Kategoriarkiv: Christian Bjørnskov

Genetisk lighed i Europa

Af Christian Bjørnskov, den 17. august 2008. 5 svar

Punditokraterne skriver mest om økonomi og politik, men hvis noget er tilstrækkeligt spændende, dækker vi det selvfølgelig også. Og i lørdagens Dagens Nyheter var der netop sådan et emne. Under overskriften ”Svenskar genetiskt närmast nordtyskar” kunne DG fortælle, at et hold på 21 forskere havde undersøgt, hvor genetisk ens, europæerne i virkeligheden er. Artiklen, der er udkommet i tidsskriftet Current Biology, kan læses her.

Svaret på spørgsmålet er selvfølgelig, at vi er vældigt ens, men de forskelle der er, følger ikke altid almindelige landegrænser. Holdet har set på 3 millioner pladser i DNA-sekvensen, og konkluderer allerførst, at forskellene mellem europæerne bliver større, når man bevæger sig i syd-nord retning, end hvis man bevæger sig øst-vest. Så ja, lige så vel som ‘vi’ i Nordeuropa er kulturelt forskellige fra sydeuropæerne, er vi også genetisk anderledes, selvom de forskelle er små. Forskerholdet konkluderer også i fagtermer, at ” mean  heterozygosity was larger, and mean linkage disequilibrium smaller, in southern than in northern European subpopulations”, hvilket betyder noget i retning af, at de sydeuropæiske befolkninger også internt har større genetiske forskelle end vi har.

Den mest bemærkelsesværdige forskel, forskerne finder, er at finnerne genetisk er markant anderledes end resten af europæerne – ungarerne inklusive, som de ellers deler sprogstamme med. Den sjoveste forskel – i hvert fald i svenske øjne – er derimod at svenskerne genetisk er tættere på nordtyskerne end på danskere og nordmænd. Så på den pudsigste vis kan man lidt groft sige, at svenskerne ikke bare kulturelt synes at være Nordens tyskere – lidt stivere, lidt mere alvorlige og med lidt anderledes humor end danskere og nordmænd – men at de faktisk er lidt mere anderledes end de af os, hvis forfædre hyggede sig på de britiske øer og i Frankrig for tusinde år siden. Det er da lidt sjovt.

Den socialistiske barnepigestat

Af Christian Bjørnskov, den 11. august 2008. 24 svar

Nogle gange støder begivenheder sammen i særlige mønstre. Det skete for mig denne weekend, ovenpå den begivenhed det var at høre sundhedsministerens mildt sagt uliberale forslag om at lægge ekstra afgifter på tobak og alkohol, med udsigt til at vi også får ekstra skat på sukker- og fedtrige fødevarer. Begivenhed nummer to, hvis man kan kalde det en begivenhed, var at jeg blev færdig med at forberede mig til denne uges Liberty Fund workshop, som min ven og kollega Niclas Berggren står for på Ratio Instituttet i Stockholm. Forberedelsen bestod som altid hos denne fond i at læse og tænke over cirka 300 sider videnskabelige tekster omkring et bestemt emne. Og til denne gang omfattede de Nobelprisvinderen James Buchanans højaktuelle ’Afraid to be Free: Dependency as Desideratum”, som blev publiceret i Public Choice i 2005. Begivenhed nummer tre var søndagens interview med standup-komikeren Anders Matthesen – også kaldet Anden – i Berlingske Tidende.

Buchanan beskæftiger sig i artiklen med socialisme i bred forstand, og hvorfor i det mindste nogle af dens manifestationer synes at have overlevet østblokkens fald i bedste velgående. Han introducerer tre former for socialisme: ’Managerial socialism’, dvs. statslig planlægning af produktion osv., ’distributionist socialism’, hvilket er snigende tæt på velfærdsstatens grundidé om at man må imødegå den indkomstfordeling som et frit marked genererer, og en sidste manifestation, som han kalder ’parental socialism’. Som jeg skal komme tilbage til nedenfor, er det netop dén type socialisme som sundhedsministeren er stærk fortaler for, og som Anders Matthesen er så voldsomt imod.

Men først og fremmest må man understrege, at selvom Buchanan ligesom en række amerikanske kommentatorer (f.eks. Radley Balko fra the Cato Institute her) vurderer, at den traditionelle socialisme – managerial socialism – i form af statslig planlægning af økonomi og andet, er stendød, gælder dette ikke i Danmark. Som jeg f.eks. understregede for næsten tre år siden i en kronik i Berlingske (læs her), er regeringens forskningspolitik næsten skræmmende perfekt sovjet-kommunistisk i sin idé og udførsel.

For det andet lever omfordelingssocialisme i bedste velgående, ikke mindst i Danmark hvor en nominelt borgerligt-liberal regering forsvarer et gigantisk omfordelingssystem, og slår hårdt ned på dissidenter i egne rækker – spørg bare Eva Kjær Hansen eller Kristian Jensen. At omfordelingen stadig eksisterer, er måske mindre underligt. Directors Lov siger f.eks. at ethvert forslag, der omfordeler til den midterste vælger og hendes nærmeste, til enhver tid vil vinde en demokratisk afstemning, og at man derfor vil se stigende omfordeling til middelklassen i takt med en økonomisk-demokratisk udvikling. Dét billede passer i skræmmende grad på den danske virkelighed de sidste 40 år. Buchanan understøtter sådan set blot dette billede ved at pege på, at dette system i bemærkelsesværdig grad er blevet overtaget af tidligere socialister og kommunister. Som han skriver. ”the advocates of centrally managed economies moved with surprising alacrity to align themselves with the welfare state – social democrats”.Men det nye er den anderledes form for socialisme, der i forklædning af ’omsorg’ og ’fornuftig opførsel’ sniger sig ind i mange rige samfund i disse år. Argumentet bag ideen er ikke, at markedet laver store fejl og man ikke kan stole på det som i ’almindelig’ socialisme, men at folk ikke kan styre sig og ryger mere, spiser mere og mindre sundt, og dyrker mindre motion end de egentlig har lyst til. Som Buchanan foreslår er liberalismens marketingsproblem. ”They have failed to emphasize sufficiently, and to examine the implications of, the fact that liberty carries with it responsibility. And it seems evident that many persons do not want to shoulder the final responsibility for their own actions. Many are, indeed, afraid to be free”.

Om det vitterligt er sådan, skal jeg ikke gore mig klog på, men selve grundideen virker som en Ganske god forklaring på mange danske politikeres forslag om stærke begrænsninger i folks personlige frihed. Om tilstrækkeligt mange mennesker er decideret bange for at få det ansvar, der følger med liberal frihed, er jeg ikke overbevist om. Som en kommentar på the Political Scientists indlæg foreslår, er det ikke indlysende, at befolkningen søger den type indskrænkninger – men hvis politikerne ligefrem tilbyder at en barnepigestat overtager det besværlige, personlige ansvar, er det vel rationelt nok for mange mennesker at sige ja tak? En anden forklaringsmodel, der også kunne give mening, er at de fleste mennesker ønsker udbredt frihed for dem selv – men ikke for andre mennesker med andre vaner og laster.

Hvis det er en rimeligt præcis beskrivelse, vil det på samme måde forklare den snigende indskrænkning af danskernes frihed, når staten begynder at blande sig i, hvad vi spiser, ryger, hvor meget vi løber eller svømmer, eller hvad vi i øvrigt gør i vores egne, helt private liv. Og hvis der er én ting, der er soleklar i de seneste års lykkeforskning er, at folk rent faktisk lægger væsentlig vægt på en udbredt personlig frihed – den barnepigestatens socialisme gør små indhug i hver dag. Det er den samlede effekt af de sidste mange års indhug, der får Anders Matthesen til at konkludere, at ”Det er som at leve i et åbent fængsel. Man må gå ned ad gaden, og man må gå hjem, og man må passe sit arbejde – og så må man i øvrigt ikke stille sin cykel op ad nogen som helst vinduer nogen steder”.

Farvel til Doha-runden

Af Christian Bjørnskov, den 3. august 2008. Skriv et svar

Sommeren har i høj grad været præget af agurketid – en næsten komplet mangel på reelle nyheder. Men i onsdags kom der en af slagsen, der kan gå hen at have virkeligt mærkbare konsekvenser i de nærmere år: Forhandlingerne om en ny, global handelsaftale i Verdenshandelsorganisationen WTO brød endeligt sammen. Forhandlingsrunden blev sat i gang i november 2001 i Qatars hovedstad Doha – derfor er den blevet kendt som Doha-runden – havde som erklæret mål at opnå en aftale, der var bedre for særligt verdens fattigste lande, end den skuffende Uruguay-aftale fra 1994, som på trods af åbenlyse skridt mod et mere frit handelssystem, havde undgået en række besværlige områder indenfor bl.a. landbrug. Mødet i juli mellem alle topforhandlerne i Geneve var skemalagt til at starte mandag den 20. og slutte søndagen efter, men lørdag blev man enige om at fortsætte de svære forhandlinger tre ekstra dage. Tirsdag aften kom beskeden så, at man fra øverste sted havde opgivet at komme til enighed.

Egentlig var forhandlingerne brudt sammen for to år siden, men dengang insisterede man på at fortsætte og ikke at kalde det et sammenbrud. Vi skrev om det umiddelbart efter (læs her), men forskellen i dag er at forhandlingschefen Pascal Lamy denne gang har brugt ordet ’collapse’. Og på trods af at Indonesiens handelsminister udtalte dagen efter, at ’handelsforhandlinger ikke bryder sammen, de fortsætter bare’, vil en hvilken som helst genoptagelse af Doha-runden ske med anderledes små ambitioner.

Man kan nu stille sig selv to overordnede spørgsmål: 1) Hvorfor brød forhandlingerne sammen og hvem kan man skyde skylden på? Og 2) hvad taber verden ved at der ikke kommer en ny aftale?

Hvis man skal gøre det hurtigt, ligger skylden hos særinteresser. At langt de fleste toldmure og andre handelsforvridende foranstaltninger kan spores tilbage til særinteressers lobbying (og det, der er værre) har været vidst siden Adam Smith, der skrev klart om problemet. Og dem med mest gennemslagskraft, er dem der kombinerer en stærk organisation og en evne til at vække irrationelle følelser hos vælgere med stærke incitamenter til at få beskyttelse. Med andre ord er det som oftest de mindst konkurrencedygtige industrier, der lobbyer stærkest. Derfor bliver de økonomiske tab ved beskyttelse også ganske store.

Men WTO-forhandlinger står nu engang ikke mellem industrigrupper, men mellem nationer. Og med den indlysende indsigt, må man konkludere, at de lande, hvor lobbygrupper er stærkest og hvor politikere er mest tilbøjelige til at give efter for dem, også vil være de lande, der holder allermest tilbage i forhandlingerne, der jo netop handler om at nedbryde toldmure, andre handelshindringer, og forskellige støtteordninger. Og netop den kombination er i høj grad karakteristisk for de grundlæggende problemer ved det ellers udmærkede EU-samarbejde.

