Kategoriarkiv: Tidligere skribenter

Klokkerne ringer …

Den altid læseværdige Wall Street Journal har dd. en fin leder om Republikanerne og den igangværende midtvejsvalg-valgkamp.  Der er mere og mere, der tyder på, at "the chickens are coming home to roost", og avisens lederskribent har ikke svært ved at placere skylden.  Her er lidt af den:

"The GOP Record
The roots of Republican failures in Congress.

The 109th Congress has gone home to fight for re-election, and the best testament to its accomplishments is that very few Republicans are running on them. They're running instead against the peril to the country if the Nancy Pelosi Democrats take power.

We'll know in six weeks if this liberal fright mask is enough to save the GOP majority, but it's not too soon to say that Republicans in the 109th have been a major disappointment. The best thing about this Congress is that by doing little at least it did little harm. But despite their best chance in 50 years to reform the creaky institutions of the welfare state, Republicans couldn't maintain the unity or discipline to achieve nearly any of what they promised in 2004.

The one great exception is the confirmation of two new Supreme Court Justices. GOP Senators in particular helped to steer President Bush away from his underwhelming initial choice of White House counsel Harriet Miers toward the distinguished Samuel Alito. With the High Court playing an ever more decisive role in our political life, this may be Mr. Bush's most significant legacy beyond the war on terror.

On the liability side, the list of flops is extensive, starting with making the tax cuts permanent, repealing the estate tax and immigration reform. Senate Democrats did their part to kill the first two, but House Republicans get credit for fanning public worry about immigration and then pretending that a 700-mile fence will solve the problem.

Social Security reform was never going to be easy, and Mr. Bush's war-driven decline in job approval meant he couldn't move any Democrats. But that still doesn't excuse such prominent Republicans as Tom Davis (Virginia) and Roy Blunt (Missouri) for resisting their President's reform effort behind the scenes. So frightened were they that they never even brought the subject up for a vote.

Perhaps the most puzzling abdication was the GOP failure to do anything at all on health care. The window for saving private health care from government encroachment is closing, and both business and workers are feeling the pinch from rising costs. Yet Republicans failed to make health-care savings accounts more attractive, failed to let business associations offer their own health plans, and failed even to bring to a vote Arizona Congressman John Shadegg's bill to avoid costly state mandates by letting health insurance be marketed across state boundaries. The biggest winner here is Hillary Rodham Clinton's 2008 Presidential campaign.

Republicans have many explanations for their paltry record, some of them even accurate. The troubles in Iraq sapped Mr. Bush's support, dividing Republicans while uniting Democrats who saw a chance to regain power this fall. Hurricane Katrina blew away whatever hope there was of spending restraint and changed the national conversation from GOP priorities. And Tom DeLay's ethical troubles, and eventual ouster as Majority Leader, created a leadership vacuum.

Yet none of this excuses the more fundamental problem, which is that too many Republicans now believe their purpose in Washington is keeping power for its own sake. The reform impulse that won the House in 1994 has given way to incumbent protection. This is the root of the earmarking epidemic, which now mars every spending bill and has become a vast new opportunity for Member corruption.

Even amid all of this scandal, many Republicans still refuse to acknowledge any problem. Appropriators continue to resist major budget reform, and the same Republicans who gave a Democratic President the line-item veto in the 1990s refused to give a weaker version to a GOP President this year. No wonder so many loyal Republican voters have been telling pollsters they're not sure if they'll vote this year.

With his party down in the polls, Mr. Bush has tried to recast the midterm election as a referendum on the war on terror. This strategy may yet save Republicans from losing Congress, both because the war is the most important issue of our time and because the Democrats are calling for retreat in Iraq and essentially for a return to the antiterror policies of the 1990s. But it is no credit to the performance of Republicans in this Congress that their best argument for re-election is the wartime flaws of their opponents."

Danmark bestået – FN-Komite dumpet

Dette debatindlæg blev skrevet i august i år men faldt åbenbart ikke JPs debatredaktions smag, hvorfor jeg med nogen forsinkelse bringer det her:

Den 17. august i år afgav FNs Komité mod Racediskrimination (Komitéen) sine konkluderende observationer vedrørende Danmarks overholdelse af FNs Konvention til Afskaffelse af Racediskrimination (Konventionen).

Konventionen der tråde i kraft i 1969, var primært resultatet af, at en lang række nyligt uafhængige afrikanske og asiatiske stater ønskede at markere en klar afstandtagen fra den systematiserede racisme, flere af deres tidligere europæiske koloniherrer havde indført i disse stater. Konventionen var samtidig ment som et instrument mod de apartheidstater, der på daværende tidspunkt stadig fandtes i Sydafrika og Rhodesia (Zimbabwe).

Som et bolværk mod egentlig racemæssig apartheid kan man (på trods af en række uhensigtsmæssige bestemmelser) godt have sympati for Konventionen. Med denne funktion for øje burde den således ikke udgøre et problem for vestlige stater baseret på konstitutionalisme og retsstatsprincipper, herunder den formelle lighed for loven, kerneprincippet i vestlig retstradition.

Som det er sket med mange andre FN-konventioner har Konventionen imidlertid fået et langt bredere fokus end dets oprindelige og mere afgrænsede sigte. Gennem Komitéens fortolkning har Konventionen bevæget sig i en retning, der ikke bare er uden hold i vestlig retstradition, men ofte i lodret modstrid dermed. Lad mig pege på en række punkter.

Med afsæt i Muhammed-krisen anfører Komitéen bl.a., at “ytringsfriheden medfører særlige pligter og ansvar”, og opfordrer Danmark til at tage resolut handling mod racistiske og hadske ytringer og retsforfølge selv mindre udslag af sådanne. Med andre ord så Komitéen gerne ytringsfriheden begrænset når det kommer til ytringer, der i dens optik kan fortolkes som racistiske eller diskriminerende.

Til det er der at sige, at anklagemyndigheden kunne have valgt at have indledt retslige skridt mod Jyllands Posten (JP). Det ville så afhænge af en konkret vurdering, hvorvidt JPs ytringsfrihed ville have været krænket. Men der kan, bortset fra helt ekstreme tilfælde, såsom direkte opfordringer til eller trusler om vold, ikke ud fra en menneskeretlig betragtning siges at eksistere en positiv forpligtelse for staten til at straffe dens borgere for deres anvendelse af ytringsfriheden.

Komitéens fortolkning er et typisk eksempel på moderne menneskerettighedsfortolkning, som ikke længere fokuserer så meget på at begrænse statens magtmisbrug, men i stedet på aktivt at skabe en idealiseret verdensorden baseret på en menneskerettighedstilgang. Sådanne forsøg på at anvende menneskerettigheder aktivistisk, snarere end som en begrænsning, må dog uvægerligt og konstant skabe kolliderende “rettigheder”, hvis interne vægtning og prioritering kun kan fastlægges på vilkårlig vis.

Dette medfører en usikker retsstilling og en udhuling af klassiske frihedsrettigheder, der over adskillige århundreder har stået deres test i praksis, til fordel for abstrakte og fortænkte programerklæringer, uden praktisk eller historisk forankring.

Komitéen kritiserer endvidere Danmark for ikke i tilstrækkelig grad at sikre etniske og religiøse minoriteters kulturelle rettigheder, når det kommer til offentlig undervisning, kultur og information. Det kræver en særdeles kreativ fortolkning, at karakterisere manglen på kulturelle særrettigheder, som udtryk for statslig racisme af den slags, som burde være Komitéens egentlige fokus.  Endvidere afslører kritikken, at komitéen ikke opfatter mennesker som individer, men derimod alene som værende del af grupper.

Skulle Komitéens anbefalinger tages alvorligt, ville det være ensbetydende med, at det var en menneskeret at leve i et statsstøttet multi-kulturelt samfund, hvor ingen kultur kan siges at være bedre end andre. Det ville være et uacceptabelt og fundamentalt brud med bl.a. danske undervisningsprincipper, som i offentligt regi naturligvis i overvejende grad skal reflektere den vestlige tradition, Danmark er en del af.

Havde Danmark forbudt minoriteters alternative undervisning på privat og friskoler, kunne man med rette kritisere Danmark for at undertrykke minoriteter. Men netop dette alternativ sikrer, at forældre, indenfor brede rammer, kan opdrage deres børn i overensstemmelse med deres overbevisninger. Komitéens insisteren på statsligt indførte kulturelle særrettigheder for minoriteter er i virkeligheden et brud med den lighed for loven, som burde være Komitéens faste pejlemærke. Sådanne særrettigheder gælder jo per definition kun for en adskilt gruppe baseret på etniske, religiøse eller lignende kriterier, hvilket er præcis, hvad Konventionen burde modvirke. Lighed for loven bør gælde for alle uanset om man er minoritet eller ej. I modsat fald er døren åbnet for den kulturelle relativisme og vigtige grundprincipper vil dermed være i fare.

