Kategoriarkiv: Nuværende skribenter

Kritisk sans i ny forskning

Af Christian Bjørnskov, den 6. april 2007. 4 svar

En af de længste diskussioner i nationaløkonomisk og politologisk forskning drejer sig om, hvorvidt demokratisering er godt for landes økonomiske udvikling, eller om det i højere grad drejer sig om markedsliberaliserende reformer. I december 2005 offentliggjorde tre topøkonomer et studie, der synes at vise støtte til den første mulighed. Ricardo Hausmann, Lant Pritchett og Dani Rodrik – førstnævnte en af de tungeste drenge i økonomisk statistik, de to andre toppen af udviklingsøkonomi – kiggede specifikt på episoder hvor landes økonomiske vækst accelererede, i stedet for at se på vækst generelt. Ved at se på disse vendepunkter i landes udvikling, hævdede de at deres resultater viste at “most instances of economic reform do not produce growth accelerations”. Politiske regimeændringer (demokratisering) førte derimod udvikling med sig.

Artiklen – der blev publiceret i det stærkt prestigiøse Journal of Economic Growth – var en stor sejr for den del af forskningen, der hidtil har ledt forgæves efter gode økonomiske effekter af demokratisering. Og når den kom fra tre så ekstremt velrenommerede forskere måtte det jo være rigtigt! Men så let er det ikke! Som vi har understreget mange gange her på stedet, er en af forskningens vigtigste opgaver at checke alt for fejl. Det er det, den kun 26-årige hollandske økonom Richard Jong-A-Pin har gjort.

Jong-A-Pin undrede sig nemlig over resultaterne i Hausmann/Pritchett/Rodrik-artiklen, og hvordan de kunne komme til så anderledes fund. Og han undrede sig over, hvordan de havde defineret en vækstacceleration. Så han skrev til Rodrik, der venligt og uden forsinkelse sendte ham alle data – som man bør gøre! Jong-A-Pin gik derefter igang.

Hvad han fandt kan ikke undgå at undre en, for hans forskning som han præsenterede i fredags i Amsterdam viser, at de tre superøkonomer har kodet data forkert. En række af deres vækstepisoder startede for eksempel med et eller to års negativ vækst. De var derfor timet helt forkert. I andre tilfælde var væksten de sidste par år op til det, superholdet definerede som vendepunktet, faktisk højere end efter vendepunktet. Så hvordan kunne det være en vækstacceleration? Svaret er selvfølgelig, at det kan det ikke.

Da Jong-A-Pin var færdig med at rydde op i data og kode dem korrekt, havde han fundet fejl i over en tredjedel af de 82 tilfælde. Det i sig selv var pinligt for Hausmann, Pritchett og Rodrik, men endnu værre var det, at deres efterfølgende resultater ikke holdt. Den unge hollænder viser nemlig i sit papir, at hvis man koder data korrekt, understøtter dataene ikke nogen demokrativirkning overhovedet. Derimod viser det sig, at økonomiske reformer – handelsåbning, ejendomsret osv. – som oftest udløser økonomiske vendepunkter og sætter lande på en hurtigere ‘vækststi’. Jong-A-Pin demonstrerer dermed med stor klarhed, at når man gør øvelsen korrekt, er markedsliberaliserende reformer en effektiv måde at få en udvikling igang på – ikke demokratisering. Det er ikke just en uvæsentligt forskel.

På at højere niveau viser eksemplet også, at en af forskeres fornemste opgaver er at gå hinanden efter i sømmene. Og for at kunne det, skal man ofte have fuld adgang til de relevante data. Dani Rodrik tøvede ikke med at give en relativt ukendt og ung hollandsk kollega komplet adgang, men i andre tilfælde holder forskere desværre deres datakilder og konkrete analyser tæt id til kroppen. Sidst har vi haft eksemplet med Steve McIntyres oplevelser som referee for FNs klimapanel oppe at vende. I den sag var hovedproblemet netop, at FN ikke tillod ham adgang til data, der var centralt relevante for hans opgave som kvalitetsbedømmer.

Ved at nægte den adgang , satte IPCC derfor et stort spørgsmålstegn ved sin egen troværdighed. I empirisk forskning fortjener man troværdighed ved at blotlægge sit arbejde for kritik fra sine kolleger. Det var det, Dani Rodrik gjorde da han lod Richard Jong-A-Pin gå hans arbejde efter. Rodrik har ikke tabt troværdighed på affæren, men blot vist at han ikke altid har ret – at han er menneskelig. Sådan bør forskning være: Åben, dynamisk og velkommen overfor kritik, ikke lukket og magtfuldkommen. Og så kan læserne jo tænke sig til, hvor jeg vil hen med den sidste kommentar.

Vinder terroristerne den moralske kamp? Et svar fra ny forskning

Af Christian Bjørnskov, den 1. april 2007. 10 svar

Kære læsere, mange hilsner fra Amsterdam. Jeg er, som nogen af jeg vil vide, hernede for at deltage i den særlige Public Choice World Congress, som består af de to traditionelle public choice konferencer som der er en europæisk og en amerikansk af. Programmet har generelt været ret spændende i år, og af høj videnskabelig kvalitet. Og en del af det vil jeg gerne dele med læserne. En af de specielt spændende sessions havde titlen The Political Economy of Terrorism. Den bestod af fire papirer, hvoraf to fortjener en bredere opmærksomhed. For det første er forfatterne udover at være nogle af mine ‘videnskabelige venner’ også nogle af de mest interessante nye navne inderfor feltet: Axel Dreher, Martin Gassebner og Lars Siemers på det ene papir, og Richard Jong-A-Pin og Jochen Mierau på det andet. For det andet er emnerne for begges vedkommende også betydning i en dansk kontekst.

Det tysk-schweiziske team først: De spørger om terrorisme truer menneskerettighederne. Svaret er ganske deprimerende: Ja, det gør de. På et overordnet plan betyder en øget terrorrisiko at regeringer bliver mere tilbøjelige til at bryde basale menneskerettigheder og gøre brug af politiske fængslinger og tortur. Der er også en tilbøjelighed til at civile og politiske rettigheder bliver eroderet af en øget terrorrisiko. Man kan spørge sig selv, om det er noget vi kender til i Danmark? Svaret er ja, da regeringens terrorpakke netop bryder med nogle grundlæggende rettigheder, som forhindrer den danske stat i at overvåge borgerne uden en særdeles god grund. På dette punkt viser den nyeste forskning altså, at terroristerne vinder. Vi går på kompromis med nogle af vores mest basale rettigheder fordi vi er bange for terrorangreb. Og dermed opnår terroristerne netop at undergrave den frihed i tanke og handling i den vestlige verden, som de så tydeligt hader. Papiret kan læses her.

Og så til det hollandske team. De stiller det lidt anderledes spørgsmål, om terrorisme forkorter regeringers politiske liv. Svaret er ja. Mellem 1968 og 2002 har hvert liv, der tabes som følge af terrorangreb, indebåret en ekstra risiko for “cabinet failure” på cirka1.3 %. En øget risiko af den størrelsesorden for hvert liv er ganske betragtelig! Hvis læserne vil tillade mig at være lidt polemisk, vinder terroristerne også her. De destabiliserer simpelthen vestlige demokratiers politiske orden, og fører til større usikkerhed for både politikere og vælgere. Selvom terroristerne bliver skudt, har de altså en virkning. Det er ikke rart at tænke på. Papiret kan læses her.

Om storkonflikter og vrangforestillinger

Af Christian Bjørnskov, den 28. marts 2007. 26 svar

Vi har tidligere skrevet om risikoen for en storkonflikt (læs her), og på det sidste har chancerne for at undgå konflikten set relativt gode ud. Normallønområdets centrale parter nåede til en aftale, men Politiken skrev i går, at det er for tidligt at afblæse en eventuel storkonflikt på arbejdsmarkedet. Finn Sørensen, næstformand for 3F Industri og Service i København, udtaler for eksempel til avisen at "Der, hvor jeg færdes, er der ingen, som anbefaler et ja". Andre tillidsfolk og formænd på 3Fs områder, har øjensynligt samme holdning. Hans A. Sørensen, formand for 3F i Horsens, opsummerer en udbredt holdning således: "Jeg synes, at utilfredsheden med lønstigningerne er ved at blive et fælles tema. Hvis jeg kigger på de kommentarer, vi får ind, så er det samlende, at der må være råd til noget mere, når det går så godt for erhvervslivet". Holdningerne er allerede ved at få konsekvenser, idet forhandlingerne på kontor og lagerområdet brød sammen igår (læs her).

