Kategoriarkiv: Nuværende skribenter

Nyt lykkeindeks: BIBO

Af Christian Bjørnskov, den 13. juli 2006. 4 svar

Igår gjorde David Pontoppidan mig opmærksom på et nyt forsøg på at måle lykken, det såkaldte Happy Planet Index. Flere danske aviser skrev om indekset igår. Berlingske hævdede at "Palæstina slår Danmark i lykke" og Politiken rapporterede at "Danskernes lykkefølelse rasler ned". Almindelige danskere må nødvendigvis tænke UHA!

Mens jeg skal indrømme, at de traditionelle lykke- og tilfredshedsmålinger ikke bør tages alt for alvorligt – selvom jeg faktisk forsker på området! – er der meget langt fra alvorligt at spørge folk om, hvor tilfredse de er med deres liv, til the Happy Planet Index. Indekset er en sammenvejning af det traditionelle spørgsmål (hvor man på nationalt plan tager andelen af befolkningen, der er relativt tilfreds), den forventede livslængde, og en slags mål for landets ressourceforbrug. Og ved at gøre det, løber man ind i et stort statistisk problem.

Problemet er, at ethvert statistisk validt indeks skal sammensættes af mål, der klart har noget med hinanden at gøre! Og det har de tre ting ikke. Tilfredshedsmålet er kun svagt korreleret med livslængden og mens rigere lande generelt har større ressourceforbrug, siger indekset absolut intet om hvor effektivt ressourcerne forbruges. Men de tre ting smider the New Economics Foundation alligevel sammen i et indeks, og konstaterer derefter stort og flot at Storbritannien kun er nummer 98 i verden.

Når man gør sådan, løber man ind i et af de værste statistiske problemer: BIBO – Bullshit In, Bullshit Out. Ens resultater afhænger altid af kvaliteten af det der indgår i analysen. Og når inputtet er så åbenlyst nonsens som the Happy Planet Index kommer konklusionerne og de politiske implikationer også til at blive ren Monty Python.

Grunden til at man laver den slags er naturligvis, at folkene på New Economics Foundation er den sædvanlige flok frelste miljøfreaks hvis erklærede mål er "to construct a new economy centred on people and the environment". Så de har konstrueret et mål for hvad de synes at lykken bør være, og det viser at vi er onde mennesker i den rige del af verden som overforbruger. Når de ovenikøbet kan knytte det til lykkeforskningen, som boomer over hele verden for tiden, kan de komme igennem med deres budskab.

Som læserne nok kan mærke, er jeg stærkt irriteret over den hype, som the Happy Planet Index har fået. Vi er trods alt en del seriøse økonomer og politologer, der forsøger at forske ordentligt i lykke og tilfredshed. Så når MSM griber fat i den slags pseudo-religiøst mumbo-jumbo som åbenlys miljølobbyisme a la New Economics Foundation uden enhver form for kritik, kan man da kun blive endnu mere desillusioneret. Derfor er her en opfordring til Punditokraternes læsere: Lad være med at tage det alvorligt!

Links til aviserne:

http://politiken.dk/VisArtikel.sasp?PageID=464535

http://www.berlingske.dk/indland/artikel:aid=765022/

Velfærdsreformer og det rene ingenting

Af Christian Bjørnskov, den 27. juni 2006. 8 svar

Normalt er der god grund til at hylde demokratiet, som vi da også flittigt gør. Men sommetider er grund til at styre ens entusiasme en smule. Man kan for eksempel huske på, hvad Winston Churchill sagde i en tale til det britiske Underhus i november 1947: "Democracy is the worst form of government, except for all those other forms that have been tried from time to time". Det var i hvert fald Churchills citat jeg tænkte på, da jeg så den såkaldte 'velfærdsreform' forleden dag. For reformen – hvis man overhovedet kan kalde den det uden at spytte ordet ud – demonstrerer hvorfor demokrati ikke altid er det ideelle system. Faktisk er den et godt eksempel på demokrati, når det er værst. Så her er mit bud på tingene efter den uges tid, det har taget at få blodtrykket ned igen.

Blandt økonomer er der for eksempel bred enighed om, at efterlønnen bør afskaffes, specielt hvis der i fremtiden skal være råd til centrale velfærdsydelser som gratis sygepleje, gratis uddannelse og i det hele taget det, befolkningen har vænnet sig til at betragte som en rimelig offentlig service. I takt med at vi bliver rigere, stiger vores krav til det offentlig nemlig også – et faktum som reformmodstandere ofte meget belejligt glemmer. Hvad er man blevet enige om på Christiansborg? At efterlønsalderen stiger gradvist med to år i løbet af de næste 16 år, og at man derefter kan diskutere, om den almindelige levetid er blevet så lang, at man skal snakke om det igen. Pensionsalderen skal i samme periode sættes op med de samme to år. Så i 2022 skal man gå på pension som 67-årig, på trods af at de fleste danskere i den alder allerede i dag har både deres arbejdsevne og fulde forstand intakt.

Andre tiltag som de fleste økonomer havde håbet på, blev ikke implementeret. For eksempel er der ikke skåret i dagpengeperioden, og selv om de specielle ordninger for 55-59-årige falder bort, vurderede den tidligere overvismand Torben M. Andersen forleden, at forliget kun løser cirka halvdelen af det finansieringsproblem, som den danske model står med.

Så det, som Anders Fogh har kaldt 'historisk' og andre i forligspartierne sammenligner med Kanslergadeforliget, er ikke ret meget mere end en ganske uliberal prut i den berømte hornlygte. Som jeg ser det, er der nemlig er kun to logiske resultater af den nye velfærds(non)reform – og er ikke historiske i den gode forstand. De er:

1)      Christiansborg-politikerne må om få år indrømme – både overfor sig selv og deres vælgere – at 2006-reformen stort set ingen virkning havde. Med andre ord, at den ikke var navnet 'reform' værdigt. Problemet med det bliver, at vælgerne har fået at vide i dag, at man har lavet en fremtidssikret reform. Så når de samme politikere kommer rendende om få år med beskeden om, at der skal endnu en ny velfærdsreform til, bliver effekten den samme som af Nyrups berømte efterlønsgaranti: Vælgernes politikerlede får en ekstra tak opad, og den folkelige opbakning til reformer falder. Spørgsmålet er, hvor mange politikere der tør risikere det til den tid?

2)      At man holder fast i, at der er lavet en reform og (som det før er blevet sagt) at 'den bare skal have tid til at virke'. Den nuværende 'reform' får derefter den tid, den skal have, til at vise sin mangel på værd, og Danmark ender i en regelret økonomisk krise. Når krisen bliver tydelig nok for den almindelige vælger – når vi med Knud Heinesens ord kan 'se afgrundens rand' – vil politikerne være tvunget af både den økonomiske situation og befolkningens frustration til at lave en drastisk og vidtgående reform af det danske system. Og dén reform kommer til at gøre ondt så det kan mærkes! Til den tid kan unge politikere og samfundsforskere så spørge, hvorfor man lavede en så tynd gang politisk makværk i 2006.

Der er altså frustrerende at være samfundsforsker for tiden, ligesom det er frustrerende at være almindeligt tænksom dansker. Før folk begynder at råbe ad mig (som de har gjort før), at jeg bare kan flytte hvis jeg ikke kan lide landet, må jeg gøre min holdning helt klar: Den er naturligvis, som H.C. Andersen så smukt skrev det, at 'Her har jeg rod, herfra min verden går'. Jeg elsker Danmark med hele mit hjerte, og på en aldeles umoderne og politisk ukorrekt måde. Bundlinien er stadig, at Danmark på så mange måder er et dejligt land at leve i, og et land jeg er stolt af er mit. Men det er ved gud ikke de danske politikeres skyld!

Er danske unge virkelig venstreorienterede?

Af Christian Bjørnskov, den 26. maj 2006. 33 svar

Berlingske Tidende skrev den 21/5 om det, mange kommentatorer ser (og åbenbart håber er) en politisk vækkelse af ungdommen. Avisen rapporterer, at "efter mange års politisk dødvande ser det ud til, at de venstreorienterede værdier igen kan mobilisere danske unges kampgejst". Jens Christian Nielsen, forskningsleder ved Center for Ungdomsforskning under Danmarks Pædagogiske Universitet, mener således at der helt sikkert er "en tendens til, at de unge går mod venstrefløjen". En anden, angiveligt uafhængig, forsker fortæller avisen, at "det vil være med til at styrke venstrefløjen fremover". Forskeren – sociologen René Karpantschof fra Københavns Universitet – er også blevet brugt i samme sammenhæng i Politiken. Skal de af os, der ikke falder på halen over venstrefløjens projekt, så til at være nervøse for fremtiden? Det mener Astrid Krag, formanden for Socialistisk Ungdom, øjensynlig. Hun understreger i hvert fald, at de danske unge ikke kun er "utilfredse fordi de selv bliver ramt på pengepungen i form af SU-forringelser. Mange unge protesterer mod de meget liberalistiske holdninger, som regeringen står for". Det er da en klar udmelding, også selvom man kun kan grine af hendes mening om, at regeringen skulle være liberal.

Problemet er blot, at en snigende mistanke breder sig så snart en hovedaktør på den måde afviser en åbenlys forklaring på, hvorfor så mange unge – og specielt rigtigt unge – har deltaget i demonstrationer mod velfærdsreformer. Motivanalyse er sædvanligvis noget, man bør sky som pesten, men en så klar afvisning får altid en klokke eller to til at ringe. Hvad er det for unge, der deltager i demonstrationerne, og hvad er deres budskab? Og hvad er det for 'uafhængige' forskere, der rykker ud med det glade budskab i medierne?

