Tag-arkiv: socialisme

Preben Wilhjelm i Djævelens Advokat

Af Jacob Mchangama, den 1. maj 2006. Skriv et svar

1. Maj er Arbejdernes Internationale Kampdag. En kampdag, der i hvertfald oprindeligt, betød en kamp for socialisme. Men hvilket samfund er det, socialismen kæmper for? Hvad er socialismens frihedsbegreb? Er socialismens frihedsbegreb foreneligt med borgerlige og politiske frihedsrettigheder?

Er der nogen der i dette land er kompetent til at svare på disse spørgsmål, er det Preben Wilhjelm, medstifter af SF og VS og et venstrefløjsikon, der også nyder respekt blandt ideologiske modstandere. Derfor satte Djævelens Advokat Preben Wilhjelm stævne til en debat om de ovennævnte spørgsmål, samt om venstrefløjens fortid. Udsendelsen kan høres her.

 

 

 

Den franske syge — Mark II

Af Nicolai Foss, den 11. april 2006. 17 svar

Her på Punditokraterne gjorde jeg mig for nogle måneder siden lystig over alt det pomo-vrøvl (Deleuze, Foucault et al.) som det franske akademiske liv har været storleverandør af de seneste årtier.  Det afstedkom til min store tilfredshed en del fornærmede reaktioner (fx denne her (kig helt nede i bunden af bloggen)).

Jeg havde for nylig lejlighed til at besøge Frankrig, idet jeg gav seminarer på de to business schools, INSEAD i Fontainebleau og Haute Etudes Commerciale (HEC) i Paris Jeg blev da klar over at der er andre manifestationer af fransk akademisk liv, som med lige så stor ret kan kaldes "Den franske Syge." En af dem skal beskrives her.

Mine franske kolleger fortalte mig, at en del af deres studerende ikke var glade for at studere fx det såkaldte "CEMS-program," fordi dette kræver at de studerende tilbringer et semester på et udenlandsk universitet eller business school.  (Bemærk: Der er her tale om management-studerende som typisk er blandt de mere extroverte i studenterpopulationen!). De fortalte mig også at en nylig meningsmåling havde afdækket, at det ord flertallet af franske unge øjeblikkelig associerer med "globalisering " er "frygt."  Og de informerede mig om at ifølge en anden meningsmåling er det primære job-ønske blandt franske unge et job i staten.  Det skal sammenholdes med en nylig meningsmåling, der viste at Frankrig som det eneste land i EU har en majoritet, der er direkte fjendtlig over for "markedet."

Klassisk liberale er som bekendt karakteriseret ved en tyrkertro på at "ideas matter."  Nogle klassisk liberale har således advokeret for at økonomiundervisning bør indføres endog meget tidligt i skolen.  Ikke sandt, poderne kan da kun have godt af at lære lidt om offeromkostninger (når nu venstreorienterede politikere notorisk ikke forstår noget af dette både elementære og fundamentale princip).  Det skader heller ikke at kende lidt til statsbudgettet så man bedre kan afkode, hvordan politikerne sløser med borgernes midler.

Det et synspunkt jeg selv har været meget charmeret af.  Men der er grund til lige at huske på, hvem der bestemmer pensum og hvem der formidler dette.  "Økonomi" er mange ting, herunder socialistisk økonomi.  Og her er vi tilbage i Frankrig og den franske syge, Mark II. For ifølge en artikel i International Herald Tribune fra i søndags, "Economics, French-style," står det helt galt til dernede. Her er nogle udpluk:

"Danielle Scache tries to avoid using the term "capitalism" in her economics class because it has negative connotations in France.

Instead, she teaches her high school students about the market economy, a slightly less controversial term she started using last year after a two-month internship at the dairy giant Danone. That was an experience that did away with more than one of her own prejudices, she said.

"I was surprised to see that people actually enjoyed working in a company," said Scache, who is 59. "Some of them were more enthusiastic than many teachers I know."

"You know," she confided with a laugh, "in France we often think of companies, especially multinationals, as a place of constant conflict between employees and management."

This view of bosses and workers as engaged in an endless, antagonistic tug-of-war goes some way toward explaining the two-month rebellion against a new labor law."

"As Finance Minister Thierry Breton put it last week: "There is a significant lack of economic culture in our country."

"The question of how economics is taught in France, both at the bottom and at the top of the educational pyramid, is at the heart of the current crisis," said Jean-Pierre Boisivon, director of the Enterprise Institute, a company-financed institute that sponsors the internship program for economics teachers that Scache took part in.

"In France we are still stuck in 1970s Keynesian-style economics – we live in the world of 30 years ago," he said. "In our schools we fabricate a vision of society that is very different from the one that exists in other countries."

"And then there are the textbooks. One, published by Nathan and widely used by final-year students, has this to say on p. 137: "One must analyze the salary as purchasing power that you could not cut without sparking a deflationary spiral and thus higher unemployment." Another popular textbook, published by La Découverte, asks on p. 164: "Are there still enough jobs for everyone?" It then suggests that the state subsidize jobs in the public sector: "We can seriously envisage this because our economy allows us already to support a large number of unemployed people."

These arguments were frequently used on the streets in recent weeks, where many protesters said raising salaries and subsidizing work was a better way to cut joblessness than flexibility."

Det kunne måske give anledning til at nogen underkastede det lærebogsmateriale der anvendes i gymnasiet i DK til undervisning i økonomi i samfundsfag et eftersyn.  En opgave for CEPOS?

Afmontér velfærdsstaten

Af Stanislaw, den 6. april 2006. 1 svar

The Business bragte for nyligt denne interessante historie om hvorledes den højt besungne skandinaviske velfærdsmodel (med Sverige som det paradigmatiske eksempel) ikke har formået af løfte indkomsterne for de fattigste grupper i samfundet i samme grad som UK og Irland. Faktisk er indkomsterne for de fattigste 10% af befolkningen i Sverige knap nok steget fra 1995-2004, mens den tilsvarende gruppe i UK og Irland har haft en indkomstfremgang på henholdsvis 59% og 79%. Her er et uddrag fra artiklen:

The incomes of the poorest 10% of Swedes have grown six times slower than the poor in the UK and eight times slower than the poor in Ireland over the past decade…In Ireland, average incomes surged by 101.3% between 1995 and 2004 and that of the poorest 10% by 78.6%…. In the UK, the average is up by 71.5% and the bottom tenth by 59.2%. In stark contrast, the poor have barely increased their incomes during the past decade in the rest of the EU and especially in Sweden, a country once famed for its “social justice”. Average incomes in the EU excluding the UK and Ireland are up 37.1% and that of the poorest tenth by 19.2%. In Sweden, the average is up 29.3% and the bottom decile by a mere 9.7%.

Derudover kan man ikke blot læse, at andelen af fattige i Sverige er steget en smule i løbet af de sidste 10 år, men også – og mere interessant – at andelen af fattige husholdninger (d.v.s. husholdninger under en eller anden fattigdomsgrænse) i dag er mindre i UK end i Sverige!

Skal vi tage disse tal for pålydende, må konklusionen være, at den socialdemokratiske velfærdsmodel udgør en hindring snarere end en mulighed for mindre bemidlede mennesker med lave indkomster og uden job. For denne gruppe er mobiliteten op ad indkomststigen lav i de socialdemokratiske velfærdsmodeller, men betydeligt større i de mere liberal-konservative – eller i hvert fald mindre socialdemokratiske – britiske og irske velfærdsmodeller.

I denne tid, hvor velfærdsreformer står højt på den politiske dagsorden, sender dette et klart signal til både reformtilhængere og ikke mindst reformmodstandere: Afmontér velfærdsstaten. Det er den bedste vej til at løfte indkomsterne for alle grupper – de fattigste inklusive – i det danske samfund.

Ugens citat: Politisk socialisering i '70erne

Af Redaktionen, den 3. april 2006. 4 svar

Politiken bragte i den forgangne uge en læsværdig kronik, “Modige bonderøve”, af Charlotte Kehler, hvori hun forsvarer ytringsfriheden og kritiserer Klaus Rifbjerg, og hvori der optræder denne oplysende indsigt i socialisering i 1970erne folkeskole:

“På et tidspunkt i 1974 skulle vi lege valgdag i klassen. Vi elever fik hver en stemmeseddel, og som det sig nu hør og bør, stemte vi i al hemmelighed. Vores lærer krydsede pædagogisk af ud for et af partibogstaverne, som hun havde skrevet op på tavlen, hver gang hun åbnede en af vores møjsommeligt sammenfoldede stemmesedler. Men rædslen begyndte så småt at lyse ud af hendes ansigt, og da resultatet af vores valg var en kendsgerning, var hun i en tilstand af chok. Alt for mange af os havde stemt borgerligt, og alt, alt for mange havde stemt på Fremskridtspartiet. (Ikke mærkeligt, da Z året forinden var braget ind i Folketinget med 28 mandater. Og 9-10-årige børn gør som bekendt, som deres forældre gør). Der var så mange krydser ud for Z, at vores lærer anså det for pinedød nødvendigt, at vi med det samme holdt et omvalg. Men inden vi på ny fik lov at sætte vores krydser, mente hun, at det var på sin plads, at vi fik at vide, hvilket parti hun stemte på. På tavlen skrev hun med store bogstaver: VS.

