Kategoriarkiv: Peter Kurrild-Klitgaard

Femten fede til Frederik

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 11. maj 2005. 1 svar

De seneste par dage har vi her og i Berlingske Tidende set en opblomstring af en pudsig?og noget kunstig og søgt?debat om Grundtvig og liberalisme. Nogle indlæg har været sprogligt usammenhængende, intellektuelt selvmodsigende og decideret fjollede, mens andre har været tænksomme og indsigtsfulde (f.eks. Henrik Gade Jensen, der altid har noget interessant at bidrage med), eller morsomme og snusfornuftige (som Jan E. Jørgensen i dag). Men min med-punditokrat Mr. Law har som sædvanlig så rigtigt sat fingeren lige i såret og spurgt: Hvis Grundtvig er svaret, hvad var spørgsmålet så egentlig?

Bevares.  Jeg har også megen respekt for den gamle mand. Altså Grundtvig (eller, som han kærligt hedder i min svigerfamilie, hvor ind i han giftede sig i en meget moden alder: Den gamle gris).

Faktisk ganske megen respekt. Grundtvig var–udover en stor humanist, en god historiefortæller og noget af et karismatisk livstykke–en mand for mig. En god hårdnæset liberalist, der ønskede kraftige konstitutionelle begrænsninger på statsmagten, kæmpede for ytringsfriheden, modsatte sig omfordeling og kritiserede stort set ethvert statsligt indgreb i samfundsøkonomien. Han leflede ikke for folkestemningen og det småborgerlige og dyrkede ikke den aktive og ambitiøse stat.

Kort sagt: Grundtvig lå i praksis på mange, ganske centrale punkter meget langt fra den nationalromantiske "folkeligheds" dyrkelse, som mange hylder ham for i dag. Jeg tror faktisk, at der–når alt kommer til alt–er væsentligt kortere mellem på den ene side Grundtvig og på den anden side f.eks. Christopher Arzrouni, Martin Ågerup, Fogh Rasmussen (Anno 1993), Søren Pind m.fl., end der er mellem førstnævnte og de, der i dag tager hans navn lettere forfængeligt. Ville Grundtvig f.eks. gå ind for de fleste af de–set fra et borgerligt-liberalt hold–politiske monstrøsiteter, som Dansk Folkeparti står for? Ville Grundtvig synes, at de kgl. privilegerede, statssubsidierede og selvsmagende højskoler af i dag, fyldt med venstreorienterede akademikere og efterlønsmodtagere, er udtryk for det særligt "folkelige" eller særligt "danske"? Jeg tror det næppe.

Men hvad kan man så bruge ham til i dag? Altså hvad var dét eller de spørgsmål, som Mr. Law efterlyste? Man kan med Grundtvig måske nok få en vis stemningsfuld begejstring for det "danske", men fortæller det os særligt meget om, hvad man kan eller ikke kan, bør eller ikke bør?

Måske, måske ikke.

Paradokset her er nok i særdeleshed ét, der er gået upåagtet hen over Thue Kjærhus & Co.: at hvis Grundtvig kan bruges til at sige noget, vi kan anvende her 150-200 år efter, så må det netop være, fordi han har sagt noget abstrakt–noget af en vis universalitet og tidløshed. Og det er netop dét, som man samtidigt anklager andre for.

Lad os prøve en gang at se, hvad der kunne være interessante spørgsmål at stille gamle Mr. G.:

  1. Hvad er det rette kriterium for at bedømme, hvem der har ret til hvilke immuniteter og besiddelser (ejendom, o.s.v.)?
  2. Hvornår bør sådanne rettigheder være ubetinget ukrænkelige (om nogensinde)?
  3. Er det ideelle i det moderne samfund at begrænse statsmagten eller anvende den til at gøre de "rette" ting med? Eller de "gode" ting? Og hvis en af de to sidste muligheder, hvor går grænserne så for, hvad staten bør gøre?
  4. Hvad er forholdet mellem demokrati og velstand? Er det lineært? Og i så fald positivt eller negativt? Og hvis det ikke er lineært, hvor er optimum så henne?
  5. Ditto m.h.t. forholdet mellem uddannelse og velstand?
  6. Ditto m.h.t. forholdet mellem frihed og velstand?
  7. Hvis det i tilfælde med mere end to personer, som skal vælge mellem mere end to alternativer, er umuligt at aggregere individuelle præferencer (ønsker, motiver, o.s.v.) til et kollektivt valg baseret i samme, som på samme tid er meningsfuldt og opfylder en række almene fairness kriterier, kan man så overhovedet tale om, hvad "folket" vil have? Hvad "folket" har "godt af"?
  8. Når nu man interesserer sig for, hvem der har for meget, og hvem der har for lidt, hvilke af disse principper er så bedst: Alle skal have lige meget; alle skal have det, som de retmæssigt har erhvervet sig, uanset den fordelingsmæssige konsekvens; uligheden i fordelingen af goder må være så stor, som det vil være til gavn for de dårligst stillede; ingen skal have mere end x pct. mere end standardafvigelsen fra medianen; ingen skal have mere end x pct. mere end standardafvigelsen fra gennemsnittet; ingen skal have mindre end en vis minimums-levestandard.
  9. Antag at indvandring til et land, alt andet er lige, er med til at hæve levestandarden for alle i landet; er indvandringen så en god ting eller en dårlig ting?
  10. Antag at indvandring til et land, alt andet lige, er med til at hæve levestandarden for alle i landet?bortset fra dem, der er for dovne og dumme og forkælede til at tage konkurrencen om jobbene op; er indvandringen så en god ting eller en dårlig ting?
  11. Hvad er bedst: A) et land med stort ?folkeligt fællesskab? ("folkelig sammenhængskraft" o.l.) og lav levestandard for alle, eller B) et land hvor vi for nærværende lader folke-delen stå ubeskrevet, men som til gengæld har en høj levestandard? Hvis det første, hvor fattige skal man så ende med at være, før det er værd at give køb på det "folkelige fællesskab"?
  12. Under hvilke omstændigheder må et menneske anvende tvang overfor et andet? Når det gælder om at redde eget liv? Redde andres liv? Gøre godt?
  13. Under hvilke omstændigheder må en eller flere stater anvende militær magt overfor en eller flere andre stater?
  14. Er Bushs budgetunderskud rigtigt smarte ("Reagan's Revenge") eller rigtigt dumme eller bare lidt ligegyldige?
  15. Skulle man som Grundtvigianer heppe på Bush eller Kerry (eller sofaen)? Og hvorfor egentlig? Og ditto med Blair, Kennedy og Howard?

Af disse spørgsmål er en håndfuld lånt fra et par relativt nylige Nobelprismodtagere i økonomi (og en kommende), et par stykker fra nogle fremtrædende nutidige politiske filosoffer, og en del af de sidste er bare sådan nogle relativt interessante nogle, som et godt middagsselskab skulle kunne give anledning til et synspunkt eller tre om.

