Kategoriarkiv: Peter Kurrild-Klitgaard

Meget mere "flat tax" II

Det er ikke kun Punditokrater, der kan lide "fladskat" (flat tax)Wall Street Journals politiske redaktør John Fund havde mandag en klumme med et "round-up" af nogle af de lande, der p.t. drøfter ideen.  Danmark er ærgerligt nok fraværende fra "trenden" i artiklen, desuagtet at det er lykkedes først og fremmest CEPOS på rekordtid at få emnet bragt højt på den danske politiske dagsorden.  Men måske WSJ's politiske redaktør ikke har stor tillid til, at det rent faktisk vil lykkes i Danmark?  Og hvem skulle kunne bebrejde ham det?

Hele pointen med klummen er i øvrigt, at fladskat-bølgen p.t. synes at gå udenom det nordamerikanske kontinent:

"Next month's report of the White House tax reform commission will likely stop short of advocating a complete scrapping of the tax code. But look for it to have warm words for how well the flat tax is promoting economic growth in the more than dozen places–ranging from Ukraine to Hong Kong–that have adopted variations of it.

It's about time the concept of taxing all income at a single rate, which presidential candidate Steve Forbes and then-House Majority Leader Dick Armey broached a decade ago, once again takes center stage. …

Here at home the flat tax is still routinely ridiculed. When Mr. Forbes floated the idea in 1995, President Clinton joked that Republicans were becoming "the party of flat-earthers and flat-taxers." But he has also told friends privately that he got a real scare during the 1992 primaries when Jerry Brown championed a flat tax. Mr. Brown won applause from audiences by pointing out that under our current system the rich will always be able to hire experts to lobby for tax loopholes and avoid the higher rate traps set for them.

That logic and the practical realization of it in country after country is winning adherents from all walks of life in the U.S. Donald Trump is full of praise for Mr. Forbes's new book, "Flat Tax Revolution." Actor Clint Eastwood praises a flat tax because it would mean "a little old lady on a home computer [could do] the work of all these thousands of bureaucrats and accountants." A variation on the flat-tax idea, junking the income tax in favor of a single-rate national sales tax is also gaining popularity. "The Fair Tax," a new book by Rep. John Linder and radio talk-show host Neal Boortz, is currently topping best-seller lists."

Som Fund pointerer, er ideen ikke bare ekstremt populær andre steder men også blevet implementeret eller på vej til at blive det:

"It's increasingly popular overseas, with Romania and the republic of Georgia adopting it last January. Greece is likely to introduce a 25% single rate for both corporate and personal income next month. If Poland's opposition parties win next month's elections they are likely to introduce a flat tax. In Italy, the Bruno Leoni Institute has just published an interview with former finance minister and current defense minister Antonio Martino detailing his support of the flat tax.

Even Germany, normally a center of intellectual stagnation when it comes to tax policy, has gotten the bug. Angela Merkel, the candidate of the conservative Christian Democrats in the Sept. 18 election, has appointed radical reformer Paul Kirchhof as her spokesman on taxes. While her party's manifesto falls far short of advocating Mr. Kirchhof's idea of a single rate of 25% for companies and individuals, she has stoutly defended his approach: "It's important that there is a man who wants to go further in principle and, when there is room for maneuver, says, now we can go the next step.""

Hvis de statsglade tyskere kan, hvorfor så ikke andre?  I Storbritannien har Gordon Brown argumenteret kraftigt imod en fladskat, som Adam Smith Institute og The Economist har ført på banen—men med den utilsigtede virkning, at det har givet idéen ekstra vind i sejlene:

"In Britain, die-hard opponents of the flat tax, such as Chancellor of the Exchequer Gordon Brown, were caught censoring portions of an internal Treasury paper on the subject that was obtained under the recently effective Freedom of Information Act. The unexpurgated version, leaked to the Daily Telegraph, found that a flat tax would likely make Britain more attractive to foreign investors, eliminate economic distortions and create a "mini-economic boom." The paper noted that under flat-tax systems in other European countries the rich end up paying a larger share of total tax revenues. In flat-tax countries, taxpayers in the highest brackets move from consumption or tax-sheltered investments to more productive, taxable investments. Many higher earners work harder or take additional risks, rewarded by higher after-tax returns."

Og ifølge Fund er der måske et land yderligere, der er på vej med fladskat, nemlig Kina:

"If China adopted a flat tax, more than a quarter of the world's population would be filling out tax returns on the back of a postcard. That would leave them a lot of time and money to eat our economic lunch."

Update: Her er iøvrigt et link til Adam Smith Institute-bloggens dækning af emnet "flat tax", inkl. omtaler af CEPOS' konference om emnet tidligere på sommeren.

Helle the Cannibal II

Jeg havde i går i min lørdags-klumme i Berlingske Tidende en opdateret version af min tidligere analyse af, hvor meget (eller lidt) der egentlig er tilbage af "Helle-effekten".  Ved avisens redigering havde man desværre forvrænget nogle tal, så her kommer den originale tekst, samt et par illustrationer.

Helle defekten

Socialdemokraterne er efter flere måneders fornyelse og fremgang tilbage ved udgangspunktet.

Det måtte næsten ske: At forårets "Helle effekt" blev til sommerens "Helle defekt". Trods uhørt positiv dækning af Socialdemokraternes nye formand, Helle Thorning-Schmidt, i alle medier, meldte hverdagen sig ganske synligt: Med en enkelt undtagelse har partiet i de seneste to en halv måneds meningsmålinger ligget på 26 pct. eller derunder—altså næsten nøjagtigt samme tilslutning, som man fik ved katastrofevalget og med Mogens Lykketoft ved roret.

