I stedet for en nekrolog

Der var engang … og det var en kold, mørk og våd nat.  Sådan primo 1980erne eller deromkring, sikkert en fredag eller lørdag.  Jeg var teenager og “i byen” med nogle af mine venner, i Odenses natteliv–—så beskedent som det nu var—–og af mangel på bedre tumlede vi ind på “Café Biografen” på Brandts Klædefabrik.  En café, der—–sådan da–—var en lidt hyggelig provinsiel blanding af Vester Vov Vov og Huset i Magstræde.  Og hvad deraf følger, på godt og ondt.

Vi forlod hurtigt stedet igen.  Lidt forargede og let grinende.

For selvom vi befandt os i primo-80erne, var aftenens underholdning endnu mere medio-70er politisk korrekt end sædvanligt: Det var den lokale afdeling af det diminutive Danmarks Kommunistiske Parti/Marxister-Leninister (DKP/ML), som holdt åben fest på caféen, og til lejligheden havde de importeret et orkester helt fra København, som spillede en for min og mine venners smag ikke specielt interessant blanding af venstrefløjsrock og folkemusik.  Og det første jeg hørte, da jeg trådte ind—–udover den markante sangerinde–var, at en fra bandet talte om, at man på denne aften hyldede det socialistiske Albanien i anledning af Stalins fødselsdag.

Say what?

Vores forargelse var primært over, at nogen vitterlig ville fejre massemorderen Stalin, sådan en 30 års tid efter hans død.  Nå ja, og så måske også, at nogen seriøst kunne foretrække den slags musik frem for Yazoo, Depeche Mode, New Order, Human League, Spandau Ballet, o.s.v.  Helt ærligt! Skulle man endelig lytte til venstreorienteret musik, kunne det da i det mindste være The Jam, The Clash eller Heaven 17.

Nå, men den slags faldt altså ikke i beton-stalinisternes smag, og DKP/ML havde netop en af deres bastioner i netop Odense.  Af de få hundrede stemmer, som partiet ved et par folketingsvalg i 1980erne høstede, faldt en del i Odense, hvor partiet havde et par relativt pæne lokaler–—givetvis betalt af de samme generøse albanske statstilskud, som finansierede “Dagbladet Arbejderen”.  Og ML’erne var synlige i Odense—, på den ene og anden måde.  I 1982 overfaldt de med vold de lokale KU’ere, da disse delte pjecer ud på gågaden, og da politiet ankom, mødte ML’erne dem med råb om “fascisme” …  Kort efter blev en KU’er forfulgt på cykel det halve Odense igennem og truet med bank, hvis han nogensinde igen kom i nærheden af ML’ernes hovedkvarter.  Det var omtrent på dette tidspunkt, at det lille partis store rorgænger, generalsekretær Klaus Riis*, gjorde sig herostratisk bemærket, da han for åben mikrofon og DRTV-kamera fortalte, at man i partiet forberedte sig på den væbnede revolution, men at dette sandelig også var nødvendigt, fordi Mærsk og Simon Spies byggede koncentrationslejre, hvori de ville internere arbejderklassen.

Man mente det skam ganske alvorligt.  I 1982 vedtog det lille parti programmet “For et socialistisk Danmark under proletariatets diktatur”, hvori man hyldede “Albanien, verdens eneste socialistiske land”, og dets leder “den fremragende marxist-leninist Enver Hoxha”, —ligesom man gjorde dagligt i Dagbladet Arbejderen, hvis “hoved” på det tidspunkt indeholdt profilerne af Marx, Lenin og Stalin. Ifølge partiprogrammet var det i Danmark anno 1982 tilfældet, at “hele den objektive situation [er] moden til gennemførelse af lige præcis den voldelige socialistiske revolution og ikke nogensomhelst anden type ‘revolution’ eller ‘revolutionære reformer’ osv., som revisionisterne fabler om”. I partiets historieudlægning gik det grundlæggende godt i Sovjet indtil Stalins død; senere solgte man ud dér, ligesom man gjorde hos “revisionisterne” i resten af Østblokken, Jugoslavien, Cuba, Campuchea, Nordkorea …  Kun i Albanien og (et stykke tid) i Maos Kina havde man fat i den lange ende.  Så alle DKP/ML publikationer og møder var fyldt med endeløse lovprisninger af Albanien–som til det sidste var Europas største massefængsel, et forarmet og tyrannisk regime, der sank ned i en stadigt større tragedie.

