Tag: velstand (page 2 of 7)

Danske tilstande

Ofte hører man danske politikere skamrose, hvor godt det går i Danmark, og hævde, at de høje skatter og megen regulering bare er som sød sukker for omverdenen og bestemt ikke skræmmer nogen væk.  Fra tid til anden er der sågar nogle forskere, der hævder det samme–ganske vist uden endnu nogensinde at have fremlagt nogle undersøgelser til støtte for deres påstande.

Denne punditokrat håber, at bare nogle af dem læste onsdagens udgave af International Herald Tribune, der som datter-publikation/international udgave af New York Times næppe kan siges at tilhøre den amerikanske højrefløj.  Her havde man artiklen “High income taxes in Denmark worsen a labor shortage“, som–udover omtalte af Saxo Bank, Ny Alliance og meget andet–indeholdt et portræt af en dansker i udlandet.  en Man skal naturligvis passe på med anekdotiske eksempler og journalistisk behandling af samme–selv man godt kan lide dem–men her er ihvertfald noget at fordøje:

“As a self-employed software engineer, Thomas Sorensen broadcasts his qualifications to potential employers across Europe and the Middle East. But to the ones in his native Denmark, he is simply unavailable.

Settled in Frankfurt, where he handles computer security for a major Swiss corporation, Sorensen, 34, has no plans to return to the days of paying sky-high Danish taxes. Still, an unknowing headhunter does occasionally pass his name to Danish companies.

“When I get an e-mail from them, I either respond negatively but politely,” Sorensen said. “Or I don’t respond at all.”

Born and trained at Denmark’s expense, but working – and paying lower taxes – elsewhere in Europe, Sorensen is the stuff of nightmares for Danish companies and politicians searching for solutions to an increasingly desperate labor shortage.

People like Sorensen, and there are many, epitomize the challenges facing the small Nordic country, long viewed across Europe as an example of how to keep an economy thriving and a society equal.

Young Danes, often schooled abroad and inevitably fluent in English, are primed to quit Denmark for greener pastures. One reason is the income tax rate, which can reach 63 percent.

“Our young people are by nature international,” said Poul Arne Jensen, chief executive of Dantherm, a maker of climate-control technology. “They are used to traveling and have studied abroad.”

“They are no longer ‘Danes’ in that sense – they are global people who have possibilities around the world,” he said.

… [Success] has given rise to an anxious search for talent among Danish companies, and focused attention on émigrés like Sorensen. The Organization for Economic Cooperation and Development, which is based in Paris, projects that Denmark’s growth rate will fall to an annual rate of slightly more than 1 percent for the five years beginning in 2009, reflecting a dwindling supply of a vital input for any economy: labor.

The problem, employers and economists believe, has a lot to do with the 63 percent marginal tax rate paid by top earners in Denmark – a level that hits anyone making more than 360,000 Danish kroner, or about $70,000. That same tax rate underpins such effective income redistribution that Denmark is the most nearly equal society in the world, in that wealth is more evenly spread than anywhere else.

The movement toward lower taxes passed Denmark by, even as it took root in much of Europe.

Small East European countries, notably Estonia and Slovakia, started the trend by imposing low, flax taxes on income and corporate profits about five years ago. Those moves helped prod Austria, and eventually, Germany, to slash high marginal rates as well.

Danish taxes also contrast sharply with those in nearby London, often jokingly referred to among Danes as a Danish town, because so many of them live there. Lower taxes on high earners have been a centerpiece of the policy mix that has fed the rise of London as a global financial center since the 1980s.

But today young Danes can easily choose not to pay for the system’s upkeep, once they have siphoned off what they need. For starters, as citizens of the European Union they are entitled to work in any of the 27 EU countries.

Sorensen, who graduated from business school in Copenhagen, found himself earning the equivalent of more than $100,000 before he was 30 – and paying 63 percent of it in taxes. His work as a computer consultant for Deloitte also took him to Brussels, where he met the Spanish woman he would eventually marry.

But the high taxes, mixed with his wife’s discomfort in Denmark, meant that a job offer in Qatar three years ago was all it took to pry him away from Copenhagen. Now, he is ensconced in Frankfurt, setting up a new business on the side and planning to pay no more than 25 percent of his income to the German state.

“When you are at 63 percent tax, you don’t look forward to the evaluation with the boss to get a raise,” Sorensen said. “You look for more vacation or a training course in the tropics – something that you get the full benefit of.”

There are many more Sorensens out there in a work force that is culled from a country of just 5.5 million people.

The Confederation of Danish Industries estimated in August that the Danish labor force had shrunk by about 19,000 people through the end of 2005, because Danes and others had moved elsewhere. Other studies suggest that about 1,000 people leave the country each year, a figure that masks an outflow of qualified Danes and an inflow of less skilled foreign workers who help, at least partially, to offset the losses.

… “Denmark is a country of consensus,” [Prime Minister Anders Fogh] Rasmussen said recently. “Occasionally that fact tends to lower the speed of reforms, but in exchange we are efficient in our implementation.”

But young Danes may simply move faster.

Sorensen is settling into life in Frankfurt. He recently passed through Copenhagen to discuss a business proposition with a potential partner, but anything they do will be based outside Germany, he said.

His wife recently gave birth to their second daughter, and barely a word of Danish passes Sorensen’s lips when he speaks with his children.

They are growing up with English, an amalgam of the British and American idioms, as their first language, and the world as their horizon.

“If I could,” he said, “I’d have a European passport, not a Danish one.”

Læs den fulde, hele artikel her.  Lad os håbe, at Claus Hjort Frederiksen, Pia Kjærsgaard og Mette Frederiksen har tid og overskud til dét.

Danmarks udvikling – se Penn World Tables 6.2

Så er der grøde i dansk politik igen, og diskussionerne om hvordan Danmark økonomisk skal se ud i fremtiden er så småt begyndt at ulme igen. Dem vil vi gerne bidrage til her på stedet, men for at diskutere det emne, må man have lidt overblik over hvordan udvklingen har set ud – hvordan vi er kommet dertil hvor vi er. Derfor er det værd at bemærke, at siden sidste efterår har den nyeste udgave af the Penn World Tables, med nummeret 6.2, været tilgængelig for alle, kvit og frit og i en rimeligt brugervenlig version.

