Tag-arkiv: USA

Berlingskes dækning af USA

Af admin, den 14. oktober 2006. 22 svar

Det er længe siden, at vi her på bloggen bemærkede, at Berlingskes korrespondenter i USA had gone native og fuldt ud opførte sig som indfødte blandt de Bush-bashende MSM, de omgås. Det mærkes især nu, hvor kampens hede under midtvejsvalget stiger og nuancerne droppes.

Poul Høi bidrager i dag med en artikel om de undersøgelser, som Bush må frygte, hvis Nancy Pelosi og hendes demokrater får magten i Repræsentanternes Hus.

Høi indleder bl.a. med denne bemærkning, der måske, måske ikke, er mere spidsfindig, end man umiddelbart tror:

Hvis et parti har flertallet i et af Kongressens kamre, kontrollerer det også dagsordenen i samtlige udvalg, og et udvalg kan til enhver tid tvinge f.eks. forsvarsminister Donald Rumsfeld til at møde op som vidne og under ed svare på spørgsmål, som han ikke har lyst til at svare på.

Nogle af de helt store øjeblikke i amerikansk politik har været sådanne undersøgelser, fra Titanic-undersøgelsen i 1912 over McCarthy-høringerne 40 år senere og til hele regimentet af -gates, Watergate, Iran-Contragate og Monicagate.

Men præsident Bush og hans regering har ikke været udsat for den slags pinagtige undersøgelser af den simple grund, at Republikanerne – med en kortvarig undtagelse – har haft magten i Kongressen i hans embedsperiode.

Dernæst omtaler han Irak på denne måde:

Undersøgelsen over alle undersøgelser. Blev efterretningerne op til krigen bevidst pustet op, og hvem gjorde det? Hvorfor sad vicepræsident Cheney (foto) i CIAs hovedkvarter og sorterede i efterretningerne, og hvorfor oprettede han og Pentagon deres alternative efterretningstjeneste? Hvorfor blev besættelsen af Irak så forplumret, og hvem gjorde det? Hvorfor blev kun olieministeriet bevogtet, og hvorfor blev den irakiske administration opløst? »Plus korruptionen«, skriver den demokratiske kommentator Joseph Palmero. »Det vil være vores pligt at undersøge, hvem i Det Hvide Hus som forgyldte virksomheder som Haliburton med meget gavmilde kontrakter i Irak«.

Læsere af denne blog, og folk, der følger bare en lille smule med, vil vide, at netop spørgsmålet om politisk pres på efterretningerne om Saddams regime er blevet genstand for adskillige uafhængige undersøgelser. Fra UK kan især nævnes Hutton-rapporten og Butler-rapporten. Fra USA kan især nævnes Senates første rapport fra 2004 og Robb-Silberman kommissionen. Som bekendt afviser de alle, at der blev løjet, og at efterretningstjenesterne havde produceret deres skøn efter politisk pres. Ud over links til de pågældende rapporter er her et link fra det Hvide Hus, hvor man hænger New York Times til tørre, fordi de heller ikke havde gjort sig den ulejlighed at læse rapporterne, før de skrev deres ledere.

Det er naturligvis altid muligt for konspirationstilhængere at hævde, at disse rapporter enten er en del af sammensværgelsen eller ikke stiller de rigtige spørgsmål og derfor må efterfølges af yderligere undersøgelser. Men det burde være umuligt at hævde, at de rejste spørgsmål ikke har været undersøgt.

Skal man være venlig mod Poul Høi, og det vil vi gerne være, da han ikke er så slem som mange andre danske USA-kyndige journalister, har han muligvis tilsigtet en sondring mellem de undersøgelser, som Kongressens politikere kan lave på eget initiativ i diverse udvalg, og så de her nævnte store uafhængige undersøgelser. Men så burde han i det mindste have nævnt, at disse undersøgelser har været afholdt. Som teksten er skrevet nu, er det direkte vildledende for den forudsætningsløse læser.

Desværre fortsætter Poul Høi med at nævne …. åh nej, siger I sikkert, ikke det …. Jo, netop: Plame-sagen.

Hvem besluttede sig for at lække navnet på en hemmelig agent – for at underminere en rapport, som hendes mand, en tidligere ambassadør, havde skrevet? Medierne har været på sagen, og en særlig undersøgelsesdommer er på sagen og har tiltalt vicepræsident Cheneys stabschef, men hvem er ellers involveret i en affære, der ikke blot handler om afsløringen af en hemmelig agent, men også om den måde, som Bushs spinmaskine opererer på. Demokraterne vil nyde at få tilsagt Bushs chefstrateg, Karl Rove, som vidne og udspørge ham under ed.

Ved Poul Høi virkelig ikke, at det ER afsløret, hvem der lækkede navnet på Ms Wilson (født Plame), nemlig Richard Armitage? Ved han ikke, at Armitage ikke er ven med hverken Cheney eller Rove, og derfor næppe har afsløret navnet for at skade Wilson? Ved han ikke, at det ikke var nødvendigt at underminere Mr Wilsons rapport, fordi den jo udtrykkeligt bekræftede, at Saddams regime var interesseret i uran fra Niger? Ved han ikke, at det eneste Wilson afslørede, var sig selv? Ved han ikke, at Fitzgerald har opgivet at tiltale andre end den pågældende medarbejder, og det alene for forhold, som knytter sig til efterforskningen, ikke til afsløringen af Plame? Selvfølgelig gør han det. Men hvorfor dælen skriver han så, som han gør? Det kan kun forklares med gone native-syndromet, hvor man kun ser sagen fra sine omgivelsers vinkel. I de kredse handler Plame-sagen om den onde Rove, der knuste en stakkels mor til et par dejlige krølhårede tvillinger, fordi hendes mand tappert havde afsløret Den Store Løgn, og ingen virkelighed skal komme og ændre på det.

Endelig har Poul Høi så en lille vignet på samme side (desværre ingen links). Under overskriften “Dagens giftigste kommentar” omtales en republikaner, der irriteret over, at hans demokratiske modpart på en og samme gang angreb sex-skandalen om Foley og roste Teddy Kennedy, skulle have sagt: Jeg ved, at Dennis Hastert ikke kørte over en bro og efterlod en ung person i vandet. Dennis Hastert slog ikke nogen ihjel”. Hvortil Høi meget nænsomt forklarer:

Kommentaren var en henvisning til en ulykke i 1969, hvor Kennedy kørte i vandet, og en ung medarbejder druknede.

En ung medarbejder?! Det var hans elskerinde, og skandalen var, at Teddy reddede sig selv, tog hjem, og først flere timer efter fortalte myndighederne, at hun stadig lå i bilen på bunden af søen. Kan det tænkes, at Høi ikke kender Chappaquiddick-skandalen? Helt utænkeligt. Men hvorfor så denne hensynsfuldhed?

Nå, denne omgang Berlingske Bashing bør ikke afsluttes uden at rose omtalen i samme sektion af den britiske general Dannatts udtalelser om situationen i Irak. Personligt mener jeg (naturligvis), at man lægger mere i Dannatts udtalelser, end de kan bære. En tilsvarende vurdering har The Times leder i dag, og Dannatts efterfølgende “præciseringer” kan tolkes på samme måde (eller som følgagtighed), men dækningen er i det mindste nuanceret, bl.a. får vi for en sjælden gangs skyld lov at høre fra de danske soldater i Irak. De giver udtryk for deres frustration over den manglende opbakning fra hjemlige politikere, og den manglende anerkendelse af deres indsats.

Berlingske kan altså godt lave dækkende og nuanceret analyse, hvorfor skal vi så have en så lav standard på USA-stoffet?

Dagens citat II

Af Jacob Mchangama, den 8. oktober 2006. 4 svar

Søndag er traditionelt en stille dag i bloggosfæren. Jeg vil derfor blot bringe et citat, der for mig slår hovedet på sømmet og forklarer, hvorfor jeg anser den klassiske liberalismes stædige insisisteren på frihed for en moralsk forudsætning for det gode samfund.

Citatet er Frederick Douglas' en bemærkelsesværdig mand, der blev født som slave i 1818 i Maryland men flygtede og på trods af, at han aldrig havde modtaget egentlig skolegang blev en af de mest markante og velformulerede skikkelser i kampen mod slaveriet og for den sorte befolknings ligeret.

I 1848 skrev Douglas et brev til sin tidligere ejer Thomas Auld og forklarede ham, hvorfor det var berettiget at Douglas var flygtet:

I have often thought I should like to explain to you the grounds upon which I have justified myself in running away from you. I am almost ashamed to do so now, for by this time you may have discovered them yourself. I will, however, glance at them. […]The morality of the act, I dispose as follows: I am myself; you are yourself; we are two distinct persons, equal persons. What you are, I am. You are a man, and so am I. God created both, and made us separate beings. I am not by nature bound to you, or you to me. Nature does not make your existence depend upon me, or mine to depend upon yours. I cannot walk upon your legs, or you upon mine.

 I cannot breathe for you, or you for me; I must breathe for myself, and you for yourself. We are distinct persons, and are each equally provided with faculties necessary to our individual existence. In leaving you, I took nothing but what belonged to me, and in no way lessened your means for obtaining an honest living. Your faculties remained yours, and mine became useful to their rightful owner. I therefore see no wrong in any part of the transaction. It is true, I went off secretly, but that was more your fault than mine. Had I let you into the secret, you would have defeated the enterprise entirely; but for this, I should have been really glad to have made you acquainted with my intentions to leave.

Citatet er ikke kun relevant for perioden, hvor egentligt slaveri var tilladt, men også for vores tid, hvor store dele af verdens befolkning synes at mene at have et juridisk krav på frugterne af deres medmenneskers bestræbelser og arbejde. Man kunne særligt i en amerikansk kontekst ønske sig, at den sorte del af USAs befolkning i højere grad lod sig inspirere af den politiske filosofi der tændte gløden i Frederick Douglass, end af denne filosofis bastardiserede amerikanske navnefælle, som er muse for nuværende sorte politiske ikoner som Jesse Jackson og Al Sharpton.

Indvandring: hvem vinder og hvem taber? II

Af Jacob Mchangama, den 7. oktober 2006. 14 svar

Min ærede medpunditokrat David Gress har i sit sidste indlæg, med udgangspunkt i U.S.A., sat fokus på fordele og ulemper ved indvandring og sat spørgsmålstegn ved visdommen af at tillade indvandring af ufaglært arbejdskraft.

