Kategoriarkiv: Tidligere skribenter

Liberalisme og samfundets reproduktion

Af David Gress, den 30. august 2006. 34 svar

En hyppig kritik af liberalismen er, at den er en ideologi, der skal legitimere de stærke albuer og de hensynsløse egoister.  Herinde ved vi, at dette i sig selv er et ideologisk synspunkt, idet liberalismen for os er frihedens og ansvarets politiske og filosofiske udtryk.  Det er kun den frie borger, der autentisk kan påtage sig sit ansvar og handle efter det.  Det er for liberale altid formynderiet, der skal begrunde sig; friheden kræver ingen begrundelse og ingen legitimering.

Men har kritikerne helt og aldeles uret?  Er der ikke noget om snakken med, at liberalismen fokuserer mennesket alene på dets individuelle behov og dermed skygger for hensynet til og ansvaret for pårørende, for samfundet og for fremtiden?

Netop denne kritik var Tocquevilles store emne i anden del af “Demokratiet i Amerika”, hvor han som bekendt spåede, at demokratiet ville løbe den risiko at blive et samfund af tryghedsnarkomaner, der ville ofre friheden for ligheden og fornemmelsen af, at en stor, moderlig stat tog sig af dem.  En fare, som den engang liberale Anders Fogh Rasmussen reagerede stærkt imod i Minimalstatsbogen, men som han nu som statsminister øjensynlig har kapituleret overfor og det i en sådan grad, at han nu stolt optræder som netop den type tryghedsudbydende demokratisk despot, den geniale franskmand advarede imod.

Jeg har i 30 år bakset med Tocquevilles dilemma uden at finde nogen bedre løsning end hans, nemlig at håbe på, at de fås uudslukkelige tørst efter frihed dog i sidste ende vil vinde over de manges sult efter tryghed.

Her på det sidste har et par særlige og efter min mening for samfundets overlevelse kritiske vinkler på dilemmaet tiltrukket sig min opmærksomhed.  Tocqueville betvivlede, at de demokratiske samfund var i stand til at langtidssikre deres eget fundament, det frie sindelag.

Den ene vinkel, som jeg vil vende tilbage til i en senere postering, er, om det giver mening at ønske fortsat økonomisk vækst, hvis denne vækst hovedsagelig kræves for at dække voksende offentlige udgifter.  Så længe alle regeringer altid kun øger det offentlige forbrug, bliver væksten til dettes legitimering.  Det må her gælde om at sprænge stålkablet, der spænder væksten til de evigt voksende krav på skatteydernes ressourcer.  Hvis ikke engang dagens velhavende og friværdinydende danskere kan forventes at tage vare på deres egne børn, gamle og pensioner, hvor rige skal de så være, før de kan det?  Er der overhovedet noget gulv for, hvor stor en dansk husstands nettoformue skal være, før den ikke længere kan anses for så usselt stillet, at den kræver andre skatteyderes penge for at få børn passet, skolelærere lønnet, hospitaler drevet og plejehjem holdt?

Den anden vinkel, som jeg her vil fokusere på, er, om den individualistiske liberalisme er forenelig med normer og adfærdsmønstre, der sikrer samfundets reproduktion, altså at hver generation erstattes af nye, der er mindst lige så ansvarsbevidste, uddannede, hensynsfulde og solidariske — ikke i ordets socialdemokratiske betydning, som er: giv mig andres penge, for at jeg kan få det godt, men i den ægte, som er: at jeg personligt har ansvar for at sikre min del af samfundets kontinuitet moralsk og økonomisk, og det primært ved at opfostre duelige og kompetente børn.

En række europæiske og amerikanske skribenter har bakset med dette dilemma, som kan betitles “nyliberalismens indbyggede modsætninger” i en del år.  Blandt de mere kendte er Christopher Lasch og Michael Novak og fra Europa Meinhard Miegel og Kurt Biedenkopf.  Her  http://folk.uio.no/sigurds/
er et mindre kendt norsk eksempel.  Sociologen (i Norge er sociologi et respektabelt fag med righoldig tradition) Sigurd Skirbekk taler i “Familjepolitisk intervju” og “Familjestruktur og funksjoner” om forandringer i de politisk og socialt accepterede definitioner af familie i sidste del af 20. årh.  Et par bidder:

… det kan være noe ganske dramatisk som har skjedd i vår tid, og spesielt i vår del av verden, hvis det som har vært den mest grunnleggende sosiale enheten i alle tidligere samfunn er gjort til en privatsak på et marked for parforhold, samtidig som kulturliv og myndigheter oppfatter seg som nøytrale hvis de tilstreber mest mulig likestilling mellom ulike typer av pardannelser …

Det er ikke vanskelig å finne eksempler på at noen har tjent og noen har tapt på den ekteskapelige avinstitusjonaliseringen av familieformene. På den positive siden er det oftest karrieremulighetene til selvbevisste kvinner som framheves. På den annen side er det heller ikke vanskelig å finne eksempler på individer som har tapt på framveksten av løsere familieformer. Ellers er det oftest barn som framheves, barn som lever i frykt for at deres foreldre skal skille lag og som stadig oftere må belage seg på å leve i oppløste familier eller være underlagt steforeldre…

Familien har bestemt både folks tilhørighet og trygghet, sørget for produksjon av mat og andre livsnødvendigheter, tatt seg av unge og gamle, syke og hjelpeløse, stått for bytte av varer og tjenester og vært et bindeledd mellom individet og storsamfunnet. Moderniteten har ført til en differensiering og spesialisering av disse funksjonene. I forhold til tidligere knyttes det i dag flere forventinger til familien som et emosjonelt rom og som en base for fritidsaktiviteter. Spørsmålet blir om dette er nødvendige funksjoner som berettiger til krav om en bestemt instituering. I første omgang må vi spørre hvilke familierelaterte oppgaver som er så viktige at samfunnet ville miste viktige forutsetninger for sin funksjonalitet dersom oppgavene ikke ble ivaretatt på en forsvarlig måte …

Når det gjelder reproduksjonen, er dette den oppgaven som det er minst problematisk å tilordne til en funksjonell analyse. Uten en nyrekruttering vil et samfunn dø ut. Det er i praksis begrenset i hvor stor grad en rekruttering kan baseres på innvandring fra andre samfunn og kulturer, hvis nye generasjoner skal forventes å ha primærlojalitet til et samfunn med en gitt historisk tradisjon, og være villig til å forsvare og å føre denne tradisjonen videre.

Skirbekk er ikke kategorisabel som hverken socialdemokrat eller konservativ, og det er tegn på, at det han har at sige er væsentligt.  Hans kritik af “nyliberalismen” skyder tildels ved siden af målet, eksempelvis når han giver “nyliberalismen” skylden for global opvarmning, som jo i sig selv er en tvivlsom ideologi.  Men det bør ikke hindre en diskussion af hans pointer om individualiseringens effekter.  Vi kan også tale om, at denne individualisering netop (iflg Tocqueville) er, hvad vi kan forvente, når staten har umyndiggjort borgerne.  Den eneste frihed, de har tilbage, er at skeje ud i personlig adfærd.  Det er også en vigtig pointe.  Men når alt det er sagt, er der så ikke et problem for samfundets overlevelsesevne i den ekstreme individcentrerede liberalisme?  Eller er det for liberale ligegyldigt, om samfundet overlever?

Bolden være hermed givet op.

(Hvis min linking er klodset er det fordi jeg stadig ikke kan hitte ud af at indsætte links med de redskaber, smartlog giver)

Ekstra Bladets borgerlige kulturkamp

Af Jacob Mchangama, den 30. august 2006. 6 svar

Det er ikke hver dag Punditokraterne henviser til Ekstra Bladet. Men essensen i Ekstra Bladets leder i forbindelse med de netop overståede finanslovsforhandlinger kunne ligeså godt være kommet til udtryk her på bloggen. Faktisk er Ekstra Bladets leder udtryk for så klar tale på godt jævnt dansk om det absurde cirkus, der i velfærds-Danmark årligt udspiller sig i kontorerne på Christiansborgs Slotsplads 1, at lederen fortjener at blive bragt i sin helhed.

Kære læser er du klar over, at vi har den højeste beskæftigelse siden Saxos notater i 1200-tallet? Det er nu ikke så sært, for vi har aldrig været flere danskere. Men vi har samtidig den laveste ledighed i 30 år.
Vi kan sige det med sikkerhed, for vi har begge oplysninger fra Thor Pedersen, og han lyver næsten aldrig.

Hu hej, hvor går det godt. Udlandsgælden er væk, og næste år skylder fremmede lande Danmark 100 milliarder kr. 'Vi ender med at eje hele verden', klukker kåde Thor. Han begriber heller ikke surheden over, at der skulle være skåret ned. For den offentlige service er løftet med 22 milliarder kr. fra 2001 til 2005.

Men hvad velfærd angår, skal Thor ikke regne med, at vi nogen sinde får nok. Især ikke talsmændene for Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne. De vil året rundt kl. 3 om natten stående på ét ben være i stand til at kræve flere milliarder til de ældre og til børnefamilierne og til de sindslidende.

Det sjove er, at VK-regeringen altid føjer dem et stykke vej. Der er såmænd allerede sat penge af til psykisk syge, børnefamilier og næsten alle ældre i finansministerens forhandlingspapirer.
Der er nemlig ingen, som tør sige, at mange ældre lever glimrende for den folkepension, de får. Eller at de fleste børnefamilier har det økonomisk bedre end nogen sinde. Den slags sandheder tør kun Ekstra Bladet skrive. Det anses for god tone at lade, som om store danske grupper lider forfærdeligt.

En anden skjult sandhed er, at den forhandling om finansloven -statens husholdningsbudget -for 2007, som nu begynder, er ret ligegyldig. For den drejer sig kun om to procent af statens udgifter. De 98 pct. af budgettet bliver slet ikke diskuteret. Det er lagt fast på forhånd med alle partiers indforståelse -fraset SF og Enhedslisten, som gerne ville sløjfe militærudgifterne.

Det anstrengende ved det forestående show med partidelegationer svansende ind og ud fra Thors kaffebord i ministeriet er, at det er en kamp om at lefle mest muligt for de størst mulige vælgergrupper. Det parti, der bagefter kan rose sig af at have skaffet 600.000 børnefamilier eller 700.000 pensionister nogle penge, er vinderen.

