Forfatterarkiv: Altmann

Fusk eller sjusk? Mere om Poul Høi (5)

Af Altmann, den 14. september 2011. 4 svar

Berlingske Tidendes Poul Høi kører videre i samme skure som altid, med sin sammenblanding af journalistik og politisk kommentar, rørt op med målrettede unøjagtigheder. Her er fra hans blog i går, “En rådden fisk”:

“Det næste eksempel er fra sidste aftens debat, hvor kongresmedlem Ron Paul skal svare på, hvad han vil gøre, hvis en 30-årig uforsikret mand bliver indbragt dødssyg til et sygehus.

Ron Paul giver et svar, som kun kan tydes som noget i retning af “surt for ham.” […]

Jeg vil ikke sige, at eksemplerne overrasker mig. Jeg har tilbragt temmelig lang tid i det Amerika, som befinder sig uden for salonerne, og kender både “hang ‘em high” og “let ‘em die.”  […]

Det omvendte synspunkt er selvfølgelig, at sådan har amerikanerne – eller nogle af dem – nu engang indrettet deres samfund, og det tilkommer ikke de finere fornemmelser at gøre sig til dommer over det. Hvis Texas vil henrette, så lad dem henrette, og hvis nogle af dem vil nægte dødssyge behandling – så lad dem gøre det.

USA er ikke Danmark, og Danmark er ikke USA, ganske rigtigt, men det betyder bare, at alle os, der regner os for venner af USA, engang imellem må klemme næsen sammen.

For jeg kan også lugte fisken.”

Læserne må altså få det klare indtryk, at Ron Paul er en, der siger “surt for ham” og “let’em die” til folk, der er dødssyge, og det “dokumenterer” Høi med et video-klip med Ron Paul – som Høi henter fra den venstreorienterede hjemmeside TalkingPointsMemo.com.

Men var det, hvad Ron Paul sagde? Ikke hvis man ser svaret i dets fulde længde. Det er Wolf Blitzer, der formulerer det som “let him die?”, og Paul svarer decideret “No” til spørgsmålet. Paul argumenterer videre for det principielle synspunkt, at det amerikanske sundhedssystem er bygget op på individuelt ansvar, og for at statens indblanding har drevet omkostningerne op, men peger derudover på, at der altid har været hospitaler, der tager sig af uforsikrede – og at det var, hvad han selv gjorde som praktiserende læge. Er det = “Ron Paul giver et svar, som kun kan tydes som noget i retning af ‘surt for ham.’“?

Poul Høi – fusk eller sjusk?  We report, you decide.

Khaders ytringsfrækhed

Af Altmann, den 25. august 2010. 17 svar

Den Konservative integrationsordfører Naser Khader, MF, skriver for Berlingske Tidende bloggen med titlen ”Ytringsfrækhed”. Det er jo et fiffigt og kreativt lille ordspil, men måske også mere end det. I hvert fald har Khader nu hele to gange på kun halvanden uge ganske direkte fejlciteret personer i sin blog, og ovenikøbet i begge tilfælde når det samtidigt kunne passe ind i hans genopfindelse af sig selv som ”nationalkonservativ”.

Først var det forfatteren Carsten Jensen, som Khader i sin blog-post ”Pigen med afskåren næse og Carsten Jensen” (dateret 15/8-2010, kl. 20:38) citerer således:

“Jeg tror ikke, at afghanerne får det bedre under Taleban. Men stillet over for valget mellem et lovløst kaos og et fanatisk styre med lov og orden, så foretrækker jeg det sidste. Der er ikke noget samfund, der kan fungere under kaos og lovløshed.”

På bl.a. den baggrund skriver Khader efterfølgende denne vurdering:

“Jeg er total mundlam. Hvad tænker manden dog på? Mener han det? Jeg kan simpelthen ikke finde ord til at udtrykke min foragt og afsky for Carsten Jensen fejhed i forhold til de afghanske piger og kvinder.

Og den logiske konsekvens af Carsten Jensens svar på det første spørgsmål må være, at det så var i orden at Hitler og nazisterne overtog magten i 1930′erne og skabte dermed lov og orden. En begrundelse som i øvrigt bliver brugt og er blevet brugt, når militærjunater kupper sig til magten rundt om i verden: de vil skabe ro og orden – på bekostning af de grundlæggende frihedsrettigheder.”

Går man imidlertid direkte til kilden og nærlæser denne grundigt, vil man kunne se følgende formulering med ét enkelt, men dog centralt ord ganske forskelligt:

“Jeg tror ikke, at afghanerne får det bedre under Taleban. Men stillet over for valget mellem et lovløst kaos og et fanatisk styre med lov og orden, så foretrækker de det sidste. Der er ikke noget samfund, der kan fungere under kaos og lovløshed”.

Der er med andre ord tale om, at ét lille ord til forskel ganske dramatisk ændrer meningen i Carsten Jensens udtalelse. Ikke nødvendigvis til noget meget bedre, men i hvert fald til noget ganske andet, end det Khader efterfølgende bebrejder Jensen for.

Khaders næste blog-post hed ”Drop moskén – så tæt på Ground Zero” (dateret 24/8-2010, kl. 18:07). Heri skriver han om imam Feisal Abdul Rauf:

“Desuden kan man lige kaste et blik på en af mændene bag byggeprojektet, Rauf. Han har tidligere i en bog tilkendegivet sympati for Sharia (islamisk lov) og mener at amerikanerne selv har gjort sig fortjent til terrorangrebet den 11.9.2001.”

Men hvad var det, Rauf faktisk sagde i et meget omdiskuteret interview (CBS, ”60 Minutes”, 20/9-2001)? Han sagde, i den meget citerede passage på et direkte spørgsmål om, hvorvidt han mente, at man kunne bebrejde amerikanerne, hvad der skete 11/9:

“I wouldn’t say the United States deserved what happened on 9-11, but the United States’ policies were an accessory to the crime that happened.”

Rauf sagde altså eksplicit, at amerikanerne ikke fortjente terrorangrebet, som han endog kaldte en kriminel handling – det stik modsatte af, hvad Khader tillægger ham, om end han også mente (ligesom f.eks. 9/11 Kommissionens ledelse), at USA’s politikker kunne have været en medvirkende faktor. Interviewet indeholdt i øvrigt en kritik af terror-handlinger foretaget i Islams navn.