Lad mig bare indrømme, at den holdning umiddelbart er svær at forstå for en fagøkonom. For det første er det svært at forstå en utilfredshed med lønstigninger i en nærmest historisk dyr overenskomst. Før forhandlingerne gik i gang advarede selv Hans Jensen om, at stigninger på fire procent udgjorde et loft, som man ikke burde overstige – ellers ville dansk konkurrenceevne lide så meget, at arbejdsløsheden ville stige mærkbart. På trods af den advarsel synes det som om, en række LO-områder har fået en del mere, og signalet til resten af arbejdsmarkedet er derfor klart: 'Der er mere at komme efter'. For det andet er dansk konkurrenceevne slet ikke så stærk, som mange regner med, og som man skulle tro når man ser på Danmarks betalingsbalanceoverskud. Det er nemlig ikke længere en retvisende indikator for den hjemlige konkurrenceevne. Så det går ikke "så godt for erhvervslivet" som 3F åbenbart mener, og derfor er der heller ikke det råderum, man påstår at se.

Men der er også et tredje bekymrende problem, som man normalt ikke diskuterer. Dette særlige problem er, at selvom den specielle struktur på det danske arbejdsmarked i teorien burde føre til stor ansvarlighed, gør den det ikke i praksis. Siden Calmfors og Driffills berømte, men også noget omstridte, artikel (fra 1988 i Economic Policy) om forhandlingsstruktur og arbejdsløshed, har mange regnet med at en struktur, hvor en enkelt central arbejdsgiverorganisation forhandler løn med en enkelt central lønmodtagerorganisation, giver den relativt mindste arbejdsløshed af en særlig grund: Begge organisationer er så store, at de nødvendigvis må tage alle konsekvenser i betragtning, når de forhandler løn. Det vil i praksis sige, at parterne forhandler sig frem til en ansvarlig lønstigning, fordi for store stigninger vil føre til en uacceptabelt høj arbejdsløshed. Det er denne situation, som hævdes at være den særlige danske (og svenske) løsning.

Men der er også et tredje bekymrende problem, som man normalt ikke diskuterer. Dette særlige problem er, at selvom den specielle struktur på det danske arbejdsmarked i teorien burde føre til stor ansvarlighed, gør den det ikke i praksis. Siden Calmfors og Driffills berømte, men også noget omstridte, artikel (fra 1988 i Economic Policy) om forhandlingsstruktur og arbejdsløshed, har mange regnet med at en struktur, hvor en enkelt central arbejdsgiverorganisation forhandler løn med en enkelt central lønmodtagerorganisation, giver den relativt mindste arbejdsløshed af en særlig grund: Begge organisationer er så store, at de nødvendigvis må tage alle konsekvenser i betragtning, når de forhandler løn. Det vil i praksis sige, at parterne forhandler sig frem til en ansvarlig lønstigning, fordi for store stigninger vil føre til en uacceptabelt høj arbejdsløshed. Det er denne situation, som hævdes at være den særlige danske (og svenske) løsning.

Det samme resultat hævdede Calmfors og Driffil at man kunne nå, hvis man havde fuldt decentral lønfastsættelse. I det tilfælde vil lønmodtagersiden tage den enkelte virksomheds konkurrenceevne i betragtning, når de kun forhandler løn for denne virksomheds ansatte, og lønstigningerne vil derfor ske i takt med forbedringer i produktivitet og konkurrenceevne. Calmfors og Driffills særlige indsigt – og den som er så omstridt – er at forhandlingsstrukturer ind imellem disse yderpunkter generelt vil føre til for høje lønninger og derfor højere arbejdsløshedstal. Denne indsigt kan tegnes meget pædagogisk som et omvendt U – lavest arbejdsløshed ved fuldt decentral og fuldt central løndannelse, og højest i midten.

De nuværende overenskomstproblemer tvinger en til at overveje Danmarks placering i Calmfors og Driffills diagram, for hvordan kan en klart uansvarlig overenskomst komme ud af en forhandlingsstruktur, der påstås at være den mest ansvarlige? Svaret er naturligvis, at det kan den ikke. Det danske arbejdsmarked er sådan skruet sammen, at nok forhandles størstedelen af normallønområdet mellem to centrale parter, men resultatet skal alligevel ud til afstemning blandt medlemmerne. At påstå, at det er et fuldt centralt system er lidt ligesom at påstå, at en statsleder der skal have alle beslutninger godkendt ved afstemning, alligevel er diktator – det giver ikke rigtigt mening, vel?

Den store tragedie i de nuværende overenskomstforhandlinger er derfor som vi også bemærkede sidst vi kommenterede på emnet, at fagforeningernes medlemmer er overbeviste om, at det går utroligt godt for dansk økonomi, og at der derfor er 'råd' til massive lønstigninger. Og med den særlige danske struktur, fungerer det danske arbejdsmarked pt. som den mindst ansvarlige løsning. En række separate fagforbund anført af 3F Transport anbefaler deres medlemmer at stemme nej og kræve markante lønstigninger. Hvert af dem har forhandlingsstyrke qua deres medlemstal, men er ikke store nok til at 'internalisere' store lønstigningers fulde effekt. Med andre ord er de enkelte fagforbund ikke store nok til at regne lønvirkningen på den totale arbejdsløshed ind i deres lønkrav, hvilket betyder, at når den centralt forhandlede overenskomst kommer til afstemning, anbefaler de et nej fordi de ikke har fået de krav opfyldt, som de hver især ville have stillet.

Den højt besungne danske arbejdsmarkedsstruktur er derfor under landets særlige omstændigheder for tiden – en udbredt vrangforestilling om en øjensynligt, men slet ikke reelt, stærk konkurrenceevne og en statistisk (men ikke reelt) lav arbejdsløshed – lidt af en Potemkinkulisse. Det ser alt sammen så flot ud på afstand, men indenunder er den lavet af spyt og gamle Kleenex. Forhandlingsstrukturen virker som den værst tænkelige struktur, og er derfor pt. i gang med at medføre lønstigninger, som en skrøbelig dansk økonomi på ingen måde kan klare. Men det sker først i løbet af de næste par år, og hvilken vælger husker det til den tid?

Velkommen til ny Punditokrat

Af Christian Bjørnskov, den 23. marts 2007. 1 svar

Her på nippet til weekenden har vi den store fornøjelse at sige velkommen til en ny Punditokrat, Jonny Trapp Steffensen. Jonny er tidligere adjunkt i EU studier ved Handelshøjskolen, Århus Universitet, men har fornylig forladt elfenbenstårnet til fordel for en større dansk erhvervsvirksomhed. Vi lender Jonny som en dygtig og tænksom fyr med spændende synspunkter, og glæder os til at læse hans indlæg i fremtiden!

Globale gennemsnitstemperaturer giver ingen mening!

Af Christian Bjørnskov, den 21. marts 2007. 77 svar

Debatten om en klimaforandringer har efterhånden kørt i medierne i lang tid, og har været ganske heftig, ikke mindst her på stedet. En stor del af debatten har handlet om, 1) hvorvidt mennesker er skyldige i stigende drivhusgasser, 2) i hvor høj grad drivhusgasser leder til global opvarmning, 3) hvorvidt IPCC overdriver den fremtidige udledning af disse gasser, og 4) om vi overhovedet kan gøre noget ved det, og om det kan betale sig. Men selvom man – som nogle af vores læsere og stort set alle politikere – troede fuldt og fast på problemer i forvejen, kan man roligt begynde at tænke over det hele igen.

Grunden skal findes i en ny videnskabelig artikel af Christopher Essex, Ross McKitrick og danskeren Bjarne Andresen fra Københavns Universitet, der peger på et forhold som ellers aldrig bliver nævnt i debatten. Normalt taler vi i denne debat om udviklingen i den globale gennemsnitstemperatur – bliver kloden varmere, var det varmere i middelalderen osv. – og hvad ligger der bag variationer i denne temperatur. Men det forskerne peger på i nummer 1 i årets Journal of Non-Equilibrium Thermodynamics er, at det slet ikke giver videnskabelig mening at tale om en sådan gennemsnitstemperatur!

Grunden er, at der findes to forskellige typer mål i termodynamik: Ekstensive og intensive. De ekstensive er ganske lette at tage gennemsnit af. I økonomi svarer det til at tage et gennemsnit af alle husholdningers indkomst, eller i andre sammenhænge et gennemsnit af folks højde. Det gøres ved at bruge et simpelt, aritmetisk gennemsnit. Når man, for eksempel, beregner gennemsnitsindkomsten i Nordamerika, tager man som udgangspunkt at den i gennemsnit er 33.308 dollars i USA og 26.922 i Canada. Men man må også tage hensyn til at der bor ni gange så mange mennesker i USA som i Canada, så gennemsnittet er den totale amerikanske indkomst plus den totale canadiske indkomst delt med to (32.667 dollars). Det giver fin mening.