En række kommentatorer har ellers taget fat i det lille emne, der officielt fik Doha-runden til at bryde sammen: Spørgsmålet om ulandenes såkaldte special safeguard mechanism. Mekanismen eksisterer for at man undgår, at fattige landes producenter ikke bliver løbet over ende og mister deres livelihood hvis der kommer stærkt stigende import af de bestemte varer, de lever af at producere. Udspillet fra USA var, at man var villig til at acceptere en regel, der betød at ulande kunne indføre en ekstra beskyttelsestold, hvis importen af bestemte typer varer – f.eks. ris – steg med 40 procent eller mere på et år. Udmeldingen fra Indien var derimod, at man ønskede tilladelse til at indføre en ekstratold, hvis importen steg med mere end ti procent.

Umiddelbart lyder det måske rimeligt at kunne beskytte sig selv, hvis importen af en type varer stiger med mere end ti procent på et år. Men når man får den ekstra oplysning, at disse lande i de senere år har oplevet stigninger i eksport og import på seks procent om året i gennemsnit, er der pludseligt ikke langt op til de ti procent på et år. Det er derfor også meget sandsynligt, at en række varer i enkelte år oplever stigninger på over ti procent af helt naturlige grunde – og at eksportører i andre lande skal til at regne med en ikke ubetydelig sandsynlighed for at blive ramt af mekanismens ekstratold i tide og utide. Alle vidste derfor, at der var tale om spil for galleriet, der dækkede over langt dybere problemer.

Og problemet har fra starten været EU! Unionen har ligesom USA stillet krav om indrømmelser fra de relativt rigere ulande – som Brasilien, Indien, Indonesien og Kina – om at få øget adgang til disse landes industrimarkeder. Men ulig USA har EU’s forhandlingsudspil om toldnedsættelser og reduktion af landbrugsstøtte i høj grad været spil for galleriet, og udspillene har som oftest taget form af ultimatummer i stedet for åbne forhandlingsoplæg. Hvad ville det f.eks. nytte at man sænker hektarstøtten – den pose penge, EU’s landmænd får per hektar jord de dyrker – når unionen stiller som ultimativt krav, at man får udbredt tilladelse til at give væsentligt mere miljøstøtte – som skal gives til landmænd i forhold til hvor mange hektar de dyrker? En lang række af unionens såkaldte forhandlingsudspil har i detaljen drejet sig om, at skifte navnet på den eksisterende støtte ud med et andet, mere sexet navn. Denne særlige struktur i EU’s udspil har indlysende nok betydet, at stort set ingen andre har bakket op om dem, og at man bag kulisserne har været temmelig trætte af unionen, der desuagtet ufortrødent har fortsat den destruktive linje.

To medvirkende faktor har klart spillet ind på sammenbruddet, og har gjort det lettere for EU at ’gemme’ si
g i det blame game, der na
turligvis har udspillet sig efter sammenbruddet. For det første er der ingen tvivl om, at lande som Brasilien og Indien har været for ambitiøse på de rige landes vegne, set i forhold til hvor meget de var villige til at åbne deres egne industrimarkeder. Her spiller det ind, at magtfulde industriinteresser traditionelt har stor politisk indflydelse i disse lande, som f.eks. Indiens bilindustri. Denne indflydelse er i høj grad et levn fra tiden, hvor landene fulgte den såkaldte ISI-strategi, hvor man forsøgte at rejse høje toldmure og udvikle statsejet industri bag murene – en strategi der førte til industrier med en næsten latterlig mangel på konkurrencedygtighed og skabte endnu sværere korruptionsproblemer. Den anden faktor er det forestående amerikanske præsidentvalg, hvor USA står overfor valget mellem to kandidater, der næsten ikke kunne være mere forskellige, når der spørges om deres foretrukne handelspolitik. John McCain er så vidt vides endnu mere traditionelt frihandelsvenlig end Bush, mens Barack Obama er en af efterkrigstidens mest frihandelsfjendtlige præsidentkandidater. Bare usikkerheden om, hvad der bliver USA’s linje efter valget har gjort, at mange parter har fedtspillet i udpræget grad.

Uanset af man kan skyde lidt af skylden på amerikansk usikkerhed og indisk-brasiliansk mangel på proportioner, ligger hovedvægten af skylden for sammenbruddet stadig hos EU. Frankrig har ikke engang lagt ret meget skjul på, at landet slet ikke ønskede en forhandlingsrunde, og både den tidligere præsident Chirac og den nye Sarkozy – som vi nok havde ventet noget andet af – har undsagt EU’s handelskommisær Peter Mandelson gentagne gange. Andre sydeuropæiske lande med lige så stærke traditioner for beskyttelse og statsstøtte (og lige så store korruptionsproblemer) har bakket op og viftet med deres vetoret under bordet og udenfor offentlighedens øje. Særinteresser styrer deres tilgang til handelspolitik, ligesom en aldeles umoderne afsky for handel hos dele af befolkningerne forhindrer en rimelig diskussion. Men selv da ved man godt, at EU’s handels- og landbrugspolitik – og her er svaret på spørgsmål nummer to – både koster forbrugerne i de rige lande store summer i form af høje fødevarepriser og massiv landbrugsstøtte, der skal finansieres, og afholder millioner af fattige bønder i ulandene at udnytte de komparative fordele, de faktisk har, og eksportere deres varer til EU. Det er svært at kalde det andet end en umoralsk politik, og derfor et dybt umoralsk (og dyrt) træk, at EU i den grad var instrumentel i at Doha-runde brød sammen. Og så er det i øvrigt ligegyldigt, at Danmark sammen med Storbritannien, Sverige og Holland traditionelt har stået for frihandelsorienterede præferencer. Lorten ligger lige så meget og stinker foran Danmarks dør som i resten af Europa, men det er vores sydeuropæiske partneres hund, der har lagt den.

Om at måle forskeres kvalitet

Af Christian Bjørnskov, den 24. juli 2008. 19 svar

Et af de store spørgsmål i de senere års debat om de danske universiteters forskningsoutput og –kvalitet har været, hvordan man måler en så uhåndterbar størrelse som kvaliteten af den forskning, der bedrives. Internt på de enkelte universiteter er det også en diskussion, der må tages, ikke mindst når man skal evaluere, hvilke institutter, der klarer sig bedre end andre og – internt på institutterne – hvilke individuelle forskere, der klarer sig bedst og derfor bør stå forrest i køen til tillæg osv.

Spørgsmålet er også relevant i andre debatter – og lad mig blot indrømme at en af grundene til at skrive dette indlæg, har været Christopher Bugge Harders fortsatte forsvar for en af det internationale klimapanels, IPCCs, ledende forfattere, Nebojsa Nakicenovic. Jeg har karakteriseret ham som andenrangsforsker, Bugge har forsvaret ham og blandt andet hævdet andetsteds, at Nakicenovic har været i betragtning til Nobelprisen i økonomi. Der er således noget af en forskel på vores vurdering af mandens kvaliteter, som en formel evaluering måske kan kaste lidt lys over.

På et helt andet plan er der rent personligt også ofte svært at forklare familie og venner, hvor man står i hierarkiet, og hvorfor man tager de valg, man tager på sit arbejde. Et spørgsmål, som man for eksempel ret ofte må svare på, er ”Hvorfor har du ikke skrevet en bog?” Det bliver forhåbentlig klart i det følgende, hvorfor jeg ikke har skrevet en bog, og i øvrigt heller ikke har planer om det i den nærmeste fremtid. Så formålet med dette indlæg er at forklare, hvordan man på solid basis evaluerer forskningskvalitet.

En vurdering af enkelte institutters og enkelte forskeres kvalitet kan på det mest fornuftige grundlag foretages på basis af, hvad der udgives. Alt andet lige er mere i et vist omfang naturligvis bedre, men alt er stort set aldrig lige. Man må derfor skelne mellem hvilke typer udgivelser, der er tale om, og hvilken kvalitet, de på den ene eller anden måde har. Lige så vel må man se på, om den enkelte forsker konsistent publicerer i et bestemt kvalitetslag – en enlig svale gør som bekendt ingen sommer, heller ikke i den videnskabelige verden. Men det er ikke så svært: Indenfor nationaløkonomi gælder det, ligesom det helt generelt gælder for naturvidenskaberne, de mere kvantitativt orienterede og/eller angelsaksisk orienterede dele af statskundskab, og i stigende grad den kvantitative del af sociologi, at den tunge del af forskningen publiceres i internationale videnskabelige tidsskrifter, og at der er et helt klart kvalitets- og prestigehierarki blandt tidsskrifterne.

Et sådant hierarki kan naturligvis lyde underligt, og en af mine mest begavede venner har da også undret sig over, at hvorfor man ’løber efter prestigen’. Sagen er blot, at prestige i denne sammenhæng ikke er et hult begreb. Jo bedre – og dermed jo mere prestigiøst – et tidsskrift er, afhænger af hvor skrap kvalitetskontrollen er hos tidsskriftet. Når et videnskabeligt tidsskrift modtager et manuskript, sendes det nemlig til ’review’ hos andre forskere indenfor samme område. Disse forskere, og ofte også manuskriptets forfattere, holdes strengt anonyme så man minimerer risikoen for nepotisme eller personopgør. Det er reviewernes grundige tilbagemelding til redaktøren, samt redaktørens egen vurdering, der bestemmer om manuskriptet skal 1) optages, 2) skal genovervejes såfremt en række ændringer foretages, eller om det 3) bør afvises blankt. Denne kvalitetskontrol varierer dermed fra tidsskrift til tidsskrift, og med strengere krav og flere topforskere som reviewers, jo bedre tidsskriftet er. Omvendt får tidsskrifter med et særligt godt ry flere manuskripter tilsendt, og kan derfor tillade sig at være mere kræsne og dermed hæve overliggeren for hvad det kræver, at få en artikel publiceret. Selvom processen ikke er perfekt – enkelte smuttere sniger sig igennem og selv Nobelprisvindende bidrag bliver nogle gange afvist – betyder den at de mest kvalitetsbevidste tidsskrifter også i gennemsnit publicerer de bedste artikler, og at der herefter er et klart hierarki, afhængigt af hvor strenge krav, tidsskrifterne stiller – og hvor strenge krav de kan tillade sig at stille.

Og kravene er strenge hos de bedste! For at tage et af de klareste eksempler, får man hos det amerikanske Quarterly Journal of Economics, der har været udgivet i mere end 100 år, flere tusinde manuskripter tilsendt om året. Af de mange modtagne manuskripter kommer en mindre del (et godt gæt er cirka 800) forbi redaktørens skrivebord – mange afvises før de når ud i review-processen fordi de, for eksempel, ikke har tilstrækkeligt bred interesse for læserskaren eller er åbenlyst under niveau. Af den mindre del, der faktisk når processen, afviser man derefter cirka 95 procent af alle manuskripter. På denne måde holder tidsskriftet kvaliteten oppe i de relativt få artikler, der trykkes i de fire årlige numre.

På denne baggrund opstår der altså et klart hierarki blandt de mange videnskabelige tidsskrifter. Indenfor nationaløkonomi – mit eget område, eksisterer der et klart A-hold: Den lille håndfuld absolut prestigiøse tidsskrifter omfatter som minimum American Economic Review, Journal of Political Economy, Econometrica og (naturligvis) Quarterly Journal of Economics. For nationaløkonomer med lidt bredere forskningsfelter kan det også diskuteres om de to supertidsskrifter indenfor statskundskab, American Political Science Review og American Journal of Political Science, skal tælles med. Bredt set indenfor naturvidenskaberne er der samme type hierarki, og langt de fleste vil sandsynligvis placere Nature og Science i spidsen for enhver liste.

