Nobels fredspris er, som princip, en meget fin ting, men den er alt for mange gange gået til de forkerte. Værst er måske eksemplet fra 1994, da  Arafat, Rabin og Peres (rettet, tak for korrektionen) delte prisen for at have sat Palæstina på en 'bæredygtig' vej til fred. Når man tænker tilbage på, hvor fremsynet dén pris var, kan man vel kun udbryde Yeah Right! Heldigvis er 2006-prisen anderledes. Den går nemlig til Mohammad Yunus og Grameen Bank i fællesskab for deres arbejde med at afhjælpe dyb fattigdom gennem såkaldt 'mikrokredit'. At man måske så skal udvide fredsbegrebet lidt for at få den til at passe, ser vi stort på i dag.

Og hvis nogen af vores læsere ikke ved, hvem det er, kommer forklaringen her. Yunus startede i 1976 Grameen Bank ud fra en meget simpel devise om, at med lidt kreativitet kan man skaffe fattige adgang til basal finansielle service. Et af de anerkendte problemer med at udrydde fattigdom er nemlig – hvis man ikke lige tror på marxistisk afhængighedsteori eller lignende nonsens – at fattige ofte ikke sparer op, og dermed heller ikke investerer. Yunus' indsigt var, at de fattige i Bangladesh ikke sparer op, fordi de ikke kan, men fordi de ikke har adgang til det, man kan kalde 'opsparingsteknologi': En bankkonto eller lignende. Problemet er, at fattige ofte vil indbetale og hæve meget små beløb, men stadig tager den samme tid som andre kunder, der har langt større transaktioner. Det kan derfor ikke betale sig at have dem som kunder i traditionelle banker.

Yunus indså altså, at fattige ikke bare er stakler uden ressourcer, men derimod stakler der ikke kunne udnytte de ressourcer, de faktisk har! I en udviklingsøkonomisk sammenhæng var det ikke blot revolutionerende, men også stærkt provokerende. Hvis de fattige kan selv, hvad skal vi så med Danida og alle de andre aktører i hjælpeindustrien? For ikke nok er Grameen bygget op omkring idéen at fattige tager lån, de skal også betale dem tilbage.

Her ligger den egentlige innovation, og måske den som Nobelprisen i virkeligheden bliver givet til. Man havde prøvet at give subsidierede lån i offentlige statsstøttede projekter, men de havde fejlet helt forfærdeligt. I dele af Indien blev mindre end 20 % af lånene hos de offentlige projekter betalt tilbage. Ved at give meget små lån – nogle gange under 20 dollars, deraf navnet mikrokredit – til grupper på typisk fem kvinder, der hæfter fælles for hvert enkelt medlems lån, formår Yunus og hans banksystem at holde omkostningerne nede, så det rent faktisk kan betale sig at servicere de fattige. Og ikke nok med det, ved at man udnytter gruppepresset i kvindegrupperne, har Grameen Bank og de fleste andre mikrofinansinstitutioner rundt omkring i verden tilbagebetalingsrater et stykke over de 90 %. Pudsigt nok bliver de høje rater opretholdt netop fordi man typisk giver lånene til kvinder – mænd i mange ulande er nemlig dårligere betalere.

Nobels fredspris bliver derfor i år givet til en professor i økonomi og hans banksystem, fordi det demonstrerer, at man kan skabe udvikling ved at lade være med at give ensidig hjælp, men derimod stille krav til økonomisk ansvarlighed til nogen af verdens fattigste. Det har ført til en masse økonomisk fremgang, som nok ikke er så fotogent som store vestligt betalte udviklingsprojekter, men som er vedvarende. Historier som den om enken i Dhaka, der lånte 20 dollars hos Grameen i starten af 80'erne, og nu ejer en systue med samarbejde med Nike, er ikke usædvanlige. Det er også almindeligt at se kvinder i Bangladesh – der vel at mærke er overvejende muslimsk – blive ligestillet med manden i familien, når hendes første lån og investering har løftet familien det første stykke væk fra sult. Men for at få den slags udvikling i gang, må man slippe idéen om, at nogen grupper er svage og skal have ensidig, envejs offentlig hjælp. Kunne vi måske lære noget af det i Danmark?