Hvis man derimod vil forsøge at beregne en nordamerikansk gennemsnitsvalutakurs giver det pludselig ingen mening. Valutakurser fungerer nemlig som termodynamiske intensive faktorer – de kan ikke bare lægges sammen. For at kunne tale fornuftigt om, hvilken valutakurs vis-a-vis resten af verden Nordamerika ville have hvis USA og Canada fik samme valuta, har man behov for en konkret teori om, hvad der sker når man lægger valutaerne sammen. Det samme forhold gør sig gældende i den fysiske verden, hvilket ødelægger brugen af størrelsen “en global gennemsnitstemperatur”.

Som det gøres nu, måler man temperaturen på et antal steder rundt omkring på Jorden, og tager et simpelt, aritmetisk gennemsnit af dem: Man lægger dem sammen og deler med antallet af steder. Og så har man forbrudt sig for første gang, for det giver ingen mening at lægge temperaturer sammen. Selv hvis man skal beregne et gennemsnit for det nordøstlige Sønderjylland, er det nonsens. Forestil dig, at der er varmere i Haderslev (24 grader) end i Åbenrå (22 grader). En simpel gennemsnitstemperatur som den FN-organisationen IPCC og praktisk taget alle andre regner med, er 23 grader. Men varm luft er lettere / fylder mere, så derfor er en større del af luften i Haderslev-Åbenrå området faktisk i det køligere Åbenrå! For at få et bare lidt gangbart mål, må man altså vægte Åbenrå-temperaturen højere end den i Haderslev.

Man bliver derfor nødt til at tage fysikken med. Med andre ord må man have en bagvedliggende fysisk grund til at kunne beregne hvad der sker, når et system som for eksempel vejret i det nordøstlige Sønderjylland udvikler sig. Vores vægtede gennemsnit er nemlig kun den temperatur, der ville blive resultat, hvis al luft endte med at få samme temperatur – altså hvis systemet kom i fuld ligevægt. Men selvom man regner med at det gør det, ved man også at når systemet bevæger sig i ligevægt – luften bevæger sig og noget af det blæser til Haderslev når den køler ned – gør den også noget fysisk arbejde. I den forbindelse er gennemsnittet faktisk ikke TÅbenrå + THaderslev / 2, men kvadratroden til TÅbenrå * THaderslev. Det giver et lidt andet gennemsnit.

Der slutter problemerne bare ikke, for et aritmetisk gennemsnit er kun et af en uendelig række lige gode gennemsnitsmål. For at eksemplificere det, vil jeg tage to serier af tal:

1                    1                    2                    2                    4

1                    1                    1½                 1½                 6

Det særlige ved de to serier er, at de ikke blot ikke har samme aritmetiske gennemsnit, men at forskellen varierer med hvilket gennemsnitsmål, man bruger. Den første har aritmetisk gennemsnit 2, mens det samme mål er 2,2 for den anden. Men et andet mål, der i nogle sammenhænge er mere relevant, er medianen – den midterste og derfor ‘typiske’ temperatur. Medianen i den første er 2, mens den i den anden er 1½. Så med det ene mål er den første serie mindst, mens det andet mål giver det stik modsatte resultat. Hvis man skulle bruge kvadratrodsformlen ovenfor – den, der gælder når to gasser ekvilibreres under arbejde, ville resultatet være 4 i den første serie, men kun cirka 3,7 i den anden. En fjerde mulighed kunne være at bruge root mean squares (RMS), der for eksempel er det relevante mål i forbindelse med beregninger af kinetisk energi. En RMS giver 2,3 i den første serie, men 2,9 i den anden.

Og en af Essex, McKitrick og Andresens vigtige pointer i deres artikel er netop, at fysisk/metereologisk teori ikke giver nogen som helst indikation om, hvilke af de mange, mange mål, der er mere eller mindre rigtige. Selv i deres simplest tænkelige eksempel – et glas isvand på 8 grader og en kop kafe på 33 grader, der i løbet af nogle minutter får samme temperatur i et rum på 20 grader – giver forskellige mål helt forskellige resultater. Nogle af dem viser, at gennemsnitstemperaturen i de to beholdere (glas og kop) stiger, mens andre viser at gennemsnittet falder. Forskerne konkluderer derfor, at den eneste logiske følge er, at

“in either case, the ice water is warming and the coffee is cooling, and while this is happening they are not in thermodynamic equilibrium with one another or with the room. There is no physically coherent way to reduce this dynamic to changes in a single temperature number of the system as a whole”

Med andre ord: Mens såvel tilhængere som modstandere af det herskende politiske paradigme på klimaområdet bruger en global gennemsnitstemperatur som argument, giver en sådan ingen mening. Selv for en relativt restriktiv klasse af gennemsnitsmål, som indeholder det aritmetiske gennemsnit vi alle lærer i folkeskolen, og som IPCC bruger i sin pædagogiske formidling af sin globale diskurs, viser Essex, McKitrick og Andresen at man kan få fuldstændigt modsigende resultater. Nogle år er varmest med et mål, mens andre er varmest med at andet, og det generelle billede er, at man uden problemer kan nå frem til både en global opvarmning eller en global nedkøling gennem de sidste 20 år.

Som forskerne understreger,
er gennemsnit over Jordens
temperaturfelt “devoid of a physical context that would indicate how they are to be interpreted” og de er derfor “fundamentally meaningless”. Jeg skal blankt indrømme, at det svimlede for mig da jeg læste det. Vi har alle argumenteret på dette grundlag, men det, Essex, McKitrick og Andresen viser er, at vi har talt nonsens i klimadebatten. Ingen ved i virkeligheden noget.

Den nyeste public choice forskning– gratis tilgængelig for alle

Af Christian Bjørnskov, den 20. marts 2007. 2 svar

Punditokraternes læsere har, som vi opdager næsten dagligt, en stærk interesse i samfundsforhold og den nyeste forskning i dem. Nogen følger med i medierne, andre læser også blogs, inklusive vores, mens andre nogle gange afslører i deres kommentarer, at de også læser videnskabelige publikationer. Det er selvfølgelig et privilegium at have en så informeret læserskare, men formålet med denne post er naturligvis ikke at smigre læserne. Pointen er, at tiden nærmer sig for det, der normalt er de to public choice konferencer – en i USA og en i Europa – men i år er lagt sammen til en fælles med det imponerende navn The Public Choice World Congress.

Idet flere af punditokraterne (inklusive undertegnede) tager til the World Congress, er pointen med denne post at gøre vores læsere opmærksomme på, at alle bidrag til denne konference er frit tilgængelige online her. Her er det muligt at læse om den seneste forskning i mange forskellige emner; nogle få af dem er listet her:

Ligesom sidste år vil vi også i år skrive om nogle få af de konferencepapirer, vi selv finder mest interessante. Men i mellemtiden vil vi opfordre vores læsere til at besøge konferencens hjemmeside. Nogle af papirerne skal man virkelige knibe dem, man sidder på, sammen for at læse. Andre kan læses af enhver med et rimeligt kendskab til engelsk. Under alle omstændigheder er muligheden der, og hvor tit er den absolut nyeste forskning gratis tilgængelig for alle interesserede?

Ny borgerlig netavis

Af Christian Bjørnskov, den 19. marts 2007. 9 svar

Vi har her på bloggen ofte klaget over den journalistiske kvalitet i MSM. Det er derfor med stor fornøjelse at vi kan bringe den korte nyhed, at Thomas Breitenbach Jensen og Ole Birk Olesen er ved at starte en netavis med et hårdt tiltrængt borgerligt tilsnit. I den forbindelse søger de også skrivestærke studenter. Interesserede læsere kan læse opslaget her. Herfra ønsker vi Thomas og Ole held og lykke.

Klimaforskere –- grund til optimisme

Af Christian Bjørnskov, den 16. marts 2007. 12 svar

Her på nippet af weekenden kan jeg ikke lade være med at puste lidt til den ild, der øjensynligt brænder i nogle af vores aktive læsere når vi kommer ind på klimaområdet. Grunden er, at Århus Universitets udmærkede avis, Campus, i det seneste nummer skriver om ny klimaforskning, der giver grund til optimisme.

Et ti år langt forskningsprojekt ved Afdeling for Arktisk Miljø på DMU har afsløret, at selv det arktiske miljø har stærke ‘buffere’. I de ti år, projektet har kørt, er en del af permafrosten i det nordøstlige Grønland smeltet, hvilket i langt de flestes optik ville betyde stigende atmosfærisk CO2 og dermed øget opvarmning. Men, og det er et ganske stort men, forskerne konkluderer også at “over de seneste 6 år er den mængde drivhusgasser, tundraens planter suger ud af atmosfæren, steget med godt 50 procent. Det opvejer til fulde det kvantum gasser, der bliver frigjort, når isen smelter. Grunden til, at de grønne vækster tager ekstra meget for sig af drivhusgasserne, er, at der er kommet flere planter.”