Kan der være tale om fejl hos Khader? Eller ”sløseri”, som Helle Thorning-Schmidt ville kalde det? I tilfældet med Carsten Jensen-interviewet er det svært at se. Interviewet var udkommet samme dag, så mon der ikke har været tale om en øjeblikkelig reaktion? Kan Khader have læst sætningen og så skrevet forkert af? Måske, men næppe: ”Jeg” og ”de” minder som ord ikke meget om hinanden, især ikke når sætningens mening bliver en ganske anden.

I tilfældet med Rauf er billedet både mere sløret og mere klart. Khader citerer ikke direkte som med Jensen, men gengiver noget der må ses som en parafrase – men indholdet er reelt det stik modsatte af, hvad manden faktisk sagde. Kan Khader have haft formuleringen fra en anden kilde, der selv, bevidst eller ubevidst, har fremstillet passagen forkert, og som Khader så har stolet på? Det kan man ikke udelukke, men i så fald kunne det være interessant at høre, hvad og hvem kilden er.

Men hvis Khader bevidst har ”citeret kreativt” to gange på halvanden uge, må der være nogle oplagte spørgsmål for mange journalister at stille sig selv, først og fremmest: Hvor mange gange før, har den meget travle skribent mon så ikke også gjort det?

Update: Som påpeget i kommentar-sporet nedenfor af vores læser, Trane, har Khader på sin blog hævdet, at han skrev Carsten Jensen passagen af fra den trykte udgave af Politiken. Men som Infomedias pdf-udgave af avisen ganske rigtigt viser, står der tydeligvis “de” og ikke “jeg” i den trykte udgave af interviewet.  Da Khader således indirekte siger, at han ikke har fået tekstpassagen fra andre eller skrevet den fra andre, efterlader det vel reelt kun to muligheder: At der ved et mærkeligt tilfælde har været ét eksemplar af Politiken, der endte i det Khaderske hjem, hvor ordet “de” manglede, og at Khader så blot gættede sig til et “jeg” – eller også at Khader ikke taler sandt.

Fusk eller sjusk? Mere om Poul Høi (4)

Af Altmann, den 5. juni 2010. 2 svar

Berlingske Tidendes Cavling Pris-vindende korrespondent Poul Høi fortsætter i den vante skure med en særegen type blanding af journalistik, politisk kommentar og fri fortolkning af fakta. I den forgangne uge kunne man fx læse hans udlægning af en række primærvalg og et enkelt suppleringsvalg forrige tirsdag. Det fik – ikke så overraskende hvis man kender Modus Høi – en udlægning, der var ganske speciel: “Obama vandt uden at stille op”. Altså en sejr til den Demokratiske præsident. Det kunne måske overraske folk, der følger amerikansk politik og derfor ved, hvordan andre udlagde valgdagen – og hvor presset Obama og Demokraterne er i meningsmålingerne. Så hvordan når Høi denne konklusion?

Den ene er, at økonomien vil kunne arbejde for Obama ved midtvejsvalget til november. Amerikanske valg afgøres som regel af økonomiske konjunkturer, og noget tyder på, at de er (svagt) opadgående. Dét er sådant set godt nok. Men hvordan kan det lede til den konklusion, rubrikken lægger op til? Formodentlig kun ved at vælgerne i givet fald har kunnet rejse fra fremtiden tilbage til nutiden. Ellers er der ikke rigtigt noget ræsonnement, der giver mening.

Den anden er, at Republikanerne har en tendens til at selvdestruere. Den er også god nok. Og igen kræves kun en tidsmaskine, for at rubrikken giver mening – med mindre, naturligvis, at Republikanerne allerede har destrueret sig selv. Det sidste kan godt nok ikke ses i meningsmålingerne – men nu foregriber vi fornøjelserne.

Læs resten →

Fusk eller sjusk? Mere om Poul Høi (3)

Af Altmann, den 14. maj 2010. 10 svar

Man kan lære meget om USA ved at læse aviser – om end måske ikke lige danske aviser. Læser man f.eks. Poul Høis artikel forleden, “Derfor er Obamas kandidat spiselig”, om Præsident Obamas nominerede kandidat til den ledige post som højesteretsdommer, så kan man læse sådanne vinklinger:

“Venstrefløjen er langt fra tilfreds med præsident Obamas valg af en højesteretskandidat.

»Kunne han ikke have fundet en sand progressiv kandidat,« spurgte f.eks. Kevin Drum, og en anden meget læst blogger, Glenn Greenwald, rasede som om, fanden selv var blevet nomineret til den højeste domstol.

Venstrefløjen er bl.a. utilfreds med, at kandidaten, Elena Kagan, i sin tid som dekan på Harvard ikke var imødekommende nok over for minoriteter, og at hun ikke i tilstrækkelig grad var imod præsident Bushs idé om et mere magtfuldt præsident embede.

Andre kommentatorer klager også over, at hun åbenbart er homoseksuel, men ikke vil være ved det, og at hun dermed »fejer de progressive værdier ind under gulvtæppet«.

Så hvad betyder venstrefløjens utilfredshed? At præsident Obama formentlig er tilfreds, for venstrefløjens kritik skulle i princippet gøre Elena Kagan mere spiselig for et bredere, tværpolitisk flertal i Senatet. Hvis venstrefløjen havde elsket Kagan, og hvis hun havde haft en perlekæde af afgørelser eller udtalelser, hvor hun placerede sig et sted mellem Ted Kennedy og Villy Søvndal, så ville Senatet formentlig gå i baglås. . . .

Har de konservative ikke noget at komme efter? Deres kritik vil formentlig fokusere på, at Kagan i sin tid som dekan forbød militæret at rekruttere på Harvard, fordi homoseksuelle ikke åbenlyst kunne gøre militærtjeneste, men omvendt har hun opbakning fra militærkredse og også fra egne studerende, som siden har fået en militær karriere. . . .

[Kritikpunkterne] er forholdsvis overkommelige i betragtning af, at det hidtil har været umuligt at fange hende i den slags afgørelser eller udtalelser, der ville gøre venstrefløjen glad.”

