Kategoriarkiv: Nuværende skribenter

Iværksætteri og velfærdsstatens omkostninger

Af Christian Bjørnskov, den 25. januar 2007. Skriv et svar

I mandags præsenterede jeg på tænketanken CEPOS iværksætterkonference et nyt stykke arbejde om iværksætteri. Notatet, som præsentationen baserede sig på, er udfærdiget i løbet af efteråret af professor Nicolai Juul Foss (CBS og ex-punditokrat) og mig, og generøst finansieret af CEPOS. I modsætning til hvad flere avisartikler gav udtryk for, er det reelt stykke forskningsarbejde som jeg – ikke blot som selvpromovering – synes er værd at lægge mærke til.

Iværksætteri er nemlig en af de vigtigste økonomiske aktiviteter i samfundet. Hvor ville vi være, hvis ikke private startede nye firmaer – satte i værk? Hvor ville verden have været uden entreprenante folk som Isambard Brunell, Thomas Edison, Bill Gates? Hvor ville Danmark være uden C.F. Tietgen og A.P. Møller? Og hvor ender vi, hvis der ikke hele tiden er driftige danskere til at prøve forbrugere, marked og konkurrenter af med nye produkter, nye tanker og nye kombinationer? Iværksættere er nogle af økonomiens prime movers, dem der får tingene til at hænge sammen på langt sigt.

Derfor undrede det også Nicolai og mig, da vi fandt ud af hvor lidt forskning der var i spørgsmålet om, hvilken indflydelse institutioner og økonomisk politik har på, hvor meget af den type aktivitet, enkelte lande har. Vi fandt to forskerteams, et i USA omkring Russel Sobel, og et i Sverige omkring Magnus Henrekson, som havde set på dette spørgsmål. Ingen andre syntes at være særligt interesserede i, hvad det økonomisk-institutionelle miljø betyder for iværksætterne.

Vores sammenligninger på tværs af de 29 lande i verden, som vi ved nok om, viser klart at visse faktorer kan forklare en ganske pæn del af forskellene. I en dansk kontekst er det nemlig et særligt problem, at kun godt fire procent af den erhvervsaktive befolkning er engageret i firmaopstart. I New Zealand er tallet omkring det tredobbelte, og de fleste andre OECD lande har også mere aktivitet end Danmark. Vi risikerer med andre ord at falde bagud, når danskere ikke starter nok virksomheder op til at følge med udviklingen. Så hvilke faktorer forklarer forskellene på tværs af de 29 lande?

Jo, iværksætteri der kommer af at folk føler sig i nød, bliver mindre i takt med at landet bliver rigere. Det bliver også mindre i takt med at det offentlige forbrug bliver større, hvilket ikke er så mærkeligt endda. En del offentlige forbrug er trods alt sigtet mod at hjælpe de relativt fattige. Problemet er blot, at iværksætteraktivitet, der kommer af at iværksætterne ser økonomisk muligheder, også forsvinder i takt med at det offentlige forbrug bliver større. Og for hver nød-iværksætter, der forsvinder, forsvinder der tre muligheds-iværksættere. Oveni det skal man regne den negative effekt på muligheds-iværksætterne – men ikke nød-iværksættere – af højere offentlige overførsler, og en tungere og mere progressiv skattebyrde. Som modvægt mod disse negative forhold, må man ifølge vores resultater regne en stabil og forudselig økonomisk politik.

For at opsummere, finder Nicolai Foss og jeg altså særdeles vægtige negative konsekvenser af centrale forhold i den danske velfærdsstat. Offentligt forbrug, overførsler og det danske skattesystem er alle faktorer, der forklarer hvorfor Danmark ligger i tredje division, når det kommer til iværksætteraktivitet og dermed den underskov af økonomisk dynamik, der er nødvendig i en moderne økonomi. Vi dokumenterer med andre ord en af de store omkostninger ved den danske velfærdsstat. Som sådan er det måske ikke sært, at Lars Andersen, direktør i Arbejderbevægelsens Erhversråd, har kaldt resultaterne 'komiske', og på perfid vis har bildt flere aviser ind, at vores resultater viser at rige lande har mindre aktivitet. Enhver, der kan læse indenad, kan ovenfor se at det netop ikke er et af vores resultater, men når de saglige argumenter slipper op… Erhvers- og økonomiminister Bendt Bendtsen har også været i medierne, og kaldt notatet 'firkantet', hvilket da er rigtigt, men gælder for alle den type empiriske undersøgelser. Ministeren brugte i stedet sin taletid til konferencen på at argumentere for regeringens politik, der består af øget rådgivning og lettere administrative byrder. Mens effekten af rådgivning ikke kan forudsiges, er det vel sigende, at vores undersøgelse viser, at administrative byrder ikke er vigtige. Så hvor effektiv er regeringens politik mon?

Jeg vil i stedet her argumentere for, at folk tager et nærmere kig på forskellen mellem Danmark og New Zealand. Kulturelt og holdningsmæssigt er de to lande meget ens, ligesom erhvervsstrukturen heller ikke er så forskellig. Men mens Danmark har holdt krampagtigt fast i den skandinaviske velfærdsmodel, reformerede og liberaliserede New Zealand sin velfærdsstat fra sidst i 1980erne. I dag er godt fire procent af danskerne engageret i iværksætteraktiviteter, mens godt 12 procent af kiwierne er engagerede. Kunne vi for guds skyld ikke lære lidt af deres erfaringer, i stedet for som små børn holde os for ørerne og skrige lalala, hver gang det viser sig der er omkostninger forbundet med velfærdsstaten?

Jeg vil i stedet her argumentere for, at folk tager et nærmere kig på forskellen mellem Danmark og New Zealand. Kulturelt og holdningsmæssigt er de to lande meget ens, ligesom erhvervsstrukturen heller ikke er så forskellig. Men mens Danmark har holdt krampagtigt fast i den skandinaviske velfærdsmodel, reformerede og liberaliserede New Zealand sin velfærdsstat fra sidst i 1980erne. I dag er godt fire procent af danskerne engageret i iværksætteraktiviteter, mens godt 12 procent af kiwierne er engagerede. Kunne vi for guds skyld ikke lære lidt af deres erfaringer, i stedet for som små børn holde os for ørerne og skrige lalala, hver gang det viser sig der er omkostninger forbundet med velfærdsstaten?

Er danskerne retsløse når institutionerne svigter?

Af Christian Bjørnskov, den 18. januar 2007. 76 svar

Langt de fleste af Punditokraternes læsere har givetvis allerede hørt historien. Forleden blev en urmager i Kompagniestræde i det inderste København udsat for væbnet røveri. Det sker jævnligt i Danmark, men for netop denne urmager var det syvende gang. De mange røverier har betydet, at mandens forsikring nu kun dækker 15-25 % af hans tabte værdi (tallet afhænger af hvilke medier man har læst). I stedet for at bakke, trak urmageren derfor en pistol op af en skuffe bag disken, og skød to af de tre røvere. De ligger nu på hospitalet, uden for livsfare, mens den tredje formåede at flygte ud af butikken, og nu er efterlyst.

I mange andre dele af verden er det hverdagskost, men ikke i Danmark. Vores lovgivning er nemlig skruet sådan sammen, at indehaveren af forretningen er arresteret og sandsynligvis bliver sigtet for drabsforsøg. Det er grunden til at sagen har vakt så stort postyr i medierne, og også grunden til at jeg – for første gang i min korte akademiske karriere – har været i TV for at give en slags liberal indgangsvinkel på sagen.

Hvorfor er det så vigtigt, at medierne blæser det sådan op? Hvorfor er det så vigtigt, at jeg risikerer at spilde læsernes sparsomme tid? Svaret på begge spørgsmål er, at det ikke kun drejer sig om en københavnsk urmagers uheld. Sagen er et eksempel på, at det danske samfund og den danske lovgivning er skruet sammen på en måde, som af og til giver absurde konsekvenser. Og den er et eksempel på, hvor lidt den private ejendomsret – en del af kernen i ethvert individs frihedsrettigheder – fylder i dansk juridisk og politisk tænkning.

Og hvorfor så det, kan man spørge? Jo, dansk lovgivning indeholder naturligvis en bestemmelse om nødværge – straffelovens paragraf 13 – som siger, at man ikke kan dømmes for vold hvis man har forsvaret sig mod et angreb, der konkret truede ens liv. Alle retssamfund har sådan en paragraf, for det synes indlysende, at mennesker også individuelt har lov til at forhindre andre i at dræbe dem. Men i den danske straffelov gælder denne paragraf udelukkende angreb på ens liv, ikke noget som helst andet. Hvis man, som i urmagerens tilfælde, bliver røvet uden at det direkte og specifikt truer ens liv, kræver loven, at man så at sige lægger sig fladt på maven og lader forbryderne tage hvad de lyster af ens ejendom. Man har med andre ord en lovsikret ret til sit eget liv, men ikke nogen ret til grundlaget for ens liv. Hvis man alligevel med magt forsvarer sit hus, sin pung eller sin bil, begår man en strafferetsligt strafbar forseelse.

Naturligvis skal man have lov til at forsvare sit liv, men den konkrete sag stiller skarpt på et svært dilemma: I hvor høj grad skal man vægte forbrydernes grundlovssikrede ret til at undgå fysiske overgreb mod deres ofres ligeledes grundlovssikrede ret til deres ejendom? Sagen udstiller på samme vis, hvordan dansk lovgivning er påvirket af dansk juridisk og politisk tænkning. Lovgivningen er nemlig lavet på den implicitte, men helt afgørende antagelse, at de relevante, formelle institutioner – politiet og domstolsvæsenet – altid kan forsvare borgernes rettigheder. Den er med andre ord ganske enkelt ikke gearet til situationer, hvor disse myndigheder af forskellige grunde svigter borgerne! Og om noget er historien om urmageren i Kompagniestræde en historie om hvad der sker, når de relevante myndigheder gentagne gange svigter borgerne.

Lad os følge, hvad der egentlig er sket i urmagerens tilfælde. Efter første røveri, har hans forsikringsselskab udbetalt den almindelige dækning i sådanne sager, men har sandsynligvis hævet hans præmie lidt. Manden måtte derfor selv hæfte for selvrisikoen, ligesom han naturligvis selv – sammen med sin familie – har måttet håndtere de traumer, som et væbnet røveri altid giver. Anden gang, manden blev røvet, er det samme sket, men med den twist, at manden nu viser sig at have større risiko for røveri end forsikringsselskabets andre tilsvarende kunder. Hans præmie og selvrisiko er derfor sandsynligvis sat op. Dette er også sket i det tredje, fjerde, femte og sjette tilfælde, hvor en sagesløs handlende har måttet stå med bevæbnede røvere i sin butik. Da det syvende røveri ramte ham forleden, var han derfor nede på at få dækket 15-25 % af sine tab, samtidig med at han givetvis har betalt en tårnhøj præmie – nogle rapporter peger på, at juvelerer og urmagere ofte betaler forsikringspræmier på op mod 100.000 kroner om året. Og det hele er i en meget virkelig forstand en konsekvens af myndighedernes svigt. Pga. dette svigt mister urmageren meget store summer, muligvis så store at han på sigt må lukke sin butik.

Hvordan er det så det? Jo, et røveri er noget der desværre sker, og to er sort uheld. Men hvis man bliver udsat for syv (7) røverier i en butik, der ligger i en af de gader i Danmark, hvor der færdes flest mennesker, er det ikke længere ‘bare’ uheld. Det er i stedet et udtryk for, at det danske politi ikke formår at forsvare de handlendes private ejendomsret. Om det er pga. at deres ressourcer er særligt strakt for tiden – balladen omkring Jagtvej 69 har givetvis tæret hårdt på dem – eller om man fra politisk hold ikke har allokeret nok ressourcer, er et åbent spørgsmål. Det er svært at klandre den enkelte politimand og den enkelte politimester for miseren, men fakta er, at hvis de havde formået at beskytte urmageren, var det aldrig kommet så vidt. Han må nemlig ikke indenfor lovens rammer forsøge at beskytte sin ejendom – det er kun politiet, der har den ret og manden har kun den ene mulighed at håbe på, at politiet beskytter ham. Når myndighederne svigter deres ansvar, er borgerne derfor de facto retsløse: Nok har vi en grundlovssikret privat ejendomsret, men ingen håndhæver den og vi har ikke ret til at gøre det selv.

For manden selv er det helt åbenlyst en tragisk situation. Han er truet på sit levebrød, og må sandsynligvis også leve med nogle dybe sår på sjælen efter syv røverier. For erhvervet som helhed er det også problematisk. Hvis risikoen for at blive berøvet er blevet så stor, er det et åbent spørgsmål hvor meget af branchen der på sigt overlever. Kombinationen af myndighedernes svigt og dansk lovgivnings kategoriske afvisning af danskeres ret til selvstændigt at forsvare deres ejendom kan hurtigt udhule grundlaget for en bid af den danske økonomi, ikke mindst fordi forbryderne også lærer af sagen, at det er let og relativt ufarligt at røve urmagere og juvelerer. Det er tæt på at være en naturlov, at jo oftere politiet og domstolene svigter, jo oftere rammer forbryderne de brancher som svigtes.

På den måde betyder en myndigheds forhåbentlig rent praktiske problemer et økonomisk tab for hele Danmark, men problemerne ender ikke der. Respekten for og beskyttelsen af den private ejendomsret er nemlig en langt mere fundamental faktor for moderne samfund end medier, politikere og den danske juriststand åbenbart synes at forstå. Det tidspunkt, de europæiske samfund begyndte at løbe fra resten af verden – både i økonomisk, politisk og social forstand – var netop da man gennem Renæssancen og Oplysningstiden fik større respekt for individets kernerettigheder, heriblandt ejendomsretten, og ikke mindst da man begyndte at beskytte dem. Tænk engang over det! Man kan ganske enkelt ikke forestille sig en industriel revolution uden beskyttelse af industriejernes investeringer. Uden den ville de ikke have investeret. Man kan ikke forestille sig en industriel revolution uden en vis respekt for de nye lønmodtageres ret til deres ejendom – deres lønindtægt. Ellers var de ikke flyttet fra landet ind til de nye byer og deres beskidte, men lønnede fabriksarbejde. Og man kan dårligt forestille sig en demokratisk udvikling uden ejendomsretten, der netop skabte en middelklasse med stærke ambitioner om medindflydelse i samfundet. Sidst er det også ganske svært at forestille sig en social udvikling hvor direktøren hilser på
rengøringsassistenten, hv
is den ene var herre og den anden tjener i et førindustrielt feudalsamfund.