Finanslovsforhandlinger er ikke en saglig debat om, hvordan de mest trængende smågrupper kan samles op -mens alle andre henvises til at klare sig selv, hvilket de er glimrende i stand til, især hvis de plukkes så lidt som muligt i skat.

De kan snarere sammenlignes med en skønhedskonkurrence mellem uappetitlige og kiksede modeller med ekspertise i at forstille sig.

 

Det er nok for meget at håbe på, at lederen er udtryk for læsernes generelle holding, og dette indlægs overskrift er nok også en anelse optimistisk, men det er befriende når nogen vover at skære igennem den velfærdskonsensus, som gennemsyrer dette lands offentlige debat.

Den sidste hån + update

Af admin, den 29. august 2006. 3 svar

I dagens Berlinger (formatet er som bekendt uændret…)berettes om den sidste udvikling i Plame-sagen, den sidste hån i en sag, der kom til at handle om noget helt andet, end journalisterne selv troede.

Vi citerer her et par steder fra indledningen:

Richard Armitage var næstkommanderende i det amerikanske udenrigsministerium fra 2001 til 2005, og han var – ligesom sin chef Colin Powell – skeptisk over for Irak-krigen. Især nærede han uvilje mod krigens nykonservative arkitekter samt dens bagmænd, præsident George W. Bush og vicepræsident Richard Cheney, hvoraf ingen havde prøvet at være i krig. Armitage, der selv deltog i Vietnam-krigen, anså dem for blodtørstige »lænestolskrigere«, afslører ny bog. …

Ironisk er det derfor, at bogen samtidig afslører Richard Armitage i at have spillet en central rolle i Plamegate-skandalen, der handler om Bush-administrationens angreb på en kritiker af Irak-krigen.

Ironisk? Næ, det er bare totalt ødelæggende for den vinkel, MSM hidtil har fulgt i deres dækning af sagen, inkl. Berlingske der på et tidspunkt brugte tre hele sider af Magasinet på den vinkel.

Bogen, der omtales, er Isikoff & Corn, Hubris, der kan bekræfte, at det var Armitage, der afslørede over for journalisten Robert Novak, at Wilsons kone var i CIA. Bogen er yderst kritisk mod regeringen, så det er ikke en afsløring forfatterne er glad for.

Det er da virkelig også en sidste hån. Indtil da kunne man i det mindste klynge sig til troen på, at det var folk tættere på Bush, som havde afsløret konen. Det ville have opretholdt den sidste tråd af den oprindelige historie, at Valerie Wilson (née Plame) var blevet afsløret som en grusom hævn for sin mands “kritik” (ret beset, ubegrundede og fejlagtige anklager, but what the heck). Men det er almindeligt kendt, at Armitage ikke var ude efter at genere the Wilsons, lige så lidt som Novak var det.

Her er et uddrag fra Christopher Hitchens dækning af samme sag. Det er godt en måned gammelt, men udgør stadig en forfriskende erstatning for den ellers dominerende holdning i MSM:

When one thinks of the oceans of ink and acres of paper that have been wasted on this mother of all nonstories, one wants to weep for the journalistic profession as well as for the trees. Well before Novak felt able to go public, he had said that his original source was not “a partisan gunslinger,” which by any reasonable definition means that he was consciously excluding the names of Karl Rove or Dick Cheney. And how likely was it anyway that either man, seeking to revenge himself on Joseph Wilson, would go to a columnist who is known to be one of Wilson’s admirers (praise for him and his career was a central theme in the original 2003 article), is friendly with the CIA, and is furthermore known as a staunch and consistent foe of the administration’s intervention in Iraq? The whole concept was nonsense on its face.

As Novak says, the original question was: How did a man publicly critical of the Bush policy get the CIA’s nomination for a mission to Niger? When he asked this question of his first source, he was told in effect, “That’s easy. His wife works there and recommended him for the trip.” This has since been confirmed by the report of the Senate intelligence committee, which quotes a memo from Valerie Plame making the recommendation in so many words (on the bizarre grounds that Wilson already enjoyed warm relations with the people he would supposedly be investigating at the Niger Ministry of Mines). It seems to me that Novak was well within his rights to check with Karl Rove and with the CIA that this was indeed the case, and to take down his copy of Who’s Who in America from the shelf. As he puts it, “I considered his wife’s role in initiating Wilson’s mission … to be a previously undisclosed part of an important news story.” …

No reporter or lawyer concerned with the case believes that Novak’s original source was any other than Richard Armitage. I have heard it lamely said that, if true, this would “undercut” the idea that Wilson and Plame were targets of an administration vendetta. No. it wouldn’t “undercut” the idea. It would annihilate it. Mr. Armitage exceeds even his own former boss and current best friend Colin Powell in visceral hatred of the neoconservatives.

Ah, velgørende klart formuleret. Men Hitch har jo heller ikke noget i klemme. Han har ikke dummet sig og demonstreret sine manglerne evner til kildesøgning, og ingen mistænker ham for at være Bush-tilhænger.

I Berlingerens dækning prøver man tappert at fastholde fokus på Rove:

Det har længe været kendt, at to toprådgivere i Det Hvide Hus, Lewis »Scooter« Libby og spindoktor Karl Rove, også har lækket Plames identitet til reportere med det formål at genere en kritiker.

Tja, bum bum. Enten ønskede de at lade offentligheden vide, at Wilsons kone var i CIA for at skade hende ved kynisk at afsløre hende som undercover agent og dermed “genere” hendes kritiske mand. Men de er ikke blevet tiltalt for at have afsløret hendes status som undercover agent, formodentlig fordi de simpelt hen ikke vidste, at det havde været hendes job i CIA. Så genen skulle altså alene ligge i at afsløre, hvor hans kone arbejdede? Det lyder ikke rigtig sandsynligt.

En anden plausibel forklaring er, at de ønskede at fremhæve, at Joe Wilson ikke var den uafhængige ekspert, han fremstillede sig selv som, men derimod havde en tæt personlig kontakt til de kredse i CIA, der var i gang med at skyde ansvaret for de fejlagtige WMD-efterretninger fra sig i det sædvanlige blame-game. Døm selv.

Så hermed synes sagen omsider at dø. The Wilsons har i desperation over det svindende scenelys anlagt en privat sag, hvilket for en kort stund fik MSM til at gentage vrøvlet, men den bringer næppe noget frem, som statsanklageren ikke kunne finde.

Sagen blev dermed den skandale, den var tænkt som. Men det blev ikke en skandale om Bush-regeringen. For en sjælden gangs skyld synes inkompetencen ikke at høre hjemme her.

Inkompetencen ligger hos MSM, der bl.a. begik følgende faktuelle fejl i dækningen:

1) Wilson afslørede, at Irak ikke havde forsøgt at få uran fra Niger.

2) Wilsons rapport blev forelagt Det Hvide Hus, som bevidst ignorerede den, fordi konklusionerne ikke passede dem.

3) Bush løj i sin tale til nationen, da han hævdede, at den britiske efterretningstjeneste havde fundet, at Irak prøvede at skaffe uran i Afrika.

4) Den britiske efterretningstjeneste blev fuppet af falske dokumenter til at tro, at Irak havde søgt at skaffe uran fra Afrika.

Svaret er, som det klart fremgår af Senats rapporten om pre-war intel og den britiske Butler-rapport (begge helt tilbage fra 2004): nej, nej, nej og atter nej. Enhver journalist, der havde gjort sig ulejlighed med at læse disse rapporter, eller blot fulgt med i links på Instapundit, ville have været for klog til at begå disse fejl. Alligevel faldt de alle i, NYT, WaPo, BBC, DR, TV2 og Berling
eren.

Det viste sig,
at gamle Bob Woodward havde ret, da han sagde, at der ikke var kød på sagen. Han forstod blot ikke, hvor lavt branchen er sunket siden.

UPDATE (30/8): Som supplement til Peter KKs posting med en full-text gengivelse fra WSJ tilbydes her Christopher Hitchens seneste indlæg fra Slate, nu hvor Armitage er outed. Læseværdig er også Jake Kellys artikel fra RealClearPolitics.

Begge hæfter sig ved, at ikke bare Armitage, men også hans omgangskreds fra et tidligt tidspunkt vidste, at “afsløringen” af Valerie Wilson/Plame ikke var et ondsindet angreb fra Bush og hans neo-cons. Alligevel lod de historien fortsætte i flere år og bygge sig op til det orgie af Bush-lied-people-died hysteri, som stadig lever videre. Selv Berlingeren er som nævnt ovf. ikke helt ajour med den seneste udvikling.

De peger også på det klamme i, at Isikoff & Corn omtaler anklagerne mod Bush i neutrale termer, selvom det var dem, der startede hysteriet. NYT er i øvrigt også påfaldende tamme i deres omtale af påstanden om den ondsindede outing. Endvidere har Isikoff & Corn åbenbart også kendt til Armitages rolle længe nok til at få det med i en bog, men har først offentliggjort det i forbindelse med lanceringen af bogen. Nice move, nice money.

Jep, jeg vedkender mig en aparte interesse for denne absurde historie. Ikke siden Rathergate har vi haft et så manifest bevis på, hvordan journalisterne i MSM ikke gider tjekke deres kilder, men ukritisk citerer hinanden, fanget som de er i et klaustrofobisk venstreorienteret miljø, hvor man ikke en gang aner, når man er langt langt ude. Jeez.

Pluralisme og ytringsfrihed II

Af Jørgen Møller, den 27. august 2006. 22 svar

Gemytterne har så småt lagt sig i forbindelse med ‘Muhammed-krisen’. Men den affødte diskussion er langt fra ovre. For hvordan skal vi – på baggrund af sagen – gebærde os i fremtiden, når det gælder om at håndtere varme, kulturelle kartofler? Det ville være synd at sige, at der er enighed om, hvordan vi skal besvare dette spørgsmål. Men én ting står klart. Det handler om den måde vi giver os i kast med forskellighed.

Et af debattens toneangivende bud er blevet afgivet i ‘pluralismens’ navn. Mest opmærksomhed har Uffe Ellemann-Jensen påkaldt sig. I det seneste halve år har den forhenværende udenrigsminister og venstrehøvding haft travlt med at indskærpe, at globaliseringen stiller vidtgående krav til os danskere. I den fagre nye verden skal vi respektere kulturel mangfoldighed, hvor vi end møder den, lyder hans budskab. Alt andet er et udtryk for sognementalitet, og den slags er ikke gangbar mønt i den globale landsby, hvor fortidens hegnspæle er blevet rykket op.