For at starte med det første sidst, er René Karpantschof ikke et ubeskrevet blad. Han arbejder pt. på sin PhD-afhandling om "Gaden og Parlamentet", og er tilknyttet – Center for Ungdomsforskning. Han har tidligere været særdeles aktiv i det københavnske autonome miljø, bl.a. som aktiv bz'er, og vedligeholder sine kontakter – ellers kunne han jo ikke skrive sin PhD. At bruge Karpantschof som sandhedsvidne når det gælder unges henrykthed for klassisk venstreorienterede idéer, er derfor nok ikke helt god journalistskik. De samme bekymringer kan man have om Jens Christian Nielsen, der forsker flittigt i fagbevægelsen og holder foredrag om, hvordan den bedst kan rekruttere unge. Der er derfor ingen grund til at undre sig over eksperternes begejstring for ungdommens åbenbart nyfundne engagement, men solgt budskabet – det gør de. Så betyder det måske mindre, at Berlingerens journalist slutter artiklen med en formaning fra Ålborg Universitets Johannes Andersen, der påpeger at det langtfra er sikkert at de unge trækker mod venstre. Når man kommer så vidt, er den uvidende læser sikkert allerede overbevist.

Når kommentarerne om eksperternes baggrund nu er givet, kan det jo stadig være, at de har ret. Måske er den danske ungdom mere optaget af et venstreorienteret kontrolprojekt end et højreorienteret frihedsprojekt? Eller er de nærmere optaget af at beskytte deres 'privilegier', som de fleste andre i det danske samfund synes at være for tiden? Hvis man, som punkt nummer to i dine kommentar, skal dømme efter deres konkrete interesser i at gå sammen med fagbevægelsen i en demonstration mod velfærdsreformer, kan man næsten se samarbejdet som definitionen på en uhellig alliance. Når gamle mænd fra fagbevægelsen og gymnasieelever traver sammen gennem København, er det eneste rigtigt fælles sandsynligvis de obligatoriske håndbajere. Fagbevægelsen kæmper for at bevare efterlønnen, dagpengeperioden og en række andre arbejdsmarkedspolitiske tiltag, som vi med sikkerhed ved bliver næsten eksplosivt dyrere i løbet af de næste to tiår. Så når gymnasieeleverne bærer et banner gennem Pilestræde med teksten 'Fuck Reformen – luksus til alle" – en forbløffende præcis udmelding, der givetvis reflekterer rigtigt mange danskere uovervejede holdning – er det svært at tro, at de ved hvad de gør. Det er nemlig primært deres generation, der kommer til at betale excesserne, hvis fagbevægelsen får sin vilje. I alle livets forhold gælder det nemlig, som Milton Friedman formulerede det, at "there is no such thing as a free lunch". Udgifter til efterløn i dag betales med skatter på de unge i fremtiden.

Så set med kyniske øjne, er det fantastisk smart af fagbevægelsens gamle mænd at lokke gymnasieungdommen med til at give vægt bag reformmodstanden. Det er da også betegnende, at det i højere grad end bare lidt ældre studerende er gymnasieeleverne, der kan lokkes frem. For det første er det de færreste samfundslærere i gymnasiet, der stemmer til højre for midten – elevernes skoling er ikke uvigtig – og for det andet er de bøger, der bliver undervist efter ikke ligefrem opdaterede. Gymnasiet underviser ikke i Friedman.

Så at gymnasieeleverne dukker op til den type demonstration er forklarligt, mens de lidt ældre studerende fra videregående uddannelser måske burde have set lyset. Og pudsigt nok – dem kom der heller ikke så mange af! Og så er vi ved kernen af hele sagen igen. For spørgsmålet er, hvorfor de unge kommer til demonstrationerne. Er de grebet af socialistiske idéer som Astrid Krag og sociologerne argumenterer for – eller er forklaringen nærmere, at de er der fordi de vil have deres bid af kagen? Sammensætningen af demonstrationerne kan give mere end et hint, idet det er de mindst oplyste unge, der tropper op. Jo klarere basis man har for at gennemskue, at fagbevægelsens gamle mænd og uddannelsessystemets unge har absolut modstridende interesser, jo mindre er sandsynligheden for, at man deltager.

Måske overtolker jeg blot de informationer, vi har om demonstrationerne mod velfærdsreformer, og det man kunne se i gaderne og fjernsynet med det blotte øje. Men indikationerne er i det mindste så tydelige, at Nielsen, Karpantschof, Krag og mediernes konklusion ikke er troværdig. Og når fagbevægelsen samtidig brokker sig højlydt over, at de unge ikke melder sig ind hos dinosaurerne, kan man undre sig stærkt over, hvordan de kan komme til så optimistiske slutninger på så tyndt et grundlag. For bundlinien er vel, at danskerne – som punditokrat Kurrild-Klitgaard dokumenterede til CEPOS' årsdag – er blevet mere liberale de sidste par årtier. De unge, der deltog i sidste uges optog, er måske blot for unge til at have indset hvad deres interesser er. Og for de andres vedkommende? Tja, der har altid været noget, der hed ønsketænkning. Ellers havde vi vel ikke haft en velfærdsstat?

 

Velfærdsjunkier!

Af Christian Bjørnskov, den 16. maj 2006. 33 svar

Jeg læser ofte kronikker, som jeg simpelthen bare må ryste på hovedet over. Så når der en sjælden gang imellem er en, som man ikke blot kan være enig med, men også er så skarp, at man sidder og klukker af grin ved frokostbordet – selvfølgelig omgivet af sine knap så liberale kolleger – er der al mulig grund til at reklamere for den.

Berlingerens kronik i dag er af præcist den type. Louise Karlskov Jensen, en cand. merc. aud.-studerende, finder her al sin harme over velfærdsstatens moralske korrumperen frem. Tricket er ret enkelt: Demonstrér hvordan flertallet af danskerne opfører sig som simple narkomaner, når det kommer til deres tørst efter velfærdsydelser – prisen er ligegyldig, den kan vi alligevel ikke se. Sammenligningen vil givetvis falde en masse mennesker for brystet, men hvor mange af dem kan ærligt sige, at den ikke rammer? Se bare her:

Den store omfordeling har skabt en ny social klasse i Danmark – en klasse, som er i stærk vækst, og som dominerer den offentlige debat totalt: velfærdsjunkierne. Som i en rus vælter de rundt i samfundet og afsøger det for nye muligheder for et velfærdsfix. Ligesom narkomanen bliver høj at et skud heroin, bliver velfærdsjunkien høj af en injektion af skattekroner – andres skattekroner. Men akkurat som med heroinmisbrugeren er rusen kortvarig og efterfølges af den helt store nedtur med abstinenser og ubehag. Narkomanen skaffer penge til sine stoffer ved indbrud, røverier og tasketyverier; velfærdsjunkien gør næsten det samme, men på helt legal vis. Gennem en hylen og en klynken i medierne påkalder velfærdsjunkien sig opmærksom og udstiller sin såkaldte elendighed, indtil næste velfærdsfix er sikret hos velfærdspusherne.

Resten af kronikken er krydret med provokerende observationer, som den her: "Politikerne bliver ved med at kaste velfærd i grams for befolkningen, som hæmningsløst rager til sig på bekostningen af samfundets virkelig svage". Men kan man være virkelig være uenig med hende? Læs den – og helst før din nabo!

Fra den videnskabelige frontlinie

Af Christian Bjørnskov, den 26. april 2006. 21 svar

Her på stedet er vi, hvis jeg skal sige det selv, efterhånden ret gode til at kommentere på aktuelle politiske begivenheder. Omvendt er vi ikke helt gode nok til at rapportere om relevante nye indsigter i samfundsvidenskaberne, selvom nogle af os har det som arbejdsområde. Så i og med at årets to konferencer om public choice netop er afviklede, vil jeg prøve at råde bod på vores problem.

Indenfor public choice – gråzonen mellem statskundskab og nationaløkonomi – findes der to videnskabelige organisationer, der hver holder et årligt møde: Det amerikansk-baserede Public Choice Society, og the European Public Choice Society, hvor præsidenten pt. er hollænder. Konferencerne ligger traditionelt i marts-april med den europæiske tre uger efter den amerikanske.

Selvom den amerikanske stadig er værd at tage til, har det de seneste år været den europæiske, der har haft den bedste kvalitet. Amerikanerne har det problem, at deres gennemsnitsalder stiger, mens vi har en fornuftig aldersfordeling – specielt er konkurrencen mellem de yngre forskere knaldhård. Så her er et område, hvor man kan glæde sig over at være europæer. Med otte deltagere ud af de cirka 200, er Danmark også klart overrepræsenteret. Og det er ikke fordi vi leverer dårlig forskning. I 1999 vandt Toke Aidt Wicksell-prisen for bedste papir af en forsker under 30, og med Mogens Justesens velfortjente succes i år, er der to danske navne på en liste af bare 15 vindere gennem årene. Et land med 1½ % af Europas befolkning leverer 4 % af deltagerne og 13 % af priserne!