Jeg er ikke sikker på, at jeg selv kan give gode og fyldestgørende svar på alle disse–og så skal man heller ikke forlange det af andre.  Kan Grundtvig ikke svare på alle sammen, så kan han nu nok stadigvæk være meget god. Som en kilde til forståelse af dansk fortid. Som en interessant del af dansk fortid. Som salmedigter. Som en finurlig gammel rad. Men kan man ikke bruge "Grundtvigsk" tankegods til at sige bare lidt om bare en del af disse, så er det faktisk lidt svært at se Grundtvigianismens fascination–andet end at den kan være interessant for dem, der sætter en dyd i at sidde i mørket og diskutere, hvor smukt lyset var. Så kan man i hvert fald ikke bruge Nicolai Frederik Severin Grundtvig til at sige særligt meget dybsindigt, kontant eller relevant for det samfund, vi lever i, og de udfordringer vi står overfor.

Howards End III

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 7. maj 2005. 1 svar

Nå, Michael Howard har så taget konsekvensen og sørget for, at Tory-partiet nu vil kunne konkurrere med de danske konservative om at have flest partiledere på færrest år. (Her ser man dog også ud til at tabe.)

Det amerikanske konservative tidsskrift National Review har denne gode leder om, hvad der kunne være Toryernes fremtidige strategi, og The Guardian har med udgangspunkt i odds fra Ladbrokes en liste over de mulige partiledere. Selv ville jeg nok heppe på David Davis som det mindste af onderne (eller Michael Portillo, men mange mener tilsyneladende, at dét tog er kørt–han er ihvertfald slet ikke på listen!).

PS. Super-bloggeren Andrew Sullivan har iøvrigt denne passende kommentar til National Reviews kommentar om, at Toryerne nu bør satse på "limited government":

"So NRO now supports limited government? So why have they not blasted consistently at George W. Bush's complete abandonment of limited government and fiscal balance? As I have written before, Tony Blair's incremental increase in government spending is pure Thatcherism compared to Bush's big government explosion. Wouldn't it be great if NRO actually used the same principles it deploys against Blair and Howard against Bush? And don't give me the excuse of occasional pathetic worries about Bush's spending. If a Democrat had Bush's record, NRO's assault on him would be daily and relentless."

Howards End II

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 6. maj 2005. Skriv et svar

Min med-punditokrat, Mikael Bonde Nielsen, har naturligvis ret: Nederlaget til Toryerne bør på baggrund af den kampagne de førte få dem til at gå i tænkeboks m.h.t. partiets fremtidige linie. Men de behøver såmænd ikke at overveje denne så meget–when you find yourself in hole, stop digging! Et godt råd til partiet kom allerede dagen før valget i en kronik i Wall Street Journal Europe af John Wheatcroft, som foreslog, at partiet skulle gå tilbage til Edmund Burkes konservatisme–men vel og mærke af den type, som de fleste såkaldte Burke-konservative ikke kender, fordi de generelt aldrig har læst eller forstået, hvad Burke faktisk repræsenterede: en pragmatisk, skeptisk liberalisme snarere end en mere autoritær statskonservatisme. Wheatcroft skrev bl.a. om Torierne:

"Where do they go from here if they are to recover? Just as much to the point, how did they get to here? As the progenitor of intelligent conservatism once remarked, when things go wrong there is always a temptation to enquire "not how we got into this difficulty, but how we are to get out of it," or "to consult our invention, and to reject our experience."

And yet, Edmund Burke went on, this was "diametrically opposed to every rule of reason, and every principle of good sense." Far from ignoring the actions that have caused our present difficulties, we should take a strict review of them, "in order to correct our errors if they should be corrigible; or at least to avoid a dull uniformity in mischief, and the unpitied calamity of being repeatedly caught in the same snare."

Ifølge Wheatcroft ligger svaret ikke i Howards linie xenofobiske, paternalistiske konservatisme:

"Under his leadership the Tories have fought a remarkably brutal campaign, which may also have been misguided. They have denounced gypsies, foreigners and criminals, and attacked Mr. Blair in such personal terms as have rarely been heard before in British politics. Mr. Howard has warned of hordes of immigrants coming here "for nefarious purposes." The Tories have asked "How would you feel if a bloke on early release attacked your daughter?" and have said of Mr. Blair, "If he's prepared to tell lies to take us to war he's prepared to lie to win an election."
Not only has this distressed gentler souls in the party, it hasn't worked. There is some evidence that the bare-knuckle coarseness of the Tory campaign has actually backfired by alienating as many anticollectivist but socially liberal middle-class voters as it has picked up embittered nativists.
At the same time, Mr. Howard has been notably chary about fresh thinking from within his party … One Tory faked a photograph to show himself attacking asylum seekers, while another runs on the slogan "What part of 'Send them back' don't you understand, Mr. Blair?" Neither of those suffered more than a mild rebuke from Mr. Howard."

Derimod er politikere, som har stået fast på Thatcherske idealer om begrænset statsmagt, lave skatter og individuel frihed blevet slået ned med omtrent samme argumenter og metoder, som man under tiden ser blandt danske borgerligt-liberale partiers ledelser, når medlemmerne våger at forsøge at holde dem til partlinien:

"[Howard] behaved in well-nigh Stalinist fashion when it came to ejecting two others from the party … And the crimes for which they were "deselected" by Mr. Howard? Mr. Flight's was to have thought out loud about the need for deeper tax cuts, Mr. Kruger's to have proposed "creative destruction"–a phrase with which Mr. Howard affects to be unfamiliar–in our sclerotic public services. Plenty of people would say that the Tory leader sacked the wrong two men.
This nervousness about mounting a serious challenge on taxes and spending is matched by Mr. Howard's feeble display over civil liberties. The Blair government has relentlessly assaulted the basic principles of due process and individual freedom, from jury trial to incarceration without trial and compulsory identity cards. Rather than defend our ancient liberties, the Tories have competed with authoritarian rhetoric to please the tabloids."

Men hvor ligger fremtiden så for Torierne? Wheatcroft antyder svaret:

"Over the ages, the Tories have repeatedly reinvented themselves, co-opting one social group after another and drastically adapting their program. The last, brilliantly effective reinvention came under Margaret Thatcher, when the Tories wholeheartedly embraced the competitive free market (by no means always part of their creed) and preached social and economic liberation. Part of Tony Blair's secret is, of course, the way that he has embraced so much of that Thatcherite legacy while fashioning it to his own purposes. …

To avoid a dull uniformity in mischief, the Tories might step back after the election and wonder how they got it so badly wrong. Their attack on immigrants has not only left a nasty taste, it was wrongheaded. Our country badly needs incomers. … On top of that, Mr. Howard has, while accusing Mr. Blair in savage terms of lying over Iraq, not only said that he supports the war still but that he would have done even if there had been no evidence at all of weapons of mass destruction. Leave aside the logic of that, it has alienated many of his supporters. … If the Tories now find further leisure in opposition, they might try consulting their experience in the hope of correcting their errors. They could go on in the present Poujadist direction, voicing the sournesses of the alienated and embittered. Or they could try one further reinvention, as an economically (small-state) and socially (open-minded and diverse) libertarian party, while adopting a critical attitude to the increasing centralism of the European Union and also the unconditional American alliance.That may be unlikely at present, but the alternative for the Tories is to be caught yet again in the same snare. And then, "unpitied calamity" will surely be the words."

