Tag: velstand (side 2 af 4)

Drop Østaftalen

Dansk økonomi mangler for tiden arbejdskraft. Der mangler allerede hænder på det danske arbejdsmarked, og i takt med at nogle store årgange af befolkningen går på pension og efterløn, kommer der til at mangle endnu flere. Eftersom den danske arbejdsløshed allerede er næsten rekordlav, er der desværre kun få danske hænder at tage af. Mange danske virksomheder sukker derfor efter kvalificeret udenlandsk arbejdskraft, som de mener burde være tilgængelig i en globaliseret verden og i særlig grad i et tæt integreret Europa. Sådan har Folketinget blot ikke besluttet, landet skal ligge. En midlertidig indvandring af arbejdskraft, specielt fra de nye medlemslande i øst, er begrænset af den Østaftale, som de danske politikere blev enige om i 2004.

Konsekvenserne af at begrænse udlændinges adgang til det danske arbejdsmarked, eller kræve at de arbejder under særlige 'danske vilkår', er ganske enkel at analysere. Hvis efterspørgslen efter arbejdskraft i bestemte erhverv stiger, vil afkastet til den bestemte type arbejde stige. Dette vil under normale omstændigheder betyde, at flere folk ønsker at arbejde i det bestemte erhverv, men hvis al tilgængelig arbejdskraft i Danmark indenfor dette og sammenlignelige erhverv allerede er i arbejde, vil virksomhederne blive nødt til at konkurrere om den, hvilket igen betyder at erhvervets almindelige løn stiger. En række erhverv, som der pt. er stor efterspørgsel efter – hvilket i særdeleshed gælder byggeerhvervene – vil derfor opleve kraftigt stigende lønninger, som både vismændene og Nationalbanken for nylig har advaret imod.

En af effekterne af den stærke danske økonomi er derfor, at kun få danske murere vil acceptere en timeløn på under 180 kroner, og i andre erhverv kan danske håndværkere kræve væsentligt højere løn, når virksomhederne ikke længere kan følge med ordrerne indenfor almindelig arbejdstid, og ikke kan ansætte nye medarbejdere. Den kraftige efterspørgsel resulterer ganske enkelt kun i en lønspiral, når der ikke længere er en pulje af arbejdsløse at finde ekstra hænder i.

Mange danske virksomheder er opmærksomme på, at et alternativ til dansk arbejdskraft er de mange arbejdsløse håndværkere i nabolandene Tyskland, Polen og Litauen. Disse mennesker har som oftest en lige så stærk, hvis ikke stærkere, arbejdsmoral som den, danskerne bryster sig af. Særligt fra de to nye medlemslande mod øst, er denne arbejdskraft billig i forhold til de opskruede danske forhold. Store dele af håndværkerressourcen fra øst er derfor på alle måder konkurrencedygtig og stærkt attraktiv for danske arbejdsgivere.

Dele af fagbevægelsen har derimod ikke nogen umiddelbar interesse i at tillade en 'invasion' af polske og litauiske håndværkere. Man argumenterer – ganske korrekt – for at disse arbejdere vil begrænse de lønninger, dansk arbejdskraft kan kræve. Det tragiske dilemma er, at jo højere de danske lønninger bliver som følge af manglen på arbejdskraft, jo stærkere bliver fagbevægelsens incitament til at bekæmpe brugen af udenlandske håndværkere. Jo mere der objektivt set er behov for billig udenlandsk arbejdskraft til at forhindre en ødelæggende lønspiral, jo hårdere vil økonomisk kortsynede fagforeningsledere kæmpe for at beholde en Østaftale, de ved sikrer deres medlemmer en stadigt højere løn.

Når fagbevægelsen i samarbejde med danske politikere derfor blokerer for, at hårdt tiltrængt arbejdskraft kan komme til Danmark og lette et alvorligt dansk arbejdsmarkedsproblem, er det således ikke til gavn for andre end de særlige håndværkere, der scorer en stor monopolgevinst. Den gevinst bliver betalt af alle, der får installeret nyt køkken, bygget ny udestue, eller er med til at finansiere offentlige anlæg over skatten. Og på langt sigt betaler vi alle i form af højere inflation og dermed en svækkelse af Danmarks konkurrenceevne. Det er prisen, vi betaler for at lukke af for en tættere regional integration, der både ville gavne danskerne som helhed, og hjælpe vores naboer med at blive lige så europæiske i rigdom som de er i sindelag. Fra et økonomisk synspunkt, ville det at droppe Østaftalen, have været en værdig julegave til alle tre folk.

 

Indlægget er tidligere bragt som udlandsanalyse i Berlingske Tidende den 28/12.

O'Rourke om "The Wealth of Nations"

Jeg ved ikke med jer, men for egne vedkommende ved jeg ihvertfald godt, hvad jeg skal lave ved midnat den 9.I.2007: Jeg skal sidde klistret til min PC-fladskærm for at følge med “live”, når den ufatteligt morsomme forfatter, journalist, satiriker og lommefilosof P.J. O’Rourke hos Cato Institute lancerer sin nye bog, “On the Wealth of Nations”.  I den vil P.J. anvende Adam Smiths logik til at behandle nutidige emner–og sikkert gøre lidt grin med alle.

Der er nok få læsere her på stedet, som ikke allerede kender O’Rourke lidt, men gamle som nye fans kan altid få sig et godt grin over den bedste politiske satiriker, jeg kender til.  Skulle man ikke kende ham, eller have glemt dem, eller bare have lyst til at få dem genopfrisket, så er her et par guldkorn fra forfatteren til klassikere “Republican Party Reptile”, “Parliament of Whores”, “Holidays in Hell”, “Kill the Rich” , “Give War A Chance”, m.fl.:

  • “Giving money and power to government is like giving whiskey and car keys to teenage boys.”
  • “You know, if government were a product, selling it would be illegal.”
  • “What is this oozing behemoth, this fibrous tumor, this monster of power and expense hatched from the simple human desire for civic order? How did an allegedly free people spawn a vast, rampant cuttlefish of dominion with its tentacles in every orifice of the body politic?”
  • “Every government is a parliament of whores. The trouble is, in a democracy the whores are us.”
  • “Government is a health hazard. Governments have killed many more people than cigarettes or unbuckled seat belts ever have. Government contains impure ingredients — as anybody who’s looked at Congress can tell you.”
  • “A little government and a little luck are necessary in life, but only a fool trusts either of them.”
  • “Our democracy, our culture, our whole way of life is a spectacular triumph of the blah.”
  • “The Tenth Commandment sends a message to socialists, to collectivists, to people who believe that wealth is best obtained by redistribution, and that message is clear and concise: Go to hell! It’s as simple as that.”
  • “You can’t get good Chinese takeout in China and Cuban cigars are rationed in Cuba. That’s all you need to know about communism.”
  • “Idiots are blind to the coercive power of government. Bigots are blind to everything else.”
  • “What I discovered in Somalia is a place where there was no shortage of food … There was a shortage of public order. There was a shortage of a social system to provide food for people who were powerless. Rice was selling in Mogadishu at 10 cents a kilo — the cheapest rice in the world because of all the rice that had been donated. The problem was that if you didn’t have a gun in Mogadishu you didn’t have 10 cents. It didn’t matter how cheap or readily available the rice was. There were people with guns taking it away from the people who didn’t have guns.”
  • “Government is not a machine with parts; it’s an organism.”
  • “The three branches of government number considerably more than three and are not, in any sense, “branches” since that would imply that there is something they are all attached to besides self-aggrandizement and our pocketbooks.”
  • “When government quits being something we use only in an emergency and becomes the principal source of aid and assistance in our society, then the size, expense and power of government are greatly increased.”
  • “No drug, not even alcohol, causes the fundamental ills of society. If we’re looking for the sources of our troubles, we shouldn’t test people for drugs, we should test them for stupidity, ignorance, greed and love of power.”
  • “Money is preferable to politics. It is the difference between being free to be anybody you want and being free to vote for anybody you want. And money is more effective than politics both in solving problems and in providing individual independence. To rid ourselves of all the trouble in the world we need to make money. And to make money we need to be free. But, oh, the trouble caused by freedom and money.”
  • “The difference between corporations and governments is governments have a monopoly on force. It’s a lot easier to vote with your feet or your wallet than it is to change a government with your vote.”
  • “Let’s reintroduce corporal punishment in the schools – and use it on the teachers.”
  • “The mystery of government is not how Washington works but how to make it stop.”
  • “The whole aim of practical politics is to keep the populace alarmed (and hence clamorous to be led to safety) by menacing it with an endless series of hobgoblins, all of them imaginary.”
  • “If you think health care is expensive now, wait until you see what it costs when it’s free.”
  • “In an egalitarian world everything will be controlled by politics, and politics requires no merit.”
  • “You can’t get rid of poverty by giving people money.”
  • “There is no virtue in compulsory government charity, and there is no virtue in advocating it. A politician who portrays himself as ‘caring’ and ‘sensitive’ because he wants to expand the government’s charitable programs is merely saying that he’s willing to try to do good with other people’s money. Well, who isn’t?”
  • “When buying and selling are controlled by legislation, the first things to be bought and sold are legislators.”
  • Om narkotikaforbud: “We won’t dispassionately investigate or rationally debate which drugs do what damage and whether or how much of that damage is the result of criminalization. We’d rather work ourselves into a screaming fit of Puritanism and then go home and take a pill.”
  • Om Hillary Clintons bog “It Takes A Village”: “Some kinds of stupidity cannot be faked.”
  • “Always read something that will make you look good if you die in the middle of it.”
  • “If you say a modern celebrity is an adulterer, a pervert and a drug addict, all it means is that you’ve read his autobiography.”
  • Om Cato Institute: “The Cato Institute has an unusual political cause — which is no political cause whatsoever. We are here tonight to dedicate ourselves to that cause, to dedicate ourselves, in other words, to … . nothing. We have no ideology, no agenda, no catechism, no dialectic, no plan for humanity. … All we have is the belief that people should do what people want to do, unless it causes harm to other people. And that had better be clear and provable harm. No nonsense about second-hand smoke or hurtful, insensitive language, please. I don’t know what’s good for you. You don’t know what’s good for me. We don’t know what’s good for mankind. And it sometimes seems as though we’re the only people who don’t. It may well be that, gathered right here in this room tonight,are all the people in the world who don’t want to tell all the people in the world what to do. This is because we believe in freedom. Freedom — what this country was established upon, what the Constitution was written to defend, what the Civil War was fought to perfect. Freedom is not empowerment. Empowerment
    is what the Serbs have in
    Bosnia. Anybody can grab a gun and be empowered. It’s not entitlement. An entitlement is what people on welfare get, and how free are they? It’s not an endlessly expanding list of rights — the “right” to education, the “right” to health care, the “right” to food and housing. That’s not freedom, that’s dependency. Those aren’t rights, those are the rations of slavery — hay and a barn for human cattle. There is only one basic human right, the right to do as you damn well please. And with it comes the only basic human duty, the duty to take the consequences. So we are here tonight in a kind of anti-matter protest — an unpolitical undemonstration by deeply uncommitted inactivists. We are part of a huge invisible picket line that circles the White House twenty-four hours a day. We are participants in an enormous non-march on Washington — millions and millions of Americans not descending upon the nation’s capital in order to demand nothing from the United States government. To demand nothing, that is, except the one thing which no government in history has been able to do — leave us alone. … There, ladies and gentlemen, you have the Cato Institute’s program in a nutshell: government should be against the law.”