Så kommer vi til indholdet – er der nogen grund til at interessere sig for det, hvis man ikke lige er universitetsforsker? Svaret er ja, for en lang række vigtige og relevante emner bliver behandlet af nogle af de fremmeste forskere på området. Og det behøver ikke engang være kedeligt! Den schweiziske superstjerne Bruno Frey gav for eksempel endnu et brag af en præsentation på den session om lykkeforskning, jeg havde fornøjelsen af at lede i år. Hans pointe – at selvom vi er ved at få rimeligt godt styr på, hvad er gør folk tilfredse med deres liv, skal politikerne holde fingrene fra det – er da værd at tænke over. En masse andre emner er også relevante – her er blot et (stærkt subjektivt) udpluk fra det fulde program (link her):

–         Designet af folkeafstemninger og den ‘pakke’, man stemmer om, påvirker outcomes. Resultatet af den danske afstemning i 1993 blev foretrukket af et mindretal af danskerne, måske så lidt som 12 % (Mogens Kamp Justesen)
–         Hvordan måler man politisk stabilitet? Det er faktisk ikke så let, og stabilitet er meget mere end man tror (Richard Jon-A-Ping)
–         En større ØMU fører til mindre prisstabilitet, men noget mindre end vi går og tror (Philip Mohl og Christian Fahrholz)
–         Korruption kan være godt for økonomier, hvor staten overregulerer kraftigt (Pierre-Guillaume Méon)
–         Velfærdsstaten er en magnet på indvandring, men indvandrere er ikke så ‘socialt skolet’ som indfødte – og det fører til mindre offentligt forbrug (Karin Mayr og René Böheim)
–         Politikeres uddannelse og profession påvirker chancen for, at de gennemfører nødvendige liberaliserende reformer (Axel Dreher + PhD-studerende)

Overordnet er det inspirerende – og også forbløffende hyggeligt – at gå til disse konferencer. Men de åbner også ens øjne for en masse ting, man ikke vidste og måske slet ikke havde tænkt over. En masse af de indsigter, der bliver givet – det ovenstående er kun et lille pluk – når aldrig ud i debatten eller til politikerne. Nogle gange skal emner blot populariseres og forklares en smule – folk er ikke så dumme som politikere tror. Så her er en opfordring til både kolleger og Punditokraternes læsere. Kolleger – der er al mulig grund til at formidle jeres viden, og læsere – sig til, hvis der er noget I vil have uddybet.

Globalisering er ikke noget nyt!

Af Christian Bjørnskov, den 11. april 2006. 20 svar

Jeg tilbringer det meste af min arbejdstid – og en god bid af min fritid – på at forske på mit kontor, eller underholde studerende i de dertil indrettede lokaler på Handelshøjskolen her i Århus. Begge dele kan ofte være frustrerende, så når lejligheden byder sig, nyder jeg at stige ned fra elfenbenstårnet og møde rigtige mennesker. I og med at jeg har fået min uddannelse af samfundet, som pt. også betaler min løn, synes jeg at jeg har en forpligtelse til at formidle min specielle viden på de områder, jeg nu engang forsker i. At det så også er både sjovt og gavnligt for min forskning er blot en ekstra bonus – prøv at forklare komplicerede ideer til menigmand, og du vil hurtigt opdage om du selv har styr på dem!
Forleden var jeg inviteret til at holde et kort foredrag om globalisering for en af Rotary-klubberne i Århus, og som det nogle gange sker, blev jeg mindet om, at det der er almenviden i elfenbenstårnet, ikke altid er det i resten af samfundet. Denne gang drejede det sig om globaliseringens historie. Det viste sig nemlig, at selv Rotarymedlemmer, der som oftest er interesserede og informeret up-to-date, ikke er klar over, at globaliseringen som vi diskuterer den dagligt, slet ikke er et nyt fænomen.

Den folkelige myte, som selv en del af det akademiske parnas synes at tro på, siger at vi aldrig har set så store handelsmængder, så kraftige investeringsstrømme, eller en informationsrevolution som den, internettet har bragt os de sidste ti år. Det er en myte, som de fleste vel kan nikke genkendende til, politikere gentager og agerer efter, og sociologer bygger dommedagsscenarier over for vores sociale liv. Myten er ikke blot misvisende, men helt grundlæggende forkert.

Den moderne globalisering startede helt tilbage i det 15. århundrede med de store opdagelsesrejser – Columbus, da Gama osv. – der åbnede søveje til fjerne egne af verden og samtidens øjne for deres muligheder. Med tiden blev navigationen bedre, skibene blev større, hurtigere og mere sødygtige, og kontakterne med fjerne lande blev udbygget, enten gennem handelsstationer eller regulære erobringer. I første halvdel af det 19. århundrede var transportpriserne derfor kommet så langt ned, at det virkelig begyndte at batte noget. Samtidig meldte dampskibet sig på banen og Suez-kanalens indvielse i 1869 reducerede dramatisk søvejen til Indien. Og da Adam Smiths frihandelstanker langt om begyndte længe at fortrænge merkantilisternes økonomiske nonsens, både på det videnskablige og politiske plan, tog globaliseringen for alvor fart.

En anden udvikling, der fandt sted på samme tid, gav en virkelig revolution. I 1850 lagdes de første undervandskabler til telegrafaktivitet mellem England og Frankrig, og i 1866 lykkedes det ved hjælp af Brunell's kæmpeskib Great Eastern at lægge det første transatlantiske kabel, der holdt. Den første meddelelse indeholdt et tillykke, og beskeden om, at Preussen og Østrig havde sluttet fred. Verden var fra da af blevet næsten ubegribeligt meget mindre.

Perioden mellem cirka 1870 og udbruddet af første verdenskrig blev derfor karakteriseret ved en hurtigt stigende økonomisk integration mellem verdens lande og kontinenter. Med andre ord, perioden 1870-1912 kaldes ofte for den første globaliseringsbølge. Via den øgede handel og den langt hurtigere udveksling af informationer som for eksempel det transatlantiske kabel muliggjorde – dengang var det ikke internettet, men telegrafen der drev udviklingen – blev priser og investeringer i hele verden meget tættere sammenblandet. For eksempel begyndte aktiepriserne på børserne i New York og London at bevæge sig sammen, fordi de to lande nu delte økonomiske vilkår.

Det nye i globaliseringen i de sidste år er således ikke omfanget. Vi er blot ved at være tæt på det niveau, vi kendte til for hundrede år siden. Det nye er heller ikke, at fattige lande nyder godt af den, på trods af hvad sociologer og den marxistiske venstrefløjs ideologiske dinosaurer påstår. Nu er det lande som Chile, Thailand og Mauritius, der har enorm gavn af at udnytte de globale fordele, som de nu engang har. For hundrede år siden var det USA, der benyttede sig af dets billige arbejdskraft, Argentina, der rykkede ind i de rige landes klub ved at udnytte sine naturressourcer, og et lille land i Europas nordligste periferi, der blev uhørt rigt på at sælge smør og bacon. Og hvis nogen skulle være i tvivl (hvad jeg ikke håber på!), er det sidstnævnte land selvfølgelig Danmark.

Hvis vi vil tage ved lære af den første globaliseringsbølge, i stedet for at lukke øjne og ører for den og gøre som om vi ikke forstår den, vi sidder i lige nu, bør det være klart for alle, at globaliseringen er en fantastisk mulighed. Om man så bruger den, er en anden sag. Som landmænd nogle gange siger: Man kan trække et svin til truget, men man ikke tvinge det til at æde. Globaliseringen skal omfavnes og ses som en mulighed i stedet for en trussel. De lande, der gjorde det for hundrede år siden, blev rige dengang. Og dem – der som vores eget land – blev ved med at være åbne, fik en gradvist højere levestandard, mens andre – som for eksempel Argentina – der efterfølgende lukkede sig om sig selv, faldt tilbage i rækkerne igen, med de fattigste som de største tabere.

Hele pointen i dag er: Lær af historien! Dampskibe og tog transporterede folk, som fly gør det i dag, og telegrafen var tidens internet for hundrede år siden. Hvis vi gider interessere os for historien, i stedet for blindt at skrige, at det hele er nyt og vi forstår det ikke, kunne det være, at vi kunne få en kvalificeret debat om globaliseringen. Og så kunne vi måske undgå de gigantiske skæverter som både EU og vores hjemlige politikere slår i frygt for vælgere og resten af verden. Historien viser os, at der intet er at være bange for.

Skønhed og politik – anden del

Af Christian Bjørnskov, den 17. marts 2006. 4 svar

Som det er blevet overvældende klart på det sidste, specielt efter Samuel Rachlins indlæg i de amerikanske medier, har Punditokraterne venner og læsere over hele verden. Vi er derfor glade for at kunne hjælpe vores udenlandske venner når de har behov for det – de bakker op om os derhjemme.

 

Tre af vores nordiske venner – både i Punditokrat-regi og personligt – er igang med at gennemføre et studie i, om udseende og deslige betyder noget for vælgere og politikere. Altså, er Helle Thorning S-formand fordi hun ser godt ud? Er Anders Fogh statsminister fordi hans mørke hulemandsudstråling appelerer til vælgerne? Når seriøse og dygtige kolleger – Niclas Berggren fra Ratio Instituttet i Stockholm, Henrik Jordahl fra Universitetet i Uppsala og Panu Poutvaara fra Universitetet i Helsinki – gennemfører et studie, vil vi gerne hjælpe.

 

Derfor er her en opfordring til vores læsere: Besøg projektets hjemmeside (link her) og udfyld spørgeskemaet. Det tager cirka 10 minutter af jeres weekend. I må også gerne reklamere for det hos venner, familie, kolleger og eventuelle studerende – jo flere svar, jo bedre. Til gengæld vil vi her på bloggen (det betyder undertegnede) love at rapportere fra undersøgelsen så snart resultaterne begynder at rulle ind.