Som Nobelpristageren Douglass North sammen med diverse medforfattere har vist, er den private ejendomsret et helt nødvendigt grundlag for udviklingen af det moderne samfund. Hvis nogen skulle være i tvivl, kan jeg kun henvise til hans forrygende – og relativt letlæste – arbejde sammen med Barry Weingast. Deres arbejde viser med al tydelighed, at det der grundlæggende adskiller os fra det afrikanske morads, den sydamerikanske korruptionssump, de menneskefjendske kommunistreder i Cuba og Nordkorea, og de traditionalistiske samfund i Mellemøsten, i særdeles høj grad er vores respekt for den private ejendomsret. Derfor er mediernes sag om urmageren fra København ikke blot en spændende og let absurd sag om myndighedssvigt og overdreven selvtægt. Den er også udtryk for et problem, der går til hjertet af vores samfund: Danskernes og særligt de danske politikeres skred i deres respekt og forståelse for den (i øvrigt grundlovssikrede) private ejendomsret. Advarselslamperne blinker allerede: Ifølge politiets statistikker, er danskerne i stigende grad begyndt at anskaffe sig ulovlige våben, et sikkert tegn på at deres tillid til landets grundlæggende institutioner er faldende. Ejendomsretten er ikke en ret, vi kan tage for givet, men noget vi ligesom vores andre frihedsrettigheder som samfund må kæmpe for. Og når samfundets myndigheder ikke gør det for os, er det af helt vital betydning at vi lovmæssigt har mulighed for at gøre det selv. Derfor gik jeg på TV forleden og forsvarede et synspunkt, der kort fortalt går på, at danskerne bør have en lovsikret ret til at forsvare deres ejendom med minimale midler (pebersprays, elektriske stødpistoler) i de situationer hvor myndighederne ikke formår det. Ellers risikerer vi at udhule de basale rettigheder, der gjorde vores land til det, det trods alt er: Et af verdens rigeste, lykkeligste og mest trygge samfund.

Forhandlingerne fra helvede

Af Christian Bjørnskov, den 17. januar 2007. 8 svar

Hvis nogen skulle være i tvivl, er overenskomstforhandlingerne gået i gang. Det giver nogle problemer, der er særegne for det danske system og for den særlige danske situation i øjeblikket. For som vores system er skruet sammen, bliver en betragtelig del af de danske lønmodtageres løn de næste to år besluttet centralt i forhandlinger mellem arbejdsgiverforeningen og fagforeningerne, og en stor del af det resterende arbejdsmarked vil have en tendens til at følge med den struktur, der besluttes centralt. Så på trods af den megen snak om decentrale forhandlinger og individuel løn, er de centrale overenskomstforhandlinger af særskilt vigtighed.

Først er der to parter i forhandlingerne med hver deres medlemsskare, der skal stilles tilfreds: 1) Arbejdsgiverforeningen, der repræsenterer en medlemsskare af danske virksomheder; og 2) Fagforeningerne, der repræsenterer en blandet medlemsskare af danske lønmodtagere. Begge hovedparter – arbejdsgivere og fagforeninger – har hver deres præferencer og hver deres konsekvensberegninger af forskellige outcomes af forhandlingerne. Hver part kan med andre ord finde ud af at regne på, hvilke nationaløkonomiske konsekvenser forskellige kombinationer af lønstigninger, ferieregler og andre tilbud til lønmodtagerne har.

Det er velkendt at de to parter ofte når til forskellige konsekvensberegninger, når scenarierne vurderes, men det er lige så velkendt, at specielt i de senere år er sådanne beregninger blevet kvalitativt ens. Om man er DA- eller LO-økonom er ens fundament nemlig det samme, så forskellene i konsekvensberegninger bliver nogle gange relativt subtile, mens parterne er enige om hovedlinierne.

Så langt så godt, kunne man fristes til at sige. For konsekvenserne er ikke det specielle problem i Danmarks situation for tiden. Det egentlige problem er i stedet, at enhver aftale, som de to parter kunne tænkes at nå, også skal kunne sælges til deres medlemmer. Derfor kommer man i en situation, der i økonomiske fagtermer kaldes et principal-agent problem, men med en særlig twist: Normalt er der en principal – en virksomhedsleder – og mange agenter – de ansatte, som man skal aflønne uden at kunne se direkte, hvor meget de laver, men i denne situation er hver forhandlingspart en agent, med mange principaler – medlemmerne – der muligvis ikke kan se, hvor god en aftale principalen når frem til.

Og deri ligger hele problemet. Arbejdsgiverforeningens medlemmer, de enkelte virksomheder, uden problemer kan forudse hvad enhver aftale betyder for deres egen virksomhed, og dens up- og downstream kontakter. Problemet er fagforeningernes medlemmer, som ingen mulighed har for at kunne overskue, hvilke konsekvenser lønstigninger osv. har for dem som helhed. Mens en lønstigning i første omgang kommer lønmodtagerne til gode og derfor fører til større efterspørgsel – folk skal jo bruge deres penge på noget – skal man ikke have den store indsigt for at se, at lønstigninger påvirker virksomhedernes omkostninger. For at dække de ekstra omkostninger, er der to muligheder, der begge bruges: Hæve priserne på slutprodukterne, og afskedige ansatte. For høje lønstigninger fører altså til højere arbejdsløshed, alt andet lige. Men alt andet er ikke lige i denne situation: Højere danske priser underminerer danske konkurrenceevne, og fører derfor til en forværret betalingsbalance. Her ligger ekstra problemer.

For det første har politikere, ikke mindst statsministeren, i længere tid reklameret med hvor godt det går for dansk økonomi, hvilket har givet vælgerne et indtryk af at 'vi har råd til det'. Men det er ikke helt præcist. OECD vurderer for eksempel, at den danske vækst om to år vil være en af de laveste i den vestlige verden, og på et mere overordnet plan, har man slet ikke løst en række strukturelle problemer som ældrebyrden – regeringens 'reform' løser i bedste fald halvdelen af problemet – og den tunge offentlige sektor, som bliver stadig dyrere. I stedet har man bildt vælgerne ind, at problemerne er løst, og valgt at øge det offentlige forbrug med 1,3 % næste år på trods af advarsler fra både OECD, vismændene og Nationalbanken.

For det andet ser dansk økonomi ikke så godt ud lige nu som man umiddelbart skulle tro. Et af de to elementer er, at danske arbejdspladser er blevet langt lettere at flytte ud. En svækkelse af dansk konkurrenceevne fører derfor væsentligt hurtigere til, at arbejdspladser flytter permanent ud af landet. I sidste overenskomstforhandlinger var dette et element, som de fleste tog alvorligt, da man på samme tid havde rapporter i medierne om danske slagterijobs, der flyttede til Tyskland og Polen. I den nuværende situation er der ingen avishistorier til at sensitere lønmodtagerne for dette problem. Det andet element er, at selvom Danmark har et meget stort overskud på handelsbalancen for tiden, bliver overskuddet stort set udelukkende genereret af to ting: Olieeksporten, pga. den høje oliepris, og søtransporten, som stort set ikke afhænger af danske forhold. En ny bankanalyse har vist det, en del af os frygtede, nemlig at uden de to elementer, ville den danske betalingsbalance være i minus.

Som jeg startede med at påpege, er forhandlingsparternes potentielle problem, at de skal sælge en aftale til deres medlemmer. For arbejdsgiverne er dette ikke et reelt problem, men for fagforeningerne er det meget virkeligt. De ovenfor nævnte problemer med dansk økonomi, og den væsentlige trussel som for store lønstigninger repræsenterer, er ikke noget fagforeningernes medlemmer – almindelige danskere – tager med i betragtning, når de vurderer, hvor store eller lave lønstigninger, de er villige til at acceptere som del af en ny overenskomst. I stedet betyder danske politikeres forsikringer om den danske økonomis sundhed, at de fleste tror på, at der er råd til store lønstigninger. Fra enkelte fagforeninger lyder der derfor krav om lønstigninger i omegnen af 5 % næste år.

For begge forhandlingsparter, og for fagforeningernes repræsentanter i særdeleshed, er dette års overenskomstforhandlinger derfor forhandlingerne fra helvede. Hvis de når til en ansvarlig aftale, der med begrænsede lønstigninger og byrder på virksomhederne bibeholder en allerede middelmådig national konkurrenceevne, er der meget små chancer for at lønmodtagerne vil acceptere aftalen. Hvis fagforeningerne i stedet forsøger at forhandle en aftale hjem, som deres medlemmer vil acceptere, ved de at de er med til at underminere dansk økonomi og tage jobbet fra mange medlemmer, og at arbejdsgiverne ikke vil acceptere udspillet. Hele miseren er skabt af, at danskerne på den ene side af indlysende grunde ikke er opmærksomme på alle problemerne, og på den anden side at politikerne har bildt dem ind, at det går ufatteligt godt. Overenskomstparterne skal af disse grunde finde en umulig balance mellem deres egen viden om hvad ansvarlighed er og lønmodtagernes stærkt uansvarlige krav. Jeg håber det ikke kommer så vidt, men det er meget nærliggende at sige ordet: Storkonflikt.

Årets Cavling-pris: Følelsesvrøvl?

Af Christian Bjørnskov, den 5. januar 2007. 8 svar

I dag uddeles årets Cavling-pris til årets bedste stykke journalistik. Cavling-prisen, der er uddelt årligt siden 1944 og gennem mange år har været den suverænt mest prestigiøse danske journalistpris, har en broget historie. Nogle år har vinderne været ærlige, oplysende og vigtige historier, mens de andre år har været lidt mere sensationsprægede. Otte af de ni nominerede var da også en af disse to typer journalistik, og reflekterede også i en vis grad forskellige politiske vinklinger. De rakte fra traditionelle venstreorienterede approaches som freelanceren Tom Heinemanns DR1-dokumentar "Når tilbud dræber" om danske virksomheders 'sociale ansvar' overfor produktionsforhold i ulande, til Jyllandspostens Flemming Roses forsvar for ytringsfriheden, der på mystisk vis er endt med at blive en eksklusiv højrefløjssag i Danmark.

 

 

Men vinderne blev Politiken-journalisterne Olav Hergel (tekst) og Miriam Dalsgaard (foto) for deres artikelserie om flygtninges og specielt flygtningebørns forhold på danske asylcentre. Årets angiveligt fineste stykke journalistik er altså en serie historier, der primært lader flygtningebørn fortælle om deres oplevelser som afviste danske asylansøgere, ledsaget af noget, der i mine aldeles uprofessionelle øjne mest af alt ligner standard portrætfotos. Så mens artikelserien utvivlsomt har vakt stærke følelser – specielt blandt de Politiken-læsere, der er imod regeringens indvandringspolitik (cirka de fleste?) – har den næppe bragt større indsigt eller afsløret noget af dyb samfundsmæssig vigtighed.

Det første problem med årets uddeling er derfor, at Cavling-prisen med årets valg risikerer at miste sin troværdighed, for hvordan kan en sådan historie blive valgt frem for otte andre af klart mere journalistisk-fagligt tilsnit? Nyhedsavisens redaktør Simon Andersen har på denne baggrund på avisens blog klaget over valget, som han karakteriserer som et udslag af, at kriterierne for at modtage prisen er blevet tilfældige. Han påpeger problemet i, at Hergel "efterprøver ikke, han undersøger ikke, han vurderer ikke, han researcher, tør jeg sige det?, ikke". Andersen kalder ganske enkelt Cavling-vinderen for et stykke "mikrofonholderjournalistik".

Det første problem med årets uddeling er derfor, at Cavling-prisen med årets valg risikerer at miste sin troværdighed, for hvordan kan en sådan historie blive valgt frem for otte andre af klart mere journalistisk-fagligt tilsnit? Nyhedsavisens redaktør Simon Andersen har på denne baggrund på avisens blog klaget over valget, som han karakteriserer som et udslag af, at kriterierne for at modtage prisen er blevet tilfældige. Han påpeger problemet i, at Hergel "efterprøver ikke, han undersøger ikke, han vurderer ikke, han researcher, tør jeg sige det?, ikke". Andersen kalder ganske enkelt Cavling-vinderen for et stykke "mikrofonholderjournalistik".

 

Og det er sandelig svært at tage uddelingen alvorligt, når man overvejer på de mange elementer i situationen, der ikke bliver inddraget. Sidste efterår bragte stort set alle nyhedsmedier for eksempel historien om en kvinde fra Kosovo, der skulle udsendes efter at have fået sin asylansøgning afvist gentagne gange. TV viste billederne af den grædende mor og hendes ligeledes grædende børn, som hun skulle efterlade i Danmark. Men medierne glemte at fortælle, at hun skulle til Kosovo for derfra – som reglerne er – at ansøge om en almindelig familiesammenføring og arbejdstilladelse på lige fod med alle andre. Vigtigere endda glemte man også at spørge hende om, hvorfor hun var blevet ved med at få børn i Danmark efter at have fået sin ansøgning afvist.

 

 

Pointen er, at Cavling-prisen bliver givet til to journalister, der spiller på folks følelser, men som fuldstændigt – og sandsynligvis bevist, givet hvor dygtig en journalist Olav Hergel faktisk er – overser en serie væsentlige elementer i historien. En række anekdoter peger for eksempel på, at mange asylansøgere får børn, når de er i Danmark, og ofte når de har fået deres ansøgning afvist, fordi de tror, at de øger deres chancer for alligevel at blive i landet. Den del af historien vil journalisterne bare ikke fortælle, fordi så bliver deres ofre for en ond asylpolitik i stedet til skurkene i historien. Sagen er nemlig, at en del asylansøgere ikke blot tager deres børn som gidsler i en meget offentlig kamp for at blive i et land, hvis jurister ikke har fundet, at de har tilstrækkeligt asylmotiv. Visse ansøgere vælger faktisk at få børn for at kunne bruge dem som gidsler. Jeg har svært ved at forestille mig mange mere nedværdigende roller at blive født til. Kærlighedsbørn bliver det i hvert fald ikke.

 

 

Den danske asylpolitik er utvivlsomt stram, og der er derfor al mulig grund til at drøfte den offentligt. Men årets Cavling-pris afslører desværre, at grundlaget den diskuteres på og journalisternes vinkling af asylhistorierne alt for ofte er misvisende, ensidig og – når man skal sige det ærligt – udtryk for dårlig journalistik. Man er glad for at fortælle om skyggesiderne ved den danske politik, men fortæller stort set aldrig om skyggesiderne ved asylansøgernes baggrund og opførsel (endsige om virkningen af at tillade bredere indvandring til en universel velfærdsstat a la den danske). Man skulle forvente, at en Cavling-vinder fortalte en nuanceret historie, der bragte noget nyt til debatten eller belyste den på en ny måde. Årets pris går i stedet til den historie, der mest af alt er symptomatisk for dækningen af en politik, der har mange flere nuancer end den avislæsende befolkning og deres skriversvende bryder sig om at tænke over.