Men ser man statistisk lidt nærmere på knap 30 publicerede meningsmålinger fra valgdagen til august, står et par andre ting også klart. Når Socialdemokraterne går f.eks. 1 pct. frem, kommer ca. 40 pct. af stemmerne fra den venstrefløj med hvem, man skal udgøre et parlamentarisk fundament (SF, Enhedslisten og De Radikale), mens ca. 60 pct. kommer fra de borgerlige—og tilsvarende når der er tale om en tilbagegang. Det er på den ene side god opmuntring for Thorning-Schmidt: Det viser, at hun rent faktisk kan vinde vælgere henover midten. Men tallene er også dårligt nyt—for op mod halvdelen af stemmerne kommer altså fra hendes egne allierede. Eller sagt med andre ord: Der er en delvis kannibalisme mellem partierne på samme fløj. Det betyder også, at vi ikke uden videre kan slutte, at blot fordi det går Socialdemokraterne godt, så går det nok også oppositionen som helhed godt—og regeringen tilsvarende dårligt.

Så hvor meget skal Socialdemokraterne gå frem for at trække nok til, at man har et nyt flertal? Da der var mest opmærksomhed omkring Socialdemokraternes nye formand, proklamerede DR bl.a. uden forbehold, at "Helle kan slå Fogh", men det synes nu reelt kun at være en hypotetisk mulighed.  En dansk parlamentarisk koalition skal gerne have mindst ca. 49 pct. af stemmerne for at have en realistisk mulighed for at vinde magten—og så er det endda med et par usikkerhedsmomenter, såsom hvor mange partier, man er til at dele stemmerne imellem sig, fordelingen af de nordatlantiske mandater m.v. Anskuet på den måde, er oppositionen endnu et stykke fra magten. Man er som helhed gået 1-2 pct. point frem, men faktisk har denne koalition endnu ikke haft et flertal i én eneste af meningsmålingerne efter valget i februar, og kun en gang har man været tæt på. Det var i maj, hvor opmærksomheden var mest overstrømmende, og hvor Socialdemokratiet kortvarigt lå på ca. 30 pct. Siden begyndelsen af juni har man med undtagelse af en enkelt måling ligget på sammenlagt ca. 46 pct. Man mangler med andre ord at kapre borgerlige vælgere svarende til ca. tre pct. point—uden samtidigt at miste nogen. Noget tyder på, at Helle Thorning-Schmidt uden et større skred i vælgernes holdninger render ind i et glasloft omkring de 49 pct.

Hvor meget skal partiet gå frem for, at oppositionen kan nå et flertal? Svaret er, at Socialdemokraterne skal ligge til ca. 32-33 pct. for at man kan være bare lidt sikker på overhovedet at have en chance for at komme til fadet. D.v.s. en fremgang i forhold til nu på 6-7 pct.point. Det lyder måske ikke af så meget—men det er det. Danske folketingsvalg afgøres som regel af udsving og forskelle, der er betydeligt mindre. Det kræver reelt, at partiet igen får den type valg, som man fik i 1990erne—f.eks. 1998 (hvor man fik 35,9 pct.), men det var partiets næstbedste valg i nyere tid.

Kan det lade sig gøre? I politik skal man aldrig sige aldrig, og teoretisk er muligheden der, og fire år er, som bekendt, kort tid i politik. Men er det sandsynligt, at Socialdemokraterne kan nå op på fordums storhed? Skal man tro dét, skal man i hvert fald tro på, at partiet kan skrue tiden næsten 10 år tilbage—til før indvandring blev et så fremtrædende emne i dansk politik, at det reelt kom til at forrykke hele det politiske landskab. De seneste måneder viser under alle omstændigheder, at forventningerne til, at Thorning-Schmidt ved at være yngre og pænere end gennemsnittet af politikere skulle kunne genskabe Socialdemokraternes storhed var noget optimistiske.

Mont Pelerin på Island

Jeg tilbragte indtil forleden otte dage på Island til flere møder og konferencer, men først og fremmest Regional Meeting i Mont Pelerin Society—det glorværdige forum, som liberale koryfæer som F.A. von Hayek, Ludwig von Mises, (Sir) Karl Popper, Wilhelm Röpke m.fl. grundlagde i 1947 med henblik på at skabe et internationalt netværk af akademikere, journalister og politikere, som ville kunne standse verden på dens vej til trældom.

Mødet var en noget større forsamling end de regionale møder normalt er—mellem 300 og 400 deltagere—og med et pakket program, der talte så prominente talere som præsident Vaclav Klaus (Tjekkiet), udenrigsminister David Oddson (Island) og fhv. premierminister Mart Laar (Estland), samt mere akademiske stjerner som f.eks. professorerne Harold Demsetz, Thrainn Eggertsson, og US Court of Appeals Chief Judge Douglas Ginsburg, og Putins chefrådgiver Andrei Illarionov. (Desværre var der i sidste øjeblik også afbud fra Richard Epstein, samt ikke mindre end to Nobelprisvindere.) Alt sammen meget professionelt organiseret af den allestedsnærværende og altfavnende islandske professor Hannes H. Gissurarsson.  Konferencens emner skulle formelt relatere sig til "Liberty & Property in the 21st Century"—hvilket jo ikke var helt snævert. (Flere andre har rapporteret fra mødet, bl.a. Sonia Arrison fra Pacific Research Institute, der skriver om konferencens teknologi- og ejendomsrets-relaterede foredrag.)

Givet hvor "pænt" MPS er, var det forfriskende med et panel med titlen "Is Government Necessary?"  Min ungdoms store idol David D. Friedman gav så coolt, veloplagt og velforberedt et foredrag, som man kun kan, når ens forældre er verdensberømte genier, man selv har en ph.d. i fysik, men er blandt de bedst sælgende og mere kendte økonomer i verden og i øvrigt har været forsker ved flere af USA's mest prestigiøse law schools—og man dertil har haft samme simple budskab i mere end 30 år: Nej (altså til panelets spørgsmål).  Min gamle ven Tom Palmer (Cato Institute) replicerede, med flere gode punkter.

Konferencens danske bidrag var fra Bent Jensen (om de intellektuelle og socialismen), David Gress (som kommentator om samme emne) og undertegnede.  Derudover sås fire-fem danskere—inklusive en enkelt kändis—i hjørnerne. Jeg vil kraftigt opfordre andre danskere til at deltage i fremtidige møder—hvis man ellers har lysten og chancen.

Frihedens forfatning?