Den tidligere udenrigsminister har ikke stået alene med sit synspunkt. Tøger Seidenfaden har fra sit sæde på Rådhuspladsen haft travlt ved at synge med på dette omkvæd, og også i akademiske cirkler har vi kunnet træffe budskabet om den kulturelle mangfoldigheds uomgængelige krav. Georg Sørensen, der er professor ved Institut for Statskundskab i Århus, havde den 19. februar i år en interessant kronik om emnet i Berlingske Tidende, og han har siden uddybet sine betragtninger i et engelsksproget paper.

Jeg har tidligere lagt vejen omkring Sørensens kronik. Min pointe var den enkle, at der i Muhammedsagen ikke består nogen modsætning mellem pluralisme og ytringsfrihed. Men det er ikke ensbetydende med, at værdier, vi sætter pris på, aldrig kan stå i modsætning til hinanden. Netop derfor er det på sin plads at tilføje et par betragtninger.

Pluralismen – som princip eller ligefrem værdi – giver i sin abstrakte gestalt ikke noget svar på, hvordan man skal stille sig i en konkret konflikt mellem konkurrerende politiske eller kulturelle synspunkter. Men hvad skal man lægge til grund for dette valg (der nødvendigvis også er et fravalg)? Hvornår skal man trække følehornene til sig for at respektere forskelligheden, hvornår skal man kæmpe for det, man har kært?

Vi kan komme svaret nærmere ved at skue lidt bagud i tid. Pluralisme er historisk set et barn af tolerance. Det er den europæiske civilisations opgør med lovreligion og dennesidig dogmatisme, der har banet vejen for at omfavne social dissens. Pluralismen må derfor afvise intolerance, ja den er i sig selv et opgør med intolerance. Og den er i særdeleshed et opgør med den intolerance, der følger af bevidstheden om, at én kultur eller én religion moralsk set er overlegen og derfor skal udbredes med magt. For et sådant synspunkt er udtryk for pluralismens polære modsætning – det den politiske tænker Isaiah Berlin kalder ‘monisme’.

Og det er her, mange af de velmenende fortalere for pluralisme i mine øjne er gået galt i byen i forbindelse med Muhammed-krisen. Hvis pluralismen blindt skal tolerere intolerance, så graver den sin egen grav. For så fremmer den ret beset alt det, den er et opgør med: dogmatisme, sociale sandheder og social tvang. Eller med andre ord: alle de ting et pluralistisk sind har valgt fra i bevidstheden om, at værdier ofte skriger af hinanden.

Eller for at sige det på en anden måde. Pluralisme forudsætter gensidighed. Når vi tolererer politiske synspunkter, vi ikke er enige i, så er det helt grundlæggende krav, at tilhængerne af disse standpunkter gør det samme: at også de er indstillede på at være enige om at være uenige. Ellers bliver pluralisme jo bare et andet ord for overgivelse – eller i hvert fald for ligegyldighed.

Den italienske politolog Giovanni Sartori har sat rammende ord på problemstillingen. “How far can and should pluralistic tolerance bend not only to ‘cultural strangers’, but even to aggressive ‘cultural enemies’? Can and should pluralism allow for the breakdown of the pluralistic community itself?”, lyder hans spørgsmål. Hans eget bud er som følger:

“it seems to me that what is basically at issue, in the predicament, is reciprocity. Entry into an existing community is a give-and-take affair. Strangers who are unwilling to give in exchange for what they get, who wish to remain ‘alien’ to the point of challenging the very laws of the land that hosts them, are bound to elicit fear, rejection, and hostility”.

Pluralisme og gensidighed går hånd i hånd, og hvis vi glemmer det, så sker det på egen bekostning. Eller for at omskrive et gammelt ord: Den, der gør pluralisme til at spørgsmål om blind accept af forskellighed – herunder den forskellighed der bærer intolerancens klæder – han bliver selv pluralismens nar.

De haler ind på os

Af admin, den 23. august 2006. 5 svar

Berlingeren og de øvrige MSM er ved at komme godt med. Som omtalt her har de nu opdaget blogs, og i de seneste dage har de omtalt problemerne med Frankfurterskolefesten på sygeplejeuddannelsen (leder), som blev drøftet her på bloggen i foråret (se under pomo).

Det syge væsen sættes i øvrigt i perspektiv af David Karsbøl i Berlingskes kronik. Som supplement kan henvises til denne nye undersøgelse, der viser, at det danske sundhedsvæsen er på niveau med Polen og Estland. Undersøgelsen bringes af en interesseorganisation, så en vis skepsis er nødvendig, men alligevel.

Frihed og lykke

Af admin, den 23. august 2006. 4 svar

Jeg havde et indlæg i gårsdagens Berlinger om forskellen på frihed og lykke i anledning af en kronik af Jonas T. Bengtsson fra den 16/8.

MSM har ikke de fordele i form af hurtighed og ubegrænset plads, som blogs har. Selvom indlægget blev indsendt samme dag, blev det først bragt i går og da i forkortet stand. Til gengæld har MSM lidt, ahem, flere læsere, så de skal nok klare sig.

Indlægget er her i sin redigerede form:

Frihed er ikke lykken

Forfatteren Jonas T. Bengtsson søger i sin kronik (16/8) at indkredse, hvad frihed er. Ved at tage udgangspunkt i en række medmenneskers situation formår han følsomt registrerende at vise, hvor forskelligt frihed kan tage sig ud. Det er et sympatisk projekt. Desværre har forfatteren gjort sig det vanskeligere ved at blande to helt forskellige begreber sammen. Frihed er ikke lykke, og det er vist snarere det sidste flygtige begreb, han egentlig beskæftiger sig med i kronikken.

Begrebsforvirringen får ham til at skrive om friheden: “I Sovjet byttede de den for lighed, og mange mente, at det var et godt bytte. Mange mener det stadig.” Det sidste er desværre rigtigt, men det første udsagn er forkert på alle måder. Det er faktuelt forkert, at Sovjet bød på lighed; selv ikke lighed i fornedrelse var der. Lige fra starten nød Lenin og hans kreds privilegier i form af bedre mad, tøj og bolig, der hurtigt antog karakter af uopnåelig luksus for de undertrykte masser.

Men mere forkert er den underliggende præmis om, at frihed kan byttes med lighed. Det er forkert, når kronikøren antager, at “under kapitalismen er frihed noget, man køber, frihed giver ingen mening, hvis man ikke har råd til et æg, til at betale varmeregningen, til sko.” Her fremfører han uafvidende diktaturets oldgamle undskyldning, hvor undertrykkelse søges retfærdiggjort ved løfter om bestikkelse. Som om tog til tiden og arbejde til alle kan retfærdiggøre kz-lejre og censur.

Problemet udspringer af, at frihed og lykke sammenblandes. Hvorvidt man er fri eller undertrykt, handler ikke nødvendigvis om at være lykkelig eller ej. Det er rigtigt, at den, der sulter, men er fri, næppe er lykkelig. Men den overvægtige, frie dansker er heller ikke nødvendigvis lykkelig. Der er ganske simpelt ingen logisk sammenhæng.

Frihed er noget andet end lykke. Frihed betyder friheden fra indblanding og dermed retten til selv at træffe egne valg. Kampen for frihed var først reformationens kamp for religionsfrihed, retten for den enkelte til selv at vælge sin tro og sine dogmer uden indblanding fra autoriteter. Herfra voksede oprøret mod autoriteterne, indtil den kulminerede i den såkaldte oplysningstid, hvor kampen nu gjaldt frihed fra statens indblanding og formynderi. Det var i denne tid, at de liberale frihedsrettigheder tog deres form.

Det er farligt at sammenblande frihed og lykke, for det skaber let skuffelse og svækker dermed kampen for frihed. Ikke bare tilbyder det en undskyldning for undertrykkelse, men alt for ofte ser vi, at de undertrykte desillusioneres, når de omsider slipper fri. Nu er jeg fri, hvorfor er jeg så ikke lykkelig, spørger de, og relativerer dermed den forbrydelse, som krænkelse af friheden altid er.

Det er desperationen over at skulle leve med ansvaret for egne valg, der får nogle til at søge tilflugt i totalitære ideologier, politiske som religiøse. Fællesnævneren er hadet til det åbne samfund og drømmen om at komme tilbage til det lukkede samfund, hvor man ikke behøver at tænke selv eller nages af tvivl over trufne valg, fordi alle svar er givne. Tidens fokus på terrorister, der bruger islam som begrundelse, risikerer at overse den oplagte parallel til de terrorister, som brugte marxismen for blot nogle få år siden. Men hadet er det samme. Det rettes fortrinsvis mod USA og Israel, fordi de i særlig grad repræsenterer det åbne samfund; USA globalt, og Israel i det lukkede Mellemøsten. Det er ingen tilfældighed, at karikaturtegninger fra den yderste venstrefløj minder så meget om islamisternes egne, at de ubesværet kan indgå i iranske konkurrencer, hvis ellers tegnerne ønskede at deltage, hvad heldigvis kun få er dumme nok til at gøre.

Det er umådeligt trist, men vi må sande, at det ikke er for alle, at frihed er lykken. Men det gør ikke friheden mindre værdifuld for os andre.

Om domstolenes pligt

Af admin, den 23. august 2006. 4 svar

Professor Ann Althouse, der som alle gode amerikanske juraprofessorer naturligvis har egen blog, har skrevet et indlæg i NYT om den føderale dommer Anna Diggs Taylor, som for nyligt afsagde dom om, at regeringens aflytningsprogram var ulovligt.

Ifølge en artikel i NYT er dommen så dårligt skrevet, at den fortvivler selv de mange jurister, som støtter dommens resultat. (pudsigt nok nåede NYT i sin leder fra dagen før at skamrose dommen som "a careful, thoroughly grounded opinion", men det understreger desværre blot på ny, hvor avisen ligger rent intellektuelt i dag).

Althouses betragtninger om det forfatningsretlige selvdestruktive ved aktivistiske dommere, der blæser på de juridiske rammer for at udtrykke sig mere frit, har især betydning for domstole, der beskræftiger sig med regler på enten forfatningsniveau eller folkeretsniveau,  fordi den politiske magt på disse niveauer har sværere ved at reagere og give et modspil til de uvalgte dommeres afgørelser. Det vedrører dermed mere og andet end blot de amerikanske domstole, men også den danske Højesteret, Menneskerettighedsdomstolen og EF-Domstolen, når den dømmer om primær EU-ret (traktaterne).

