Kategoriarkiv: Tidligere skribenter

Den diskrete stillingtagen

Af admin, den 10. august 2006. 19 svar

En af vores læsere har efterlyst vores stilling til krigen i Mellemøsten mellem Israel og Hizbollah. Vi har desværre ikke fælles holdninger her på bloggen, selvom vi for det meste er enige, men som altid søger vi at efterkomme læsernes ønsker, så her er en holdning.

De fleste læsere af bloggen vil allerede have gættet, hvad den holdning er. Når det gælder om at vælge side mellem et demokrati og en islamofascistisk organisation er det ret forudsigeligt, både i Irak og andre brændpunkter af MØ. I stedet gives ordet her til Victor Davis Hanson, der peger på den manglende opbakning til Israel i visse europæiske kredse, navnlig MSM. Det tager især form af en ligestilling, sådan at de to parter ligestilles i enhver henseende. Det ser pænt ud, i det mindste på overfladen. At man så dækker den ene sides lidelser lidt mere intensivt end den andens, kan altid forklares med, at billederne er bedre (takket været Photoshop og guidede ture).

Denne diskrete stillingtagen, hvor man formelt tager afstand fra begge parter i en konflikt, minder om den Kolde Krig, hvor de samme kredse også var på den forkerte side. Ikke at de selv var klar over det. De opfattede sig selv som upartiske og blot bekymrede "fredstilhængere", der fromt kunne sige, at de skam både var imod Nato OG Warszawapagten. Mange af dem har den dag i dag ikke rigtig fattet, hvilken side det efterlod dem på. Det fik heldigvis ikke den store betydning, for de var ikke så nyttige endda, som Lenin havde håbet på. Men spørgsmålet er, om vi er lige så heldige denne gang. Hermed ordet over til

Victor Davis Hanson, RealClear Politics:

The reactions and media coverage coming out of the West regarding this latest war in the Middle East are as bewildering as they are instructive.

Rep. John Dingell, D-Mich., for example, recently said, "I don't take sides for or against Hezbollah or for or against Israel."

Mere…

Staten i agent-teoretisk lys

Af Nicolai Foss, den 8. august 2006. 11 svar

Hvorfor er nogle statsapparater mere rovgriske end andre? Hvad gør de i staten indbyggede tendenser til uhæmmet ekspansion og skatteplyndring latente snarere end manifeste? Er det bureaukraternes gode moral (politikernes ditto kan vi godt glemme alt om i denne forbindelse), som Keynes for eksempel mente (i hans debat med Hayek efter udgivelsen af The Road to Serfdom).  Eller er det markedskræfter — for eksempel skattekonkurrence – som blandt andet historikeren Eric Jones har argumenteret for?

Jeg kan egentlig ikke nødvendigvis se noget uliberalt i Keynes’ synspunkt (selvom det rutinemæssigt er blevet hånet af klassisk-liberale), men dem der (med en vis berettigelse) mener at markedskræfter er en mere stabil check på staten end bureaukrat-moral, vil sikkert finde interessante ting i en fin lille føljeton – “The State as an Organization” – som Professor Michael Rozeff har postet på LewRockwell.com

Rozeff bruger den økonomiske teori om agenter (opdragstagere) og principaler (opdragsgivere) – en teori der er forudskikket hos Adam Smith og hos Ludwig von Mises men først udviklet fra begyndelsen af 1970’erne – til at analysere statens natur og hvad der betinger fremvæksten af den moderne “predatory state”:

States are organizations whose composition, aims and methods depend on the institutions the society uses to control agency costs. The classical liberal vision was of a contractual state cleverly arranged so as to keep agency costs low. The ideal contractual state is an organization that, like a corporation, is owned by its principals, who are the citizens. Commissioned by them, the state’s aims are to dispense law and justice which includes protecting the resources or property of its owners. …

With weaker controls over agency costs, we observe instead varieties of the predatory state. Here the state moves toward becoming an autonomous organization, more like a company owned and operated by one person or a small group of persons but without outside stockholders. Its residual claimants are its members. They are the owners. Citizens do not own the predatory state. They are the prey.

LvMI i Wall Street Journal

Af Nicolai Foss, den 7. august 2006. 4 svar

En del læsere af Punditokraterne vil have kendskab til Ludwig von Mises Institute, ikke mindst gennem instituttets særdeles omfattende og professionelle site, Mises-bloggen, etc.  Enkelte har muligvis tillige haft fornøjelsen af at deltage i det årlige Mises University.

Der er unægtelig mange meninger om LvMI. Man behøver ikke gå til yderligheder som hos fx Southern Poverty Law Center; også mange klassisk-liberale har begrænset tålmodighed med LvMI (eksempelvis Tom Palmer). På trods af visse kult-tendenser i miljøet, og idiosynkratiske og ikke altid lige velargumenterede positioner er der dog næppe tvivl om at vi, on balance, skal være glade for Mises Institute.  Det varmer derfor hjertet at se selveste Wall Street Journal give udførlig omtale af LvMI i den forgangne fredags udgave af WSJ:

Sweet Home Alabama
By KYLE WINGFIELD
August 4, 2006
Auburn, Alabama
Growing up, I never thought of Alabama as a beacon of academia. Living in its capital city of Montgomery for two years didn't exactly change my mind. It wasn't until I moved to Europe that I realized the Heart of Dixie was a wellspring of sensible economic thinking.
One by one, I met young, capitalist Continentals who had studied in Auburn. Not at Auburn University, mind you, which is Alabama's largest college but is associated more with physical specimens like Bo Jackson than with free-market philosophers. Rather, they had flocked to the Ludwig von Mises Institute, a think tank located just off campus that preaches the works of Hayek, Rothbard and other economists from the Austrian School — including, of course, the institute's namesake.
In the 1920s and '30s, Ludwig von Mises was a leading light of Austrian economic thought, which sought to counter the growing trend toward socialism by arguing for limited government, lower taxes, stronger private property rights and less business regulation. In 1934, though, Mises fled the Nazis in Vienna — first to Switzerland and later to America, where he was a prolific thinker and writer until his death in 1973.Nine years later, the Mises Institute opened its doors, publishing free-market texts in a variety of languages and drawing scholars for research sabbaticals and formal programs such as its weeklong Mises University, which ends tomorrow. "It's like a combination [between a] monastery and software firm," Jeffrey Tucker, a vice president of the institute, explained when I visited.
Mises counts free-marketers from more than 30 states and at least 22 other countries — including people on all six inhabited continents — among its senior or adjunct faculty. Its students' homes are equally far-flung: Poland, Peru, Argentina, Canada, France, China and beyond this year alone. "It's a little funny, I think," says Alberto Mingardi, an Italian free-marketer who has visited the institute twice. "How can you even imagine meeting somebody in Europe who knows about the Auburn Tigers?"
How did Mr. Mingardi pass the time in "the Loveliest Village on the Plain"? "Just following the lessons and browsing the [institute's] library the rest of the day. And of course I was enjoying the many cultural attractions of Alabama." Uh huh . . . and which of these attractions draw the interest of a man from Milan? A pause. Two beats. "Southern food," he finally concludes. "I like fried stuff, so that was my thing."
Amen to that. But a nagging question remains: How does a world-class think tank end up in east Alabama?
Mr. Tucker notes that, back in 1982, Auburn University had one of the few Austrian-tolerant economics departments. (Mises might not be affiliated with the university, but its founders likely anticipated a healthy intellectual exchange. A hostile faculty wasn't desirable.) He also points out that the city of Auburn has many redeeming qualities: a charming downtown, low prices for room and board, quick access to Atlanta's international airport, good ol' Southern hospitality (and cooking), and few distractions.
All true. But allow me to make an additional case. At the heart of Austrian economics is a skepticism of powerful, central authority. And Southerners have always been distrustful of government. Our libertarian streak — which flares up from time to time, for reasons both good and very bad — makes us natural allies for the Austrian tradition.
The institute's location also says something about the quality and depth of American intellectual life. America is lampooned as philistine in many quarters, especially in Europe, yet its bastions of learning are not limited to its Gothams. In fact, having such an outfit so far away from the country's usual hubs is in itself a rejection of the central planning and authority Mises spent his life fighting. He might never have visited Auburn, but something tells me he wouldn't have put this institute any other place.
Mr. Wingfield, who hails from Georgia, edits the Journal's Business Europe column.

Skiftedag hos Punditokraterne

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 4. august 2006. 14 svar

Så er det “Store Skiftedag” her på bloggen.  Adskillige småbørnsfædre iblandt os søger mere effektive udnyttelser af deres sparsomme tid:

  • Som allerede omtalt her på stedet, så er Dr. Jalving blevet souschef på Berlingske Tidendes debatredaktion–tillykke med det, også selvom det koster Punditokraterne en skribent, mens Tanten til gengæld får en centralt placeret fuldtids-Punditokrat.
  • Ved samme lejlighed er nærværende Punditokrats kommentator-tilknytning sammesteds blevet udvidet, så jeg udover min faste klumme også overtager Jalvings plads i “Groft Sagt”-panelet.  (Til dem, der endnu ikke har opdaget dét, har jeg til evt. forlystelse eller forargelse nedenfor gengivet mine tre første “grovkorn”.)  Da jeg i forvejen har et fuldtidsjob, samt mindst to-tre arbejdsopgaver af halvtidsjobs-omfang, må noget vige, og jeg synes i den forbindelse, at det også har været tiden at lade nye kræfter kommer til.  Så jeg forlader redaktørposten, men vil fortsætte som menig skribent, omend på kraftigt neddroslet niveau.
  • Samtidigt har den eneste forsker, jeg kender, som har to professorater og to blogs, Nicolai Juul Foss, meddelt, at han også gradvist vil neddrosle sit bloggeri, om end der ikke er sat en endelig dato på.  Så er det nævnt allerede nu.

Men for alle der faldt, er der–som bekendt–ny overalt, og ihvertfald flere end man skulle have troet end for blot et par år siden.  Ny redaktør er vores skattede Jyllands-korrespondent, Christian Bjørnskov fra Handelshøjskolen i Aarhus.  Han får samtidigt to helt nye, men erfarne, skribenter: Vores distingverede gæste-blogger og en af de få danske akademikere af internationalt format, David Gress, og et yngre skud på stammen, ph.d. stipendiat Jens Ringsmose fra Syddansk Universitet.  Velkommen til dem.

Jeg synes, at det har været virkeligt sjovt at lave denne blog og være med til at skrive den.  Jeg kender ikke rigtigt andre danske blogs, der minder om den, og jeg har dagligt glædet mig til at læse med-Punditokraternes indlæg.  Men jeg er også typen, der synes, at det er sjovere at sætte noget i gang end at lege status quo, og når det går så godt, som det p.t. gør–ca. 5-600 unikke besøgende per dag–så er det et godt tidspunkt at sige stop.

Så, “Let the word go forth from this time and place, to friend and foe alike, that the torch has been passed to a new generation …”.  Naah, måske ikke helt, alderen taget i betragtning (og ihvertfald ikke i dén forstand), men der skal dog herfra lyde et passende tak til alle for det forgangne halvandet år, og held og lykke til os alle i fremtiden.

Over and out.

PS.  Og så dog lige, som lovet, lidt fra min nye boldgade:

Tesedrenge og tøsedrenge
Venstre, Danmarks såkaldt Liberale Parti, har kastet sig ud i at skulle revidere sit partiprogram op til efterårets landsmøde, og det tegner til et langtrukkent intellektuelt harakiri. Først fremsatte Søren Pind & Co. for et par år siden ti teser, som de så trak tilbage, fordi statsministeren sagde, de først skulle diskuteres i år. Så fremsatte Pind & lidt mindre Co. i år fire andre teser, som var så snusfornuftige, at ingen ville kunne have noget imod dem, og som de derfor øjeblikkeligt trak tilbage igen, hvorefter de fire øjeblikkeligt blev genfremsat af nogle helt andre tesedrenge.
Hele miseren har dog vist, at der i Venstre er i hvert fald én politiker, der ikke er en tøsedreng, men til gengæld har vid og visioner, nemlig Frederiksbergs rådmand Jan E. Jørgensen. Han har ræsonneret, at hvis man tager en tese og samtidig dens negation, så har man udtømt sættet af logiske muligheder. Så hvad kunne være mere illustrativt for den ideologiske tilstand i Venstre end at fremsætte teser, der siger det stik modsatte af Pind & Co.s? Altså, at det ikke skal kunne betale sig at arbejde. At høje skatter ikke er et problem. At det offentlige gerne skal være (meget) større end det private. At de offentlige udgifter skal stige hurtigere end private indkomster.
Det er da et klart valg! Så kan Venstres landsmødedelegerede for alvor tage stilling: enten de fire teser eller deres anti-teser. Men mon dog, at det går sådan? Næ, et godt tip vil være, at de delegerede forkaster det hele, og så har vi da fået bekræftet, at Venstre er blevet partiet, man overhovedet ikke aner, hvor man har.

