Tag-arkiv: skattetryk

Begreber der skal væk 4: “Skattefradrag” som reelt er offentlige udgifter

Af Otto Brøns-Petersen, den 8. august 2022. Skriv et svar

Venstres formand har annonceret et nyt boligudspil, der angiveligt skal gøre det lettere for førstegangskøbere at komme ind på ejerboligmarkedet. Det går ud på at indføre et fradrag på op til 50.000 kr. i op til fem år. Fradragsværdien er 20 pct., svarende til 50.000 kr. i perioden.

Boligmarkedet er fyldt med reguleringer og tilskudsordninger. Der er bl.a. krav til indkomsten for at kunne optage realkreditlån, hvilket både sænker mobiliteten på boligmarkedet og gør det sværere for unge at komme ind i især de store byer. Der er subsidier til almene boliger og til lejere. Der er huslejeregulering i dele af den private udlejningssektor. Andelsboliger må ikke realkreditbelånes. København stiller krav om, at nybyggeri skal have en vis størrelse. Og så videre. Listen er lang og bedrøvelig.

Venstres forslag vil dog ikke gøre op med den omfattende regulering. Derimod vil man indføre endnu et tilskud til udvalgte grupper.

Læs resten →

Tak til skattelyene

Af Christian Bjørnskov, den 23. maj 2013. 2 svar

EU og de europæiske medier fører for tiden kamp mod skattely – lande hvor det i princippet kan lade sig gøre at ’gemme’ penge. Timingen er ikke tilfældig: En række regeringer fattes penge og håber på at kunne skrabe ekstra indtægter ind ved at forhindre folk i at rykke indtægter ud til lande, hvor de ikke kan beskattes. På sin vis er det naturligvis fint, at man hindrer folk i ulovligt at skjule indtægter, som er skattepligtige i f.eks. Danmark. Som en rigtig Rasmus Modsat vil jeg dog risikere et moraliserende ramaskrig ved at pege på, at skattely kan spille en vigtig, positiv rolle i moderne samfund.

En del af den ideologisk-moralske fortælling i medierne er, at ingen bør kunne undslippe at ’bidrage til fællesskabet’, eller hvordan man nu formulerer det. Kun få synes dog at spørge, om der bør være grænser for, hvor meget man kan beskatte folk. Grænsen blev nået i Frankrig forleden, ikke fordi politikere, medier eller befolkning satte grænser, men fordi en domstol kendte en 75 % skat på specielt store indtægter forfatningsstridig. I USA har man jævnligt diskussionen – se f.eks. Rand Paul harcelere over Apple-sagen her – mens den er stort set fraværende i Danmark.

Her er det at eksistensen af skattely, ligesom sort arbejde, fungerer som en grænse og en disciplinerende instans overfor politikerne. At skattely bliver opfattet som et reelt problem, hvis f.eks. relativt store summer flytter i ly for myndighederne, kan ses som et signal om, at en grænse er nået. Det er nemlig ikke, som politikere ofte synes at tro, helt omkostningsfrit at rykke ens midler i skattely. Der vil altid være et tab af kontrol, pengene kan ikke længere investeres lige så frit i Liechtenstein eller Cayman Islands som de kunne i Danmark, og generelt må man regne med, at det forventede afkast er mindre til en mindre styrbar risiko.

At en person eller virksomhed derfor alligevel vælger at skjule midler for skattemyndighederne er udtryk for, at skatten er blevet så dyr, at de andre omkostninger, sammenholdt med moralske omkostninger og risici ved at gøre noget mere eller mindre ulovligt, totalt er mindre end omkostningerne ved at betale hvad en klasse grådige politikere vil have. Naturligvis kan den type skatteunddragelse ikke stå alene som signal, men med de senere ugers afsløringer af, hvordan Skat opererer, virker diskussion pludselig noget anderledes og mere speget end som så.

Spørgsmålet der skal stilles, er således hvor grænsen ligger mellem rimelig skatteindkrævning, der finansierer aktiviteter der er til gavn for borgerne på det lange sigt, og politisk grådighed der mere tager form af tyveri til at betale for populistiske formål, der skal sikre politikerne genvalg. Når skattely stiger så højt op på den politiske agenda, er det således et signal om, at vi måske er tæt på grænsen for, hvornår yderligere skattetryk bliver decideret umoralsk.

Dagens Sure Opstød: Jan Pedersen og parasitterne

Af Nikolaj Stenberg, den 11. april 2013. 1 svar

Prof. Jan Pedersen, der underviser jurastuderende i skatteret på Aarhus Universitet, har udtalt sig om såkaldte skattely (eller ”parasitter”, som Jan Pedersen så malerisk kalder dem) til Jyllands-Posten; men har i den anledning gjort brug af den særlige form for systemoverlevelseslogik, som præger skattedebatten. Nedenfor er et par uddrag, men læs mere her.

Skattely er af det onde. Det betyder jo, at penge, der ellers skulle beskattes i hjemlandene, hvor de er optjent, flyttes til lande, der som politik kan tilbyde skjul for de her penge.

…jeg tør ikke gisne om, hvorvidt Danmark får alle de milliarder hjem…

Overskud, der udbetales som udbytte eller på anden lovlig vis overføres fra et dansk selskab til et udenlandsk er pr. definition ikke statens ejendom. Det er noget helt andet end når Malermester Olsen opretter en bankkonto i Tyskland og så bruger løs af sine sorte penge fra denne. Det første hedder skatteplanlægning, det andet dumhed. Der er en verden til forskel. I Jan Pedersens verden vil det f.eks. være ulovligt for alle udenlandske aktionærer i danske selskaber, at modtage udbytte uden at betale skat til Danmark, til trods for, at aktionærerne slet ikke er skattepligtige i Danmark. Eller det vil være ulovligt for danske selskaber i det hele taget at udbetale denne aktionær udbytte (uden at indeholde skat). Hvis hver en krone skal beskattes hvor den er tjent, må dét nødvendigvis kræve, at alle udanlandske aktionærer – ikke blot udenlandske moderselskaber – som minimum er begrænset skattepligtige. Det kan meget nemt resultere i dobbelt beskatning, af den samme kapitalindkomst.

Man kunne for et øjeblik overveje hvor høj skatte egentlig ville havde været i Danmark, hvis det ikke havde været for skattekonkurrencen fra såvel disse ”parasitter”, som vore nabostater. Mon den aktuelle sænkning af selskabsskatten ville komme på tale? Næppe. Der er ingen grund til at tro, at et politisk set monopoliseret system for skatteregler på EU-plan ikke vil resultere i højere skatter. Og vi har ført omtalt, hvilken effekt skatter generelt har.

