Kategoriarkiv: Peter Kurrild-Klitgaard

2008: Hillary Clinton mod George Allen II

Nærværende Punditokrat er tilsyneladende ikke den eneste, der tror på, at Senator George Allen (R-VA) vil være et oplagt (eller ihvertfald sandsynligt) bud på den næste Republikanske præsidentkandidat. Mine forudsigelser er tilsyneladende … ahem … blevet nærstuderet af den amerikanske højrefløj–eller også har de på mystisk vis nået de samme konklusioner.

Ihvertfald nåede en af mine personlige favorit-kommentator, Robert Novak (alias "The Prince of Darkness"), til samme konklusion–bare ti dage efter min kommentar om emnet. Og Washington Times i forrige uge slog fast i en artikel, at George Allen ved at modsætte sig de moderate Republikaneres handel med Demokraterne m.h.t. brugen af filibuster-reglen og udnævnelse af nye dommere, var gået hen og blevet en stjerne på den amerikanske højrefløj. Deler en række andre mindre kandidater højrefløjens stemmer ved primærvalget i 2008, vil Allen stå særdeles godt placeret.

Udenfor den amerikanske højrefløj, f.eks. hos Washington Post, er man også begyndt at fokusere på et Allen-kandidatur.Vi får se. Men holder det stik, så husk: I læste det hér først!

PS. Allen har endnu ikke erklæret, at han er præsidentkandidat, men han er p.t. aktiv med at besøge og fund-raise i New Hampshire–som altså ikke er en nabostat til Virginia (men derimod afholder det første primærvalg i 2008) …

Vi skåler for vore venner …

Om ca. to dage runder Punditokraterne ca. 10.000 unikke besøgende–og det efter kun to måneders eksistens. Det er vi ganske godt tilfredse med.Noget af dette skyldes, at folk er begyndt at linke til os. Det er jo pænt af dem. Så her gør vi lidt gengæld:

Danskere:
Hairpin-Bend
Ernst Hansen
Mranderson/Holocaust-Info
Raapil-Unplugged
Liberator/bRog
Uriasposten
Nina Højland
Danske Forskerblogs (klastrup.dk)
Lars Hvidberg
Kasper Kyndsberg
Hilli.dk
Liberalisten (velkommen til!)
Konservativ Ungdom
FinlandForThought
Kyssehund
VU Aarhus
Inklusiv os selv:
Nicolai Foss
Peter Kurrild-Klitgaard
Jesper Lau Hansen

Udland:
Adam Smith Blog
Tom G. Palmer Blog
Cafe Hayek Blog
Jacob Christensens blog
Johan Norberg
OnFocus.com
MungowitzEnd
Og selvfølgelig, ikke at forglemme:
?????????

Update:Derivatives Math (Lars Tyge Nielsen)

Den europæiske syge–set fra Vest

De franske og hollandske folkeafstemninger om EU-forfatningstraktaten har fået amerikanske kommentatorer til at se nærmere på, hvordan det egentlig går i Europa, når man sammenligner med USA. Det er et emne, vi kan lide.

Men de kan ikke lide, hvad de ser. De ser–ligesom Rumsfeld, der talte om et "Old Europe" og et "New Europe"–et kontinent, der er ramt af det samme, som man for en generation siden kaldte "den engelske syge". Stagnation, højere ledighed, kombineret med højere skatter og mere regulering.

Forskellene i udvikling mellem USA og Europa har været påfaldende i to årtier, men man behøver såmænd ikke at se længere end en lille bitte tabel fra Wall Street Journal forleden for at bemærke, at der ikke kun er tale om et fortidigt fænomen:

Two Economic Models: Rates for 2003-05 (1Q)
                    U.S.  EU    

Unemployment 5.6% 8.7%
Growth           3.7% 1.5%
Source: OECD

"Vissevasse!" kunne man sige. "Hvad er en forskel på 2 pct. mellem venner?" Et enkelt år: ikke så meget. Længere tid: ganske meget. Lad os se på to personer, A og B, der i år 0 begge har en indkomst på 200.000 kr. Men i de kommende år vokser A's indkomst med 3,7 pct. om året, mens B?s vokser med 1,5 pct. Efter ti år tjener A ca. 287.000, men B tjener synligt mindre, ca. 232.000 kr., om end dog kan følge med lidt. Efter 18 år–den tid, det tager et lille barn at blive voksen–tjener B kun 2/3 af A (ca. 261.000 kr. mod 385.000 kr.). Efter 33 år er A's indkomst det dobbelte af B's (663.000 kr. mod 327.000 kr.).

Så uanset hvad nogle siger, er det tilsyneladende størrelsen, det kommer an på! WSJ argumenterer i en leder om emnet for, at det netop er disse forskelle i vækst, der nu får europæerne til i utilfredshed at "nikse" EU-forfatningen:

"No one knows for sure to what extent economic anxiety influenced the decisive "Non!" by French and Dutch voters against the new European Union Constitution this week. But one thing is certain: The French and much of the rest of the European Union have much to be economically anxious about.

The French unemployment rate has hovered around 10% for nearly a decade, and almost half of the jobless have been out of work for at least a year. If the U.S had an unemployment rate as high as France, there would be about six million more non-working Americans–the equivalent of placing every worker in Michigan on the jobless rolls.

Our point here isn't to engage in gratuitous French-bashing. The truth is that the economic anemia afflicting France has become the standard bill of health to varying degrees in virtually all of the nations of Old Europe, particularly Germany and Italy. Once upon a time the intellectual elites in Europe and the U.S. trumpeted the economic accomplishments of European social welfare state policies. Today the conclusion is nearly inescapable that this economic model simply doesn't work to create jobs, wealth or dynamism. …

[The] U.S. has substantially outperformed Old Europe in wealth and job creation. The economic growth rate of the European Union nations since 2003 has limped along at about half that of the U.S. In the 1980s and '90s the U.S. created about 40 million new jobs; Western Europe created some 10 million, well over half of which were in the public sector. If this divergence in economic performance continues for 40 years, the American worker will be roughly twice as wealthy as his European counterpart."

