Den liberale familie
I: Hvad er Liberalisme?
Jeg er medunderskriver på dherrer og hædersmænd Jacob Mchangama og Christopher Arzrounis opfordring til at støtte menneskerettighederne ved at bekæmpe den inflation der er gået i de positive menneskerettigheder. Jeg er langt hen ad vejen enig i deres konklusioner: omfanget af postulerede positive rettigheder, der, hvis de skulle tages alvorligt, ville underminere ethvert hensyn til den personlige frihed, er eksploderet. Det gør (menneske-)rettigheder de fornuftige af dem – til et alt for let offer for kritik. Og, jeg er enig i den underliggende kritik af FN, og diverse centre og organisationer, der for tiden synes at bruge menneskerettigheder til formål, der er alt andet end frihedsvenlige. Som det grelleste eksempel kan fremhæves FNs menneskerettighedsråd (eller nævn eller kommission eller whatever), hvor et anløbent flertal af blandt andet islamofascistiske røverstater, et rødfascistisk Kina og et kleptokratisk bizzarrokrati som Rusland, nu forlanger respekt for Islam og religion, men især Islam, hvilket betyder, at man ikke må forhåne (læs: kritisere) disse civilisatoriske cul-de-sacs.
Hvad jeg derimod ikke er enig i, er (centrale dele af) de begrundelser, som ligger i dybden af Mchangama og Arzrounis argumentation. Vi er stort set enige om konklusionerne, men ikke om præmisserne. Det handler om forståelsen af frihed, af politisk og menneskelig frihed, og derfor handler det naturligvis om forståelsen af liberalismen. Dette pip på bloggen, som Jacob Mchangama har været så venlig både at efterlyse og gøre mulig, handler derfor ikke om menneskerettigheder og FN, men om den liberale grundtanke.
Mchangama og Arzrounis udleder nemlig forsvaret for negative rettigheder og angrebet på positive rettigheder ud fra en række, i mine øjne filosofisk antikverede, standardantagelser inden for klassisk- eller højre-liberalisme, eller slet og ret fra den libertære tradition.
Jeg skal her argumentere for, at denne forståelse af liberalismen er inadækvat. I et land som Danmark, hvor liberale tanker ikke er centrale for den politiske og kulturelle diskurs, kan der muligvis være strategiske grunde til at give retorikken en ordentlig gang gashåndtag, og antage liberalisme i mere ekstreme former for at klargøre en pointe. Men en ting er retorik; en anden hvad der egentlig er sagligt belæg for.
II. Det liberale fundament og tre liberale grundmodeller
Den canadiske filosofi Will Kymlicka har overbevisende argumenteret for at alle plausible politiske teorier liberale eller ej deler et væsentligt udgangspunkt, nemlig en egalitaristisk platform: i udgangspunktet har alle personer lige krav på (moralsk) hensyn; og når vi afviger fra denne form for lighed, kan det kun ske når og hvis vi kan give en moralsk robust forklaring på hvorfor lighedsudgangspunktet skal forlades. Vi skal kunne forklare og forsvare hvorfor denne eller hin faktor giver os grund til at forlade ligheden som udgangspunkt.[1] En politisk teori, der uden yderligere forklaring fordrer, at alle rødhårede skal betale ekstra fem procent (eller fem procent mindre) skat end alle andre, eller en teori der udpeger personer af en bestemt race, familie, eller religion som værende specielle (i den ene eller anden retning) er simpelthen ikke relevant.
I denne beskedne forstand er alle relevante og plausible politiske teorier egalitaristiske; et begreb der i denne kontekst altså ikke må forveksles med egalitaristiske i en omfordelingsmæssig forstand. Det er et formelt krav til grunde, ikke en tese om fordelingspolitik.
Teorierne fælles platform er naturligvis dannet på baggrund af moralfilosofiske overvejelser. De dominerende og saglige moralske teorier har alle lignende krav for plausibilitet: lige sager skal behandles lige, hvis en faktor er relevant i et forhold er det relevant i alle lignende forhold, osv. Her er der ingen uenighed mellem fx en Kant og en Bentham, der ellers ligger pænt i hver sin ende af det moralske landskab.[2]
Denne egalitaristiske platform er imidlertid byggeplads for radikalt forskellige teorier. Den væsentlige systematiske forskel mellem politiske teorier ligger simpelthen i hvilke faktorer de udpeger som givende os grunde til at forlade den formelle lighed.
