Ugens citat: The New Yorker om Hillary Clinton

Det fremragende ugeblad The New Yorker (næppe et Republikansk ‘mouth-piece’) har denne morsomme karakteristik, “Mammoths”, af det sidste Clintonske vælgermøde i Iowa:

“For reasons not yet revealed, Hillary Clinton held her final Iowa campaign rally in a museum. The event, on the eve of the caucuses, opened to the sounds of the Canadian band Bachman-Turner Overdrive’s 1973 classic “Takin’ Care of Business” and closed with “9 to 5,” Dolly Parton’s 1980 ode to (and movie about) work. In between, as Hillary, Bill, and Chelsea Clinton waved and clapped to the music, it felt very much like watching the reunion of a nineteen-nineties band. …

Rather than “demanding it,” [i.e. “change”] like John Edwards, or “hoping for it,” like Barack Obama, Hillary told Iowans, “I believe you bring about change by working really, really hard.” So it seemed rather lucky that her campaign had found an event space with a version of that slogan inscribed in the architecture. But, on closer inspection, it turned out that the phrase was part of an exhibit for the mammoths, long extinct, that once roamed what is now Iowa. The skeleton of one of the beasts loomed ominously a few yards from the Clintons, and the museum’s exhibit explained that the mammoths were witnesses to change because they “watched as their world disappeared and their dominance was usurped.”

19 thoughts on “Ugens citat: The New Yorker om Hillary Clinton

  1. Andreas

    Utroligt som et enkelt caucus kan ændre alting. Før Iowa var Hillary jo favorit blandt demokraterne–man kunne tillade sig at håbe på Obama, men ikke ret meget mere.Nu er hun altså en mammut–håbløst gammeldags, ja uddød–forlængst udkonkurreret af de moderne, grå, gumpetunge og tykhudede elefanter.Det billede leder naturligvis tankerne hen på republikanernes maskot, elefanten, og det var som bekendt en republikaner som tog over efter Clinton I. Det kan meget vel blive en republikaner der tager over efter Bush II også. Uanset det store fokus på Hillary eller Obama, så har republikanerne faktisk nogle gode kort på hånden. Lad os se om McCain kan få lidt vind i ryggen. Og lad os så se om amerikanerne vil have hanelefanten, den hvide krigshelt, eller om de hellere vil have den uerfarene og, ja, farvede unge mand.Economist beskrev før Iowa dramaet således:

    For Democrats, Iowa is like the crucial first hurdle in a race of similar hurdles. How Mrs Clinton, Mr Edwards and Mr Obama finish will indicate, if imperfectly, their strength overall. But for Republicans it is more like the first event in a pentathlon: the candidates have different strengths and Iowa’s winner will not necessarily prosper in later events.

    Når røgen har lagt sig fra slagsmålet mellem Hillary og Obama, kan det vise sig at der står en stærk, republikansk kandidat parat til at tage kampen op imod den overlevne, og forslåede, demokrat.

    Svar
  2. Peter Kurrild-Klitgaard

    Jeg er ikke sikker på, at HC (nødvendigvis) endnu er helt “history”. Efter primo februar måske, men hvis hun vinder New York, Florida og Californien, så er IO og NH reelt ligegyldige. Husk bare på f.eks., hvem der i 1992 vandt de to staters caucus/primærvalg–var det Bill Clinton? Nej, han kom først for alvor rigtigt i spil en del vigtige primærvalg senere.

    Svar
  3. Jon Herstad

    Ingen tvivl om at det er for tidligt at dømme Fru Clinton ude! Men når du (PKK) skriver, at også hendes mand (Bill) tabte de to primærvalg/-caucus men som bekendt blev demokraternes præsidentkandidat anyway (og det er da tydeligvis også en sådan strategi The Clintonians nu har gang i: http://www.realclearpolitics.com/articles/2008/01/shaken_clinton_camp_prepares_f.html). Så vil jeg påpege, at der var omstændigheder ifm Hr. Clintons valgkamp, som simpelthen er usammenlignelige med situationen i dag, eller snare omvendt. Bill var det nye ansigt, en bølge af forandring so to speak, Hilary er derimod ser ud til at blive offer for selv samme nye ansigt/bølge i form af Obama.It ain’t over till it’s over, fair nok men jeg sætter mine dollars på Obama! (Se evt. Intrede.com hvorfor)P.s.: Er det ikke på tide at få indført muligheden html-kodning her i kommentarfeltet?