Det er–som læserne af Punditokraterne vil vide–sjældent, at jeg er uenig med Wall Street Journals lederskribenter; de er som regel mere indsigtsfulde og mere dybsindige end noget lignende fra hjemlige kanter.

Men nogle gange bliver de bare lidt for … forudsigeligt begejstrede for ting, hvor de–når alt kommer til alt–burde vide bedre, ikke mindst når det gælder Republikanerne og Bush-regeringen.

Et aktuelt eksempel er dagens leder om udkastet til forfatning for Irak, som ventes at komme idag, og som lederen priser i høje toner.

"Iraq's first freely elected government continues to vindicate the belief that the Mideast can be transformed, starting with Saddam Hussein's former tyranny. Its draft constitution, which appears headed for parliamentary approval tonight, reflects a remarkable spirit of compromise–and even enlightenment–among the country's political, ethnic and religious factions."

Faktum er, at de udkast til forfatning, som nærværende punditokrat har set på det seneste, er noget juks.  Punktum.

Klagepunkterne er mange, og her er nogle få:

  • Islam som ikke blot officiel religion men som dét væsentligste retslige grundlag for staten.  (Hvortil WSJ svarer "But in what Western democracy are laws not generally in accord with the Judeo-Christian moral heritage?" Ja, men der er vel en vis forskel på, at noget er "i overenstemmelse med" et religiøst grundlag, og at man så ophøjer selve det religiøse til udgangspunkt for, hvad der legalt og illegalt. "In any case, interpretation of that clause will be up to elected representatives."  Og det skulle gøre os mere trygge …?)
  • Kvinders rettigheder bliver specifikt underordnet religiøse tribunaler–men til gengæld får de reserveret et antal pladser i parlamentet.  Så vi har altså undertrykkelse af kvindernes "negative" rettigheder og så samtidigt en introduktion af positive sær-rettigheder.  Det begynder godt.
  • Føderalisme–men uden en slags subsidaritetsprincip.  Hvilket plejer at betyde centralisering.
  • Indtil videre har de udkast, jeg har set, anerkendt "freedom of worship", d.v.s. retten til at dyrke andre religioner, men faktisk ikke fuld "freedom of religion".  Det sidste indebærer nemlig også retten til at konvertere–hvilket Islamister ønsker straffet med døden.

O.s.v., o.s.v.

Langt bedre end WSJ's leder er en nylig artikel på National Review Online af Williamson Evers (Hoover Institution, Stanford) og min gamle ven Tom Palmer (Cato Institute–som har sin egen personlige blog).

Jeg har faktisk selv skrevet en halv-akademisk artikel om emnet for halvandet år siden, "Blood, Baath and Beyond: The Constitutional Dilemma of Iraq" (i tidsskriftet Public Choice), hvori jeg advarede mod stort set alt det, man nu har gjort.  Men måske den ikke er blevet læst så meget i Irak.  Eller måske den er.

Højrefløj mod skattelettelser

Wall Street Journals Brendan Miniter spekulerer i sin klumme dagens WSJ i, at vindene i USA–desværre–synes at være ved at vende m.h.t. Republikanernes syn på skattelettelser og skattetrykket.

Efter i knap 30 år at have en ihvertfald i retorikken, men ofte også i praksis, radikal tilgang til skatterne, er de amerikanske konservative nu ved at blive konservative i ordets mere konserverende forstand. Det er naturligvis også sjovest at være mod skattetrykket, når det er modstanderne, der sidder på statsapparatet; når man selv sidder på flæsket, bliver man på forunderligvis lidt mere opmærksom på, hvor svært det kan være at gennemføre skattelettelser–og hvor attraktivt det er at dele andres penge ud til ting, man godt kan lide. Så får skatterne pudsigt nok omtrent den størrelse, som skatter nu engang gerne skal have.

Her er noget af, hvad Miniter skriver:

"Like Reagan, President Bush has been bold in pushing for tax cuts. He didn't flinch on cutting the top income tax rate in 2001. In 2003, when the economy still appeared to be shaky, he pushed through a second round of cuts, including on dividends and capital gains. But here too Republicans seem to have set an arbitrary floor on how low they'll allow taxes to fall. Mr. Bush's top income tax rate is still a few points higher than Reagan's top rate. And both rounds of the Bush tax cuts were given expiration dates, so Republicans will have to fight the same battles over again in the next couple of years just to keep the tax rates where they are now. There's also the small issue of tax reform this year. The president is promising to "simplify the code," but he's not pushing for a second-term tax cut to go along with an easier-to-fill-out tax return–a clear sign that even officials high up in the Bush administration are working off the assumption that there is little to be gained economically or politically from cutting taxes further.

Conservatives were once able to demand unwavering support for cutting taxes of almost every candidate who wanted a Republican nomination. Grover Norquist, president of Americans for Tax Reform, even developed a pledge that Republican candidates had to sign if they want to be taken seriously. The first President Bush famously broke his pledge, and everyone on the right could read his lips as he conceded defeat to Bill Clinton in 1992. This era of big, dramatic tax cuts, however, may now be over."

Det lyder næsten bekendt–bortset fra at vi danskere ikke nåede at se meget til denne "era of big, dramatic tax cuts".

George Will om George Allen

Jeg har et par gange (vistnok som den eneste øst for Hans Ø) peget på Senator George Allen (R-VA) som et godt bud på, hvem der kunne blive Republikanernes kandidat i 2008 (bl.a. i en kommentar og i en opfølgning). Dét (altså Allen, ikke mig) havde den konservative kommentator George Will en klumme om for nogle uger siden. Jeg fandt dette metafor særligt interessant:

"The ideal Republican candidate can meld two Republican tendencies that are in tension — social conservatism and libertarianism. Social conservatives have no complaints with Allen, and libertarians vibrate like tuning forks to his invocations of “Mister Jefferson,'' as Virginians refer to their saint of minimal government."

PS. I Washington Post søndag havde Michael Shear den forudsigelse, at 2008-valget meget let kunne blive mellem George Allen og hans efterfølger som Virginia-guvernør, Mark Warner. Hmmmmm. Jeg tror fortsat, at det bliver Hillary C., der får nomineringen–og derefter taber selve præsidentvalget, fordi hun som den 8. Demokratiske præsidentkandidat i træk får under 50 pct. af stemmerne.

