Kategoriarkiv: Nuværende skribenter

Norberg om den borgerlige EU-skizofreni

Af Christian Bjørnskov, den 14. april 2007. 7 svar

Johan Norberg – et af liberalismens og den sunde fornufts fyrtårne i Sverige – har i dag sammen med en række yngre svenske politikere et interessant indlæg i Expressen (læs her). Indlægget er ikke blot interessant, men også tankevækkende, specielt når man overvejer hvor ens Danmarks og Sveriges EU-politik er.

Norberg peger helt rigtigt på, at medlemskab i EU historisk har været en hjertesag for mange borgerlige politikere, men at det i dag er fælles for brede dele af det politiske spektrum. Men de selv samme politikere har i dag lidt af et forklaringsproblem overfor deres kernevælgere. Som han skriver. " Generationen borgerliga politiker som kämpade för EU-medlemskapet har inte förmått att förändra sin syn på samarbetet i takt med att EU ökat sin fokusering på att likrikta medlemsländerna och reglera näringslivet."

EU i dag er ikke det, Uffe Elleman så brændende ønskede os med i. Det er på mange områder i højere grad blevet en centraliseret og detailstyrende organisation, der som ethvert andet monopol ønsker ensretning af 'produktet' der leveres at de europæiske stater – medlemmerne af kartellet, om man vil. Ensretningen hedder bare 'standardisering', 'harmonisering', eller andre fraser som legal konvergens. Så mens hensigten fra starten var at øge konkurrencen på det interne marked, gør EU i dag i stigende grad det modsatte på det politiske marked. Man begrænser den institutionelle konkurrence, senest eksemplificeret ved den forfatningstraktat, som flere medlemsstater prøver at blæse nyt liv i.

For mit personlige vedkommende har Norberg fat i et helt centralt problem, når han taler om en generationskonflikt mellem borgerlige politikere – og for mig mellem borgerlige i det hele taget. Hans syn på problemet er, at for de ældre interesserede – politikere eller ej – har spørgsmålet altid været binært: Er du for eller imod EU? Men som det er nu, er der meget få, der er decideret imod tæt europæisk samarbejde som hensigten med EU var. Det betyder blot ikke, at man kan være særligt tilfreds med måden, samarbejdet udmøntes på, og de 'resultater' det giver. Norbergs løsning er ganske simpel: Regeringens Europa-politik må nødvendigvis laves om: "Ska generationsklyftan i borgerligheten övervinnas bör regeringen ta detta tillfälle att lansera en europapolitik som betonar öppenhet, suveränitet, frihandel och flexibel integration."

Det er ikke bare pjat, men dødelig alvor for Europas økonomiske velbefindende på langt sigt. Norberg pointerer som vi har gjort flere gange har på stedet, at Europas historiske teknologiske og økonomiske succes i meget høj grad beroede på, at kontinentet var delt mellem en lang række selvstændige stater, der konkurrerede som gale. Konkurrencen skabte incitamenter for individer, men også for stater til institutionel innovation, som førte til en stadig forbedring af retsvæsener, ejendomsret og senere hen også de demokratiske politiske systemer, som vi skatter så højt.

Det foruroligende i den europæiske udvikling er netop, at EU begrænser denne konkurrence. Dette forhold skaber absurde situationer. Selvom en række nordeuropæiske lande med Storbritannien i spidsen i mange år har indset, at den fælles landbrugspolitik ikke blot skader ulandene, men også EU's egne borgere, og derfor burde afskaffes, er det ikke den enkelte stat der tager beslutningen, men derimod EU. Og så længe Frankrig med enkelte sydlige venner ikke vil af med landbrugsstøtten, er vi alle begrænset af den, og fattigere af den grund. Uden EU's magt på dette område kunne vi have afskaffet den for længe siden, og dermed vise vejen for Sydeuropa. Men uden denne mulighed er der per konstruktion ingen mulighed for institutionel læring på tværs af stater på vores kontinent.

Norberg og co. slutter derfor af med at konkludere, at "ska vi få mindre av politisk styrning och mer frihet för den enskilda människan måste EU:s makt rullas tillbaka." Det er unægteligt svært at være uenig. Derfor er det så meget desto vigtigere at tage et opgør med de ældre (i sind) politikere, for at få ryddet ideen af vejen, at man enten er med dem eller mod dem. Den holdning har sjældent bragt folk ret langt.

Mill, Sujith Kumar og friheden til en masse ting

Af Christian Bjørnskov, den 13. april 2007. 16 svar

Nogle gange skal man tage chancen og prøve noget anderledes. Hvis man lader være med at passe på, lærer man måske endda noget nyt. Så det var det, jeg gjorde i går. Ikke nok med at jeg som nationaløkonom har sneget mig med til MPSA – verdens næststørste politologikonference – men jeg valgte i går eftermiddags at tage til et panel, der handlede om den britiske 1800-tals samfundstænker John Stuart Mill.

Det var et farvel til formler og tal og et goddag til store, gamle tanker og ny gentænkning af dem. Jeg overlevede de første tre talere og fik så lov til at opleve Sujith Kumar fra London School of Economics og hans bud på, hvorfor Mills stivstikkeri ind imellem de liberale tanker måske ikke var så dumt og uliberalt alligevel. Sujiths idé er, at Mill muligvis har haft to niveauer i tankerne, da han skrev ‘On Liberty’.

Han demonstrerede det med et sjovt eksempel, der kun blev sjovere af at blive illustreret med pile ovenpå et foto af den gamle Mill. I den klassiske liberale tradition skal folk have frihed til at drikke øl, og lige så meget som de har lyst til. Mill bruger sit ‘Harm Principle’ som udgangspunktet for diskussionen: Individer skal have lov til at gøre alt, så længe det ikke direkte skader andre individer. Men mange bryder sig ikke om dette princip, og Mill selv var måske ikke helt konsistent – efter sigende syntes han for eksempel ikke alt for godt om homoseksualitet.

Selvfølgelig kan man argumentere ud fra en slags ‘samfundsnytte’ – som mange danske politikere for eksempel gør – men det bliver hurtigt absurd. Et dansk eksempel kunne være, at man burde begrænse tidligere Århus-borgmester Flemming Knudsens frihed til at drikke store fadøl. Hans forbrug er sandsynligvis skadeligt for ham selv, og indebærer en byrde for det danske sundhedsvæsen – og måske endda et problem for Århus-borgerne. På samme vis kan man argumentere for, at min adgang til chokolade bør begrænses, fordi der er en reel risiko for at jeg i fremtiden bebyrder sundhedsvæsenet fordi jeg spiser for meget af ‘gudernes føde’.

Men for os alle vil disse drypvise indgreb blive absurde – hvor de end ender, og hvor man starter – og betyde et stort tab for alles frihed. Så hvorfor var Mill så personligt ambivalent? Sujiths forklaring er, at en genfortolkning af Mill afklarer hans mærkelige position. Mill argumenterer i hans optik for, at man på et første niveau skal have fuld frihed til at konsumere øl eller chokolade. Men samfundet – ikke defineret som staten, men som aggregatet af alle borgere – skal have en slags frihed til at kritisere opførslen og forbruget. Et andet af hans eksempler er ikke helt ved siden af, når man tænker på forskelle mellem Danmark og Sverige. Sujith forklarede nemlig, at de fleste kan være enige om, at racisme og racistiske holdninger og ytringer er forkerte. Det betyder bare ikke, at sagen ender der – man bør nemlig have frihed til at ytre visse holdninger. Denne frihed indebærer nemlig, at ‘samfundet’ får hvert individ til at reflektere over sin adfærd. Holdninger fører til adfærd – på det første niveau – men holdningerne kommer også et sted fra – det andet niveau.

Således bliver Mills fordømmelse af for eksempel homoseksualitet faktisk logisk konsistent med en liberal position. Som han skriver i On Liberty: “Human beings owe to each other to help to distinguish between the better and the worse”. En frihed til både at handle i overensstemmelse med sine egne holdninger og præferencer og diskutere, kritisere og fordømme andres adfærd fører netop til – ifølge manden fra London – at man reflekterer over, hvorfor racisme eller overdreven øldrikning er forkert. Dermed bliver folks holdninger udtryk for en ‘levende sandhed’ i stedet for ‘døde dogmer’.

Og for at komme til forskellen mellem Danmark og Sverige – og måske forskellen mellem frie vestlige borgere (både dem der er født her og andre) og indvandrere med fødderne solidt plantet i Mellemøstens mest tilbagestående støv – er Sujiths indsigter og tanker om Mills logisk konsistens og inkonsistens alt andet end fra det nittende århundrede. For hvorfor diskuterer vi danskere indvandring så frit og med en tone, som mange ikke rigtigt bryder sig om? Hvorfor gør de det ikke i Sverige? Tja, måske fordi Mills Harm Principle gælder i begge lande, men skellet mellem hvad der sker på andet niveau er markant? Sverige som samfund virker ikke i denne henseende – man tager holdninger osv. for givet og ender derfor med at lovgive om individuelt moralske forhold. Ligeledes gælder det netop, at nogle mellemøstlige muslimer nægter andre – og sig selv – adgang til at diskutere muslimsk/arabiske holdninger.

