Kategoriarkiv: Peter Kurrild-Klitgaard

Ejendomsrettigheder er menneskerettigheder

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 11. juli 2005. 2 svar

USAs forbundshøjesteret afsagde for nogle få uger siden en dom, der med rette vil gå ned i amerikansk retshistorie som en af de–fra et frihedsorienteret synspunkt–mere katastrofale.

Det var i den såkaldte Kelo v. New London-sag, hvor nogle lokale myndigheder i delstaten Connecticut lod sig lokke af en stor koncern, som mente, at den ville kunne skabe nye arbejdspladser ved at få lov til at bygge på nogle jordarealer, der lå praktisk. Problemet var bare, at der allerede boede nogle mennesker der, og de havde ikke lyst til at sælge. Delstaten var på koncernens side, også selv om dennes argumenter med henvisning til "almenvellets bedste" var noget spekulative, og sagen endte i US Supreme Court. Det skete med henvisning til 5. forfatningstillæg, der siger, at "nor shall private property be taken for public use without just compensation", og sågar Connecticuts egen forfatning stipulerer, at "The property of no person shall be taken for public use, without just compensation…." Altså: det kan ske, hvis det går til "public use" (="almenvellet"), men der siges intet steds, at man kan tage fra nogle ejere og give til nogle andre, private ejere, som hellere vil have jorden, men altså ikke ønsker at betale (nok) for den.

I US Supreme Court støttede et snævert flertal 5-4 delstaten–med den aktuelle Sandra Day O'Connor (som i økonomiske spørgsmål generelt har været ganske liberal) i mindretallet, sammen med højesteretspræsident William Rehnquist og dommerne Antonin Scalia og Clarence Thomas. O'Connor skrev i sin dissens, at:

"all private property is now vulnerable to being taken and transferred to another private owner, so long as it might be upgraded. … [It will] wash out any distinction between private and public use of property–and thereby effectively to delete the words 'for public use' from the Takings Clause of the Fifth Amendment."

Med dommen har amerikanske delstater altså nu reelt frie hænder til at gennemføre "tvangssalg" af privat ejendom mod ejernes ønske, selvom forbundsforfatningen ellers stipulerer, at det kun kan ske, når det er til offentligt brug–og reelt uden at kunne dokumentere at der vil være en samfundsmæssig gevinst derved.

Det er ikke gået stille af–især ikke i disse uger, hvor fokus netop er flyttet på evt. kommende højesteretsdommeres ideologiske orientering. Den altid fortrinlige John Fund fra Wall Street Journal har i dagens avis en klumme om emnet med den passende overskrift "Property Rights are Civil Rights" og en usædvanlig "twist", der kobler ejendomsrettigheder sammen med borgerrettigheder. Her er et uddrag:

"In 1954 the Supreme Court declared in Brown v. Board of Education that racial segregation in public schools was unconstitutional. But that same year it also ruled in Berman v. Parker that government's power of eminent domain could be used to seize property in order to tear down "blighted" areas.

It soon became clear that too often urban renewal really meant "Negro removal," as cities increasingly razed stable neighborhoods to benefit powerful interests. That helps explain why 50 years later so many minority groups are furious at the Supreme Court's decision last month to build on the Berman precedent and give government a green light to take private property that isn't "blighted" if it can be justified in the name of economic development. …

Many Democrats who used to scoff at conservative fears about activist judges are now joining their barricades when it comes to eminent domain. "In a way this ruling is about civil rights because it interferes with your right to own and keep your property," says Wilhelmina Leigh, a research analyst with the Joint Center for Political and Economic Studies in Washington. "It means you have to hope and trust in the goodness of other human beings that if you buy real estate that you will be allowed to keep it." Few appear to be willing to trust government on this issue, which is why the Kelo decision has touched off such a populist reaction against it.

Martin Luther King III, a former president of the Southern Christian Leadership Conference, says that "eminent domain should only be used for true public projects, not to take from one private owner to give to another wealthier private owner." In 2001 he joined with the free-market Institute for Justice (which represented the Kelo plaintiffs) to stop the state of Mississippi from uprooting homeowners to make room for a Nissan truck factory. After he compared the state's actions to "a giant stepping on a grasshopper," public opposition to the taking mounted. The state finally announced that Nissan had come up with a way to redesign its facility so that the homeowners wouldn't have to leave.

… Before the 1954 Berman decision, with some exceptions, private property could be taken through eminent domain only for public uses. In Berman, however, the court declared the words "public use" to mean "public purpose," as defined by local officials. Soon the definition of "blight" became highly elastic, as governments began condemning working- and middle-class neighborhoods simply because they were desired by private interests. As Justice Clarence Thomas noted in his dissent in Kelo: "Of all the families displaced by urban renewal from 1949 through 1963, 63 percent of those whose race was known were nonwhite, and of these families, 56 percent of nonwhites and 38 percent of whites had incomes low enough to qualify for public housing, which, however, was seldom available to them."

The definition of a "blighted" area eventually became so expansive that it 1981 the Michigan Supreme Court allowed the city of Detroit to raze a stable neighborhood called Poletown to make way for a General Motors plant. The Michigan Supreme Court finally repudiated that decision last year, in a ruling that noted that property rights would no longer exist in America if cities could simply take property when they found a use that yielded higher taxes or other benefits.

By contrast, the U.S. Supreme Court has now decided not to overturn its Berman precedent and indeed has expanded the deference it gives to local governments to determine what "public use" means. But states and localities are free to take their own steps to preserve private property rights. Nine states–Arkansas, Florida, Illinois, Kentucky, Maine, Michigan, Montana, South Carolina and Washington–already forbid the use of eminent domain for economic development except in narrow circumstances. The Institute for Justice has launched a $3 million "Hands Off My Home" campaign to convince other states to join them. In Georgia, Gov. Sonny Perdue is demanding a full review of eminent domain. The Texas Legislature has already debated a constitutional amendment that would ban the use of eminent domain solely for economic purposes. No one argues that struggling cities or states don't have a right to improve themselves through redevelopment. But the new civil-rights coalition forming in reaction to the Kelo decision says that need can't justify land seizures from which politically connected players stand to gain at the expense of individual civil rights. If the half-century since Brown v. Board of Education has taught us anything, it is that some rights are and must remain nonnegotiable."

En af de centrale dommer i flertallet i Kelo v. New London var højesteretsdommer David H. Souter–som blev udnævnt af præsident George H.W. Bush i formodning om, at han var "konservativ" (hvilket ha
n hurtigt viste sig ikke a
t være). Souter kan nu gå hen og komme til at føle dommens konsekvenser på egen krop–eller rettere: egen ejendom. En forretningsmand, Logan Darrow Clements, har kontaktet de lokale myndigheder i Weare, New Hampshire, og foreslået, at disse overtager adressen 34 Cilley Hill Road–hvor investoren så tilgengæld gerne vil bygge et hotel.

Det er så ganske vist Souters private hjem, men et princip er vel et princip … "The justification for such an eminent domain action is that our hotel will better serve the public interest as it will bring in economic development and higher tax revenue to Weare," siger Clements. Når det lige skal ligge dér, er det fordi grunden er unik, "being the home of someone largely responsible for destroying property rights for all Americans."

Hotellet skal iøvrigt hedde "The Lost Liberty Hotel", vil have en "Just Desserts Café", samt et offentligt tilgængeligt museum "featuring a permanent exhibit on the loss of freedom in America." Hotelværelsernes natbordsskuffer vil ikke indeholde den sædvanlige Bibel, men derimod et gratis eksemplar Ayn Rands roman Atlas Shrugged.