Cheminova

Nu har jeg i snart en uge ærgret mig stadig mere over Politikens hetz mod Cheminova uden at have fået sat ét ord på skrift derom. Så er det jo godt, at andre er flittigere end jeg. I dagens udgave af Weekendavisen får Leif Blædel sat tingene i rette perspektiv med nogle få, men velvalgte ord.

Under overskriften “Hysteri. Hetz baseret på enøjethed og misvisning” forklarer Blædel, hvorfor Cheminovas mange kritikere er gået helt galt i byen i denne her sag. Der er desværre ikke fri elektronisk adgang til artiklen, men de følgende to afsnit sammenfatter så nogenlunde budskabet:

“Gu’ er det da giftigt, stoffet. Det er også fint, at vi ikke bruger det herhjemme mere. Men hvis vi ikke havde andre og mindre giftige midler, eller hvis de andre var så dyre, at vi ikke havde råd til at bruge dem, så ville Bladan ikke være forbudt herhjemme og stadig blive brugt i dansk landbrug.

Det er det, som er humlen i Brasilien og forskellige u-lande. Deres bønder må producere med de midler, de har råd til at købe, og Bladan er væsentligt billigere end de fine stoffer, som anvendes i Danmark. Økonomer vil kunne forklare, hvilke konsekvenser i form af arbejdsløshed, nogle steder i form af sult, det ville have, hvis bønderne i de lande skulle producere uden hjælp af Bladan. Og det er enøjet og ikke særlig god journalistik at hetze løs mod fabrikken, som leverer de lande varen”.

Bedre kunne det ikke være sagt. Og man må da håbe, at Connie Hedegaard holder Weekendavisen, for hendes bidrag har bestemt ikke gjort sagen bedre. Lad mig blot nævne de visdomsord hun fik fyret af i søndagsudgaven af Politiken: “Jeg har før opfordret virksomheder – og vil gerne gentage denne opfordring – til ikke at udsætte befolkningerne i andre lande for ringere miljøvilkår end det, vi selv vil acceptere herhjemme”.

Den hedegaarske formel er en ret effektivt opskrift på, hvordan man kan forhindre fattige lande i at udvikle sig – og den udtrykker i det hele taget en vestlig arrogance, man skal lede længe efter. Danmark ville i hvert fald aldrig havde nået sin nuværende velstand, hvis vi under hele processen skulle have levet op til Hedegaards miljøkrav anno 2006. Lidt sund fornuft efterlyses så mindeligt!

Reality TV – nu med fattige!

Politik kan en gang imellem være ret underholdende. Sådan var det i hvert fald i denne uge, hvor udviklingsminister Ulla Tørnæs præsenterede et forslag, der helt sikkert fik en del mennesker i udviklingsmiljøet til at få morgenkaffen i den gale hals. Ministeren vil sende kendte danskere til at tage til ulande for at udvælge udviklingsprojekter. På den måde håber hun at skabe mere opmærksomhed om ulandenes problemer og – må man da formode – en mere positiv stemning omkring den danske ulandshjælp. Tørnæs fastholder, at problemet er oplysning. Til Politiken udtaler hun f.eks. " Tag bare 2015-målene. Det er under halvdelen af den danske befolkning, der ved, hvad de går ud på. Det er et hul i oplysningen, og det forsøger vi at gøre noget ved". Reaktionen fra ulandsmiljøet er helt forudsigelig. Ord som 'poppet', 'forkastelig' og 'dumt' bruges i snart sagt alle kommentarer, og de er vel også på et vist plan dækkende. Mellemfolkeligt Samvirkes generalsekretær Frans Mikael Jansen spørger således "Hvorfor bruger man ikke de eksisterende rammer for bistand – hvor der ligger meget grundige overvejelser til grund for at give bistand til udvikling i form af analyser, strategier og saglige vurderinger. Alt dette tilsidesættes her."

Med risiko for at lyde som Cato den ældre, der angiveligt altid endte sine taler i det romerske senat med en opfordring til at ødelægge Kartago (Ceterum censeo Carthaginem esse delendam) er hele Tørnæs-miseren både deprimerende og underholdende på et andet plan. Sagt lige ud og uden omsvøb, er den et forsøg på at sende en ny slags propaganda for ulandshjælp ud som et tilskud til Danidas årlige rapporter og NGO'ers tilbagevendende kampagner. Hvis man f.eks. læser Danidas årsberetning, må man få det indtryk at det går imponerende godt i Danmarks samarbejdslande. Men hvorfor, bortset fra Vietnam, rykker de sig så ikke ud af stedet? Og hvis ulandshjælp er så godt, hvorfor har vi så hørt på det store behov for den lige siden jeg begyndte at se julekalender i fjernsynet – eller for at bruge det korrekte udtryk: Børnenes Ulandskalender? Og hvorfor synes Mellemfolkeligt Samvirke egentlig, at de har behov for at bruge kendte til at samle ind til deres formål?

Bundlinien er, at ulandshjælp ikke virker! Ulla Tørnæs, Helle Thorning, John Faxe Jensen, Kim Sjøgren: Det kan godt være i er kendte, men I smider vores penge ud af vinduet. Det kan godt være at vi viser 'solidaritet' med denne verdens fattige, men den solidaritet er ikke noget værd. Den er faktisk mindre end tom, fordi vi samtidig står som borgere i EU – verdens mest protektionistiske statsdannelse – og dermed hver dag med vores politiske handlinger forhindrer fattige mennesker i at få muligheden for at arbejde sig op. I offentlighedens lys siger vi, at vi giver så og så mange penge til de fattige, men i politikkens korridorer sender vi hellere midler til franske bjergbønder end åbner vores markeder for de fattiges produkter. Jeg skammer mig over at bo i en verdensdel hvor vi hellere vil flygte fra virkeligheden ved at reducere problemerne til Reality TV end at indse, hvad vi realistisk og effektivt kan gøre.

Med risiko for at lyde som Cato den ældre, der angiveligt altid endte sine taler i det romerske senat med en opfordring til at ødelægge Kartago (Ceterum censeo Carthaginem esse delendam) er hele Tørnæs-miseren både deprimerende og underholdende på et andet plan. Sagt lige ud og uden omsvøb, er den et forsøg på at sende en ny slags propaganda for ulandshjælp ud som et tilskud til Danidas årlige rapporter og NGO'ers tilbagevendende kampagner. Hvis man f.eks. læser Danidas årsberetning, må man få det indtryk at det går imponerende godt i Danmarks samarbejdslande. Men hvorfor, bortset fra Vietnam, rykker de sig så ikke ud af stedet? Og hvis ulandshjælp er så godt, hvorfor har vi så hørt på det store behov for den lige siden jeg begyndte at se julekalender i fjernsynet – eller for at bruge det korrekte udtryk: Børnenes Ulandskalender? Og hvorfor synes Mellemfolkeligt Samvirke egentlig, at de har behov for at bruge kendte til at samle ind til deres formål?

Bundlinien er, at ulandshjælp ikke virker! Ulla Tørnæs, Helle Thorning, John Faxe Jensen, Kim Sjøgren: Det kan godt være i er kendte, men I smider vores penge ud af vinduet. Det kan godt være at vi viser 'solidaritet' med denne verdens fattige, men den solidaritet er ikke noget værd. Den er faktisk mindre end tom, fordi vi samtidig står som borgere i EU – verdens mest protektionistiske statsdannelse – og dermed hver dag med vores politiske handlinger forhindrer fattige mennesker i at få muligheden for at arbejde sig op. I offentlighedens lys siger vi, at vi giver så og så mange penge til de fattige, men i politikkens korridorer sender vi hellere midler til franske bjergbønder end åbner vores markeder for de fattiges produkter. Jeg skammer mig over at bo i en verdensdel hvor vi hellere vil flygte fra virkeligheden ved at reducere problemerne til Reality TV end at indse, hvad vi realistisk og effektivt kan gøre.

Bundlinien er, at ulandshjælp ikke virker! Ulla Tørnæs, Helle Thorning, John Faxe Jensen, Kim Sjøgren: Det kan godt være i er kendte, men I smider vores penge ud af vinduet. Det kan godt være at vi viser 'solidaritet' med denne verdens fattige, men den solidaritet er ikke noget værd. Den er faktisk mindre end tom, fordi vi samtidig står som borgere i EU – verdens mest protektionistiske statsdannelse – og dermed hver dag med vores politiske handlinger forhindrer fattige mennesker i at få muligheden for at arbejde sig op. I offentlighedens lys siger vi, at vi giver så og så mange penge til de fattige, men i politikkens korridorer sender vi hellere midler til franske bjergbønder end åbner vores markeder for de fattiges produkter. Jeg skammer mig over at bo i en verdensdel hvor vi hellere vil flygte fra virkeligheden ved at reducere problemerne til Reality TV end at indse, hvad vi realistisk og effektivt kan gøre.

Liberalisér eller forfald!

Den kendte italienske økonom, Harvard-professoren Alberto Alesina er nu (sammen med kollegaen Francesco Giavazzi) på banen med en bog, der ser spændende ud og forhåbentlig vil blive læst, The Future of Europe: Reform or Decline.  Jeg har ikke selv læst den, men sammenfatningen ser ihvertfald lovende ud:

“This work presents a provocative argument that unless Europe takes serious action soon, its economic and political decline is unavoidable, and a clear statement of the steps Europe must take before it’s too late. Unless Europe takes action soon, its further economic and political decline is almost inevitable, economists Alberto Alesina and Francesco Giavazzi write in this provocative book. Without comprehensive reform, continental Western Europe’s overprotected, overregulated economies will continue to slow – and its political influence will become negligible. This doesn’t mean that Italy, Germany, France, and other now-prosperous countries will become poor; their standard of living will remain comfortable. But, they will become largely irrelevant on the world scene. In “The Future of Europe”, Alesina and Giavazzi (themselves Europeans) outline the steps that Europe must take to prevent its economic and political eclipse. Europe, the authors say, has much to learn from the market liberalism of America. Europeans work less and vacation more than Americans; they value job stability and security above all. Americans, Alesina and Giavazzi argue, work harder and longer and are more willing to endure the ups and downs of a market economy. Europeans prize their welfare states; Americans abhor government spending. America is a melting pot; European countries – witness the November 2005 unrest in France – have trouble absorbing their immigrant populations. If Europe is to arrest its decline, Alesina and Giavazzi warn, it needs to adopt something closer to the American free-market model for dealing with these issues. Alesina and Giavazzi’s prescriptions for how Europe should handle worker productivity, labor market regulation, globalization, support for higher education and technology research, fiscal policy, and its multiethnic societies are sure to stir controversy, as will their eye-opening view of the European Union and the euro. But their wake-up call will ring loud and clear for anyone concerned about the future of Europe and the global economy.”

Omvendt kan man jo også blot sige som dagbladet Politiken og et par hundrede danske akademikere (eller flere): Hvorfor lave om på noget, der går så godt, som det gør–vi lider jo ikke af amerikanske tilstande … 😉

Frihed, lighed, demokrati–og velstand?

