I slutningen af januar kom IMF med den seneste ”economic outlook”, hvor man (igen) havde opjusteret den globale vækst i 2021, mens tabet i 2020 fik (endnu) et nyk nedad. Der er naturligvis stor usikkerhed omkring estimaterne, og væsentligt større end normen. Helt afgørende bliver udrulning af vacciner og betydningen af nye varianter, givet at det må forventes at have stor betydning for de politiske tiltag (hvor meget og hvor hurtig man åbner de afgørende økonomier op igen).
Efter seneste revidering forventer det globale (real) BNP at vokse med 5,5 procent i 2021, efter et fald på 3,5 procent ( i sig selv et næsten 1 procent mindre fald end man tidligere forventede) i 2020. Som det fremgår af figuren ovenfor, dækker dette dog over store forskelle.
Af Christian Bjørnskov, den 23. maj 2019. Skriv et svar
Forleden
så jeg tilfældigt på Twitter, at økonomen Stephen Knack var død. Vi har over
årene skrevet om store økonomer som James Buchanan, Gary Becker og Elinor
Ostrom, når de gik bort. Steve var måske ikke i liga med disse Nobelprismodtagere,
men var måske den mest indflydelsesrige økonom, jeg personligt har kendt. Hans
død kom derfor som et chok, ikke mindst fordi han udover at være en formidabel
økonom, også var et rart, venligt og meget hjælpsomt menneske.
Steve
var ansat i Verdensbanken de sidste 20 år, de seneste år som Lead Economist i
bankens meget vigtige Development Research Group. Han var uddannet PhD i
nationaløkonomi fra University of Maryland i 1991, hvor han startede sin
karriere som Research Associate ved det dengang indflydelsesrige IRIS Center. Steve
fortsatte som Assistant Professor på American University, før han valgte et job
i Verdensbanken.
Steves
måske stolteste øjeblik kom, da han sammen med Philip Keefer skrev ”Does Social
Capital Have an Economic Pay-Off?” Artiklen, der
udkom i 1997 i det ekstremt prestigiøse Quarterly
Journal of Economics, dokumenterede for første gang en sammenhæng mellem
social tillid og langsigtet økonomisk vækst. Sammenhængen er efterfølgende
blevet bekræftet i adskillige artikler, ligesom en lang række studier har
undersøgt de mange teoretiske idéer, Steve foreslog sammen med Phil Keefer i
1997. Studiet, der i dag kan kendes af de fleste i den del af forskningen som
”Knack og Keefer 97”, var forbløffende rigt på præcist formulerede idéer.
Det
er også den artikel, der har påvirket mig suverænt mest som forsker. Jeg er
næppe den eneste, da Steve og Phils artikel per dags dato er citeret 8870 gange
ifølge Google Scholar. Men pudsigt nok er det ikke hans mest citerede. To år
tidligere udkom ”Institutions and
economic performance: cross‐country tests using alternative institutional
measures” i Economics
& Politics. Artiklen, der var blandt de første til at etablere den nu
velkendte forbindelse mellem gode retslige institutioner og økonomisk vækst,
var også skrevet sammen med Phil Keefer, og er til dato citeret 9163 gange.
Steve
hvilede dog ikke på laurbærrene, og bidrog over årene både til forskningen i
social kapital, men også i væsentlig grad til vores viden om ulandsbistand. Som
flere af de kommentarer, der kom forleden dag på Twitter, også understreger,
var han en ydmyg gigant i institutional economics, som for alvor prægede
forskningen. Men Steve var ikke uden humor. Jeg mødte ham adskillige gange over
årene, og havde endda fornøjelsen at møde hans da 14-årige datter, som han
havde taget med til Firenze for en bunke af de Frequent Flyer Miles, han
akkumulerede hos United. Mødet, der tegner Steve bedst, var dog til en
konference i Georgetown, hvor han kom hen, sagde Hi Christian. Efter vi kort
havde snakket om, hvordan det gik og hvilken forskning vi havde gang i, smilede
Steve lidt skævt og sagde ”By the way, congratulations on the paper in the
Journal of Law and Economics.” Da jeg grinende fortalte ham, at det var mere
end jeg vidste, sagde han bare ”You will.” To dage senere kom den officielle
besked fra redaktøren, men da vidste jeg allerede, at Steve havde været
fagfællebedømmer på papiret. Det var den fineste måde at give et mentalt klap
på skulderen, og meget karakteristisk for en dybt menneskelig intellektuel
gigant.
For nylig udsendte Verdensbanken deres årlige “Doing Business” rapport. Heraf fremgår det, at Danmark fortsat ligger i toppen, når det kommer til at være simpelt at starte og drive virksomhed. Ifølge Verdensbanken overgås vi kun af Singapore, Hong Kong, New Zealand og USA. Dermed er vi det land i Europa, som scorer højest.