    Svar
  4. Henrik

    Siden Nixon i 1972 er alle præsidenter blevet valgt udenbys. Den nærmest er vel Georg Bush den 1., der sad 2 år i repræsentanternes Hus. Carter guvernør, Ronald guvernør, Clinton guvernør og den nuværende guvernør. Så det må næsten blive en Mitt eller Mick. Alle de andre er for meget DC fedtet ind. Og så er alle præsidentkampagner et spørgsmål om time for a change. Frisk blod etc. Så der er ikke så meget nyt. Men hvis det bliver et showdown McCain – Obama/Clinton vil det være første gang længe vi får en senator som præsident. Men skægt som de tipper frem og tilbage. Det er jo mere et spørgsmål om at ramme dagen eller dybere overvejelse bag krydset. Hvis Clinton var 20 % foran i november måned så svarer det til at 10 millioner mennesker er gået fra hende til Obama. Lidt at en menneskemængde.

    Svar
  5. Peter Kurrild-Klitgaard

    Altimens jeg har brugt det meste af en uge på at hygge mig over, at jeg tilsyneladende var stort set den eneste i Danmark, der ikke troede, at Hillary Clinton var politisk død, så har jeg dog også lige haft tid til at læse dette elegante stykke nedsabling, foretaget af selveste Christopher Hitchens:http://www.slate.com/id/2182065/Ouch, ouch, ouch …@Herstad: Intrade.com er en usikker kilde til forudsigelser … 😉 (Men en meget god opsummering af, hvad folk _tror_ …)

    Svar
  6. Georg Sørensen

    Det amerikanske præsidentvalg.Det kan godt være, at Hillary Clinton og de andre Demokrater er ‘liberals’, men egentlige socialister er de vel ikke? Det ville være interessant at lave en sammenligning mellem det danske politiske spektrum og det amerikanske. Hvor ville De Konservative f.eks. ligge placeret i det amerikanske politiske landskab?Svar udbedes.

    Svar
  7. Peter Kurrild-Klitgaard

    Kære Georg Sørensen (og er du iøvrigt dén GS? I så fald [særligt] velkommen hertil!)Godt spørgsmål. Nej, egentlige socialister (særligt i den marxistiske tradition) er der vel næppe rigtigt nogen af dem, der er. Bortset fra Bernie Sanders (uafh. men i praksis Demokratisk kongresmedlem fra Vermont) har der vist ikke været en erklæret socialist i kongressen nogensinde (eller ihvertfald i mange årtier).Og samtidigt er det da bestemt tilfældet, at f.eks. mange danske Konservative eller Venstre-folk meget let ville ligge “til venstre” (måske endog væsentlig så) for ikke bare de fleste Republikanere men også for ganske mange Demokrater. (Tag f.eks. Phil Gramm, der i mange år var Demokratisk politiker, inden han skiftede til Republikanerne; han ville formodentlig karakterisere Foghs “Fra Socialstat til Minimalstat” som lidt til højre for “Maos Lille Røde” … ;-)Så i så henseende er det sandt nok (hvis det var det, du mente), at en karakteristik som f.eks. “venstreorienteret” for en amerikansk politiker ikke nødvendigvis er det samme som en for europæisk venstreorienteret.Men … så bliver det jo straks mere kompliceret, når vi ikke bare taler retorik og erklærede ideologiske positioner. Det kunne jo f.eks. godt være, at én grund til, at der ikke findes så mange selverklærede socialister i kongressen er, at USA ikke har samme ideologisk-socialistiske tradition som det meste af Europa, og at de pågældende ved, at det kunne være ideologisk selvmord at erklære sig som sådan, _men_ at der i praksis ikke er den store forskel på, hvorledes de ville stemme. Der findes f.eks. ganske mange Demokrater, som får en 100 af 100 “life time rating” af “Americans for Democratic Action”, og som omvendt får tæt på 0 i rating af f.eks. “American Conservative Union” eller “Republican Liberty Caucus”–fordi de *altid* stemmer for mere regulering, højere offentlige udgifter, o.s.v. Og hvor adskiller de sig så i praksis særligt meget fra f.eks. den danske venstrefløj bortset fra 1) at de ikke kalder sig socialister, 2) ikke (altid) anvender en decideret socialistisk retorik, og 3) på nogle enkelte særlige mærkesager/kulturellle spørgsmål er udpræget amerikanske i deres vinkling?Tag f.eks. John Kerry; jeg er ikke sikker på andet, end at han i praksis ville have det relativt ok som medlem af SF’s folketingsgruppe, eller ihvertfald Socialdemokratiets venstrefløj.Og så er der en helt anden facet: Ligesom højrefløjen ofte kan bestå af flere dele (konservative, liberale, populistiske nationalister, o.s.v.), kan venstrefløjen jo også, især i disse postmoderne tider. Og mens der næppe relativt set er mange amerikanske venstreorienterede, der tilslutter sig en egenlig, mere radikal marxistisk socialisme, så er der i USA bestemt ingen mangel på de mere radikale, post-moderne multikulturalistiske (eller hvad man nu skal kalde dem) dele af venstrefløjen. Hvor der endnu findes nogle på den gamle socialistiske venstrefløj i Europa, som vil kæmpe for ytringsfrihed og imod statslig pa- & maternalisme i forskellige mere eller mindre ekstreme varianter, så er der i USA ganske mange, som dér ryger helt ud over kanten … også blandt de egentlige politikere.

