Af redaktionen
2014 var et sløjt år for borgerligt-liberale. Meget af den klarere debat om holdninger druknede i personsager og valgrygter, og internationalt bragte både Piketty-bogen og metodisk elendige studier fra IMF og OECD venstrefløjen på krigsstien. Heldigvis er der stadig flere, som holder debatten i live og insisterer på kvalitet i stedet for uargumenterede påstande.
Ligesom de senere år har vi derfor udvalgt en række personer, som vi har haft glæde af at læse, se på, lytte til og/eller diskutere med i året der er gået. Man behøver derfor ikke være enige i et og alt – vi er ikke dogmatiske her på stedet – men de nedenstående danskere har bidraget fundamentalt til debatten.
Vi er ikke nødvendigvis enige med dem i alt. Men de bidrager til en velargumenteret og frem for alt informeret debat – og til kvaliteten af det borgerligt-liberale univers.
Rasmus Brygger skal fremhæves fordi han er eksponent for det, vi tolker, som en variant af fænomenet ”bleeding heart libertarianism”. En udlægning af den liberale politiske ideologi, der fokuserer ligeså mere eftertrykkelit på såkaldt social retfærdighed, og lidt mindre på frihedsrettigheder og frie markeder.
Han kalder sig selv for “hippieliberal”, mener fx at tonen i debatten lægger arbejdsløse for had, tegner en linje fra den klassisk liberale kamp for lige (grund)rettigheder til moderne politisk feminisme og har været ude at forsvare den svenske immigrations- og asylpolitik. Det er andre toner end normalt – og dét er for så vidt forfriskende. Brygger står ved, at ”[samfundet ikke skal] styres af standardiseringer og ministerielle beregninger, men af den enkelte borgers sunde fornuft og frie valg” og er en af de få, der melder klart ud om, at lokal selvbestemmelse er en mærkesag.
Det bliver interessant at se, om Rasmus Bryggers liberalisme-variant er så fordøjelig i parnasset – hvor den traditionelle liberale sang om rettigheder (naturlige eller ej), økonomiske konsekvenser og politisk økonomi synges for døve øre – at vi ser tidligere ikke-liberale springe ud som ny-liberale. Og hvad nu, hvis det ikke sker? Vil der så være tale om andet end positionering i debatten? Herfra håber vi det bedste!
Lars Seier Christensen har markeret sig med en liberal profil, der deler vandene. Han er elsket og elsket at hade. Hvor mange råber på “virksomheders sociale ansvar” – og næsten alle virksomheder har en “CSR-politik” af overfladiske floskler og symbolske tilskud til ukontroversielle organisationer – viser Seier både mod og ægte samfundssind, som ingen andre i erhvervslivet. Han siger sin mening og bakker op om de ting, han tror på. Hvor mange andre erhvervsfolk deltager uforfærdet i den offentlige debat, uden at det handler om deres eget produkt eller egen bundlinie? Hvor mange andre sponsorer i cykelsporten ville have stået bag et hold i medieorkanens øje? Det burde alle respektere, uanset om man er enig i hans mission eller ej.
Problemet er jo, at ægte samfundssind er et “kollektivt gode”. Derfor udbydes der ikke så meget af den – specielt hvor der er risiko for at komme i modvind. Så meget mere grund er der til at sætte pris på en erhvervsmand, der tør. At det er med klare liberale synspunkter, gør det ikke dårligere.
Vi kommer heller uden om debatredaktør hos Dagbladet Børsen, Christopher Arzrouni. I lighed med 2013, var han også i det forgangne nok den væsentligste borgerlig-liberale stemme i den offentlige debat.
Og på trods af en ikke sjældent helt utilbørlig behandling fra andres side, formår han som få at bevare roen, mens han konsistent og konsekvent argumenterer på et fatuelt og vidensbaseret grundlag. Det så vi ikke mindst i den debat der udspandt sig i efteråret mellem Arzrouni og et andet medlem af etisk råd, Jørgen Carlsen, i både Kristeligt Dagblad, Radio24syv og Deadline.
Jacob Mchangama skal ikke mindst fremhæves for sin insisteren på at tage retssikkerhed og kvalitet i lovgivning alvorligt. Han er ægte, seriøst liberal og kan derfor nogle gange finde de bedste holdningsfæller i venstrefløjens partier. Med andre ord er han beundringsværdigt illoyal overfor såkaldt borgerlige politikere og partier, men konsistent borgerligt-liberal i sine holdninger.
Justitia, hans nye tænketank, er kommet godt fra land og med et rimeligt fast og ekstremt godt samarbejde omkring forsknings- og formidlingsaktiviteter med en vis punditokrat, kan vi næppe heller komme udenom ham.
Hos Jacob holdes den liberale frihedstanke i live på den bedst mulige måde.
Navn Google 2014
Joachim B Olsen 553000
Mads Holger 478000
Torben Mark Petersen 389000
Lars Hedegaard 301000
Bjørn Lomborg 247000
Anders Samuelsen 224000
Lars Seier 94400
Marie Krarup 79800
Mads Lundby 72300
OBO 62900
SØen Hviid P 38200
Eva Selsing 32600
Merete Riisager 31700
Kasper Støvring 28600
Rasmus Brygger 26700
Mchangama 21400
Arzrouni 21300
@Claus: Vores post er om liberale, som vi mener_har_gjort_en_væsentlig_forskel i 2014. Så vi tæller naturligvis ikke folk som Mads Holger, Marie Krarup, Eva Selsing eller Kasper Støvring med som liberale. Andre har desværre ikke markeret sig ret meget. Så medieomtale er ligegyldig hvis de ikke markerer.
Sådan af ren nysgerrighed angående Rasmus Brygger.
Hvordan betragtes han blandt i andre kendis-liberalister?
Som en begavet ung mand, en skarp tænker, en intellektuel, en ledende liberal filosof i Danmark (han er trods alt ophavsmand til “hippieliberalismen”)?
Eller mere i retning af et blålys, dybt overfladisk og uvidende, endnu et eksempel på en historieløse liberal/borgerlig debattør, endnu en ligegyldig CBS-liberalist, som den unge mand med det begrænsede talent og intellekt der snedigt opfangede den ledige position der kunne give ham plads i medierne og en potentielt attraktiv karriere.
Når der holdes møder i Punditokraterne, CEPOS, Libertas, LA osv., sidder man så og diskuterer “hippieliberalismen” og tænker at det var skarpt tænkt, eller er man mere bekymret over at LA Ungdom har haft en sådan karakter som formand?