Hvis vi snævrer ind til den liberale familie af teorier, kan to ting fremhæves: liberale teorier må, qua liberale, betone individets frihed som en central størrelse for legitimiteten af en politisk teori og politiske institutioner. Der er, groft sagt, to forskellige moralske kilder til denne betoning, nemlig deontologiske intutioner om hvilken form for respekt vi skal vise for individet, og konsekventialiske ideer om hvad der er værdifuldt for personer og hvordan det værdifulde bedst sikres og realiseres det vender vi tilbage til. Hvad vigtigere er: det følger af det egalitaristiske udgangspunkt at friheden er noget der tilkommer alle i lige høj grad i hvert fald indtil vi kan pege netop på en robust faktor, dvs., en egenskab ved en person eller et forhold, der legitimerer at vi forlader lige frihed.
Med denne optik præsent kan man skitsere to yderpunkter i den liberale familie, nemlig højreliberalismen eller libertarianismen på den ene side, og den venstreliberale egalitarisme på den anden,[3] og sige, at hvad der karakteriser disse udgangspunkter simpelthen er hvilke (og i nogen grad, hvor mange) faktorer der kan legitimere at vi forlader lige frihed.
Jeg vil begynde med den venstreliberale egalitarisme (herefter: VE). Jeg vil forsøge at gøre ganske kort proces med VE kortere end berettiget, sikkert. Som repræsentanter for VE der i sig selv er en ganske broget flok kan man tage John Rawls, Brian Barry, førnævnte Kymlicka og måske også (gamle?) socialister eller analytiske marxister som Jerry Cohen.
Generelt står argumentet om det sociale og genetiske lotteri centralt i VE. Som det muligvis er bekendt, siger lotteriargumentet følgende: vi kan ikke være ansvarlige for resultatet af ting vi ikke selv er ansvarlige for hverken for de positive eller de negative resultater. Vi er ikke ansvarlige for vores egen fødsel, dermed kan vi ikke være ansvarlige for de gener vi er udstyrede med. Men vi er heller ikke ansvarlige for at være født ind i denne eller hin familie, land osv., dvs. vores sociale omstændigheder. Men vores gener og vores sociale omstændigheder er altafgørende for vores materielle udkomme i livet. Har du fantastiske gener og en lykkelig og stimulerende opvækst, er der al mulig grund til at tro at du kan levere en efterspurgt vare på arbejdsmarkedet. Og omvendt etc. Men, da du ikke er ansvarlig for dine gener og din opvækst, fortjener du ikke frugterne af dit arbejde (uanset om de er positive eller negative.)
Forskellige VE-teoretikere tillader forskellige afvigelser fra lighed og appellerer dermed til forskellige faktorer som relevante. Rawls tillader ulighed hvis denne ulighed er til fordel for den dårligst stillede repræsentative gruppe i en given fordelingssituation. Andre VE-teoretikere tillader uligheder, der opstår som følge af bevidste og frie valgt men de hævder generelt, at kun ganske få ting kan være frie og bevidste i den grad der er nødvendigt.
Det er dermed karakteristisk for VE at kun ganske få ting kan begrunde at vi afviger fra lighed. I sin ekstrem kan intet begrunde afvigelser fra lighed, undtagen instrumentelle hensyn til størrelsen af samfundskagen (incitamentsargumenter.) Selv disse kritiseres af den yderste venstrefløj indenfor VE-gruppen, som Cohen, der argumenterer for, at vi skal skabe individer der ikke behøver incitamenter for at knokle løs til fællesskabets bedste. Så forlader man efter min mening enhver plausibel forbindelse til den liberale grundtanke om lige frihed.
Og det er kernen i en liberal kritik af VE (eller, i hvert fald af de mest rene former for VE): den er simpelthen for fjernt fra friheden, den gode gammeldags liberale, individuelle frihed. Nozicks kritik, der kendes under navnet slavery of the talented er og bliver relevant: kan det virkelig være (liberal) retfærdighed, at de arbejdsduelige og villige potentielt set skal være muntert malkekvæg, til sidste blods- og sveddråbe, for det store fælles bedste? Skal indsats og lovlydighed ikke belønnes? Betyder lige respekt for personer virkelig lige udkomme, eller er andre principper, som fx lige muligheder og et vist, plausibelt minimum af materielle kår til alle, ikke langt tættere på vores robuste intuitioner om social retfærdighed?
