Kategoriarkiv: Tidligere skribenter

Easterly om Afrika og ulandsbistand

Af Stanislaw, den 17. februar 2006. Skriv et svar

En af mine favorit-økonomer,William Easterly, havde for nyligt dette indlæg – “The West can’t save Africa” – i Washington Post. Easterly illustrerer meget godt, hvordan almindelige afrikanske entreprenører forsøger at få kontinentet på fode på trods af vanskellige vilkår, alt imens vestlige “celebs” – bogstavelig talt – render rundt og slår på tromme. Ikke nok med det. Midt i disse menneskers iver for at frelse verdens fattigste, glemte man at inddrage dem, det hele handler om: afrikanerne. “Everyone, it seems, was invited to the “Save Africa” campaign of 2005 except for Africans.” Velmenende vestlige musikere, skuespillere, politikere mv. kan ikke frelse Afrika fra dets armod, og parolen “If aid efforts aren’t producing the desired results, then redouble those efforts” er simpelt hen forfejlet. Pointen:

“Economic development in Africa will depend – as it has elsewhere and throughout the history of the modern world – on the success of private-sector entrepreneurs, social entrepreneurs and African political reformers. It will not depend on the activities of patronizing, bureaucratic, unaccountable and uninformed outsiders.”

Tag den!

Lad mig i samme forbindelse benytte lejligheden til at gøre lidt reklame for Easterly’s nye bog: “The White Man’s Burden: Why the West’s Efforts to Aid the Rest Have Done So Much Ill and So Little Good”. Jeg har endnu ikke selv læst bogen – den udkommer først den 20. marts – men hvis den er blot i nærheden af at være lige så informativ, lærerig, velskrevet, provokerende og underholdende, som Easterly’s forrige bog, så har vi alle noget at glæde og til. Mere om den sag senere…

2008: Hillary Clinton mod George Allen IV

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 14. februar 2006. 5 svar

Jeg har efterhånden et par gange “pushet” ideen om, at det amerikanske 2008-præsidentvalg bliver mellem senatorerne Hillary Clinton og George Allen.  Så her er lidt mere om emnet …: I disse dage holder den amerikanske organisation Conservative Political Action Conference (C-PAC) sit 33. årsmøde, og det er efterhånden veletableret som den organiserede højrefløjs største sammenkomst.  Dette er naturligvis de ideologiske græsrødder, men da det i vidt omfang er dem, der driver den tidlige del af primærvalgsprocessen, er det værd at bemærke, hvor de lægger deres stemmer, og et “prøvevalg” blandt de 1.251 deltagere m.h.t., hvem de tror vil vinde nomineringen gav følgende resultat:

  • George Allen: 22%
  • John McCain: 20%
  • Rudy Giuliani: 12%
  • Condoleezza Rice: 10%

Dette kan sammenlignes med sidste års resultater fra samme “event”:

  • Rudy Giuliani: 19%
  • Condoleezza Rice: 18%
  • George Allen, Bill Frist, John McCain: 11%
  • Rick Santorum, Bill Owens, Mitt Romney: 4%
  • Newt Gingrich: 5%
  • George Pataki: 2%
  • Chuck Hagel, Mike Huckabee, Tim Pawlenty: 1%
  • Haley Barbour: 0%

Man kan iøvrigt bemærke, at C-PAC deltagernes forventninger ikke er så fjerne fra markedets forventninger til det faktiske udfald.  På Intrade.com handles der p.t. til disse priser

  • John McCain: 30,5
  • George Allen: 27,2
  • Rudy Giuliani: 11,2
  • Mitt Romney: 7,1
  • Condoleezza Rice: 4,7
  • Newt Gingrich: 3,6
  • Jeb Bush: 3,6
  • Mike Huckabee: 2,5
  • Bill Frist: 2,4

Med andre ord kunne noget altså tyde på, at det p.t. tegner til et kapløb mellem McCain og Allen.  Hvad med en McCain/Allen “ticket” i 2008?  Det er efterhånden sjældent set, at en vinder tager sin væsentligste konkurrent fra primærvalgene som running-mate–var det mon Reagan/Bush i 1980? (Og selv da var det en beslutning i sidste øjeblik, hvor meget andet tydede på en Reagan/Ford “ticket” …!) Men alt andet lige ville McCain/Allen nok være et ret stærkt team.  (At min personlig holdning så er–som tidligere antydet–at McCain er en opportunist og/eller en totalt løs kanon, skal ikke skygge for, at jeg mener, at han vil være en stærk kandidat.  Omend næppe helt så stærk, som de foreløbige match-ups antyder.)