Det giver jo en vis inspiration for, hvad man kunne foreslå af danske lokalplaner …

Terror i London III

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 8. juli 2005. 7 svar

Den ualmindeligt tragiske begivenhed torsdag i London får–ganske forudsigeligt–alle de skjulte, opsparede frustrationer over efterdønningerne af 11/9, Afghanistan- og Irak-krigene, Kampen mod Terror m.v. til at flamme op i lys lue. Og måske særligt kraftigt hos mange frihedsorienterede, som forståeligt nok kan være frustrerede over, hvad pokker man dog skal mene–og ikke mindst: gøre–i en verden med så meget skidt.

Mine med-Punditokrater Mr. Law og Stanislaw har hver især bidraget med tænksomme perspektiver, og det samme har vor flittige gæstebogs-skribent Limagolf. Lad mig blot bidrage med ét andet perspektiv: At man–uanset hvad man iøvrigt mener om Irak, Bush, anti-terror lovgivning m.v.–som liberal lader være med at falde i samme grøft som venstrefløjen, når den taler om, hvem der bærer "skylden" for, hvad der sker af skidt. Et eksempel på, hvor meget kæden kan hoppe af, kunne man i går se på Libertas' e-mail liste, hvor en London-bosiddende skribent skrev følgende:

"Som jeg har sagt tidligere er det den vestlige indblanding i Mellemøsten, der skaber hadet, og dermed bringer os selv i fare. Det fremgår klart af ovenstående [pressemeddelelse fra Al-Qaeda], at der er en direkte sammenhæng. Ingen indblanding = ingen bomber. I stedet skal jeg nu trækkes med, at der går bomber af 3-4 kilometer fra min bolig og mit kontor. Så "tak" til Tony Blair, George Bush og AFR."

Nej–"tak" til bombemændene. Det var dem, ingen andre, der bestemte sig for at anskaffe sig sprængstoffer, tage disse ned og ud blandt aldeles uskyldige og så blæse dem og verden et stykke. Lad de af os, der opfatter os som liberale aldrig glemme, at der ikke er nogle mennesker, der kan være ansvarlige for andres gerninger (med mindre de selv frivilligt har påtaget sig det ansvar). Man kan være tilhænger eller modstander af den ene eller den anden politik, men uanset hvad Blair, Bush, Fogh Rasmussen eller noget andet menneske måtte have gjort, så er der én og kun én skyldig part bag bomberne i London: bombemændene. Punktum.

Bevæger man sig ud af den anden tangent–hvor "skylden" for nogles gerninger pålægges dem, de reagerer imod–så er det en glidebanen uden ende. Det er samfundets skyld. Det er den internationale Zionisme og jødelobby. Det er storkapitalen. Det er "strukturerne" og "diskursen".

Næ, dem, der kommer med den slags ræsonnementer, uanset om det er til "højre" eller "venstre", skulle slås (blidt) i hovedet med et eksemplar af F.A. Hayeks Constitution of Liberty, sku' de!

"A free society will not function or maintain itself unless its members regard it as right that each individual occupy the position that results from his action and accept it as due to his own action."

Sagde han virkelig dét …?

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 6. juli 2005. 5 svar

Hørte jeg noget helt galt i Radioavisen for lidt siden? Eller sagde statsminister Anders Fogh Rasmussen lige, at han havde opfordret USA og G8 til at sikre en handel med ulandene, som er baseret på "balanced and fair trade"?

Hvor er vi henne, når en liberal politiker lyder som om, at han er talsmand for neo-protektionisterne bag Live 8, De Autonome og Mellemfolkeligt Samvirke?

Man skal ikke kaste med tal … II

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 4. juli 2005. Skriv et svar

Vi spurgte forleden, om det var manglende dybde i ens analyser eller forudfattet, polemisk politisk korrekthed, der fik Politikens lederskribent til først at beskrive CEPOS' forslag om "flat tax", derefter opridse konsekvenserne af et helt andet forslag, og så på den baggrund kalde forslaget for en "nitte".

Svaret er nu ved at være inde–sådan da. Det var tilsyneladende bare en "fejl". Den 30. juni bragte Politiken denne opklaring:

"I lederartiklen 'Fremtidens job' (29.6.) skrev vi blandt andet, at den borgerlige tænketank Cepos' forslag om en flad skat på 43 pct. for alle lønmodtagere vil indebære, at 75 procent kommer til at betale mere i skat. Det er forkert. Cepos mener, at forslaget om flad skat kan gennemføres, uden at nogen danskere kommer til at betale mere i skat, da alle fradrag opretholdes, og ingen skatter sættes op. Forslaget skal ifølge Cepos finansieres ved at fastfryse det offentlige forbrug og ved at inflationsregulere overførelsesindkomster. Vi beklager fejlen."

Det var jo rart. Og dd. har Politiken så et læserbrev fra CEPOS' gode cheføkonom, Mads Lundby Hansen, der har dette at sige (som vi har fået lov til at gengive):

"Under overskriften 'nitte' kommer Politiken fejlagtigt til at konkludere, at Cepos forslag til flad skat vil indebære, at 75 pct. af danskerne skal betale mere i skat. Det er helt forkert. Ingen kommer til at betale mere i skat som følge af Cepos' forslag.

Hvordan kan Politikens lederspalte komme så galt af sted? Det kan den, fordi man i Skatteministeriet har regnet på en skattemodel, som INGEN har foreslået. I Skatteministeriets beregning har man fjernet stort set alle fradrag, herunder personfradraget, og anvendt provenuet til at finansiere en lav fælles skattesats på 35 pct. Det betyder selvsagt, at en masse mennesker mister penge og især personer med lave indkomster. Med andre ord vil 75 pct. af danskerne tabe penge på Skatteministeriets konstruktion.

Problemet medberegningen er, at INGEN har foreslået modellen. I en teoretisk model for flad skat er der et bundfradrag for at øge tilskyndelsen til at arbejde for personer med lave indkomster. I lande, hvor man i praksis har søgt at indføre flad skat, er der også betydelige bundfradrag. Og i Cepos' forslag bevares det nuværende bundfradrag (og alle andre fradrag). Skatteministeriets beregninger handlede således ikke om Cepos' forslag, men om en fiktiv model som ingen nogensinde har foreslået.

Cepos' forslag indebærer, at 64 pct. af de fuldtidsbeskæftigede får en mærkbar lettelse i skatten på den sidst tjente krone, primært fordi mellem- og topskat bortfalder. Den resterende del af de danske skatteydere har uændret skat. Det indebærer, at praktisk taget alle lønmodtagere får en marginalskat på 43 pct. Dvs. der forhøjes ingen skatter, ligesom alle fradrag opretholdes som i dag. Med andre ord: INGEN danskere kommer til at betale mere i skat som følge af Cepos' forslag.En fladskat på 43 pct. vil være en klar forbedring af det danske skattesystem og vil være til gavn for samfundet. Det vil øge tilskyndelsen til at arbejde ekstra, svarende til en beskæftigelseseffekt på 30-40.000 personer. Det udgør ca. halvdelen af det krav, regeringen stiller til beskæftigelsesfremgang for, at der i fremtiden skal være råd til folkepension, sygehuse mv.

Hertil kommer, at forslaget vil give en større tilskyndelse til at tage en lang videregående uddannelse. Endelig vil Danmark blive et mere attraktivt land at arbejde i for højtuddannede, herunder for unge danske studerende, der har læst i udlandet og derfor har muligheden for at arbejde i lande, som bl.a. tilbyder en lav skat.

Meget mindre end den nuværende danske – men på niveau med Cepos' forslag. Regeringen og Folketinget bør indse, at hvis vi vil have en større andel af en ungdomsårgang til at tage en lang videregående uddannelse, så er det en meget dårlig ide at brandbeskatte viden.