Lafferkurven og dansk skattepolitik

Af Christian Bjørnskov, den 28. oktober 2012. 6 svar

I 1970erne formulerede Arthur Laffer det forhold, der er kommet til at bære hans navn: Laffer-kurven. Kurven, der viser forholdet mellem skatte- og afgiftstrykket og statens indtægter fra skatter og afgifter, ser ud som et omvendt U. Når skatter og afgifter er nul, er indtægterne naturligvis også nul – et forhold som alle kan se. Laffers pointe var, at når skatter og afgifter nærmer sig hundrede procent af befolkningens indtægt, nærmer statens indtægter sig også nul.

Ved at fjerne folks personlige udkomme af at arbejde og generelt gøre en indsats, fjerne man også deres incitament til det, og de holder således op med at arbejde – i det mindste officielt. Laffers indsigt var, at det skatte- og afgiftsniveau, der giver staten en maksimal indtægt, derfor må ligge et sted mellem nul og hundrede procent. Hvis man forsøger at hæve skatte- og afgiftsbyrden over dette toppunkt, ødelægger man så meget økonomisk aktivitet, at statens indtægter faktisk falder.

Og med dén indsigt kommer vi til dansk skattepolitik. Et af de store problemer for danske politikere er den totale uvilje til at skære ned på en hvilken som helst offentlig udgift. De seneste mange år er udgifterne endda steget hurtigere end nationalindkomsten, hvilket nødvendigvis betyder, at man må finde nye indtægter. Men stigninger i indkomstskatten har ikke rigtigt været en mulighed, medmindre man havde samme økonomisk-politiske overbevisning som Frank Aaen. Vismændene demonstrerede endda sidste år, at et S-SF-forslag om en millionærskat sandsynligvis ville skabe et indtægtstab for staten på cirka en halv milliard.

Hvis man kender Lafferkurven og dens logik, er det derfor ikke længere svært at forstå, hvorfor danske skattepolitiske diskussioner er blevet så specielle. Vismændenes forslag, som bl.a. handler om at skifte fra indkomstskatter til skat på bolig, er ligesom mange radikale forslag begrundet i at man ikke kan flytte boligen, og den type skatter derfor ikke påvirker folks arbejdsudbud og øvrige indsats i samme omfang som indkomstskat. På samme måde synes det ofte som om forsøget på at indføre en række andre skatter og afgifter – sukker- og fedtskat, ændringer i vandafledningsafgifter osv. – også skal skaffe indtægter på en måde, som enten ikke på samme måde direkte påvirker folks arbejdsvalg, eller bare er mindre synlige for folk.

Basalt set handler danske skattepolitik i et signifikant omfang – selvom sært nok ingen rigtigt siger det – om måder man måske kan ændre strukturen på skatte- og afgiftstrykket, så man kan flytte på Lafferkurven og altså lidt endnu undgå at prioritere. Hvis ikke, ender man med at forsøge at finansiere nye udgifter med nye og højere skatter og afgifter, som faktisk sænker statens indtægter, samtidig med at de gør danskerne fattigere. Diskussionerne er blevet så avancerede og politikken så teknisk fordi vi allerede har nået toppunktet af Lafferkurven – så meget man overhovedet kan tvinge ud af danskerne før deres reaktioner underminerer skatte- og afgiftsgrundlaget.

Indvandringens pris eller socialstatens fallit?

Af Niels Westy, den 15. juli 2012. 23 svar
(indlæg (25 s.) kan hentes som pdf her)

 

“Mexican immigration, over the border, is a good thing. It’s a good thing for the illegal immigrants. It’s a good thing for the United States. It’s a good thing for the citizens of the country. But, it’s only good so long as its illegal.” (Milton Friedman)

I en økonomi uden nem adgang til andres lommer vil et lavere uddannelsesniveau primært indebære, at lønnen tilpasser sig udbud og efterspørgsel og uligheden stiger. Det er måske det bedste incitament for næste generation til at tage sig en uddannelse. Det er næppe uden grund, at 61% af amerikanerne, 53% af Canadierne og 40% af Schweizerne, men kun 4% af svenskerne og 2% af danskerne, ifølge World Value Survey, prøver at lære deres børn værdien af hårdt arbejde.

Historikeren og debattøren, Morten Uhrskov, udsendte i slutningen af maj bogen “Indvandringens pris”

Bogens hovedtese er at ikke-vestlig indvandring gør os alle fattige. Som han skriver om indvandring fra ikke-vestlige lande i kronikken “En rigtig dårlig forretning” (Børsen 4. juni) :

Denne indvandring vil år for år gøre Danmark til et relativt fattigere land, et land med en gennemsnitligt dårligere uddannet befolkning, som er til mindre gavn for erhvervslivet.

Til at sandsynliggøre denne påstand inddrager han erfaringerne med indvandringen af Hispanics i USA, som han mener ” vil tvinge supermagten USA i knæ økonomisk“.

Udviklingen skyldes ifølge Uhrskov de negative effekter af  det lavere gennemsnitlige uddannelsesniveau for indvandrere fra ikke-vestlige lande, set som samlet gruppe. Efterslæbet i uddannelse mener Uhrskov åbenbart indebærer at vi alle bliver fattigere.

Alt andet lige er det økonomisk fagligt noget vås, som skyldes at Uhrskov bruger gennemsnitsbetragtninger i stedet for korrekt at anlægge en marginalbetragtning. Den tilsiger, at man skal tillade indvandring, så længe den sidst ankomne bidrager lig med eller med mere, end vedkommende (og dennes familie) koster.

At vi kan konstatere at effekten formentlig er negativ, skyldes ikke indvandreren, men indretningen af vores socialstat. Jo mere gavmild denne er, alt andet lige, jo mindre er nettogevinsten ved indvandring.

Rent økonomisk tilsiger eksistensen af visse identificerbare grupper med et gennemsnitligt lavere uddannelsesniveau end andre blot at de skal have en gennemsnitlig lavere lønindkomst.

Det er helt korrekt, når Uhrskov påpeger at det gennemsnitlige uddannelsesniveau blandt både indvandrere fra ikke-vestlige lande herhjemme og deres efterkommere er ringere end den øvrige befolkning. Og han skal have tak for at påpege at historierne om at indvandrerpiger klarer sig godt i uddannelsessystemet er noget sludder.