Dermed bliver megen islamisk lærdom og svenskeres holdning til for eksempel døde dogmer, mens de i Danmark enten er levende sandheder (racisme er skidt) eller døende misforståelser. På andre områder må man vel indrømme, at der er ting i Danmark, som er døde dogmer fordi vi netop ikke forstår at udnytte det, man hvis man strækker Mill (rigtigt, rigtigt) vidt kunne kalde andet-niveau-frihed. Nogle gange nytter det simpelthen at åbne for helt anderledes idéer og acceptere, at nogle af dem måske ikke er særligt nyttige endsige interessante. Nogle gange skal man lede udenfor lygtens skær efter sine bilnøgler. Man risikerer nemlig at finde mere end man ledte efter, så længe man har friheden til det. Og det ville gamle John Stuart Mill vel ikke have været uenig i, vel?

Sanders samlebåndsmodel for forskning

Af Christian Bjørnskov, den 10. april 2007. 7 svar

Regeringens forskningspolitik medfører i disse år markante ændringer i den danske universitets- og forskningsverden. Sektorforskningen med alt hvad den bringer af statslige bestillingsarbejder er lagt ind under universiteterne, så de nu både står for den frie forskning og for redegørelser, der næppe udvirkes i et politisk tomrum. Planen er også, at flere forskningsmidler skal prioriteres, hvilket i praksis vil sige at visse områder med politisk bevågenhed – for tiden bio- og nanoteknologi, og i videre omfang naturvidenskaberne – får flere midler, mens andre områder får mindre. Sammen med en række andre ændringer betyder det, at embedsværket og politikkerne får væsentligt større indflydelse på, hvad der forskes i. Det betyder formodentlig også, at udover en politisk indflydelse på, hvad der må konkluderes i bestillingsarbejderne, vil institutionerne få stærkere incitamenter til at censurere konklusionerne i den frie forskning – hvis de er politisk ubekvemme kan de jo påvirke de næste års ressourcer.

Det er derfor ikke blot et politisk spørgsmål, men – som vi har argumenteret for før her på stedet – også et fremtidigt økonomisk problem for Danmark, at politikerne ønsker en stærkere styring af forskningen. Mens ingen kan klage over et krav om større kvalitet i forskningen, er måden disse krav udmøntes på stærkt kritisabel. Det underliggende krav er, at forskningen skal være ‘brugbar’, dvs. at langt størstedelen af det der foregår på universiteterne, skal kunne bruges direkte i dansk erhvervsliv. Politikere, ikke blot forskningsminister Helge Sander, men også andre dele af Folketinget samt deres embedsmænd, afslører dermed deres syn på – deres ‘mentale model’, om man vil – hvordan forskning spiller en rolle i samfundet.

Modellen bliver populært kaldt for ‘samlebåndsmodellen’: At videnskaben opdager et fænomen, som derefter omsættes til teknologi, der bruges i erhvervslivet. Det følger ganske simpelt af modellen, at man ved at fokusere sine videnskabelige ressourcer indenfor områder, der fører til brugbar teknologi kan maksimere den samfundsmæssige nytte af ressourcerne. Der er bare ét problem: Siden Lewis Mumford’s ‘Technics and Civilization’ (læs f.eks. her) har vi vidst, at samlebåndsmodellen intet har at gøre med virkeligheden! Grundforskning finder ikke noget, der umiddelbart kan bruges kommercielt, og man kan ikke forudsige om og i givet fald hvor grundforskningens indsigter kan bruges. Dermed er det også umuligt at prioritere forskningsressourcer på enkeltområder – man kan jo ikke investere i at opfinde hjulet, før man har en klar idé om, hvad et hjul er. På den anden side er der mange eksempler på, at forskning indenfor et område kan spilde over i applikationer på helt andre områder. Det bliver for eksempel svært at tælle de applikationer, der er dryppet ud af NASAs rumforskning såvel som deres rent teknologiske anvendelser. På andre områder er det også værd at tænke over, at rynkebehandlingen Botox – der faktisk er stærkt fortyndet pølseforgiftning – blev udviklet som medicin mod noget helt andet. Og hvem havde set CAT og MR-scanninger som en direkte konsekvens af forskning i kernefysik?

Man kunne blive ved med eksemplerne. Pointen er, at grundforskningen finder forhold, som muligvis ikke kan udnyttes kommercielt, og muligvis kan. Forskerne er ofte de næstmindst kompetente til at se det kommercielle potentiale i deres fund – ellers ville de nok ikke have været forskere. De mindst kompetente er naturligvis politikere, da de samtidigt med at være lægmænd også har mærkværdige incitamenter – politisk popularitet og klare incitamenter til at ‘gøre noget’ synligt – og ofte har et inflateret syn på deres egen indsigt i alskens forhold. Grundforskningen finder et eller andet, og så er dén viden derude, så alle med en rimelig, om end nogle range rudimentær, videnskabelig indsigt kan bruge den. Det betyder derfor, at mulighedsfeltet for anvendelsen bliver bredt ekstremt ud i forhold til, hvis man insisterer på at forskerne eller deres institution skal specificere anvendelsesområdet og – som det også er oppe i tiden at gøre – patentere den.

Det rent ud sagt rædselsfulde i dansk forskningspolitik som den implementeres i disse år er derfor, at den er baseret på en forkert forståelse af, hvordan grundforskning virker og spredes i samfundet. Det er helt absurd, særligt fordi man fra videnskabs- og teknologihistorisk side har vist i mere end et halvt århundrede, at samlebåndsmodellen er en grov misrepræsentation af forskningens rolle. Disciplinen ‘videnskabs- og teknologihistorie’ i sig selv er faktisk et eksempel på et område, der ikke producerer nogen som helst umiddelbart kommercielt brugbare indsigter, men som har overordnet betydning for samfundet. Det oplagte eksempel er vel netop disciplinens indsigt i forskningens processer og rolle i samfundet. Men hele den viden er lukket land for Helge Sander og store dele af regering og Folketing. Blandt andet derfor er vi i disse år ikke blot ved at begrænse den danske forskningsfrihed og dermed de mulige indsigter fra dansk forskning, men også i høj grad de mulige anvendelser af den forskning, der alligevel slipper ud. Det er ikke just hverken begavet eller liberal politik, er det?

Hvem har brug for uniformering?

Af Christian Bjørnskov, den 9. april 2007. 19 svar

Så er påsken vel overstået, ferien er forbi, og dagligdagens pligter kalder igen. For mit vedkommende har der været lidt rigeligt ferie, da min computer for tredje gang på ni måneder brød sammen på vej hjem fra en konference. Det har derfor betydet endnu mere tid til skønlitteratur, avislæsning og den særlige feriedisciplin generel tom gloen ud i luften.

En af avishistorierne i påsken foråsagede faktisk lidt gloen – og en del tænken. Mere præcist var det en bid af Berlingskes søndagsintervire med Lotte Hansen – eks-spindoktor, konsulent, og fast medvirkende i DR2s 'Jersild og Spin'. I interviewet beretter hun om hvordan hun engang fik fortalt, at "alle damerne over 50 år" til et foredrag i Undervisningsministeriet havde kommenteret, at hun havde flade gummisko på. De havde ganske enkelt ikke hørt, hvad hun havde at sige, fordi hun "ikke havde haft højhælede sko på".

Hvorfor er det vigtigt at få at vide? Jo, fordi Lotte Hansen ikke er den eneste, der har oplevet ikke at blive taget alvorligt fordi hun ikke er klædt på efter en streng, stereotypisk forventning. de af læserne, der kender mig tilstrækkeligt godt, ved at jeg aldrig går med skjorte og slips – primært fordi jeg aldrig går med skjorte. Det skaber af og til absurde situationer ikke ulig den, Lotte Hansen var i til sit foredrag i Undervisningsministeriet.

Danskerne er sådan set ikke de værste – prøv at tage til en samfundsvidenskabelig konference og oplev der den negative korrelation mellem folks påklædnings-'kvalitet' og kvaliteten i den forskning, de præsenterer. Men selv mange danskere reagerer med skepsis, når man tropper op uden slips og måske endda . og ve, oh skræk - i et par jeans.Langt de fleste tør heldigvis hurtigt op, når det viser sig at det man siger ikke er helt tåbeligt. Dem, der er mindst tilbøjelige til at smide deres skepsis, falder dog i min erfaring i to særdeles uheldige grupper.