Men hvad er Penn World Tables (PWT) egentlig? For de uindviede kan betegnelsen PWT selvfølgelig lyde som en sygdom, men det er ’blot’ en af de vigtigste datakilder for moderne, kvantitativ samfundsforskning. PWT omfatter nationalregnskabstal fra 188 lande fra 1950 og op til 2004. For alle datas vedkommende er det særlige ikke blot, at der er så mange, men at alle tal på f.eks. nationalindkomst er såkaldt PPP-korrigerede. Man har samlet en stor ’kurv’ af sammenlignelige varer fra sæbe til boliger i hvert land, og deres priser. På den måde kan man udvikle et prisindeks for hvert land, og dermed tage højde for at priserne er væsentligt højere i Danmark end i USA, hvor de igen er meget højere end i Thailand. Tallene hos PWT tager således højde for, hvad man reelt kan få for 100 kroner i forskellige lande.

Og hvorfor gider man så skrive om datakilder her på stedet? Tja, fordi et så langt syn som 1950-2004 tillader os – med sammenlignelige data, vel at mærke – at kortlægge nogle langtidstendenser i dansk økonomi, som vi finder interessante. Den økonomiske vækst, målt som væksten i bruttonationalprodukt, har samlet set været 221 % over hele perioden på 54 år. Det bliver til en årlig tilvækst på 2,16 %. På samme tid er vores samlede handel (eksport plus import) steget med ikke mindre end 1243 %, eller 4,8 % om året. Vores BNP per fuldtidsbeskæftiget er også steget markant, med 1,96 % per år – dvs. med mindre end den samlede indkomst, hvilket primært er en følge af at arbejdsstyrken også har været stigende pga. at mange flere kvinder er kommet på arbejdsmarkedet i denne periode. Det er de gode erfaringer, man kan uddrage af data.

Grunden til at man gider skrive om disse rådata her på stedet er dog de dårlige erfaringer – dem vi helst skulle undgå i fremtiden. For mens nationalindkomsten per person er steget med 221 %, er privatforbruget per person kun steget med 138 %, eller 1,61 % om året. Årsagen er ganske simpel: I perioden 1950-2004 er det offentlige forbrug efter at overførsler osv. er regnet fra totalt set steget med 351 %. Det indebærer en gennemsnitsvækst på 2,79 % hvert år over mere end et halvt århundrede!

Nu kan man naturligvis påstå, at danskerne har villet denne offentlige stigning, men så må man også spørge sig selv, hvordan det kan være tilfældet over så lang en årrække, når ny forskning peger på at graden af offentligt forbrug faktisk er negativt forbundet med folks tilfredshed med livet? Man kan også stille spørgsmålet på en anden måde: Hvis danskerne er så glade for et markant stigende offentligt forbrug, hvorfor accepterer de også, at det til stadighed er blevet relativt dyrere? For sagen er, at prisen for én enhed offentligt forbrug i 1950 var næsten præcist den samme som prisen for en enhed privat investering – altså prisen for at en privat virksomhed gør noget lignende som det offentlige. I 2004 var prisen på offentligt forbrug i forhold til privat investering 49 % højere. Med andre ord er prisindekset for offentligt forbrug steget 0,74 % hurtigere end prisen på private investeringer hvert år. Det er ikke just en indikation på offentlig produktivitet eller effektivitet, vel?

Man kan ydermere lave det simple eksperiment i tallene, at man forestiller sig nutidens offentlige forbrug, men til den relative pris i 1950 – altså et tankeeksperiment, der går på, at det offentlige havde formået at effektivisere og omkostningsminimere på lige fod med det private. Hvis man gør det, når man til at det offentlige ville være vokset med 2 % om året i de 54 år, og altså med en mindre takt end den totale økonomi. Og så har man endda antaget, at et stort offentligt forbrug ikke bremser den økonomiske udvikling, hvilket vi ved fra talrige studier, at det faktisk gør.

En offentlig sektor, der agerede på de samme incitamenter som en privat, ville altså have indebåret at det offentlige relativt set blev en mindre del af landets økonomi og en mindre byrde på borgernes privatøkonomi. Sådan kan man trække relevant information om vores lands langsigtede udvikling ud af PWT. Det er informativt, men særligt rart er det ikke, hvis man ikke lige er overbevist socialist.

Populistisk politik – Latin American Style

Latinamerika er et af verdens politiske smertensbørn. Politik, der i Europa ville synes aldeles vanvittig, er meget mere end historiske tilfældigheder, og senest har både Venezuela, Bolivia og Peru valgt venstrepopulistiske præsidenter, der lover guld og grønne skove til landenes store grupper af fattige. Midlerne, der skal bruges for at nå til disse mål, er vel at mærke velprøvede – men velprøvede i den forstand, at de gang på gang har vist sig at føre til fattigdom, elendighed og undertrykkelse. Senest er Venezuelas præsident Hugo Chávez – en af Fidel Castros store venner, en på mange måder farverig person og en hovedskikkelse i den nybolivarianske bølge i Sydamerika – begyndt at ryste alvorligt med sablen. Han har givet sig selv 18 måneder, hvor han kan regere udenom parlamentet, og viste forleden, hvad han har planlagt at bruge sine diktatoriske beføjelser til.

Jyllandsposten rapporterede forleden om Chávez’ udskejelser under overskriften ”Chávez truer med nationalisering af banker”. I en af sine flormvundne og meget ordrige TV-taler – et særligt træk han deler med Castro – signalerede præsidenten, af nationaliseringerne af telekommunikation, el- og oliesektoren sandsynligvis ikke er de sidste. Han krævede således ’større engagement’ i lokal industri, en klassisk omskrivning af den traditionelle ISI-strategis fokus på lokal produktion, hvor uprofitabelt ineffektiv den end måtte være.