David Gress henviser til en bog af Gunnar Viby Mogensen, hvis konklusion blandt andet lyder:

Bare fordi USA er bedre i stand til at få indvandrere i arbejde, betyder det altså ikke, at indvandrere er en nettogevinst for samfundsøkonomien. Om de bliver det, afhænger af deres menneskelige kapital, altså evner og uddannelse

David Gress når herefter selv frem til, at:

"Forskningen i indvandringens økonomi er nået langt ud over den naive liberalismes krav om åbne grænser og tro på, at al indvandring er af det gode, for den beviser blot, at arbejdskraft strømmer dertil, hvor den er efterspurgt, og det gavner alle.  En liberalisme, der også er naiv i og med, at den ganske overser historie og kultur, som dog er faktorer, der i høj grad påvirker den sociale kapital."

Punditokraternes redaktør har i en kommentar, ihvertfald indirekte, også istemt sig David Gress' kritik af den traditionelle liberalismes "naive" begejstring for arbejdskraftens frie bevægelighed.

Begge de nævnte medpunditokrater, har utvivlsomt langt større indsigt i økonomi og samfundsvidenskabelige analyser end undertegnede, der på disse områder vel dårligt nok kan kaldes amatør. På trods heraf vil jeg tillade mig at pege på en række forhold, som synes at rokke ved de konklusioner David Gress når frem til.

Cato Institute fik i Maj 2005 foretræde for det amerikanske Senats Komite vedrørende immigration. Her fremlagde Cato en præsentation baseret på en række data, der synes at pege på at indvandring hidtil har netop har medført en nettogevinst for det amerikanske samfund, samt den enkelte amerikaner såvel faglært som ufaglært. Cato skriver bl.a.:

The impact of immigration on the small segment of the U.S. workforce that competes directly with immigrants is more than offset by the lower prices and wider range of goods and services that all workers enjoy because of immigration. Americans also benefit from higher returns on investment, and from the opportunities created for more skilled native-born workers in those industries that depend on immigrant workers to meet the needs of their customers. The comprehensive study by National Research Council in 1997 concluded that immigration delivers a "significant positive gain" of $1 billion to $10 billion a year to native-born Americans. And those gains from immigration recur year after year.

Jeg vil ikke gå dybere ned i de undersøgelser præsentationen er baseret på, dem kan læserne selv dyrke (i fodnoterne) og sammenholde med de data der måtte pege i den anden retning.

I stedet vil jeg dykke ned i den konkrete virkeligheds verden, hvor der findes en række eksempler på, at små amerikanske samfund er blevet afhængige af ufaglært udenlandsk arbejdskraft, mennesker med lav social kapital, som holder økonomien i disse lokalsamfund kørende.

En meget tænksom og nuanceret artikel er skrevet af Christopher Caldwell, der er senior redaktør på Weekly Standard, der bestemt ikke kan beskyldes for at være naive liberalister, især ikke på udlændingeområdet. Caldwell har besøgt "Sussex County" et amt i delstaten Delaware, hvortil der er indvandret et stort antal legale og illegale og ufaglærte indvandrere fra Guatemala, der hovedsagligt arbejder på kyllingeslagterier. Artiklen beskriver de mange facetter af den massive indvandring, både positive og negative:

In the past decade, the Anglo-Saxon Methodists have not just encountered immigration–they have suddenly become a minority. Georgetown had 4,896 people in the 2000 census, 32 percent of whom described themselves as Hispanic. It is hard to find an official in Georgetown who believes that percentage was accurate even at the time it was compiled.

Conservative estimates of the town's Latin American population put it at 3,000. Other guesses run over 5,000, higher than the official population of the town. That might not be far off, to judge from the outlying concentrations of Guatemalans and Mexicans–like the chock-a-block County Seat trailer park, hidden in a forest northeast of town, where mobile homes of 1950s and 1960s vintage are festooned with Christmas lights as if this were Central America.

The majority of Delaware Guatemalans come from near Tacaná, in San Marcos province. Most can use Spanish as a second language but speak an Indian language–usually Mam–at home. They are leaving their mark. On Race Street, there is a place called Central Service where you can do laundry, get guanábana juice, wire money, cash checks, and watch the World Cup.

Som David Gress rigtigt skriver vil en så massiv indvandring af ufaglært arbejdskraft fra fattige lande medfører visse kulturelle sammenstød, hvilket også har været tilfældet i Delaware:

Workers have sometimes crowded into rooms to the point where they were sleeping in shifts. A worker who came back from his night shift job at 2 A.M. and found his bed occupied would wander the streets of town alone to kill time until his bed freed up. This kind of normal Latin American behavior scared the dickens out of the locals. In 1993, an immigrant who had been out drinking drove his car across a median strip and hit a popular high-school cheerleader, killing her instantly and sparking tensions. Bob Ricker, a longtime fire chief and former mayor, infuriated immigrants when he said: "It is their job to bring themselves up to our level, not bring our society down to theirs."

A Latino congregation hoping to worship at a local Methodist church while they built a church of their own got a lukewarm reception. Worries were expressed about the "spread of disease" from too close contact with immigrants, according to one parishioner. At a church meeting to clear the air, a local custodian stood up and shouted, "You're going to regret bringing these people in here!" There was bitter resentment of the local chicken companies, whose need for labor, it was said, had changed the town beyond recognition.

Men tilsyneladende har attituderne blandt den lokale befolkning ændret sig:

Sitting at a desk in a tiny cabin at the front of the used-car lot he runs, Mike Wyatt, the mayor of Georgetown, says the town really didn't have any idea what was happening to it until it had become a different place altogether. "The demographics started changing in the early 1990s," he recalls, "but people didn't wake up to it until about 1997. Back then, everybody hated them [indvandrerne]. Today, I would say that 85 percent understand them."

"When they arrived, they were the sorriest looking people you ever saw in your life," says Carlton Moore, a real estate developer who works on projects in Kimmeytown. "But they were always willing to work."

Hvad med indvandrernes efterkommere? Bliver de uuddannede, arbejdsløse og kriminelle medlemmer af dårligt integrerede parallelsamfund med lav "social kapital", som det kendes fra Europa?:

Given their vulnerability, their high levels of illiteracy, and the language barrier, one naturally expects the children of these immigrants to be struggling a bit. They are not. They are doing extremely–almost shockingly–well. Latinos make up 40 percent of the student population at Georgetown North elementary school, and that percentage is steadily rising. They will make up 55 percent of the first graders who arrive on the first day of school next month. Thanks to No Child Left Behind laws, there is a bevy of data broken down all sorts of ways on school progress. Hispanics in the third grade at Georgetown North are outscoring both whites and blacks in reading comprehension.

This should not surprise us as much as it probably does. Obsessed as we are with upward social mobility, Americans harbor a sneaking assumption that only educated parents can have educated children. Learning, the thinking goes, is a matter of playing Mozart in pregnancy and keeping the Classic Children's Books strewn tastefully about the bedroom. This is quite wrong. You don't learn by aping the learned classes–you learn by taking the work of learning seriously. Latino children come to school as ready to work as their parents do at the plant

Caldwell slutter af med en pragmatisk konklusion:

We should be aware of what we're doing, though. If the border is controlled–and if the book is thrown at all those Mam-speaking chicken workers with their phony IDs and their alcoholic binges and their unusually hard-working children–there will be a price to pay.

There is not a demand in Georgetown for a certain quota of different-looking poor people. There is a demand for people from Tacaná who have two decades' experience in the peculiar Delaware economy of chicken, soybeans, and retirement homes, and two decades of ties to the community out of which that economy grows.

It is not, in fact, certain that the economy of Sussex County could survive without them, for Delawareans have gotten too old and too rich to maintain it on their own. Those who maintain it for them are a conservative force, made necessary because, as Giuseppe di Lampedusa wrote in The Leopard, "If we want everything to stay the same, everything must change."  

Også Reason, hvis holdninger til immigration givetvis bedre end Weekly Standards kan betegnes som præget af "naiv liberalisme", har i en artikel beskæftiget sig med de mange ufaglærte indvandrere, der arbejder i små lokal samfund i USA.

Artiklen tager udgangspunkt i to historier fra hhv. LA Times og Associated Press, der fortæller, hvordan en række større razziaer mod illegale indvandrere med efterfølgende anholdelser har medført, at økonomien i to små amerikanske bysamfund er gået i stå, da de lokale forretninger var afhængige af indvandrernes indkøb, leje af boliger m.v. Dette udsagn fra ejerne af, en lokal forretning er ganske sigende:

The B&S convenience store, owned by Keith and Regan Slater, the mayor's son and grandson, has lost about 80 percent of its business.

"These people come over here to make a better way of life, not to blow us up," complained Keith Slater, who keeps a portrait of Ronald Reagan on the wall. "I'm a die-hard Republican, but I think we missed the boat with this one."

Ugens citat: Tierney om pager

Af Redaktionen, den 4. oktober 2006. 1 svar

New York Times’ fortrinlige, klassisk-liberale klumme-skribent John Tierney (som vi omtalte allerede tidligt i denne blogs første levetid) har denne spidse kommentar til den dagsaktuelle sex-skandalen i USA’s kongres:

“Suppose Nike’s founder, Phil Knight, asked taxpayers to subsidize a program for 16-year-olds to leave their homes to become “squires” running errands at Nike headquarters. Or suppose, before his death, Sam Walton had asked Congress to build a dormitory in Arkansas to house teenage “serfs” spending a semester away from their schools to work on a Wal-Mart loading dock.

These executives would become national jokes. They’d be denounced for trying to revive 19th-century child-labor practices and 12th-century feudalism. There would be no public money appropriated for Knight’s Squires or Sam’s Serfs.

Yet Congress sees nothing strange about dragging teenagers from their families and schools to become pages, one step below a squire in the feudal food chain. They’re not being forced to wear Prince Valiant haircuts, but they have to do scut work that’s probably even less useful than what they could learn at Nike or Wal-Mart.

Congressional pages spend much of their time hand-delivering documents, a job that’s done electronically in most 21st-century institutions. When educators talk about preparing youth for jobs in the Information Age, they’re not talking about training messengers.

The justification for the page program is that it gives teenagers an insider’s glimpse of how Congress works. But why disillusion them at such a tender age? If they stayed in school, they could maintain their innocence by reading the old step-by-step textbook version of how a bill becomes law. By going to Capitol Hill, they see how the process has changed:

1. A bill is introduced to build highways.

2. A congressman receives a donation from a constituent who wants to open a go-kart track.

3. The congressman persuades his committee chairman to slip in a $350 million “earmark” for an “alternative sustainable transportation research facility” in his district.

4. The chairman quietly adds similar earmarks for all members of the committee.

5. The bill is passed unanimously.

6. The president complains about the “wasteful spending” but signs it into law anyway.

7. The congressman attends a fund-raiser at the new go-kart track.

What lesson has the page learned? That Congress is the closest thing in modern America to a medieval court: an enclave governed by arcane ancient rules of seniority, a gathering of nobles who spend their days accepting praise and dispensing favors to supplicants.