1) Politikere og ældre embedsmænd har de klareste forventninger til, atr man møder op i uniform. For det er det, udstyret jakkesæt og slips er for mænd, ligesom nederdel og højhælede er det for kvinder – en uniform. Desværre er det også de to grupper, der som oftest ville have mest gavn af at lytte med et åbent sind, og dermed følge med i, hvad der rører sig i samfundsvidenskaberne!

2) Den anden gruppe, der er utilbøjelig til at høre efter hvis man ikke møder i uniformen, er – desværre – borgerlige. Det er min helt tydelige erfaring, at dem jeg deler politisk side og generel livsanskuelse med. af en eller anden grund også ofte er dem, der er mindst liberale når det kommer til folks påklædning.

Deri ligger dilemmaet: Hvis folk ikke tager en alvorligt fordi man møder op i en mørk rullekrave, er det deres egen sag – det kan jeg ikke tage mig af. Men Lotte Hansens og mine erfaringer peger på en fundamental mangel på konsistens i mange borgerligt-liberales holdninger. Mens højrefløjen generelt – vil jeg vove at påstå – er bedre end venstrefløjen til at se på indholdet i en teskt eller et budskab i stedet for form eller budbringer, gælder det overhovedet ikke den personlige forventning til foredragsholderes og andres fremtoning.

Hvorfor har Lotte Hansen ikke højhælede på? Hvorfor kan Morten Albæk ikke tage sig samme og blive klippet? Hvorfor kan ham Bjørnskov ikke tage et slips på? Måske fordi vi håber, at folk fokuserer på indholdet i vores budskaber og lader vores tøj være et individuelt valg efter individuelle præferencer? Hvorfor folk alligevel har et så udtalt behov – særligt på min egen fløj, endda – for uniformer i det offentlige rum, undrer mig stadig. Svar udbedes!

Kritisk sans i ny forskning

Af Christian Bjørnskov, den 6. april 2007. 4 svar

En af de længste diskussioner i nationaløkonomisk og politologisk forskning drejer sig om, hvorvidt demokratisering er godt for landes økonomiske udvikling, eller om det i højere grad drejer sig om markedsliberaliserende reformer. I december 2005 offentliggjorde tre topøkonomer et studie, der synes at vise støtte til den første mulighed. Ricardo Hausmann, Lant Pritchett og Dani Rodrik – førstnævnte en af de tungeste drenge i økonomisk statistik, de to andre toppen af udviklingsøkonomi – kiggede specifikt på episoder hvor landes økonomiske vækst accelererede, i stedet for at se på vækst generelt. Ved at se på disse vendepunkter i landes udvikling, hævdede de at deres resultater viste at “most instances of economic reform do not produce growth accelerations”. Politiske regimeændringer (demokratisering) førte derimod udvikling med sig.

Artiklen – der blev publiceret i det stærkt prestigiøse Journal of Economic Growth – var en stor sejr for den del af forskningen, der hidtil har ledt forgæves efter gode økonomiske effekter af demokratisering. Og når den kom fra tre så ekstremt velrenommerede forskere måtte det jo være rigtigt! Men så let er det ikke! Som vi har understreget mange gange her på stedet, er en af forskningens vigtigste opgaver at checke alt for fejl. Det er det, den kun 26-årige hollandske økonom Richard Jong-A-Pin har gjort.

Jong-A-Pin undrede sig nemlig over resultaterne i Hausmann/Pritchett/Rodrik-artiklen, og hvordan de kunne komme til så anderledes fund. Og han undrede sig over, hvordan de havde defineret en vækstacceleration. Så han skrev til Rodrik, der venligt og uden forsinkelse sendte ham alle data – som man bør gøre! Jong-A-Pin gik derefter igang.

Hvad han fandt kan ikke undgå at undre en, for hans forskning som han præsenterede i fredags i Amsterdam viser, at de tre superøkonomer har kodet data forkert. En række af deres vækstepisoder startede for eksempel med et eller to års negativ vækst. De var derfor timet helt forkert. I andre tilfælde var væksten de sidste par år op til det, superholdet definerede som vendepunktet, faktisk højere end efter vendepunktet. Så hvordan kunne det være en vækstacceleration? Svaret er selvfølgelig, at det kan det ikke.

Da Jong-A-Pin var færdig med at rydde op i data og kode dem korrekt, havde han fundet fejl i over en tredjedel af de 82 tilfælde. Det i sig selv var pinligt for Hausmann, Pritchett og Rodrik, men endnu værre var det, at deres efterfølgende resultater ikke holdt. Den unge hollænder viser nemlig i sit papir, at hvis man koder data korrekt, understøtter dataene ikke nogen demokrativirkning overhovedet. Derimod viser det sig, at økonomiske reformer – handelsåbning, ejendomsret osv. – som oftest udløser økonomiske vendepunkter og sætter lande på en hurtigere ‘vækststi’. Jong-A-Pin demonstrerer dermed med stor klarhed, at når man gør øvelsen korrekt, er markedsliberaliserende reformer en effektiv måde at få en udvikling igang på – ikke demokratisering. Det er ikke just en uvæsentligt forskel.

På at højere niveau viser eksemplet også, at en af forskeres fornemste opgaver er at gå hinanden efter i sømmene. Og for at kunne det, skal man ofte have fuld adgang til de relevante data. Dani Rodrik tøvede ikke med at give en relativt ukendt og ung hollandsk kollega komplet adgang, men i andre tilfælde holder forskere desværre deres datakilder og konkrete analyser tæt id til kroppen. Sidst har vi haft eksemplet med Steve McIntyres oplevelser som referee for FNs klimapanel oppe at vende. I den sag var hovedproblemet netop, at FN ikke tillod ham adgang til data, der var centralt relevante for hans opgave som kvalitetsbedømmer.

Ved at nægte den adgang , satte IPCC derfor et stort spørgsmålstegn ved sin egen troværdighed. I empirisk forskning fortjener man troværdighed ved at blotlægge sit arbejde for kritik fra sine kolleger. Det var det, Dani Rodrik gjorde da han lod Richard Jong-A-Pin gå hans arbejde efter. Rodrik har ikke tabt troværdighed på affæren, men blot vist at han ikke altid har ret – at han er menneskelig. Sådan bør forskning være: Åben, dynamisk og velkommen overfor kritik, ikke lukket og magtfuldkommen. Og så kan læserne jo tænke sig til, hvor jeg vil hen med den sidste kommentar.

Vinder terroristerne den moralske kamp? Et svar fra ny forskning

Af Christian Bjørnskov, den 1. april 2007. 10 svar

Kære læsere, mange hilsner fra Amsterdam. Jeg er, som nogen af jeg vil vide, hernede for at deltage i den særlige Public Choice World Congress, som består af de to traditionelle public choice konferencer som der er en europæisk og en amerikansk af. Programmet har generelt været ret spændende i år, og af høj videnskabelig kvalitet. Og en del af det vil jeg gerne dele med læserne. En af de specielt spændende sessions havde titlen The Political Economy of Terrorism. Den bestod af fire papirer, hvoraf to fortjener en bredere opmærksomhed. For det første er forfatterne udover at være nogle af mine ‘videnskabelige venner’ også nogle af de mest interessante nye navne inderfor feltet: Axel Dreher, Martin Gassebner og Lars Siemers på det ene papir, og Richard Jong-A-Pin og Jochen Mierau på det andet. For det andet er emnerne for begges vedkommende også betydning i en dansk kontekst.

Det tysk-schweiziske team først: De spørger om terrorisme truer menneskerettighederne. Svaret er ganske deprimerende: Ja, det gør de. På et overordnet plan betyder en øget terrorrisiko at regeringer bliver mere tilbøjelige til at bryde basale menneskerettigheder og gøre brug af politiske fængslinger og tortur. Der er også en tilbøjelighed til at civile og politiske rettigheder bliver eroderet af en øget terrorrisiko. Man kan spørge sig selv, om det er noget vi kender til i Danmark? Svaret er ja, da regeringens terrorpakke netop bryder med nogle grundlæggende rettigheder, som forhindrer den danske stat i at overvåge borgerne uden en særdeles god grund. På dette punkt viser den nyeste forskning altså, at terroristerne vinder. Vi går på kompromis med nogle af vores mest basale rettigheder fordi vi er bange for terrorangreb. Og dermed opnår terroristerne netop at undergrave den frihed i tanke og handling i den vestlige verden, som de så tydeligt hader. Papiret kan læses her.

Og så til det hollandske team. De stiller det lidt anderledes spørgsmål, om terrorisme forkorter regeringers politiske liv. Svaret er ja. Mellem 1968 og 2002 har hvert liv, der tabes som følge af terrorangreb, indebåret en ekstra risiko for “cabinet failure” på cirka1.3 %. En øget risiko af den størrelsesorden for hvert liv er ganske betragtelig! Hvis læserne vil tillade mig at være lidt polemisk, vinder terroristerne også her. De destabiliserer simpelthen vestlige demokratiers politiske orden, og fører til større usikkerhed for både politikere og vælgere. Selvom terroristerne bliver skudt, har de altså en virkning. Det er ikke rart at tænke på. Papiret kan læses her.