Chávez kom med en konkret trussel: ”Private banker må prioritere lavt forrentede lån til den lokale industri. Hvis de ikke er enige i dette, er det bedre, at de forsvinder, at de overlader bankerne til mig, så vi kan nationalisere dem og få alle landets banker til at arbejde for landets udvikling i stedet for at spekulere og skabe enorme overskud”. Truslen omfattede også stålproducenten Sidor, der eksporterer en stor del af sin produktion. Mens en stærk eksportorientering nok ville blive hilst meget velkommen i et land som Danmark, kræver Chávez nu, at virksomheden i langt højere grad bør sælge sine stålprodukter til lokal, venezuelansk industri, og særlig grad hans favoritter i oliesektoren.

Hugo Chávez, der reelt er diktator i Venezuela, rammer således også argentinsk industri, da Sidors søsterselskab, Ternium, er ejet af argentinske Techint Group. Nogle af de samme problemer gælder for de nationaliseringer, Bolivias Evo Morales under stærk indflydelse af Venezuelas eksempel er i gang med at gennemføre i landets større industrisektorer. Tragedien er således, at vanviddet ikke blot endnu en gang går ud over Venezuelas og Bolivias fattige, men kan risikere at brede sig til andre dele af Latinamerika. Det er et kontinent, der på mange områder synes at nægte at lære af fortidens fejltagelser. Venezuela er således i dag cirka lige så rigt, som det var i midten af 1960’erne (cirka 7000 PPP-korrigerede US dollars per hoved), og Bolivias økonomi befinder på mange måder – ikke blot på gennemsnitsindkomsten (cirka 3000 USD) – stadig i 50’erne. Det er stort set kun Chile, der virkeligt er rykket økonomisk og socialt, med en fordobling af gennemsnitschilenerens indkomst siden tiden under Salvador Allende. Men hvilket land vil man for guds skyld ikke lære fra eller kopiere i Latinamerika? Rigtigt set – Chile. I stedet prøver man for hvem ved hvilken gang den gamle protektionistisk-populistiske kurs, som har fejlet hver gang. Det er svært at forstå, og endnu sværere at holde ud at se på.

Kritisk sans i ny forskning

En af de længste diskussioner i nationaløkonomisk og politologisk forskning drejer sig om, hvorvidt demokratisering er godt for landes økonomiske udvikling, eller om det i højere grad drejer sig om markedsliberaliserende reformer. I december 2005 offentliggjorde tre topøkonomer et studie, der synes at vise støtte til den første mulighed. Ricardo Hausmann, Lant Pritchett og Dani Rodrik – førstnævnte en af de tungeste drenge i økonomisk statistik, de to andre toppen af udviklingsøkonomi – kiggede specifikt på episoder hvor landes økonomiske vækst accelererede, i stedet for at se på vækst generelt. Ved at se på disse vendepunkter i landes udvikling, hævdede de at deres resultater viste at “most instances of economic reform do not produce growth accelerations”. Politiske regimeændringer (demokratisering) førte derimod udvikling med sig.

Artiklen – der blev publiceret i det stærkt prestigiøse Journal of Economic Growth – var en stor sejr for den del af forskningen, der hidtil har ledt forgæves efter gode økonomiske effekter af demokratisering. Og når den kom fra tre så ekstremt velrenommerede forskere måtte det jo være rigtigt! Men så let er det ikke! Som vi har understreget mange gange her på stedet, er en af forskningens vigtigste opgaver at checke alt for fejl. Det er det, den kun 26-årige hollandske økonom Richard Jong-A-Pin har gjort.

Jong-A-Pin undrede sig nemlig over resultaterne i Hausmann/Pritchett/Rodrik-artiklen, og hvordan de kunne komme til så anderledes fund. Og han undrede sig over, hvordan de havde defineret en vækstacceleration. Så han skrev til Rodrik, der venligt og uden forsinkelse sendte ham alle data – som man bør gøre! Jong-A-Pin gik derefter igang.

Hvad han fandt kan ikke undgå at undre en, for hans forskning som han præsenterede i fredags i Amsterdam viser, at de tre superøkonomer har kodet data forkert. En række af deres vækstepisoder startede for eksempel med et eller to års negativ vækst. De var derfor timet helt forkert. I andre tilfælde var væksten de sidste par år op til det, superholdet definerede som vendepunktet, faktisk højere end efter vendepunktet. Så hvordan kunne det være en vækstacceleration? Svaret er selvfølgelig, at det kan det ikke.

Da Jong-A-Pin var færdig med at rydde op i data og kode dem korrekt, havde han fundet fejl i over en tredjedel af de 82 tilfælde. Det i sig selv var pinligt for Hausmann, Pritchett og Rodrik, men endnu værre var det, at deres efterfølgende resultater ikke holdt. Den unge hollænder viser nemlig i sit papir, at hvis man koder data korrekt, understøtter dataene ikke nogen demokrativirkning overhovedet. Derimod viser det sig, at økonomiske reformer – handelsåbning, ejendomsret osv. – som oftest udløser økonomiske vendepunkter og sætter lande på en hurtigere ‘vækststi’. Jong-A-Pin demonstrerer dermed med stor klarhed, at når man gør øvelsen korrekt, er markedsliberaliserende reformer en effektiv måde at få en udvikling igang på – ikke demokratisering. Det er ikke just en uvæsentligt forskel.

På at højere niveau viser eksemplet også, at en af forskeres fornemste opgaver er at gå hinanden efter i sømmene. Og for at kunne det, skal man ofte have fuld adgang til de relevante data. Dani Rodrik tøvede ikke med at give en relativt ukendt og ung hollandsk kollega komplet adgang, men i andre tilfælde holder forskere desværre deres datakilder og konkrete analyser tæt id til kroppen. Sidst har vi haft eksemplet med Steve McIntyres oplevelser som referee for FNs klimapanel oppe at vende. I den sag var hovedproblemet netop, at FN ikke tillod ham adgang til data, der var centralt relevante for hans opgave som kvalitetsbedømmer.