Cepos' forslag finansieres ved i 7 år at inflationsregulere overførselsindkomsterne (frem for lønregulering) samt ved at fastfryse væksten i det offentlige forbrug i samme 7 år. Skattesatsen kunne komme endnu længere ned ved bl.a. en sanering af forskellige komplicerede fradrag i skattesystemet og ved at gennemføre velfærdsreformer.Vi håber, at Politikens lederskribenter i fremtiden formulerer deres konlusioner efter, at de har læst, hvad de ønsker at kritisere."

The mother of all battles

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 3. juli 2005. 1 svar

Som vi Punditokrater forudså for to uger siden, så kom der forleden beskeden om, at præsident George W. Bush skal til at finde en ny forbundshøjesteretsdommer.Det kan let blive sommerens og det tidlige efterårs drama nr. 1 i amerikansk politik, idet alle sider vil fokusere på, hvor meget der vil kunne forandres afhængigt af, hvem Bush nominerer til at efterfølge Sandra Day O'Connor–og hvem der vil kunne skaffes flertal for i Senatet.

Er man I tvivl om, hvor hårdt det kan blive, behøver man kun at huske tilbage til sidst en Republikansk præsident nominerede en klart "konservativ" dommer (Clarence Thomas).En god og tilsyneladende ganske neutral blog specifikt om nomineringen findes nu her. Et andet sted, som interesserede med fordel kan følge er RealClearPolitics.com, som nok hælder til højre, men gør det på en sober og afbalanceret måde.

PS. Den venstredrejede jura-professor Jeffrey Rosen (hvis artikel om den af ham benævnte "Constitution-in-Exile"-bevægelse, vi refererede til fornylig) har denne interessante artikel i New York Times om, hvem der ville være "the right pick".

Det knap-så-vilde vilde vesten

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 30. juni 2005. 2 svar

Denne Punditokrat har tidligere fremhævet New York Times-klummeskribenten John Tierney som et forbilledligt eksempel på en kommentator, som får kommunikeret nogle interessante samfundsvidenskabelige resultater med en libertær vinkel til et stort publikum.

I den forgangne uge har han gjort det igen–med to interessante indlæg om, at virkeligheden ikke altid er, som folk går og tror: At den ikke altid er så kaotisk, når den er anarkisk, og ikke altid er så velordnet, når den er politiseret.

Den ene klumme omhandler økonomerne Terry Anderson og Peter Hills klassiske artikel (som en del læsere af denne blog vil kende til), som argumenterer, at det vilde vesten faktisk var betragteligt mindre vildt og kaotisk, end den populære fremstilling antyder. Faktisk kunne nybyggerne ordne ret megen orden spontant.

Den anden klumme argumenterer, at de nutidens indianere faktisk ville klare sig ganske meget bedre, hvis de skulle tage vare på sig selv i stedet for at blive understøttet af Washingtons bureaukrater.

God, anderledes men lettilgængelig læsning på en dejlig sommerdag.

Man skal ikke kaste med tal, når man bor på Rådhuspladsen

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 29. juni 2005. 1 svar

Hvordan ved man, at et forslag formodentlig har noget rigtigt i sig? Hvis det på en og samme tid betegnes som "bindegalt" af SF's Morten Homann, som asocialt af Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne, afvises af en borgerlig skatteminister og hånes i en leder i Politiken. Så kan man ikke være gået helt galt i byen–og tillykke med det til CEPOS' flat tax-udspil.

Men når man nu taler om at gå helt galt i byen, bør det halvthundrede cand. og stud.scient.pol.'er, der gemmer sig i Politikens redaktionslokaler, måske lige lære at gøre deres research en smule bedre. I lederen betegner de CEPOS' "flat tax"-forslag som en "nitte" og en "sommerbalon" og med dette ræsonnement:

"SOMMERBALLONEN blev naturligvis opsendt af Cepos, en såkaldt 'flad skat' efter østeuropæisk forbillede på 43 pct. af al indkomst og finansieret gennem en nulstilling af de offentlige udgifter. Det skulle øge de udenlandske investeringer og øge arbejdsglæden for de rigeste 25 pct., der får gavn af skatteprogressionens afskaffelse, så de får lyst til at skabe flere arbejdspladser til de 75 pct., der skal betale mere i skat. Intet under, at ballonen omgående er punkteret af samtlige partier i Folketinget – bortset fra de konservative."

Til gengæld er det måske lidt af et under (eller er det ikke?), at Politiken ikke lige kunne gennemskue, at man her faktisk blander to forskellige forslag sammen: A) Skatteministerens karikatur-forslag, som går på at afskaffe alle fradrag, inkl. personfradrag, og beskatte alle lønindkomster med en ensartet trækpct. i midt-30'rne (hvis konsekvensberegninger man så her refererer), og B) CEPOS' forslag som går på at beskatte al indkomst med 43 pct. men uden at pille ved alle fradrag (herunder f.eks. ikke personfradraget).

At der vil være en voldsom fordelingsmæssig forskel på de to forslag siger sig selv–spørgsmålet er bare, om man på Rådshuspladsen ikke kan eller ikke vil gennemskue det?

Flad skat så det gør noget!

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 28. juni 2005. 2 svar

Det kan ellers nok lige være, at CEPOS har fået sat begrebet "flad skat" (flat tax) højt på den politiske dagsorden herhjemme! I de seneste to dage har medierne været tykke med artikler (i Berlingske Tidende, Jyllands-Posten og Børsen) og indslag i TV (f.eks. DR-Nyheder, DR's Deadline og i et kommende TV2-indslag) om CEPOS, der lægger op til at forklare danskerne, at der kunne være ret store gevinster at hente ved at skrotte et indviklet og forvridende skattesystem til fordel for et, der var simpelt og ens for alle. Sådan skal dét gøres at sætte en borgerlig-liberal dagsorden!

De Konservatives Charlotte Dyremose og De Radikales Anders Samuelsen har begge i varierende grad taget ideen til sig, bl.a. på dagens konference. Derimod bliver den ikke kærligt modtaget af den finanspolitiske venstrefløj, d.v.s. SF, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti. Og Danmarks Liberale Partis skatteminister, Kristian Jensen: "Det vil sige, at man laver en omfordeling fra dem, der tjener mindst til dem, der tjener mest. Det kan vi ikke støtte." … Forslaget koster dog cirka 28 milliarder kroner, og de penge skal findes ved et ansættelsesstop i den offentlige sektor og ved at holde overførelsesindkomsterne nede på deres nuværende købekraft.

Det kan Kristian Jensen ikke støtte:

"Jeg har ikke noget imod en lav skat. Men jeg har noget imod Cepos' måde at finansiere det. Vi har lovet vælgerne, at der skal være plads til investeringer i den offentlige service, og derfor vil vi ikke fjerne den vækst, som skal finansiere dem."

Det argument tages direkte videre af folkepartisterne:

"Det afviser vi helt blankt. Det er ikke rimeligt, at den almindelige jævne dansker skal betale for skattelettelser til de rigeste, siger skatteordfører Mikkel Dencker."

Hvorfor anlægger Kristian Jensen dog denne retorik? Vi ved, at han er en mand med hjertet på rette sted, men netop derfor er den slags retorik jo unødvendigt. Man kan–som nogle tænksomme liberale er–være modstander af en flad skat, fordi man frygter, at det i virkeligheden på langt sigt vil være en strategisk fejl: At det vil give en mere effektiv skatteopkrævning, flere skattekroner til politikerne at disponere over, o.s.v. Den slags reservationer er sådan set fornuftige nok for liberalt sindede at tage i betragtning. Men det er det ikke at gøre ligheds- og fordelingshensyn og ønsker om højere offentlige udgifter til hovedargumenterne imod at ændre et skattesystem. Kan Kristian Jensen nævne ét eneste socialistisk tiltag, der ikke ville kunne retfærdiggøres med lignende ræsonnementer? Og kan han ikke se, at når man anvender denne type ræsonnementer, så gør man det i virkeligheden umuligt for sig selv at komme videre i fremtiden?