Vi diskuterer ofte kritiske emner og fokuserer på forhold, der går galt. Det er derfor, at jeg i dag bevæger mig udenfor mit umiddelbare fagområde (som nogen også klager over) for at kunne bringe denne gode nyhed. Selv et ved første øjekast så skrøbeligt økosystem som det arktiske indeholder altså stærke automatiske regulatorer. Jeg er klar over, at en del af vores læsere sikkert er uenige, men for mig er enhver nyhed, der giver grund til mindre bekymring, en god nyhed.

Tak Jacques

Af Christian Bjørnskov, den 13. marts 2007. 26 svar

I søndags meddelte den franske præsident Jacques Chirac, at han siger farvel til politik (læs her), og der skal nok være dem i Europa, der føler et vist vemod ved den besked. Den 74-årige Chirac har trods alt været en del af fransk politik i årtier, blandt andet som premierminister 1974-1976, borgmester i Paris fra 1977 til 1995, og fra 1995 som fransk præsident. Her på stedet er det så som så med vemodet.

For hvordan har Chirac klaret sig? Hvis man selv vil læse om det, kan man for eksempel prøve Wikipedia's glimrende biografi. Her skal jeg blot dykke ned et par steder i hans karriere, der som for så mange andre franskmænd startede på l'Ecole Nationale d'Administration, Frankrigs eliteanstalt hvor stort set alle embedsmænd bliver uddannet og ensrettet.

Chirac viste virkelig sit politiske ansigt for første gang i 1975 i en klassisk demonstration af fransk realpolitik. Det år besøgte han Saddam Hussein i Bagdad, hvor de bl.a. indgik en aftale om salg af en fransk atomreaktor, der var specielt gearet til at producere plutonium. Pudsigt nok var det ikke noget, franskmændene reklamerede med, da de harcelerede over invasionen af Irak og diskussionen om Saddams planer om masseødelæggelsesvåben. Men måske var det fordi Israel da for længst havde bombet anlægget.

Senere demonstrerede Chirac sin politiske flair, French Style, i sin helt Berlusconi-agtige evne til at slippe udenom anklager for korruption og offentligt spild. Og som præsident fortsatte han Mitterands og andre franske præsidenters traditionelle arrogance og magtfuldkommenhed. CHirach stod for eksempel i spidsen for genoptagelsen af atomprøvetests på Mururoa atollen i Stillehavet, og fortsatte også landets interventionistiske politik i det Vestafrika, de aldrig rigtigt har forstået, ikke længere er fransk jord. Hans napoleoniske ambitioner i Europa – heller ikke et særsyn hos en fransk præsident – har blandt andet betydet at den foragtelige fælleseuropæiske landbrugspolitik stort set har undgået reelle reformer. I 2004 var Chirac endda ude i de franske medier med en forsikring om, at Frankrig altid ville nedlægge veto mod enhver nedskæring af støtten til franske landmænd. Andre særinteresser, han aktivt har beskyttet, er franske håndværk, hvor præsidenten ikke har gjort noget for at dæmpe skrækkampagnen mod 'den polske blikke blikkenslager'.

Derfor er jeg ganske godt tilfreds med at Chirac nu forlader fransk og international politik, og vil sige tak til ham for det – bedre sent end aldrig. Frankrig har om nogen behov for at få luftet ud, både politisk og økonomisk. På den ene side lover Segolène Royal, den socialistiske præsidentkandidat, kun mere af det samme: Svulstig retorik og statens klamme, centralistiske hånd på samfundet. Men Nicholas Sarkozy, den gaullistiske kandidat, er for det første ikke kandidat fra ENA, han er en gang imellem inspireret af Thatcherismen og er således den eneste franske toppolitiker i mange år med noget der ligner liberale holdninger. Ikke overraskende har hans venstreorienterede modstandere ofte italesat ham som det store dyr i åbenbaringen. Men tænk hvis sådan en får indflydelse i fransk politik og måske får franskmændene til at koncentrere sig mindre om la Gloire de la France og mere om de mange skud i egne fødder, de konstant leverer. Tak til Chirac for – hvor modvilligt det end var – at give plads til nytænkning.

Regningen for stenkastende voldspsykopater – 14 millioner

Af Christian Bjørnskov, den 5. marts 2007. 26 svar

Politiken præsenterer i dag et interessant regnestykke over hvad weekendens uroligheder koster samfundet. Her er tallene pindet ud:

Oprydning, asfaltarbejde og brosten: 1-2 millioner kroner

  • Ekstra politiindsats: 600 mand til en omkostning på 6½ millioner kroner
  • Forsikringssum på afbrændte biler: 2,2 millioner. Her er cykler ikke talt med
  • Mistet indtjening i Nørrebros forretninger: ½ million kroner
  • Totalskadede affaldsbeholdere: ½ million kroner
  • Skader på Christianshavns Gymnasium: 1 million kroner

Oveni disse ret håndgribelige udgifter kommer, at både alarmcentralen og Københavns Brandvæsen har haft ekstra mandskab kaldt ind, og derfor har haft udgifter til en lang række udrykninger. Inklusive alt det løse vurderer man på derfor på Politiken, at de totale omkostninger i denne første omgang beløber sig til 14 millioner kroner. Det er et tal, der vel er værd at tænke over, og derfor bringer vi det.

Men der knytter sig et ekstra spørgsmål til disse tal. For hvis de 'unge' får held til at presse Københavns Kommune til ekstraordinært at forære dem et hus et andet sted, hvad koster det så borgerne? Og lidt mere polemisk, hvad er de demokratiske tab ved en 'hændelse', der om noget kan gå hen at demonstrere, at man rent faktisk kan presse politikere til at åbne for kommunekassen, bare man ignorerer alle demokratiets og retssamfundets spilleregler, og opfører sig voldspsykopatisk nok? De 14 millioner kan vi leve med, man de andre omkostninger bekymrer mig!

Iværksætteri og ministerielle fiflerier

Af Christian Bjørnskov, den 3. marts 2007. 19 svar

I januar offentliggjorde Nicolai Foss og jeg en analyse af iværksætteraktivitet på tværs af lande. Analysen, der er finansieret af CEPOS og blev præsenteret på en konference afholdt af CEPOS, konkluderer at Danmark ligger i den dårlige halvdel af verden, målt på iværksætteraktivitet. Kun knap 5 % af danskere i den erhvervsaktive alder er involveret i nogen form for opstart, og når man trækker dem fra, som starter eget firma af nød, er vi endda relativt dårligere placeret. Nicolai og jeg finder meget klart i den statistiske analyse, at grunden skal findes i omfanget af den danske velfærdsstat og måden den finansieres på.

På den baggrund er det derfor ikke mærkeligt at f.eks. Arbejdsbevægelsens Erhvervsråd forsøgte at kritisere vores undersøgelse. Det er heller ikke mærkeligt, at Økonomi- og Erhvervsministeriets analyseenhed FORA rykkede ud med en kritik. Det er trods alt dem, der har formuleret og implementeret en stor del af regerings politik på netop dette område. Men fraset motivanalyse, der i sagens natur altid er farligt, er ministeriets måde at kritisere undersøgelsen på faktisk ganske bemærkelsesværdig.

Grunden er, at man kritiserer vores tal, ikke vores analysemetode. FORA hævder faktisk, at der er mere iværksætteraktivitet i Danmark end i USA, hvis man opgør det på den måde, de anser for korrekt. Men netop den opgørelsesmetode, FORA bruger, afslører sig ved at indeholde to af de ældste tricks i brugsvejledningen til statistisk fifleri. Og de tricks burde en godt begavet 9. klasseelev kunne gennemskue. Det hele drejer sig nemlig om hvordan man gør forholdstal op, altså om at dividere to tal: Antallet af faktiske iværksættere delt med antallet af potentielle iværksættere.

Først og fremmest insisterer FORA på at opgøre iværksætteraktivitet som antallet af nystartede virksomheder som andel af antallet af privatansatte. De bruger derfor Trick nr. 1: Sørg for at vælge et forkert sammenligningsgrundlag, der får resultatet til at falde ud til din fordel. Antallet af privatansatte er nemlig ikke rigtigt relevant når man vil måle den totale iværksætteraktivitet. Det korrekte sammenligningsgrundlag er derimod det totale antal af danskere i den erhvervsaktive alder – dvs. alle der burde have mulighed for at starte egen virksomhed.