Om storkonflikter og vrangforestillinger

Af Christian Bjørnskov, den 28. marts 2007. 26 svar

Vi har tidligere skrevet om risikoen for en storkonflikt (læs her), og på det sidste har chancerne for at undgå konflikten set relativt gode ud. Normallønområdets centrale parter nåede til en aftale, men Politiken skrev i går, at det er for tidligt at afblæse en eventuel storkonflikt på arbejdsmarkedet. Finn Sørensen, næstformand for 3F Industri og Service i København, udtaler for eksempel til avisen at "Der, hvor jeg færdes, er der ingen, som anbefaler et ja". Andre tillidsfolk og formænd på 3Fs områder, har øjensynligt samme holdning. Hans A. Sørensen, formand for 3F i Horsens, opsummerer en udbredt holdning således: "Jeg synes, at utilfredsheden med lønstigningerne er ved at blive et fælles tema. Hvis jeg kigger på de kommentarer, vi får ind, så er det samlende, at der må være råd til noget mere, når det går så godt for erhvervslivet". Holdningerne er allerede ved at få konsekvenser, idet forhandlingerne på kontor og lagerområdet brød sammen igår (læs her).

Lad mig bare indrømme, at den holdning umiddelbart er svær at forstå for en fagøkonom. For det første er det svært at forstå en utilfredshed med lønstigninger i en nærmest historisk dyr overenskomst. Før forhandlingerne gik i gang advarede selv Hans Jensen om, at stigninger på fire procent udgjorde et loft, som man ikke burde overstige – ellers ville dansk konkurrenceevne lide så meget, at arbejdsløsheden ville stige mærkbart. På trods af den advarsel synes det som om, en række LO-områder har fået en del mere, og signalet til resten af arbejdsmarkedet er derfor klart: 'Der er mere at komme efter'. For det andet er dansk konkurrenceevne slet ikke så stærk, som mange regner med, og som man skulle tro når man ser på Danmarks betalingsbalanceoverskud. Det er nemlig ikke længere en retvisende indikator for den hjemlige konkurrenceevne. Så det går ikke "så godt for erhvervslivet" som 3F åbenbart mener, og derfor er der heller ikke det råderum, man påstår at se.

Men der er også et tredje bekymrende problem, som man normalt ikke diskuterer. Dette særlige problem er, at selvom den specielle struktur på det danske arbejdsmarked i teorien burde føre til stor ansvarlighed, gør den det ikke i praksis. Siden Calmfors og Driffills berømte, men også noget omstridte, artikel (fra 1988 i Economic Policy) om forhandlingsstruktur og arbejdsløshed, har mange regnet med at en struktur, hvor en enkelt central arbejdsgiverorganisation forhandler løn med en enkelt central lønmodtagerorganisation, giver den relativt mindste arbejdsløshed af en særlig grund: Begge organisationer er så store, at de nødvendigvis må tage alle konsekvenser i betragtning, når de forhandler løn. Det vil i praksis sige, at parterne forhandler sig frem til en ansvarlig lønstigning, fordi for store stigninger vil føre til en uacceptabelt høj arbejdsløshed. Det er denne situation, som hævdes at være den særlige danske (og svenske) løsning.

Men der er også et tredje bekymrende problem, som man normalt ikke diskuterer. Dette særlige problem er, at selvom den specielle struktur på det danske arbejdsmarked i teorien burde føre til stor ansvarlighed, gør den det ikke i praksis. Siden Calmfors og Driffills berømte, men også noget omstridte, artikel (fra 1988 i Economic Policy) om forhandlingsstruktur og arbejdsløshed, har mange regnet med at en struktur, hvor en enkelt central arbejdsgiverorganisation forhandler løn med en enkelt central lønmodtagerorganisation, giver den relativt mindste arbejdsløshed af en særlig grund: Begge organisationer er så store, at de nødvendigvis må tage alle konsekvenser i betragtning, når de forhandler løn. Det vil i praksis sige, at parterne forhandler sig frem til en ansvarlig lønstigning, fordi for store stigninger vil føre til en uacceptabelt høj arbejdsløshed. Det er denne situation, som hævdes at være den særlige danske (og svenske) løsning.

Det samme resultat hævdede Calmfors og Driffil at man kunne nå, hvis man havde fuldt decentral lønfastsættelse. I det tilfælde vil lønmodtagersiden tage den enkelte virksomheds konkurrenceevne i betragtning, når de kun forhandler løn for denne virksomheds ansatte, og lønstigningerne vil derfor ske i takt med forbedringer i produktivitet og konkurrenceevne. Calmfors og Driffills særlige indsigt – og den som er så omstridt – er at forhandlingsstrukturer ind imellem disse yderpunkter generelt vil føre til for høje lønninger og derfor højere arbejdsløshedstal. Denne indsigt kan tegnes meget pædagogisk som et omvendt U – lavest arbejdsløshed ved fuldt decentral og fuldt central løndannelse, og højest i midten.

De nuværende overenskomstproblemer tvinger en til at overveje Danmarks placering i Calmfors og Driffills diagram, for hvordan kan en klart uansvarlig overenskomst komme ud af en forhandlingsstruktur, der påstås at være den mest ansvarlige? Svaret er naturligvis, at det kan den ikke. Det danske arbejdsmarked er sådan skruet sammen, at nok forhandles størstedelen af normallønområdet mellem to centrale parter, men resultatet skal alligevel ud til afstemning blandt medlemmerne. At påstå, at det er et fuldt centralt system er lidt ligesom at påstå, at en statsleder der skal have alle beslutninger godkendt ved afstemning, alligevel er diktator – det giver ikke rigtigt mening, vel?

Den store tragedie i de nuværende overenskomstforhandlinger er derfor som vi også bemærkede sidst vi kommenterede på emnet, at fagforeningernes medlemmer er overbeviste om, at det går utroligt godt for dansk økonomi, og at der derfor er 'råd' til massive lønstigninger. Og med den særlige danske struktur, fungerer det danske arbejdsmarked pt. som den mindst ansvarlige løsning. En række separate fagforbund anført af 3F Transport anbefaler deres medlemmer at stemme nej og kræve markante lønstigninger. Hvert af dem har forhandlingsstyrke qua deres medlemstal, men er ikke store nok til at 'internalisere' store lønstigningers fulde effekt. Med andre ord er de enkelte fagforbund ikke store nok til at regne lønvirkningen på den totale arbejdsløshed ind i deres lønkrav, hvilket betyder, at når den centralt forhandlede overenskomst kommer til afstemning, anbefaler de et nej fordi de ikke har fået de krav opfyldt, som de hver især ville have stillet.

Den højt besungne danske arbejdsmarkedsstruktur er derfor under landets særlige omstændigheder for tiden – en udbredt vrangforestilling om en øjensynligt, men slet ikke reelt, stærk konkurrenceevne og en statistisk (men ikke reelt) lav arbejdsløshed – lidt af en Potemkinkulisse. Det ser alt sammen så flot ud på afstand, men indenunder er den lavet af spyt og gamle Kleenex. Forhandlingsstrukturen virker som den værst tænkelige struktur, og er derfor pt. i gang med at medføre lønstigninger, som en skrøbelig dansk økonomi på ingen måde kan klare. Men det sker først i løbet af de næste par år, og hvilken vælger husker det til den tid?

Velkommen til ny Punditokrat

Af Christian Bjørnskov, den 23. marts 2007. 1 svar

Her på nippet til weekenden har vi den store fornøjelse at sige velkommen til en ny Punditokrat, Jonny Trapp Steffensen. Jonny er tidligere adjunkt i EU studier ved Handelshøjskolen, Århus Universitet, men har fornylig forladt elfenbenstårnet til fordel for en større dansk erhvervsvirksomhed. Vi lender Jonny som en dygtig og tænksom fyr med spændende synspunkter, og glæder os til at læse hans indlæg i fremtiden!

Globale gennemsnitstemperaturer giver ingen mening!

Af Christian Bjørnskov, den 21. marts 2007. 77 svar

Debatten om en klimaforandringer har efterhånden kørt i medierne i lang tid, og har været ganske heftig, ikke mindst her på stedet. En stor del af debatten har handlet om, 1) hvorvidt mennesker er skyldige i stigende drivhusgasser, 2) i hvor høj grad drivhusgasser leder til global opvarmning, 3) hvorvidt IPCC overdriver den fremtidige udledning af disse gasser, og 4) om vi overhovedet kan gøre noget ved det, og om det kan betale sig. Men selvom man – som nogle af vores læsere og stort set alle politikere – troede fuldt og fast på problemer i forvejen, kan man roligt begynde at tænke over det hele igen.