WSJ argumenterer videre, at forskellene ultimativt skyldes Europas mere udprægede tendens til centralisme og styring:

"The Europeans have created a vast constellation of domestic policy interventions that are cloaked in the seductive rhetoric of compassion, fairness and cultural sophistication. These policies include highly generous welfare benefits for the unemployed; state ownership and subsidy of key industries (such as Airbus); rules that make it difficult to hire and fire workers; prohibitions against closing down plants; heavy protections of labor unions against competitive forces; mandatory worker benefit packages that include health insurance, child care allowances, paid parental leave, four to six weeks of vacation; shortened work weeks; and, alas, high taxes on business and labor to pay for these lavish benefits. In sum, European nations penalize work and subsidize non-work, and, no surprise, they have gotten a lot of the latter and far too little of the former. By contrast, the U.S. model–allegedly cruel and "laissez-faire"–has done much better both by economic growth and worker opportunity. ..

Og det handler også om EU:

"We have consistently supported European integration, especially the liberalizing and efficient force of the euro. But most of the economic maladies that face France and Germany today are incidental to whether the EU itself gains or loses power in the months and years ahead. In many ways the European Union has always been the right answer to the wrong question. The common market was originally established with economic goals in mind: to reduce trade barriers (which has been a good thing), followed years later by a single, stable currency (another good thing).

But the Brussels bureaucracy has to this day purposely ignored the Continent's central ailments: high tax rates, bloated welfare benefits and industrial policies that pick winners and losers, usually the latter. Those topics are essentially taboo in Brussels, which has pursued an economic "harmonization" strategy in part to inhibit the benign impact of tax cutting and tax competition among member countries by creating a de facto multi-state cartel. The nations that have prospered the most in recent years–Ireland in the 1990s, now the nations of Central Europe–are those that have resisted the harmonizing orders. Europe is now paying a high price for this failed experiment with welfare state socialism. Today's populist revolt against economic integration in France and Germany suggests that these nations remain mysteriously impervious to the need for change."

I New York Times (der næppe kan kaldes et loyalt redskab for Bush-administrationen eller en forlængelse af den religiøse højrefløj) har David Brooks i sin ugentlige klumme nogle beslægtede overvejelser. I en kommentar til den amerikanske venstrefløjs politiske udspil siger Brooks:

"[These] have already been enacted in Europe: generous welfare measures, ample labor protections, highly progressive tax rates, single-payer health care systems, zoning restrictions to limit big retailers, and cradle-to-grave middle-class subsidies supporting everything from child care to pension security. And yet far from thriving, continental Europe has endured a lost decade of relative decline.

Western Europeans seem to be suffering a crisis of confidence. Election results, whether in North Rhine-Westphalia or across France and the Netherlands, reveal electorates who have lost faith in their leaders, who are anxious about declining quality of life, who feel extraordinarily vulnerable to foreign competition – from the Chinese, the Americans, the Turks, even the Polish plumbers.
Anybody who has lived i
n Europe knows how delicio
us European life can be. But it is not the absolute standard of living that determines a people's morale, but the momentum. It is happier to live in a poor country that is moving forward – where expectations are high – than it is to live in an affluent country that is looking back.
Right now, Europeans seem to look to the future with more fear than hope. … The core fact is that the European model is foundering under the fact that billions of people are willing to work harder than the Europeans are. Europeans clearly love their way of life, but don't know how to sustain it. … This is the chief problem with the welfare state, which has nothing to do with the success or efficiency of any individual program. The liberal project of the postwar era has bred a stultifying conservatism, a fear of dynamic flexibility, a greater concern for guarding what exists than for creating what doesn't."

PS. Jeg har tidligere i flere avisklummer refereret til de interessante arbejder af de to svenske økonomer, Fredrik Bergström og Robert Gidehag: Bogen Sverige versus USA: En analys av tilväxtens betydelse (2004) og rapporten EU versus USA (2004). Begge kan anbefales, og det samme kan Olaf Gersemanns bog om et beslægtet emne, Cowboy Capitalism: European Myths, American Reality (2004).

Sverige versus USA: En analys av tilväxtens betydelse (2004) og rapporten EU versus USA (2004). Begge kan anbefales, og det samme kan Olaf Gersemanns bog om et beslægtet emne, Cowboy Capitalism: European Myths, American Reality (2004).Sverige versus USA: En analys av tilväxtens betydelse (2004) og rapporten EU versus USA (2004). Begge kan anbefales, og det samme kan Olaf Gersemanns bog om et beslægtet emne, Cowboy Capitalism: European Myths, American Reality (2004).

EUs forfatning

Som en politolog, der selv har forsøgt sig ud i forfatningsarkitektur (omend kun på amatørplan), havde jeg i sin tid bemærket med glæde, at The Economist faktisk havde skrevet et specifikt forslag, som er ikke så meget bedre end den foreliggende (og forkastede) forfatningstraktat. Siden havde jeg glemt det, men den er værd at genopfriske og sammenligne med det foreliggende.

Hat tip til Waldorf & de små uregerlige fætre over hos www.liberator.dk!

What are the odds …?

Jeg har et par praktiske tommelfingerregler i hverdagen, når jeg ikke er helt sikker på, hvad jeg egentlig selv skal mene om noget (og det sker):

  1. Jeg læser The Economist; i de 150 år siden Herbert Spencer arbejdede der som skribent, har de sjældent taget helt fejl.
  2. Alternativt læser jeg Wall Street Journal (og det sker næsten dagligt); de tager også sjældent fejl.
  3. Hvis både The Economist og Wall Street Journal mener det samme … Så er der som regel god grund til at springe ombord på deres galej (eller være alvorligt bekymret!).