 

Et pust fra fortiden – og ikke et af de forfriskende

Af Christian Bjørnskov, den 15. marts 2006. 22 svar

Jeg tror, alle der interesserer sig for politik og samfundsforhold, kender fornemmelsen af at opleve et pust fra fortiden – at se dinosaurer i levende live. Vi har alle jævnligt den tvivlsomme fornøjelse at se og høre folk fra de politiske yderfløje ytre sig, så man skulle tro at vi befandt os i 1930'erne. Pastor Langballes særlige nationalistisk-autoritære forslag er som oftest inderligt forældede, og Enhedslistens totale verdenssyn har et særligt religiøst-fundamentalistisk tilsnit, som burde kunne affærdiges med et skuldertræk. Om de så mener at have specielle 'moralske' argumenter eller blot har vist musikalsk talent før de døde, må man spørge sig selv hvor de har været de sidste 70 år?

 

Men i går bragte Politikens kronik anderledes mærkelige vinde fra en fjern fortid. Tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen og LO-formand Hans Jensen demonstrerede deres blinde tiltro til politikeres ubegrænsede godhed og indsigt ved at argumentere for behovet for det, der i sidste ende kun kan beskrives som vulgær-Keynesiansk økonomisk politik á la 1950. Deres ærinde er i og for sig fint: De begræder Europas sløje økonomiske tilstand og den høje arbejdsløshed i store dele af kernelandene. Men midlerne til at bekæmpe problemerne er – mildt sagt – ikke helt tidssvarende.

 

Nyrup og Jensen skriver for eksempel i starten af kronikken, at det er "på høje tid at give EU magt til at straffe de lande, som ikke fører en aktiv finanspolitik med investering i flere nye job". Her er afsløring nummer et: Kronikørerne tror fuldt og fast på, at staten kan skabe arbejdspladser gennem en 'aktiv finanspolitik', altså ved at bruge flere penge. Man vil endda straffe lande, der ikke går med på illusionen om de paradisiske tilstande, der følger af en stor offentlig sektor! Væk er Friedmans, Lucas og mange andres indsigter fra de sidste 40 år, der alle peger på de voldsomme problemer ved offentlig indblanding. Væk er de empiriske erfaringer der siger, at staten ikke kan skabe arbejdspladser, men kun stjæle dem fra mere produktive private erhverv. Og væk er Buchanans, Tullocks, og hele Public Choice skolens lære om, at politikere som oftest er uinformerede, selviske og stærkt påvirkede af særinteresser, og derfor laver markant større fejl end det marked, som Nyrup og Jensen har mistillid til.

 

Hvis det så bare blev ved det, men nej. Man efterlyser ikke blot en fornuftig politik, men en "optimistisk politik, der skaber den vækst og beskæftigelse og sociale samhørighed, der kan bringe Europa i top igen." Nyrup og Jensen vil ikke blot skabe vækst og beskæftigelse (som jo følger af væksten), men også samhørighed – altså den socialdemokratiske kongstanke om solidaritet, her løftet op på et fælleseuropæisk plan. Tænk hvis der fandtes en type offentlig politik, der kunne nå alle tre mål! Afsløring nummer to: Kronikørerne tror på, at politikere kan opnå alt det på samme tid.

 

Og så er der til sidst spørgsmålet om, hvordan den politik skal se ud. Kronikørerne skriver, at der nu er behov for "at få politikken ført væk fra blot at være krav om nye åbninger for konkurrence på nye områder. For alt for ofte sker det på bekostning af trygheden – velfærdsgoder og den sikring af lønmodtagere, vi har kæmpet for i så mange år." Sørme jo, EU har ikke brug for mere konkurrence, og det der er galt i Tyskland og Frankrig, er ikke at lønmodtagere og arbejdspladser er overbeskyttede – det er det modsatte! Her er afsløring nummer tre: Nyrup og Jensen viser helt basal mangel på forståelse for Europas nuværende strukturproblemer, specielt på det arbejdsmarked de begge er så interesserede i.

 

Endnu værre er det, at de udnævner en skurk i spillet: "Den Europæiske Centralbank (ECB) er en stor stopklods på vejen mod flere og bedre job i Europa." Løsningen er her: " Desuden burde banken være underlagt en form for demokratisk kontrol – for eksempel ved at udvalgte finansministre kom med i ledelsen." For de økonomisk informerede læsere her på bloggen, må jeg sige: Ja, du læste rigtigt! Man ønsker større politisk kontrol med centralbanken. Her er den sidste ting, som Nyrup og Jensen har overset: Kydland og Prescotts Nobelpris-vindende arbejde om centralbankuafhængighed. Siden 1977 har fagøkonomer gang på gang demonstreret, at det på stort set alle fronter er bedst at isolere centralbanker fra politisk indflydelse. Ellers bliver pengepolitikken underlagt en række kortsigtede politiske hensyn, der kun giver ustabilitet, inflation og – i sidste ende – arbejdsløshed.

 

Jeg har aldrig lagt skjul på, at jeg ikke er en stor fan af John Maynard Keynes, hvor stor en indflydelse han så havde i sit liv og efter det. Men jeg havde da håbet på, at hans ideer var ved at have udspillet deres rolle i praktisk politik. Desværre beviste Nyrup og Jensen i går det modsatte. For at forsvare at man fører kortsigtpolitik, udtalte Keynes de berømte ord, at 'i det lange løb er vi alle døde'. Manden var ikke dum – han vidste nemlig godt, at hans politiske forslag på længere sigt havde negative virkninger. Det er bare ikke kortsigtspolitik, en tidligere statsminister og en nuværende LO-formand efterlyser i Politik, men derimod langsigtsløsninger på Europas stagnation. Og deres forslag til det, er rendyrkede Keynesianske kortsigtsløsninger, som fagøkonomer har brugt de sidste mange år på at afvise. I det lange løb er vi alle døde, men vores idiotiske ideer overlever åbenbart mange generationer.

Forfatningstraktaten med amerikanske øjne

Af Christian Bjørnskov, den 26. februar 2006. 12 svar

Vores venner på the Copenhagen Institute bragte i fredags en kommentar til EU's omstridte forfatningstraktat. Forfatteren, Marian Tupy der er Assistant Director ved the Cato Institute, kalder meget præcist traktaten for "the last gasp of European socialism". Tupy's kommentar, der bestemt kan anbefales, peger på forskellene i lande og politikeres reaktion på øget konkurrence: Enten strammer man ballerne sammen og bliver mere produktiv – og dermed mere konkurrencedygtig – ellers også danner man et kartel for at forsøge at forhindre konkurrence. Det er ret præcist det sidste, EU har valgt at gøre. Forfatningstraktaten er intet andet end et forsøg på at kodificere Europas såkaldte "social market economy", som bl.a. franske politikere (og Poul Nyrup) besynger så højt mens deres samfund stagnerer og forfalder omkring dem. For lad os kalde en spade for en spade. Traktaten opererer endda med begreber som 'disloyalty' og 'competitive distortion', som i Tupy's optik blot er negativt ladede eufemismer for udfald af sund konkurrence (når ineffektive firmaer dør og giver plads til de effektive). Man kan med rette undre sig over, hvordan man forestiller sig at den type traktat kan hjælpe med til at gøre EU verdens mest konkurrencedygtige og innovative område. For min egen regning vil jeg også gerne undre mig over, hvorfor EU i første omgang satte en tidligere præsident for Europas mest markedsfjendske samfund i spidsen for arbejdet med at formulere forfatningstraktaten. Og med 260 sider og 70.000 ord – mere end 15 (femten) gange så langt som den amerikanske forfatning eller den danske grundlov – er traktaten vel ikke engang en traktat, men blot endnu en samling inderligt overflødige og uliberale reguleringer? Den er blot opskriften på, hvordan man sikrer økonomisk og social stagnation. Lad os da komme af med den i stedet for at diskutere, hvad vi skal gøre nu!

Globalisering – ser Danmark virkelig så godt ud?

Af Christian Bjørnskov, den 24. februar 2006. 5 svar

Globalisering er et komplekst fænomen. Det dækker både det økonomiske – det har vi godt styr på – men også blødere ting. Man kan tale om social globalisering, som f.eks. dækker turisme, oversættelse af bøger og internetadgang, og politisk globalisering, som når Danmark deltager i FN-aktioner og er medlem af WTO.

Mens økonomer ret let kan måle den økonomiske globalisering – det er blot international handel og investeringer – er de andre områder noget sværere at få fat på. Det har (desværre) gjort det let for diverse sociologer og andet godtfolk, heriblandt en af mine yndlingsaversioner, polakken Zygmunt Bauman, at hævde at globaliseringen har helt dæmoniske konsekvenser. Hvis blot man kunne måle de ting, ville den empiriske forskning kunne tage sig af en del af spørgsmålene, der blæser i vinden når Frank Aaen ikke lige svarer på dem.

I de sidste par år har en af mine tyske kolleger (og venner) gjort en indsats på netop dette område, som jeg synes fortjener bred opmærksomhed. Axel Dreher, der pt. er ansat på ETH i Zürich, har nemlig udviklet fire globaliseringsindex: Et overall index, samt tre underindex, der netop dækker økonomisk, social og politisk globalisering. Jeg synes ikke at der kan reklameres nok for Dreher-indexene, der er eminent brugbare.