Det fik desværre danske medier og ikke mindst en række politikere på venstrefløjen til at fremstille det, som om Danmark er det land i Europa, hvor det er “bedst” at drive virksomhed. Det er desværre ikke tilfældet. For grundlæggende beskæftiger rapporten sig slet ikke med at hvorvidt man kan tjene penge på at drive virksomhed i de enkelte lande.
Det skal dog medtages, at mens Danmarks Radio og Udenrigsministeriet fejlagtigt har omtalt rapporten under overskriften “Danmark er det bedste sted i Europa at drive virksomhed”, var Berlingske Tidende tættere på sandheden, når man skrev historien under overskriften, “Danmark er Europas letteste at drive forretning i” – altså bortset lige fra det lille – om end ikke helt ubetydelige – faktum, at man har svært ved at tjene penge på det.
Danmark det land i hele Europa, der giver de bedste betingelser for at starte og drive virksomhed,
og fremhæver, at
vi er ikke bare godt med i forhold til de europæiske lande. Vi indtager faktisk en flot femteplads på listen, ud af de 189 lande, som indgår i rapporten.
så bruger han rapporten på en måde, der ikke er indholdsmæssigt belæg for i selve rapporten.
Nej, Danmark er langt fra et land, som giver de bedste betingelser for at drive virksomhed. Det kunne være det, men det er en anden sag.
Nu vil en del måske mene, at det bare er den sædvanlige snak fra venstrefløjen. Det er det ikke. Man behøver blot at tænke tilbage til VK-dagene, hvor Christian Hjort hyldede vores høje skattetryk og statsminister Anders Fogh afviste eksistensen af dynamiske effekter, når man sænkede skatter og afgifter.
Lav skat alene gør det ikke, men det hjælper.
Med udgangspunkt i rapporten er Jonas Dahl naturligvis ikke sen til at påpege, at
virkeligheden er slet ikke så sort-hvid, som flere i blå blok gerne vil have den til at fremstå. Virksomhedernes muligheder og lyst til at blive eller opstarte i Danmark afhænger af langt mere, end blot hvor meget de skal betale i skat.
Bortset fra at der næppe er nogen i “blå blok”, der vil påstå at lav skat kan kompensere for alt, så har Jonas Dahl naturligvis ret i, at der er mere på spil end blot skatter og afgifter. Men han overser behændigt, at alt andet lige, så er lavere skatter bedre end høje skatter.
Rapporten kan højst bruges til at forklare, hvorfor det ikke står værre til i Danmark, på trods af høje skatter og afgifter.
For naturligvis har det betydning, at vilkårene for f.eks. registrering, minimumskrav til startkapital, ventetider på svar på godkendelser osv. er bedre her i landet end i andre dele af verden. Det kan nemlig alt sammen omregnes til omkostninger i kroner og ører for den enkelte virksomhed. Set fra virksomhedens side er det jo irrelevant hvorfra omkostningerne stammer. Et besværligt bureaukrati, indviklet lovgivning og langsommelige arbejdsgange kan jo alle omregnes til omkostninger i kroner og ører for den enkelte virksomhed.
Alt andet lige, jo lavere omkostninger man pålægger den enkelte virksomhed gennem regulering og bureaukrati mv., jo højere skat kan man tillade sig at opkræve og jo højere lønomkostninger kan virksomhederne bære.
Men det betyder naturligvis også omvendt, at lav skat og lave lønninger kan kompensere for bureaukrati, tåbelige regler og langsommelige arbejdsgange.
Danmarks fine placering understreger behovet for at skatter og afgifter sænkes.
Som det fremgår af nedenstående graf, hentet fra DI’s rapport om tilstrømningen, eller rettere manglen på samme, af udenlandske investeringer, står det rigtigt skidt til med dansk økonomi.
Det kan jo undre, når vi nu er “det bedste sted i Europa at drive forretning”, som udenrigsministeriet stolt skriver. Forklaringen er selvfølgelig, at det er for dyrt at drive virksomhed her i landet. Med andre ord – Vi er ikke konkurrencedygtige.
Og når vi nu scorer så højt på rekruttering, finansieringsmuligheder, bureaukrati osv. kan det ikke bruges til at affærdige betydningen af skatter og afgifter – Tværtimod. Hvis man har optimeret på alle andre betydende parametre – og en samlet femteplads tyder jo på det, indebærer det tværtimod, at det er helt afgørende at få sænket skatter og afgifter. Altså stort set det modsatte af, hvad venstrefløjen gerne vil bilde os ind.