They’re so secure in their jobs, and so used to being surrounded by groveling minions, that they assume the privileges of feudal lords when dealing with pages and other lieges. Which is why, on occasion, they try to exercise the droit du seigneur.”

Indvandring:hvem vinder og hvem taber?

Af David Gress, den 3. oktober 2006. 7 svar

For et års tid siden udkom en udmærket bog af Gunnar Viby Mogensen, Folkevandringen til de rige lande, hvor han blandt andet forsøgte at forklare, hvorfor andelen af beskæftigede blandt ikkevestlige (i praksis: muslimske) indvandrere/efterkommere i Danmark er 41 pct. mindre end blandt indfødte, mens differencen i USA er 4 pct.

Bogen er anmeldt af undertegnede her, men da adgang kræver abonnement, får I bogens kernekonklusioner her:

Masseindvandringen til USA [har] éntydigt gavnet indvandrerne; de har det langt bedre, end hvor de kom fra. Den har derimod virket løntrykkende for den indfødte befolkning, især for dem uden videregående uddannelse. For de latinamerikanske lande har udvandringen til USA virket som en sikkerhedsventil, da de lande ikke selv er i stand til at skaffe arbejde til alle. Samtidig virker indvandrernes hjemsendelser af penge som et tiltrængt tilskud. Bare fordi USA er bedre i stand til at få indvandrere i arbejde, betyder det altså ikke, at indvandrere er en nettogevinst for samfundsøkonomien. Om de bliver det, afhænger af deres menneskelige kapital, altså evner og uddannelse. Jo flere indvandrere med høj menneskelig kapital, jo mere produktive er de og jo mere vil de tilføre økonomien.

Forskningen i indvandringens økonomi er nået langt ud over den naive liberalismes krav om åbne grænser og tro på, at al indvandring er af det gode, for den beviser blot, at arbejdskraft strømmer dertil, hvor den er efterspurgt, og det gavner alle.  En liberalisme, der også er naiv i og med, at den ganske overser historie og kultur, som dog er faktorer, der i høj grad påvirker den sociale kapital.

Nu er debatten kommet et par skridt videre i USA, hvor økonomer nu også er begyndt at se på indvandringens virkninger på den økonomiske ulighed.  Man kan have mange meninger om ulighed, eksempelvis at den er en god ting, hvis den er udtryk for, at markedet lønner efter fortjeneste.  At den er vokset siden 1970, er der imidlertid ingen større strid om (striden er snarere om hvorvidt den sociale mobilitet også er stagneret og hvorfor).

Den her referede analyse tyder på, at den voksende forskel på de amerikanske median- og gennemsnits-husstandsindkomster siden 1970 ikke, som hævdet af mange, mest af alt skyldes, at markedet i stigende grad belønner specialviden.  Gennemsnittet er nu 30,4 pct. højere end medianen, mens forskellen i 1986 var 18,6 pct.  I 1989-1997 voksede direktørlønninger 100 pct. i faste $, mens programmørers kun voksede 4,8 pct. og ingeniørers faldt med 1,4 pct.

Forskellen synes blandt andet at korrelere med masseindvandring, hvilket bekræfter Viby Mogensens og George Borjas’ analyser af, hvordan indvandringen har virket løntrykkende såvel nederst (blandt ufaglærte) som blandt specialuddannede.

Jeg stikker det her ud ikke som indlæg pro eller contra indvandring, hvilket er en tåbelig debat, men som belysning af et emne, der er problematisk ikke kun for kultur og samfundsidentitet, men altså også for mange menneskers privatøkonomi og dermed for samfundsøkonomien.

Man kan fra dansk synspunkt indvende, at de amerikanske tal afspejler et luksusproblem, så længe beskæftigelsesgraden blandt dansk bosatte indvandrere er så grotesk lavt, og at alle ved, at dette skyldes et manglende arbejdsmarked for ufaglært arbejdskraft, høje understøttelsessatser og andre mod-incitamenter.  Og dog.  Også i Danmark må debatten om hvilken indvandring, man ønsker, og hvordan man vil opnå den, komme ud over det barnagtige niveau, den i dag bevæger sig på (a la: vi må tiltrække de bedste hjerner, men vi agter sandelig ikke at røre en finger for at gøre det tiltrækkende for dem at komme).

Klokkerne ringer …

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 2. oktober 2006. Skriv et svar

Den altid læseværdige Wall Street Journal har dd. en fin leder om Republikanerne og den igangværende midtvejsvalg-valgkamp.  Der er mere og mere, der tyder på, at "the chickens are coming home to roost", og avisens lederskribent har ikke svært ved at placere skylden.  Her er lidt af den:

"The GOP Record
The roots of Republican failures in Congress.

The 109th Congress has gone home to fight for re-election, and the best testament to its accomplishments is that very few Republicans are running on them. They're running instead against the peril to the country if the Nancy Pelosi Democrats take power.

We'll know in six weeks if this liberal fright mask is enough to save the GOP majority, but it's not too soon to say that Republicans in the 109th have been a major disappointment. The best thing about this Congress is that by doing little at least it did little harm. But despite their best chance in 50 years to reform the creaky institutions of the welfare state, Republicans couldn't maintain the unity or discipline to achieve nearly any of what they promised in 2004.

The one great exception is the confirmation of two new Supreme Court Justices. GOP Senators in particular helped to steer President Bush away from his underwhelming initial choice of White House counsel Harriet Miers toward the distinguished Samuel Alito. With the High Court playing an ever more decisive role in our political life, this may be Mr. Bush's most significant legacy beyond the war on terror.

…

On the liability side, the list of flops is extensive, starting with making the tax cuts permanent, repealing the estate tax and immigration reform. Senate Democrats did their part to kill the first two, but House Republicans get credit for fanning public worry about immigration and then pretending that a 700-mile fence will solve the problem.

Social Security reform was never going to be easy, and Mr. Bush's war-driven decline in job approval meant he couldn't move any Democrats. But that still doesn't excuse such prominent Republicans as Tom Davis (Virginia) and Roy Blunt (Missouri) for resisting their President's reform effort behind the scenes. So frightened were they that they never even brought the subject up for a vote.

Perhaps the most puzzling abdication was the GOP failure to do anything at all on health care. The window for saving private health care from government encroachment is closing, and both business and workers are feeling the pinch from rising costs. Yet Republicans failed to make health-care savings accounts more attractive, failed to let business associations offer their own health plans, and failed even to bring to a vote Arizona Congressman John Shadegg's bill to avoid costly state mandates by letting health insurance be marketed across state boundaries. The biggest winner here is Hillary Rodham Clinton's 2008 Presidential campaign.

Republicans have many explanations for their paltry record, some of them even accurate. The troubles in Iraq sapped Mr. Bush's support, dividing Republicans while uniting Democrats who saw a chance to regain power this fall. Hurricane Katrina blew away whatever hope there was of spending restraint and changed the national conversation from GOP priorities. And Tom DeLay's ethical troubles, and eventual ouster as Majority Leader, created a leadership vacuum.

Yet none of this excuses the more fundamental problem, which is that too many Republicans now believe their purpose in Washington is keeping power for its own sake. The reform impulse that won the House in 1994 has given way to incumbent protection. This is the root of the earmarking epidemic, which now mars every spending bill and has become a vast new opportunity for Member corruption.

…

Even amid all of this scandal, many Republicans still refuse to acknowledge any problem. Appropriators continue to resist major budget reform, and the same Republicans who gave a Democratic President the line-item veto in the 1990s refused to give a weaker version to a GOP President this year. No wonder so many loyal Republican voters have been telling pollsters they're not sure if they'll vote this year.

With his party down in the polls, Mr. Bush has tried to recast the midterm election as a referendum on the war on terror. This strategy may yet save Republicans from losing Congress, both because the war is the most important issue of our time and because the Democrats are calling for retreat in Iraq and essentially for a return to the antiterror policies of the 1990s. But it is no credit to the performance of Republicans in this Congress that their best argument for re-election is the wartime flaws of their opponents."

Fair and balanced?

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 26. september 2006. 7 svar

Uriaspostens arbejdsomme Kim Møller har dd. en fin lille undersøgelse af, hvilke amerikanske aviser, der refereres af de danske aviser–og en sammenligning med deres politiske ståsted/politiske anbefalinger.  Her er hovedbudskabet:

"USA har adskillige større regionale og landsdækkende aviser, og ligesom herhjemme markedsfører de fleste sig som holdningsavis – støttende enten republikanerne eller demokraterne. …

For sjov skyld har jeg kørt top5-listerne igennem avisdatabasen Infomedia. Første tal sat i parentes er antal henvisninger i danske dagblade for valgåret 2004, andet tal dækker perioden fra 1. januar 2005 til dags dato – tredje tal dækkende begge perioder.

Venstreorienterede (liberal)

1. New York Times (2039/3754/5793) – Kerry2004
2. Los Angeles Times (358/666/1024) – neutral
3. Washington Post (911/1639/2550) – Kerry2004
4. Boston Globe (119/148/267) – Kerry2004
5. Chicago Tribune (41/92/133) – Bush2004

Samlet (3468/6299/9767)

——————————————————————————————

Højreorienterede (conservative)

1. Wall Street Journal (407/1037/1444) – neutral
2. Washington Times (55/88/143) – Bush2004
3. New York Post (118/211/329) - Bush2004
4. Manchester (N.H.) Union-Leader (4/0/4) – Bush2004
5. Daily Oklahoman (0/0/0) – Bush2004

Samlet (584/1306/1890)

Forholdstal (5,94/4,82/5,17)

I valgåret 2004 refererede de danske aviser seks historier fra venstreorienterede aviser, hver gang de refererede en historie fra en højreorienteret avis."