Hvis vi nu kalder antallet af faktiske iværksættere for E (entrepreneurs), og antallet af potentielle iværksættere – folk i den erhvervsaktive alder – for B (befolkningen), kan iværksætteraktivitet måles ret let. Man deler ganske enkelt de to tal, så aktiviteten er E / B. Hvis man derimod som FORA insisterer på at sammenligne med antallet af privatansatte, er det tal altså B minus de offentligt ansatte – dem der jo ikke er i privat ansættelse. Så hvis vi kalder offentligt ansatte OA, er FORAs tal altså ikke E / B, men faktisk E / (B – OA). Og som alle, der har gået i den danske folkeskole ved, får man et større tal hvis man deler med noget, der er mindre. Vupti! Trick nummer et har fået Danmark til at se kunstigt bedre ud, fordi vi har et endda meget stort antal offentligt ansatte. Og dem trækker FORA altså fra i regnskabet. Det har også den aldeles perverse effekt, at lande med en stor velfærdsstat – altså mange offentligt ansatte – kommer til at se ud som om de har megen iværksætteraktivitet. Egentlig ganske bekvemt for en regering, der har bekendt sig til velfærdstankegangen, ikke?

Men her stopper fiflerierne ikke. Trick nr. 2 i bogen er nemlig at vælge et tilpas stort tal i tælleren, hvis man kan finde et. Her kommer omfanget af offentlig regulering og registrering ind, for det ‘E’ vi putter ind i vores forholdstal er jo kun dem, vi på den ene eller anden måde har registreret. Så lad os introducere et sidste bogstav – a, som er den procent af faktiske iværksættere, der registreres. Det korrekte tal er, som læseren nok husker, E / B. Dét tal, som man kan uddrage af officielle statistikker, er a*E / B, dvs. de registrerede iværksættere som andel af alle, der kunne have været iværksættere. Her er fifleri nummer to altså, da FORA insisterer på at bruge officielle tal fra de respektive landes offentlige statistik. Det er en vigtig pointe fordi vi i Danmark registrerer alt! I de fleste andre lande rundt om i verden, registrerer man typisk kun større virksomheder eller mindre virksomheder, der er konsoliderede. Vores parameter a er altså tæt på 100 % i Danmark, mens den sandsynligvis er omkring 50 % i USA og endnu lavere i andre lande uden samme registreringstradition.

For at opsummere bruger FORA altså ikke det korrekte forhold E / B – antallet af faktiske iværksættere som andel af den totale erhvervsaktive befolkning. De bruger a*E / (B – OA), og deres påstand om at Danmark har rigtigt meget iværksætteraktivitet – og dermed at regeringens politik virker og velfærdsstaten ikke er noget problem – beror på deres brug af to af de ældste fiflertricks. Det er selvfølgelig en god historie for mange journalister at stille påstand mod påstand, men hvordan i alverden selvstændigt tænkende danskere falder for den, er mig en gåde. Der skal ikke bruges andet end folkeskolematematik for at se gennem de papirtynde argumenter

Airbus – politiske problemer igen

Af Christian Bjørnskov, den 2. marts 2007. 3 svar

Forleden meddelte chefen for den europæiske flyproducent Airbus, franskmanden Louis Gallois, at man i løbet af de nærmeste år nedskærer staben med cirka 10.000 jobs. Gallois ønsker så vidt som det er muligt, at nedskæringerne sker ved frivillig eller naturlig afgang, men på trods af dette fromme ønske, har udmeldingen fra verdens næststørste flyproducent skabt høj bølgegang på både markedet og langt ned ad flere europæiske regeringskorridorer.

 

At Airbus er ude i en relativt dyb krise er ikke en hemmelighed, hvilket der er en hel række grunde til. Først er det tydeligt, at den lave dollarkurs skader dets konkurrenceevne overfor amerikanske Boeing. Det rammer Airbus hårdt, da den eneste alvorlige konkurrent på markedet netop er Boeing, som man har positioneret sig bevidst overfor: A320-serien er direkte konkurrent til Boeings 737, A330/340 konkurrerer mod 777-serien, og det nye kæmpefly A380 bygges for eksplicit at tage konkurrencen op mod Boeings jumbojet, den mere end 30 år gamle 747-serie. For det andet er dette sidste nye fly ramt af en række tekniske problemer, og i går meddelte man så, at man foreløbig har stoppet udviklingen af en fragtudgave af A380. Selvom Airbus har en række ordrer liggende på den almindelige passagerudgave, svirrer markedet nu af rygter om, at flere flyselskaber måske aflyser deres ordrer for at i stedet at satse på Boeings seneste opgradering af 747. Leveringssikkerhed er nemlig af indlysende grunde ekstremt vigtigt i en branche, der ikke har råd til at mangle fly fordi producenten ikke lige blev færdig til tiden.

 

 

Mens disse to forhold naturligvis er store udfordringer, er den vigtigste grund til Airbus' problemer blot ikke teknik eller almindelig konkurrenceevne. Det er derimod den tunge politiske styring, som koncernen har været udsat for siden sin fødsel. Således nævnte Gallois eksplicit "nationale konflikter" som "en gift" for driften af Airbus. Og de nationale konflikter er uundgåelige, da produktionen af rent politiske grunde er fordelt over fire europæiske lande og 15 produktionsfaciliteter. Dele fra den nye gigant A380 skal endda fragtes over større afstande, fordi det ikke går politisk at ét land (læs: Tyskland) står for en så prestigiøs opgave. Der er derfor rent nationalt politiske grunde til, at Airbus har haft særdeles svært ved at holde omkostningerne nede, og hvorfor de på den anden side har formået at lobbye sig til massive tilskud fra bl.a. EU.

 

 

Man kunne naturligvis håbe, at det politiserede ledelsesmareridt nu var overstået, men det er næppe tilfældet. En repræsentant for det europæiske metalarbejderforbund har udtalt, at "Vi er fuldstændig imod lukning af enhver afdeling og vil ikke acceptere nogen som helst fyringer". Det er ikke just en produktiv holdning, når Airbus netop ønsker at lukke tre produktionsenheder, to i Tyskland og en i Frankrig. Og mens en situation med militante fagforeninger er slem nok, kunne man uden at vide mere om sagen frygte, at politikerne allerede nu blandede sig til det værre.

 

Det er netop hvad de gør. Frankrigs socialistiske præsidentkandidat Ségolène Royal har meldt klart ud, at hun øjeblikkeligt vil standse nedskæringerne, hvis hun bliver valgt. Så er den traditionelle franske politiske linje ligesom lagt – private virksomheder er kun private indtil de gør noget der ikke er politisk opportunt. Andre politikere som Tysklands venstreorienterede wacko Oscar Lafontaine ville overraske, hvis de ikke 'støtter' Airbus-arbejdernes sag. Det tragiske aspekt i denne sag er derfor, at det nok hverken er første eller sidste gang at europæiske politikere blander sig i erhverslivet og dermed ødelægger europæiske produktion og – på langt sigt – europæiske arbejdspladser.

 

 

Vi har tidligere skrevet om farcerne omkring det statsejede italienske luftfartsselskab Alitalia, som reelt burde være gået fallit for mange år siden. Firmaet holdes blot på respirator af politiske krumspring, bl.a. et katastrofelån på 7½ milliarder kroner i 2005, som den italienske stat kautionerede for. Man kunne naivt håbe på, at politikerne lærte af deres allerværste fejl, men det er som oftest ikke tilfældet i Danmark, der ellers er et af verdens mest velfungerende demokratier. Situationen i vores nabolande syd for Vogeserne er endnu værre, da man aldrig rigtigt har brudt med en solkonge-agtig tradition for at politikerne blander sig i alle samfundets forhold. Hvis de kunne have holdt sig til deres egne lande, havde det betydet knap så meget for Danmark, men i og med at vi er medlem af EU, er den latineuropæiske tradition et problem for os alle. Airbus-eksemplet i denne uge er blot et af mange.

Punditokraterne på P1

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 28. februar 2007. 14 svar

Til dem, der måtte have misset det, så var vores redaktør i går i P1’s nye program “Kaffeklubben”, hvor han skulle fremlægge og forsvare nogle af sine poster her på bloggen overfor en kreds af politikere.  Det var generelt værd at høre på og kan gøres her.

Forskningsfrihed -– en by i Rusland

Af Christian Bjørnskov, den 26. februar 2007. 28 svar

Politikens forsidehistorie i dag var lige til at få morgenkaffen galt i halsen af. Rektorkollegiets formand Jens Oddershede kalder to nye lovforslag fra forskningsminister Helge Sander for ” en yderst uheldig tendens i retning af statsstyring” og også Tim Knudsen, professor i Statskundskab i København, advarer også mod den nye tendens til politisk detailstyring af forskningen.