PPS. Tirsdag i Wall Street Journal mente Brendan Miniter derimod i sin klumme, "Bush 44", at Jeb Bush–familiens konservative får–i realiteten ser stærkere og stærkere ud som storebroders efterfølger i 2008.

Government failure?

New York Times har tirsdag denne interessante top-historie:

"More than a year before the Sept. 11 attacks, a small, highly classified military intelligence unit identified Mohammed Atta and three other future hijackers as likely members of a cell of Al Qaeda operating in the United States, according to a former defense intelligence official and a Republican member of Congress.

In the summer of 2000, the military team, known as Able Danger, prepared a chart that included visa photographs of the four men and recommended to the military's Special Operations Command that the information be shared with the Federal Bureau of Investigation, the congressman, Representative Curt Weldon of Pennsylvania, and the former intelligence official said Monday. The recommendation was rejected and the information was not shared, they said, apparently at least in part because Mr. Atta, and the others were in the United States on valid entry visas. Under American law, United States citizens and green-card holders may not be singled out in intelligence-collection operations by the military or intelligence agencies. …

"We knew these were bad guys, and we wanted to do something about them," the former intelligence official said."

Jeg tror, at grundbøgerne i public choice teori skal opdateres med et nyt eksempel på "government failure".

Existence exists

Hver gang jeg hører en relativistisk, post-modernistisk pseudo-intellektuel udbrede sig om, at "al virkelighed er socialt konstrueret" (d.v.s. ca. hver anden gang, jeg hører en studerende udtale sig), tænker jeg på, hvad Ayn Rand skrev, at hun fik lyst til at gøre, når nogen benægtede, at verden eksisterer: Hun ville vride armen rundt på ham og sige, "I mean this!".

Nå, men et alternativ til at vride armen rundt på en Simon Pritchett-agtig po-mo er at købe en ny bog og slå vedkommende hårdt i hovedet med den. Og et godt køb i så henseende synes at være Daphne Patais og Wilfrido Corrals nye antologi Theory's Empire: An Anthology of Dissent. Den har 736 sider, så den kan nok anvendes til formålet. Derudover så har den en stjernebesat samling af 47 essays, der kritiserer forskellige former for postmoderne "Teori".

Jeg har ikke læst den, men det har James Seaton, som har anmeldt den i Wall Street Journals OpinionJournal, og her er et uddrag:

"For most people outside the academy what is most striking–and most puzzling–about Theory is the prose in which it is couched. To take an example offered by contributor D.G. Myers: Homi Bhaba, a major theorist, refers to "the desperate effort to 'normalize' formally the disturbance of a discourse of splitting that violates the rational, enlightened claims of its enunciatory modality." (Whatever that may mean.) The theorist Luce Irigaray asks more clearly, though not more cogently: "Is E=MC² a sexed equation? Perhaps it is.

Let us make the hypothesis that it is insofar as it privileges the speed of light over other speeds that are vitally necessary to us. What seems to me to indicate the possibly sexed nature of the equation is not directly its use by nuclear weapons, rather it is having privileged what goes the fastest."

It all makes one wonder how anyone could ever have taken such pronouncements seriously."

Indeed, indeed …

Ugens citat: Posner om indvandring, terror & velfærd

I en tid, hvor spørgsmål om indvandring, terror og velfærdsstat synes at kunne slå skår i de fleste private samtaler og offentlige alliancer, kan man med fordel læse de to kloge hoveder på Becker-Posner Blog. Her er dommer Posners konkluderende perspektiv:

"Advocates of the European model point to the pockets of poverty in the United States, but may not realize that poverty cannot be abolished without recourse to measures that produce the social pathologies that we observe in Europe. Social mobility implies the opportunity to fail. If society protects jobs, the employment opportunities of ambitious newcomers are reduced and they may end up at the embittered margin of society. Thus, it is not poverty that breeds extremism; it is social policies intended in part to eradicate poverty that do so, by obstructing exit from minority subcultures. If Muslims in European societies do not feel a part of those societies because public policy does not enable them to compete for the jobs held by non-Muslims–if instead, excluded from identifying with the culture of the nation in which they reside they perforce identify with the worldwide Muslim culture–some of them are bound to adopt the extremist views that are common in that culture. The resulting danger to Europe and to the world is not offset by long vacations."

Og her er Nobelprisvinder Beckers perspektiv samme sted.

Ros til Rose-bog

Jeg har her til morgen netop modtaget den helt nye antologi fra d’herrer Jyllands-Posten redacteurs, Niels Lillelund og Flemming Rose: Velfærd tur-retur: Efter socialdemokratismens sammenbrud (Gyldendal). Bogen indholder bidrag af redaktørerne selv, samt Bent Blüdnikow, Katrine Winkel Holm, Niels Gunder Hansen, Anders Raahauge, Claus Thomas Nielsen, Henrik Gade Jensen og vores med-Punditokrat Mikael Bonde Nielsen.

Jeg har kun haft kort tid til at skimme den og har blot kunne nærlæse de tre sidste bidrag, som er absolut fortræffelige. Henrik Gade Jensens “Monumenter over tidens fordomme” er en velskrevet, omend deprimerende, oversigt over den politiske korrekthed blandt tidens danske åndselite: fra synet på besættelsestiden til synet på kommunismen og Encyklopædi-debatten. Næppe så meget nyt, men indsigtsfuld og nødvendig læsning.

Flemming Roses “Frihed og ejendomsret” er et essay med udgangspunkt i nogle “selvbiografiske” tilbageblik, som på fortræffelig vis–og for danske vedkommende: sjælden vis–argumenterer for, hvorfor privat ejendomsret er forudsætning for frihed, og hvorledes lighedspunkterne mellem Sovjetunionens planøkonomi, nationalsocialismens ånd og dansk velfærdsstatslig nivellering er flere, end man skulle tro. Det er fint essay, der på usædvanlig vis blander C.V. Jørgensen-tekster, mediekritik, økonomisk teori og common sense på bedste vis.