Da jeg gik hjem fra mit kontor i går, slog jeg et smut omkring en fortovscafé for at drikke en kop kaffe med en ven – med vejrudsigten og erkendelsen af, at det altså er blevet oktober, er det nok sidste chance. Mens vi sad der, blev der ved med at strømme folk med røde t-shirts, skilte og bannere forbi, så man følte sig hensat til de mørkeste 70'ere. På vej gennem strøget var det næsten ikke til at sparke sig vej for gymnasieelever – ikke ligefrem typen med slips, høje hæle eller Nik&Jay-hår – der væltede frem mens de råbte 'Velfærd' eller 'Ned med Fogh'. Det var ikke just den mest oplyste demonstration til dato, men da min ven tillod sig at bemærke, at eleverne vist ikke havde forstået princippet bag kommunalt selvstyre, udbrød en overvægtigt, midaldrende dame bag os højlydt "Årh hold da kæft!" Mine oplevelser med denne dag, der er blevet udråbt til den store demonstrationsdag, har blot bekræftet mig i mine værste anelser, som jeg udtrykte sidste uge (se her). Konflikten omkring nedskæringer på daginstitutioner i blandt andet Århus har rod i tre forhold.

1)      Folk oplever nedskæringer, og i visse kommuner som min egen (Århus, hvis nogen skulle være i tvivl) er nedskæringerne på området ganske reelle. Det første problem opstår da den danske befolkning som helhed ikke rigtigt forstår princippet omkring kommunalt selvstyre. Hver kommune opkræver hvert år skat og får et tilskud fra staten som kommunalpolitikerne selv kan disponere over og derfor selv prioritere! Når Århus således vælger at nedprioritere et område, der i øvrigt er usædvanligt dyrt i byen, er det derfor ikke udtryk for at regeringen eller nogen anden national instans har skåret ned på noget, men derimod at kommunalpolitikere anført af borgmesteren Nicolai Wammen (S) vælger at bruge relativt flere midler på andre formål. At anråbe regeringen og skyde skylden på regeringen er altså, med et pragtfuldt engelsk udtryk, 'barking up the wrong tree' – at man gør op ad det forkerte træ. Hvis man vil samles på rådhuspladsen i Århus eller hvilken som helst anden by i Danmark for at skælde ud på politikere, bør man logisk set gøre det på de kommunale politikere i stedet for Fogh-regeringen. Den har i de seneste år tilført det kommunale selvstyre cirka 30 milliarder kroner ekstra. At de øjensynligt ikke går til daginstitutioner, er ikke regeringens prioritering.

2)      Når folk nu engang er kommet på barrikaderne, om end (eller måske fordi) det er af de forkerte grunde, er der naturligvis straks organisationer, der griber muligheden for en større protest med kyshånd. Socialdemokraterne er ikke overraskende glade for protesterne, ikke mindst fordi enhver modstand mod regeringen bliver set som tilslutning til det skrantende, gamle arbejderparti. Det passer ydermere som fod i hose på Helle Thornings ideer om næste års finanslov, hvor hendes partis udspil indebærer en relativ stigning i de offentlige udgifter på 1,6 procent – altså en ret betragtelig finanspolitisk ekspansion. Hvis man kan få folk overbevist om nødvendigheden af at øge tilskud til kommuner osv., stiger vælgertilslutningen naturligvis til et udspil, som Bendt Bendtsen i weekenden karakteriserede som 'Anker Jørgensensk' økonomisk politik. Selv internt i Socialdemokratiet er det næppe en kompliment! BUPL – pædagogernes fagforening – har også grebet muligheden for at skabe opbakning om flere penge til dens medlemmer, men den har ikke ladet det blive ved det. BUPL har også offentliggjort beregninger, der angiveligt viser, at regeringens nedskæringspolitik (sic!) vil koste op mod 3000 pædagogstillinger. Beregningerne er baseret på svar fra halvdelen af kommunerne på, om de vil spare eller ej næste år. Halvdelen af de adspurgte – en fjerdedel af de danske kommuner – siger at det vil de, hvorfor BUPL i beregningerne glad og fro går ud fra, at alle kommuner sparer næste år, og de sparer nok 3 procent. Så kan man antage, at alle besparelser indebærer fyringer – BUPL tror åbenbart ikke at man kan spare på kursusudgifter osv. – og på den måde kommer man til skræmmetallet 3000. Andre regneeksempler fra samme kilde, der benytter sig af en lidt mærkværdig ad hoc måde til at vise at der er blevet færre voksne per barn i de danske institutioner, blev i tirsdagens Politiken afvist af adjunkt i statskundskab (Århus Universitet) Lotte Bøgh Andersen. Hun var ganske klar i mælet ved at pege på, at "Retorikken, som især BUPL har kørt, giver indtryk af, at der er sket massive besparelser, men det er der generelt ikke". BUPL har en stærk interesse, ikke blot som Danmarks suverænt mest venstreorienterede fagforening, til at bære brænde til bålet, og det har de valgt at gøre med ren propaganda.