Nu kunne valghandlingen gå i gang. Resultatet blev et overvældende flertal til VS.

Det gode og røde dream team var ved at tage form. Og som tiden gik, fik vi også lært, hvem de onde var: kapitalisterne, profitmagerne, de borgerlige og ikke mindst amerikanerne.

Og mægtig opstemte sang vi alle med i kor: »Bag ved guldfisk og lakajer tjener bagmænd fedt på os, røde Wilfreds røde hilsner viser folk, hvorfor vi slås …« osv.

Da jeg gik ud af skolen i 9. klasse, var jeg umådelig socialt bevidst, hvilket var fint, men jeg anede ikke, hvem Grundtvig var, eller Harald Blåtand, for den sags skyld. Det havde vi ikke lært. Det var ikke nødvendigt, for vi var selv historie, blev vi fortalt. Vi var fremtiden, der skulle skabe det nye samfund.”

Hattip: Mr. Andersson.

Ytringsfrihed og regulering

Af Nicolai Foss, den 19. marts 2006. 11 svar

Socialister der plæderer for ytringsfrihed er ikke konsistente. Grundlæggende er der ingen forskelle på markedet for goder (produkter og ydelser) og markedet for ideer. Hvis et case for regulering af markedet for goder kan baseres på (økonomiske) argumenter om externaliteter, asymmetrisk information og offentlige goder, så kan regulering baseres på samme argumenter når det gælder regulering af markedet for ideer.

Regulering retfærdiggøres ofte ved henvisning til forbrugernes uvidenhed om produkter eller ydelsers karakter. (Det er med henvisning til sådanne argumenter, at advokater, læger og andre har haft held til at rejse adgangsbarrierer der kan beskytte deres monopolpositioner). Men vi ved at astrologi er slet og ret det rene vrøvl. Det er demonstrérbart at en lang række politikere ingen reel indsigt har i de emner de udtaler sig om (det gøres nogle gange til en særlig demokratisk dyd).  Og så videre. Men alligevel tillades astrologer, Frank Aaen og andre at vildlede forbrugerne på markedet for ideer (OK, meninger så). Det kan ikke være fordi mangel på regulering af det ene marked (markedet for goder) har reelle omkostninger for forbrugerne, mens det ikke gælder for det andet (markeder for ideer): Der er særdeles seriøse økonom-faglige begrundelser for at Enhedslistens økonomiske politik vil have meget reelle omkostninger! Folk bruger oceaner af penge på at konsultere astrologer og andre mystikere.

Bundlinien er, at det ikke konsistent at ville gennemregulere det ene marked og ikke det andet. En interessant og efterhånden flere årtier gammel type psykologisk forskning handler om hvordan individer håndterer konfliktende overbevisninger. En kerneidé er at individer vil forsøge at begrænse sådan "kognitiv dissonans." (En forudsætning er selvsagt at tilstrækkelig intelligens og selverkendelse til at se inkonsistensen er tilstede). Begræsningen af dissonansen kan være et spørgsmål om egeninteresse og overvurdering af egen vigtighed: Socialistiske "intellektuelle" ser meget gerne regulering af markedet for goder – ikke mindst fordi de selv regner med at skulle stå for reguleringen – hvorimod regulering naturligvis ikke skal gælde for deres egne vigtige synspunkter. 

Reduktionen af dissonansen kan også ske ved at individet modificerer én eller flere af de overbevisninger, der giver ophav til inkonsistensen/dissonansen. Det er denne mekanisme som psykologisk forskning har fokuseret på.  En formodning er at modifikation i særlig høj grad vil finde sted når dissonansen bliver af reel betydning for individet. 

For en socialist kan reduktion af den kognitive dissonans mellem at ønske regulering af markedet for goder men ikke af markedet for ideer bekvemt ske ved at give køb på sit forsvar for ytringsfrihed – specielt når det virkelig gælder. Denne type adfærd forekommer at passe meget godt med hvad vi har kunnet observere den seneste måneds tid: Stålsatte forsvar for ytringsfrihed "uden adjektiver" er overvejende kommet fra borgerlige, mens socialister af alle partier (fra Dansk Folkeparti til Enhedslisten) har været ved at vælte over hinanden for at komme til at foreslå alskens reelle reduktioner af ytringsfriheden.

Postscriptum: Kernen i ovenstående er planket fra denne punditokrats favoritøkonom, Ronald H. Coase.  Der er meget af Coases tankegang der er relevant for Cartoon-balladen.  For eksempel: Gælder Coase-teoremet her? Kunne vi indgå en gensidigt nytteforøgende deal med islamisterne? (Hvad siger OBP?). Én af Coases mindre kendte bidrag er "The Market for Goods and the Market for Ideas" fra 1974.  Det er herfra ovenstående argument om at det er inkonsistent at ville regulere det ene marked men ikke det andet kommer. Som et kuriosum kan nævnes, at da den amerikanske presse i sin tid fik nys om Coases argument blev det fremstillet under overskriften: "Kendt Chicago-økonom ønsker begrænsninger på First Amendment." Det var ikke lige Coases intention! Engelsk under-statement kan have trange vilkår i en amerikansk sammenhæng!  

Et pust fra fortiden – og ikke et af de forfriskende

Af Christian Bjørnskov, den 15. marts 2006. 22 svar

Jeg tror, alle der interesserer sig for politik og samfundsforhold, kender fornemmelsen af at opleve et pust fra fortiden – at se dinosaurer i levende live. Vi har alle jævnligt den tvivlsomme fornøjelse at se og høre folk fra de politiske yderfløje ytre sig, så man skulle tro at vi befandt os i 1930'erne. Pastor Langballes særlige nationalistisk-autoritære forslag er som oftest inderligt forældede, og Enhedslistens totale verdenssyn har et særligt religiøst-fundamentalistisk tilsnit, som burde kunne affærdiges med et skuldertræk. Om de så mener at have specielle 'moralske' argumenter eller blot har vist musikalsk talent før de døde, må man spørge sig selv hvor de har været de sidste 70 år?

 

Men i går bragte Politikens kronik anderledes mærkelige vinde fra en fjern fortid. Tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen og LO-formand Hans Jensen demonstrerede deres blinde tiltro til politikeres ubegrænsede godhed og indsigt ved at argumentere for behovet for det, der i sidste ende kun kan beskrives som vulgær-Keynesiansk økonomisk politik á la 1950. Deres ærinde er i og for sig fint: De begræder Europas sløje økonomiske tilstand og den høje arbejdsløshed i store dele af kernelandene. Men midlerne til at bekæmpe problemerne er – mildt sagt – ikke helt tidssvarende.

 

Nyrup og Jensen skriver for eksempel i starten af kronikken, at det er "på høje tid at give EU magt til at straffe de lande, som ikke fører en aktiv finanspolitik med investering i flere nye job". Her er afsløring nummer et: Kronikørerne tror fuldt og fast på, at staten kan skabe arbejdspladser gennem en 'aktiv finanspolitik', altså ved at bruge flere penge. Man vil endda straffe lande, der ikke går med på illusionen om de paradisiske tilstande, der følger af en stor offentlig sektor! Væk er Friedmans, Lucas og mange andres indsigter fra de sidste 40 år, der alle peger på de voldsomme problemer ved offentlig indblanding. Væk er de empiriske erfaringer der siger, at staten ikke kan skabe arbejdspladser, men kun stjæle dem fra mere produktive private erhverv. Og væk er Buchanans, Tullocks, og hele Public Choice skolens lære om, at politikere som oftest er uinformerede, selviske og stærkt påvirkede af særinteresser, og derfor laver markant større fejl end det marked, som Nyrup og Jensen har mistillid til.

 

Hvis det så bare blev ved det, men nej. Man efterlyser ikke blot en fornuftig politik, men en "optimistisk politik, der skaber den vækst og beskæftigelse og sociale samhørighed, der kan bringe Europa i top igen." Nyrup og Jensen vil ikke blot skabe vækst og beskæftigelse (som jo følger af væksten), men også samhørighed – altså den socialdemokratiske kongstanke om solidaritet, her løftet op på et fælleseuropæisk plan. Tænk hvis der fandtes en type offentlig politik, der kunne nå alle tre mål! Afsløring nummer to: Kronikørerne tror på, at politikere kan opnå alt det på samme tid.

 

Og så er der til sidst spørgsmålet om, hvordan den politik skal se ud. Kronikørerne skriver, at der nu er behov for "at få politikken ført væk fra blot at være krav om nye åbninger for konkurrence på nye områder. For alt for ofte sker det på bekostning af trygheden – velfærdsgoder og den sikring af lønmodtagere, vi har kæmpet for i så mange år." Sørme jo, EU har ikke brug for mere konkurrence, og det der er galt i Tyskland og Frankrig, er ikke at lønmodtagere og arbejdspladser er overbeskyttede – det er det modsatte! Her er afsløring nummer tre: Nyrup og Jensen viser helt basal mangel på forståelse for Europas nuværende strukturproblemer, specielt på det arbejdsmarked de begge er så interesserede i.