Skat eller kaos

Af Dr.Mephisto, den 3. januar 2007. 25 svar

Glædelig jul, godt nytår – måtte det bringe lavere skatter.

Men ikke til Politikens redaktør Tøger Seidenfaden og ikke til Berlingske Tidendes journalist Jakob Weiss. De fortjener det simpelthen ikke.

Denne jul kunne Politiken-læsere opleve Tøger Seidenfadens mærkværdige logik i fri dressur. “Lykken er en høj trækprocent” skrev han i sin jule-klumme den 31. december.

Jo flere penge du tjener, jo mindre lykkelig bliver du af at tjene flere.
Derfor bør skatteprocenten naturligvis stige, jo højere din indtægt er. Ikke af hensyn til den sociale retfærdighed eller dem, der er misundelige på dig. Men for din egen skyld. En meget høj skatteprocent begrænser simpelthen rotteræset. Samtidig gør den det sværere for dig at genere alle dine medmennesker med de gigantiske forbrugsmuligheder, du ville have, hvis skatten var lavere. Den gør det kort sagt mere økonomisk rationelt for dig at vælge at opføre dig på den måde, du alligevel bliver lykkeligere af, selv om du ikke ved det på forhånd, fordi du hidtil ikke har kendt lykkeforskningens nyeste resultater.

Tak for “oplysningen” Seidenfaden. Tak for din ambition om at gøre mig lykkelig ved at tage mine sidst tjente kroner. Men har du overvejet om ikke jeg ville blive mere lykkelig ved selv at bestemme, hvor mine sidst tjente – og dermed angiveligt mindre lykkebringende kroner – skulle havne?

Selv hvis Seidenfaden virkelig havde ret i, at mine sidste tjente kroner var mindre lykkebringende for mig end de først tjente, er det alligevel intet brugbart argument for hans paternalisme. Det er blot et argument for, at jeg ville have lettere ved at skille mig af med de sidst tjente kroner på eget initiativ.

Personligt er jeg nu indrettet således, at jeg bliver stadig lykkeligere af flere penge. Jeg har det ligesom onkel Joakim. Hver eneste af de små pus betyder noget helt særligt for mig.

Og måske er der andre som onkel Joakim og Dr. Mephisto. Vores über-punditokrat Bjørnskov havde i en glimrende kritik af Seidenfaden i dagens Politiken (3. januar):

Problemet for Seidenfaden, Layard og de mange andre, der på dette grundlag argumenterer for stærk udligning gennem skattesystemet er, at moderne lykkeforskning også afviser denne bid økonomisk teori. Nok er relativt rigere mennesker i gennemsnit lykkeligere end fattige, men de sidste 100 kroner betyder generelt ikke mindre end de første.
Mine egne undersøgelser, udført sammen med de tyske økonomer Axel Dreher og Justina Fischer, bekræfter som andre videnskabelige studier, at hverken skat eller ulighed påvirker folks lykke. Forklaringen på den danske lykke er derimod, at danskerne er et af verdens ærligste og mest tillidsfulde folk – noget, som heller ikke har med skat at gøre.

På den anden side viser forskningen, at en uforholdsmæssig stor offentlig sektor under visse betingelser kan være skadelig for nationens lykke ved at umyndiggøre befolkningen. Forklaringen i søndagens Politiken er derfor ikke blot faktuelt forkert, men potentielt skadelig, hvis politikerne skulle tage den alvorligt.

Ikke blot Politiken har fået skatten galt i halsen. Det har Berlingske-journalisten Jakob Weiss også. I sin avis refererer han en Gallup-undersøgelse for, at de konservative vælgere hellere vil have bedre offentlig service end lavere skat. Og dermed skulle det konservative folkepartis politikere angiveligt være på kollisionskurs med deres vælgere.

Men det kan undersøgelsen ikke bruges til at konkludere.

For det første har de konservative politikere primært argumenteret for lavere marginalskat (navnlig topskat). Og kommunerne opkræver mig bekendt ikke topskat – men en temmelig flad kommuneskat.

For det andet er undersøgelsens spørgsmål stillet på en sådan måde, at almindelige mennesker vil blive fristet til at ønske højere kommunal service. Navnlig i en situation, hvor politikerne ikke diskuterer andet.

For det tredje er udnersøgelsen langt mere overraskende for et helt andet parti end de konservative. Det viser sig nemlig, at Dansk Folkepartis vælgere end dem, der allemest ønsker sig skattelettelser. Morsomt, morsomt – i betragtning af, at dette parti blokerer dem gang på gang. Havde det ikke været en ide at spørge Pia Kjærsgaard om dette forhold?

Se selv på: http://images.bm4.metropol.dk//251/251704/251704_original.jpg

Drop Østaftalen

Af Christian Bjørnskov, den 30. december 2006. 2 svar

Dansk økonomi mangler for tiden arbejdskraft. Der mangler allerede hænder på det danske arbejdsmarked, og i takt med at nogle store årgange af befolkningen går på pension og efterløn, kommer der til at mangle endnu flere. Eftersom den danske arbejdsløshed allerede er næsten rekordlav, er der desværre kun få danske hænder at tage af. Mange danske virksomheder sukker derfor efter kvalificeret udenlandsk arbejdskraft, som de mener burde være tilgængelig i en globaliseret verden og i særlig grad i et tæt integreret Europa. Sådan har Folketinget blot ikke besluttet, landet skal ligge. En midlertidig indvandring af arbejdskraft, specielt fra de nye medlemslande i øst, er begrænset af den Østaftale, som de danske politikere blev enige om i 2004.

Konsekvenserne af at begrænse udlændinges adgang til det danske arbejdsmarked, eller kræve at de arbejder under særlige 'danske vilkår', er ganske enkel at analysere. Hvis efterspørgslen efter arbejdskraft i bestemte erhverv stiger, vil afkastet til den bestemte type arbejde stige. Dette vil under normale omstændigheder betyde, at flere folk ønsker at arbejde i det bestemte erhverv, men hvis al tilgængelig arbejdskraft i Danmark indenfor dette og sammenlignelige erhverv allerede er i arbejde, vil virksomhederne blive nødt til at konkurrere om den, hvilket igen betyder at erhvervets almindelige løn stiger. En række erhverv, som der pt. er stor efterspørgsel efter – hvilket i særdeleshed gælder byggeerhvervene – vil derfor opleve kraftigt stigende lønninger, som både vismændene og Nationalbanken for nylig har advaret imod.

En af effekterne af den stærke danske økonomi er derfor, at kun få danske murere vil acceptere en timeløn på under 180 kroner, og i andre erhverv kan danske håndværkere kræve væsentligt højere løn, når virksomhederne ikke længere kan følge med ordrerne indenfor almindelig arbejdstid, og ikke kan ansætte nye medarbejdere. Den kraftige efterspørgsel resulterer ganske enkelt kun i en lønspiral, når der ikke længere er en pulje af arbejdsløse at finde ekstra hænder i.

Mange danske virksomheder er opmærksomme på, at et alternativ til dansk arbejdskraft er de mange arbejdsløse håndværkere i nabolandene Tyskland, Polen og Litauen. Disse mennesker har som oftest en lige så stærk, hvis ikke stærkere, arbejdsmoral som den, danskerne bryster sig af. Særligt fra de to nye medlemslande mod øst, er denne arbejdskraft billig i forhold til de opskruede danske forhold. Store dele af håndværkerressourcen fra øst er derfor på alle måder konkurrencedygtig og stærkt attraktiv for danske arbejdsgivere.

Dele af fagbevægelsen har derimod ikke nogen umiddelbar interesse i at tillade en 'invasion' af polske og litauiske håndværkere. Man argumenterer – ganske korrekt – for at disse arbejdere vil begrænse de lønninger, dansk arbejdskraft kan kræve. Det tragiske dilemma er, at jo højere de danske lønninger bliver som følge af manglen på arbejdskraft, jo stærkere bliver fagbevægelsens incitament til at bekæmpe brugen af udenlandske håndværkere. Jo mere der objektivt set er behov for billig udenlandsk arbejdskraft til at forhindre en ødelæggende lønspiral, jo hårdere vil økonomisk kortsynede fagforeningsledere kæmpe for at beholde en Østaftale, de ved sikrer deres medlemmer en stadigt højere løn.

Når fagbevægelsen i samarbejde med danske politikere derfor blokerer for, at hårdt tiltrængt arbejdskraft kan komme til Danmark og lette et alvorligt dansk arbejdsmarkedsproblem, er det således ikke til gavn for andre end de særlige håndværkere, der scorer en stor monopolgevinst. Den gevinst bliver betalt af alle, der får installeret nyt køkken, bygget ny udestue, eller er med til at finansiere offentlige anlæg over skatten. Og på langt sigt betaler vi alle i form af højere inflation og dermed en svækkelse af Danmarks konkurrenceevne. Det er prisen, vi betaler for at lukke af for en tættere regional integration, der både ville gavne danskerne som helhed, og hjælpe vores naboer med at blive lige så europæiske i rigdom som de er i sindelag. Fra et økonomisk synspunkt, ville det at droppe Østaftalen, have været en værdig julegave til alle tre folk.

 

Indlægget er tidligere bragt som udlandsanalyse i Berlingske Tidende den 28/12.

Et 'julekort' fra Punditokraterne

Af Christian Bjørnskov, den 23. december 2006. 4 svar

Så nærmer julen sig, og det er tid til at skrive julekort. I det traditionelle danske julekort opsummerer man typisk hvordan året er gået, og hvilke håb man har for det nye år. Det er i og for sig en fin tradition at man – for sig selv og andre interesserede – tager et tilbageblik på året. Derved får overblik over hvad der har været godt, og hvad man måske kan gøre bedre – også selvom man nok har en naturlig tendens til at fokusere på det første. Så det er det, jeg vil tillade mig at gøre for vores læsere denne sidste dag før julens familiemæssige eskapader.

Først og fremmest er der al mulig grund til at takke de mange læsere, både dem der 'blot' følger med i Punditokraternes interesser og udgydelser, og dem, der aktivt kommenterer på vores indlæg. Ikke mindst i december har vi haft mange besøg. Fire hektiske dage med debat om så forskellige emner som journalisters politiske observans (25 kommentarer), Grevil-sagen (26 kommentarer), Baker-Hamilton-rapporten (19 kommentarer) og klodens fremtidige klima (59 kommentarer) gav over 800 besøg om per dag, et antal vi ikke har været oppe på siden Muhammed-krisen var på sit højeste. Det tager vi bestemt som et sundhedstegn – ikke så meget hos os selv da vi bare bliver ved med at poste om emner, der interesserer os og som vi er kvalificerede til at sige noget fornuftigt om – men måske mest hos vores læserskare, der ikke begrænser sig til at være enige med os. På den ene side er vi lykkelige for at skabe debat på et andet, og bedre funderet, grundlag end MSM og den ensrettede politiske debat her i landet. På den anden side kan vi også være taknemmelige for, at vores argumenter bliver udfordret konstant. Gud nåde og trøste den, der kommer med et uholdbart argument hér på stedet! Tænk hvis politikerne fik samme behandling – og tænk hvilken politik de så blev nødt til at føre.

For det andet er der, på en noget bagvendt måde, grund til at takke de danske politikere for den konstante strøm af emner at kommentere på. For mit eget vedkommende har hele balladen om Ungdomshuset, og hvad den afslørede om københavnske politikeres næsten afgrundsdybe disrespekt for den private ejendomsret, været en dyb kilde til forarget undren her på stedet. MSM selv har også været en fin kilde til kommentarer, når de bevidstløst har gentaget fornærmet fransk anti-amerikanisme eller åbenlyst Clinton/Kerry-venlige amerikanske mediers fejlagtigheder.

Sidst, men bestemt ikke mindst, vil vi derfor tillade os at læne os tilbage i de kommende dage og koncentrere os om en af de få ting, mennesker af alle politiske observanser (uden for den rent nordkoreanske stalinisme) kan enes om, nemlig julens samvær med familie og venner. Man kan beskylde julen for at være et kommercielt gaveræs, men vi deltager jo alle i det, og accepterer det dermed. Og hvem kan ærligt – jo venstreorienteret man end er – tillade sig at dømme, når nevøen får lige netop dét stykke larmende og uforståeligt legetøj, han havde ønsket sig? Og for mig personligt er et af julens højdepunkter Danmarks Radio den 24. mellem 16 og 16.50, når Disneys Juleshow toner frem på skærmen. Filmene blev lavet for at tjene penge, men er i dag nogle af amerikansk kulturs fornemste øjeblikke. Gør det juleshowet dårligere?

Så julens fineste øjeblikke kan være stærkt kommercielle i deres udgangspunkt, og de kan være helt ukommercielle – samværet med familien. For en gangs skyld vil vi hverken dømme eller bedømme her på stedet. Den eneste – og aldeles uvidenskabelige og ukontroversielle – pointe med denne post er simpel. Jeg ønsker alle vores bidragsydere og læsere en Glædelig Jul og et Godt Nytår.

Augusto Pinochet (1915-2006) – hvad skal man mene?

Af Christian Bjørnskov, den 12. december 2006. 18 svar

I forgårs døde Chiles tidligere diktator Augusto Pinochet, 91 år gammel. Nekrologerne i de danske aviser spejlede fint den globale stemning: Verden jubler over hans død. Vi kunne nøjes med at gøre det samme, men den lette løsning er ligesom den korte version – den fortæller som oftest kun en lille bid af historien. Den egentlige grund til at dvæle ved Pinochet når han nu er død, er derfor at hans liv, og den måde det er viklet sammen med Chiles historie og har påvirket den, repræsenterer et svært og ubehageligt etisk dilemma. For Pinochet var et ondt menneske – ingen tvivl om det – men mens han var ansvarlig for et grusomt militærregime, var han også noget andet, som vi kommer til nedenfor.

Pinochet indkaldte for tre uger siden til et pressemøde hvor han udtalte, samtidig med at han understregede sin kærlighed til Chile, at "Jeg tager det politiske ansvar for alt, der blev gjort". Han vidste hvad der foregik – det var det onde magtmenneske Pinochet der stod som hovedansvarlig for de 3000 forsvundne chilenere mellem 1974 og 1988. For de 3000 familier, som enten må leve i uvished eller med visheden om, at militærregimet slog deres kære ihjel, er der ingen undskyldninger. For de millioner, der fik deres basale frihedsrettigheder indskrænket er der heller ikke mange undskyldninger, der kan opveje blot en del af tabet. Og de tab var Pinochets ansvar, et faktum som selv hans eget barnebarn understregede forleden.