Jo, ML’erne var … farverige.  Så farverige, at de gav det at være sekterisk og fanatisk et dårligt image.  De kunne sågar give Lyndon B. LaRouches “Schiller Institut” eller Danmarks Humanistiske Parti god konkurrence om, hvem der var landets dengang mærkeligste politiske bevægelse. Selv de rigtige DKP’ere syntes, at ML’erne var lidt … “gakkede”, som min ungkommunistiske skolekammerat Ole (kendt i Odense som “Komm’ole”) vist engang betegnede dem overfor mig.**

Nå, hvorfor nu hele denne tur “down memory lane”?

Jo, naturligvis for lige at sætte det hele lidt i relief m.h.t., hvad det egentlig var, der udgjorde det politiske udgangspunkt for komponisten Thomas Koppel, der døde forleden.  For det var naturligvis ham og “Savage Rose”, vi hørte hylde Albanien og Stalin dengang på Café Biografen.

Og søndagens TV og mandagens aviser var fyldt med lange lovprisninger til den store og politisk bevidste komponist, men ingen af journalisterne var tilsyneladende med dengang på Café Biografen–—eller også ville de helst glemme, at de havde været det.  Ingen nævnte nemlig med et ord, at Koppel & frue i årevis var stalinistiske hard-liners, som aktivt hyldede og støttede Europas sidste diktatur, selv efter 1989.  End ikke noget så faktuelt som, at Koppel var medstifter af DKP/ML og opstillet som folketingskandidat, eller at partiet betalte tilbage ved at udgive gruppens plader på det lille partis endnu mindre pladeforlag.

Koppel lagde ellers ikke fingrene imellem.  Han var blandt dem, der eksplicit udtalte sin støtte til Pernille Rosenkrantz-Theil og de to, der overfaldt Anders Fogh Rasmussen og Per Stig Møller: “Derfor skal du skal ikke være flov. Der er ikke de to unge eller dig, der er kriminelle her. … Så – ryst ikke på hånden. Støt de to aktivister.”  Og Savage Rose støttede direkte terrororganisationen PLO.  Koppel fordømte de danske Muhammed-tegninger, men modsatte sig en offentlig fordømmelse af kommunismens forbrydelser.  Og Koppel & frue var såmænd klarsynede nok m.h.t. Sovjet-blokkens fald, om end fra en lidt uortodoks vinkel:

“Kommunismens fald i Østeuropa anfægter ikke Savage Rose: – Vi har i årevis gået og ventet på det, der sker i Østeuropa. I Sovjetunionen fik socialismen sit store sår i 1956-61, da bureaukratiet overtog magten og skabte sit eget lukkede system.” (“De vilde roser er stadig røde”, Politiken 5.VIII.1990)

Ja—–de skulle nok have holdt Onkel Joe i live i nogle år endnu …

Dybden i Koppels politiske tænkning fremgår med al tydelighed af denne kommentar til kulturkanonen:

“Brian og kompagni er i færd med at prøve at bortlede opmærksomheden fra, at de overhovedet ingen kultur har. Anders Foghs operahelte hos A. P. Møller fragter Donald “Duck” Rumsfelds kanoner og papkalkuner ud til en fup-krig mod et fremmed folk, der var så uheldige at bo oven på et oliefelt … Efter Fogh-regeringens hærgen ses Danmark rundt om i verden ikke længere som en kulturnation, men som en krakelerende fup-præsidents ikke særlig vellugtende kattebakke. Jeg længes efter det rigtige Danmark, der dufter af verdens rødeste jordbær og folkelig, frygtløs, livsnær inspiration. Det Danmark, der er H. C. Andersen, Jeppe Aakjær og Carl Nielsen værdigt.”