Jeg holdt i fredags–med cirka et halvt års forsinkelse–tiltrædelsesforelæsning som professor i almen og sammenlignende statskundskab ved Københavns Universitet.  Det skete under den sexede overskrift "Frihed, lighed, demokrati–og velstand?  Nogle empiriske perspektiver på klassiske politologiske temaer".  Gab.

Det gik vist nogenlunde.  Der var bl.a. et par Punditokrater tilstede, og vores med-punditokrat Foss har været så særdeles venlig at skrive et par ord om det andetsteds.  Her vil jeg nøjes med nedenfor at vise jer tre lot-diagrammer, der spillede en central (men ikke afgørende) rolle i forelæsningen.  De meget, meget, meget interesserede kan om føje tid rekvirere et tryk af forelæsningen.

Ny definition af lighed

Venstres finansordfører Peter Christensen kom for skade at skrive følgende i Politiken den 4. september:

Næste gang vi får ulighedstal i Danmark er jeg sikker på, at uligheden har fået endnu et nyk opad. Så længe det skyldes stigende beskæftigelse og stigende velstand, vil jeg ikke fælde én eneste tåre over det. Tværtimod

Det blev af fagforeningen 3F og deres ligesindede på Berlingske Tidende gjort til, at ordføreren "jublede" over ulighed.

Og det faldt ikke i god jord hos beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen:

Det, synes jeg, er en dum udtalelse. For vi arbejder ikke for at skabe andet end større lighed i det danske samfund. Det vil vi utrætteligt fortsætte med. Og jeg glæder mig som beskæftigelsesminister over, at den største lighed, vi kan skabe, er ved at få folk i arbejde, siger Claus Hjort Frederiksen. (ritzau den 7. september)

Det lyder interessant, at Venstre arbejder for mere lighed. Men det er vist en definitionssag.

Claus Hjort Frederiksen har øjensynligt skabt sin egen definition af lighed. Det handler om at have et arbejde. Den nye definition løser måske et akut problem for ministeren – men skaber straks et nyt: Hvad med de 250.000 mennesker i den arbejdsdygtige alder, som er på efterløn? Er de så holdt uden for det eftertragtede "lighedssamfund"?

 

Amerikanske tilstande

“Vi ønsker da ikke amerikanske tilstande” er et af den danske ideologis yndlingsudtryk.  Hvad det i hvert enkelt tilfælde betyder, er uklart, bortset fra, at “amerikanske tilstande” er noget med, at de fattige har det helt forfærdeligt, kan ikke få lægehjælp, er udsat for kriminalitet og lever i yderste nød.  Her på bloggen er holdningerne oftest men ikke altid mere nuancerede.  Også her optræder forestillingen om, at de fattige i USA har det rigtig dårligt i forhold til de fattige i Danmark.

Nu er der mange måder at definere rigtig dårligt på, men holder vi os til noget så konkret som indtægt og forbrugsmuligheder, findes der faktisk svar på, hvor mange penge, de fattige råder over.  Den progressive amerikanske tænketank Economic Policy Institute har beregnet, hvor stor en procentdel af den amerikanske medianindkomst på ca 28.000 USD de fattigste ti pct. af husstande råder over.  Resultaterne er her, kommenteret af Tim Worstall.  De viser, at andelen i USA er 39 pct., altså at de fattigste ti pct. af husstande i gennemsnit disponerer over 39 pct. af medianindkomsten.  Tallet for Danmark er 43 pct.  Her har de fattigste 10 pct. altså 43 pct. af den amerikanske median udregnet for købekraftsparitet.

Som Tim Worstall kommenterer: al den omfordeling, al den enormt dyre velfærdsstat, alt det ligemageri, og resultatet er, at de fattige i Danmark altså har det få procentpoint bedre end deres modparter i USA.

Min kommentar er, at selv købekraftsparitetsbaserede udregninger undervurderer forskellene, fordi de ikke tager fuldt højde for de ekstremt høje danske forbrugsafgifter, der rammer alle, også fattige.  Og at den amerikanske median er højere end den danske; faktisk er det kun i olielandet Norge, hvor medianen er højere end i USA.

Nick Eberstadt har endvidere i en grundig analyse af de amerikanske fattigdomstal vist, at de ikke måler absolutte forbedringer i de fattiges faktiske leveomstændigheder.

Det er iøvrigt en betragtning, der stemmer overens med løsere iagttagelser.  De officielle fattigdomstal kan simpelthen ikke forklare alt det forbrug, der faktisk finder sted.

Skal vi tale om amerikanske tilstande, hvad husstandsindkomster angår, er det altså først og fremmest nødvendigt at sondre mellem ulighed og absolut indtægtsniveau.  Uligheden er klart større, hvilket ses af, at de rigeste 10 pct. i USA i gennemsnit har 210 pct. af medianen, mens de 10 pct. rigeste danske husstande kun har 113 pct.  Hvortil dog for begge lande skal tilføjes, at målet her gælder indkomst og ikke formue.

Farvel til Webers arbejdsetik

Dagens post er som så ofte på denne blog om velfærdsstaten, men lad mig starte et helt andet sted: Med min far, Kai Bjørnskov. Eller nærmere med en privat anekdote om min far, og hvordan han håndterede sin mangeårige stilling som forstander for voksenuddannelsen i Haderslev, og senere (og i dag) som souschef for det samlede sønderjyske voksenuddannelsessystem.

Jeg kom nemlig til at tænkte på en specifik hændelse, da jeg læste Weekendavisens leder her til morgen (eller for at være ærlig, her til formiddag). En gang sidst i 80'erne var jeg på besøg på min fars kontor da en elev kom ind med et skamfuldt blik og en halv tværstang fra gelænderet på hovedtrappen. Han havde rutschet ned ad gelænderet og havde bremset ved at sætte sin fod ind mellem tværstængerne – og det kunne de ikke holde til. Min far så på eleven med sit mest myndige blik – og det er myndigt, kan jeg fortælle – hævede sin pegefinger formanende og sagde til ham: "Jeg bliver nødt til at idømme dig skolens strengeste straf". I det øjeblik ventede jeg næsten at se en våd plet brede sig ned ad elevens bukseben, men han blev helt perpleks, da min far – stadig med pegefingeren i vejret, med stentorrøst udbrød "Fy!" Jeg ved ikke, hvad der var værst for eleven, den fuldstændige forvirring af at der ikke skete andet, end den dybe skam over at blive sendt ned til pedellen med den halve stang, men på sin vis virkede straffen. Der var nemlig ingen, der var i tvivl om, at forstander Kai Bjørnskov mente hvad han sagde.

Og hvorfor kom jeg så til at tænke på den historie? Jo, Anne Knudsens leder i Weekendavisen kom naturligvis ovenpå de seneste dages diskussion om flaskehalse på det danske arbejdsmarked, og hvordan danskere ikke vil have de jobs, der er. Holdningen er, at hvis man har skrevet speciale på universitetet om ligestilling i 1400-tallets Island, bør man sandelig ikke acceptere et job som pædagogmedhjælper. Og hvad værre er, er der ikke noget egentligt økonomisk incitament til at sige ja alligevel. Som AK skriver:

"Der står idiot på ryggen af den ledige, der tager et lavtlønsjob. I denne uge har vi igen set beregninger, der viser, at det skæpper 22 kroner i kassen efter skat hver eneste dag, hvis man skifter kontanthjælpen ud med et job som kassedame, postbud, ekspedient eller lignende. Hvis man altså kan cykle til arbejde på en reparationsfri cykel. Hvis man skal med bussen, nærmer gevinsten sig hurtigt et minus. Og uanset, hvor sundt det er med arbejde, må man jo nok indrømme, at det tager en pokkers tid, at det kan være anstrengende, og at det har en tendens til at komme i vejen for andre gøremål."

AK's ærinde er først og fremmest at pointere, at selvom vi i princippet har muligheden for at fratage folk deres kontanthjælp, hvis de nægter at acceptere et anvist job, er det politisk umuligt. Som hun skriver, kan man "nemt forestille sig den mediestorm, der ville rejse sig, hvis blot et enkelt menneske satte sig ud på gaden og delagtiggjorde journalisterne i den elendighed, bortfaldet af kontanthjælpen havde hensat hende oh hendes familie i". AK karakteriserer temmelig rammende beskæftigelsesministerens indsats som at sige "Bøh".

En gang udkastede den tyske sociolog Max Weber teorien om den protestantiske arbejdsetik for at forklare, hvorfor de protestantiske tyske regioner – og for den sags skyld Skandinavien – klarede sig bedre økonomisk end de katolske regioner. Den forklaring gav god mening i mange år, idet vi i blandt andet Danmark på mystisk vis arbejdede mere og mere effektivt end de fleste andre steder i verden. Gennem den protestantiske tro – eller i det mindste en protestantisk tradition, uanset om man troede på det religiøse mumbo-jumbo – hvilede samfundet på en norm der sagde, at enhver er ansvarlig for sin egen skæbne, og at enhver dermed havde en pligt overfor sig selv til at sørge for sig selv og sine egne. Den norm har velfærdsstaten nu ganske effektivt undermineret, så mange danskere mener, at arbejde er til for at man kan realisere sig selv. Hvorfor skulle jeg klare mig selv, når jeg kan få samfundet til at gøre det?

Når vi har valgt en samfundsform, der fjerner ethvert individuelt økonomisk incitament til at tage et lavtlønsjob, er der kun to muligheder tilbage: 1) enten ændrer vi systemet, og fjerner dermed noget af det socialdemokratiske velfærdskorthus; 2) eller også indfører vi troværdige økonomiske sanktioner mod dem, der nægter at påtage sig et arbejde. Det første vil naturligvis være det mest effektive, og vil endda med stor sandsynlighed gøre os rigere på sigt, men det er også politisk det mindst sandsynlige. Det andet valg er det, vi nominelt har besluttet os for, men uden at sanktionerne er bare i nærheden af at være troværdige. Og her er det så, at min far kommer ind i billedet. Da eleven stod med den tværstang på forstanderens kontor, var et 'fy' den eneste straf – i første omgang. Det var et fy med stor troværdighed. En brækket tværstang kunne accepteres, men Gud hjælpe den elev, der ikke respekterede det 'fy'! I dagens Velfærdsdanmark bliver vi bare ved med at sige fy, som om det på magisk vis en skønne dag virker. Det gør det bare ikke, for ingen tror på det længere. Effekten er ikke blot det, men også at man effektivt underminerer den arbejdsetik, vi engang havde, fordi den der følger den i dag, i overført betydning får et offentligt stempel med 'Idiot' i panden. Resultatet er ikke bare en brækket tværstang hist og pist, men et økonomisk tab af gigantiske proportioner.

De haler ind på os

Berlingeren og de øvrige MSM er ved at komme godt med. Som omtalt her har de nu opdaget blogs, og i de seneste dage har de omtalt problemerne med Frankfurterskolefesten på sygeplejeuddannelsen (leder), som blev drøftet her på bloggen i foråret (se under pomo).

Det syge væsen sættes i øvrigt i perspektiv af David Karsbøl i Berlingskes kronik. Som supplement kan henvises til denne nye undersøgelse, der viser, at det danske sundhedsvæsen er på niveau med Polen og Estland. Undersøgelsen bringes af en interesseorganisation, så en vis skepsis er nødvendig, men alligevel.