Grunden skal findes i en ny videnskabelig artikel af Christopher Essex, Ross McKitrick og danskeren Bjarne Andresen fra Københavns Universitet, der peger på et forhold som ellers aldrig bliver nævnt i debatten. Normalt taler vi i denne debat om udviklingen i den globale gennemsnitstemperatur – bliver kloden varmere, var det varmere i middelalderen osv. – og hvad ligger der bag variationer i denne temperatur. Men det forskerne peger på i nummer 1 i årets Journal of Non-Equilibrium Thermodynamics er, at det slet ikke giver videnskabelig mening at tale om en sådan gennemsnitstemperatur!

Grunden er, at der findes to forskellige typer mål i termodynamik: Ekstensive og intensive. De ekstensive er ganske lette at tage gennemsnit af. I økonomi svarer det til at tage et gennemsnit af alle husholdningers indkomst, eller i andre sammenhænge et gennemsnit af folks højde. Det gøres ved at bruge et simpelt, aritmetisk gennemsnit. Når man, for eksempel, beregner gennemsnitsindkomsten i Nordamerika, tager man som udgangspunkt at den i gennemsnit er 33.308 dollars i USA og 26.922 i Canada. Men man må også tage hensyn til at der bor ni gange så mange mennesker i USA som i Canada, så gennemsnittet er den totale amerikanske indkomst plus den totale canadiske indkomst delt med to (32.667 dollars). Det giver fin mening.

Hvis man derimod vil forsøge at beregne en nordamerikansk gennemsnitsvalutakurs giver det pludselig ingen mening. Valutakurser fungerer nemlig som termodynamiske intensive faktorer – de kan ikke bare lægges sammen. For at kunne tale fornuftigt om, hvilken valutakurs vis-a-vis resten af verden Nordamerika ville have hvis USA og Canada fik samme valuta, har man behov for en konkret teori om, hvad der sker når man lægger valutaerne sammen. Det samme forhold gør sig gældende i den fysiske verden, hvilket ødelægger brugen af størrelsen “en global gennemsnitstemperatur”.

Som det gøres nu, måler man temperaturen på et antal steder rundt omkring på Jorden, og tager et simpelt, aritmetisk gennemsnit af dem: Man lægger dem sammen og deler med antallet af steder. Og så har man forbrudt sig for første gang, for det giver ingen mening at lægge temperaturer sammen. Selv hvis man skal beregne et gennemsnit for det nordøstlige Sønderjylland, er det nonsens. Forestil dig, at der er varmere i Haderslev (24 grader) end i Åbenrå (22 grader). En simpel gennemsnitstemperatur som den FN-organisationen IPCC og praktisk taget alle andre regner med, er 23 grader. Men varm luft er lettere / fylder mere, så derfor er en større del af luften i Haderslev-Åbenrå området faktisk i det køligere Åbenrå! For at få et bare lidt gangbart mål, må man altså vægte Åbenrå-temperaturen højere end den i Haderslev.

Man bliver derfor nødt til at tage fysikken med. Med andre ord må man have en bagvedliggende fysisk grund til at kunne beregne hvad der sker, når et system som for eksempel vejret i det nordøstlige Sønderjylland udvikler sig. Vores vægtede gennemsnit er nemlig kun den temperatur, der ville blive resultat, hvis al luft endte med at få samme temperatur – altså hvis systemet kom i fuld ligevægt. Men selvom man regner med at det gør det, ved man også at når systemet bevæger sig i ligevægt – luften bevæger sig og noget af det blæser til Haderslev når den køler ned – gør den også noget fysisk arbejde. I den forbindelse er gennemsnittet faktisk ikke TÅbenrå + THaderslev / 2, men kvadratroden til TÅbenrå * THaderslev. Det giver et lidt andet gennemsnit.

Der slutter problemerne bare ikke, for et aritmetisk gennemsnit er kun et af en uendelig række lige gode gennemsnitsmål. For at eksemplificere det, vil jeg tage to serier af tal:

1                    1                    2                    2                    4

1                    1                    1½                 1½                 6

Det særlige ved de to serier er, at de ikke blot ikke har samme aritmetiske gennemsnit, men at forskellen varierer med hvilket gennemsnitsmål, man bruger. Den første har aritmetisk gennemsnit 2, mens det samme mål er 2,2 for den anden. Men et andet mål, der i nogle sammenhænge er mere relevant, er medianen – den midterste og derfor ‘typiske’ temperatur. Medianen i den første er 2, mens den i den anden er 1½. Så med det ene mål er den første serie mindst, mens det andet mål giver det stik modsatte resultat. Hvis man skulle bruge kvadratrodsformlen ovenfor – den, der gælder når to gasser ekvilibreres under arbejde, ville resultatet være 4 i den første serie, men kun cirka 3,7 i den anden. En fjerde mulighed kunne være at bruge root mean squares (RMS), der for eksempel er det relevante mål i forbindelse med beregninger af kinetisk energi. En RMS giver 2,3 i den første serie, men 2,9 i den anden.

Og en af Essex, McKitrick og Andresens vigtige pointer i deres artikel er netop, at fysisk/metereologisk teori ikke giver nogen som helst indikation om, hvilke af de mange, mange mål, der er mere eller mindre rigtige. Selv i deres simplest tænkelige eksempel – et glas isvand på 8 grader og en kop kafe på 33 grader, der i løbet af nogle minutter får samme temperatur i et rum på 20 grader – giver forskellige mål helt forskellige resultater. Nogle af dem viser, at gennemsnitstemperaturen i de to beholdere (glas og kop) stiger, mens andre viser at gennemsnittet falder. Forskerne konkluderer derfor, at den eneste logiske følge er, at

“in either case, the ice water is warming and the coffee is cooling, and while this is happening they are not in thermodynamic equilibrium with one another or with the room. There is no physically coherent way to reduce this dynamic to changes in a single temperature number of the system as a whole”

Med andre ord: Mens såvel tilhængere som modstandere af det herskende politiske paradigme på klimaområdet bruger en global gennemsnitstemperatur som argument, giver en sådan ingen mening. Selv for en relativt restriktiv klasse af gennemsnitsmål, som indeholder det aritmetiske gennemsnit vi alle lærer i folkeskolen, og som IPCC bruger i sin pædagogiske formidling af sin globale diskurs, viser Essex, McKitrick og Andresen at man kan få fuldstændigt modsigende resultater. Nogle år er varmest med et mål, mens andre er varmest med at andet, og det generelle billede er, at man uden problemer kan nå frem til både en global opvarmning eller en global nedkøling gennem de sidste 20 år.

Som forskerne understreger,
er gennemsnit over Jordens
temperaturfelt “devoid of a physical context that would indicate how they are to be interpreted” og de er derfor “fundamentally meaningless”. Jeg skal blankt indrømme, at det svimlede for mig da jeg læste det. Vi har alle argumenteret på dette grundlag, men det, Essex, McKitrick og Andresen viser er, at vi har talt nonsens i klimadebatten. Ingen ved i virkeligheden noget.

Den nyeste public choice forskning– gratis tilgængelig for alle

Af Christian Bjørnskov, den 20. marts 2007. 2 svar

Punditokraternes læsere har, som vi opdager næsten dagligt, en stærk interesse i samfundsforhold og den nyeste forskning i dem. Nogen følger med i medierne, andre læser også blogs, inklusive vores, mens andre nogle gange afslører i deres kommentarer, at de også læser videnskabelige publikationer. Det er selvfølgelig et privilegium at have en så informeret læserskare, men formålet med denne post er naturligvis ikke at smigre læserne. Pointen er, at tiden nærmer sig for det, der normalt er de to public choice konferencer – en i USA og en i Europa – men i år er lagt sammen til en fælles med det imponerende navn The Public Choice World Congress.

Idet flere af punditokraterne (inklusive undertegnede) tager til the World Congress, er pointen med denne post at gøre vores læsere opmærksomme på, at alle bidrag til denne konference er frit tilgængelige online her. Her er det muligt at læse om den seneste forskning i mange forskellige emner; nogle få af dem er listet her:

Ligesom sidste år vil vi også i år skrive om nogle få af de konferencepapirer, vi selv finder mest interessante. Men i mellemtiden vil vi opfordre vores læsere til at besøge konferencens hjemmeside. Nogle af papirerne skal man virkelige knibe dem, man sidder på, sammen for at læse. Andre kan læses af enhver med et rimeligt kendskab til engelsk. Under alle omstændigheder er muligheden der, og hvor tit er den absolut nyeste forskning gratis tilgængelig for alle interesserede?

Ny borgerlig netavis

Af Christian Bjørnskov, den 19. marts 2007. 9 svar

Vi har her på bloggen ofte klaget over den journalistiske kvalitet i MSM. Det er derfor med stor fornøjelse at vi kan bringe den korte nyhed, at Thomas Breitenbach Jensen og Ole Birk Olesen er ved at starte en netavis med et hårdt tiltrængt borgerligt tilsnit. I den forbindelse søger de også skrivestærke studenter. Interesserede læsere kan læse opslaget her. Herfra ønsker vi Thomas og Ole held og lykke.