Altså kort sagt, så er hun vel nærmest sådan lidt i midten, ikke sandt? Måske lidt til venstre, men næppe så meget at man decideret kan kalde hende en “liberal” (i den amerikanske forstand). Men hvad nu hvis man læser f.eks. New York Times? Der kalder de hende “a creature of Manhattan’s liberal, intellectual Upper West Side”:

“[As] a young writer for The Daily Princetonian, the student newspaper at Princeton, Ms. Kagan offered clear insight into her worldview. She had spent the summer of 1980 working to elect a liberal Democrat, Liz Holtzman, to the Senate. On Election Night, she drowned her sorrow in vodka and tonic as Ronald Reagan took the White House and Ms. Holtzman lost to “an ultraconservative machine politician,” she wrote, named Alfonse D’Amato.

“Where I grew up — on Manhattan’s Upper West Side — nobody ever admitted to voting for Republicans,” Ms. Kagan wrote, in a kind of Democrat’s lament. She described the Manhattan of her childhood, where those who won office were “real Democrats — not the closet Republicans that one sees so often these days but men and women committed to liberal principles and motivated by the ideal of an affirmative and compassionate government.””

Fusk eller sjusk? Mere om Poul Høi (2)

Af Altmann, den 3. februar 2010. 1 svar

Vi Punditokrater (særligt Mr. Law, Kurrild-Klitgaard, Gress & undertegnede) har snart mange gange kommenteret journalistikken fra Berlingske Tidendes Cavling Pris-vindende korrespondent, Poul Høi. I sommer var det ex-Punditokraten Mikael Jalving, der gjorde det i Jyllands-Posten (her og her) – og forleden var det såmænd selveste Martin Krasnik, der gjorde det i Berlingske selv, af alle steder. Kender man til de mange beskyldninger mod Høi for at have et til tider lidt for nært forhold til de kilder, han støtter sig til, og kender man til Krasniks lune, kan særligt disse passager fra Krasniks anmeldelse af Høis antologi Bushland nok interessere:

“Man kan ikke beskylde Poul Høi for at være lemfældig i sin omgang med andres artikler. Berlingskes velskrivende USA-korrespondent og Cavlingvinder, der flere gange er blevet beskyldt for plagiat, slutter sin nye bog, »Bushland – otte år i USA«, med en kildefortegnelse på hele syv sider. Efterfulgt af en litteraturliste. Så er den vist lukket.

Nu kan enhver se, at Poul Høi stadig lader sig inspirere meget kraftigt af sine amerikanske kollegers arbejde. Og det er helt okay. Som korrespondent i et andet land er og bliver man en slags plagiator, sådan er det, og det ved alle korrespondenter, inklusive mig selv. Man skal dække et helt lands politik, kultur, historie, alting, og den vigtigste opgave er derfor at udvælge de bedste historier, sætte dem sammen, vinkle dem og formidle landet for læserne derhjemme. Man er mere researcher end klassisk journalist.

Det afgørende er, hvad man gør ved det lånte materiale. Når man nu ikke har originale historier, må man nøjes med originale pointer.

Poul Høi er måske den bedste til at genfortælle andres gode historier, men bogen her viser, at det kniber med at sætte historierne sammen på en original måde.”

Ja, så er den “vist lukket” . . . .  Det er Høis skriverier i Berlingske imidlertid ikke.  F.eks. havde Høi, hvis skriverier ifm valgkampen ’08 næppe af nogen er blevet beskyldt for at være “fair and balanced”, onsdag artiklen “Obama går frem – men hvorfor?”, hvori det fx hedder:

“Hvor trængte har Demokraterne været? Så trængte, at de er begyndt at nærlæse de sidste decimaler i meningsmålingerne og glæde sig over bare en lille positiv bevægelse. Og nu skulle den være der, kan man forstå på en række demokratiske blogs – nu skulle vinden være vendt. De to nyeste målinger viser en positiv udvikling for præsident Obama, som opnår de højeste tilfredshedstal i seks måneder.

Hos Gallup er 50 pct. af amerikanerne således tilfredse med hans embedsførelse og 44 pct. utilfredse, og hos Rasmussen, hvis metodik har en republikansk tendens, står tilfredse og utilfredse lige.”

Altså, Obamas popularitet er stigende ovenpå hans SOTU-tale. Tja, der er meget, man kan sige til det. Læs resten →

Mest indflydelsesrige borgerlige/liberale?

Af Altmann, den 15. januar 2010. 15 svar

Den respekterede britiske avis The London Telegraph har endnu engang kåret de 100 mest indflydelsesrige “højreorienterede” (“conservative”) i USA og de 100 mest ditto “venstreorienterede” (“liberal”). Som alle den slags lister er der en væsenlig gang fis & varm luft i det – men også et eller flere gran af sandhed. Denne blogger fandt det lidt interessant, at der på den venstreorienterede top-25 kun fandtes tre ikke-politikere/ikke politisk udpegede – og alle kvinder (Oprah Winfrey, Michelle Obama, Arianna Huffington).  Til sammenligning var der på den højreorienterede otte styk – alle mænd, alle i medieverdenen (Rush Limbaugh, Matt Drudge, Glenn Beck, Roger Ailes, Andrew Beitbart, Sean Hannity, Charles Krauthammer, David Brooks).

Men hvad med at stille et spørgsmål til de vore kloge læsere: Hvem er egentlig de mest indflydelsesrige borgerlige/liberale/konservative i DK?  Må vi se nogle top-25 lister . . . .  Gerne seriøse og med begrundelser.

Kom forbi (næsten) helt tilfældigt

Af Altmann, den 14. december 2009. 31 svar

Flere danske medier – både Danmarx Radio Nyheder og Berlingske Tidende – har bragt interviews med en stakkels tilfældig demonstrant, Nina Liv Brøndum, der bare skulle med “for at hygge sig” men helt ”tilfældigt” var endt i den såkaldt ”sorte blok” og derfor blev sat på den kolde jord i nogle timer.