Ved at nægte den adgang , satte IPCC derfor et stort spørgsmålstegn ved sin egen troværdighed. I empirisk forskning fortjener man troværdighed ved at blotlægge sit arbejde for kritik fra sine kolleger. Det var det, Dani Rodrik gjorde da han lod Richard Jong-A-Pin gå hans arbejde efter. Rodrik har ikke tabt troværdighed på affæren, men blot vist at han ikke altid har ret – at han er menneskelig. Sådan bør forskning være: Åben, dynamisk og velkommen overfor kritik, ikke lukket og magtfuldkommen. Og så kan læserne jo tænke sig til, hvor jeg vil hen med den sidste kommentar.

Om den herskende borgerlig-liberale negativitet

Denne Punditokrat bliver – i lighed med en af mine medpunditokrater – ofte deprimeret over, i hvor høj grad borgerlig-liberal retorik er præget af negativitet, pessimisme, fordømmelse og til tider også af selvretfærdighed og skråsikkerhed. Der er eksempelvis intet mere uinspirerende og sterilt end den borgerlige dyrkelse af offerrolle i forhold til og skyttegravskrig med “kulturradikalismen” (i Danmark) eller “New York Times læsende liberals” (i USA).

Skal borgerlig-liberale vinde opbakning til borgerlig-liberale ideer, nytter det ikke at beklage sig over, hvor dumme, selvhadende eller totalitære ens ideologiske modstandere er. Det betyder naturligvis ikke at kritik og polemik skal bandlyses, men når polemikken bliver det bærende element træder egne selvstændige argumenter, som oftest i baggrunden og debatten bliver forudsigelig, uinteressant og uinspirerende.  Resultatet af overvejende fokus på det negative er blot – tror jeg – at man prædiker for de allerede omvendte, støder tvivlerne fra sig og gør modstanderne endnu mere indædte.

Jeg skal langt fra gøre gældende, at jeg selv er immun overfor tendensen til at fokusere på det negative. Det er jo så dejlig nemt at “bashe”. Men nemme løsninger bør være undtagelsen frem for reglen, i hvert fald hvis man rent faktisk har en ambition om at vinde gehør for de ideer man selv tror på.

Udfordringen for borgerlig-liberale må bestå i at fremhæve alle de positive aspekter af vores daglige liv, som overordnet set kan spores til den grad af individuel, økonomisk og politisk frihed vi trods alt nyder, ikke bare i Vesten, men også andre steder, hvor frihed så småt har vundet frem. Et godt eksempel på en, der mestrer dette er Johan Norberg, hvis entusiasme på den klassiske liberalisme vegne er utroligt smittende og givetvis har været medvirkende til at liberale ideer har vundet terræn i Sverige.

Et andet eksempel er Indur Goklany, der har skrevet bogen “The Improving State of the World: Why we’re living longer, Healthier and More Comfortable Lives on a Cleaner Planet”, som Reason Magazine omtaler i en artikel her.

Af omtalen fremgår det bl.a., at:

the 20th century saw the United States’ population multiply by four, income by seven, carbon dioxide emissions by nine, use of materials by 27, and use of chemicals by more than 100.

Yet life expectancy increased from 47 years to 77 years. Onset of major disease such as cancer, heart, and respiratory disease has been postponed between eight and eleven years in the past century. Heart disease and cancer rates have been in rapid decline over the last two decades, and total cancer deaths have actually declined the last two years, despite increases in population. Among the very young, infant mortality has declined from 100 deaths per 1,000 births in 1913 to just seven per 1,000 today.

These improvements haven’t been restricted to the United States. It’s a global phenomenon. Worldwide, life expectancy has more than doubled, from 31 years in 1900 to 67 years today. India’s and China’s infant mortalities exceeded 190 per 1,000 births in the early 1950s; today they are 62 and 26, respectively. In the developing world, the proportion of the population suffering from chronic hunger declined from 37 percent to 17 percent between 1970 and 2001 despite a 83 percent increase in population. Globally average annual incomes in real dollars have tripled since 1950. Consequently, the proportion of the planet’s developing-world population living in absolute poverty has halved since 1981, from 40 percent to 20 percent. Child labor in low income countries declined from 30 percent to 18 percent between 1960 and 2003.

Equally important, the world is more literate and better educated than ever. People are freer politically, economically, and socially to pursue their well-being as they see fit. More people choose their own rulers, and have freedom of expression. They are more likely to live under rule of law, and less likely to be arbitrarily deprived of life, limb, and property.
Social and professional mobility have also never been greater. It’s easier than ever for people across the world to transcend the bonds of caste, place, gender, and other accidents of birth. People today work fewer hours and have more money and better health to enjoy their leisure time than their ancestors.

Hvorfor går det så så meget bedre på jorden end de fleste af os tror?:

The proximate cause of improvements in well-being is a “cycle of progress” composed of the mutually reinforcing forces of economic development and technological progress. But that cycle itself is propelled by a web of essential institutions, particularly property rights, free markets, and rule of law. Other important institutions would include science- and technology-based problem-solving founded on skepticism and experimentation; receptiveness to new technologies and ideas; and freer trade in goods, services—most importantly in knowledge and ideas. In short, free and open societies prosper. Isolation, intolerance, and hostility to the free exchange of knowledge, technology, people, and goods breed stagnation or regression.

Hvis en overbevisning om kausalitet mellem velstand og økonomisk, politisk og individuel frihed – som Golky (og Johan Norberg) så blændende demonstrerer – var gængs blandt menigmand (og politikere), ville de tiltag, som (vi) borgerlig-liberale så ofte raser mod givetvis være langt færre. Det må være borgerlig-liberale debattørers fornemmeste opgave at søge at manifestere denne opfattelse hos vores medborgere, hvilket bedst sker via overbevisende argumenter frem for via en resignerende negativitet.

Kongehuset gør os alle rigere

Forleden skrev medierne om en engelsk marketing-forskers vurdering af Kongehusets reklameværdi. Normalt kan mange danskere være forargede over hvor mange midler vi bruger på at opretholde en historisk institution, som cirka fem procent af befolkningen mener, bør afskaffes, men forskeren vurderede at de kongelige faktisk er en god forretning for Danmark på grund af deres ‘branding værdi’. Helt særligt estimerede Simon Anholt, at kronprinsesse Mary er 12 milliarder værd i ekstra eksportindtægter, og at andre medlemmer af Kongehuset også bidrager med adskillige milliarder til nationalregnskabet.