Politisk ukorrekt forskning

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 5. maj 2005. Skriv et svar

Den fortrinlige økonom-blog MarginalRevolution.com er begyndt at køre en serie poster med omtaler af politisk ukorrekte forskningsresultater. Den er værd at følge; indtil videre er der fire bidrag.

Samme blogs Tyler Cowen giver også nogle hurtige spilteoretiske perspektiver på rationel adfærd i.f.m. tortur! De kommer nok for sent til at kunne være til gavn for en vis hr. al-Libbi.

2008: Hillary Clinton mod … hvad sagde jeg!

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 5. maj 2005. 3 svar

Det er officielt: jeg tildeler hermed mig selv Årets "Hvad Sagde Jeg!"-pris, omend det kan vise sig at være tre-fire år for tidligt (og iøvrigt ikke være rigtigt). Kryptisk?

OK, jeg har længe, længe, længe–d.v.s. over tre år–sagt, at Republikanernes præsidentkandidat i 2008 meget vel kunne blive Senator George Allen, fhv. guvernør over staten Virginia. Hans kombination af at være landspolitiker, men fhv. guvernør (og dermed kunne spille på både at være erfaren og "udenfor the Beltway"), se rimeligt godt ud (for en politiker), være relativt ung (d.v.s. se ældre ud end John Edwards, men være væsentligt yngre end Bob Dole), være fra en sydstat (som man reelt skal vinde), men fra en nordlig én (og dermed ikke med et red-neck image), være meget "konservativ" i økonomiske spørgsmål (d.v.s. frimarkeds-orienteret), men ikke så-konservativ-at-det-(virkelig)-gør-noget i religiøse og sociale spørgsmål (og dermed mindre uvalgbar for midten af amerikansk politik) … gør, at han alt andet vil stå rimeligt stærkt, når et parti ikke kan stille med en "naturlig" kandidat (når hverken Bush eller Cheney stiller op). Jeg skrev faktisk lige efter sidste præsidentvalg rundt til en række andre forskere med interesse for emnet og propaganderede for synspunktet. Den typiske respons var dengang "George hvem?"

Men nu viser det sig, at Washingtons insidere tilsyneladende mener det samme (altså som mig). Det respekterede tidsskrift National Journal har foretaget en meningsmåling blandt 175 top-politicos i Washington og spurgt dem om, hvem de tror, der bliver de to partiers præsidentkandidater i 2008.

Her er, fra Wall Street Journals daglige "OpinionJournal's Political Diary" (mit daglige fix), den indsigtsfulde redaktør John Funds opsummering:

"The Republican presidential field is wide open with the decisions of Vice President Dick Cheney and Florida Governor Jeb Bush not to run. So the 85 GOP insiders polled by the Journal had a tough decision deciding who has the best chance of capturing the 2008 GOP nomination. Their surprise choice was Virginia Senator George Allen, a former governor who likes to emulate Ronald Reagan's sunny conservatism. Factors cited in his strong showing were his ability to connect with the party's conservative primary voters and his hiring of campaign strategist Dick Wadhams, who helped engineer the defeat of Senator Tom Daschle last year.Just behind Mr. Allen was Senator John McCain, who has much higher name ID but a maverick reputation among GOP primary voters. A little further back were Senate Majority Leader Bill Frist and former New York Mayor Rudy Giuliani. They were followed in descending order by Massachusetts Governor Mitt Romney and Mississippi Governor Haley Barbour, who made a surprisingly good showing.

On the Democratic side, no one would be shocked that the 90 Democrats surveyed by the National Journal's "insider" poll gave Senator Hillary Clinton more than twice as many votes as second-place finisher John Edwards.Virginia Gov. Mark Warner came in third, reflecting in part the fact that he was the only southern governor on the list. The last two Democratic presidents — Jimmy Carter and Bill Clinton — both came out of the same talent pool. After Mr. Warner, the insiders tabbed moderate Senator Evan Bayh of Indiana as the next most likely nominee. He was followed by 2004 nominee John Kerry, New Mexico Governor Bill Richardson, Iowa Governor Tom Vilsack and Delaware Senator Joseph Biden, a 1988 presidential candidate who appears to be in the mood for a last hurrah. Last place in the Democratic field according to party insiders? Former Vice President Al Gore, now part-owner of a struggling cable channel. "He's down there with Mike Dukakis as someone you wouldn't want in your Rolodex," was the acid conclusion of one party official."

For de af os, der ikke kun er akademisk interesserede i, hvem kandidaterne kan blive, men tillige måtte foretrække politikere af en mere eller mindre libertær karakter, kan det være værd at bemærke, at Senator Allen får ganske høje rankings af Republican Liberty Caucus, d.v.s., den organiserede liberalistiske fraktion indenfor det Republikanske Parti. I dettes Liberty Index, baseret på kongresmedlemmernes afstemningsadfærd, scorede Allen således i 2004 90 af 100 mulige point på økonomisk frihed og 70 af 100 mulige point på personlig frihed. Han fik dermed af de fem mulige etiketter, som RLC uddeler, betegnelsen "libertarian". (Til sammenligning fik den bedst scorende af alle senatorer, John Sununu, Jr., henholdsvis 95 og 84. I den anden enede af spektret fik Edward Kennedy henholdsvis 5 og 25 point og betegnelsen "authoritarian".)

Men inden nogen nu på min vurdering begynder at investere i Allen-futures på Iowa Electronic Market, så lad mig tilføje, at jeg i 2000 i næsten et år hårdnakket påstod, at der ikke var nogen måde, hvorpå Al Gore kunne tabe, og at jeg sidste efterår nævnte Senator Rick Santorum som en anden mulig præsidentkandidat i 2008.

Errare punditokratem est …

Spoofs på britiske valgannoncer

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 3. maj 2005. 2 svar

Punditokraterne viderebringer i anledning af det forestående britiske parlmentsvalg disse ganske gode spoofs på TV-annoncer for de politiske partier.