Jeg er ikke ked af at sige–og det kommer næppe som den store overraskelse–at samlingens bedste essay formodentlig (med det forbehold at jeg ikke har nærlæst alle) er Mikael Bonde Nielsens “Det personlige ansvar i frit fald”. Det er simpelthen så sprogligt elegant, humoristisk veloplagt og substantielt–en fabelagtig kombination af samfundsvidenskabelige indsigter og moralfilosofiske vinkler, som få andre borgerligt-liberale intellektuelle herhjemme kan mestre. Vi må endnu engang ærgre os over, at Mikael har et “day time job” i “den virkelige verden”, men vi kan også endnu engang glæde os over, at han skriver blandt os på disse sider.Skal der lyde et hurtigt kritikpunkt mod antologien, er det formodentlig, at der egentligt er relativt lidt, der binder de enkelte essays sammen–men givet kvaliteten af dem, jeg har læst, gør det ikke så meget; de kan sagtens stå for sig selv.

Herfra et hurtigt tillykke–og tak–til redaktørerne! Og til Punditokraternes læsere: køb den.

Med den slags allierede …

Mens Bush-regeringen–med en vis ræson–argumenterer, at det gælder om at skabe mere frihed i verden, fordi kun mere frihed i længden vil mindske vold og terror, står det fortsat skidt til med friheden i nogle af de lande, der er … USA's allierede. Jeg tænker her ikke så meget på det danske skattetryk, men f.eks. på Pakistan, hvor lovgivningen og retssikkerheden tilsyneladende fortsat er en by i … Baluchistan.

Nicholas D. Kristof har i denne uge i New York Times to klummer (her og her) om Dr. Shazia Khalid fra Pakistan, hvor en voldtægt skønnes at finde sted hver anden time. Hun blev et offer for den særlige pakistanske "hudood"-lovgivning:

"Under Pakistan's hudood laws, a woman who reports that she has been raped is liable to be arrested for adultery or fornication – since she admits to sex outside of marriage – unless she can provide four male eyewitnesses to the rape."

Man er, med andre ord, selv skyldig i den kriminelle handling, man er blevet udsat for, indtil det er bevist, at man ikke er! Q.E.D. Den 32-årige kvindelige doktor fik sig en ordentlig tur: først af en voldtægtsmand og så af den pakistanske stat, der spærrede hende inde på sindssygehospital–hvorefter hun forsøgte selvmord. For lige at sætte trumf på fik hendes mand husarrest. Og så antydede regeringen, at hun nok var prostitueret–hvorefter svigerfamilien forberedte at begå æresdrab på Shazia. Da Musharraf-regeringen efterhånden syntes at ægteparret var ved at blive lidt irriterende, beordrede man hende ud af landet–ellers ville hun, og måske hendes familie, blive myrdet. Det er skræmmende læsning, som–i bedste fald–får det til at løbe koldt ned af ryggen på én.

Man får lyst til at betegne den slags som "middelalderligt", men det ville være særdeles unfair … overfor middelalderen.

Vredens druer II (Restaurant Mao)

Apropos det med Chic Ché, så er vi jo en del, der i tidens løb forarget har brokket os over det smagløse ved "Café Castro" på Nørrebro og restaurant "KGB" i (af alle steder) Dronningens Tværgade (der heldigvis blev udsat for en gang hård kapialisme). Og ved sådanne lejligheder har vi passende nok kunne fabulere over, hvor forskellige folks reaktioner ville have været, hvis der mon havde været f.eks. en "Hitler Ølstue", et "Hotel Himmler", et "Pizzaria Pinochet", en "Bodega Benito", en "Café El Caudillo Franco", et "Dachau Disco", eller en "Der Stürmer" sportsklub, o.s.v. For det kan da ikke være tilfældet, at folk på venstrefløjen er både smagløse og intolerante: at de kun synes, det er sjovt at spise eller bo eller feste på steder opkaldt efter venstreorienterede mordere?

Men jo: Jeg–der fra min barndom husker, hvordan Irma solgte Mao-tøj til børn–kan nu konstatere, at der faktisk ikke er grænser for smagløsheden: dejlige San Francisco–en af de amerikanske byer med flest indbyggere af kinesisk baggrund–har såmænd en Mao Zedong Village Cuisine Chinese Harvest Restaurant. Sikke en humor, sikke en anstændighed–at opkalde en restaurant efter en mand, der brugte hungernød overfor egne landsmænd som et bevidst politisk våben!

Hat tip: Café Hayek.

Hat tip II: Kasper Kyndsberg for at have mindet os om Liberators "Café Hitler".

Update: For de knap så Ché-chic, er der et oplagt alternativ: El MiChé

Ugens citat: Tony Blair om wake-up call

Man kan være enig eller uenig, men dette er altså et godt metafor:

"September 11 for me was a wake up call. Do you know what I think the problem is? That a lot of the world woke up for a short time and then turned over and went back to sleep again."
— British Prime Minister Tony Blair.

Spredt fægtning II – om Roberts og SCOTUS

Nå, så blev det dommer John G. Roberts, der blev Bushs første nominerede til USA’s forbundshøjesteret.

Jeg ved–som de fleste–ikke meget om manden, men tilsyneladende er Demokraterne nu virkeligt ved at få skovlen under Roberts: Han er veluddannet (hvilket ellers er forbeholdt Demokrater), har ikke skrevet nogle synderligt kontroversielle domme (hvilket må siges at være dybt mistænkeligt), han og hustruen er katolikker–som oven i købet går til messe! (og vi ved jo nok, hvad betyder!)–og … [trommehvirvel] … og så har han måske været medlem af Federalist Society for Law and Public Policy Studies! Holy Batmobile!

Det er ikke kun i Danmark, at man skal passe på med, hvilke “ekstremistiske” fora, man associerer sig med. Det næstmest venstreorienterede af USA’s to førende dagblade, Washington Post, er i en artikel rødglødende over, at Roberts måske engang for 7-8-9 år siden har været medlem af det selvbetegnede “conservative and libertarian” Federalist Society. For, som avisen skriver,

“In conservative circles, membership in or association with the society has become a badge of ideological and political reliability.”