Klimaforskere –- grund til optimisme

Af Christian Bjørnskov, den 16. marts 2007. 12 svar

Her på nippet af weekenden kan jeg ikke lade være med at puste lidt til den ild, der øjensynligt brænder i nogle af vores aktive læsere når vi kommer ind på klimaområdet. Grunden er, at Århus Universitets udmærkede avis, Campus, i det seneste nummer skriver om ny klimaforskning, der giver grund til optimisme.

Et ti år langt forskningsprojekt ved Afdeling for Arktisk Miljø på DMU har afsløret, at selv det arktiske miljø har stærke ‘buffere’. I de ti år, projektet har kørt, er en del af permafrosten i det nordøstlige Grønland smeltet, hvilket i langt de flestes optik ville betyde stigende atmosfærisk CO2 og dermed øget opvarmning. Men, og det er et ganske stort men, forskerne konkluderer også at “over de seneste 6 år er den mængde drivhusgasser, tundraens planter suger ud af atmosfæren, steget med godt 50 procent. Det opvejer til fulde det kvantum gasser, der bliver frigjort, når isen smelter. Grunden til, at de grønne vækster tager ekstra meget for sig af drivhusgasserne, er, at der er kommet flere planter.”

Vi diskuterer ofte kritiske emner og fokuserer på forhold, der går galt. Det er derfor, at jeg i dag bevæger mig udenfor mit umiddelbare fagområde (som nogen også klager over) for at kunne bringe denne gode nyhed. Selv et ved første øjekast så skrøbeligt økosystem som det arktiske indeholder altså stærke automatiske regulatorer. Jeg er klar over, at en del af vores læsere sikkert er uenige, men for mig er enhver nyhed, der giver grund til mindre bekymring, en god nyhed.

Tak Jacques

Af Christian Bjørnskov, den 13. marts 2007. 26 svar

I søndags meddelte den franske præsident Jacques Chirac, at han siger farvel til politik (læs her), og der skal nok være dem i Europa, der føler et vist vemod ved den besked. Den 74-årige Chirac har trods alt været en del af fransk politik i årtier, blandt andet som premierminister 1974-1976, borgmester i Paris fra 1977 til 1995, og fra 1995 som fransk præsident. Her på stedet er det så som så med vemodet.

For hvordan har Chirac klaret sig? Hvis man selv vil læse om det, kan man for eksempel prøve Wikipedia's glimrende biografi. Her skal jeg blot dykke ned et par steder i hans karriere, der som for så mange andre franskmænd startede på l'Ecole Nationale d'Administration, Frankrigs eliteanstalt hvor stort set alle embedsmænd bliver uddannet og ensrettet.

Chirac viste virkelig sit politiske ansigt for første gang i 1975 i en klassisk demonstration af fransk realpolitik. Det år besøgte han Saddam Hussein i Bagdad, hvor de bl.a. indgik en aftale om salg af en fransk atomreaktor, der var specielt gearet til at producere plutonium. Pudsigt nok var det ikke noget, franskmændene reklamerede med, da de harcelerede over invasionen af Irak og diskussionen om Saddams planer om masseødelæggelsesvåben. Men måske var det fordi Israel da for længst havde bombet anlægget.

Senere demonstrerede Chirac sin politiske flair, French Style, i sin helt Berlusconi-agtige evne til at slippe udenom anklager for korruption og offentligt spild. Og som præsident fortsatte han Mitterands og andre franske præsidenters traditionelle arrogance og magtfuldkommenhed. CHirach stod for eksempel i spidsen for genoptagelsen af atomprøvetests på Mururoa atollen i Stillehavet, og fortsatte også landets interventionistiske politik i det Vestafrika, de aldrig rigtigt har forstået, ikke længere er fransk jord. Hans napoleoniske ambitioner i Europa – heller ikke et særsyn hos en fransk præsident – har blandt andet betydet at den foragtelige fælleseuropæiske landbrugspolitik stort set har undgået reelle reformer. I 2004 var Chirac endda ude i de franske medier med en forsikring om, at Frankrig altid ville nedlægge veto mod enhver nedskæring af støtten til franske landmænd. Andre særinteresser, han aktivt har beskyttet, er franske håndværk, hvor præsidenten ikke har gjort noget for at dæmpe skrækkampagnen mod 'den polske blikke blikkenslager'.

Derfor er jeg ganske godt tilfreds med at Chirac nu forlader fransk og international politik, og vil sige tak til ham for det – bedre sent end aldrig. Frankrig har om nogen behov for at få luftet ud, både politisk og økonomisk. På den ene side lover Segolène Royal, den socialistiske præsidentkandidat, kun mere af det samme: Svulstig retorik og statens klamme, centralistiske hånd på samfundet. Men Nicholas Sarkozy, den gaullistiske kandidat, er for det første ikke kandidat fra ENA, han er en gang imellem inspireret af Thatcherismen og er således den eneste franske toppolitiker i mange år med noget der ligner liberale holdninger. Ikke overraskende har hans venstreorienterede modstandere ofte italesat ham som det store dyr i åbenbaringen. Men tænk hvis sådan en får indflydelse i fransk politik og måske får franskmændene til at koncentrere sig mindre om la Gloire de la France og mere om de mange skud i egne fødder, de konstant leverer. Tak til Chirac for – hvor modvilligt det end var – at give plads til nytænkning.

Regningen for stenkastende voldspsykopater – 14 millioner

Af Christian Bjørnskov, den 5. marts 2007. 26 svar

Politiken præsenterer i dag et interessant regnestykke over hvad weekendens uroligheder koster samfundet. Her er tallene pindet ud:

Oprydning, asfaltarbejde og brosten: 1-2 millioner kroner

  • Ekstra politiindsats: 600 mand til en omkostning på 6½ millioner kroner
  • Forsikringssum på afbrændte biler: 2,2 millioner. Her er cykler ikke talt med
  • Mistet indtjening i Nørrebros forretninger: ½ million kroner
  • Totalskadede affaldsbeholdere: ½ million kroner
  • Skader på Christianshavns Gymnasium: 1 million kroner

Oveni disse ret håndgribelige udgifter kommer, at både alarmcentralen og Københavns Brandvæsen har haft ekstra mandskab kaldt ind, og derfor har haft udgifter til en lang række udrykninger. Inklusive alt det løse vurderer man på derfor på Politiken, at de totale omkostninger i denne første omgang beløber sig til 14 millioner kroner. Det er et tal, der vel er værd at tænke over, og derfor bringer vi det.

Men der knytter sig et ekstra spørgsmål til disse tal. For hvis de 'unge' får held til at presse Københavns Kommune til ekstraordinært at forære dem et hus et andet sted, hvad koster det så borgerne? Og lidt mere polemisk, hvad er de demokratiske tab ved en 'hændelse', der om noget kan gå hen at demonstrere, at man rent faktisk kan presse politikere til at åbne for kommunekassen, bare man ignorerer alle demokratiets og retssamfundets spilleregler, og opfører sig voldspsykopatisk nok? De 14 millioner kan vi leve med, man de andre omkostninger bekymrer mig!

Iværksætteri og ministerielle fiflerier

Af Christian Bjørnskov, den 3. marts 2007. 19 svar

I januar offentliggjorde Nicolai Foss og jeg en analyse af iværksætteraktivitet på tværs af lande. Analysen, der er finansieret af CEPOS og blev præsenteret på en konference afholdt af CEPOS, konkluderer at Danmark ligger i den dårlige halvdel af verden, målt på iværksætteraktivitet. Kun knap 5 % af danskere i den erhvervsaktive alder er involveret i nogen form for opstart, og når man trækker dem fra, som starter eget firma af nød, er vi endda relativt dårligere placeret. Nicolai og jeg finder meget klart i den statistiske analyse, at grunden skal findes i omfanget af den danske velfærdsstat og måden den finansieres på.

På den baggrund er det derfor ikke mærkeligt at f.eks. Arbejdsbevægelsens Erhvervsråd forsøgte at kritisere vores undersøgelse. Det er heller ikke mærkeligt, at Økonomi- og Erhvervsministeriets analyseenhed FORA rykkede ud med en kritik. Det er trods alt dem, der har formuleret og implementeret en stor del af regerings politik på netop dette område. Men fraset motivanalyse, der i sagens natur altid er farligt, er ministeriets måde at kritisere undersøgelsen på faktisk ganske bemærkelsesværdig.