For at give et par eksempler på dem, er top- og bundplaceringerne i det senest inkluderede år (2003) som følger: Luxemborg er det økonomisk mest globaliserede land med en score på 8.44 ud af de 10 mulige, mens bundplaceringen er Bahamas (1.36). USA topper den sociale og politiske globalisering (6.25 og 5.48), mens billedet internt i EU er noget mudret. Sverige er topscoreren når det gælder social globalisering (5.03) og Storbritannien når det gælder den politiske (5.42), mens bundskraberne er de nye lande Litauen (2.3 på den sociale) og Malta (2.88 på den politiske). Sjovt nok er det mindst økonomisk globaliserede EU-land Italien (3.64) – en placering der også afspejles i deres politik. Man behøver blot huske baggrunden for, at deres nationalbankdirektør blev presset bort fra posten forleden for at få et eksempel.

De sørgelige nyheder er vores eget lands placering. På de bløde områder – socialt og politisk – er vi med scorer på 3.61 og 3.87 nummer 15 i verden, men vi halter bagefter på den økonomiske globalisering. Med 4.42 ud af 10 mulige er vi kun nummer 30 i verden, efter lande som  Canada og (gudhjælpemig) Oman og Frankrig. Når man tænker på, at små lande typisk handler noget mere end store, er det virkeligt et wake-up call til de danske politikere og virksomheder: Der er en verden derude med muligheder, som vi ikke tager.

Når alt kommer til alt, mener jeg at Dreher-indexene fortjener solid opmærksomhed. De er for det første en rigtig god datakilde for samfundsforskere overalt i verden (og de er gratis!). Men for det andet giver de også et hurtigt og let indblik i, hvor vores eget land er placeret og hvordan. Enhver der kan forstå en skala fra 0 til 10 kan se forskellene og evaluere vores egen position. Og det indblik er ikke særligt flatterende.

Det virker sgu'tte II

Af Christian Bjørnskov, den 17. februar 2006. 8 svar

For en uge siden bemærkede Peter Kurrild-Klitgaard her på stedet, at et nyt studie fra det ansete NBER peger på, at ulandsbistand er uden effekt. Stanislaw linkede tidligere i dag til William Easterlys kritik. Økonomerne Raghuran Rajan og Arvidn Subramaniam har gennemført en stort, systematisk undersøgelse af sammenhængen mellem bistanden og økonomisk vækst (og dermed fattigdomsbekæmpelse) og konkluderer at “we find little robust evidence of a positive (or negative) relationship between aid inflows into a country and its economic growth”. Rajan og Subramaniams studie er kun det sidste i en lang og deprimerende række undersøgelser, der peger på at ulandsbistand overhovedet ingen effekt har. Martin Paldams relativt nye litteraturstudie peger på det samme. Den logiske konklusion er altså, at et land som vores eget smed 12 milliarder kroner ud ad vinduet sidste år i et helt forfejlet forsøg på at hjælpe de fattige, og at det har vi gjort i mange år. Man behøver vel blot se på Tanzania, der har modtaget hundredvis af millioner kroner gennem årene, men netto ikke har haft nogen vækst siden 1960. Samtidig viser en række meningsmålinger, at såvel danske politikere som den brede befolkning i stor stil støtter ulandsbistanden på trods af, at fagøkonomer næsten altid (Danidas egne folk undtaget) finder at pengene er spildt. Et eller andet sted må kæden vel hoppe af?
Jeg tror – og det er min personlige holdning – forklaringen skal søges i to almindelige fænomener: 1) Politisk ønsketænkning; og 2) forskellen på det man ser og det man ikke ser. For det første er der mange eksempler på, at politikere overvurderer hvad deres egen politik kan opnå. Den aktive arbejdsmarkedspolitik i Danmark er et fint eksempel på en politik med opbakning i Folketinget, som ikke desto mindre er helt uden effekt. Vi ser endda manglerne i vores eget land. Når vores politiske mangler manifesterer sig så langt væk som Afrika, har ønsketænkningen blot bedre vilkår. Og når ulandsorganisationer gennem de seneste årtier har fortalt, at nu fokuserer vi på fattigdomsbekæmpelse i stedet for vækst (som om der var forskel), nu inddrager vi kvinder og miljø, nu giver vi bistand i sammenhængende programmer i stedet for enkeltprojekter, kan forventningerne forståeligt nok blive ved med at overstige det rationelle.
For det andet er der forskellen på det man ser og det man ikke ser. For et års tid siden havde jeg en kort debat i Berlingske med de Konservatives Viggo Fischer, der tydeligt eksemplificer problemet. VF er stærk tilhænger af ulandsbistand og har set mange projekter. Det samme gælder for mange andre politikere, ikke kun i Danmark. De ser vandpumper, skoler og veje der er bygget for danske penge og bliver derfor nødt til at konkludere, at hjælpen gør en forskel. Det de i sagens natur ikke ser, er de makroøkonomiske bivirkninger som bistanden giver. Den kan ikke ‘ses’ ved hjælp af andet end statistik – og vis mig den politiker, der er en ørn til statistik og jeg skal vise dig en politiker, der ikke blev valgt til Folketinget.
Pointen er, at på trods af de gavnlige – og synlige – effekter af mange udviklingsprojekter, giver hjælpen problemer for økonomien og samfundet som helhed. Hjalte Tins bog om nødhjælp viser med pinagtig tydelighed hvordan incitamenter til at gøre en individuel indsats ødelægges – hvorfor bygge en brønd når Danida kan komme og gøre det for os? Stephen Knack i Verdensbanken har peget på, at den politiske vilje til nødvendige reformer svækkes af ulandsbistanden, der kan bruges til at glatte de værste problemer ud. I stedet for at tage fat om nældens rod – dårlige retsvæsener, korruption osv. – bruger man hjælpen til at symptombehandle. Andre har vist hvordan hjælpen kan være skadelig for ulandes internationale konkurrenceevne, blæse den offentlige sektor op og øge korruptionen. Alt sammen er det ganske ødelæggende bivirkninger. Man kan sådan set bare lave et simpelt tankeeksperiment. Tanzania fik gennem 90erne næsten 20 % af deres indkomst gennem bistand. Hvad ville der ske med samfundet og folks økonomiske adfærd, hvis Danmark fik samme mængde? For at sætte tingene i perspektiv svarer det til, at hver dansker får en helt arbejdsfri gave på 42000 kroner hvert år.
Hvis man holder blikket stift rettet mod projektere, ser man aldrig bistandens slagside, og hvis man tror stærkt nok på ulandshjælpen vil enhver kritik af den føles som krænkende og ondsindet vantro tale. Og man må desværre indrømme, at hvis der er et punkt hvor ytringsfriheden reguleres af hensyn til ‘respekt’ i Danmark, er det netop på dette punkt. Ethvert tilløb til kritik bliver tolket i medierne, som om man bare vil lave en omvendt Robin Hood – tage fra de fattige og give til de rige. Det ville også have været rigtigt hvis ulandsbistanden rent faktisk nåede til de fattige. Som det er i dag – og der er ingen tegn i sol, måne eller stjerner på at det er ved at ændre sig – gør den det ikke. Vi kan uden at skabe problemer for de fattige afskaffe ulandsbistanden over en årrække. Måske ville de endda få konkrete incitamenter til at vælge nogle mere ansvarlige politikere? Det eneste spørgsmål – og det der er mest problematik – er om danske politikere nogensinde vil gøre det. Har de modet til det? Og bliver de ikke bare oversvømmet af modstridende informationer, når Danida tager dem ved hånden og viser dem Malawis nyeste danske skole?

Hvorfor har Danmark en statsreligion?

Af Christian Bjørnskov, den 26. januar 2006. 11 svar

Umiddelbart efter jul kørte en kortlivet debat i de danske medier om de rimelige i, at vi har en statsreligion. Efter at en række danske præster havde brugt prædikestolen julen over til at udbrede deres politiske argumenter mod regeringen, og især dens udlændingepolitik, meldte Jens Rohde sig nemlig ud af folkekirken i protest. Selvom han fik en del støtte og en enkelt biskop irrettesatte en af præsterne, var udmeldingerne fra regeringen noget blandede. Bertel Harder, som ellers er et af dens relativt tænksomme medlemmer, leverede et passioneret forsvar for folkekirken på Deadline og så var det emne ligesom taget af bordet.

Jeg mener blot ikke, at det bør være slut med den diskussion. For hvorfor har vi overhovedet en statsreligion i Danmark? Eller med andre ord, hvorfor mener et flertal af Folketingets medlemmer, at staten bør have monopol på markedet for tro? Når man ser bort fra forhold på arbejdsmarkedet, har frihedsrettighederne i mange år overordnet set haft det ganske godt i vores land når vi sammenligner med store dele af resten af verden. Så hvorfor dette specielle område, hvor man træder almindelig konkurrence og åndsfrihed under fode?

Der er to ting, der gør det mere end en principiel diskussion om frihed. For det første er folkekirken under pres, hvilket internt i kirken har ført til, at et ganske betydeligt mindretal mener, man bør missionere noget mere. For det andet fordi langt de fleste danskere både betaler kirkeskat og gennem de generelle skatter yderligere subsidierer foretagendet. Nu er jeg ikke medlem af folkekirken, så jeg slipper for at betale den lille procent af min indkomst til en virksomhed, hvis produkt jeg ikke bruger, men det gælder ikke for størstedelen af befolkningen. Og den yderligere finansiering kan man ikke slippe for, hvadenten man er ikke-troende, muslim eller tror på Zeus!