John Fund fra Wall Street Journal kan endvidere berette dette om C-PAC deltagernes syn på Bush/hans administration:

“On issues, the CPAC crowd sent a mixed message to the Bush administration. Support for its policies on some points was nearly unanimous: 92% liked his judicial selections, 87% supported the war in Iraq and 83% liked his tax cuts. But support fell to dangerously low levels on two issues: Only 48% approved of his plans on handling immigration and 43% felt he had done enough to reduce government spending.”

“For a group that wants to support the president, that’s troublesome,” pollster Tony Fabrizio, who tabulated the results, told me. He also indicated that since CPAC attendees are about evenly divided between those who emphasize social conservatism and those who come from a more economically conservative background, the breakdown in support for Mr. Bush is worthy of note. “The social conservatives are more likely to stick with him across the board on all issues,” he told me. “Where he has a problem is with the economic conservatives, who are becoming more skeptical.”

Og med god ret.

PS.  De konservative græsrødder i C-PAC mente iøvrigt også, at Bill Clinton er det mest seriøse bud på en “First Husband” …

Set udefra

Af admin, den 10. februar 2006. 11 svar

Midt i balladen er det nyttigt at læse udenlandske medier for at få et billede af situationen set ude fra.

Her til morgen faldt jeg over dette referat fra New York Times af statsministerens seneste tale.

Mange læsere af denne blog vil sikkert være uenige, men for mig er den slags taler med til at give ekstra tålmodighed med en regering, som på andre langt mere trivielle punkter synes at savne mod og visioner.

Balladen har været nyttig. Den har vist, hvor folk står. Den har lært os nok engang, hvor forkert det er at fordømme folk under henvisning til fællesnævnere som danskere eller muslimer. Ethvert menneske er et individ og bør bedømmes for sine egne handlinger.

For mig at se har sagen fastslået, at ytringsfriheden har grænser, at disse grænser fastsættes af domstolene, at disse grænser bør være vide, og at domstolene ved fastsættelsen af disse grænser skal vise samme respekt for islam som for kristendommen, hverken mere eller mindre.

Lad os så komme videre.

Fjodor Dostojevskij og reaktionens faldgrube

Af Jørgen Møller, den 9. februar 2006. 1 svar

Fra tid til anden er det lærerigt at se verden gennem litteraturen. I dag – den 9. februar – udgør en passende anledning. På denne dato for 125 år siden afgik Fjodor Mikhajlovitj Dostojevskij ved døden. Han er altid et besøg værd. Men han er i særdeleshed et besøg værd for en tid, der søger at finde en sikker sejlrende gennem religiøst oprørte vande. Dostojevskij pløjede disse vande tynde sit liv og sit forfatterskab, og man bliver klogere på menneskelivet ved at tage på strejftog i hans univers. Den store forfatter fortæller, uden omsvøb, sit publikum, at mennesket er i sine lidenskabers vold – og at fornuften sjældent kan byde følelserne trods. Mennesket har brug for at være bundet, moralsk set. Kun sådan kan dets fordærvelse holdes i ave, lyder hans budskab. Det er bestemt værd at lytte til. Men lige så uovertrufne, hans kritiske tanker er, lige så hult klinger hans alternativ. Dostojevskij var – sin blændende forståelse for menneskets begrænsninger til trods – et barn af Ruslands store ‘messianske’ tradition. Han var opflasket med troen på et kommende Utopia, og den dåbsgave kastede han aldrig på flammerne.