Det siger sig selv at en meget lille gruppe får publiceret konsistent i A-holdet, men mindre kan gøre det. Næste trin på kvalitetsstigen, og stadig et særdeles prestigefyldt trin, består af de såkaldte ’leading field journals’, dvs. toptidsskrifterne indenfor mere specialiserede områder. For mit eget vedkommende vil det inkludere Journal of Economic Growth, Journal of Development Economics, og Journal of Economic Behavior & Organization, dvs. de to toptidsskrifter indenfor udviklingsøkonomi plus det absolut førende specialtidsskrift der behandler mere adfærdsøkonomiske problemstillinger. Tidsskriftet Public Choice – som denne blogs tidligere redaktør Peter Kurrild-Klitgaard er europæisk redaktør for – er sværere at placere, da det er leading field journal indenfor et område, der befinder sig midt mellem nationaløkonomi og statskundskab, men skal muligvis tælles med for de forskere, hvis interesseområde netop befinder sig i gråzonen mellem politisk økonomi og statskundskab.

Længere nede kommer så en lang, lang række fornuftige og kvalitetsbevidste tidsskrifter, som jeg ikke vil opliste her – der er over hundrede af dem alene indenfor økonomi. Og i bunden af det hele kommer så bøgerne og bidragene til redigerede bøger. Grunden er ganske simpel: Mange bøger har slet ingen review-proces, og for de redigerede bøger der har, betyder den som oftest at man kan risikere at måtte lave småændringer i sit bidrag, men at manuskriptet ikke kan afvises. Derfor er svaret på det indledende spørgsmål – hvorfor har jeg ikke skrevet en bog eller bidraget til ret mange – ret klart: For mange bogkapitler eller selvstændige bøger er et sikkert signal om, at ens forskning ikke har kvalitet til at blive publiceret andre steder. Dette skaber derfor også lidt af et skisma mellem hvad den almindelige offentlighed ser som betydningsfulde forskere – det er ofte dem med bøgerne, ikke mindst dem på dansk – og dem, der i virkeligheden har høj kvalitet og er med på forskningsfronten.

Udstyret med lidt viden om hvad de vigtige parametre er, kan læserne så selv tage et kig på tre ikke helt
tilfældigt udvalgte forsk
ere: Harvard-professoren Robert Barro, mig selv, og IPCCs Nebojsa Nakicenovic (tryk på navnet for at komme til forskerens CV). Barro har de sidste tre år været bookmakernes topkandidat til Nobelprisen, og er et usædvanligt sikkert bud på en pris i fremtiden. Hans forskningsbidrag har været indenfor politisk økonomi, inflationsforhold og ikke mindst har hans bidrag til den empiriske vækstforskning revolutioneret måden, man måler økonomiske vækstfaktorer. Mine egne bidrag i mine tre år som PhD-studerende og tre år som forsker derefter har af mange grunde været mere beskedne, men jeg har taget mig selv med som eksempel på en sådan cirka rimeligt fornuftig dansk forsker. Sidste på listen er Nakicenovic, hovedforfatteren bag IPCCs økonomiske estimater og et interessant eksempel på hvor langt man kan komme med en stor organisation i ryggen, og masser af publicity.

I modsætning til de fleste indlæg her på stedet, vil jeg ikke konkludere noget som helst. Læserne kan reflektere over hvordan man bedømmer forskningskvaliteten, og de kan hver især gå ind og læse de tre eksemplers CV’er og publikationslister. Enhver er fri til at danne sin egen mening, ligesom enhver er fri til at lufte den i kommentarerne nedenfor.

Global opvarmning og IPCC – igen

Af Christian Bjørnskov, den 16. juli 2008. 80 svar

Som Punditokraternes læsere vel efterhånden ikke kan undgå at vide, er en af disse års store politiske sager den globale opvarmning. I 20 år har FNs internationale panel IPCC med stigende sikkerhed argumenteret for, at kloden bliver varmere, og at det helt primært skyldes menneskelige udledninger af såkaldte drivhusgasser, der kommer fra en lang række økonomiske aktiviteter. I de seneste år har den tidligere amerikanske vicepræsident Al Gore slået sig op på samme vogn, og endda fået Nobels fredspris for sin lobbying, på trods af at hans vidt omdiskuterede film helt unægtelig indeholder flere ret upræcise oplysninger. Som læserne også vil vide, er der dog ikke fuld videnskabelig konsensus selvom der oftest ser ud til at være politisk konsensus. Ikke mindst må det have gjort et vist indtryk på dem, der ikke er religiøst troende, at 100 topforskere sidste år skrev et åbent brev om deres problemer med at acceptere IPCCs historie.

Nu sker der ikke så meget for tiden – det er også blevet agurketid i blogosfæren – så her i sommertiden kan vores læsere hygge sig med Frede Vestergaards glimrende interview med Ole Humlum, en af Norges førende klimaforskere of professor i fysisk geografi ved Oslos universitet (læs interviewet her). Humlum repræsenterede ved et norsk møde sidste år den IPCC-kritiske fløj og uddyber i Weekendavisen fra i fredags sine synspunkter.

Først og fremmest peger den norske professor på en del usikkerhed i vores viden om de processer, der skaber Jordens klima – usikkerheder der ignoreres af IPCC. For eksempel giver drivhusgasteorien og klimamodellerne ret klare prædiktioner omkring temperaturen i atmosfærens øvre lag, men satellit- og ballonmålinger finder ikke den atmosfæriske opvarmning, modellerne tilsiger. Det er heller ikke særligt kendt, at det tab af iskappe, der unægteligt er sket på Nordpolen, næsten opvejes af en opbygning af tykkere is på Sydpolen. Og sidst, men ikke mindst, peger Humlum på, at grundige analyser viser, at kun cirka fem procent af den atmosfæriske CO2 kan være kommet fra afbrænding af fossile brændstoffer, og hovedparten altså må være kommet andre steder fra. På trods deraf tilskriver IPCC ”hele stigningen i den globale CO2-koncentration forbrænding af fossile brændstoffer, svarende til 26 procent af den samlede mængde atmosfærisk CO2.” Man skal ikke være den store statistiker for at indse, at man meget hurtigt i en lineær model kan komme til at tilskrive menneskelig aktivitet en fem gange så stor rolle, som den egentlig burde have.

Humlum peger, som mange andre, også på at temperaturen faktisk ikke er steget de sidste ti år, på trods af at IPCC-modellerne klart forudsiger en stigning på 0,2-0,3 grader. Nu er ti år sandsynligvis ikke nok til at kunne sige noget som helst fornuftigt om en langsigtstrend, ikke mindst fordi 1998 var et såkaldt ’El Niño år’, men nordmanden gør opmærksom på, at IPCC selv har brugt det usædvanligt varme år som ’bevis’ for at opvarmningen er menneskeskabt. Og som han udtaler til Weekendavisen: ”Hvis ti års temperaturstigning fra 1978 til 1988 var nok til at overbevise om rigtigheden af at oprette IPCC med den erklærede opgave at undersøge specielt den menneskelige påvirkning af klimaet, og hvis ti års temperaturstigning frem til 1998 er usædvanlig og et mere end 90 procent sikkert bevis på menneskeskabt global opvarmning, som det er blevet hævdet af IPCC, så har de efterfølgende otte-ni års stagnation i temperaturen vel også relevans?”

Den norske professor konkluderer (som vi i øvrigt også har gjort her), at problemet er at IPCC har opnået en monopolstats på at formidle klimaforskning og information om klimaet til verdens regeringer og politikere. Ydermere er organisationen sat i verden til at undersøge en eventuel menneskeskabt virkning, hvilket betyder at ”de centrale personer, der udpeges til klimapanelet i det mindste er af den opfattelse, at vi i dag står overfor potentielt farlige menneskeskabte, globale klimaændringer.” Med andre ord hyrer man ikke nogen embedsmand til IPCC uden at denne er overbevist om katastrofescenarierne. Og man lader heller ikke skepsis og usikkerhed igennem fra politisk side, da den videnskabelige rapport først kommer måneder efter et Summary for Policymakers, som rapporten skal være konsistent med – og som skal godkendes fra politisk hold! At indgå i en såkaldt ’dialog’ med IPCC og den politiske side bliver dermed lidt ligesom at spille poker med en modstander, som insisterer på selv at blande og dele kortene – mens man er sendt ud af lokalet. Det er et offentligt spil, der er meget svært at vinde, før tilskuerne indser absurditeten i dets regler.

Lad os blot herfra takke Weekendavisen for at bringe begge sider af en højspændt, politisk debat, og at opfordre læserne til at læse Vestergaards artikel. Og som må man vel berede sig på en ophidset debat her på stedet i de kommende dage.

Danmark verdens lykkeligste, men ikke som DR påstår

Af Christian Bjørnskov, den 5. juli 2008. 16 svar

Så er Danmark igen blevet kåret til verdens lykkeligste land. De nyeste data fra the World Values Survey Bekræfter atter en gang, at danskerne på trods af deres brokken sig over småting, alt i alt er dem, der i gennemsnit er mest tilfredse med deres liv. Intet har ændret sig fra sidst, der blev kigget på data, og konklusionerne ændrer sig derfor heller ikke meget (læs f.eks. her)

Et andet forhold, der desværre heller ikke har ændret sig meget, er danske mediers behandling af dette glædelige fund. BBC bragte, for eksepmel, lederen af WVS-projektet Ronald Ingleharts udlægning således: “Personal freedom is even more important, and it’s freedom in all kinds of ways. Political freedom, like with democracy and freedom of choice.” (læs på BBC her). Inglehart er dermed på linje med verdens førende lykkeforskere når han understreger frihedens betydning. Eller som en af de absolut førende, hollænderen Ruut Veenhoven, så fyndigt udtrykte det på en konference i efteråret: ”Størstedelen af verdens lykkeforskere hælder til venstre for den politiske midte, størstedelen af resultaterne fra lykkeforskningen hælder til højre”.

Som redaktør af en borgerligt-liberal blog og en af Skandinaviens få samfundsforskere, der har syntes at det var værd at kigge nærmere på lykken, kan man vel kun glæde sig over, at Smith, Hayek og Friedmans dybere indsigter igen får empirisk opbakning. Men læg nu mærke til, hvordan den samme ’nyhed’ vinkles i DRs dækning overfor den uanende danske befolkning: ”Denne gang er det Michigan University som er nået frem til, at vores demokrati, sociale lighed og den fredfyldte atmosfære i Danmark, gør os til verdens lykkeligste land.”