Endelig beklager Komitéen sig over, at Danmark ikke har gjort Konventionen til en del af dansk ret. Det er dog værd at bemærke, at ingen andre stater har valgt at tage sådanne skridt. Det faktum må siges at være det klareste udtryk for, at Komitéen har mistet retningssansen. Man har skabt et projekt, der er blevet løsrevet fra de retstraditioner menneskerettighederne er udsprunget af, en tradition der er forudsætningen for menneskerettighedernes rolle som garant for det åbne samfund baseret på lighed for loven.

Politiken om (g)ensidighed

Det er i dag ét år siden, Jyllandsposten offentliggjorde de nu herostratisk berømte tolv karikaturer af profeten Muhammed. I den anledning bringer Politiken dags dato en leder, der gør status. Jeg skal ikke trætte læserne med den de første otte afsnits øvelse ud i polemikkens kunst, men blot lige strejfe de to sidste afsnit, der efter lederens eget udsagn destillerer sagens pointe:

Det helt usædvanlige var dog, at den danske regering ved at nægte både at lægge nogen form for afstand til provokationen og indgå i nogen form for dialog med de krænkede ambassadører, lande og organisationer gjorde sagen international. Det kunne avisen ikke have forudset, og det bragte den til sidst i farezonen på en skræmmende og helt uacceptabel måde. Men at hævde den særlige provokationsret, som i hvert fald delvis er etableret i det gennemsekulariserede Europa, ikke som avis eller som kunstner, men som regering i det internationale diplomati, ja, det var ikke bare helt usædvanligt. Det var også ansvarsløst og kritisabelt. Det betalte det danske samfund en pris for, en pris, der ikke kun kan gøres op i tabte eksportinteresser og øgede sikkerhedsrisici.

At gøre det til karikaturkrisens danske pointe er mange af os ikke modne til. For det ville forudsætte, at vi fik øje for, hvad demokrati og integration har til fælles, nemlig behovet for gensidighed og ligeværd. Der skal nok mere end et år til, før vi når så vidt“.

Jeg er i et vidt omfang enig med Politiken i, at sagen handler om gensidighed (eller manglen på samme). Men jeg har meget svært ved at se, at denne leder rent faktisk efterlyser gensidighed. Det var den danske regering, der skulle være gået under åget; ikke de mellemøstlige diktaturstater. Det var Jyllandsposten, der skulle undskylde; ikke de imamer, der helt bevidst spredte misinformation i de netop nævnte despotier. Det var i det hele taget ytringsfriheden, der skulle files på; ikke det muslimske billedforbud.

Der bør jo som bekendt være frihed for Loke såvel som for Thor, og man har (heldigvis) ret til at have sine meninger og til at ytre dem i et frit samfund. Men når Politikens pointe nu engang går i denne retning, hvorfor så alt denne snak om ‘gensidighed’? Ville det ikke være lettere, hvis ‘Organet for den højeste oplysning’ en gang for alle gik ud og forlangte ‘ensidighed’? Det ville da i hvert fald begrænse den semantiske forvirring.

Bernard Lewis om demokrati og Mellemøsten

For de mellemøsten-interesserede er her et lille foredrag af Bernard Lewis, hvor han kommer ind på spørgsmålet om, hvorvidt demokrati kan udvikles i regionen.

Det er et tankevækkende stykke og dejligt kort. Jeg er ikke historiker, men Lewis omtaler den afghanske modsstandsbevægelse i 1980erne som talebanere, hvilket vist først var et nyere fænomen. Men det er en detalje. Hans lille hip om det franske demokratis udvikling siden 1789 ("And I'm not sure that they've got it right yet"), kan minde os om, at demokrati kan antage mange former.

Her er en smagsprøve hentet et lille stykke inde:

What is the possibility of freedom in the Islamic world, in the Western sense of the word? If you look at the current literature, you will find two views common in the United States and Europe. One of them holds that Islamic peoples are incapable of decent, civilized government. Whatever the West does, Muslims will be ruled by corrupt tyrants. Therefore the aim of our foreign policy should be to insure that they are our tyrants rather than someone else's–friendly rather than hostile tyrants. This point of view is very much favored in departments of state and foreign offices and is generally known, rather surprisingly, as the "pro-Arab" view. It is, of course, in no sense pro-Arab. It shows ignorance of the Arab past, contempt for the Arab present, and unconcern for the Arab future. The second common view is that Arab ways are different from our ways. They must be allowed to develop in accordance with their cultural principles, but it is possible for them–as for anyone else, anywhere in the world, with discreet help from outside and most specifically from the United States–to develop democratic institutions of a kind. This view is known as the "imperialist" view and has been vigorously denounced and condemned as such.

Her er et link til hele foredraget.

Fair and balanced?

Uriaspostens arbejdsomme Kim Møller har dd. en fin lille undersøgelse af, hvilke amerikanske aviser, der refereres af de danske aviser–og en sammenligning med deres politiske ståsted/politiske anbefalinger.  Her er hovedbudskabet:

"USA har adskillige større regionale og landsdækkende aviser, og ligesom herhjemme markedsfører de fleste sig som holdningsavis – støttende enten republikanerne eller demokraterne. …

For sjov skyld har jeg kørt top5-listerne igennem avisdatabasen Infomedia. Første tal sat i parentes er antal henvisninger i danske dagblade for valgåret 2004, andet tal dækker perioden fra 1. januar 2005 til dags dato – tredje tal dækkende begge perioder.

Venstreorienterede (liberal)

1. New York Times (2039/3754/5793) – Kerry2004
2. Los Angeles Times (358/666/1024) – neutral
3. Washington Post (911/1639/2550) – Kerry2004
4. Boston Globe (119/148/267) – Kerry2004
5. Chicago Tribune (41/92/133) – Bush2004

Samlet (3468/6299/9767)

——————————————————————————————

Højreorienterede (conservative)

1. Wall Street Journal (407/1037/1444) – neutral
2. Washington Times (55/88/143) – Bush2004
3. New York Post (118/211/329) - Bush2004
4. Manchester (N.H.) Union-Leader (4/0/4) – Bush2004
5. Daily Oklahoman (0/0/0) – Bush2004

Samlet (584/1306/1890)

Forholdstal (5,94/4,82/5,17)

I valgåret 2004 refererede de danske aviser seks historier fra venstreorienterede aviser, hver gang de refererede en historie fra en højreorienteret avis."

Det får jo en til at undres, når vi nu ved, at det er såre velkendt blandt alle journalister, at den venstrefløjs-dominans, der er dokumenteret blandt danske journalisters holdninger, som bekendt aaaaaalldrig manifesterer sig i deres dækning–denne er blot "kritisk" og "uafhængig" …

Flot arbejde, Kim.  Men bortset fra det, har jeg to små ting at udsætte på behandlingen, omend de altså er i småtingsafdelingen:

  1. Jeg er ikke helt sikker på, at Chicago-Tribune kan betegnes som venstreorienteret avis (selv når det er i relative, amerikanske termer).  Mig bekendt har avisen–ihvertfald historisk–været decideret konservativ, og de har da vist endnu en stak konservative kommentatorer blandt deres skribenter, ligesom dens erklærede leder-mæssige udgangspunkt er decideret eksplicit til højre.  Og de har vistnok ikke anbefalet en Demokrat siden engang i 1800-tallet …  På det redaktionelle/journalistiske er avisen blevet mindre klart til højre, men at klassificere den som direkte venstreorienteret vil nok svare til at gøre det samme med JP og Berlingske …
  2. Kim skriver videre: "Det er iøvrigt svært at betragte Wall Street Journal som højreorienteret hardliner. Avisen er ideologisk mere liberalistisk end konservativ, og værdipolitisk ikke langt fra Politiken."  Hvad er man så, hvis man er en liberalistisk hard-liner …? ;-)  At sige at WSJ værdipolitisk er på linie med Politiken er altså at male sig selv op i et hjørne, mere end nødvendigt eller ønskværdigt er: Som stort set daglig læser af WSJ, kan jeg faktisk ikke komme i tanke om nogle synspunkter, som de to aviser deler.  Kim tænker måske på, at WSJ er skeptisk overfor stramninger af indvandring, og (ihvertfald på nogle punkter) ligesom Politiken næppe bryder sig meget om de såkaldte "social conservatives", som findes i dele af Bushs eget bagland.  Problemet er så, at hvis man lægger snittet dér, mellem hvem der er "conservative" i amerikansk forstand og hvem, der ikke er, kommer man på et eller flere punkter til at frasortere størstedelen af det, der fra begyndelsen af det 20. århundrede og indtil 1980erne var indbegrebet af at være konservativ i USA.  Så falder Barry Goldwater og Bill Buckley (begge kendt som "Mr. Conservative") og sågar Ronald Reagan ud til venstre …  Det er altså ikke nødvendigvis sådan, at ens vens fjende er ens fjendes ven.

