Tag-arkiv: socialisme

Helle the Cannibal II

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 28. august 2005. 4 svar

Jeg havde i går i min lørdags-klumme i Berlingske Tidende en opdateret version af min tidligere analyse af, hvor meget (eller lidt) der egentlig er tilbage af "Helle-effekten".  Ved avisens redigering havde man desværre forvrænget nogle tal, så her kommer den originale tekst, samt et par illustrationer.

Helle defekten

Socialdemokraterne er efter flere måneders fornyelse og fremgang tilbage ved udgangspunktet.

Det måtte næsten ske: At forårets "Helle effekt" blev til sommerens "Helle defekt". Trods uhørt positiv dækning af Socialdemokraternes nye formand, Helle Thorning-Schmidt, i alle medier, meldte hverdagen sig ganske synligt: Med en enkelt undtagelse har partiet i de seneste to en halv måneds meningsmålinger ligget på 26 pct. eller derunder—altså næsten nøjagtigt samme tilslutning, som man fik ved katastrofevalget og med Mogens Lykketoft ved roret.

Men ser man statistisk lidt nærmere på knap 30 publicerede meningsmålinger fra valgdagen til august, står et par andre ting også klart. Når Socialdemokraterne går f.eks. 1 pct. frem, kommer ca. 40 pct. af stemmerne fra den venstrefløj med hvem, man skal udgøre et parlamentarisk fundament (SF, Enhedslisten og De Radikale), mens ca. 60 pct. kommer fra de borgerlige—og tilsvarende når der er tale om en tilbagegang. Det er på den ene side god opmuntring for Thorning-Schmidt: Det viser, at hun rent faktisk kan vinde vælgere henover midten. Men tallene er også dårligt nyt—for op mod halvdelen af stemmerne kommer altså fra hendes egne allierede. Eller sagt med andre ord: Der er en delvis kannibalisme mellem partierne på samme fløj. Det betyder også, at vi ikke uden videre kan slutte, at blot fordi det går Socialdemokraterne godt, så går det nok også oppositionen som helhed godt—og regeringen tilsvarende dårligt.

Så hvor meget skal Socialdemokraterne gå frem for at trække nok til, at man har et nyt flertal? Da der var mest opmærksomhed omkring Socialdemokraternes nye formand, proklamerede DR bl.a. uden forbehold, at "Helle kan slå Fogh", men det synes nu reelt kun at være en hypotetisk mulighed.  En dansk parlamentarisk koalition skal gerne have mindst ca. 49 pct. af stemmerne for at have en realistisk mulighed for at vinde magten—og så er det endda med et par usikkerhedsmomenter, såsom hvor mange partier, man er til at dele stemmerne imellem sig, fordelingen af de nordatlantiske mandater m.v. Anskuet på den måde, er oppositionen endnu et stykke fra magten. Man er som helhed gået 1-2 pct. point frem, men faktisk har denne koalition endnu ikke haft et flertal i én eneste af meningsmålingerne efter valget i februar, og kun en gang har man været tæt på. Det var i maj, hvor opmærksomheden var mest overstrømmende, og hvor Socialdemokratiet kortvarigt lå på ca. 30 pct. Siden begyndelsen af juni har man med undtagelse af en enkelt måling ligget på sammenlagt ca. 46 pct. Man mangler med andre ord at kapre borgerlige vælgere svarende til ca. tre pct. point—uden samtidigt at miste nogen. Noget tyder på, at Helle Thorning-Schmidt uden et større skred i vælgernes holdninger render ind i et glasloft omkring de 49 pct.

Hvor meget skal partiet gå frem for, at oppositionen kan nå et flertal? Svaret er, at Socialdemokraterne skal ligge til ca. 32-33 pct. for at man kan være bare lidt sikker på overhovedet at have en chance for at komme til fadet. D.v.s. en fremgang i forhold til nu på 6-7 pct.point. Det lyder måske ikke af så meget—men det er det. Danske folketingsvalg afgøres som regel af udsving og forskelle, der er betydeligt mindre. Det kræver reelt, at partiet igen får den type valg, som man fik i 1990erne—f.eks. 1998 (hvor man fik 35,9 pct.), men det var partiets næstbedste valg i nyere tid.