Det kunne næsten ikke være værre. (Bemærk i øvrigt, at WP her benytter samme lille fif, som DR for nylig gjorde i et nyligt P1-indslag om Libertas: hvis man som forening ikke udleverer sine medlemslister til journalister, så har man dermed en “hemmelig medlemskreds” …)

SFW? Flere andre har været eller er medlemmer af Federalist Society. Inklusiv en brintoveriltet babe, Ainsley Haynes, der arbejder som Associate White House Counsel for en Demokratisk præsident–om end denne altså er Jed Bartlett og kun i TV-serien West Wing …, samt en enkelt dansk lektor i statskundskab.

Roberts’ måske-medlemskab har hurtigt fået Demokraterne til at fare i flint–og Republikanerne i defensiven. Wall Street Journal havde en god leder om det emne.

Sammesteds skrev Manuel Miranda i sin klumme et par kloge ord om dét–og om hvorfor (borgerlige) politikere ofte gøre deres (borgerlige) bagland en bjørnetjeneste, når de skynder sig at distancere sig fra organisationer, som er politisk ukorrekte. Det burde andre skrive sig bag øret.

Professor Richard Epstein (Chicago)–en af USA’s bedste juridiske begavelser, og uden tvivl en af de mest produktive og frihedsorienterede jurister–støtter i Wall Street Journal Roberts, og hans svar på Senator Charles Schumers (D-NY) spørgsmål til Roberts om, hvilke der er de dårligste højesteretsafgørelser, er meget passende: “Where shall I begin?” Sjældent har jeg set en amerikansk intellektuel give et så koncist–og fra mit perspektiv: tiltalende–svar på, hvad der er vedkommendes egen filosofi for, hvorledes domstolene skal dømme:

“What presumption should attach to the constitutionality of the use of state force? This vexed question of the “standard of review” is nowhere stated in the Constitution, and thus ultimately derives from a sense of its basic purposes, which I take to be the preservation of “ordered liberty”–with a state strong enough to rule, but not so strong as to snuff out the liberties of ordinary people to own property, enter contracts, worship, and speak as they please.

Given that view, the proper response to all forms of state regulation of private activities should be to subject them to serious judicial scrutiny, in order to see that they achieve their legitimate objectives. Judged by this twin standard, many decisions come out badly.”

You go, professor! Roberts synes umiddelbart for denne observatør ikke så dårlig, men for pokker … Hvis det dog bare havde været Epstein i stedet!

Men af dem, der var på tale (men som altså ikke fik nomineringen), bliver jeg dog mere og mere begejstret for Janice Rogers Brown (som jeg tidligere har omtalt)–og vi må håbe damen får chancen ved en senere lejlighed. Her er et par uddrag af, hvad kritikerne siger om den F.A. Hayek og Ayn Rand citerende dommer:

“She believes we would be better off if we returned to a time when protections like the minimum wage, food safety standards, and Social Security and Medicare were ruled unconstitutional–never mind what voters and elected officials think. She equates affordable housing regulations with theft. She argues that much corporate behavior can only be regulated if companies agree that it’s in their best interest. She calls court decisions upholding the New Deal “our own socialist revolution.” (People for the American Way)

“Justice Brown equates democratic government with “slavery,” claims that the New Deal “inoculated the federal Constitution with a kind of collectivist mentality,” calls Supreme Court decisions upholding the New Deal “the triumph of our own socialist revolution,” accuses social security recipients of “blithely cannibaliz[ing] their grandchildren because they have a right to get as much ‘free’ stuff as the political system permits them to extract,” and advocates returning to the widely discredited, early 20th century Lochner era, where the Supreme Court regularly invalidated economic regulations, like workplace protections. “Where government moves in,” Justice Brown declares, “community retreats, civil society disintegrates, and our ability to control our own destiny atrophies. The result is: families under siege; war in the streets; unapologetic expropriation of property; the precipitous decline of the rule of law; the rapid rise of corruption; the loss of civility and the triumph of deceit. The result is a debased, debauched culture which finds moral depravity entertaining and virtue contemptible.”” (Alliance for Justice)

“Justice Brown’s disdain for government runs so deep that she urges “conservative” judges to invalidate legislation that expands the role of government, saying that it “inevitably transform[s]… a democracy … into a kleptocracy.” Following her own “pro-activist” advice, Justice Brown – always in dissent – uses constitutional provisions or defies the legislature’s intent to restrict or invalidate laws she doesn’t like, such as California’s anti-discrimination statute (which she condemns as protecting only “narrow” personal interests), hotel development fees intended to preserve San Francisco’s affordable housing supply, rent control ordinances, statutory fees for manufacturers that put lead-based products into the stream of commerce, and a false advertising law applied to companies making false claims about their workplace practices to boost sales. Justice Brown’s colleagues on the court have repeatedly remarked on her
disrespect for such legis
lative policy judgments, criticizing her, in different cases, for “imposing … [a] personal theory of political economy on the people of a democratic state”; asserting “such an activist role for the courts”; “quarrel[ing]… not with our holding in this case, but with this court’s previous decision … and, even more fundamentally, with the Legislature itself”; and “permit[ting] a court … to reweigh the policy choices that underlay a legislative or quasi-legislative classification or to reevaluate the efficacy of the legislative measure.” Justice Brown’s record of injecting her virulently antigovernment views into her opinions is particularly troublesome given that she has been nominated to the D.C. Circuit, a court with special jurisdiction over the interpretation of numerous federal statutory and regulatory protections.” (Alliance for Justice)

“… when nominated to the California Supreme Court in 1996, Justice Brown received a not qualified rating from the California Judicial Commission. Among other things, the Commission cited a “tendency to interject her political and philosophical views into her opinions” and complaints that she was insensitive to established legal precedent, lacked compassion and intellectual tolerance for opposing views, …” (Alliance for Justice)

Vent lige lidt–det var kritikken …?