De selvovervurderende skandinaver

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 3. maj 2005. 1 svar

Jeg havde i går en klumme i Danmarks bedste dagblad, Berlingske Tidende. Jeg lyder måske som en plade, der er gået i hak, men som bkendt kan man ikke få for meget “too much of a good thin’ …”, så her er et uddrag:

“Hvor USA over de seneste 25 år har haft en gennemsnitlig årlig vækst på 3 pct., har enkelte af landene i det »gamle Europa« været tættere på 1 pct., mens EU-landene som helhed har ligget ca. midt imellem med 2,2 pct. Konsekvensen har været, at USAs velstand er blevet stort set fordoblet i perioden, mens EUs kun er vokset med ca. det halve. Den købekraftsjusterede indkomst for en amerikaner er i dag på 36.100 dollar om året, mens den i EU er på 26.000.Og forskellene øges og sætter sig over tid også spor i samfunds velstand – om end de ikke nødvendigvis er så åbenlyse. Tværtimod klapper velfærdsdanskerne sig gladelig på hinandens og egne skuldre, når endnu en rapport viser, at danskerne ligger så og så højt på internationale opgørelser over de mest tilfredse nationer. Men hvor interessant er det egentlig, hvor godt man synes, man har det, hvis opfattelsen er fuldstændig ude af trit med udviklingen?

Én, der har bemærket forskellene, er den Oslo-baserede amerikanske kultur- og samfundsskribent Bruce Bawer, som skriver for det toneangivende amerikanske dagblad New York Times. I den forgangne uge vakte hans artikel »We’re rich, You’re not. End of story« en del opsigt frem og tilbage over Atlanten.

I artiklen tog Bawer afsæt i skandinavernes fællesopfattelse om, at vi her i Norden er ufatteligt mere velstående end alle andre, og at velfærdsstaten opfylder (sort set) alle vore tænkelige behov.

Men, påpegede Bawer med afsæt i en række nyere studier, realiteterne er andre. Som amerikaner og kulturskribent havde Bawer f.eks. hæftet sig ved, hvor pauvre velfærdsstatens ydelser egentlig er. I Norge er bibliotekssamlingerne forældede, svømmehallerne nedslidte, der er mangel på politibetjente, udstyr til skoler og hostemedicin på hospitalerne.

Men levestandarden i hverdagen er heller ikke imponerende i internationalt perspektiv: Bawer har bemærket, at nordmændene i dagliglivet må være langt mere tilbageholdende end f.eks. amerikanerne; de fleste elektroniske ting og møbler i hjemmene er så gamle, at de ville være blevet smidt ud af en amerikaner ? for slet ikke at tale om bilerne.Og madkulturen: I USA og resten af Europa er det vanligt at spise ude på restaurant, men priserne er så ekstremt høje i Skandinavien, at man i stedet sætter en dyd i et syn, der ellers stort set ikke ses andre steder i den civiliserede verden: madpakker!

En af de nylige undersøgelser, der slår hul i skandinavernes selvforståelse og understøtter Bawers indtryk, er fra det internationale revisions- og konsulentfirma KPMG, som i slutningen af marts udsendte en analyse, der burde være obligatorisk læsning for universitetsforskere, journalister og nye og gamle partiledere. Tallene viste, at når der justeres for købekraftsforskelle, er skandinaverne nu blandt de fattigste i Vesteuropa. Danskerne lå helt i bund, fulgt af nordmændene og med svenskerne som tredjesidst.

Men det er ikke kun amerikanerne, der viser, at det går godt dér – og skidt herhjemme. I første uge af april udsendte Finansministeriet sin egen undersøgelse af, hvor meget folk har til privatforbrug efter skat. Blandt 30 OECD-lande lå Danmark på 17. pladsen, og for hver krone en dansker har at disponere over, har en amerikaner to.Og vi kan jo blot prøve at fortsætte fremskrivningen. Holder de nuværende forskelle i vækstrater, vil amerikanerne snart have en levestandard, der er tre gange så stor som europæernes. Om ca. 35 år, eller sådan cirka når denne skribent og hans jævnaldrende lige er gået på pension.”

Rationel 1. maj

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 2. maj 2005. 1 svar

Danmarks Radio oplyste søndag den 1. maj, at der havde været ca. 15.000 til at festligholde arbejdernes internationale kampdag i Fælledparken. Det lød af lidt “lidt” i.f.t., hvad jeg syntes at huske fra mine yngre år–men det var godt i overensstemmelse med en meningsmåling, der siger, at 1. maj er noget, danskerne finder hører fortiden til.

Men hvad er årsagen? Kunne der være tale om et drastisk fald i antallet af medlemmer af sultens slavehær? Eller kunne der være noget andet på spil?

Her er (med hjælp fra Infomedias database med avisartikler) en lille optælling over udviklingen i antallet af deltagere i 1. maj i Fælledparken de seneste ti år:

  • 2005 (søndag): 15.000 (ifølge www.dr.dk 1.5. 2005)
  • 2004 (lørdag): 25.000 (ifølge Jyllands-Posten 3.5. 2004)
  • 2003 (torsdag) (regnvejr!): 10.000-20.000 (ifølge Jyllands-Posten 2.5. 2003)
  • 2002 (onsdag): 75.000 (ifølge B.T. 2.5. 2002)
  • 2001 (tirsdag): 100.000 (ifølge Jyllands-Posten og Ekstra Bladet 2.5. 2001)
  • 2000 (mandag): 100.000 (ifølge Ekstra Bladet 2.5. 2000 og Weekendavisen 5.5. 2000)
  • 1999 (lørdag): 100.000 (ifølge Politiken 3.5. 1999)
  • 1998 (fredag): 100.000 (ifølge Jyllands-Posten 2.5. 1998)
  • 1997 (torsdag): 100.000 (ifølge Jyllands-Posten 2.5. 1997)
  • 1996 (onsdag): 100.000 (ifølge Berlingske Tidende 2.5. 1996)

Noget tyder på, at det ikke just går frem med mobiliseringen af klassebevidstheden. På ti år er deltagerantallet faldet fra ca. 100.000 til nu ca. 20.000 de sidste tre år. Man skal godt nok have en meget optimistisk udlægning af den historisk-materialistiske historieopfattelse for at se revolutionen som værende noget, der er lige om hjørnet og båret frem af ungdommen.

Men noget kunne også antyde, at deltagelsen falder, når “fridagen” falder udenfor den normale arbejdstid–eller når det er dårligt vejr.

Alt sammen får det Punditokraterne til at spørge: Er revolutionens fortrop ved at blive rationel? Eftersom enhver rationel aktør ved, at den typiske deltagers indflydelse på en kollektiv handling, der kræver et stort antal deltagere, er så lille, at den går mod nul, så ved vedkommende også, at den forventede nytte af at deltage i fraværet på pisk eller gulerod er lig nul. Så det rationelle er at være ?free-rider?.

Økonomen Gordon Tullock har tidligere estimeret, at aktører i gennemsnit opfører sig snævert egoistisk i ca. 95 pct. af tiden, og indenfor studiet af deltagelsen i kollektive oprørsaktiviteter taler man da også om den såkaldte “5 pct. regel”, d.v.s., at der generelt maks. er 5 pct. af de relevante potentielle deltagere, som rent faktisk er med til oprørsaktiviteter, mens de resterende 95 pct. er passive (enten free-ridere eller personer, der lider af “falsk klassebevidsthed”).