Lighed eller forskellighed

Siden 1960rne har et tabu hersket i den vestlige verden.  Det er tabuet, der siger, at der ikke findes forskelle på mennesker og især ikke på grupper af mennesker, der skyldes gener; alle forskelle skyldes påvirkninger af individerne, enten fysisk (ernæring, underernæring) eller psykisk.  Billioner af kroner, dollar, pund og anden valuta er brugt af regeringer på at opveje virkningerne af sådanne forskelle under etiketter som racisme, dårlig social arv, udstødthed, diskrimination og lignende.

Tabuet har altid været i strid med sund fornuft og elementær darwinistisk udviklingslære, og det er nu så undergravet af videnskaben, at det kun overlever i samfundsvidenskaberne, bureaukratierne og politikken af inerti, politisk korrekthed og magtinteresse.

Af samme grund bliver det svært at bekæmpe.  John Derbyshire har her et essay om, hvorfor konservative (i amerikansk forstand) har svært ved at tale om race, og hvorfor det er dumt.

I lægevidenskaben ved man, at race kan være en afgørende faktor i sygdom, i modtagelighed for behandling, i virkningen af bestemt medicin og i meget andet.  Samfundsvidenskaberne derimod lever for det meste stadig in denial hvad angår race, forskellene på dem og forskelle på grupper af mennesker generelt.

Steven Pinker har i “The Blank Slate” gjort op med det samfundsvidenskabelige dogme om mennesket som den tomme tavle, der ankommer uprogrammeret og uudstyret til verden, selvom han var forsigtig med at drage en række ellers indlysende slutninger af det, han rapporterede, formentlig for ikke at afskrække læsere.

Betyder erkendelsen af arvelige forskelle på mennesker noget for liberalismen?  Den betyder i hvert fald noget for politik på store og dyre områder som socialpolitik, velfærd, sundhed, uddannelse og meget andet.  Hvad tabuet har kostet i spildte penge og fejlanvendte ressourcer lader sig næppe beregne, men tallet må være astronomisk højt.

De nye erkendelser er blot de genetisk og molekylærbiologisk underbyggede erkendelser, som indtil 1960rne ikke var så radikalt bestridt, som de siden blev, for eksempel

— at evolutionen ikke holdt op, da det moderne menneske opstod, men fortsatte, ligesom den er fortsat hos alle andre dyrearter
— at forestillingen om at mennesket som den eneste art skulle være undtaget fra reglen om at dens medlemmer repræsenterer forskellige pakker af genetisk betingede evner, egenskaber og muligheder, er en ejendommelig overtro, som ellers kun trives blandt religiøse fundamentalister, for hvem mennesket også er en art, der er undtaget fra alle biologiske lovmæssigheder
— at forskelle på mennesker og grupper af dem er præcis hvad darwinistisk evolutionslære vil forvente at finde, idet det kun er ved at præsentere forskelle, at individer i en art kan udvise genetisk variation og dermed sondere tilpasningsevnen til bestemte omgivelser
— at viden om sådanne forskelle er noget af den vigtigste viden overhovedet og må være afgørende for ethvert samfund, der anser sig for grundet på rationalitet, videnskab og troen på fordomsfri erkendelse.

Tabuets forsvarere siger ofte, at tabuet er nødvendigt for at holde fast i princippet om menneskers ligeværd.  Jeg har aldrig forstået denne logik.  Ligeværdsprincippet var aldrig (af Locke, Jefferson og de andre) tænkt som om det medførte det for dem indlysende absurde postulat, at alle mennesker er ens.  Det er netop fordi mennesker ikke er ens — i begavelse, charme, effektivitet, pligtopfyldelse, venlighed, fysisk styrke, levetid eller noget som helst andet — at de må anses for lige værd.

Frihed, lighed, demokrati–og velstand?

Jeg holdt i fredags–med cirka et halvt års forsinkelse–tiltrædelsesforelæsning som professor i almen og sammenlignende statskundskab ved Københavns Universitet.  Det skete under den sexede overskrift "Frihed, lighed, demokrati–og velstand?  Nogle empiriske perspektiver på klassiske politologiske temaer".  Gab.

Det gik vist nogenlunde.  Der var bl.a. et par Punditokrater tilstede, og vores med-punditokrat Foss har været så særdeles venlig at skrive et par ord om det andetsteds.  Her vil jeg nøjes med nedenfor at vise jer tre lot-diagrammer, der spillede en central (men ikke afgørende) rolle i forelæsningen.  De meget, meget, meget interesserede kan om føje tid rekvirere et tryk af forelæsningen.

Ensretning eller mangfoldighed?

I forlængelse af nogle af mine tidligere punditokrat-indlæg har jeg her hen over september berørt modsætningen mellem monisme og pluralisme i en kronikrække om Tolstoj, Turgenev og Dostojevskij i Berlingske.

Samtidig har jeg uddybet emnet i et CEPOS-essay, der netop er blevet sendt på gaden. Essayet har titlen “Ensretning eller Mangfoldighed?” og resuméet lyder som følger:

Den russisk-engelske politiske tænker Isaiah Berlin var velbevandret i den klassiske litteratur. Hos den oldgræske digter Arkhilokhos var han faldet over et pudsigt brudstykke af en lille fortælling. “Ræven ved mange ting, men pindsvinet ved én, stor ting”, lød de dunkle ord. De fleste ville nok have rystet på hovedet og ladet fabel være fabel, men ikke Berlin. Han brugte modstillingen mellem ræven og pindsvinet til at sætte et billede på de idéer, han holdt ansvarlige for samtidens politiske sygdomme. Hvor pindsvinene ledte med lys og lygte efter én sand formular for samfundets indretning, der besang rævene mangfoldigheden. Striden mellem ensretning og mangfoldighed blev ikke blot udkæmpet i 1700- og 1800-tallets intellektuelle miljøer. Den lader sig også aflæse i periodens litteraturhistorie. Et sigende eksempel finder vi i Rusland, hvor tre af periodens største forfattere – Lev Tolstoj, Fjodor Dostojevskij og Ivan Turgenev – meldte sig i dysten med både liv og sjæl. Beretningen om de tre store russere viser med al ønskelig tydelighed, hvor forjættende pindsvinenes store lighedstanke er. Netop derfor er den farlig, for ensretning er en opskrift på undertrykkelse.

Jeg hører – såfremt vore læsere kan overskue mere russisk litteraturhistorie 🙂 – gerne nogle kritiske kommentarer.

Opposition?

Som de fleste af Punditokraternes læsere vil vide, er den amerikanske midtvejsvalgkamp i gang. Og som altid er det er slag mellem de store, dvs. Demokraterne og Republikanerne. Nogle steder er valgkampen om guvernørposterne imidlertid også skudt i gang og i nogle af de amerikanske stater kæmper det upåagtede Libertarian Party mod giganterne. Og i kampen om at blive North Carolina’s næste guvernør, er der en opsigtsvækkende kandidat. Det drejer sig om Professor Michael C. Munger fra Duke University hvis valgskampstemaer kan findes her.

Kandidat Mungers store problem er imidlertid, at de etablerede politiske partier ikke virker pjattede med at have en intelligent og velformuleret kandidat inkluderet i den “demokratiske” debat og derfor lider kampagnen under, at der skal indsamles urimeligt mange underskrifter før kandidaten i det hele taget kan komme til orde på TV. Helt præcis skal der indsamles 107.000 underskrifter for at komme på stemmesedlen – og dermed kunne deltage i debatten. Disse underskifter vil blive nidkært kontrolleret af repræsentanter fra – ja, lige præcis – de “demokratiske” og republikanske partier.

Den situation har vi en pendant til herhjemme. Her argumenterer Danmarks – såkaldte – Liberale parti, Venstre, at navnet Liberalisterne er alt, alt for tæt på Venstres navn. Venstre nedlægger med andre ord veto overfor nye politiske partiers adgang til stemmesedlen. Velsagtens for at undgå, at der opstår opposition til højre for Venstre – hvilket vel ikke er meget at forlange?

Efterdønninger

Efter at Plame-sagen floppede, har der været enkelte mildt underholdende efterdønninger. The Wilsons har anlagt en civilsag for at holde liv i deres celebrity status som ofre for en væmmelig sammensværgelse, og har angiveligt nu også sagtsøgt Richard Armitage, der forleden bekræftede, hvad alle efterhånden havde gættet, nemlig at det var ham, som afslørede Mrs. Wilson/Plame’s tilknytning til CIA. Men det var ikke med vilje, hævder han. Det har så fået Robert Novak til at skrive nok en klumme, hvor han dels besværer sig over, at journalisterne i MSM var dumme nok til at opfatte ham som del af en Bush-sammensværgelse, dels sparker til Armitage, der åbenbart ikke bare kom til at afsløre, men gjorde det med vilje. Hvad Armitage selvfølgelig straks har benægtet. The show goes on and on and …

Her er et par klip fra Novaks klumme i dag fra WaPo:

An accurate depiction of what Armitage actually said deepens the irony of his being my source. He was a foremost internal skeptic of the administration’s war policy, and I had long opposed military intervention in Iraq. Zealous foes of George W. Bush transformed me, improbably, into the president’s lapdog. But they cannot fit Armitage into the left-wing fantasy of a well-crafted White House conspiracy to destroy Joe and Valerie Wilson. The news that he, and not Karl Rove, was the leaker was devastating for the left. …

Armitage’s silence for the next 2 1/2 years caused intense pain for his colleagues in government and enabled partisan Democrats in Congress to falsely accuse Rove of being my primary source. When Armitage now says he was mute because of special prosecutor Patrick Fitzgerald’s request, that does not explain his silent three months between his claimed first realization that he was the source and Fitzgerald’s appointment on Dec. 30, 2003. Armitage’s tardy self-disclosure is tainted because it is deceptive.