    Svar
  8. Georg Sørensen

    Hej Peter,Tak for en spændende redegørelse, og nej, jeg er ikke dén Georg Sørensen, hvis du tænker på politologen fra Aarhus.Men mener du virkelig, at John Kerry ligger så langt til venstre? SF? Er ikke også han tilhænger af dødsstraf?

    Svar
  9. Peter Kurrild-Klitgaard

    Nå, men også velkommen til dig, GS, som ikke er min tidligere kollega … ;-)Jo, Kerry er (så vidt jeg husker) tilhænger af dødsstraf; om det er ærligt eller, fordi han ved, at det (desværre, IMO) er svært at nå nogen steder i amerikansk politik som modstander af dødsstraf, skal jeg ikke kunne sige. Men det var lige præcis sådan nogle ting (og Kerrys pointering af, at han er ivrig jæger), jeg tænkte på, da jeg skrev, af mange venstreorienteede amerikanske politikere “på nogle enkelte særlige mærkesager/kulturellle spørgsmål er udpræget amerikanske i deres vinkling”.

    Svar
  10. Jesper

    PKK;”…højrefløjen ofte kan bestå af flere dele (konservative, liberale, populistiske nationalister, o.s.v.),…” Er man pr. automatik populist såfremt man er nationalist, og kan liberale, konservative, socialister m.fl. ikke være populister ?