Men hvis det var så let, kunne jeg nøjes med at linke til de almindelige mediers nekrologer – til MSM-dækningen. Problemet er blot, at de færreste aviser og kommentatorer starter ved den egentlige begyndelse. Og det er nødvendigt for at få det fulde billede af Pinochet, og for at se det svære etiske dilemma.

I slutningen af 60'erne valgte chilenerne socialisten Salvador Allende til præsident ved et demokratisk valg. Allende var som så mange andre på det tidspunkt både en populist med 'hjertet på det rette sted', men også overbevist socialist af den særlige latinamerikanske slags. Så i takt med at han fik magt som agt, blev virksomheder nationaliseret, handelen blev begrænset og staten bredte sine fangarme. Allendes støtte i befolkningen var længe stærk, da han blandt andet lettede fattiges vilkår gennem direkte støtte og i det hele taget førte en række politikker, som i dag bliver indført i for eksempel Venezuela under hyperpopulisten Hugo Chavez. Men som enhver med en smule kendskab til økonomi ved, fører stærkt ekspansiv politik på lidt længere sigt til stærk inflation og gældsættelse, hvis den ikke relativt hurtigt finansieres af lige så stærkt øgede skatteindtægter. Da verden kom til 1973 var Chiles økonomi derfor i frit fald på samme måde som Nicaraguas økonomi kom det under sandinisterne i 1980erne. Det er et faktum som langt de fleste kommentatorer behændigt overser.

Her trådte militæret derfor ind og formede kupplaner. Pinochet, som Allende selv havde udnævnt til hærchef, var den sidste der trådte ind i gruppen, der planlagde kuppet, men efter da ændrede han kurs. Pinochet blev lederen af militærjuntaen og styrede derefter landet med meget hård hånd. Eller næsten hele landet. Efter trekvart år indså han nemlig det, de færreste diktatorer nogensinde indrømmer overfor sig selv og deres land: Han forstod ikke at styre landets økonomi, ligesom hans demokratisk valgte forgænger ikke gjorde det, men i modsætning til Allende fralagde han sig styringen. I stedet inviterede militærjuntaen en gruppe unge chilenske økonomer til landet. Gruppen, der havde det tilfælles at de alle havde studeret på University of Chicago under den chilensk-amerikanske stjerneøkonom Arnold Harberger, blev kendt som 'the Chicago Boys'.

Det er her, de etiske problemer med at dømme Pinochet helt utvetydigt indtræder. For mens han helt og uden tvivl var et ondt menneske – hvis man da kan sige at der findes utvetydigt onde mennesker – var alle hans handlinger ikke onde. Man kan ikke engang sige, at intentionerne bag dem var helt igennem onde. Det han lod the Chicago Boys gøre var nemlig at gennemliberalisere økonomien, og i Latinamerika betød det også et rent brud med de økonomiske særinteresser, der ellers havde forvredet og forarmet landet som de har gjort det på resten af kontinentet. Reguleringer blev lettet, handelsbarrierer blev nedbrudt og udenlandske investeringer blev velkommet. Chile havde i 1973 en nationalindkomst på cirka 70 % af Argentinas og cirka halvdelen af Venezuelas, men liberaliseringerne i slutningen af 70'erne har haft dramatisk virkning. Chilenerne er i dag godt 40 % rigere end argentinerne og næsten 60 % rigere end folk i oliestaten Venezuela.

Heri ligger problemet, for mens Pinochet var et ondt menneske og skal dømmes på det, var han også hovedansvarlig for Chiles imponerende økonomiske succes siden 1975. Chile er på mange måder ikke længere et latinamerikansk land, blandt andet fordi den økonomiske fremgang også – som den slags fremgang gør det alle andre steder den findes – har bragt bemærkelsesværdig social fremgang. Andelen af befolkningen, der lever i dyb fattigdom er reduceret til kun 2 %, hvorimod den tilsvarende andel er den tredobbelte i Argentina, den femdobbelte i Brasilien og den seksdobbelte i Venezuela. Korruptionen – der ellers er en særlig latinamerikanske specialitet – er reduceret til mindre end de fleste sydeuropæiske lande. Og demokratiet, der blev genindført sidst i 80'erne, er både mere stabilt og har langt mere moderate politiske partier end på resten af kontinentet.

Pinochets død stiller os således overfor det grundlæggende etiske spørgsmål, hvordan vi skal dømme mennesker, der på samme tid har gjort chokerende meget ondt, men hvis handlinger også har bragt imponerende positiv fremgang. Ingen af os er rendyrket onde, ingen af os kan påstå at alle vores handlinger eller intentioner er gode, men vi kan i det daglige se bort fra det dårlige, vi gør. Når størrelsesordenen bliver et helt lands skæbne, er det bare anderledes, og i tilfælde som Pinochet bliver det helt klart, at vi ikke altid kan dømme folk uden at tænke nærmere over det.

Jeg er glad for at jeg ikke er chilener. Pinochet var et ondt magtmenneske, og mange familier vil aldrig kunne se ham som andet – og det er både forståeligt og rigtigt. Men det chilenske folk må i fremtiden forsøge at finde en måde, så det kan rumme både den militære, menneskefjendske ondskab, som Pinochet så tydeligt repræsenterede, men også indsigten at han i høj grad var instrumentel i landets forvandling fra korrupt, statsstyret hul til et latinamerikansk åndehul af velstand og frihed. Der er ingen enkel og entydig dom, og spørgsmålet er om menneskers sjæl overhovedet kan rumme bevidstheden om det. Måske kan de ikke – i hvert fald er chilenerne langt fra enige om, hvordan man skal reagere på Pinochets død. Jeg misunder dem ikke – det bliver ikke let at leve i et land, der hviler på et etisk paradoks.

Klimadebatten – forskningskvalitet, tak!

Af Christian Bjørnskov, den 10. december 2006. 59 svar

Jeg havde for to uger siden en artikel i Weekendavisen om klimadebatten og den bagvedliggende forskning. For at nå ud til et bredere publikum, bringer vi den her. Det kan bemærkes, at den øjensynligt taler for døve øren blandt de frelste:

Fra Weekendavisen, 24. november.

Når man hører politikere som USA’s tidligere vicepræsident Al Gore eller vores egen miljøminister Connie Hedegaard udtale sig, kan der ikke være megen tvivl om, at der er konsensus om de menneskeskabte klimaforandringer og den truende katastrofe. Det indtryk forstærkedes forleden af en rapport om klimaændringer, som den britiske regering havde bestilt. Rapporten, hvis hovedforfatter er Verdensbankens tidligere cheføkonom, Sir Nicholas Stern, nu topembedsmand i den britiske forvaltning, indledes med at “det videnskabelige bevis er nu overvældende: klimaændringer repræsenterer en meget alvorlig global risiko og kræver et hurtigt globalt svar “. Med andre ord skal der handles på internationalt topplan, og det skal være nu.

Hvis man derimod følger debatten fra et videnskabeligt hold, kan det være svært at få øje på nogen konsensus. For det første er der ikke fuld enighed om omfanget af de menneskeskabte forandringer, hvor danske forskere er blandt de førende indenfor en af de alternative solaktivitetsteorier. For det andet handler en ganske vigtig del af diskussionen – ofte til stor undren for den brede befolkning – i virkeligheden ikke om naturvidenskabelige, men grundlæggende økonomiske spørgsmål. Under den politiske enighed er der en bred, og generelt uafklaret, videnskabelig diskussion om både omfanget af problemerne og virkningen af politiske tiltag.

Grunden til, at klimadebatten i høj grad drejer sig om økonomi og ikke kun naturvidenskab, findes i de fremskrivninger, som bruges til at vurdere de fremtidige problemer. Når man accepterer at klimaforandringer i høj grad er menneskeskabte i kraft af vores udledning af drivhusgasser, er det næste spørgsmål nemlig, hvordan atmosfærens indhold af disse gasser vil udvikle sig i fremtiden. Idet drivhusgasser opstår som følge af økonomisk aktivitet – elektricitets- og varmeproduktion på kraftværker, søtransport, bilkørsel og enhver anden handling, der bruger fossile brændstoffer – er økonomiske beregninger af det fremtidige omfang af disse aktiviteter et helt nødvendigt grundlag for alle vurderinger af fremtidens klima.

Det problem, som den videnskabelige debat i høj grad handler om, er derfor, at selvom det rent naturvidenskabelige arbejde kan være fremragende, hviler alle internationale klimarapporter på kvaliteten af det nationaløkonomiske arbejde. At dette ofte er en håndgribelig og kritisabel akilleshæl, understreges af, at en række særdeles velestimerede økonomer og statistikere vedblivende kritiserer IPCCs rapporter. Og  en række prominente kritikere har den seneste tid fremhævet, at Stern-rapporten, som er en økonomisk og ikke naturvidenskabelig analyse, på ingen måde skiller sig ud på dette punkt.

For det første bruger Stern-rapporten primært de fremskrivninger af udledning af drivhusgasser de næste 100 år, som FNs klimapanel IPCC offentliggjorde i deres rapport i 2001. Disse suppleres med nyere studier, der viser endnu større klimakonsekvenser af udledningerne.

Men som Ian Castles og David Henderson, henholdsvis tidligere australske rigsstatistiker og OECDs tidligere cheføkonom, har argumenteret for flere gange, er de økonomiske fremskrivninger, som bruges til at vurdere fremtidens emissioner af drivhusgasser, ikke blot er behæftet med fejl, men ofte aldeles ubrugelige. Castles og Henderson peger på, at IPCC overser en grundregel i moderne nationaløkonomi, nemlig behovet for at korrigere for forskelle i købekraft. Som eksempel kan vi tage Thailand. Det generelle prisniveau i Thailand er således mindre end en tredjedel af det danske – et faktum som de fleste danske turister kender. Idet den gennemsnitlige dansker – korrigeret for prisforskelle – er knap fire gange så rig som den gennemsnitlige thailænder, skal Thailands økonomi firedobles for at nå op på et dansk velstandsniveau, og dermed et dansk emissionsniveau. Hvis man derimod overser prisforskellen og bruger de almindelige valutakurser, som IPCC og Stern-rapporten gør, kommer man til at regne med en 12-dobling, hvilket i de internationale klimaberegninger derfor også indebærer en mindst tre gange så stærk udvikling i emissionen af drivhusgasser.

En grundlæggende nationaløkonomisk fejl kommer derfor til at betyde en massiv overvurdering af fremtidens klimaproblemer, fordi man undervurderer, hvor relativt velstående en række ulande allerede er.

For det andet regner både FN og Stern-rapporten med, at ulandene kommer til at vokse kraftigt. Afrikas vækst er således projekteret til at være cirka 4 procent om året i gennemsnit de næste 50-100 år. Hvis man skal tage de økonomiske fremskrivninger alvorligt, tæller Libyen og Sudan derfor blandt verdens rigeste lande i 2100 og Nordkorea vil være rigere end USA. Både Castles og en række andre væksteksperter har derfor understreget det åbenlyst mærkværdige i denne antagelse, når en stor del af Afrika de seneste 50 år ikke har oplevet nogen indkomstfremgang.

Et andet problem blev for nylig pointeret af Richard Tol, professor på Amsterdams Vrije Universitet og en af verdens førende økonomiske klimaeksperter. Stern-rapporten præsenterer en række vurderinger af, hvor store økonomiske og menneskelige skader en ophedning af det globale klima og stigende vandstand vil medføre. Tol peger på Sterns antagelse om, at menneskeheden ikke kan vænne sig til og tilpasse sig for eksempel stigende vandstand og dermed forsvindende kystområder. I stedet regner rapporten med, at tabene fra f.eks. områder, der oversvømmes, når havene stiger, og tab af landbrugsproduktion, aldrig vil blive opvejet af ny teknologi eller menneskelig opfindsomhed, men “now and forever” forbliver et tab på cirka fem procent af den globale indkomst. Ligeledes mener Tol, at Stern kraftigt undervurderer, hvor effektivt ressourcer udnyttes, når lande bliver stadigt rigere.

De internationale klimarapporter kommer således til at overvurdere det fremtidige behov for fossile brændstoffer, og dermed også de fremtidige emissioner af drivhusgasser.

Når effekterne af udledningerne skal vurderes, vurderer Tol, at Stern-rapporten er endnu mere kritisabel. Mens hans egne vurderinger, der er offentliggjort i såkaldt ‘peer-reviewed’ internationale tidsskrifter, viser at de samfundsmæssige omkostninger ved CO2-udledninger ikke overstiger 14 dollars per ton CO2, opererer Stern i stedet med en omkostning på 85 dollars per ton, og anfører at den kan være væsentligt højere. En af måderne, den britiske regeringsrapport når til sine overordnede vurderinger på, er således ved at seksdoble sit skøn for disse omkostninger.

Der har også været bred kritik af den måde, hvorpå de internationale klimarapporter ‘diskonterer’ fremtiden. Selvom dette problem i sagens natur er stærkt teknisk, er dets kerne ganske enkel. Omfanget af diskontering handler om, hvor stor vægt man lægger på begivenheder langt ude i fremtiden i forhold til begivenheder, der påvirker os i år. Diskonteringsfaktoren – den faktor, hvormed begivenheder mister vigtighed jo længere ude i fremtiden, de er – er derfor en knap, man kan skrue på, afhængigt af om man ønsker at vise, at fremtidige problemer er store eller små.

Uden diskontering på 1 procent, vil et årligt tab på 1000 kroner i 50 år indebære et værditab på 50.000 kroner i alt, mens en diskonteringsfaktor på 4 procent kun giver et tab på 22.000 kroner. (Svarende til, at 22.000 kroner forrentet med fire procent efter 50 år er vokset til 50.000 kroner). Ved at vælge en lav diskonteringsfaktor, lægger man derfor implicit stor vægt på begivenheder, der kan forekomme om 50 eller 100 år, og skaber det indtryk, at problemerne er store
her og nu.

En af d
e vigtigste indvendinger mod den britiske Stern-rapport har derfor været, at rapportens valg af en diskonteringsfaktor på 0,1 procent – der er væsentligt lavere end i nogen anden international undersøgelse – automatisk betyder, at selv små klimaforandringer indebærer meget store fremtidige problemer. Mens Richard Tol understreger alvoren i fremtidens problemer, kalder han på denne baggrund rapporten for “alarmistisk og inkompetent”, og på diverse videnskabelige blogs bliver det diskuteret flittigt, om Stern-rapportens konklusioner blev skrevet før resten af indholdet, og om den derfor blot er et politisk bestillingsarbejde. Stern når frem til, at stigningen i drivhusgasser kan begrænses med en internationalt koordineret politik, der årligt vil koste cirka 1 procent af verdens indkomst. Dette tab virker umiddelbart værd at tage, når konsekvenserne af stigningen er et alternativt tab på 5 procent. Men hvis man i stedet for at bruge en diskonteringsrate på 0,1 procent bruger en diskonteringsrate på 1 procent, som stadig er en lav diskonteringsrate, opvejer gevinst og tab hinanden. Og hvis de reelle tab, som en række økonomer har påpeget, er væsentligt mindre end de 5 procent, som Stern antager, er der ikke længere et økonomisk rationale for briternes politiske planer.