Læs hele klummen her.

11. september 2001 in memoriam II

Jeg hader datoen 11/9 så meget, at jeg som regel glemmer, at en meget god ven har fødselsdag netop den dag–og jeg er ihvertfald endnu ikke klar til at skrive en kronik som Mr. Laws.  Så her er lidt genbrug: En kronik, som jeg–efter at have stået på Greenwich Street og set South Tower styrte sammen og efter at have frygtet for familie og venner–skrev på en internet café i Greenwich Village tre dage efter, og som Bent Blüdnikow var flink nok til at bringe om søndagen.

Frihedens tårne

Berlingske Tidende 16.  september 2001, 1. sektion, side 12

Kronik: Terror-angrebene i USA var angreb på det frie marked og det frie samfund.

Af Peter Kurrild-Klitgaard, Ph.d. og gæsteforsker ved Columbia University og New York University

World Trade Centers to tårne er som regel det første, jeg ser, når jeg går ud fra vores hus i Greenwich Village, og de er som regel det sidste, jeg ser om aftenen, når jeg kommer hjem. Og hver eneste dag tænker jeg højt: »Hvor er de smukke! Hvor er det fantastisk at bo her i New York!«.

Og aldrig har jeg set dem smukkere end for to måneder siden, den 4. juli, på 225-årsdagen for den amerikanske uafhængighedserklæring, hvor vi stod på taget af et hus og beundrede festfyrværkeriet over vandet mellem Frihedsgudinden og World Trade Center.

Og nu er de væk – og med dem er forsvundet ikke blot milliarder af dollars, men også i tusindvis af uskyldige mennesker, som ikke gik i krig, men som blot gik på arbejde. Og som var så uheldige, at nogle fanatikere mener, at det, at man er amerikaner og arbejder i verdens finansielle centrum, er grund nok til at skulle dø.

For World Trade Center var et symbol på handel, markedet og kapitalismen, på internationalisering og globalisering, på det åbne samfund og den moderne verden. Kort sagt på vestlig civilisation. Som sådan symboliserede de to tårne alt det store, som mennesket kan – når det vil, og når det får muligheden.

Der findes nok af monstrøse monumenter bygget af stater for at glorificere dem selv og deres ledere. Pyramider bygget af slaver som grave for døde faraoer. Triumfbuer bygget for kejsere til minde om krig, eller for præsidenter til minde om dem selv. Her var derimod et kompleks, der i både symbolik og praksis kun tjente et fredeligt formål: at bringe handlende parter sammen til gensidig fordel, og som derfor var fyldt med driftige, kreative mennesker. De to tårne var en daglig hyldest til mennesker, der opdager, opfinder, skaber, køber og sælger – og som dermed gør deres til, at vi alle har det en lille smule bedre i dag, end vi havde det i går.

Men i dag har vi det ikke bedre end forleden. Angrebet i tirsdags er for liberale, markedsøkonomiske retsstater, hvad rigsdagsbranden i Berlin var for de demokratiske partier, og hvad Krystalnatten var for jøderne. Hverken mere eller mindre. Det var et angreb, der var lige så symbolsk ment som de symboler, man bogstaveligt jævnede med jorden. Og hvem det end var, der stod bag terrorangrebet, så er de ikke alene.

Selvmorderiske mordere, der med et »Allah er stor« på læberne udslettede tusinder på sekunder, har, trods forskelle i religion, retorik og symboler, en lang række naturlige åndsfæller iblandt os i Vesten.

ATTAC-medlemmer der med molotovcocktails bekæmper frihandel og kæmper for nationalisme.

Nationalsocialister der med knipler slås mod indvandrere og for den ariske race.

Miljøfanatikere der brænder butikker, fabrikker, marker og mennesker for dermed at redde en højere og finere »natur«.

Autonome fra Nørrebro som med brosten angriber McDonald's som symbol på kapitalismen og som forsvarer et eller andet, som ingen kan huske, hvad var.

For trods forskelle er disse bevægelser grundlæggende skåret over samme læst og har tre centrale præmisser til fælles. At vold er et acceptabelt middel til at nå politiske mål. At mennesker er skyldige eller uskyldige alene i forhold til, hvilken kollektiv gruppe de tilhører. Og at personlig frihed og økonomisk frihed er det ondeste onde. Og når alt det er lagt til grund, så kan der ikke være nogen større fjende end USA og amerikanerne, og så kunne der ikke være noget mere oplagt symbolsk mål end World Trade Center.

Men åndeligt og moralsk medskyldige er ikke blot de palæstinensere, der tirsdag jublede på Vestbredden og i København. Det er også, omend i det mindre, de mennesker, der verden over selv dagligt puster til hadet til alt, der er amerikansk, og som den naturlige forlængelse heraf også til alt, der f.eks. er israelsk.

Som den midaldrende munkemarxist der sidder i sin trygge universitetsstilling og med lys i øjnene fryder sig, når der er krise på kapitalmarkeder eller begyndede recession, fordi det altsammen er det første – og uomgængelige – tegn på kapitalismens uundgåelige kollaps.

Som de repræsentanter for den ene mere moralsk og retsligt derangerede stat efter den anden der i forrige uge mødtes i Durban for angiveligt at modarbejde racisme, men hvis dagsorden fra først til sidst var, at USA og Israel skulle fordømmes.

Man kan ganske vist ikke sige, at USAs regeringer gennem tiderne altid har været helt uden skyld i, at der i dag er millioner rundt om i verden, der ser USA som en fjende. Men ved i denne situation blot at antyde, at »det var amerikanerne selv ude om«, så gør man det uacceptable at sætte lighedstegn mellem den kollektive enhed, som man kalder en stat, og de enkelte mennesker, der tilfældigvis bor der. Og aldrig nogensinde har USA gjort noget, der blot tilnærmelsesvis retfærdiggør at slå tusinder af uskyldige mennesker ihjel.

Men uanset hvor mange der døde, og hvor uhyggelige angrebene var, må al talen om dette som »det 21. århundredes første krig« ikke få os til at falde i en fælde. Den engelske 1700-tals forfatter Samuel Johnson skrev advarende, at patriotisme er en slyngels sidste udvej, og det er et lige så velkendt udtryk, at i krig er sandheden det første offer. Men hertil kunne man tilføje, at det andet offer er tolerancen, og det tredie er retssikkerheden.

Det bør man huske på i disse dage, hvor anti-arabiske og anti-muslimske følelser let kan løbe løbsk, og hvor man i Vesten let kan komme til at begå samme fejl som før. Amerikanernes behandling af japanerne under Anden Verdenskrig er den dag i dag med rette et ømt punkt, og danskerne begik i kølvandet på besættelsen mange uretfærdigheder mod hinanden og mod tyskere og italienere i Danmark. Begynder man i denne triste situation at behandle muslimer og arabere som én kollektivt skyldig gruppe, og benytter man lejligheden til at give de vestlige stater ubegrænset magt, så undergraver man i virkeligheden den selvsamme frihed, som fredelige mennesker i New York og Washington arbejdede og døde for.

Der er mange, der allerede har sagt, at denne tragedie skyldes islam og muslimerne, og at det hele dermed først og sidst er et spørgsmål om religion. Men det er det tydeligvis ikke alene. Både kristendommen og jødedommen har som organiserede religioner hver deres i titusindvis af uskyldige ofre på samvittigheden, og der findes omvendt millioner af tolerante, fredselskende muslimer. Gør man denne tragedie til et valg mellem den ene religion eller den anden, mellem denne eller hin nationalitet, så gør man den samme fejl som de terrorister, der førte flyene mod uskyldige civile.

Dette er snarere, først og sidst, et spørgsmål om institutioner og kultur, om civilisation. Det er, som Shimon Peres sagde det forleden, et valg mellem lys og mørke, mellem civilisationen og jungleloven. USA og Vesten er fuldt berettigede til at sætte ind over for de uhyrer, der stod bag angrebene, men ma
n bør være meget forsigt
ig med ikke samtidig at hælde benzin på bålet ved selv at angribe uskyldige civile.