    Svar
  11. Bielefeld

    Når man som jeg har en stor amerikansk familie, er det naturligt at følge med i de amerikanske primærvalg. De amerikanske medier flyder jo i disse dage og uger og måneder over med nyheder, og specielt saftige nyheder om Clinton-kampagnestabens personangreb på Obama og om Huckabees udtalelser om McCains udtalelser om Sydstatsflagets historiske betydning. Sådanne politiske slag under bæltestedet er selvfølgelig ikke et nyt fænomen i amerikansk politik, og hvor barnagtige disse hundeslagsmål end kan forekomme at være, sidder man også tilbage og tænker lidt på slutscenen i Woody Allens Annie Hall, hvor en mand opsøger sin læge og siger, ”Doctor, Doctor, I have a terrible problem. My brother thinks he’s a chicken.” Lægen siger, ”That’s cracy. Your brother’s not a chicken. Just tell him that.” Og manden siger, ”I can’t, I need the eggs.” Præcis sådan har jeg det med mange af de nyhedshistorier, der vælter ud af de skrevne og elektroniske medier i disse måneder. Man forarges og forundres over de umoralske personhetzende angreb, men man ser og læser om dem alligevel, fordi man har brug for æggene. Når man så er blevet træt af at fordøje alle de æg, kan man begynde at stille nogle større krav til dækningen af primærvalgene. Eksempelvis ville det være opbyggeligt og forfriskende, hvis man kunne blive klogere på, hvad der egentlig adskiller kandidaterne fra hinanden. Politisk, altså. Ville vælgerne mon kunne kende forskel på kandidaterne, hvis man gav dem en sort sæk over hovedet? Ville Huckabee vælgere så overveje at støtte Guiliani og kunne Romney vælgere finde på at støtte McCain? Jeg er tilbøjelig til at svare ja. Er de politiske forskelle mellem kandidaterne ikke andet end krusninger på overfladen? Længere oppe i denne tråd blev der spurgt eller insinueret, at hverken Clinton eller de øvrige Demokrater kan betegnes som socialister. Er den amerikanske politiske kultur en konsensuskultur? Er der et fravær af dybe ideologiske skel i den amerikanske debat? Hvorfor er de amerikanske fagforeninger så svage og betydningsløse? Den betydningsfulde tyske økonom og sociolog Werner Sombart stillede i 1906 et godt spørgsmål: hvorfor findes der socialisme i Europa? Det er vi jo nogle stykker, der endnu ikke har forstået. Hér under primærvalgene kunne det være nærliggende at stille det ”omvendte” spørgsmål: hvorfor findes der ikke socialisme i USA? I kølvandet på McCarthyismens kommunistjagt—anbefales skal her William F. Buckleys og L. Brent Bozells McCarthy and His Enemies: The Record and Its Meaning—udkom der midt i 1950erne et værk, der skulle vise sig at være et af de mest originale bidrag til amerikansk politisk historie. Jeg er ikke uden en vis veneration for dette værk, skrevet af en på det tidspunkt forholdsvis ukendt Harvard politolog, Louis Hartz, der skulle blive en af de ypperste repræsentanter for American Exceptionalism. The Liberal Tradition in America: An Interpretation of American Political Thought since the Revolution (LTA) fra 1955 gjorde med ét slag Hartz verdensberømt og værket blev så indflydelsesrigt, at det kom til at definere og bestemme, hvordan en hel generation af amerikanere så—og i vid udstrækning stadig ser—på deres land og dets historie. Hartz havde i begyndelsen af 1950erne sat sig op i en flyvemaskine og var fløjet op over USA, for derved at kunne danne sig et vue over landets politiske historie siden revolutionen. Hvad den sangvinske Hartz, hvis forældre var kommet til USA som russiske jøder i begyndelsen af det 20. århundrede, så oppe under skyerne var en amerikansk politisk kultur, der fra helt tilbage fra Adam og Eva havde været solidt forankret i en lockeansk liberalisme—forstået som et forsvar for den personlige frihed og den private ejendomsret. Vist havde der været uoverensstemmelser mellem grupper i det amerikanske samfund, men disse måtte nødvendigvis foregå inden for rammerne af denne lockeansk-liberale konsensuskultur. Eftersom den politiske kultur var liberal i sig selv, fandtes der heller intet liberalt parti. (Ligesom der for øvrigt findes et kristent amerikansk parti, fordi begge partierne ”er” kristne. Kristne partier findes derimod i lande som Tyskland og Italien, hvor der findes ikke-kristne eller anti-kristne partier). Hartz blev kort tid efter udgivelsen ikke overraskende skarpt kritiseret af de såkaldte progressive historikere for ikke at definere hverken Locke eller liberalisme præcist nok. Hartz kom imidlertid sine kritikere i forkøbet ved at påpege, at ”[l]ileralism is an even vaguer term [end begrebet feudal] using it in the classic Lockian [sådan staver Hartz det] sense…” (pp. 3-4), vil det ikke passe fuldstændigt til det mål, Hartz havde sat sig for at forfølge. Hartz anvendte i stedet liberalisme—og feudalisme, i øvrigt—i Tocquevilles forstand. Hartzs i virkeligheden konservative tese om, at den amerikanske politiske kultur er funderet i en lockeansk liberalisme har to dimensioner: ”the absence of feudalism and the presence of the liberal idea” (p. 460). Hartz udlagde den amerikanske historie som en historie af manglende revolutioner. Amerikanerne havde ikke først skullet rive en gammel grundstruktur ned, inden de kunne bygge et nyt politisk system, og det havde derfor ikke været nødvendigt med en demokratisk revolution, som dem man havde været vidne til flere steder i Europa. Af samme årsag havde amerikanerne heller ikke haft behov for europæernes forkromede teoretiske systemer, men havde i stedet løst samfundsproblemerne på pragmatisk vis i John Deweys ånd—jf. ideen om exceptionalism. Med Deweys egen formulering drejede det sig om at nå frem til ”konkrete vurderinger af mål og midler til regulering af praktisk adfærd”, som man undgik at løsrive filosofi fra aktivitet, teori fra praksis og sindet fra kroppen. (citeret i Christopher Laschs The Revolt of the Elites, p.18). En af Hartzs samtidige, den betydningsfulde historiker Richard Hofstadter mente også, at manglen på grundlæggende konflikter i samfundet bevirkede, at amerikanerne havde brug for metafysiske løsninger og ideologiske skyttegravskrige. Hartz og Hofstadters homogeniserende historieopfattelse kom til at danne konsensusskolen. Der var ikke behov for livløse og abstrakte ideer, for der var ikke noget at bryde ned. Den eneste ideologi var, at der ikke var nogen ideologi. Lockeansk liberalisme var en slags grundvilkår, snarere end en egentlig ideologi, som man kunne vælge fra eller til. Kritikere af Hartzs konsensustese har især indvendt, at Hartz var fløjet _for_ højt op i luften, og at han dermed ikke kunne få øje på de brydninger og skel og uoverensstemmelser, der trods alt også prægede den politiske kultur. Således er begreber som race, etnicitet, køn og religion næsten helt fraværende i hans analyse. Det