Det er til gengæld meget problematisk, når han bruger udviklingen for samlegruppen “Hispanics” i USA som reference. Bedre bliver det ikke, når han angiver at Latinamerika ikke er en del af den vestlige verden. Det er faktuelt og historisk en vanvittig påstand, uden empirisk belæg, tværtimod.

I stedet for at tale om “indvandringens pris” er det derfor mere korrekt at tale om “socialstatens fallit”.

Læs resten →

Inspiration fra 2020 Tax Commission

Af Nikolaj Stenberg, den 26. maj 2012. 1 svar

I følge TV2 News’ program om politisk kommunikation, Mogensen & Christiansen, har RAF-regeringen tilrettelagt den indeværende weekend/miniferie ned i mindste detalje, forstået således, at væsentlige dele af den skattelovspakke, regeringen fremlægger på tirsdag, vil blive offentligt kendt før offentliggørelsestidspunktet.

At dømme ud fra dagens skatte-overskrifter, er der dog ikke meget at komme efter (som skatteyder): Berlingskes Nyhedsbureau skriver, at mennesker i arbejde, efter planen, skal fratages DKK 4100 mindre p.a., medens skatteministeren i Politiken gentager, hvad mange andre har sagt i (næsten) generationer. Det var vel også pointen i dét den tidligere statsminister sagde på YouTube, den anden dag, da han annoncererede sit partis hovedpunkter i skattereformen: Regeringens reformplan er ikke andet end paper-pushing.

Men når nu RAF-regeringens udspil offentliggøres på tirsdag, hvorfor så bruge tiden indtil da på at spekulere over, hvad det indeholder. Særligt, når tiden f.eks. kan bruges på at kigge over på bare den anden side af Nordsøen.

Illustration af 2020 Tax Commission's forslag

Illustration af 2020 Tax Commission's forslag

I UK har 2020 Tax Commission udsendt sin endelige rapport (her som pdf og her i flash) om det engelske skattesystem og den indeholder, så sandt som det er sagt, idéer, der burde give stof til eftertanke i Danmark. – Også selvom der er strukturelle forskelle i skattesystemernes opbygning.

Rapporten, der er fyldig og (mere vigtigt) veldokumenteret, konkluderer, at et mål om vækstskabelse kun nås, hvis parlamentet og regeringen reformerer skattesystemet, så skattesatserne sættes lavere og systemet i sig selv bliver mere simpelt og gennemsigtigt. Dét, mener 2020 Tax Commission, kan opnås således:

1. Taxes should be cut to 33 per cent of national income
2. Marginal tax rates should not exceed 30 per cent, and the personal allowance should rise to £10,000
3. Taxes on capital and labour income disguised as business taxes should be abolished, and replaced with a tax on distributed income
4. Transaction, wealth and inheritance taxes should be abolished
5. Other consumption taxes need to stay for now, but transport taxes should be cut
6. Local authorities should raise half of their spending power from local taxes

2020 Tax Commission eksemplificerer selv resultatet af en realisernig af de seks punkter således:

The proposals would result in substantial tax cuts for households across the income distribution. A two earner household, with an income of around £28,000, would receive a tax cut of around £3,400, for example. They would also provide a significant boost to economic growth. The increase in GDP after 15 years would be 8.4 per cent – this is equivalent to an additional £5,000 per family in 2012 –13.

For at gøre det hele lidt lettere at forstå markedsføre, har 2020 Tax Commission lavet en video i OK-længde, som forklarer planen. Videoen, som denne blogs læsere selvsagt gerne må dele på sociale medier, er her:

[vimeo width=”550″ height=”330″]http://vimeo.com/42499528[/vimeo]

Så skulle weekendlæsningen være på plads.

Opdatering 28. maj 2012: Rapporten er nu omtalt hos Cobden Centre, Institute of Economic Affairs og The Spectator

Amerikanske tilstande – skat

Af Christian Bjørnskov, den 27. september 2011. 5 svar

Hvis danske politikere eller kommentatorer skal stoppe en diskussion, er en af de mest effektive strategier ofte at bemærke, at man jo ikke vil have ”amerikanske tilstande”. Mange danskere forbinder dette begreb med et egoistisk samfund, der skaber sociale massegrave. For eksempel påstås det fra venstrefløjen, at amerikanerne ikke vil have nogen som helst form for stat og at hele samfundsopbygningen favoriserer de rigeste. Således også i skattesystemet, hvor man med jævne mellemrum hører påstande – der bl.a. kommer fra Obama-administrationen for tiden – om at de rigeste amerikanere ikke betaler ’deres del’ af de fælles udgifter. Danske medier viderebringer med jævne mellemrum disse påstande, således så sent som søndag, da Berlingeren påstod at de rigeste betaler under 20 %.

Men hvor progressivt er det amerikanske skattesystem egentlig? Belønner det faktisk de rigeste amerikanere? Svaret er nej, det er endda temmelig progressivt. The Tax Policy Center har brugt Brookings Instituttets mikrosimuleringsredskab til at finde ud af, hvad amerikanerne egentlig betaler den føderale regering i skat. Resultatet svarer på ingen måde til danskernes ide om, hvad amerikanske tilstande er.

Som oftest splitter man befolkningen op i kvintiler – dvs. fem dele, de fattigste 20 %, de næste, de midterste, den øvre middelklasse, og de rigeste 20 %. Analysen viser, at den laveste kvintil betaler i alt 1,6 %, nummer to betaler 7,3 %, nummer tre – dvs. de tyve procent typiske amerikanere – 14,1%, nummer fire 18,9%, og den øverste kvintil betaler 25,5%. Det udgør alt i alt en føderal skattesats på 20,5 % (hele posten er her; hattip: Greg Mankiw). Progressiviteten stopper ikke engang der, idet beregningerne viser, at den øverste procent betaler 28 %, og den rigeste promille af amerikanerne typisk betaler 30,4 % i skat.

Hvad fortæller det os? For det første giver analysen en indsigt i det amerikanske skattesystem, er på ingen måde svarer til danskernes fordomme. Det føderale amerikanske skattesystem er stærkt progressivt og dermed også stærkt omfordelende. For det andet viser analysen – som vel at mærke tager fradrag og den slags med – at de rigeste amerikanere faktisk bærer en stor del af den amerikanske skattebyrde nu. Så med den viden, hvordan bedømmer man da Obamas påstand om at de rigeste amerikanere har en moralsk pligt til at betale meget mere? Bedøm selv.