Men hvor tilfældigt var det nu også? Vi ved det i sagens natur ikke, men efter lidt googling kan vi da se, at den stakkels tilfældigt forbipasserende tilsyneladende har visse erfaringer med helt tilfældigt at være in media res.  For ved siden af at være en engageret aktivist i Enhedslisten og kommunistiske kredse, som hun har optrådt som repræsentant for på den venstreekstremistiske hjemmeside Modkraft.dk, har frk. Nina såmænd også lagt vejen forbi en besættelse af Københavns Universitet tidligere i år, hvor hun som sit mål pluralistisk erklærede at ville ”befri” universitet ”ved at udrydde neoliberalismen på universitetet”. Apropos ”udrydde”, så redigerede frk. Nina i 2006 Socialistisk Ungdoms Fronts skrift ”Frontalt”, der bl.a. agiterede for direkte støtte til terrorbevægelserne PFLP og FARC.  Om hun var med ved Brorsons Kirken eller indtrængningen på Avedøre Værket, skal vi ikke kunne sige, om end hendes Facebook-profil i hvert fald antyder sympatierne.

Alle – og ikke mindst staten – skal behandle mennesker ordentligt, også mennesker med gakkede og usmagelige holdninger, og dét at sidde på jorden i fire timer i eget eller andres tis kan næppe være en hverken ideel eller nødvendig behandling. Men omvendt har mediernes dækning generelt været ganske ensidig, smagende af det forudindtagede.  Lidt interessant opsøgende journalistik kunne måske derimod være at afdække, om det var den unge kvinde, der selv henvendte sig til journalisterne, eller om de altid upolitiske journalister mon fik hende anbefalet fra en PR-medarbejder hos ”den sorte blok”?

Fusk eller sjusk? Mere om Poul Høi

Af Altmann, den 22. juli 2009. 5 svar

Flere af punditokraterne har gennem årene udstillet, hvorledes Berlingske Tidendes Cavling Pris-vindende korrespondent, Poul Høi, har et mildest talt anstrengt forhold til den journalistiske etik – eller i hvert fald til omgang med fakta. (Se fx Mr. Law, Kurrild-Klitgaard, Gress & undertegnede.)

Nu har så også ex-punditokraten Mikael Jalving sat tænderne i Høis journalistik i to klummer (her og her) hos Jyllands-Posten. Jalving dokumenterer åbenlyse tilfælde af plagiat og peger på eksempler af en journalistisk praksis, der i bedste fald er diskutabel.

Det har affødt yderligere debat på Dansk Journalistforbunds hjemmeside (her og her), hvor empatiserende journalister straks cirkler vognene om deres åndsfælle og i stedet laver motivforskning på Jalving. Alt i alt slet ikke så overraskende.

Hos Punditokraterne ved vi dog, at det længe har været velkendt langt ind i Pilestræde, hvorledes Høi har haft en noget løsagtig omgang med sin pen. Se fx bare den tale, som daværende Berlingske-kollega Olav Hergel holdt til ”ære” for Høi, da sidstnævnte fik Cavling Prisen. Man skal vist have en meget tyk pande og meget deforme ører for ikke at forstå sarkasmen, som da angiveligt også fik mange af de fremmødte til at trække kraftigt på smilebåndet:

”Så meget overkommer han, at han burde smides ud af Dansk Journalistforbund for ukollegial opførsel. Han sprøjter artikler ud af ærmet med en hast, som var han en robot ved et samlebånd, der sætter ølkapsler på flaskerne. . . . Alle journalister stjæler fra andre aviser, men få gør det så elegant som Poul Høi. Han skal nok citere retmæssigt fra New York Times, Washington Post eller Los Angeles Times, men efter fire linjers læsning kan man ikke genkende hælervarene. For så har han allerede gjort dem til sine egne.”

Ganske morsomt – og originalt.

Men nu da bolden er givet op, så lad os da slå til den. Her på stedet åbner vi gerne for at hjælpe ex-punditokraten Jalving, og så kan denne blogs læsere måske også bidrage med lidt flere eksempler på Høis kreative journalistik? Vi har plads nok og lægger gerne for. Fx som den gang, hvor Høi i kølvandet på US Supreme Courts dom i sagen Bush v. Gore” (2000), som de facto afgjorde præsidentvalget skrev følgende i Berlingske i artiklen ”Det illusionsløse valg” (14.12.2000), rubriceret som en ”Nyhedsanalyse”:

”Der var engang et valg. Det var 7. november 2000, og 100 millioner amerikanere gik i stemmeboksen for at vælge deres nye præsident. 35 dage senere var det fem konservative dommere, som valgte ham: Rehnquist, O’Connor, Scalia, Kennedy og Thomas. Der var engang et land. Det var verdens eneste supermagt, »en skinnende by på en bakke«, som en af dets tidligere præsidenter havde kaldt det, »en flamme af håb«, som en anden præsident havde sagt.

I går – klokken fire om morgenen – skinnede byen lidt svagere, og håbet flakkede for et øjeblik. For hvad var det, der var sket i det demokrati, der er ældre end de fleste europæiske demokratier, og som op gennem historien har lært os alle om den gode og den store sag? Det havde fået en ny præsident – men hvad var prisen? George W. Bush står måske nok i forgrunden af billedet som sejrherren, men bag ham ligger et sønderlemmet land, hvor vælgerne fordeler sig ligeligt til begge sider, hvor Senatet er sammensat 50-50, hvor Floridas højesteret stemte 4-3, og hvor nationens højeste ret, de mennesker der skulle samle det usamlede, i går stemte 5-4. Højesteret stemte helt efter partibogen, og de fem konservative dommere dikterede USA en beslutning, hvis logiske konsekvens inviterer til debat: I weekenden besluttede de samme dommere at stoppe fintællingen i Florida, og dermed kunne den ikke blive færdig til tiden. I går afviste de så yderligere fintællinger, fordi tidsfristen var forpasset. Som højesterets hvidhårede nestor, den 80-årige John Paul Stevens, skrev i en smertende dissens: »Tiden vil på et tidspunkt hele det sår, som dagens beslutning har påført os. Ét er imidlertid helt sikkert. Selv om vi aldrig vil finde ud af, hvem der i sandhed vandt dette valg, så er det åbenlyst, hvem taberen er – nemlig nationens tillid til dommeren som en uafhængig vogter af retsstaten.« Og dommer Stevens har muligvis ret. Kun meget få amerikanere synes, at de seneste 35 dage har været morsomme, at de har tjent nationen til ære, men de fleste har forstået princippet og været tålmodige, og da højesteret i weekenden greb ind og stoppede den fintælling, der ville have fortalt os, hvem der havde vundet Florida, læste vælgerne tydeligt skriften på væggen: 53 pct. siger i en meningsmåling, at højesterets beslutning om et stop var funderet i politik, 34 pct. siger, at det var jura. Der er ikke kommet nogen troværdige meningsmålinger efter gårsdagens historiske punch, men der er ingen grund til at tro, at tallene vil fordele sig anderledes. Amerikanerne ved, at det var politik – at de fik en ny præsident, ikke på grund af lov og ret, men på grund af illusionsløs politik. Verden ved, at den fik en ny leder, ikke på grund af folkeflertallet, men fordi der tilfældigvis en tilfældig dag i historien var fem konservative dommere og kun fire liberale i USAs højesteret.”