Det får jo en til at undres, når vi nu ved, at det er såre velkendt blandt alle journalister, at den venstrefløjs-dominans, der er dokumenteret blandt danske journalisters holdninger, som bekendt aaaaaalldrig manifesterer sig i deres dækning–denne er blot "kritisk" og "uafhængig" …

Flot arbejde, Kim.  Men bortset fra det, har jeg to små ting at udsætte på behandlingen, omend de altså er i småtingsafdelingen:

  1. Jeg er ikke helt sikker på, at Chicago-Tribune kan betegnes som venstreorienteret avis (selv når det er i relative, amerikanske termer).  Mig bekendt har avisen–ihvertfald historisk–været decideret konservativ, og de har da vist endnu en stak konservative kommentatorer blandt deres skribenter, ligesom dens erklærede leder-mæssige udgangspunkt er decideret eksplicit til højre.  Og de har vistnok ikke anbefalet en Demokrat siden engang i 1800-tallet …  På det redaktionelle/journalistiske er avisen blevet mindre klart til højre, men at klassificere den som direkte venstreorienteret vil nok svare til at gøre det samme med JP og Berlingske …
  2. Kim skriver videre: "Det er iøvrigt svært at betragte Wall Street Journal som højreorienteret hardliner. Avisen er ideologisk mere liberalistisk end konservativ, og værdipolitisk ikke langt fra Politiken."  Hvad er man så, hvis man er en liberalistisk hard-liner …? ;-)  At sige at WSJ værdipolitisk er på linie med Politiken er altså at male sig selv op i et hjørne, mere end nødvendigt eller ønskværdigt er: Som stort set daglig læser af WSJ, kan jeg faktisk ikke komme i tanke om nogle synspunkter, som de to aviser deler.  Kim tænker måske på, at WSJ er skeptisk overfor stramninger af indvandring, og (ihvertfald på nogle punkter) ligesom Politiken næppe bryder sig meget om de såkaldte "social conservatives", som findes i dele af Bushs eget bagland.  Problemet er så, at hvis man lægger snittet dér, mellem hvem der er "conservative" i amerikansk forstand og hvem, der ikke er, kommer man på et eller flere punkter til at frasortere størstedelen af det, der fra begyndelsen af det 20. århundrede og indtil 1980erne var indbegrebet af at være konservativ i USA.  Så falder Barry Goldwater og Bill Buckley (begge kendt som "Mr. Conservative") og sågar Ronald Reagan ud til venstre …  Det er altså ikke nødvendigvis sådan, at ens vens fjende er ens fjendes ven.

Opposition?

Af Igor, den 17. september 2006. 8 svar

Som de fleste af Punditokraternes læsere vil vide, er den amerikanske midtvejsvalgkamp i gang. Og som altid er det er slag mellem de store, dvs. Demokraterne og Republikanerne. Nogle steder er valgkampen om guvernørposterne imidlertid også skudt i gang og i nogle af de amerikanske stater kæmper det upåagtede Libertarian Party mod giganterne. Og i kampen om at blive North Carolina’s næste guvernør, er der en opsigtsvækkende kandidat. Det drejer sig om Professor Michael C. Munger fra Duke University hvis valgskampstemaer kan findes her.

Kandidat Mungers store problem er imidlertid, at de etablerede politiske partier ikke virker pjattede med at have en intelligent og velformuleret kandidat inkluderet i den “demokratiske” debat og derfor lider kampagnen under, at der skal indsamles urimeligt mange underskrifter før kandidaten i det hele taget kan komme til orde på TV. Helt præcis skal der indsamles 107.000 underskrifter for at komme på stemmesedlen – og dermed kunne deltage i debatten. Disse underskifter vil blive nidkært kontrolleret af repræsentanter fra – ja, lige præcis – de “demokratiske” og republikanske partier.

Den situation har vi en pendant til herhjemme. Her argumenterer Danmarks – såkaldte – Liberale parti, Venstre, at navnet Liberalisterne er alt, alt for tæt på Venstres navn. Venstre nedlægger med andre ord veto overfor nye politiske partiers adgang til stemmesedlen. Velsagtens for at undgå, at der opstår opposition til højre for Venstre – hvilket vel ikke er meget at forlange?

Efterdønninger

Af admin, den 14. september 2006. Skriv et svar

Efter at Plame-sagen floppede, har der været enkelte mildt underholdende efterdønninger. The Wilsons har anlagt en civilsag for at holde liv i deres celebrity status som ofre for en væmmelig sammensværgelse, og har angiveligt nu også sagtsøgt Richard Armitage, der forleden bekræftede, hvad alle efterhånden havde gættet, nemlig at det var ham, som afslørede Mrs. Wilson/Plame’s tilknytning til CIA. Men det var ikke med vilje, hævder han. Det har så fået Robert Novak til at skrive nok en klumme, hvor han dels besværer sig over, at journalisterne i MSM var dumme nok til at opfatte ham som del af en Bush-sammensværgelse, dels sparker til Armitage, der åbenbart ikke bare kom til at afsløre, men gjorde det med vilje. Hvad Armitage selvfølgelig straks har benægtet. The show goes on and on and …

Her er et par klip fra Novaks klumme i dag fra WaPo:

An accurate depiction of what Armitage actually said deepens the irony of his being my source. He was a foremost internal skeptic of the administration’s war policy, and I had long opposed military intervention in Iraq. Zealous foes of George W. Bush transformed me, improbably, into the president’s lapdog. But they cannot fit Armitage into the left-wing fantasy of a well-crafted White House conspiracy to destroy Joe and Valerie Wilson. The news that he, and not Karl Rove, was the leaker was devastating for the left. …

Armitage’s silence for the next 2 1/2 years caused intense pain for his colleagues in government and enabled partisan Democrats in Congress to falsely accuse Rove of being my primary source. When Armitage now says he was mute because of special prosecutor Patrick Fitzgerald’s request, that does not explain his silent three months between his claimed first realization that he was the source and Fitzgerald’s appointment on Dec. 30, 2003. Armitage’s tardy self-disclosure is tainted because it is deceptive.

Læs hele klummen her.

Danmark er ikke stat nr. 51 –- men gid vi var!

Af Redaktionen, den 12. september 2006. 39 svar

Som bekendt bringer vi en sjælden gang imellem et gæsteindlæg, og denne gang har vi valgt at lade en studerende få chancen. Ugens gæst på Punditokraterne er David Pontopiddan, der er stud.scient.soc. – sociologistuderende – ved Københavns Universitet. David er endvidere studentermedhjælp på tænketanken CEPOS. Vi på redaktionen håber, at læserne vil nyde Davids skarpe gæsteindlæg!

Den 11. september i år var det 5-års dagen for al-Qaedas terrorangreb i USA, der kostede godt 3000 mennesker livet og ændrede verden for bestandigt. 11. september var en skelsættende dato for mange, og således også for mig. Det var den dag hvor jeg fandt ud af at jeg var borgerlig i mit livssyn, og at jeg troede på friheden og nødvendigheden i at kæmpe for den – “Freedom isn’t free” som det amerikanske slogan siger, et budskab der har præget mit liv lige siden.

I forbindelse med 5-års dagen for angrebet finder Villy Søvndal det passende at harcelere i Politiken over, at Danmark i 2001 tog et opgør med neutralitetspolitikken, og siden har forsvaret den vestlige verdens værdier mod totalitær ideologi. Et skifte i udenrigspolitik, der har medvirket til at befri over 60 millioner mennesker fra undertrykkende diktatorer, og gjort Danmark til en værdsat allieret – noget Villy Søvndal mener gør os til USA’s 51. stat.

Det er vi ikke – men gid vi var!

Hvis bare Danmark fulgte trop med USA i alle frihedens spørgsmål. USA har som alle lande sine mangler, men der er noget imponerende i amerikanernes hyldes til frihed, som finder genklang hos alle samfundets grupper. Den amerikanske grundlov, og uafhængighedserklæringen fra det britiske kolonistyre, begge skrifter for den personlige frihed, kendes af selv skolebørn til hudløshed, og anses af amerikanerne for at være noget helligt. En garanti for deres frihedsrettigheder, der – som det står skrevet – “anses for at være selv-indlysende”. Dette er første eksempel på et område hvor Danmark er bagud. Hvem andre end fagkyndige kender den danske grundlov, og hvor meget står der egentlig om den enkeltes danskers rettigheder, som ikke straks bliver annulleret af hensynet til “almenvellet”, der i princippet kan betyde hvad som helst?

Det frie marked er det andet eksempel på, at Danmark stadig har meget at lære. Kapitalisme og markedsøkonomi har gjort amerikanerne til nogle af de rigeste mennesker i verden set relativt i forhold til forbrug. Den gennemsnitlige amerikaner har råd til såvel ny bil som eget hus, og flere undersøgelser fra bl.a. tænketanken Timbro og det svenske handelskammer viser, at de fattigst stilledes indkomst i USA målt i købekraftsparitet (dvs. indkomsten målt i varer frem for værdi på valutamarkedet) er højere hvad angår såvel sundhed som uddannelse og beboelse end den svenske medianindkomst!

Myterne om den amerikanske fattigdom stortrives, og frygt for “amerikanske tilstande” (se f.eks. et tidligere indlæg her) bruges ofte som undskyldning for den danske model, hvor beskatningen er blandt verdens højeste, og den daglige gevinst ved at arbejde for 130.000 danskere, som CEPOS offentliggjorde for nyligt i et notat, er under 50 kr. ift. at modtage kontanthjælp. Ak – hvem der blot fik amerikanske tilstande til Danmark …

Og så er der naturligvis USA’s forhold til omverden. Husk blot på de amerikanske soldater, der gav deres liv for frihed på Omaha Beach, i en skov ved Argonne, på den anden side af jordkloden i Tarawa, ved Chosin reservoiret i Korea, og i junglen og rismarkerne i Vietnam. Dette er ikke mine ord, men et citat fra Ronald Reagan’s tiltrædelsestale i 1981. Ronald Reagan, der i Danmark blev kaldt en skydegal cowboy, alt imens vores egen udenrigs- og sikkerhedspolitik sejlede i fodnoter, der var sat i søen af Sovjetunionens nyttige idioter. Reagan regnes i dag for en af det 20. århundredes største præsidenter. Sønnen af fattige irske indvandrere, der blev skuespiller, fagforeningsleder og siden præsident – noget, der blev latterliggjort i Danmark, men som blev set som en realisering af den amerikanske drøm i USA, hvor alt er muligt. Danmark er i dag med i nogle af de frihedsskabende missioner, men i stigende grad mod den politiske vilje her i landet.

Tiderne har ændret sig siden da, men kampen for frihed er stadig vigtig. I dag kæmpes der for frihed i Afghanistans huler og Bagdads gader, og ikke – som Villy Søvndahl i interviewet påstår – for olie eller profit. Der kæmpes for frihed fordi man tror på frihed, og frygter alternativet – hvad enten det er fascisme, nationalsocialisme, kommunisme eller islamisme. Deri består de “amerikanske tilstande” der i virkeligheden er almenmenneskelige værdier, og som med tiden forhåbentlig også bliver danske igen.

11. september 2001 in memoriam II

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 11. september 2006. 9 svar

Jeg hader datoen 11/9 så meget, at jeg som regel glemmer, at en meget god ven har fødselsdag netop den dag–og jeg er ihvertfald endnu ikke klar til at skrive en kronik som Mr. Laws.  Så her er lidt genbrug: En kronik, som jeg–efter at have stået på Greenwich Street og set South Tower styrte sammen og efter at have frygtet for familie og venner–skrev på en internet café i Greenwich Village tre dage efter, og som Bent Blüdnikow var flink nok til at bringe om søndagen.

Frihedens tårne

Berlingske Tidende 16.  september 2001, 1. sektion, side 12

Kronik: Terror-angrebene i USA var angreb på det frie marked og det frie samfund.