Enden er nær
Tirsdag blev det meddelt, at Fidel Castros 53 år lange karriere som
revolutionær nærmer sig enden – eller i hvert fald en tarmoperation, som midlertidigt sætter ham fra den oprejste stilling.
I den forbindelse er det jo pudsigt endnu en gang at kunne bemærke, hvorledes de danske medier titulerer denne kommandant i den ene af verdens to endnu tilbageværende marxistisk-leninistiske koncentrationslejre. Ritzau omtaler ham ærbødigt som Cubas »leder«, så det samme gør naturligvis Radioavisen, Politiken og Berlingske, mens TV2 mere formelt holder sig til »præsident« – og Jyllands-Posten bruger begge betegnelser.
Det er sådan set fint og faktuelt nok, men hvad når farven skifter? Lur mig ikke om mediernes dækning af såkaldt »højreorienterede« figurer som Pinochet, Salazar, Franco og Mussolini givetvis ville inkludere anvendelsen af arbejdstitlen »diktator«. Men hvorfor er en venstreorienteret diktator for medierne altid en »stor leder«, mens en ikke-venstreorienteret ditto – passende nok – bare er en fæl diktator? Det kan vel næppe være freudianske fortalelser? Mens journaliststanden filosoferer over det, kan vi andre så skænke os selv en Cuba Libre og fryde os over, at enden for Cubas regime nu i mere end én forstand formodentlig er ganske nær.

Pias fornemmelser i hovedet
I B.T. fortæller lederen af regeringens støtteparti, Pia Kjærsgaard, at hun i krisesituationer får støtte af sin mormor – som ganske vist døde for ti år siden. »Jeg har en følelse af en gang imellem at have kontakt med et menneske, som ikke er her mere. Og så kan det give et ryk. Jeg oplever hende meget intenst. Jeg kan høre hendes stemme og se hende foran mig i bestemte situationer. (…) Det har været en støtte at fornemme hende igen. (…) jo, jeg tror, der er noget mellem himmel og jord, som jeg ikke kan formulere.« Vi er til gengæld nogle, der synes, det forklarer en hel del. F.eks. dybden i partiets finans- og velfærdspolitiske overvejelser. Eller at man nu vil have, at socialminister Eva Kjer Hansen skal have en mere synlig profil – efter at man ellers sidste år forlangte hendes afgang, da hun højt profileret sagde noget, der måtte være den logiske konsekvens af, hvad der står på henholdsvis første og sidste side i Dansk Folkepartis principprogram fra 2002. Kan logikken skyldes »fornemmelser« fra … hinsides? Vi kan lige høre det for os: »Lille Momse-mor, skal ham Flemming Hansen ha’ et mistillidsvotum? Bank én gang for ja, og to gange for nej«. »Skal vi lette skatten i toppen eller i bunden? Bank på loftet for toppen og i gulvet for bunden.« Men hvorfor ikke blive et gennemført New Age-parti? I stedet for at lege »den som flaskehalsen peger på« på næste sommergruppemøde kan aftenunderholdningen klares med en gang »Ånden i glasset«. Søren Espersens presseanalyser kan udskiftes med kabbala-horoskoper. Thulesen Dahls valgstrategi klares med numerologiske analyser af kandidaternes navne. Det vil næppe glæde partiets præster, men det vil være folkeligt.

Dansk opbakning til udenlandsk arbejdskraft

Af Jacob Mchangama, den 4. august 2006. 3 svar

Ifølge Børsen viser en meningsmåling fra Greens, at op mod 74% af den danske befolkning støtter, at håndværkere fra de nye Østeuropæiske EU-medlemsstater skal kunne komme lettere til landet gennem en afskaffelse af den såkaldte Østaftale.

Baggrunden herfor skal givetvis søges i, at mange danskere har oplevet, hvor svært det er, at hyre danske håndværkere, der tilmed er ekstremt dyre. Danskerne har således set igennem fagbevægelsens besværgelser, om at faldende lønninger til danske håndværkere vil medføre katastrofer for det danske arbejdsmarked.

Danskerne har gennemskuet, at regnestykket er mere kompliceret end fagbevægelsens version. For eksempel betyder lavere lønninger til danske håndværkere billigere byggeri og selvfølgelig, og nok så væsentligt, færre udgifter til almindelige danske familier, der p.t. må bruge mindre formuer for at hyre danske håndværkere til almindelig vedligeholdelse af deres i forvejen dyrt indkøbte hjem.

Hertil skal selvfølgelig lægges, at utallige andre erhverv har været i den situation, som danske håndværkere nu står i. Danske hestekuske ville i sin tid sikkert gerne have haft politisk gennemslagskraft nok til at forbyde import af biler, ligesom de mange jyske syersker sikkert gerne ville have kunnet stoppet import af tøj produceret i Asien og eksemplerne er mange flere.

Men ser vi tilbage i det historiske bakspejl er det nok de færreste danskere, der i dag ville have ønsket at udviklingen blev sat i stå til fordel for særlige faggrupper. De samfundsmæssige fordele ved at tillade de der kan tilbyde deres ydelser billigere (og ofte bedre) overstiger nemlig så langt de beklagelige men uundgåelige ulemper, særlige faggrupper må lide, som følge deraf.

Opbakningen til afskaffelsen af Østaftalen kunne også tyde på, at danskerne rent faktisk ikke har noget imod, at der kommer udlændinge til landet, så længe disse er her for at arbejde, hvilket man da også så småt fornemmer er sunket ind hos nogle borgerlige politikere, der ellers har haft berøringsangst overfor emnet af frygt for at virke som slappere på dlændingeområdet.

Opbakningen til afskaffelsen af Østaftalen kunne også tyde på, at danskerne rent faktisk ikke har noget imod, at der kommer udlændinge til landet, så længe disse er her for at arbejde, hvilket man da også så småt fornemmer er sunket ind hos nogle borgerlige politikere, der ellers har haft berøringsangst overfor emnet af frygt for at virke som slappere på dlændingeområdet.

I forlængelse af min seneste post, og den debat der opstod som følge deraf, er følgende udtalelse fra Dansk Folkeparti vedrørende Østaftalen (som Kun DF og Enhedslisten stemte imod) i øvrigt interessante,
Her lidt fra Colette Brix:

 Fagbevægelsens indsats imod løntrykkeri og illegal arbejdskraft er beundringsværdig – og uundværlig. Men hvor er det forstemmende, at der ikke politisk har været vilje til at forebygge disse problemer, som alle vidste ville komme. Bøder, straffesager, blokader og sympatiaktioner er og bliver desværre kun symptombehandling.

Inden EU's østudvidelse stillede Dansk Folkeparti forslag om en overgangsordning på syv år, før arbejdstagere fra de nye lande kunne opnå arbejdstilladelse i Danmark. En syvårig overgangsordning er, hvad man fornuftigvis har indført i lande som Tyskland og Østrig. Men det var ikke noget for regeringen og de EU-glade partier i folketinget. Derfor ser vi nu følgerne i form af utryghed og voksende spændinger i det velfærdssamfund, som danske lønmodtagere har opbygget gennem flere generationer.

Særligt udtalelserne om fagbevægelsen beundringsværdige indsats mod løntrykkkeri og kravet om øget kontrol og tvang over for virksomheder og arbejdstagere, der indgår frivillige aftaler må være kræs for borgerlige, der stemmer DF. Velbekomme….

(Pia Kjærsgaard har selvfølgelig også udtalt sig om Østaftalen, hvilket kan læses her.)

WSJ om "The Fabulous Castro Boys" II

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 3. august 2006. 4 svar

Altimens EU Kommissionen ifølge Ritzau har travlt med at sende officielle "God bedring"-kort til Cubas store gamle leder diktator Fidel Castro,* vil jeg lige følge op på gårsdagens citat fra Wall Street Journals leder med en klumme fra samme avis' elegante kommentator, Peggy Noonan.  Hun skriver i dag i "No Más: Castro may be dead. It's time to kill Castroism":

"It has long been my bitter hunch that the man I can't help think of as the last monster of the 20th century, Fidel Castro, creator and warden of the floating prison to our south, would die of old age in a big brass bed, a snifter of brandy in one hand and a good cigar in the other. No firing squad, no prison. He'd leave thinking he got away with it all. He had that kind of luck. The devil takes care of his own.

I hated that hunch.

Now Cuban authorities say Castro has temporarily stepped down due to ill health. And it is possible this is true. It is just as possible that Castro is dead, and that what we are witnessing is not the graceful and temporary relinquishing of power–that would be unlike our Fidel, whose frozen fingers would more likely have to be peeled off the steering wheel with the back of a hammer–but the spinning of the death of a monster whose sudden departure might shock the people of Cuba into something like movement toward progress. And so Fidel is "sick" and his brother "stepping in." One suspects that in the coming weeks Castro will "take a turn for the worse," and that Raul Castro will take to hurried midnight visits to an empty hospital room, offering afterward to the waiting media both color coverage and play by play: "The tubes have been taken out. He mouthed the words, 'Tell the people I love them, and leave them in good hands.' "

Then, once the spontaneous mourning demonstrations have been arranged, will come word of his passing."

Hi-hi.  You go, girl!

* Plejer EU iøvrigt at gøre det til lidende diktatorer?  Eller er man lidt selektive m.h.t., hvilke diktatorers helbred og fødselsdage, o.s.v., man vil lade ledsage af lykønskninger?

Ugens citat: WSJ om "The Fabulous Castro Boys"

Af Redaktionen, den 2. august 2006. 4 svar

Wall Street Journal har onsdag en fortræffelig leder, “The Fabulous Castro Boys “, om Fidel Castro, hans broder, den designerede arvtager, Raúl, og Cubas fremtid.  Der er flere perler imellem, bl.a. (med fremh. tilføjet):

“Fidel is not only the longest-reigning dictator in the history of the modern world; he is also the archetype of the paranoid communist micromanager. He is known to be ruthless, insecure and distrustful, to the point of executing ideological allies suspected of disloyalty. He has also been obsessed with anti-Americanism for more than a half-century. If Cubans are malnourished and the country resembles a rundown 1950s’ museum, so be it. Fidel has been more interested in his legacy as the revolutionary who stood up to the imperialists. The odd admiration for his handiwork among many on the U.S. left–he may be a dictator but the health care is good!–is a mystery of our time.

Enter Raúl, five years younger than Fidel, and, historically, every bit as dedicated to the revolution. During their exile in Mexico in the 1950s, Raúl was the brother who befriended Che Guevara and he encouraged the adoption of a communist hard-line in 1960. Beginning in Mexico and especially when consolidating power after they overthrew Batista in 1959, Raúl did the bulk of Fidel’s political dirty work.

And yet, despite this brutal past, Raúl is now widely thought to be the reformer. Some of this is relative, given the harshness of his narcissistic older brother. But Cuba watchers say that Raúl has been known to express concern for the suffering of the Cuban people under the current system and has been a consistent voice for economic change.

As minister of defense, Raúl has also been in charge of the military which owns and profits from the most lucrative businesses in Cuba, particularly tourism. He has undoubtedly noticed how China’s military has prospered from creeping market liberalization. Should the U.S. trade embargo be lifted, he knows that he and his cadre of raulistas would be the immediate beneficiaries.

…

Whether it comes sooner or later, Fidel Castro’s death will be a moment of hope for the liberation of an island that was once a jewel of the Americas. If Raúl wants to go there, the U.S. ought to help show him the way.”