Den internationale kritik af både Stern-rapporten og IPCCs tidligere rapporter stiller derfor store spørgsmålstegn ved det grundlag, som politikere diskuterer for eksempel Kyoto-protokollen på. Fremtiden bliver vægtet for højt, de økonomiske fremskrivninger er behæftet med alvorlige fejl, og selve måden man opgør fremtidens udledninger af drivhusgasser er også stærkt omdiskuteret og efter alt at dømme objektivt forkert. Mens danske og udenlandske politikere behandler klimadebatten, som om der var bred konsensus om problemerne, viser den videnskabelige diskussion derfor, at der langt fra er enighed.

Ungdomshuset – når danske institutioner svigter

Af Christian Bjørnskov, den 6. december 2006. 48 svar

Moderne, velfungerende stater har alle to karakteristika tilfælles: 1) De har effektive og fair retsvæsener, der skiller ret fra uret og forsvarer folks ret til eget liv og ejendom; og 2) de har et velfungerende politi, der bringer retsvæsenets domme til fuldbyrdelse. Det sidste er særligt vigtigt i de tilfælde, hvor den dømte ikke af sig selv er villig til at acceptere dommen. Disse to institutioner er ikke bare karakteristika, men en stor del af fundamentet for samfundets ve og vel. De er også en stor del af forklaringen på, at Vesteuropa – og ikke de mange andre steder i verden, der måde matchede og overgik Europa i teknologisk formåen i 1500-tallet – begyndte at vokse hurtigere end man før havde set.

De seneste måneders tragikomedie omkring ejendommen Jagtvej 69 på Nørrebro – det såkaldte Ungdomshus – afspejler desværre et sørgeligt forfald i de danske institutioner, og måske også en lige så sørgelig atrofi af danskernes og de danske politikeres rygrad. På den ene side har Danmark nemlig et af verdens bedste retsvæsener. Af de 195 lande, som Verdensbanken har målt i dens såkaldte Kaufmann-index, er vi nummer 5 og kun marginalt dårligere end de fire første (Schweiz, Island, Luxemborg og Finland), og alternative mål fra for eksempel Fraser Instituttet og the Heritage Foundation viser det samme. Men på den anden side har danskerne åbenbart en efterhånden vattet holdning til, hvordan man håndhæver landets love og rettens bud. Denne holdning er senest udtrykt i politiets udmelding om, at man ikke har til hensigt at rydde Jagtvej 69, som man ellers de facto er blevet påbudt af Fogedretten.

Danskerne er et fredeligt folk, hvilket i denne sammenhæng bliver det paradoksale problem. De fleste af os har nemlig stor respekt for landets lov og ret, og følger den uden brok, men på samme tid vil vi helst ikke se, at det på nogen måde koster noget at få mindre villige borgere til at følge domstolenes bud. Netop det er kernen i miseren omkring den københavnske rede af autonome og andre småforbrydere, der kendes som Ungdomshuset. Det er almindelige danskeres modvilje mod at acceptere, at det nogle gange må gøre ondt – i konkret eller overført betydning – der skaber muligheden for, at de autonome kan blive siddende i huset på trods af tre retsinstansers bekræftelse af, at frimenigheden Faderhuset er den retmæssig ejer, og at de 'unge' skal forlade ejendommen.

Spillet er i virkeligheden meget simpelt. Domstolene har bekræftet, at dansk lovgivning siger, at de unge skal forlade eller tvinges til at forlade en ejendom de holder ulovligt besat, og det er politiets opgave at føre denne dom ud i livet. Det er derfor i politiets åbenlyse interesse, at ejendommen forlades så roligt som muligt. Hvis de derimod bliver nødt til at sætte beboerne ud med magt, er det som minimum vigtigt for politiet at have politisk opbakning til aktionen, altså at kunne foretage udsætningen med den viden, at ingen i Borgerrepræsentationen eller Folketinget vil bruge en nødvendig magtdemonstration til at slå politisk plat på. De autonome ønsker derimod at blive i huset, og truer derfor med at skabe så meget vold og kaos som muligt hvis det skulle komme til det, de eufemistisk kalder en 'konfrontation' med politiet. Denne trussel kunne være tom, men er desværre troværdig, da de gennem flere år har vist en ret udansk villighed til at bruge vold mod enhver trussel.

Politiet må derfor foretage en afvejning mellem hvor stor, modstanden bliver fra de autonome, og hvor meget magt de derfor må bruge for at rydde ejendommen. Jo stærkere og jo mere troværdig, den politiske opbakning bag politiets aktion er, jo mere magt kan man sætte bag aktionen, og jo mindre chance bliver der også derfor for, at problemerne breder sig til Nørrebro udenfor Jagtvej 69. Her kommer det mærkelige politiske spil i Borgerrepræsentationen ind, for jo mere de autonome truer om vold, jo større bliver de lokale borgeres pres på politikerne for at politiets udsætningsaktion ikke skal ske – i hvert fald ikke nu, og hellere hos de andre end hos os.

Politiet er derfor fanget som en lus mellem to negle: På den ene side må de bruge mere magt, jo mere vold de autonome udøver; på den anden side svinder deres politiske opbakning ind, jo mere vold de autonome truer med at bruge. Derfor stillede politidirektør Hanne Bech-Hansen op til et møde forleden dag, der udelukkende handlede om at finde en 'anden løsning' på problemet omkring Jagtvej 69. Mødet, der også talte Københavns overborgmester Ritt Bjerregaard og repræsentanter for en fond, der ønsker at købe huset til brug for de autonome, endte med en opfordring til Faderhuset om at sælge ejendommen. Man udtrykte på mødet således en bestemt holdning, som kan opsummeres ret simpelt: "Vi anerkender, at Faderhuset ejer Jagtvej 69, men det synes vi altså ikke de skal".

Hele miseren er beskæmmende for det danske retssamfund, som har udvist en næsten fuldstændig mangel på forståelse for, at love en gang imellem skal håndhæves med magt. I stedet fører man en politik, der i ubehagelig grad minder om Chamberlains appeasement-politik i 1930'erne. Eller som Churchill karakteriserede den: Man fodrer krokodillen med småbidder i håb om, at man bliver den sidste, den spiser. Det er en på sigt meget farlig politik, da den på samme tid gør to ting: 1) Den sender et signal til det autonome miljø og andre om, at voldstrusler betaler sig, bare de er stærke nok; og 2) den ender med at politisere politiet. Særligt det sidste er et voldsomt problem, da det betyder at voldstrusler i fremtiden kan blive mere effektive når politiet af politiske grunde ikke ønsker at tage en konfrontation med de voldelige kræfter.

Farcen omkring Jagtvej 69 illustrerer derfor et væsentligt problem: Et land kan i princippet have verdens bedste love, men uden en effektiv, fair og rettidig håndhævelse af lovene er de ikke det papir værd, som de er skrevet på. Man kan sagtens have et velfungerende og uafhængigt retsvæsen, men hvis politiet kommer under markant politisk indflydelse, bliver udøvelsen af lov også politiseret. Der er derfor to vigtige forholdsregler, der skal tages, og det hellere før end senere. For det første må Folketingets politikere træde i karakter og insistere på, at landets love skal håndhæves – også i København. Og for det andet må politiet slippe forestillingen om, de altid bør have politisk opbakning. De har, hvis de opfører sig regelret, opbakning i landets love. Det er det eneste, de nogensinde kan håbe på at få, og det burde også være den fineste opbakning der gives. Hvis disse tiltag ikke tages, risikerer vi at sætte os på en politisk og retslig glidebane. Medmindre farcen stoppes nu, er dette ellers det første skridt mod at Danmark bliver den nordligste bananrepublik.

Reality TV – nu med fattige!

Af Christian Bjørnskov, den 30. november 2006. 7 svar

Politik kan en gang imellem være ret underholdende. Sådan var det i hvert fald i denne uge, hvor udviklingsminister Ulla Tørnæs præsenterede et forslag, der helt sikkert fik en del mennesker i udviklingsmiljøet til at få morgenkaffen i den gale hals. Ministeren vil sende kendte danskere til at tage til ulande for at udvælge udviklingsprojekter. På den måde håber hun at skabe mere opmærksomhed om ulandenes problemer og – må man da formode – en mere positiv stemning omkring den danske ulandshjælp. Tørnæs fastholder, at problemet er oplysning. Til Politiken udtaler hun f.eks. " Tag bare 2015-målene. Det er under halvdelen af den danske befolkning, der ved, hvad de går ud på. Det er et hul i oplysningen, og det forsøger vi at gøre noget ved". Reaktionen fra ulandsmiljøet er helt forudsigelig. Ord som 'poppet', 'forkastelig' og 'dumt' bruges i snart sagt alle kommentarer, og de er vel også på et vist plan dækkende. Mellemfolkeligt Samvirkes generalsekretær Frans Mikael Jansen spørger således "Hvorfor bruger man ikke de eksisterende rammer for bistand – hvor der ligger meget grundige overvejelser til grund for at give bistand til udvikling i form af analyser, strategier og saglige vurderinger. Alt dette tilsidesættes her."

Med risiko for at lyde som Cato den ældre, der angiveligt altid endte sine taler i det romerske senat med en opfordring til at ødelægge Kartago (Ceterum censeo Carthaginem esse delendam) er hele Tørnæs-miseren både deprimerende og underholdende på et andet plan. Sagt lige ud og uden omsvøb, er den et forsøg på at sende en ny slags propaganda for ulandshjælp ud som et tilskud til Danidas årlige rapporter og NGO'ers tilbagevendende kampagner. Hvis man f.eks. læser Danidas årsberetning, må man få det indtryk at det går imponerende godt i Danmarks samarbejdslande. Men hvorfor, bortset fra Vietnam, rykker de sig så ikke ud af stedet? Og hvis ulandshjælp er så godt, hvorfor har vi så hørt på det store behov for den lige siden jeg begyndte at se julekalender i fjernsynet – eller for at bruge det korrekte udtryk: Børnenes Ulandskalender? Og hvorfor synes Mellemfolkeligt Samvirke egentlig, at de har behov for at bruge kendte til at samle ind til deres formål?

Bundlinien er, at ulandshjælp ikke virker! Ulla Tørnæs, Helle Thorning, John Faxe Jensen, Kim Sjøgren: Det kan godt være i er kendte, men I smider vores penge ud af vinduet. Det kan godt være at vi viser 'solidaritet' med denne verdens fattige, men den solidaritet er ikke noget værd. Den er faktisk mindre end tom, fordi vi samtidig står som borgere i EU – verdens mest protektionistiske statsdannelse – og dermed hver dag med vores politiske handlinger forhindrer fattige mennesker i at få muligheden for at arbejde sig op. I offentlighedens lys siger vi, at vi giver så og så mange penge til de fattige, men i politikkens korridorer sender vi hellere midler til franske bjergbønder end åbner vores markeder for de fattiges produkter. Jeg skammer mig over at bo i en verdensdel hvor vi hellere vil flygte fra virkeligheden ved at reducere problemerne til Reality TV end at indse, hvad vi realistisk og effektivt kan gøre.

Med risiko for at lyde som Cato den ældre, der angiveligt altid endte sine taler i det romerske senat med en opfordring til at ødelægge Kartago (Ceterum censeo Carthaginem esse delendam) er hele Tørnæs-miseren både deprimerende og underholdende på et andet plan. Sagt lige ud og uden omsvøb, er den et forsøg på at sende en ny slags propaganda for ulandshjælp ud som et tilskud til Danidas årlige rapporter og NGO'ers tilbagevendende kampagner. Hvis man f.eks. læser Danidas årsberetning, må man få det indtryk at det går imponerende godt i Danmarks samarbejdslande. Men hvorfor, bortset fra Vietnam, rykker de sig så ikke ud af stedet? Og hvis ulandshjælp er så godt, hvorfor har vi så hørt på det store behov for den lige siden jeg begyndte at se julekalender i fjernsynet – eller for at bruge det korrekte udtryk: Børnenes Ulandskalender? Og hvorfor synes Mellemfolkeligt Samvirke egentlig, at de har behov for at bruge kendte til at samle ind til deres formål?

Bundlinien er, at ulandshjælp ikke virker! Ulla Tørnæs, Helle Thorning, John Faxe Jensen, Kim Sjøgren: Det kan godt være i er kendte, men I smider vores penge ud af vinduet. Det kan godt være at vi viser 'solidaritet' med denne verdens fattige, men den solidaritet er ikke noget værd. Den er faktisk mindre end tom, fordi vi samtidig står som borgere i EU – verdens mest protektionistiske statsdannelse – og dermed hver dag med vores politiske handlinger forhindrer fattige mennesker i at få muligheden for at arbejde sig op. I offentlighedens lys siger vi, at vi giver så og så mange penge til de fattige, men i politikkens korridorer sender vi hellere midler til franske bjergbønder end åbner vores markeder for de fattiges produkter. Jeg skammer mig over at bo i en verdensdel hvor vi hellere vil flygte fra virkeligheden ved at reducere problemerne til Reality TV end at indse, hvad vi realistisk og effektivt kan gøre.

Bundlinien er, at ulandshjælp ikke virker! Ulla Tørnæs, Helle Thorning, John Faxe Jensen, Kim Sjøgren: Det kan godt være i er kendte, men I smider vores penge ud af vinduet. Det kan godt være at vi viser 'solidaritet' med denne verdens fattige, men den solidaritet er ikke noget værd. Den er faktisk mindre end tom, fordi vi samtidig står som borgere i EU – verdens mest protektionistiske statsdannelse – og dermed hver dag med vores politiske handlinger forhindrer fattige mennesker i at få muligheden for at arbejde sig op. I offentlighedens lys siger vi, at vi giver så og så mange penge til de fattige, men i politikkens korridorer sender vi hellere midler til franske bjergbønder end åbner vores markeder for de fattiges produkter. Jeg skammer mig over at bo i en verdensdel hvor vi hellere vil flygte fra virkeligheden ved at reducere problemerne til Reality TV end at indse, hvad vi realistisk og effektivt kan gøre.

Autonomes udemokratiske opførsel => kritik af politiet?