3)      Sidst, men ikke mindst, har deltagerne i demonstrationerne effektivt malet sig op i et hjørne.  Århus-borgmesteren Nicolai Wammen har satset sin politiske troværdighed på at overbevise vælgerne om, at det er regeringens fejl det hele – og det er moderpartiet vel ikke helt utilfreds med – og demonstranterne selv har stået der så lang tid og råbt så højt, at det simpelthen ville være for pinligt at krybe hjem med en undskyldning for at vi ikke forstod det med det kommunale selvstyre. Den menneskelige natur er nu engang sådan, at jo længere og jo stejlere vi har holdt på vores synspunkt, og jo vigtigere vi har hævdet det var, jo sværere bliver det at indse – ikke mindst overfor os selv – at vi har taget fejl.

Bundlinien er deprimerende klar. Protesternes fodtudser har derfor svært ved nu, både overfor deres kolleger, deres familie og sig selv, at bakke ud af bevægelsen, og mange holder sig derfor derinde selvom de måske inderst inde godt ved, at de tager fejl. En del af dem – pædagogerne – har også et rent økonomisk incitament til at deltage, da flere midler til deres område typisk betyder mere fryns og måske endda flere kolleger. Og sidst, men ikke mindst, har mange politikere – ikke blot socialdemokratiske, men også nogle frustrerende eksempler på borgerlige lokalpopulister – bundet deres politiske prestige og troværdighed op på, at få flere statslige tilskud ud af sagen, og helst uden at borgerne opdager deres fupnummer. Hvis der er nogen rimelighed til i verden, betyder det et farvel til Wammen og co. til næste kommunalvalg, men det forudsætter, at vælgerne gennemskuer politikerne. Og det er nok lidt for meget at forlange.

Ligesom sidste tirsdag var i går anderledes. Efter at have undervist fra 8-10, har jeg de dage kun haft tid til at tage ned på mit kontor og læse min post før jeg har haft en helt anden opgave: 11.45 stod jeg nemlig igen i går blandt bedsteforældre, forældres venner og en enkelt onkel (mig) for at hente børn fra skole – i mit tilfælde altså min nevø. Naturligvis holder jeg meget af drengen og vil gerne hjælpe min søster med problemet, men det er jo ikke ligefrem børnepasning, Handelshøjskolen betaler mig for (selvom man nogle gange kan komme i tvivl når man underviser).

Grunden er, at pædagogerne i en række skolefritidsordninger og andre daginstitutioner i Århus strejker, og andre steder er blokeret af vrede forældre. Området er nemlig et af dem, der for nylig er blevet 'ramt' af besparelser. Og budskabet som pædagoger og forældre ønsker at sende til politikerne er åbenbart, at gud ve og trøste den, der sparer på vores børn. Forældrenes vrede er desværre blot blindt raseri for godt nok bliver der sparet, men man må som altid se det i forhold til hvilket udgiftsniveau man kom fra og hvilken politisk situation, man befinder sig i.

Før nedskæringen havde Århus Danmarks dyreste daginstitutioner, og efter har byen stadig et af de dyreste systemer. Der er således muligvis tale om en serviceforringelse i det omfang, pædagoger m.fl. lader nedskæringerne falde primært på børnenes aktiviteter – de kan jo også skære i kursusaktivitet, mellemlederstillinger osv. så man undgår at skære i børnenes hverdag. Den århusianske reaktion på nedskæringerne er derfor – hvis man må have lov til at sige det – en blanding af tidligere tiders offentlig forkælelse og en helt anden ting: Politisk opportunisme.