Der var ved folketingsvalget i februar ca. 1,2 mio. vælgere, der satte deres kryds ved et såkaldt “arbejderparti”. Af disse er formodentlig mindst en halv mio. bosiddende i relativ nærhed af hovedstadsområdet. Skulle Tullock og 5 pct. reglen have ret, skulle der være maks. ca. 25.000 deltagere. Så det begynder jo at ligne noget.

Problemet er naturligvis: Hvis flere arbejdere er ved at blive rationelle free-ridere, hvad er så tilfældet for de sølle rester, der har været tilbage de seneste år? Har de ikke opdaget, at 1. maj faldt på en fridag? Læste de ikke vejrudsigten? Eller er de bare dybt irrationelle?

Svaret flyver–som fanerne–i vinden ?

"Public Interest", R.I.P.

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 1. maj 2005. Skriv et svar

Det sidste nummer af det prominente og indflydelsesrige amerikanske neo-konservative tidsskrift Public Interest er netop udkommet. Efter nøjagtigt 40 år på markedet, udkom sidste nummer i den forgangne uge. (Charles Krauthammer havde denne omtale i Washington Post.) Grundlagt af Irving Kristol, Daniel Bell, James Q. Wilson m.fl. var det altid en kende mere (neo-)konservativt end nærværende punditokrats smag, men det var altid begavet, velformuleret, velunderbygget og interessant–og det er mere, end man kan sige om det meste her i livet. (De lidt yngre, neo-neo-konservative læser Weekly Standard i stedet.)

Freakonomics: Den knap så "dismal" Steven Levitt

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 30. april 2005. 3 svar

Store dele af samfundsvidenskabelig forskning er de senere år gået i et af to spor: enten i retning af hyper-rationalistisk formalisering, hvor det synes at være et mål i sig selv at bevæge sig væk fra enhver empirisk relevans, eller i retning af ultra-relativistisk, navlebeskuende pseudo-filosofi, hvor personlig smag er alt, og god dømmekraft er fraværende.

Der er omvendt langt mellem de forskere, der siger noget, der decideret er … sjovt. Øjenåbnende. Overraskende. Og alment forståeligt.

En markant undtagelse er Chicago-økonomen Steven D. Levitt, som jeg første gang hørte om for kun knap to år siden, da New York Times Magazine havde en lang portrætartikel om ham. (Her er en anden fra Wired.)

Et kik på Levitts publikationsliste afslører, at han–udover mængden og kvaliteten–ikke er helt gennemsnitlig. Her er f.eks. emner som: Om hvordan indførelsen af fri abort i 1970erne sænkede USA’s kriminalitet i 1990erne. Om tillid og “free-rider” problemer, når kolleger skal dele bagels. Om ligheden mellem ejendomsmægleres prissætning og bookmakeres odds-givning. Om hvorvidt det er svømmepøler eller pistoler, der er farligst. Om hvorfor narkohandlere som regel bor hjemme hos deres mødre.

Eksempel: Levitt skriver f.eks. om sport. Eller rettere, han tager en kompleks, kontraintuitiv spilteoretisk indsigt med relevans for fodbold (“Man bør ved straffespark sparke bolden i retningen af målmanden”), sætter sig ned, studerer et par hundrede kampe systematisk, og skriver så en artikel om det. Hvad fandt han ud af? At sparkerne generelt ikke sparker direkte til målmanden. Og hvorfor så ikke det?

Se, det var da interessante spørgsmål!

Man behøver ikke at være enig i alle de konklusioner, som Levitt drager?eller de anbefalinger, som andre udleder fra hans konklusioner. Men det er, for mig i hvert fald, sjovere at læse en, der siger noget nyt på en begavet måde, end det er med menigheds-masturbering.

Til juni udkommer Levitts første populære bog (skrevet sammen med en journalist), Freakonomics. Jeg har bestilt den fra Amazon og glæder mig.

(Øv, jeg skrev faktisk denne post forleden, og netop lørdag–inden jeg fik postet den–har Poul Høi en artikel om samme emne i Berlingske Tidende. Punditokraterne overhalet af MSM! Til gengæld er det vist ikke gået op for Høi, at Levitts bog faktisk ikke er udkommet endnu …)

Helle the Cannibal

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 29. april 2005. Skriv et svar

Som vi tidligere har bemærket, er de danske journalister og en del mere eller mindre selvbestaltede eksperter udi valgforskning gået aldeles i selvsving over, at Socialdemokraterne oven på valget af Helle Thorning-Schmidt som formand er gået lidt frem i meningsmålingerne (og således ligger lidt over de historisk ringe resultater, man opnåede ved de to sidste folketingsvalg). Vi har derfor set uforbeholdne journalistiske formuleringer i stil med "Helle kan slå Fogh".

Men hvor meget er der egentlig om snakken? Er Socialdemokraterne lige på nippet til at ville kunne overtage regeringsmagten igen (hvis der ellers var et valg indenfor de næste tre år og 9 måneder)?

Eller er der tale om, som min gamle lærer, Hans Jørgen Nielsen–en af landets førende (rigtige!) valgforskere–har argumenteret i en kronik i Berlingske Tidende, at Socialdemokraterne faktisk er ude i en langt større og dybere krise, end de fleste har anerkendt?

Tja, vi kan jo ikke sige med sikkerhed, hvad fremtiden vil bringe, men vi kan i hvert fald se på, hvorledes det er gået Helle Thorning-Schmidts "Coalition of the Possible" (ABØF-partierne) i de seneste meningsmålinger.

Der er jo–sikkert til stor forbavselse for enkelte danske journalister–ikke tale om, at statsministre kåres alene på deres eget partis fremgang (eller kandidatens udseende). Eller sagt med andre ord: Der er ikke megen fidus i, at ens parti går frem, hvis det sker på bekostning af de partier, der skal udgøre ens parlamentariske grundlag.

Hvis en regeringskoalition opnår ca. 49 pct. af stemmerne, kan man være ret tæt på at opnå regeringsmagten. (Der er et par usikkerhedsmomenter, som gør, at man kan skulle have mere, eller reelt vil kunne klare sig med mindre end 50 pct.–først og fremmest hvor mange "tabte" stemmer ens koalition og modstanderens koalition har, d.v.s. koalitionspartnere, der ikke opnår repræsentation, eller hvor mange stemmer man har i "overskud" i.f.t. de opnåede mandater, men som ikke kan overføres, da listeforbund er udelukket på landsplan. En anden faktor er de Nordatlantiske mandater. En tredje faktor er, hvorvidt nogle partier ikke er dele af en koalition, o.s.v.)

Så hvor tæt er HTS' "Coalition of the Possible" på at nå 49 pct.? Endnu et stykke. Man er gået frem, men faktisk har denne koalition endnu ikke haft et flertal i én eneste af meningsmålingerne efter valget i februar.