Wall Street Journals politiske redaktør, John Fund, mener, at der skal være term limits for højesteretsdommere–på samme måde, som der er for præsidenter, samt i en del delstater for guvernører, borgmestre og andre lokale embeder. Han foreslår, i lighed med andre, en grænse på 18 år i stolen. Ja, hvorfor ikke? Havde den været sat således, ville John Paul Stevens, som blev nomineret af den Republikanske præsident Gerald Ford i 1975, og som har skrevet de værste af de seneste årtiers domme, for længst være blevet pensioneret. Og så var senest Kelo vs. New London næppe blevet, som den blev.

Og apropos dén monstrøse dom: Tre medlemmer af kongressen, som alle tre er forhenværende dommere, har skrevet en kort kronik, hvori de forklarer, hvorfor privat ejendomsret er privat og retfærdigt, og hvorfor det er skadeligt at lave om på det ved tage fra nogen og give til nogle andre.

Update:Wall Street Journals John Fund har denne passende observation vedr. Roberts’ kritikeres fascination af hans (måske-)medlemskab af Federalist Society:’

“[When] Judge Edith Clement, the runner-up to Judge Roberts for last week’s Supreme Court pick, was nominated in 2001 to the U.S. Court of Appeals, Vermont Senator Pat Leahy presented her with a long list of questions related to the group, such as: “With what (if any) Federalist Society positions do you disagree?” and “Did you consider resigning from the Federalist Society when you became a judge? If not, why not?” That line of questioning struck some as an echo of Joseph McCarthy’s infamous mantra: “Are you now or have you ever been a member of the Communist Party?” Indeed, back in 1998 even Senator Leahy had expressed concern over judicial nominees being roasted over tangential ties with a group.When Clinton nominee Susan Graber was being interrogated about two briefs she had written in cases involving the ACLU more than 15 years previously, Senator Leahy rose to her defense. He told the Senate: “She was asked whether she is now or ever has been a member of the ACLU. She was asked whether she personally agreed with a number of positions taken recently by the ACLU. I objected to this line of questioning at the hearing and caution the Senate that we are headed down a road toward an ideological litmus test that does not well serve the Senate, the courts or the American people. “Let’s see if Senator Leahy will call for similar restraint when it comes to Judge Roberts’ alleged ties to the Federalist Society.”

Sexforbrydere, subsidier og Says Lov

Jeg faldt idag i International Herald Tribune over en næsten to måneder gammel nyhed: Tilsyneladende har 800 dømte sexforbrydere, voldtægtsmænd m.v. i 11 stater i USA fået Medicaid-tilskud fra det offentlige til køb af Viagra.

Endnu et eksempel på, at når det gælder offentlige aktiviteter og udgifter, er det i den grad tilfældet, at efterspørgslen stiger med et "stigende" udbud … Det var sørme godt, at Bush i valgåret 2004 fik givet Medicaid-udgifterne en historisk stor "rejsning".

David eller David eller … II

Appropos Stanislaws post forleden om “the two Davids”, så havde Michael Gonzalez fra Wall Street Journal dette at sige idag i OpinionJournal.com om de britiske Torys idag, foranlediget af at Sir Edward Heath i en alder af 89 omsider oplevede Keynes’ “long run”:

“Like James Callaghan, a Labour PM who also died recently, Ted Heath had the misfortune to lead Britain during one of his country’s worst and most vexing periods. In the 1970s, taxes were stratospherically high, unions ran riot, economic growth was nil — conditions that finally led to his overthrow as Tory leader by Margaret Thatcher.

What gives Mr. Heath’s death on Sunday at 89 resonance today is that it coincides with an intensifying debate among his fellow Tories about the future of the oldest political party in Christendom.
David Davis is the Thatcherite option, running as a leader who would rescue a party that he believes has lost sight of its core principles. He grew up in a council estate — public housing — and is keen to shrink the state, cut taxes and hold Brussels at a distance.
The “Heathian” option is David Cameron, one of whose key backers recently made news by warning that pushing tax cuts would simply cause voters to “take fright.” Mr. Cameron himself added: “Government must never simply withdraw from social challenges under the banner of a smaller state.” Meanwhile, two major Tory papers, the Telegraph and the Mail, have trumpeted on their front pages a think tank’s charge that Tony Blair’s support for George Bush led directly to last week’s London bombing.

Mr. Heath’s fate has been to be remembered as Ms. Thatcher’s doormat. It’s forgotten that Mr. Heath first had to defeat the anti-immigrant rabble-rouser Enoch Powell before Mrs. Thatcher could defeat him. Those two battles were crucial to turning the Tories into the winning machine that changed Britain. In similar fashion,
Conservatives today are again trying to locate their collective soul as the party of free trade, enterprise and individualism amidst the pull of xenophobes, appeasers and statists.”

“Hear, hear!” Som de ville råbe i House of Commons.

Gone native II (or not going native …)

Apropos min med-Punditokrat Mr. Laws post om "Gone Native", så er her et link til noget helt andet … En interessant klumme af Wall Street Journals fremragende politiske redaktør, John Fund, der er stærkt kritisk overfor et forslag om at skabe en slags racemæssigt baseret hjemmestyre for "Native Hawaiians". Jeg har i mange år været fascineret af seriøse studier af polycentriske politiske institutioner og ditto retsinstitutioner (host, host …), samt mulighederne for løsrivelse og andre former for "exit", men J.F. fik mig her overbevist om det problematiske i Hawaii-forslaget.

Død og skatter … og for lidt arbejde

Jeg havde lørdag denne klumme i Berlingske Tidende:

Død og skatter … og for lidt arbejde
Berlingske Tidende 16. juli 2005, 2. sektion, side 15

Klassekamp. I Europa er der nogle, der arbejder–og andre, der ikke har incitamentet

Et gammelt ordsprog siger, at kun to ting i livet er sikre: død og skatter. Problemet er, at de som regel kommer i en ubehagelig rækkefølge (altså skatterne først og derefter døden).