Dagens spørgsmål må helt enkelt være, hvordan man kommer fra Ingleharts klare udtalelse om, at det er personlig frihed, der er vigtig for folks tilfredshed med deres liv, til at det er den danske ’sociale lighed’, dvs. velfærdsstaten. Måske skal man være flink og udlægge det som en effekt af det, Lisbet Knudsen (læs her) har kaldt den vanetænkning, som præger hele den journalistiske selvopfattelse – med andre ord rygmarvsreaktionen, at alt godt må udgå fra en socialdemokratisk velfærdsstat. Måske skal man opfatte danske journalister som konsistent svage i opfattelsen? Eller er det en bevidst strategi fra den enkelte journalist, at man ’vinkler’ enhver historie så den passer til ens egen ideologi, helt fraset hvad man ved, den egentlig fortæller? Jeg ved det ikke, men studsede over dette underlige eksempel. Og det bliver ikke mere underligt af, at studie efter studie peger på, at Inglehart har ret, mens ideen om at ’social lighed’ betyder noget for lykken, aldeles ingen opbakning får. For pudsigt nok er det den personlige frihed, og ikke den lille misundelse over dem, der er rigere, der giver en mening og tilfredshed med livet.

Ulandshjælp – igen med hjælpeløse påstande

Af Christian Bjørnskov, den 14. juni 2008. 2 svar

Jyllandsposten bragte i går, fredag, en forsidehistorie med titlen ”Ulandshjælp er en succes i Asien, men ikke i Afrika” som endnu en gang fik mig til at spørge mig selv, om de involverede parter vitterligt er så ubegavede, som de lyder, eller om de måske bare er blindet af deres gode hensigter. Anledningen er nu ellers god: Vietnam regner officielt med at rykke ind i Verdensbankens kategori af ’mellemindkomstlande’ om få år. Med andre ord er landet blevet så rigt, at det er tid til at nedtrappe den danske ulandshjælp. Udviklingen har været imponerende – som JP skriver, er andelen af befolkningen, der lever under FN’s fattigdomsgrænse, reduceret fra 58 procent i 1993 til blot 16 procent i dag, da landet har registreret årlige vækstrater på 5-6 procent siden sidst i 80erne.

Så langt så godt, men heller ikke længere for JP. Man bruger nemlig en sammenligning mellem Vietnam og Tanzania, der stort set ikke har reduceret fattigdommen siden først i 70erne, som springbræt til en påstand om, at dansk ulandshjælp har virket i Vietnam, men ikke i Tanzania. Den pågældende journalist indleder endda artiklen med ordene: ”Den danske ulandsbistand til landene i Asien ligner en klar succes”. Det har undret udviklingsminister Ulla Tørnæs, som noterer sig at de 4,4 milliarder danske kroner, Vietnam har fået de sidste 15 år, har virket, mens de 7,3 milliarder der er givet til Tanzania i samme periode, har været uden effekt.

JP har også interviewet professor i Afrikastudier ved Københavns Universitet Holger Bernt Hansen – Danidas formand gennem 12 år og i øvrigt den noble, ældre herre der af og til ytrer sig om afrikanske forhold på DR – der afgjort ikke mener, at hjælpen til Afrika har været en fiasko. Nej, nej, nej, det var gået meget værre hvis vi ikke havde hjulpet, er Hansens vurdering. Så er det, det må slå enhver økonom, om de folk overhovedet ved nogen som helst om kausalitet, om årsag-virknings-sammenhænge.

Lad mig give et stiliseret eksempel: Forestil dig, at du har to børn og en alternativt-holistisk kone. Begge børn har fået samme plante, og det er meningen at begge skal vande deres plante. Din kone synger ydermere Beatles-sange for begge planter, fordi hun har læst i en ny bog, at det kan planter lide og det er sundt for dem. Hun stoler fuldt og fast på, at begge børn sørger for at vande deres plante, men du ved at din datter ikke får det gjort ordentligt. Du er derfor ikke overrasket over, at din datters plante ikke er særligt sund, mens din søns er grøn og vokser. Men din kone reagerer på planternes forskel ligesom Tørnæs og Hansen: Hun undrer sig over, at det har virket at synge Beatles for sønnens plante, men øjensynligt ikke for datterens – men hun vurderer, at den måske var helt død, hvis hun ikke havde gjort det.

På en meget konkret måde, er det på samme måde, Danida og mange andre evaluerer ulandshjælpens virkning. Man observerer, at nogle lande faktisk får bugt med noget af deres fattigdom, og tilskriver det blindt den ulandshjælp man har givet, fordi ”det var jo meningen med den”! Dermed overser man fuldstændigt, at Vietnam netop fra sidst i 80erne og først i 90erne gennemførte massive reformer, der lå tæt på den ellers så hadede Washington Consensus. Christian Friis Bach – international chef i Folkekirkens Nødhjælp og dermed også stærkt partisk, men samtidig en begavet økonom – fremhæver netop Vietnams uddannelses- og økonomiske politik succesen. Den ganske liberale økonomiske politik, som landet har ført de sidste 15-20 år, er ligesom vandet i eksemplet ovenfor den egentlige forklaring på den imponerende udvikling.

Fredagen artikel i JP blev derfor blot endnu en understregning af at ulandshjælp ikke virker, men havde også en anden, om end utilsigtet, pointe: Hvor absurde påstande man kan få i danske medier, blot man har tilstrækkeligt ’gode’ intentioner med hvad man gør. Måske holder det op en dag, men jeg kan stadig forbløffes over, hvor ukritiske danske journalister kan være, så længe de har en god sag.

Slavehandel og afrikansk udvikling

Af Christian Bjørnskov, den 4. juni 2008. 3 svar

Som forsker læser man et hav af artikler. De fleste er ikke overvældende spændende, måske 20 procent er, om det er fordi de er spændende i sig selv eller fordi de er relevante for ens ekspertiseområde, og så er der de få, der bare begejstrer. Men februarnummeret af the Quarterly Journal of Economics, der er et af verdens mest eksklusive tidsskrifter – officielt afviser de 96 procent af alle forslag, der kommer forbi redaktørens bord – bragte en af de få begejstrende artikler.

Baggrunden er, at afrikansk udvikling siden uafhængighedsbølgen i høj grad har været et spørgsmål om nogle få succeshistorier i et hav af dårlige og katastrofale udviklinger. Der har været mange bud på, hvorfor de afrikanske lande som helhed har klaret sig så deprimerende dårligt, lige fra absurde marxistiske teorier om bevidst vestlig udbytning til en generel konsensus, som man ikke taler alt for højt om, at de afrikanske politikere i høj grad er skyld i det selv. I QJE­-artiklen ”The Long-Term Effects of Africa’s Slave Trades” bringer Nathan Nunn fra Harvard en supplerende forklaring på banen: Den historiske slavehandel.

Nunn har på imponerende vis været dybt nede i kilderne og samlet tal for den totale slavehandel ud af Afrika mellem 1400 og 1900. Han finder først og fremmest at 12 millioner slaver blev handlet over Atlanten, mens 6 millioner gik den anden vej til Indien og Mellemøsten, som der ikke tales så meget om. De største mængder blev skibet ud af den såkaldte ’Slavekyst’ i Benin og Nigeria, fra Guldkysten, det nuværende Ghana, og lidt sydligere fra Vestafrika omkring de to Congoer og Angola. Fra Angola alene estimerer Nunn, at der blev solgt 3,6 millioner mennesker, 1,4 millioner fra Nigeria, mens der åbenbart ingen blev handlet fra Etiopien eller Botswana.

Nunn viser i artiklen, at der er en klar sammenhæng mellem mængden af slaver, der blev skibet ud fra et afrikansk land, og dets udviklingsniveau i dag. Han finder, at for hver 10 procent flere slaver et land eksporterede, er dets bruttonationalprodukt i dag én procent mindre. Man kunne selvfølgelig tænke sig, at lande der handlede mange slaver også dengang var mindre udviklede, men det ser ikke ud til at være tilfældet. En række af de store slavestater, ikke mindst Guldkysten, har historisk været nogle af de mest avancerede afrikanske samfund. Faktisk peger en del på, at de første slavehandlere etablerede kontakt med de mest avancerede samfund, da de kunne understøtte en væsentlig handel.

Hvorfor skadede slavehandlen så meget, at vi finder effekter århundreder efter? Nathan Nunn peger – med passende kvalifikationer og en forsikring om, at det blot er foreløbige bud – at der er en klar sammenhæng mellem graden af slavehandel mellem 1400 og 1900 og graden af etnisk fraktionalisering i dag. Han argumenterer, at slavehandlen “tended to weaken ties between villages, thus discouraging the formation of larger communities and broader ethnic identities.” Når man jagtede mennesker i naboområdet for at sælge dem, forhindrede man ret effektivt at man fik tættere sociale eller økonomiske kontakter til naboerne. Og det forhindrer effektivt specialisering, vidensdeling, udviklingen af bredere juridiske institutioner osv.

Nunns studie er dermed fantastisk spændende at læse, og at tænke over, men derfor behøver man ikke være enig i alt. Hen mod slutningen af artiklen vurderer han for eksempel, at ”As a result, Africa’s postindependence leaders inherited nation states that did not have the infrastructure necessary to extend authority and control over the whole country.” Slavehandlen bliver dermed brugt som undskyldning for at de sidste 40-50 års politiske ledere i Afrika har været nærmest kriminelt dårlige. Briterne i Østafrika formåede dog at lede et område, der dækker de nuværende Kenya, Tanzania, Uganda og Malawi effektivt og ganske humant, sammenlignet med både andre koloniherrer og de senere uafhængige styrer.

Det skal dog ikke tage modet fra folk til at læse artiklen. Nathan Nunn viser som flere andre forskere i de senere år, at historiske faktorer nogle gange kan bidrage til at forklare nutidens fiaskoer og succeser. Historien efterlader mange ar og mange erfaringer, som man kan bruge mere eller mindre produktivt. Under alle omstændigheder er der masser at tænke over!

Obama – dårligt nyt for verden

Af Christian Bjørnskov, den 27. maj 2008. 11 svar

I de danske MSM såvel som ud over Europa hyldes Barack Obama nærmest dagligt. Og ja, han er inspirerende – måske mest hvis man falder for den særligt følelsesladede amerikanske stil, som godt kan støde nordeuropæere lidt fra sig – men hvis man skal vurdere ham som fremtidig amerikansk præsident, kan man vel næppe undgå at se på hans konkrete politik. Når man sidder i jobbet er fine taler knap så vigtige, eller som amerikanerne siger: Actions speak louder than words!

På dén front er der knap så meget at begejstres over, som min med-punditokrat Niels Westy har skrevet om tidligere (læs her). I særlig grad burde Obamas holdninger på det handelspolitiske område få alarmklokkerne til at ringe hos de fleste danskere. Han har de seneste måneder for eksempel bragt den påstand til torvs, at NAFTA – det amerikanske frihandelsområde mellem Canada, USA og Mexico – har kostet amerikanske arbejdspladser og altså hævet USA’s arbejdsløshed, og at man burde genforhandle aftalen. Hilary Clinton er trukket i samme populistiske retning og mener åbenbart det samme som Obama, nemlig at man burde lægge de internationale handelsforhandlinger i f.eks. WTO på is. Og selvom man skal passe på med at lægge for meget i det, kan udtalelser fra Obama som ” Folk vil ikke ha en billigere t-shirt, hvis de samtidig mister deres job” næppe misforstås, ligesom de meget væsentlige forskelle på kandidaterne heller ikke kan (læs f.eks. Keith Poole og kollegers analyse her).