Her er et par citater fra Althouses indlæg:

Why should the judicial view prevail over the president's?

…The public may have become so used to the notion that a judge's word is what counts that it forgets why this is true. …

This system works only if the judges suppress their personal and political willfulness and take on the momentous responsibility to embody the rule of law. They should not reach out for opportunities to make announcements of law, but handle the real cases that have been filed.

This means that the judge has a constitutional duty, under the doctrine of standing, to respond only to concretely injured plaintiffs who are suing the entity that caused their injury and for the purpose of remedying that injury. We trust the judge to say what the law is because the judge "must of necessity expound and interpret" in order to decide cases, as Chief Justice John Marshall wrote in Marbury. But Judge Taylor breezed through two of the three elements of standing doctrine — this constitutional limit on her power — in what looks like a headlong rush through a whole series of difficult legal questions to get to an outcome in her heart she knew was right.

Læs resten her.

PS. På sin blog bemærker hun, at en hel del læsere har misforstået hendes pointe. Det er mit gæt, at hun ikke sigter til sagens udfald, men at hendes pointe angår dommernes pligt til at respektere rammerne for juridisk metode og overlade egentlig politisk virksomhed til de folkevalgte politikere. Hendes pointe er således næppe, at domstolskontrol af politikere er forkert, eller at dommen er det, men nærmere at dommeren (også) bør begrænses af de forfatnings- eller traktatmæssige rammer, som gælder for de øvrige myndigheder i et samfund.

Punditokraterne i medierne II

Af Redaktionen, den 22. august 2006. 11 svar

Dagens Berlingske Tidende bringer i dag hvad man måske bedst kan beskrive som et ‘portræt’ af Punditokraterne. Under overskriften “Professor-bloggeren” har Bent Blüdnikow interviewet undertegnede redaktør og – synes jeg – givet en positiv og passende indgang til vores blog. Han skriver blandt andet at:

Bloggen »Punditokraterne« havde blandt initiativtagerne tre professorer af borgerlig observans. Men »Punditokraterne« er ikke kun seriøs – den kan tillige være polemisk skarp.

Hele artiklen kan læses her.

Grass Cunctator II

Af David Gress, den 22. august 2006. 2 svar

En muligvis interessant vinkel på Grass’ forsinkede afsløring af at have tjent i Waffen-SS findes her.  Det fremgår, at de amerikanske militærdokumenter, der dokumenterede, at han blev taget til fange den 8. maj 1945, sad som fange i et lille års tid og afgav en erklæring, var offentligt tilgængelige i årtier.  Enhver, også en agent for DDRs politiske politi (“Stasi”, Ministerium für Staatssicherheit) kan have læst dem.  Stasi indsamlede gennem årtier alle mulige oplysninger om prominente vesttyskere og arbejdede systematisk på at finde vidnesbyrd om krigsdeltagelse.  Det er ekstremt usandsynligt, at de ikke skulle have gennemtrevlet det nævnte arkiv i Berlin for at se, hvad de kunne finde om hvem som helst.  Det er derfor også sandsynligt, at de på et tidspunkt faldt over dokumentationen for SS-veteranen Grass.  At de holdt tæt med det, er forståeligt.  Grass’ politiske og kulturelle indsats i Forbundsrepublikken var så absolut i DDRs interesse.  I valgkampene 1965 og 1969 agiterede han for SPD, hvis politik gik ud på at anerkende den tyske deling.  I 1980rne var han trofast fredsven, altså modstander af USA og tilhænger af en neutralisering af Vesttyskland og af øget sovjetisk indflydelse i Europa.  Havde DDR udbasuneret, hvad de måske vidste, ville det have undergravet Grass’ troværdighed som ubestikkelig intellektuel.  Det passede begge parter at holde kæft.

Mulig DDR-besked til nationaldigteren Grass: Vi ved, at du var i Waffen-SS.  Vi ved også, at du bare var almindelig soldat.  Men du ved lige så godt som vi, at bogstaverne SS er i stand til at hensætte normalt tænkende mennesker i totalt hysteri.  Så det er bedst, de ikke kommer frem.  Du er jo også sådan en dejlig forfatter og så stor og sand en ven af freden, at vi ikke siger noget.  Og vi er så glade for dine indlæg om DDRs berettigelse som tysk stat og garant for freden.  Bliv endelig ved med dem!

Drømmer jeg? Eller er jeg død? II

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 19. august 2006. 7 svar

Forleden havde Michael Lind fra tænketanken New America Foundation en tankevækkende, omend for mange af os meget deprimerende artikel i Financial Times: “The unmourned end of libertarian politics”. Budskabet (der nedenfor gengives in extenso) er i sin enkelhed, at den klassiske liberale/nyliberalisme/libertarianisme–kald det hvad I vil–som har præget megen politik i de seneste årtier (og de fleste læsere af denne blog) er afgået ved døden som politisk kraft.  Den bliver presset af centripetale kræfter langs den traditionelle højre-venstre skala og af en centrifugal kraft på en ny globaliserings/anti-globaliserings dimension, og i dét slagsmål er der ikke plads til, hvad man her på stedet nok kunne kalde Mises-Hayek-Friedman-Rand-Nozick-Rothbard tænkning eller for den sags skyld Goldwater-Thatcher-Reagan retorik.

Jeg køber ikke selv ræsonnementet, og det hører med til historien, at Michael Lind ikke er, hvad en af vor tids største filosoffer–Tony Soprano–ville kalde “a friend of ours”; han er en slags Clintonistisk “third way” skribent, og der er i hans artikel alt for meget deterministisk “Titanic-logik” (som vores værdsatte eks-punditokrat Mikael Bonde Nielsen ville kalde det).  Men han er ikke dum, og der er noget om snakken.  Så giv artiklen en læsning og find på nogle gode svar …

“The unmourned end of libertarian politics

The most epochal event in world politics since the cold war has occurred – and few people have noticed. I am not referring to the conflict in Iraq or Lebanon or the campaign against terrorism.

It is the utter and final defeat of the movement that has shaped the politics of the US and other western democracies for several decades: the libertarian counter-revolution.

Between the 1930s and 1960s, the US and other liberal democracies adopted their own versions of modern welfare state capitalism. By the mid-20th century, in every western democracy, the legitimacy of the welfare state was accepted by mainstream parties of the right as well as the centre and left. But not by the libertarians. Unlike Eisenhower, Nixon and other “modern Republicans”, America’s libertarians did not seek a more fiscally responsible welfare state. They wanted to abolish the welfare state altogether and replace it with an “opportunity society” or “ownership society”. They were revolutionaries – or more precisely, counter-revolutionaries, seeking to restore an idealised Victorian world of laisser faire capitalism.

The libertarians launched a massive intellectual and rhetorical assault on modern government from the 1970s onward. Their formidable forces included influential economists such as Milton Friedman, the Nobel Prize winner, and Martin Feldstein, who chaired Ronald Reagan’s Council of Economic Advisers; think-tanks such as the Cato Institute; and affluent pressure groups such as the Club for Growth and Americans for Tax Reform, whose leader, Grover Norquist, famously said that government should be shrunk until it can be drowned in a bathtub.

Libertarians proposed to privatise Social Security, replacing government pensions with individual savings accounts. Healthcare, too, would be provided by individual “health savings accounts”. Public education, a legacy of the 19th century, was another target of the libertarian counter-revolutionaries, who proposed giving citizens vouchers for private schools. The libertarians also targeted labour market regulation, calling for abolition of the minimum wage. This would be combined with mass immigration, which would drive down wages further.

In the mid-20th century, welfare-statism was the “third way” between democratic socialism on the left and big-government conservatism that accepted the welfare state but sought to limit its costs. But in the 1970s and 1980s, the political spectrum shifted to the right. Not only communism but also democratic socialism vanished as plausible options because people no longer believed that the nationalisation of whole economies made any sense. At the same time, moderate conservatives who had made their peace with the welfare state were outflanked on the right by the radical libertarians.

Suddenly the former political “centre”, social democratic welfare-state capitalism, was redefined as the “left” and the former “right”, big-government conservatism, was now considered the “centre”. In the 1990s, the term “third way” meant, not Swedish social democracy, but the pro-market “neo-liberalism” of Bill Clinton and Tony Blair, which would have been considered moderate conservatism in the 1950s . In the US, the Democratic Leadership Council echoed the free-market, small-government rhetoric of the libertarian radicals. “The era of big government is over,” Mr Clinton declared. But he spoke too soon. In the past decade, the US public has rejected every element of the libertarian counter-revolution. The first proposal voters rejected was the privatisation of schooling. Because US education policy is dominated by states and cities, this issue was fought at the local level. It turned out that most conservative Republicans as well as Democrats were content with their suburban public schools. Again and again, voucher proposals went down to defeat.

President George W. Bush made Social Security privatisation a central part of his legislative agenda. Americans, alarmed by the stock market slide, rejected the idea and frightened Republican politicians dropped it. Neither has the Bush administration exerted itself over another libertarian proposal, health savings accounts, which almost certainly would be rejected by risk-averse voters. Indeed, to the horror of libertarians, Mr Bush and the Republican Congress created the prescription drug programme for the elderly, the biggest expansion of socialised medicine in the US since Lyndon Johnson presided over the creation of Medicare in 1965.

And the labour market? Here again, the libertarians have been completely routed. Against libertarian opposition, Congressional Republicans recently sought an increase in the minimum wage, coupled with cuts in the estate tax. And against libertarian opposition, swelling popular demand for an end to illegal immigration has forced both parties to support measures to police America’s chaotic borders.

For nearly a decade, the Republican party has controlled Washington and most state legislatures. And yet every big proposal of the libertarians has been rejected by the public and their elected representatives. Their only temporary achievement has been tax cuts, which are likely to be rolled back at least in part to reduce the deficit in the years ahead. With the disappearance as a significant force of the libertarian right, the centre of gravity inevitably will shift somewhat left in matters of political economy. But we will not see a restoration of the mid-20th century pattern because there will be no revival of the socialist left. The demise of both socialism and libertarianism pretty much limits the field to moderate social democracy and big-government conservatism. The limitation of options on the horizontal left-right spectrum is accompanied, however, by a growing vertical, top-bottom divide between an elite committed to globalisation and mass immigration and a populist, nationalist majority. If this replaces the older horizontal left-right divide, then we may see a third, “third way” – one which positions itself between the crudest forms of populism and utopian forms of transnationalism.