 

Endnu værre er det, at de udnævner en skurk i spillet: "Den Europæiske Centralbank (ECB) er en stor stopklods på vejen mod flere og bedre job i Europa." Løsningen er her: " Desuden burde banken være underlagt en form for demokratisk kontrol – for eksempel ved at udvalgte finansministre kom med i ledelsen." For de økonomisk informerede læsere her på bloggen, må jeg sige: Ja, du læste rigtigt! Man ønsker større politisk kontrol med centralbanken. Her er den sidste ting, som Nyrup og Jensen har overset: Kydland og Prescotts Nobelpris-vindende arbejde om centralbankuafhængighed. Siden 1977 har fagøkonomer gang på gang demonstreret, at det på stort set alle fronter er bedst at isolere centralbanker fra politisk indflydelse. Ellers bliver pengepolitikken underlagt en række kortsigtede politiske hensyn, der kun giver ustabilitet, inflation og – i sidste ende – arbejdsløshed.

 

Jeg har aldrig lagt skjul på, at jeg ikke er en stor fan af John Maynard Keynes, hvor stor en indflydelse han så havde i sit liv og efter det. Men jeg havde da håbet på, at hans ideer var ved at have udspillet deres rolle i praktisk politik. Desværre beviste Nyrup og Jensen i går det modsatte. For at forsvare at man fører kortsigtpolitik, udtalte Keynes de berømte ord, at 'i det lange løb er vi alle døde'. Manden var ikke dum – han vidste nemlig godt, at hans politiske forslag på længere sigt havde negative virkninger. Det er bare ikke kortsigtspolitik, en tidligere statsminister og en nuværende LO-formand efterlyser i Politik, men derimod langsigtsløsninger på Europas stagnation. Og deres forslag til det, er rendyrkede Keynesianske kortsigtsløsninger, som fagøkonomer har brugt de sidste mange år på at afvise. I det lange løb er vi alle døde, men vores idiotiske ideer overlever åbenbart mange generationer.

I stedet for en nekrolog

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 28. februar 2006. 18 svar

Der var engang … og det var en kold, mørk og våd nat.  Sådan primo 1980erne eller deromkring, sikkert en fredag eller lørdag.  Jeg var teenager og “i byen” med nogle af mine venner, i Odenses natteliv–—så beskedent som det nu var—–og af mangel på bedre tumlede vi ind på “Café Biografen” på Brandts Klædefabrik.  En café, der—–sådan da–—var en lidt hyggelig provinsiel blanding af Vester Vov Vov og Huset i Magstræde.  Og hvad deraf følger, på godt og ondt.

Vi forlod hurtigt stedet igen.  Lidt forargede og let grinende.

For selvom vi befandt os i primo-80erne, var aftenens underholdning endnu mere medio-70er politisk korrekt end sædvanligt: Det var den lokale afdeling af det diminutive Danmarks Kommunistiske Parti/Marxister-Leninister (DKP/ML), som holdt åben fest på caféen, og til lejligheden havde de importeret et orkester helt fra København, som spillede en for min og mine venners smag ikke specielt interessant blanding af venstrefløjsrock og folkemusik.  Og det første jeg hørte, da jeg trådte ind—–udover den markante sangerinde–var, at en fra bandet talte om, at man på denne aften hyldede det socialistiske Albanien i anledning af Stalins fødselsdag.

Say what?

Vores forargelse var primært over, at nogen vitterlig ville fejre massemorderen Stalin, sådan en 30 års tid efter hans død.  Nå ja, og så måske også, at nogen seriøst kunne foretrække den slags musik frem for Yazoo, Depeche Mode, New Order, Human League, Spandau Ballet, o.s.v.  Helt ærligt! Skulle man endelig lytte til venstreorienteret musik, kunne det da i det mindste være The Jam, The Clash eller Heaven 17.

Nå, men den slags faldt altså ikke i beton-stalinisternes smag, og DKP/ML havde netop en af deres bastioner i netop Odense.  Af de få hundrede stemmer, som partiet ved et par folketingsvalg i 1980erne høstede, faldt en del i Odense, hvor partiet havde et par relativt pæne lokaler–—givetvis betalt af de samme generøse albanske statstilskud, som finansierede “Dagbladet Arbejderen”.  Og ML’erne var synlige i Odense—, på den ene og anden måde.  I 1982 overfaldt de med vold de lokale KU’ere, da disse delte pjecer ud på gågaden, og da politiet ankom, mødte ML’erne dem med råb om “fascisme” …  Kort efter blev en KU’er forfulgt på cykel det halve Odense igennem og truet med bank, hvis han nogensinde igen kom i nærheden af ML’ernes hovedkvarter.  Det var omtrent på dette tidspunkt, at det lille partis store rorgænger, generalsekretær Klaus Riis*, gjorde sig herostratisk bemærket, da han for åben mikrofon og DRTV-kamera fortalte, at man i partiet forberedte sig på den væbnede revolution, men at dette sandelig også var nødvendigt, fordi Mærsk og Simon Spies byggede koncentrationslejre, hvori de ville internere arbejderklassen.

Man mente det skam ganske alvorligt.  I 1982 vedtog det lille parti programmet “For et socialistisk Danmark under proletariatets diktatur”, hvori man hyldede “Albanien, verdens eneste socialistiske land”, og dets leder “den fremragende marxist-leninist Enver Hoxha”, —ligesom man gjorde dagligt i Dagbladet Arbejderen, hvis “hoved” på det tidspunkt indeholdt profilerne af Marx, Lenin og Stalin. Ifølge partiprogrammet var det i Danmark anno 1982 tilfældet, at “hele den objektive situation [er] moden til gennemførelse af lige præcis den voldelige socialistiske revolution og ikke nogensomhelst anden type ‘revolution’ eller ‘revolutionære reformer’ osv., som revisionisterne fabler om”. I partiets historieudlægning gik det grundlæggende godt i Sovjet indtil Stalins død; senere solgte man ud dér, ligesom man gjorde hos “revisionisterne” i resten af Østblokken, Jugoslavien, Cuba, Campuchea, Nordkorea …  Kun i Albanien og (et stykke tid) i Maos Kina havde man fat i den lange ende.  Så alle DKP/ML publikationer og møder var fyldt med endeløse lovprisninger af Albanien–som til det sidste var Europas største massefængsel, et forarmet og tyrannisk regime, der sank ned i en stadigt større tragedie.

Jo, ML’erne var … farverige.  Så farverige, at de gav det at være sekterisk og fanatisk et dårligt image.  De kunne sågar give Lyndon B. LaRouches “Schiller Institut” eller Danmarks Humanistiske Parti god konkurrence om, hvem der var landets dengang mærkeligste politiske bevægelse. Selv de rigtige DKP’ere syntes, at ML’erne var lidt … “gakkede”, som min ungkommunistiske skolekammerat Ole (kendt i Odense som “Komm’ole”) vist engang betegnede dem overfor mig.**

Nå, hvorfor nu hele denne tur “down memory lane”?

Jo, naturligvis for lige at sætte det hele lidt i relief m.h.t., hvad det egentlig var, der udgjorde det politiske udgangspunkt for komponisten Thomas Koppel, der døde forleden.  For det var naturligvis ham og “Savage Rose”, vi hørte hylde Albanien og Stalin dengang på Café Biografen.

Og søndagens TV og mandagens aviser var fyldt med lange lovprisninger til den store og politisk bevidste komponist, men ingen af journalisterne var tilsyneladende med dengang på Café Biografen–—eller også ville de helst glemme, at de havde været det.  Ingen nævnte nemlig med et ord, at Koppel & frue i årevis var stalinistiske hard-liners, som aktivt hyldede og støttede Europas sidste diktatur, selv efter 1989.  End ikke noget så faktuelt som, at Koppel var medstifter af DKP/ML og opstillet som folketingskandidat, eller at partiet betalte tilbage ved at udgive gruppens plader på det lille partis endnu mindre pladeforlag.