Faktum er, at uanset hvor mange tilholdssteder man vil kunne bombe i Afghanistan, Irak eller Sudan, og uanset hvor mange sikkerhedsforanstaltninger man gør sig i USA og Europa, så vil man aldrig kunne gardere sig 100 procent mod begivenheder som i denne uge. Ikke uden at forvandle Vesten til én stor politistat i permanent undtagelsestilstand. Paradoksalt nok er det redskab, der i længden vil kunne sikre, at terrorister fra Den Tredje Verden ikke hader USA og Vesten, det selvsamme redskab som har bragt os ud af middelalderen, og som de nu har angrebet, nemlig markedet. Der har aldrig været en mere civiliserende kraft i verdenshistorien end netop den globale kapitalisme, som World Trade Center stod for. Ved at sørge for at handle med disse lande og dermed bringe dem op på vores levestandard, vil vi kunne sørge for, at de i længden vil have lige så stor en interesse i vores velbefindende, som vi i deres. Spørgsmålet er så, naturligvis, hvor langt det lange løb er, og hvad vi gør, indtil det er nået.

Indtil videre håber jeg, at jeg en dag kan se ned ad Greenwich Street igen, og at der så igen står to tårne, men endnu højere og endnu flottere, der som vartegn fortæller mig og hele verden, at den menneskelige civilisation kan være grænseløs.

To slags integration: den skandinaviske og den amerikanske

Den i Danmark konstant verserende udlændingedebat har ofte fokuseret på en særlig gruppe flygtninge/indvandrere, som i særlig grad har kunnet sætte sindende i kog nemlig somaliere.

Somaliere og deres efterkommere har angiveligt den laveste tilknytning til arbejdsmarkedet, er overrepræsenteret i kriminalitetsstatistikker og opleves af mange som havende en så fremmed kultur (særligt omskæring af piger og klan strukturen har virket provokerende) at somaliere er uintegrerbare i her i landet. På et tidspunkt gik debatten så højt, at et folketingsmedlem foreslog at løse det somaliske problem med faldskærme.

Det er ikke kun i Danmark, at somaliere generelt har klaret sig dårligt. I Sverige er situationen lige så deprimerende. Spørgsmålet er derfor om somaliere simpelthen er for "kulturfremmede" til at kunne begå sig i moderne vestlige samfund.

Dette spørgsmål har den svenske professor i økonomisk historie ved Lunds Universitet Benny Carlson søgt at belyse ved at sammenligne hvorledes somaliere i henholdsvis Sverige og Minnesota, der i højere grad end mange andre delstater har modtaget skandinaviske immigranter, klarer sig. Undersøgelsen har vakt en del opsigt og er bl.a. (ganske kort) nævnt i seneste udgave af the Economist. Der er god grund til, at undersøgelsen har fået en sådan opmærksomhed for konklusionerne er (med forbehold for lødigheden af undersøgelsen metode og data som jeg ikke kan udtale mig om) ganske slående.

Tidsskriftet Watching America har lavet skrevet en artikel med afsæt i undersøgelsen, hvorfra nedenstående udklip er hentet:

A lot of Somalis who wound up in the U.S. migrated to Minnesota, more specifically to Minneapolis-St. Paul, the Twin Cities, a metropolitan area with a population of roughly 3 million. There are an estimated 25,000 Somalis in Minnesota

 […]According to Benny Carlson, Somalis are "not a prosperous group, but they are a working group, and one that is likely developing dynamically, at that."
The employment rate lies between 55 to 60 percent. Thus it is twice as high as in Sweden.
Entrepreneurship constitutes the first – and likely the most important – explanation. There are around 800 Minneapolis businesses run by Somalis. That number is growing rapidly. In 2003, there were 38 Somali entrepreneurs in all of Sweden.

The second explanation, which is partly connected to the first, is that the Minneapolis Somalis have created an (ethnic) "enclave economy." People with a common ethnicity engage in economic activities to support themselves, to support each other – and later on, this branches out and becomes part of the surrounding community.
Corner stores become supermarkets. Holes in the wall become real restaurants. Taxi drivers join forces and launch their own carriers.

At the Safari Restaurant, Benny Carlson meets Jamal Hashi, who runs the place with his brother. Initially, they only catered to their compatriots and didn't even have a menu. Now they not only have a menu but also a non-Somali clientele. They have thirteen employees: six Mexicans, four Ethiopians and three Somalis

Business is good: "There's opportunity here." The brothers have ambitious plans about building an African fast-food chain. There may, says Jamal, even be a restaurant in Sweden, a country he describes by quoting a friend who lives there:
"There you are like a fly trapped under a glass turned upside-down. You can feel that your dreams are being smothered."

Hussein Samatar arrived in Minnesota in 1994. At the time, he spoke no English. Now he heads an entrepreneurship center, stating that "the dollar is green, not black or white." Omar Hassan, who was an accountant back in Somalia, runs a multi-service business that provides help with tax returns, applications and travel documents. And while he works very hard, he is also in his own words "the top man on the market."

The elder and religious leader Shejk Sàad Muse holds a mini-lecture about how Somalia lies strategically on the Horn of Africa, and how Somalis are therefore used to traveling, trading and adapting: "We can be Somalis, Muslims and Americans at the same time."

[…]As a consequence of all this, Sweden has more than a little to learn from Minnesota and the U.S. There, as is clear in the Minneapolis case, the service sector plays a key role as an (assimilation) gateway. The fact that Sweden and other European countries have a smaller (private) service sector than the U.S. helps explain why unemployment remains stuck at high levels: when jobs disappear in manufacturing, there are not enough new businesses and job opportunities being created in the service sector. Those most vulnerable on the labor market are the ones then most affected.

[…]A recent study by the Swedish Center for Business and Policy Studies (SNS) demonstrates that Sweden, with its regulations as well as the public sector monopoly on services, is the OECD country with the weakest long-term link between growth and employment.
The Americans understand – and celebrate – the social and economic significance of the immigrant businesses. This is in relation to both the immigrants themselves and the society as a whole. In a country like Sweden, however, entrepreneurial individuals are not seen as motors of progress. This role is reserved for the benevolent systems of the state.

Malyun Ali came to the U.S., via a refugee camp, in 1997 and now runs a little store in Minneapolis while also working in home care.
"Life is tough in the U.S., but it's good. If you have a dream, you can realize it," she tells Benny Carlson. She herself is dreaming of an even larger store, and of employing staff.

Sure it sounds somewhat idyllic. Not everyone makes it. Life as a poor immigrant in the U.S. is tough, just as Malyun says. Attitudes towards Muslims have been affected by the September 11th terrorist attacks.
But it is also tough being smothered by good intentions. To be labelled hopeless from the outset. To be a fly under the glass.

På trods af, at undersøgelsens konklusioner givetvis også er relevante for Danmark, er der næppe nogen overhængende risiko for at danske politikere tager konklusionerne til sig, domineret som Danmark p.t. er af den særlige blanding af national-konservatisme og social-demokratisme. Forvent derfor at kriminalitetsniveauet og arbejdsløsheden blandt indvandrere og deres efterkommere forbliver højt, mens den almindelige danskers tålmodighed med disse grupper formindskes og tendensen med parallelsamfund dermed forstærkes. En pris der tilsyneladende er værd at betale for at bevare illusionen om velfærdsstatens velgørende virkninger. 

11. september 2001 in memoriam

Jeg har en kronik i Berlingske Tidende i anledning af 5 året for terrorangrebet den 11. september 2001.

De multinationale og menneskerettighederne

Denne punditokrat har d.d. en længere artikel i Ræson vedrørende multinationale virksomheder og menneskerettigheder. Politiken har valgt at bringe en forkortet version af artiklen, der ikke findes online, hvorfor jeg bringer den i sin helhed her:

Siden globalisering for alvor blev en vigtig del af international politik, har der været gjort forsøg på at få multinationale virksomheder underlagt internationale menneskerettighedsstandarder. Der eksisterer hvad man kunne kalde en menneskerettighedsbevægelse bestående af NGO’er, akademikere og menneskerettighedsinstitutioner, som har produceret utallige konferencer og artikler om dette emne. Målsætningen har også givet sig udslag i Danmark, hvor Institut for Menneskerettigheder (IM) sammen med bl.a. Dansk Industri og LO, har iværksat et storstilet projekt under navnet “Human Rights & Business”. Projektet inkluderer bl.a. en hjemmeside, hvor virksomheder ved at beskrive en lang række forhold om virksomhedens produktion, ligestilling, markedsføringstiltag, ansættelsespolitik m.v. kan få bedømt, hvorvidt de lever op til de menneskerettighedsstandarder, som gælder i henhold til en række FN-Konventioner.

Men kampagnen for at underlægge de multinationale virksomheder menneskerettighedsstandarder hviler på en fatal mangel på forståelse af nogle helt grundlæggende og afgørende forskelle mellem stater og erhvervsvirksomheder.