Det giver jo god mening at en vis royal romantik, som især amerikanerne sværmer for, også giver resultat på bundlinien, men her på stedet er nogle af os lidt skeptiske overfor den slags estimater. Når der skal sættes tal på sådan noget som marketing, reklame, og branding værdi, bliver regnestykket desværre ofte – men ikke altid – en uheldig blanding af sund fornuft, hand waving og tryllestøv. Det betyder dog ikke at monarkiet ikke har en værdi som punditokraternes læsere skal gå glip af. Så lad os i stedet for give et konkret bud på Kongehusets værdi fra en anden vinkel, som medierne ikke just været overvældende interesseret i: Den empiriske forskning i økonomisk vækst, som flere punditokrater beskæftiger sig med.

Vi har flere gange tidligere omtalt den amerikanske nationaløkonom Robert Barro her på stedet, ikke mindst for de af hans bidrag til vækstforskningen, der har gjort ham til en af de absolutte topkandidater til en Nobelpris de næste år. Hans største bidrag, der nu simpelthen går under betegnelsen ‘Barro regressioner’, kan bruges til at udregne den langsigtede værdi af en ændring i samfundsforholdene. Med andre ord kan man regne ud, hvor meget rigere en gennemsnitsdansker bliver, når man sænker toldsatser, sænker de offentlige udgifter, eller hvad det nu skal være.

Den type analyse kan man kombinere med et af mine egne ydmyge bidrag til forskningen. Det viser sig nemlig, at monarkiers befolkninger er markant mere tillidsfulde end republikkers. Mens cirka 30 procent af en typisk befolkning erklærer, at man kan stole på de fleste mennesker, siger otte procent flere ja til spørgsmålet når de bor i et monarki, alt andet lige. Og en vigtig del af den nye forskning i fundamentale vækstprocesser viser, at netop tillid er en af de faktorer, der fører til hurtigere økonomisk vækst. Så spørgsmålet er blot hvor mange penge, de otte procent ekstra tillid vi får fra Kongehuset, bliver til i det lange løb. Svaret kommer fra Barro-regressionernes vidunderlige verden.

Hvis man forestiller sig at et land får otte procent ekstra tillid, viser empiriske estimater fra en række forskellige studier, at landet alt andet lige vil få en ekstra vækst på cirka en fjerdedel af en procent per år.  Hvis man bruger estimaterne fra den mest citerede artikel på området (Zak og Knack i The Economic Journal i 2001) i en simpel formel, viser det sig at på det meget lange sigt betyder eksistensen af et monarki derfor, at hver indbygger af et land har 2320 kroner mere at leve for om året.

Med andre ord er værdien af Kongehuset, når den evalueres af resultaterne fra de sidste ti års empiriske forskning i økonomisk vækst, en total sum på cirka 12.1 milliarder kroner hvert år. Pudsigt nok er det cirka det samme som Anholts vurdering af kronprinsessens værdi alene. Så læserne kan mene, at monarkiet er en ligegyldig og gammeldags institutions, men ny forskning giver et fingerpeg om betydningen af den i dag. Vi bruger cirka 141 millioner kroner på den kongelige familie hvert år (se her), måske plus den årlige apanage på cirka 80 millioner men får 12 milliarder kroner igen. Det er da ikke noget dårligt afkast på en 1100 år gammel investering, vel?

Iværksætteri og velfærdsstatens omkostninger

I mandags præsenterede jeg på tænketanken CEPOS iværksætterkonference et nyt stykke arbejde om iværksætteri. Notatet, som præsentationen baserede sig på, er udfærdiget i løbet af efteråret af professor Nicolai Juul Foss (CBS og ex-punditokrat) og mig, og generøst finansieret af CEPOS. I modsætning til hvad flere avisartikler gav udtryk for, er det reelt stykke forskningsarbejde som jeg – ikke blot som selvpromovering – synes er værd at lægge mærke til.

Iværksætteri er nemlig en af de vigtigste økonomiske aktiviteter i samfundet. Hvor ville vi være, hvis ikke private startede nye firmaer – satte i værk? Hvor ville verden have været uden entreprenante folk som Isambard Brunell, Thomas Edison, Bill Gates? Hvor ville Danmark være uden C.F. Tietgen og A.P. Møller? Og hvor ender vi, hvis der ikke hele tiden er driftige danskere til at prøve forbrugere, marked og konkurrenter af med nye produkter, nye tanker og nye kombinationer? Iværksættere er nogle af økonomiens prime movers, dem der får tingene til at hænge sammen på langt sigt.

Derfor undrede det også Nicolai og mig, da vi fandt ud af hvor lidt forskning der var i spørgsmålet om, hvilken indflydelse institutioner og økonomisk politik har på, hvor meget af den type aktivitet, enkelte lande har. Vi fandt to forskerteams, et i USA omkring Russel Sobel, og et i Sverige omkring Magnus Henrekson, som havde set på dette spørgsmål. Ingen andre syntes at være særligt interesserede i, hvad det økonomisk-institutionelle miljø betyder for iværksætterne.

Vores sammenligninger på tværs af de 29 lande i verden, som vi ved nok om, viser klart at visse faktorer kan forklare en ganske pæn del af forskellene. I en dansk kontekst er det nemlig et særligt problem, at kun godt fire procent af den erhvervsaktive befolkning er engageret i firmaopstart. I New Zealand er tallet omkring det tredobbelte, og de fleste andre OECD lande har også mere aktivitet end Danmark. Vi risikerer med andre ord at falde bagud, når danskere ikke starter nok virksomheder op til at følge med udviklingen. Så hvilke faktorer forklarer forskellene på tværs af de 29 lande?

Jo, iværksætteri der kommer af at folk føler sig i nød, bliver mindre i takt med at landet bliver rigere. Det bliver også mindre i takt med at det offentlige forbrug bliver større, hvilket ikke er så mærkeligt endda. En del offentlige forbrug er trods alt sigtet mod at hjælpe de relativt fattige. Problemet er blot, at iværksætteraktivitet, der kommer af at iværksætterne ser økonomisk muligheder, også forsvinder i takt med at det offentlige forbrug bliver større. Og for hver nød-iværksætter, der forsvinder, forsvinder der tre muligheds-iværksættere. Oveni det skal man regne den negative effekt på muligheds-iværksætterne – men ikke nød-iværksættere – af højere offentlige overførsler, og en tungere og mere progressiv skattebyrde. Som modvægt mod disse negative forhold, må man ifølge vores resultater regne en stabil og forudselig økonomisk politik.