Kan det lade sig gøre? I politik skal man aldrig sige aldrig, og teoretisk er muligheden der, og fire år er, som bekendt, kort tid i politik. Men er det sandsynligt, at Socialdemokraterne kan nå op på fordums storhed? Skal man tro dét, skal man i hvert fald tro på, at partiet kan skrue tiden næsten 10 år tilbage—til før indvandring blev et så fremtrædende emne i dansk politik, at det reelt kom til at forrykke hele det politiske landskab. De seneste måneder viser under alle omstændigheder, at forventningerne til, at Thorning-Schmidt ved at være yngre og pænere end gennemsnittet af politikere skulle kunne genskabe Socialdemokraternes storhed var noget optimistiske.

Ugens citat: en kunstner om Ché & livet

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 24. juni 2005. 3 svar

Gratisavisen Urban kunne d. 15. juni fortælle om den chilenskfødte Marco Evaristti, der blev kendt, da han i 2000 på Trapholt museet udstillede guldfisk i blendere. Han har angiveligt været fascineret af "myten og manden "Che" [Guevara]", siden han selv var en lille knægt på ni med en kommunistisk fader. Til en udstilling i Aalborg har Evaristti nu malet et billede på baggrund af det kendte foto med Che Guevaras kontrafej, hvorhenover han så har håndtegnet Guevaras afskedsbrev til cubanerne ved hjælp af en overhead-projektor. Han siger:

"Che står og kigger på ingenting. Man kan se ensomheden i hans ansigt, der blev et ikon næsten på størrelse med Jesus. Jeg syntes, det var smukt og oplagt at overføre afskedsbrevet til hans ansigt," sagde Marco Evaristti. Han håber, at udstillingen vil få især de unge til at interessere sig for Che Guevara. "Man kan blive et bedre menneske af at se på Che Guevara. Hvis en skoleelev fra Aalborg ser på ham og begynder at interessere sig for hans liv, kan det være, at livet bliver en lille smule bedre."

Tja. Eller kortere.

Er jagttiden på liberale gået ind?

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 22. juni 2005. 4 svar

Forleden havde Berlingske Tidende en tankevækkende artikel om brugen af forstærkende adjektiver i den danske politiske debat, baseret på en optælling foretaget af Anders Kaasgaard. (Se Kim Møller/Uriasposten for en god MSM-kritisk perspektivering + data.) Det er i øvrigt et tema, som nærværende Punditokrat tidligere selv har berørt i en klumme i Politiken–et medie vi vender tilbage til nedenfor.

Det virker som om, at det ikke er helt enestående. I de seneste år er det fra tid til anden sket, at en enkelt liberalists meninger eller vedkommendes person er blevet gjort til "headline news" på en måde, der kan synes helt ude af proportioner med, hvad der er blevet sagt–og som næppe ville have været tilfældet, hvis holdningerne havde haft et andet politisk fortegn, og dermed været mere politisk korrekte:

  • En stakkels VU-piges henkastede bemærkning i et meget langt debatindlæg hos de små, uregerlige, libertære fætre på Liberator resulterede sidste år flere måneder senere i, at hun pludseligt blev hovedhistorien i flere TV-nyhedsudsendelser og måtte trække sig fra VUs forretningsudvalg.
  • En skribent samme sted, som til hver dag arbejder som specialkonsulent for en dansk politiker, kommenterede i ét indlæg, at Venstre var for "venstreorienteret" og forfægtede i et andet indlæg privat ejendomsret?for derefter at se sig selv portrætteret over et avisopslag med en fiktiv påstand om, at han skulle have sagt, at "Fattige skal sulte ihjel!". En anden avisoverskrift lød herefter, at hans hustru var "gift med en ekstremist". Han fik siden Pressenævnets udsagn for, at overskriften og det meste af artiklens karakteristik af hans holdninger var opspind.
  • En årti gammel anmeldelse af en rejsebog af én, der et halvt århundrede tidligere havde været SS-soldat, resulterede i, at en kendt liberalist, der var særlig rådgiver for en kirkeminister, måtte se sig selv portrætteret som nazi-sympatisør og endte inden dagens udgang som arbejdsløs (om end han langt, langt senere endte med en oprejsning og berigtigelse fra de to fremtrædende medier, der havde angrebet ham).
  • En journalist, der er kendt for sine liberale holdninger, blev pludseligt i sin fagforenings medlemsblad udskreget som "højre-ekstremist".