Vi har tidligere bemærket, at ministeren tilsyneladende er begejstret for begrebet "at give skattemyndighederne de nødvendige redskaber". Vi foreslog i den forbindelse, at ministeren evt. som et nødvendigt redskab anskaffede sig selv en ideologisk rygrad til at modstå den slags tendenser til socialdemokratisk vanetænkning med. Men da ministeren tilsyneladende anvender pluralis-formen, kan det jo være at det er to styk af noget helt andet, der er brug for …

PS. Det var sådan set en Punditokrat her og i Berlingske Tidende, der kom CEPOS i forkøbet med at fokusere på flad skat … 😉

Ugens citat: en kunstner om Ché & livet

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 24. juni 2005. 3 svar

Gratisavisen Urban kunne d. 15. juni fortælle om den chilenskfødte Marco Evaristti, der blev kendt, da han i 2000 på Trapholt museet udstillede guldfisk i blendere. Han har angiveligt været fascineret af "myten og manden "Che" [Guevara]", siden han selv var en lille knægt på ni med en kommunistisk fader. Til en udstilling i Aalborg har Evaristti nu malet et billede på baggrund af det kendte foto med Che Guevaras kontrafej, hvorhenover han så har håndtegnet Guevaras afskedsbrev til cubanerne ved hjælp af en overhead-projektor. Han siger:

"Che står og kigger på ingenting. Man kan se ensomheden i hans ansigt, der blev et ikon næsten på størrelse med Jesus. Jeg syntes, det var smukt og oplagt at overføre afskedsbrevet til hans ansigt," sagde Marco Evaristti. Han håber, at udstillingen vil få især de unge til at interessere sig for Che Guevara. "Man kan blive et bedre menneske af at se på Che Guevara. Hvis en skoleelev fra Aalborg ser på ham og begynder at interessere sig for hans liv, kan det være, at livet bliver en lille smule bedre."

Tja. Eller kortere.

Den amerikanske højrefløj p.t.

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 22. juni 2005. Skriv et svar

Det går ikke så godt for Bush, Republikanerne og den amerikanske højrefløj her i foråret. Eller gør det? Wall Street Journal havde tirsdag en interessant kronik af de to The Economist skribenter John Micklethwait og Adrian Wooldridge, som sidste år udgav den roste og–synes denne punditokrat–udmærkede bog The Right Nation: Conservative Power in America. Den var–især givet at forfatterne er journalister–et sjældent seriøst kik på de lange tendenser i amerikansk politik.

I de to forfatteres nye, indsigtsfulde kronik argumenterer de, at det nærmest går ufatteligt godt for Bush, Republikanerne og den amerikanske højrefløj–og måske meget bedre end disse selv tror. Her er et par uddrag:

"[It] is time for conservatives to cheer up. Fixate on a snapshot of recent events and pessimism makes sense. Stand back and look at the grand sweep of things and the darkness soon lifts. There are two questions that really matter in assessing the current state of conservatism: What direction is America moving in? And how does the United States compare with the rest of the world? The answer to both questions should encourage the right.

The Republicans have by far the most powerful political machine in the country. Last November, the Democrats threw everything they had at George Bush, from the pent-up fury of a "stolen election" to the millions of George Soros. Liberals outspent and out-ranted conservatives, and pushed up Democratic turnout by 12%. But the Republicans increased their turnout by a fifth.

Crucially, George Bush won as a conservative: He did not "triangulate" or hide behind a fuzzy "Morning in America" message. Against the background of an unpopular war and an arguably dodgy economy, he positioned himself to the right, betting that conservative America was bigger than liberal America. And it was …

All second-term presidents face restlessness in the ranks. And the noise is arguably a sign of strength. The Democrats would give a lot to have a big-tent party as capacious as the Republicans'. One of the reasons the GOP manages to contain Southern theocrats as well as Western libertarians is that it encourages arguments rather than suppressing them. Go to a meeting of young conservatives in Washington and the atmosphere crackles with ideas, much as it did in London in the heyday of the Thatcher revolution. The Democrats barely know what a debate is.

Moreover, it is not as if the Republican moderates really pose a long-term threat to the conservatives. The High Command of the party–Messrs. Bush, Cheney, Frist, Hastert and DeLay–are all from the right. Even Messrs. McCain and Giuliani are better described as mavericks rather than liberals. Mr. Giuliani is as resolute on terrorism as Churchill would have been; Mr. McCain mixes social conservatism with media-pleasing iconoclasm. Both these alleged RINOs (Republicans in Name Only) are further to the right than Ronald Reagan on plenty of issues. …

The essential conservatism of Mr. Bush's approach is all the clearer if you compare it with the big-government liberalism of the 1960s–or with the big-government reality of European countries that American liberals are so keen to emulate. Mr. Bush is not using government to redistribute wealth (unless you own an oil company), to reward sloth or to coddle the poor. And government in America remains a shriveled thing by European standards. Some 40 years after the Great Society, America still has no national health service; it asks students to pay as much as $40,000 a year for a university education; it gives mothers only a few weeks of maternity leave. …

The biggest advantage of all for conservatives is that they have a lock on the American dream. America is famously an idea more than a geographical expression, and that idea seems to be the province of the right. A recent Pew Research Center Survey, "Beyond Red Versus Blue," shows that the Republicans are more optimistic, convinced that the future will be better than the past and that they can determine their own futures. Democrats, on the other hand, have a European belief that "fate," or, in modern parlance, social circumstances, determines people's lot in life. … If the American dream means anything, it means finding a plot of land where you can shape your destiny and raise your children. Those pragmatic dreamers look ever more Republican. Mr. Bush walloped Mr. Kerry among people who were married with children. He also carried 25 of the top 26 cities in terms of white fertility. Mr. Kerry carried the bottom 16. San Francisco, the citadel of liberalism, has the lowest proportion of people under 18 in the country (14.5%).

So cheer up conservatives. You have the country's most powerful political party on your side. You have control of the market for political ideas. You have the American dream. And, despite your bout of triste post coitum, you are still outbreeding your rivals. That counts for more than the odd setback in the Senate."

Er jagttiden på liberale gået ind?

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 22. juni 2005. 4 svar

Forleden havde Berlingske Tidende en tankevækkende artikel om brugen af forstærkende adjektiver i den danske politiske debat, baseret på en optælling foretaget af Anders Kaasgaard. (Se Kim Møller/Uriasposten for en god MSM-kritisk perspektivering + data.) Det er i øvrigt et tema, som nærværende Punditokrat tidligere selv har berørt i en klumme i Politiken–et medie vi vender tilbage til nedenfor.