Lad os se bort fra de tendentiøse formuleringer – og sågar også de faktuelle fejl og forvanskninger. Fx at det kontra Høi fremgår med lysende klarhed af dommens per curiam, at det ikke var med stemmerne 5 ”konservative” mod 4 ”liberale”, at man standsede de selektive stemmeoptællinger i Florida, men derimod med 7 (Republikansk og Demokratisk udpegede) dommere for og 2 (Republikansk og Demokratisk udpegede) dommere imod. Centralt og vigtigt, men lad bare det ligge.

Lad os i stedet hæfte os ved det citat, som Høi har bygget hele sin ”nyhedsanalyse” op om – citatet af højesteretsdommer John Paul Stevens. Når man læser Høis artikel er det umuligt at få andet indtryk end, at citatet må være en post factum kommentar til flertalsafgørelsen om at standse optællingerne, og at denne så vil undergrave tilliden til retssystemet, fordi det var partipolitik, der afgjorde sagen.

Men hvor kommer citatet fra, og hvad handler det egentlig om? Det kommer korrekt nok fra Stevens’ dissens – men i modsætning til, hvad Høi fremstiller det som, handler det faktisk slet ikke om US Supreme Courts flertalsafgørelse. Tværtimod kommenterede Stevens i passagen Floridas Supreme Courts forudgående afgørelse, og hvordan en føderal omstødelse af denne, ville undergrave borgernes tillid til dommerne ved de lavere instanser og disses rolle i forbindelse med delstaternes ansvar for afviklingen af præsidentvalg. Altså noget ganske, ganske andet.  Dette vil være klart for enhver, der faktisk har læst dommen. Her kommer passagen i sin kontekst:

“What must underlie petitioners’ entire federal assault on the Florida election procedures is an unstated lack of confidence in the impartiality and capacity of the state judges who would make the critical decisions if the vote count were to proceed. Otherwise, their position is wholly without merit. The endorsement of that position by the majority of this Court can only lend credence to the most cynical appraisal of t
he work of judges througho
ut the land. It is confidence in the men and women who administer the judicial system that is the true backbone of the rule of law. Time will one day heal the wound to that confidence that will be inflicted by today’s decision. One thing, however, is certain. Although we may never know with complete certainty the identity of the winner of this year’s Presidential election, the identity of the loser is perfectly clear. It is the Nation’s confidence in the judge as an impartial guardian of the rule of law.”

Man kan så spørge sig selv, om Poul Høi aldrig læste selve Stevens’ dissens, og derfor bare skrev af fra nogle andres selektive gengivelser af passagen? Eller om han faktisk kendte konteksten og bare misbrugte denne til at bygge noget, der mere er en normativ kommentar end en nyhedsanalyse, op om?

Så er det fusk eller sjusk? Det må vore læsere bedømme. Berlingske Tidendes redaktion er efter alt at dømme næppe interesseret.

Ugens citat: Den vulgære, ensrettende, korrupte, ubehagelige kapitalisme

Af Altmann, den 7. juni 2009. 34 svar

Her kommer et dagsaktuelt citat, og vi overlader det til bloggens kloge og belæste læsere at vurdere, hvem ophavsmennesket mon kunne være.  Her er noget, hvor vedkommende taler om De Autonome:

“Jeg genkender det, de siger. Jeg genkender aggressiviteten og vreden. Afmagten. Jeg genkender afmagten over for en af den moderne kapitalismes skyggesider – nemlig ensretningen, den psykologisk skabte markedsplads, en moralsk korrupt økonomisk mekanisme, så ulækker som den glubske umådeholdne grådighed vi nyligt har set udfoldet. En mekanisme som mere og mere appellerer til de ubehagelige, mørke og svage dele af menneskets underbevidsthed. De vulgære, ens facader, discount overalt – laveste fællesnævner. Mediernes modbydelige magtkamp for at udstille og fremvise de mørkeste og mindst flatterende sider af menneskeheden. Internettet med dets ubegrænsede frihed, hvor alt kan findes. Også det “alt”, langt de fleste af os ikke har lyst til at finde – det alt, vi slet ikke har lyst til, vores børn skal finde …”

Hvem mon forfatteren er?

Larry Summers har da ret i noget …

Af Altmann, den 25. november 2008. 29 svar

Larry Summers, fhv. finansminister og nu siden i går kommende formand for Obamas GOSPLAN-komité National Economic Council, sagde flere rigtige ting i sin tid som Harvard-rektor:

“Don’t you agree . . . that, in general, economists are smarter than political scientists, and political scientists are smarter than sociologists?” (The Boston Globe, February 17, 2006)

Exeunt?

Af Altmann, den 17. november 2008. 6 svar

Hvis denne gamle mand var Søren Pind, ville han godt nok begynde at lede efter udgangen. Det er slemt, når ens partis såkaldte ”chefstrateg”, varmluftsballonen Claus Hjort Frederiksen, for åbent kamera siger, at Pind skal ”tage at holde sin kæft,” og at han ”har taget fejl i syv år”.  Det er værre, når ens mere respekterede (og frygtede) partileder siger, at ”Søren Pind er Søren Pind og repræsenterer kun Søren Pind”, og at han ofte blander sig i ting, der ikke kommer ham ved, men at det i øvrigt ikke gør noget, “fordi det betyder overhovedet ingenting, hvad Søren Pind siger”.  Og når det alt sammen skyldes en lille, ligegyldig blog-kommentar, så er klokken for alvor faldet i slag.