Og det er faktisk blot nogle få af en meget stor–og voksende–stak af lignende sager. Berlingskes artikel kom f.eks. kun omtrent en uge efter, at Politiken på lederplads havde langet kraftigt ud efter socialministeren for at ansætte Punditokraternes gode ven, Christopher Arzrouni, som såkaldt "særlig rådgiver". Heri hed det under den interessante, billedlige overskrift "Rådforgiftning" bl.a. så floromvundet:

"[Socialministeren har] ansat den notoriske kamikazeliberalist Christopher Arzrouni. … Han er polemisk ultraliberalist, men paradoksalt nok loyal over for Venstres midtersøgende kurs. … Siden hen er han dog trådt i karakter med ekstreme udtalelser som »Skulle man ikke overveje helt at liberalisere besiddelse af våben?« …

ARZROUNI ER naturligvis i sin gode ret til at mene, hvad han vil – ikke mindst hvis han gør det som privatperson. Men som statsansat embedsmand er han en uheldig figur, ikke mindst, fordi hans holdninger på mange strækninger strider fundamentalt mod basale principper i den danske retsstat. Problemet er dog ikke Christopher Arzrouni som person, snarere socialminister Eva Kjer Hansens mangel på dømmekraft." (fremh. tilføjet)

Mens det må stå hen i det uvisse, hvordan det lige er, at CA's synspunkter kan intet mindre end stride fundamentalt mod basale retsstatsprincipper, må man spørge: Hvor er balancen egentlig henne i Politikens dækning og stillingtagen? Går man tilnærmelsesvis lige så prominent efter at stille spørgsmål ved navngivne offentligt ansatte, når det er nogen med en observans, der er tættere på journalisternes egen? Og hvor hurtigt ville man mon ikke være ude med formuleringer om "berufsverbot" og "MacCarthyisme", hvis andre gjorde det?

Det var emner, som nærværende punditokrat af helbredshensyn (hjertetilfælde, hjerneblødning o.l.) lod ligge, men en anden havde mod og karakter nok til at sige, hvad der skulle siges. Vi har fået lov til at gengive Henrik Gade Jensens læserbrev (10.6.) fra og om Politiken, og han er en mand, der ved, hvad han taler om:

"Et barometer på tidsånden er brugen af ordet 'kontroversiel'. Medierne bruger i dag ordet på samme måde, som kirken i gamle dage lyste personer i band. Når journalisterne udtaler ordet 'kontroversiel', arbejder meningspolitiet, for nu skal en person karaktermyrdes og skubbes ud af det gode selskab.

'Minister får kontroversiel rådgiver', lød overskriften i Politiken 4.6., da Christopher Arzrouni blev udpeget som socialministerens nye særlige rådgiver. Så er ordet sagt: kontroversiel, og så er der åbenbart noget forkert og problematisk ved den person.Politikens leder følger op og kalder Arzrouni ekstrem og taler om forgiftning. »Som statsansat embedsmand er han en uheldig figur, ikke mindst fordi hans holdninger på mange strækninger strider fundamentalt mod basale principper i den danske retsstat«, skriver lederen ud i den tomme vind.Christopher Arzrouni mener, at voksne og myndige mennesker har en moralsk ret til at gøre med sig selv, hvad de vil. Det er faktisk udgangspunktet for menneskerettighederne i deres oprindelse: at menneskers frihed kun begrænses af andre menneskers samme ret.