Hvor VE-gruppen argumenter for, at kun ganske få eller ultimativt ingen faktorer kan legitimere uligheder, følger det omvendt af højreliberalismen at stort set hvad som helst kan legitimere ulighed. Er en person, semipopulært sagt, født med en genetisk og social guldske i rectum, og udfolder denne person sine eftertragtede talenter på markedet med stort held, så kan alle de uligheder der følger heraf legitimeres. Og, naturligvis, også den anden vej: sur røv for lettere retarderede Johnny fra alkoholikerhjemmet på Vestegnen. De eneste måder uligheder ikke kan legitimeres på, er a) dem der opstår ved statens aktive omfordeling, eller offentlige overgreb på ejendomsretten, og b) dem der opstår ved (i øvrigt) illegitim tvang, altså ved lovbrud, eller private overgreb på ejendomsretten. Hvor lotteriargumentet står centralt for VE-gruppen, står selvejerskabstesen og den deontologiske version af distinktionen mellem negative og positive rettigheder centralt for den højreliberale. I tur:
Selvejerskabstesen siger, i en forenklet form, at 1) personer ejer sig selv og deres krop, talenter, evner osv., hvorfor 2) personer har en ret til frugterne af deres egen arbejdsindsats.
Den deontologiske version af distinktionen mellem negative og positive rettigheder siger, igen i en forenklet form, at negative rettigheder (og korrelerede negative pligter) er langt vigtigere end positive. Det er fx langt mere centralt for moralen, at vi afstår fra at skade andre, end det er at vi fx bistår dem eller afhjælper tidligere skade. Vores moralske pligter er først og fremmest negative thou shalt nots og kun i ekstremt begrænset omfang positive. Denne version af skellet mellem negative og positive rettigheder går igen i den statsskepsis som er så udtalt for den højreliberale: det er langt vigtigere at staten afstår fra handlinger, end det er at den fx hjælper. Blandt andet derfor ledes den højreliberale hurtigt til minimalstaten.
Dette hastige rids af højreliberalismen der, indrømmet, forenkler groft skulle være, om ikke fuldt ud fyldestgørende, så dog genkendeligt. Imidlertid er såvel selvejerskabstesen som skellet mellem positive og negative rettigheder dubiøse:
Selvejerskabstesens grundpræmis er umiddelbart appellerende: selvfølgelig ejer jeg min krop, mine talenter, evner osv. Hvem skulle ellers? Ikke desto mindre er det ikke indlysende, at dette ejerskab giver mig moralsk ret til at disponere frit over kroppen, talenterne osv. For at bruge et klassisk eksempel: hvis halvdelen af befolkningen har to velfungerende øjne medens den anden halvdel ingen øjne har, og vi har en perfekt transplantationsteknologi, har de seende så ikke en moralsk forpligtelse til at donere et enkelt øje hver til de blinde? Og hvis de har en sådan moralsk forpligtelse, hvorfor skulle staten så ikke kunne blande sig i forholdet og tvinge eventuelle prokrastinerende elementer til at donere?
Det centralt svage punkt i selvejerskabstesen ligger imidlertid ikke her, men i overgangen fra udgangspunktet personer ejer egen krop og talenter osv. til den substantielle konklusion der drages at personer har ret til frugten af deres egne talenter osv. Men hvorfor egentlig? Det følger ikke begrebsligt eller logisk. Der må altså være yderligere præmisser på spil præmisser, der godtgør den konklusion, at vi har ret til frugterne af vores egen indsats ud fra den præmis, at vi ejer vores krop. Det har imidlertid vist sig som en hidtil umulig opgave at levere en sådan præmis, der på en gang relaterer sig til selvejerskab overhovedet (altså, så at sige passer ind i sammenhængen) og som ikke simpelthen forudsætter det der skal bevises.[4] Selvejerskabstesen er hermed ikke en plausibel byggesten for en teori om retfærdighed og moral.