Og man kunne så have tilføjet: Og Lenin, Stalin og Hoxha.

Nuvel, Koppel skulle selvfølgelig have ret til at nyde den frihed, som hans kammerater nægtede andre—–om end det da ikke skete uden konsekvenser for andre.  Den senere statsministerielle spin-doktor, Michael Kristiansen, skrev som ung journalist på Weekendavisen artiklen “Et land i Europa” (13.IX.1991).  Heri beskrev han Albaniens fattigdom og tyranni—–og føjede en anekdote til:

“Men der var nogen, der elskede det gamle stalinistiske system. Ud over de priviligerede kadrer for eksempel de danske revolutionære marxister-leninister. Og det bliver man gjort opmærksom på dagligt af politikere og embedsmænd og taxichauffører. Med Annisette og Thomas Koppel i front var de de eneste, der fik mulighed for at besøge et ellers totalt isoleret Albanien, og de priste den virkeliggjorte marxisme i høje toner. En aften på Hotel Tiranas balkon slår udenrigsministeriets talsmand, Fatmir Ohnoj, mig på skuldrene og siger ligeud: »Vi har haft det svært med danskerne, de var simpelt hen de værste. De kom i gamle busser, krævede at se arbejderklasse-kontrol, sang slagsange dagen lang og krævede alt. Jeg måtte guide dem rundt og høre på al deres ævl, og de kaldte mig en klassefjende, fordi jeg ikke var medlem af partiet. De kommer heldigvis ikke mere, og skulle de komme, skal jeg sørge for, at de kommer til at betale for deres udnyttelse af mit folks trængsler og pinsler.« Man lusker hjem til sit hotelværelse, kigger på solen, der går ned over Dajti-bjergene, moskeen, der er fyldt med mennesker, afslår tigger-børnene, smiler til de mange albanere, der vinker til én fra Skanderbergpladsen, og håber det bedste for dette lille land, der endelig er sluppet ud af marxismens mærkværdige eksperimenter.”

Men disse aspekter blev generelt udeladt af de hyldende nekrologer.  Men hvad skrev aviserne i stedet?  Stort set alle artikler, der kan graves frem på Infomedia, betegner Koppel som “kompromisløs”–—det lyder da også pænere end “fanatisk”, “sekterisk”, “ekstremistisk” …

Politiken havde nekrologen “Den kompromisløse komponist”, hvori det om Koppels politik blot hed, at denne “enestående” og “afholdte” komponist, som lavede “politisk bevidst” musik, og at han “ikke [gik] på kompromis med hverken sine kunstneriske ambitioner eller sine personlige holdninger for at blive populær”.  Politikens nekrolog omtaler videre blot “det socialistiske, samfundsmæssige engagement”, og at han og fruen p.t. var “optaget af at skabe en ny græsrodsbevægelse”.  Den eneste yderligere antydning i nekrologen var, at Koppel var med i et “yderligtgående venstreorienterede parti”, DKP/ML, og at gruppen turnerede “i Albanien, hvis kommunistiske regering de sympatiserede med.”

I en nekrolog i Berlingske Tidende, der er trykt stort set hele vejen rundt i provinsaviserne, står der endnu mindre af den slags: Ikke et ord om støtten til diktaturer og PLO, om folketingskandidatur og medstifterrolle i DKP/ML.  Her hedder det blot: “Sidste del af 70erne og hele vejen op gennem 80erne viede Thomas og Annisette deres engagement og musik til politiske manifestationer, støttefester, arrangementer og demonstrationer – alt sammen i kampen for en bedre verden.”

Flere aviser nævnte derimod–—vistnok uden at bemærke komikke–n—at mens Koppel uden held havde frabedt sig at få sit arbejde med i kulturkanonen, protesterede han ikke, da han til gengæld i 1998 via finansloven opnåede Statens Kunstfonds livsvarige kunstnerydelse.