Hvor meget skal man–ABØF-partierne–så have for at nå de 49 pct.? Og hvor meget skal Socialdemokraterne gå frem? De to ting er jo–som indikeret–ikke helt de samme. To grafer kan hjælpe hermed: en for forholdet mellem A's og BØF's stemmeandele og en for forholdet mellem A's og hele blokkens stemmeandele.

Lad os først se på sammenhængen mellem Socialdemokraternes stemmepct. og resten af blokkens. En statistisk analyse af disse med udgangspunkt i meningsmålingerne siden valget viser, at der er en statistisk signifikant negativ korrelation mellem de to størrelser. Altså: A tager stemmer fra BØF. Men hvor meget? Analysen viser, at når A går frem med 1 pct.point, er tendensen, at BØF-partierne går tilbage med ca. 0,3 pct.point. (Noget tyder på, at dette er en relativt stabil sammenhæng: ser man kun på de relativt få meningsmålinger efter formandsskiftet, er der tale 0,4 pct.point. Ser man på det meget store antal meningsmålinger under valgkampen, er tallet på mellem 0,3 og 0,4 pct.point.)

A spiser altså med andre ord af sine egne allierede, når man går frem (og omvendt)–om end man altså også tager fra de borgerlige. Og ser man nærmere på A/ABØF-grafen, kunne det endda se ud som om, at der er en ikke-lineær sammenhæng, således at ABØF's stemmeandel bliver "fladere" i tendensen, desto større stemmeandel A får.

Hvis vi antager, at der her er tale om mere end et snapshot, men noget, der antyder noget om A-vælgerne i disse år, kan vi dernæst spørge: Hvor meget skal A gå frem for, at ABØF-koalitionen kan nå de 49 pct.?

Svaret er, at A skal ligge til ca. 32-33 pct. for at man kan være bare lidt sikker på overhovedet at have en chance for at komme til fadet. (Hans Jørgen Nielsen har sagt noget lignende.)

Det lyder måske ikke af så meget–men det er det. Det kræver reelt, at A når tilbage til at opnå den type valg, som man fik i 1990erne–f.eks. 1998 (hvor man fik 35,9 pct.)–men det var partiets næstbedste valg i nyere tid, og hvor det vel at mærke kun var 100 stemmer på Færøerne, der sikrede, at man ikke mistede regeringsmagten.

Kan det lade sig gøre? I politik skal man aldrig sige aldrig, og teoretisk er muligheden der.

Men er den sandsynlig? Skal man tro dét, skal man i hvert fald tro på, at partiet kan skrue tiden næsten 10 år tilbage–til før indvandring blev et så fremtrædende emne i dansk politik, at det reelt kom til at udgøre en 2. dimension i det politiske spektrum.

Økonom joke

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 27. april 2005. Skriv et svar

Økonomer må være den profession, der fortæller flest vittigheder om dem selv som fag, men hvor disse generelt er svært forståelige for de fleste andre. Her er en mere af slagsen, direkte fra den uforlignelige Tyler Cowen (der ligeledes har hentet den andetsteds):

Three econometricians go hunting, and spot a large deer. The first econometrician fires, but his shot goes three feet wide to the left. The second econometrician fires, but also misses, by three feet to the right. The third econometrician starts jumping up and down, shouting "We got it! We got it!"

Ja, jeg synes faktisk, den var rimelig sjov … Men jeg er vel også lidt en nørd.

Ugens citat: Andrew Sullivan om amerikansk konservatisme

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 26. april 2005. 4 svar

Den britisk-amerikanske skribent og super-blogger Andrew Sullivan giver i artiklen “Crisis of Faith” i det nyeste nummer af sit gamle blad, The New Republic, denne opsang til amerikansk konservatisme:

“Conservatism isn’t over. But it has rarely been as confused. Today’s conservatives support limited government. But they believe the federal government can intervene in a state court’s decisions in a single family’s struggle over life and death. They believe in restraining government spending. But they have increased such spending by a mind-boggling 33 percent in a mere four years. They believe in self-reliance. But they have just passed the most expensive new entitlement since the heyday of Great Society liberalism: the Medicare prescription-drug benefit. They believe that foreign policy is about the pursuit of national interest and that the military should be used only to fight and win wars. Yet they have embarked on an extraordinarily ambitious program of military-led nation-building in the Middle East. They believe in states’ rights, but they want to amend the Constitution to forbid any state from allowing civil marriage or equivalent civil unions for gay couples. They believe in free trade. But they have imposed tariffs on a number of industries, most famously steel. They believe in balanced budgets. But they have abandoned fiscal discipline and added a cool trillion dollars to the national debt in one presidential term.
One reason for conservatism’s endurance in the face of such contradiction, of course, is the extreme weakness–intellectual and organizational–of the opposition.”

Så er dét sagt–men der er mere, og specielt Sullivans distinktion mellem “Conservatives of Faith” og “Conservatives of Doubt” er interessant og tankevækkende, og den kan uden store problemer læses som en slags advarsel udstrækkende sig til, hvad der kan ske med f.eks. danske borgerligt-liberale, når de sætter sig på statsapparatet.

Artiklen er ikke frit tilgængelig på nettet; man skal lade sig registrere, men det er dét værd.

Ugens citat: Dennis Miller om skatter

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 24. april 2005. Skriv et svar

Vi Punditokrater vil nu lancere "ugens citat"–et ugentligt tilbagevendende indslag, hvor et særligt kløgtigt, morsomt eller tåbeligt udsagn fra den forgangne uges medier gengives (hvis der ellers er materiale til det). Vi begynder med en af verdens mere morsomme kommentatorer, den amerikanske TV-vært og komiker Dennis Miller, der i sidste uge videregav sit syn på skattelovgivningen:

"Hey, folks, let's take a stand on taxes. The tax code has become harder to understand than Ozzy Osbourne and Bob Dylan debating string theory in Aramaic." (Kilde: New York Times)

Statistisk usikkerhed & medierne

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 24. april 2005. 3 svar

Nærværende punditokrat havde i lørdagens Berlingske Tidende en klumme om journalisters og politiske kommentatorers manglende forståelse af–eller bevidste ignorering af–hvordan man rimeligvis kan fortolke meningsmålinger. Jeg har tidligere rejst samme problemstilling, bl.a. da medierne gik i selvsving over "Connie effekten", og mange, mange andre samfundsforskere (inkl. en del med langt større autoritet udi emnet end jeg) har gjort det samme.

Men budskabet trængte åbenbart ikke igennem til Berlingskes egen (ellers generelt indsigtsfulde) politiske kommentator, Thomas Larsen. Han kommenterede søndag en endnu en ny meningsmåling, som udlægges som visende, at S nu er større end V–desuagtet at dette netop ikke kan udledes. Men hans lidt-over-hvad-der-rent-faktisk-er-tilfældet udlægning var endog ikke nok for Danmarks Radio, der uden forbehold proklamerer "Socialdemokratiet nu klart største parti".