er selvfølgelig ikke Hartzs skyld, at disse faktorer ikke indgik i hans analyse, for dengang i 1950erne indgik de slet ikke i akademiske diskussioner i samme grad som i dag. Men de progressive historikere mener, at fraværet af disse socio-kulturelle faktorer gør, at Hartzs tese i dag må forkastes som troværdig guide til amerikansk politisk historie. (Det er for øvrigt ganske bekymrende men ikke overraskende at iagttage, hvor stor en rolle racetemaet spiller ved primærvalgene—især er det bekymrende at erfare, hvor mange Demokratiske vælgere, der henholdsvis stemmer på Obama, fordi han er sort, og ikke stemmer på ham, fordi han er sort. Den samme problematik gør sig gældende, men nok i mindre grad, med Clinton og kønnets betydning for, om man stemmer på hende. Jeg er tilbøjelig til at betragte det som endnu et symptom på meritokratiets udhuling eller forfald. R.H. Tawneys Equality fra 1931 kan stærkt anbefales, hvis man vil vide eller mindes om, hvordan man skelner mellem lighed og meritokrati). Hartz gør imidlertid eksplicit rede for dette ”hul” i sin analyse, idet han påpeger, at den udgør en ”single factor analysis”, og at den derfor ”cannot illuminate all situations, [nevertheless] it can illuminate many” (p. 21). Gr
    oft og forenklet formuleret f
    orklarede hartz tilstedeværelsen af en grundlæggende lockeansk-liberal konsensuskultur med, at denne politiske tradition var blevet fragtet til Amerika af et lille segment eller—med Hartzs selvopfundne betegnelse—fragment på de britiske øer, og at denne politiske kultur derefter var blevet fastfrosset. Ideen om fragmenter videreudviklede Hartz ni år senere i sit andet store værk, The Founding of New Societies: Studies in the History of the United States, Latin America, South Africa, Canada, and Australia (FNS) fra 1964. Hartzs ’fragment theory’—der især er blevet anvendt til at forklare forskelle mellem det feudale fransk-canadiske fragment og det liberale britisk-canadadiske fragment—går kort fortalt ud på, at de tidligere europæiske kolonisamfund opstod som kulturelle fragmenter af et større europæisk samfund, og som blev bragt til kolonierne af europæiske indvandrere, og at disse kolonisamfund er forblevet så præget af disse oprindelsesvilkår på gennem deres historie, at de er blevet fastfrosne politiske systemer, som ikke sådan lige lader sig ændre. De europæiske indvandrere, der eksempelvis kom til USA, var ikke repræsentative for deres respektive oprindelseslandes kultur, men var netop kulturelle-politiske fragmenter, som for en dels vedkommende ankom til de nye destinationer—USA, Canada, Australien, Sydafrika og Sydamerika—som ”flygtning” fra politisk og/eller religiøs undertrykkelse i deres hjemlande. (Der findes for resten en beslægtet teori, hvis man interesserer sig for det britiske imperium. Teorien hedder ornamentalisme og er blevet fremsat af den britiske historiker David Cannadine i Ornamentalism: How the British Saw Their Empire (2001). Den går kort sagt ud på, at briterne ”savnede” deres feudale fortid og derfor forsøgte at implementere miniatureudgaver af deres egne hierarkiske sociale strukturer med konger og hele molevitten i deres kolonier i bl.a. Indien, Sydafrika, i hele Mellemøsten og dele af Afrika og dermed satte disse samfund (yderligere?) i stå. I FNS beskriver Hartz den politiske kultur i Sydamerika som grundlæggende feudal—altså konservativt eller katolsk—der efter hans opfattelse skyldes, at den blev grundlagt af indvandrere fra før-liberale stater som Frankrig, Portugal og Spanien. Hartz var selvfølgelig ikke blind for, at andre faktorer end indvandrernes medbragte politiske kultur havde betydning for den videre udvikling; bl.a. nævner han i Canadas tilfælde—der ofte fremhæves som hans teoris akilleshæl—at faktorer som urbanisering, klassebevidsthed og den almindelige adgang til privat kapital _også_ har været med til at bestemme om, hvorvidt politiske ideologier som socialisme kunne opstå, opnå tilslutning i befolkningen og dermed sætte deres aftryk på den politiske kultur. Hvorfor trivedes socialismen i Québec og ikke i Britisk-Canada eller USA i 1960erne og 70erne, når nu de materielle betingelser for socialismens opblomstring var til stede i alle disse samfund, spørger Hartz. Det gjorde den ikke, fordi de sidstnævnte samfund er funderet på en liberal konsensuskultur. USA er per definition liberalt, ligesom Sovjetunionen var kommunistisk. Derfor er det fransk-canadiske fragment ikke teoriens akilleshæl, men udgør et af dens mest overbevisende eksempler. En mere hårdtslående kritiker af Hartz er Samuel P. Huntington, hvis kritik i Who Are We: America’s Great Debate (2004) nok snarere kan kaldes et korrektiv til Hartzs konsensustese. Huntington mener således ikke, at Hartz havde ret i at antage, at USA blev grundlagt som et liberalt eller lockeansk fragment af Europa. Guds eget land var derimod funderet ”as a succession of Protestant fragments, a process under way in 1632 when Locke was born” (p. 63). Her må Huntington have en vis pointe, men Hartz kan ikke svare igen fra sin grav. Huntington, der dog også må siges at have fået religion på hjernen, benægter på ingen måde, at der findes en liberal konsensus i det politisk liv, men han mener, at Hartz—som en typisk sekulær østjøde?—bevidst eller ubevidst underkender protestantismens—især som den udkrystalliserede sig blandt puritanerne og andre fra den radikale reformation—betydning for, hvordan den amerikanske politiske kultur er blevet grundlagt. Og han fortsætter: ”The bourgeois, liberal ethos that subsequently emerged was not so much imported from Europe as it was the outgrowth of the Protestant societies established in North America” (p. 63). Folk som Hartz og andre consensus-historikere, der udelukkende identificerer den liberale amerikanske konsensuskultur med Lockes ideer og med Oplysningstiden leverer—stadig ifølge Huntington—en sekulær fortolkning af kilderne til de amerikanske værdier, og overser eller fortrænger dermed den puritanske arv. Jeg tror personligt, at Huntington har fat i noget rigtigt her, men hvad enten man er helt eller delvist eller slet ikke enig i Hartz tese, er de to omtalte værker sublime i deres analytiske klarhed og sprog, og er værd at stifte bekendtskab med, ja alene på grund af den betydning for den amerikanske selvforståelse—der jo også er en væsentlig del af virkeligheden—som disse værker har haft i nu snart et halvt hundrede år. Louis Hartz, der var kendt og respekteret for sin karismatiske undervisning på Harvard University, skrev ikke meget mere end disse to værker, og ville vel i dag blive betegnet som nulforsker af Helge Sander. Han blev vist nok skør i bolden senere og døde på ikke særligt exceptionalistisk manér af en helt almindelig sygdom i Istanbul i 1986.