Vi har skrevet om det før (læs her) hvor vi allerede i november 2005 pointerede problemerne, og jeg er ked af at sige det, men vi har fået ret. For det første ønsker regeringen, støttet af oppositionen, at have større indflydelse på fordelingen af forskningsmidler så de områder, politikerne mener der er fremtid i, får flere midler. Der må man stille sig selv det spørgsmål, om politikere er bedst til at vurdere hvor fremtidens videnskabelige indsigter kommer? Det er de vel næppe!

For det andet er der stærkt noget bekymrende i, at Århus Universitet i den nærmeste fremtid kommer til at få 12 % af dets indtægter gennem betaling for myndighedsopgaver, er det også svært at se, hvordan man kommer til at opretholde fuld forskningsfrihed – både i form af valget af forskningsemner og hvad man ‘må’ konkludere – når institutionen også har en klar interesse i at opretholde fundingen. Når VK-regeringen og S åbenbart er enige om at forsøge sig med planøkonomi på universitetsområdet som om forskning var det samme som østtysk sæbeproduktion, er der al mulig grund til at råbe vagt i gevær. Dansk forskningsfrihed risikerer at blive en by i Sovjettidens Rusland, og vi ved vist alle hvordan både friheden og velstanden havde det der. Lad os da få en diskussion om det i medierne, selvom politikerne nok helst vil tie emnet ihjel.

Ligestilling i Wimbledon – eller hvordan er det nu?

Af Christian Bjørnskov, den 24. februar 2007. 20 svar

Forleden blev det meddelt at Wimbledon, verdens absolut fineste tennisturnering, har indført ligestilling (se f.eks. her og her). Så mens Amelie Mauresmo, 2006-vinderen for damer, fik 300.000 kroner mindre end fænomenet Roger Federer, vil vinderne i år få præcist lige meget. Tidligere vindere som John McEnroe og Billie Jean King udtrykte deres store tilfredshed med ændringen i præmiesummen, og mange andre som f.eks. de britiske konservatives leder David Cameron har ligeledes luftet deres glæde offentligt. For nu er der endelig fuld ligestilling i en af klodens førende sportsbegivenheder. Eller er der?

Vi er ikke for vane at skrive om sport her på Punditokraterne, heller ikke selvom det er en sport der står redaktørens hjerte nær. Så der må være en anden logisk forklaring på, at vi bringer Wimbledon op. Og det er der selvfølgelig, for man kan aldeles provokerende spørge, om turneringen ikke har indført fuld diskriminering af de mandlige spillere? Umiddelbart lyder lige betaling jo som ligestilling, men ligestilling må nødvendigvis defineres som lige løn for lige arbejde. Ellers giver begrebet ikke rigtigt mening.

Den faktor, som mange ellers begavede og velmenende meningsdannere glemmer, er nemlig at mens mændene i Wimbledon som i alle fire Grand Slam turneringer spiller kampe efter princippet 'bedst af fem' – dvs. man skal vinde tre sæt for at vinde kampen – spiller kvinderne 'bedst af tre' kampe, hvor vinderen er den, der først har vundet to sæt. Med andre ord har kvinderne væsentligt kortere arbejdstid. For eksempel tog det Mauresmo 27 partier og 122 minutter at vinde sin finale, mens Federer – muligvis den bedste tennisspiller nogensinde – brugte 41 partier og 170 minutter på at vinde. Det er en 40 % forskel, og damefinalen var endda usædvanligt lang for en damekamp på de engelske græsbaner.

Lørdagens meget politisk ukorrekte og provokerende spørgsmål til vores læsere er derfor, om Wimbledon har indført ligestilling? Nok får kønnene nu den samme slutløn, men faktum er at damernes timeløn er blevet ganske væsentligt højere end mændenes. Lad os endelig understrege, at det kan i en markedsøkonomisk optik kan være helt rimeligt hvis damekampe er mere underholdende – så der er større efterspørgsel efter dem – eller at de har en større 'herlighedsværdi'. Men kan de faktorer opveje en så stor forskel i timeløn? Er der blevet lige løn for lige arbejde?

Kongehuset gør os alle rigere

Af Christian Bjørnskov, den 18. februar 2007. 21 svar

Forleden skrev medierne om en engelsk marketing-forskers vurdering af Kongehusets reklameværdi. Normalt kan mange danskere være forargede over hvor mange midler vi bruger på at opretholde en historisk institution, som cirka fem procent af befolkningen mener, bør afskaffes, men forskeren vurderede at de kongelige faktisk er en god forretning for Danmark på grund af deres ‘branding værdi’. Helt særligt estimerede Simon Anholt, at kronprinsesse Mary er 12 milliarder værd i ekstra eksportindtægter, og at andre medlemmer af Kongehuset også bidrager med adskillige milliarder til nationalregnskabet.

Det giver jo god mening at en vis royal romantik, som især amerikanerne sværmer for, også giver resultat på bundlinien, men her på stedet er nogle af os lidt skeptiske overfor den slags estimater. Når der skal sættes tal på sådan noget som marketing, reklame, og branding værdi, bliver regnestykket desværre ofte – men ikke altid – en uheldig blanding af sund fornuft, hand waving og tryllestøv. Det betyder dog ikke at monarkiet ikke har en værdi som punditokraternes læsere skal gå glip af. Så lad os i stedet for give et konkret bud på Kongehusets værdi fra en anden vinkel, som medierne ikke just været overvældende interesseret i: Den empiriske forskning i økonomisk vækst, som flere punditokrater beskæftiger sig med.

Vi har flere gange tidligere omtalt den amerikanske nationaløkonom Robert Barro her på stedet, ikke mindst for de af hans bidrag til vækstforskningen, der har gjort ham til en af de absolutte topkandidater til en Nobelpris de næste år. Hans største bidrag, der nu simpelthen går under betegnelsen ‘Barro regressioner’, kan bruges til at udregne den langsigtede værdi af en ændring i samfundsforholdene. Med andre ord kan man regne ud, hvor meget rigere en gennemsnitsdansker bliver, når man sænker toldsatser, sænker de offentlige udgifter, eller hvad det nu skal være.

Den type analyse kan man kombinere med et af mine egne ydmyge bidrag til forskningen. Det viser sig nemlig, at monarkiers befolkninger er markant mere tillidsfulde end republikkers. Mens cirka 30 procent af en typisk befolkning erklærer, at man kan stole på de fleste mennesker, siger otte procent flere ja til spørgsmålet når de bor i et monarki, alt andet lige. Og en vigtig del af den nye forskning i fundamentale vækstprocesser viser, at netop tillid er en af de faktorer, der fører til hurtigere økonomisk vækst. Så spørgsmålet er blot hvor mange penge, de otte procent ekstra tillid vi får fra Kongehuset, bliver til i det lange løb. Svaret kommer fra Barro-regressionernes vidunderlige verden.

Hvis man forestiller sig at et land får otte procent ekstra tillid, viser empiriske estimater fra en række forskellige studier, at landet alt andet lige vil få en ekstra vækst på cirka en fjerdedel af en procent per år.  Hvis man bruger estimaterne fra den mest citerede artikel på området (Zak og Knack i The Economic Journal i 2001) i en simpel formel, viser det sig at på det meget lange sigt betyder eksistensen af et monarki derfor, at hver indbygger af et land har 2320 kroner mere at leve for om året.

Med andre ord er værdien af Kongehuset, når den evalueres af resultaterne fra de sidste ti års empiriske forskning i økonomisk vækst, en total sum på cirka 12.1 milliarder kroner hvert år. Pudsigt nok er det cirka det samme som Anholts vurdering af kronprinsessens værdi alene. Så læserne kan mene, at monarkiet er en ligegyldig og gammeldags institutions, men ny forskning giver et fingerpeg om betydningen af den i dag. Vi bruger cirka 141 millioner kroner på den kongelige familie hvert år (se her), måske plus den årlige apanage på cirka 80 millioner men får 12 milliarder kroner igen. Det er da ikke noget dårligt afkast på en 1100 år gammel investering, vel?

Showdown om vestlige værdier i Paris

Af Christian Bjørnskov, den 7. februar 2007. 13 svar

I dag starter en af de mest bemærkelsesværdige retssager i Europa i mange år. I Paris står Philippe Val tiltalt for at 'opfordre til racehad', en anklage der er rejst af to organisationer, "Sammenslutningen af Franske Islamiske Organisationer" og "Stormoskéen i Paris". Hans specifikke brøde er at han, i sin egenskab som chefredaktør for det ugentlige, venstreorienterede tidsskrift Charlie Hebdo, har taget beslutningen at genoptrykke 12 tegninger, som Jyllandsposten oprindeligt bragte i efteråret 2005. Da der naturligvis – hvis nogen overhovedet kunne være i tvivl – er tale om de famøse Muhammed-tegninger, er forbrydelsen ikke at trykke satiriske tegninger fra Danmark, men derimod at trykke tegninger, der tydeligvis på tidspunktet havde bragt nogle særlige følelser i kog i en særligt følsom del af verden.