Den deontologiske distinktion mellem negative og positive rettigheder og pligter er endnu mere dubiøs. Distinktionen spiller, mere eller mindre eksplicit, en væsentlig rolle mange steder i højreliberale teorier. Det er en kendt sag, at Isaiah Berlin (Two concepts of Liberty) advokerede for de negative friheds forrang for den positive.[5] De negative frihedsbegreb drejer sig, i kort begreb, om hvilket område personen selv er suveræn over, eller, kunne man sige, hvor mange forhindringer der er for en given persons udfoldelse. Omvendt drejer positiv frihed sig om hvem der bestemmer over et givent område, eller, kunne man sige, hvilke muligheder der er for en given person til at udfolde sig. Frihedsbegreberne og rettighedsbegreberne er to sider af samme sag: positive rettigheder er rettigheder til noget, som andre så skal levere, medens negative rettigheder er afståelsesrettigheder: andre har en pligt til ikke at stille hindringer i vejen for personen.
Det er her essentielt vigtigt at stille spørgsmålet: hvad kan begrunde rettigheder? Det står jo enhver frit for at postulere denne eller hin rettighed eller fremhæve denne eller hin egenskab ved mennesket som så væsentlig, at den kan danne grundlag for en rettighed. Som Alf Ross sagde, som en skøge står naturretten til rådighed for enhver. For at tage det mest relevante eksempel, hvad kan begrunde ejendomsretten? Det korte og kontante svar er, at det eneste plausible bud er hensynet til personer, og det vil sige, hensynet til personers interesser og velfærd, og, naturligvis, alles interesser og velfærd. Liberale må nødvendigvis anse frihed som et væsentligt element i personers interesser og velfærd. Derfor kan ejendomsretten, for så vidt den tjener personers velfærd og interesser, begrundes. Men kun for så vidt den tjener personers velfærd og interesser, samlet set og for alle ellers afviger vi illegitimt fra den egalitaristiske platform. Ejendomsretten er med andre ord hverken fundamental eller ufravigelig. Mennesker er fundamentale.
Dette eksempel illustrerer meget fint hvad der galt med skellet mellem negative og positive rettigheder. Det, der k
an begrunde rettigheder, er hensynet til personers interesser og velfærd som udtryk for den lige respekt, en plausibel politisk teori må udvise for personer. Men, vi kan ikke sige, at negative rettigheder og pligter som sådan er bedre til, eller mere fundamentale, for at respektere personer. Hvis man indrømmer en negativ pligt jeg skal afstå fra at slå mine politiske personer i hovedet så gør vi det fordi personer og deres interesser betyder noget, og jeg skal respektere dem som personer. Men det gør ikke negative pligter mere centrale eller mere fundamentale. Personens interesser kan lige så vel tjenes af positive som af negative rettigheder, der er ingen principiel forskel. Der er ganske vist mange pragmatiske og effektivitetsmæssige grunde til at betone de negative rettigheder, da de ofte er nemmere at håndtere, og ikke mindst efterleve. En principiel forskel er der imidlertid ikke.
Da det er personer og deres interesser og velfærd der kan begrunde rettigheder, og da deres interesser og velfærd lige så vel kan tjenes af eller, faktisk behøver positive rettigheder, har den højreliberale ikke en sag for minimalstaten ud fra en ide om de negative rettigheders forrang.
Da såvel selvejerskabstesen som ideen om de negative rettigheders forrang er tvivlsomme, står den højreliberale med et begrundelsesproblem. Det kan også udtrykkes mere konkret: hvis friheden (som den højreliberale ser udtrykt i og grundlagt ved selvejerskabstesen og de negative rettigheders forrang) er noget vi skal tage alvorligt, er det noget vi må tage alvorligt for alle, medmindre man vil antage bizarre Nietzscheanske overmennesketeorier eller fx kristne prædestinationsteorier (Hvis fattigdom ikke var retfærdigt, ville Gud ikke have skabt så mange af dem.) Men da en entydig fokus på selvejerskab, ejendomsrettigheder og negative rettigheder er forenelig med, at friheden den reelle, konkrete og for personer betydningsfulde frihed kommer til at sidde på ganske få hænder, medens masserne har friheden til at dø af sult under Paris broer, så tager den højreliberale ligesom den venstreliberale egalitarist ikke friheden alvorligt nok.
Dette leder naturligvis til en tredje position, nemlig hvad jeg vil kalde velfærdsliberalismen. Det er svært at finde den helt rigtige etiket, da selve ordet velfærd i en politisk kontekst får mange ellers udmærkede mennesker til at krympe sig. Pointen i velfærd her er ikke at indikere noget i retning af den socialdemokratiske model. Den er, at indikere, at personers interesser og velfærd er det centrale i en plausibel og robust politisk moralitet. Som velfærdsliberalisme må teorien så endvidere hævde, at den personlige frihed er en central komponent.