Den politiske opportunisme kommer ind i form af byens nuværende borgmester Nicolai Wammens (S) reaktion på nedskæringerne. Den gælder for den sags skyld mange andre borgmestre, højreorienterede som venstreorienterede, for eksempel Helsingørs Per Tersbøl, som har valgt (så vist jeg er informeret – Helsingør er langt fra Århus) at finansiere sit kommunale udgiftseventyr med båndlagte midler. Grunden til at fokusere på Århus – udover at det nu engang er der jeg bor – er at den er et særligt 'rent' eksempel. Den opportunistiske reaktion er selvfølgelig som altid at sige, at det er nogen andres skyld, i dette tilfælde Christiansborg-politikerne og i særdeleshed regeringen. Der er naturligvis nogle kommuner der oplever en reel indtægtsnedgang pga. udligningsreformen, men som professor Poul Erik Mouritzen fra SDU påpegede i Deadline torsdag den 21/9, hører man jo aldrig fra de mange, der vinder ved reformen. 

Og kommuner som Århus klager sig selvom skylden for deres genvordigheder skal findes i de senere års uansvarlige politik. For fire år siden gennemførte Århus således en væsentlig ekspansion af det kommunale budget. Denne ekspansion blev primært orkestreret af den socialdemokratiske gruppe i byrådet, som efterfølgende altså har leveret byens nye borgmester, og den blev gennemført udenom, og til stor irritation for, byens daværende borgmester, Louise Gade (V). Allerede dengang advarede enkelte århusianere mod, at gildet skulle betales på et tidspunkt. Det tidspunkt er nu, men som det altid har været en del af det politiske spil mellem stat og kommuner, sørger kommunerne tit at male sig op i et hjørne. Fra deres selvvalgte hjørne kan de derefter råbe, at staten må hjælpe til at 'løfte byrderne' – alle kan jo se, at kommunens forpligtelser overstiger det bloktilskud, den får fra staten. På det sidste har vi bare haft finansministre, der holder fast overfor kommuner, der opfører denne uansvarlige krigsdans. Og når spillet mislykkes for kommunerne, må de gå til deres egne borgere med beskeden om, at de har brugt for mange penge. Den besked, der sendes til borgerne er bare ikke sandheden, men at nogen andre – staten og den onde regering – har påtvunget dem nedskæringer og serviceforringelser.

Det fantastiske er derfor den underliggende grund til at jeg de sidste to tirsdage har måttet hente min nevø i skolen: Grunden er, at folk overreagerer ved at tro på nogle aldeles utroværdige kommunalpolitikere, der skyder skylden på regeringen. Virkeligheden er, at århusianske politikere udenom en ansvarlig borgmester for fire år siden gennemførte et uansvarligt udgiftshop. Man tissede økonomisk i bukserne og det varmede så dejligt dengang. Nu er det så alle andres skyld at de fryser og den kommunale økonomi er begyndt at stinke. I går hentede jeg min nevø, som for længe siden holdt op med at tisse i bukserne, fordi danske kommunalpolitikere stadig ikke er renlige.

Det sker ikke alt for tit, at jeg er enig med Politikens leder. Men i dag var en undtagelse. Som bekendt har militæret i Thailand forleden kuppet den demokratisk valgte premierminister Thaksin og lovet at genindføre demokratisk styre i løbet af fjorten dage.

Politiken skriver i dag i sin leder befriende klart om situation:

Thailand har i de senere år været regeret af en politiker, der med stor ret er blevet sammenlignet med Silvio Berlusconi, som italienerne stemte fra magten tidligere på året. Blot er premierminister Thaksin endnu mere skamløs i den måde, hvorpå han har fusioneret politisk, økonomisk og mediemæssig magt. Han var, allerede før han blev regeringschef, en af landets førende forretningsmænd, og han og hans familie er bestemt ikke blevet fattigere af at være ved magten. Faktisk har deres misbrug af magten for egen vindings skyld været afgørende for den upopularitet, der var tæt på at tvinge ham fra magten allerede i foråret.

 Situationen i Thailand har i den grad delt vandene, for hvordan håndterer man den? På den ene side mener alle renhjertede og velmenende kræfter, at demokratiet er ubetinget godt, men på den anden side kan man realpolitisk sommetider se, at ledende politikere blive valgt og genvalgt imens de fører politik, der bestemt ikke er til gavn for landet. I Thaksins tilfælde har den handlet om personlig berigelse, mens han ret konkret har bestukket vælgere i landets fattige yderdistrikter – netop de vælgere der er længst fra det politiske spil og mindst tilbøjelige til at læse aviser eller på anden vis holde sig informeret.