Koppel lagde ellers ikke fingrene imellem.  Han var blandt dem, der eksplicit udtalte sin støtte til Pernille Rosenkrantz-Theil og de to, der overfaldt Anders Fogh Rasmussen og Per Stig Møller: “Derfor skal du skal ikke være flov. Der er ikke de to unge eller dig, der er kriminelle her. … Så – ryst ikke på hånden. Støt de to aktivister.”  Og Savage Rose støttede direkte terrororganisationen PLO.  Koppel fordømte de danske Muhammed-tegninger, men modsatte sig en offentlig fordømmelse af kommunismens forbrydelser.  Og Koppel & frue var såmænd klarsynede nok m.h.t. Sovjet-blokkens fald, om end fra en lidt uortodoks vinkel:

“Kommunismens fald i Østeuropa anfægter ikke Savage Rose: – Vi har i årevis gået og ventet på det, der sker i Østeuropa. I Sovjetunionen fik socialismen sit store sår i 1956-61, da bureaukratiet overtog magten og skabte sit eget lukkede system.” (“De vilde roser er stadig røde”, Politiken 5.VIII.1990)

Ja—–de skulle nok have holdt Onkel Joe i live i nogle år endnu …

Dybden i Koppels politiske tænkning fremgår med al tydelighed af denne kommentar til kulturkanonen:

“Brian og kompagni er i færd med at prøve at bortlede opmærksomheden fra, at de overhovedet ingen kultur har. Anders Foghs operahelte hos A. P. Møller fragter Donald “Duck” Rumsfelds kanoner og papkalkuner ud til en fup-krig mod et fremmed folk, der var så uheldige at bo oven på et oliefelt … Efter Fogh-regeringens hærgen ses Danmark rundt om i verden ikke længere som en kulturnation, men som en krakelerende fup-præsidents ikke særlig vellugtende kattebakke. Jeg længes efter det rigtige Danmark, der dufter af verdens rødeste jordbær og folkelig, frygtløs, livsnær inspiration. Det Danmark, der er H. C. Andersen, Jeppe Aakjær og Carl Nielsen værdigt.”

Og man kunne så have tilføjet: Og Lenin, Stalin og Hoxha.

Nuvel, Koppel skulle selvfølgelig have ret til at nyde den frihed, som hans kammerater nægtede andre—–om end det da ikke skete uden konsekvenser for andre.  Den senere statsministerielle spin-doktor, Michael Kristiansen, skrev som ung journalist på Weekendavisen artiklen “Et land i Europa” (13.IX.1991).  Heri beskrev han Albaniens fattigdom og tyranni—–og føjede en anekdote til:

“Men der var nogen, der elskede det gamle stalinistiske system. Ud over de priviligerede kadrer for eksempel de danske revolutionære marxister-leninister. Og det bliver man gjort opmærksom på dagligt af politikere og embedsmænd og taxichauffører. Med Annisette og Thomas Koppel i front var de de eneste, der fik mulighed for at besøge et ellers totalt isoleret Albanien, og de priste den virkeliggjorte marxisme i høje toner. En aften på Hotel Tiranas balkon slår udenrigsministeriets talsmand, Fatmir Ohnoj, mig på skuldrene og siger ligeud: »Vi har haft det svært med danskerne, de var simpelt hen de værste. De kom i gamle busser, krævede at se arbejderklasse-kontrol, sang slagsange dagen lang og krævede alt. Jeg måtte guide dem rundt og høre på al deres ævl, og de kaldte mig en klassefjende, fordi jeg ikke var medlem af partiet. De kommer heldigvis ikke mere, og skulle de komme, skal jeg sørge for, at de kommer til at betale for deres udnyttelse af mit folks trængsler og pinsler.« Man lusker hjem til sit hotelværelse, kigger på solen, der går ned over Dajti-bjergene, moskeen, der er fyldt med mennesker, afslår tigger-børnene, smiler til de mange albanere, der vinker til én fra Skanderbergpladsen, og håber det bedste for dette lille land, der endelig er sluppet ud af marxismens mærkværdige eksperimenter.”

Men disse aspekter blev generelt udeladt af de hyldende nekrologer.  Men hvad skrev aviserne i stedet?  Stort set alle artikler, der kan graves frem på Infomedia, betegner Koppel som “kompromisløs”–—det lyder da også pænere end “fanatisk”, “sekterisk”, “ekstremistisk” …

Politiken havde nekrologen “Den kompromisløse komponist”, hvori det om Koppels politik blot hed, at denne “enestående” og “afholdte” komponist, som lavede “politisk bevidst” musik, og at han “ikke [gik] på kompromis med hverken sine kunstneriske ambitioner eller sine personlige holdninger for at blive populær”.  Politikens nekrolog omtaler videre blot “det socialistiske, samfundsmæssige engagement”, og at han og fruen p.t. var “optaget af at skabe en ny græsrodsbevægelse”.  Den eneste yderligere antydning i nekrologen var, at Koppel var med i et “yderligtgående venstreorienterede parti”, DKP/ML, og at gruppen turnerede “i Albanien, hvis kommunistiske regering de sympatiserede med.”

I en nekrolog i Berlingske Tidende, der er trykt stort set hele vejen rundt i provinsaviserne, står der endnu mindre af den slags: Ikke et ord om støtten til diktaturer og PLO, om folketingskandidatur og medstifterrolle i DKP/ML.  Her hedder det blot: “Sidste del af 70erne og hele vejen op gennem 80erne viede Thomas og Annisette deres engagement og musik til politiske manifestationer, støttefester, arrangementer og demonstrationer – alt sammen i kampen for en bedre verden.”

Flere aviser nævnte derimod–—vistnok uden at bemærke komikke–n—at mens Koppel uden held havde frabedt sig at få sit arbejde med i kulturkanonen, protesterede han ikke, da han til gengæld i 1998 via finansloven opnåede Statens Kunstfonds livsvarige kunstnerydelse.

Hvordan kan det være, at når en fanatisk venstreorienteret diktatur-apologet skal omtales, så er det altid som “kompromisløs” og “idealistisk” i kampen for “retfærdighed” og “en bedre verden”?  Kunne man tænke sig en lignende behandling af politisk anderledes tænkende? Findes der mon noget mere illustrativt for journalistisk dobbeltmoral og for holdningen om, at hvis målet er det tilpas rigtige, så helliger det ethvert middel?

 

* Selvsamme Klaus Riis (der selv blev udrenset af DKP/ML, fordi han var for yderligtgående–i modsætning til resten?–og nu er med i Arbejderpartiet Kommunisterne) har for relativt nyligt skrevet denne hyldest til nærværende posts objekt.

** Jeg husker ikke, om det også var Komm’ole eller en af mine andre venner i Odenses politiske miljø, der fortalte mig historien om ML’eren, der ikke kunne komme i partiets hierarki, fordi han havde for tykke hinkestens-briller.  De gjorde ham nemlig ukampdygtig …!

Forfatningstraktaten med amerikanske øjne

Af Christian Bjørnskov, den 26. februar 2006. 12 svar

Vores venner på the Copenhagen Institute bragte i fredags en kommentar til EU's omstridte forfatningstraktat. Forfatteren, Marian Tupy der er Assistant Director ved the Cato Institute, kalder meget præcist traktaten for "the last gasp of European socialism". Tupy's kommentar, der bestemt kan anbefales, peger på forskellene i lande og politikeres reaktion på øget konkurrence: Enten strammer man ballerne sammen og bliver mere produktiv – og dermed mere konkurrencedygtig – ellers også danner man et kartel for at forsøge at forhindre konkurrence. Det er ret præcist det sidste, EU har valgt at gøre. Forfatningstraktaten er intet andet end et forsøg på at kodificere Europas såkaldte "social market economy", som bl.a. franske politikere (og Poul Nyrup) besynger så højt mens deres samfund stagnerer og forfalder omkring dem. For lad os kalde en spade for en spade. Traktaten opererer endda med begreber som 'disloyalty' og 'competitive distortion', som i Tupy's optik blot er negativt ladede eufemismer for udfald af sund konkurrence (når ineffektive firmaer dør og giver plads til de effektive). Man kan med rette undre sig over, hvordan man forestiller sig at den type traktat kan hjælpe med til at gøre EU verdens mest konkurrencedygtige og innovative område. For min egen regning vil jeg også gerne undre mig over, hvorfor EU i første omgang satte en tidligere præsident for Europas mest markedsfjendske samfund i spidsen for arbejdet med at formulere forfatningstraktaten. Og med 260 sider og 70.000 ord – mere end 15 (femten) gange så langt som den amerikanske forfatning eller den danske grundlov – er traktaten vel ikke engang en traktat, men blot endnu en samling inderligt overflødige og uliberale reguleringer? Den er blot opskriften på, hvordan man sikrer økonomisk og social stagnation. Lad os da komme af med den i stedet for at diskutere, hvad vi skal gøre nu!

Det virker sgu'tte!

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 9. februar 2006. 3 svar

Det ansete National Bureau for Economic Research (NBER) offentliggør ofte spændende, empiriske studier, og jeg bemærkede netop et nyt et, der lyder interessant (også i forhold til diskussioner her på bloggen).  Økonomerne Raghuram G. Rajan og Arvind Subramanian har således lavet rapporten “Aid and Growth: What Does the Cross-Country Evidence Really Show?”, som de selv sammenfatter således:

“We examine the effects of aid on growth–in cross-sectional and panel data–after correcting for the bias that aid typically goes to poorer countries, or to countries after poor performance. Even after this correction, we find little robust evidence of a positive (or negative) relationship between aid inflows into a country and its economic growth. We also find no evidence that aid works better in better policy or geographical environments, or that certain forms of aid work better than others. Our findings, which relate to the past, do not imply that aid cannot be beneficial in the future. But they do suggest that for aid to be effective in the future, the aid apparatus will have to be rethought. Our findings raise the question: what aspects of aid offset what ought to be the indisputable growth enhancing effects of resource transfers? Thus, our findings support efforts under way at national and international levels to understand and improve aid effectiveness.”