Af Christian Bjørnskov, den 27. november 2006. 29 svar

I weekenden fik vi næste akt af farcen om det såkaldte Ungdomshus, som vi før har omtalt her på stedet (læs her og her). Tre retsinstanser har afgivet domme, der alle entydigt viser, at frimenigheden Faderhuset ejer Jagtvej 69 i Købehavn, og at de autonome unge (og andre) derfor skal forlade huset. Det fik først venstrefløjen i den københavnske Borgerrepræsentation til at ville blæse højt og flot på grundloven ved at lave en speciallokalplan for ejendommen. Da det gik op for flere, at den løsning simpelthen var for tydelig magtfordrejning, trak politikerne forslaget tilbage.

Nu har de autonome så taget skeen i den anden hånd. Hvis de ikke længere må hærge Jagtvej 69, kan de i det mindste udtrykke deres protest ved at hærge Faderhusets andre ejendomme. Så i går brød de ind i en gudstjeneste hos frimenigheden og begik omfattende hærværk. Politiet blev naturligvis tilkaldt og måtte i flere tilfælde trække og bruge deres knipler for at beskytte sig (se omtalen i Politiken her).

 

Og så var det jeg undrede mig, da hændelsen blev omtalt i aftenens TV-Avis. For mens man viste billeder fra anholdelserne og enkelte billeder fra de hærgede lokaler hos Faderhuset, gik en stor del af reportagen på politiets brug af knipler. Naturligvis skal det undersøges, om enkelte betjente gik for langt, men jeg mener at man bør holde fast i to ting: 1) Politiet har knipler af en meget god grund, nemlig for at kunne beskytte sig selv uden at skulle ty til stærkere midler (f.eks. deres pistoler), og må derfor også have mulighed for at bruge dem når de trues; og 2) Medierne bør fastholde rimelige proportioner i dækningen af denne sag, som i alle andre sager.

 

Mht. punkt nr. 1 har jeg naturligvis ingen problemer med, at politiet holdes ansvarlige for eventuelle overreaktioner. Men når det kommer til punkt 2, mener jeg man må være meget mere bekymret. At MSM behandler den autonome gruppe omkring Ungdomshuset på særlige vilkår burde være tydeligt. Et helt specielt problem opstår desværre, når en gruppe unge, der på ingen måde respekterer de almindelige spilleregler i en demokratisk retsstat som Danmark, bliver behandlet på en måde, der betyder at deres udemokratiske og voldelige opførsel fører til offentlig kritik af den institution samfundet har til at beskytte borgernes sikkerhed.

 

Sagt på en anden måde, betyder mediernes særlige fokus, at de autonomes voldelige overfald på den retmæssige ejer af Jagtvej 69, munder ud i en kritik af politiet, og ikke de autonomes helt bogstaveligt talt skrigende mangel på respekt for samfundets basale institutioner. Det er en helt Kafkask situation, at politiet mistænkeliggøres mens der slet ikke stilles spørgsmål ved de unges og visse politikeres foragt for og politisering af den private ejendomsret. Det er også – hvis man skal være pessimistiske – måske et tegn på en dybere strømning i samfundet, der betyder at de grundlæggende menneskerettigheder – in casu ejendomsretten – i stigende grad må vige for politisk prægnante enkeltsager. Skal man bare sidde og se på? Det mindste man kan gøre er vel at pege på et muligt problem, før principielle rettigheder bliver politiseret som i en anden bananrepublik.

Nordkoreas Statsbaner

Af Christian Bjørnskov, den 18. november 2006. 14 svar

Sidste uge var jeg to gange i København, en gang i Ålborg og en tur hos mine forældre i Haderslev. Idet jeg fik et lift hjem til Århus om søndagen, betød det at jeg – da jeg ikke har bil – kørte med DSB syv (7) gange den uge. Jeg undrer mig stadig over, hvordan min tålmodighed holdt til det, for hvis der findes en virksomhed eller organisation i Danmark, der minder mig om Nordkorea, er det DSB.

 

Eksemplerne bliver ved med at vælte ind, næsten hver gang man kører med de statslige tog. Fredag i sidste uge, da jeg kørte hjem fra København, manglede lyntoget vogn 41 og 42. DSB suspenderede derfor alle pladsreservationer i de to vogne – de var der jo ikke – og jeg undrede mig ligesom jeg gjorde i vinters, da man suspenderede alle pladsreservationer på et tog, der aldrig kom. Det blev i øvrigt gjort over højtalerne efter nogle folk havde ventet i frostvejr på en perron i mere end en time. Findes der nogen anden virksomhed i Danmark, der tillader sig blot at meddele, at den vare man har købt – en pladsreservation – ikke bliver leveret, men at man i øvrigt ikke får sine penge tilbage? Jeg har svært ved at komme på andre eksempler.

 

Der er masser af andre frustrationer. Samme tur med lyntoget fredag aften varede næsten 3½ time, noget i retning af tre kvarter for længe. Hvorfor det skulle vare så længe, og hvorfor vi blev holdende i et kvarter på Hovedbanegården efter den planlagte afgang, blev der ikke givet nogen besked om. Det er i de situationer, jeg kan få helt ondt af personalet, der ikke kan svare på ens spørgsmål. De får nemlig heller ikke noget at vide. Det må være en særlig tålmodig (eller resignerende) type mennesker, der vælger at arbejde for dén virksomhed.

 

En tredje frustration bluser op, hver gang jeg er på besøg hos mine forældre i Haderslev. Det er nemlig besværligt at komme med offentlig transport, hvis man skal syd for Kolding. Man tager enten toget til København og skifter i Fredericia og Kolding, eller tager toget mod Esbjerg, som kører sydpå indtil Kolding, og så drejer vestpå til Esbjerg. Skal man til Sønderjylland, skal man skifte tog. Regionen blev genforenet med Danmark i 1920, men den bid information er åbenbart ikke rigtigt nået så langt ind i DSB, at man lægger køreplaner, der behandler Sønderjylland som en del af landet. På et vist plan er det derfor sigende, at den eneste mulighed for at køre direkte til noget sted syd for Kolding, er ved at tage Deutsche Bahns tog til Hamborg.

 

Jeg kunne blive ved, men det er sandsynligvis ikke sundt for mit blodtryk. Så spørgsmålet er, hvad man skal gøre ved det? DSBs eget svar er massive investeringer i den kollektive trafik – altså i DSB. Det prøver man så på gennem at købe IC4-toget. Der er bare ingen der ved, hvornår de nye tog kan tages i brug. På trods af det, glæder man sig i virksomheden over de nye tog. Jeg føler mig i stedet hensat til det afsnit af Yes Minister, hvor ministeren bliver præsenteret for det mest velfungerende hospital i England – der ikke tager patienter ind… Hvis man spørger politikere, er svaret mere politisk styring. Men hvis man ser på de sidste hundrede års dansk politik, synes den relevante konklusion mere at være, at DSB har været dygtig til at styre politikerne end det omvendte. Så effektivt set er politikernes svar at give DSB mere politisk indflydelse.

 

Som jeg ser det (helt personligt) er der kun to mulige løsninger: En total privatisering, eller 'General Park-løsningen'. Begge løsninger vil kunne give det, DSB har manglet i årtier: Konkrete incitamenter til at levere en ordentlig vare. For at tage den sidste først, vil den løsning være i stil med den måde, Sydkoreas regeringsleder Chung Hee Park brugte overfor landets store, ineffektive industrikonglomerater efter magtovertagelsen i 1961. Han indkaldte til et møde, hvor beskeden var, at man nu mødtes hver fjortende dag og monitorerede virksomhedernes effektiviseringsbestræbelser. Og hvis en virksomhedsleder ikke viste positive resultater? Så smed man ham i fængsel. Virkningen var, at Sydkoreas industri på næsten mirakuløs vis blev mere effektiv fra starten af 60'erne.

 

Nu er Park-løsningen sikkert ikke mulig i Danmark (og det er nok ikke så skidt endda). Så den eneste anden måde, man kan løse DSBs problemer på, er at privatisere. Ikke halvt, ikke på en måde der betyder, at staten bevarer en aktiemajoritet, men helt og fuldt, så togdriften i Danmark bliver frigjort fra politisk indflydelse. Nogen vil muligvis have den indvending, at så bliver offentlig transport meget dyrere, men erfaringen viser, at det ganske enkelt ikke er rigtigt. Det eneste 'offentlige' alternativ til DSB, hvis man skal fra Århus til København, er Abildskous Rutebiler, som tilbyder at køre tur-retur cirka 200 kroner billigere end med DSB. Firmaet får ingen støtte, men har stadig et overskud! Hvis det kan lade sig gøre, hvorfor kan DSB så ikke?

 

 

Svaret er simpelt: DSB har intet incitament til at køre effektivt, begrænse omkostningerne, eller levere en service, der i det mindste giver indtryk af, at man har respekt for sine kunder. Det er en monopolvirksomhed, der ikke bare scorer en almindelig monopolgevinst, men også offentlige støttekroner og politisk beskyttelse oveni. Guderne må vide, hvad det firma koster Danmark. Hvis der er anstændighed tilbage i dansk politik, må Folketinget indse, at det er på høje tid at privatisere togdriften.

Er sort arbejde problem eller symptom?

Af Christian Bjørnskov, den 15. november 2006. 15 svar

Normalt prøver vi at være med på dagens nyheder, men sommetider er det bare ikke muligt. For mit vedkommende var det ikke muligt i går da jeg først fik læst dagens gratisaviser om aftenen. Når dagens post alligevel handler om en kort debat i gårsdagens Nyhedsavis – som jeg i øvrigt får leveret meget tidligt om morgenen af et bud, der insisterer på at klappe så højt som muligt med brevsprækken – er det fordi den er af mere principiel karakter.

Nyhedsavisen har en gang imellem en pro-et-kontra klumme – to modsatte syn på samme sag. Og i går var sagen eksistensen af sort arbejde i Danmark. Socialdemokraternes skatteordfører John Dyrby argumenterer ikke overraskende for, at “sort arbejde skal bekæmpes”. Han skrev, at problemerne starter “når sort arbejde bliver en sport, som udelukkende har til formål at omgå skattesystemet”, og fremhæver også i bedste socialdemokratiske tradition, at sort arbejde er “en lønpresser uden lige”. Avisens chefredaktør, David Trads, gav ikke overraskende det modsatte synspunkt, som han udtrykte således:

“Problemet er jo et andet – nemlig at vi betaler så høj skat og har så høj en minimumsløn i Danmark, at det er umuligt for almindelige danskere at betale for små serviceydelser, hvis der skulle betales skat af det. Sort arbejde i småskalaen er nødvendigt for at få samfundet til at hænge sammen”

Nyhedsavisens debat i går rejser det helt fundamentale – og særdeles vigtige – spørgsmål, hvorvidt eksistensen af sort arbejde i Danmark er et problem i sig selv eller blot et symptom på dybere fejl i samfundet. Svaret afhænger selvfølgelig til en vis grad af, hvor man står politisk, men kan også anskues stort set apolitisk, jf. Tradses indlæg.

Forestil dig en almindelig dansk familie med to børn, hvor begge forældre er akademikere og derfor som oftest uden ‘almindelig’ arbejdstid. Børnene skal afleveres i skole, hentes fra skole og på den ene eller anden måde passes indtil forældrene har fri fra arbejde. Når det så sker, har forældrene valget mellem at bruge deres tid på hverdagens småting – opvask, rengøring, havearbejde, regnskab osv. – eller for eksempel at bruge lidt tid på deres børn og evt. lave noget ordentlig aftensmad (ikke en selvfølge i dagens Danmark).

Hvor ville denne familie være uden sort arbejde? En studerende til at gøre rent uden regning, en sort børnepasning, måske endda kun en nabo som man har en fast aftale med, en pensionist der for en check i en brun konvolut sørger for at haven bliver passet. De eneste alternativer til sort arbejde, er at købe serviceydelser på det åbne marked. Og som David Trads rigtigt påpeger, er det til en pris som meget få danske familier kan betale. Prisen presses nemlig op af både verdens tungeste beskatning og en meget høj de facto minimums timeløn, som jf. et af mine tidligere indlæg her på stedet kan være højere (sic!) end akademikerforældrenes.

For mit vedkommende er sagen helt klar: Sort arbejde er ikke blot nødvendigt for at få et samfund som det danske til at hænge sammen, i og med at det sikrer, at visse nødvendige serviceydelser faktisk kan købes af dem, der har det største behov for dem. Sort arbejde i Danmark er også moralsk rigtigt, eller i hvert fald ikke moralsk forkert. For hvordan kan man fordømme eksistensen af sort arbejde i et samfund, der på den ene side presser lønstrukturen så tæt sammen, at selv de højest uddannede ofte ikke kan betale for almindelige serviceydelser, mens det på den anden side sikrer sig mod det, S-ordføreren kalder “lønpres”, så lønningerne i servicesektoren og dermed prisen på serviceydelser stiger? På den baggrund er det vel ikke så mærkeligt, at danske kvinder er mere tilbøjelige til at acceptere sort arbejde end mændene?

Danmark har i forvejen meget lidt sort arbejde, delvis på grund af danskernes ærlighed, delvis på grund af systemets tætte overvågning af danskerne. Når man fra forskelligt politisk hold udskriger det eksisterende sorte arbejde som et reelt problem, vidner det om politikernes nogle gange nærmest uendelige tilbøjelighed til ansvarsforflygtigelse. Det sorte arbejde, der findes i Danmark, er ikke moralsk forkasteligt. Det er skabt af den velfærdsstat, som de danske politikere er så glade for. Derfor er det sorte arbejde ikke almindelige danskeres moralske ansvar, men Folketingets medlemmers. Deal with it!

Når forskning bliver misforstået (med vilje?)

Af Christian Bjørnskov, den 11. november 2006. 18 svar

Hvis man er samfundsforsker, oplever man tit at folk misforstår ens forskning, dens resultater og i særlig grad dens implikationer. Det kan man ikke sikre sig imod, udover naturligvis at præsentere tingene så pædagogisk som muligt overfor journalister og andre interesserede. Men nogle gange får man fornemmelsen af, at man bliver misforstået med vilje, for ellers er der ikke en historie at skrive.

Det er blandt andet det, der er sket for to særdeles velrenommerede økonomer i USA. Miseren drejer sig om deres nye arbejdspapir “Stature and Status: Height, Ability, and Labor Market Outcomes”, der er kommet i verdens mest prestigefyldte working paper serie, NBER (nummer 12.466). I og for sig er der ikke ret meget nyt i den historie, forfatterne Anne Case og Christina Paxson kan fortælle. Højere børn klarer sig i gennemsnit bedre i kognitive tests som f.eks. intelligenstest, højere voksne i gennemsnit tjener mere, og hvis man er høj som barn bliver man normalt også høj som voksen. Alt i alt viser deres tests, at man som voksen i USA gennemsnitligt tjener cirka én procent mere per ekstra centimeters højde.