To versioner af amerikansk udlændingepolitik: Den Kjærsgaardske og den amerikanske

Af Jacob Mchangama, den 2. august 2006. 30 svar

Mandag den 22. maj 2006 skrev Dansk Folkepartis leder Pia Kjærsgaard en artikel under overskriften "Myten om den fri indvandring begraves i det liberale USA" i sit ugebrev.

Som så ofte i Pia Kjærsgaards ugebreve består ovennævnte artikel af en blanding af svulstigt sprog og en lang række løsrevne forhold, som Pia Kjærsgaard forsøger at præsentere som sammenhængende. Jeg skal dog her alene forholde mig til de af Pia Kjærsgaards udtalelser der specifikt omhandler U.S.A. I ugebrevet hedder det bl.a.:

Selv i USA, der bygger på ideen om, at alle i princippet skal kunne komme dertil og skabe sig en helt ny tilværelse, blot de klarer sig selv, er den sydlige grænse mod Mexico ved at blive massivt forstærket.

Præsident Bush har udkommanderet 6000 soldater til at stå vagt ved grænsen sammen med de mange tusinde grænsevagter, der i forvejen er udstationerede dernede. Et nyt sikkerhedshegn til 15 milliarder kroner er nu i udbud, som et led i forstærkningen af USA's grænse til den tredje verden.

Almindelige amerikanske borgere har dannet gruppen Minuteman. Denne gruppe består af frivillige amerikanere, som i frustration over den massive illegale indvandring fra Latinamerika, har sat sig for at stoppe grænseoverløbere i deres fritid.

[…]

USA er kendt som det liberale paradis på jord med lave mindstelønninger og sociale ydelser og til gengæld høje fængselsstraffe. Men ikke engang dér kan det politiske system i længden forsvare en naiv og uholdbar politik med fri indvandring. Nu lukker de hermetisk grænserne i Guds eget land, og tilbage står vi så tilbage i Danmark og i hele Europa og diskuterer i ramme alvor, om vi skal stramme eller slække på grænsekontrollen, alt imens kravet om indførelse af Sharia i mange europæiske ghettoer stiger.

Den 1. august i år holdt USA's Commerce Secretary Carlos M. Gutierrez en tale med efterfølgende debat hos CATO Institute vedrørende immigration (første del omhandler Cuba og kan derfor springes over). Gutierrez' tale giver et noget andet billede af den nuværende amerikanske administrations udlændingepolitik end den Pia Kjærsgaardske version, der søger at sammenligne den situation USA befinder sig i med den situation VK regeringen arvede ved regeringsskiftet i 2001.

For hvor Gutierrez' tale rigtig nok nævner vigtigheden af at sikre USAs grænser og løse spørgsmålet om illegale indvandrere, er det gennemgående tema, hvorledes indvandring er afgørende for USAs økonomi og en fordel for landet, som det har været igennem hele nationens historie. Nedenfor følger lidt brudstykker vedrørende de fordele Gutierrez og den amerikanske regering ser ved indvandring:

I believe immigration is the domestic social issue of our time — and a key to our future economic health.

America has dealt with difficult immigration issues in the past. There have been large waves of immigrants from Asia, Western Europe, and Eastern Europe, throughout our history.

In fact, proportionately, we have fewer foreign-born people living in the United States today than we did in 1890. In 1890, 14.8 percent of our population was foreign-born. In 2004, 12 percent was foreign born.

So, the challenges of immigration are not new for America, and I believe they create tremendous opportunities.

[…] what separates us from other nations is our ability to assimilate immigrants and incorporate them into our workforce.

From 2000 to 2004, the U.S. Census Bureau estimated that total U.S. population grew by more than 12 million. Forty four percent of the growth resulted from immigration.

We have an incredible advantage. We can stand out from the pack by using our well-honed skills from 230 years of assimilating immigrants.

But to address the challenges of illegal immigration, take advantage of the opportunities, and strengthen our country for the rest of the century, we must show leadership. We must face reality. We must deal with immigration as it is, not as we wish it were. We must thoughtfully work through the issues, and avoid letting emotion take over the debate.

I am encouraged that we are starting to reach some consensus: Recently, more than 500 of our nation's top economists, including five Nobel Laureates, sent a letter to President Bush and all members of Congress. These economists (with diverse political views) stated unequivocally that immigration has been a net gain for American citizens.

[…]The other reality we must confront is that we have 12 million people who are in the country illegally. This issue will not be resolved by ignoring it, or waiting longer to confront it.

[..]Think about the task of deporting 12 millions individuals. Is that something we are going to do as a country? The President has said it wouldn't be wise, practical, or humane.

It would require separating parents from their 3 million American-born children. Some say the children could decide if they go with their parents or stay. Can you imagine that?

Mass deportation is an extreme position, and it's not realistic.

[…]The President's proposal upholds our values. We are both a nation of laws and a nation of immigrants.

Det er svært at genkende Pia Kjærsgaards beskrivelse af U.S.A's "hermetisk" lukkede grænser i ovennævnte tale. Det er også svært at genkende Pia Kjærsgaards beskrivelse af USA's hidtidige udlændingepolitik som "naiv", al den stund, at indvandring har bidraget til, at USA er verdens eneste supermagt. Der er ikke så lidt ironi i, at homogene Danmarks frihed i mange år har været garanteret af det multietniske indvandringsland USA.

Pia Kjærsgaards ærinde er dog forståelig nok. Hvis Dansk Folkeparti kan overbevise befolkningen om, at selv indvandrerlande som USA (og Australien og Canada) oplever de samme problemer, som vi jo unægteligt gør i Danmark og Europa, så har Dansk Folkeparti effektivt fået skudt borgerlig kritik og alternativer til den nuværende regerings udlændingepolitik ned som utopi. Tilbage ville så alene stå venstrefløjen og visse dele af det radikale venstres kritik og alternativer til udlændingepolitikken, og dem kan Dansk Folkeparti og VK besejre i søvne. At Pia Kjærsgaards forhold til fakta i denne sag er noget anstrengt er så mindre væsentligt i forhold til hendes mål.

Men Dansk Folkeparti behøver ikke få søvnløse nætter af den grund. I realiteten er der kun et ganske lille (borgerligt) mindretal i Danmark, der er interesserede i at få belyst udlændingedebatten med amerikanske erfaringer. For den venstreorienterede del af det politiske spektrum ville det jo være ensbetydende med at sætte velfærdssamfundet på anklagebænken, og samtidig en hvidvaskning af den "amerikanske drøm", som alle jo godt ved er en myte. For de mere national-konservative ville det være ensbetydende med accept af, at indvandrere rent faktisk kan medføre nettogevinster for et samfund, og det er jo i lodret modstrid med de i disse kredse herskende tanker.

Om social retfærdighed og fred på venezuelansk, iransk (og fransk)

Af Jacob Mchangama, den 1. august 2006. 7 svar

Blandt mange både danske og udenlandske venstreorienterede er Hugo Chavez' et forbillede på grund af hans tiltag, der skal modvirke effekterne af den udbyttende globalisering og sikre "social retfærdighed" og, ikke mindst, hans hårde opposition til den nuværende amerikanske administration.

For skeptikere er Chavez revolution derimod et skoleeksempel på at retsstatsprincipper er uforenelige med socialistiske målsætninger om social retfærdighed og derfor må vige for vilkårlig magtudvidelse, svækkelse af centrale institutioner, vold og undertrykkelse.

Men endnu mere beskæmmende for de venstreorienterede der støtter Chavez end den forudsigelige undergang af hvilke retsstatsprincipper der måtte have været opbygget i Venezuela, er Chavez' udenrigspolitiske alliancer. Udover sit nære forhold til Fidel Castro, (som netop, om end midlertidigt, har ladet sig inspirere af den nordkoreanske fortolkning af kommunismen, der som bekendt indebærer oprettelsen af et familiedynasti), har Chavez for nyligt plejet omgang med klodens måske p.t. største trussel mod verdensfreden, Irans præsident Ahmadinejad.

Under Chavez besøg i Iran udtalte Ahmadinejad ifølge Politiken følgende rørende ord om Chavez:

"Hr. Chavez er min bror og bror af hele den iranske nation og af alle frihedssøgende mennesker i verden"

Chavez replicerede overfor en utvivlsomt grådkvalt forsamling:

"Vi er sammen med dig og Iran for altid. Så længe vi forbliver sammen, vil vi kunne vinde over den (amerikanske) imperialisme, men hvis vi går fra hinanden, vil de kunne skubbe os væk".

Den sociale retfærdighed, som Hugo Chavez og hans inden- og udenlandske støtter ser som det bærende element i Chavez' mission, er med andre ord forenelig med et regime, der offentligt henretter homoseksuelle og politiske modstandere, som har en udbredt anvendelse af tortur, som systematisk undertrykker kvinder og som siden 1979 har pumpet utallige milliarder af dollars i diverse terrororganisationer og derfor bærer en stor del af skylden ikke blot for den nuværende konflikt i Mellemøsten men for de tusinder af uskyldige liv som islamistiske terrorister har krævet siden den islamiske revolution.

Man skal være drevet af en særdeles enøjet ideologisk fanatisme, hvis man på ovenstående baggrund kan opretholde, at Hugo Chavez holder nøglen til et attraktiv alternativ til en amerikansk domineret verdensorden.

Når vi nu snakker om Iran kan i øvrigt oplyses, at Frankrigs udenrigsminister netop har udtalt, at 

"I regionen (Mellemøsten) er der naturligvis et land som Iran. Et stort land, et stort folk og en stor civilisation, som er respekteret og som spiller en stabiliserende rolle i regionen".

Udtalelsen blev meget passende fremsat i Libanon og skal uden tvivl ses som en cadeau til den konstruktive og "stabiliserende" rolle Iran har spillet i forbindelse med den igangværende konflikt. Uden Irans tilstedeværelse og utrættelige fredsbestræbelser var det nok for alvor gået galt.

I en endnu ikke offentliggjort udtalelse fra det iranske udenrigsministerium som kun Punditokraterne har set, lyder det som svar på den franske udenrigsministers ros:

"Iran takker Frankrig for at anerkende den islamiske republiks mangeårige bestræbelser på fredelig sameksistens i regionen, som igangsat i 1979 af Ayatollah Khomeini. Iran anerkender desuden Frankrigs vigtige rolle heri, ved fra 1978-1979 at have givet husly og beskyttelse til den salige Ayatollah, forud for hans hjemvenden som den islamiske revolutions sejrherre". 

Husk én ting

Af Mikael Jalving, den 31. juli 2006. 10 svar

I forbindelse med nyt job på Berlingske bliver jeg desværre nødt til at stoppe som Punditokrat, selvom jeg har nydt at være en del af det liberale tæskehold siden bloggens premiere sidste år. Blandingen af lærde og overraskende og humoristiske poster er det, der giver bloggen energi, må den fortsætte med uformindsket styrke i lang tid endnu!

Jeg vil gerne benytte lejligheden til at sige tak til Kurrild for at invitere mig indenfor samt til de mange læsere og kommentatorer, der hver dag har gjort det til en fornøjelse at klikke ind og se, hvem der nu fik tæsk. Jeg ønsker alle bidragydere al mulig held & lykke fremover. For husk: Den liberale idé overlever kun, hvis tilpas mange forsvarer den i ord og handling. Ikke alene, når det går godt; endnu mere, når det går dårligt.

Er danske unge virkelig venstreorienterede? II

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 30. juli 2006. 21 svar

Vi berørte fornylig emnet om de yngste vælgerårganges politiske observans.  Det inspirerede mig til nedenstående klumme i lørdagens Berlingske Tidende:

Debat: Myten om de unge venstreorienterede

Berlingske Tidende 29.  juli  2006, 2 sektion, magasin, side 19

Rød ungdom. Trods mediernes udlægninger er de unge ikke specielt venstreorienterede

Af Peter Kurrild-Klitgaard, ph.d., professor i statskundskab

En agurketidshistorie går gennem de danske medier: At ungdommen atter er rigtig godt venstreorienteret. SFs og Enhedslistens ungdomsorganisationer melder om stigende medlemstal, og Politiken, Information, DRs P1, TV 2 og sågar denne avis har med næsten synlig begejstring proklameret, at de unge »går mod venstre«, er »mere venstreorienterede end 1968-generationen« osv.