Hmmmm. Klart og klart … Helt klart er det vel ikke. Min klumme fra Berlingske er ikke alment tilgængelig på nettet, men her er nogle centrale uddrag:

"»Helle Thorning-Schmidt har givet vind i sejlene igen« og »S er nu igen Danmarks største parti« proklamerede Danmarks Radio skråsikkert som dagens hovedhistorie hele torsdag. Politikens kioskbasker samme dag var »Helle Thorning overhaler Anders Fogh«. Sagen var, at en meningsmåling fra Vilstrup nu viste, at S lå 0,9 pct. point foran V. Specifikt at S lå til 29,9 pct., mens V lå til 29 pct. For Vs vedkommende var det nøjagtigt det samme som valgresultatet, mens det for Ss vedkommende var en fremgang på fire pct., ikke mindst hentet fra De Radikale. Af samme årsag viser målingen fortsat flertal til den nuværende regerings bagland.

Adskillige politiske kommentatorer, spindoktorer og et par mere eller mindre selvbestaltede eksperter (uden erfaring med valgforskning) skyndte sig at komme med udlægninger. … Vi tager den lige én gang til: Meningsmålinger er ikke direkte billeder af, hvad »vælgerne« mener, men i bedste fald snapshots af, hvad et mere eller mindre repræsentativt udvalg af vælgerne mener. For at udtale sig om befolkningen, må man tage højde for den »statistiske usikkerhed«: de pågældende procentsatser kan ikke tages for fuldstændigt pålydende, men skal checkes for, om de ligger indenfor et såkaldt »konfidensinterval«, typisk angivet med småt nedenunder tabellen, og ved danske politiske meningsmålinger ofte som plus/minus to pct.

Så hvad betyder det? Jo, hvis der er en statistisk usikkerhed på plus/minus to pct., og hvis S ligger til 29,9 i en måling, så kan vi ikke sige med nogen særlig grad af sikkerhed, hvorvidt partiets tilslutning i befolkningen som helhed i virkeligheden ligger på 27,9 pct. eller 31,9 pct. Tilsvarende når V ligger til 29 pct. - her kan vi ikke sige, hvorvidt partiet i befolkningen som helhed ligger til 27 pct. eller 31 pct. Eller hvorvidt nogle af partierne ligger imellem disse respektive yderpoler.

Og hvad betyder det så (for nu at skære det helt ud i pap, så selv journalister kan forstå det)? Måske fører V, måske fører S, måske står de lige. Det betyder også, at de kække og begejstrede journalister ikke har megen historie. Punktum. Men det er jo ikke så sjovt at skrive. Det er sjovere at skrive i august sidste år, at nu er der en »Connie-effekt« for De Konservative, og så i efteråret at »Nu er Connie-effekten væk!«, og så ved valget i februar at »Nu er Connie-effekten tilbage!«. På samme måde her. Vi kommer givetvis til - i én uendelig ulidelighed - at høre om den formodede, angivelige »Helle-effekt«, fra nu af og til næste valgdag om knap fire år. At nu er den dér, og nu er den væk igen, og nu … Det bliver givetvis lidt trivielt men meget fornøjeligt og stimulerende for de journalister og kommentatorer, der partout skal have en »frisk« vinkel på nyhederne."

Tilbage til frihedens forfatning

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 23. april 2005. Skriv et svar

Denne uges New York Times' Sunday Magazine har en lang og absolut fortræffelig artikel, "The Unregulated Offensive", om den gruppe af amerikanske liberale jurister, økonomer og rettighedsteoretikere, der i de seneste år har arbejdet systematisk for at få drejet fortolkningen af USA's forfatning tilbage til, hvad den var før 1930erne. D.v.s., at forbundsstatens magt skal være konstitutionelt begrænset til de opgaver, der ifølge forfatningen er eksplicit tillagt den. I praksis vil det sige, at forbundsstaten vil være forhindret i at foretage en række reguleringer og udføre en række aktiviteter–eller ihvertfald at gøre det uden at give økonomisk kompensation til de borgere, hvis ejendomsrettigheder aktiviteterne krænker.

Artiklen (der er skrevet af jura-professoren Jeffrey Rosen–ikke en sympatisør) kommer godt rundt om prominente nulevende klassisk-liberale rettighedsfilosoffer som Richard Epstein (University of Chicago) og Randy Barnett (Boston University), men tillige om det netværk af tænketanke og borgerretsorganisationer, der de seneste 20-30 år har forsøgt at benytte retssystemet selv til at "roll back the state", bl.a. Institute for Justice. Her er en rimelig fair opsummering af Epsteins ræsonnement:

"… Epstein was promoting a legal philosophy far more radical in its implications than anything entertained by Antonin Scalia, then, as now, the court's most irascible conservative. As Epstein sees it, all individuals have certain inherent rights and liberties, including ''economic'' liberties, like the right to property and, more crucially, the right to part with it only voluntarily. These rights are violated any time an individual is deprived of his property without compensation — when it is stolen, for example, but also when it is subjected to governmental regulation that reduces its value or when a government fails to provide greater security in exchange for the property it seizes. In Epstein's view, these libertarian freedoms are not only defensible as a matter of political philosophy but are also protected by the United States Constitution. Any government that violates them is, by his lights, repressive. One such government, in Epstein's worldview, is our government. When Epstein gazes across America, he sees a nation in the chains of minimum-wage laws and zoning regulations. His theory calls for the country to be deregulated in a manner not seen since before Franklin D. Roosevelt's New Deal."

Artiklen får også meget fint vist, hvorledes det langt fra altid er tilfældet, at denne gruppes holdninger falder lige godt i erhvervsinteressers smag–eller det Republikanske Partis Washington establishment.

Meget kunne tyde på, at artiklen er ment som en advarsel–et forsøg på at motivere den amerikanske venstrefløj til at være særligt engageret i at bekæmpe Bushs mulige nomineringer. Men den er velskrevet, informativ og–for nærværende Punditokrat–opmuntrende. Artiklen er meget lang, og det kræver, at man lader sig registrere som bruger ved New York Times–men det er gratis, og det er bestemt umagen værd.