Det nye er, at Case og Paxson peger på grunden til at høje mennesker tjener mere: Det er udelukkende fordi de har en kognitiv fordel med fra deres barndom. Det er altså ikke, som andre har foreslået, at arbejdsmarkedet på en eller anden måde diskriminerer mod lave mennesker. Men det var åbenbart ikke nok for Reuters, som postede ‘nyheden’ under titlen “Tall People are Smarter”. Den titel endte hos Washington Post med at blive bragt som et direkte citat fra papiret, og så brød helvede løs.

Angus Deaton fortæller historien i det nye nyhedsbrev fra the Royal Economic Society, men med den specielle twist, at han er gift med en af forfatterne (Anne Case). Han foreslår først, at man søger på Case+Paxson+Height+Princeton for at få en idé om omfanget af diskussionen. Google giver cirka 24.500 hits! En meget stor del af dem er rene nonsens links – cirka 160 af dem indeholder også ordet “bitch” – så kan man gætte på, hvor seriøse de er (!) – men en hel del tager Case og Paxsons papir dødsens alvorligt. “Amy” på bloggen ShortSupport skriver for eksempel, at ” The release of a report like this without disclaimers is really a grave oversight – and dare I say, ethically questionable?”

Eksemplet er selvfølgelig ekstremt, men det kaster også et vist lys over en situation vi også til en vis grad ser snige sig ind på Danmark. For eksempel kræver Amy klart, at man tager en masse forbehold – og reelt tager afstand – fra sine egne forskningsresultater. Hvorfor skulle man det, hvis man er rimeligt sikker på at man har lavet et grundigt stykke arbejde? Og hvorfor burde man overhovedet bekymre sig om, at man bliver misforstået af lægmænd, der ikke har nogen som helst basis for at forstå de forbehold, man som nationaløkonom helt automatisk tager overfor et hvilket som helst empirisk resultat?

For mit vedkommende mener jeg, at det er meget vigtige spørgsmål, min mine egne svar på dem burde være klare for enhver læser. Man tager naturligvis ikke afstand fra sit eget arbejde, og man skriver videnskabelige publikationer til ét bestemt publikum – ens kolleger. Hvis man pludselig skal til at bekymre sig om, hvorvidt ens publikum er hele befolkningen, skal man nok skifte profession! Det er desværre bare den slags problemer man kan få, hvis man skal bekymre sig om hvordan andre formidler ens egen forskning. Vi har en både moralsk og formel forpligtelse til at formidle vores forskning – og det kan man for eksempel gøre på en blog. I et bredere perspektiv er det også det samme problem, man kan løbe ind i, når man tegner satiriske tegninger af forskellige profeter i det man tro, er private omstændigheder. For kan man klandres for at gøre eller sige noget i ét bestemt forum – et videnskabeligt eller privat/hyggeligt – som man ikke ville gøre eller sige i et andet strengt offentligt forum, hvor modtagerne af ens budskab er helt andre med andre muligheder for at forstå det? Jeg håber blot, at danskerne ikke er lige så hurtige til at blive fornærmet over dette og hint som andre folkefærd åbenbart er.

Læs hele papiret her.

Midtvejsvalg – en amerikansk analyse (på mandag)

Af Christian Bjørnskov, den 9. november 2006. 4 svar

Som det sikkert er vores læsere bekendt, er de amerikanske midtvejsvalg endt med en markant demokratisk sejr. Mr. Law har allerede skrevet om det ønskelige i dette resultat, set fra en juridisk og demokratisk vinkel (se her). Jeg kan kun være enig: Det er demokratiets fornemste opgave at sørge for, at man skifter regering en gang imellem, særligt hvis regeringen begynder at vise tegn på metaltræthed.

Normalt reklamerer vi ikke for arrangementer her på Punditokraterne, men i denne specielle forbindelse bruger jeg i dag plads på – ikke at reklamere – men at gøre opmærksom på et gå-hjem møde i København på mandag. Fra 15 til 16 er John Fortier fra the American Enterprise Institute på besøg hos tænketanken CEPOS. Hans seminar vil fokusere på hvad han, fra den amerikanske vinkel som vi af naturlige grunde ikke kan dække her på sitet, ser som de indenrigspolitiske samt udenrigs- og handelspolitiske konsekvenser af valgresultatet. Vi håber i den forbindelse også at kunne bringe et overblik over debatten på mandag, for de af os der ikke har mulighed for at komme til arrangementet. For de interesserede er der mere information at hente her.

 

Europas ubegavede presse

Af Christian Bjørnskov, den 30. oktober 2006. 33 svar

Berlingske Tidende har idag et glimrende interview med Bret Stephens fra WSJ, som Bent Blüdnikow står for. Bret Stephens er redaktør på den amerikanske avis Wall Street Journal. Han undrer sig over europæisk presses antiamerikanisme og beskylder samme presse for mangel på reel pluralisme. God fornøjelse!

Europa har ikke en begavet presse 

Berlingske Tidende 30.  oktober  2006, 2 sektion, magasin, side 10 

Af Bent Blüdnikow 

Bret Stephens var lidt af et drengegeni. Blot 28 år gammel blev han chefredaktør for den israelske avis Jerusalem Post. Nu som 32-årig er han med i ledelsesgruppen for en af de vigtigste aviser i verden, nemlig Wall Street Journal, hvor han også skriver sine kommentarer om verdens tilstand.

Han begyndte sit liv et helt andet sted på jordkloden, nemlig i Mexico, hvor hans far stammer fra, mens hans mor er italiensk jøde. Hans hustru er tysker, og deres børn har tysk statsborgerskab. Selv tilbragte han tre år i Bruxelles som Wall Street Journals udsendte mand til EU. Han følger godt med i europæisk presse, og han har som konservativ iagttager sine stærke synspunkter om europæisk presse:

»Den er ikke imponerende. Særlig når europæisk presse skriver om USA, kan man undre sig over det negative, fordomsfulde, lave niveau, der anlægges. Der er desuden en åbenlys mangel på egentlig pluralisme, idet meget af det, der står i europæiske aviser, minder besynderligt om hinanden i dets stereotype ensformighed.«
Hvad mener du med mindre pluralisme?

»Hvis vi tager artiklerne om USA i aviser som Le Monde, Der Spiegel og andre aviser, så er det den samme negative stereotype beskrivelse. En del af forklaringen skyldes selvfølgelig en århundred gammel antiamerikansk strømning i Europa, som vi kan spore tilbage til gamle politiske aktivister som f.eks. George Bernhard Shaw og venstreintelligentsiaen. Aversionen skyldtes til en vis grad misundelse over USAs succes. Men der er desuden en konformitet og en manglende mangfoldighed i europæisk presse.«

Er det bedre i USA?

»Ja absolut. Her har du reel pluralisme med vrede, aggressive, venstreorienterede aviser og tidsskrifter, der beskylder regeringen for hvad som helst. Men sandelig også den modsatte tendens, som vi kan se hos f.eks. Fox News og alle bloggerne, der er en reaktion på den venstreorienterede strømning i medierne og som repræsenterer mange borgere. Vi har det hele, og der foregår en dynamisk og seriøs debat, som europæerne burde være misundelige over.«

En undersøgelse har vist, at aviserne i Danmark bruger de »venstreorienterede« amerikanske aviser seks gange så ofte som »konservative« aviser, når de citerer.

Overrasker det dig?

»Jeg kender ikke danske forhold, men for Europa generelt svarer det til min erfaring. Ja, europæiske medier bruger ustandselig New York Times og Washington Post, som er oppositionsaviser, mens en avis som min egen Wall Street Journal kun bruges til økonomiske nyhedsartikler, men ikke til politik generelt. Det viser blot i en nøddeskal, at de europæiske mediers dækning er skæv og at den negative dækning af USA øser af regeringskritiske nyhedsmedier og kommentatorer, hvis stemmer derefter forstørres op i det europæiske rum.«

De fleste europæere vil næppe kunne se, at de har en indsnævret meningsdannelse?

»Nej, det skal man nok være fra et andet kontinent for at kunne se, men tro mig, herfra er det tydeligt.«

ENHVER KAN GÅ på internettet og under Wall Street Journals Opinions læse Stephens' indsigtsfulde udenrigspolitiske artikler. Wall Street Journal er med 2,6 millioner i oplag den næststørste avis i USA, kun overgået af US Today. Desuden udkommer Wall Street Journal i flere internationale udgaver.

Stephens følger med i europæiske aviser og magasiner som Le Monde, Figaro, Guardian, London Times, Der Spiegel og en række belgiske aviser. Han er forbløffet over, hvor ens journalistikken er, når det drejer sig om USA:

»Jeg forstår simpelthen ikke den foragt, som udstråler fra europæiske medier. Det er en foragt, der afslører en neurotisk og hyklerisk europæisk selvforståelse. Lad mig give et eksempel: Da præsident Bush besøgte Berlin, så var kansler Schröders modtagelse kold; Bush blev mødt af massive folkeprotester og negativ presse. Derimod fik Ruslands præsident Putin, som har stået for grove krænkelser af menneskerettigheder i bl.a. Tjetjenien og af pressefriheden, en venlig modtagelse i Berlin – også af medierne. Ja, Schröder kaldte endda Putin for en »upåklagelig demokrat«. Jeg kalder det hykleri.«

I Europa vil man sige, at pressen ikke er antiamerikansk, men blot Bush-kritisk?

»Bush' sydstatsstil irriterer selvfølgelig, men aversionen retter sig ikke kun mod Bush, men mod USA, ligesom under Den Kolde Krig og Reagan-tiden. Holdningen bliver forværret af de europæiske mediers flokmentalitet, hvor kritisk tænkning, der går imod strømmen, er et særsyn. Der er ikke nok intellektuelt mod i europæisk presse.«

Hvem styrer da europæisk presse?

»Der er ingen, der styrer. Det er ikke en konspiration, men hvad vi ser i europæisk presse er den uddannede elites holdninger. Det er den konventionelle offentlige sandhed, der dominerer både hos journalisterne, der er en del af denne elite, og hos den akademiske top af samfundet.«

Er den uddannede elites fordomme hele forklaringen?

»Ikke hele forklaringen, men en væsentlig del af den. Og det er i så tilfælde ikke sidste gang, at Europa er blevet vildført af denne elite. Faktisk er intelligentsiaens historie i Europa én stor begrædelig affære, når vi tænker på de vigtige opgør med totalitarismen i det 20 århundrede, hvor samme elite svigtede gang på gang. Antiamerikanismen er blevet elitens credo og den måde den identificerer sig på, efter dens store ideologiske forbilleder er endt i historiens skraldespand.«

STEPHENS ER DYBT i tvivl om Europas vilje til at kæmpe for sin egen overlevelse i mødet med globaliseringen og islamismen. Han mener, at der er god grund til at kritisere Bush-regeringens politik i f.eks. Irak, men han synes ikke, at det er seriøs kritik, man finder i europæiske medier, men en hånlig forvrængning af Amerika og dets intentioner. Opfatter han den europæiske presses holdning som udtryk for et generelt kultursammenstød?

»Nej, for almindelige mennesker sluger ameri
kansk kultur og rejser her
til i millionvis. De fleste europæere er ikke så fjollede antiamerikanske som redaktører og journalister, men det er dog alligevel bekymrende, at offentligheden ikke har en bedre presse.«

Har den europæiske presse ikke haft ret i, at Irak-krigen var en katastrofe?

»Både ja og nej. Før krigen advarede en stor del af europæisk presse mod krigen, fordi den mente, at man ikke kunne vinde den. Bagdad ville blive et nyt Stalingrad, advarede man om. Det blev det jo ikke, så den kritik var forkert. De massive anklager om, at krigen var til for at sikre USA olie – Spiegels forside lød »Blood for oil« – var også forkerte. Den mest seriøse del af kritikken er ikke denne løse konspiratoriske kampagne, som har præget europæiske medier, men den realistiske kritik, der har peget på, at Mellemøsten ikke lader sig demokratisere. Denne kritik af demokratiprojektets manglende realisme har hovedsagelig været et amerikansk fænomen.«

Er du enig i den kritik?

»Nej, men den er seriøs, og den finder sted her og nu i USA.«

Og hvad med de påståede masseødelæggelsesvåben, der blev brugt som krigsbegrundelse?

»Saddam Hussein narrede alle, også de europæiske efterretningstjenester. Det var ulykkeligt, men en række rapporter i både USA og England har vist, at regeringerne troede på disse våbens eksistens. At påstanden om bevidst løgnagtighed fra Bush og Blairs side i sagen om masseødelæggelsesvåben har vundet udbredelse i europæiske medier er udtryk for en ynkelig tilstand.«

Hvad skal der til, før de europæiske medier – i dine øjne – bliver bedre?

»Hør her, Europa er på vej ud i en alvorlig eksistenskrise. En krise der er forårsaget af dybtgående faktorer. Befolkningsudviklingen er negativ, bortset fra den muslimske minoritet. Økonomien er stagnerende. Den kulturelle identitet er vaklende, og det politiske mod til at stå sammen mod islamismen og terrorismen er svag. På et eller tidspunkt må nyhedsmedierne tage disse truende problemer alvorligt. USA er derimod et kontinent i fremdrift med høj befolkningstilvækst, god økonomi og en masse optimisme og vitalitet. Der er dog grænser også i et frit samfund for mediernes selvbedrag. Når den europæiske selvransagelse først indtræffer, så vil den skarpe antiamerikanisme også aftage. Men den selvkritik kræver en mere begavet presse, end I har nu.«

To Europaer mødtes – og mødes igen

Af Christian Bjørnskov, den 25. oktober 2006. 14 svar

I dag for nøjagtigt 591 år siden stod to hære overfor hinanden på en bakket strækning af det nordøstlige Frankrig. Den ene bestod af veludrustede, friske mænd der havde sovet godt i ly af deres telte på trods af at regnen havde væltet ned hele natten og forvandlet markerne omkring dem til et mudret ælte. Den anden havde været på kampagne gennem Frankrig i ti uger, var trætte og syge – mange led af dysenteri – var blevet decimeret gennem tidligere slag og sygdom, og de fleste havde sovet ude og var derfor gennemblødte. Den veludrustede hær var fransk og talte ifølge de fleste troværdige historiske kilder mellem 24.000 og 30.000 mand, den anden var primært engelsk og kunne kun mønstre cirka 6000 mand. Det drabelige slag, de to hære udkæmpede den dag blev som traditionen bød opkaldt efter en nærliggende borg, og er blevet en af de mest berømte dele af europæisk historie: Slaget ved Agincourt. Det var ikke blot et slag mellem to konger og to lande, men på et vist plan også et slag mellem to systemer, der kan spores helt til vore dage og til vore dages politiske slag.