De sårbare giganter

Den grundlæggende brist i idéen om at underlægge de multinationale virksomheder menneskerettigheder er den manglende forståelse af den fundamentale forskel mellem en stat og en privat virksomhed. Stater har langt større magtbeføjelser – selv fattige stater er langt mere magtfulde i forhold til almindelige mennesker end den rigeste multinationale virksomhed.

Grunden til, at stater skal overholde og respektere en række fundamentale menneskerettigheder, er, at staten er tildelt et monopol på magtudøvelse på sit territorium. Staten kan med andre ord bruge væbnet magt overfor sine borgere, der typisk ikke har adgang til at udfordre statens magtmonopol. I moderne tid har teknologi medført, at staterne via velbevæbnede hære og politistyrker med lethed vil kunne udrydde deres befolkninger, hvorfor risikoen for misbrug af statens magtmonopol er så meget desto større, hvilket Europas historie i sidste århundrede bærer al for tydeligt vidnesbyrd om. Ingen nok så rig virksomhed har et tilsvarende magtmonopol.

Endvidere lever virksomheder modsat stater på borgernes nåde, idet virksomheder er afhængige af, at forbrugere (og andre virksomheder) frivilligt vælger at bruge penge på det(t) produkt(er), som virksomheden lever af at producere og/eller sælge. Vælger forbrugerne eller andre virksomheder en virksomheds produkt(er) fra, vil selv den stærkeste koncern falde fra hinanden uden mulighed for at tvinge forbrugerne til at bidrage til dens fortsatte eksistens. En kriseramt virksomhed kan altså ikke pudse politi eller hær på vrangvillige eller kritiske forbrugere og tvinge disse til at betale til virksomheden mod deres vilje. Såfremt en stat er i økonomiske problemer vil den derimod kunne udskrive skatter, således at borgerne tvinges til at bidrage til og styrke statens magtmonopol. Er borgerne utilfredse vil staten endvidere kunne anvende lovgivning og sit magtmonopol til at tvinge borgerne på plads. Statens magtmonopol gælder tillige overfor virksomheder – også de multinationale – der, præcis som borgerne, afkræves skatter og er underlagt love og regler der vedtages, administreres og håndhæves af staten.

Heller ikke forholdet mellem ansat og virksomhed kan sammenlignes med forholdet mellem stat og borger. Et ansættelsesforhold er i en fri markedsøkonomi baseret på aftalefrihed. En person kan derfor ligeså lidt tvinge en virksomhed til at ansætte sig, som en virksomhed kan tvinge en person til at arbejde for sig. Den grad af frivillighed, der eksisterer mellem borger (som forbruger eller ansat) og virksomhed, findes således ikke i forholdet mellem borger og stat.

Det skal medgives, at der har været situationer, hvor multinationale virksomheder har begået endog meget alvorlige forbrydelser såsom anvendelse af tvangsarbejde, fysiske overgreb og mord, som f.eks. i Chile i forbindelse med kuppet mod Salvador Allende.  På trods af den fortjente medieopmærksomhed sådanne tilfælde får, er det dog en meget lille minoritet af disse selskaber, der har sådanne handlinger på samvittigheden. Det er endvidere værd at bemærke, at den groveste form for overgreb fra de multinationale virksomheders side (der toppede under den kolde krig) næsten udelukkende er fundet sted i stater med korrupte og undertrykkende regeringer. Sådant misbrug sker meget sjældent, hvis nogensinde, i velfungerende liberale demokratier, hvor regeringerne i højere grad er bundet af menneskerettigheder og er afhængige af borgernes velvilje. Fordi virksomheder ikke kan anvende magt, men netop er afhængige af, at vi forbrugere efterspørger deres produkter, er de multinationale selskaber langt mere sårbare overfor dårlig presse og for omverdenens krav om acceptabel opførsel, end stater med magtmonopol. En sårbarhed, der er blevet forstærket via moderne informationsteknologi.

Da Cheminova for nylig blev konfronteret med beskyldninger om farlige arbejdsforhold for firmaets ansatte i Indien, skred man straks ind med en undersøgelse med henblik på at forbedrede eventuelle kritisable forhold. Når Sudan, Iran, Saudi-Arabien og Nordkorea konfronteres med deres behandling af egne statsborgere mødes det internationale samfund og menneskerettighedsorganisationer oftest med et skuldertræk eller tomme løfter om forbedret opførsel.

Selskaberne slipper ikke

Instituttets projekt er tillige på skrøbelig grund, når det kommer til de menneskerettighedsforpligtelser, man mener de multinationale selskaber skal efterleve. Projektet påberåber sig at være baseret på gældende menneskerettighedskonventioner i FN-regi, såsom FNs Konvention om Borgerlige og Politiske Rettigheder og Konventionen om Økonomiske, Sociale og Kulturelle Rettigheder fra 1966. Men læser man disse konventioner bliver det hurtigt klart, at de alene binder stater: under gældende ret er det med andre ord alene dem, der er pligtsubjekter under eksisterende menneskerettighedskonventioner. Konventionerne kan alene ratificeres af stater – og det folkeretlige ansvar, der følger af en sådan ratifikation, påhviler alene den ratificerende stat. Selv hvis en virksomhed skulle ønske at blive bundet af en international menneskerettighedskonvention, ville dette ikke være muligt.

Tværtimod forholder det sig således, at virksomheder er rettighedssubjekter under en række menneskerettighedskonventioner, herunder de FN-konventioner, som “Menneskerettighedsbevægelsens” projekt er baseret på, samt under den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK). Det vil sige, at virksomheder har krav på, at stater respekterer bl.a. retten til en retfærdig rettergang, den private ejendomsret og ytringsfriheden. Der foreligger da også adskillige domme fra den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD), hvor det er blevet statueret, at statslige tiltag såsom konfiskationer og vilkårlige retssager har været i strid med EMRK. Der findes derimod ikke én eneste dom fra EMD (eller afgørelse fra FNs Menneskerettighedskomite), der statuerer, at en virksomhed har overtrådt disse konventioner, hvilket da også ville være i strid med konventionernes ordlyd, da alene stater kan indklages for de tilknyttede menneskeretlige klageorganer.

Der er således hverken et konkret behov eller juridisk belæg for at pålægge de multinationale virksomheder menneskerettigheder. 

Ny definition af lighed

Venstres finansordfører Peter Christensen kom for skade at skrive følgende i Politiken den 4. september:

Næste gang vi får ulighedstal i Danmark er jeg sikker på, at uligheden har fået endnu et nyk opad. Så længe det skyldes stigende beskæftigelse og stigende velstand, vil jeg ikke fælde én eneste tåre over det. Tværtimod

Det blev af fagforeningen 3F og deres ligesindede på Berlingske Tidende gjort til, at ordføreren "jublede" over ulighed.

Og det faldt ikke i god jord hos beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen:

Det, synes jeg, er en dum udtalelse. For vi arbejder ikke for at skabe andet end større lighed i det danske samfund. Det vil vi utrætteligt fortsætte med. Og jeg glæder mig som beskæftigelsesminister over, at den største lighed, vi kan skabe, er ved at få folk i arbejde, siger Claus Hjort Frederiksen. (ritzau den 7. september)

Det lyder interessant, at Venstre arbejder for mere lighed. Men det er vist en definitionssag.

Claus Hjort Frederiksen har øjensynligt skabt sin egen definition af lighed. Det handler om at have et arbejde. Den nye definition løser måske et akut problem for ministeren – men skaber straks et nyt: Hvad med de 250.000 mennesker i den arbejdsdygtige alder, som er på efterløn? Er de så holdt uden for det eftertragtede "lighedssamfund"?

 

2008: Hillary Clinton mod George Allen VI

Jeg har–som det vil være en del læsere bekendt fra talrige poster–længe haft et "godt øje" til den Republikanske senator George Allen (VA) som et solidt bud på den næste Republikanske præsidentkandidat.  Det har jeg ikke længere.  George Allen er måske ikke down-and-out, men en række afsløringer i det ganske vist ikke venligt stemte The New Republic af en række mere eller mindre racistiske ungdomsforsyndelser, kombineret med en uheldig TV-optræden gør, at odds nok rykker noget mod syd. Læs dog ikke om det hér men derimod hos bloggeren David Garby, som har den givetvis bedste danske blog om amerikansk politik–og som sikkert ved mere om amerikansk politik end den samlede danske journaliststand tilsammen.  (Undskyld for dén fornærmelse, David Garby … 😉

PS.  Jeg er dog ikke enig med Garby m.h.t. John Edwards' chancer i 2008–men det får vi nok tid til at drøfte …

Amerikanske tilstande

“Vi ønsker da ikke amerikanske tilstande” er et af den danske ideologis yndlingsudtryk.  Hvad det i hvert enkelt tilfælde betyder, er uklart, bortset fra, at “amerikanske tilstande” er noget med, at de fattige har det helt forfærdeligt, kan ikke få lægehjælp, er udsat for kriminalitet og lever i yderste nød.  Her på bloggen er holdningerne oftest men ikke altid mere nuancerede.  Også her optræder forestillingen om, at de fattige i USA har det rigtig dårligt i forhold til de fattige i Danmark.

