I går kunne man se statsministeren blive interviewet på DR. Da talen faldt på Irak, som statsministeren rimeligt modigt (for ham i hvert fald) havde berørt i sin åbningstale, stillede journalisten naturligvis nogle spørgsmål herom. Og naturligt for DR, der i den seneste tid har haft det mere end almindeligt svært med sit vi-er-bare-neutral-public-service-så-fortsæt-betalingen lød opbygningen af spørgsmålet noget i retning af, at ingen vil beskrive Irak som en succes. Statsministeren stod rimeligt fast, så rimeligt som han vel tør fra sin midtsøgende position. Det var ikke helt ringe. Men forudsætningen for spørgsmålet står tilbage: ingen?
Tja, succes er et stort ord at bruge, men mindre kan vel også gøre det. Hvis demokratiet overlever i Irak i bare en nogenlunde genkendelig form, og især hvis Irak forbliver en samlet stat uden større opdeling i Bagdad end i Belfast under the Troubles, er det rimeligt tæt på en succes, navnlig hvis man sammenligner det med alternativet, som var Saddams fortsatte styre.
Journalistens udgangspunkt om “ingen” minder mig om Tom Wolfes anekdote om den rige society-dame fra medieverdens øvre lag i New York, som ikke kunne fatte, at Reagan havde vundet valget. Hun kendte ingen, der havde stemt på ham.
Havde journalisten læst denne artikel fra det britiske Spectator, ville han måske have formuleret sit spørgsmål anderledes (her). I artiklen argumenteres for, at både Irak og demokratiet overlever, og at volden og de sekteriske problemer hastigt er ved at nå et niveau, hvor irakerne selv kan klare det.
En række andre begivenheder i den seneste tid bekræfter den udvikling, som artiklen fra Spectator omhandler.
I Irak har de politiske fløje fra både sunni og shia protesteret mod en resolution fra den amerikanske demokrat-kontrollerede kongres, som anbefaler en opdeling af Irak. Det var sikkert velmenende, men det går imod alle undersøgelser, der viser en massiv opbakning bag Irak som en samlet stat. Selv blandt de mere autonomt indstillede kurdere er der opbakning, formodentlig fordi de har indset, at selvstændighed nu kun fører til krig med Tyrkiet. Så hellere vente og fortsætte det økonomiske mirakel, som er under udvikling i det irakiske Kurdistan.
Resolutionen fordømmes også af de øvrige arabiske stater. Sjovt nok synes de at være forenet med Iran, der også støtter et samlet Irak, men nok af andre grunde. De arabiske stater ønsker en samlet stat for at fastholde Irak i den arabiske lejr, og Iran ønsker en samlet stat, fordi den vil være shia-domineret. Af samme grund har de heller ikke noget imod demokratiet. Deres håndlanger al-Sadr synes også at være i gang med en omvendelse til demokratiet, formodentlig fordi han har indset, at det kan betale sig. Demokrati er jo desværre ingen forhindring for korruption, hvilket vi jo i Europa både kender i den direkte form fra Italien og i den indirekte form fra den danske velfærdsstat. Men fælles er altså udsigten til et samlet Irak og et fortsat demokrati.
Den amerikanske resolution er på den baggrund måske nok velmenende, men den viser, at demokraterne ikke fatter, hvad der foregår i Irak, og stærkt overdriver de problemer, som stadig står tilbage. Hertil kommer – desværre – at så mange demokrater (og hovedparten af danske journalister) har investeret deres troværdighed i, at Irak ender som en fiasko, at de må formodes inderligt at håbe på en sådan udvikling.
En sidste ting i denne omgang, der i lighed med Spectator-artiklen er noget, som I næppe ser i MSM, var den ellers meget store nyhed, at storayatollah al-Sistani har haft et møde med en repræsentant for sunnierne. Som det første af sin slags markerer det et vigtigst skridt i retning af den forsoning, som er i gang mellem på den ene side sunnierne, der så småt har indset, at deres tid ved magten er forbi, og at al-Qaeda er for kugleskøre til at bringe dem tilbage til magten igen, og på den anden side shiaerne, der har indset, at de aldrig får et velstående Irak, hvis de prøver at undertrykke de veluddannede og nu igen også veludrustede sunnier. Man må håbe, at al-Sistani lever endnu længere, end han allerede har gjort, for han står stadig som garant for en version af shia, der i modsætning til den persiske variant afviser den direkte involvering af præster i politik.
Nok for denne gang. De negative nyheder om Irak får I hos DR og de øvrige MSM. Her får I den anden version.
Det er godt at se på det positive også. Men altså: Der er ganske mange døde i Irak som følge af invasionen, ikke. De seneste tal lyder på omkring en million mennesker. Selv hvis det reelle tal skulle være halvdelen… Dertil kommer et meget stort antal flygtninge. 1 million? 2 millioner? Hvis det er mission accomplished, bør vi nok afholde os fra lignende missioner.