Men passer det? Nu er det i sig selv længe siden, at man har kunnet tage de politiske ungdomsorganisationers selvoplyste medlemstal alt for seriøst. Man må i særdeleshed være skeptisk over for vidtgående fortolkninger, når det holdes i mente, at organisationernes samlede medlemstal udgør mindre end 1 pct. af de 12-29-årige. Udsving på nogle hundreder i medlemstal skal derfor næppe tillægges for stor betydning, særligt ikke når tallene kommer ovenpå et valgår, hvor der traditionen tro er medlemsfremgang.

Forårets meget omtalte politiske manifestationer må man også tage med et gran salt. Efter ugers massiv markedsføring kom 17. maj demonstrationerne mod regeringens velfærdsreform ikke nær i retning af det antal deltagere, man havde håbet, eller som man havde set ved tidligere, sammenlignelige demonstrationer, og kun en ganske beskeden andel syntes at være unge. Årets 1. maj demonstrationer tiltrak endog så få besøgende til Fælledparken, at politiet helt opgav at tælle dem. Så heller ikke på denne front er der altså noget, der tyder på en kraftig venstredrejning blandt de unge.

Hvad siger f.eks. analyser af sidste valgresultat og meningsmålinger? Ifølge Epinion og Ugebrevet A4 stemte 48 pct. af de 18-25-årige ved sidste folketingsvalg på et borgerligt parti, mens de Radikale fik 16 pct. og venstrefløjen kun 33 pct. Så selv med en bred definition af »venstreorienteret« er det altså kun knap halvdelen af de unge vælgere, som falder i denne kategori. Regner man de Radikale, CD og Kristendemokraterne med som borgerlige, stiger gruppens andel blandt de unge gevaldigt – til næsten to tredjedele af aldersgruppen.
Snarere end værende specielt venstreorienteret er ungdommen altså bare, som vælgerne som helhed er flest: Delt lige ned midtpå mellem dem, der støtter regeringen, og dem der ikke gør.

Men når det er sagt, er der forskelle på generationerne. Fastholder man en meget bred definition af at være venstreorientreret (omfattende de Radikale osv.), er der f.eks. i gruppen af 26-32-årige næsten 10 pct. overvægt af borgerlige vælgere, og i gruppen af 33-39-årige er overvægten næsten 20 pct. Derefter vender billedet: Blandt de 40-46-årige er der lige mange til hver side, og blandt de yngste vælgeres forældre – de 47-53-årige, som var teenagere under 1968 er der en 15 pct. overvægt af venstreorienterede. Så de alleryngste årgange er altså de mest venstreorienterede længe – men de er det ikke i overvejende grad, og de er klart mindre venstreorienterede end deres forældres generation.

Alt dette handler om partivalg, men hvad med de unges holdninger? Det kunne jo tænkes, at de nok stemte borgerligt, men ideologisk set var blevet mere venstreorienterede. Her har valgforskere heller ikke endnu kunne finde entydige data om en systematisk venstredrejning blandt ungdommen. På nogle punkter (f.eks. omfordeling) er de yngste mere venstreorienterede end 1980ernes unge, men på andre punkter er de lige så borgerlige, og de er generelt langt mindre socialistiske i deres holdninger end 1970ernes unge. Frem for alt er der ingen sikker antydning af, hvor de yngste vælgergrupper er på vej hen.

Så hvorfor portrætterer medierne ungdommen som værende specielt venstreorienteret? Et rimeligt gæt kunne være, at det skyldes, at de unge venstreorienterede er relativt højlydte – det er lettere at bemærke dem, der laver demonstrationer og besættelser, end de kedelige borgerlige, som hænger plakater op og arrangerer debatmøder. Man kan også gætte på, at det er, fordi det er »en god historie«. Journalister kan godt lide at fortælle noget »nyt«, og nu har historien i mange år været, at ungdommen var blevet borgerlig, og så bliver det interessant, hvis pendulet svinger blot lidt den anden vej – også selvom det ikke er så meget, at det gør noget.

Hold nu kæft

Af admin, den 29. juli 2006. 13 svar

Mungo Park har iværksat en plakatkampagne, der skal vise fordelene ved selvcensur. Den viser tre politikere, hvis ytringer MP gerne så standset. De tre er naturligvis Bush, og for ligesom at få balance i det, så man fremstår som mere dyb, ikk', så har man taget den iranske præsident også. Flot, og godt set. Hvem siger, at den danske kunstscene er på gymnasieniveau, hva'ba? Pia må dog stå alene, for der er lissom ikke nogen ekstremister til venstre, vel? Så man endte altså med tre. Men hey, der mangler da en! De mangler hende den norske komiker Shabana Rehan, der skulle have optrådt på Betty Nansen, hvis ikke lidt (selv-)censur var kommet i vejen, som (bort-)forklaret af teatrets PR-mand i WEA den 14/7.

Hat tip: Uriasposten.

Bush, basen og bæstet II

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 28. juli 2006. 3 svar

Der bliver i denne tid skruet for volume-knappen blandt kritikerne af præsident George W. Bush–altså vel at mærke fra prominente amerikanske konservative.  Blot indenfor den forgangne uge har tre meldt sig på banen med ny kritik, heriblandt den amerikanske højrefløjs Grand Old Man, "Mr. Conservative" himself, William F. Buckley, Jr.  Det er–som vi tidligere har bemærket–ikke noget helt nyt fænomen, men det er som om, at bunden er gået ud af baglandets opbakning.

TV-interviewet med Buckley fandt sted på CBS Evening News og fik overskriften "Buckley: Bush Not A True Conservative".  I den trykte udgave hedder det bl.a.:

"Buckley finds himself parting ways with President Bush, whom he praises as a decisive leader but admonishes for having strayed from true conservative principles in his foreign policy.

In particular, Buckley views the three-and-a-half-year Iraq War as a failure.

"If you had a European prime minister who experienced what we've experienced it would be expected that he would retire or resign," Buckley says.

…

"I think Mr. Bush faces a singular problem best defined, I think, as the absence of effective conservative ideology — with the result that he ended up being very extravagant in domestic spending, extremely tolerant of excesses by Congress," Buckley says. "And in respect of foreign policy, incapable of bringing together such forces as apparently were necessary to conclude the Iraq challenge."

Asked what President Bush's foreign policy legacy will be to his successor, Buckley says "There will be no legacy for Mr. Bush. I don't believe his successor would re-enunciate the words he used in his second inaugural address because they were too ambitious. So therefore I think his legacy is indecipherable"

Lignende toner kommer i et interview i Saint Louis Today med Richard Viguerie, som et halvt århundrede har været en fremtrædende Republikansk aktivist, forretningsmand og "bagmand".  Han har skrevet en ny bog, der udkommer om få uger, med titlen "Conservatives Betrayed: How George W. Bush and Other Big Government Republicans Hijacked the Conservative Cause":

What is your major complaint with the president?

I guess it's the spending thing. He said he was a conservative, but government has just grown out of sight. It's so frustrating. He's the only president in  200 years not to veto a single bill [before last week's stem-cell veto], which means he approves of all of it. Early on I was impressed with him. I thought he started out strong in 2001, 2002, but when the budget kept getting bigger, I
started getting disillusioned. Then came the largest farm subsidy bill, amnesty for Hispanic immigrants, No Child Left Behind.

What's your view of the war in Iraq?

We're not into nation building, and he ran against it in 2000, said we don't do it. That was music to conservatives' ears. But he was able to make a nexus between Iraq and the war on terrorism, playing the national security card. There's a certain amount of demagoguery there. Reagan wanted to change a lot of societies, but we didn't put American soldiers on the front lines.

What's the reaction of other conservatives to your views?

Most conservatives don't oppose a Republican president in public. But when Bush nominated Harriet Myers (to the Supreme Court), that was a wake-up call for conservatives. The conservative movement engaged him in battle, went toe to toe with him, and won. The next morning, the sun came up. I don't know three or
four conservatives that are satisfied with this president. It's almost
universal, the disappointment with the president. Some are disillusioned, some are dissatisfied, but half are downright angry. It is just palatable; you can cut it with a knife.

Now that's not true of Wall Street, big business. They're very happy with this president. He's been carrying their water. There's almost like a 'conservatives need not apply' sign in front of the White House. Since November 2004, the president has had lots of appointments. It's been all the big business wing of the party, the corporate wing. Big business gets the action; we get lip service. He has given two of them to the conservatives, and we are not a wing
of the party, we are the party."

Peggy Noonans ugentlig klumme i WSJ er som sædvanlig lidt mere tænksom og lidt mere velformuleret:

"Republicans hearken back to Reagan for two big reasons. The first is that they agreed with what he did. The second is that they believe he was a very fine man. This is not now how they feel about Mr. Bush, at least if my interactions with strangers and party members the past year are a judge. They think Mr. Bush is a good man–that he's got guts and resolve, that he can take a lickin' and keep on tickin'. But they are no longer confident about what he does. They're no longer fully comfortable in their judgment of his policies and actions, or the root thoughts behind them. It gives Reagan an even rosier glow, for he was the last national political figure to fully win their minds and hearts.

William F. Buckley this week said words that, if you follow his columns, were not surprising. And yet coming from the man who co-fathered the modern conservative movement, carrying the intellectual heft as Reagan carried the political heft, the observation that President Bush is not, philosophically, a conservative, had the power to make one sit up and take notice.

I have had reservations in this area since Mr. Bush's stunning inaugural speech last year, but Mr. Buckley's comments, in a television interview last weekend, had the sting of the definitional. I agree with Mr. Buckley's judgments but would add they raise the question of what Bush's political philosophy is–I mean what he thinks it is. It's not "everyone should be free." Everyone in America thinks everyone should be free, what we argue over is specific definitions of freedom and specific paths to the goal. He doesn't believe in smaller government. Or maybe he "believes" in small government but believes us to be in an era in which it is, with the current threat, unrealistic and unachievable? He believes in lower taxes. What else? I continually wonder, and have wondered for two years, what his philosophy is–what drives his actions.

Does he know? Is it a philosophy or a series of impulses held together by a particular personality? Can he say? It would be good if he did. People are not going to start feeling safe in the world tomorrow, but they feel safer with a sense that their leaders have aims that are intellectually coherent. It would be good for the president to demonstrate that his leadership is not just a situational hodgepodge, seemingly driven and yet essentially an inbox presidency, with a quirky tilt to the box. Sometimes words just can't help. But sometimes, especially in regard to the establishment or at least assertion of coherence, they can. And it'
s never too late. History
doesn't hold a stopwatch, not on things like this."

Per Stig Møller og historiens store hjul

Af Jørgen Møller, den 27. juli 2006. 14 svar

Fyrstehuse, imperier, religioner, nationer og civilisationer står og falder med befolkningsvæksten. Sådan lyder en populær kondensering af verdenshistoriens drivkræfter. I Europas kollektive erindring indtager beretningen om den tidlige middelalders folkevandringer da også en prominent plads. Romerrigets fald for de fremstormende barbarers sværd gav genlyd i samtiden – og endnu i dag kan vi høre ekkoet fra 400-tallets voldelige omskiftelser. Selve ordet ‘folkevandringer’ fremmaner et billede af en demografisk tidevandsbølge fra nord og øst; og mod et sådant ungdommeligt vigør kunne selv ikke det teknologisk overlegne Rom stå sig.

Nu er den så gal igen. For europæerne, vor tids romere forstås, er holdt op med af få (særligt mange) børn. Og bag vor tids limes formerer barbarerne sig som aldrig før. Såfremt den nye, islamiske folkevandring ikke allerede er en realitet, så ligger den i hvert fald i kortene.