The libertarian moment has passed. It will not come again, and its defeat as a force in US politics will change the definitions of right, left and centre – not just in the US but also, the world.”

En Europæisk Massakre

Af Jacob Mchangama, den 19. august 2006. 13 svar

Dette indlæg skulle egentligt være bragt den 24. august. Men i lyset af den her på stedet vedgående og, synes jeg, spændende debat vedrørende, hvorvidt Islam er uforenelig med det vestlige åbne samfund, har jeg valgt at bringe det i dag.

Stærkt forsimplet kan man sige, at denne debat står mellem pessimister og optimister. Pessimisterne gør gældende, at Islam som sådan er uforenelig med vestligt demokrati, og at Vesten er i gang med en civilisationskrig, som bør føre Vesten til at i højere grad tager forholsregler overfor den "muslimske verden".

Det ville være forkert at affærdige pessimisterne uden videre. De seneste 10-15 års begivenheder retfærdiggør meget af den vrede/frygt/bekymring, som pessimisternes holdninger er udtryk for. Det er uomgængeligt, at der i mange islamiske lande hersker forhold der er lodret i strid med Vestlige frihedsidealer.

Endvidere virker det som om denne tilstand har en vis folkelig forankring, som demokratiske valg i Algeriet, Egypten og Palæstina har vist. Pessimisterne vil også med rette kunne pege på, at den globale terrortrussel, der har kostet tusinder af uskyldige liv (dog nok flere muslimske end ikke-muslimske), i altovervejende grad udgår fra muslimer.

Pessimisterne kan i den forbindelse pege på, at en stor andel af muslimer i Vesten tilsyneladende ikke tager utvetydig afstand fra den ufrihed, der hersker i deres oprindelige lande og ej heller fra den terrortrussel der udgår fra islamistiske fanatikere, som det kan læses her og her.

Optimisterne peger på, at det er nødvendigt at skelne mellem individer og at der findes masser af muslimer (dog på nuværende tidspunkt næppe et flertal på verdensplan), der støtter op om Vestlige frihedsidealer. Endvidere kan optimisterne pege på, at der findes muslimsk dominerede stater såsom Indonesien, Senegal og Tyrkiet, der er friere og mere demokratiske end mange kristent dominerede afrikanske og visse latin-amerikanske stater. Men først og fremmest må optimisterne anlægge en historisk tilgangsvinkel, som undertegnede forsøgte i "Luthers rene lære". Den historiske tilgangsvinkel viser nemlig, at meget af det vi med rette forfærdes over i den muslimske verden, inklusiv det religiøse vanvid, også har fundet sted i Vesten.

Det bringer mig tilbage til datoen den 24. august. For på denne dato i 1572 skete en skelsættende begivenhed i Frankrig, kendt som St. Bartholomæus massakren. I mange år havde forholdet mellem Frankrigs katolikker og protestanter (huguenotter) været på kollisionskurs, og disse to kristne trosretninger havde alene i Frankrig udkæmpet tre religiøse borgerkrige. På grund af stridighederne havde (den katolske) Catherine de Medici, moder til den franske konge Charles IX, besluttet at lade sin datter gifte med en protestantisk prins. Til brylluppet var inviteret store dele af den protestantiske adel, inklusiv Admiral De Coligny, som blev forsøgt myrdet. Dette drabsforsøg resulterede i en massakre på huguenotter, der bredte sig fra Paris til provinsen med deltagelse af almindelige franske katolikker og kostede tusinder af huguenotter livet.

Det skal understreges, at det er omstridt, hvor mange huguenotter, der blev massakreret, (fra 4.000 – 100.000), ligesom det er omstridt præcist hvem der stod bag massakren, hvorvidt den var nøje planlagt eller mere spontan, og om Vatikanet havde givet sin velsignelse eller ej (en katolsk version af begivenhederne findes her, mens en protestantisk version kan læses her).

Under alle omstændigheder er massakrens omfang er bemærkelsesværdig den lave teknologiske udvikling taget i betragtning. Og den folkelige opbakning til og aktive deltagelse deri, siger meget om, hvor forpestet forholdet var mellem mange katolikker og protestanter i Europa, om end de krige der opstod som følge deraf ofte også havde andre forklaringer end rent religiøse.

Massakren blev i øvrigt fejret i Vatikanet af pave Gregor XIII, der tillige lod en medaljon og et vægmaleri udforme til at udødeliggøre begivenheden. Vægmaleriet kan stadig ses i Vatikanet.

St. Bartholomæus massakren, de mange religiøse europæiske krige og det had der fandtes mellem protestanter og katolikker, viser, at hvor Islam næppe kan kategoriseres som fredens religion, er Kristendommen ej heller nogen oplagt kandidat. Men vigtigere endnu viser disse historiske begivenheder, at grupperinger, som anser hinanden for dødelige fjender og hinandens diametrale modsætninger ikke behøver leve i splid for altid og at spændingerne kan mindskes og endog forsvinde med tiden. Det betyder i min optik ikke at Vesten skal vende den anden kind til, når terrororganisationer sponsoreret af islamistiske stater dræber uskyldige mennesker. Det betyder heller ikke, at man skal acceptere muslimske dogmer i dansk retspleje m.v. Men historien understreger det formålsløse i at prøve at karakterisere, forstå og imødegå, en hel religion ud fra deterministiske forestillinger, som sandsynligvis vil vise sig uholdbare.   

 

Günter Grass Cunctator

Af admin, den 19. august 2006. 13 svar

Berlingske har i dag en god dækning af historien om Günter Grass, der omsider har afsløret i sine nyudgivne erindringer, at han ikke bare var soldat, men SS-soldat. Det er i det hele en god dag for Berlingeren med gode artikler, selv udlandsdækningen er mere nuanceret end normalt, og ingen bør snyde sig for Poul Nyrops kronik, hvor han ønsker sig selv og Clinton tillykke; det er tåkrummende selvafslørende og ufrivilligt morsomt. Men tilbage til nøleren Grass.

Det virker lidt svært at forstå al det påstyr i det ærede kulturliv.

Det er rimelig oplagt, at man dårligt kan bebrejde manden, at han var begejstret SS-soldat som 17 årig, når han siden har fortrudt og taget klar afstand. Hvis bare alle diktaturtilhængere tog så klar afstand fra den ideologi, de en gang støttede. Det er mange år siden, at han var i SS, og han er kommet videre.

Det er ligeledes rimeligt oplagt, at manden er en opportunist og hykler, hvilket ikke er længe siden. Det var han åbenbart det meste af sit liv indtil for knapt en måned siden. Opportunist i sin fortielse af fortiden, fordi det ville svække hans nye stilling som samfundsrevser. Hyklerisk i sin uforbeholdne fordømmelse af personer, og i sin iver efter at kaste den første sten uden at medgive sin egen del i historien.

Det, der kan undre, er, at det åbenbart falder kulturfolk så svært at indrømme, at en dygtig kunstner kan være et skidt menneske. For eksempel var Niels Barfoed i DR om sagen, og selvom han plejer at være skarp i sine iagttagelser og udtalelser, voldte det ham helt åbenbart voldsomme problemer at vedstå, at Grass havde opført sig som en opportunistisk hykler. Barfoed ville hellere tale uden om og holde sig til det ufarlige spørgsmål om medlemskabet af SS.

Det er jo egentligt sært. Et værk bliver jo ikke ringere af, at kunstneren havde tåbelige eller direkte uhyrlige holdninger. Tænk på en Knut Hamson og Céline, eller på Scherfig, Andersen Nexø og Brecht.

Forfatteren og anmelderen Jens Andersen anfører i sin klumme:

Hvad er så problemet?

At det fremover vil være svært at tage Günther Grass alvorligt uden for hans fiktive univers. Et halvt århundredes åbenhjertige fortielser vil forstyrre i ens baghoved. Jeg mener, Grass har aldrig skånet sit eget land og sine landsmænd, når det gjaldt om at være selvkritisk og tage et opgør med de ubehagelige begivenheder i fortiden. Og hvad ser vi så nu? At mennesket bag alle disse høje moralske krav til sine omgivelser valgte at skåne sig selv.

Det er en svær pille at sluge for en Grass-fan, selv om ivrige iagttagere i ugens løb, både i udlandet og herhjemme, påstod, at forfatterens »syndsbekendelse« ikke får indflydelse på fremtidens læsning af forfatterskabet. Det tvivler jeg på. En forfatters liv og værk lader sig ikke klinisk adskille oppe i hovedet på læsere, selv om mange teoritunge litterater gerne vil tro det. Så dumme er vi ikke.

Hans bemærkninger peger på, at mange åbenbart har læst Grass ikke bare som forfatter, men som en særlig moralsk person. En person uden dadel. De har lagt mere i værket end værket selv. Hvor naivt at have et sådant behov for at tro, at folk, der siger noget, som man finder sympatisk, nødvendigvis repræsenterer en særlig pletfri position. Men åbenbart udbredt i det miljø, postyret og modviljen taget i betragtning.

Måske er der også noget mere, som gnaver og gør ondt.

Den venstrefløj, som Grass repræsenterer, har længe opfattet sig som den diamentrale modsætning til nazismen. Det gør derfor ondt, når man bliver mindet om, at nazismen ligger så tæt på, at nogle koryfæer bevægede sig ubesværet over grænserne. Vi så det for relativt nyligt, da Ole Wivels og Knud W. Jensens flirt med nazismen blev afsløret. Vi har også set det før i modsat retning. Mussolinis fortid som socialist, Quislings og hans franske kollega Lavals ditto. Nu også Grass som en grænsegænger.

I det uddrag fra Grass’ selvbiografi, som Berlingske bringer i dag, kan man læse om hans glæde ved, at hans SS-afdeling skulle bære navnet Jörg von Frundsberg:

Han var mig kendt som anfører for det schwabiske forbund fra bondekrigenes tid og som »landsknægtenes far«. En, der stod for frihed, befrielse.

Det var altså den unge Grass’ opfattelse af frihed og befrielse. Mon den egentlig adskilte sig så meget fra de andre holdninger på den venstrefløj, hvor Grass siden blev ikon? Det er den slags tvivl om egen ufejlbarlighed, som gør venstrefløjen ilde til mode.

