Jeg har indtil videre stort set afholdt mig fra at kommentere hele den dag for dag stadigt mere bizarre historie om Jyllands-Posten og … de dersens tegninger, I ved.  Ikke fordi lysten har manglet, men nok dels fordi hvis jeg vitterligt havde skrevet, hvad jeg havde på hjerte i den sag, så ville jeg let komme til at lyde som én, jeg egentlig ikke ville lyde som …  Så er jeg en forskræmt intellektuel?  Måske.

Så er det godt, at der er andre, der kan og vil.  Én af dem er min tidligere kollega fra Statskundskab på Aarhus Universitet, professor Mehdi Mozzafari, som er specialist i politiske forhold i Mellemøsten, et ualmindeligt sympatisk menneske og så en af den type forskere, der faktisk bruges for lidt af medierne i.f.t. vedkommendes evner.  (Ingen andre nævnt eller glemt.)  Mozzafari, der selv personligt har oplevet radikale islamister up-close-and-personal, havde forleden et–synes jeg–virkeligt godt læserbrev i Berlingske, og selvom jeg tvivler noget på, at han er en læser af denne blog, håber jeg, at han vil synes, at det er acceptabelt, at jeg citerer in extenso:

“De mennesker, der har skuffet mig mest i denne polemik, er hverken Islamisk Trossamfund eller den nervøse Arla- direktion. Det er de tavse danske intellektuelle. Nogle få har reageret, men med en kritik af detaljer i regeringens håndtering af sagen. Det er bare slet ikke dér, den virkelige udfordring ligger. Om statsministeren havde accepteret et møde med 11 ambassadører eller ej, det havde ikke ændret noget i forhold til sagens kerne. Vi har at gøre med organisationer, hvis mål ligger langt ud over at opnå en undskyldning. Tegningerne i Jyllands-Posten er kun en etape, et påskud blandt mange andre mulige til at teste et europæisk demokratis modstandskraft over for despoter og religiøs censur. Det eneste, vi ville få ud af at bakke ud nu, er at opmuntre nye krav fra mennesker, der ønsker at forvanske demokratiets spilleregler. Og det er ikke kun danskerne, som vil være ofre, hvis man giver efter, men også danske virksomheders kunder i den muslimske verden. Hvordan kan det være, at danske virksomheder i dag kan tilbyde saudi-araberne de bedste produkter til den bedste pris? Fordi danskerne engang gjorde op med de eksisterende autoriteter, afskaffede feudalsamfundet, stiftede andelsbevægelser og opmuntrede den frie forskning. Den slags fremskridt kan man kun gennemføre, hvis man har absolut frihed til at forholde sig kritisk, eventuelt ironisk, til de eksisterende politiske og religiøse autoriteter. Hvis saudi-araberne vil have en fremtid, når olien engang slipper op, så må de lære af den danske tradition for at sætte spørgsmålstegn ved autoriteterne. I deres blindhed anstrenger de sig i stedet for at svække det fundament, som har gjort det muligt at udvikle det frie danske samfund, og altså også udvikle produkter til glæde for den muslimske forbruger. Ytringsfriheden hører til blandt de værdier, som er usynlige, men som er forudsætningen for at kunne udvikle de synlige materielle værdier. Danskerne vil bære den første pind til deres egen økonomiske ligkiste, hvis de begynder at sælge ud af de usynlige værdier, som er med til at sikre, at de kan klare sig så flot på det internationale marked.

Jeg har selv i Iran prøvet, hvad det vil sige at leve i et samfund uden ytringsfrihed. Og jeg har fra mit tilflugtssted i Danmark observeret, hvordan præstestyret har kørt den iranske økonomi i sænk, selv om landet bugner med rigdomme. Jeg er ikke tvivl om, at sagen om Muhammed-tegningerne kun er en etape ud af mange. Derfor kan vi lige så godt reagere fremsynet med det samme og signalere klart, at man ikke gennem økonomiske sanktioner kan gennemtvinge religiøst betingede begrænsninger af ytringsfriheden. Muslimske borgere her i landet kan være med til at bløde fronterne op over for den muslimske verden og forklare, hvorfor ytringsfrihed er et vigtigt element, når man skal sikre et samfunds velstand.”