Skattefrihedsdag i dag

Af Christian Bjørnskov, den 21. juli 2011. Skriv et svar

Så er årets skattefrihedsdag endelig kommet. I dag, den 21. juli, er den typiske dansker kommet så langt, at han ikke længere tjener til staten, men til sig selv. Libertas fejrer det traditionen tro med et arrangement, der starter kl. 16 på Told & Skattemuseet på Langelinie Allé 21 i København. Mens man således kan ’fejre’ at det i år kun tog 201 dage før ens arbejde betalte for ens skat, er det også værd at se længere ud i fremtiden. Danmark er nemlig ikke ligefrem et idealland, når man taler om budgetdisciplin.

Underskuddet i år skønnes at lande på meget cirka 50 milliarder, eller knap tre procent af BNP. Hvis man forestiller sig, at hullet kan lukkes ved hjælp af højere skatter – den umiddelbart mest troværdige del af oppositionens plan – vil skattefrihedsdagen skydes 11-12 dage længere ud i året og dermed ligge først i august. Og med de øgede udgifter til sundhedsvæsenet, som man øjensynligt ikke kan eller vil begrænse, må man se frem til en endnu senere skattefrihedsdag i kommende år.

Oppositionen og en del politikere på den nominelt borgerlige fløj påstår jævnligt, at det ikke skader Danmark – at vi på en eller anden måde får en økonomi gevinst af den oppustede offentlige sektor. Heldigvis behøver man ikke behandle politikere som sandhedsvidner – det har man i stedet forskning til. Og hvis man skulle tro andet, er forskningen klar: Et stort offentlige forbrug betyder lavere økonomisk vækst. For tvivlerne skrev vi forleden om Henrekson og Berghs glimrende sammendrag af litteraturen (her), og vil helt ubeskedent også gøre opmærksom på mit fælles arbejde med Nicolai Foss (her og her). Skattefrihedsdagen fortjener bedre omtale end en P1-debat mellem VU og SFU’s formænd, om vi betaler nok i skat.

Amerikansk Recovery 2: Robert Lucas vurderer

Af Christian Bjørnskov, den 15. juli 2011. Skriv et svar

Forleden dag skrev vi kort om den amerikanske recovery, der ligesom udebliver. I går bragte The Wall Street Journal et interview med Nobelprisvinderen Robert Lucas (læs her), hvor han vurderer hvorfor USA’s økonomi ikke er i bedring. Interviewet kommer også ind på det slagsmål, Demokrater og Republikanere udkæmper i Kongressen i disse dage om det amerikanske gældsloft. Republikanerne vil skære ned på de offentlige udgifter, Obama og Demokraterne vil hæve skatterne, og helst på ’de rige’. Som artiklen konkluderer, ”The tax increase the president is fairly shrieking for this week isn’t for the August debt limit. It’s for the next 25 years.” Obamas nye udgifter til Medicare, såkaldt infrastruktur og masser af flæsk er permanente, og intentionen er at rykke USA tættere på ideen om en europæisk ’velfærdsstat’. Som Lucas tørt konstaterer: “If we’re going to move to a European welfare state, we’re going to have to pay a European price.” Fra sit kontor i Chicago vurderer Nobelprisvinderen fra 1995, at hvis man accepterer en stat af europæiske dimensioner, accepterer man også samtidig at være permanent fattigere. Hvorfor er det argument altid et no-go i den danske debat?

Skattetryk versus skattetryg

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 13. februar 2010. 1 svar

Jeg duellerer dd. i Berlingske Tidende med skatteminister Kristian Jensen (V), der i et indlæg fejrer, at regeringens skattestop (angiveligt) har varet i nu 3.000 dage, og at skattereformen sparer den typiske danske familie for en mængde penge og resulterer i større tryghed.  Indlæggene er ikke til rådighed på internettet, så her er mit svar:

Den hult klingende skattetryghed
Lad os aflive én påstand fra skatteminister Kristian Jensen: Der har ikke været skattestop i 3.000 dage. Skattestoppet fra 2002 har regeringen selv brudt utallige gange. Senest med virkning fra 1.1. i år, hvorved det nuværende ‘ skattestop’ altså har varet knap 45 dage. At påstå andet – som skatteministeren gør hér – er reelt set en løgn. Sort på hvidt.

Skattestoppet var sådan set ellers godt, eller i hvert fald ikke så dårligt – så længe det varede.

En politik om, at ingen ny skat må indføres eller ingen eksisterende skatter forhøjes, og at et øget provenu ellers skal bruges til at nedsætte eksisterende skatter, tvinger politikerne til at prioritere.

De kan ikke blive ved med at opfinde en stor ny skat hér eller hæve en lille afgift dér, hver gang de vil skaffe penge til at købe sig stemmer hos en vælgergruppe. Det giver også en vis tryghed, fordi det letter borgernes og virksomhedernes muligheder for at planlægge langsigtet.

Men det er bare ikke, hvad VK-regeringerne i praksis har gjort. Hvis skatteministeren ikke er enig, kan han jo evt. genlæse sit eget skriftlige svar til Folketinget af 14. maj 2009. Heri opregnes, hvorledes VK-regeringerne 2001-09 har sat skatter og afgifter op i alt knap 150 gange, eller cirka to gange om måneden.

Langt størstedelen af disse er gennemført ved forskellige mere eller mindre kreative smuthuller i regeringens egen definition af, hvad skattestoppet var. Senest er kommet den skattereform, hvormed regeringen helt åbent brød sit eget skattestop.

Flodbølgen af nye skatter og afgifter omfatter bl. a. en beskæring af rentefradragsretten, der reelt øger skattebyrden for de mange, der har lånt penge til at købe en ny bolig eller investere. Den omfatter også en omlægning af TV-licensen, så denne bliver en slags husstandsskat for alle, der ikke kan bevise, at de ikke har et TV. Ramt af multimedieskatten bliver også de lønmodtagere, der som led i deres ansættelser har fået arbejdsredskaber, som de nu bliver beskattet af.

Det måske værste er, at skattereformen er skruet således sammen, at fordelene kommer nu, mens regningen kommer senere. For mens skatteministeren har ret i, at en typisk familie sparer penge i 2010, glemmer han at fortælle, at det er fordi, der først senere sker et indekseringsløft af gamle og nye afgifter, hvorved pengene bogstaveligt vil fosse ind i statskassen med op mod 15 mia. kr. årligt.

Så skattetrygheden er det så som så med, bortset fra et enkelt punkt: Da V og K hastigt opgav deres halvhjertede tale om en reduktion i top-skatten ( som vælgerne ellers støttede), forligsbelagde man samtidigt området, så vi nu trygt kan stole på, at der i hvert fald ikke kommer en virkelig god skattereform de næste godt ti år.