Velfærdsliberalismen søger, som jeg forstår det, at undvige VE-gruppens underminering af ideer om personligt ansvar ud fra lotteriargumentet og den medfølgende underminering af den personlige frihed, der ofres på fællesskabets alter ved at de talentfulde skal stille alle deres evner og al deres arbejdsindsats til rådighed for det fælles bedste. Den fri udfoldelse af vores evner skal respekteres og belønnes ikke ud fra ideer om selvejerskab, men fordi udfoldelsen af vores evner i frihed er en væsentlig den væsentligste komponent i udviklet menneskelig velfærd. Det er, med Mills ord, en af mennesket som et udviklet væsens permanent interesser. Og netop Mill er en central figur i velfærdliberalismen. Dermed er det også tydeligt, at velfærdsliberalismen må afvige fra højreliberalismen, som jeg har fremstillet den her: til syvende og sidst er det personers velfærd og frihed (deres faktiske velfærd og frihed) som begrunder politiske rettigheder og institutioner, ikke frit svævende rettigheder, der blot postuleres ud i det blå, som en absolut ejendomsret, eller selvejerskabstesen.
Der kan og bør siges meget mere om velfærdsliberalismen, men jeg vil ikke trætte læseren unødigt med det her. Det må række med denne konklusion: velfærdsliberalismen undgår den faldgrube, som både venstre- og højrealternativerne falder i, nemlig, ikke at tage den personlige frihed alvorligt nok. Derfor er det den, og ikke en af de andre fortolkninger af den liberale grundide om personlig frihed, der er og bør være den centrale fortolkning.
III: Strategiske overvejelser
Den passioneret kølige engelske filosofi John Skorupski leverer et køligt passioneret forsvar for John Stuarts Mills relevans i den fine lille bog Why Read Mill Today?. Den er værd at læse, både for libertarianeren, der dog må være sympatisk indstillet i det mindste over for de grundlæggende træk af Mills frihedsdoktrin, men også for den egalitære venstreliberale, der tror vi kan opretholde en (stor) neutral stat, der svæver over vandene uden at få beskidte fingre. Her, og andre steder, skitserer Skorupski et (i mine øjne) præeminent pluralistisk liberalt syn på det non-ideale, rodede og kompromisbefængte politiske liv: Den liberale familie udgør et amalgam, hvis kvalitet udgøres af de enkelte doktriners kvalitet. Den Millske perfektionistiske og individualistiske liberalisme bidrag til dette amalgam er, efter min og Skorupskis og ligesindedes bedste overbevisning, særdeles tungtvejende. Dette i kraft af sin konsistens; sin følsomhed over for menneskelivets kvaliteter og mangfoldighed, og dermed over for det moralskes mangfoldighed; og i sit billede af statens rolle og omfang. Ingen af de ideer Mill bragte til torvs er indiskutable, når de skal praktiseres, og en del af de mindre heldige har med rette ikke overlevet. Men kernen overlever: foreningen af frihed og velfærd som på en og samme tid statens vejleder, grænsesætter og formål.
Men, uanset hvor suverænt vi Millianere må synes dette projekt er, kan det som et liberalt projekt ikke lukke sig om sig selv og tilsidesætte alle andre (liberale) positioner. Den liberale familie har både venstreegalitære og højrelibertære tendenser når det drejer sig om den økonomiske politik og det personlige ansvar. Den rummer både statsskeptikere og statsentusiaster, kulturprogressive og kulturkonservative elementer.
Millianere eller perfektionistiske velfærdsliberale mener blot ganske ubeskedent at sidde inde med den bedste fortolkning af liberalismen som en teori om det politiske (om staten, om dens rolle, om vores forpligtelser og rettigheder osv., det vil sige, en teori om politisk moralitet) der sikrer frihed og velfærd, hvilket må være pointen i enhver teori, der både er plausibel og liberal.
Men, ingen kan tage patent på begrebet liberal, og det vil være helt i modstrid med teorien egen ånd at gøre det. Derfor er der plads til alle i familien.