Christopher Arzrouni har efter min mening klart, åbent og modigt formuleret dette princip og peget på dets praktiske konsekvenser. Så kan man være enig eller uenig. Det er reel debat. Det strider ikke imod retsstaten, at borgeren ejer sig selv og ikke staten, men understøtter snarere ideen herom. Tænk, hvis staten ejede vore kroppe, så vi kun får dem til låns med pligt til at behandle dem ordentligt? Er det så kontroversielt at diskutere det?

Sjovt nok mener Politikens leder få dage senere (7.6.), at 'blodpenge' ikke lyder så dumt i forhold til retsstaten. Det er åbenbart i overensstemmelse med en retsstat at betale sig fra et mord, det mest ufrivillige og ultimative overgreb på et andet menneske. Men at voksne mennesker råder over eget legeme, anser Politiken derimod for ude af trit med principperne bag retsstaten.

Når nu Christopher Arzrouni udnævnes til 'kontroversiel', kunne det være sjovt at se, hvad der ikke er kontroversielt i dagens danske tidsånd.

At Ole Sohn som DKP-formand hyldede et af de værste folkemorderregimer i verdenshistorien, gjorde ikke ham kontroversiel. Har nogen kaldt den pæne SF-mand kontroversiel? At Anne Grete Holmsgaard kunne støtte terrororganisationen PFLP har ikke gjort hende kontroversiel. Det var ikke kontroversielt, da hun blev universitetsdirektør for DPU eller MF for SF. At formanden for 450.000 danske funktionærer og tjenestemænd i FTF er gammel KAP'er, der anså Pol Pot for vejen frem, er heller ikke kontroversielt. At Frank Aaen bifaldt Sovjets indmarch i Afghanistan og bivånede og bifaldt Kabuls fængsler, der gør Guantánamo til ren idyl – det er så rart og hyggeligt og langt fra noget skingert og kontroversielt. At Pernille Rosenkrantz-Theil kunne udtrykke sympati for malerklatter på stats- og udenrigsministeren – det er også en del af dansk hygge og har næp
pe skadet pigens renomme i
medierne. Derimod er det enormt kontroversielt at mene, at noget af alt dette skulle være kontroversielt. De pæne mennesker i dag er horden af gamle venstreorienterede, der sikrer, at det aldrig vil blive kontroversielt i Danmark at ville eksperimentere med tvang og terror i utopiernes navn. Det er dem og medløberne i pressen, der definerer tidsånden og kontrollerer embedsapparatet. En artikuleret liberal mening er i dag kontroversiel. Den slags må ikke få ansættelse i den danske stat. Det skal berufsverbotes. Hvis det stod til Politiken."

Metafysik

Af Mikael Bonde Nielsen, den 14. april 2005. Skriv et svar

Nu hvor Socialdemokraterne har fået valgt en ny partileder melder spørgsmålet sig: Hvad vil der ske i SF? Som bekendt skal dette seminaristiske parti også ulejlige medlemmerne med en urafstemning, og denne gang er der tre kandidater at vælge imellem. Almindelig punditokratisk prioritering indebærer vel, at vi på forhånd kan udelukke Meta Fuglsang, der primært beskæftiger sig med tidens stress. Tilbage har vi så den altid socialt indignerede Villy Søvndal, og den lidt frækkere og økologiske Pia Olsen. Hvem af disse to skal folkesocialisterne så vælge? Her er der behov for en digression. I USA findes der en forglemt økonom, der aldrig er kommet under vejrs med sig selv. Han hedder John Kenneth Galbraith og lider af udpræget, intellektuel skizofreni. Derfor kritiserer han på den ene side kapitalismen for, at den ikke kan brødføde den sultne slavehær, og på den anden side for, at den giver proletarerne permanent forstoppelse.

Og så er vi tilbage ved SF’erne. De kan, som Galbraith, ikke sætte to krydser. De er tvunget til at vælge, hvilken kapitalistisk kritikfigur, deres nye partileder skal forfølge. Valget står mellem den klassiske materialisme, der så massivt eksponeres af Villy, eller den mere moderne miljøvinkel, der repræsenteres ved Pia. Hvad var det nu Meta havde på hjertet?