    Svar
  12. Bielefeld

    Et par meningsforstyrrende fejl:”Ligesom der for øvrigt ikke findes et kristent amerikansk parti, fordi begge partierne ”er” kristne.””En af Hartzs samtidige, den betydningsfulde historiker Richard Hofstadter mente også, at manglen på grundlæggende konflikter i samfundet bevirkede, at amerikanerne ikke havde brug for metafysiske løsninger og ideologiske brydekampe.”

    Svar
  13. Christian Hinrichsen

    @ BielefeldLouis Hartz’s analyse er ikke dum, ellers ville den ikke have haft så stor indflydelse som den fik, men den har altså den ulempe, at han glemte Wilhelm Dilthey’s hermeneutik, der som bekendt sagde om enhver historiker, at han bør ‘somehow get inside the men of the past and recreate the world as they saw it’ fremfor at kritisere dem, som Hartz konstant gjorde. Derudover er teorien om konsensus alt for statisk efter min mening. Hverken amerikansk politisk historie, eller nogen som helst andre historier, eksisterer i et vakuum. Når du nu nævner Alexis de Tocqueville, så er han jo et meget fint eksempel på en iagttager af det amerikanske samfund, som netop også fremhæver religionens betydning, slaveriet, kvindernes samfundsrolle osv.Hartz undgår, måske ud fra et bevidst politisk valg, at tage stilling til sådanne socio kulturelle, geografiske og demografiske faktorer, der tilsammen konstituerer amerikansk historie. Til gengæld må jeg rose Hartz for, modsat mange andre analytikere, at inddrage så mange historiske eksempler som empirisk dokumentation, fremfor for blot at overteoretisere.En ting: du får det næsten fremstillet i dit ellers spændende indlæg som om den progressive historieskrivning og consensus-historietraditionen er radikalt uenige i deres tilgang til feltet. Det mener jeg som historiestuderende er et noget fortegnet billede at give Punditokraternes læsere. Med venlig hilsenChristian