Nu er der mange måder at definere rigtig dårligt på, men holder vi os til noget så konkret som indtægt og forbrugsmuligheder, findes der faktisk svar på, hvor mange penge, de fattige råder over.  Den progressive amerikanske tænketank Economic Policy Institute har beregnet, hvor stor en procentdel af den amerikanske medianindkomst på ca 28.000 USD de fattigste ti pct. af husstande råder over.  Resultaterne er her, kommenteret af Tim Worstall.  De viser, at andelen i USA er 39 pct., altså at de fattigste ti pct. af husstande i gennemsnit disponerer over 39 pct. af medianindkomsten.  Tallet for Danmark er 43 pct.  Her har de fattigste 10 pct. altså 43 pct. af den amerikanske median udregnet for købekraftsparitet.

Som Tim Worstall kommenterer: al den omfordeling, al den enormt dyre velfærdsstat, alt det ligemageri, og resultatet er, at de fattige i Danmark altså har det få procentpoint bedre end deres modparter i USA.

Min kommentar er, at selv købekraftsparitetsbaserede udregninger undervurderer forskellene, fordi de ikke tager fuldt højde for de ekstremt høje danske forbrugsafgifter, der rammer alle, også fattige.  Og at den amerikanske median er højere end den danske; faktisk er det kun i olielandet Norge, hvor medianen er højere end i USA.

Nick Eberstadt har endvidere i en grundig analyse af de amerikanske fattigdomstal vist, at de ikke måler absolutte forbedringer i de fattiges faktiske leveomstændigheder.

Det er iøvrigt en betragtning, der stemmer overens med løsere iagttagelser.  De officielle fattigdomstal kan simpelthen ikke forklare alt det forbrug, der faktisk finder sted.

Skal vi tale om amerikanske tilstande, hvad husstandsindkomster angår, er det altså først og fremmest nødvendigt at sondre mellem ulighed og absolut indtægtsniveau.  Uligheden er klart større, hvilket ses af, at de rigeste 10 pct. i USA i gennemsnit har 210 pct. af medianen, mens de 10 pct. rigeste danske husstande kun har 113 pct.  Hvortil dog for begge lande skal tilføjes, at målet her gælder indkomst og ikke formue.

Rohderi XI

Denne punditokrat har ikke så megen tid til at blogge p.t., men da jeg har benyttet lejligheden til at videreføre denne blogs Rohderi-serie i Berlingske Tidendes "Groft Sagt"-klumme, så får I lige her de to første i serien, som kom i dag.  Det er desværre højest tænkeligt, at den bliver meget langstrakt …

Rohderi I

Mange værtshuse havde i tidligere tider et skilt med teksten »Gratis øl til alle i morgen«. Sådan føles det efterhånden lidt, når man hører Venstres politiske ordfører, Jens Rohde, og talen falder på, hvornår det største antal borgerlige mandater i trekvart århundrede mon skal bruges til at føre – ja, hvorfor ikke? – borgerlig politik.

I 2002 sagde Rohde, at nu gjaldt det om, at Venstre for første gang nogensinde kunne gå til valg og beholde statsministerposten – så reformer måtte vente til efter valget. I regeringsgrundlaget fra 2005 stillede man skattelettelser i udsigt, men så hed det, at nu måtte eventuelle reformer vente, til velfærdskommissionen var kommet med sine forslag. Men en måned inden, den kom med dem, sagde Rohde, at nu måtte det blive på et senere tidspunkt, og at høje skatter i øvrigt ikke var et problem og ikke havde noget med velfærd at gøre.

Tidligere i år hed det i ledende Venstre-kredse, at der måske nok kunne komme nogle mindre skattelettelser inden næste valg, og nu fik vi så onsdag at vide fra Rohde, at jo mere man taler om skattelettelser, desto mindre bliver der af dem, og at de i hvert fald først kommer efter næste valg.

Vi har her tilsyneladende at gøre med endnu en eksperimentel afprøvning af en omskrivning af Venstres tyndslidte slogan: »Venstre troede du måske, du vidste, hvor du havde – men så har du godt nok også selv fortjent den lange næse, du får!« Det fylder nok lidt mere end det gamle, men det er efterhånden også mere dækkende.

Rohderi II

Venstres politiske ordfører, Jens Rohde, besidder en særegen kombination af evne til sagsfremstilling og kendskab til fakta. Men lidt har vel også ret.

Manden sagde således torsdag i denne avis, at der for tiden ikke kan gennemføres skattelettelser, fordi »det økonomiske råderum« ikke er »til stede i dansk økonomi«, og det er jo en sætning af en sådan grammatisk elegance og nationaløkonomisk dybde, at det må tiltale enhver politiker. Det er givetvis også årsagen til, at den gentages oftere af regeringspolitikere, end nogen kan nå at sige »ministerpension«.

For hvis der ikke er et »råderum«, hvad var det så lige, at finansministeren forleden stod og pralede med? Historisk rekordoverskud på statens finanser. Kæmpestigninger i de offentlige udgifter, som langt overgår, hvad Nyrup og Lykketoft havde planlagt.

Rohde har en slags svar parat: For det første er skattelettelser – hvis man altså ikke lige har brugt pengene – farlige. De vil lede til en »overophedning«. Det lyder jo rigtignok farligt, men så kunne det være rart at få den fhv. discjockey til at forklare, hvorfor det er mindre farligt at bruge et par milliarder på højere offentlige udgifter end på lavere skatter. For det andet har man, ifølge Rohde, aldrig lovet skattelettelser. Det vil nok overraske en læser af det nedskrevne regeringsgrundlag, hvor det sørme ser ud som om, at man lover en plan for at lette skatten på arbejde.

Næ, sandheden er naturligvis den enkle, at der er præcist så stort et »råderum«, som regeringen ønsker, der skal være. Når udsigterne til skattelettelser er så lyse, som Irans nukleare hensigter er »fredelige«, er der en simpel grund: Regeringen ønsker ikke at føre borgerlig politik, fordi den mener, at der flere stemmer i at føre socialdemokratisk politik. Den kan de loyale kernevælgere så lige tygge på.

Rohderi XII

Jens Rohde er en mand, der lever af ord. Men har ved tydeligvis ikke, hvordan man skal dosere dem.

Rohde gik i byen for at dæmpe det borgerlige Danmarks forventninger om skattelettelser. (Som om Anders Fogh ikke allerede havde gjort det ved regeringsseminaret på Havreholm Slot i august).

Og Rohde gik i byen for at få de konservative til at tie stille. (Som om han ikke var klar over, at en tilsvining af de konservative ville få den modsatte effekt).

Strategien var altså tyndbenet fra starten. Og det, som Rohde sagde, var en mindre katastrofe. I Berlingske Tidende den 31. august "kom han til" at afvise skattelettelser i denne regeringsperiode med ordene:

"Jamen, det bør stå lysende klart for enhver, at man ikke bør sætte næsen op efter skattelettelser i denne valgperiode. Vi begynder ikke at spille hasard med dansk økonomi. Der er økonomer, der mener, vi faktisk allerede gør det ved at have et offentligt forbrug, som vi nu øger til én procent. Og hvor vi godt ved, at det nok ender på to procent. Det er den virkelighed, vi skal forholde os til."

Anders Fogh Rasmussens og Thor Pedersens nøje afmålte "ikke på nuværende tidspunkt" og "ikke i 2007" blev lige drastisk udviddet til hele valgperioden – og dermed kom Rohde på kollisionskurs med regeringsgrundlaget, der lyder:

"Det er regeringens mål gradvist at sænke skatten på arbejdsindkomst. Forudsat at det økonomiske råderum er tilvejebragt, vil regeringen sænke skatten på arbejdsindkomst yderligere. Regeringen vil udarbejde en flerårig plan herfor"

Men læg også lige mærke til anden halvdel af Rohde-citatet, nemlig den del der handler om det offentlige forbrug. Rohde går ligeud på banen med budskabet om, at væksten i offentlige forbrug ikke bare vil blive fordoblet sådan som regeringen har planlagt (fra 0,5 pct. til 1 pct.). Nej, væksten i det offentlige forbrug vil ligefrem bliver firedoblet – helt op til 2 pct.

Dermed udsiger Rohde sådan set regeringens udgiftspolitiske strategi. Meget imponerende! Der er altså et råderum til øgede offentlige udgifter – ud over de allerede planlagte. Men intet til skattelettelser. Interessant prioritering, fuldstændig på tværs af regeringsgrundlaget. Og fuldstændig på tværs af finansministeren.

Enten er det fortalelser fra en politisk letvægter, der ikke ved bedre. Og så fortjener Rohde at blive fyret som politisk ordfører. Eller også er det velgennemtænkte udtalelser. Og så forjener han også at blive fyret for decideret illoyalitet.