Det virker som om, at det ikke er helt enestående. I de seneste år er det fra tid til anden sket, at en enkelt liberalists meninger eller vedkommendes person er blevet gjort til "headline news" på en måde, der kan synes helt ude af proportioner med, hvad der er blevet sagt–og som næppe ville have været tilfældet, hvis holdningerne havde haft et andet politisk fortegn, og dermed været mere politisk korrekte:

  • En stakkels VU-piges henkastede bemærkning i et meget langt debatindlæg hos de små, uregerlige, libertære fætre på Liberator resulterede sidste år flere måneder senere i, at hun pludseligt blev hovedhistorien i flere TV-nyhedsudsendelser og måtte trække sig fra VUs forretningsudvalg.
  • En skribent samme sted, som til hver dag arbejder som specialkonsulent for en dansk politiker, kommenterede i ét indlæg, at Venstre var for "venstreorienteret" og forfægtede i et andet indlæg privat ejendomsret?for derefter at se sig selv portrætteret over et avisopslag med en fiktiv påstand om, at han skulle have sagt, at "Fattige skal sulte ihjel!". En anden avisoverskrift lød herefter, at hans hustru var "gift med en ekstremist". Han fik siden Pressenævnets udsagn for, at overskriften og det meste af artiklens karakteristik af hans holdninger var opspind.
  • En årti gammel anmeldelse af en rejsebog af én, der et halvt århundrede tidligere havde været SS-soldat, resulterede i, at en kendt liberalist, der var særlig rådgiver for en kirkeminister, måtte se sig selv portrætteret som nazi-sympatisør og endte inden dagens udgang som arbejdsløs (om end han langt, langt senere endte med en oprejsning og berigtigelse fra de to fremtrædende medier, der havde angrebet ham).
  • En journalist, der er kendt for sine liberale holdninger, blev pludseligt i sin fagforenings medlemsblad udskreget som "højre-ekstremist".

Og det er faktisk blot nogle få af en meget stor–og voksende–stak af lignende sager. Berlingskes artikel kom f.eks. kun omtrent en uge efter, at Politiken på lederplads havde langet kraftigt ud efter socialministeren for at ansætte Punditokraternes gode ven, Christopher Arzrouni, som såkaldt "særlig rådgiver". Heri hed det under den interessante, billedlige overskrift "Rådforgiftning" bl.a. så floromvundet:

"[Socialministeren har] ansat den notoriske kamikazeliberalist Christopher Arzrouni. … Han er polemisk ultraliberalist, men paradoksalt nok loyal over for Venstres midtersøgende kurs. … Siden hen er han dog trådt i karakter med ekstreme udtalelser som »Skulle man ikke overveje helt at liberalisere besiddelse af våben?« …

ARZROUNI ER naturligvis i sin gode ret til at mene, hvad han vil – ikke mindst hvis han gør det som privatperson. Men som statsansat embedsmand er han en uheldig figur, ikke mindst, fordi hans holdninger på mange strækninger strider fundamentalt mod basale principper i den danske retsstat. Problemet er dog ikke Christopher Arzrouni som person, snarere socialminister Eva Kjer Hansens mangel på dømmekraft." (fremh. tilføjet)

Mens det må stå hen i det uvisse, hvordan det lige er, at CA's synspunkter kan intet mindre end stride fundamentalt mod basale retsstatsprincipper, må man spørge: Hvor er balancen egentlig henne i Politikens dækning og stillingtagen? Går man tilnærmelsesvis lige så prominent efter at stille spørgsmål ved navngivne offentligt ansatte, når det er nogen med en observans, der er tættere på journalisternes egen? Og hvor hurtigt ville man mon ikke være ude med formuleringer om "berufsverbot" og "MacCarthyisme", hvis andre gjorde det?

Det var emner, som nærværende punditokrat af helbredshensyn (hjertetilfælde, hjerneblødning o.l.) lod ligge, men en anden havde mod og karakter nok til at sige, hvad der skulle siges. Vi har fået lov til at gengive Henrik Gade Jensens læserbrev (10.6.) fra og om Politiken, og han er en mand, der ved, hvad han taler om:

"Et barometer på tidsånden er brugen af ordet 'kontroversiel'. Medierne bruger i dag ordet på samme måde, som kirken i gamle dage lyste personer i band. Når journalisterne udtaler ordet 'kontroversiel', arbejder meningspolitiet, for nu skal en person karaktermyrdes og skubbes ud af det gode selskab.

'Minister får kontroversiel rådgiver', lød overskriften i Politiken 4.6., da Christopher Arzrouni blev udpeget som socialministerens nye særlige rådgiver. Så er ordet sagt: kontroversiel, og så er der åbenbart noget forkert og problematisk ved den person.Politikens leder følger op og kalder Arzrouni ekstrem og taler om forgiftning. »Som statsansat embedsmand er han en uheldig figur, ikke mindst fordi hans holdninger på mange strækninger strider fundamentalt mod basale principper i den danske retsstat«, skriver lederen ud i den tomme vind.Christopher Arzrouni mener, at voksne og myndige mennesker har en moralsk ret til at gøre med sig selv, hvad de vil. Det er faktisk udgangspunktet for menneskerettighederne i deres oprindelse: at menneskers frihed kun begrænses af andre menneskers samme ret.

Christopher Arzrouni har efter min mening klart, åbent og modigt formuleret dette princip og peget på dets praktiske konsekvenser. Så kan man være enig eller uenig. Det er reel debat. Det strider ikke imod retsstaten, at borgeren ejer sig selv og ikke staten, men understøtter snarere ideen herom. Tænk, hvis staten ejede vore kroppe, så vi kun får dem til låns med pligt til at behandle dem ordentligt? Er det så kontroversielt at diskutere det?

Sjovt nok mener Politikens leder få dage senere (7.6.), at 'blodpenge' ikke lyder så dumt i forhold til retsstaten. Det er åbenbart i overensstemmelse med en retsstat at betale sig fra et mord, det mest ufrivillige og ultimative overgreb på et andet menneske. Men at voksne mennesker råder over eget legeme, anser Politiken derimod for ude af trit med principperne bag retsstaten.

Når nu Christopher Arzrouni udnævnes til 'kontroversiel', kunne det være sjovt at se, hvad der ikke er kontroversielt i dagens danske tidsånd.

At Ole Sohn som DKP-formand hyldede et af de værste folkemorderregimer i verdenshistorien, gjorde ikke ham kontroversiel. Har nogen kaldt den pæne SF-mand kontroversiel? At Anne Grete Holmsgaard kunne støtte terrororganisationen PFLP har ikke gjort hende kontroversiel. Det var ikke kontroversielt, da hun blev universitetsdirektør for DPU eller MF for SF. At formanden for 450.000 danske funktionærer og tjenestemænd i FTF er gammel KAP'er, der anså Pol Pot for vejen frem, er heller ikke kontroversielt. At Frank Aaen bifaldt Sovjets indmarch i Afghanistan og bivånede og bifaldt Kabuls fængsler, der gør Guantánamo til ren idyl – det er så rart og hyggeligt og langt fra noget skingert og kontroversielt. At Pernille Rosenkrantz-Theil kunne udtrykke sympati for malerklatter på stats- og udenrigsministeren – det er også en del af dansk hygge og har næp
pe skadet pigens renomme i
medierne. Derimod er det enormt kontroversielt at mene, at noget af alt dette skulle være kontroversielt. De pæne mennesker i dag er horden af gamle venstreorienterede, der sikrer, at det aldrig vil blive kontroversielt i Danmark at ville eksperimentere med tvang og terror i utopiernes navn. Det er dem og medløberne i pressen, der definerer tidsånden og kontrollerer embedsapparatet. En artikuleret liberal mening er i dag kontroversiel. Den slags må ikke få ansættelse i den danske stat. Det skal berufsverbotes. Hvis det stod til Politiken."

Brugermeddelelse: Punditokrater med ammehjerner & sommerhår

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 21. juni 2005. 1 svar

Til vore loyale læsere: Som sommeren nærmer sig, vil intensiteten af poster på denne side givetvis falde. Tre Punditokrater vil have barselsfravær, mindst tre er eller vil være på længere udlandsophold, og et par andre vil lave det arbejde, de ikke har tid til i hverdagen. Samtidigt forbereder vi efter et par meget succesrige første måneder med nu over 12.000 unikke besøg at flytte til nyt domæne og med nyt lay-out.

Så glem os ikke–og check nu og da, hvad der sker her på stedet.