Seneste var det udenrigsminister Per Stig Møller, der i et stort opsat interview (kun en mindre del er tilgængelig elektronisk) i Jyllandsposten den 9. juli gav sin udlægning af teksten. Historiens store hjul drejer om en demografisk akse, forklarede udenrigsministeren. Magtbalancen mellem Europa og den muslimske verden vil, viser et tilbageblik, blive afgjort i barselssengen. Med Per Stig Møllers egne ord:

“Hele dynamikken er styret af den demografiske udvikling […] Der sker i 500-600-tallet en voldsom befolkningsvækst i den arabiske verden, mens Europas befolkningstal falder. Den muslimske ekspansion er en logisk følge. Der er opstået et europæisk tomrum, som det arabiske hjul drejer ind over. I 1400- og 1500-tallet begynder deres hjul at køre langsommere, mens den demografiske vækst i Europa kører i et højt tempo. Det er forklaringen på, at vores kultur har ekspanderet kraftigt i 500 år. Og hvad sker der nu? Det europæiske hjul er gået i stå, mens det muslimske hjul drejer. Så kan du tænke lidt over fremtiden …”

Det lyder jo umiddelbart uheldssvangert, ikke mindst fordi artiklen i en tilhørende faktaboks kan berette, at den muslimske verdens befolkning næsten vil blive fordoblet inden for de kommende fem årtier; mens den europæiske vækst vil stå i stampe.

Nu er mit ærinde i dette lille indlæg ikke at vurdere, om en kommende styrkeprøve mellem Europa og den islamiske verden er realistisk. Men inden vi erklærer Aftenlandet for død og begravet, er det i hvert fald på sin plads at fundere lidt over to spørgsmål: Er det korrekt, at historiens store hjul indtil nu har roteret omkring demografien? Og er det – uanset hvad der hidtil er hændt – tænkeligt, at det vil være tilfældet i fremtiden?

At befolkningsvæksten styrer verdens gang forekommer ved første øjekast ret logisk. Det er som bekendt ikke særligt sjovt at være i undertal i konkurrencesituationer – om det gælder slåskampe, fodboldkampe eller valgkampe. Men, og det er væsentligt, styrkeforholder af også af henholdsvis flertallets og mindretallets organisation.

Det gælder i særdeleshed, når striden står mellem forskellige samfund. De stærkeste samfund er de bedst organiserede, ikke de mest folkerige. Hvis vi skal bruge socialvidenskabernes jargon, så er det institutionerne, der er væsentlige. For det rette mix af institutioner fører normalt til 1) teknologiske nybrud, 2) økonomisk vækst og 3) mulighed for indskibe befolkningen i et fælles projekt.

Og hermed er vi fremme ved selve omdrejningspunktet for den disciplin inden for økonomi, der hedder ‘New Institutional Economics’. Det er en tradition, hvor samfundets formelle og uformelle regler (institutionerne kort sagt) udgør omdrejningspunktet. Disse spilleregler sætter nemlig rammerne for vores opførsel.

Startskuddet til ‘New Institutional Economics’ blev affyret i de tidlige 1970ere, da den senere nobelprismodtager Douglass C. North sammen med kollegaen Robert Paul Thomas påpegede, at forudsætningen for Europas unikke velstandsstigning fra 1700 og fremefter var, at staten – understøttet af en form for magtdeling – begyndte at håndhæve den private ejendomsret.

Idelig konkurrence mellem Europas mange stater gjorde dem fra højmiddelalderen og fremefter modtagelige over for nye impulser. Samtidig førte middelalderens mange krige til et stadigt voksende behov for klingende mønt. I Holland og England reagerede magthaverne ved at udveksle rettigheder (i særdeleshed en effektiv ejendomsret) for skattekroner. Ejendomsretten, kontraktfriheden samt et effektivt juridisk system begrænsede i begge tilfælde den usikkerhed og uforudsigelighed, der er et grundlæggende vilkår i den sociale verden – med en fornuftig økonomisk adfærd til følge.

Det fik meget håndgribelige følger for den europæiske magtbalance. Datidens befolkningsmæssige stormagt, Frankrig, blev i løbet af ‘den anden Hundredesårskrig’ fra 1688 og fremefter slidt ned af holmgangen med England. Det er sigende, at Storbritannien under de to krige mellem 1688 og 1714 kunne rejse lige så store summer til krigsførelse som Frankrig, på trods af at landets økonomi kun var halvt så stor. For det første var den engelske stat i stand til at indkræve højere skatter. For det andet kunne den låne penge direkte hos borgerne. Begge dele blev sanktioneret, og dermed garanteret, af Parlamentet. Derfor var modstanden fra befolkningens side beskeden.

I Frankrig måtte skatterne inddrives med magt. Og ingen i besiddelse af sin sunde fornuft kunne finde på at låne regenten penge, for tilbagebetalingerne blev annulleret i tide og utide. Da de franske stænderforsamlinger endelig blev indkaldt den 1. maj 1789, var det første gang i 150 år, at det skete – og kun fordi staten var gået fallit. Men nu var borgerskabet ikke længere sagtmodigt. Den franske revolution blev konsekvensen af den uholdbare finanspolitik.

Styrkeprøven mellem Frankrig og England – og den forudgående styrkeprøve mellem Holland og Spanien – er et godt eksempel på, at historiens hjul drejer om institutioner, ikke om demografi. Og vi kan meget let bakke denne pointe op med nutidige eksempler. For hvordan kan vi ellers forklare, at Israel har overlevet trods tilstedeværelsen af et på håndfulde fjendtligt indstillede arabiske stater? Og hvordan kan vi forklare, at USA kunne besætte Irak med et par hundredetusinde mand?

Men hvad er det for nogle institutioner, der er væsentlige? Ifølge North & Thomas står den private ejendomsret, som allerede nævnt, i en kategori for sig selv. Men af deres beretning fremgår ligeledes – og North har senere uddybet denne pointe i en række artikler og bøger – at det, vi kan kalde den ‘liberale konstitutionalisme’ udgør en form for ‘root cause’.

Hvad dækker denne lidt snørklede betegnelse over? Jo, der er tale om den friheds- og retstradition, der for alvor viste flaget i Storbritannien efter ‘den glorværdige revolution’ i 1688. Meget kort fortalt er det forestillingen om, at magtudøvelse kun kan ske med udgangspunkt i loven – og at magtdeling og frihedsrettigheder er en del af denne lov. Europas historiske ‘store spring’ tog fart, da konstitutionalismens begyndte at tæmme den magtens vilkårlighed, der har været et vilkår i størstedelen af menneskehedens historie.

Per Stig Møller lægger, pudsigt nok, vejen omkring ét træk ved konstitutionalismen det tidligere nævnte interview i Jyllandsposten. Ytringsfriheden er, forklarer han, en helt afgørende del af den pakke, der har skabt Europas historiske fremgang: “Den europæiske dynamik ville være utænkelig, hvis ingen havde haft modet til at udfordre den overleverede, religiøse visdom. Så ville solen stadig dreje rundt om jorden […]”

Det har udenrigsministeren ret i. Ytringsfriheden er jo netop en institution, en pakke og formelle og uformelle regler, der regulerer vores adfærd. Og det er en inst
itution, der står og fald
er med institutionalismen, dels fordi der i sig selv er tale om en frihedsrettighed, og dels fordi ytringsfriheden intet er værd uden en adskillelse af den udøvende og den dømmende magt.

Er demografien så aldeles ligegyldig for styrkeforholdet forskellige samfund imellem? Nej, det er den ikke. For det første er det klart, at hvor to samfund står lige (eller næsten står lige), når det kommer til institutionernes effektivitet, da vil antallet af våbenføre mænd være afgørende; betænk bare på Danmarks tyske genvordigheder i 1800-tallet.

For det andet kan befolkningspresset være med til at ændre institutionerne. North & Thomas giver i deres lille bog fra 1973 et godt eksempel. Europa var fra 1000 til 1300 hjemsted for en befolkningseksplosion, der førte til markante ændringer i næringsstrukturen, i særdeleshed i form af øget specialisering. Marginaljorde blev inddraget til dyrkning, hvilket gjorde ejendomsretten mere effektiv.

Men lad os vende tilbage til nutiden. Europa befinder sig i skrivende stund i en helt anden kategori end den islamiske verden, når det kommer til institutionernes effektivitet. Hos vore muslimske naboer lider den liberale konstitutionalisme trange kår – øvrighedsmagten fremmer juridisk vilkårlighed snarere end at begrænse den. Prøv bare at bladre lidt i UNDPs Arab Human Development Reports.

I denne situation er det ganske enkelt forkert at hævde, at demografien vil få magtbalancen til at tippe. Historiens hjul drejer ikke omkring befolkningstallet; det drejer omkring institutionerne.

Barro versus Homann

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 26. juli 2006. 12 svar

Socialistisk Folkeparti har et ungt folketingsmedlem, Morten Homann, som udover at være uddannet cand.scient.pol. også er sit partis forskningspolitiske ordfører.  Dermed skulle man tro, at han kunne have en vis interesse for en seriøs, videnskabeligt baseret diskussion af, hvilke faktorer, der er belæg for, som værende positive for økonomisk vækst og velstand.  Men de, der har fulgt debatten i Berlingske Tidende den seneste måned, i kølvandet på CEPOS' vellykkede skattekonference, hvor man havde besøg af bl.a. Robert Barro (Harvard University), vil vide, at det måske var for meget at forvente.  Nedenfor er således en række læserbreve fra Homann, Martin Ågerup og undertegnede selv, som tilsammen antyder, at SF endnu holder principfast i 1970ernes ideologiske forestillinger.

Liberalistisk skatteteori holder ikke i praksis

Morten Homann, MF (SF), Berlingske Tidende 18. juni 2006

Kronikken 12. juli falder helt i svime over, at superliberalisten Robert Barro har været i Danmark og underholdt med påstande om, at lavere skat og lavere udgifter til den offentlige velfærd vil give en økonomisk gevinst.

Barro er uden tvivl en stor økonomisk teoretiker, men han har – ligesom CEPOS og andre lavskatprofeter – et meget stort problem med virkeligheden. Det er nemlig sådan, at lande med høj skat som klar tendens også har et højt velstandsniveau. De rige lande opkræver mere skat end ulandene også målt som procent af produktionen. Blandt ulandene er der også en positiv sammenhæng, og den findes også blandt de rige lande.

Danmark har verdens højeste skattetryk og burde efter Barros teorier ligge og rode langt nede i den økonomiske sump. Fakta er anderledes: Få andre lande har større velstand, og Danmark udpeges rutinemæssigt som et af verdens mest konkurrencedygtige og erhvervsvenlige lande.

Fakta viser, at Barros teorier ikke holder i praksis. Lavere skat giver ikke større velstand. Derimod er der gode argumenter for, at en skatteomlægning kan give større velstand, men det bliver jo blokeret af skattestoppet.

Og så et svar fra Martin Ågerup:

Homann misforstår Barros teori

Martin Ågerup, Direktør, CEPOS, Berlingske Tidende 20. juni 2006

SFs Morten Homann betvivler i et læserbrev 18. juni, at lavere skat ville medføre øget velstand. Det er imidlertid særdeles veldokumenteret.

Lad mig give et enkelt eksempel: En sænkelse af den øverste marginalskat fra 63 procent til 43 procent ved at afskaffe mellem- og topskatterne forventes at øge udbuddet af arbejdskraft med, hvad der svarer til 30.000 fuldtidsmedarbejdere. Det vil i sig selv øge velstanden i samfundet.

Derudover ville en sådan flad skat på 43 procent øge tilskyndelsen til at uddanne sig, dygtiggøre sig på jobbet samt til at opsøge ansvar og avancement.

Med andre ord vil det enkelte menneske gøre sig lidt mere umage i hverdagen, og som følge heraf gøre samfundet både rigere og bedre.
Endelig vil det blive lettere at tiltrække dygtig arbejdskraft fra udlandet, som vil kunne bidrage positivt til det danske samfund, lære fra sig og generelt virke som en inspiration for de danske kolleger.
Morten Homann påstår, at ifølge økonomen Robert Barros teori burde Danmark med sit højt skattetryk være et fattigt land. Men her misforstår han Barro. Ifølge Barro bør Danmark blive endnu rigere, hvis vi sænker skatterne. Og det er der solidt belæg for.