Selv hårdnakkede demokratitilbedere græder tørre tårer over Thaksins nederlag, men få tør rose militæret for dets indgreb. For politologer og politiske økonomer (som der er nogle stykker af her på bloggen) illustrerer eksemplet på vidunderlig vis det dilemma, der i høj grad er demokratiets: hvad gør vi, når vi er utilfredse med den førte politik, men ikke har hæderlige politiske alternativer? Forleden var løsningen at militæret rykker ind, men i de fleste lande (måske uden Thailands smukke eksempel på monarki?) er den løsning decideret farlig. Det er ikke just en win-win situation, så jeg holder mine fingre krydset for, at landets militær faktisk viser sig at være en demokratisk redning!

Please note that this is an English version of a Danish comment posted two days ago.

Since the Word Trade Organization in Doha on the 25^th of November 2001 agreed on initializing a new round of negotiations, the 149 members of the organization have engaged in intense negotiations with the intention of liberalizing world trade. Monday this week, it nevertheless became clear that the negotiations had finally broken down. Very rapidly thereafter, EU chief negotiator Peter Mandelson went in the media, accusing the United States of having engineered the failure. The US, of course, was almost as fast in blaming the protectionist stance of the EU, and developing countries all over the world have blamed both single countries as well as the entire developed world. While all member states officially lament the breakdown – not least developing countries as the Doha Round was intended to be a ‘Development Round' – it is also clear that all members have by now engaged in a blame game, accusing other countries while painting a picture of themselves as honest, flexible and entirely without responsibility for the failure. For a less than perfectly informed public it is therefore virtually impossible to see through the haze of mutual accusations in order to identify the culprit.

Kim Lind of the Danish Research Institute of Food Economics and I have followed the Doha Round negotiations closely since its inception, and have for that purpose developed statistical tools with which to measure the distance between negotiation partners. With that tool, it is also possible to assess how free trade oriented or protectionist the negotiation positions of single member states have been in the area of agriculture, which was the main topic of negotiation. Our tool and its application have not been particularly popular with all parties as it has clarified which countries have had protectionist intentions and in which specific areas they have differed the most. The reason is rather simple: one of the strategies member states use to push their agendas has been to make the negotiations intransparent. This strategy in particular harms developing countries that do not have the organizational and financial means to conduct solid negotiation analysis. These countries have therefore found it difficult to navigate through the muddy waters of the Doha Round. Consequently, providing developing countries with access to a fairly simple overview of the negotiations and the agenda of single countries was one of the main aims of our negotiation analyses. That aim is now superfluous, yet our tools can now be brought to use in order to have an informed debate on the reasons for the breakdown of the Doha Round. In other words, who were unwilling to yield?

Reorganizing our overall measure of ‘free trade orientation' on a scale from 0 to 100 provides a simple impression of which countries wanted how much in terms of liberalization. The score ‘0' on the index is given to an imaginary country that wants the WTO to acknowledge its full right to close its markets to international competition while the score ‘100' is given to a country with the aim of eliminating all forms of production support and barriers to world trade. The index indicates that the median WTO member received a score of 64 in the Doha round, clearly showing that the majority of the membership preferred a substantial liberalization of world trade. At the bottom, Norway received a score of 33 while Colombia at the top of the index had a score of 80. As both countries were by and large without actual influence, the real question instead is where the key players – Brazil, Canada, the EU, India and the US – are placed on the scale.

Starting with the two most influential developing countries, our index shows Brazil receiving a score of 74 while India receives 62. Brazil, a major exporter of food, hence seems to have been one of the strongest proponents of liberalizing world trade and the country even strengthened its position on agricultural trade during the Doha Round negotiations. India, on the other hand, would appear relatively average, yet the country made rather substantial efforts to avoid any real liberalizing agreement in the ongoing parallel negotiations on industrial tariffs. The giant country was obviously not prepared to give up its protectionist position in the area in which most developed countries wanted concessions in return for liberalizing agricultural trade. On the other hand, commentators have also emphasized that Brazil may have been too ambitious on behalf of the developed countries, in particular when negotiating developed countries' reductions of tariffs and subsidies in agriculture.