Adam Smith & den usynlige hånd

Jeg glemte vist lige at gøre vores vest-danske og udenlandske læsere opmærksomme på, at jeg forleden havde kronik nr. 2 i min "1776-2006"-serie i Berlingske Tidende.

Første afdeling handlede om Thomas Jefferson og amerikansk konstitutionalisme (4. juli); anden afdeling handlede om Adam Smith, den usynlige hånd og Wealth of Nations, der i år kan fejre 230 år (4. august).

Tredje og sidste kronik kommer til at handle om David Hume, der døde i … ja, rigtigt gættet … 1776.

Dansk opbakning til udenlandsk arbejdskraft

Ifølge Børsen viser en meningsmåling fra Greens, at op mod 74% af den danske befolkning støtter, at håndværkere fra de nye Østeuropæiske EU-medlemsstater skal kunne komme lettere til landet gennem en afskaffelse af den såkaldte Østaftale.

Baggrunden herfor skal givetvis søges i, at mange danskere har oplevet, hvor svært det er, at hyre danske håndværkere, der tilmed er ekstremt dyre. Danskerne har således set igennem fagbevægelsens besværgelser, om at faldende lønninger til danske håndværkere vil medføre katastrofer for det danske arbejdsmarked.

Danskerne har gennemskuet, at regnestykket er mere kompliceret end fagbevægelsens version. For eksempel betyder lavere lønninger til danske håndværkere billigere byggeri og selvfølgelig, og nok så væsentligt, færre udgifter til almindelige danske familier, der p.t. må bruge mindre formuer for at hyre danske håndværkere til almindelig vedligeholdelse af deres i forvejen dyrt indkøbte hjem.

Hertil skal selvfølgelig lægges, at utallige andre erhverv har været i den situation, som danske håndværkere nu står i. Danske hestekuske ville i sin tid sikkert gerne have haft politisk gennemslagskraft nok til at forbyde import af biler, ligesom de mange jyske syersker sikkert gerne ville have kunnet stoppet import af tøj produceret i Asien og eksemplerne er mange flere.

Men ser vi tilbage i det historiske bakspejl er det nok de færreste danskere, der i dag ville have ønsket at udviklingen blev sat i stå til fordel for særlige faggrupper. De samfundsmæssige fordele ved at tillade de der kan tilbyde deres ydelser billigere (og ofte bedre) overstiger nemlig så langt de beklagelige men uundgåelige ulemper, særlige faggrupper må lide, som følge deraf.

Opbakningen til afskaffelsen af Østaftalen kunne også tyde på, at danskerne rent faktisk ikke har noget imod, at der kommer udlændinge til landet, så længe disse er her for at arbejde, hvilket man da også så småt fornemmer er sunket ind hos nogle borgerlige politikere, der ellers har haft berøringsangst overfor emnet af frygt for at virke som slappere på dlændingeområdet.

Opbakningen til afskaffelsen af Østaftalen kunne også tyde på, at danskerne rent faktisk ikke har noget imod, at der kommer udlændinge til landet, så længe disse er her for at arbejde, hvilket man da også så småt fornemmer er sunket ind hos nogle borgerlige politikere, der ellers har haft berøringsangst overfor emnet af frygt for at virke som slappere på dlændingeområdet.

I forlængelse af min seneste post, og den debat der opstod som følge deraf, er følgende udtalelse fra Dansk Folkeparti vedrørende Østaftalen (som Kun DF og Enhedslisten stemte imod) i øvrigt interessante,
Her lidt fra Colette Brix:

 Fagbevægelsens indsats imod løntrykkeri og illegal arbejdskraft er beundringsværdig – og uundværlig. Men hvor er det forstemmende, at der ikke politisk har været vilje til at forebygge disse problemer, som alle vidste ville komme. Bøder, straffesager, blokader og sympatiaktioner er og bliver desværre kun symptombehandling.

Inden EU's østudvidelse stillede Dansk Folkeparti forslag om en overgangsordning på syv år, før arbejdstagere fra de nye lande kunne opnå arbejdstilladelse i Danmark. En syvårig overgangsordning er, hvad man fornuftigvis har indført i lande som Tyskland og Østrig. Men det var ikke noget for regeringen og de EU-glade partier i folketinget. Derfor ser vi nu følgerne i form af utryghed og voksende spændinger i det velfærdssamfund, som danske lønmodtagere har opbygget gennem flere generationer.

Særligt udtalelserne om fagbevægelsen beundringsværdige indsats mod løntrykkkeri og kravet om øget kontrol og tvang over for virksomheder og arbejdstagere, der indgår frivillige aftaler må være kræs for borgerlige, der stemmer DF. Velbekomme….

(Pia Kjærsgaard har selvfølgelig også udtalt sig om Østaftalen, hvilket kan læses her.)

Per Stig Møller og historiens store hjul

Fyrstehuse, imperier, religioner, nationer og civilisationer står og falder med befolkningsvæksten. Sådan lyder en populær kondensering af verdenshistoriens drivkræfter. I Europas kollektive erindring indtager beretningen om den tidlige middelalders folkevandringer da også en prominent plads. Romerrigets fald for de fremstormende barbarers sværd gav genlyd i samtiden – og endnu i dag kan vi høre ekkoet fra 400-tallets voldelige omskiftelser. Selve ordet ‘folkevandringer’ fremmaner et billede af en demografisk tidevandsbølge fra nord og øst; og mod et sådant ungdommeligt vigør kunne selv ikke det teknologisk overlegne Rom stå sig.

Nu er den så gal igen. For europæerne, vor tids romere forstås, er holdt op med af få (særligt mange) børn. Og bag vor tids limes formerer barbarerne sig som aldrig før. Såfremt den nye, islamiske folkevandring ikke allerede er en realitet, så ligger den i hvert fald i kortene.

Seneste var det udenrigsminister Per Stig Møller, der i et stort opsat interview (kun en mindre del er tilgængelig elektronisk) i Jyllandsposten den 9. juli gav sin udlægning af teksten. Historiens store hjul drejer om en demografisk akse, forklarede udenrigsministeren. Magtbalancen mellem Europa og den muslimske verden vil, viser et tilbageblik, blive afgjort i barselssengen. Med Per Stig Møllers egne ord:

“Hele dynamikken er styret af den demografiske udvikling […] Der sker i 500-600-tallet en voldsom befolkningsvækst i den arabiske verden, mens Europas befolkningstal falder. Den muslimske ekspansion er en logisk følge. Der er opstået et europæisk tomrum, som det arabiske hjul drejer ind over. I 1400- og 1500-tallet begynder deres hjul at køre langsommere, mens den demografiske vækst i Europa kører i et højt tempo. Det er forklaringen på, at vores kultur har ekspanderet kraftigt i 500 år. Og hvad sker der nu? Det europæiske hjul er gået i stå, mens det muslimske hjul drejer. Så kan du tænke lidt over fremtiden …”

Det lyder jo umiddelbart uheldssvangert, ikke mindst fordi artiklen i en tilhørende faktaboks kan berette, at den muslimske verdens befolkning næsten vil blive fordoblet inden for de kommende fem årtier; mens den europæiske vækst vil stå i stampe.

Nu er mit ærinde i dette lille indlæg ikke at vurdere, om en kommende styrkeprøve mellem Europa og den islamiske verden er realistisk. Men inden vi erklærer Aftenlandet for død og begravet, er det i hvert fald på sin plads at fundere lidt over to spørgsmål: Er det korrekt, at historiens store hjul indtil nu har roteret omkring demografien? Og er det – uanset hvad der hidtil er hændt – tænkeligt, at det vil være tilfældet i fremtiden?

At befolkningsvæksten styrer verdens gang forekommer ved første øjekast ret logisk. Det er som bekendt ikke særligt sjovt at være i undertal i konkurrencesituationer – om det gælder slåskampe, fodboldkampe eller valgkampe. Men, og det er væsentligt, styrkeforholder af også af henholdsvis flertallets og mindretallets organisation.

Det gælder i særdeleshed, når striden står mellem forskellige samfund. De stærkeste samfund er de bedst organiserede, ikke de mest folkerige. Hvis vi skal bruge socialvidenskabernes jargon, så er det institutionerne, der er væsentlige. For det rette mix af institutioner fører normalt til 1) teknologiske nybrud, 2) økonomisk vækst og 3) mulighed for indskibe befolkningen i et fælles projekt.

Og hermed er vi fremme ved selve omdrejningspunktet for den disciplin inden for økonomi, der hedder ‘New Institutional Economics’. Det er en tradition, hvor samfundets formelle og uformelle regler (institutionerne kort sagt) udgør omdrejningspunktet. Disse spilleregler sætter nemlig rammerne for vores opførsel.

Startskuddet til ‘New Institutional Economics’ blev affyret i de tidlige 1970ere, da den senere nobelprismodtager Douglass C. North sammen med kollegaen Robert Paul Thomas påpegede, at forudsætningen for Europas unikke velstandsstigning fra 1700 og fremefter var, at staten – understøttet af en form for magtdeling – begyndte at håndhæve den private ejendomsret.

Idelig konkurrence mellem Europas mange stater gjorde dem fra højmiddelalderen og fremefter modtagelige over for nye impulser. Samtidig førte middelalderens mange krige til et stadigt voksende behov for klingende mønt. I Holland og England reagerede magthaverne ved at udveksle rettigheder (i særdeleshed en effektiv ejendomsret) for skattekroner. Ejendomsretten, kontraktfriheden samt et effektivt juridisk system begrænsede i begge tilfælde den usikkerhed og uforudsigelighed, der er et grundlæggende vilkår i den sociale verden – med en fornuftig økonomisk adfærd til følge.

Det fik meget håndgribelige følger for den europæiske magtbalance. Datidens befolkningsmæssige stormagt, Frankrig, blev i løbet af ‘den anden Hundredesårskrig’ fra 1688 og fremefter slidt ned af holmgangen med England. Det er sigende, at Storbritannien under de to krige mellem 1688 og 1714 kunne rejse lige så store summer til krigsførelse som Frankrig, på trods af at landets økonomi kun var halvt så stor. For det første var den engelske stat i stand til at indkræve højere skatter. For det andet kunne den låne penge direkte hos borgerne. Begge dele blev sanktioneret, og dermed garanteret, af Parlamentet. Derfor var modstanden fra befolkningens side beskeden.

I Frankrig måtte skatterne inddrives med magt. Og ingen i besiddelse af sin sunde fornuft kunne finde på at låne regenten penge, for tilbagebetalingerne blev annulleret i tide og utide. Da de franske stænderforsamlinger endelig blev indkaldt den 1. maj 1789, var det første gang i 150 år, at det skete – og kun fordi staten var gået fallit. Men nu var borgerskabet ikke længere sagtmodigt. Den franske revolution blev konsekvensen af den uholdbare finanspolitik.

Styrkeprøven mellem Frankrig og England – og den forudgående styrkeprøve mellem Holland og Spanien – er et godt eksempel på, at historiens hjul drejer om institutioner, ikke om demografi. Og vi kan meget let bakke denne pointe op med nutidige eksempler. For hvordan kan vi ellers forklare, at Israel har overlevet trods tilstedeværelsen af et på håndfulde fjendtligt indstillede arabiske stater? Og hvordan kan vi forklare, at USA kunne besætte Irak med et par hundredetusinde mand?