Hvordan kan det være, at når en fanatisk venstreorienteret diktatur-apologet skal omtales, så er det altid som “kompromisløs” og “idealistisk” i kampen for “retfærdighed” og “en bedre verden”?  Kunne man tænke sig en lignende behandling af politisk anderledes tænkende? Findes der mon noget mere illustrativt for journalistisk dobbeltmoral og for holdningen om, at hvis målet er det tilpas rigtige, så helliger det ethvert middel?

 

* Selvsamme Klaus Riis (der selv blev udrenset af DKP/ML, fordi han var for yderligtgående–i modsætning til resten?–og nu er med i Arbejderpartiet Kommunisterne) har for relativt nyligt skrevet denne hyldest til nærværende posts objekt.

** Jeg husker ikke, om det også var Komm’ole eller en af mine andre venner i Odenses politiske miljø, der fortalte mig historien om ML’eren, der ikke kunne komme i partiets hierarki, fordi han havde for tykke hinkestens-briller.  De gjorde ham nemlig ukampdygtig …!

18 Kommentarer

  1. Fred være med KoppelOg mange tak for et interessant indlæg!

  2. Arrh, hvorfor nu så smålig? Stalin var måske ikke helt fin i kanten, men Kobbel har dog trods alt ikke gjort noget rigtig slemt – i stil med Jørgen Leth, f.eks.!

  3. Jeg husker tydeligt Klaus Riis’s revolutions-stunt for åben mikrofon. Det var Mette Fugl der interviewede ham efter et landsmøde. Mette Fugl kom med en – troede hun – morsom bemærkning om revolutionsforberedelse, hvortil Klaus Riis i ramme alvor replicerede: “nej, vi har endnu ikke begyndt indkøbene af våben men det kommer…..”.Men iøvrigt, du har ret med hensyn til danske avisers berøringsangst og dobbeltmoral når det kommer til omtale af ekstreme venstreorienterede. Kan man forestille sig Johnny fra Greve omtalt i en nekrolog i Politiken som “Kompromisløs”, eller bare Mogens Camre for den sags skyld !!

  4. Jacob Christensen

    28. februar 2006 at 09:49

    Røde Mor var helt klart sjovere dengang. Men de var selvfølgelig også DKP’ere.Jeg mindes forresten stadig en reportage på DR (joda: DR og såmænd også P1) fra før 1989 om en flok DKP/ML’ere på besøg i Albanien. Jeg har glemt hvem journalisten var, men han fik i al fald formidlet danskernes benovelse over all things Hoxha og fremstillede besøget som en slags absurd teater – hvad det jo også var.Mht. Albanien som tema i kunst kom jeg i tanke om, at den italienske instruktør Gianni Amelio i 1994 lavede filmen “Lamerica”, som handler om et par italienske fidusmagere, der tager til Albanien for at starte en fabrik (ikke for at producere noget, men for at malke en eller anden støtteordning).Det går ikke som forventet og den ene af svindlerne bliver sendt på en rejse gennem et meget, meget fattigt Albanien, hvis indbyggere kun har én drøm: At komme væk.

  5. Tja – den slags har man vist ikke genset i de nekrologer der er blevet bragt i de danske medier. Fred være Thomas Koppel og hans familie…BT – familieavisen – har i årevis stillet sider til rådighed for Savage Rose’ mere eller mindre begavede kommentarer til dette eller hint.Jeg har heller ikke set malingekasteren Lars Grenaas baggrund. Han kommer fra udbryderpartiet Arbejderpartiet Kommunisternes ( http://www.apk2000.dk/netavisen/ ) der er endnu længere ude end ‘revisionisterne’ DKP/ML.Sådan kan familieidylen bevares.

  6. Jeg husker også at Klaus Riis, i et valgprogram (ja, DKP M/L har stillet op til folketingsvalg), sagde at det var på tide at bønderne rejste sig mod godsejerne! Det er hvad jeg kalder tidssvarende klasseanalyse!I øvrigt skiftede partiet orientering omkring 1991, og i dag anser de Nordkorea og Cuba for at være socialistiske lande.