Turning to the developed countries, the score of Canada is 68, that of the US is 72 while the EU only received a miserly 42 – we were even careful not to treat the union too harshly. As such, the picture here is slightly less complex. While the Canadian position early on emerged as a compromise candidate – indeed, Canada has in all our analyses been the country that most negotiation partners could agree the easiest with – the US strategy was rather opaque during the first years. It was often difficult for both member states and analysts to understand what exactly the US desired from the WTO. That nonetheless changed in time, as President Bush brought forward a proposal that can perhaps best be summarized as this: "We are willing to make substantial cuts in agricultural support and tariffs as long as the European Union as prepared to follow". The American proposal was unambiguous and would have lead to a significant liberalization of world trade, which would be to great benefit for developing countries. At some level, it was thus a courageous proposal, yet on another level the proposal was entirely for free.

The reason that the US proposal was costless is that the Americans most probably were aware that chances were very low that the EU would accept. As the EU score on our free trade orientation index suggests the union was from the very beginning the second most protectionist member state – only Norway appeared less intent on liberalization although its influence in the WTO was understandably minuscule. What is even worse, contrary to many other member states the EU never changed its overall position. The union may have brought forward a number of complex proposals but their effects could in all cases be rejected as de facto liberalizing since all proposals had a common structure: the union offered liberalizing one area but always in return of concessions in another specific area that would render the former liberalization worthless. The energetic efforts of the EU team at the WTO was thereby directed at signalling that the union was ready to accept moves towards freer trade and less production support while at the same time trying to avoid obligations on a number of so-called ‘sensitive products'. Had other member states accepted the proposals, it had meant that the union could have lowered tariffs on a number of goods that are hardly produced in Europe while maintaining substantial protection and support for European agriculture.

The EU therefore emerged as the main protectionist force in the WTO. The last question in search of an answer is what the likely consequences are of the breakdown of the trade talks in the WTO. International economists can answer that question with a great degree of precision by assessing what benefits would have arisen from having a truly liberalizing agreement. First of all, trade is one of the main determinants of economic growth and thus of effective poverty reduction. Much damage is therefore done to developing countries by maintaining the current level of protection from international competition in the one area – agriculture – in which they typically have large comparative advantages. Adding insult to injury, this is the area in which most of the world's absolutely poorest people work. Second, the breakdown
means that EU consumers w
ill for years to come still have to endure paying higher prices for goods that could have been bought at lower prices and often at higher quality in the world market. Calculating the sum of direct costs – agricultural support is paid through taxes – and indirect costs arising from the lack of competition reveals that this is not a minor problem. The EU common agricultural policy, which would have had to undergo thorough reform had the negotiations ended in a deal, incurs an additional cost on typical Danish and British families with children roughly the size of an entire monthly pay check! Hence, all Europeans would have become markedly richer had the WTO negotiations resulted in a deal. The lack of a deal also brings other costs, as a higher degree of openness to trade is also associated with, e.g., higher quality production, a large variety of goods, and less corruption in poor countries.

In total, a number of countries must share responsibility for the breakdown. Brazil and other Third World food exporters probably were too ambitious on behalf of the developed countries, India refused to accept more competition in its comparatively weak industries, and the US position remained opaque while the country for too long hid behind the protectionist positions of other member states. However, the bottom line is that the main culprit – the member bearing most of the responsibility – is the European Union. The problem continues to be that the official policy of the union is controlled by Southern European countries with strong agricultural lobbies – and the policy is therefore rather clearly dictated by Paris. French top politicians have throughout the negotiations ‘protected' French farmers against cuts in tariffs or support measures – Jacques Chirac and Dominique de Villepin both went on air in national media to ensure their voters that France would veto any liberalization – which makes the country the Global Public Enemy Number One. Yet, another part of the story that needs to be told is that other EU members also made an indirect effort. The EU as a whole and traditionally liberalist countries such as the UK and Denmark in particular are all accomplices. We are guilty of both crimes and misdemeanours but the worst crime of them all is that we are actively preventing poor countries from gaining extra opportunities to lift themselves out of deep poverty. If justice exists in this world, future historians will not look kindly on today's political letdown.