Men hvad er det for nogle institutioner, der er væsentlige? Ifølge North & Thomas står den private ejendomsret, som allerede nævnt, i en kategori for sig selv. Men af deres beretning fremgår ligeledes – og North har senere uddybet denne pointe i en række artikler og bøger – at det, vi kan kalde den ‘liberale konstitutionalisme’ udgør en form for ‘root cause’.

Hvad dækker denne lidt snørklede betegnelse over? Jo, der er tale om den friheds- og retstradition, der for alvor viste flaget i Storbritannien efter ‘den glorværdige revolution’ i 1688. Meget kort fortalt er det forestillingen om, at magtudøvelse kun kan ske med udgangspunkt i loven – og at magtdeling og frihedsrettigheder er en del af denne lov. Europas historiske ‘store spring’ tog fart, da konstitutionalismens begyndte at tæmme den magtens vilkårlighed, der har været et vilkår i størstedelen af menneskehedens historie.

Per Stig Møller lægger, pudsigt nok, vejen omkring ét træk ved konstitutionalismen det tidligere nævnte interview i Jyllandsposten. Ytringsfriheden er, forklarer han, en helt afgørende del af den pakke, der har skabt Europas historiske fremgang: “Den europæiske dynamik ville være utænkelig, hvis ingen havde haft modet til at udfordre den overleverede, religiøse visdom. Så ville solen stadig dreje rundt om jorden […]”

Det har udenrigsministeren ret i. Ytringsfriheden er jo netop en institution, en pakke og formelle og uformelle regler, der regulerer vores adfærd. Og det er en inst
itution, der står og fald
er med institutionalismen, dels fordi der i sig selv er tale om en frihedsrettighed, og dels fordi ytringsfriheden intet er værd uden en adskillelse af den udøvende og den dømmende magt.

Er demografien så aldeles ligegyldig for styrkeforholdet forskellige samfund imellem? Nej, det er den ikke. For det første er det klart, at hvor to samfund står lige (eller næsten står lige), når det kommer til institutionernes effektivitet, da vil antallet af våbenføre mænd være afgørende; betænk bare på Danmarks tyske genvordigheder i 1800-tallet.

For det andet kan befolkningspresset være med til at ændre institutionerne. North & Thomas giver i deres lille bog fra 1973 et godt eksempel. Europa var fra 1000 til 1300 hjemsted for en befolkningseksplosion, der førte til markante ændringer i næringsstrukturen, i særdeleshed i form af øget specialisering. Marginaljorde blev inddraget til dyrkning, hvilket gjorde ejendomsretten mere effektiv.

Men lad os vende tilbage til nutiden. Europa befinder sig i skrivende stund i en helt anden kategori end den islamiske verden, når det kommer til institutionernes effektivitet. Hos vore muslimske naboer lider den liberale konstitutionalisme trange kår – øvrighedsmagten fremmer juridisk vilkårlighed snarere end at begrænse den. Prøv bare at bladre lidt i UNDPs Arab Human Development Reports.

I denne situation er det ganske enkelt forkert at hævde, at demografien vil få magtbalancen til at tippe. Historiens hjul drejer ikke omkring befolkningstallet; det drejer omkring institutionerne.

Barro versus Homann

Socialistisk Folkeparti har et ungt folketingsmedlem, Morten Homann, som udover at være uddannet cand.scient.pol. også er sit partis forskningspolitiske ordfører.  Dermed skulle man tro, at han kunne have en vis interesse for en seriøs, videnskabeligt baseret diskussion af, hvilke faktorer, der er belæg for, som værende positive for økonomisk vækst og velstand.  Men de, der har fulgt debatten i Berlingske Tidende den seneste måned, i kølvandet på CEPOS' vellykkede skattekonference, hvor man havde besøg af bl.a. Robert Barro (Harvard University), vil vide, at det måske var for meget at forvente.  Nedenfor er således en række læserbreve fra Homann, Martin Ågerup og undertegnede selv, som tilsammen antyder, at SF endnu holder principfast i 1970ernes ideologiske forestillinger.

Liberalistisk skatteteori holder ikke i praksis

Morten Homann, MF (SF), Berlingske Tidende 18. juni 2006

Kronikken 12. juli falder helt i svime over, at superliberalisten Robert Barro har været i Danmark og underholdt med påstande om, at lavere skat og lavere udgifter til den offentlige velfærd vil give en økonomisk gevinst.

Barro er uden tvivl en stor økonomisk teoretiker, men han har – ligesom CEPOS og andre lavskatprofeter – et meget stort problem med virkeligheden. Det er nemlig sådan, at lande med høj skat som klar tendens også har et højt velstandsniveau. De rige lande opkræver mere skat end ulandene også målt som procent af produktionen. Blandt ulandene er der også en positiv sammenhæng, og den findes også blandt de rige lande.

Danmark har verdens højeste skattetryk og burde efter Barros teorier ligge og rode langt nede i den økonomiske sump. Fakta er anderledes: Få andre lande har større velstand, og Danmark udpeges rutinemæssigt som et af verdens mest konkurrencedygtige og erhvervsvenlige lande.

Fakta viser, at Barros teorier ikke holder i praksis. Lavere skat giver ikke større velstand. Derimod er der gode argumenter for, at en skatteomlægning kan give større velstand, men det bliver jo blokeret af skattestoppet.

Og så et svar fra Martin Ågerup:

Homann misforstår Barros teori

Martin Ågerup, Direktør, CEPOS, Berlingske Tidende 20. juni 2006

SFs Morten Homann betvivler i et læserbrev 18. juni, at lavere skat ville medføre øget velstand. Det er imidlertid særdeles veldokumenteret.

Lad mig give et enkelt eksempel: En sænkelse af den øverste marginalskat fra 63 procent til 43 procent ved at afskaffe mellem- og topskatterne forventes at øge udbuddet af arbejdskraft med, hvad der svarer til 30.000 fuldtidsmedarbejdere. Det vil i sig selv øge velstanden i samfundet.

Derudover ville en sådan flad skat på 43 procent øge tilskyndelsen til at uddanne sig, dygtiggøre sig på jobbet samt til at opsøge ansvar og avancement.

Med andre ord vil det enkelte menneske gøre sig lidt mere umage i hverdagen, og som følge heraf gøre samfundet både rigere og bedre.
Endelig vil det blive lettere at tiltrække dygtig arbejdskraft fra udlandet, som vil kunne bidrage positivt til det danske samfund, lære fra sig og generelt virke som en inspiration for de danske kolleger.
Morten Homann påstår, at ifølge økonomen Robert Barros teori burde Danmark med sit højt skattetryk være et fattigt land. Men her misforstår han Barro. Ifølge Barro bør Danmark blive endnu rigere, hvis vi sænker skatterne. Og det er der solidt belæg for.

Og mig …

Der er forskel på vækst og velstand

Peter Kurrild-Klitgaard, Professor, ph.d., Institut for Statskundskab, Københavns Universitet, Berlingske Tidende 21. juni 2006

Morten Homann (SF) skælder 18. juni ud på en af verdens førende økonomer, professor Robert Barro fra Harvard, som i sidste uge besøgte Danmark. Homanns læserbrev er ufrivilligt morsomt og kan måske vinde prisen for flest misforståelser og mest uvidenhed på kortest plads.

For det første beskylder han Barro for at være en teoretiker uden virkelighedssans. Det skal nok skabe en vis morskab blandt økonomer, idet den oftest hørte kritik mod Barros arbejder er, at de er for uteoretiske! Barro er derimod en af verdens førende økonomer inden for brugen af statistik til at undersøge faktisk økonomisk vækst.

Heraf næste morsomhed: At Homann beskylder Barro for ikke at have opdaget, at mange velstående lande har høje skatter. Men dét, som økonomer i almindelighed og Barro i særdeleshed interesserer sig for, er netop ikke velstand som sådan, men økonomisk vækst. Det ville Homann også have opdaget, hvis han havde studeret emnet.
Homann har således ikke forstået, at det undertiden kan ske, at lande, der er velstående, har lav vækst – eller omvendt. Det kunne han have opdaget, hvis han havde læst, hvad han udtaler sig om – faktisk er Barro én af dem, der mest grundigt har efterprøvet den tese, at fattige lande har en tendens til at vokse hurtigere end rige lande.

Barros konklusion på systematiske studier af årtiers vækst i snesevis af lande er bl.a., at en stor offentlig sektor alt andet lige er hæmmende for økonomisk vækst. Det passer ikke i Homanns ideologi, så han giver dette uimponerende Erasmus Montanus-argument: Danmark er velhavende. Danmark har høje skatter. Ergo kan skatter ikke være skadelige for vækst.

Bortset fra at SFs forskningsordfører tilsyneladende ikke kender forskel på vækst og velstand, så kunne han måske med fordel lære at skelne mellem tendensen i en statistisk sammenhæng mellem to variable og en absolut lovmæssighed.

Tilbage til Homann:

Vækst og velstand hænger sammen

Morten Homann, MF (SF), Berlingske Tidende, 27. juni 2006

Min kritik har stødt superliberalisten Robert Barros danske disciple i CEPOS voldsomt på manchetterne. Således raser både CEPOS' direktør Martin Ågerup 20. juni og medstifter Peter Kurrild-Klitgaard i læserbreve 20. og 21. juni.

Kurrind-Klitgard mener, at vækst kræver lavere skat. Det er noget vrøvl. Danmark har over de sidste 40 år både haft et højt skattetryk og en fordobling af sin velstand! For høj skat og en velfungerende offentlig sektor bidrager til økonomisk vækst: Uddannelse, forskning, børnepasning og et trygt arbejdsmarked.

Robert Barros påstande skyldes formentlig, at staten i Den Tredje Verden er særdeles ineffektiv. I lande, hvor skattepenge bruges dårligt, står argumentet for lavere skat naturligvis tilsvarende stærkere!

Ågerup gentager – uden dokumentation – påstanden om, at lavere skat giver øget velstand. Han trækker oven i købet den »flade skat« af stalden, selvom selv skatteministeren har tilstået, at en flad skat enten skal være meget høj eller også er fordelingsmæssig helt uacceptabel. Jeg vil dog give Ågerup ret i, at for mange betaler topskat. Derfor foreslår SF en højere topskattegrænse. I stedet skal pengene skaffes ved f.eks. færre skattefordele ved store pensioner og dyre boliger.

Og så det–indtil videre–sidste ord:

Erasmus Homann

Peter Kurrild-Klitgaard, Professor, ph.d., Statskundskab, KU, Berlingske Tidende, 11. juli 2006

27. juni viser Morten Homann (SF) – igen – at
han ikke har forstået, a
t man ikke ud fra et enkelt anekdotisk eksempel kan generalisere noget som helst, f.eks. om hvorvidt høje skatter generelt har en effekt på vækst og velstand. For igen anvender han et Erasmus Montanus argument: Danmark har høje skatter. Danmark har økonomisk vækst. Ergo må høje skatter være godt for økonomisk vækst. Er det virkelig den måde SF vurderer forskning på og tilrettelægger økonomisk politik ud fra?