Når det er sagt, er det stadig relevant at overveje hvilke fællespunkter de forskellige familiemedlemmer egentlig har, og, i lyset af dette, overveje hvilke former for fælles fodslag der egentlig er for de(n) liberale sag(er). Dette er aldeles gustent og pragmatisk og det er der hvor den politiske filosofi hører op og den politiske retorik og strategi sætter ind. Her er jeg så læg som nogen filosoffer er og bliver ikke empirikere men jeg vil gribe lejligheden og give mit pip.
Begrebet liberal og dens afledninger bruges i den danske (nordeuropæiske?) offentlige debat som bekendt oftest som et skældsord. Der er lidt nigger over det: det er beskidt, og derfor giver det også et kick at erklære sig som liberal. Og jeg skal være den sidste til at løbe fra et vist mål af småpueril fryd over at fremføre typisk borgerligt-liberale synspunkter over for tilhængere af den dominerende antiliberale konsensus. Flere rettigheder er ikke nødvendigvis løsningen på alt. Arbejder man i den offentlige sektor, er man folkets tjener, ikke omvendt. Vi har meget at takke USA for. Israel er ikke den eneste kritisable part i mellemøsten. Kapitalisme er grundlæggende en god ide. At respektere religioner og kulturer er ofte uforeneligt med at respektere personer. Måske er det mere socialt retfærdigt at sætte skatten ned. Hvorfor privatiserer vi ikke kongehuset og tjener voldkassen på det som reality show? Har staten ligefrem en pligt til at understøtte moderne danseteater? Osv. Alt sammen betimelige standpunkter og legitime spørgsmål.
Men man vi liberale må spørge om det gør den liberale sag en tjeneste, når (visse) højrelibertære fører sig frem med en hyperthatcheristisk minimalstatsliberalisme (eller endnu værre, med den obskurantiske, Nietzscheinspirerede omgang idioti, der vælder fra Ayn Rand) der dels er filosofisk anløben (eller simpelthen helt i skoven), dels ikke tjener noget formål politisk i en dansk sammenhæng (fordi den er så fremmed og utopisk), dels ikke har meget med liberalisme at gøre, fordi det ikke er doktriner der tager den individuelle frihed alvorligt. Fremfør endelig synspunkterne, men adskil det fra liberalisme.
At skærpe tonen og provokere kan bestemt have sin berettigelse, selv for provokationens egen skyld. Når vi nu ikke har politiske partier, der for alvor vedkender sig liberalismen, og når vi nu har en politisk og kulturel tradition, hvor liberale tanker aldrig har stået rigtig centralt, så er det som indikeret fristende at give det hele en ekstra tand. Man lover jo sin udkårne at man henter månen, ikke at man nok skal hente Søndagsberlingeren og to croissanter, også i regnvejr. Selvom det sidste sådan set er bedre og ikke mindst langt mindre urealistisk. Men danskerne, eller et tilstrækkeligt antal danskere, er hverken så dumme, eller så egoistiske, at de æder en politisk doktrin blot fordi den lover billigere og større biler.
Dermed gør man, tror jeg, liberalismen en bjørnetjeneste (for læsere under 30: det betyder at man skader, ikke gavner) når man bevidst sætter begrebet liberalisme lig med de mest ekstraordinære former for ureflekteret egoisme og moralsk laissez-faire, som nogen gange ligger implicit eller eksplicit i cepos-fløjens (og beslægtedes) programmer.
[1] Såvel Kymlicka som Dworkin indikerer forskellige steder og på forskellige måder, at den samme historie kan fortælles, blot med friheden som udgangspunkt. Det tror jeg de har ret i, men det er mere instruktivt at fortælle historien som Kymlicka gør her.
[2] Jeg holder her relativister og skepticister uden for det gode selskab ud fra devisen livet er for kort til damehåndbold og relativisme.
[3] Kendere af den politiske filosofi kan, og ikke uden en vis ret, påpege at jeg klipper indtil flere tæer og hugger en del hæle, for at få dette regnestykke til at gå op. Ikke desto mindre fastholder jeg metaforikken som en rimelig klargøring af yderpunkterne i den liberale familie.
[4] Dermed ikke sagt at der ikke kan være (vældig) gode pragmatiske og kontingente grunde til at lade os bevare store eller størstedelen af frugterne af vores indsats. De er bare hverken principielle, eller særlig tæt forbundet med selvejerskabstesen.
[5] Og dog indrømmede Berlin, at de to frihedsbegreber var to sider af samme sag og, i korrespondance, at negativ frihed er meningsløs uden et mål af positiv frihed.