For at opsummere, finder Nicolai Foss og jeg altså særdeles vægtige negative konsekvenser af centrale forhold i den danske velfærdsstat. Offentligt forbrug, overførsler og det danske skattesystem er alle faktorer, der forklarer hvorfor Danmark ligger i tredje division, når det kommer til iværksætteraktivitet og dermed den underskov af økonomisk dynamik, der er nødvendig i en moderne økonomi. Vi dokumenterer med andre ord en af de store omkostninger ved den danske velfærdsstat. Som sådan er det måske ikke sært, at Lars Andersen, direktør i Arbejderbevægelsens Erhversråd, har kaldt resultaterne 'komiske', og på perfid vis har bildt flere aviser ind, at vores resultater viser at rige lande har mindre aktivitet. Enhver, der kan læse indenad, kan ovenfor se at det netop ikke er et af vores resultater, men når de saglige argumenter slipper op… Erhvers- og økonomiminister Bendt Bendtsen har også været i medierne, og kaldt notatet 'firkantet', hvilket da er rigtigt, men gælder for alle den type empiriske undersøgelser. Ministeren brugte i stedet sin taletid til konferencen på at argumentere for regeringens politik, der består af øget rådgivning og lettere administrative byrder. Mens effekten af rådgivning ikke kan forudsiges, er det vel sigende, at vores undersøgelse viser, at administrative byrder ikke er vigtige. Så hvor effektiv er regeringens politik mon?

Jeg vil i stedet her argumentere for, at folk tager et nærmere kig på forskellen mellem Danmark og New Zealand. Kulturelt og holdningsmæssigt er de to lande meget ens, ligesom erhvervsstrukturen heller ikke er så forskellig. Men mens Danmark har holdt krampagtigt fast i den skandinaviske velfærdsmodel, reformerede og liberaliserede New Zealand sin velfærdsstat fra sidst i 1980erne. I dag er godt fire procent af danskerne engageret i iværksætteraktiviteter, mens godt 12 procent af kiwierne er engagerede. Kunne vi for guds skyld ikke lære lidt af deres erfaringer, i stedet for som små børn holde os for ørerne og skrige lalala, hver gang det viser sig der er omkostninger forbundet med velfærdsstaten?

Jeg vil i stedet her argumentere for, at folk tager et nærmere kig på forskellen mellem Danmark og New Zealand. Kulturelt og holdningsmæssigt er de to lande meget ens, ligesom erhvervsstrukturen heller ikke er så forskellig. Men mens Danmark har holdt krampagtigt fast i den skandinaviske velfærdsmodel, reformerede og liberaliserede New Zealand sin velfærdsstat fra sidst i 1980erne. I dag er godt fire procent af danskerne engageret i iværksætteraktiviteter, mens godt 12 procent af kiwierne er engagerede. Kunne vi for guds skyld ikke lære lidt af deres erfaringer, i stedet for som små børn holde os for ørerne og skrige lalala, hver gang det viser sig der er omkostninger forbundet med velfærdsstaten?

Den invaliderende velfærdsstat

Berlingskes forside handler i dag om den nye skatteordfører for de Konservative Jakob Axel Nielsen.

Han forsøger sig med det synspunkt, at solidariteten er på retur i Danmark, hvilket også gælder de seneste fem år under Foghs regering.

Læser man artiklen i Business, får jeg indtryk af, at han er i byen med et for liberale/borgerlige velkendt synspunkt: en stor velfærdsstat amputerer folks evne til at tage ansvar for sig selv og deres medmennesker.

Det er jo et synspunkt, som mest prægnant blev formuleret af Henning Fonsmark i hans bog, Historien om den danske utopi (1990) En bog, der endnu ikke er blevet overgået i vigtighed. Gyldendal har den ikke længere på sin hjemmeside. Måske et genoptryk var på sin plads?

(Velfærds-)staten har bestemt sine gode sider. Denne punditokrat vil hævde, at der er forskel på at være liberal og anarkist, og at den vanskelige, men nødvendige opgave er at indrette Staten sådan, at der er en balance mellem de nødvendige rammer for et civiliseret samfund og risikoen for magtmisbrug og umyndiggørelse, der ikke bare er økonomisk belastende, men også åndeligt invaliderende.

Men velfærdsstaten, som den er blevet udviklet i vores del af verden, er gået langt videre og har skabt et system, der i alvorlig grad umyndiggør folk, så de bliver skadet på både krop og sjæl.

De fleste finder sig i denne umyndiggørelse. Det kan lige frem være rationelt at være systemkonform, for når man bliver flået i skat og derfor både selv og med bofællen må arbejde meget og længe, bliver det fornuftigt at kræve sine problemer løst af Staten. Man har jo ikke selv hverken tid eller penge til det. Det er jo for H…., derfor vi betaler skat, lyder argumentet fornuftigt nok.

For dem, der i det mindste bander, er der fortsat håb. Mere uhyggeligt er de mange, der vokser op med velfærdsstatens invaliderende effekt formidlet af en uhørt systemtro presse. De vokser op åndeligt amputerede, så de ikke kan forestille sig en tilværelse med mere personligt ansvar. Det må Staten ordne, og hvis jeg eller andre ikke er lykkelige, er det Statens eller den til enhver tid siddende regerings skyld, hvilket kun kan afhjælpes med mere Stat.

Måske er det her, at vi finder svaret på, hvorfor danskerne er mere lykkelige end så mange andre folkeslag: vi er lykkelige som børn, ubekymrede i vores tillid til, at Staten som vores forældre nok skal løse stort og småt. For nogle er det uhyre positivt, for os andre er det næsten lige så uhyggeligt som Invasion of the body snatchers.

