Vi har flere gange refereret til det udmærkede afrikanske ugebrev The African Executive. Denne uge bringer AE et indlæg (læs her) om det zimbabwiske partis MDCs næstformand, Tendai Bitis, syn på finanskrisen, hvor han i næsten skræmmende grad reflekterer jubelråb fra den europæiske venstrefløj om at liberalismen skulle være død. Forfatteren til indlægget, Rejoice Ngwenya der er tilknyttet the Coalition for Market and Liberal Solutions, lægger ikke fingrene imellem i sit svar på Bitis påstande om, at det er det globale marked der har ødelagt Zimbabwes økonomi, og nu er ved at ødelægge den vestlige verdens.
Ngwenya skriver, for eksempel, at Bitis indlæg though light-years away from factual reality, makes good reading especially to those interventionists who romanticise about the virtues of welfare states. Hun understreger også, at to accuse liberalism of predatory globalisation and infectious accumulation is to spite the very fundamentals of civilisation. De star nemlig lysende klart for Ngwenya, at det er en grundlæggende liberalistisk og kapitalistisk funderet økonomi, der har bragt verden til hvor den er nu, og løftet vestens runde milliard mennesker ud af fattigdom. Vil man andet end personlig magt mens man skyder skylden på andre, er der ingen vej udenom liberalisering ikke mindst i et Zimbabwe, der før blev kaldt Afrikas brødkurv, men nu nærmer sig en situation, der mere ligner der, hvor brødet kommer ud igen.
Der er også velrettede hug til en idé, der er blevet populær i Europa på det sidste, nemlig den at staten skal holde liv i visse virksomheder. Ngwenya refererer her til James Shikwati en af Østafrikas få dygtige og uafhængige økonomer når han understreger at no one would ever have discovered that the collapsed companies in America had a problem, taxpayers’ money would have kept them artificially in operation. Selvom Shikwatis kommentar handler om afrikanske virksomheders elendige performance, slår den hovedet på sømmet for Lene Espersens udtalelse fornylig om at danske banker ikke må gå fallit. Hvis de ikke må det, får det aldrig konsekvenser at nogen banker er veldrevne forretninger der leverer en ordentlig vare til deres kunder (og samfundet) mens andre ikke er. Ligeledes kortslutter man en del af markedet ved at holde borgerne skadesfri, hvis deres bank går fallit. Hvis det ikke er en risiko, hvorfor skal folk så vælge bank efter hvor veldrevet den er? Som Morten Albæk herhjemme har påpeget, er det den enkelte borgers ansvar at vurdere, om en virksomhed, som vedkommende vælger at bruge, er sikker og veldrevet, og at undgå at benytte sig af risikable og dårligt drevne forretninger. Hvis borgerne ikke har dette fundamentale incitament, er der væsentligt mindre grund til at drive virksomheder ordentligt. For eksempler på det modsatte, kan man blot kaste blikket mod øst, og se situationen i de nabolande, der indtil for nylig kortsluttede denne del af markedet. Var de polske virksomheder fantastisk veldrevne, profitable og servicemindede før 1989?
Ngwenya slutter artiklen med et smukt billede på problemet med politiske reguleringer af markedet. Som hun skriver, er meningen med offentlig regulering at fastsætte og håndhæve nogle simple principper omkring fair play i markedet f.eks. i monopollovgivning meget ligesom en fodbolddommer håndhæver spillets regler. Men politiske reguleringer bliver skadelige i det øjeblik dommeren starts kicking the ball around. Om noget, det er hvad danske og europæiske politikere, anført af Frankrigs Nicolas Sarkozy, er gået i gang med at forsøge for tiden.