SWIII: ROTS update

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 21. juni 2005. Skriv et svar

David Gress og jeg krydsede fornylig lyssværd m.h.t., hvorledes man ideologisk skulle fortolke den seneste Star Wars film. Da jeg grundet familieudvidelse p.t. ikke har tid til at skrive langt, velformuleret eller indsigtsfuldt, skal jeg blot nøjes med here at linke til en anden, der hælder i samme retning, som jeg.

Helt uforsvarlig selvpromovering

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 15. juni 2005. Skriv et svar

Jeg burde egentlig promovere Christopher Arzrounis fortræffelige, nye bog, “Helt uforsvarligt”, men da den er (helt uforsvarligt) anmeldt stort set alle steder (og promoveret her), vil jeg i stedet nøjes med at gøre opmærksom på, at Forlaget Politiske Studier (Københavns Universitet) fornylig har udsendt en lille bog med sammenskrevne akademiske artikler m.v. fra min hånd, “Individ, Stat og Marked: Studier i Rationalitet og Politik”.

Det er sagt med det samme: Den er mindre lettilgængelig, mindre elegant, og meget mindre sjov end Christophers. Men den er min.

Dommere for Hayek & Rand, forener eder!

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 14. juni 2005. 4 svar

Så skete det forleden: USA's Senat bekræftede omsider, efter flere års tovtrækkeri med pseudo-filibustere, Janice Rogers Brown (født 1949) som ny Appeals Court Judge. Det var da lidt interessant med en dommer, der på én og samme tid er 1) kvinde, 2) sort, 3) relativt ung, 4) meget ideologisk profileret, og 5) som citerer Ayn Rand, F.A. Hayek, Edmund Burke og Procul Harum … –og vel at mærke i samme åndedrag.

Det bliver spændende at se, hvad der sker senere på sommeren. Det er efterhånden kun de færreste, der tror på, at Supreme Court Chief Justice William H. Rehnquist (født 1924) holder året ud. Han har cancer i bugspytkirtlen og ventes at træde tilbage, når højesterets arbejdsår slutter i juni. Dertil kommer, at et par mere af de ialt ni højesteretsdommere er ved at nå den alder, hvor de i Danmark ville have været på efterløn i 20-30 år. Sandra Day O'Connor (født 1930) har (som den første kvindelige højesteretsdommer nogensinde) med erindringer, interviews og sving-stemmer længe positioneret sig til historiebøgerne og synes klar til pension. John Paul Stevens (født 1920) burde nok været gået på pension for længe siden i en galakse langt, langt væk, og Ruth Bader Ginsburg (født 1933) bliver hverken yngre, smukkere eller gladere. Til gengæld vil de to sidstnævnte nok gøre lige så meget for ikke at gå på pension, mens W. sidder i Det Hvide Hus, og GOP kontrollerer Senatet, som Rehnquist har gjort for ikke at trække sig, mens Demokraterne kontrollerede det ene eller begge de to samme kraftcentre.

Mit gæt?

Clarence Thomas (født 1948) op som ny højesteretspræsident i stedet for Rehnquist–den første sorte på denne post i USAs historie + den yngste af de siddende dommere. Det ville tillige for nærværende Punditokrat være det bedste valg–og sørme om han ikke også kan lide både Rand og Hayek (og Thomas Sowell). Thomas afgav i forrige uge dissens i spørgsmålet om delstaters legalisering af marijuana, hvor han kritiserede forsøg på at bruge den såkaldte Commerce Clause som begrundelse for forbundsstatens indblanding:

"If Congress can regulate this under the Commerce Clause, then it can regulate virtually anything," [including] "quilting bees, clothes drives and potluck suppers." [Thus] "the federal government is no longer one of limited and enumerated powers."

Og dermed vil der så kommer (mindst) en ny Associate Justice (menig dommer). Men hvem bliver det så? Vedkommende skal kunne tilfredsstille konservative Republikanere men ikke være så konservativ, at det skræmmer de moderate Demokrater eller Republikanere i senatet til at stemme imod. Oplagt bud: forbundsanklageren Theodore [Ted] B. Olson (hvis kone, Barbara, blev dræbt i flyet, der ramte Pentagon 11/9).

Personligt så jeg hellere f.eks.:

  • Richard A. Posner, fhv. Chief Judge, US Court of Appeals & University of Chicago Law School (som desværre nok bare er for gammel)
  • Richard A. Epstein, University of Chicago Law School (som desværre nok er for ideologisk "kontroversiel")
  • Douglas H. Ginsburg, Chief Judge, US Court of Appeals & University of Chicago Law School (som allerede Reagan foreslog til Supreme Court, men måtte trække tilbage p.g.a. 20 år gammel historie om pot-rygning)
  • Randy E. Barnett, Boston University School of Law (som Epstein x 1000)Men dem bliver det bare ikke.

Øv.

Hard Talk

Af Mikael Bonde Nielsen, den 13. juni 2005. Skriv et svar

Min med-punditokrat Nicolai Foss har udsendt en invitation til noget, der vel nærmest må betegnes som et Oxford-møde, hvor liberale rettighedsteoretikere vs. konsekvensionalister indbydes til at gøre deres bekendelser. Således opfordret, vil jeg gerne komme med nogle refleksioner. Men først en lille forbrugeroplysning.

For nogen tid siden gjorde Peter Kurrild-Klitgaard mig og flere andre opmærksom på The Moral Foundations of Modern Libertarianism, der er affattet af Randy E. Barnett. Det er en god og indsigtsfuld artikel, der anlægger den interessante synsvinkel, at liberalister ikke er tvunget foretage et egentligt valg mellem rettighedsetik og konsekventionalisme, idet liberalismen er en politisk filosofi, og ikke som sådan en moralfilosofi. Jeg skal ikke dvæle ved dette rationale. Mit budskab skal blot være, at det i en politisk kontekst er nyttigt at vide, at liberalismen kan forsvares ud fra begge argumentationsformer, og at man som liberal er godt væbnet, når begge kategorier kan bringes i spil.

Så tilbage til åbningstrækket. Nicolai foretrækker en “robust konsekventionalisme” og har tilsyneladende ikke megen “tålmodighed med rettighedsargumenter i liberalismen”. Det har jeg en vis forståelse for, idet rettighedsdiskussioner alt for ofte ender som de rene markvandringer. Diskussionerne kan dog også være ganske frugtbare. Men jeg er overrasket over, at konsekventionalismen opleves som mere tilgængelig. Jeg har undertiden haft stort besvær med at få svar på nogle helt enkle problemstillinger. Så hvad er mere naturligt, end at rejse dem her.

En stringent konsekventionalisme er alene optaget af de virkninger, som en eksekveret eller ikke-eksekveret handling har eller kan få. Vurderingen for eller imod en given handling er således en funktion af den værdi, der tillægges konsekvenserne. Nicolai er ikke blind for udfordringerne i denne position, hvilket understreges af, at han problematiserer flere forhold i relation til definitionen af konsekvenser: Fx kravet om en udtømmende behandling af alle konsekvenser en given handling kan have, tidsaspektet i relation behandlingen, karakteren af konsekvenserne (tilsigtede og utilsigtede) osv. Det fører til en overvejelse om kun at inddrage umiddelbare konsekvenser, men med den tilføjelse, at der savnes et moralsk grundlag for at begrænse sig til dette. Hertil kommer spørgsmålet om at identificere alle umiddelbare konsekvenser, hvilket alt andet lige kan være en bekostelig affære. Og hvor meget skal der investeres i det?