    Svar
  14. Bielefeld

    Det er ikke for at beklikke dine evner eller indsigt, men du bør som historiestuderende have bedre overblik over skolerne. Du er fra nu af Bertel Haarders bedste argument om, at en historiekanon i folkeskolen og på gymnasiet er en god ide. Diltheys mantra om, at en historiker bør ”somehow get inside the men of the past and recreate the world as they saw it” understøtter faktisk _ikke_ din kritik af Hartz og andre konsensushistorikere, tværtimod. Denne skole blev jo af deres forgængere—de progressive historikere—beskyldt for _netop_ at psykologisere og internalisere sociale konflikter. De økonomiske konflikter blev i 1950rne—i et vist omgang, i hvert fald—erstattet af personlig skyld, mens klassekamp blev afløst af statusangst—en individualisering af problemerne og afpolitisering af politikken. Dette hang sandsynligvis sammen med den stigende velstand blandt amerikanerne, som nok løste mange sociale problemer, men som også skabte ”new anxieties, new strains, new urgencies”, som Daniel Bell så rammende skrev i Status Politics and New Anxieties (1960). John Higham—som var den første til at diagnosticere begrebet konsensushistorie i The Cult of the American Consensus. Homogenizing our History (1959)—mente ligefrem, at denne ”konserverende” tendens var et udtryk for, at arvesynden var vendt tilbage i historieskrivningen. John Dos Passos berømte udsagn i 1930rne: ”all right we are two nations”—at landet var delt mellem dem der havde og dem der ikke havde—blev jo af konsensushistorikerne betegnet som en sindstilstand og ikke en samfundstilstand. Hvor progressive historikere som Charles A. Beard og Frederick Jackson Turner mente, at politik handlede om, hvem der får hvad, ville konsensushistorikere som Hofstadter, Boorstin og Hartz også vide, hvem der opfatter hvilke problemer hvorfor og hvordan. Konsensushistorikerne brød altså med de progressives økonomisk-deterministiske opfattelse af historiens gang ud fra den paranoide—ja næsten tredjeverdenskonspiratoriske—devise om, at ”verden-bliver-manipuleret-men-virkeligheden-kan-afsløres-og-det-er-vores-forbandede-opgave-som-historikere-at-gøre-det” (se Warren I. Cohen: The American Revisionists. The Lessons of Intervention in World War I (Chicago 1967). Konsensushistorikerne forsøgte altså at påpege, at ja politik handler om rationelle-økonomiske egeninteresser, men også om identitetsdannelse og værdier: at folk også ønsker at udtrykke sig gennem politik—altså politik handler om økonomi _og_ psykologi. Og hvad var så grunden til denne ændring? Higham peger i The Cult of the American Consensus på, at konsensushistoriens fremvækst skal ses i lyset af det åndelige klima, der var fremherskende i tiden efter Anden Verdenskrig. Dette klima var først og fremmest påvirket af den psykologiske krigstilstand mellem USA og Sovjetunionen, men også af begivenheder mellem 1949 og 1950 som Koreakrigen, den kommunistiske magtovertagelse i Kina og Sovjetunionens brud med USAs atommonopol—begivenheder som skabte en national identitetskrise. Louis Hartzs The Liberal Tradition in America var et forsøg på at homogenisere landets politiske kultur—nogle af hans kritikere mente ligefrem, at han forsøgte at skjule sociale konflikter og problemer i sit forsøg på at samle nationen. Konsensushistorikerne vendte sig også imod de progressives ’present-mindedness’ og medfølgende moralske domme over fortiden, for i stedet på historistisk vis at begribe fortiden på fortidens egne præmisser—med Hofstadters ord i et forsøg på at begribe ”the pastness of the past”, eller: hvad fik dem til at handle som de gjorde dengang? (psykologi). Konsensusskolen var desuden ikke monolitisk. Mens der var bred enighed om, at liberalisme og konservatisme var smeltet sammen i det amerikanske system—som følge af en manglende feudal grundstruktur—så Boorstin denne sammensmeltning som The Genius of American Politics (1953), hvorimod Hofstadter, og også Hartz i mindre grad, begræd dette ideologiske sammenfald. Selvfølgelig står alle nye skoler—også konsensusskolen—på skuldrene af deres forgængere, så med mindre du da mener, at konsensushistorikerne led af et Ødipus-kompleks—at de ville stikke en dolk i ryggen på dem, som de stod allermest i gæld til: deres progressive ”fædre”—så køber jeg ikke din påstand. Førnævnte Turner accentuerede for øvrigt tilbage i 1893 i sit berømte foredrag The Significance of the Frontier in American Politics en helt tredje tese, nemlig ”Frontier”-tesen, som forklaring på den amerikanske individualisme og opbygningen af landets politiske institutioner. Turner hævdede, at det egalitære amerikanske demokrati med dets specifikke politiske institutioner blev skabt på grænsen, altså i det område, hvor kolonisterne mødte den vilde ødemark. Kolonisterne udviklede så i dette grænseområde, i deres udfordringer med naturen, den individualisme der mere end noget andet karakteriserer det amerikanske samfund. Turners ”Frontier”-tese er i de seneste år blevet anklaget for at lægge kimen til amerikansk ekspansionisme. Hvis vi skulle forsøge at forklare, hvad der fik og får Demokrater og Republikanere til at stemme på Clinton, Obama, McCain, Romney, Huckababy og de andre kandidater, vurderet ud fra forskellige historieskoler, ville de progressive hælde til økonomisk-rationelle motiver (”jeg vil have en større T-bone steak i morgen”); konsensushistorikerne til identitets- og værdipolitiske motiver (”de amerikanske værdier er truede af islamisk terror”); og endelig New Political History eksponenternes etno-kulturelle forklaringsmodel (”der fødes nye Holocaustofre og sorte slaver hver eneste dag”), hvis kvantitative analyser af stemmeafgivingen på Andrew Jacksons tid påviste, at folk stemte ud fra deres religiøse, kulturelle og etniske tilhørsforhold (Lee Benson: The Concept of Jacksonian Democracy, 1961). Denne diskussion slutter her for mit vedkommende.