Grunden er, at man kritiserer vores tal, ikke vores analysemetode. FORA hævder faktisk, at der er mere iværksætteraktivitet i Danmark end i USA, hvis man opgør det på den måde, de anser for korrekt. Men netop den opgørelsesmetode, FORA bruger, afslører sig ved at indeholde to af de ældste tricks i brugsvejledningen til statistisk fifleri. Og de tricks burde en godt begavet 9. klasseelev kunne gennemskue. Det hele drejer sig nemlig om hvordan man gør forholdstal op, altså om at dividere to tal: Antallet af faktiske iværksættere delt med antallet af potentielle iværksættere.

Først og fremmest insisterer FORA på at opgøre iværksætteraktivitet som antallet af nystartede virksomheder som andel af antallet af privatansatte. De bruger derfor Trick nr. 1: Sørg for at vælge et forkert sammenligningsgrundlag, der får resultatet til at falde ud til din fordel. Antallet af privatansatte er nemlig ikke rigtigt relevant når man vil måle den totale iværksætteraktivitet. Det korrekte sammenligningsgrundlag er derimod det totale antal af danskere i den erhvervsaktive alder – dvs. alle der burde have mulighed for at starte egen virksomhed.

Hvis vi nu kalder antallet af faktiske iværksættere for E (entrepreneurs), og antallet af potentielle iværksættere – folk i den erhvervsaktive alder – for B (befolkningen), kan iværksætteraktivitet måles ret let. Man deler ganske enkelt de to tal, så aktiviteten er E / B. Hvis man derimod som FORA insisterer på at sammenligne med antallet af privatansatte, er det tal altså B minus de offentligt ansatte – dem der jo ikke er i privat ansættelse. Så hvis vi kalder offentligt ansatte OA, er FORAs tal altså ikke E / B, men faktisk E / (B – OA). Og som alle, der har gået i den danske folkeskole ved, får man et større tal hvis man deler med noget, der er mindre. Vupti! Trick nummer et har fået Danmark til at se kunstigt bedre ud, fordi vi har et endda meget stort antal offentligt ansatte. Og dem trækker FORA altså fra i regnskabet. Det har også den aldeles perverse effekt, at lande med en stor velfærdsstat – altså mange offentligt ansatte – kommer til at se ud som om de har megen iværksætteraktivitet. Egentlig ganske bekvemt for en regering, der har bekendt sig til velfærdstankegangen, ikke?

Men her stopper fiflerierne ikke. Trick nr. 2 i bogen er nemlig at vælge et tilpas stort tal i tælleren, hvis man kan finde et. Her kommer omfanget af offentlig regulering og registrering ind, for det ‘E’ vi putter ind i vores forholdstal er jo kun dem, vi på den ene eller anden måde har registreret. Så lad os introducere et sidste bogstav – a, som er den procent af faktiske iværksættere, der registreres. Det korrekte tal er, som læseren nok husker, E / B. Dét tal, som man kan uddrage af officielle statistikker, er a*E / B, dvs. de registrerede iværksættere som andel af alle, der kunne have været iværksættere. Her er fifleri nummer to altså, da FORA insisterer på at bruge officielle tal fra de respektive landes offentlige statistik. Det er en vigtig pointe fordi vi i Danmark registrerer alt! I de fleste andre lande rundt om i verden, registrerer man typisk kun større virksomheder eller mindre virksomheder, der er konsoliderede. Vores parameter a er altså tæt på 100 % i Danmark, mens den sandsynligvis er omkring 50 % i USA og endnu lavere i andre lande uden samme registreringstradition.

For at opsummere bruger FORA altså ikke det korrekte forhold E / B – antallet af faktiske iværksættere som andel af den totale erhvervsaktive befolkning. De bruger a*E / (B – OA), og deres påstand om at Danmark har rigtigt meget iværksætteraktivitet – og dermed at regeringens politik virker og velfærdsstaten ikke er noget problem – beror på deres brug af to af de ældste fiflertricks. Det er selvfølgelig en god historie for mange journalister at stille påstand mod påstand, men hvordan i alverden selvstændigt tænkende danskere falder for den, er mig en gåde. Der skal ikke bruges andet end folkeskolematematik for at se gennem de papirtynde argumenter

Airbus – politiske problemer igen

Af Christian Bjørnskov, den 2. marts 2007. 3 svar

Forleden meddelte chefen for den europæiske flyproducent Airbus, franskmanden Louis Gallois, at man i løbet af de nærmeste år nedskærer staben med cirka 10.000 jobs. Gallois ønsker så vidt som det er muligt, at nedskæringerne sker ved frivillig eller naturlig afgang, men på trods af dette fromme ønske, har udmeldingen fra verdens næststørste flyproducent skabt høj bølgegang på både markedet og langt ned ad flere europæiske regeringskorridorer.

 

At Airbus er ude i en relativt dyb krise er ikke en hemmelighed, hvilket der er en hel række grunde til. Først er det tydeligt, at den lave dollarkurs skader dets konkurrenceevne overfor amerikanske Boeing. Det rammer Airbus hårdt, da den eneste alvorlige konkurrent på markedet netop er Boeing, som man har positioneret sig bevidst overfor: A320-serien er direkte konkurrent til Boeings 737, A330/340 konkurrerer mod 777-serien, og det nye kæmpefly A380 bygges for eksplicit at tage konkurrencen op mod Boeings jumbojet, den mere end 30 år gamle 747-serie. For det andet er dette sidste nye fly ramt af en række tekniske problemer, og i går meddelte man så, at man foreløbig har stoppet udviklingen af en fragtudgave af A380. Selvom Airbus har en række ordrer liggende på den almindelige passagerudgave, svirrer markedet nu af rygter om, at flere flyselskaber måske aflyser deres ordrer for at i stedet at satse på Boeings seneste opgradering af 747. Leveringssikkerhed er nemlig af indlysende grunde ekstremt vigtigt i en branche, der ikke har råd til at mangle fly fordi producenten ikke lige blev færdig til tiden.

 

 

Mens disse to forhold naturligvis er store udfordringer, er den vigtigste grund til Airbus' problemer blot ikke teknik eller almindelig konkurrenceevne. Det er derimod den tunge politiske styring, som koncernen har været udsat for siden sin fødsel. Således nævnte Gallois eksplicit "nationale konflikter" som "en gift" for driften af Airbus. Og de nationale konflikter er uundgåelige, da produktionen af rent politiske grunde er fordelt over fire europæiske lande og 15 produktionsfaciliteter. Dele fra den nye gigant A380 skal endda fragtes over større afstande, fordi det ikke går politisk at ét land (læs: Tyskland) står for en så prestigiøs opgave. Der er derfor rent nationalt politiske grunde til, at Airbus har haft særdeles svært ved at holde omkostningerne nede, og hvorfor de på den anden side har formået at lobbye sig til massive tilskud fra bl.a. EU.

 

 

Man kunne naturligvis håbe, at det politiserede ledelsesmareridt nu var overstået, men det er næppe tilfældet. En repræsentant for det europæiske metalarbejderforbund har udtalt, at "Vi er fuldstændig imod lukning af enhver afdeling og vil ikke acceptere nogen som helst fyringer". Det er ikke just en produktiv holdning, når Airbus netop ønsker at lukke tre produktionsenheder, to i Tyskland og en i Frankrig. Og mens en situation med militante fagforeninger er slem nok, kunne man uden at vide mere om sagen frygte, at politikerne allerede nu blandede sig til det værre.

 

Det er netop hvad de gør. Frankrigs socialistiske præsidentkandidat Ségolène Royal har meldt klart ud, at hun øjeblikkeligt vil standse nedskæringerne, hvis hun bliver valgt. Så er den traditionelle franske politiske linje ligesom lagt – private virksomheder er kun private indtil de gør noget der ikke er politisk opportunt. Andre politikere som Tysklands venstreorienterede wacko Oscar Lafontaine ville overraske, hvis de ikke 'støtter' Airbus-arbejdernes sag. Det tragiske aspekt i denne sag er derfor, at det nok hverken er første eller sidste gang at europæiske politikere blander sig i erhverslivet og dermed ødelægger europæiske produktion og – på langt sigt – europæiske arbejdspladser.

 

 

Vi har tidligere skrevet om farcerne omkring det statsejede italienske luftfartsselskab Alitalia, som reelt burde være gået fallit for mange år siden. Firmaet holdes blot på respirator af politiske krumspring, bl.a. et katastrofelån på 7½ milliarder kroner i 2005, som den italienske stat kautionerede for. Man kunne naivt håbe på, at politikerne lærte af deres allerværste fejl, men det er som oftest ikke tilfældet i Danmark, der ellers er et af verdens mest velfungerende demokratier. Situationen i vores nabolande syd for Vogeserne er endnu værre, da man aldrig rigtigt har brudt med en solkonge-agtig tradition for at politikerne blander sig i alle samfundets forhold. Hvis de kunne have holdt sig til deres egne lande, havde det betydet knap så meget for Danmark, men i og med at vi er medlem af EU, er den latineuropæiske tradition et problem for os alle. Airbus-eksemplet i denne uge er blot et af mange.