Hvad man om kort tid må forventes at kunne læse i sin avis / høre i sin radio: “Trods præsident Bush’s dybt uansvarlige militære opbygning gennem de seneste måneder har al Quaida med sin hurtige strategiske tilbagetrækning udvist den fornødne ansvarlighed, hvorfor en yderligere eskalering af volden er udeblevet. De pludselige og uforklarlige alliancer mellem sunnier og shiaer øger dog samtidigt risikoen for, at udviklingen i Irak vil provokere præstestyret i Iran, og dermed udløse nye blodbad i det i forvejen hårdt ramte område. Den helt uventede udvikling i Irak er kommet som en overraskelse for alle, og det demokratiske flertal i USA’s kongres igangsætter nu en høring, der skal forklare, hvad der gik galt, og hvorfor Irak fortsat eksisterer som en enhedsstat. Samtidigt forberedes et lovforslag, der skal gøre fremtidig militær indsats betinget af, at modstanderne stiller med regulære styrker, så usikkerheden om, hvorvidt dræbte er uskyldige civile eller modstandsfolk helt kan undgås.”
Poul Højlund:Jeg anfægtede i min kommentar, at man kan kalde interventionen i Irak for en succes. Det er bemærkelsesværdigt, eller snarere; nødvendigt at bemærke, at den civile dødelighed efter alt at dømme (en voldsomt høj generel dødelighed) er meget højere end under Saddams styre. I min bemærkning ligger naturligvis hverken en ‘støtte’ til eller undsigelse af Saddam Hussein eller Al-Qaida. Det er infamt at insinuere dette, hvis det er det du gør i dit indlæg. Men, hvis du spørger mig, så nej: Der er ikke tale om en succes med invasionen, og irakerne havde været bedre stillet foruden. En, som jeg skriver, bemærkelsesværdig slutning, al den stund irakerne flest må formodes at have haft meget dårlige vilkår, særligt hvad angår politisk frihed og fysisk sikkerhed, under Saddams totalitære regime. Det kunne svært blive værre, men det blev det. Det blev meget værre, i hvert fald på kort sigt, og invasionen var medvirkende til dette.Er jeg så en af de – efterhånden mange – der mener, at vi skal trække os ud så hurtigt så muligt? Mnej. Hvis vi bliver bedt om at blive, mener jeg i princippet, at vi skal blive. I praksis kommer det an på om vi kan sikre, at de tropper, vi har sendt ud, og arbejder sammen med, øver en fornuftig og kontrolleret indsats. Det sidste mener jeg så desværre ikke gælder for de private sikkerhedsoperatører i landet. Såvidt jeg kan forstå kan disse ikke rigtigt stilles til ansvar i de, forhåbentlig få, tilfælde, hvor de handler forkert. På kort sigt er irakerne stillet i en meget dårlig situation (læs: mange døde og flygtede). Invasionen har været medvirkende til dette. Hvis invasionen ikke havde været der, havde de været bedre stillet, og vi havde ikke været værre stillet sikkerhedsmæssigt, da Saddam var inddæmmet. Jeg håber selvfølgelig inderligt, at Irak hurtigst muligt får et stabilt styre med retsstat og gryende demokrati og det hele. Det er et interessant spørgsmål at stille, hvordan irakerne vil fortælle deres egen historie om nogle år. Efter Mr. Laws mening er svaret tilsyneladende: “Først var der Saddam. Han var den ondeste i verden på den tid. Dernæst blev han væltet af en international styrke. Det kostede sværdslag og nogle ofre, men det var en forudsætning for at nå Det Nationale Kompromis, der har ført til den frihed, retstilstand og velstand, vi ser idag. Det kunne ikke nås på anden måde. Ellers havde Saddam fortsat sit rædselsregime.”Jeg tror de færreste vil anfægte, at Saddam var en ond mand, eller at et nationalt kompromis kan føre til mange gode ting for irakerne. Men at kalde det en succes? Nej.
trane: klap lige hesten, – jeg kommenterede ikke på din posting. Og jeg gør det heller ikke denne gang, – trods min meget store uenighed med dine konklusioner og flere af dine præmisser.
Poul:Okay, så klapper jeg hesten. Men ellers går jeg udfra, at du under succeskristerier tæller fysisk sikkerhed. Du må gerne prøve at overbevise mig om noget andet, men min umiddelbare opfattelse er, at færre, og også færre uskyldige, var døde, hvis Saddam havde blevet siddende en tid endnu. Hvis han havde gerådet sig ud i en massakre på et udsnit af den irakiske befolkning havde han været sikker på at blive invaderet. Nu blev han det så, men på et meget tyndere grundlag og med meget voldsomme tab.