Af Peter Kurrild-Klitgaard, Ph.d. og gæsteforsker ved Columbia University og New York University

World Trade Centers to tårne er som regel det første, jeg ser, når jeg går ud fra vores hus i Greenwich Village, og de er som regel det sidste, jeg ser om aftenen, når jeg kommer hjem. Og hver eneste dag tænker jeg højt: »Hvor er de smukke! Hvor er det fantastisk at bo her i New York!«.

Og aldrig har jeg set dem smukkere end for to måneder siden, den 4. juli, på 225-årsdagen for den amerikanske uafhængighedserklæring, hvor vi stod på taget af et hus og beundrede festfyrværkeriet over vandet mellem Frihedsgudinden og World Trade Center.

Og nu er de væk – og med dem er forsvundet ikke blot milliarder af dollars, men også i tusindvis af uskyldige mennesker, som ikke gik i krig, men som blot gik på arbejde. Og som var så uheldige, at nogle fanatikere mener, at det, at man er amerikaner og arbejder i verdens finansielle centrum, er grund nok til at skulle dø.

For World Trade Center var et symbol på handel, markedet og kapitalismen, på internationalisering og globalisering, på det åbne samfund og den moderne verden. Kort sagt på vestlig civilisation. Som sådan symboliserede de to tårne alt det store, som mennesket kan – når det vil, og når det får muligheden.

Der findes nok af monstrøse monumenter bygget af stater for at glorificere dem selv og deres ledere. Pyramider bygget af slaver som grave for døde faraoer. Triumfbuer bygget for kejsere til minde om krig, eller for præsidenter til minde om dem selv. Her var derimod et kompleks, der i både symbolik og praksis kun tjente et fredeligt formål: at bringe handlende parter sammen til gensidig fordel, og som derfor var fyldt med driftige, kreative mennesker. De to tårne var en daglig hyldest til mennesker, der opdager, opfinder, skaber, køber og sælger – og som dermed gør deres til, at vi alle har det en lille smule bedre i dag, end vi havde det i går.

Men i dag har vi det ikke bedre end forleden. Angrebet i tirsdags er for liberale, markedsøkonomiske retsstater, hvad rigsdagsbranden i Berlin var for de demokratiske partier, og hvad Krystalnatten var for jøderne. Hverken mere eller mindre. Det var et angreb, der var lige så symbolsk ment som de symboler, man bogstaveligt jævnede med jorden. Og hvem det end var, der stod bag terrorangrebet, så er de ikke alene.

Selvmorderiske mordere, der med et »Allah er stor« på læberne udslettede tusinder på sekunder, har, trods forskelle i religion, retorik og symboler, en lang række naturlige åndsfæller iblandt os i Vesten.

ATTAC-medlemmer der med molotovcocktails bekæmper frihandel og kæmper for nationalisme.

Nationalsocialister der med knipler slås mod indvandrere og for den ariske race.

Miljøfanatikere der brænder butikker, fabrikker, marker og mennesker for dermed at redde en højere og finere »natur«.

Autonome fra Nørrebro som med brosten angriber McDonald's som symbol på kapitalismen og som forsvarer et eller andet, som ingen kan huske, hvad var.

For trods forskelle er disse bevægelser grundlæggende skåret over samme læst og har tre centrale præmisser til fælles. At vold er et acceptabelt middel til at nå politiske mål. At mennesker er skyldige eller uskyldige alene i forhold til, hvilken kollektiv gruppe de tilhører. Og at personlig frihed og økonomisk frihed er det ondeste onde. Og når alt det er lagt til grund, så kan der ikke være nogen større fjende end USA og amerikanerne, og så kunne der ikke være noget mere oplagt symbolsk mål end World Trade Center.

Men åndeligt og moralsk medskyldige er ikke blot de palæstinensere, der tirsdag jublede på Vestbredden og i København. Det er også, omend i det mindre, de mennesker, der verden over selv dagligt puster til hadet til alt, der er amerikansk, og som den naturlige forlængelse heraf også til alt, der f.eks. er israelsk.

Som den midaldrende munkemarxist der sidder i sin trygge universitetsstilling og med lys i øjnene fryder sig, når der er krise på kapitalmarkeder eller begyndede recession, fordi det altsammen er det første – og uomgængelige – tegn på kapitalismens uundgåelige kollaps.

Som de repræsentanter for den ene mere moralsk og retsligt derangerede stat efter den anden der i forrige uge mødtes i Durban for angiveligt at modarbejde racisme, men hvis dagsorden fra først til sidst var, at USA og Israel skulle fordømmes.

Man kan ganske vist ikke sige, at USAs regeringer gennem tiderne altid har været helt uden skyld i, at der i dag er millioner rundt om i verden, der ser USA som en fjende. Men ved i denne situation blot at antyde, at »det var amerikanerne selv ude om«, så gør man det uacceptable at sætte lighedstegn mellem den kollektive enhed, som man kalder en stat, og de enkelte mennesker, der tilfældigvis bor der. Og aldrig nogensinde har USA gjort noget, der blot tilnærmelsesvis retfærdiggør at slå tusinder af uskyldige mennesker ihjel.

Men uanset hvor mange der døde, og hvor uhyggelige angrebene var, må al talen om dette som »det 21. århundredes første krig« ikke få os til at falde i en fælde. Den engelske 1700-tals forfatter Samuel Johnson skrev advarende, at patriotisme er en slyngels sidste udvej, og det er et lige så velkendt udtryk, at i krig er sandheden det første offer. Men hertil kunne man tilføje, at det andet offer er tolerancen, og det tredie er retssikkerheden.

Det bør man huske på i disse dage, hvor anti-arabiske og anti-muslimske følelser let kan løbe løbsk, og hvor man i Vesten let kan komme til at begå samme fejl som før. Amerikanernes behandling af japanerne under Anden Verdenskrig er den dag i dag med rette et ømt punkt, og danskerne begik i kølvandet på besættelsen mange uretfærdigheder mod hinanden og mod tyskere og italienere i Danmark. Begynder man i denne triste situation at behandle muslimer og arabere som én kollektivt skyldig gruppe, og benytter man lejligheden til at give de vestlige stater ubegrænset magt, så undergraver man i virkeligheden den selvsamme frihed, som fredelige mennesker i New York og Washington arbejdede og døde for.

Der er mange, der allerede har sagt, at denne tragedie skyldes islam og muslimerne, og at det hele dermed først og sidst er et spørgsmål om religion. Men det er det tydeligvis ikke alene. Både kristendommen og jødedommen har som organiserede religioner hver deres i titusindvis af uskyldige ofre på samvittigheden, og der findes omvendt millioner af tolerante, fredselskende muslimer. Gør man denne tragedie til et valg mellem den ene religion eller den anden, mellem denne eller hin nationalitet, så gør man den samme fejl som de terrorister, der førte flyene mod uskyldige civile.

Dette er snarere, først og sidst, et spørgsmål om institutioner og kultur, om civilisation. Det er, som Shimon Peres sagde det forleden, et valg mellem lys og mørke, mellem civilisationen og jungleloven. USA og Vesten er fuldt berettigede til at sætte ind over for de uhyrer, der stod bag angrebene, men ma
n bør være meget forsigt
ig med ikke samtidig at hælde benzin på bålet ved selv at angribe uskyldige civile.

Faktum er, at uanset hvor mange tilholdssteder man vil kunne bombe i Afghanistan, Irak eller Sudan, og uanset hvor mange sikkerhedsforanstaltninger man gør sig i USA og Europa, så vil man aldrig kunne gardere sig 100 procent mod begivenheder som i denne uge. Ikke uden at forvandle Vesten til én stor politistat i permanent undtagelsestilstand. Paradoksalt nok er det redskab, der i længden vil kunne sikre, at terrorister fra Den Tredje Verden ikke hader USA og Vesten, det selvsamme redskab som har bragt os ud af middelalderen, og som de nu har angrebet, nemlig markedet. Der har aldrig været en mere civiliserende kraft i verdenshistorien end netop den globale kapitalisme, som World Trade Center stod for. Ved at sørge for at handle med disse lande og dermed bringe dem op på vores levestandard, vil vi kunne sørge for, at de i længden vil have lige så stor en interesse i vores velbefindende, som vi i deres. Spørgsmålet er så, naturligvis, hvor langt det lange løb er, og hvad vi gør, indtil det er nået.

Indtil videre håber jeg, at jeg en dag kan se ned ad Greenwich Street igen, og at der så igen står to tårne, men endnu højere og endnu flottere, der som vartegn fortæller mig og hele verden, at den menneskelige civilisation kan være grænseløs.

11. september 2001 in memoriam

Af admin, den 11. september 2006. 7 svar

Jeg har en kronik i Berlingske Tidende i anledning af 5 året for terrorangrebet den 11. september 2001.

2008: Hillary Clinton mod George Allen VI

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 5. september 2006. 4 svar

Jeg har–som det vil være en del læsere bekendt fra talrige poster–længe haft et "godt øje" til den Republikanske senator George Allen (VA) som et solidt bud på den næste Republikanske præsidentkandidat.  Det har jeg ikke længere.  George Allen er måske ikke down-and-out, men en række afsløringer i det ganske vist ikke venligt stemte The New Republic af en række mere eller mindre racistiske ungdomsforsyndelser, kombineret med en uheldig TV-optræden gør, at odds nok rykker noget mod syd. Læs dog ikke om det hér men derimod hos bloggeren David Garby, som har den givetvis bedste danske blog om amerikansk politik–og som sikkert ved mere om amerikansk politik end den samlede danske journaliststand tilsammen.  (Undskyld for dén fornærmelse, David Garby … 😉

PS.  Jeg er dog ikke enig med Garby m.h.t. John Edwards' chancer i 2008–men det får vi nok tid til at drøfte …

Amerikanske tilstande

Af David Gress, den 4. september 2006. 51 svar

“Vi ønsker da ikke amerikanske tilstande” er et af den danske ideologis yndlingsudtryk.  Hvad det i hvert enkelt tilfælde betyder, er uklart, bortset fra, at “amerikanske tilstande” er noget med, at de fattige har det helt forfærdeligt, kan ikke få lægehjælp, er udsat for kriminalitet og lever i yderste nød.  Her på bloggen er holdningerne oftest men ikke altid mere nuancerede.  Også her optræder forestillingen om, at de fattige i USA har det rigtig dårligt i forhold til de fattige i Danmark.