Min gode kollega, professor Philipp Schröder, udtalte således til Nyhedsavisen forleden, at ” Hvis Hillary og Obama følger deres udtalelser til punkt og prikke, så er det relativt farligt for verdensøkonomien. Hvis USA først begynder at indføre handelsbarrierer, kan det brede sig til resten af verden. Og hvis verden generelt begynder at bremse frihandelen vil det være katastrofalt.” Jeg kunne ikke være mere enig, og helt særligt på nuværende tidspunkt.

Siden efteråret 2001 har 150 af verdens lande forhandlet i WTO om at nedbringe toldbarrierer og andre forhindringer for international handel, såsom subsidier og i helt særlig grad landbrugsstøtte.  I de forhandlinger har USA været en langt større hjælp for verdens fattige lande, der i udpræget grad ønsker mere frihandel – ikke underligt med tanke på at lettere adgang til verdens rige markeder er nærmest uendeligt mere effektivt i at bekæmpe fattigdom en alverdens ulandshjælp eller regeringsprogrammer – mens EU har været en skræmmende effektiv stopklods for forhandlingerne (læs f.eks. her). WTO-forhandlingerne har haltet lige siden, og mens selv traditionelt protektionistiske lande som Brasilien og Indien har foreslået store indrømmelser fra egen side for at få bragt OECD-landenes handelsbarrierer og landbrugsstøtte ned, har EU i historisk grad fedtspillet og forsøgt at bringe forslag med en reel nuleffekt til bords.

Hvis man får en amerikansk præsident med tilsvarende protektionistiske ideer, vil USA’s forhandlingsposition, der allerede nu er under angreb fra amerikansk landbrugs særinteresser, støttet af et demokratisk parti der skrider mod venstre, svækkes yderligere. Og dermed bliver udsigterne til at få et friere internationalt handelssystem, og dermed mere fart på den globale fattigdomsbekæmpelse, endnu ringere. Er man for en friere verdenshandel, bekymret for de fattige landes tilstand, eller blot nervøs for hvad en stærkt populistisk præsident kan gøre af skade i det Hvide Hus, er der kun en ting at gøre: Root for McCain.

En lille vits

Af Christian Bjørnskov, den 21. maj 2008. 2 svar

Punditokraterne har haft en række alvorlige diskussioner den senere tid – historiekanon, slaveefterkommere, Obama osv. Men idag er indlægget blot en lille vits, som vores ven Lars Skipper har været så venlig at sende. Jeg synes, den er sjov og god at tænke over, men vil lade læserne danne deres egen mening.

Science Reveals Heaviest Element Ever Discovered

Research has led to the discovery of the heaviest element yet known to science. The new element, Governmentium (Gv), has one neutron, 25 assistant neutrons, 88 deputy neutrons, and 198 assistant deputy neutrons, giving it an atomic mass of 312.

These 312 particles are held together by forces called morons, which are surrounded by vast quantities of lepton-like particles called peons.

Since Governmentium has no electrons, it is inert; however, it can be detected, because it impedes every reaction with which it comes into contact. A tiny amount of Governmentium can cause a reaction normally taking less than a second, to take from four days to four years to complete.

Governmentium has a normal half-life of 2-6 years. It does not decay, but undergoes a reorganization in which a portion of the assistant neutrons and deputy neutrons exchange places. In fact, Governmentium’s mass will actually increase over time, since each reorganization will cause more morons to become neutrons, forming isodopes, not to mention multiple oxymorons.

This characteristic of moron promotion leads some scientists to believe that Governmentium is formed whenever morons reach a critical concentration. That hypothetical quantity might normally be called “critical mass” but, in this unique case it is known as “critical mess”.

When catalyzed with money, Governmentium becomes Administratium (Am), another just-discovered element that radiates just as much energy as Governmentium since it has half as many peons but twice as many morons.

Author unknown

Holdånd: Vikingerne og den nordiske tillid

Af Christian Bjørnskov, den 6. maj 2008. 23 svar

Politiken i søndags bragte som sædvanlig en analyse, denne gang skrevet af undertegnede. Den baserer sig på et nyt forskningsprojekt, som vi er ved at starte ved Aarhus Universitet og pt. søger både midler og deltagere til. Hvis emnet skulle have interesse for Punditokraternes læsere, er analysen nedenunder – og hvis nogle af læserne med en historisk/arkæologisk baggrund skulle være interesserede i projektet, eller kende nogen der er, modtager vi meget gerne henvendelser!

Tillid er blevet et stort emne i samfundsvidenskaberne de senere år. Efter at politologen Robert Putnam i 1993 sandsynliggjorde, at forskelle i ’social kapital’ – komplekset af tillid, normer og netværk der muliggør kollektiv handlen– er ansvarlige for at regeringsførelsen og levestandarden er så meget lavere i Syditalien end i Norditalien, eksploderede interessen for konceptet. En række studier har efterfølgende vist at mens beviserne for de gode virkninger af netværksaktivitet og normdannelser er svage og modstridende, har tillid, og i særdeleshed den sociale tillid til folk man ikke kender, en væsentlig indvirkning på så forskellige forhold som uddannelse, korruption, regeringsførelse, økonomisk vækst og personlig lykke. Danskerne kommer sammen med nordmænd og svenskere som oftest ud i undersøgelser som de mest tillidsfulde folk i verden. Med andre ord er tilliden sandsynligvis en del af forklaringen på, hvorfor en gruppe lande i en kold og relativt ufrugtbar udkant af Europa er blevet blandt verdens rigeste og lykkeligste.

Målt på andelen af en befolkning, der tilkendegiver at ”man kan generelt set stole på de fleste mennesker”, ligger de nordiske lande for i top med en score på 66 procent, skarpt fulgt af Finland, Holland, den engelsk-talende del af Canada og New Zealand. I Europa er bundskraberne at finde i Frankrig, Portugal og de tidligere kommunistiske lande, mens lande som Filippinerne, Peru og Brasilien kun har cirka fem procent, der lader forstå, at de stoler på andre mennesker de ikke kender.

En del af tillidsforskningen har derfor interesseret sig for, hvorfor nogle lande har tillidsfulde befolkninger mens andres næsten ingen tillid har til hinanden. Tidlig forskning mente, at social tillid kunne skabes gennem politik, men en række førende forskere er i de seneste år kommet til den erkendelse, at tilliden også har dybe, historiske rødder. Dette er udgangspunktet for et nyt forskningsprojekt der deles mellem Aarhus Universitet og Syddansk Universitet med det mål at undersøge, hvor langt tilbage i tiden, man konkret kan spore en særligt nordisk tillid.

Umiddelbart tyder meget på, at de nordiske lande og den nordiske kultur har været karakteriseret af en høj grad af tillid siden vikingetiden. For eksempel stammer ordsproget ’et ord er et ord’ efter alt at dømme fra vikingetiden, og en læsning af de nordiske sagaer afslører også, at man på den tid lagde stor vægt på aftaler og satte en ære i at holde løfter. En anden indikation er de mange ting, vikingerne var i stand til. Det har for eksempel været almindeligt anerkendt i tillidsforskningen siden Nobelpristageren Kenneth Arrows arbejde i starten af 1970erne, at langdistancehandel ikke kan foregå uden en vis beskyttelse fra enten et moderne retsvæsen eller noget, der virker tilsvarende. At danske og norske vikinger uden problemer kunne handle med England, Færøerne og Island, og svenske vikinger handlede fra Gotland og langt ned ad Volgafloden – som oftest uden at kende deres handelspartnere personligt – er derfor en anden indikation på de nordiske tillids- og ærlighedsnormer for tusinde år siden.

En tredje indikation kan findes i den aktivitet, vikingerne blev mest berømte – og berygtede – for: De store angreb over Nordsøen. Fra angrebet på klosteret i Lindisfarne i 793 til danskerne endeligt forlod England i 1100-tallet formåede danske og norske vikinger gang på gang at koordinere store angreb på mål langt fra deres hjem. Angrebet på London i 985 er et særligt eksempel på omfanget af disse aktiviteter, hvor danske vikinger sejlede op ad Themsen med ikke mindre end 93 langskibe, men allerede de tidligste overfald omfattede 40-50 større skibe. Ingen centralmagt formåede før renæssancen at organisere flåder af den størrelse, hvilket i stedet krævede at mange særinteresser kunne samarbejde om en både stor og risikabel aktivitet, og disse flåder repræsenterede dermed ikke blot massive investeringer, men også en bogstaveligt talt drabelig evne til at samarbejde mellem mange skibsejere og lokale høvdinge. En af de centrale indsigter fra tillidsforskningen er netop, at den slags samarbejde er langt mere sandsynligt og stabilt, jo større tilliden er mellem mennesker, der ikke er bundet af familiebånd og lokaltilhør. Sagt på en nutidig måde, er to århundreders konstant og omfattende flådeaktivitet og samhandel derfor et sandsynligt vidnesbyrd om sammenhængskraften i de nordiske vikingesamfund.

Det nye forskningsprojekts grundlæggende tese er således, at særlige vikingenormer, som man ikke finder andre steder end muligvis blandt den lille og lukkede gruppe Marghribi-jøder omkring Middelhavet, har overlevet op gennem tiden og er endt i den specielle ’Nordiske excellence’ som det skandinaviske tillidsoverskud kendes som. I nyere tid er det for eksempel sigende, at mens de store skandinaviske udvandringsbølger til Amerika foregik i midten af 1800-tallet, er danskeres, nordmænds og svenskeres efterkommere i USA i dag de klart mest tillidsfulde amerikanere, og de nordlige stater, de typisk bor i, er blandt de mest trygge og korruptionsfri områder i landet. De nordiske udvandreres efterkommeres tillid er derfor et vidnesbyrd om tilliden hos os for 150 år siden. Sådan er det også blevet i Norden, hvor retsvæsnet er i top, korruptionen i bund, den personlige lykke er tårnhøj, og hvor den nordiske tillid til andre menneskers ærlighed sandsynligvis forhindrer velfærdsstaten i at bukke under for sin egen vægt. Det hele se ud til at være grundlagt for århundreder siden.

Mere evidens mod IPCC-modellerne

Af Christian Bjørnskov, den 3. maj 2008. 35 svar

Vi har tidligere skrevet om klimadebatten her på stedet, og har hver gang fået en lang tråd af diskussion for og imod den politiske konsensus på området. En hel del af den har handlet om, hvor præcise – og også hvor politisk biased – det internationale klimapanel IPCCs fremskrivninger er. Nu er der kommet ny viden på feltet, endda i det ekstremt prestigiøse naturvidenskabelige tidsskrift Nature, og så skriver vi naturligvis igen.

Den nye forskning viser, at IPCC’s klimamodeller muligvis har været misspecificerede fra starten. En række studier af forskere fra Leibniz Instituttet i Kiel og Max Plank i Hamborg peger på, at den velkendte Atlantic multidecadal oscillation (AMO), der er en naturlig svingning i havtemperaturen i Nordatlanten. AMO skifter typisk retning hvert 60-70 år, og er dermed vigtig for hvordan verdens klima dannes. Problemet er her, at hvis havet varmes op naturligt, bliver der også varmere på den nordlige halvkugle omkring Europa og Nordamerika, hvilket kan se ud som global opvarmning, især hvis man i for høj grad læner sig op ad temperaturmålinger fra de rigeste dele af verden (læs Lubos Motls omtale her og det fulde papir her).