Opgiver man omtalte krav, er man vel i sagens natur tæt på at opgive konsekventionalismen. Men måske kan den reddes ved at præsentere nye afgrænsninger, og et bud kunne være:

1. Sammenlignelighed: Alle umiddelbare konsekvenser er sammenlignelige i den forstand, at de kan rangordnes efter deres vægt eller vigtighed.

2. Universel neutralitet: Evalueringen af mulige alternativer er universelt neutral i den forstand, at den sammenlignelige rangordning af to tilstande er den samme for alle individer.

3. Maksimering: En handling er acceptabel, hvis og kun hvis, dens eksekvering maksimerer værdien eller den forventede værdi for én eller flere agenter.Det er altid en farlig øvelse at præsentere tre kriterier, som efterfølgende kritiseres. Det giver indtryk af, at der blot er tale om en stråmand, der udelukkende er opstillet til nedskydningens formål. Lad mig derfor understrege, at kriterierne er formuleret ud fra et ønske om at yde konsekventionalismen fuld retfærdighed, og at teorien ikke nødvendigvis falder til jorden, blot fordi kriterierne nedbrydes. Der kan være alternative kriterier, som jeg ikke er opmærksom på. Men til sagen.

Kriteriet om sammenlignelighed, må vel et eller andet sted siges at være en grundsætning for konsekventionalismen og derfor ikke særlig restriktivt. Jeg forudsætter også, at konsekvenser rangordnes ordinalt (i modsætning til kardinalt). Det frigør os fra de fleste udfordringer, men de står til gengæld i kø, når vi tager fat på det næste kriterium.
Kravet om universel neutralitet kan forekomme alt for restriktiv for en hayekiansk konsekventionalist, men for en én, der baserer sin argumentation på fornuftens fundament, er kriteriet vel entydigt nødvendigt. Det er dog åbenbart, at det ikke problemfrit at antage, at alle individer ved fornuftens hjælp vil nå frem til den samme rangordning af fx prisstabilitet og beskæftigelse.

Det sidste kriterium, om maksimering, må vel regnes for afgørende i en konsekventionalistisk argumentation. Kriteriet kan skærpes ved at supplere det med et pareto-kriterium, men det vil formentlig ødelægge konsekventionalismens praktiske relevans. Det har jeg derfor bevidst undladt.

Jeg forudsætter, at ovenstående afgrænsning kan tjene som afsæt for den videre debat. Og det leder mig frem til mit foreløbige slutærinde: Hayekianske konsekventionalister har nok svært ved at finde en grimasse der kan passe i forhold til positive, utilsigtede konsekvenser initieret af ikke-liberale handlinger. Men hvordan har fornuftsbetonede, liberale konsekventionalister det med sammenlignelighed, universel neutralitet og maksimering uden pareto-restriktioner? Er disse kriterier tilstrækkeligt robuste? Kræver det mindre tålmodighed at arbejde med disse problemstillinger, end at kaste sig over rettighedsargumentationen? Og hvor meget kan der slækkes på de anførte kriterier, uden at vi som Groucho Marx ender med at sige: “Those are my principles, and if you don’t like them… well, I have others.”?

Economic growth 101

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 11. juni 2005. 2 svar

En god anekdote, jeg ofte fortæller mine statskundskabsstuderende på grunduddannelsen (og som jeg har fået fortalt fra det dengang eneste overlevende øjenvidne), involverer den eklektiske, flamboyante og lettere opportunistiske østrigske økonom Joseph Schumpeter og den kedelige, men idealistiske tyske sociolog, Max Weber, da de to mødtes for første og eneste gang. Mødet endte med, at Weber indigneret forlod den viennesiske café og råbte, at han aldrig nogensinde ønskede at tale med dén mand, Dr. Schumpeter, igen. Årsagen? Schumpeter havde rost den russiske revolution–ikke fordi han var enig med kommunisterne, ikke fordi han syntes at den havde gode konsekvenser, men fordi den var et fantastisk eksperiment. "Som havde vi et laboratorium!" "Men" skal Weber have sagt, "der dør jo millioner!". "Ja, er det ikke fantastisk!" skal Schumpeter have sagt. Eller noget i den stil.

Joseph (der som bekendt var både en stor økonom og en stor elsker, men knap så god en rytter) ville have haft stor fornøjelse af at studere, hvad der p.t. foregår i Zimbabwe. Landet, der indtil for et kvart århundrede siden var blandt de bedre fungerende og knap så dårligt økonomisk kørende i Afrika (ikke at det siger så meget), har under Robert Mugabes ledelse givet et illustrativt crash-course i, hvorledes man kan køre et land i sænk–og på en måde, hvor det virkeligt er noget, man kan tage at føle på. Man har tilsyneladende ræsonneret, at man har drevet det vidt, når får har for meget, og rigtigt mange har rigtigt, rigtigt lidt. Og det mål har man så efterstræbt ganske systematisk.

Man har hidtil–stik imod forfatning, domstole og retsorden–vilkårligt stjålet privat ejendom fra ejerne med den konsekvens, at landets økonomi er gået helt i fløjten–med deraf følgende krise, arbejdsløshed og hungersnød. Eller sagt med et spørgsmål: Hvor meget vil du betale for at købe retten til at investere i en privat virksomhed i Zimbabwe? Fraser Institute og Economic Freedom Network (hvoraf CEPOS er den danske danske deltager) ratede for 2003 Zimbabwe til 3,4 på en 1-10 punkts skala over økonomisk frihed–hvor 1 er ca. = Stalingrad og 10 er = Hayekland.

Men, som antydet, har Mugabe spurgt sig selv på ægte Nyrupsk facon: "Kan vi ikke gøre det lidt bedre?" Og svaret er ifølge en artikel i New York Times, at det kan man tilsyneladende godt:

"The government abruptly began demolishing shanties and roadside markets here three weeks ago, evicting thousands of people and bulldozing homes or burning them to the ground, in what officials call a cleanup of illegal slums and black-market vendors. Their homes destroyed in a campaign Zimbabwe's government says addresses illegal housing, residents of Mbare loaded their property Friday.

But as the campaign, directed at as many as 1.5 million members of Zimbabwe's vast underclass, spreads beyond Harare, it is quickly evolving into a sweeping recasting of society, a forced uprooting of the very poorest city dwellers, who have become President Robert G. Mugabe's most hardened opponents.By scattering them to rural areas, Mr. Mugabe, re-elected to another five-year term in 2002, seems intent on dispersing the biggest threat to his 25-year autocratic rule as poverty and unemployment approach record levels and mass hunger and the potential for unrest loom.

The United Nations estimates that the campaign, Operation Murambatsvina, using a Shona word meaning "drive out the rubbish," has so far left 200,000 people homeless and 30,000 vendors jobless."

Friedman og det frie valg

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 9. juni 2005. 3 svar

Tanken om at indføre "billet-systemer" i den offentlige sektor er i bedste fald en mangelfuld og ufuldendt løsning på den katastrofale mangel på markedsmekanismer i det politisk bestemte "marked".

Det indrømmer jeg gerne. Ligesom "flat tax", udlicitering og andre pragmatiske, realpolitiske løsninger på fundamentale problemer, er det at give borgerne mulighed for at flytte deres offentlige forbrug ikke perfekt. Men tænksomme fortalere for frie mennesker & frie markeder–og dét regner vi Punditokrater os selv for–anerkender, at sådanne kan være uenige om taktiske og realpolitiske løsninger, og at man må tage hatten af for, at der kan være alternative måder at forsøge at rykke i den rigtige retning på.