Hørte national-socialismen overhovedet til på højrefløjen, eller var de blot endnu en version af socialismen? En af best-sellerne i Det 3. Rige hed vist endda den sande socialisme. De hadede det liberale demokrati, kapitalismen og dens kuponklippere. Göring kopierede med begejstring ideen med femårs-planer fra Sovjet, og vinterhjælpen, den storstilede sociale indsats for fattige, indtog en væsentlig rolle i deres image både før og efter magtovertagelsen. Det er traditionelt at placere dem til højre, men de, der placerede dem dér, placerede også socialdemokrater og trotskister på “højrefløjen”, uden at vi af den grund opretholder det valg.

Hayek har i sin bog om vejen mod trældom skrevet om national-socialismens rødder i socialismen, men det er fortsat et af de sidste tabuer fra nazitiden. Er det den orm, hvis gnaven vi kan høre i påstyret fra en gammel mands nølende bekendelser?

Myterne om 9/11 II

Af Jørgen Møller, den 18. august 2006. 1 svar

Jeg havde en kronik i Berlingske i anledning af 11. september 2005, der ligger fint i forlængelse af Mr. Laws oplæg af i går. Den prøver at tage livgreb med begrebet ‘sammensværgelsestankegang’, og jeg hører meget gerne nogle (alternative) bud på, hvordan fænomenet kan forklares. Here goes…

Alle, der læser Fjodor Dostojevskijs store kommentar over egen samtid, En forfatters dagbog, vil blive slået af forfatterens byzantinske virkelighedsopfattelse. I Dostojevskijs verden hersker intrigerne og sammensværgelserne. Dagbogen kredser bestandigt om det samme tema: de vesteuropæiske stormagters bestræbelser på at ydmyge Rusland og lægge hende i lænker. For at gøre ondt værre finder vesteuropæerne beredne allierede i de tre millioner russiske jøder. Jøderne kontroller den europæiske kapital, de har intet godt til overs for deres russiske værter, og deres mål er ad åre at tage magten i hele verden.
For en dansk læser anno 2005 er der noget yderst ubehageligt over Dostojevskijs jeremiader. Sammensværgelsestankegangen er ikke noget, vi i dag kan vedkende os. Det er derfor, det forekommer så uforståeligt – og uhyggeligt – når vi i aviserne kan læse, at et flertal af indbyggerne i mange arabiske lande er overbeviste om, at enten amerikanerne selv eller israelerne stod bag terrorangrebene 11. september 2001. Og det er derfor, vi kun har hån til overs for yderliggående amerikanske gruppers påstande om, at forbundsregeringen i Washington skjuler sandheden om besøg fra andre planeter, er i færd med at ‘sælge’ USA til FN og dets lige.

Men hvad er det, der giver sammensværgelsestankegangen så trange kår i et moderne demokrati? Det er trods alt en virkelighedsopfattelse, der har været yderst udbredt gennem hele den kendte historie, også på de hjemlige breddegrader. Hvorfor fæster vi ikke længere lid til troen på skjulte bagmænd? For godt 60 år siden, under Anden Verdenskrig, leverede en ung mand – der havde følt sammensværgelsestankegangens natside på egen krop – et svar på disse spørgsmål. Hans navn var Karl Raimund Popper, og hans forklaring er ganske interessant.

Popper blev født den 28. juli 1902 i Wien. I 1934, blot 32 år gammel, begik han værket Forskningens Logik, der den dag i dag er et af hovedværkerne i den naturvidenskabelige metodelære. Men tiden var ond. I 1938 indlemmede Adolf Hitler Østrig i det Tredje Rige. Med Stefan Zweig i spidsen drog størstedelen af Wiens intellektuelle fyrtårne af gårde. En af de sidste, der slap væk, var Sigmund Freud.
Den unge Popper – der var ligesom Zweig og Freud var jøde – havde fra tidlig færd gennemskuet nazismens væsen. I stedet for at afvente den kommende verdensbrand udvandrede han i 1937 til New Zealand. Da nyheden om Anschluss, som anneksionen af Østrig blev døbt, året efter nåede frem til Christchurch, hvor Popper underviste i filosofi, traf han en skelsættende beslutning. Han ville udstille de totalitære ideologiers elendighed i et stort idéhistorisk værk. Popper brugte fem år på at barsle med Det åbne samfund og dets fjender. Titlen og indholdet er snævert forbundet. Bogen forsøger med Poppers egne ord at vise,

“at denne civilisation endnu ikke er kommet sig fuldstændigt over sit fødselstraume – overgangen fra stammesamfundet eller ‘det lukkede samfund’, med dets underkastelse af magiske kræfter, til ‘det åbne samfund’, der frisætter menneskets kritiske kræfter…at traumet fra denne overgang er en af de faktorer, der har muliggjort fremkomsten af de reaktionære bevægelser, der har forsøgt, og stadig forsøger at omstyrte civilisationen og vende tilbage til stammelivet”.

Popper så sin samtids to helvedesryttere, nazismen og kommunismen, som det seneste forsøg på at vende tilbage til det lukkede samfund. I lighed med tidligere anslag kom de ridende på frakkeskørterne af en idé, der havde rødder helt tilbage til det antikke Grækenland – det lukkede samfunds idé. Men hvad var det, der gang på gang gjorde så mange mennesker, forstandige så vel som uforstandige, lydhøre over for det lukkede samfunds sirenesang?

Poppers forklaring er enkel, men besnærende. Det lukkede samfund udmærker sig ved, at menneskelivet er underlagt en lang række tabuer. Tabuerne bliver aldrig genstand for kritik. I stedet for at foretage en moralsk stillingtagen til den enkelte valgsituation, kan medlemmerne af stammesamfundet henholde sig til tabuernes sociale rettesnore. Det lukkede samfund ofrer med andre ord det personlige ansvar og den menneskelige fornuft på trygheden og forudsigelighedens alter.

Det åbne samfunds fremkomst forudsætter et opgør med tabuerne. Det frisætter det personlige ansvar og forkynder med Poppers ord, at “[f]remtiden afhænger af os selv, og vi er ikke afhængige af nogen historisk nødvendighed”. Bagsiden af medaljen er, at det enkelte menneske står til ansvar for egne handlinger, også de fejlagtige af slagsen. Popper kalder bevidstheden om, at vi er herrer over egen skæbne for civilisationens byrde. Netop denne byrde er årsagen til de bagstræberiske idéers tiltrækningskraft. De reaktionære bevægelser opstår – og vinder tilslutning – fordi fornuften og det personlige ansvars åg er ubærligt for mange mennesker.

Popper betragter altså ikke tilbagefaldene til det lukkede samfund som bevidste, endsige ondsindede, anslag mod civilisationen. Og hermed er vi tilbage ved sammensværgelsestankegangen. En sådan forestilling smager nemlig for meget af tyrkertroen på, at alle onder, det være sig krig, arbejdsløshed eller fattigdom, skyldes en gedulgt plan hos en bestemt gruppe personer. Poppers fornuft tilsiger ham, at rænkesmederi næsten altid er dømt til at slå fejl. Det første skridt i en fordækt plan vil have en række utilsigtede virkninger, der tilsammen gør det umuligt at føre den ud i livet.

Men sammensværgelsestankegangen er på mange måder et symptom på det lukkede samfund, der har undertrykt fornuften. Børn af det lukkede samfund kan ikke gennemskue tankespindets elendighed; de vil bestandigt lede efter syndebukke, når samfundsomvæltninger ryster deres forudsigelige tilværelses grundvold. Med Poppers ord:

“Troen på de homeriske guder, hvis sammensværgelser forklarer historien om den trojanske krig, er forsvundet…Men deres plads er blevet taget af magtfulde mennesker eller grupper – dystre pressionsgrupper, hvis ondskab er ansvarlig for alle de onder vi lever under – såsom Zions Viise [Zions Viises protokol] eller monopolisterne eller kapitalisterne eller imperialisterne”.

Forestillingen om fordægtige rænkesmede udgør ganske enkelt et halmstrå, i en tid hvor det åbne samfund afliver de beskyttende tabuer. Det er nemlig meget menneskeligt at søge trøst i forvisningen om, at såvel apokalyptiske ryttere som egen elendighed er en del af en skæbnebestemt tidevandsbølge. Men netop fordi den besjæler mennesket med afmagt, er livsløgnen om skjulte bagmænd yderst skadelig. Den hindrer det åbne samfund i at slå rod, og den udgør et muligt brohoved for fremtidige reaktionære bevægelser.

Det er givetvis denne civilisationsomstyrtende kraft, vi instinktivt fornemmer, når påstandene om den 11. septembers store sammensværgelse giver os ubehag. Og med rette. Tag bare denne kroniks udgangspunkt – Dostojevskijs En forfatters dagbog. Den store kunstners tirader kulminerede i hadefulde udfald imod indre og ydre fjender. Hen ad vejen begyndte han ligefrem at lovprise krig og at tale om russernes som et af højere magter udvalgt folk. De elementer har Dagbogen til fælles med et andet af den europæiske kulturs store monumenter over sammensværgelsestankegangen, Adolf Hitlers Mein Kampf.

Det åbne samfund har sat sig så dybe spor i den vestlige verden, at vi ikke længere er lydhøre over for denne byzantinske virkelighedsopfattelse, hvad enten den kommer fra kunstnere eller politikere. Men det samme er ikke tilfældet i mange af verdens brændpunkter. Karl Poppers mesterlige diagnosticering af sammensværgelsestankegangens elendighed er værd at ihukomme, når vi vil forstå, hvad der er på færde disse steder. Og hvis vi ikke forstår det, så kan vi ikke bidrage til at trænge det lukkede samfund i defensiven i disse områder – med alt hvad det indebærer af sammensværgelsestankegang, magtbrynde og forbitrelse på selve dørtrinnet til Vesten.

Filmfolk med et budskab

Af admin, den 18. august 2006. 5 svar

Vi søger altid at give jer, hvad MSM ikke kan eller vil.

Den 16. august kunne den australske avis Herald Sun fortælle, at australske Nicole Kidman sammen med ca. 80 andre fra filmmiljøet i Hollywood havde indrykket en helsides annonce i LA Times med et politisk budskab. Blandt de andre underskrivere var Michael Douglas, James Wood, Bruce Willis, William Hurt og instruktører som Ridley Scott, Michael Mann og Sam Raimi.