  7. Til “Publikum”: Godt set … Den er nu tilføjet.

  8. Klaus Riis er vanvittig, men hvor er noten, som stjernen henviser til? Eller misforstår jeg noget?

  9. Vanæredet være hans ubehagelige minde!

  10. Nogen gange skal man tillade sig at være ligeglad, bare slappe af og nyde det, og måske omformulere Mao lidtjeg er ligeglad om komponisten er sort eller rød bare musikken er godTak for musikken til thomas Koppel og en venlig tanke til Anisette som nu har mistet en hun holdt af

  11. En af mine gymnasiekammeraters storesøster var på den første af de omtalte busture til Albanien – med formand Amdis rejsende højskole, no less!Da bussen kom til den albanske grænse, blev den afvist, fordi passagererne så så lurvede ud. De måtte vende om til næste jugoslaviske by og gennemgå en større makeover, før de blev sluppet ind: Mændene skulle klippes, barberes og iføres jakke og slips. Og kvinderne skulle have kjole på.Hæ, hæ, hæ!

  12. Franz Krejbjerg

    5. marts 2006 at 02:15

    Reaktionær møgspredningSom rabiat tilhænger af markeds-diktaturet fyrer Peter Kurrild-Klitgaard (i tilsviningen af afdøde Thomas Koppel en hel stribe løgne af. Essensen af dem er fremført af Kurrild-Klitgaards bonkammerat Mikael Jalving i Berlingske Tidende.Thomas Koppel var ikke ’medstifter af DKP/ML’, men sluttede sig til partiet senere.Han har aldrig været folketingskandidat.PLO er internationalt anerkendt som palæstinensernes repræsentant og har aldrig været opført på hverken USA’s eller EU’s såkaldte terrorlister.DKP/ML og Dagbladet Arbejderen modtog aldrig en rød øre fra Albanien. Efter kontrarevolutionen i 1991 forsøgte de nye magthavere at bilde verden ind, at Albaniens Arbejdets Parti havde finansieret en hel stribe partier verden over, indbefattet DKP/ML. Det blev hurtigt dementeret, og i den stribe af skueprocesser mod tidligere ledende kommunister, som fandt sted, blev denne anklage aldrig rejst.Savage Roses centrale dansksprogede plader, som udkom på Nexø Forlag, var hverken direkte eller indirekte finansieret af andre end deres fans. DKP/ML betalte ikke Savage Rose tilbage for noget ved at udgive pladerne i vort lille land, hvor ytringsfriheden også dengang havde trange kår. Nu er man gået over til at kaste den i fængsel – som bl.a. dommen over Frank Grevil viser.Det må være nok om det faktuelle. Lige så underlødigt er resten af Kurrild-Klitgaards møgsprederi, de personlige anekdoter indbefattet, gravet frem fra hade-kabinettet.Klaus Riis var formand for DKP/ML fra partistiftelsen i 1978 indtil 1997. Hans løst gengivne bemærkninger om Spies, Mærsk og kz-lejre var fremsynede. I dag kender alle navnet Guantanamo og det amerikanske kz-netværk kloden over, og alle kender Mærsks og A.P.Møllers nære samarbejde med amerikansk militær. For længst afdøde Simon Spies støttede som bekendt Glistrup i hans reaktionære felttog mod arbejderklassen og alt progressivt, som trækker sine spor frem til mafiaen af danske neo-conmænd og Guantanamo-støtter af i dag.Og apropos fremsynethed: Efter Berlin-murens fald holdt Thomas Koppel ikke sit syn tilbage på den falske sang om fred og frihed, som ledsager markedsdiktaturet. Han skrev f.eks. sangen ’Lille Soldat’Hvor trommen slår for frihedstår pengemænd paratRådne mure faldermen løgnene består …Det’ de stores sang om frihedden gamle melodiDet ny europas hymneer de små soldaters skrigKort efter – mens sangen om evig fred, frihed og fremgang endnu fyldte medie-æteren – genlød Balkan af skrig i de første krige på vort kontinent siden verdenskrig 2. Derpå fulgte den første Golf-krig. Det var ’den gamle melodi’: Krig, aggression, udplyndring af folkene.Thomas Koppel har næppe kendt til Kurrild-Klitgaards eksistens – men han kendte stanken fra svinehundene, og gjorde sit til at muge ud …