Cirka 2% af danskerne går jævnligt i kirke, så vis mig den økonom der kan argumentere for, at subsidierne til ‘vores’ statsreligion ikke fører til en massiv overproduktionaf kirkelig service. Vis mig argumenterne for, at foretagendet giver den almindelige borger så store gevinster, selvom han eller hun ikke bruger det, at det kan retfærdiggøre at sluge næsten en hel procent af BNP. Og vis mig argumenterne for, at et monopol skal holdes i live, selvom det producerer en service på samme måde som det gjorde på Grundtvigs tid.

Bundlinien er vel, at der absolut ingen økonomiske argumenter er for at blive ved med at subsidiere en religion, som størstedelen af befolkningen ikke har konkret kontakt med. Det er blot særbehandling af en organisation, der har vist sig at være særdeles dygtig til at få politisk opmærkomhed. Hvad værre er, er eksistensen af en statsreligion vel et da facto brud på menneskers basale religionsfrihed? For hvordan kan man elelrs karakterisere det?

Gennem mange år har danskerne åbenbart accepteret ordningen på den basis, at folkekirken holdt sig til bekendelsen og dens andre kerneopgaver. Med den senere tids debat, der blev startet af præster, der ytrede sig politik gennem deres embede – og kirkens egen insisteren på ikke at holde orden i egne rækker – har den danske folkekirke brudt med den ordning. Det gør den også ved at (i det mindste dele af den) ønsker at missionere mere, og dermed bruge de statslige subsidier til at blande sig i folks religionsfrihed. Under alle omstændigheder er monopoler, hvadenten de hedder POst- og Telegrafvæsenet, DSB, eller Folkekirken, åbenlyst velfærdsreducerence. Når de ikke engang kan holde sig inden for de grænser, de selv har defineret – at give Gud, havd Guds er, og Cæsar hvad Cæsars er – er der kun en logisk ting at gøre: Byrd monopolet og sig farvel til folkekirken.

Nobel tanker

Af Christian Bjørnskov, den 20. december 2005. 4 svar

Som blogger må man vel indrømme, at der bor en lille nørd inden i en. Og i søndags fik jeg lejlighed til at fodre min indre nørd, da både BBC og svensk tv sendte den traditionelle samtale med årets Nobelprisvindere. Nogle år skuffer samtalen ved at afsløre, at selv Nobelprisvindere kan have tåbelige syn på ting udenfor deres felt, men i år var samtalen ret fornuftig.

Samtalen afslørede primært to fællestræk ved 2005-modtagerne som man som borgerligt-liberal kan være yderst tilfreds med. Det første var en generelt positiv indstilling til konkurrence. Alle de naturvidenskabelige modtagere udtrykte deres personlige skræk for, at specielt kinesere og indere om få år bliver hårde konkurrenter i den videnskabelige konkurrence. Men samtidig var der over hele linien en varm velkomst til den konkurrence. Som en af kemiprisvinderne udtrykte det, betyder det blot at vi andre må gøre vores arbejde lidt bedre, og at det er til gavn for alle. Robert Aumann, den ene af modtagerne af økonomiprisen, sagde lige ud, at han ikke er mere bange for konkurrence fra Kina end han er for konkurrence fra sin nabo i Jerusalem, og sluttede med at ønske "May the best man win". Tænk hvis politikere også tænkte sådan!

Det andet fællestræk var, at de stort set alle lagde vægt på, at al forskning ikke behøver at være nyttig. Det kan lyde som et paradoks – en flok primadonnaer der spilder vores dyrebare skattekroner – men Robert Aumann gav et fantastisk eksempel. Hans PhD-afhandling handlede om matematisk knudeteori, altså en yderst kompliceret lære om hvilke typer knuder på reb, der er mest stabile. Aumann var tiltrukket af emnet netop på grund af dets dengang helt åbenlyse ubrugelighed, men var for nylig blevet gjort opmærksom af et barnebarn, at de på medicinstudiet lærte knudeteori på andet år. Idag har man nemlig fundet brug for den type teori i forståelsen af molekylers stabilitet! Årets modtagere i medicin understregede også, at der kan være brug for forskning på områder, hvor vi tror vi ved alt, og derfor ikke mener at der er brug for mere viden. Deres opdagelse af, at mavesår skyldes en bakterie der kan overleve i mavesyren, gik fuldstændigt på tværs af datidens – og mange almindelige menneskers – syn på mavesår, nemlig at de skyldtes stress. Igen var alle Nobelpristagerne i år enige om, at det er enormt værdifuldt at have forskning, der ikke giver at synligt afkast. Det er nemlig den der fører vores viden fremad!

Så for at komme tilbage til en pointe fra sidste måned, var en af de store pointer i årets Nobelsamtale, at unyttig og ubrugelig forskning i åben konkurrence er af helt vital betydning. Når man ser på den danske regerings forskningspolitik, er det tydeligt at den pointe ikke rigtigt er sevet ind hos Helge Sander og hans kumpaner. De ville have godt af at se og høre en samtale mellem klodens formodentlig met intelligente mennesker og lære lidt af den. Måske er det et lige så tåbeligt håb som at jeg får Josephine Touray til jul. Men i denne tid har man vel lov til at ønske?

Statsministerens lagkagetænkning

Af Christian Bjørnskov, den 14. december 2005. 2 svar

Anders Fogh er blevet stadig mere presset i den seneste tid. I den type situationer reagerer de fleste mennesker vel efter et af to mønstre. Den ene type reaktion er at man afslører sit sande jeg og siger tingene lige ud. Det kan ofte – men bestemt ikke altid – klare luften mellem de parterne at få folks udgangspunkt og syn på sagen på plads, også selvom det hverken er gratis for de involverede eller på kort sigt ser ud til at føre til noget. Det andet reaktionsmønster er, at man forsøger at sværte dem, der presser en. Vi kender det alle fra valgkampe, hvor mudderkastning tit er et effektivt middel mod ens politiske modstandere. Når alle parter bruger metoden, bliver valgkampen dog som oftest en hæslig affære.

Problemet med Fogh er, at det nærmest er umuligt at se, hvilket mønster han har valgt. Stort set alle økonomer er enige om, at efterlønnen enten helt skal fjernes eller reformeres så der kun er adgang til den for de reelt nedslidte. Der er også bred enighed om, at man bør lempe på indkomstskatten for at gøre det mere attraktivt at arbejde – selv i et 'velfærdssamfund'. Statsministerens svar på begge dele igår var en erklæring om, at han nægtede at 'forringe' folks vilkår ved at fjerne efterlønnen for at give skattelettelser til de 'rige'. Det ligner i mistænkelig grad mudderkastning mod landets fremmeste samfundsvidenskabelige hjerner, men spørgsmålet er, om han ikke også har afsløret en hel del af sin politiske og økonomiske tænkning.

Pointen i hans afvisning er nemlig, at den kan forstås af en hvilken som helst normalbegavet syvårig. Man tager fra de fattige og giver til de rige – ja, i Foghs optik tager man fra de 'fattige' – uanset at de fleste efterlønnere er ganske godt ved muffen – for at give til de rige. Argumentet er således udtryk for den værste gang lagkagetænkning, man kan forestille sig: Hvis man skærer et større stykke til nogen, må det da betyde at andre får et mindre stykke? Nej, nej, og atter nej. Sådan fungerer verden ikke! Men selvom man som fagøkonom kan sige det utallige gange, er det altså lettest for folk at betragte landets økonomi som en lagkage. Så når Fogh implicit bruger lagkagebilledet, appelerer han ikke blot til danskernes indre svinehund – janteloven – men siger også til folk, at der ikke er grund til at tænke nærmere over, hvordan økonomi fungerer. Med andre ord, der er ingen grund til at lytte til eksperter, der gør det lette svært.

Jeg foretrækker at tro, at Fogh godt ved hvordan verden hænger sammen. Måske har han bare afsløret sin mangel på økonomisk forståelse, men han er trods alt uddannet økonom ved et respektabelt universitet. Mit problem er, at alternativet er at se ham som en demagog af den værste skuffe, der tillægger sig sine modstanderes egenskaber. Glæden ved velfærdsstaten og troen på offentlige løsninger og reguleringer har han erobret fra Socialdemokraterne. Det er svært at tro på, at efterlønnen bliver hans 'sidste territoriale krav i Europa'.

Konkurrence og konkurrence – er det virkelig to ting?

Af Christian Bjørnskov, den 8. december 2005. 4 svar

Her på hviledagen under VM i damehåndbold kan man vel tillade sig at undre sig lidt. For mens en stor del af nationen aften efter aften sidder og hylder de yppigste præstationer i en professionel konkurrenceidræt, er begrebet ‘konkurrence’ åbenbart et fyord for mange af mine fæller udi sportsidiotien. Det har nemlig slået mig, hvordan de samme mennesker, der hylder konkurrencesporten og dens udøvere som de største helte, på samme tid kan være fundamentalt og aldeles imod konkurrence på områder som uddannelse, offentlig service, og international handel/service.

Hvordan kan folk weekend efter weekend følge deres lokale fodboldhold i benhård konkurrence i en af verdens mest gennemkommercialiserede sportsgrene, for mandag morgen at gå på arbejde og forarges over nogle håndfulde polakker eller littaurere, der kommer til Danmark for på ærlig vis at konkurrere mod dovne danske håndværkere? Hvordan kan de glad og fro tage til Tyrkiet, Thailand eller Tunesien på sommerferie, men afvise at danske virksomheder bør konkurrere med produkter fra de samme lande?