Så hvad mener mine orakler om franskmændene og EU-nej'et? Well …

TE lavede allerede for to år siden en mindeværdig forside, hvor forfatningen lå i en skraldespand og med teksten "Where to file Europe's new constitution". Denne uges historie hedder "Dead, but not yet buried". Ouch!

Og her er så WSJ's leder fra i tirsdags:

"[President] Chirac asserted that the constitution was France's only bulwark against the encroachment of Anglo-Saxon-style capitalism. Meanwhile, Mr. Chirac's main political opponent in his own ruling party, Nicolas Sarkozy, argued for the constitution on the same grounds that the no camp argued against it–that it would help France by forcing it to reform its bloated welfare state, create more jobs and increase economic growth. We think Mr. Chirac's view of the actual document is the closest to the truth–that it would have enhanced the leverage of French socialism on the Continent–which is why it's just as well that it was defeated. Probably the underlying sentiment among "no" voters was their rejection of the paternalism with which this constitution, along with so many other EU initiatives, was sold to the public. Europeans are increasingly tired of being told to take their medicine and not ask too many questions. …Once this document dies the death it deserves, the europhiles may conclude that the next time they draft a constitution they'll have to listen more closely to the people it purports to represent."

Triple-ouch!

The mother of all blogs

Atlas Economic Research Foundation–der er en slags koordinator af arbejdet i liberale og konservative tænketanke verden over–har nu lanceret en "blog-hub", hvor et stort antal frihedsorienterede blogs syndikeres og linkes til. Den er et besøg værd.

The Hillary Meter

Amerikanerne elsker al slags statistik og "ratings", så her er … The Hillary Meter. Den innovative amerikanske entreprenør og nu i de seneste år også meningsmåler Scott Rasmussen har ladet sit meningsmålingsfirma, Rasmussen Reports, udarbejde et jævnligt opdateret mål for, hvor henholdsvis højre- eller venstreorienteret Hillary Clinton opfattes blandt vælgerne–samt hvor populær hun iøvrigt er. Det skulle være en god indikator for, hvor målrettet–og hvor succesrigt–hun efterstræber præsidentposten i 2008. Fru Clinton ligger p.t. fortsat godt til venstre i det politiske spektrum (som opfattet af de amerikanske vælgere). Men mon dog det fortsætter …?

Følg Rasmussen Reports. De var blandt de meningsmålere, der ved sidste præsidentvalg ramte mest præcist.

Mere og mere og mere fred

Julian Simon havde ret. Uanset hvor dårligt vi måtte føle, at det går (og uanset hvor meget venstrefløjens dystopister måtte ønske det), går det faktisk bedre og bedre for menneskeheden. Her er lidt interessant anekdotisk statistik fra en ny klumme af den udmærkede NYT-klummeskriver, John Tierney:

  • I en typisk menneskegrav fra stenalderen var op mod halvdelen døde af voldelige årsager.
  • En fjerdedel af jæger-samler samfundenes mænd døde i krig.
  • I det 20. århundrede var der–selv med to verdenskrige, Hitler og Stalin, Mao og Pol-Pot, Che Guevara og Robert Mugabe–mindre end 2 pct. sandsynlighed for, at et menneske ville blive et offer for krig eller massemord.
  • I dag er risikoen for at dø under sådanne omstændigheder ca. ¼ af risikoen for at dø ved et biluheld.  Og University of Marylands tilbagevendende studie om "Peace & Conflict" viser, at antallet og intensiteten af væbnede konflikter fortsætter med at falde.

Så måske de gamle Whig-historikere alligevel havde ret? Gad vide, hvornår en sådan vinklet historie bliver hovedhistorien i TV-Avisen eller TV2-Nyhederne? Don't hold your breath!

Professor Lomborg

Min gamle studenter- og adjunktkollega, Bjørn Lomborg, har nok kunnet høre kasseapparaterne ringe højt og længe, men det har hidtil haltet med den akademiske anerkendelse fra fagfæller. I Jantelovens fædreland har man haft travlt med at rynke på næsen over én, der ikke blot siger noget politisk ukorrekt, men til med gør det med høj og klar stemme og uden at sætte sit lys under en skæppe.

Men nu det ihvertfald delvist slut: Copenhagen Business School har udnævnt Lomborg til adjungeret professor, og det markeres med en tiltrædelsesforelæsning på fredag.

Tillykke med det til Bjørn og CBS.

Skatteministerens nødvendige redskab?

Min med-Punditokrat Mikael Jalving kommenterede i sin Groft Sagt-kommentar lørdag meget passende skatteminister Kristian Jensens ludomani-udspil:

"Skatteminister Kristian Jensen, der repræsenterer et parti, der kalder sig liberalt, og en regering, der kalder sig borgerlig, oplyser nu den spilleglade befolkning om, at dens ludomani skal kortlægges. … Kære Kristian Jensen, nu skal jeg fortælle dig, hvad det er, du har gang i: Du spiller ludo med dit erklæret liberale sindelag, og nogen, f.eks. din chef, burde slå dig hjem eller i det mindste rykke dig tilbage til start. Du er en liberal ludoman, der klatter hele dit liberale renommé væk i ét sølle træk."

Det er ikke bare godt sagt, men rammende. Men faktisk er det kun toppen af isbjerget. Kristian Jensen, der før sin ministertid markerede sig som relativt principfast liberal, synes nu på rekordtid at være gået på rygrads- og holdningsmæssig stand-by. Jeg taler her ikke om, at han ikke dagligt farer ud med brask og bram imod skattetryk, skattevæsen og -uvæsen, o.s.v. Det kan man ikke forvente af manden eller nogen anden toppolitiker; en sådan bliver nødvendigvis i et eller andet omfang nødt til at affinde sig med de herskende forholds omfang og karakter (ellers ophører han snart med at være toppolitiker).

