerer EU-Kommissionen, visse aviser og politikere fra højre og venstre rundt med noget, der pænt sagt er en usandhed. Skatteplanlægning er ulovligt, siger de, for det strider mod lovens ånd.
Sikke en absurditet. I et retssamfund kan noget først blive ulovligt, når der er regler, der siger, at det er ulovligt. Før det øjeblik indtræffer, er handlingen eller undladelsen allerhøjst umoralsk.
Man skal aldrig glemme, at det der er umoralsk er ikke pr. definition er ulovligt, ligesom det der er lovligt ikke pr. definition er moralsk. Skatteplanlægning er ikke svig, udnyttelse eller udbytning. Det er avanceret vidensarbejde, hvor det skattesystem politikerne har skabt analyseres og reglerne anvendes, så skattebyrden kan minimeres; inden for lovens ramme.
Misbrug af lovens ånd
Siden vi afskaffede enevælden, har politikere ikke kunne udskrive skatter uden ved lov.
Derfor må man også ryste på hovedet af politikere, embedsmænd og professorer og påpege, at de ikke bare kan sige: “Hov! Det du gjorde strider mod lovens ånd, nu skal du straffes.”
Og hvad er egentlig “lovens ånd”? Er det andet og mere, end bare at slå i bordet? Nej, det er den ikke. Lovens ånd er en norm, som enhver politiker efter eget forgodtbefindende kan definere.
Forvaltningen i et retssamfund følger positive retskilder og ikke arbitrære politiske postulater, som var det i Zimbabwe eller Rusland.
Er lovgivningen ikke er god nok, ændrer man den. Sådan har det været siden 1849.
Ved at påstå, at “lovens ånd” er at ligestille med lov – at det ikke bare er moral – accepterer man på ny en retsopfattelse, der burde være uddød og som ikke er forenelig med vores retssamfund.
Hvis man vil straffe skatteydere for ikke-ulovlige handlinger, fordi de har forbrudt sig mod “lovens ånd”, så svarer det til, at man havde vedtaget skatte- og strafregler med tilbagevirkende kraft. Det er en farlig tanke, vores politikere flirter med.
Det er på tide at kigge indad. Vi ved, at staten ville få et højere provenu – og skatteyderne mere til sig selv – hvis skattesystemet blev indrettet mere elegant: Uden progression, med en bred skattebase, få fradrag og lavere satser.
Dét scenarie burde være langt mere attraktivt end det bestående – og de farlige tanker, det afføder.
EU og de europæiske medier fører for tiden kamp mod skattely – lande hvor det i princippet kan lade sig gøre at ’gemme’ penge. Timingen er ikke tilfældig: En række regeringer fattes penge og håber på at kunne skrabe ekstra indtægter ind ved at forhindre folk i at rykke indtægter ud til lande, hvor de ikke kan beskattes. På sin vis er det naturligvis fint, at man hindrer folk i ulovligt at skjule indtægter, som er skattepligtige i f.eks. Danmark. Som en rigtig Rasmus Modsat vil jeg dog risikere et moraliserende ramaskrig ved at pege på, at skattely kan spille en vigtig, positiv rolle i moderne samfund.
En del af den ideologisk-moralske fortælling i medierne er, at ingen bør kunne undslippe at ’bidrage til fællesskabet’, eller hvordan man nu formulerer det. Kun få synes dog at spørge, om der bør være grænser for, hvor meget man kan beskatte folk. Grænsen blev nået i Frankrig forleden, ikke fordi politikere, medier eller befolkning satte grænser, men fordi en domstol kendte en 75 % skat på specielt store indtægter forfatningsstridig. I USA har man jævnligt diskussionen – se f.eks. Rand Paul harcelere over Apple-sagen her – mens den er stort set fraværende i Danmark.
Her er det at eksistensen af skattely, ligesom sort arbejde, fungerer som en grænse og en disciplinerende instans overfor politikerne. At skattely bliver opfattet som et reelt problem, hvis f.eks. relativt store summer flytter i ly for myndighederne, kan ses som et signal om, at en grænse er nået. Det er nemlig ikke, som politikere ofte synes at tro, helt omkostningsfrit at rykke ens midler i skattely. Der vil altid være et tab af kontrol, pengene kan ikke længere investeres lige så frit i Liechtenstein eller Cayman Islands som de kunne i Danmark, og generelt må man regne med, at det forventede afkast er mindre til en mindre styrbar risiko.
At en person eller virksomhed derfor alligevel vælger at skjule midler for skattemyndighederne er udtryk for, at skatten er blevet så dyr, at de andre omkostninger, sammenholdt med moralske omkostninger og risici ved at gøre noget mere eller mindre ulovligt, totalt er mindre end omkostningerne ved at betale hvad en klasse grådige politikere vil have. Naturligvis kan den type skatteunddragelse ikke stå alene som signal, men med de senere ugers afsløringer af, hvordan Skat opererer, virker diskussion pludselig noget anderledes og mere speget end som så.
Spørgsmålet der skal stilles, er således hvor grænsen ligger mellem rimelig skatteindkrævning, der finansierer aktiviteter der er til gavn for borgerne på det lange sigt, og politisk grådighed der mere tager form af tyveri til at betale for populistiske formål, der skal sikre politikerne genvalg. Når skattely stiger så højt op på den politiske agenda, er det således et signal om, at vi måske er tæt på grænsen for, hvornår yderligere skattetryk bliver decideret umoralsk.
Prof. Jan Pedersen, der underviser jurastuderende i skatteret på Aarhus Universitet, har udtalt sig om såkaldte skattely (eller ”parasitter”, som Jan Pedersen så malerisk kalder dem) til Jyllands-Posten; men har i den anledning gjort brug af den særlige form for systemoverlevelseslogik, som præger skattedebatten. Nedenfor er et par uddrag, men læs mere her.
Skattely er af det onde. Det betyder jo, at penge, der ellers skulle beskattes i hjemlandene, hvor de er optjent, flyttes til lande, der som politik kan tilbyde skjul for de her penge.
…jeg tør ikke gisne om, hvorvidt Danmark får alle de milliarder hjem…
Overskud, der udbetales som udbytte eller på anden lovlig vis overføres fra et dansk selskab til et udenlandsk er pr. definition ikke statens ejendom. Det er noget helt andet end når Malermester Olsen opretter en bankkonto i Tyskland og så bruger løs af sine sorte penge fra denne. Det første hedder skatteplanlægning, det andet dumhed. Der er en verden til forskel. I Jan Pedersens verden vil det f.eks. være ulovligt for alle udenlandske aktionærer i danske selskaber, at modtage udbytte uden at betale skat til Danmark, til trods for, at aktionærerne slet ikke er skattepligtige i Danmark. Eller det vil være ulovligt for danske selskaber i det hele taget at udbetale denne aktionær udbytte (uden at indeholde skat). Hvis hver en krone skal beskattes hvor den er tjent, må dét nødvendigvis kræve, at alle udanlandske aktionærer – ikke blot udenlandske moderselskaber – som minimum er begrænset skattepligtige. Det kan meget nemt resultere i dobbelt beskatning, af den samme kapitalindkomst.
Man kunne for et øjeblik overveje hvor høj skatte egentlig ville havde været i Danmark, hvis det ikke havde været for skattekonkurrencen fra såvel disse ”parasitter”, som vore nabostater. Mon den aktuelle sænkning af selskabsskatten ville komme på tale? Næppe. Der er ingen grund til at tro, at et politisk set monopoliseret system for skatteregler på EU-plan ikke vil resultere i højere skatter. Og vi har ført omtalt, hvilken effekt skatter generelt har.