En søgning på Infomedia viser overraskende, at det ikke har været omtalt i danske medier. De plejer ellers at være meget interesserede, når det udsnit af menneskeligheden, som består af filmskuespillere, udtaler sig politisk. Men ikke denne gang. Der må vel være noget galt med budskabet. Døm selv:

It specifically targets “terrorist organisations” such as Hezbollah in Lebanon and Hamas in Palestine.

“We the undersigned are pained and devastated by the civilian casualties in Israel and Lebanon caused by terrorist actions initiated by terrorist organisations such as Hezbollah and Hamas,” the ad reads.

“If we do not succeed in stopping terrorism around the world, chaos will rule and innocent people will continue to die.

“We need to support democratic societies and stop terrorism at all costs.”

A who’s who of Hollywood heavyweights joined Kidman on the ad.

Læs resten af artiklen her.

Myterne om 9/11

Af admin, den 17. august 2006. 4 svar

Vi nærmer os 5 års-dagen for terrorangrebene den 11. september 2001.

Det kan ikke overraske, at der hurtigt efter angrebene opstod forskellige myter om, at angrebene egentligt skyldtes den onde Bush-regering eller de fæle jøder. Det kan derimod undre, at myterne fik det omfang, de fik, og stadig trives.

Popular Mechanics startede med at undersøge fakta og kasserede myterne. Det blev først til en artikel, nu til en hel bog med egen hjemmeside.

Men bogen er naturligvis også en del af Den Store Sammensværgelse, så pas hellere på…

Adam Smith & den usynlige hånd

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 15. august 2006. 1 svar

Jeg glemte vist lige at gøre vores vest-danske og udenlandske læsere opmærksomme på, at jeg forleden havde kronik nr. 2 i min "1776-2006"-serie i Berlingske Tidende.

Første afdeling handlede om Thomas Jefferson og amerikansk konstitutionalisme (4. juli); anden afdeling handlede om Adam Smith, den usynlige hånd og Wealth of Nations, der i år kan fejre 230 år (4. august).

Tredje og sidste kronik kommer til at handle om David Hume, der døde i … ja, rigtigt gættet … 1776.

MSM om blogs

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 14. august 2006. 6 svar


Information havde forleden en artikel om bloggosfæren, hvori bl.a. denne Punditokrat blev interviewet.  I denne uge begynder så i Berlingske Tidende Bent Blüdnikows større rundtur blandt en række borgerlige blogs, markeret med dagens to intro-artikler (her og her); senere i serien kommer en artikel om denne ikke specielt ydmyge blog.  Læs mere ovre hos vores ven på Uriasposten.

Hvorfor er terroristerne foran?

Af Nicolai Foss, den 14. august 2006. 10 svar

Denne punditokrat befinder sig af professionelle årsager aktuelt i Atlanta, Georgia, hvortil jeg ankom i torsdags. Jeg havde på grund af de da netop afslørede terrorplaner den noget tvivlsomme fornøjelse at bruge over 3 timer i Atlantas lufthavn. Det gav indledning til overvejelser over aspekter af terrorsituationen. Here goes:

Det ofte gode og spændende National Review Online har et interessant symposium, "Plans Destroyed,"om terror- plottet. Daniel Pipes tager udgangspunkt i det i følgende refleksioner:

Airplanes represent an outdated target because passenger screening techniques quickly adapt to threats. As soon as terrorists implement new techniques (box-cutters, shoe-bombs, liquid components), security promptly blocks them … Conversely, trains, subways, and buses, as shown by attacks in Madrid, London, and Bombay, offer far richer opportunities for terrorists, for access to them can never be so strictly controlled as to aircraft.

Sandt nok. Men som Pipes selv bemærker går terroristerne jo faktisk efter fly, bliver åbenbart ved med det på trods af bestandigt forbedret security, og "One cannot but wonder, however, why creatively, cops invariably lag behind criminals."  Det er der mange der har bemærket før Pipes, men der er mig bekendt ingen der rigtig har forsøgt at give en forklaring.

Én mulig forklaring er at kriminelle er kvikkere end "cops."  Det er i de fleste tilfælde næppe korrekt; de fleste kriminelle er givetvis ret ubegavede. Men som vi, er moderne terroristerne veluddannede, ofte med en grad i naturvidenskab eller i ingeniørvidenskab.  De er sikkert bedre uddannede end den gennemsnitlige politimand. På den anden har efterretningsvæsnerne jo ret så højt uddannede eksperter ansat. Det er måske ikke særlig troværdigt at uddannelse, evner etc. i virkeligheden forklarer hvorfor terroristerne hele tiden synes at være foran.

Måske handler det snarere om incitamenter.  Efterretningsfolk er bureaukrater. Man kan diskutere om de har (tilstrækkelige) incitamenter til at være foran terroristerne, som jo er særdeles motiverede (70 jomfruer, etc.). Selvfølgelig kan man i et vist omfang give incitamenter i offentlige bureaukraterne, forsøge at oparbejde en kultur af kommitment, og så videre, men det er usikre og stumpe instrumenter. Det er værd at filosofere over om et privatiseret efterretningsvæsen ville kunne gøre det bedre end statslige væsner ved at kunne give stærkere, mere markedskonforme incitamenter. Hvad mener læserne?

Sandt nok. Men som Pipes selv bemærker går terroristerne jo faktisk efter fly, bliver åbenbart ved med det på trods af bestandigt forbedret security, og "One cannot but wonder, however, why creatively, cops invariably lag behind criminals."  Det er der mange der har bemærket før Pipes, men der er mig bekendt ingen der rigtig har forsøgt at give en forklaring.

Én mulig forklaring er at kriminelle er kvikkere end "cops."  Det er i de fleste tilfælde næppe korrekt; de fleste kriminelle er givetvis ret ubegavede. Men som vi, er moderne terroristerne veluddannede, ofte med en grad i naturvidenskab eller i ingeniørvidenskab.  De er sikkert bedre uddannede end den gennemsnitlige politimand. På den anden har efterretningsvæsnerne jo ret så højt uddannede eksperter ansat. Det er måske ikke særlig troværdigt at uddannelse, evner etc. i virkeligheden forklarer hvorfor terroristerne hele tiden synes at være foran.

Måske handler det snarere om incitamenter.  Efterretningsfolk er bureaukrater. Man kan diskutere om de har (tilstrækkelige) incitamenter til at være foran terroristerne, som jo er særdeles motiverede (70 jomfruer, etc.). Selvfølgelig kan man i et vist omfang give incitamenter i offentlige bureaukraterne, forsøge at oparbejde en kultur af kommitment, og så videre, men det er usikre og stumpe instrumenter. Det er værd at filosofere over om et privatiseret efterretningsvæsen ville kunne gøre det bedre end statslige væsner ved at kunne give stærkere, mere markedskonforme incitamenter. Hvad mener læserne?

Sandt nok. Men som Pipes selv bemærker går terroristerne jo faktisk efter fly, bliver åbenbart ved med det på trods af bestandigt forbedret security, og "One cannot but wonder, however, why creatively, cops invariably lag behind criminals."  Det er der mange der har bemærket før Pipes, men der er mig bekendt ingen der rigtig har forsøgt at give en forklaring.

Én mulig forklaring er at kriminelle er kvikkere end "cops."  Det er i de fleste tilfælde næppe korrekt; de fleste kriminelle er givetvis ret ubegavede. Men som vi, er moderne terroristerne veluddannede, ofte med en grad i naturvidenskab eller i ingeniørvidenskab.  De er sikkert bedre uddannede end den gennemsnitlige politimand. På den anden har efterretningsvæsnerne jo ret så højt uddannede eksperter ansat. Det er måske ikke særlig troværdigt at uddannelse, evner etc. i virkeligheden forklarer hvorfor terroristerne hele tiden synes at være foran.

Måske handler det snarere om incitamenter.  Efterretningsfolk er bureaukrater. Man kan diskutere om de har (tilstrækkelige) incitamenter til at være foran terroristerne, som jo er særdeles motiverede (70 jomfruer, etc.). Selvfølgelig kan man i et vist omfang give incitamenter i offentlige bureaukraterne, forsøge at oparbejde en kultur af kommitment, og så videre, men det er usikre og stumpe instrumenter. Det er værd at filosofere over om et privatiseret efterretningsvæsen ville kunne gøre det bedre end statslige væsner ved at kunne give stærkere, mere markedskonforme incitamenter. Hvad mener læserne?

Våbenhvilen i Mellemøsten

Af admin, den 14. august 2006. 3 svar

Så er våbenhvilen trådt i kraft, og indtil videre overholdes den – sådan da.

For en vurdering af udfaldet citeres her en artikel af Tim Hames. Den er så positiv over for Israel, at man næppe skal regne med at finde noget tilsvarende i danske MSM. Selv nærværende punditokrat, der lider under en sejlivet optimisme, må tage forbehold for hans tro på, at en genoptagelse af fjendtlighederne fra Hizbollahs side vil få FN til at tage parti imod dem. Men resten virker fornuftigt nok.

IF ONLY Israel were as effective at public relations as at military operations, the results of the conflict on and around its border with Lebanon would be so much starker. As it is, however, the real meaning of the UN resolution that will start to come into force today is being widely misrepresented. Hezbollah is hailing a "victory" of sorts, albeit one of a presentational character. In a bizarre situation, Israeli politicians on both the hard Left and the hard Right appear to agree with the terrorists. All are profoundly mistaken.

What, after all, does this Hezbollah claim consist of? The organisation considers it a triumph that it has not been completely "destroyed" after just four weeks of fighting. It contrasts this with the dismal record of several Arab armies combined in 1967. It has not yet been disarmed and may not be formally neutralised in the near future. Nor has it been discredited on the Arab street, where it has enhanced its popularity. The Hezbollah leader, Sheikh Hassan Nasrullah, thus proclaims himself a "new Nasser".

*

As victories rank, not being destroyed, disarmed or discredited is not that impressive. It is hardly Henry V at Agincourt. The idea that the Six-Day War represents the military standard for the Arab world is a somewhat humiliating notion. Allowing for the feeble record of the original Nasser,  Israelis should not be too disturbed by the prospect of another incarnation. Nor was the Arab street that equivocal about Israel's existence before these clashes started.