Nu er der mange måder at definere rigtig dårligt på, men holder vi os til noget så konkret som indtægt og forbrugsmuligheder, findes der faktisk svar på, hvor mange penge, de fattige råder over.  Den progressive amerikanske tænketank Economic Policy Institute har beregnet, hvor stor en procentdel af den amerikanske medianindkomst på ca 28.000 USD de fattigste ti pct. af husstande råder over.  Resultaterne er her, kommenteret af Tim Worstall.  De viser, at andelen i USA er 39 pct., altså at de fattigste ti pct. af husstande i gennemsnit disponerer over 39 pct. af medianindkomsten.  Tallet for Danmark er 43 pct.  Her har de fattigste 10 pct. altså 43 pct. af den amerikanske median udregnet for købekraftsparitet.

Som Tim Worstall kommenterer: al den omfordeling, al den enormt dyre velfærdsstat, alt det ligemageri, og resultatet er, at de fattige i Danmark altså har det få procentpoint bedre end deres modparter i USA.

Min kommentar er, at selv købekraftsparitetsbaserede udregninger undervurderer forskellene, fordi de ikke tager fuldt højde for de ekstremt høje danske forbrugsafgifter, der rammer alle, også fattige.  Og at den amerikanske median er højere end den danske; faktisk er det kun i olielandet Norge, hvor medianen er højere end i USA.

Nick Eberstadt har endvidere i en grundig analyse af de amerikanske fattigdomstal vist, at de ikke måler absolutte forbedringer i de fattiges faktiske leveomstændigheder.

Det er iøvrigt en betragtning, der stemmer overens med løsere iagttagelser.  De officielle fattigdomstal kan simpelthen ikke forklare alt det forbrug, der faktisk finder sted.

Skal vi tale om amerikanske tilstande, hvad husstandsindkomster angår, er det altså først og fremmest nødvendigt at sondre mellem ulighed og absolut indtægtsniveau.  Uligheden er klart større, hvilket ses af, at de rigeste 10 pct. i USA i gennemsnit har 210 pct. af medianen, mens de 10 pct. rigeste danske husstande kun har 113 pct.  Hvortil dog for begge lande skal tilføjes, at målet her gælder indkomst og ikke formue.

Liberalisme og samfundets reproduktion

Af David Gress, den 30. august 2006. 34 svar

En hyppig kritik af liberalismen er, at den er en ideologi, der skal legitimere de stærke albuer og de hensynsløse egoister.  Herinde ved vi, at dette i sig selv er et ideologisk synspunkt, idet liberalismen for os er frihedens og ansvarets politiske og filosofiske udtryk.  Det er kun den frie borger, der autentisk kan påtage sig sit ansvar og handle efter det.  Det er for liberale altid formynderiet, der skal begrunde sig; friheden kræver ingen begrundelse og ingen legitimering.

Men har kritikerne helt og aldeles uret?  Er der ikke noget om snakken med, at liberalismen fokuserer mennesket alene på dets individuelle behov og dermed skygger for hensynet til og ansvaret for pårørende, for samfundet og for fremtiden?

Netop denne kritik var Tocquevilles store emne i anden del af “Demokratiet i Amerika”, hvor han som bekendt spåede, at demokratiet ville løbe den risiko at blive et samfund af tryghedsnarkomaner, der ville ofre friheden for ligheden og fornemmelsen af, at en stor, moderlig stat tog sig af dem.  En fare, som den engang liberale Anders Fogh Rasmussen reagerede stærkt imod i Minimalstatsbogen, men som han nu som statsminister øjensynlig har kapituleret overfor og det i en sådan grad, at han nu stolt optræder som netop den type tryghedsudbydende demokratisk despot, den geniale franskmand advarede imod.

Jeg har i 30 år bakset med Tocquevilles dilemma uden at finde nogen bedre løsning end hans, nemlig at håbe på, at de fås uudslukkelige tørst efter frihed dog i sidste ende vil vinde over de manges sult efter tryghed.

Her på det sidste har et par særlige og efter min mening for samfundets overlevelse kritiske vinkler på dilemmaet tiltrukket sig min opmærksomhed.  Tocqueville betvivlede, at de demokratiske samfund var i stand til at langtidssikre deres eget fundament, det frie sindelag.

Den ene vinkel, som jeg vil vende tilbage til i en senere postering, er, om det giver mening at ønske fortsat økonomisk vækst, hvis denne vækst hovedsagelig kræves for at dække voksende offentlige udgifter.  Så længe alle regeringer altid kun øger det offentlige forbrug, bliver væksten til dettes legitimering.  Det må her gælde om at sprænge stålkablet, der spænder væksten til de evigt voksende krav på skatteydernes ressourcer.  Hvis ikke engang dagens velhavende og friværdinydende danskere kan forventes at tage vare på deres egne børn, gamle og pensioner, hvor rige skal de så være, før de kan det?  Er der overhovedet noget gulv for, hvor stor en dansk husstands nettoformue skal være, før den ikke længere kan anses for så usselt stillet, at den kræver andre skatteyderes penge for at få børn passet, skolelærere lønnet, hospitaler drevet og plejehjem holdt?

Den anden vinkel, som jeg her vil fokusere på, er, om den individualistiske liberalisme er forenelig med normer og adfærdsmønstre, der sikrer samfundets reproduktion, altså at hver generation erstattes af nye, der er mindst lige så ansvarsbevidste, uddannede, hensynsfulde og solidariske — ikke i ordets socialdemokratiske betydning, som er: giv mig andres penge, for at jeg kan få det godt, men i den ægte, som er: at jeg personligt har ansvar for at sikre min del af samfundets kontinuitet moralsk og økonomisk, og det primært ved at opfostre duelige og kompetente børn.

En række europæiske og amerikanske skribenter har bakset med dette dilemma, som kan betitles “nyliberalismens indbyggede modsætninger” i en del år.  Blandt de mere kendte er Christopher Lasch og Michael Novak og fra Europa Meinhard Miegel og Kurt Biedenkopf.  Her  http://folk.uio.no/sigurds/
er et mindre kendt norsk eksempel.  Sociologen (i Norge er sociologi et respektabelt fag med righoldig tradition) Sigurd Skirbekk taler i “Familjepolitisk intervju” og “Familjestruktur og funksjoner” om forandringer i de politisk og socialt accepterede definitioner af familie i sidste del af 20. årh.  Et par bidder:

… det kan være noe ganske dramatisk som har skjedd i vår tid, og spesielt i vår del av verden, hvis det som har vært den mest grunnleggende sosiale enheten i alle tidligere samfunn er gjort til en privatsak på et marked for parforhold, samtidig som kulturliv og myndigheter oppfatter seg som nøytrale hvis de tilstreber mest mulig likestilling mellom ulike typer av pardannelser …

Det er ikke vanskelig å finne eksempler på at noen har tjent og noen har tapt på den ekteskapelige avinstitusjonaliseringen av familieformene. På den positive siden er det oftest karrieremulighetene til selvbevisste kvinner som framheves. På den annen side er det heller ikke vanskelig å finne eksempler på individer som har tapt på framveksten av løsere familieformer. Ellers er det oftest barn som framheves, barn som lever i frykt for at deres foreldre skal skille lag og som stadig oftere må belage seg på å leve i oppløste familier eller være underlagt steforeldre…

Familien har bestemt både folks tilhørighet og trygghet, sørget for produksjon av mat og andre livsnødvendigheter, tatt seg av unge og gamle, syke og hjelpeløse, stått for bytte av varer og tjenester og vært et bindeledd mellom individet og storsamfunnet. Moderniteten har ført til en differensiering og spesialisering av disse funksjonene. I forhold til tidligere knyttes det i dag flere forventinger til familien som et emosjonelt rom og som en base for fritidsaktiviteter. Spørsmålet blir om dette er nødvendige funksjoner som berettiger til krav om en bestemt instituering. I første omgang må vi spørre hvilke familierelaterte oppgaver som er så viktige at samfunnet ville miste viktige forutsetninger for sin funksjonalitet dersom oppgavene ikke ble ivaretatt på en forsvarlig måte …

Når det gjelder reproduksjonen, er dette den oppgaven som det er minst problematisk å tilordne til en funksjonell analyse. Uten en nyrekruttering vil et samfunn dø ut. Det er i praksis begrenset i hvor stor grad en rekruttering kan baseres på innvandring fra andre samfunn og kulturer, hvis nye generasjoner skal forventes å ha primærlojalitet til et samfunn med en gitt historisk tradisjon, og være villig til å forsvare og å føre denne tradisjonen videre.

Skirbekk er ikke kategorisabel som hverken socialdemokrat eller konservativ, og det er tegn på, at det han har at sige er væsentligt.  Hans kritik af “nyliberalismen” skyder tildels ved siden af målet, eksempelvis når han giver “nyliberalismen” skylden for global opvarmning, som jo i sig selv er en tvivlsom ideologi.  Men det bør ikke hindre en diskussion af hans pointer om individualiseringens effekter.  Vi kan også tale om, at denne individualisering netop (iflg Tocqueville) er, hvad vi kan forvente, når staten har umyndiggjort borgerne.  Den eneste frihed, de har tilbage, er at skeje ud i personlig adfærd.  Det er også en vigtig pointe.  Men når alt det er sagt, er der så ikke et problem for samfundets overlevelsesevne i den ekstreme individcentrerede liberalisme?  Eller er det for liberale ligegyldigt, om samfundet overlever?

Bolden være hermed givet op.

(Hvis min linking er klodset er det fordi jeg stadig ikke kan hitte ud af at indsætte links med de redskaber, smartlog giver)

Den sidste hån + update

Af admin, den 29. august 2006. 3 svar

I dagens Berlinger (formatet er som bekendt uændret…)berettes om den sidste udvikling i Plame-sagen, den sidste hån i en sag, der kom til at handle om noget helt andet, end journalisterne selv troede.

Vi citerer her et par steder fra indledningen:

Richard Armitage var næstkommanderende i det amerikanske udenrigsministerium fra 2001 til 2005, og han var – ligesom sin chef Colin Powell – skeptisk over for Irak-krigen. Især nærede han uvilje mod krigens nykonservative arkitekter samt dens bagmænd, præsident George W. Bush og vicepræsident Richard Cheney, hvoraf ingen havde prøvet at være i krig. Armitage, der selv deltog i Vietnam-krigen, anså dem for blodtørstige »lænestolskrigere«, afslører ny bog. …

Ironisk er det derfor, at bogen samtidig afslører Richard Armitage i at have spillet en central rolle i Plamegate-skandalen, der handler om Bush-administrationens angreb på en kritiker af Irak-krigen.

Ironisk? Næ, det er bare totalt ødelæggende for den vinkel, MSM hidtil har fulgt i deres dækning af sagen, inkl. Berlingske der på et tidspunkt brugte tre hele sider af Magasinet på den vinkel.

Bogen, der omtales, er Isikoff & Corn, Hubris, der kan bekræfte, at det var Armitage, der afslørede over for journalisten Robert Novak, at Wilsons kone var i CIA. Bogen er yderst kritisk mod regeringen, så det er ikke en afsløring forfatterne er glad for.