Nu ser det ud til, at AMO er skiftet, som den gør naturligt, og de dybe antarktiske vande ser altså ud til at blive koldere (læs her). Det vil på den anden komme til at betyde, at i det mindste den nordlige halvkugle kan gå hen at blive koldere det nærmere år eller årtier. Det betyder også, at IPCCs scenarier kan vise sig at være ikke blot fundamentalt forkerte i de kommende årtier, men at deres scenario-analyser gennem modelbyggeri kan være baseret på fundamentalt forkerte antagelser, da de ikke tager AMOs indflydelse med i betragtning.

Forfatterne konkluderer diplomatisk, at ”One message from our study is that in the short term, you can see changes in the global mean temperature that you might not expect given the reports of the Intergovernmental Panel on Climate Change (IPCC).” Som Motl også peger på, er der lidt af et misforhold i sproget når man f.eks. skriver, at de dynamiske effekter der kommer ud af at inkludere AMO is sine modeller kan ’indicate’ at der ’might’ være noget upræcist i IPCCs og andre institutioners fremskrivninger. Tænk som sammenligning på, hvad den samme gruppe folk skriver hvis man angriber deres ortodoksi, og hvilket sprog de gør det i. Motl kalder det hykleri, men vi vil lade vores læsere om at danne deres egne meninger. Værsgo at læse.

Norsk bog om Muhammed-karikatur

Af Christian Bjørnskov, den 26. april 2008. 8 svar

Redaktionen fik forleden en besked fra ’John Smith’ – et pseudonym for en for os ukendt nordmand, som er i gang med at skrive en bog om Muhammed-karikaturer. Som led i nogle mediers bekræftelse af ytringsfriheden, bringer vi her Johns opfordring:

1001 karikaturer av Muhammed

Hvad bør svaret fra vestens frihedselskende mennesker være på de fascistiske kræfter i Islam som truer med vold for at forhindre kritik og karikaturer af Islam?

Hvis du er en af de mange som deler min opfatning at vi må bekæmpe denne totalitære ideologi, så har du nu chancen for at deltage.

Jeg skriver en bog kaldet “1001 karikaturer af Mohammed” som et forsvar for retten til at kritisere og lave karikaturer. Som det fremgår af bogens titel, så har jeg behov for bidrag i form a 1001 karikaturer af Mohammed.

Jeg skriver bogen under et pseudonym på grund af farerne ved kritik af Islam. Alle bidrag vil blive behandlet fortroligt og alle karikaturer bliver offentligjort under pseudonymer.

Skab historie: forsvar friheden som mange tager for givet. Med en blyant kan du rejse dig og kæmpe for retten til frihed. Send dine bidrag til:

1001.muhammed@gmail.com

 

De to Belgier

Af Christian Bjørnskov, den 18. april 2008. 12 svar

Nogle gange kan det være sjovt at forestille sig, hvordan virkeligheden kunne være hvis verden så bare en smule anderledes ud. For tiden er den slags tanker måske ikke så langt fra virkelighedens verden om bare nogle få år: Der er stor sandsynlighed for at Belgien, et europæisk land, der har været uafhængigt siden 1830, falder fra hinanden. Og det er måske ikke så dårligt. Grunden er, at de to dele af Belgien – det fransktalende Wallonien, inklusive den 80 procent fransk-talende Bruxelles-region, og det flamsktalende Flandern – er lige så forskellige som to lande. Det nordlige Flandern ligner Holland og tilhører på mange måder Nordeuropa, mens det sydlige Wallonien er udpræget fransk og kan placeres økonomisk og kulturelt i Sydeuropa.

For at starte med de økonomiske forskelle, klarer Flandern som helhed væsentligt bedre på næsten alle områder. Selv når man tager det ekstremt rige område omkring Antwerpen ud af statistikken, er Flandern markant rigere end Wallonien. Ifølge de officielle statistikker var den (uvægtede) regionale gennemsnitsindkomst i Flandern uden Antwerpen 29.833 euro mod 20.549 i Wallonien i 2007, mens tallene korrigeret for prisforskelle – altså i købekraftskorrigerede euro fra Wikipedia (læs her) var henholdsvis 27,356 Euro i Flandern mod 21,858 i Wallonien. Arbejdsløsheden er, igen ifølge Wikipedia, cirka 9 procent i Flandern mod 17 procent i Wallonien og hele 22 procent i Bruxelles-regionen. De flamske investeringer i forskning og udvikling er væsentligt højere, og ikke mindst er flamlænderne cirka ti procent mere produktive end wallonerne.

Og der er andre sigende forskelle. Wallonien ligner også på andre områder Frankrig. Wallonien har for eksempel tre fjerdedele så mange offentligt ansatte per 1000 indbyggere som det europæiske gennemsnit mens Flandern også har flere end gennemsnittet, men kun cirka en fjerdedel flere. Den traditionelle franske offentlige indflydelse på samfundet skinner dermed også igennem i sammenligningen mellem de to Belgier. Og hvis man har rejst i Frankrig kender man til de fleste franskmænds modvilje mod at tale et andet sprog end fransk. Selvom mange franskmænd gør grin med den wallonske dialekt, er der samme uvilje mod at tale fremmedsprog i den fransktalende del af Belgien, inklusiv flamsk som dog bliver talt af mere end halvdelen af den belgiske befolkning. Modsat taler de fleste flamlændinge flamsk, fransk, engelsk og også ofte et fornuftigt tysk. Helt generelt er der virkeligt markante forskelle i uddannelse mellem de to dele, hvor Flandern befinder sig i den europæiske top og Wallonien hører til den dårlige fjerdedel.

Og der er andre sigende forskelle. Wallonien ligner også på andre områder Frankrig. Wallonien har for eksempel tre fjerdedele så mange offentligt ansatte per 1000 indbyggere som det europæiske gennemsnit mens Flandern også har flere end gennemsnittet, men kun cirka en fjerdedel flere. Den traditionelle franske offentlige indflydelse på samfundet skinner dermed også igennem i sammenligningen mellem de to Belgier. Og hvis man har rejst i Frankrig kender man til de fleste franskmænds modvilje mod at tale et andet sprog end fransk. Selvom mange franskmænd gør grin med den wallonske dialekt, er der samme uvilje mod at tale fremmedsprog i den fransktalende del af Belgien, inklusiv flamsk som dog bliver talt af mere end halvdelen af den belgiske befolkning. Modsat taler de fleste flamlændinge flamsk, fransk, engelsk og også ofte et fornuftigt tysk. Helt generelt er der virkeligt markante forskelle i uddannelse mellem de to dele, hvor Flandern befinder sig i den europæiske top og Wallonien hører til den dårlige fjerdedel.

Hvorfor nu denne svada mod de fransktalende belgiere, kunne man spørge? Der er to grunde. For det første har jeg oplevet skellet meget tydeligt, de gange jeg har været i Belgien, og også blandt de belgiere jeg kender. Man oplever konkret de store forskelle, og også den lidt typiske franske arrogance, der trives i det sydlige – de er lidt nogle bønder og krejlere, oppe det nordlige Belgien, n’est ce pas? Hvis man mener, at jyder og københavnere har fordomme mod hinanden, skulle man tage til Belgien og grave lidt i stereotyperne. For det andet har der slået mig og andre samfundsforskere – og senest min kollega i Maryland Eric Uslaner, der er en af verdens absolut førende tillidseksperter – at den sociale lim, sammenhængskraft, ærlighedsnormer, den sociale kapital eller hvad man vil kalde det, er så slående stærkere i Flandern.

Som land betragtet ligger Belgien med et tillidsniveau på cirka 30 procent, eller en smule højere end det europæiske og globale gennemsnit. Men dette gennemsnit dækker over markante forskelle. Når man stiller spørgsmålet ”Generelt, mener du at man kan stole på de fleste mennesker, eller bør man være forsigtig?” er det 24 procent, der svarer ja i Wallonien. Det er praktisk taget det samme som i Frankrig. Tager man nord for sproggrænsen, siger 38 procent ja i Flandern, og altså lidt flere end i Tyskland eller Storbritannien. Også på denne centrale parameter er Belgien delt midt igennem: Wallonien hører til Syd, Flandern til Nord.

Hvorfor de to halvdele ikke for længst er splittet i to stater er mig en gåde. Efter sidste valg tog det som bekendt langt over 100 dage at danne regering, og midt i processen måtte parterne – der består af et wallonsk socialistparti, et flamsk socialistparti osv – sendes hjem med en alvorlig formaning fra kongen. Men måske er den fælles kongefamilie det sidste, der binder de to dele sammen? Og måske er det blot for stærk kost for et EU, der ellers har støttet slovensk, kroatisk og andre landes selvstændighed, når nu den ’europæiske’ hovedstad ligger midt på skillelinjen – og er fransktalende?

Politisk ideologi og offentligt forbrug i Skandinavien

Af Christian Bjørnskov, den 10. april 2008. 11 svar

Det offentlige forbrug har ikke just været under kontrol under den nuværende regering, og hvis de offentlige arbejdsgivere ender med at bøje sig for bl.a. pædagoger og sygeplejerskers ublu lønkrav, bliver det heller ikke i år, de får udviklingen bare nogenlunde bremset. Nogle vil måske sige, at det er Fogh-regeringen, der føre socialdemokratisk politik, men billedet rækker længere tilbage end som så. Vi har tidligere skrevet om fænomenet (læs her), og understreget, at ”vi ikke så meget interesserer os for, om politikere har prædikatet ’venstrefløj’ eller ’højrefløj’, men om den politik de anbefaler og fører er effektiv og frihedsorientere”. Dengang spurgte vi, om ”danske politikere i K og V [er] forbrugsgejle i en grad, så man må søge til en fransk venstrefløj for at finde sammenligning?” I den forbindelse lovede jeg nogle læsere, at når jeg en dag fik taget mig sammen til at se grundigere på problemet, ville jeg skrive om det igen.

Og den tid er kommet nu. For halvanden uge siden præsenterede jeg mit lille konferencepapir ” On political ideology and the structure of national accounts in the Nordic countries, 1950-2004” på den årlige europæiske public choice conference i Jena. I papiret har jeg gjort som jeg lovede – set nærmere på sammenhængen mellem regeringens ideologi og den relative størrelse af det offentlige forbrug (minus overførsler), det private forbrug, og investeringsraten, i de politisk fragmenterede, men stærkt konsensusorienterede nordiske samfund. Resultatet bekræfter de værste forventninger.

I de fem nordiske lande er et regeringsskifte mod højre generelt forbundet med et større offentligt forbrug. Så mens man i for eksempel Storbritannien og USA finder den almindeligt accepterede sammenhæng at venstrefløjen er mere tilbøjelig til at øge de offentlige udgifter, er det faktisk omvendt hos os. Resultaterne peger på, at særligt de senere års højreorienterede regeringer har øget den offentlige byrde. Punktestimatet peger på, at siden midten af halvfjerdserne har en moderat højreorienteret regering (tænk på en typisk konservativt ledet regering) øget de offentlige udgifter med cirka et halvt procentpoint mere om året end en socialdemokratisk regering.