Mere …

Når vi nu er i gang med at give jer, hvad I næppe kan finde i danske MSM, er her en artikel fra den forhenværende Bush-medarbejder, Michael Gerton hvis beskrivelse af udfordringerne i Mellemøsten slutter sig til min tidligere posting ndf. om defaitisternes vagtparade (som ikke kommer som kronik. Thanks, but no thanks. I må nøjes med det her).

Her er et par løsrevne citater, men læs selv det hele her:

From those events [9/11, red.], President Bush drew a fixed conclusion: as long as the Middle East remains a bitter and backward mess, America will not be secure. Dictators in that region survive by finding scapegoats for their failures—feeding conspiracy theories about Americans and Jews—and use religious groups to destroy reformers and democrats. Oil money strengthens elites, buys rockets, funds research into weapons of mass destruction, builds radical schools across Africa and Asia and finds its way to terrorist organizations. Terrorist organizers exploit the humiliated and hopeless—channeling their search for meaning into acts of murder—and plot, as London 2006 proves, to surpass the mad ambitions of 9/11. …

There are still many steps of diplomacy, engagement and sanctions between today and a decision about military conflict with Iran—and there may yet be a peaceful solution. But in this diplomatic dance, America should not mirror the infinite patience of Europe. There must be someone in the world capable of drawing a line—someone who says, "This much and no further." At some point, those who decide on aggression must pay a price, or aggression will be universal. If American "cowboy diplomacy" did not exist, it would be necessary to invent it. …

A second point: the promotion of democracy in the Middle East is messy, difficult, but no one has a better idea. …

Realism, however, is not always identical to pessimism. Arab societies, in fact, have strong traditions of private association, private property and a contractual relationship between ruler and ruled. It is not realism to ignore unprecedented elections in Afghanistan and Iraq and serious reforms elsewhere. The past half century has shown that the cultural obstacles to democracy are less formidable than many predicted, from Roman Catholic Southern Europe to Orthodox Eastern Europe to Confucian Asia. Our times provide strong evidence that liberty improves life and that people in many cultures eventually prefer liberty to slavery. And Americans, of all people, should not be surprised or embarrassed when our deepest beliefs turn out to be true. …

Other critics of the democracy agenda—what might be called hard realists—think democracy in the Middle East may be possible, but it is not desirable because elections are likely to bring anti-American radicals like Hamas to power. …

But it is something else to claim that democracy itself is a threat in the Middle East because dictatorships are more stable. This duplicates the argument of the dictators themselves: it is us or the Islamists … the junta or the jihad. But the choice is false. Political oppression in nations like Egypt has increased the standing and appeal of radicals and forced all opposition into the mosque, while state media continues to provide a steady supply of anti-Semitism and anti-Americanism. The real choice to be made in the Middle East is between radicals and democrats; both groups have been emboldened by the events of the last five years. We may have limited time to take the side of democratic forces—not merely as an act of altruism, but as an act of self-defense. …

 

Defaitisternes vagtparade

Af admin, den 13. august 2006. 22 svar

I går indledte Kastholm sin lørdagsklumme i Berlingeren på denne måde:

De pakistanske og britiske politi- og efterretningstjenesters afsløring af terrorplanerne mod en række fly på ruten mellem USA og Storbritannien er endnu så frisk, at hele den sædvanlige bølge af selvbebrejdelser endnu ikke har taget fart, men tro mig, den vil komme.

Han kom ikke til at vente længe, for i dagens søndagsudgave kan vi læse endnu en langstrakt artikel fra avisens USA-korrespondent om, hvordan krigen mod terror er slået helt fejl, hvilket naturligvis er vores egen skyld og især Bush og hans onde neo-cons, der lovede en hurtig sejr over terroristerne, og se nu bare, hvordan det går, og ih, hvor det forfærdeligt.

Det er svært at vurdere, om holdningen skyldes en misforstået loyalitet mod ledelsens ulykkelige kærlighedserklæring til John Kerry i dem amerikanske valgkamps sidste dage, eller er et udslag af det i Pilestræde så udbredte Olav Hergel-syndrom ("jeg vil hellere arbejde for Politiken"). Men det virker lidt ejendommeligt, at analyser fra en passioneret socialdemokrat som Karen Jespersen bedre er i stand til at ramme de holdninger, som ledelsen nu står ved, og som formodentlig dækker et flertal af avisens abonnenter, end avisens egne medarbejdere.

Lad os se lidt nærmere på artiklen og dens præmisser.

Vi kan starte med lidt elementær kildekritik og se, om det virkelig var rigtigt, at Bush lovede en hurtig sejr i kampen mod terror?

Her er, hvad han sagde kun ni dage efter terrorangrebet 11. september 2001:

This war will not be like the war against Iraq a decade ago, with a decisive liberation of territory and a swift conclusion.  It will not look like the air war above Kosovo two years ago, where no ground troops were used and not a single American was lost in combat.

Our response involves far more than instant retaliation and isolated strikes.  Americans should not expect one battle, but a lengthy campaign, unlike any other we have ever seen.

Og her er, hvad han sagde efter afslutningen på den militære kampagne mod Irak, der som lovet af Cheney blev afsluttet på nogle få uger og ikke, som frygtet af nogle, trak ud i måneder og år:

The transition from dictatorship to democracy will take time, but it is worth every effort. Our coalition will stay until our work is done. Then we will leave, and we will leave behind a free Iraq.

Uuups, ikke så godt klaret. Men at kildebrug ikke er deres stærke side, vidste vi jo godt fra dækningen af Plame-sagen.

Så lad os se på præmisserne. Er verden virkelig blevet værre for os og bedre for al-Qaeda siden 11. september 2001?

Indledningsvis må vi have noget at sammenligne med. Det må være verden før terrorangrebet, hvor "realisterne" stod for udenrigspolitikken i MØ, og hvor man i generationer havde ment, at det blot gjaldt om at støtte de lokale diktatorer, som så kunne undertrykke eventuelle ballademagere.

Hvad førte denne politik til, som nogle nu ønsker os tilbage til?

Vi fik ødelagt vores status som forkæmpere for demokrati og menneskerettigheder langt mere, end Abu Ghraib m.v. nogen sinde kan gøre.

Vi fastholdt MØ i et middelalderligt mørke, der eksporterede en formørket version af islam og kugleskøre udvandrede opfyldt ikke bare af jødehad, men også et ubændigt had mod "Vesten". Folk, der kun er rigtig gode til en ting: at dø. Folk, der brændende ønsker at smide den gudsgave væk, som livet er. Mange tak til Saudi-Arabien og de pakistanske madrasser.

Vi skabte ved vores ufatteligt naive og afstumpede politk grobunden og rekruteringsgrundlaget for tusinder af terrorister, som angreb os igen og igen, til sidst med så stor effekt den 11. september 2001, at vi måtte tage problemet alvorligt. Det er dybt forvrøvlet nonsens, at krigen i Afghanistan og Irak skaber terroristerne. Havde vi ikke befriet disse lande – og jo, et massivt flertal af den muslimske befolkning i disse to lande opfatter krigen som en befrielse – havde terroristerne blot fundet noget andet at hænge deres had op på. Kasmir, Tjetjenien eller Palæstina, you name it, der er altid et eller andet at dø for, når man er skør nok. Den sidst afslørede terrrorplan minder om skobombemandens plan, som han forsøgte at udføre i december 2001 – før der overhovedet var krig i Afghanistan og Irak.

Skal vi virkelig tilbage til den tid? Skal Irak, hvor demokrati og en moderne forfatning er indført med massiv folkelig opbakning, udråbes til en fejl, mens Dafur, hvor vi ignorerer folkemord, skal betragtes som den rigtige måde at håndtere problemer på? Er der virkelig nogle som tror, at vi kan nøjes med at bekæmpe terroristerne ved indtjekningsportene i lufthavnen? Jeez…

Vores tidligere politik før 9/11 stinker. Men hvad har vi så opnået i de sidste snart fem år?

Ikke bare har vi befriet millioner af muslimer i Afghanistan og Irak, hvilket har gjort demokrati muligt, hvor der før kun var borgerkrig og massiv undertrykkelse, vi har også fjernet al-Qaedas mulighed for at operere uforstyret i deres eget land. Ja, bin Laden lever stadigvæk, men han må gemme sig i huler, og hans folk bliver nakket jævnligt.

En række regimer er blevet presset til at tage de første nølende skridt mod demokrati, og vi har set, at hvis ikke presset opretholdes, så ruller de hurtigt diktaturet frem igen. Mon det betyder, at vi skal lette presset og gå over til lidt dialog og samtale med den lokale diktator? Nej vel.

Syrien er presset ud af Libanon, og deres proxy-arme, Hizbollah, har lidt svære tab i kampen mod Israel. USA og Frankrig er gået sammen om en resolution, og selvom Frankrig er svag over for Iran, er de rimeligt kolde over for Syrien, så der er håb om, at resolutionen faktisk opnår den passivering af Hizbollah, som en tidligere FN-resolution krævede. Og er resolutionen for svag, vil Hizbollah utvivlsomt angribe Israel igen, når de har fået regrupperet sig, og man kan da håbe, at de venstreorienterede medier vil være mindre naive i deres vurdering af Hizbollahs hensigter, og dermed mindre lette at narre i deres brug af fotos fra hjælpsomme lokale medarbejdere. Og i mens kan vi i Europa notere os de tosser, der har afsløret deres velskjulte jødehad i øjeblikkets ophidselse. Så er vi blevet så meget klogere, selvom der sjældent er overraskelser, for profet-sagen klarlagde allerede de fleste brudflader.

Ja, der er fortsat terrorister, og ja, de hader os fortsat. Men kan vi med rimelighed forvente, at vi nogensinde helt slipper for den slags? Og er det overhovedet rimeligt at spørge, hvorfor unge mænd og kvinder bliver muslimske terrorister? Vi har jo set andre mænd og kvinder, der også hadede vores liberale demokrati og søgte at drunkne det i blod, Rote Arme F., og vores hjemlige Blekingegadebande. Hvor velintegrerede var disse "hvide" lystmordere? Religion er formodentlig blot en undskyldning på lige fod med marxisme og lignende vrøvl for at hade det samfund, man ikke forstår og ikke føler sig en del af.

Ingen lovede os, at kampen mod det åbne samfunds fjender skulle blive let. Lad os blot drøfte, hvordan vi bekæmper dem bedst muligt, og lad os tage kritik, når det kan hjælpe os i kampen. Men det er for dumt at ville opgive kampen, bare fordi vi ikke vinder stort, hurtigt o
g ubesværet.