Dét, jeg taler om, er det for denne regering (og tilsyneladende enhver anden borgerlig-liberal af slagsen) så typiske (og symptomatiske): At man simpelthen holder op med at "checke" ens rygrad af. At man uden videre gummistempler, hvad embedsmændene placerer foran én. At man partout skal sige noget for at sige noget. At man skal gøre noget for at være synlig.Men sæt dog foden ned! Hold da op med at iværksætte de uliberale initiativer, som du ikke strengt taget er tvungent til.

Hvad mener jeg konkret? Tag et kik på bare nogle to af ministerens udspil fra én og samme dag:

  • Pressemeddelelse, 28/04/2005: Nye regler om såkaldte "narkotikaprækursorer", der er–med ministeriets egne ord–"gængse kemiske varer" med "mange lovlige anvendelsesformål" som f. eks. acetone, eddikesyre eller saltsyre. Dem må man (staten) nu regulere, fordi de kan anvendes til også at lave ting med, som man (borgerne) ikke må f.eks. ulovlig fremstilling af narkotika. "Jeg er glad for, at vi nu har fået denne lovgivning på plads. Det er meget vigtigt at ToldSkat har de nødvendige redskaber til at bekæmpe en sådan ulovlig fremstilling af narkotika", siger skatteministeren. "Reglerne vil regulere handelen … Der er bl.a. regler om erhvervelse af licens, om fremlæggelse af dokumentation ved import og eksport og om indberetning til ToldSkat vedrørende usædvanlige ordrer." Men her vil jeg så foreslå et par andre mulige, alternative områder, der kan reguleres yderligere af ToldSkat: kameraer (kan bruges til at fremstille ulovlig pornografi med!), mursten og haveskuffejern (kan anvendes voldeligt!), legetøj der ligger og flyder (kan forårsage ulykker i hjemmet!), glasflasker og gummislanger (hey! hvis man er bange for, hvad der kan bruges til narko-relaterede ting, skal man bare slå vejen forbi Roskilde Festival eller et dansk gymnasium for inspiration), o.s.v., o.s.v.
  • Pressemeddelelse, 28/04/2005: "Skrappere regler mod skatte- og afgiftssnyd" omfattende bl.a., at ToldSkat får ret til at beslaglægge produkter, varer eller emballager omfattet af pantordningen eller tage produkterne mv. i forvaring. "Dette skal sikre en mere effektiv kontrol med overholdelsen af pantreglerne." (Hvad med at foreslå, at staten blandede sig uden om panten?). Det omfatter også, at ToldSkat får adgang til at foretage kontrol på f.eks. byggepladser "for ved selvsyn at konstatere, om der er overensstemmelse mellem de oplysninger, myndighederne har fået fra hovedentreprenøren om underentreprenører og ansatte, og den faktiske virkelighed ude på arbejdsstedet." (Altså en krænkelse af privat ejendom uden dommerkendelse.) Det omfatter også, at ToldSkat får mulighed for at pålægge en virksomhed at føre logbog over de ansatte i virksomheden. "Det sikrer, at der sker en registrering af de ansatte allerede fra første arbejdsdag." (Ja, væk er de tider, hvor borgerligt-liberale mente, at det ikke var statens opgave at registrere private borgere.) Og ToldSkat kan, "hvis der er rod i regnskaberne", lade en revisor udarbejde regnskabet for den erhvervsdrivende og på dennes regning. (Ja–er rod i regnskaberne noget, som hører til statsmagtens absolutte kerneopgaver at gardere samfundet imod?) "Det er uholdbart, når lovlydige virksomheder udsættes for en unfair konkurrence fra andre virksomheder, der snyder med betalingen af skatter og afgifter?, siger skatteminister Kristian Jensen. (Men hvis det er "uholdbart", er det så også uholdbart, at skatteniveauet er forskellig fra land til land, ligesom socialisterne siger? Jeg troede sådan set, at skattesnyd var udtryk for, at det var skattetrykket, som var uholdbart højt.) … "Jeg er meget tilfreds med, at ToldSkat nu har fået yderligere værktøjer til bekæmpelse af snyd med skatter og afgifter."

Skatteministeren er tilsyneladende en stor tilhænger af formuleringen "nødvendige redskaber". Vi foreslår, at han anskaffer sig et for en liberal minister anvendeligt redskab: et styk rygrad.

Filantroper, filosoffer og det frie marked II

Vi omtalte fornylig James Pieresons artikel "Investing in Conservative Ideas" i Commentary om den langsigtede betydning det havde haft for den amerikanske idédebat, at nogle dele af amerikansk erhvervsliv tog en chance og støttede mere ideologiske projekter. Nu har manden en ny artikel, nemlig en kronik, "Investing in the Right Ideas", i Wall Street Journal, hvori han behandler samme emne.

Det kan være værd at bemærke, hvor stor betydning Piereson tillægger én eneste bog:

"The seminal influence on these funders was F.A. Hayek's "The Road to Serfdom," published in London in 1944 and in the U.S. the following year. This slender volume, an articulate call to battle against socialism, turned its author, then an obscure professor at the London School of Economics, into an enduring hero among conservatives and classical liberals on both sides of the Atlantic. No other writer at the time had made the case against collectivist ideas and policies with such audacity and clarity. For this reason alone, "The Road to Serfdom" quickly became a reference point for those with misgivings about the expanding welfare state. Named in many surveys as one of the most influential books of the 20th century, "The Road to Serfdom" caused something of a sensation when first published, provoking reviews and comment from such leading figures as John Maynard Keynes and George Orwell, and scathing rebukes and rebuttals from scores of lesser lights. A condensed version, brought out in 1945 by Reader's Digest, reached over two million of the magazine's subscribers and aroused enough interest to bring Hayek to the U.S. for a national lecture tour.

"The Road to Serfdom" advanced two broad themes, one negative and the other positive. The first was that socialism leads almost inevitably to tyranny and the loss of liberty in all of its forms. The second was that the antidote to socialism is to be found in the revival of classical liberalism as articulated by British-Enlightenment thinkers like Adam Smith, David Hume and Edmund Burke. The book was in some ways highly pessimistic, for socialism was advancing everywhere and appeared irresistible. (As if to confirm Hayek's analysis, England's 1945 parliamentary election saw the Labour Party winning on a platform that called explicitly for the nationalization of British industry, and the victorious party proceeded to make good on its promise.) At the same time, Hayek saw a way out through the revival of a tradition of thought that was in the process of being lost.