For at omskrive skatteministerens egen udgangsreplik: Under VK-regeringen kan man være skattetryg – bortset fra når man ikke kan.

Løkke land

Af Carsten Valgreen, den 24. november 2009. 6 svar

Lars Løkke Rasmussen fremlagde på Venstres landsmøde som bekendt 10 mål for Danmark i 2020. I nogle medier blev han kritiseret for ikke at pege på, hvordan målene kunne nås. Men det er vel ikke helt fair, ideen med den slags programmer er at sætte ”barren højt”, for at forpligte sig selv på mål. Målene kan ikke nås uden, at der laves store forandringer på en række væsentlige politik områder, og der kan man selvfølgelig ikke være konkret på forhånd. Man skal have forligspartnere og alt det der.

Men jeg har tænkt mig, at vi her på Punditokraterne skal gøre noget helt andet.

Læs resten →

Er der fløjpolitiske “cykler” i dansk politik?

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 24. november 2009. Skriv et svar

Jeg havde forleden denne klumme i Berlingske. På trods af redaktionssekretærens noget skarpe vinkling af rubrikken (der gjorde den mere personfikseret, end indholdet kan bære eller var ment som), så er indholdet nu sagligt nok (når jeg selv skal sige det): Bevæger dansk politik sig i pendul-lignende mønstre, hvor den ene fløj mere eller mindre systematisk udskiftes med den anden med jævne mellemrum? Mens jeg bestemt er af den holdning, at der findes “politiske cykler” (i.f.a. systematiske tendenser til, at f.eks. vælgerne straffer/belønner regeringer ud fra samfundsøkonomiens og/eller privatøkonomiens udvikling, og at borgerligt-liberale regeringer typisk giver højere skatter), kan jeg ikke se noget belæg for, at der er systematiske pendul-sving rent fløjpolitisk. Og hvorfor skulle der også være det?

Dimensioner I: Er højre rykket mod venstre?

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 23. oktober 2009. 3 svar

Jeg har dd. min faste “Perspektiv”-klumme i Berlingske, denne gang med lidt om hvorvidt “højre” og “venstre” fortsat er meningsfulde, og hvorvidt de, der ligger til “højre”, rykker så langt til “venstre”, at de overhaler nogle af dem til “venstre” …

Død og skatter

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 24. september 2007. 3 svar

Hermed lidt genbrug: Min klumme fra lørdagens Berlingske Tidende (som iøvrigt kommer i en meget længere udgave, der også indeholder en analyse af Fogh-regeringen, i en bog, som CEPOS udgiver ultimo oktober):

Skatten stiger uanset regeringens farve

Af Peter Kurrild-Klitgaard, professor, ph.d., statskundskab, Københavns Universitet

I disse uger er det et kvart århundrede siden, at Poul Schlüter i spidsen for en frisk, ny regering afløste en nedslidt socialdemokratisk regering, som under Anker Jørgensens ledelse havde bragt landet til det, som en socialdemokratisk finansminister kaldte »afgrundens rand«.

Sølvjubilæet for det, som mange troede skulle blive en kortvarig undtagelse, er allerede blev mindet af mange som noget positivt. Meget afhænger som bekendt af øjnene, der ser, men sandt er det, at der blev foretaget reformer, som alt andet lige må bedømmes positivt i det lange perspektiv: En mere ansvarlig finanspolitik, en begyndende afvikling af en række unødvendige offentlige monopolvirksomheder, medlemskab af EFs indre marked og en – om end med møje og besvær – mere troværdig linie i udenrigspolitikken.

Men hvad der i denne tid ofte glemmes mellem alle skåltalerne er, at de 11 år i hvert fald på et for borgerlige så centralt punkt må opfattes som en eklatant fiasko: Da Schlüter gik af, var danskerne – når alt kommer til alt og andre succeser ufortalt – uomtvisteligt et mere beskattet og mere reguleret folkefærd, end da han kom til. Pudsigt nok synes det samme at være tilfældet også med Anders Fogh Rasmussens regeringer siden 2001.

Er man i tvivl om sandhedsværdien af dén vurdering, kan man såmænd blot iagttage én væsentlig indikator: Udviklingen i skattetrykket fra 1971 til 2005. Som helhed steg skattetrykket i den periode fra 42-43 pct. til 50 pct. Det mål kamuflerer i en vis forstand, hvor drastisk udviklingen har været, al den stund at samfundsøkonomien er vokset så meget, at den overskygger en ganske gevaldig stigning i skatterne. Men tager man målestokken for gode varer og ser på, hvordan henholdsvis borgerlige og socialdemokratiske regeringer påvirkede skattetrykket, får man et lidt broget billede. I begyndelsen af 1970erne, hvor regeringsmagten skiftede hyppigt, var skattetrykket uændret eller endog svagt faldende. Under Anker Jørgensens regeringer, som finansierede udgiftsstigninger med store lån, steg skattetrykket et par point til 43-44 pct. (mens det offentlige forbrug altså steg væsentligt mere). Under Schlüter, hvor man prøvede at standse gældsætningen, steg skattetrykket yderligere med 4-5 pct.point til 47-48 pct. Under Nyrup fossede pengene som bekendt ud af de offentlige kasser, men en generel økonomisk vækst sørgede samtidigt for, at pengene også fossede ind, så skattetrykket som helhed var uændret. I Fogh Rasmussens første regeringsperiode steg skattetrykket et par point til ca. 50 pct.

Deler man perioden op i enkeltår og ser på, hvem der har været ved regeringsmagten størstedelen af det foregående år (hvor de fleste beslutninger tages), er der nogen, men beskeden, forskel på regeringsfarven: Under borgerlige regeringer er skattetrykket steget med gennemsnitligt 0,2 pct. pr. år, mens det under venstreorienterede er steget med gennemsnitligt 0,7 pct. pr. år. Men ser man i stedet på, hvem der haft regeringsmagten i størstedelen af de pågældende år (snarere end det foregående), får man næsten det modsatte billede: En gennemsnitlig vækst i skattetrykket på 0,9 pct. pr. år med borgerlige regeringer og omvendt blot gennemsnitligt 0,1 pct. i år med venstreorienterede statsministre. Tilsammen gør dét det svært at sige noget eksakt om forskellene mellem borgerlige og venstreorienterede regeringer – andet end at skattetrykket gennemsnitligt stiger, uanset hvem der har magten.