Forskellen mellem de to opfattelser ses i Berlingskes dækning. Skatteordfører Nielsen prøver – formodentlig belært af sin forgængers kranke skæbne – at pege på denne invaliderende virkning af velfærdsstaten ved at formulere det i bløde former: solidariteten formindskes.

Solidaritet er jo et plusord for alle, selvom nogle efterhånden er blevet træt af begrebet, fordi det har ændret indhold. Det betød jo oprindeligt, at A påtog sig at hjælpe B, der var i nød. Dernæst kom det til at betyde, at A krævede, at C hjalp B, fordi C havde bedre råd. Herefter ophævede man forudsætningen om nød, så A også kunne kræve hjælp sammen med B af C. Og i dag betyder det, at A, B og C alle kræver at blive hjulpet af andre.

Men for uhyggeligt mange er solidaritet og velfærd noget, som kun Staten kan levere. Derfor må Staten som Molok konstant fodres med større skatter. Den tapre skatteordfører (og han er virkelig modig, hvilket man kan forvisse sig om ved at se på tidligere forsøg i samme retning fra andre nu stynede politikerspirer, eller sammenligne med de mere spage udtalelser fra hans kolleger på Christiansborg) bliver derfor mødt med spørgsmålet, om "det så ikke er paradoksalt, at du efterlyser større solidaritet, samtidig med at du taler varmt for at sænke skatten."

Tja, bum bum.

Nå, i samme erhvervstillæg kan man også læse om CEPOS, der holder en konference i dag på baggrund af en rapport udarbejdet af prof. Nicolai Foss (ex-punditokrat) og Christian Bjørnskov (punditokrat-in-chief). Rapporten påviser en sammenhæng mellem en stor velfærdsstat og en manglende lyst til at være selvstændig, dvs. tage en stor personlig risiko, arbejde ekstremt hårdt og med udsigt til konfiskation af hovedparten af gevinsten, hvis det mod al statistisk sandsynlighed lykkes.

Som jurist kan jeg ikke bidrage til denne samfundsvidenskabelige diskussion om mulige sammenhænge. Men jeg kan da pege på det forunderlige i, at den første frie grundlov fra 1849 havde en bestemmelse om næringsfriheden, dvs. retten til at skabe sin egen tilværelse og forsørge sig selv. Da grundloven sidst blev revideret i 1953 indførte man en bestemmelse om retten til arbejde, dvs. retten til at lade sig forsørge af andre. Sic transit, etc. (og hvis grundloven Gud forbyde det skal revideres i nær fremtid, må vi forvente, at det "udvidede" solidaritetsprincip også grundlovsfæstes. Tak til unge prins Christian for at have lagt den sag død indtil videre).

Rapportens konklusioner er for os at se en naturlig følge af velfærdsstatens invaliderende virkning, men den bestrides naturligvis af bl.a. Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, der er CEPOS velfinansierede modpart i samfundsdebatten. De peger bl.a. på, at iværksættertrangen er større i lande, der er "fattigere og mindre udviklede end Danmark", og at det derfor er "lidt komisk, når CEPOS nu har så travlt med at understrege, at iværksætteri gør os rigere". Tja, man kunne jo også vende det om og hævde, at det var iværksætteri, der gjorde os rige og dermed skabte en velfærd, som langtsomt har kvast initiativet ud af de fleste og gjort dem afhængige af Staten. Mon vi bliver ved med at være rige på den måde?

Konferencen finder sted i Den Sorte Diamant (læs mere her), kl. 11.

Redaktøren af denn blog vil forhåbentlig skrive mere om emnet.

Mangfoldighed, forskellighed, samfundsorden, indvandring

Fremmer mangfoldighed (diversity) vækst, velstand, tolerance, retssikkerhed, et blomstrende civilsamfund og alle de andre gode ting, som såvel liberale som alle andre efterstræber?

Ja, siger meningsdannernes mantra, der forlængst i USA og efterhånden også herhjemme har ført til en ekstrem forkvakling af debatten, der censurerer ubekvemme opdagelser eller endog forhindrer, at de gøres, og som fremmer en række klicheer, der kolporteres aldeles ukritisk.  Mangfoldighed sættes lig med flere interessante restauranter, varer i butikkerne, sprog på gaderne og spændende fremmede skikke.  Og det skal man da være et skarn for at foragte.

Men de gode ting, mangfoldigheden, den etniske og kulturelle, medfører, rækker ikke særlig dybt.  Det er der efterhånden en del, der ved, men de fleste af dem tør ikke tale om det.

En af dem er selveste Robert D. Putnam, der blev verdensberømt i 1990rne med sin bog om social kapital, vækst og demokrati baseret på case studies i italiensk historie og samfundsudvikling (How Democracy Works, Princeton 1993) og som siden videreudviklede sin analyse af social kapital og dens skrantende helbred i USA i Bowling Alone (Simon & Schuster 2000).

Putnams seneste projekt har været at undersøge, hvordan tillid mellem mennesker — som jo er en fundamental faktor i social kapital — har det under forskellige etniske betingelser.  Og han fandt at “etnisk diversity får os til at gå i forsvarsposition.  Effekten af diversity er værre, end vi kan forestille os.  Det er ikke engang sådan, at vi ikke har tillid til folk, der ikke ligner os.  I meget diverse samfund har vi ikke engang tillid til dem, der ligner os”.

Hmja, det kan jo ikke overraske nogen, der har blot et overfladisk kendskab til historien og besidder elementær sund fornuft om menneskers sociale natur.  Men det er eksplosiv tale fra en Harvard-professor og bestemt en af de sandheder, meningsmagthaverne (og de politiske, op til og med vore regeringschefer alle til hobe) ikke ønsker påpeget og slet ikke ønsker at diskutere.

Så bange var Putnam for sin egen opdagelse, som byggede på meningsmålinger og analyser af 26.000 personer i 40 amerikanske by- og landsamfund, at han i flere år nægtede at offentliggøre den, indtil han kunne finde på nogle trøstende løsninger at komme med.  Imidlertid afslørede han nogle af sine opdagelser til en journalist fra Financial Times, mens den ellers trofast progressive Los Angeles Times med udgangspunkt i Putnams forskning skrev:

Those who live in more homogeneous places, such as New Hampshire, Montana or Lewiston, Maine, do more with friends and are more involved in community affairs or politics than residents of more cosmopolitan areas, the study said.