As for present-day conservatism, in Hayek's view it suffered from a fatal weakness. Because it relied on tradition rather than principle, it could slow down or resist but never fundamentally alter the direction in which events were moving."

Man skal kende sine allierede

Selv blandt Punditokrater er der næppe fuldstændigt fo'slaw m.h.t. EU i almindelighed og den nye forfatningstraktat i særdeleshed. Og så ville det jo være så dejligt, hvis der var det blandt andre. Man kan jo f.eks. se på sine fjender, deres holdninger, argumenter, o.s.v., og så tage bestik derefter. "Min credo er som tilforn: Alt hvad I er imod, er jeg for", o.s.v.

Man kunne eksempelvis notere sig, som Berlingske Tidende gør markant i dag (og her), at stadigt flere borgerligt-liberale intellektuelle og debattører er blevet EU-skeptikere, og omvendt at over 100 mio. europæiske socialister synes, at EU er blevet en fantastisk ting?og den tidl. EF-modstander-men-så-EU-kommissær Ritt Bjerregaard har jo selv sagt, at EU nu er "et socialdemokratisk projekt".

Men selv den gode Berlingske Tidende kan alligevel forplumre, hvad der så ellers kunne være så let–for på selv samme side, som man omtaler de borgerligt-liberale EU-skeptikere, har man to andre artikler, der gør det hele lidt … uklart.

I den ene siger Svend Auken:

"Jeg er enig med Jacques Delors, der siger, at det farlige ved denne her nej-protest, det er, at den svækker alt det, som dem der siger nej, i virkeligheden gerne ville styrke.* Det er det politiske Europa og det sociale Europa … hvis vi svækker det, så overlades der mere og mere til markedskræfterne, og specielt USA får en helt dominerende placering internationalt."

Nu behøver man jo ikke at tage ethvert udsagn fra Svend Auken helt bogstaveligt, men omvendt behøver man jo heller ikke at afvise et udsagn, alene fordi det kommer fra ham. Og altså: et nederlag vil være en sejr for markedstilhængere (liberalister), amerikanere (storkapitalen) og deslige.

Men, som briterne ville sige, "The plot thickens …".

I den anden ende af spektret (og på den anden halvdel af samme avisside) melder den selvbestaltede prætendent til den franske kongetrone, den såkaldte HKH Prins Henri, Greve af Paris og Hertug af Frankrig, sig på banen. Nu skal man ikke tage hans status så pokkers alvorligt–han tilhører faktisk en af Bourbon?ernes alleryngste linier, og der er alvorlige forfatnings- og successionsmæssige svagheder i hans prætentioner. Men det er, som man siger, en helt anden historie, og i betragtning af, at han dog udgiver sig for at være arving til sin forfader Charlemagnes trone, kunne det dog være interessant at få hans perspektiv med på EU:

"Jeg støtter de svageste–de, der har mindst–og stemmer nej til forfatningen. Den ultraliberale kapitals Europa bør dø den 29. maj."

Nærværende Punditokrat er forvirret. Hvis det bliver et ja, er det en sejr for liberalismen og markedskræfterne–men hvis det bliver et nej, så er det sørme også en sejr for liberalismen og markedskræfterne. Det skulle jo unægtelig fylde nogle af os med glæde og begejstring–en slags "vind/vind"-situation. Men … sådan plejer det jo ikke at hænge sammen i politik, så udover at være forvirret, kunne man måske også frygte, at det bliver en slags "tab/tab".

Damn' if you do, damn? if you don't.

* Feinschmeckere med sans for både retorik og politisk historie vil her bemærke en variant af det engang så herostratisk berømte udsagn "Dét, som Svend mener, er …", men her vel at mærke anvendt af objektet selv i en slags samstemmighed med det tidligere subjekt.

Ugens citater: Lars "von" Trier om frihed, Bush og verden

Fra sidste uges bundløse dybder i Cannes rapporterede Jyllands-Posten disse interessante filosofiske ræsonnementer:

“Grunden til, at der ikke er svar i min film, er, at det ud fra et samfundsmæssigt synspunkt gælder om at holde spørgsmålene åbne. Sådan at forstå, at et ord ikke bare hedder demokrati. For demokrati er ikke bare demokrati. Demokrati er noget, der bliver nødt til at blive diskuteret og genopfrisket hele tiden. Det samme gælder ordet frihed. Spørgsmålene skal være åbne. Ellers bliver demokrati og frihed ord, som vi alligevel ikke er enige om betydningen af.”

Så altså noget skal ikke bare være, hvad det er, men evt. også være en masse andet, inkl. ting som det ellers ikke er. Frihed og demokrati for nogle kan f.eks. godt blive opfattet som ufrihed og mangel på demokrati af andre, og fordi nogle kan opfatte ting anderledes end andre, er der ikke noget, der nødvendigvis er, hvad det er–og det bliver vi nødt til at diskutere. Men hvordan kan man diskutere sig frem til “noget”–en slags konklusion–hvis intet er rigtigere end andet. Hmmm.

Og videre:

“Jeg tror ikke på, at der ligger oliemillioner, taktiske manøvrer og andet bag [Bush]. Han kan kun gøre, hvad han gør, hvis han mener det. Alt andet er umenneskeligt. Dybest set tror han på, at det bliver en bedre verden. Det tror jeg også, at Stalin og Hitler og alle dem gjorde.”

Så altså en slags syllogisme: 1. Bush ønsker en bedre verden. 2. Stalin og Hitler ønsker en bedre verden. –> 3. Bush = Stalin og Hitler. Eller hva’?

Vi lader de smukke og indsigtsfulde levende billeder stå og flimre et øjeblik.