Og mig …

Der er forskel på vækst og velstand

Peter Kurrild-Klitgaard, Professor, ph.d., Institut for Statskundskab, Københavns Universitet, Berlingske Tidende 21. juni 2006

Morten Homann (SF) skælder 18. juni ud på en af verdens førende økonomer, professor Robert Barro fra Harvard, som i sidste uge besøgte Danmark. Homanns læserbrev er ufrivilligt morsomt og kan måske vinde prisen for flest misforståelser og mest uvidenhed på kortest plads.

For det første beskylder han Barro for at være en teoretiker uden virkelighedssans. Det skal nok skabe en vis morskab blandt økonomer, idet den oftest hørte kritik mod Barros arbejder er, at de er for uteoretiske! Barro er derimod en af verdens førende økonomer inden for brugen af statistik til at undersøge faktisk økonomisk vækst.

Heraf næste morsomhed: At Homann beskylder Barro for ikke at have opdaget, at mange velstående lande har høje skatter. Men dét, som økonomer i almindelighed og Barro i særdeleshed interesserer sig for, er netop ikke velstand som sådan, men økonomisk vækst. Det ville Homann også have opdaget, hvis han havde studeret emnet.
Homann har således ikke forstået, at det undertiden kan ske, at lande, der er velstående, har lav vækst – eller omvendt. Det kunne han have opdaget, hvis han havde læst, hvad han udtaler sig om – faktisk er Barro én af dem, der mest grundigt har efterprøvet den tese, at fattige lande har en tendens til at vokse hurtigere end rige lande.

Barros konklusion på systematiske studier af årtiers vækst i snesevis af lande er bl.a., at en stor offentlig sektor alt andet lige er hæmmende for økonomisk vækst. Det passer ikke i Homanns ideologi, så han giver dette uimponerende Erasmus Montanus-argument: Danmark er velhavende. Danmark har høje skatter. Ergo kan skatter ikke være skadelige for vækst.

Bortset fra at SFs forskningsordfører tilsyneladende ikke kender forskel på vækst og velstand, så kunne han måske med fordel lære at skelne mellem tendensen i en statistisk sammenhæng mellem to variable og en absolut lovmæssighed.

Tilbage til Homann:

Vækst og velstand hænger sammen

Morten Homann, MF (SF), Berlingske Tidende, 27. juni 2006

Min kritik har stødt superliberalisten Robert Barros danske disciple i CEPOS voldsomt på manchetterne. Således raser både CEPOS' direktør Martin Ågerup 20. juni og medstifter Peter Kurrild-Klitgaard i læserbreve 20. og 21. juni.

Kurrind-Klitgard mener, at vækst kræver lavere skat. Det er noget vrøvl. Danmark har over de sidste 40 år både haft et højt skattetryk og en fordobling af sin velstand! For høj skat og en velfungerende offentlig sektor bidrager til økonomisk vækst: Uddannelse, forskning, børnepasning og et trygt arbejdsmarked.

Robert Barros påstande skyldes formentlig, at staten i Den Tredje Verden er særdeles ineffektiv. I lande, hvor skattepenge bruges dårligt, står argumentet for lavere skat naturligvis tilsvarende stærkere!

Ågerup gentager – uden dokumentation – påstanden om, at lavere skat giver øget velstand. Han trækker oven i købet den »flade skat« af stalden, selvom selv skatteministeren har tilstået, at en flad skat enten skal være meget høj eller også er fordelingsmæssig helt uacceptabel. Jeg vil dog give Ågerup ret i, at for mange betaler topskat. Derfor foreslår SF en højere topskattegrænse. I stedet skal pengene skaffes ved f.eks. færre skattefordele ved store pensioner og dyre boliger.

Og så det–indtil videre–sidste ord:

Erasmus Homann

Peter Kurrild-Klitgaard, Professor, ph.d., Statskundskab, KU, Berlingske Tidende, 11. juli 2006

27. juni viser Morten Homann (SF) – igen – at
han ikke har forstået, a
t man ikke ud fra et enkelt anekdotisk eksempel kan generalisere noget som helst, f.eks. om hvorvidt høje skatter generelt har en effekt på vækst og velstand. For igen anvender han et Erasmus Montanus argument: Danmark har høje skatter. Danmark har økonomisk vækst. Ergo må høje skatter være godt for økonomisk vækst. Er det virkelig den måde SF vurderer forskning på og tilrettelægger økonomisk politik ud fra?

Mens Homann funderer over det, kan han samtidig tænke på, at en lang række OECD-lande, som har en mindre offentlig sektor end Danmark, de seneste årtier har haft højere vækst end Danmark – nogle endda meget kraftigt. Hvor danskernes købekraftsjusterede BNP pr. indbygger steg med 146 pct. 1960-2004, steg f.eks. amerikanernes med 188 pct. og ligger i dag næsten en tredjedel over danskernes. Så det forhold, at Danmarks velstand er steget, samtidig med at man har haft en kraftigt ekspanderende offentlig sektor, siger som sådan intet om nogen af delene.

Harvard-økonomen Robert Barros analyse, som Homann tilsyneladende endnu ikke har læst eller ikke kan forstå, men som han dog forkaster, viser således, at når man tager højde for forskelle i eksisterende velstandsforskelle, er der en synlig og statistisk signifikant negativ sammenhæng mellem, hvor stor den offentlige sektor er, og hvor høj den økonomiske vækst er. Så når man ser ud over sin egen kolonihave og sammenligner med et stort antal lande, giver et højere skattetryk over tid en relativ fattigdom for et samfund. Indtil Homann kan komme med nogle mere avancerede og mere veldokumenterede analyser end Barros, ved jeg, hvem har mest tillid til.

Irak og det liberale dilemma

Af Jørgen Møller, den 26. juli 2006. 24 svar

‘Projekt Irak’ er ikke gået som planlagt, og det er efterhånden på sin plads at spinde en kommentar over. Invasionen var en forholdsvis smertefri affære. Men det viste sig snart, at Saddam Husseins Baath-regime hverken havde skjulte lagre af kemiske og biologiske våben eller et hemmeligt kernevåbensprogram. Det umiddelbare mål – at eliminere truslen fra Iraks masseødelæggelsesvåben – gav derfor ikke rigtig mening. Det fik fortalerne for krigen til at betone det langsigtede mål: at bringe frihed og demokrati til irakerne. Udsigterne er desværre heller ikke særligt opmuntrende på dette punkt. I stedet for et velfungerende demokrati har den menige iraker indtil videre stiftet bekendtskab med en ulmende borgerkrig.

Den nedslående irakiske virkelighed har fået selv erklærede tilhængere af Bush-administrationens ‘regime change’-dagsorden til at sætte spørgsmålstegn ved i hvert fald udvalgte dele af projektet. Den mest interessante, eller i hvert fald mest sobre, kritik kredser om statsmagtens muligheder for at omskabe virkeligheden i demokratiets og frihedens tjeneste. Der er tale om bestemt udgave af en ældre intellektuel strømning: af advarslen imod det, der i den angelsaksiske verden går under navnet ‘social engineering’.

Den amerikanske politolog Francis Fukuyama – berømt og berygtet for sin bog om Historiens afslutning og det sidste menneske – har netop affyret en sådan salve. Fukuyama er erklæret ‘neokonservativ’. I modsætning til ‘realister’ som den tidligere amerikanske udenrigsminister Henry Kissinger sætter han sin lid til aktiv demokratifremme. Men Fukuyama var modstander af Irak-krigen fra dag ét. Det var der flere grunde til. Ubehaget ved storstilet ‘social engineering’ var en af de vægtigste.

I America at the Crossroads, der netop er blevet sendt på gaden, sætter Fukuyama ord på sin kritik af den nye amerikanske dagsorden. Han lader kollegaen Ken Jowitt forklare, hvordan Bush-administrationens store projekt adskiller sig fra budskabet om historiens afslutning og det sidste menneske. Jowitt skriver:

“Bush-administrationen har konkluderet, at det er nødvendigt at give historien en hjælpende hånd med på vejen, at gribe styrepinden og lede den i en bestemt retning. Det er yderst ironisk, at administrationens bestræbelser på at bekæmpe terrorisme gennem ‘regime change’ og i forlængelse heraf skabe en demokratisk, kapitalistisk verden har fået den til at føre en aktiv ‘leninistisk’ udenrigspolitik; en antitese til Fukuyamas passive ‘marxistiske’ forventning om, at historien på længere sigt af sig selv går i denne retning”.

George Walker Bush og hans håndgange mænd har altså – ifølge Jowitt og Fukuyama – sat sig for at hjælpe den historiske nødvendighed på vej, ganske som Lenin forsøgte det for små hundrede år siden.

Nu er der naturligvis forskel på at fremme demokrati og at fremme proletariatets diktatur. Det er da også sigende, at invasionen af Irak ikke har ført til massemord, massedeportationer og hungersnød – som Lenins store projekt gjorde det. Levevilkårene for den menige iraker er blevet bedre, ikke værre, de borgerkrigslignende tilstande til trods. Irakerne behøver ikke længere at frygte Baathpartiets jernnæve, de har set sanktionerne blive ophævet, og genopbygningen har bragt økonomisk vækst med sig. Tingenes tilstand er, som vi ofte har berørt her på siden, ikke nær så sørgelig, som den bliver fremstillet i medierne.

Men det ændrer ikke ved, at Bush-administrationen har bestemt sig for som en anden ‘social ingeniør’ at lade samfundets fjedre snurre mellem dens fingre. Hvad har reaktionerne på dette politiske program været? Lad os prøve at besøge en af de mest prominente tilhængere af ‘projekt Irak’ for at kaste lys over sagen.

Det britiske tidsskrift The Economist bakkede, i modsætning til Fukuyama, op om invasionen af Irak. Dets begrundelser var yderst sobre, og de er værd at opremse, fordi alt for mange kritikere i dag undlader at sammenligne aktionen med dens alternativ: at lade tingene gå deres skæve gang.

For det første var selv krigens europæiske kritikere overbevist om, at Saddam Hussein rent faktisk besad masseødelæggelsesvåben. For det andet havde 13 års sanktionspolitik vist sig helt og aldeles fejlslagen. Sanktionerne svækkede ikke Hussein-familien og dens håndlangere, men den førte en humanitær katastrofe – i hvilken op imod en halv million irakiske børn omkom af underernæring og sygdom – med sig. For det tredje tvang sanktionspolitikken USA til at fastholde en betydelig militær tilstedeværelse i Saudi-Arabien; en tilstedeværelse der i den grad skadede USA’s omdømme i de arabiske befolkninger.

The Economists har per 31. marts 2006 skiftet chefredaktør. Den afgående chefredaktør, Bill Emmott, benyttede sin ‘afskedsleder’ til at forsvare sin beslutning om at støtte Irak-invasionen ved at henvise til de tre argumenter, jeg netop har lagt vejen omkring. Men han erkendte samtidig, at det liberale tidsskrift svigtede på ét, meget væsentligt punkt:

“Der er i mine øjne kun ét argument imod vores beslutning, som for alvor rammer plet. Et tidsskrift, der aldrig forsømmer en lejlighed til at udtrykke sin skepsis over for staten, skulle have været mere skeptisk med hensyn til regeringen Bushs evne til at gøre tingene ordentligt i tilfældet Irak”.

Det ligger både Fukuyama og The Economist meget på sinde at understrege, at amerikanerne er nødt til at blive i Irak, indtil der er skabt i hvert fald nogenlunde levedygtige politiske institutioner. Den europæiske strudsepolitik er – ganske som før krigen – ikke en farbar vej frem. Men deres samstemmende ubehag ved Bush-administrationens forsøg ud i ‘social engineering’ er interessant. Det er ikke tilfældigt, at sådanne udmeldinger kommer fra personer, vi i en dansk sammenhæng vil kalde ‘liberale’.

Liberalismen udmærker sig nemlig ved sin helt entydige modstand imod ‘social engineering’. Allerede 1700- og 1800-tallets store liberale tænkere afviste, at det giver mening at lade staten omskabe samfundet i et bestemt ideals billede. Og deres efterfølgere i det 20. århundrede, mænd som Friedrich Hayek, Isaiah Berlin samt – til dels – Karl Popper, erklærede sig enige i denne pointe.