    Svar
  15. Christian Hinrichsen

    Nej, så let slipper du ikke, Bielefeld! 😉 Du kan ikke bare trække dig tilbage efter forgodtbefindende, når du ikke gider at diskutere mere.Vi er også mere enige, end du måske tror, så tag det helt roligt. Det lød også bare i dit første indlæg som om du gjorde afstanden mellem den progressive skole og consensusskolen større, end den i virkeligheden var/er. Men her kan vi sagtens mødes. Jeg synes det er en rimelig lødig fremstilling af skolerne du laver (stor respekt) men glemmer du ikke realisterne og Hans J. Morgenthau? De spillede immervæk en stor rolle for historieskrivningen efter krigen. Morgenthau og George F. Kennan udgjorde som ”revisionister” selve fundamentet for amerikansk udenrigspolitik, som den udartede sig helt frem til George W. Bush (måske frem til Clinton, i virkeligheden?). Nu hvor du nævner status anxiety, så har historien det jo fra sociologien. Den kommer dog ikke fra den materielle velstand, ifølge sociologerne, men fra individualiseringen. Vi skal heller ikke glemme New Left, den ny revisionisme. Nok ikke din kop te, men hvis vi skal forstå sammenhængen. William Appleman Williams trak jo bl.a. meget på Karl Mannheim’s ideologiopfattelse. Her er der lagt mere vægt på de dybere skel i det amerikanske samfund – især økonomiske skel. De findes jo, Bielefeld.Og så mener jeg, at WAW havde et mere realistisk syn på den uundgåelige amerikanske ekspansion. Den skøjter Hartz, Boorstin og dine andre helte let og elegant hen over!Hug-A-Baby? Ha-ha-ha!Med venlig hilsenC.H.

    Svar
  16. Blais N'Zigou

    @14 Hvorfor i al verden skulle det være et problem, at vælgerne stemmer på Obama, fordi han er sort? Det siger man vel ikke om vælgere, der stemmer på Hillary Clinton eller John McCain.Verden er blevet sort og hvid igen.

    Svar

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.