Og hermed er bolden givet op til et par interessante diskussioner–eller flere.  Hvis hjælpen ikke gør nogen forskel, hvorfor er den der så overhovedet?  Vil ingen hjælp, realistisk set, kunne gøre nogen forskel?  O.s.v.  Punditokrat Bjørnskov …?

Borgerlige realister og venstreorienterede pomoer – men hvorfor?

Af Nicolai Foss, den 30. januar 2006. 12 svar

I en tænksom og provokerende kommentar til min post om Det Løse d. 26. januar bemærker "Nai" at realisme og borgerlig observans har det med at følges ad.  Det synes han er irriterende, bl.a. fordi den "metafysiske realisme" er ligeså problematisk som pomo.  Jeg er ret så uenig i dette sidste (selvom fagfilosoffer altid kan slå mig i hovedet med Putnams Paradox med videre).  Men kommentarer til det må afvente en senere post.

Lad mig begynde med at bemærke, at for det første er der ikke tale om "lovmæssige" sammenhænge mellem borgerlighed og realisme-bias; der er undtagelser. Fx er den fremtrædende realist-filosof, Roy Bhaskar, ræverød.  Jeg tror også at det sagtens er muligt at holde elementer af pomo-verdensbilledet og være klassisk-liberal.  Den nu afdøde "østrigske" økonom Don Lavoie var et godt eksempel på det.

Men som en grov generalisering har Nai grundlæggende ret i sin observation af at borgerlige faktisk er mere kommittede til realisme.  Hvorfor er det sådan? Og hvorfor er der omvendt et så markant venstrefløjsbias blandt pomo'erne.   Det er en kompliceret historie, så det følgende er blot nogle stikord.

Jeg tror at én brik til forståelsen af forholdet har at gøre med at mange af "borgerlig observans" jf. min tidligere post "En anden verden"  holder en grundlæggende "økonomistisk" opfattelse.  Overlappet mellem denne og traditionel klassisk liberalisme er meget stort.  Mange – blandt dem Ludwig von Mises, Milton Friedman og Leland Yeager – har været tæt på at mene at klassisk liberalisme nærmest kan reduceres til økonomisme på det positive niveau og utilitarisme på det normative niveau.

For at dette overlap skal give mening forekommer det dog, at den må funderes på en social ontologi.  Den sociale ontologi som er karakteristisk for de med en økonomistisk og klassisk-liberal indstilling, og for mange borgerlige i almindelighed er følgende: 

  • Der kan meningsfuldt tales om en "menneskelig natur" som er ret konstant over tid, ens over racer, og invariant over kulturer.  (Som kontrast tenderer pomoer mod at mene at tale om "menneskelig natur" er fascistisk og/eller forvrøvlet, "fordi" "natur" er fundamentalt "formeligt" af kontext/externe omgivelser). 
  • Der eksisterer mekanismer i den sociale verden der virker med stor regularitet.  Huslejeregulering og mindsteløn har forudsigelige (dårlige) konsekvenser – uafhængigt at tid og sted.  Det er ikke noget der kan socialt konstrueres efter behag – modsat pomoer der typisk vil fremhæve hvordan sådanne konsekvenser er resultatet af selvopfyldende profetier.

Hvis menneskelig natur er et meningsløst begreb eller er noget der fluktuerer uforudsigeligt, eller hvis der ingen sociale regulariteter er, så er det også meget vanskeligt at sige noget særligt om institutionelt design, konstitutionelt valg, etc., specielt klassisk-liberale positioner. Det er så fundamentalt tilfældigt.  Strengt kan det derfor også være et vanskeligt projekt for pomoerne at være venstreorienterede. At de så er det alligevel er måske bare en spuriøs korrelation: Altså pomoerne er grundlæggende pubertære og derfor er de samtidigt pomoer og venstreorienterede. 

Bundlinie: Modsat Nai mener jeg egentlig ikke at borgerliges realisme-bias er tilfældigt eller noget der bør kritiseres; snarere tværtimod. 

En anden verden …

Af Nicolai Foss, den 26. januar 2006. 19 svar

Jeg vover her den påstand, at de fleste punditokrater, og måske også de fleste jævnlige og sympatisk indstillede læsere af bloggen, har et grundlæggende "økonomistisk" syn på samfunds-anliggender.  Det gælder i hvert fald helt sikkert for punditokraterne Kurrild, Bjørnskov, Dr. Mephisto, emeritus Bonde, og jeg selv, og jeg vil tro at i en bred forstand gælder det også for resten af punditokraterne. 

Med "økonomistisk" mener jeg her blot forestillinger om at en rationalitetsantagelse i mange situationer beskriver adfærd ganske godt, at markedskræfterne har en række positive konsekvenser, at individer reagerer ret så forudsigeligt på de incitamenter, de står overfor, at ejendomsrettigheder påvirker adfærd fordi de giver incitamenter, at det er meningsfuldt at sige at individer vælger frit, og så videre. Vi synes nok, at det er en fuldstændig naturlig måde at se på verden, ikke specielt "socialt konstrueret," og vi har måske lidt svært ved at forstå, hvordan man kan skulle kunne være uenig i den.  

Karl Popper kritiserede ofte hvad han kaldte "the myth of the framework," det vil sige forestillingen om at man på grund af fundamentalt forskellige ("inkommensurable") mentale "frameworks" ikke er i stand til meningsfuldt at kommunikere.  (Hans mål for kritikken var selvfølgelig i første omgang Thomas Kuhn).  Jeg har længe abonneret på Poppers synspunkt, at en fornuftig diskussion altid principielt er mulig. Men jeg er muligvis ved at opgive synspunktet.

Foranlediget af min postering om Deleuze fra i morges googlede jeg nemlig lidt rundt på danske sider for at få en idé om i hvilket omfang den franske syge har tag i det danske universitetsmiljø.  Jeg faldt blandt andet over sociologiskforum.dk  ("din sociologiske ressource på nettet"), som vist overvejende skrives af og for sociologistuderende, men hvor også andre samfundsvidenskabelige studerende pædagogik-studerende, sygeplejeske-studerende, og lærerstuderende har deres gang.

I guder!!!!!! Holy moly!!!!!  Man skal læse det for at tro det.   Prøv for eksempel at checke tråden omkring "neoliberalisme," hvor "Lars" forklarer at det er "den moderne sociologis prygelknabe #1" og "Laust" kan tilføje at " nl. ikke just sociologisk beundret. Det skyldes for mig at se, at nl. afviser det mest grundlæggende i sociologien: At individet er socialt indlejret."  Det ville faktisk være ret morsomt, hvis det ikke var så ignorant.  Det er også tragikomisk at se den næsegruse beundring på Forum'et for Foucault, Giddens,  Habermas, et al., og de stålsatte forsøg på dog trods alt at skabe lidt mening i alt ordgyderiet. Så er der også den sygeplejerskestuderende "Bakkehaven," der gerne vil bruge Foucault og Bourdieu til sit bachelorprojekt.   Hvad F…… skal en sygeplejerske-studerende bruge Foucault til? Jeg gruer for de hospitalsophold, der med næsten usvigelig sikkerhed vil blive min ledsager på mine (forhåbentlig meget) gamle dage!  Jeg trøster mig at ingen nævner Deleuze!  Men det er godt nok en anden verden.

Man kan godt grine af alt dette, og affærdige det med at det "bare er studerende."  Man kan også affærdige med at der er så mange fora for venstre-loonier. Men det bør man ikke gøre, for der er mange sociologistuderende, etc.; hvis sociologiskforum.dk er et godt pejlemærke, så er de alle sammen venstreorienterede — og de bliver alle sammen en del af velfærdsstatsapparatet.  Det er fanme uhyggeligt.

Tragedy of the bunnies

Af Stanislaw, den 28. november 2005. Skriv et svar

Hermed et link til et lille sjovt spil fra Institute for Humane Studies. Spillet, der hedder “The tragedy of the bunnies”, lyder givetvis bekendt for dem, der kender til spil-teori, og illustrerer på fornøjelig vis nogle velkendte men vigtige pointer.

Dansk forskningspolitik, Sovjetisk tænkning

Af Christian Bjørnskov, den 24. oktober 2005. 8 svar

Nu er efterårsferien overstået, og så kan man starte det lange, seje træk mod jul med en smule historie som baggrund for diskussioner om den danske forskningspolitik. Historien kan her, som på så mange andre områder, give stof til eftertanke. Og historien drejer sig om Gosplan.