Men holder man in mente, at Hartlings »smalle« regering 1973-75 førte en kortvarig men ganske stram krisepolitik, og udelader man dén fra regnestykket, får man i stedet, at den gennemsnitlige, årlige stigning i skattetrykket under de resterende borgerlige regeringer har været på 0,7-0,8 procentpoint – altså på niveau med eller endog over udviklingen under statsministre som Anker Jørgensen og Nyrup.

Kan man kalde det en succes? Den liberale økonom og filosof F. A. Hayek skrev engang, at det at blive kontrolleret i ens økonomiske aktiviteter er »at blive kontrolleret i alt«. Eller sagt på en anden måde i nærværende kontekst: Det kan godt være, at der er mere i dansk politik end skatter alene, men når alt kommer til alt, er borgernes mulighed for at disponere over egen indkomst efter egne ønsker dog den vigtigste af alle parametre til at skille borgerlige fra socialister.

Anskuet sådan er konklusionen klar: Set isoleret og i det store perspektiv, er der intet, der tyder på store, entydige forskelle på borgerlige og venstreorienterede regeringer. Intet tyder på, at skattetrykket falder under borgerlige regeringer; snarere stiger det i længden altid, og de borgerlige hjælper heller end gerne til.

Borgerligt sammenbrud

Af Jarl Cordua, den 31. august 2007. 16 svar

Skal man grine eller græde over at se hvordan Venstre og de konservative forvalter den ideologiske arv, som vi hylder her på Punditokraterne?

Sølle 1½ milliarder i skattelettelser får nærmest VK-regeringen til at bryde sammen. En liberal finansminister praler over at det offentlige sektor nu fylder endnu mere i økonomien end under socialdemokraterne. En liberal statsminister som løber fra sit løfte om skattelettelser, hvis der er et økonomisk råderum, men alligevel vælger at udbygge den offentlig sektor.

Er der da i det mindste ikke nogle enkelte røster – bortset fra populisterne i Ny Alliance – som kunne forfægte den borgerligt-liberale synspunkter: Lavere skatter, mindre offentlig sektor, større personlig frihed, privatiseringer osv. For ikke så lang tid siden, så var der enkelte i Venstres folketingsgruppe. Nu er de pisket til tavshed. Ret ind eller forsvind, thi I ere Redepissere lyder parolen. Jeg savner nu disse røster – disse mænd og kvinder af mod – som en tørstig mand i ørkenen savner et vandhul.

Åh men så er der jo de konservative, som gennem seks år har talt og talt om skattelettelser, og nu endelig har stillet statsministeren stolen for døren. Der er ikke ret mange der forstår det tekniske i disse skattelettelse, men at det er en konservativ sejr! Det er ganske vist. At det er en personlig sejr for Majestætens underdanige tjener, Monsieur Le Minister Bendt Bendtsen. Ja det også ganske vist. Altså medmindre at det resultat, som man kommer ud med efter forhandlingerne med Dansk Folkeparti viser sig, at være totalt blottet for skattelettelser overhovedet. Så kan der vel kun være tale om et konservativt nederlag. Og et nederlag for den konservative leder. Eller skal jeg læse gamle Orwell igen og genopfriske mit ”newspeak” sådan at sejre er nederlag og omvendt?

Det konservative Folkeparti vejrer nu morgenluft fortælles det i krogene. Jo det fortælles, at dette gode parti står på spring for at overtage op imod halvdelen af Venstres vælgere! Det viser meningsmålinger, men disse brave vælgere mangler dog kun en årsag! (Nej det er næppe udsigten til at vinde en candlelight-dinner med Bendt Bendtsen!) Måske kunne det være udsigten til at stemme på et borgerligt liberalt parti, der rent faktisk står fast på synspunkter og argumenterer for, hvorfor at et borgerligt samfund er at foretrække for et socialdemokratisk. Åh Gud, hvor ville jeg dog gerne stemme på sådan et parti. Men at forestille sig, at dette parti skulle være det konservative folkeparti.

Get real!

Ugens citater: Lidt fra debatten i dagens DK

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 22. august 2007. 7 svar

Her lidt ukommenterede bidrag fra de seneste dages debat–af mangel på tid må de tale for sig selv (hvilket flere af dem også formår at gøre på ganske sørgelig vis):

  • Anders Samuelsen til Nyhedsavisen (hat tip til 180 Grader): “Det er ret tydeligt, at Bendt Bendtsen er blevet snydt noget så groft. Det er en meget lille skattereform. Tilsyneladende er Ny Alliance det eneste parti, der mener, at 60 procent i skat er for meget. De Konservative har åbenbart opgivet kampen.”
  • Venstres politiske ordfører Troels Lund Poulsen i Deadline mandag aften (parafraseret efter hukommelsen): Regeringens forslag indeholder på miljøområdet alt det, som Svend Auken har kæmpet for i årevis.
  • Venstres folketingskandidat Kasper Kryger hos 180 Grader om regeringens 2015-plan: “Tilbage står nu en økonomisk plan, der er risikabel for dansk økonomi på sigt, den er langt mere socialdemokratisk end Nyrups gamle 2010-plan, og den er i hvert fald i strid med Venstres eget valgoplæg fra 2005.”
  • Den konservative partileder Bendt Bendtsen i sit nyhedsbrev mandag: “Det Konservative Folkeparti har grund til at være stolt i dag. Endnu engang har vi skaffet et politisk resultat, som er med til at holde dansk økonomi på sporet.” (kursiv tilføjet)
  • Fra Berlingske Tidendes “Ingen udsigt til nye skattekrav fra De Konservative”: “Lykkes det at få regeringens skattepakke igennem, er det godt nok. De Konservative vil ikke kræve yderligere lettelser, selvom deres mål egentlig ikke er nået. Skatten på den sidst tjente krone skal egentlig ned på 50 procent, hvis det står til De Konservative. Men justitsminister Lene Espersen slår fast, at der ikke er nye konservative skattekrav lige om hjørnet, hvis det lykkes at få regeringens skattepakke igennem. Heller ikke selv om pakken ikke når målet i partiprogrammet. – “Jeg vil sige, at det her er vores mål, og det her er den rigtige medicin for Danmark. Jeg har noteret mig, at Ny Alliance og De Radikale har sagt, at det ikke er nok. Men jeg tror, med den overophedning af økonomien, der er i Danmark, at det her er lige præcis den dosis, der skal til. Så vi kommer ikke med nye ekstra bud oveni. Det her er det, De Konservative mener, er den fornuftige skattepolitik at få gennemført.”