Alligevel er det Vensres finanspolitiske ordfører, Peter Christensen, der i medierne bliver kaldt illoyal, fordi han erklærede sig uenig med Rohde.

Nu vil Rohde have fyret Peter Christensen som finanspolitisk ordfører. Han siger det ganske vist ikke til citat, men de seneste dages overfladiske politiske artikler bærer præg af hans bestræbelser.

Hvis Peter Christensen bliver fyret for at holde sig til regeringsgrundlaget, så har Venstre taget et mega-skridt i retning af sit eget politiske selvmord. Det bliver svært at forklare borgerlige vælgere, hvorfor man fyrer en mand, der står fast på regeringsgrundlagets målsætninger om skat.

Kunne de borgerlige vælgere så ikke stemme på de konservative i stedet? Hm. Læg lige mærke til hvilke borgmestre, der er mest hidsige for skattestigninger. Og hvem tror egentlig, at den nuværende konservative ledelse har rygrad til at stå fast på noget som helst?

Under alle omstændigheder har Venstre i forvejen gjort livet sværere for sig selv. Meget tyder på, at vælgerne lader deres stemmeafgivning påvirke af, hvilke emner, der er oppe i tiden. Er emne miljø, går der flere stemmer til SF. Er emnet udlænding eller skat, nyder de borgerlige automatisk godt af debatten. Socialdemokraterne er derimod vindere, når snakken går på offentlig service. Den kan jo altid blive bedre, uanset de mange milliarder, man hælder i den.

Anders Fogh Rasmussens snak om servicestrategi er derfor opskriften på nederlag.

Liberalisme og demokrati

Igennem længere tid har jeg haft fornøjelsen af at diskutere relationerne mellem liberalismen og den demokratiske styreform med en kær og velargumenterende – men galt afmarcheret – kollega. Jeg har næppe overbevist ham, men vore verbale holmgange har tvunget mig til at reflektere en smule over spørgsmålet. Derfor denne post:

En lang, ubrudt og temmelig misforstået vestlig idétradition rummer en antagelse om, at liberalisme og demokrati er to sider af samme sag: Uadskillelige størrelser med en indbyrdes ubrydelig afhængighed. Sine qua non. I den udlægning går et politiske system karakteriseret ved frie og lige valg hånd i hånd med en række reguleringer, der beskytter individets ret til bl.a. at mødes med hvem han vil, og dyrke den gud han lyster – blot det ikke begrænser andres frihed. At denne opfattelse af forholdet mellem liberalisme og demokrati er fejlagtig vidner adskillige historiske og nuværende meget lidt liberale demokratier om. Putins Rusland er således på en og samme tid demokratisk men kun i begrænset omfang liberalt. Det samme kan – uden at fornærme ret mange – siges om Alexandr Lukasjenkos Hviderusland, de palæstinensiske selvstyreområder og Perikles’ Athen. Sammenvævningen af liberale frihedsrettigheder og en demokratisk styreform er et for de vestlige demokratier unikt fænomen.

En næsten lige så lang – men afgjort lige så misforstået – tradition har forsøgt at udbrede det diametralt modsatte synspunkt: At liberalisme og demokrati er indbyrdes uforenelige tankesæt karakteriseret ved immanente, uforligelige principper. Den fejlagtige tolkning af forholdet mellem liberalismen og den demokratiske styreform opstår, fordi liberalismens kritikere – der som hovedregel er ophavsmænd til denne udlægning – sammenblander eller forveksler demokrati med politik. Liberalismen retter sig ikke mod den demokratiske styreform som sådan, men mod det politiske.

Udgangspunktet for den misforståede fremstilling af forholdet mellem det politiske demokrati og liberalismen er imidlertid en korrekt forståelse af den liberale traditions betoning af de negative frihedsrettigheders forrang. Ifølge liberalisten er ethvert individ besjælet med en række ukrænkelige frihedsrettigheder, der skal sikre det mod vilkårlig tvang, svindel og fysisk vold. Disse negative rettigheder er kendetegnet ved at give frihed fra andre individers eller kollektivets trang til at gribe ind i anliggender og handlinger, der ikke begrænser andres frihed. Herover for står en social liberal tradition og fremhævelsen af en række positive frihedsrettigheder. De positive frihedsrettigheder overlader individet friheden til f.eks. uddannelse, bolig og et arbejde. I denne forståelse af frihedsbegrebet er det afgørende, at den enkelte borger tildeles ressourcer, der beslaglægges blandt hans medborgere, og gør ham i stand til at realisere hans personlige livsprojekt. Den amerikanske filosof John Dewey har defineret de positive frihedsrettigheder således: “Liberty is the effective power to do specific things”.

Der hvor liberalismens kritikere går galt i byen, er i indholdsbestemmelsen af det politiske demokrati. Demokratiet, hævder kritikerne, kender i princippet ingen grænser. Jo flere anliggender, der afgøres gennem flertalsafgørelser, jo mere demokratisk er et givent samfund. I denne forstand er en demokratiseringsproces ensbetydende med, at stadig flere områder bliver underlagt folkelig suverænitet og dermed reguleres af “folket”. Når spørgsmål, der tidligere var overladt til individets suveræne afgørelse, gøres til genstand for flertalsafgørelser, er der således tale om en udvidelse af demokratiet. En udbredelse af demokratiet til også at omfatte beslutninger om, hvilke guder der må dyrkes, eller hvilke hårfarver der er acceptable, vil i denne forståelse ligeledes være at betegne som en demokratiseringsproces. Det var også i pagt med denne forståelse af den demokratiske styreform, at en række politikere og meningsdannere i den umiddelbare efterkrigstid slog til lyd for en udbredelse af demokratiet til også at omfatte – eller underlægge sig – samfundets økonomiske sfære. Tankegangen dukkede igen op i forbindelse med lanceringen af ideer om Økonomisk Demokrati (ØD) i 1960’erne og 1970’erne.

Med afsæt i den korrekte beskrivelse af liberalismens betoning af individets negative frihedsrettigheder samt den fejlagtige fremstilling af det politiske demokrati drager liberalismens kritikere den logisk konsistente – men i substansen fejlagtige – konklusion, at der eksisterer et modsætningsfyldt forhold mellem liberalismen og folkestyret. Tager man karakteristikken af det politiske demokrati for gode varer, må liberalismen således nødvendigvis være demokratiet fjendtligt indstillet. Det er ikke muligt at argumentere for mere økonomisk demokrati samt mindre offentlig indblanding i økonomiske anliggender på en og samme tid. Mere af det ene vil altid føre til mindre af det andet. Enten – eller.

Problemet med ovenstående karakteristik af relationen mellem liberalisme og demokrati er frem for alt sammenblandingen af begreberne politik og demokrati. Kritikerne sætter lighedstegn mellem det politiske og folkestyret, og på den vis kommer indførelsen af økonomisk demokrati behændigt til at fremstå som en demokratiseringsproces, når der i virkeligheden er tale om en udbredelse af det politiske. Et samfund bliver ikke mere eller mindre demokratisk, blot fordi økonomiske anliggender bliver vristet ud af hænderne på frie individer og underkastet det politiske system, lige så lidt som der er tale om en udbygning af demokratiet, når religionsfrihed erstattes af det suveræne folks beslutninger om den rette religiøse lære. Det er blot omfanget af det politiske, der vokser. I politikken træffes der beslutninger med gyldighed for et samfund, mens demokratiet i sig selv blot er en metode til at træffe kollektive valg. Et instrument til præferenceaggregering.

Demokratiet er kun en blandt flere måder at træffe politiske afgørelser på. De valg, der træffes i det politiske, kan således tage afsæt i en lang række af andre styreformer, f.eks. enevælde, teokrati, oligarki og teknokrati. I denne optik er en demokratiseringsproces først og fremmest lig med en udvidelse af den personkreds, der er ekviperet med stemmeret. Udvidelsen af stemmeretten til også at omfatte kvinder i 1915 er således et eksempel på en genuin udbygning af demokratiet, mens indførelsen af økonomisk demokrati blot udgør en udstrækning af det politiske rum.

Når det først er indset, er det indlysende, at liberalismen ikke står i modsætning til demokratiet som sådan. Det er ikke demokratiet, liberalismen søger at begrænse, men derimod det politiske rum, som folkestyret udfylder. Det er således helt igennem logisk konsistent, når liberalister bekender sig til demokratiet, ikke mindst fordi folkestyret formentlig er den styreform, der mest effektivt sikrer individets negative frihedsrettigheder samt fraværet af vilkårlig magtudøvelse og tvang.

Hvor liberalisten for alvor adskiller sig fra andre ideologiske trosretninger, er ikke i vurderingen af den demokratiske styreform, men i svaret på John Stuart Mills snart 150 år gamle spørgsmål: “Hvad er den retfærdige grænse for individets suverænitet over sig selv? Hvor begynder samfundets autoritet? Hvor stor en del af menneskets tilværelse skal fastlægges individuelt, og hvor meget af samfundet?”