Hvis resultatet var blevet som al umiddelbar fornuft tilsagde, ville Agincourt blot have været et af mange blodige slag i Europas historie og en blandt mange fodnoter i historiebøgerne, men sådan skulle det ikke gå. Fire timer efter slaget var gået i gang var markerne dækket af flere tusinde faldne, hvilket i sig selv ikke var mærkeligt – middelalderens krige var lige så blodige som det 20. århundredes. Det særlige var blot, at modsat al fornuft og militær logik, bestod det, en samtidig engelsk kronikør beskrev som "masserne, dyngerne og stakkene af faldne" næsten udelukkende af franske soldater. Størstedelen dele af den franske krigeradel var dræbt i slaget og flere hundrede var blevet taget til fange af engelske styrker. På den anden side havde England kun mistet to adelige og nogle få hundrede almindelige soldater. Mens Agincourt var en katastrofe for Frankrig, kunne Englands kong Henry V kun beskrive slaget som et mirakel. På trods af kongens ydmyge karakteristik lå der dog mere bag sejren, ikke mindst en afgørende forskel på hvordan rigerne blev styret.

Agincourt skulle blive et af en række slag mellem Europas to stormagter gennem de næste århundreder, hvor England trak det længste strå. Næsten præcist 390 år senere – på nær fire dage – pulveriserede landets flåde en samlet fransk-spansk styrke i slaget ved Trafalgar, og ingen behøver vel at mindes om den slående forskel på de to landes succes i Anden Verdenskrig? Da verden var kommet så langt, var det relativt lille engelske rige også vokset til et imperium som solen aldrig gik ned over, englænderne var Europas rigeste befolkning og landet var kommet sig hurtigere over depressionen end næsten alle andre Europas økonomier. Mens man kan finde særlige forklaringer på hver enkelt sejr, er det store spørgsmål derimod, hvad der kendetegner et land med en så markant historisk succes. Hvordan kunne England vinde ved Agincourt, og hvad har et slag for 591 år siden at gøre med nutidens Europa?

Optakten til Agincourt var sigende i sig selv. Begge lande havde været gennem borgerkrigslignende tilstande, Frankrig var i stadig konflikt mellem Valois-kongerne og hertugerne i Burgund, og Henry den femtes far, Henry IV, havde kuppet sig til den engelske trone. Men samtidigt med at de franske konger førte en karakteristisk ødsel livsstil og indførte stadigt mere enevældige tilstande, blev Henry IV på et tidspunkt sat under administration af det engelske parlament, der ikke ønskede at finansiere en sammenlignelig ødselhed. Hans søn voksede derfor op med den særlige indsigt, at hvis han skulle bruge penge eller nogen som helst andet, måtte parlamentet som minimum være bag ham. På den anden side af kanalen kunne den franske regent, dauphinen som regerede idet kongen, Charles VI, var mentalt ustabil, bruge løs uden at frygte parlamentet. Der var nemlig ikke noget. Så mens den franske regent havde frie hænder, lærte englænderen Henry værdien i at opbygge et ry for finansiel stabilitet og troværdighed der gjorde, at adel, byer, kirke og endda enkeltpersoner var villige til at låne ham penge til den franske krig. På den anden side af kanalen måtte man tvinge pengene ud af folk.

Denne situation skulle, som Niall Ferguson argumenterer i sin forrygende The Cash Nexus, i de følgende århundreder være en vigtig faktor i at forklare, hvordan et relativt lille land som England kunne vinde krig efter krig mod Frankrig og andre kontinentale magter. De engelske regenter betalte nemlig tilbage, og lettede beskatningen når krigene var overstået! De kunne derfor finansiere større udgifter til krige end det væsentligt større franske rige. Den samme tilbageholdenhed blev aldrig et fransk kendetegn, og er det bestemt heller ikke i dag. Når institutionelle økonomer derfor taler om path dependency – at samfund i høj grad er formet og stadig formes af deres historie – kan Agincourt således minde os om, hvor dybe de historiske rødder er. På helt centrale punkter opfører Frankrig sig i dag påfaldende meget som landet gjorde i 1415.

Et af disse punkter er, hvordan de respektive regenter opførte sig. Den franske dauphin sad hundrede kilometer væk i sikker luksus og overlod slaget til Charles d'Albret, den franske øverstkommanderende. Henry V var med i frontlinjen i slaget, og havde opført sig markant anderledes end den franske regent eller hans officerer, der som traditionen bød, igen holdt markant afstand til fodfolket. Både på dagen og aftenen før var den engelske konge gået rundt i lejren for at tale med folk om deres angst, deres familier, og havde i det hele taget givet sin hær det, som Shakespeare i sin skildring af ham så præcist kaldte "a little touch of Harry in the night". Denne forskel i indstilling kan genfindes i vore dage (kunne man forestille sig Chirac mænge sig med almindelige mennesker?), hvor England nok har en mere ulige indkomstfordeling – forskellen er cirka fire point på Gini-koefficienten – men i det store og hele har langt lettere ved at håndtere ulighed end Frankrig, hvor strejker og voldelige optøjer har været en del af den politiske dagsorden i flere hundrede år.

Et andet punkt, der er værd at bemærke er, at det var to elitestyrker, men to meget forskellige eliter, der mødtes på slagmarken. Den franske elite var også samfundets top – adelens stolte sønner der red ud i fuldt, skinnende udstyr fast overbevist om deres overlegenhed – mens den engelske elite kom fra alle dele af samfundet. Det var bueskytterne, der uden ret meget andet udstyr end deres langbue, pile i stakkevis, og deres egne, imponerende, individuelle evner gjorde forskellen, først ved at fælde de franske riddere, derefter ved at gøre arbejdet så grundigt færdigt med deres simple blyhamre, at flere hundrede franske adelige aldrig blev identificeret. Igen er håndteringen af ulighed og elite værd at bemærke: den synlige elite med dens bannere og højrøstet skinnende rustninger måtte vige for de objektive evners elite.

Eliterne er de to lande er også i dag meget forskellige. Der er masser af 'gamle penge' i Storbritannien i dag, en synlig adel og en gammeldags 'klassebevidsthed', men landet er stadig grundlæggende meritokratisk. En universitetsgrad fra Oxford, Cambridge, London School of Economics eller f.eks. St. Andrews eller et andet godt, mindre universitet er naturligvis stadig et godt signal, men hvis man er særligt dygtig, kan man have læst i Bath eller Swansea og stadig ende på en toppost i det private eller centraladministrationen. Situationen er ganske anderledes i Frankrig. Hvis man ønsker at komme til tops i Paris – det eneste sted man kan komme til tops – er en eksamen fra én og kun én institution et must: l'Ecole Nationale d'Administration, i daglig tale ENA. Praktisk taget alle franske topem
bedsmænd har gået på EN
A, har fået den samme skoling og har det samme syn på verden. Det franske embedsværk har derfor en og kun en sandhed, faglig baggrund og ideologi – statens sandhed, faglig syn og ideologi, som også er ENAs. Magtfuldkommenhed er med andre ord noget, de franske embedsmænd har fået ind med deres universitære modermælk. Det britiske embedsværk er, dets mangler til trods, langt mere pluralistisk og derfor i en bedre position til at udvikle sig og lære af dets fejl. En af konsekvenserne er, at man stadig regulerer mere lempeligt i Storbritannien end i Frankrig, særligt efter Thatchers lille revolution først i 80'erne. En anden er, at mens briterne scorer mere end et helt point mere end Frankrig på den årlige korruptionsliste på trods af at landene er stort set lige rige. Også på dette punkt er England et mere fair samfund. Og hvis man endelig vil se det i et andet historisk lys, kan man jo sammenligne det to landes kolonihistorie.

Hvorfor er det vigtigt? Hvorfor skal vi bekymre os om historiske forskelle mellem Frankrig og Storbritannien? Mit svar vil være, at det skal vi, fordi slaget ved Agincourt genspilles i nutidens institutioner, helt specifikt i EU. Frankrig kæmper en kamp for at få en EU-forfatning, et sæt politisk bestemte spilleregler og en langt stærkere central kontrol med både unionen, dens virksomheder og individer, men også med de internationale valutamarkeder og 'globaliseringen'. Briterne, der heldigvis stadig holder sig udenfor euroen og visse dele af det europæiske samarbejde, trækker i den anden retning, mod mindre central indflydelse og i bund og grund et mere meritokratisk og mindre politisk Europa.

Danmark står lidt midt mellem de to, med en stærk præference for det godes side når det kommer til handelspolitik, men også som en af unionens duksedrenge når det handler om at implementere centrale beslutninger og styrke den politiske indflydelse. Historisk har vi holdningsmæssigt og institutionelt helt ubetinget hørt til i den britiske lejr, men politisk har vi siden Napoleon – og muligvis endda før – valgt den franske side. Dagens spørgsmål er derfor, hvilken side vi vil vælge i dag? Det er et svar, som en hvilken som helst af vores læsere må gøre op med sig selv, men for mit vedkommende er der ingen tvivl. Mit svar blev besluttet for 591 år siden i et nordøstligt hjørne af Frankrig da min side vandt.

Støtten til Ungdomshuset smuldrer – måske er det dét værd at brokke sig?

Af Christian Bjørnskov, den 24. oktober 2006. 10 svar

Politikken skriver i dag, at den politiske støtte til en plan, som R, SF, S og Enhedslisten ellers havde kogt sammen i Københavns Borgerrepræsentation, nu synes at smuldre. Dagen efter at Punditokraterne sammen med bl.a. professor i forvaltningsret Steen Rønsholdt fra Københavns Universitet kritiserede aftalen som grundlovsstridig og magtfordrejning, sprang de Radikale fra aftalen, da Manu Sareen overfor TV-Avisen afviste, at partiet ville indgå i en aftale der befandt sig i en juridisk 'gråzone'. Og nu springer Socialdemokraterne så sandsynligvis fra aftalen. Partiets gruppeformand på rådhuset, Jesper Christensen, har i hvert fald afvist man har forsøgt at omgå ejeren. Begrundelsen er dog ikke helt fin i kanten: "Vi har trukket os fra lokalplanen, fordi det nu viser sig, at husets ejere i så fald ville kunne kræve erstatning, og at vi skal købe ejendommen tilbage. Og det er vi ikke interesserede i."

 

 

Planen, som tydeligvis havde til formål at tvinge den retmæssige ejer (frikirken Faderhuset) til at sælge huset til en bestemt køber (en fond der efterfølgende ville overdrage huset til de 'unge'), har kulturborgmester Martin Geertsen fra Venstre karakteriseret meget rammende: "Det er nærmest et set-up til en Godfather-film, hvor partierne truer med, at hvis du ikke betaler dine dummebøder, skal vi sørge for, at straffen falder ned over dig. Det eneste, der mangler, er nærmest et hestehoved, der falder ned i Ruth Evensens seng."

Fra vores og andres side har det åbenbart givet pote at brokke sig højlydt. Herfra skal der lyde ros til de Radikale for at være bakket ud af aftalen af de rigtige grunde, nemlig at den er på kant med Grundlovens beskyttelse af ejendomsretten, og mere end på kant med almindelig anstændighed. På den anden side må man ryste på hovedet af Socialdemokraterne, hvis egentlige motiv åbenbart er at undgå, at kommunen kommer til at betale erstatning for dens brug af mafiametoder. Og venstrefløjen på rådhuset ryster stadig ikke på hånden når de gør vold på det, der nødvendigvis må – men bestemt ikke altid bliver – betegnes som en menneskeret, nemlig retten til retmæssigt ejendom. Hvis man nogensinde havde illusioner om politikeres moral…

 

Italiensk forretningskunst, paneuropæisk tænkning

Af Christian Bjørnskov, den 22. oktober 2006. 12 svar

Italien er på mange måder et sjovt land, eller i hvert fald et jeg med jævne mellemrum morer mig over. I dag var ingen undtagelse, da Berlingske Tidende igen skrev om landets nationale flyselskab, Alitalia, og dets genvordigheder. Som avisen pointerer, fik selskabet for et år siden et katastrofelån på 7½ milliarder kroner, som den italienske stat vel at mærke kautionerede for. Dengang lovede direktøren Giancarlo Cimoli, at netop dét lån ville sikre, at Alitalia fik sorte tal på bundlinien i år.

 

Og nu er den så gal igen på trods af, at den italienske stat – der i øvrigt ejer 49 % af aktierne – gennem de sidste ti år har givet erhvervsstøtte til selskabet på alt i alt cirka 35 milliarder. Staten var ifølge Berlingskes kilder også denne gang villig til at give 11 milliarder ekstra, indtil Europakommissionen advarede mod, at den slags støtte nok er i strid med EU-regler. Så nu gør man fra politisk hold hvad man kan, for på anden måde at redde nationens stolte selskab fra fallitten.

 

Og her er så dagens pointe: Man gør hvad man kan fra politisk hold. Alitalia er nemlig ikke blot halvvejs statsejet, men også gennempolitiseret. Til avisen udtaler en transportøkonom med særlig indsigt i sagen – Marco Ponti fra Politecnico di Milano – at selskabets problem er at "fagforeningerne og politikerne har i mange år lagt så stort pres på Alitalia, at omkostningerne er betydeligt højere, end de burde være". Er det et problem, man måske kan nikke genkendende til i SAS hvor alt skal deles broderligt mellem tre lande?

 

Hvis det blot var et italiensk problem, kunne man måske se bort fra det og blot hygge sig med, hvad idioterne nede sydpå nu har fundet på. Men tænk over situationen, som den i sin reneste form ser ud: 1) Et firma viser sig ikke at være konkurrencedygtig pga. politiske indgreb og stærke, traditionalistiske fagforeninger; 2) politikerne tager det op som en sag, hvor de kan vise deres 'sociale sindelag' og giver støtte til det skrantende firma; 3) firmaet og dets partnere såsom fagforeninger behøver ikke gøre det store for at rette op på situationen, for staten/EU har jo vist sig klar til at hjælpe.

 

Udskift nu ordet 'firma' med 'sydeuropæisk skotøjsindustri', 'værfter', eller 'landbrug', og min pointe bliver forhåbentlig klar: Italien er helt repræsentativ for hvordan men i EU fører erhvervspolitik. Og desværre bliver Alitalia nok også repræsentativ på lidt længere sigt for en del europæisk industri, som politikerne har fingrene i. I det øjeblik man rykker ind med en 'genopretningsplan' eller lignende, fjerner man industriens eget incitament til at gøre noget ved problemerne. Man skader også de konkurrenter, der reelt kan konkurrere på markedsvilkår, og giver dem incitament til at spille efter de politiske regler. Alt sammen betalt i eksorbitant dyre domme af skatteydere og forbrugere. Velkommen til det Europa, vi er så vilde efter at blive tættere integreret med.