Kraften er med SWIII: ROTS

Ok, så fik jeg set Star Wars III: Revenge of the Sith. Og hvad synes jeg så? Var den god i sig selv? Var den en passende "afslutning" på en stor serie? Var den politisk korrekt og anti-Bush?

Ja, jeg synes, at den var god: Den var relativt underholdende, fik sat historien på plads og flettet tråde, var filmisk ekstremt flot og var passende dyster, og den var ubetinget den bedste i den nye "prequel" trilogi. Ja, jeg synes, at teknikken tog lidt overhånd, og ja, selvom historien blev knyttet sammen, er der både gabende huller og decideret fjollede uforståeligheder.

Men ja, først og sidst: jeg mener fortsat, at det er en fantastisk frihedsorienteret historie, om kampen mellem det gode og det onde, mellem frihed og tyranni.

Det kom klarest til udtryk i en af filmens mest centrale scener, hvor kansler Palpatine har afsløret sig som Darth Sidious, har indledt angrebet på Jedi-ridderne og med et forvredent ansigtsudtryk udbryder i et halvtorgastisk skrig, hvad han nu har opnået: "… unlimited power!"

Og jeg syntes godt om scenen, hvor Padmé Amidala deltager som senator, da senatet vedtager at afskaffe sig selv og overgive al magt til kansleren som kejser i det nye galaktiske imperium som skal erstatte republikken: "So this is how liberty dies? To thunderous applause." Det er desværre set for mange gange udenfor filmlærredet.

Der er også to fine scener mellem Palpatine og Anakin Skywalker, hvor førstnævnte afslører sig som en moralsk relativist og en magthungrende opportunist, og hvor der klart er en sammenhæng mellem de to aspekter. "Good is a point of view" siger Palpatine affærdigende over den unge Skywalkers endnu naive moral, og lidt senere: "If one is to understand the great mystery, one must study all its aspects, not just the dogmatic, narrow view of the Jedi." Altså, man skal ikke kun være skeptisk overfor "kraften" og bruge den fornuftigt; man skal også se potentialet i dens mørke sider.

MEN … det er klart, at der også har sneget sig lidt politisk korrekthed ind, og det er tydeligt, at der var et par indsatte "hip", der var rettet mod Bush, og som uden tvivl ville have lydt i hvert fald lidt anderledes, hvis filmen havde været lavet for 28, 18, otte eller blot fire år siden.

Heldigvis var begge dele relativt beskedne i forhold til historiens hovedtema.

Eksemplet på politisk korrekthed er den af David Gress og National Review Online omtalte indledningstekst om, at der i klone-krigene "var helte på alle sider og ondskab alle steder". Det er faktisk lidt svært at få øje på heltene på "mørkets side", hvor den mindst onde formodentlig er Anakin Skywalker/Darth Vader–og han slår i denne film små, uskyldige børn ihjel! Og at kalde klonerne for helte er jo decideret absurd (for så vidt at "heroisk" er noget, mennesker er–ikke maskiner).

Irriterende er også den post-moderne formulering fra Padmé om at "This war happened because of a failure to listen." Nej–krige begynder ikke fordi folk ikke taler nok sammen eller lytter nok: De begynder, fordi nogle synes, at det er ok at anvende vold mod andre.

Det efter min mening mest inderligt irriterende er derimod i filmens dramatiske højdepunkt: lyssværdskampen på vulkanens rand, mellem Obi-wan Kenobi og Anakin Skywalker. Skywalker hylder her imperiet som garantien for, at magten nu kan bruges til at nå gode mål med, og at den kan garantere fred og sikkerhed, og at dem, der er imod dette, er imod Anakin. Hertil svarer Obi-Wan, at kun en mørkets fyrste taler i sådanne moralske absolutheder.

Det irriterende ved dette er efter min mening ikke så meget, at dialogen tydeligvis er blevet passet til, så den kan give associationer til Bush-regeringens argumenter i krigen mod terror. (Sammenlign Anakins "If you're not with me, you're my enemy." med Bushs "Either you are with us, or you are with the terrorists.") Jeg mener sådan set, at det er sundt nok at minde amerikanerne (og alle andre) om, at dét at opgive noget af ens frihed af hensyn til ?trygheden? kan være en farlig handel?og én som man ofte kun kommer til at lave én gang.

Det afsindigt irriterende er derimod, at replikken er i direkte og skærende kontrast til det billede af Sith-fyrsten, Darth Sidious, der er blevet tegnet blot kort før: som netop moralsk relativist. Der er intet absolut over Sith-fyrsten andet end den absolutte magt–og det er tydeligvis ikke det, Kenobi refererer til.

Og i selv samme sene siger Obi-Wan: "Don't you see? Chancellor Palpatine is evil!", hvortil Anakin svarer, "From my point of view, he is good." Altså, her giver Obi-Wan netop udtryk for, at der er moralske værdier, hvorimod Anakin giver udtryk for en slags post-moderne relativisme.

Her–som i den indledende tekst om "helte på begge sider" og i Padmés ord om dialog–virker det vitterligt som om, at den gode George Lucas (som så mange amerikanere) har forvekslet det at være frisindet og tolerant med det partout at skulle være relativist. Det er manuskriptændringer, der ikke blot er overflødige men direkte i strid med resten af film-seriens ånd, og det kunne man have været foruden.

Men, men … I det store billede var dét detaljer. Og de kompenseres meget godt af "mørkets kræfter" i størstedelen af serien ganske klart er venstreorienterede: Tilhængere af en stor offentlig sektor, handelsprotektionisme og modstandere af frihed, konstitutionalisme og magtdeling. Og skal man endelig se lighedspunkter mellem kansler Palpatine/Darth Sidious/kejseren–altså en relativistisk politiker, der undergraver friheder og konstitutionalisme og tilraner sig magt–så er der langt mere klare og nære eksempler end George W. Bush, og de er stort set alle venstreorienterede i et eller andet omfang (Fidel Castro, Robert Mugabe, Hugo Chavez, Vladimir Putin, Saddam Hussein, Tony Blair). I mellemtiden har den udmærkede John Tierney (som vi tidligere har omtalt) dette noget andet (og ikke uinteressante) "take" på filmen.