Punditokraterne på P1

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 28. februar 2007. 14 svar

Til dem, der måtte have misset det, så var vores redaktør i går i P1’s nye program “Kaffeklubben”, hvor han skulle fremlægge og forsvare nogle af sine poster her på bloggen overfor en kreds af politikere.  Det var generelt værd at høre på og kan gøres her.

Forskningsfrihed -– en by i Rusland

Af Christian Bjørnskov, den 26. februar 2007. 28 svar

Politikens forsidehistorie i dag var lige til at få morgenkaffen galt i halsen af. Rektorkollegiets formand Jens Oddershede kalder to nye lovforslag fra forskningsminister Helge Sander for ” en yderst uheldig tendens i retning af statsstyring” og også Tim Knudsen, professor i Statskundskab i København, advarer også mod den nye tendens til politisk detailstyring af forskningen.

Vi har skrevet om det før (læs her) hvor vi allerede i november 2005 pointerede problemerne, og jeg er ked af at sige det, men vi har fået ret. For det første ønsker regeringen, støttet af oppositionen, at have større indflydelse på fordelingen af forskningsmidler så de områder, politikerne mener der er fremtid i, får flere midler. Der må man stille sig selv det spørgsmål, om politikere er bedst til at vurdere hvor fremtidens videnskabelige indsigter kommer? Det er de vel næppe!

For det andet er der stærkt noget bekymrende i, at Århus Universitet i den nærmeste fremtid kommer til at få 12 % af dets indtægter gennem betaling for myndighedsopgaver, er det også svært at se, hvordan man kommer til at opretholde fuld forskningsfrihed – både i form af valget af forskningsemner og hvad man ‘må’ konkludere – når institutionen også har en klar interesse i at opretholde fundingen. Når VK-regeringen og S åbenbart er enige om at forsøge sig med planøkonomi på universitetsområdet som om forskning var det samme som østtysk sæbeproduktion, er der al mulig grund til at råbe vagt i gevær. Dansk forskningsfrihed risikerer at blive en by i Sovjettidens Rusland, og vi ved vist alle hvordan både friheden og velstanden havde det der. Lad os da få en diskussion om det i medierne, selvom politikerne nok helst vil tie emnet ihjel.

Ligestilling i Wimbledon – eller hvordan er det nu?

Af Christian Bjørnskov, den 24. februar 2007. 20 svar

Forleden blev det meddelt at Wimbledon, verdens absolut fineste tennisturnering, har indført ligestilling (se f.eks. her og her). Så mens Amelie Mauresmo, 2006-vinderen for damer, fik 300.000 kroner mindre end fænomenet Roger Federer, vil vinderne i år få præcist lige meget. Tidligere vindere som John McEnroe og Billie Jean King udtrykte deres store tilfredshed med ændringen i præmiesummen, og mange andre som f.eks. de britiske konservatives leder David Cameron har ligeledes luftet deres glæde offentligt. For nu er der endelig fuld ligestilling i en af klodens førende sportsbegivenheder. Eller er der?

Vi er ikke for vane at skrive om sport her på Punditokraterne, heller ikke selvom det er en sport der står redaktørens hjerte nær. Så der må være en anden logisk forklaring på, at vi bringer Wimbledon op. Og det er der selvfølgelig, for man kan aldeles provokerende spørge, om turneringen ikke har indført fuld diskriminering af de mandlige spillere? Umiddelbart lyder lige betaling jo som ligestilling, men ligestilling må nødvendigvis defineres som lige løn for lige arbejde. Ellers giver begrebet ikke rigtigt mening.

Den faktor, som mange ellers begavede og velmenende meningsdannere glemmer, er nemlig at mens mændene i Wimbledon som i alle fire Grand Slam turneringer spiller kampe efter princippet 'bedst af fem' – dvs. man skal vinde tre sæt for at vinde kampen – spiller kvinderne 'bedst af tre' kampe, hvor vinderen er den, der først har vundet to sæt. Med andre ord har kvinderne væsentligt kortere arbejdstid. For eksempel tog det Mauresmo 27 partier og 122 minutter at vinde sin finale, mens Federer – muligvis den bedste tennisspiller nogensinde – brugte 41 partier og 170 minutter på at vinde. Det er en 40 % forskel, og damefinalen var endda usædvanligt lang for en damekamp på de engelske græsbaner.

Lørdagens meget politisk ukorrekte og provokerende spørgsmål til vores læsere er derfor, om Wimbledon har indført ligestilling? Nok får kønnene nu den samme slutløn, men faktum er at damernes timeløn er blevet ganske væsentligt højere end mændenes. Lad os endelig understrege, at det kan i en markedsøkonomisk optik kan være helt rimeligt hvis damekampe er mere underholdende – så der er større efterspørgsel efter dem – eller at de har en større 'herlighedsværdi'. Men kan de faktorer opveje en så stor forskel i timeløn? Er der blevet lige løn for lige arbejde?

Kongehuset gør os alle rigere

Af Christian Bjørnskov, den 18. februar 2007. 21 svar

Forleden skrev medierne om en engelsk marketing-forskers vurdering af Kongehusets reklameværdi. Normalt kan mange danskere være forargede over hvor mange midler vi bruger på at opretholde en historisk institution, som cirka fem procent af befolkningen mener, bør afskaffes, men forskeren vurderede at de kongelige faktisk er en god forretning for Danmark på grund af deres ‘branding værdi’. Helt særligt estimerede Simon Anholt, at kronprinsesse Mary er 12 milliarder værd i ekstra eksportindtægter, og at andre medlemmer af Kongehuset også bidrager med adskillige milliarder til nationalregnskabet.

Det giver jo god mening at en vis royal romantik, som især amerikanerne sværmer for, også giver resultat på bundlinien, men her på stedet er nogle af os lidt skeptiske overfor den slags estimater. Når der skal sættes tal på sådan noget som marketing, reklame, og branding værdi, bliver regnestykket desværre ofte – men ikke altid – en uheldig blanding af sund fornuft, hand waving og tryllestøv. Det betyder dog ikke at monarkiet ikke har en værdi som punditokraternes læsere skal gå glip af. Så lad os i stedet for give et konkret bud på Kongehusets værdi fra en anden vinkel, som medierne ikke just været overvældende interesseret i: Den empiriske forskning i økonomisk vækst, som flere punditokrater beskæftiger sig med.

Vi har flere gange tidligere omtalt den amerikanske nationaløkonom Robert Barro her på stedet, ikke mindst for de af hans bidrag til vækstforskningen, der har gjort ham til en af de absolutte topkandidater til en Nobelpris de næste år. Hans største bidrag, der nu simpelthen går under betegnelsen ‘Barro regressioner’, kan bruges til at udregne den langsigtede værdi af en ændring i samfundsforholdene. Med andre ord kan man regne ud, hvor meget rigere en gennemsnitsdansker bliver, når man sænker toldsatser, sænker de offentlige udgifter, eller hvad det nu skal være.

Den type analyse kan man kombinere med et af mine egne ydmyge bidrag til forskningen. Det viser sig nemlig, at monarkiers befolkninger er markant mere tillidsfulde end republikkers. Mens cirka 30 procent af en typisk befolkning erklærer, at man kan stole på de fleste mennesker, siger otte procent flere ja til spørgsmålet når de bor i et monarki, alt andet lige. Og en vigtig del af den nye forskning i fundamentale vækstprocesser viser, at netop tillid er en af de faktorer, der fører til hurtigere økonomisk vækst. Så spørgsmålet er blot hvor mange penge, de otte procent ekstra tillid vi får fra Kongehuset, bliver til i det lange løb. Svaret kommer fra Barro-regressionernes vidunderlige verden.

Hvis man forestiller sig at et land får otte procent ekstra tillid, viser empiriske estimater fra en række forskellige studier, at landet alt andet lige vil få en ekstra vækst på cirka en fjerdedel af en procent per år.  Hvis man bruger estimaterne fra den mest citerede artikel på området (Zak og Knack i The Economic Journal i 2001) i en simpel formel, viser det sig at på det meget lange sigt betyder eksistensen af et monarki derfor, at hver indbygger af et land har 2320 kroner mere at leve for om året.

Med andre ord er værdien af Kongehuset, når den evalueres af resultaterne fra de sidste ti års empiriske forskning i økonomisk vækst, en total sum på cirka 12.1 milliarder kroner hvert år. Pudsigt nok er det cirka det samme som Anholts vurdering af kronprinsessens værdi alene. Så læserne kan mene, at monarkiet er en ligegyldig og gammeldags institutions, men ny forskning giver et fingerpeg om betydningen af den i dag. Vi bruger cirka 141 millioner kroner på den kongelige familie hvert år (se her), måske plus den årlige apanage på cirka 80 millioner men får 12 milliarder kroner igen. Det er da ikke noget dårligt afkast på en 1100 år gammel investering, vel?