Steve Sailer bringer det vigtigste af interviewet og en analyse dels af Putnams opdagelser og dels af det håbløse politisk-ideologiske klima, der censurerer den slags, her.

Se også, a propos Los Angeles, verdens mest multikulturelle by, Sailers omtale af en ny politiroman af James Wambaugh, der gjorde sig kendt for 30 år siden med realistiske romaner om politifolk i L.A., men ellers har været tavs længe.

Som følge af ideologisk motiverede anklager om racisme fik LAPD pålagt at arrestere flere hvide mænd, for der var for få af dem i politirapporterne i forhold til deres andel af befolkningen, og dette tal er for politiet ligesom for arbejdsgivere en slags Ti Bud, der afgør hvem der må ansættes og forfremmes og altså også i L.A., hvem der må arresteres.  Det er ikke noget, Wambaugh har fundet på, det er den vitterlige sandhed, og den betyder, at politiet må bruge ressourcer på at foretage tusindvis af meningsløse anholdelser med medfølgende papirarbejde for at dokumentere den racemæssigt korrekte arrestationstakt i stedet for at patruljere de farlige områder.

De vestlige eliters selvmordsdrift på alle vore andres vegne er i sandhed imponerende af omfang.

Skat eller kaos

Glædelig jul, godt nytår – måtte det bringe lavere skatter.

Men ikke til Politikens redaktør Tøger Seidenfaden og ikke til Berlingske Tidendes journalist Jakob Weiss. De fortjener det simpelthen ikke.

Denne jul kunne Politiken-læsere opleve Tøger Seidenfadens mærkværdige logik i fri dressur. “Lykken er en høj trækprocent” skrev han i sin jule-klumme den 31. december.

Jo flere penge du tjener, jo mindre lykkelig bliver du af at tjene flere.
Derfor bør skatteprocenten naturligvis stige, jo højere din indtægt er. Ikke af hensyn til den sociale retfærdighed eller dem, der er misundelige på dig. Men for din egen skyld. En meget høj skatteprocent begrænser simpelthen rotteræset. Samtidig gør den det sværere for dig at genere alle dine medmennesker med de gigantiske forbrugsmuligheder, du ville have, hvis skatten var lavere. Den gør det kort sagt mere økonomisk rationelt for dig at vælge at opføre dig på den måde, du alligevel bliver lykkeligere af, selv om du ikke ved det på forhånd, fordi du hidtil ikke har kendt lykkeforskningens nyeste resultater.

Tak for “oplysningen” Seidenfaden. Tak for din ambition om at gøre mig lykkelig ved at tage mine sidst tjente kroner. Men har du overvejet om ikke jeg ville blive mere lykkelig ved selv at bestemme, hvor mine sidst tjente – og dermed angiveligt mindre lykkebringende kroner – skulle havne?

Selv hvis Seidenfaden virkelig havde ret i, at mine sidste tjente kroner var mindre lykkebringende for mig end de først tjente, er det alligevel intet brugbart argument for hans paternalisme. Det er blot et argument for, at jeg ville have lettere ved at skille mig af med de sidst tjente kroner på eget initiativ.

Personligt er jeg nu indrettet således, at jeg bliver stadig lykkeligere af flere penge. Jeg har det ligesom onkel Joakim. Hver eneste af de små pus betyder noget helt særligt for mig.

Og måske er der andre som onkel Joakim og Dr. Mephisto. Vores über-punditokrat Bjørnskov havde i en glimrende kritik af Seidenfaden i dagens Politiken (3. januar):

Problemet for Seidenfaden, Layard og de mange andre, der på dette grundlag argumenterer for stærk udligning gennem skattesystemet er, at moderne lykkeforskning også afviser denne bid økonomisk teori. Nok er relativt rigere mennesker i gennemsnit lykkeligere end fattige, men de sidste 100 kroner betyder generelt ikke mindre end de første.
Mine egne undersøgelser, udført sammen med de tyske økonomer Axel Dreher og Justina Fischer, bekræfter som andre videnskabelige studier, at hverken skat eller ulighed påvirker folks lykke. Forklaringen på den danske lykke er derimod, at danskerne er et af verdens ærligste og mest tillidsfulde folk – noget, som heller ikke har med skat at gøre.

På den anden side viser forskningen, at en uforholdsmæssig stor offentlig sektor under visse betingelser kan være skadelig for nationens lykke ved at umyndiggøre befolkningen. Forklaringen i søndagens Politiken er derfor ikke blot faktuelt forkert, men potentielt skadelig, hvis politikerne skulle tage den alvorligt.

Ikke blot Politiken har fået skatten galt i halsen. Det har Berlingske-journalisten Jakob Weiss også. I sin avis refererer han en Gallup-undersøgelse for, at de konservative vælgere hellere vil have bedre offentlig service end lavere skat. Og dermed skulle det konservative folkepartis politikere angiveligt være på kollisionskurs med deres vælgere.

Men det kan undersøgelsen ikke bruges til at konkludere.

For det første har de konservative politikere primært argumenteret for lavere marginalskat (navnlig topskat). Og kommunerne opkræver mig bekendt ikke topskat – men en temmelig flad kommuneskat.

For det andet er undersøgelsens spørgsmål stillet på en sådan måde, at almindelige mennesker vil blive fristet til at ønske højere kommunal service. Navnlig i en situation, hvor politikerne ikke diskuterer andet.

For det tredje er udnersøgelsen langt mere overraskende for et helt andet parti end de konservative. Det viser sig nemlig, at Dansk Folkepartis vælgere end dem, der allemest ønsker sig skattelettelser. Morsomt, morsomt – i betragtning af, at dette parti blokerer dem gang på gang. Havde det ikke været en ide at spørge Pia Kjærsgaard om dette forhold?

Se selv på: http://images.bm4.metropol.dk//251/251704/251704_original.jpg

Older posts Newer posts

© 2017 Punditokraterne

Theme by Anders NorenUp ↑