PS. Hayden Christensen er en forfærdelig skuespiller! Han har to ansigtsudtryk: ét tomt og ét, hvor han ligner en ung Christopher Lambert i første halvdel af Greystoke. Christensens bedste scener var i filmens sidste ti minutter … 😉
PPS. Natalie Portmans fine skuespiltalent er her klart underudnyttet. Til gengæld har hun jo ihvertfald én anden, ganske væsentlig kvalitet, som dårlig instruktion ikke kan spolere.

Intet nyt fra vestfronten (er godt nyt)

Dr. Alan Reynolds fra Cato Institute havde i forgårs denne interessante kronik i Wall Street Journal i tilknytning til debatten om social mobilitet i USA. Reynolds argumenterer, at den sociale mobilitet i USA fortsat er rekordhøj, og at den afgørende forskel er familiens opbakning og mulighederne for at gøre en ekstra indsats og nyde frugterne deraf.

Hat tip til min gamle ven, Tom Palmer!

Filantroper, filosoffer og det frie marked

Den amerikanske konservative Commentary Magazine har en interessant artikel om den rolle, som fonde og erhvervsliv har spillet (og ikke har spillet) med hensyn til at støtte amerikanske konservative/liberalistiske organisationer og tænketanke–og derigennem påvirke amerikansk samfundsdebat. Én konklusion er nok, at det ikke er toppen af amerikansk erhvervsliv, der har gidet støtte sådanne; en anden er, at dem, der har gidet, i virkeligheden har haft stor indflydelse. Artiklen bør nok især læses med interesse af ledelsen for CEPOS og dem, der støtter (og ikke støtter), dette fortrinlige projekt.

Hat tip til David Gress!

PS. Vil man læse om den "anden side" i forhold til erhvervslivet–de intellektuelle–og vil man forstå, hvorfor så mange af dem intuitivt er så fjendtlige overfor et frit samfund, så er et af de bedste steder at begynde Robert Nozicks fremragende essay "Why Do Intellectuals Oppose Capitalism?".

May the force be with you …

Mange er gennem tidens løb blevet klar over, at George Lucas formodentlig skjuler en frihedselskende liberal bag sin Hollywood-maske–der er ihvertfald en hel kult af folk, der har læst libertære politisk-ideologiske budskaber ind i hans film (f.eks. Samizdata.net).

Og i dagens anledning–hvis De skulle være i tvivl: den 28 år ventede premiere på Star Wars III–leverer Punditokraterne et par relevante link. Bare sådan lige for at markere, at der i hjertet på enhver mere eller mindre gråsprængt Punditokrat gemmer sig en lille dreng–f.eks. én der for ca. 28 år siden, som pre-pubertær knægt, tryglede den lokale kioskejer om den Star Wars-plakat, han havde hængede som reklame i sin lille butik på Læssøegade, og som brugte en lommelygte til at illudere det lyssværd, han kunne bekæmpe "The Evil Empire" med. (Eller var det en anden historie?)

Økonomen Mark Thornton havde i sidste uge denne artikel på Misesblog ("What is the 'Dark Side' and Why Do Some People Choose It?"), og den er en fortsættelse af et par tidligere om samme emne. Jeg skal selv se filmen på søndag–and may the force be with you too …

Forskning og fakta om fred og frihed

Den amerikanske samfundsforsker, professor R.J. Rummel har i en lang årrække forsket i sammenhængene mellem på den ene side frihed (personlig, økonomisk og politisk) og på den anden side krig, folkemord og politisk vold. Han har længe haft websitet “Power Kills”, hvor han har placeret en lang række af sine arbejder og datasamlinger, men har nu også lanceret bloggen “Freedom’s Peace”. Begge er et besøg værd, hvis man er interesseret i empirisk orienteret forskning, der overvældende bekræfter, at frihed er godt for de fleste ting i livet.

Frihedens forfatning II

Punditokraterne omtalte fornylig New York Times Magazine's artikel om de klassisk-liberale/frimarkedsorienterede konservative amerikanske jurister, der i en årrække har kæmpet for en tilbagevending til den fortolkning af den amerikanske forfatning, som var fremherskende før New Deal–d.v.s. med relativt snævre rammer for, hvad forbundsstaten kan varetage af opgaver.

Jeffrey Rosens artikel vakte en del opsigt–især i denne tid, hvor der netop er en intens kamp om dommerudnævnelser i senatet, og hvor man står overfor formodentlig en eller to udskiftninger i Højesteret inden årets udgang.

Nu har min bekendt, Dr. Michael S. Greve fra American Enterprise Institute–én af dem der var portrætteret i Rosens artikel–svaret igen på denne med en ny artikel, og det går ikke stille for sig. Greves hovedbudskab er, at ja–den amerikanske forfatning er truet, men det er ikke af liberalistiske eller konservative jurister:

"Everybody, chill. Libertarians are notoriously incapable of planning a lunch. With the lone and arguable exception of Justice Clarence Thomas, all sitting justices have time and again reaffirmed New Deal precedents and shunned opportunities to limit their reach. The Rehnquist Court's federalism "revolution"–the principal target of liberal wrath–consists of margin-nibbling decisions that no ordinary American has heard of, and recent (and, probably, forthcoming) decisions strongly signal an abandonment. At the same time, the supposedly conservative Court has cranked out an amazing array of newfangled rights, especially on sexual mores. In short, I despair of our supposed plans for toppling the New Deal."

For Greve er den amerikanske forfatning derimod truet af jurister, der lader sig inspirere af europæernes måde at tænke i forfatninger på, "La Constitution" …:

"The proposed European Constitution, signed in 2004 and now awaiting ratification by member states of the European Union, spans 448 articles, including social-democratic rights to warm progressive hearts–"respect for his or her physical and mental integrity," "access to preventive health care," and "continuing education." Voters in the various EU countries may get to vote on the monstrosity, or they may not, for fear that they might reject it.