Mens Homann funderer over det, kan han samtidig tænke på, at en lang række OECD-lande, som har en mindre offentlig sektor end Danmark, de seneste årtier har haft højere vækst end Danmark – nogle endda meget kraftigt. Hvor danskernes købekraftsjusterede BNP pr. indbygger steg med 146 pct. 1960-2004, steg f.eks. amerikanernes med 188 pct. og ligger i dag næsten en tredjedel over danskernes. Så det forhold, at Danmarks velstand er steget, samtidig med at man har haft en kraftigt ekspanderende offentlig sektor, siger som sådan intet om nogen af delene.

Harvard-økonomen Robert Barros analyse, som Homann tilsyneladende endnu ikke har læst eller ikke kan forstå, men som han dog forkaster, viser således, at når man tager højde for forskelle i eksisterende velstandsforskelle, er der en synlig og statistisk signifikant negativ sammenhæng mellem, hvor stor den offentlige sektor er, og hvor høj den økonomiske vækst er. Så når man ser ud over sin egen kolonihave og sammenligner med et stort antal lande, giver et højere skattetryk over tid en relativ fattigdom for et samfund. Indtil Homann kan komme med nogle mere avancerede og mere veldokumenterede analyser end Barros, ved jeg, hvem har mest tillid til.

Til forsvar for virksomhederne

Som Berlingske kan berette, deltager den danske satiriker, Jørgen Bitsch, i den tegnekonkurrence, som for tiden afholdes i Iran. Her er et uddrag fra artiklen:

JB: Det er relevant at relatere Holocaust-lidelserne til, hvad der foregår i verden i dag, og hvad der kan komme til at ske i morgen. Jeg tænker f.eks. på, som det fremgår af min tegning, hvor mange der rent faktisk dør i den tredje verden som følge af politiske prioriteringer og dermed politiske beslutninger. Det er også en form for Holocaust, hvor pigtråden er erstattet af handelsbarrierer.

Journalisten: Men er det ikke at sætte lighedstegn mellem æbler og pærer?

JB: Det mener jeg ikke. Begge ting er et resultat af politiske prioriteringer og dermed af politiske beslutninger.

Det er en sjov form for logik. Når vi nu ved, at vi har et samfund, der tillader, at mellem 350 og 450 danskere dræbes om året i trafikken, så kan det da ikke gøre noget, at jeg lige nakker dig eller din familie?

Hvis man så bare kunne opfatte den slags holdninger som en opfordring til uhæmmet frihandel. Men nej, det er vist heller ikke lige det, der er meningen.

Han står i øvrigt næppe alene med sit kulturelle selvhad. Der er forbløffende mange danskere, hvis livssyn ubesværet passer med præstestyret i Iran.

I et indlæg i The Times advarer Madsen Pirie fra The Adam Smith Institute mod tendensen til at lægge virksomhederne for had, hvilket i stigende grad sker under dække af det i sig selv rimeligt harmløse, men uheldigt fleksible, begreb Corporate Social Responsibility. Her er en smagsprøve fra indlægget:

The current fad for “corporate social responsibility” carries with it the not-too-subtle message that corporations left to themselves are not socially responsible. Some pressure groups, including Christian Aid and War on Want, have joined with trade unions and other vested interests to establish the “Corporate Responsibility Coalition” (Core) to lobby for laws restricting the way that businesses operate overseas. Given the known anti-business stance of many of them, including full-page ads depicting business as a suit-clad pig riding on the back of a peasant, this is hardly a surprise.

*

Fundamentally these film-makers and lobbyists are anti-capitalist. They equate business activity with greed. They would probably be happier in a world where everyone worked in the public sector, and no one made any profits. We have seen this world, those of us who remember it. It was called communism and it reduced the human condition to squalor and servitude.

Og så mente Francis Fukuyama, at historien var slut. Den mands dømmekraft har aldrig været god.

Det minder mig om resultatet af en anden undersøgelse*, der viste, at selvom mange unge i dag opfatter sig som venstreorienterede, så er de ikke socialister med ønske om at afskaffe ejendomsretten og indføre kollektivt ejerskab på hverken højt eller lavt niveau. De vil sgu’ ikke af med deres Ipods eller forældrekøbte ejerlejligheder. Næ, de opfatter det at være venstreorienteret som “noget med at være god mod de svage”. Aha, så skal vi bare lige have skraldet den indoktrinering af, som de har været udsat for siden vuggestuen, og vist, at det er den liberale markedsøkonomi bedst til.

(* beklager, ingen link, så der er ekstra grund til at være mistroisk )

Kort sagt: It ain’t over.

Årsag, virkning og Bono

En af det forgangne års helt store mediebegivenheder var Bono og Sir Bob Geldofs Live8-koncerter. Der var ikke bare tale om et musikarrangement af hidtil usete størrelser. I ugerne op til dominerede de to aldrende musikere i det hele taget mediestrømmen. ‘Make poverty historie’ lød den forjættende overskrift, og den blev brugt til at give de udvikledes landes politikere tørt på. For hvordan kunne Vesteuropas og Nordamerikas regeringsledere retfærdiggøre Afrikas lidelser? Hvordan kunne de stiltiende acceptere sygdom, lidelse og død på selve dørtrinnet til den udviklede verden? Og hvordan kunne det være, at de – som for at føje spot til skade – end ikke levede op til deres løfte om at give 0,7 procent af eget bruttonationalprodukt i ulandsbistand?

Ja, lussingerne stod i kø i dage. Og de udviklede landes regeringer vendte ivrigt kinden til. Reaktionerne på Live8-svadaerne var nærmest lidt krybende. De adspurgte politikere overgik hinanden i at love bod og bedring. For Bono og Geldof havde jo så evigt ret. Nu var det bare med at komme ud af starthullerne. Omkring 300 milliarder ekstra bistandskroner inden 2010 lød et af de mere konkrete løfter.

I skyndingen glemte såvel Live8-aktivisterne som politikerne bare lige at stille sig selv og hinanden ét meget enkelt spørgsmål: Er der overhovedet belæg for, at økonomisk bistand kan være med til at føre ulandene ud af fattigdomsfælden? Spørgsmålet er væsentligt. Vi kan alle blive enige om, at de afrikanske landes trængsler er grufulde. Der er tale om et kontinent, der med jævne mellemrum bliver skamredet af de fire apokalyptiske ryttere – af pest, krig, sult og død. Den moderne pest hedder AIDS, og den ødelægger den menneskelige infrastruktur næsten lige så effektivt som den Sorte Død gjorde det for små 700 år siden. Krigen tager form af borgerkrig, og den er yderst hæslig i lande som Sudan og Congo. Sulten er den samme gamle hungersnød, som vi har kendt i hele menneskets historie. Og døden, ja den er et tilværelsens vilkår i mange af disse områder. Den slags kender vi fra vores egen fortid, og hvis vi kan være med til at afhjælpe dette åg, så bør det ikke skorte på god vilje.

Men kan vi det? Begrundelsen for ulandshjælp er vel, som ordet siger, at det ‘hjælper’. For snart mange år siden fik vi at vide, at det – når blot vi gav en hånd med – blev “bedre dag for dag”. Det blev det bare ikke. Og det skyldes bestemt ikke manglende bistand, uanset hvad Bono og Geldof så siger. International bistand har, hvis vi stoler på Verdensbankens tal, i de seneste år udgjort over halvdelen af de samlede offentlige udgifter i lande som Zambia, Uganda, Senegal, Madagaskar, Etiopien og Congo – ja i visse lande syd for Sahara udgør ulandsbistanden mellem en tredjedel og to tredjedele af bruttonationalindkomsten. Bistanden har et halvt århundrede på bagen, men succeshistorier har det været så som så med.

Det bringer os tilbage til det tidligere spørgsmål. Hvis hele bistandstankegangen ikke tangerede noget halvreligiøst, så kunne de fleste nok blive enige om at svare ‘nej’. Ulandsbistand tilbyder tilsyneladende ikke en vej ud af fattigdomsfælden, for udvikling og bistand har kun meget sjældent gået hånd i hånd. Hvordan kan det være?

Det skyldes bestemt ikke, at ulandene på forhånd er dømt til at henslæbe en tilværelse under underudviklingens åg. En række lande i Øst- og Sydøstasien har i de seneste årtier vist, at globaliseringen gør det muligt at udvikle sig med en hidtil uset hast. For fire årtier siden havde Sydkorea og Zambia nogenlunde det samme bruttonationalprodukt per indbygger. I dag er Sydkoreas 32 gange større. Og den sydlige del af den koreanske halvø er ikke et enestående eksempel. De tre andre Østasiatiske Tigre, Taiwan, Hong Kong og Singapore, har bevæget sig ad samme sti, og i de seneste årtier synes også Kina og Indien at have påbegyndt færden imod udviklingens forjættede land – alle sammen ved at eksportere sig ud af fattigdom.

Hvad skyldes det så? Dette lille indlægs meget simple bud lyder, at sagens kerne drejer sig om ejendomsret, eller rettere fraværet af ejendomsret. Hvor ejendomsretten ligger under for juridisk vilkårlighed, der har den menneskelige virkelyst trange vilkår. Det siger sig selv. Hvis statsmagten eller bevæbnede naboer kan tage frugten af ens arbejde, så er der ikke megen pointe i at gøre en indsats. Og selv hvis man vover pelsen, så er det meget svært at skaffe startkapital under den slags forhold – for hvad kan man stille som sikkerhed?

Her kommer så en interessant historisk pointe ind i billedet. Ejendomsretten blev i Europa født som et led i en studehandel mellem magthaverne og befolkningen. Eller med andre ord: staten er historisk et en forvokset mafiaorganisation, der leverer beskyttelse mod beskyttelsespenge. Det skudsmål forekommer nok forstemmende for de fleste. Sådan skal det ikke forstås. Pointen er blot, at magthaverne ikke opretholder lovene for deres blå øjnes skyld. De gør det, fordi borgerne har en klemme på dem. Og disse mekanismer gjorde sig ikke kun gjorde sig gældende i gårsdagens Europa. Der er også belæg for at forklare de Østasiatiske Tigres forbløffende politiske og økonomiske meritter ud fra samme model. Klemt inde mellem Japan og Kina var de tvunget til at indgå en studehandel med egne borgere. Uden en lind strøm af skattekroner kunne de ikke opretholde et troværdigt forsvar. Modydelsen var et effektiv og ukorrupt statsapparat, der så igen banede vejen for de respektive økonomiske mirakler.

Her gør ulandsbistanden atter sin entre, men i en uheldig fremtoning. For i verden af i dag nærer de fleste ulandes magteliter sig ved to kilder, der ingen rolle spillede i gårsdagens europæiske statsdannelser: naturressourcer og ulandsbistand. Det tekniske ord er ‘rentier stater’ – stater der lever af ‘renter’, og hvor magthaverne derfor ikke er afhængige af undersåtternes skattekroner. I en sådan situationen har borgerne liden mulighed for at få håndhævet deres ejendomsret, for de har ikke noget at handle med. Ulandsbistand kan altså være med til at fastholde de fattige lande, og i særdeleshed deres befolkninger, i underudviklingsfælden.