Sammenfattende undrer jeg mig over, at folk har dobbeltstandarder når det gælder konkurrence. Og det indskrænker sig ikke til det internationale. Enhver lærer med lidt erfaring, hvadenten det er fra folkeskolen, gymnasiet eller de videregående uddannelser, ved at konkurrence er den bedste motivator for eleverne. Og børn opfatter den som helt fair, så længe lærerne ikke forsøger at skjule den. Men når det kommer til konkurrence mellem skolerne, både om midler og børn, er lærerforeningen en af de mest protektionistiske fagforeninger i landet. Selvom konkurrence er et af de bedste pædagogiske redskaber, er det ikke noget lærerne skal have noget af!

Hvis man endelig skal bruge paradokset positivt, kan man måske tænke sig at bruge sportseksempler i debatterne om konkurrence, ulighed osv. Danmark har en komparativ fordel i damehåndbold, Brasilien i fodbold, og USA i basketball, men konkurrencen gør os alle bedre. Det er let at forstå for alle danskere, så hvorfor ikke forstå det udenfor sportens verden?

Hvor bagstræberisk kan EU blive?

Af Christian Bjørnskov, den 25. november 2005. 5 svar

Der er ingen grund til at skjule, at jeg er ved at få grå hår. Nogle af dem er nok naturlige – vi bliver alle ældre – og nogle af dem er mine studerende ansvarlige for. Men jeg er også sikker på, at EU's fælles landbrugspolitik er ansvarlig for en hel del af dem. Vi lever simpelthen i et af den rige verdens mest protektionistiske systemer, og det er en gang imellem til at blive sindssyg af.

 

I går fik vi igen en demonstration af, hvor bagstræberisk EU er, da kommissionen stemte for en reform af unions sukkerordninger. Den indebærer blandt andet, at man skærer garantiprisen på sukker med 36 %. Tænk sig, nu skal vi ikke længere betale det tredobbelte af verdensmarkedsprisen for sukker, nu kan vi nøjes med cirka det dobbelte! EU's kvoter blev også udvidet med en million metriske tons, så staklerne på landet kan opveje deres pristab med indtægter fra større produktion. Samtidig fik en række sydeuropæiske lande presset igennem, at deres landmænd bliver kompenseret for deres 'tab'. I gennemsnit bliver landmændene kompenseret for 60 % af deres tab, og italienske producenter får endda mere end 100 % kompensation.

 

Det værste er, at det bestemt ikke er med kommissionens gode vilje, at reformen kommer. Den skyldes i stedet pres fra flere udenlandske fronter. Tidligere i år tabte EU nemlig endegyldigt en sag mod Brasilien, der kunne påvise, at selvom den såkaldte C-kvote i EU's byzantinske system i princippet bør sælges på markedsvilkår, var der alligevel skjulte subsidier for omkring 11 milliarder kroner om året. WTO har besluttet, at det skal stoppe indenfor "a reasonable period of time", som i dette tilfælde løber til 22. maj næste år. Derfor kom der en sukkerreform nu, for det er begyndt at haste før resten af verden får lov til at indføre gengældelsesordninger.

 

I det større billede er det endnu mere frustrerende at være frimarkedsorienteret og liberal i EU. Forhandlingerne i WTO – den såkaldte Doha-runde – er stort set stoppet, og selvom andre lande ikke er skyldfri, er den store skurk EU. Unionen fortsætter her med at gøre som om de kommer med forslag, mens en del af deres 'indrømmelser' i vidt omfang kun handler om at opfylde tidligere forpligtelser og nødvendige reformer som f.eks. sukkerpolitikken, hvor unionen allerede har lidt et sviende nederlag i WTO. Man viser også hvad man selv kalder forhandlingsvilje, mens EU's forslag ofte reelt kun er helt nødvendige på grund af, at alle andre lande er enige om, at eksportsubsidier skal forbydes. Det forbud kommer nemlig til at trække tæppet væk under en stor del af den europæiske landbrugspolitik.

 

EU's forhandler i WTO, britten Peter Mandelsson, har også fået usædvanligt meget uld i munden på de sidste. Ifølge Agence Europe udtalte han tidligere på ugen, at det ikke ville være muligt at nå til enighed om alle 'facts and figures' ved næste måneds WTO-ministermøde i Hongkong. Hans pointe var, at denne runde – der er en udviklingsrunde – skulle være "a top-up, not a substitute […] to give a human face to the negotiations". Guderne må vide, hvad det betyder.

 

Samtidigt kom der et umisforståeligt signal fra Frankrig, der om nogen har trådt med hele dets vægt på reformbremsen. Frankrigs udenrigsminister Philippe Douste-Blazy sagde mandag at "at any new EU farm offer would have to  avoid any further CAP reforms if it were to remain within the Council's  mandate". Den udmelding kan vel kun læses på en made: Frankrig går ikke med til en WTO-aftale, som indebærer at EU skal liberalisere mere end man allerede er blevet enige om for år tilbage. Med andre ord: Frankrig kræver, at EU siger nej til enhver yderligere liberalisering af landbrugsområdet! Og – pardon my French (som de siger i USA) – hvordan fanden skal man så kunne forhandle om noget som helst?

Ugens citat: Bjørnskov om Gosplan forskningspolitik

Af Redaktionen, den 25. november 2005. 3 svar

Vores med-Punditokrat Christian Bjørnskov har dd. en kronik i Berlingske Tidende, hvori det bl.a. hedder:

“Gosplan var navnet på det agentur, der oprindeligt koordinerede de forskellige Sovjetrepublikkers økonomiske planer. Fra 1928 formulerede og overvågede det de famøse femårsplaner, som lagde linierne for, hvordan Sovjetunionen skulle udvikle sig. Med andre ord var det Gosplan, der identificerede, hvilke områder det sovjetiske samfund skulle satse på for hurtigt at blive rigt og klare sig i kampen mod de kapitalistiske vestlige samfund. Planerne var da også klare: Sovjetunionen burde satse på industri – specielt sværindustri – og massive investeringer i uddannelse og moderne produktion. Landbruget derimod blev brandbeskattet og kollektiviseret, da det jo tydeligt var fortidens erhverv. Vejen frem syntes at være få men store virksomheder inden for enkelte områder, hvor man kunne blive stor nok – opnå såkaldt »kritisk masse« – og realisere stordriftsfordele. Det sovjetiske samfund søgte således at planlægge sig til succes baseret på kriterier, der helst skulle nås inden for femårsperioder. Den store satsning blev dog som bekendt aldrig en succes, og kriterierne for succes blev hurtigt absurde.

Gosplan har dog også taget en anden betydning, nemlig som det navn mine kolleger på Handelshøjskolen i Århus flere gange har brugt om den danske regerings forskningspolitik. Sammenligningen er ikke uden grund, da den borgerligt-liberale regering med Folketingets velsignelse er slået ind på en forskningspolitisk kurs, som Lenin ville have været stolt af.”

Dansk forskningspolitik, Sovjetisk tænkning

Af Christian Bjørnskov, den 24. oktober 2005. 8 svar

Nu er efterårsferien overstået, og så kan man starte det lange, seje træk mod jul med en smule historie som baggrund for diskussioner om den danske forskningspolitik. Historien kan her, som på så mange andre områder, give stof til eftertanke. Og historien drejer sig om Gosplan.

Gosplan var navnet på det agentur, der oprindeligt koordinerede de forskellige Sovjetrepublikkers økonomiske planer. Fra 1928 blev Gosplan ansvarlig for at formulere og overvåge udførslen af de famøse femårsplaner, som lagde linierne for, hvordan Sovjetunionen skulle udvikle sig. Med andre ord var det Gosplan, der identificerede hvilke områder, landet skulle satse på, for at blive hurtigt rigt og klare sig i kampen mod de kapitalistiske vestlige samfund. Planerne var da også klare: Sovjetunionen burde satse på industri – specielt sværindustri – og massive investeringer i uddannelse og produktion. Landbruget, derimod, blev brandbeskattet og kollektiviseret, da det jo tydeligt var fortidens erhverv. Og vi ved jo alle, hvordan den sats gik! Kriterierne for succes blev hurtigt absurde.

Men for mig har Gosplan også taget en anden betydning: Det er nemlig det navn, en af mine kolleger flere gange har brugt om den danske regerings forskningspolitik. Sammenligningen er ikke uden grund, da den angiveligt borgerligt-liberale regering med Folketingets velsignelse er slået ind på en forskningspolitisk kurs, der kun kan betegnes som planøkonomisk i en grad som Lenin ville være stolt af.

Danmark skal satse på nogle få områder, blandt andet bioteknologi og nanoteknologi. Forskningsmidlerne bliver derfor allerede nu dirigeret væk fra andre områder, som politikerne ikke ønsker at satse på, og hen imod enkelte, klart definerede naturvidenskabelige områder. For at man bedst muligt kan planlægge og overvåge forskningens resultater, skal alle universiteter skrive fire-årige udviklingskontrakter med ministeriet. På basis af, hvor godt man opfylder sin kontrakt, bliver man tildelt midler. Noget lignende er igang internt på flere universitetsinstitutioner. Planen er klart at satse på fremtidens områder indenfor forskningen.

Parallellerne burde være klare: Den nuværende danske forskningspolitik ligner i ubehagelig grad den sovjetiske politik, og er derfor planøkonomi i rendyrket form. Stort set alle forsøg på at satse på at udvikle nationale kompetencer på enkeltområder er slået fejl. Man behøver blot at se på ISI-strategiernes eklatante fiaskoer i Latinamerika og Afrika for at indse, at på nationalt plan er politisk bestemt satsninger dømt til at slå fejl.