  13. tsk tsk. typisk at stave lyndon h.larouche forkert. Og det må siges at schiller instituttet er det eneste parti i dk der ikke er et levende fossil, dkp m/l har du korrekt placeret men højrefløjens knæfald for a. smiths dogmer er lige så tågede som f.eks. stalins politik og mindst lige så destruktiv. Hvis man læser marx vil man komparativt med hailyburyskolen økonomiske teorier kunne se at de på afgørende punkter ligger tæt op af hinanden. Marx Lenin og Stalin er ikke andet end en flok plagiater af smith og venner.

  14. Jeg har først lige nu–da Janus Kramer postede på siden–opdaget, at Franz Krejbjerg havde efterladt en post tidligere på året, så derfor først et “svar” nu.Lad mig indledningsvis sige, at jeg er dybt smigret over at blive angrebet af folk, der tilsyneladende sympatiserer med APK/DKPML og Schiller Instituttet/Larouche. Så må man da have fat i noget rigtigt!Lad mig dernæst sige, at det mest interessante ved Krejbjergs kommentar, er alle de ting, han _ikke_ afviser …@Krejbjerg:”Som rabiat tilhænger af markeds-diktaturet fyrer Peter Kurrild-Klitgaard (i tilsviningen af afdøde Thomas Koppel en hel stribe løgne af.” En løgn er vistnok normalt forstået som en bevidst misrepræsentation af sandheden–det tror jeg ikke, at jeg er skyldig i her.Krejbjerg: “Thomas Koppel var ikke ’medstifter af DKP/ML’, men sluttede sig til partiet senere.”Ved flere lejligheder blev parret præsenteret som havende været med i partiet “fra begyndelsen”. Det er muligt, at det har ledt mig til at antage, at de var medstiftere–og at dette er ukorrekt. Men lad os så ihvertfald sige, at de var med “næsten helt fra begyndelsen”?Krejbjerg: “Han har aldrig været folketingskandidat.”Det er muligt, at han ikke opstillede for DKP/ML formelt, men han var med i den gruppe fra dette parti, som gik med da man forsøgte at samle de forskellige ekstreme dele af venstrefløjen i Enhedslisten, og ifølge aviserne var han blandt de kandidater, der blev opstillet på Enhedslistens første liste af spidskandidater til Folketinget (Ritzaus Bureau & Berlingske Tidende 4. november 1991, 1.sektion, side 2).Krejbjerg: “PLO er internationalt anerkendt som palæstinensernes repræsentant og har aldrig været opført på hverken USA’s eller EU’s såkaldte terrorlister.”So what?Krejbjerg: “DKP/ML og Dagbladet Arbejderen modtog aldrig en rød øre fra Albanien.”Så siger vi det …Krejbjerg: “Efter kontrarevolutionen i 1991 …”Vent lige lidt–jeg skal lige grine færdigt …Krejbjerg: “… forsøgte de nye magthavere at bilde verden ind, at Albaniens Arbejdets Parti havde finansieret en hel stribe partier verden over, indbefattet DKP/ML. Det blev hurtigt dementeret, og i den stribe af skueprocesser mod tidligere ledende kommunister, som fandt sted, blev denne anklage aldrig rejst.Savage Roses centrale dansksprogede plader, som udkom på Nexø Forlag, var hverken direkte eller indirekte finansieret af andre end deres fans.”Heller ikke en vis fagforening …? Krejbjerg: “Klaus Riis var formand for DKP/ML fra partistiftelsen i 1978 indtil 1997. Hans løst gengivne bemærkninger om Spies, Mærsk og kz-lejre var fremsynede. I dag kender alle navnet Guantanamo og det amerikanske kz-netværk kloden over, og alle kender Mærsks og A.P.Møllers nære samarbejde med amerikansk militær.”Øhhhh … Ok, så lad mig lige være sikker på, at jeg har forstået det ret: Hvis Riis’ udtalelser var “fremsynede”, må det vel betyde, at Spies, Mærsk m.fl. opretterede kz-lejre for at internere arbejderne … Hvad er der af beviser herfor?Krejbjerg: “For længst afdøde Simon Spies støttede som bekendt Glistrup i hans reaktionære felttog mod arbejderklassen og alt progressivt, som trækker sine spor frem til mafiaen af danske neo-conmænd og Guantanamo-støtter af i dag.”Så er det man pludseligt forstår lighedspunkterne mellem DKP/ML’erne og Larouchisterne …Krejbjerg: “Og apropos fremsynethed: Efter Berlin-murens fald holdt Thomas Koppel ikke sit syn tilbage på den falske sang om fred og frihed, som ledsager markedsdiktaturet.”Nu da Krejbjerg taler så beundrende om fremsynethed, gad da så iøvrigt vide, om denne Franz Krejbjerg er identisk med den af samme navn, som 28.IV.1994 i Politiken “fremsynet” afviste, at informationsteknologien ville forandre noget som helst:”Computeralderen er efter min mening nået til et punkt, hvor den er stagneret. … De [globale kommunikationsnetværk, som blev til internettet] har efter min bedste overbevisning ikke bidraget mere til ‘revolutionen’ end punkmusik.”Vi lader billedet stå et øjeblik …PS. Hvis jeg var Janus Kramer, ville jeg nok ikke gøre så meget ud af at pointere, hvorvidt der er en enkelt fejlstavning i en andens tekst …