Gosplan var navnet på det agentur, der oprindeligt koordinerede de forskellige Sovjetrepublikkers økonomiske planer. Fra 1928 blev Gosplan ansvarlig for at formulere og overvåge udførslen af de famøse femårsplaner, som lagde linierne for, hvordan Sovjetunionen skulle udvikle sig. Med andre ord var det Gosplan, der identificerede hvilke områder, landet skulle satse på, for at blive hurtigt rigt og klare sig i kampen mod de kapitalistiske vestlige samfund. Planerne var da også klare: Sovjetunionen burde satse på industri – specielt sværindustri – og massive investeringer i uddannelse og produktion. Landbruget, derimod, blev brandbeskattet og kollektiviseret, da det jo tydeligt var fortidens erhverv. Og vi ved jo alle, hvordan den sats gik! Kriterierne for succes blev hurtigt absurde.

Men for mig har Gosplan også taget en anden betydning: Det er nemlig det navn, en af mine kolleger flere gange har brugt om den danske regerings forskningspolitik. Sammenligningen er ikke uden grund, da den angiveligt borgerligt-liberale regering med Folketingets velsignelse er slået ind på en forskningspolitisk kurs, der kun kan betegnes som planøkonomisk i en grad som Lenin ville være stolt af.

Danmark skal satse på nogle få områder, blandt andet bioteknologi og nanoteknologi. Forskningsmidlerne bliver derfor allerede nu dirigeret væk fra andre områder, som politikerne ikke ønsker at satse på, og hen imod enkelte, klart definerede naturvidenskabelige områder. For at man bedst muligt kan planlægge og overvåge forskningens resultater, skal alle universiteter skrive fire-årige udviklingskontrakter med ministeriet. På basis af, hvor godt man opfylder sin kontrakt, bliver man tildelt midler. Noget lignende er igang internt på flere universitetsinstitutioner. Planen er klart at satse på fremtidens områder indenfor forskningen.

Parallellerne burde være klare: Den nuværende danske forskningspolitik ligner i ubehagelig grad den sovjetiske politik, og er derfor planøkonomi i rendyrket form. Stort set alle forsøg på at satse på at udvikle nationale kompetencer på enkeltområder er slået fejl. Man behøver blot at se på ISI-strategiernes eklatante fiaskoer i Latinamerika og Afrika for at indse, at på nationalt plan er politisk bestemt satsninger dømt til at slå fejl.

Hvad værre er, vil enhver indsigt i enten teknologisk udvikling eller videnskabshistorie tale mod at foretage den type planlagt satsning, som den danske forskningspolitik er et udtryk for. Man kan ikke planlægge videnskabelige gennembrud. Det er netop et af grundvilkårene for forskning, at man leder efter noget, man ikke engang ved er der! Idag sker de store gennembrud måske indenfor bioteknologi, i morgen hvem ved? Hvis vi skulle have satset for 40 år siden, ville planlæggere sandsynligvis have defineret fusionsenergi som et af de sikre kort at spille. Man regnede nemlig med, at videnskablige gennembrud ville sikre, at fusionsenergi var kommercielt profitabelt omkring 1975! Som vi alle vde, virker fusion stadig ikke – gennembruddet, som mange planlagde, kom ikke. Til gengæld formåede et lille firma ved navn Intel at udnytte videnskabelige indsigter i faststoffysik til at udvikle mikroprocessoren. Den ligger som bekendt til grund for al computerindustri idag, men det var på ingen måde et hot område i 50'erne, og ingen regnede med gennembrud derfra.

Man kunne blive ved med at give eksempler. Det sidste vigtige eksempel går på Sovjets store problem: Man havde glimrende fysikere, men ingen virksomhedsledere, der var uddannet til at forstå den, eller tage de muligheder, der bød sig. Den slags forskede man jo ikke i, for hvor kunne værdien være i det? Pointen er, at hvis vi tager historien – både videnskabens, teknologiens, og dens kommercielle udnyttelses – alvorligt, er der al mulig grund til at advare mod forsøg på planlægning af forskning, specielt nationale planer. Forskning er grundlæggende anarkistisk, fordi naturen afslører sine hemmeligheder i tilfældig rækkefølge. At 'satse' bredt – dvs, ikke satse – så man er klar til at rykke, når et nyt spændende område dukker op, er langt mere effektivt. Med andre ord er en liberal forskningspolitik så langt at foretrække. Men det betyder også, at politikerne blot skal donere pengene og håbe på det bedste. Og selvom det er den måde, man får mest for pengene på, er det vel i de færreste politikeres natur at slippe tøjlerne?

Fogh om Afrika, ulandsbistand og frihandel

Af Stanislaw, den 11. oktober 2005. 5 svar

Danmarks riges statsminister, Anders Fogh Rasmussen (AFR), er p.t. på besøg i Afrika. Besøget er startet i Tanzania – et af verdens absolut fattigste lande. Dette rejser naturligt en række spørgsmål om bl.a. ulandsbistandens effektivitet samt hvilke faktorer, der kan forklare, hvorfor så mange afrikanske lande fortsat i dag er ekstremt fattige. Jeg har før her på bloggen fremhævet den amerikanske økonom William Easterly som én, der ikke synger med på den sædvanlige sang om ulandsbistandens herligheder, og som ej heller blot antager, at flere ulandskroner (eller dollars, pund etc.) er løsningen på verdens – og i særdeleshed Afrikas – fattigdomsproblemer. I denne forbindelse var det ekstra interessant i dag at læse AFRs udtalelser refereret i Berlingske Tidende. Hvad er – efter AFRs vurdering – årsagerne til Afrikas fattigdom?

De unge selvstændige afrikanske lande tabte rigtig mange års udvikling på grund af socialistiske regimer og eksperimenter. Tanzania var en socialistisk et-parti-stat med tætte bånd til Øst-blokken – men er altså nu under udvikling


De afrikanske stater, der gennemfører reformer, de oplever gigantisk vækst. De lande, der stadig kører et lukket centralistisk system, de oplever hungersnød. For nu at sige det kort.

Statsministeren mener altså ikke, at fattigdomsproblemer blot løses ved at poste flere bistandskroner i hovedet på forskellige projekter. Snarere tyder det på, at AFR anerkender, at en stor del af forklaringen på Afrikas fattigdom er institutionel og skal findes i forhold som langstrakte perioder under socialistiske despoter, dårlig regeringsførelse, manglende beskyttelse af private ejendomsrettigheder etc. – hvilket alt sammen har bidraget til at fastholde mange af kontinentets lande i fattigdom. Samtidig fremhæver statsministeren frihandel og åbne markeder som vejen frem, hvis de afrikanske lande skal generere højere økonomisk vækst.

Hovedproblemet i Afrika er, at man har åbnet økonomien for sent.

Det er vanskelligt at være uenig i betydningen af frihandel og åbne markeder (samtidig med at det som liberal er rart at høre, at AFR ikke er konverteret fuldstændigt til socialdemokratismen). Lad os også her følge AFRs diagnose og løsningsforslag op med en opfordring til statsministeren (og regeringen) om at kæmpe ekstra hårdt for at afskaffe EUs handelsbarrierer og landbrugsstøtteordninger, som er særdeles skadelige for frihandel.

Subjektiv livskvalitet og staten

Af Christian Bjørnskov, den 3. oktober 2005. 6 svar

Sidste torsdag holdt jeg en præsentation på CEPOS, baseret på et notat skrevet for dem (kan downloades på http://www.cepos.dk) På opfordring er her et indlæg om, hvad vi kan lære ved at se på folks subjektive livskvalitet – altså deres opfattelse af deres egen situation – i stedet for den objektive kvalitet målt på indkomst osv. som vi altid diskuterer.

Man har gennem mange år stillet spørgsmål som “Generelt set, hvor tilfreds er du med dit liv for tiden” i en lang række undersøgelser. Det er svarene på den type spørgsmål der henvises til, når medierne rapporterer, at danskerne er de mest tilfredse mennesker i verden. Det er selvfølgelig dejligt når vi nu bor i Danmark, men potentielt problematisk for mange af os på grund af et andet forhold i undersøgelserne: Folks tilfredshed med livet er ret konstant over tid.  Med andre ord bliver vi rigere og rigere, men ikke mere tilfredse med vores liv. Det interessante er altså, hvad de stabile forskelle mellem lande skyldes, i stedet for at se på en dynamik, der ikke er der.Det interessante er altså, hvad de stabile forskelle mellem lande skyldes, i stedet for at se på en dynamik, der ikke er der.

Det er blandt andet derfor, at folk som den engelske økonom og Labour-politiker Richard Layard er begyndt at argumentere for, at man bør føre offentlig politik efter, hvad der gør de fleste lykkelige i stedet for hvad der gør os rigere. Pudsigt nok kommer Layard i sin horribelt manipulerende bog til den konklusion, at lykke-maksimerende politik er det, han de sidste 30 år har arbejdet for, nemlig traditionel, før-Blair Labour-politik. Layard arbejder altså for, at man bør beskatte de rige hårdere, øge mængden af offentlige goder, regulere arbejdsmarkedet tættere, og lave mere velfærdsstat. Denne konklusion er blevet bakket op af en række andre økonomer, der ofte synes at have det tilfælles, at deres økonomiske vurderinger er blevet afvist i de senere års forskning.