Modstanden imod det, Popper døbte ‘utopisk socialt ingeniørarbejde’, springer fra et bestemt syn på politiske midler. Det er ganske enkelt ikke muligt at skabe en fager ny verden med den menneskelige fornufts byggematerialer, lyder indvendingen; og det er slet ikke muligt for staten.

Så langt, så godt. Det liberale dilemma opstår, når politiske mål som personlig frihed, økonomisk frihed og demokrati bliver inddraget i ligningen. For så er det, at tilhængerne af det liberale program alt for ofte har vist sig parate til at smide deres skeptiske syn på statens forjættelser over bord. Det var den overvældende opbakning bag ‘projekt Irak’ et eksempel på – som Fukuyama da heller ikke tøver med at gøre opmærksom på.

Det er ikke noget underligt i, at liberale gerne vil eksportere frihed og demokrati. Men det er netop, når målene er tiltalende, at det er nødvendigt at lægge vejen omkring advarslen imod midlerne. Det er værd at erindre, at den klassiske liberalisme – eller Whiggisme, som Friedrich Hayek har kaldt den – var yderst konservativ, når det kom til mulighederne for at ændre på tingenes tilstand. Den britiske historiker Lord Acton har indfanget hele tankegangen i sin overbevisning om, at liberale mål skal realiseres med konservative midler.

Det er denne latente modsætning mellem mål og midler, der på det seneste er blusset op i forbindelse med Irak. Hensynet til målene, demokrati og frihed, har i lang tid overskygget ubehaget ved midlerne, ved ‘social engineering’. Men det er, som såvel Fukuyamas ny
e bog som The Economis
ts begyndende indrømmelser viser, ved at ændre sig. Selvransagelsen vil næppe blive mindre i de kommende år.

Det liberale dilemma har i hvert fald tre århundreder på bagen, og de seneste årtiers globale fremgang for frihed og demokrati har bestemt ikke gjort det mindre relevant. Der er noget selvmodsigende ved det ene øjeblik at afvise, at staten gennem sit indenrigspolitiske virke kan føre sine egne borgere frem til et lighedens eller frihedens forjættede land for så det næste øjeblik at sætte sin lid til, at statens gennem sit udenrigspolitiske virke kan gøre det under fremmede himmelstrøg.

Den modsigelse bliver de liberale nødt til at forholde sig til; og det er det, der er ved at ske for tiden. Der er intet galt i at være parat til at kæmpe for det, man tror på – specielt i mødet med en totalitær udfordring. Men der er grund til være på vagt, når kampens erklærede mål er at bruge statsmagtens ressourcer til at omkalfatre den virkelige verden i en idés navn.

Fukuyama, Francis (2006), America at the Crossroads. Democracy, Power and the Neoconservative Legacy, Yale University Press, New Haven and London.

Emmott, Bill (2006), “An editor’s valedictory thoughts”, The Economist, 1.-7. april.

Friedman & Friedman

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 24. juli 2006. 5 svar

Punditokraternes absolutte favorit-pensionistpar, Milton & Rose Friedman, blev lørdag portrætteret i Wall Street Journal i et interessant, underholdende og på nogle punkter overraskende interview, "The Romance of Economics", skrevet af Tunku Varadarajan.  Her er nogle klip:

"[…] Milton Friedman is everyone's idea of an American oracle, an American sage. Sages, of course, have their oddities, and the interview last week–at Mr. Friedman's surprisingly petite office at the Hoover Institution, on the campus of Stanford University–got off to a surreal beginning. By his desk hangs a map of Belize–one of those stylized souvenirs made of cloth, embroidered to catch the eye. Why, I asked him, did he have a map of Belize on his wall? Mr. Friedman turned, looked at the object, and said: "I don't know. I really don't know." Not a good start to the interview, some might say …"

Jeg har selv for nogle år siden interviewet Friedman, og han må have fået det Belize-kort siden–eller også var jeg simpelthen for nervøs og "awe-struck" til at bemærke det.  Da jeg mødte ham, havde jeg iøvrigt på en varm juli dag dresset mig op i pæneste jakkesæt og Adam Smith slips.  Milton derimod var superafslappet i shorts og t-shirt, men han sagde da "Nice tie … I've got one like it myself …".  Nå, tilbage til WSJ-interviewet.

 

"… I made a reflexive apology for not being an economist myself. "You mean you're not a trained economist," was Mr. Friedman's comeback. "I have found, over a long time, that some people are natural economists. They don't take a course, but they understand–the principles seem obvious to them. Other people may have Ph.D.s in economics, but they're not economists. They don't think like an economist. Strange, but true." "

Det kan man jo kun nikke til.  Så hvem synes Friedman var "naturlige økonomer"?  Her kan nogle læsere nok få sig en overraskelse–især dem, der kun har deres viden om Keynesianisme vs. Monetarisme fra danske universiteters 1. dels undervisning:

""Was Keynes a "natural economist"?

"Oh, yes, sure! Keynes was a great economist. In every discipline, progress comes from people who make hypotheses, most of which turn out to be wrong, but all of which ultimately point to the right answer. Now Keynes, in 'The General Theory of Employment, Interest and Money,' set forth a hypothesis which was a beautiful one, and it really altered the shape of economics. But it turned out that it was a wrong hypothesis. That doesn't mean that he wasn't a great man!"

It cannot be said of too many economists that they "altered the shape of economics." Would Mr. Friedman say–modesty aside–that he was one of them? A long silence ensued–modesty, clearly, was hard to put aside–before he mumbled, as if squeezing words out of himself, "Er . . . very hard to say . . ." And then he was saved by the belle: The door opened, and in walked Rose, his wife, bringing a waft of panache into the drab office, her impact enhanced by a beautiful mink coat …

Mrs. Friedman settled herself in a chair, her eyes twinkling, and my questioning resumed. If they were to throw a small dinner party–indoors!–for Mr. Friedman's favorite economists (dead or alive), who'd be invited? Gone was his tonguetied-ness of a moment ago, as he reeled off this answer: "Dead or alive, it's clear that Adam Smith would be No. 1. Alfred Marshall would be No. 2. John Maynard Keynes would be No. 3. And George Stigler would be No. 4. George was one of our closest friends." (Here, Mrs. Friedman, also an economist of distinction, noted sorrowfully that "it's hard to believe that George is dead.")"

Og så nogle af de mere uortodokse spørgsmål:

"Had it helped their marriage–now in its 68th year–that they are both economists? Rose (nodding affirmatively): "Uh-unh. But I don't argue with him . . . very much." Milton (guffawing): Don't believe her! She does her share of arguing . . ." Rose (interrupting): ". . . and I'm not competitive, so I haven't tried to compete with you." Milton (uxoriously): "She's been very helpful in all of my work. There's nothing I've written that she hasn't gone over first."

The spark between the Friedmans is clear, and rather touching. So I'm tempted to ask whether there is a romantic side to economics, in the way there is to history, or to philosophy. "Is there a romantic side to economics?" Mr. Friedman repeats after me, sounding incredulous, and then chuckling. "No, I don't think so. There's a romantic side to economics in the same way there's a romantic side to physics. Fundamentally, economics is a science, like physics, like chemistry. . . . It's a science about how human beings organize their cooperative activities. … In that sense, it's not particularly romantic."

 

Og så til de kontroversielle spørgsmål, såsom indvandring, hvor Friedman har et noget mere "pragmatisk" syn på regulering af dette område end mange andre liberale og et mindre indvandrerfjendsk syn end mange konservative:

"Is immigration, I asked–especially illegal immigration–good for the economy, or bad? "It's neither one nor the other," Mr. Friedman replied. "But it's good for freedom. In principle, you ought to have completely open immigration. But with the welfare state it's really not possible to do that. . . . She's an immigrant," he added, pointing to his wife. "She came in just before World War I." (Rose–smiling gently: "I was two years old.") "If there were no welfare state," he continued, "you could have open immigration, because everybody would be responsible for himself." Was he suggesting that one can't have immigration reform without welfare reform? "No, you can have immigration reform, but you can't have open immigration without largely the elimination of welfare.

"At the moment I oppose unlimited immigration. I think much of the opposition to immigration is of that kind–because it's a fundamental tenet of the American view that immigration is good, that there would be no United States if there had not been immigration. Of course, there are many things that are easier now for immigrants than there used to be. . . ."

Did he mean there was much less pressure to integrate now than there used to be? Milton: "I'm not sure that's true . . ." Rose (speaking simultaneously): "That's the unfortunate thing . . ." Milton: "But I don't think it's true . . ." Rose: "Oh, I think it is! That's one of the problems, when immigrants come across and want to remain Mexican." Milton: "Oh, but they came in the past and wanted to be Italian, and be Jewish&#160
;. . ." Rose: "No they didn't. The ones that did went back."

Og så til Bush, Republikanerne og Irak-krigen, hvor der for en sjælden gangs skyld er uenighed mellem de kendte ægtefæller (hvoraf det er alment kendt, at det faktisk er Rose Friedman, der som regel er den mere liberale, og at hun og broderen, Aaron Director, i sin tid fik nogle af den unge Miltons mindre liberale ideer ud af hovedet på ham).

"Mr. Friedman explains "the story of the postwar period" in the U.S. "In 1945-46, intellectual opinion was almost entirely collectivist. But practice was free market. Government was spending something like 20%-25% of national income. But the ideas of people were all for more government. And so from 1945 to 1980 you had a period of galloping socialism. Government started expanding and expanding and expanding." Mr. Friedman stopped, as if deciding whether to use the word "expanding" a fourth time, before continuing: "And government spending went from 20% to 40% of national income.

But what was happening in the economy was producing a reverse movement in opinion. Now people could see, as government started to regulate more, the bad effects of government involvement. And intellectual opinion began to move away from socialism toward capitalism. That, in my view, was why Ronald Reagan was able to get elected in 1980." I noted, here, that Mr. Friedman, too, had some role to play in this shift in opinion. He was, characteristically, reluctant to take any credit. "I think we have a tendency to attribute much too much importance to our own words. People saw what was happening. They wouldn't have read my Newsweek columns and books if the facts on the ground hadn't been the way they were." (Rose: "Oh, don't be so modest!")

Does it disappoint Mr. Friedman that the Bush administration hasn't been able to roll back spending? "Yes," he said. "But let's go back a moment. During the 1990s, you had the combination that is best for holding down spending. A Democrat in the White House and Republicans controlling Congress. That's what produced the surpluses at the end of the Clinton era, and during the whole of that era there was a trend for spending to come down. Then the Republicans come in, and they've been in the desert, and so you have a burst of spending in the first Bush term. And he refuses to veto anything, so he doesn't exercise any real influence on cutting down spending. In 2008, you may very well get a Democratic president"–(Rose, interjecting: "God forbid!")–"and if you can keep a Republican House and Senate, you'll get back to a combination that will reduce spending."

Mr. Friedman here shifted focus. "What's really killed the Republican Party isn't spending, it's Iraq. As it happens, I was opposed to going into Iraq from the beginning. I think it was a mistake, for the simple reason that I do not believe the United States of America ought to be involved in aggression." Mrs. Friedman–listening to her husband with an ear cocked–was now muttering darkly.

Milton: "Huh? What?" Rose: "This was not aggression!" Milton (exasperatedly): "It was aggression. Of course it was!" Rose: "You count it as aggression if it's against the people, not against the monster who's ruling them. We don't agree. This is the first thing to come along in our lives, of the deep things, that we don't agree on. We have disagreed on little things, obviously–such as, I don't want to go out to dinner, he wants to go out–but big issues, this is the first one!" Milton: "But, having said that, once we went in to Iraq, it seems to me very important that we make a success of it." Rose: "And we will!"

Mrs. Friedman, you will note, had the last word."

Dead case walking – Plame igen

Af admin, den 14. juli 2006. 1 svar

Ferien lukker og jeg lukker, så får I også fred for Plame-sagen så længe. Men først må det med, at hr. og fru Wilson nu har anlagt et civilt søgsmål mod Cheney, Rove og et par andre i regeringen for at have lækket Valerie Wilson (nee: Plame) status som undercover agent i CIA.