Hvad værre er, vil enhver indsigt i enten teknologisk udvikling eller videnskabshistorie tale mod at foretage den type planlagt satsning, som den danske forskningspolitik er et udtryk for. Man kan ikke planlægge videnskabelige gennembrud. Det er netop et af grundvilkårene for forskning, at man leder efter noget, man ikke engang ved er der! Idag sker de store gennembrud måske indenfor bioteknologi, i morgen hvem ved? Hvis vi skulle have satset for 40 år siden, ville planlæggere sandsynligvis have defineret fusionsenergi som et af de sikre kort at spille. Man regnede nemlig med, at videnskablige gennembrud ville sikre, at fusionsenergi var kommercielt profitabelt omkring 1975! Som vi alle vde, virker fusion stadig ikke – gennembruddet, som mange planlagde, kom ikke. Til gengæld formåede et lille firma ved navn Intel at udnytte videnskabelige indsigter i faststoffysik til at udvikle mikroprocessoren. Den ligger som bekendt til grund for al computerindustri idag, men det var på ingen måde et hot område i 50'erne, og ingen regnede med gennembrud derfra.

Man kunne blive ved med at give eksempler. Det sidste vigtige eksempel går på Sovjets store problem: Man havde glimrende fysikere, men ingen virksomhedsledere, der var uddannet til at forstå den, eller tage de muligheder, der bød sig. Den slags forskede man jo ikke i, for hvor kunne værdien være i det? Pointen er, at hvis vi tager historien – både videnskabens, teknologiens, og dens kommercielle udnyttelses – alvorligt, er der al mulig grund til at advare mod forsøg på planlægning af forskning, specielt nationale planer. Forskning er grundlæggende anarkistisk, fordi naturen afslører sine hemmeligheder i tilfældig rækkefølge. At 'satse' bredt – dvs, ikke satse – så man er klar til at rykke, når et nyt spændende område dukker op, er langt mere effektivt. Med andre ord er en liberal forskningspolitik så langt at foretrække. Men det betyder også, at politikerne blot skal donere pengene og håbe på det bedste. Og selvom det er den måde, man får mest for pengene på, er det vel i de færreste politikeres natur at slippe tøjlerne?

Subjektiv livskvalitet og staten

Af Christian Bjørnskov, den 3. oktober 2005. 6 svar

Sidste torsdag holdt jeg en præsentation på CEPOS, baseret på et notat skrevet for dem (kan downloades på http://www.cepos.dk) På opfordring er her et indlæg om, hvad vi kan lære ved at se på folks subjektive livskvalitet – altså deres opfattelse af deres egen situation – i stedet for den objektive kvalitet målt på indkomst osv. som vi altid diskuterer.

Man har gennem mange år stillet spørgsmål som “Generelt set, hvor tilfreds er du med dit liv for tiden” i en lang række undersøgelser. Det er svarene på den type spørgsmål der henvises til, når medierne rapporterer, at danskerne er de mest tilfredse mennesker i verden. Det er selvfølgelig dejligt når vi nu bor i Danmark, men potentielt problematisk for mange af os på grund af et andet forhold i undersøgelserne: Folks tilfredshed med livet er ret konstant over tid.  Med andre ord bliver vi rigere og rigere, men ikke mere tilfredse med vores liv. Det interessante er altså, hvad de stabile forskelle mellem lande skyldes, i stedet for at se på en dynamik, der ikke er der.Det interessante er altså, hvad de stabile forskelle mellem lande skyldes, i stedet for at se på en dynamik, der ikke er der.

Det er blandt andet derfor, at folk som den engelske økonom og Labour-politiker Richard Layard er begyndt at argumentere for, at man bør føre offentlig politik efter, hvad der gør de fleste lykkelige i stedet for hvad der gør os rigere. Pudsigt nok kommer Layard i sin horribelt manipulerende bog til den konklusion, at lykke-maksimerende politik er det, han de sidste 30 år har arbejdet for, nemlig traditionel, før-Blair Labour-politik. Layard arbejder altså for, at man bør beskatte de rige hårdere, øge mængden af offentlige goder, regulere arbejdsmarkedet tættere, og lave mere velfærdsstat. Denne konklusion er blevet bakket op af en række andre økonomer, der ofte synes at have det tilfælles, at deres økonomiske vurderinger er blevet afvist i de senere års forskning.

Deres indflydelse på den førte politik er desværre ved at kunne mærkes. Sammen med to tyske kolleger – Axel Dreher og Justina Fischer – satte jeg mig derfor for at undersøge, om Layards konklusioner, sammen med en lang række andre påstande i litteraturen, virkelig holder vand. Det er konklusionerne fra den undersøgelse, som Cepos-notatet opsummerer. Og for punditokrater og ligesindede giver det meget overraskende, men gode nyheder!

Vi finder, at forskellene mellem folks tilfredshed med livet på tværs af verdens lande afhænger af forbløffende få forhold: National indkomst er ikke vigtig, men graden af handel med udlandet  – altså globalisering – er en positiv faktor, ligesom et sundt erhversklima og en høj grad af tillid er vigtigt. På minussiden optræder to stærke faktorer: Kommunisme og aktiv offentlig indblanding i økonomien. Hvis Danmark for eksempel var endt bag Jerntæppet efter anden verdenskrig, ville en million mennesker færre være overordnet tilfredse med deres liv. Der er på den anden side ingen effekter af offentlig velfærd, demokrati, retsstat (desværre), reguleringer, dagpengesatser osv. Mht. den just overståede diskussion af lighed, er det værd at notere, at ulighed heller ikke fører til mindre tilfredshed med livet. Hvis der er noget som helst at komme efter i data, er det, at ulighed synes at være positivt forbundet med de fattigstes livskvalitet! Når Mette Frederiksen og andre danske politikere fra begge sider af Folketinget lufter deres sociale indignation over uligheden, gør de det derfor stik imod fakta fra den virkelige verden.

Stillet lidt skarpt op må man sige at resultaterne fra undersøgelsen, der er den suverænt største hidtil – vi baserer vores fund på cirka 4½ millioner regressioner – støtter almindelige liberale grundregler for offentlig politik: Åben samfundet, giv individer maksimal kontrol over deres egne midler, og sørg for dynamik i stedet for misundelsesdrevne interventioner. Offentlig velfærd fører i hvert fald ikke til personlig velfærd.

Bliver folk dumme af berømthed?

Af Christian Bjørnskov, den 27. september 2005. 7 svar

I denne måneds Foreign Policy omtaler Timothy Noah Richard Posners bog "Public Intellectuals: A Study of Decline", som jeg stadig har til gode. Posner argumenterer for, at debatten i USA er blevet forfladiget på grund af to hovedtendenser: 1) forskere er blevet mere specialiserede – dvs. de områder, de kan udtale sig om på et rimeligt solidt grundlag er blevet snævrere;og 2) mediernes appetit på kommentarer fra forskere er vokset nærmest eksponentielt. Konklusionen er, at:

"more and more academics are becoming public intellectuals, but fewer and fewer of them have acquired th ebreadth of knowledge that we associate with the gentleman scholars who interpreted American society for the common reader or broadcast audience in years past"

Selvom der så vidt jeg ved ikke er lavet forskning på området i Danmark, er det vel en udvikling vi også ser herhjemme. Medierne bruger samfundsforskere i hidtil uhørt omfang, men samtidig er man blevet sært ukritisk mht. hvem man bruger. Det er bekymrende idet næsten ingen almindelige medieforbrugere – avislæsere, Nyhedernes seere osv. – har mulighed for at vurdere forskernes videnskabelige meritter. Richard Posners  bog har derfor også interesse for danskere – eller burde i hvert fald have det.

Et rimeligt aktuelt eksempel er den debat, der i sommers kørte mellem formanden for Velfærdskommisionen, professor Torben M. Andersen, og professor Christen Sørensen fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. De to forskere fik næsten samme dækning i medierne med den konsekvens, at almindelige mennesker var totalt ude af stand til at vurdere, om nogen af dem havde objektivt mere ret. Som insider kan man derimod ikke undgå at bemærke, at mens CS sidder som partshaver, er TMA internationalt anerkendt og omgæret af stor respekt. Den information har offentligheden som helhed bare ikke. Det samme gør sig gældende, når folk fra diverse universitetscentre blander sig i debatten med synspunkter, der blot demonstrerer deres centres grad af isolation fra den videnskabelige udvikling de sidste 25 år. Hvad værre er, blander en række kunstnere og andre 'intellektuelle' sig rutinemæssigt i velfærdsdebatten. Naturligvis er det helt legitimt at have en holdning og lufte den offentligt, men når medierne – som det typisk skere – lader kunstnere komme til orde med indlæg, der egentlig henholder sig til svært tilgængelige teknisk-økonomiske detaljer med holdningen, at det bare er matematisk hokus-pokus, kan man vel godt kræve en smule mere kritik fra journalisternes side.

Min pointe med indlægget er, at  de forhold som Posner peger på er problematiske i USA, også gør sig gældende fuldt ud i den danske debat. Medierne bruger i stadig stigende grad eksperter, men stiller i stadig mindre grad krav til disse eksperters kvalitet. Resultatet er en generel udvanding af enhver offentlig, demokratisk debat. For de af os, der sidder på en videregående læreanstalt, er det også trist at se, at almindelige mennesker reagerer på debatten ved at miste tillid til forskerne. Men hvad kan de gøre, når 'eksperter' ugentligt modsiger hinanden og skændes om fundamentale spørgsmål i medierne?