Deres indflydelse på den førte politik er desværre ved at kunne mærkes. Sammen med to tyske kolleger – Axel Dreher og Justina Fischer – satte jeg mig derfor for at undersøge, om Layards konklusioner, sammen med en lang række andre påstande i litteraturen, virkelig holder vand. Det er konklusionerne fra den undersøgelse, som Cepos-notatet opsummerer. Og for punditokrater og ligesindede giver det meget overraskende, men gode nyheder!

Vi finder, at forskellene mellem folks tilfredshed med livet på tværs af verdens lande afhænger af forbløffende få forhold: National indkomst er ikke vigtig, men graden af handel med udlandet  – altså globalisering – er en positiv faktor, ligesom et sundt erhversklima og en høj grad af tillid er vigtigt. På minussiden optræder to stærke faktorer: Kommunisme og aktiv offentlig indblanding i økonomien. Hvis Danmark for eksempel var endt bag Jerntæppet efter anden verdenskrig, ville en million mennesker færre være overordnet tilfredse med deres liv. Der er på den anden side ingen effekter af offentlig velfærd, demokrati, retsstat (desværre), reguleringer, dagpengesatser osv. Mht. den just overståede diskussion af lighed, er det værd at notere, at ulighed heller ikke fører til mindre tilfredshed med livet. Hvis der er noget som helst at komme efter i data, er det, at ulighed synes at være positivt forbundet med de fattigstes livskvalitet! Når Mette Frederiksen og andre danske politikere fra begge sider af Folketinget lufter deres sociale indignation over uligheden, gør de det derfor stik imod fakta fra den virkelige verden.

Stillet lidt skarpt op må man sige at resultaterne fra undersøgelsen, der er den suverænt største hidtil – vi baserer vores fund på cirka 4½ millioner regressioner – støtter almindelige liberale grundregler for offentlig politik: Åben samfundet, giv individer maksimal kontrol over deres egne midler, og sørg for dynamik i stedet for misundelsesdrevne interventioner. Offentlig velfærd fører i hvert fald ikke til personlig velfærd.

Hadets hus

Af Mikael Jalving, den 3. oktober 2005. Skriv et svar

På en af Budapests brede boulevarder ligger hadets hus. Eller sådan kalder man det – eller næsten. “Terror Háza” eller “House of Terror” på engelsk. Det er et besøg værd – ikke kun for David Trads & Co, men for alle, der vil vide besked.

På adressen Andràssy Út 60 åbnede for at par år siden et nyt museum i netop den bygning, som både nazisterne og kommunisterne brugte som hovedkvarter – på forskellige tidspunkter, forstås. Nazisterne var der først, men i kortest tid, fra 1944, da tyskerne rykkede ind i Ungarn i et forsøg på at stoppe Den Røde Hærs fremmarch, men allerede året efter blev huset indtaget af det ungarske kommunistparti. Fra dette hus begyndte de deres bevidste undergravning af det ungarske samfund, og i 1948 greb partiet magten udenom folket med støtte fra Sovjetunionen.

Museet fortæller hele historien fra den dobbelte besættelse og frem til opstanden i 1956, der blev knust af Moskva, og den lægger ikke fingrene imellem på dansk, akademisk manér. Der er musik, filmklip, artefakter, fotos, navne på ofrene såvel som bødlerne – THE VICTIMIZERS, som der står med store typer. Historien bliver fortalt direkte og uden omsvøb, ikke over tusindvis af hændervridende skolelærersider, ikke mellem linjerne, men lige på og hårdt, fordi emnet er særdeles lige på og hårdt. Det er grusomt og sandt, og nede i kælderens torturkammer og henrettelsescelle skal man ikke medbringe sine børn – eller også skal man. Jeg véd det ikke. Det er pligtstof for europæere om andre europæere. Mordernes hitliste. Det 20. århundredes lavpunkt. Det, man konfronterer i hadets hus – der findes i flere udgaver spredt over det forhenværende Østeuropa (besøg f.eks. også  KGB’s  hovedkvarter i Litauens hovedstad Vilnius eller Stasi-bygningen i det gamle Øst-Berlin) – er historiens store hjul, der knuser de individuelle stemmer og syn, det er totalitarismens apoteose, hvor de levende er døde og nuller i det store regnskab. I en smuk og elegant kulturby som Budapest. Europa er også denne adresse, også dette hus. Hadets hus. Sådan ser Europa ud efter tæppefald.

Se også www.terrorhaza.hu

Det skal (ikke) kunne betale sig at gøre en ekstra indsats

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 21. september 2005. 9 svar

Der var engang, hvor det at være borgerlig var stort set synonymt med synspunkter som, at “pengene ligger bedst i borgernes lommer”, “frihed og ansvar hører sammen”, “det skal kunne betale sig at gøre en ekstra indsats”, o.s.v.  Nuvel, måske ikke sofistikeret eller svært forståeligt som en Habermas, en Heidegger eller en Foucault, men så meget desto mere udtryk for sund snusfornuft.  Common sense.

Men, hov … Hvis det skal kunne “betale sig at gøre en ekstra indsats”, så må dette være i forhold til ikke at gøre en indsats.  Med andre ord, det skal kunne betale sig, at man—den, der gør en ekstra indsats—er knap så meget “lige” med dem, der ikke gør en indsats, som man ellers ville være.  Det må jo så uvilkårligt være i modstrid med et princip om, at “uligheden” partout ikke må øges.

Men sådan er det åbenbart ikke mere.  Tag nu f.eks. “Venstre, Danmarks Liberale Parti”.  Her er det tilsyneladende partiformanden–—statsministeren–—som fra dag til dag bestemmer, hvad partiets principielle menneskesyn er; det er (siger han på pressemøder), hvad han siger (i landsmødetaler).  Det er i hvert fald tilsyneladende ikke, hvad der i partiets principprogram står anført som principper.  Det er heller ikke, hvad beskæftigelsesministeren siger, beskæftigelsespolitikken er.  Og det er da slet ikke, hvad erhvervslivet siger, der er fornuftigt.  (Og selvom de har glemt det, så er det godt nok heller ikke, hvad der står i Dansk Folkepartis principprogram.)

De må alle straks kaldes til orden—ligesom socialministeren.  For, hvad var det nu lige socialminister Eva Kjer Hansen sagde forleden?  Sagde hun, at fattige skulle have det dårligt?  At det var et mål?  Det hun sagde var:

“»Vi står midt i et opgør med årtiers socialdemokratisk inspireret lighedsmageri. Det er slut nu. Uligheden er der. Og uligheden må gerne blive større, for den skaber dynamik i samfundet. Vi skal bare sikre, at dynamikken også kommer de dårligst til gode,« siger Eva Kjer Hansen. …

»Vi skal ikke bruge kræfterne på bekæmpe rigdom og på at udjævne forskellen med de rigeste og de fattigste. Jeg ser ikke ulighed som noget problem i sig selv. Sagen er, at Danmark er et af de mest lige lande i verden. Det er Rwanda også, men det er vel ikke et mål i sig selv at være lige. Vi ønsker økonomisk vækst i samfundet, og hvis der er mennesker, der har ideerne, energien og initiativet til at skabe vækst og blive stenrige – som for eksempel den unge Janus Friis, der netop er blevet milliardær ved at sælge sit firma, Skype, så er det alle tiders. Uligheden kan være med til at skabe dynamik i samfundet. Vi skal bare huske at behandle de dårligst stillede godt med de sociale ydelser, vi har«.
Betyder det, at spændet mellem de bedst og de dårligst stillede i samfundet gerne må blive større, end det er nu?
»Ja. For hver gang der er fremgang og lønstigninger for folk, det går godt, smitter det af på folk, der er på overførselsindkomster via den takstregulering af overførslerne, som vi har i Danmark. Det gør ikke noget, at de rige bliver rigere, så længe de fattige også gør det«.
Men overførselsindkomsterne stiger ikke i samme takt som lønmodtagernes indkomster?
»Nej, men de stiger i et tempo, der sikrer, at de dårligst stillede i Danmark altid vil have et ordentligt forsørgelsesgrundlag til sig selv og deres familie. Det er det centrale. Ingen siger, at der skal være præcis den samme stigningstakt for alle grupper i samfundet. Så bliver der for lidt dynamik«.
Regeringen har inden for de seneste år gjort indkomstforholdene dårlige for de økonomisk dårligt stillede, eksempelvis ved at indføre et loft over indkomster for folk på kontanthjælp. Hvordan hænger det sammen med målsætningen om ikke at forringe de dårligst stilledes økonomiske forhold?
»Det handler om at sikre nogle fair og rimelige mekanismer ved at sætte indtægten på eksempelvis kontanthjælp i et rimeligt forhold til indtægten på mindsteløn. Der er det vigtigt, at der er en økonomisk gevinst at hente ved at gå på arbejde. Vi har lavet loftet, så det bedre kan betale sig for kontanthjælpsmodtagere at gå på arbejde«.
De fleste danskere er vokset op med grundopfattelse, at det danske samfund er bygget op omkring lighedsidealer. Gælder det stadig?
»Vi skal stadig have lighed i den forstand, at alle skal have de samme muligheder, eksempelvis i uddannelsessystemet. Men hvis folk klarer sig forskelligt bagefter, og det betyder, at afstanden mellem de rigeste og de fattigste øges, må det være sådan. Man skal bare stadig – huske, at der skal være et ordentligt sikkerhedsnet under de svageste, og det er der«. (JP 18-09-2005)