Det synes at være et desperat forsøg på at holde historien i live efter, at Fitzgerald har afvist at retsforfølge Rove eller andre i regeringen end Libby, der ikke tiltales for lækagen, men for at have hindret efterforskningen af lækagen. Se Tom Maguire for mere.

Hvis det er formålet, så er det lykkedes rimeligt godt — i hvert fald i første omgang. De sædvanlige dele af MSM viste, at de stadig ikke kan finde ud af alm. kildebrug, herunder Internettet og lidt let googling.

Kufferten skal pakkes, så det bliver et (relativt) kort resume for de kildekritisk udfordrede. (for andre med bedre tid: tryk på Plame i tagslinjen ovf.):

1) Wilson skrev efter Irak-krigen en kronik om, at han var blevet udsendt til Niger forud for krigen for at undersøge, om Saddam havde købt uran dér. Hans konklusion var, at det var usandsynligt, at et salg havde fundet sted. I sin tale til nationen lige før krigen havde Bush nævnt britiske underretninger om, at Saddam forsøgte at købe uran i Afrika, og Wilson undrede sig nu over, om hans rapport om Niger var kendt af Bushs regering. Senere gik Wilson aktivt ind i Kerry’s præsidentkampagne og skruede op for sin kritik af Bush med påstand om, at Bush bevidst havde løjet om Saddams interesse i uran.

ad 1) I Senatets rapport fra juli 2004 om efterretninger inden Irak-krigen blev det fastslået, at Wilsons rapport ikke havde indeholdt noget nyt, og den var derfor ikke gået videre opad i CIA. Endvidere blev det nævnt, at Wilson faktisk havde bekræftet, at Irak havde forsøgt at skaffe uran fra Niger. Det var temmelig pinligt for Wilson, og han forsvandt herefter fra Kerry’s kampagne, der på det tidspunkt var i slutspurten og ikke havde brug for yderligere belastning.

2) I Butler-rapporten, der også udkom i juli 2004, blev det fastslået, at den britiske efterretningstjeneste havde god grund til at tro, at Saddam søgte at skaffe uran fra Niger. Disse efterretninger var ikke påvirket af den efterfølgende afsløring af falske dokumenter vedr. Niger, og vurderingen fastholdes derfor. Rapporten gik så langt, at den udtrykkeligt citerede Bush’s tale til nationen og opretholdt den som well founded. Wilson havde nu yderligere grund til at dukke hovedet.

3) Før disse rapporter underkendte både Wilson’s mere beherskede beskyldning og især de mere ubeherskede beskyldninger, havde den ansete journalist Robert Novak skrevet, at Wilson var blevet sendt afsted til Niger af sin kone, der arbejdede i CIA. Det viste sig, at konen ikke bare arbejdede for CIA, men havde arbejdet undercover og stadig havde denne status på tidspunktet for Novaks artikel. Ifølge en på det tidspunkt ikke videre kendt lov er det strafbart bevidst at afsløre en undercover agent.

Der er to forklaringer på Novaks afsløring: Enten var det et nedrigt forsøg på at skade Wilson ved at skade hans kone. Eller det var et yderst relevant forsøg på at fremhæve, Wilson ikke var en neutral kritiker af Bush, men en del af den interne magtkamp i CIA, hvor man på det tidspunkt sloges om ansvaret for de fejlagtige efterretninger om Saddams WMD. De kredse i CIA, der havde tvivlet på WMD, var rasende over, at chefen Tennet havde troet mere på de kilder, der bekræftede formodningen, mens Tennet-fløjen pegede på, at de kritiske kredse generelt havde undervurderet spredningen af WMD blandt diktaturstater, og at det derfor havde været berettiget at lægge større vægt på andre kilder, som underbyggede formodningen. En interessant debat, som Senats rapporten kun delvist afslører.

4) Fitzgerald blev sat til at efterforske, om afsløringen af Valerie Plame var strafbar. Han har nu afsluttet sin efterforskning og konstateret, at der ikke er nogen at tiltale. Det må betyde, at de, der oplyste om Plames tilknytning til CIA, ikke beviseligt kendte hendes status som undercover. Han har derimod tiltalt Libby for at hindre efterforskningen. Den sag kommer for til efteråret.

5) Novak har for nyligt oplyst, at han fik oplysningerne om Plames tilknytning til CIA fra flere, bl.a. Karl Rove, og at Rove skulle have bekræftet konens tilknytning under et længere interview, hvor Novak havde spurgt om tilknytningen, som han havde hørt om fra en anden. Rove skulle efterfølgende have oplyst via tredjemand over for Novak, at han ikke var bekendt med Plames status som undercover. Rove har tidligere afvist at have outed Plame. Igen er der to forklaringer: Enten at Rove lyver, eller at Rove ikke har outed Plame, dels fordi han ikke vidste, at Plame var en hemmelig agent som kunne outes, dels fordi han ikke gjorde andet end at bekræfte en oplysning, som adskillige journalister på det tidspunkt kendte.

6) Under hele sagen har MSM søgt at fremstille det som om, at sagen angik afsløring af Bush-regeringens løgn, eller i hvert fald vildledning, om Saddams interesse for uran. Både Senatets og Butler-kommissionens rapporter afviser dette. Tværtimod har regeringen tilladt offentliggørelse fra diverse fortrolige efterretningsrapporter netop for at bevise, at de havde dækning for deres opfattelse af truslen. Kort sagt: Bush løj ikke i sin tale til nationen. Wilsons første anklager viste sig ubegrundet, fordi hans rapport ikke var gået videre, og hans senere anklager var selv løgnagtige. Den egentlige historie handler mere om den magtkamp internt i CIA, som Wilson var en del af. Den – i sig selv ret interessante – historie fik og får vi bare ikke, i hvert fald ikke i MSM.

Her står sagen. Og her bliver den stående for vores vedkommende. God ferie.

Liberalisme på amerikansk

Af admin, den 13. juli 2006. 16 svar

Det er sommer, det er solskin, det er sløøø-øvt…

Her er en lille udfordring til de, der endnu ikke er gået helt i varmekoma.

Kampen for liberalisme og konservatisme bliver ikke lettere af, at der er tvivl om, hvad det egentlig er, vi taler om. Hvor går grænsen mellem liberalisme og konservatisme, og hvad er indholdet i dem?

Vi har en regering, der ledes af et liberalt parti, men hvis støtteparti har som erklæret mål at bekæmpe liberalismen. Vi har et Europa, hvor liberalisme ofte er ilde set.

Og så har vi USA, hvor liberalisme stadig betyder venstreorienteret, men hvor indholdet ikke altid lige er det, vi tillægger det i Europa.

Markos Zúniga fra DailyKos har for nyligt gjort noget højst usædvanligt for den del af "venstrefløjen", både i USA og herhjemme: nemlig formuleret sig positivt om det, han går ind for. Normalt vil de helst kun tale om det, de er imod. Men her er for en gangs skyld en modig udmelding.

Den står her.

Værs'go' at læse og gerne diskutere.

Plame og pressemoral

Af admin, den 12. juli 2006. 1 svar

I den døende Plame-sag er det nu bekræftet, at Robert Novak bl.a. fik oplysninger om Plame fra Karl Rove. Novak skal have oplyst efterforskningslederen Fitzgerald om det forholdsvis tidligt i efterforskningen. Der synes ikke at være begået noget strafbart ved offentliggørelsen, formodentlig fordi Plames status som undercover i CIA var ukendt for de, der nævnte hendes tilknytning til CIA. Som allerede nævnt her, bliver Rove ikke tiltalt, lige som Novak heller ikke er blevet det. At den manglende strafbarhed blev indset forholdsvist tidligt i efterforskningen kan forklare, hvorfor efterforskningen hovedsageligt har angået, om medlemmer af regeringen har søgt at hindre efterforskningen, hvorimod selve lækagen, som efterforskningen oprindeligt angik, hurtigt synes at være blevet af mindre betydning.

… Jep, det lyder som referatet af en soap afsnit 26.451, som ingen fornuftige personer gider følge længere, og hvis persongalleri alle har glemt. (et hint: hvis man virkelig ikke har bedre at lave, så tryk på Plame i tagslinjen øverst).

Det eneste interessante ved sagen er efterhånden det indblik i journalisters selvforståelse, som den giver. Det er til gengæld også værd at beskæftige sig med.

I søndags bragte hele fem dekaner fra ansete amerikanske journalistskoler en fælles kronik i WaPo, hvor de forsøger at håndtere det vanskelige spørgsmål om, hvad pressen bør offentliggøre i kampen mod terror. Meget sigende, og efter denne punditokrats opfattelse meget korrekt, lyder overskriften: When in doubt, publish.

Desværre viser kronikken, at deres forståelse for pressens rolle er noget, ahem, begrænset.

I deres i øvrigt sobre, men også ganske forudsigelige og reelt intetsigende opregning af, hvordan pressen må søge at afveje fordelen ved oplysning (at borgerne normalt har ret til at vide, hvad magtfulde aktører laver) med ulempen (man kan hjælpe fjenden, forbrydere osv.), føler dekanerne, at de har brug for et eksempel på et tilfælde, hvor pressen nok ikke burde have offentliggjort.

Her kunne dekanerne have valgt at kritisere NYT m.fl. offentliggørelse af SWIFT-programmet, der iflg. aviserne selv ikke var ulovligt efter amerikansk ret. Men bare det at forholde sig kritisk til selveste NYT, ligger de pæne herrer fjernt. Tværtimod fremtræder kronikken som et forsøg på at komme NYT til undsætning i netop den svære sag. Men er det så, fordi de ubetinget støtter retten til at offentliggøre, også selvom der ikke var nogen trussel mod samfundet, som i SWIFT-sagen? Næ.

I stedet vælger de fantastiske fem at pege på Plame-sagen, hvilket gøres rent en passant og uden yderligere begrundelse.

Så her har vi altså efter de fem dekaners opfattelse et tilfælde, hvor Novak ikke burde have oplyst folket om, at Joe Wilson, der var i gang med at rette alvorlige anklager mod regeringen for at have vildledt om efterretningerne om Saddams WMD, var gift med en ansat i CIA, der på det tidspunkt førte en intens kamp med regeringen om ansvaret for de forkerte efterretninger, og som personligt var involveret i spørgsmålet. Hva’ba?

Tom Maguire opfordrer journaliststuderende til at efterprøve dette eksempel på fordele og ulemper, formodentlig i den tro, at der stadig findes selvstændigt tænkende journalister ved de fem institutioner. Christopher Hitchens er mindre venlig ved dekanernes accept af, at lækager kan være forbudte, hvilket jo var NYT og ligestillede dele af MSM’s eneste tilbageværende påstand i Plame-sagen efter, at Joe Wilsons anklager blev skudt ned som uberettigede. Man behøver ikke være så radikal som Hitch for at se, at forargelsen over lækagen harmonerer dårligt med pressens både principielle og kommercielle interesse i at sætte tærsklen højt i sager om åbenhed.

Dekanernes kronik viser en del om, hvordan eliten i MSM tænker, eller rettere: hvordan man ikke tænker særlig dybt over tingene. Man betragter NYT som hævet over enhver kritik. Hvis red Bill Keller siger, at det var nødvendigt at offentliggøre, så er den sag ikke længere. Denne næsegrus respekt udleves på trods af, at avisen i dag er præget af ensidig venstredrejet journalistik, hvor kilder vinkles, udelades eller fordrejes til at passe et på forhånd givent journalistisk mål. F.eks. har både WaPo og NYT oplevet den uhørte skam at blive hængt til tørre på det Hvide Hus’ hjemmeside med faktuelle fejltagelser, der ville være pinlige selv for en gratisavis (se her og her). Man begynder at forstå niveauet i MSM, også herhjemme, når det bliver klart, at NYT og WaPo stadig betragtes som højdepunktet af journalistik — blandt journalister, altså. Samtidig tager dekanerne Plame-sagen, og frem for at diskutere den, så smider man den blot ud nærmest i forventning om en pavlovsk accept fra læserne. Man er tydeligvis hverken vant til (selv-)kritik eller kritik fra andre.

Gad vide, hvordan Plame-sagen tager sig ud i danske MSM. Stilheden er foruroligende.