Men nogle mener ikke, at det er så ærgerligt. Man hører fra tid til anden nogle politikere og samfundsforskere hævde, at menneskers arbejdsindsats er upåvirket af skattetrykket. Altså: folk arbejder ikke mindre, hvis de kun kan beholde en tredjedel af deres indkomst, end hvis de f.eks. kan beholde halvdelen. Faktisk kan det nærmest få nogle til at arbejde mere - for hvis mennesker skal arbejde mere for at opretholde deres levestandard, så vil de faktisk arbejde mere. Elementær logik - og morlille, som ikke kan flyve, er for resten en sten.

En af dem, der ikke køber påstanden, er 2004-nobelprisvinderen i økonomi, Edward C. Prescott. Han har gennem systematiske statistiske studier vist, at skatterne bestemt påvirker udbuddet af arbejdskraft - og den klareste illustration er en sammenligning af USA og Europa. I USA arbejder man hårdt, og økonomien kører derudad; i Europa arbejder man mindre og mindre, og væksten halter bagefter. Ifølge OECD-tal arbejder en gennemsnitlig amerikaner i alderen 15-64 omtrent 50 pct. mere end sine tilsvarende franske og tyske kollegaer.

Prescotts svar er, at det ikke skyldes forskelle i kultur og sågar ikke forskelle i understøttelse. Det er marginalskatten, der forklarer stort set hele forskellen. I USA, hvor indkomster typisk beskattes med ca. 30 pct., kan det betale sig at arbejde; i Europa, hvor det snarere er 50 pct., kan det ikke - og så kan amerikanerne tilmed købe mere for deres penge.Prescotts analyser viser også, at når skatterne er sammenlignelige mellem landene, bliver udbuddet af arbejdskraft det også. I 1998 indførte Spanien en mere flad skattestruktur, der mindede om den, USA indførte i 1986, og lynhurtigt steg det spanske arbejdskraftudbud med 12 pct. - hvorefter statens skatteindtægter steg med et par procent.

To italienske økonomer, Guido Tabellini og Tito Boeri, siger noget lignende. De argumenterede sidste år i en artikel i Financial Times, at når levestandarden i Europa er ca. 30 pct. lavere end i USA, er det ikke bare, fordi vi har valgt at indrette os anderledes - fordi vi gerne vil arbejde mindre og prioritere vor tid til andet end arbejde.

Vi arbejder først og fremmest mindre, fordi arbejdsløsheden er højere i et Europa med stive arbejdsmarkeder og høje skatter. Cirka to tredjedele af forskellene i arbejdstid mellem Europa og USA kan forklares på den konto. For det andet arbejder den gennemsnitlige lønmodtager i Europa færre timer end amerikaneren, og det forklarer omtrent den sidste tredjedel af forskellene. Men det skyldes ikke ensartet kortere arbejdsuger: det er primært, fordi omfanget af deltidsarbejde er meget mere udbredt.

Så i Europa er der nogle, der arbejder meget, og andre, der næsten ikke gør. Kvindernes andel af de beskæftigede er 10 pct. lavere, og andelen af personer over 55 er 19 pct. lavere, mens de yngre i et vist omfang bliver mere end gennemsnitligt ramt af ledighed. Var der tale om en selvvalgt eller kulturel forskel, ville forskellene ikke slå så markant igennem for nogle grupper og slet ikke for andre - så ville de være mere ensartet fordelt. Forskellene skyldes politisk påførte beslutninger. Man har indrettet det så viseligt, at det er muligt og attraktivt for mange at trække sig ud af arbejdsmarkedet tidligt - som når vi i Danmark lader dem, der arbejder, betaler arbejdsdygtige for ikke at arbejde. De arbejdsløse kvinder og unge mener de to italienske økonomer i stedet må tilskrives, at mange lande har arbejdsmarkedspolitikker, som i virkeligheden holder dem ude ved at beskytte dem, der allerede har job (bl.a. imod fyringer).

Økonomernes indsigt er vigtig. Vi europæere er ikke af psyke særligt dovne, og vi har ikke en specielt ophøjet kultur, hvor vi af princip prioriterer andet end arbejde. Vi har bare færre incitamenter, fordi vi har valgt politikere, der har indrettet samfundet således, at nogle belønnes for ikke at arbejde, mens andre holdes kunstigt ude af arbejdsmarkedet. Det er velfærdsstatens måde at klassedele et samfund på.

BBC Newspeak

Appropos vores post forleden om, hvem der er de "ansvarlige" i forbindelse med bomberne i London, så viser det sig nu, at "newspeak" trives fortræffeligt i Orwells Fatherland. BBC har ifølge eget udsagn bestemt sig for, at det kunne være "følelsesladet" eller "fordømmende" at referere til de ansvarlige–altså dem, der detonerede bomberne–som "terrorister". Det vil, mener BBC, være en mulig "barriere for forståelse". I stedet har man valgt det mere forsigtige "bombemænd".

Formodentlig ud fra en betragtning om, at det trods alt endnu ikke er endeligt fastslået, at de pågældende vitterligt ønskede at dræbe og sprede terror. Hvem ved–måske de blot var personer med en lettere overdreven interesse for fysik/kemi og en lidt nonchalant måde at transportere deres hobby-redskaber på?

PS. En blogger ved navn Gene har nogle illustrative eksempler på BBC's politisk korrekte redigering.

Reality check

Hermed, foranlediget af sidste uges bomber i London, en multiple choice quiz, hvor éns svar samtidigt siger noget om … så meget andet:

Q: Hvorfor detonerede terroristerne kun fire almindelige bomber og ikke en atombombe?*

Her er fire svarmuligheder:

A1: De er kun lidt sure på Vesten; at anvende en atombombe ville ligesom være lidt for ekstremt.

A2: De er overbevist om, at hvis de kun bruger moderat morderiske angreb (f.eks. med 1 – 4.000 ofre e.l.), vil man sagtens kunne tale om tingene bagefter. I virkeligheden vil de bare leve i fred med alle.

A3: De ønsker ikke at ramme uskyldige (altså andre end dem, der jo desværre nødvendigvis bliver ramt).

A4: Af én eneste årsag: De havde ikke atombomben (endnu).

* Første halvdel af sætningen kan evt. erstattes med "… fløj de kun fly ind i bygningerne i stedet for at detonere …", eller hvad der nu er den dagsaktuelt relevante mulighed.