Dette lyder faktisk som lige ud af en John Rawls’ arbejder snarere end Milton Friedmans eller F.A. Hayeks.  Og er det i voldsom modstrid med Venstres ganske socialliberale udgave af liberalismen?  Hvad står der i Venstres principprogram?  Her står bl.a.:

“Fællesskabet mellem mennesker bliver stærkest, når det enkelte menneske får størst mulig frihed til at stræbe efter et godt liv. Derved skabes værdier, som kan komme fællesskabet til gode. Den, der kan klare sig selv, har en forpligtelse til at bistå den, der ikke kan – privat og gennem samfundets indsats. …

Ægte social tryghed og velstand forudsætter en stor privat produktion, som kan finansiere velfærden. …Venstre vil arbejde for en gradvis sænkning af skattetrykket. Det skal ske ved lavere offentlige udgifter og øget vækst i den private sektor. Venstre vil konsekvent bruge væksten i den private sektor til lavere skatter frem for til højere offentlige udgifter. Fremgang i et samfund forudsætter, at det kan betale sig at arbejde, at spare op, at investere og at løbe en risiko. Derfor skal samfundet være sådan indrettet, at det overalt stimulerer privat initiativ og selvstændighed.

Venstre ønsker en fri markedsøkonomi – både fordi den mest effektivt kan opfylde menneskers individuelle ønsker og behov, og fordi den enkelte har en grundlæggende ret til frit at handle og indgå aftaler med andre mennesker. Den fri markedsøkonomi sikrer den dynamik og fornyelse i samfundet, der giver vækst i såvel materielle som ikke-materielle værdier. “

Hvis man skal vælge mellem de to principper—at det skal kunne betale sig at gøre en ekstra indsats, og at det skal ikke kunne—hvilket et er det så lige, at Venstre og statsministeren er tilhængere af?

Trads og diktaturet

Af admin, den 20. september 2005. 3 svar

I dagens Berlingske fortsætter debatten, som blev startet, da David Trads skrev en kronik om Che Guevara som helt.

I dagens avis langer Trads nok engang ud efter vores medpunditokrat Peter K-K. De to har udvekslet en del knubs på det seneste, og jeg må nu på irsk manér spørge, om det her er et privat slagsmål, eller om alle må være med.

Jeg har omtalt den oprindelige kronik her, og Trads’ senere indlæg har ikke fjernet den ubehagelige fornemmelse af, at han stadig ikke forstår sit eget problem — eller rettere: problemer, for der er flere.

Lad os tage dem i rækkefølge:

1) Debatten med Peter K-K handler på det seneste om, hvorvidt Cuba er et økonomisk godt eller dårligt samfund at leve i.

Hvilken betydning har det? Er Trads ikke kommet længere end de gamle argumenter om, at skidt med de totalitære sider af et samfund, når blot togene kører til tiden. Vil Trads se tilsvarende overbærende på Pinochets forbrydelser, fordi han fik Chiles økonomi på fode?

2) Trads bedyrer, at han tager afstand fra det samfund, som Cuba udviklede sig til.

Men forstår Trads ikke, at det samfund var målet for både Che og bdr. Castro? Det var ikke en tilfældig udvikling, men målet for dem at skabe et kommunistisk diktatur. Nogle af anklagerne mod Che er jo netop, at han systematisk gik i gang med at udrydde de revolutionære kampfæller, der havde mere demokratiske forhåbninger for den cubanske revolution. At overse dette, er lige så naivt som at tro, at Sovjet-Rusland først blev et menneskeædende diktatur under Stalin.

3) Trads forsøger at forsvare Che ved at henvise til, at tiderne var grumme, og at andre handlekraftige politikere også har forbrydelser på samvittigheden. Som storslåede eksempler nævnes Churchill og — naturligvis for en skribent på Information — Bushs krig i Irak.

Nu er det i sig selv tvivlsomt, hvilke forbrydelser man kan tillægge Churchill. Der er revisionistiske historikere, der forbander ham for at have sat det britiske imperium over styr i sin forhippelse på at slå Hitler. Men som del af et folk, der herved blev befriet, er det svært at se denne nidkærhed som en fejl. Det virker mere som en beundringsværdig viljestyrke.

Men nuvel, lad os antage, at Trads mere generelt sigter til nogle af de grusomme beslutninger, der skal træffes for at vinde en krig, og lad os også være venlige at antage, at Trads heller ikke er på hold med de tyske nationalkonservative historikere eller deler deres ønske om moralsk revanchisme, hvor Holocaust forsøges nivelleret til bombningen af Dresden, Hamburg mv.

Selv med en sådan venlig udlægning ligner Trads stadig de britiske venstreorienterede, som Georg Orwell hudflettede bl.a. i The Lion and the Unicorn (1940), fordi de opfattede Hitler og den britiske premierminister som lige slemme; de havde jo begge fejl.

Kan Trads slet ikke se, at mens man kan undskylde Churchills eventuelle fejl, fordi og i det omfang at han kæmpede for demokratiet, men at intet kan undskylde, at man kæmper for diktatur, som Che gjorde? Man kan ikke sammenligne Che med Churchill, lige så lidt som man kan sammenligne Bush med bin Laden.

Det nytter ikke, at Trads dydigt tager afstand fra diktaturer, når han samtidig hylder de, der kæmpede for diktaturet.

Når Trads afslutter sin kronik med at ønske, at flere unge ville vokse op som Che, udtrykker han et ønske, der er lige så afstumpet og stødende, som havde han ønsket, at flere unge ville vokse op som Reinhard Heydrich; den flotte fyr fra SS, der gav sit liv i sin idealistiske kamp for en bedre fremtid for den tyske arbejderklasse.

Verden har ikke brug for flere diktaturtilhængere, der er rigeligt allerede.

Mchangama om menneskerettigheder

Af Redaktionen, den 14. september 2005. Skriv et svar

Vores nystilkomne Punditokrat Jacob Mchangama har onsdag kronik i Information og artikel på Ræson med samme budskab: Drop FN’s sociale og økonomiske menneskerettigheder:

“Danmark bør træde tilbage fra FNs Konvention om Økonomiske, Sociale og Kulturelle rettigheder. I stedet skal Danmark arbejde aktivt for en FN menneskerettighedspolitik, der hjælper fattige og undertrykte mennesker i stedet for despotiske stater – og som er baseret på de klassiske politiske borgerrettigheder frem for på utopiske ideologier.”

Er FN generelt til skade for menneskerettighederne? Ja, skriver advokat Jacob Mchangama i RÆSON:

“Ved flere operationer har FN-personel begået grove menneskerettighedskrænkelser, ligesom FN på det institutionelle plan i visse tilfælde tillader så udbredt en grad af hykleri og dobbeltmoral, at dets troværdighed har lidt skade. Det mest graverende problem er dog den menneskerettighedspolitik FN praktiserer. Denne politik er selvmodsigende, virkelighedsfjern og i sin yderste konsekvens: totalitær.”

Che som helt

Af admin, den 5. september 2005. 2 svar

Det er ikke kun Politiken, der gør sig i letbenede kronikker. Berlingske har fået David Trads til at begå en kronik med den usandsynlige titel: Che Guevara er en helt.

Her demonstrerer det venlige menneske (David, ikke Che), hvorfor så mange venstreorienterede har en fortvivlende ringe evne til at genkende – og dermed tage afstand fra – diktatur.

De spørger åbenbart kun: hvad var han imod?

De burde spørge: hvad var han for?

Che var imod undertrykkelse af fattige. Det gør ham til en helt for David Trads og vist flere med ham, ikke bare i Aalborg.

Che ønskede at indføre et kommunistisk diktatur, hvor afvigere, herunder ikke blot politiske konkurrenter og fagforeningsfolk, men også bøsser, musikere og andre “depraverede”, skulle undertrykkes eller dræbes. Det gør ham til et uhyre. Men Trads når aldrig så langt i sin analyse, selvom han udmærket kender til disse forbrydelser og endda nævner dem, for Che kæmpede jo mod grusomme modstandere.

Det er i sig selv tvivlsomt, om man kan undskylde grusomhed med, at man kæmpede mod andre, der var lige så grusomme. Jeg mener, at det kan man, men er opmærksom på det betænkelige heri. Men, men, men. Det forudsætter som det allermindste, at det, man kæmper for, er noget godt.

Berlingske sikrer den fortsatte underholdning ved at lade Lars Hvidberg skrive kronikken i morgen. Han har tidligere taget Che-dyrkelsen under grundig behandling på sin blog, så stå tidligt op og læs avisen.