En sådan retssag kunne sandsynligvis have været indledt i Danmark, da vi foruden Grundlovens krystalklare beskyttelse af ytringsfriheden også har en paragraf, der forbyder blasfemi. Den har godt nok ikke været brugt i mange år, men hvis danske muslimer følte sig tilstrækkeligt krænkede, havde sidste forår måske været en god lejlighed til at prøve den af. At det ikke skete, er vel i nogen grad udtryk for, at ingen ærligt tror på, at Jyllandsposten på nogen måde kunne bringes til ansvar for en absurd situation, der først opstod – og så kan Thøger Seidenfaden og hans slæng sige hvad de vil – da en række mellemøstlige regimer greb chancen for at aflede deres befolkningers opmærksomhed fra regimernes overgreb.

I stedet bliver en sådan retssag altså ført i Paris, i et land og under et system hvor politikere har noget større indflydelse på retsvæsenet, end vi er vant til i Danmark. At det ikke er en løs påstand bekræftes af Fraser-instituttets behandling af disse ting, hvor fransk ' Judiciary independence' scorer cirka tre point under den danske situation – og det på en 1-10 skala! Så det forhold, at man vælger at føre retssagen i Frankrig, der har tætte politiske bånd til flere ganske ubehagelige styrer i Mellemøsten, og hvor politikerne oven i købet har reel indflydelse på domstolene, er vel ikke helt uden betydning?

Sagens kerne er bestemt heller ikke uden betydning, idet den handler om hvor stor indflydelse, religion, religiøse dogmer og religiøse følelser bør have på det samfund, der eksisterer uden om dem, som tror på religionen. På et vist plan handler den endda om, hvorvidt religiøse dogmer og følelser i andre lande, bør have indflydelse på vores samfund. Og de dogmer har betydning udenfor retsvæsenet og udenfor politik, og i langt højere grad end jurister og politikere er opmærksomme på. Friheden for dem er grundlaget for vores samfund.

Siden renæssancen har Europa udviklet sig som en direkte følge af, at man frigjorde sig fra snærende religiøse dogmer. I 1400-tallet valgte Medici-familien ligesom andre i Norditalien at se stort på Bibelens forbud mod at bruge renter. Dermed opstod de første dele af et moderne bankvæsen, der betød at mange flere kunne finansiere flere og større investeringer i mange flere projekter. Dele af de store opdagelsesrejser og en stor del af den stigende handel blev således finansieret af lån fra disse banker, og af andre moderne finansielle instrumenter som blev udbredte efter et religiøst dogme blev brudt. I løbet af 1500- og 1600-tallet blev mange mennesker også mere modtagelige for andre budskaber end dem, der kom fra kirken. Galileo blev retsforfulgt for at sige, at Jorden drejede rundt, og slap relativt godt fra det, mens man allerede på hans tid var holdt op med den slags forfølgelse i Holland og England. Men helt grundlæggende betød det også, at vi formåede at spørge os selv, hvad vi gjorde forkert i stedet for hvem (Gud eller Fanden), der gjorde ondt mod os. Vores ulykke og fattigdom var pludseligt ikke fordi vi var syndere, som en gammeltestamentlig gud straffede, men derimod vores eget personlige ansvar, og dermed noget vi alle aktivt kunne gøre noget ved. 

Og resultaterne udeblev ikke: England oplevede en industriel revolution – da ideerne flød, investeringer i dem kunne finansieres af et moderne bankvæsen, og et uafhængigt domstolsvæsen opretholdt den private ejendomsret så der var incitament til at foretage investeringerne – der i stigende grad bredte sig til resten af Europa sammen med det moderne syn på samfundet. De næste århundreder var Holland verdens hurtigst voksende økonomi, mellem 1500 og 1820 blev landet 33 % rigere, og ved slutningen af perioden var landets gennemsnitlige indbygger næsten en halv gang rigere end i Danmark. I de arabiske lande, der før renæssancen havde været rigere end næsten alle regioner i Europa, udeblev både ændringerne i religion, synet på samfundet, og økonomien. 1500-1820 voksede den tyrkiske gennemsnitsindkomst med 7 %, og så vidt man kan dømme fra Angus Maddisons historiske BNP-data, stod Iran og Iraks økonomier helt stille. Fra 1820 til Første Verdenskrigs udbrud blev gabet mellem Europa og Mellemøsten kun større. Danmarks økonomi blev for eksempel tredoblet i perioden, mens Tyrkiets voksede med knap 90 % og Iran og Iraks havde en lignende udvikling.

I dag er den gennemsnitlige dansker 3½ gang så rig som den gennemsnitlige tyrker og 4 gange så rig som iranerne – der i øvrigt er helt gennemsnitlige i Mellemøsten. Disse forskelle startede at vise sig i det øjeblik, Europa startede med at frigøre sig fra religiøse dogmer og dermed tillod almindelige mennesker – og ikke blot en politisk elite – at tænke frit og uden særlige forbehold. Hvis læserne vil tillade mig at anlægge et langt, og måske lidt vidtløftigt, syn på sagen, handler retssagen, der indledes i Paris i dag, derfor basalt set om at opretholde den frihed, vi vandt i renæssancen. Spørgsmålet er, hvorvidt vi i Europa kan opretholde den frihed fra religiøs indflydelse i andet end individers personlige begrebsverden, som er et helt nødvendigt grundlag for vores velstand, demokrati og ligeværdige samværsformer i den vestlige verden. Hvis de franske dommere, og måske i lige så høj grad deres politiske herrer, bøjer sig for førmoderne krav fra fundamentalistiske muslimer, er det ikke blot et nederlag for et lille politisk magasin. Det er den første bid tæppe, der bliver trukket væk under vores verden.

Klima igen -– og lige så tvivlsomt

Af Christian Bjørnskov, den 5. februar 2007. 56 svar

Hvis der er et emne, som i den grad er hævet over ‘stueren’ politisk diskussion, er det klimapolitik og de fremtidige klimaændringer. Den politiske og folkelige konsensus er de seneste år blevet, at det globale klima ændrer sig – det bliver varmere og voldsommere – og at det er vores skyld. Vi udleder nemlig for mange drivhusgasser, der varmer planeten faretruende op. Derfra konkluderes det, at vi skal skynde os at gøre noget ved problemet, det skal håndteres politisk, og helst i FN-regi.

Hvis befolkningen skulle være begyndt at blive i tvivl om de frygtindgydende scenarier, blev de manet frem igen i fredags, da FNs klimapanel IPCC fremlagde den korte, politiske sammenfatning af sin fjerde rapport, som først bliver offentliggjort til maj. Heri fremhæver man, at “det er meget sandsynligt, at drivhusgasser har forårsaget det meste af de gennemsnitlige temperaturstigninger, der er sket siden midten af det 20. århundrede”. I FNs newspeak betyder det, at man nu er 90 % sikker på sine fremskrivninger.

Er der så grund til bekymring? Ja, hvis man spørger miljøminister Connie Hedegaard skal vi skynde os at gøre noget nu, når nu amerikanerne under den frygtelige præsident Bush ikke gør det. Det har endda været antydet i løbet af ugen, at den amerikanske centraladministration har forsøgt at påvirke klimarapporter til at så mere tvivl om klimaforandringerne! Men tøv nu lige en kende før vi løber ud af døren og bruger milliarder på at kæmpe mod noget, der muligvis er vindmøller.

Vi har skrevet om det før her på stedet, og odds er for at vi kommer til at gøre det igen. For nok bør man kritisere enhver regering, der forsøger at blande sig i angiveligt uafhængige undersøgelser og politisere dem, men alle der kender lidt til FN-systemet ved, at det er et af de mest politiserede der findes. Så her kommer grund til tvivl nummer 1: Hvorfor stiller man ikke spørgsmål ved uafhængigheden af FNs klimapanel? Organisationen har fejlet i langt de fleste af sine mål – menneskerettighedskommissionen bliver kørt af nogle af de mest menneskefjendske regimer der findes, Darfur er i FN-optik ikke et folkemord, og man nævner ofte Cypern som en af FNs succeser, selvom ‘det globale samfunds’ succes i dette tilfælde har været at opretholde en tyrkisk besættelse af græsk territorium i flere årtier. Hvorfor er der ingen, der offentlige stiller spørgsmål ved en undersøgelse fra en presset organisation, når undersøgelsens konklusioner er, at organisationen får massiv fremtidig indflydelse?