Pind har altid været overvejende positiv for de liberale kræfter, fordi han som regel på samme tid har haft en så god kombination af store ambitioner og en så udpræget mangel på Fingerspitzgefühl, at han (næsten) aldrig har været bange for at tage slagsmål, når det gjaldt en god sag.  Måske fordi det gav ham offentlig opmærksomhed, han kunne bruge i sin politiske karriere – måske fordi han troede oprigtigt på det.  Men han tog “the blows”, hvilket er mere, end man kan sige om mange af hans jævnaldrende (og ældre) partifæller.

Men ovenpå denne weekend, må man konkludere – for at låne et udtryk – at ”der er ikke noget at komme efter”.  Måske det blot var spin-doktorers forsøg på at få afsporet noget medieopmærksomhed, væk fra AFR og LLR.  Men signalet er klart: Pind får aldrig på denne side af sin 50 års fødselsdag (eller 60 eller 70 års måske) en fremtrædende post i Venstre.  Not gonna happen.

Han kan naturligvis håbe på det bedste, og så anlægge den til tider noget populistiske og svagt skingre linje, man det sidste år eller to har set i flere af hans forsøg på at nå tilbage til en eller anden form for anerkendelse fra højeste sted.

Men det sker ikke.  Søren Pind skal bare se på sig selv, og så se på Jens Rohde – vurdere deres respektive kvaliteter, og se på hvordan de hver især er blevet behandlet efter, at de har dummet sig.  Eller se på opbakningen bag liberale synspunkter, når partiledelsen er imod.

Hvis dét er linjen fra den nuværende (og kommende) ledelse i partiet, hvad er der så tilbage at håbe på?  Hvad er der at vinde ved at blive, og hvad er der egentlig at tabe ved at gå?

Hvis Søren Pind har et modikum af selvrespekt og ambitioner og idealer tilbage, så går han, smækker med døren høfligt men højlydt, og søger så om optagelse i Liberal Alliance.  Dér har de brug for ham – han ville både kunne spille en vigtig og højtprofileret rolle, og så ville han øvrigt som det fjerde folketingsmedlem skaffe LA den mistede sekretariatsstøtte tilbage . . . . 

I Venstre har de tydeligvis ikke (mere) brug for ham, og partiet er formodentlig for (mindst) en generation eller halvanden tabt på gulvet for enhver form for liberal politik.  

Og jo, at melde sig ind i LA, kan muligvis betyde, at Pind ryger ud ved næste valg – eller måske at det lykkes LA at komme ind.  Men at ryge ud, fordi man trækker en åndelig streg i sandet, er dog et hæderligt alternativ i forhold til at sidde på bageste række og være stemmekvæg for en samling uforskammede opportunister på første række.

PS.  Man kan lave en lille mental quiz, hvis man endnu tror, at Pind har noget at vinde ved at blive i Venstre: Partiets ledelse har naturligvis kunnet imødese at ved at skælde så hårdt ud på Pind for noget, der reelt ikke er en brøde, er der i praksis kun to mulige udfald.  Enten får det manden til at gå – “med andre ord har vi taget højde for det, og vi er altså ligeglade!” Eller også bliver han – “og så ved vi i hvert fald, at vi ikke skal forvente nogen problemer med ham i fremtiden”.

En videnskabelig analyse

Af Altmann, den 7. november 2008. 3 svar

Her er et komisk og ganske uvidenskabeligt citat fra en “fakta-boks” på portalen videnskab.dk:

“Kristendommen stod stærkt i det tidligere hierarkisk opbyggede samfund, der var dominerende indtil 1980erne, hvorefter nyliberalismen vandt frem. Indtil 1980erne byggede samfundet på stærke kollektiver og tydelige hierarkier, og her passede den traditionelle kristendom ind.”

Altså: Menneskeheden indtil 1980erne: Kristen og kollektiv.  Siden da “nyliberal” og …?

Et dagsaktuelt citat og en lang passage fra NRO

Af Altmann, den 5. november 2008. 79 svar

Hermed et desværre dagsaktuelt citat og en meget lang passage, altsammen via NRO, hvor John Derbyshire har klummen ‘Eight Wasted Years – and the ratchet slips free’:

To avoid being mistaken for a sellout, I chose my friends carefully. The more politically active black students. The foreign students. The Chicanos. The Marxist professors and structural feminists and punk-rock performance poets. We smoked cigarettes and wore leather jackets. At night, in the dorms, we discussed neocolonialism, Franz Fanon, Eurocentrism, and patriarchy.

Thus Barack Obama, writing in his autobiography about his time at the expensive liberal-arts college Occidental in California. I’d like to tell you that he goes on to mock his young self for naïvety and infantile leftism, to deplore the way those “Marxist professors” used their prestige and influence to fill young heads with poisonous rubbish long discredited by events in the real world. I’d like to, but I can’t, because he doesn’t. Obama doesn’t think Marxism is rubbish. He thinks it’s basically … correct.

Not that our president-elect is going to roar through the U.S. economy nationalizing the means of production, distribution, and exchange. (The current administration has that well in hand, in any case.) Nor, I am pretty sure, will he incite a violent class war, with the losers hustled off to labor camps or driven into exile with the family jewelry sewn into their petticoats. We are long past the point where classical Marxism has any application. Obama can’t incite the workers to seize control of the factories: the factories are all in China. He can’t consolidate peasant small-holdings into communal farms, because there aren’t any peasant small-holdings; and if he tried anyway, no one would notice, farming being the occupation of less than half of one percent of us.

Barack Obama does, though, have the heart and soul of a cultural Marxist. He sees history in terms of class struggle, with pitiful, soulful Oppressed being brutalized and impoverished by arrogant, heartless Oppressors. Anyone who sees matters in these Who-Whom terms has absorbed the essence of Marxism, even if he has never held a hammer or a sickle — even if, like Obama, he has never held anything heavier than a Community Organizer’s clipboard.

This was the import of the Joe the Plumber incident. In a long campaign your true self is bound to emerge once or twice. No matter how tightly your handlers apply the shrink-wrap, a sharp claw or beak will work its way through now and then. In Barack Obama’s worldview, the Who and the Whom are locked in a bitter struggle, from which the Whom is bound to emerge victorious at last. Then the victors, purified by suffering, will lead mankind on to the sunlit uplands where from each shall be taken according to his abilities, to each shall be given according to his needs.