Er der så ingen mulighed for at hjælpe? Jo, det er der, for meget afhænger af, hvordan hjælpen bliver givet. I en sober kritik af Bonos forjættende dagsorden, bragt i Financial Times for nylig, prøver den anerkendte økonom Jagdish Bhagwati at lede Live8-folkene ind på et mere brugbart spor. Bhagwati påpeger det paradoksale i, at “ukritiske fortalere for bistand afviser [‘bistandens forbandelse’], samtidig med at de taler om ‘oliens forbandelse’, som om rundhåndede indtægter fra olie på en eller anden måde lettere skulle kunne korrumpere end rundhåndede indtægter fra bistandsdonorer”. I stedet for at diskutere bistandsstrømmens uheldige politiske følger af sætter Bhagwati, som den økonom han er, spørgsmålstegn ved ulandenes ‘absorptionskapacitet’. De er ganske enkelt ikke i stand til at anvende sådanne summer uden at ødelægge deres eget økonomiske system.

Men Bhagwati har et meget simpelt alternativ i ærmet: brug pengene uden for Afrika! Brug dem på at udvikle billig medicin mod de mange sygdomme, der plager kontinentet. Og brug dem på at uddanne unge afrikanere i Vesten. Hvis vi er heldige, så vil nogle af dem vende hjem igen efter endt uddannelse.

Disse forslag ligger i fin overensstemmelse med dette indl
ægs beskrivelse af ulands
bistandens uheldige virkninger. Bhagwatis store fortjeneste er, at han tænker i praktiske løsninger snarere end i storslåede principper. Det bringer os tilbage til hele Live8-tankegangen. For hvordan kan det være, at folk som Bono og Gelfdof kan få lov til at skamride den høje moralske hest uden på nogen måde at have givet et sammenhængende bud på, hvordan ulandsbistand skulle kunne føre til udvikling? Hvordan kan det være, at de modtager en form for heltedyrkelse ved at stille sig i spidsen for en dagsorden, der har spillet helt og aldeles fallit over de seneste årtier? Der er næppe mange, der vil være imod at ‘gøre en ende på fattigdom’, eller hvad vi nu skal oversætte de to musikeres bonmot til. Men det berettiger altså ikke de skingre anklager og forurettede miner, der bestandigt rettes imod de udviklede landes regeringer.

For spørgsmålet må være: hvordan? Og her skylder Bono og hans slæng de udviklede landes skatteydere et svar. Hvorfor er det, at deres skattekroner – givet som ulandsbistand – pludselig skulle kunne virke efter hensigten, når det ikke har været tilfældet i fire årtier? Hvor er den sammenhæng mellem årsag og virkning, der retfærdiggør en voldsom forøgelse i ulandsbistanden? Hvad er i det hele taget Live8-folkenes forklaring på, at nogle lande er i stand til at slippe ud af underudviklingens fælde? Indtil vi får svar på disse spørgsmål, må det være tilladt at stille sig tvivlende til hele denne dagsorden. Som Bhagwati meget rigtigt skriver: “Vi bør se bort fra den hysteriske anklage, at enhver, der anfægter det fornuftige i med ét slag at forøge bistandsmidlerne væsentligt, er en hjerteløs reaktionær”.

Globalisering er ikke noget nyt!

Jeg tilbringer det meste af min arbejdstid – og en god bid af min fritid – på at forske på mit kontor, eller underholde studerende i de dertil indrettede lokaler på Handelshøjskolen her i Århus. Begge dele kan ofte være frustrerende, så når lejligheden byder sig, nyder jeg at stige ned fra elfenbenstårnet og møde rigtige mennesker. I og med at jeg har fået min uddannelse af samfundet, som pt. også betaler min løn, synes jeg at jeg har en forpligtelse til at formidle min specielle viden på de områder, jeg nu engang forsker i. At det så også er både sjovt og gavnligt for min forskning er blot en ekstra bonus – prøv at forklare komplicerede ideer til menigmand, og du vil hurtigt opdage om du selv har styr på dem!
Forleden var jeg inviteret til at holde et kort foredrag om globalisering for en af Rotary-klubberne i Århus, og som det nogle gange sker, blev jeg mindet om, at det der er almenviden i elfenbenstårnet, ikke altid er det i resten af samfundet. Denne gang drejede det sig om globaliseringens historie. Det viste sig nemlig, at selv Rotarymedlemmer, der som oftest er interesserede og informeret up-to-date, ikke er klar over, at globaliseringen som vi diskuterer den dagligt, slet ikke er et nyt fænomen.

Den folkelige myte, som selv en del af det akademiske parnas synes at tro på, siger at vi aldrig har set så store handelsmængder, så kraftige investeringsstrømme, eller en informationsrevolution som den, internettet har bragt os de sidste ti år. Det er en myte, som de fleste vel kan nikke genkendende til, politikere gentager og agerer efter, og sociologer bygger dommedagsscenarier over for vores sociale liv. Myten er ikke blot misvisende, men helt grundlæggende forkert.

Den moderne globalisering startede helt tilbage i det 15. århundrede med de store opdagelsesrejser – Columbus, da Gama osv. – der åbnede søveje til fjerne egne af verden og samtidens øjne for deres muligheder. Med tiden blev navigationen bedre, skibene blev større, hurtigere og mere sødygtige, og kontakterne med fjerne lande blev udbygget, enten gennem handelsstationer eller regulære erobringer. I første halvdel af det 19. århundrede var transportpriserne derfor kommet så langt ned, at det virkelig begyndte at batte noget. Samtidig meldte dampskibet sig på banen og Suez-kanalens indvielse i 1869 reducerede dramatisk søvejen til Indien. Og da Adam Smiths frihandelstanker langt om begyndte længe at fortrænge merkantilisternes økonomiske nonsens, både på det videnskablige og politiske plan, tog globaliseringen for alvor fart.

En anden udvikling, der fandt sted på samme tid, gav en virkelig revolution. I 1850 lagdes de første undervandskabler til telegrafaktivitet mellem England og Frankrig, og i 1866 lykkedes det ved hjælp af Brunell's kæmpeskib Great Eastern at lægge det første transatlantiske kabel, der holdt. Den første meddelelse indeholdt et tillykke, og beskeden om, at Preussen og Østrig havde sluttet fred. Verden var fra da af blevet næsten ubegribeligt meget mindre.

Perioden mellem cirka 1870 og udbruddet af første verdenskrig blev derfor karakteriseret ved en hurtigt stigende økonomisk integration mellem verdens lande og kontinenter. Med andre ord, perioden 1870-1912 kaldes ofte for den første globaliseringsbølge. Via den øgede handel og den langt hurtigere udveksling af informationer som for eksempel det transatlantiske kabel muliggjorde – dengang var det ikke internettet, men telegrafen der drev udviklingen – blev priser og investeringer i hele verden meget tættere sammenblandet. For eksempel begyndte aktiepriserne på børserne i New York og London at bevæge sig sammen, fordi de to lande nu delte økonomiske vilkår.

Det nye i globaliseringen i de sidste år er således ikke omfanget. Vi er blot ved at være tæt på det niveau, vi kendte til for hundrede år siden. Det nye er heller ikke, at fattige lande nyder godt af den, på trods af hvad sociologer og den marxistiske venstrefløjs ideologiske dinosaurer påstår. Nu er det lande som Chile, Thailand og Mauritius, der har enorm gavn af at udnytte de globale fordele, som de nu engang har. For hundrede år siden var det USA, der benyttede sig af dets billige arbejdskraft, Argentina, der rykkede ind i de rige landes klub ved at udnytte sine naturressourcer, og et lille land i Europas nordligste periferi, der blev uhørt rigt på at sælge smør og bacon. Og hvis nogen skulle være i tvivl (hvad jeg ikke håber på!), er det sidstnævnte land selvfølgelig Danmark.

Hvis vi vil tage ved lære af den første globaliseringsbølge, i stedet for at lukke øjne og ører for den og gøre som om vi ikke forstår den, vi sidder i lige nu, bør det være klart for alle, at globaliseringen er en fantastisk mulighed. Om man så bruger den, er en anden sag. Som landmænd nogle gange siger: Man kan trække et svin til truget, men man ikke tvinge det til at æde. Globaliseringen skal omfavnes og ses som en mulighed i stedet for en trussel. De lande, der gjorde det for hundrede år siden, blev rige dengang. Og dem – der som vores eget land – blev ved med at være åbne, fik en gradvist højere levestandard, mens andre – som for eksempel Argentina – der efterfølgende lukkede sig om sig selv, faldt tilbage i rækkerne igen, med de fattigste som de største tabere.

Hele pointen i dag er: Lær af historien! Dampskibe og tog transporterede folk, som fly gør det i dag, og telegrafen var tidens internet for hundrede år siden. Hvis vi gider interessere os for historien, i stedet for blindt at skrige, at det hele er nyt og vi forstår det ikke, kunne det være, at vi kunne få en kvalificeret debat om globaliseringen. Og så kunne vi måske undgå de gigantiske skæverter som både EU og vores hjemlige politikere slår i frygt for vælgere og resten af verden. Historien viser os, at der intet er at være bange for.

Afmontér velfærdsstaten

The Business bragte for nyligt denne interessante historie om hvorledes den højt besungne skandinaviske velfærdsmodel (med Sverige som det paradigmatiske eksempel) ikke har formået af løfte indkomsterne for de fattigste grupper i samfundet i samme grad som UK og Irland. Faktisk er indkomsterne for de fattigste 10% af befolkningen i Sverige knap nok steget fra 1995-2004, mens den tilsvarende gruppe i UK og Irland har haft en indkomstfremgang på henholdsvis 59% og 79%. Her er et uddrag fra artiklen:

The incomes of the poorest 10% of Swedes have grown six times slower than the poor in the UK and eight times slower than the poor in Ireland over the past decade…In Ireland, average incomes surged by 101.3% between 1995 and 2004 and that of the poorest 10% by 78.6%…. In the UK, the average is up by 71.5% and the bottom tenth by 59.2%. In stark contrast, the poor have barely increased their incomes during the past decade in the rest of the EU and especially in Sweden, a country once famed for its “social justice”. Average incomes in the EU excluding the UK and Ireland are up 37.1% and that of the poorest tenth by 19.2%. In Sweden, the average is up 29.3% and the bottom decile by a mere 9.7%.

Derudover kan man ikke blot læse, at andelen af fattige i Sverige er steget en smule i løbet af de sidste 10 år, men også – og mere interessant – at andelen af fattige husholdninger (d.v.s. husholdninger under en eller anden fattigdomsgrænse) i dag er mindre i UK end i Sverige!

Skal vi tage disse tal for pålydende, må konklusionen være, at den socialdemokratiske velfærdsmodel udgør en hindring snarere end en mulighed for mindre bemidlede mennesker med lave indkomster og uden job. For denne gruppe er mobiliteten op ad indkomststigen lav i de socialdemokratiske velfærdsmodeller, men betydeligt større i de mere liberal-konservative – eller i hvert fald mindre socialdemokratiske – britiske og irske velfærdsmodeller.

I denne tid, hvor velfærdsreformer står højt på den politiske dagsorden, sender dette et klart signal til både reformtilhængere og ikke mindst reformmodstandere: Afmontér velfærdsstaten. Det er den bedste vej til at løfte indkomsterne for alle grupper – de fattigste inklusive – i det danske samfund.

En amerikaner i København

Den amerikanske superstar Jeremy Rifkin gæster København fredag i forbindelse med, at hans seneste bog udgives på dansk. Men når man læser den, bliver man mest af alt mindet om, at god mad og smukke kvinder kan føre til meget. Jeremy Rifkin er blevet forført til en slap analyse og et fromt håb.