Update:

  • Troels Lund Poulsens kommentar i Jyllands-Posten til CEPOS’ beregning, der viser, at hvis VK-regeringen fra 2001 havde fastfrosset de offentlige udgifter, ville man i 2015 havde kunnet afskaffe den statslige del af indkomstskatten, inkl. mellem- og top-skat:”Venstre bekender sig til et solidarisk velfærdssamfund, hvor alle bidrager.”

Bestikkelsesstaten

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 10. maj 2007. 10 svar

Hermed lidt genbrug af min faste klumme fra Berlingske Tidende–i dette tilfælde fra i lørdags:

Kommentar: Bestikkelsesstaten

Af Peter Kurrild-Klitgaard

En velkendt vending er, at »vi kan jo ikke leve af at klippe hinandens hår«. Den bruges ofte som et argument for, at i sidste ende bliver borgerne i et samfund kun rigere, hvis de foretager en egentlig værdiskabelse, snarere end at man blot bytter sammenlignelige tjenesteydelser med hinanden.

Selv i en verden, hvor traditionel fremstillingsvirksomhed gradvist er blevet erstattet af vidensbaserede tjenesteydelser, er der noget intuitivt sandt i udtrykket – og så kan det alligevel synes som om, at det er noget helt andet, der præger vores moderne velfærdsstat.

Så tænk i stedet lidt over denne metafor: Lad os antage, at vi sætter ti mennesker ned i en rundkreds. En 11. person går derefter rundt og indsamler fem kroner fra hver. For hver gang han er nået turen rundt, har han så en formue på 50 kroner – af dem tager han selv de ti kroner og smider resten vilkårligt i skødet på en af de ti andre. Den heldige vinder føler sig gevaldigt heldig. De ni, der sidder i rundkredsen og intet får, synes måske, de har tabt lidt, men tænker: »Visse vasse – det var jo kun lidt håndører, og vi får måske puljen næste gang«. For hver gang spillet kører en gang mere, er der en del, der taber lidt, én enkelt, der får en del – og så én, der skummer fløden. Men i det lange løb bliver alle andre end ham, der fordeler pengene, fattigere.

Hvis det lyder som et uattraktivt spil, som ikke kan få mange tilhængere, så er det dog alligevel nok en proces, der på mange punkter ikke er så langt fra, hvad en stor del af den danske velfærdsstat anno 2007 i virkeligheden handler om fra først til sidst. En meget stor del af de ressourcer, der år efter år indkræves som skatter, bliver efterfølgende udbetalt til de selv samme betalere igen, i form af serviceydelser og overførselindkomster. Netop dét, vil mange mene, er indbegrebet af velfærdsstatens eksistensberettigelse: Alle betaler, og alle får noget. Det gør naturligvis, at stadigt større dele af befolkningen med tiden kommer til at synes godt om systemet: Har man selv betalt meget, vil man også gerne have meget igen, når chancen byder sig. Det er det, som selv en socialdemokrat som Mogens Lykketoft har anerkendt som »bestikkelses«-elementet i velfærdsstatens måde at fungere på: Hvis man som venstreorienteret gerne vil have flest mulige til at støtte en stadigt større socialisering af samfundet, gælder det bare om at give så mange som muligt en kontant, personlig interesse i at støtte denne proces i almindelighed. Man skal gøre dem alle afhængige – også dem, der reelt kunne klare sig selv.

Pointen er imidlertid – ligesom i metaforen – at mange af deltagerne i det danske velfærdslotteri i længden ikke selv får noget ud af det system, som de er med til at finansiere. De ville være lige så godt stillet, hvis de som udgangspunkt fik lov til at beholde en lidt større del af deres indkomst – og så til gengæld fik ansvaret for at finansiere de udgifter, de selv har brug for. Hvorfor skal et ægtepar, hvor f.eks. manden er professor og kvinden advokat, og som derfor næppe hører til landets trængende, alligevel både betale høje skatter og så samtidigt modtage børnecheck, subsidieret børnepasning og skolegang til deres børn og en dag også folkepension?

At der ikke er tale om et helt trivielt spørgsmål fremgår af studier foretaget af de to økonomer Vito Tanzi fra den Internationale Valutafond og Ludger Schuknecht fra den Europæiske Centralbank. Tager man tal fra midten af 1990erne for et dusin OECD-lande lå de offentlige udgifter som andel af bruttonationalproduktet på nøjagtigt 50 pct., spændende fra f.eks. 32,9 pct. (USA) til 68,3 pct. (Sverige). Men Tanzi og Schuknecht har vist, at en ekstremt stor del af de offentlige udgifter i virkeligheden bliver betalt af skatteydere, som efterfølgende får penge retur i form af overførsler m.v. For den samme gruppe lande andrager dette beløb i gennemsnit 31,8 pct. af BNP. For Danmarks vedkommende var udgiftstrykket 59,3 pct., mens den del, der indbetales og tilbagebetales, var 31,3 pct. Tanzi og Schuknecht argumenterer således, at man i Danmark reelt ville kunne halvere de offentlige udgifters omfang – sænke dem til 28 pct. af BNP – uden at det i virkeligheden betyder andet end, at folk får lov til at slippe for at betale de skatter, som de alligevel efterfølgende får tilbage i form af overførsler.

At det forholder sig sådan, burde få de fleste rationelle mennesker til at spørge sig selv, om der er noget ravruskende galt med den måde, man har indrettet samfundet på. Så er spørgsmålet bare, hvad ham, der går og samler pengene ind, og som bestemmer, hvem der skal være så heldig at få puljen smidt i skødet, synes?

Skat eller kaos

Af Dr.Mephisto, den 3. januar 2007. 25 svar

Glædelig jul, godt nytår – måtte det bringe lavere skatter.

Men ikke til Politikens redaktør Tøger Seidenfaden og ikke til Berlingske Tidendes journalist Jakob Weiss. De fortjener det simpelthen ikke.

Denne jul kunne Politiken-læsere opleve Tøger Seidenfadens mærkværdige logik i fri dressur. “Lykken er en høj trækprocent” skrev han i sin jule-klumme den 31. december.

Jo flere penge du tjener, jo mindre lykkelig bliver du af at tjene flere.
Derfor bør skatteprocenten naturligvis stige, jo højere din indtægt er. Ikke af hensyn til den sociale retfærdighed eller dem, der er misundelige på dig. Men for din egen skyld. En meget høj skatteprocent begrænser simpelthen rotteræset. Samtidig gør den det sværere for dig at genere alle dine medmennesker med de gigantiske forbrugsmuligheder, du ville have, hvis skatten var lavere. Den gør det kort sagt mere økonomisk rationelt for dig at vælge at opføre dig på den måde, du alligevel bliver lykkeligere af, selv om du ikke ved det på forhånd, fordi du hidtil ikke har kendt lykkeforskningens nyeste resultater.