That these doctrines are utterly false, completely mistaken, and catastrophically destructive in practice, is a thought Barack Obama cannot think. That “ability” and “needs” turn out to be shapeless and slippery concepts when politicians try to corral them, has not occurred to him. (I need a new car. Will whichever citizen has been delegated to pay for it, please mail the check to National Review? Thank you.) How could such thoughts have occurred to him? He was a red-diaper baby, offspring of a love-the-world, hate-America sixties gal and an African socialist in the Mugabe mould, raised by leftish grandparents addled with “Uncle Tim” racial guilt, and mentored by a hard-Left labor radical.

… Margaret Thatcher used to talk about the “ratchet effect.” When the Left gets power, she said, they drive everything Left; when the Right gets power, they slow the Leftward drive, perhaps even halt it for a spell; but nothing ever gets moved to the Right. U.S. politics in the 21st century so far bears out this dismal analysis. What does the Right have to show for eight years of a Republican presidency? I supported George W. Bush in 2000 because I thought he had a conservative bone in his body somewhere. I supported him in 2004 because I thought him the lesser of two evils. At this point, I wouldn’t let the fool park his car in my driveway. Bruce Bartlett was right, every damn word.

I see that some of my NRO colleagues are scratching around for shards of optimism — of Hope! — in the general wreckage. Good luck to them. I see nothing for conservatives to hope for in an Obama administration. We just have to stick it out. This shallow, ignorant, self-obsessed man, who held an actual job for just one year of his charmed life (low-grade editing for an obscure newsletter — he felt, he tells us in Dreams, “like a spy behind enemy lines,” the enemy of course being capitalism), this red-diaper baby and his wife, will be our First Couple for the next four years and some weeks.

På med sikkerhedsselen.

Stougaard om Palin

Af Altmann, den 10. september 2008. 45 svar

Der går ikke en dag, hvor Berlingske Tidendes Karl Erik Stougaard og Poul Høi ikke føjer nye niveauer til deres dækning af USA og amerikansk politik, vel at mærke af den lavereliggende karakter.  Her er lidt fra dagens Berlinger:

Sarah Palin skaber begejstring hos hvide kvinder og sender for første gang John McCain forbi Barack Obama i et snit af meningsmålingerne. Men McCain og Palin har fiflet med hendes CV.

Er amerikanerne så dumme, at de køber John McCains og Sarah Palins løfter om at skabe forandringer?

Spørgsmålet kommer fra den demokratiske præsidentkandidat, Barack Obama … [Obama] ønsker at henlede vælgernes opmærksomhed på, at McCain-lejren rent faktisk har et problem med at fortælle sandheden om vicepræsidentkandidat Sarah Palin.

… I TV-reklamer og valgtaler slår han hårdt på flere oplysninger om Palin, som har vist sig ikke at holde stik. McCain og Palin påstår, at hun var imod og fik stoppet byggeriet af en kontroversiel bro til en lille ø i Alaska.

Det passer ikke. Palin støttede tværtimod byggeriet, og det var den amerikanske kongres i Washington, som stoppede projektet, fastslår flere uafhængige undersøgelser [men disse omtales ikke af Stougaard, Altmann].

… Til trods for den klare dokumentation [som altså ikke er omtalt af Stougaard, Altmann] fastholder McCain-lejren, at Sarah Palin var imod og fik stoppet broen, og at hun er imod støtte fra forbundsregeringen.

»Hun fik stoppet den. Hun spillede en rolle i den beslutning,« siger McCains chefrådgiver, Mark Salter.

Men ifølge en TV-reklame fra Obama er det »løgn«, og i taler slår han fast, at Republikanerne »opdigter« et misvisende CV for Palin: »Men man kan ikke bare genopfinde sig selv. Amerikanerne er ikke dumme,« lyder det fra Obama.

– som altså får det sidste ord.  Så hvad vi har her er, at Stougaard fortæller læserne, at Palin lyver om sit CV, for det siger nogle unavngivne “uafhængige undersøgelser”.  En Republikaner citeres ganske vist for at sige, at det er ukorrekt, men det er løgn.  Sådan.
Så hvem kan man stole på, når det gælder denne sag?  Hvad med at gå til den ikke just Palin-beundrende, ikke helt konservative, men generelt ganske respekterede New York Times (der i øvrigt ellers er danske korrespondenters foretrukne kilde).  Her er, hvad avisen skrev om Palin, inden der gik valgkamp i det hele:
Gov. Sarah Palin ordered state transportation officials to abandon the ”bridge to nowhere” project that became a nationwide symbol of federal pork-barrel spending. The $398 million bridge would have connected Ketchikan, on one island in southeastern Alaska, to its airport on another nearby island. ”Ketchikan desires a better way to reach the airport,” Ms. Palin, a Republican, said in a news release, ”but the $398 million bridge is not the answer.” She directed the State Transportation Department to find the most ”fiscally responsible” alternative for access to the airport. (New York Times, 22. september 2007)
Sidst men ikke mindst er det værd at bemærke, at Stougaard lægger Republikanerne i munden, at Palin skulle have stoppet “the bridge to nowhere”.  Hvad Palin sagde er, at hun som guvernør var modstander af den (“thanks but no thanks”), og det får man fremstillet som, at hun hævder at have stoppet den.
Flot journalistik.

Når tiden kommer … II

Af Altmann, den 9. september 2008. Skriv et svar

Husk lige, at i diskussionerne om De Konservatives magtskifte, så læste I det første gang her.  Nuvel, vi tog fejl m.h.t., hvorvidt Connie Hedegaard havde en “marginal fordel” eller ej, men for en gangs skyld skyld er vi ikke kede af at tage (lidt) fejl.  Og resten af analysen holder såmænd.