Ifølge bogen er håbet europæisk, selv om hele verden i begyndelsen var Amerika, sådan som John Locke skrev. Står det til Rifkin, ligger fortsættelsen i Europa. Hans bog, der også er midtpunkt for en debat med udenrigsminister Per Stig Møller fredag, er en interessant strømpil trods sit  naive budskab og et illustrativ eksempel på, hvad der sker, når man forelsker sig så meget i idealerne, at man ikke kan se virkeligheden.

Rifkins hovedbudskab er den amerikanske drøms langsomme død. Hvor der langt ned i den amerikanske folkesjæl tidligere eksisterede en rodfæstet tro på, at den amerikanske drøm var virkelig for de mange, og at Amerika havde en mission eller et kald i verden, så er disse præmisser ikke længere en naturlig del af den amerikanske bevidsthed, mener Rifkin. Dertil har den amerikanske drøm været alt for fokuseret på materiel tilfredsstillelse, ligesom Amerika ikke længere er et storslået land, som andre lande ser op til.

Det begyndte ellers så godt i Guds eget land. Da pilgrimme på flugt fra den europæiske religionskrig gik i land ved Plymouth Rock tilbage i 1620, havde de troen på, at de kunne skabe et nyt samfund uden undertrykkelse og borgerkrig, og forfatningsfædrene leverede snart den praktiske anvisning. Denne unikke blanding af religiøs overbevisning og nyttig politisk rådgivning viste sig at være et overordentlig stærkt grundlag for nybyggerne på den amerikanske prærie og senere for det produktive borgerskab i industrialiseringens Amerika.

Blandingen talte til menneskets to mest basale behov: behovet for lykke i denne verden og behovet for frelse i den næste. Reformationen mødte Oplysningen, og ud kom Den Ny Verden. Calvin mødte Jefferson, og ud kom New-man, den amerikanske helt, der nu optræder som anti-helt i Rifkins varieténummer.

Fremtiden står i Europas tegn, mener Rifkin. Derfor hedder det med en patos bøjet i neon, at “Europa i dag går forrest i kampen for at redefinere det menneskelige lod og den verden, vi må og skal skabe for at nå ud globalt”. Tak for kaffe.

For at underbygge sine påstande fremfører Rifkin en mængde statistik, hvis lødighed er svær at efterprøve. Hvem er mest produktiv – USA eller EU? Hvem skaber flest jobs? Hvem har den højeste livskvalitet målt i antal køleskabe eller elkedler? Rifkin mener, at EU repræsenterer en stille, økonomisk revolution, som vil gøre EU til en ny, økonomisk supermagt. Der findes statistik, som peger på præcis det modsatte. Desuden må det undre, at Rifkin selv fremhæver en EU-finansieret undersøgelse fra 2003 om iværksættertrang, der viser, at amerikanerne er langt mere villige til at risikere noget end europæerne. At det skulle være befordrende for den fremtidige velstand og velfærd i Europa, at halvdelen af alle europæere hellere vil arbejde for andre frem for selv at skabe værdi, må overgå ikke bare almindelige amerikaneres, men også almindelige europæeres fatteevne. Hvordan skal vi overleve uden iværksættere?

Herpå følger nogle kapitler om den moderne verdens tilblivelse, skiftende opfattelser af tid, sted, natur, individualitet og ejendom. Det er alt sammen pædagogisk fortalt, men der er intet nyt. Rifkin slutter af med at konkludere, at den amerikanske drøm aldrig var ment som en fælles oplevelse, men som en enerejse, og at den derfor ikke kan klare udfordringerne i globaliseringens tidsalder.

Hvad er udfordringerne ifølge Rifkin? Den kommende globale æra reducerer nationalstatens betydning, og udviklingen stiller nye krav til vores politiske og økonomiske institutioner. Læseren er ikke i tvivl om, at EU er svaret på de første, eftersom “verdens fremtid bliver gentænkt i det europæiske klasseværelse”, sådan som Rifkin forsikrer. Det er da rart at vide.

Også hvad angår de økonomiske institutioner, er vi på sikker grund. Rifkin mener nemlig, at vi vil gå fra marked til netværk, hvor førstnævnte bygger på mistillid, mens netværk udspringer af tillid og andet godt. Markedet er funderet på grænser og territorium, hedder det i Rifkins analyse, mens netværk er mere porøse og fintfølende og derfor bedre gearet til den ny økonomi. Desuden skaber netværk ikke vindere og tabere, kun vindere. Hvem kan ønske sig mere?

Forfatteren er en selvgratulerende amerikansk supereuropæer. Med samme logik går han derfor imod dødsstraf og Bush-administrationens forebyggende angreb i udenrigspolitikken. Sammenhængen er måske lidt søgt, men lad gå. Rifkin går ind for Det Gode. For Livet. Helt konkret går han ind for det “kosmopolitiske” og “fredsskabende” Europa, der bygger på “gensidig respekt, empati og anerkendelse af den anden”. Han går også meget stærkt ind for menneskerettigheder. Men hvis Europa eller EU virkelig gik ind for menneskerettigheder, så ville de europæiske lande også have blandet sig mere markant i den verserende Muhammed-krise. Det skriver Rifkin intet om.

EU er for Rifkin det netværkerkende Europas manifestation. Universalistisk, sekulær, polycentrisk, hverken en nationalstat eller et imperium, men en mediator i den godes sags tjeneste, en postmoderne politisk institution med en “kamæleonsagtig evne til at genopfinde sig selv”. EU er “procesorienteret”. EU er “politik uden centrum”. EU er “enhed i flerhed”. EU stræber efter “harmoni, ikke hegemoni”, efter “inklusion, ikke eksklusion”, og indvarsler en “medfølelses tidsalder”, en verden af “vi”, som vil erstatte den gamle, amerikanske verden af “mit” og “dit”.

Udviklingen går derfor i retning af en ny oplysningstid. Hvis dette er den “Anden Oplysning”, som Rifkin proklamerer, så længes man så meget desto mere efter den første.

Summa summarum: Den amerikanske drøm er passé. Åndløs materialisme har ædt idealismen op indefra, og den amerikanske stræben efter velstand og territorium ødelægger den menneskelige ånd og medfølelse.

Sort ser det ud, hvis ikke det var for Europa. På dette håbefulde kontinent hersker til gengæld en drøm om livskvalitet, bæredygtighed, fred og kollektivt ansvar. Hvis vi bare holder os til sidstnævnte, så betyder det måske også kollektiv ansvarsflugt. Den skriver Rifkin heller intet om, ligesom han på intet tidspunkt forsøger at trænge ind under de højt besungne værdiers virkelighed. Det er faktisk beskæmmende.

Hvad vi får, er med Rifkins egne ord en ny “metafortælling”. Andre nøjes gerne med en fortælling. I tillæg får vi en floromvunden tese om, at europæere ønsker at høre til i en social kontekst og med rette ser sig selv som humanismens forsvarere, mens amerikanere vil være frie og autonome og derfor er besatte af ejendomsret og sikkerhed. Hvor europæere bruger deres netværk og dyrker de sociale bånd, priser amerikanerne markedet, skønt de har opgivet arbejdsetikken til fordel for spil og casino. Europæerne er mere optaget af kreativ fritid og civilsamfundets “dybe leg”, hvad det så end er, mens amerikanerne er blevet til nation af fremmedgjorte narcissister, der bowler alene og underholder sig selv til døde.

Nå. Hvis man er i godt humør, kan man vælge at læse bogen som ren og skær fiktion. Som fristil. Og som sådan er den et udmærket arsenal for naive sjæle i alle lande. Her er fine sætninger at vælge fra. Ordspil, dekorative fraser. Hvis man gerne vil vide besked med, hvad der sker i verden i disse år, skal man imidlertid kaste sine skillinger efter andre kilder.

Jeremy Rifkin, der har været rådgiver for EU-Kommisionens Romano Prodi, fremstår i denne bog som en velmeriteret amerikaner,
der har været på besøg
i Milano, Bruxelles, Paris – og nu København – og er blevet forført af den gode mad og de smukke kvinder. Det skal være ham tilgivet, men hans analyse er tyndere end det papir, den er trykt på, og minder om dårlig lufthavnslitteratur, hvorfor han måske skulle overveje at tage toget og tænke sig bedre om en anden gang.

Jeremy Rifkin: Den europæiske drøm. Hvordan Europas fremtidsvision langsomt fortrænger den amerikanske drøm, Informations Forlag 2006, 458 sider, 348 kr.

Skatter koster

Jeg har lige modtaget, hvad der ser ud som en interessant rapport, skrevet af den australske public choice økonom Alex Robson fra Australian National University.  I rapporten “Taxation, Individual Incentives and Economic Growth” fra det franske forskningsinstitut Institut de Recherches Economiques et Fiscales (IREF) (som jeg endnu kun har haft tid til at skimme) undersøger Robson de mulige sammenhænge mellem skatternes omfang og økonomisk vækst.  Fra borgerligt-liberal side er det normalt argumenteret, at høje skatter leder til mindre incitamenter til at engagere sig i produktive aktiviteter og dermed til (relativt) lavere vækst.  Fra venstreorienteret side (heriblandt visse danske samfundsforskere) postulerer man omvendt, at der ikke er en sådan sammenhæng, om end man–i det omfang der gives teoretiske argumenter–er lidt uklar m.h.t. årsagerne til, at skatter ikke skulle mindske incitamenterne.  Hidtidige empiriske studier har fundet sammenhænge, der i bedste er tvetydige og i værste fald modsatrettede.  F.eks. kan den borgerligt-liberale sammenhæng (lave skatter/høj vækst og høje skatter/lav vækst) være empirisk sand, men samtidigt kan der f.eks. være tale om, at samfund, der har oplevet høj vækst, hæver skatterne–hvorefter højvækstøkonomier har høje skatter …  Robson identificerer i stedet de logisk mulige alternative kausal-sammenhænge og undersøger så i sin empiriske analyse, hvordan det i periode t2 går lande, der gennemfører skattelettelser i periode t1.  Her bliver sammenhængen, som ihvertfald nærværende punditokrat ville forudse.  Altså, større skattelettelser fører til højere økonomisk vækst.

PS. Robson er også forfatter til bl.a. rapporten “The Costs of Taxation”, som er udgivet af den klassisk-liberale tænketank Centre for Independent Studies, og som er en slags forstudie til førnævnte.  Her argumenterer Robson, at de samfundsmæssige omkostninger af et højt skattetryk er langt større end, hvad selve skattetrykket synes at være, når man ser på, hvad der flyttes fra en kasse til en anden kasse, ligesom han viser, at de økonomier, der gennemfører betydelige skattelettelser får en økonomisk vækst, der er næsten dobbelt så høj som de økonomier, der gennemfører mere beskedne skattelettelser. Begge rapporter er gode eksempler på, hvad der interesserer CEPOS–og på den type arbejde, som tænketanken måske burde kaste sig ud i.

PPS. Robson refererer iøvrigt et studie, jeg ikke kender, men nok burde læse: Cassou & Lansin, som i Economic Inquiry (2004) estimerede, at en “flat tax” leder til en permanent stigning i økonomisk vækst på 0,143 pct.point om året.

Ældre indlæg Nyere indlæg

© 2018 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