Tak for “oplysningen” Seidenfaden. Tak for din ambition om at gøre mig lykkelig ved at tage mine sidst tjente kroner. Men har du overvejet om ikke jeg ville blive mere lykkelig ved selv at bestemme, hvor mine sidst tjente – og dermed angiveligt mindre lykkebringende kroner – skulle havne?

Selv hvis Seidenfaden virkelig havde ret i, at mine sidste tjente kroner var mindre lykkebringende for mig end de først tjente, er det alligevel intet brugbart argument for hans paternalisme. Det er blot et argument for, at jeg ville have lettere ved at skille mig af med de sidst tjente kroner på eget initiativ.

Personligt er jeg nu indrettet således, at jeg bliver stadig lykkeligere af flere penge. Jeg har det ligesom onkel Joakim. Hver eneste af de små pus betyder noget helt særligt for mig.

Og måske er der andre som onkel Joakim og Dr. Mephisto. Vores über-punditokrat Bjørnskov havde i en glimrende kritik af Seidenfaden i dagens Politiken (3. januar):

Problemet for Seidenfaden, Layard og de mange andre, der på dette grundlag argumenterer for stærk udligning gennem skattesystemet er, at moderne lykkeforskning også afviser denne bid økonomisk teori. Nok er relativt rigere mennesker i gennemsnit lykkeligere end fattige, men de sidste 100 kroner betyder generelt ikke mindre end de første.
Mine egne undersøgelser, udført sammen med de tyske økonomer Axel Dreher og Justina Fischer, bekræfter som andre videnskabelige studier, at hverken skat eller ulighed påvirker folks lykke. Forklaringen på den danske lykke er derimod, at danskerne er et af verdens ærligste og mest tillidsfulde folk – noget, som heller ikke har med skat at gøre.

På den anden side viser forskningen, at en uforholdsmæssig stor offentlig sektor under visse betingelser kan være skadelig for nationens lykke ved at umyndiggøre befolkningen. Forklaringen i søndagens Politiken er derfor ikke blot faktuelt forkert, men potentielt skadelig, hvis politikerne skulle tage den alvorligt.

Ikke blot Politiken har fået skatten galt i halsen. Det har Berlingske-journalisten Jakob Weiss også. I sin avis refererer han en Gallup-undersøgelse for, at de konservative vælgere hellere vil have bedre offentlig service end lavere skat. Og dermed skulle det konservative folkepartis politikere angiveligt være på kollisionskurs med deres vælgere.

Men det kan undersøgelsen ikke bruges til at konkludere.

For det første har de konservative politikere primært argumenteret for lavere marginalskat (navnlig topskat). Og kommunerne opkræver mig bekendt ikke topskat – men en temmelig flad kommuneskat.

For det andet er undersøgelsens spørgsmål stillet på en sådan måde, at almindelige mennesker vil blive fristet til at ønske højere kommunal service. Navnlig i en situation, hvor politikerne ikke diskuterer andet.

For det tredje er udnersøgelsen langt mere overraskende for et helt andet parti end de konservative. Det viser sig nemlig, at Dansk Folkepartis vælgere end dem, der allemest ønsker sig skattelettelser. Morsomt, morsomt – i betragtning af, at dette parti blokerer dem gang på gang. Havde det ikke været en ide at spørge Pia Kjærsgaard om dette forhold?

Se selv på: http://images.bm4.metropol.dk//251/251704/251704_original.jpg

Ugens citat: Venstre-borgmester om finanspolitiske principper

Af Redaktionen, den 1. juli 2006. Skriv et svar

Det er i visse kredse velkendt, at der ikke kun findes to fraktioner indenfor partiet Venstre–“højskole-Venstre” og “handelshøjskole-Venstre”–men at der tillige findes (mindst) en tredje, nemlig “kommunal-Venstre”.  Sidstnævnte er karakteriseret ved (næsten) aldrig at have set en kommunal udgift, man ikke synes så godt om, at man ikke gerne vil øge den, og ved i stort set enhver henseende at være umulig at skelne fra kommunal-Socialdemokraterne (samme holdninger, samme visioner, samme argumenter, samme frisurer, samme tøj …).

Men, men, men … I den forgangne uges Berlingske Tidende kunne man konstatere, at det ikke er hele sandheden.  Der er faktisk endnu principfaste og visionære mennesker, der som repræsentanter for Danmarks Liberale Parti pynter sig med de ansvarstunge gyldne kæder.  Tag nu f.eks. borgmester Bjørn Dahl, Roskilde, der havde dette at sige til debatten om velfærds- og skattereformer:

“Står man med fem mia. kr., og Bendt Bendtsen siger skattelettelser for alle, og Helle Thorning-Schmidt siger velfærd for alle, så kan jeg hurtig forlige dem: 2,5 mia. kr. til begge dele.”

Er det ikke dejligt at vide, at der er nogen, der virkeligt forstår, hvordan der skal træffes velovervejede beslutninger?

Ugens citat: Rohde om (en slags) skattestop

Af Redaktionen, den 7. juni 2006. 11 svar

Venstres politiske ordfører, Jens Rohde (hvis indsigt i økonomiske ræsonnementer, vi tidligere har dækket intenst her og her), bedyrer i dagens Jyllands-Posten, at det nye medieforligs udbredelse af licensbetaling til computere, telefoner m.v. sådan set ikke er et brud på skattestoppet:

»Licens er ikke omfattet af skattestoppet, for du har mulighed for ikke at betale den ved ikke at have radio eller tv. Ja, du skal endda tilmelde dig, hvis du betaler licens.«

Altså på samme måde som en forhøjelse af ejendomsskatterne ikke ville være en skatteforhøjelse–man har jo mulighed for ikke at eje fast ejendom.  Eller en forhøjelse af registreringsafgiften–man har jo også en mulighed for ikke at have bil.  Ja, eller sågar en forhøjelse af momsen eller indkomstskatten–man har jo også fine muligheder for at bruge sine penge på andet end momsbelagte varer og tjenesteydelser, ligesom man jo også bare kan arbejde mindre.  Mulighederne er med andre ord legio!  Det er bare om at komme i gang med at fastholde og udbygge skattestoppet …