Er indvandrere elendige i Danmark eller smitter de høje lykke- og tilfredshedsstandarder af på dem? Indtil fornylig var der ingen svar på spørgsmålet, men siden i dag er der et svar, der er offentligt tilgængeligt. Grunden er, at vores papir ” How Persistent Is Life Satisfaction? Evidence from European Immigration” nu er ude som working paper fra Institutet för Näringslivsforskning i Stockholm. Alle interesserede kan hente papiret her, som jeg har skrevet sammen med mine IFN-kolleger og venner Niclas Berggren og Andreas Bergh, og vores japanske kollega Shiori Tanaka.

Papiret, som er et af de studier jeg har været mest stolt af at deltage i de sidste år, svarer på spørgsmålet ved at se konkret på survey-svar fra cirka 26.000 førstegenerations-indvandrere og 5000 andengeneration fordelt i 32 europæiske lande. Vi ved hvor de eller deres forældre kom fra, og kan derfor matche typiske tilfredshedsniveauer i deres ’hjemlande’ med deres egne svar på spørgsmålet i det land, de nu bor i. Vi skrev for halvanden år siden om den basale idé (læs her), og er nu gået et stykke videre.

Svaret er, at der er massiv evidens for adaptation, men også for persistens. Helt konkret ser vi, at indvandrere fra de fleste steder i verden er påvirket af de samme faktorer som resten af befolkningen, og derfor til en vis grad bliver ligesom den generelle befolkning. Kommer man fra Iran eller Congo, bliver man derfor langt mere tilfreds i Danmark eller Sverige end man ville blive i Portugal eller Tyrkiet, bl.a. fordi både velstandsniveauet, men også de langt bedre nordiske institutioner skaber basis for tilfredshed.

Vi finder dog også, at der er persistens, så indvandrere fra Indien stadig er mindre tilfredse end indvandrere fra El Salvador, selvom de har samme job, indkomst, civilstatus osv. Grunden er, at de tager noget af forskellen med til det nye land – gennemsnittet i Indien er 4,2 versus El Salvadors 6,2. Overraskelsen er, at indvandrere fra tidligere kommunistiske lande generelt intet tager med hjemmefra, mens persistensen er størst for indvandrere fra andre rige, vestlige lande.

Hvorfor er lidt af et mysterium, da det for eksempel ikke er sværere at holde kontakt til folk og kultur i Tjekkiet end det er at holde kontakt til ens baggrund i Grækenland. Det passer dog meget med vores egen fornemmelse for, at vores central- og østeuropæiske studerende langt lettere integrerer sig i dansk eller svensk samfund end for eksempel franske eller østrigske studerende. Under alle omstændigheder stiller vores nye studie implicit det interessante spørgsmål, at hvis indvandrere – og måske særligt de central- og østeuropæiske – vænner sig så meget til vores tilfredshed og i det mindste nogle af de institutionelle og kulturelle træk, der skaber den, bliver de så ikke også mere ligesom os på andre vigtige punkter?