Dvs. hvis regeringen sidder i tre år, koster den relativt set hver dansker (baby, ansat eller pensionist) omkring 4000 kroner mere det sidste år end med en socialdemokratisk regering. Man kan naturligvis komme med en række bortforklaringer og halvdårlige undskyldninger – vi har en tradition for konsensus og brede forlig som vi skal bevare, de fleste regeringer har jo været i mindretal, der skal holdes ro på arbejdsmarkedet osv. – men vi må når dagen er omme som liberale spørge os selv, hvordan vi kan tillade ’vores’ side i Folketinget, Riksdagen og hvad de ellers hedder, at opføre sig som om de var venstrefløjen. Det er tid til lidt ideologisk hovedrengøring, og vi burde have haft den for længst.

Årets public choice konference

Af Christian Bjørnskov, den 31. marts 2008. Skriv et svar

Et af årets faglige højdepunkter for mig er den årlige europæiske public choice konference, hvor man ikke blot møder sine venner – denne gang i Jena i Tyskland – men også overvære en række præsentationer af ny forskning af nogle af de førende forskere. De cirka 200 papirer fra hele verden kan læses her, og helt gratis, så enhver interesseret Punditokrat-læser kan hente hvad han eller hun har lyst til af inspiration.

For som tidligere år at give læserne en lille forsmag på, hvad konference bød på og hvad der rører sig på området, er her et helt og aldeles subjektivt pluk af nogle af de mest spændende nye projekter.

Pierre-Guillaume Méon (Université Libre de Bruxelles), der sammen med Johanna d’Hernoncourt – som stadig er almindelig studerende, om end en lovende en af slagsen – præsenterede forskning i sammenhængen mellem folks sociale tillid og størrelsen på landets undergrundsøkonomi. De to finder klar evidens for, at tillid er forbundet med en mindre undergrundsøkonomi, alt andet lige.

Niklas Potrafke (Humboldt Universitet i Berlin), der pegede på at mens venstreorienterede regeringer i OECD indtil 1990 øgede de sociale udgifter, har billedet ændret sig så de i dag i gennemsnit er mere tilbøjelige til at skære i overførsler og deslige, mens det er højrefløjen der øger dem. Var der nogen, der tænkte Anders Fogh?

Martin Gassebner (ETH Zürich) ser i sin artikel med Axel Dreher på hvordan korruption har påvirket iværksætteraktiviteten i 43 lande. De to tyskere finder, at mens korruption overordnet set ikke har de store konsekvenser for iværksættere, er den faktisk positivt forbundet med graden af iværksætteraktivitet når landes reguleringsniveau er tilstrækkeligt højt.

Katja Rost (Zürich Universitet), der sammen med tre kolleger har undersøgt hvad moderne firmaer kan lære af katolske klostre, for at overkomme corporate governance problemer i at få både ansatte og ledere til at vælge de optimale løsninger.

Så hvis man er interesseret i den type emner, er det bare om at besøge konferencens hjemmeside og hente papiret – eller hvis man er doven, at lobbye denne blogs redaktør for at skrive mere uddybende om et af dem.

Flere bivirkninger ved ulandshjælp

Af Christian Bjørnskov, den 21. marts 2008. Skriv et svar

Vi har ved flere tidligere lejligheder skrevet om hvordan – og hvorfor – ulandshjælp ikke er en hjælp til verdens fattigste lande. I de seneste år er der kommet stadig klarere dokumentation for, at ulandshjælpen, på trods af en række gode projekterfaringer, ikke er en hjælp fordi den har stærke bivirkninger. Det føles ofte som om man lærer om nye bivirkninger og ny dokumentation for hver konference, man deltager i.

 

Forleden havde jeg så den udelte fornøjelse at have professor Martin Paldam på besøg som gæsteforelæser i faget Developing and Emerging Economies, som jeg deler med en kollega ved Handelshøjskolen, Aarhus Universitet. Paldam var inviteret til at tale om ulandshjælp, og havde valgt at vinkle sin forelæsning ud fra sine mange studier af litteraturen som helhed – dvs. hvad viser den ulandsøkonomiske forskning totalt set, og hvorfor er nogle studier og forskere uenige med resten? Paldam viste et ganske enkelt eksempel, baseret på at den gennemsnitlige ulandsvækst for tiden er cirka 1,5 %. Cost-benefit analyser har vist at det ’sociale’ afkast af det typiske udviklingsprojekt, dvs. hvor godt et projekt virker for lokalområdet, er omtrent 10 %. Givet at det helt typiske uland får 7.5 % hjælp, kan man derfor på simpel vis regne ud hvor meget godt ulandshjælpen gør. Eksemplet viser at uden bivirkninger burde hjælpen udløse 0,10 * 7,5 = 0,75 procentpoint vækst per år. Det er dermed halvdelen af den gennemsnitlige vækst i det typiske uland, og burde altså være klart synlig i data. Men det er den ikke! Helt logisk set, og med de sædvanlige forbehold om statistisk præcision osv., betyder det at bivirkningerne altså må udgøre omkring -0,75 procentpoint i det gennemsnitlige uland.

 

Så tilbage til bivirkningerne. En del af dem er rent økonomiske, andre er mere politiske, og så er der mindst én ny, nemlig den jeg præsenterede evidens for forleden på den årlige amerikanske public choice konference i San Antonio (konferenceversionen kan læses her). Muligheden foreligger nemlig, at selvom ulandshjælpen ikke fører til økonomisk vækst og dermed ikke hjælper de fattige på længere sigt, kunne den jo være forbundet med en mere jævn fordeling af den totale indkomst, og dermed være en vis hjælp til de relativt fattigste på kort-medium sigt. Med andre ord var der altså en teoretisk mulighed for at ulandshjælpen ikke er helt spildt.

 

Men når man ser på de kolde fakta, der kommer ud af en analyse af internationale data siden 1960, falder ens illusioner igen til jorden – som stort set altid i studiet af ulandshjælp. Analysen peger på, at mens ulandshjælp ikke rykker ved noget som helst i autokratier, medfører den problemer når fattige lande demokratiserer. Demokratisering i lande uden ulandshjælp medfører hverken mere eller mindre indkomstulighed, men i det gennemsnitlige uland peger en serie estimater på at en demokratisering fra autokrati til fuldt demokrati, som man har i f.eks. Botswana, effektivt fører til en overførsel af midler fra de fattigste 80 procent til de rigeste 20 procent af befolkningen! For denne ’elite’ betyder en demokratisering en ekstra købekraft svarende til cirka 200 dollars, eller fem procent ekstra, og tilsvarende mindre i resten af befolkningen med en potentiel indkomst reduktion for den fattigste femtedel af befolkningen på cirka 12 procent. Og effekten er stærkere, jo mere ulandshjælp landet får.

 

Spørgsmålet må derfor blive, hvad vi gør når vi fra blandt andet dansk side forsøger at ’hjælpe’ lande til at indføre mere demokratiske tilstande, og gør det med ulandshjælp? Hvis man skal tro estimaterne – og lad mig for god ordens skyld understrege, at det er et af de meget få studier af forholdet mellem indkomstfordeling og ulandshjælp – peger de på, at vi med støtten til demokratisering på det nærmeste skaber uheldige bivirkninger, hvis ulandet da rent faktisk indfører demokrati. Der er mange grunde til det, men elendigheden vil næsten ingen ende tage.

Er organisationsaktivitet godt for økonomien?

Af Christian Bjørnskov, den 14. marts 2008. 6 svar

En af de mest indflydelsesrige ideer i samfundsvidenskaberne i de senere år har været at ’netværksaktivitet’ er godt for samfundets udvikling. Siden Robert Putnam i 1993 populariserede begrebet social kapital og definerede det som “features of social organization, such as trust, norms, and networks, that can improve the efficiency of society by facilitating coordinated actions”, har mange samfundsforskere og endnu flere politikere regent med, at hvis man bare på en eller anden måde investerer i at folk mødes i forskellige frivillige organisationer, skal det nok gå alt sammen. Ideen om at man effektivt kan udveksle viden og hjælp når man er organiseret, ligger bag både relativt nutidige ideer om fagbevægelsen, forskellige korporatistiske teorier, Robert Dahls syn på hvordan demokrati virker, og i en vis forstand også superstjernen Richard Floridas ideer om den ’kreative klasse’. Teorien har haft så stor indflydelse, at flere lande inklusive Australien har implementeret politiker direkte baseret på den, og den er heller ikke uden indflydelse i Danmark.

Men sådanne teorier kan naturligvis ikke stå uimodsagt, og enkelte husker da også både Adam Smith og den store amerikanske politolog Mancur Olson, der begge havde et noget andet syn på sagerne. Smith skrev i hovedværket ’the Wealth of Nations’ at ”people of the same trade seldom meet together, even for merriment and diversion, but the conversation ends in a conspiracy against the public, or in some contrivance to raise prices”. Olson pegede også i sin “the Rise and Decline of Nations” at organiserede særinteresser som oftest fører til ineffektive politiker der kun gavner særinteresserne på bekostning af resten af befolkningen. Med andre ord peger Olson på, at overdreven organisationsaktivitet vil føre til mindre produktivitet og lavere vækst, alt andet lige, mens Putnam peger i den anden retning.

Dermed er det et empirisk spørgsmål hvem der har ret: Er organisationsaktivitet gavnligt pga. at alle kan arbejde mere effektivt sammen på den måde, eller åbner den blot op for ekstra politisk påvirkning fra snævre særinteresser? Det har længe været et spørgsmål, der har været svært at svare på for samfundsvidenskaben pga. mangelen på informationer om organisationsaktivitet, men for nylig har amerikanerne Dennis Coates, Jac Heckelman og Bonnie Wilson gjort en speciel indsats og har fundet og renset data for 87 lande, som de har udnyttet i en serie papirer. Og de understøtter ikke den herskende politiske ortodoksi at networking og frivillige organisationer totalt set er af det gode.

Coates, Heckelman og Wilson finder, at jo tættere netværkene er i et land, jo langsommere vokser det (læs f.eks. her og her). Deres estimater peger på, at i det gennemsnitlige OECD-land vil ti ekstra organisationer – og gennemsnittet er faktisk 914 organisationer – sænke væksten med i det mindste en tredjedel procentpoint. Organisationsaktiviteten fanger med andre ord i langt højere grad en negativ Smithsk/Olsonsk indflydelse fra særinteresser end en positiv Putnamsk/Floridask effekt.

Hvis man skal stramme fortolkningen en smule betyder det at en del af Tysklands elendige økonomi de senere år til de 5000 organisationer – 61 per million indbyggere – der for i det mindste manges vedkommende påvirker tysk politik i en grad så det kun kan betegnes med Olsons term ’økonomisk sklerose’. Men Danmark er heller ikke ligefrem kendt for sin mangel på organisationer, nærmere tværtimod. Landet har nogle af de stærkeste organisationer i den vestlige verden, og man kan måske overveje hvad det betyder for muligheden for at reformere velfærdsstaten før økonomien begynder at tage alvorlig skade igen. For hvordan er det nu det går, hvis man begynder at tale reformer i Danmark? Hører man særinteresser lufte deres politiske utilfredshed i medierne? I høj grad ja, og dem vil Putnam/Florida-fløjen give større spillerum. Hvad siger man til det?