Consistent with past European practice, such as adoption of the Maastricht Treaty to cement the European Union, those who do get to vote will probably be obliged to do so until they approve. A no vote, French President Jacques Chirac has threatened, means the end of Europe.

What a yes vote means isn't exactly clear. Despite its stupendous length, the constitution leaves crucial questions–including taxing and military authorities–for a later day. A constitution, European officials say, is a "process." No backsliding from the accumulated mistakes, ever-forward movement toward ever-closer union. We will tell you later what it means and where it will end.This breed of constitutionalism differs from that of the American Founders, who confronted elected state conventions with an up-or-down choice on a Constitution of clearly defined powers and restrictions."

Man kan sige meget om amerikanske jurister–og jeg er gift med én, der nærmest er en af slagsen, så jeg er lidt (positivt) forudindtaget (og Greve selv er iøvrigt tysk)–men i lyset af den on/off småt derudaf tøffende hjemlige debat om en evt. grundlovsændring, hvor det synes som om, at det nyeste årtusindes væsentligste konstitutionelle spørgsmål er relateret til kønnet på HKH Kronprinsessens kommende barn, så må man sige, at den amerikanske forfatningsdebat finder sted på et noget højere plan. Hvem er klar til at gå i brechen for at give en evt. kommende dansk grundlovsdebat et niveau og et indhold, der er mere visionært og dybsindigt end, hvad … ahem … Niels Helveg Petersen og Aage Frandsen hidtil har kunnet levere?

Elitær maternalisme

Jeg havde i forgårs min faste klumme i Berlingske, hvor jeg stak lidt til Det Radikale Venstre, som snart fylder 100 år. Den er ikke alment tilgængeligt på nettet, så her er lidt uddrag:

"Engang i 1980erne lød en spydig, men tyndslidt vits, at en Radikal var en person, der ville dø af sult ved et tag-selv-bord. Det var dengang, da de Radikale i et årti lå som tungen på den parlamentariske vægtskål, og hvor man lavede økonomisk politik til højre og førte udenrigspolitik til venstre.

Men det var ikke en unaturlig rolle for de Radikale. Partiet er i sit udgangspunkt grundlæggende et borgerligt-liberalt parti, som historisk har omfavnet værdier som frihed og demokrati, markedsøkonomi og ansvarlighed, retsstat og konstitutionalisme, og som derfor let kunne samarbejde med Venstre og de Konservative. Omvendt har partiet også sine ubetvivlelige pacifistiske og kulturradikale islæt, som gjorde det til en naturlig samarbejdspartner for venstrefløjen. Man stod med arven fra husmændene endnu lidt med ét ben blandt de liberale selvejere og med et andet blandt de kulturradikale akademikere.

Sådan er det ikke i dag. Når partiet i næste uge kan fejre 100 år, har man fuldendt en ideologisk drejning og en social fornyelse. For blot et år siden var der ellers tegn på, at de Radikale kunne blive en slags liberal udfordring til regeringen. Venstre, de Konservative og Dansk Folkeparti har siden midten af 1990erne alle synligt bevæget sig mod midten af dansk politik, og på bl.a. skattepolitikken og retspolitikken markerede de Radikale en position, der ikke mindede om hverken regeringens flertal eller venstrefløjen.

Men nu er der langt mellem de liberale snapse – lige bortset fra udspillet om at sænke marginalskatterne, og det var endda et forslag, som brillerede ved både at kunne tiltrække højtlønnede vælgere og være et gratis løfte, fordi både Socialdemokraterne og til dels V og DF havde sagt, at det ville man ikke være med til. Man vil ændre bilbeskatningen med det erklærede mål at gøre det dyrere at have en bil – men det er også let nok, når man ikke længere har vælgere på landet. Man melder gladelig ud, at rygning skal forbydes i alle offentlige bygninger, restauranter m.v. Man vil gøre det kriminelt at gå til prostituerede. Man vil censurere reklamer med »seksuelle undertoner«. Man ville udøve sindelagskontrol over for den italienske EU-kommissærkandidat Rocco Buttiglione, desuagtet at han svor at ville respektere alle demokratiske beslutninger og rettigheder: Man dømte ham politisk ukorrekt, fordi han tillod sig som privatperson at mene, at nogle handlinger er mindre moralske end andre. Og partiets nestor, Niels Helveg Petersen, genfremfører nu et grundlovsudkast, der vil indebære en gennemgribende politisk socialisering af stort set alle dele af samfundet, som man skal helt tilbage til 1970erne for at høre en dansk toppolitiker forfægte.

Alt i alt en politik, der ligger mere på linje med en maternalistisk teknokrats tankegang end en frisindet husmands. Men det er måske ikke tilfældigt, at skiftet er sket samtidigt med, at man er gået fra at være husmændenes parti til at være partiet for den højtlønnede, offentligt ansatte, akademiske elite. Man siger, at hunde og deres ejere med tiden kommer til at ligne hinanden, og sådan er det nok også med partier og deres vælgere. I dag er der ikke én eneste husmand i den radikale folketingsgruppe, som til gengæld er velsignet med 100 pct. akademikere. Ifølge Magtudredningen er partiet med de absolut mest vellønnede vælgere. En Vilstrup-undersøgelse, foretaget for Dansk Aktionærforening i vinteren 2004, viste tillige, at næsten en tredjedel af SR-vælgerne har friværdi i deres bolig på over 500.000 kr. og en stor gruppe runder 1 mio. kr. - blandt de Radikale hele en femtedel. … Partiet repræsenterer dem, der nyder godt af en stor offentlig sektor, og som hele deres liv har beskæftiget sig med at planlægge andres liv. Der skal også nok blive fejret behørigt luksuriøst, når partiet runder de 100."