Det er da virkelig også en sidste hån. Indtil da kunne man i det mindste klynge sig til troen på, at det var folk tættere på Bush, som havde afsløret konen. Det ville have opretholdt den sidste tråd af den oprindelige historie, at Valerie Wilson (née Plame) var blevet afsløret som en grusom hævn for sin mands “kritik” (ret beset, ubegrundede og fejlagtige anklager, but what the heck). Men det er almindeligt kendt, at Armitage ikke var ude efter at genere the Wilsons, lige så lidt som Novak var det.

Her er et uddrag fra Christopher Hitchens dækning af samme sag. Det er godt en måned gammelt, men udgør stadig en forfriskende erstatning for den ellers dominerende holdning i MSM:

When one thinks of the oceans of ink and acres of paper that have been wasted on this mother of all nonstories, one wants to weep for the journalistic profession as well as for the trees. Well before Novak felt able to go public, he had said that his original source was not “a partisan gunslinger,” which by any reasonable definition means that he was consciously excluding the names of Karl Rove or Dick Cheney. And how likely was it anyway that either man, seeking to revenge himself on Joseph Wilson, would go to a columnist who is known to be one of Wilson’s admirers (praise for him and his career was a central theme in the original 2003 article), is friendly with the CIA, and is furthermore known as a staunch and consistent foe of the administration’s intervention in Iraq? The whole concept was nonsense on its face.

As Novak says, the original question was: How did a man publicly critical of the Bush policy get the CIA’s nomination for a mission to Niger? When he asked this question of his first source, he was told in effect, “That’s easy. His wife works there and recommended him for the trip.” This has since been confirmed by the report of the Senate intelligence committee, which quotes a memo from Valerie Plame making the recommendation in so many words (on the bizarre grounds that Wilson already enjoyed warm relations with the people he would supposedly be investigating at the Niger Ministry of Mines). It seems to me that Novak was well within his rights to check with Karl Rove and with the CIA that this was indeed the case, and to take down his copy of Who’s Who in America from the shelf. As he puts it, “I considered his wife’s role in initiating Wilson’s mission … to be a previously undisclosed part of an important news story.” …

No reporter or lawyer concerned with the case believes that Novak’s original source was any other than Richard Armitage. I have heard it lamely said that, if true, this would “undercut” the idea that Wilson and Plame were targets of an administration vendetta. No. it wouldn’t “undercut” the idea. It would annihilate it. Mr. Armitage exceeds even his own former boss and current best friend Colin Powell in visceral hatred of the neoconservatives.

Ah, velgørende klart formuleret. Men Hitch har jo heller ikke noget i klemme. Han har ikke dummet sig og demonstreret sine manglerne evner til kildesøgning, og ingen mistænker ham for at være Bush-tilhænger.

I Berlingerens dækning prøver man tappert at fastholde fokus på Rove:

Det har længe været kendt, at to toprådgivere i Det Hvide Hus, Lewis »Scooter« Libby og spindoktor Karl Rove, også har lækket Plames identitet til reportere med det formål at genere en kritiker.

Tja, bum bum. Enten ønskede de at lade offentligheden vide, at Wilsons kone var i CIA for at skade hende ved kynisk at afsløre hende som undercover agent og dermed “genere” hendes kritiske mand. Men de er ikke blevet tiltalt for at have afsløret hendes status som undercover agent, formodentlig fordi de simpelt hen ikke vidste, at det havde været hendes job i CIA. Så genen skulle altså alene ligge i at afsløre, hvor hans kone arbejdede? Det lyder ikke rigtig sandsynligt.

En anden plausibel forklaring er, at de ønskede at fremhæve, at Joe Wilson ikke var den uafhængige ekspert, han fremstillede sig selv som, men derimod havde en tæt personlig kontakt til de kredse i CIA, der var i gang med at skyde ansvaret for de fejlagtige WMD-efterretninger fra sig i det sædvanlige blame-game. Døm selv.

Så hermed synes sagen omsider at dø. The Wilsons har i desperation over det svindende scenelys anlagt en privat sag, hvilket for en kort stund fik MSM til at gentage vrøvlet, men den bringer næppe noget frem, som statsanklageren ikke kunne finde.

Sagen blev dermed den skandale, den var tænkt som. Men det blev ikke en skandale om Bush-regeringen. For en sjælden gangs skyld synes inkompetencen ikke at høre hjemme her.

Inkompetencen ligger hos MSM, der bl.a. begik følgende faktuelle fejl i dækningen:

1) Wilson afslørede, at Irak ikke havde forsøgt at få uran fra Niger.

2) Wilsons rapport blev forelagt Det Hvide Hus, som bevidst ignorerede den, fordi konklusionerne ikke passede dem.

3) Bush løj i sin tale til nationen, da han hævdede, at den britiske efterretningstjeneste havde fundet, at Irak prøvede at skaffe uran i Afrika.

4) Den britiske efterretningstjeneste blev fuppet af falske dokumenter til at tro, at Irak havde søgt at skaffe uran fra Afrika.

Svaret er, som det klart fremgår af Senats rapporten om pre-war intel og den britiske Butler-rapport (begge helt tilbage fra 2004): nej, nej, nej og atter nej. Enhver journalist, der havde gjort sig ulejlighed med at læse disse rapporter, eller blot fulgt med i links på Instapundit, ville have været for klog til at begå disse fejl. Alligevel faldt de alle i, NYT, WaPo, BBC, DR, TV2 og Berling
eren.

Det viste sig,
at gamle Bob Woodward havde ret, da han sagde, at der ikke var kød på sagen. Han forstod blot ikke, hvor lavt branchen er sunket siden.

UPDATE (30/8): Som supplement til Peter KKs posting med en full-text gengivelse fra WSJ tilbydes her Christopher Hitchens seneste indlæg fra Slate, nu hvor Armitage er outed. Læseværdig er også Jake Kellys artikel fra RealClearPolitics.

Begge hæfter sig ved, at ikke bare Armitage, men også hans omgangskreds fra et tidligt tidspunkt vidste, at “afsløringen” af Valerie Wilson/Plame ikke var et ondsindet angreb fra Bush og hans neo-cons. Alligevel lod de historien fortsætte i flere år og bygge sig op til det orgie af Bush-lied-people-died hysteri, som stadig lever videre. Selv Berlingeren er som nævnt ovf. ikke helt ajour med den seneste udvikling.

De peger også på det klamme i, at Isikoff & Corn omtaler anklagerne mod Bush i neutrale termer, selvom det var dem, der startede hysteriet. NYT er i øvrigt også påfaldende tamme i deres omtale af påstanden om den ondsindede outing. Endvidere har Isikoff & Corn åbenbart også kendt til Armitages rolle længe nok til at få det med i en bog, men har først offentliggjort det i forbindelse med lanceringen af bogen. Nice move, nice money.

Jep, jeg vedkender mig en aparte interesse for denne absurde historie. Ikke siden Rathergate har vi haft et så manifest bevis på, hvordan journalisterne i MSM ikke gider tjekke deres kilder, men ukritisk citerer hinanden, fanget som de er i et klaustrofobisk venstreorienteret miljø, hvor man ikke en gang aner, når man er langt langt ude. Jeez.

Om domstolenes pligt

Af admin, den 23. august 2006. 4 svar

Professor Ann Althouse, der som alle gode amerikanske juraprofessorer naturligvis har egen blog, har skrevet et indlæg i NYT om den føderale dommer Anna Diggs Taylor, som for nyligt afsagde dom om, at regeringens aflytningsprogram var ulovligt.

Ifølge en artikel i NYT er dommen så dårligt skrevet, at den fortvivler selv de mange jurister, som støtter dommens resultat. (pudsigt nok nåede NYT i sin leder fra dagen før at skamrose dommen som "a careful, thoroughly grounded opinion", men det understreger desværre blot på ny, hvor avisen ligger rent intellektuelt i dag).

Althouses betragtninger om det forfatningsretlige selvdestruktive ved aktivistiske dommere, der blæser på de juridiske rammer for at udtrykke sig mere frit, har især betydning for domstole, der beskræftiger sig med regler på enten forfatningsniveau eller folkeretsniveau,  fordi den politiske magt på disse niveauer har sværere ved at reagere og give et modspil til de uvalgte dommeres afgørelser. Det vedrører dermed mere og andet end blot de amerikanske domstole, men også den danske Højesteret, Menneskerettighedsdomstolen og EF-Domstolen, når den dømmer om primær EU-ret (traktaterne).

Her er et par citater fra Althouses indlæg:

Why should the judicial view prevail over the president's?

…The public may have become so used to the notion that a judge's word is what counts that it forgets why this is true. …

This system works only if the judges suppress their personal and political willfulness and take on the momentous responsibility to embody the rule of law. They should not reach out for opportunities to make announcements of law, but handle the real cases that have been filed.

This means that the judge has a constitutional duty, under the doctrine of standing, to respond only to concretely injured plaintiffs who are suing the entity that caused their injury and for the purpose of remedying that injury. We trust the judge to say what the law is because the judge "must of necessity expound and interpret" in order to decide cases, as Chief Justice John Marshall wrote in Marbury. But Judge Taylor breezed through two of the three elements of standing doctrine — this constitutional limit on her power — in what looks like a headlong rush through a whole series of difficult legal questions to get to an outcome in her heart she knew was right.

Læs resten her.

PS. På sin blog bemærker hun, at en hel del læsere har misforstået hendes pointe. Det er mit gæt, at hun ikke sigter til sagens udfald, men at hendes pointe angår dommernes pligt til at respektere rammerne for juridisk metode og overlade egentlig politisk virksomhed til de folkevalgte politikere. Hendes pointe er således næppe, at domstolskontrol af politikere er forkert, eller at dommen er det, men nærmere at dommeren (også) bør begrænses af de forfatnings- eller traktatmæssige rammer, som gælder for de øvrige myndigheder i et samfund.

Drømmer jeg? Eller er jeg død? II

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 19. august 2006. 7 svar

Forleden havde Michael Lind fra tænketanken New America Foundation en tankevækkende, omend for mange af os meget deprimerende artikel i Financial Times: “The unmourned end of libertarian politics”. Budskabet (der nedenfor gengives in extenso) er i sin enkelhed, at den klassiske liberale/nyliberalisme/libertarianisme–kald det hvad I vil–som har præget megen politik i de seneste årtier (og de fleste læsere af denne blog) er afgået ved døden som politisk kraft.  Den bliver presset af centripetale kræfter langs den traditionelle højre-venstre skala og af en centrifugal kraft på en ny globaliserings/anti-globaliserings dimension, og i dét slagsmål er der ikke plads til, hvad man her på stedet nok kunne kalde Mises-Hayek-Friedman-Rand-Nozick-Rothbard tænkning eller for den sags skyld Goldwater-Thatcher-Reagan retorik.