  15. Når jeg kommenterer din fejlstavning er det fordi du ser ud til at referere til Lyndon B. Johnson… jeg går ellers ikke så fandens meget op i hvordan folk kludre i det i weblogs af indlysende årsager.Men du har ellers helt ret i at du her har fat i noget… uheldigt.Liberalisme og Marxisme og deraf afledte -ismer er egentlig ikke store modsætninger, men snare hinandens onde tvillinger og at de stadig den dag i dag promoverer deres respektive ismer må tyde på at vores nuværende politiske kultur med er baseret på masturbation end på reproduktion. Stalins sovjet (og mange andre lande i den sfære) baserede deres økonomiske politik på femårsplaner og liberale er endnu dummere og vil overlade økonomien til den private sektor (en afart af feudalisme). Ingen af parterne laver planer der går 25-50 år frem i tiden, der ville definere en fremtid for deres børn og børnebørn og må siges ikke at være fokuseret på det som økonomi egentlig handler om: hvordan vi sikrer de kommende generationers overlevelse og varige fremgang!Ps. Hvis du tror du har fat I noget, så tag hånden op af underbukserne og vask dine fingre.

  16. Åhhh, hvis vi bare havde flere som Janus Kramer i dansk politik, så behøvede vi ikke alle de realityprogrammer for at få lidt bizart indhold i tv og aviser 🙂

  17. Jeg kan godt se at kommunisterne ville være utilfredse med at Mærsk og Spies skulle bygge koncentrationslejre for arbejderne. For hvor skulle de allesammen være?Næh, de tænkte ikke stort nok! Koncentrationslejre skal være i landestørrelse, som i Cuba, Nordkorea, Albanien osv. SÅ kan de allesammen være der.Næh, som frelst kommunist, så helmer vi ikke før alle er spærret inde. Intet land er for stort til at bygge en mur om.

  18. Meget mildt, godt og nuanceret skrevet. I denne postering får man da først rigtig godt indblik i hvor langt der er til de egentlige totalitære kræfter i det venstreekstreme miljø. Nej hvor er jeg glad for at jeg ikke skal omgås så forbenede stalinister i det politiske miljø den dag i dag.

Skriv et svar

© 2017 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