Idéen om at bruge "billetter" (vouchers) blev første gang lanceret i 1955, d.v.s. længe–25-30 år–før Haarder og andre begyndte at tale om den i det danske uddannelsessystem. Ophavsmanden var et af det 20. århundredes mest lysende profiler, Nobelprisvinderen Milton Friedman. Han spredte idéen til en række tænketanke, og i løbet af et par årtier kom den højt på den politiske dagsorden. Og "Uncle Milton" lyser, i en alder af knap 93, pænt ind i det 21. århundrede. Her er fra dagens Wall Street Journal hans forsvar for "billet-systemet" og perspektiver på, hvor vidt idéen faktisk kan tages:

"The original article was not a reaction to a perceived deficiency in schooling. The quality of schooling in the United States then was far better than it is now, and both my wife and I were satisfied with the public schools we had attended. My interest was in the philosophy of a free society. Education was the area that I happened to write on early. I then went on to consider other areas as well. The end result was "Capitalism and Freedom," published seven years later with the education article as one chapter. …

[F]inance and administration "could readily be separated. Governments could require a minimum of schooling financed by giving the parents vouchers redeemable for a given sum per child per year to be spent on purely educational services. … Denationalizing schooling," I went on, "would widen the range of choice available to parents. … If present public expenditure were made available to parents regardless of where they send their children, a wide variety of schools would spring up to meet the demand. … Here, as in other fields, competitive enterprise is likely to be far more efficient in meeting consumer demand than either nationalized enterprises or enterprises run to serve other purposes." … [We] have been repeatedly frustrated by the gulf between the clear and present need, the burning desire of parents to have more control over the schooling of their children, on the one hand, and the adamant and effective opposition of trade union leaders and educational administrators to any change that would in any way reduce their control of the educational system. …

The good news is that, despite these setbacks, public interest in and support for vouchers and tax credits continues to grow. Legislative proposals to channel government funds directly to students rather than to schools are under consideration in something like 20 states. Sooner or later there will be a breakthrough; we shall get a universal voucher plan in one or more states. When we do, a competitive private educational market serving parents who are free to choose the school they believe best for each child will demonstrate how it can revolutionize schooling."

For p….. da! Så frisk, klar og optimistisk gad jeg godt at være, når jeg er 93.

Er John Kerry dermed dum …?

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 8. juni 2005. 2 svar

Stop the press! Boston Globe og Associated Press har netop (mere end et halvt år efter præsidentvalget) afsløret, at Senator John Kerry (D) og præsident George W. Bush (R) som studerende på Yale College i 1960erne faktisk fik omtrent lige gode karakterer (eller rettere: lige dårlige). Det har ganske vist været kendt længe på nettet, at de to havde klaret sig omtrent lige godt skole- og testmæssigt, og at begge faktisk har en målt IQ pænt over gennemsnittet, men pudsigt nok er det først nu, længe efter valget, at MSM opdager det. På Yale fik ingen af de to nogen A'er (=10/11/13), mens Bush fik ét D mod Kerrys hele fem D'er. (Et sikkert tegn på, at Bush iøvrigt endog fik en bedre SAT-score (Scholastic Aptitude Test), da han søgte ind på college, er, at han har offentliggjort sin–og at Kerry ikke har.)

Man må forvente, at de danske medier næste gang, at Kerry stiller op til noget valg, herefter vil fremstille ham som en lallende og svagt begavet nar, som kun er kommet til tops p.g.a. familieforbindelser og faderens millioner …

Fogh, tronfølgen & grundloven

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 7. juni 2005. 1 svar

Vi var flere, der havde forventet, at nyheden om Kronprinsparrets forestående famlieudvidelse var ensbetydende med en tilnærmelsesvis 50-50 sandsynlighed for, at politikerne ville forhaste sig med at benytte chancen til at gennemføre en grundlovsrevision. Jeg skrev selv helt tilbage i 1999 en (lidt hårdt forkortet) kronik om, hvorfor dét ikke nødvendigvis var en god ting eller en nødvendig kobling af Tronfølgelov og Grundlov. Den har man enten husket i Statsministeriet, eller også har man nået til samme konklusion af anden vej.

Jeg havde en kommentar om emnet i dagens Berlingske Tidende, og her er et uddrag (da den ikke er alment tilgængelig på nettet):

"Da statsminister Anders Fogh Rasmussen i sin grundlovstale søndag foreslog, at man ændrer tronfølgeloven til fordel for den førstefødte uden hensyn til køn, men at man gør dette uden en samtidig, egentlig grundlovsrevision, var det af to årsager et strategisk mestertræk af de helt store. For det første er en revision af tronfølgeloven noget, som virker realpolitisk næsten uomgængeligt. Kommer man i en situation, hvor grundloven skal ændres af andre årsager, eller hvor kronprinsparret har fået en eller flere døtre før en søn, vil presset for at få ændret tronfølgeloven politisk set være uimodståeligt stort. Men for det andet vil en egentlig grundlovsrevision kunne åbne en Pandoras æske af mere eller mindre gennemtænkte eller meningsfulde forslag. Man behøver blot at se på forslagene fra Folketingets konkurrence om emnet for to år siden. Og fra venstrefløjens side har Aage Frandsen, Niels Helveg Petersen m.fl. længe presset på med forslag, der reelt vil ændre grundlovens ånd fundamentalt: fra at være et sæt af institutionelle spilleregler til at være en ideologisk opremsning af alt det gode, man synes, staten skal gøre. Statsministeren har givetvis ræsonneret, at en grundlovsrevision ville komme til primært at handle om tronfølgen, og at dét så ville kunne bære nok så meget skidt igennem. Det var netop dét, der skete i 1953, da man koblede tronfølgeloven med grundloven ved at lade den sidste referere til den første, og dermed fik så mange vælgere til at møde op ved folkeafstemningen, at man kunne klare det daværende krav om, at mindst 45 pct. af samtlige valgberettigede skulle stemme for en grundlovsændring. … Koblingen af temaerne var nok en effektiv måde at få folk til stemmeurnerne, men elegant var det ikke. Fremtrædende statsforfatningsretseksperter kritiserede da også, at man ikke adskilte de to emner i to separate afstemningstemaer: selve grundlovsrevisionen og den nye tronfølge, idet de to egentlig ikke har meget med hinanden at gøre, og at mange vælgere måske var tilhængere af det ene og modstandere af det andet. … Nu har statsministeren signaleret, at man i stedet kan gå en anden vej end selve grundlovsrevisionen. Man kan hurtigst muligt fremsætte et forslag om lov om ændring af tronfølgeloven af 27. marts 1953. Dette ændringsforslag behøver kun en lille ændring, hvor man sløjfer bisætningen »… søn går forud for datter, og …« (§2) og bestemmelsen »… med fortrin for broder …« (§3). Denne ændring kan man igangsætte allerede inden fødslen af kronprinsparrets barn, og dermed kommer udfaldet ikke til at være betinget af, hvad barnets køn bliver, og dermed undgår den uskik at lave lovgivning med baggrund i specifikke personer. Og så kan man efterfølgende behandle dette forslag som om, det var en grundlovsændring, det vil sige vedtage det igen efter nyvalg og endelig sende det til folkeafstemning. Og når man så engang kommer til at skulle revidere selve grundloven, bør man passende opdatere dennes §2, så den siger »… tronfølgeloven af 27. marts 1953 med senere ændringer …«. Fløjpolitisk er det en sejr, fordi venstrefløjen er sat skakmat: Man kan dårligt være modstander af denne ændring af tronfølgeloven, og man kan omvendt ikke gennemtrumfe, at hele grundloven skal ændres, hvis Venstre og De Konservative ikke er med. Men mere end dét, så vil denne opskrift give den fordel, at en eventuel dansk debat om en kommende dansk grundlovsrevision komme til at handle om substansen: Er en revision overhovedet påkrævet? Hvor skal fremtidens grænser gå mellem borgernes frihed og statsmagten? Osv. Dét kommer der givetvis en bedre debat ud af."