Er der monopol på folkeoplysning i Danmark?

Af Christian Bjørnskov, den 2. marts 2008. 4 svar

Jeg er forleden blevet medlem af programudvalget hos Folkeuniversitetet i Århus, og når man bliver insider i den slags organisation får man naturligvis også en del informationer, som man ellers ikke får eller i det mindste overser i mylderet af ligegyldigheder i MSM. En af disse informationer har virkeligt undret mig, stødt mod alle mine liberale synspunkter og bekræftet mig i hvor absurd virkeligheden kan være.

Sagen er, at efter at en række universitetsorganisationer blev tvangsfusioneret med Aarhus Universitet i januar sidste år, har universitetet effektivt haft en afdeling i Emdrup umiddelbart udenfor København, nemlig Danmarks Pædagogiske Universitet. Folkeuniversitetet i Århus har derfor ment at det var logisk, at man begyndte at udbyde kurser i Emdrup som en måde at ekspandere forretningen. Men det mente Folkeuniversitetet i København ikke!

Konkurrenten har derimod kaldt arrangementsrækken en ”ulovlig ekspansion fra provinsen” (læs her) og krævet at århusianerne stopper al annoncering. Mens man i Århus mener, at det er helt indenfor folkeoplysningslovens rammer, at man opererer i Københavnsområdet når man har en afdeling der, mener man i København at Århus er i modstrid med lovens krav om at folkeuniversiteterne er ’regionale’. Men der stikker selvfølgelig mere under.

For det første er det helt indlysende, at man i enhver region har et incitament til at holde konkurrenterne ude og agere som et helt almindeligt monopol. Problemet her er, at folkeoplysning ikke er anderledes end et hvilket som helst andet marked, og måske endda lettere at operere på end almindeligvis – man kan jo i en vis forstand sige, at forskningen, dvs. den grundlæggende viden, allerede er ’produceret’ og oplysningsarbejdet blot er en ekstra bonus. At opretholde et monopol fører dermed som altid til et mindre udbud, end man ellers ville have haft, og mindre end køberne ville ønske.

Et andet, og lidt mere tricky forhold, er effekten af monopoler på kvaliteten og diversiteten af varerne i markedet. Et af argumenterne for at opretholde et monopol i hovedstaden er nemlig, at København-afdelingen traditionelt har satset på længere forelæsningsrækker, mens man i Århus har udviklet en tradition for kortere rækker og enkeltforedrag. I København opfatter man derfor – i det mindste officielt – Århus-kurserne som lavere kvalitet da man argumenterer for at længde er lig kvalitet. Hvorfor står mig aldeles uvist, men det bør være helt klart, at ikke alle er interesserede i at købe en lang forelæsningsrække, og at et mere diverst udbud af lange og korte rækker plus enkeltstående foredrag vil give langt bedre muligheder for folk til at finde det rigtige tilbud på et frit folkeoplysningsmarked.

Lad mig understrege her til sidst, at dette indlæg ikke er udtryk for muggen over ’københavneri’ eller noget lignende. Havde regeringens absurde tvingen universiteterne til at fusionere ført til, at Københavns Universitet havde fået en afdeling i Århus, er det sandsynligt at det modsatte ville være sket, dvs. at man fik københavnerkurser i Århus. Det havde været godt for det århusianske marked for folkeoplysning, ligesom det nu sker i København.

Den foreløbige afklaring på sagen – hvis man da kan kalde det det – er at undervisningsministeriet har tilladt Folkeuniversitetet i Århus at køre forårets arrangementsrække til ende, men forbudt at starte nye arrangementer før man har nået en juridisk afgørelse på sagen. Den danske befolkning må derfor stadig vente på et svar på, om man på folkeoplysningsområdet vil opretholde strenge, regionale monopoler og dermed risikere at udbuddet ikke når meget mere end DSB-kvalitet. Så i en vis forstand er sagen en test for, hvor stærk indflydelse markedsfjendtlige interesser har på lovgivningen i Danmark, blot i et anderledes marked.

Hvordan debatten om euro-forbeholdet er skæv

Af Christian Bjørnskov, den 14. februar 2008. 8 svar

Hvis man hører på statsministeren, de konservative og de fleste andre danske politikere, er der mange gode grunde til at Danmark skal droppe sit forbehold mod euroen og dermed også droppe kronen. Det samme vil mange nationaløkonomer sige, men de vil også fortælle om de lige så mange gode argumenter imod at droppe kronen. Vælgerne – de knap fem millioner almindelige danskere – er altså tvunget til at forholde sig til enten politikernes mening eller økonomernes svar på spørgsmålet, der nærmest kan opsummeres som et ’øh tjo, måske, måske ikke’.

De traditionelle svar på spørgsmålet om Danmark skal indføre euoren, læner sig alle op af Robert Mundells Nobelpris-vindende teoridannelse om ’optimale valutaområder’. Keynesianeren Mundell, der selv lænede sig op ad den markedssocialistiske økonom Abba Lerner, opstillede seks krav til et optimalt område, dvs. et økonomisk område, der med fordel kan implementere en fælles valutakurs.

Det først krav er, at arbejdskraften er mobil indenfor området. Hvis ikke, vil en dårlig økonomisk periode i ét medlemsland betyde højere arbejdsløshed i landet, mens at en god økonomisk periode vil udløse inflation. Dette problem – de såkaldt ’asymmetriske stød’, der giver forskellige konjunkturer i forskellige lande – kan derimod undgås hvis der er mobil arbejdskraft indenfor valutaunionen, og dermed kunne man undgå at der er behov for forskellig økonomisk politik i forskellige dele af unionen. Det burde være klart, at EU virkelig halter på dette punkt.

En optimal valutaunion bør også have en diversificeret produktionsstruktur, så hver del så at sige vinder på gyngerne, hvad de taber på karrusellerne. Ellers ender man igen i den ubehagelige situation, at der er forskellige behov for økonomisk politik i forskellige dele af unionen, noget der vanskeliggøres af en fælles valuta. EU klarer sig godt på dette punkt, ligesom det også har fuld frihandel indenfor området, og perfekt kapitalmobilitet. Mht. det tredje punkt – pris- og lønfleksibilitet – varierer forholdene ret stærkt på tværs af unionens lande, og nogle lande er decideret fjendtlige overfor det at have fleksible arbejdsmarkeder, Det på trods af, at man uden en valutamekanisme – og den har man jo ikke længere med en fælles mønt – enten må have fleksible lønninger eller også bliver nødt til at se al tilpasning på arbejdsmarkedet ske via større og mere variabel arbejdsløshed.

Sidst understregede Mundell, at et optimalt valutaområde må have en slags overførselsmekanisme mellem medlemsstaterne, så områder, der er ramt af lavkonjunktur, kan hjælpes af områder, der har bedre konjunkturer. Dette findes ikke i EU medmindre man regner strukturfondene med som en slags overførsel, men der arbejdes i perioder intenst på at lave en slags mekanisme, for eksempel gennem en fælleseuropæisk skat.

Oveni disse standardkrav fra Mundells oprindelige teorier, har flere økonomer og politologer peget på, at man også bliver nødt til at have forholdsmæssigt ens politiske præferencer, dvs. at lande i den samme situation vil foretrække at gøre cirka det samme. Ellers vil man i en valutaunion få meget svært ved at enes om den ’rigtige’ kurs, noget man i høj grad allerede ser ske i forbindelse med den Europæiske Centralbank, hvor tyskerne står for en konservativ prisstabilitets-kurs, mens Frankrigs tradition har været at bruge centralbanken aktivt politisk og dermed acceptere langt højere og mere uforudseelig inflation. EU ser derfor ikke godt ud på det område.

Det bør derfor stå relativt klart for læseren, at mens jeg ikke personligt er begejstret for ideen om en fælles valuta, kan man på det foreliggende grundlag faktisk godt argumentere både for og imod, at Danmark skulle tilslutte sig euroen. Men der er to vigtige ekstra forhold, der taler imod en fælles valuta.

For det første er en af de mekanismer, Mundell oprindeligt forestillede sig kunne bruges mod problemerne med asymmetriske stød – transfereringer indenfor unionen – i praksis ofte fuldstændigt uden virkning. Hvis man overfører midler til en hvilken som helst regering, vil den bruge midlerne i forhold til dens egne politiske prioriteringer og ikke de objektivt ’nødvendige’ økonomiske investeringer. EU’s strukturfonde har således med stor sandsynlighed overhovedet ikke bidraget til den økonomiske udvikling i de områder i Sydeuropa, der har modtaget store del af dem. Dermed bliver asymmetriske stød så meget mere vigtige når man ikke effektivt kan eller vil udjævne dem. Og hvor dygtige er politikere lige til den slags?

Den anden grund til at beholde sin egen valuta i stedet for at slutte sig til en fælles mønt, har Nobelprisvinderen Edward Prescott som ophavsmand. Prescott har på det seneste argumenteret for, at mange lande bør have deres egen valuta af en særlig grund: Hvis Frankrig for eksempel fører ekspansiv finanspolitik – forsøger at ’sætte gang i hjulene’ ved at lade det offentlige bruge flere penge – vil det føre til at valutakursen styrkes. Dermed bliver landets varer dyrere i udlandet og importerede varer bliver billigere, og landets betalingsbalance forværres dermed. Men hvis Frankrig, som det er tilfældet, er med i en valutaunion som EU, bærer landet ikke den fulde virkning af sin uansvarlige finanspolitik, fordi valutakursstyrkelsen også rammer de andre EU-landes betalingsbalancer. Der opstår dermed et klassisk såkaldt ’freerider’-problem, som betyder at alle regeringer i en valutaunion vil have svækkede incitamenter til at føre ansvarlig politik, fordi de kun bærer en mindre del af omkostningerne for deres politik. Når tolv lande er medlemmer af en union, er det ikke underligt at en del af landenes politik er mindre end optimalt ansvarlig. Så der er ingen hokus-pokus i at en hel række lande har brudt med den monetære unions Vækst- og Stabilitetspagts regler, vel?

Det særlige problem i den offentlige debat er derfor, at mens de fleste traditionelle nationaløkonomers svar på spørgsmålet om euroen hviler på Mundells teoridannelse og derfor er famlende på-den-ene-side-og-på-den-anden-side-svar, vil politikere som hovedregel altid foretrække større politisk indflydelse, og de vil praktisk taget aldrig fremhæve ordninger, der begrænser og disciplinerer dem selv! Et af den moderne politiske økonomis vigtigste indvendinger mod dansk euro-medlemsskab bliver derfor forbigået i tavshed i debatten. Mange danskere kan sikkert få svært ved at sluge argumentet på grund af deres underligt høje tillid til politikerne, men et af de springende punkter er netop, at en tilslutning til euroen vil betyde ikke blot at vores egne udgiftsgejle politikere vil blive endnu mindre ansvarlige, men også at dansk økonomi vil være endnu mere sårbar overfor uansvarlighed i resten af Europa. Selv en blind ikke-økonom må da kunne føle argumentet med sin stok.