Grund til tvivl nummer 2 kommer fra mere videnskabeligt hold. For at kunne forudsige fremtidens udledninger af drivhusgasser, som jo skyldes økonomisk aktivitet, bygger alle klimamodeller og alle konklusioner på en underliggende økonomisk model. Og den model har – siger og skriver – intet med virkeligheden at gøre, da den ignorerer nogle af de mest grundlæggende indsigter i vækstteori (se her). På trods af vedvarende kritik fra forskellige særdeles velestimerede økonomer og statistikere, har man beholdt de gamle økonomiske modeller fra tidligere FN-rapporter uændrede. Fem års tæt videnskabeligt kritik af grundlaget for klimamodellerne har ført til – ingenting.

Den tredje og sidste grund til tvivl, jeg vil nævne her, kommer fra et andet videnskabeligt hold, nemlig naturvidenskaben selv. IPCC benytter sig stadig af Manns såkaldte hockey-kurve, selvom den også er blevet voldsomt kritiseret. Den naturvidenskabelige kritik går på, at selvom vi ved at klimaet var varmere i middelalderen – Grønland hedder Grønland fordi der rent faktisk var grønt på sydspidsen dengang – er denne varme periode fjernet fra Manns klimadata, ligesom den kolde periode i 16-1700-tallet også er væk. De klimadata, FN bliver ved med at operere med i den fjerde rapport, undervurderer derfor kraftigt hvor meget klimaet har svinget op og ned i fortiden. På den baggrund er det vel ikke så mærkeligt, hvis de konkluderer, at de senere års klima har virket ustabilt? Og så har vi slet ikke nævnt de fysiske teorier, der konkurrerer med drivhusteorien om at forklare klimaændringer – for eksempel solpletteori osv. For i og med at de beror på forhold på Solen, indebærer de jo ikke ligefrem en konklusion, der støtter aktivistiske politikere og nye roller for FN.

Hvis den uforvarende læser er kommet hertil i mit indlæg, vil han/hun sikkert have fået et indtryk at, at forfatteren er en Bush-elskende, vulgærliberal, FN-hadende klimanægter, der sikkert også drikker. Og sådan nogen skal bestemt ikke have adgang til den offentlige debat, vel? Tænk den skade, de kunne gøre på fremtidens samfund, som vi jo kan se lige nu efter den varmeste vinter i mands minde, tydeligt bliver varmere. Men pointen er, kære læser, at hvis du sidder med det indtryk, vil jeg opfordre dig til at læse kritikken en gang til. Man behøver ikke være liberal, FN-skeptisk, eller noget som helst andet for at stille spørgsmål ved klimarapporterne. Det eneste det kræver, er et sind, der er åbent sind for argumentets magt, og kritisk overfor blind autoritet. Man behøver heller ikke være paranoid for at spørge sig selv, om rapporten havde haft samme effekt for et år siden oven på en af de koldeste europæiske vintre i mange år. Og hvorfor skal man lægge offentliggørelsen af den politiske sammenfatning nu, og ikke når den videnskabelige rapport er færdig til maj? Min læsning af de mange indikationer er, at hovedproblemet bliver ved med at være, at FNs klimapanel ikke har orden i deres argumenter, men i stedet forsøger at råbe højere end modstanden. Og de får solid hjælp af de fleste politikere for tiden.

Det er bekræftet: Politikere er udemokratisk vilde med udgifter

Af Christian Bjørnskov, den 5. februar 2007. 5 svar

Findes der noget bedre end når forskning i topklassen bekræfter ens inderste mistanker? Måske, men for mig er det højt på listen. Så i sidste måned da det nye nummer af tidsskriftet Public Choice udkom, blev jeg glad. Ikke nok med at jeg – i al ydmyghed – havde en artikel i selv, men tre svenske økonomer bekræftede en af mine stærkeste og ældste mistanker om politikere.

Hanna Ågren, Matz Dahlberg og Eva Mörk, alle fra Uppsala Universitet, har spurgt sig selv om politikeres præferencer for at bruge penge er stærkere end vælgernes. I en artikel med titlen “Do politicians’ preferences correspond to those of the voters? An investigation of political representation” undersøger de derfor, om svenske vælgere ville foretrække et andet udgiftsniveau for kommunale service/velfærdsudgifter end de politikere, de har valgt. Deres konklusioner er tankevækkende, ikke mindst fordi Sverige holdningsmæssigt og politisk er så tæt på Danmark (trods alt).

De svenske økonomer finder nemlig, at med undtagelse af børnepasning, ønsker politikerne markant højere udgifter på totale kommunal serviceydelser – dvs. det totale udgiftsniveau – skolevæsen og ‘sociale’ udgifter. Og ingen kan sige sig fri. Det gælder nemlig for både højre- og venstreorienterede politikere, at deres egne vælgere ville foretrække et lavere udgiftstryk. Den ene undtagelse – at højreorienterede politikere foretrækker mindre udgifter til børnepasning end deres vælgere – er det eneste, der stikker ud i et ualmindeligt klart billede. Hvad værre er, er venstrefløjens politikere faktisk endnu længere væk fra deres egne vælgere end højrefløjens. Dvs. at hvis en kommune får et styre, der har mulighed for at vælge udgiftsniveau, vil politikerne objektivt set bruge for mange af borgernes penge. At det i særlig grad vil gælde, hvis styret er venstreorienteret, er næppe en overraskelse.

I en tid hvor danske politikere nærmest bruger deres fulde tid på at konkurrere på, hvem der kan love at bruge flest penge, er de svenske forskeres fund tankevækkende. For det første er det stærkt tvivlsomt, om den nuværende udgiftskonkurrrence overhovedet kan købe vælgere til politikerne. For det andet er snart sagt alle økonomer enige om, at det offentlige udgiftsniveau i Danmark allerede er usundt højt, men politikerne hører bestemt ikke efter. Ikke mindst den uerklæret socialdemokratiske VK-regering (undskyld, Charlotte Dyremose) har travlt med at fortælle, hvor godt det går og hvor mange penge, vi har råd til at bruge i det offentlige. Men for det tredje bruger de sandsynligvis allerede mere, end vælgerne ville foretrække, hvis den demokratiske proces fungerede optimalt. Og hvis man endelig vil være helt deprimeret, kan man jo altid bruge Public Choices søgemaskine for at finde en artikel, som jeg (igen, undskyld enhver selvpromovering) har udarbejdet sammen med to tyske kolleger. Vi finder, at jo større en del af nationalindkomsten der bliver i den offentlige sektor, jo mindre tilfreds er befolkningen med sit liv. Måske er det tid til at tænke på, hvordan vi begrænser politikerne?

Karen Jespersen rykker til Venstre

Af Christian Bjørnskov, den 1. februar 2007. 36 svar

Her på Punditokraterne forsøger vi efter bedste evne at følge med i nyhederne. Og dagens nyhed er uden tvivl, at Karen Jespersen stiller op for Venstre. Den tidligere VS'er, socialdemokratiske socialminister, TVA-og Information-journalist og – tør vi vist godt sige – kontroversielle debattør er dermed kommet en lang vej rundt i dansk politik, fra den ene yderpol i 70ernes Danmark (når vi ser bort fra de revolutionære grupper, der endte i Blekingegade) til et parti, der står en lille smule til højre for S i dag.

Begrundelsen for Jespersens partiskifte er ikke det mindst interessante. Jespersen mener nemlig, at Venstre er bedre til at sikre samfundets sammenhængskraft og mere end noget andet parti " står vagt om grundlæggende liberale frihedsværdier. Ytringsfrihed, demokrati og kvinders ligestilling". Hun har dermed taget det, der for hende utvivlsomt er et logisk skridt: Skridtet mod den lejr, der forsvarer individets rettigheder.

Herfra skal der lyde et stort tillykke til Karen Jespersen for at have både modet og indsigten til at slutte sig til Hayeks, Friedmans og en masse mere ydmyge frihedselskeres lejr. Man kan kun håbe på, at hendes tilstedeværelse i Venstre kan bringe resten af partiet tilbage på samme sti. Og Karen, hvis du nogensinde har brug for hjælp eller inspiration, ved du hvor vi er!

Herfra skal der lyde et stort tillykke til Karen Jespersen for at have både modet og indsigten til at slutte sig til Hayeks, Friedmans og en masse mere ydmyge frihedselskeres lejr. Man kan kun håbe på, at hendes tilstedeværelse i Venstre kan bringe resten af partiet tilbage på samme sti. Og Karen, hvis du nogensinde har brug for hjælp eller inspiration, ved du hvor vi er!