Velkommen til den sorte og firkantede Bermuda-trekant, David …

Af Altmann, den 31. januar 2008. 8 svar

En gammel kinesisk forbandelse lyder efter sigende, ‘Må du leve i interessante tider!’. Den genlød efter sigende en del gange onsdag i det berlingske hus oven på nyheden om, at landets angiveligt førende, borgerlige avis har hyret ingen ringere end David Trads som ‘redaktionel projektleder’. Læs fx bare Berlingskes egen Mads Kastrup i form af et morsomt og sjældent modigt blog-indlæg. Nyheden akkompagnerede 180Grader samme dag med at minde om, at Trads før sin ansættelse på Nyhedsavisen har været chefredaktør på Information og i Berlingske skrevet beundrende om Che Guevara.

Punditokraterne vil tage skridtet videre end 180Grader og minde om, hvad Trads selv skrev så sent som sidste år i en artikel til netop 180Grader, hvor han kommenterede den politiske og redaktionelle linie på netavisen og den avis, han nu skal arbejde for:

Der er åbentlyst ved at udvikle sig en ny, sort og udvidet Bermuda-trekant mellem Cepos, Berlingske Tidendes Groft Sagt, 180grader og Saxobank […]

[180graders artikler er] noget fordrukkent sludder, som muligvis passer godt, når man småsludrer over champagnen i Hotel D’Angleterre, hvor den sorte Bermuda-trekant ofte mødes. […]

Den polemik, 180grader forsøger at rejse, er udtryk for samme plathed, som udfolder sig under den værtshussnak, der trykkes i Berlingske under rubrikken Groft Sagt.

Punditokraternes læsere må nu vurdere, om Trads a) ikke længere mener, hvad han skrev sidste sommer, eller b) nu mener at Berlingske har skiftet politisk/redaktionel linie, eller c) bare personligt er til salg for højestbydende. Intet udelukker i øvrigt logisk, at alle tre ting samtidigt er sande.

Noget tyder på, at Trads selv holder på alternativ a).  For her er, hvad han sagde torsdag til Berlingske’s Business: ‘På overfladen kan det lyde utroværdigt at sige sådanne kritiske ting og sidenhen skifte til en koncern, der driver en af disse aviser.’ Utroværdigt? Tja.  ‘Det Berlingske Officin er i dag den stærkeste og mest dynamiske mediegruppe i Danmark. Derfor er det oplagt, at jeg nu også hopper ind der’. Hop, hop, hop …

Læs til sammenligning også Berlingske Business’ egen samling af Trads-udtalelser om medieverdenens nutid (datid) og fremtid (nutid?).  Jo, de får det vist sjovt og hyggeligt derinde i det berlingske officin.

Sandsynlighedsregning for dummies

Af Altmann, den 13. november 2007. 17 svar

Her på stedet har nogle punditokrater argumenteret for at stemme blankt, mens andre har argumenteret for (i hvert fald implicit), at nogle kandidater/partier trods alt er bedre end andre.  Begge parter har tilsyneladende enten ikke forstået elementær rational choice teori, eller ikke forstået sandsynlighedsregning, eller ikke læst gamle poster om samme emner her på stedet (eller alle tre ting). 

Rationelle vælgere, som er i stand til at foretage elementære sandsynlighedsberegninger m.h.t. muligheden for, at deres stemme vil være udslagsgivende, vil naturligvis kun kunne gøre to ting i dag:

  • lade være med at stemme; eller
  • stemme af helt andre årsager end hensynet til udfaldet.

Sidste mulighed omfatter sådanne mulige motivationsfaktorer som, at man tror, man har en pligt til at gøre det; at det er “sjovt”; at det giver en lækker fornemmelse i kroppen, o.s.v., o.s.v.

Givet antallet af vælgere holder dette sådan set uanset, om der er stor eller lille forskel mellem partierne, men er der lille forskel, bliver det selvfølgelig endnu mere fjollet at stemme.

Tvivlere kan læse mere her og derefter revurdere, hvordan de bedst kan bruge en halv time i dag.

Valgkampnoter: Espersen mere "magtfuld" end … Bendtsen

Af Altmann, den 25. oktober 2007. 12 svar

Vi fik os fornylig en drink med en distingveret politiker m/k, som blandt sine meritter har at have været leder af Det Konservative Folkeparti.  Vi skal ikke nævne navne, men der jo en 5-6 nulevende at vælge imellem, og folk kan jo tænke deres.  Under alle omstændigheder fik vi næsten drinken galt i halsen, da vi havde spurgt: “Hvem synes du burde være den næste spidskandidat for De Konservative til Europa-Parlamentsvalget?”  For svaret kom prompte: “Bendt Bendtsen”.

Det fører os naturligt videre til næste, højaktuelle emne: Berlingskes Nyhedsmagasin foretager en gang om året en såkaldt “magtanalyse”, hvor man gennem et survey beder et større (men ikke stort eller repræsentativt) antal kommentatorer, akademikere m.v. om at “rate”, hvem der har magt i dagens Danmark og hvor “megen” magt, de pågældende har.  Set fra et rent samfundsvidenskabeligt perspektiv – eller bare på nogen som helst måde seriøs vinkel – er undersøgelsen det rene nonsens.  Det afholder selvfølgelig ikke magasinet fra at gentage den år efter år – og det afholder da slet ikke medierne (og i særdeleshed ikke magasinet selv) fra at fortolke og overfortolke, hvem der har fået “mere” eller “mindre” magt i det forgangne år.

Af disse grunde er det normalt ikke en type “undersøgelse”, som vi her på stedet ville gøre noget ud af.  Imidlertid har vi lige fået lækket nogle af resultaterne fra den nyeste undersøgelse, som kommer i det næste nummer, og da vi befinder os i en valgkamp, hvor enhver omtale er bedre end ingen omtale, vil vi skynde os at lække videre til vore læsere: I den nye undersøgelse dumper Bendt Bendtsen ned af listen over de mest magtfulde politikere og passeres ikke bare af V-ministre men også bl.a. af Lene Espersen, men ikke af Connie Hedegaard.  Det skal nok give en vis opmærksomhed, når MSM opfanger historien – gætter vi herfra.

I sig selv er resultatet naturligvis hamrende uinteressant – bortset fra at det afspejler to i ihvertfald i visse kredse udbredte holdninger: At Bendtsen er aldeles uimponerende som politisk leder, og at Espersen er hans mest oplagte efterfølger.  Lad os gætte på, at historien giver yderligere stof til eftertanke med hensyn til næste Europa-Parlamentsvalg