Punditokraterne i Weekendavisen

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 21. april 2005. 1 svar

Denne nye blog er omtalt i dagens udgave af Weekendavisen:

“DEN elektroniske krigsførelse i Socialdemokratiets sjæl var endnu et eksempel på, at internettets weblogs har vundet indpas som et medie, der betyder noget i politik. Nu melder en ny borgerlig-liberal weblog sig på nettet, styret af en række markante debattører blandt andre professorerne Nicolai Juul Foss og Jesper Lau Hansen, samt den ansvarlige redaktør lektor Peter Kurrild-Klitgaard.
På hjemmesiden med det lidt højtidelige navn http://www.punditokraterne.blogspot.com/ kan man få serveret alternative nyheder med liberal vinkel. Det vil sige kritisk over for offentlig regulering og høje skatter. Punditokraterne lægger ikke skjul på, at deres inspirationskilde blandt andet er den såkaldte Becker-Posner blog. Det er en seriøs – men skarp – amerikansk hjemmeside drevet af Nobelpristageren i økonomi Gary Becker og den kendte dommer Richard Posner, som har været en af hovedmændene bag den nye studieretning »law and economics«, hvor økonomisk og juridisk analyse beriger hinanden. Indtil videre har de fleste af indlæggene på hjemmesiden været kommentarer af Mikael Bonde Nielsen. Han er kendt i liberale kredse som en kritiker af Venstres uvilje mod at diskutere velfærdsreformer, og han optrådte blandt andet i Weekendavisens artikel »Borgerlige ser rødt« den 28. januar 2005. Mikael Bonde Nielsens forbindelser ind i Venstres bagland, hans fornemmelse for partiets strategier og hans uforfærdethed i det hele taget kan gøre det til en interessant side at følge. Så længe det varer. MEN så kan andre jo tage stafetten op. Læs hvordan på http://www.blogger.com/. For de gamle, der faldt, er der ny overalt.”

Vi takker for interessen og omtalen men skal ikke undlade at bemærke, at vi egentlig synes, at “Weekendavisen” er en lidt højtidelig betegnelse for et (indtil videre) statssubsidieret ugeblad, der udkommer sidst på ugens hverdage og som regel er passé allerede inden weekenden. Men tager man ikke navnet for højtideligt, er den da meget god … 😉

Sobre ord om status quo fra USA's Mr. Conservative

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 21. april 2005. 3 svar

Forfatteren, filosoffen, forlæggeren, eks-politikeren William F. Buckley, Jr. (grundlægger af National Review og forfatter til bl.a. Happy Days Were Here Again: Reflections of A Libertarian Journalist), har et par tænksomme ord om status quo for socialismen, velfærdsstaten og Republikanerne:

“Dogmatic socialism is exhausted; it didn’t make it and that happened in the last 50 years. Years ago, there were a lot of very bright people who were simply socialist, but they were hit with reality. At the spiritual level, I think that the advances that were thought predictable in the 1950s that would discredit Christian thought didn’t happen. The Christian communion is stronger than it was back in the 1950s. That’s pretty heartening … On the other hand, state welfarism continues to be very strong. People don’t worry about it, that’s one we haven’t won … Neither major party seems conspicuously concerned with fiscal policy, and that’s alarming. It was part of the dogma of the Republican Party, [the idea of unlimited spending] that you can’t do those kinds of things, but then we did it.” (fra et interview med David Sanders, Arkansas News Service).

Gevinst non habemus: Markedskræfterne tabte (sådan da)

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 20. april 2005. Skriv et svar

Som Punditokrater har vi set på rationaliteten i pavevalgsprocessen, og så kan vi jo lige så godt også kaste et blik på selve udfaldet?altså markedets og den usynlige hånds rolle i at hjælpe HH Benedictus XVI på vej.

Danmarks ellers bedste avis, Berlingske Tidende, proklamerede onsdag, at bookmakerne fik ret, da de forudså, at det var den tyske Kardinal Ratzinger, der ville blive nye pave. Men her er faktisk tale om en dobbelt fejl, gentaget hele to gange. For faktum er, at bookmakerne og de elektroniske markeder faktisk ikke forudså, at det ville blive Ratzinger?og derfor heller ikke fik ret. Stort set alle gamblede på en italiener (først og fremmest Dionigi Tettamanzi) eller på–undskyld udtrykket–“the dark horse”, Francis Arinze fra Nigeria. Her er et blik på sidste dags tal for de markeder, hvor man enten kunne handle futures-kontrakter på udfaldet eller indgå væddemål:

Tradesports:
· Tettamanzi: 20.0
· Arinze: 14.0
· Rodriguez-Maradiaga: 9.1
· Ratzinger: 8.0
· Hummes: 7.1
Intrade:
· Tettamanzi: 19.1
· Arinze: 14.0
· Rodriguez-Maradiaga: 11.0
· Ratzinger: 8.0
· Hummes: 7.1
· Field (anyone else): 19.9
Betfair:
· Tettamanzi: 4.8/$25
· Arinze: 6.4/$29
· Hummes: 9/$19
· Rodriguez-Maradiaga: 9.8/$75
· Maradiaga 9.8/$75
· Ratzinger: 12.5/$3
Pinnacle Sports (odds):
· Tettamanzi: +384
· Arinze: +541
· Rodriguez-Maradiaga: +748
· Ratzinger: +508
· Hummes: +711

Det irske spillested, som blev fremhævet som særligt pålideligt, Paddypower.com, havde på selve dagen faktisk Arinze som vinderen.

OK, det hører også med til historien, at Ratzingers status blev forbedret i løbet af den sidste dag–formodentlig efter en International Herald Tribune artikel, der fortalte, at rygter ville vide, at tyskeren nu sad på over halvdelen af stemmerne. Men selv umiddelbart inden annonceringen lå Ratzinger på under 20 hos Intrade, hvilket nok var bedre end alle andre navne, men dårligere end “alle andre”!

De elektroniske markeder har ellers vundet gevaldigt frem i de senere år. De har vist sig at være langt de bedste prognoser af f.eks. valg–langt bedre og præcise end f.eks. meningsmålingerne. Særlig stor succes har de såkaldte Iowa Electronic Markets haft ved de seneste amerikanske præsident- og kongresvalg.

Men når markederne denne gang rammer forbi, er det måske netop fordi “pavemarkedet” er en lidt anden type end f.eks. “præsidentmarkedet”. Der er langt færre markedsaktører–både blandt beslutningstagerne (kardinaler i.f.t. vælgere) og blandt investorer med pålidelig viden. En lignende pointe lavede John Tierney allerede i sidste uge i sin klumme i New York Times (samme Tierney som Punditokraterne omtalte i en af vores første poster).

Meget mere "flat tax"

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 19. april 2005. Skriv et svar

Nærværende Punditokrat har ved flere tidligere lejligheder (her og her) udtrykt en vis begejstring for den i mange lande omsiggribende idé om en “flat tax”–altså en fuldstændigt ens indkomstskatsats for alle, hvor alle fradrag og alle skattetrin fjernes i et hug. Fordelene er, kort opsummeret, mange:

  • Mere gennemskueligt skatteniveau; alle kan stort set øjeblikkeligt se, hvis politikerne sætter skattetrykket op.
  • Mindsket progression; mere ud af den sidst tjente krone.Mindre behov for skattebureaukrati hos den enkelte skatteyder i.f.m. selvangivelsen.
  • Mindre behov for skattebureaukrati hos (og overvågning fra) skattemyndighederne.
  • Mindre “kassetænkning” i fradrag o.l.
  • Mindre “gevinstsøgning” (rent-seeking) hos særinteressegrupper, der vil lobbye for fordelagtige fradrag til egen fordel.

Det fænomenale ugeskrift The Economist har af lignende årsager kastet deres kærlighed på idéen og har i denne uge et helt tematillæg om emnet.