Jeg køber ikke selv ræsonnementet, og det hører med til historien, at Michael Lind ikke er, hvad en af vor tids største filosoffer–Tony Soprano–ville kalde “a friend of ours”; han er en slags Clintonistisk “third way” skribent, og der er i hans artikel alt for meget deterministisk “Titanic-logik” (som vores værdsatte eks-punditokrat Mikael Bonde Nielsen ville kalde det).  Men han er ikke dum, og der er noget om snakken.  Så giv artiklen en læsning og find på nogle gode svar …

“The unmourned end of libertarian politics

The most epochal event in world politics since the cold war has occurred – and few people have noticed. I am not referring to the conflict in Iraq or Lebanon or the campaign against terrorism.

It is the utter and final defeat of the movement that has shaped the politics of the US and other western democracies for several decades: the libertarian counter-revolution.

Between the 1930s and 1960s, the US and other liberal democracies adopted their own versions of modern welfare state capitalism. By the mid-20th century, in every western democracy, the legitimacy of the welfare state was accepted by mainstream parties of the right as well as the centre and left. But not by the libertarians. Unlike Eisenhower, Nixon and other “modern Republicans”, America’s libertarians did not seek a more fiscally responsible welfare state. They wanted to abolish the welfare state altogether and replace it with an “opportunity society” or “ownership society”. They were revolutionaries – or more precisely, counter-revolutionaries, seeking to restore an idealised Victorian world of laisser faire capitalism.

The libertarians launched a massive intellectual and rhetorical assault on modern government from the 1970s onward. Their formidable forces included influential economists such as Milton Friedman, the Nobel Prize winner, and Martin Feldstein, who chaired Ronald Reagan’s Council of Economic Advisers; think-tanks such as the Cato Institute; and affluent pressure groups such as the Club for Growth and Americans for Tax Reform, whose leader, Grover Norquist, famously said that government should be shrunk until it can be drowned in a bathtub.

Libertarians proposed to privatise Social Security, replacing government pensions with individual savings accounts. Healthcare, too, would be provided by individual “health savings accounts”. Public education, a legacy of the 19th century, was another target of the libertarian counter-revolutionaries, who proposed giving citizens vouchers for private schools. The libertarians also targeted labour market regulation, calling for abolition of the minimum wage. This would be combined with mass immigration, which would drive down wages further.

In the mid-20th century, welfare-statism was the “third way” between democratic socialism on the left and big-government conservatism that accepted the welfare state but sought to limit its costs. But in the 1970s and 1980s, the political spectrum shifted to the right. Not only communism but also democratic socialism vanished as plausible options because people no longer believed that the nationalisation of whole economies made any sense. At the same time, moderate conservatives who had made their peace with the welfare state were outflanked on the right by the radical libertarians.

Suddenly the former political “centre”, social democratic welfare-state capitalism, was redefined as the “left” and the former “right”, big-government conservatism, was now considered the “centre”. In the 1990s, the term “third way” meant, not Swedish social democracy, but the pro-market “neo-liberalism” of Bill Clinton and Tony Blair, which would have been considered moderate conservatism in the 1950s . In the US, the Democratic Leadership Council echoed the free-market, small-government rhetoric of the libertarian radicals. “The era of big government is over,” Mr Clinton declared. But he spoke too soon. In the past decade, the US public has rejected every element of the libertarian counter-revolution. The first proposal voters rejected was the privatisation of schooling. Because US education policy is dominated by states and cities, this issue was fought at the local level. It turned out that most conservative Republicans as well as Democrats were content with their suburban public schools. Again and again, voucher proposals went down to defeat.

President George W. Bush made Social Security privatisation a central part of his legislative agenda. Americans, alarmed by the stock market slide, rejected the idea and frightened Republican politicians dropped it. Neither has the Bush administration exerted itself over another libertarian proposal, health savings accounts, which almost certainly would be rejected by risk-averse voters. Indeed, to the horror of libertarians, Mr Bush and the Republican Congress created the prescription drug programme for the elderly, the biggest expansion of socialised medicine in the US since Lyndon Johnson presided over the creation of Medicare in 1965.

And the labour market? Here again, the libertarians have been completely routed. Against libertarian opposition, Congressional Republicans recently sought an increase in the minimum wage, coupled with cuts in the estate tax. And against libertarian opposition, swelling popular demand for an end to illegal immigration has forced both parties to support measures to police America’s chaotic borders.

For nearly a decade, the Republican party has controlled Washington and most state legislatures. And yet every big proposal of the libertarians has been rejected by the public and their elected representatives. Their only temporary achievement has been tax cuts, which are likely to be rolled back at least in part to reduce the deficit in the years ahead. With the disappearance as a significant force of the libertarian right, the centre of gravity inevitably will shift somewhat left in matters of political economy. But we will not see a restoration of the mid-20th century pattern because there will be no revival of the socialist left. The demise of both socialism and libertarianism pretty much limits the field to moderate social democracy and big-government conservatism. The limitation of options on the horizontal left-right spectrum is accompanied, however, by a growing vertical, top-bottom divide between an elite committed to globalisation and mass immigration and a populist, nationalist majority. If this replaces the older horizontal left-right divide, then we may see a third, “third way” – one which positions itself between the crudest forms of populism and utopian forms of transnationalism.

The libertarian moment has passed. It will not come again, and its defeat as a force in US politics will change the definitions of right, left and centre – not just in the US but also, the world.”

Myterne om 9/11

Af admin, den 17. august 2006. 4 svar

Vi nærmer os 5 års-dagen for terrorangrebene den 11. september 2001.

Det kan ikke overraske, at der hurtigt efter angrebene opstod forskellige myter om, at angrebene egentligt skyldtes den onde Bush-regering eller de fæle jøder. Det kan derimod undre, at myterne fik det omfang, de fik, og stadig trives.

Popular Mechanics startede med at undersøge fakta og kasserede myterne. Det blev først til en artikel, nu til en hel bog med egen hjemmeside.

Men bogen er naturligvis også en del af Den Store Sammensværgelse, så pas hellere på…

Våbenhvilen i Mellemøsten

Af admin, den 14. august 2006. 3 svar

Så er våbenhvilen trådt i kraft, og indtil videre overholdes den – sådan da.

For en vurdering af udfaldet citeres her en artikel af Tim Hames. Den er så positiv over for Israel, at man næppe skal regne med at finde noget tilsvarende i danske MSM. Selv nærværende punditokrat, der lider under en sejlivet optimisme, må tage forbehold for hans tro på, at en genoptagelse af fjendtlighederne fra Hizbollahs side vil få FN til at tage parti imod dem. Men resten virker fornuftigt nok.

IF ONLY Israel were as effective at public relations as at military operations, the results of the conflict on and around its border with Lebanon would be so much starker. As it is, however, the real meaning of the UN resolution that will start to come into force today is being widely misrepresented. Hezbollah is hailing a "victory" of sorts, albeit one of a presentational character. In a bizarre situation, Israeli politicians on both the hard Left and the hard Right appear to agree with the terrorists. All are profoundly mistaken.

What, after all, does this Hezbollah claim consist of? The organisation considers it a triumph that it has not been completely "destroyed" after just four weeks of fighting. It contrasts this with the dismal record of several Arab armies combined in 1967. It has not yet been disarmed and may not be formally neutralised in the near future. Nor has it been discredited on the Arab street, where it has enhanced its popularity. The Hezbollah leader, Sheikh Hassan Nasrullah, thus proclaims himself a "new Nasser".

*

As victories rank, not being destroyed, disarmed or discredited is not that impressive. It is hardly Henry V at Agincourt. The idea that the Six-Day War represents the military standard for the Arab world is a somewhat humiliating notion. Allowing for the feeble record of the original Nasser,  Israelis should not be too disturbed by the prospect of another incarnation. Nor was the Arab street that equivocal about Israel's existence before these clashes started.

Mere …

Når vi nu er i gang med at give jer, hvad I næppe kan finde i danske MSM, er her en artikel fra den forhenværende Bush-medarbejder, Michael Gerton hvis beskrivelse af udfordringerne i Mellemøsten slutter sig til min tidligere posting ndf. om defaitisternes vagtparade (som ikke kommer som kronik. Thanks, but no thanks. I må nøjes med det her).

Her er et par løsrevne citater, men læs selv det hele her:

From those events [9/11, red.], President Bush drew a fixed conclusion: as long as the Middle East remains a bitter and backward mess, America will not be secure. Dictators in that region survive by finding scapegoats for their failures—feeding conspiracy theories about Americans and Jews—and use religious groups to destroy reformers and democrats. Oil money strengthens elites, buys rockets, funds research into weapons of mass destruction, builds radical schools across Africa and Asia and finds its way to terrorist organizations. Terrorist organizers exploit the humiliated and hopeless—channeling their search for meaning into acts of murder—and plot, as London 2006 proves, to surpass the mad ambitions of 9/11. …

There are still many steps of diplomacy, engagement and sanctions between today and a decision about military conflict with Iran—and there may yet be a peaceful solution. But in this diplomatic dance, America should not mirror the infinite patience of Europe. There must be someone in the world capable of drawing a line—someone who says, "This much and no further." At some point, those who decide on aggression must pay a price, or aggression will be universal. If American "cowboy diplomacy" did not exist, it would be necessary to invent it. …

A second point: the promotion of democracy in the Middle East is messy, difficult, but no one has a better idea. …

Realism, however, is not always identical to pessimism. Arab societies, in fact, have strong traditions of private association, private property and a contractual relationship between ruler and ruled. It is not realism to ignore unprecedented elections in Afghanistan and Iraq and serious reforms elsewhere. The past half century has shown that the cultural obstacles to democracy are less formidable than many predicted, from Roman Catholic Southern Europe to Orthodox Eastern Europe to Confucian Asia. Our times provide strong evidence that liberty improves life and that people in many cultures eventually prefer liberty to slavery. And Americans, of all people, should not be surprised or embarrassed when our deepest beliefs turn out to be true. …

Other critics of the democracy agenda—what might be called hard realists—think democracy in the Middle East may be possible, but it is not desirable because elections are likely to bring anti-American radicals like Hamas to power. …

But it is something else to claim that democracy itself is a threat in the Middle East because dictatorships are more stable. This duplicates the argument of the dictators themselves: it is us or the Islamists … the junta or the jihad. But the choice is false. Political oppression in nations like Egypt has increased the standing and appeal of radicals and forced all opposition into the mosque, while state media continues to provide a steady supply of anti-Semitism and anti-Americanism. The real choice to be made in the Middle East is between radicals and democrats; both groups have been emboldened by the events of the last five years. We may have limited time to take the side of democratic forces—not merely as an act of altruism, but as an act of self-defense. …