‘Dostojevskij’. Ordet har en dyster klang. Det fremmaner et billede af noget mørkt, noget ildevarslende. Årsagen skal ikke blot findes i det fonetiske. For eftertiden står Fjodor Mikhajlovitj Dostojevskij som selve legemliggørelsen af den ‘byzantinske’ virkelighedsopfattelse. I Dostojevskijs univers hersker sammensværgelserne, dunkle rænkesmede lader tilværelsens fjedre snurre mellem deres fingre, og de få af sjælen og hjertet rene kan intet stille op imod overflødighedshornet af mesalliancer, menedere og maskepier.

Men Dostojevskij har også et andet ansigt. Naturen havde forlenet ham med en nærmest uhyggelig indsigt i det menneskelige sind. I sine store romaner tager han temperaturen på de indre lidenskaber – på frygt, afmagt, foragt og fortabelse – som ingen anden, før eller siden. Mennesket er af natur uforudsigeligt, irrationelt, uansvarligt og lunefuldt, fortæller han os.

Den menneskeopfattelse førte ham ad åre frem til et voldsomt angreb på de franske oplysningsfilosoffer, og deres liberale og socialistiske afkoms, fornuftsdyrkelse. I det, der givetvis er forfatterskabets mest berømte kapitler, beretningen om Den Store Inkvisitor i Brødrene Karamazov, leverer Dostojevskij et imponerende forsvar for hiin enkelte – en advarsel imod alle de selvoptagne politikere, der, ganske som Den Store Inkvisitor, bruger deres liv på at tvinge andre til at leve på en bestemt måde. I den lille historie, der bliver fortalt af Ivan Karamazov, vender Jesus for en stund tilbage til Jorden, eller nærmere bestemt til Inkvisitionens Sevilla. Ingen, heller ikke Inkvisitoren, er i tvivl om, at dette er Menneskesønnen. Men netop derfor bliver han prompte pågrebet. Inkvisitoren skoser ham for at have ledet mennesket på afveje, at have opfordret det til at leve af tro og menneskekærlighed alene. Mennesket har brug for at blive dirigeret af de vidende på alle kanter og leder, ikke selv at finde vejen frem, får Jesus læst og påskrevet.

Det er ikke tilfældigt, at Dostojevskij bruger en religiøs allegori til at illustrere sin pointe. Hans advarsel imod fornuftsdyrkelsen hænger intimt sammen med hans kristne trosbekendelse. Kun gudstroen kan løse alle de problemer, der ligger uden for fornuftens anvendelsesområde. Det er netop det, de franske oplysningsfilosoffer og deres socialistiske arvtagere aldrig forstod, forkynder Dostojevskij igen og igen, både i sine romaner og i sine journalistiske skriblerier. I Brødrene Karamazov fortæller selveste Djævlen Ivan Karmazov, hvorfor ateisten er hans naturlige allierede:

“I denne betydning er ‘alt tilladt’ for ham. Og ikke nok med det; selv om denne periode aldrig indtræder, så har det nye menneske, da Gud og udødeligheden alligevel ikke eksisterer, lov til at opkaste sig til menneskegud – om så bare den eneste i hele verden – og har da naturligvis i sin nye rang lov til med let hjerte at springe over enhver tidligere moralsk forhindring stammende fra det tidligere slavemenneske, om det skulle blive nødvendigt. For Gud eksisterer ingen lov! Hvor der kommer en Gud – der er pladsen Guds!”.

Djævlen sætter her ord på den overmenneskelære, Nietzsche næsten samtidig gjorde berømt i Vesteuropa. Gud er død, lyder budskabet, og dermed står alle hidtidige sandheder og værdier for fald. Samfundsmoralen – der udspringer af den kristne etik, slaveetikken – har ganske og aldeles mistet sin gyldighed. Intet er sand, alt er tilladt, som himmelstormeren Nietzsche formulerer det.

Nietzsche lovpriser denne udvikling, og han ønsker at se det nye ‘overmenneske’ afløse det kristne ‘slavemenneske’. Dostojevskij er helt enig i diagnosen, men han finder resultatet skræmmende ud over alle grænser. Vor russiske ven afviser ligeså de liberales tro på, at det fornuftstro menneske skulle kunne udfylde sig i Guds tomme trone. At dyrke en idé – det væres sig herremoralen eller fornuften – er for ham at tilbede djævlen.

Dostojevskijs kritik af forestillingen om, at den menneskelige fornuft kan gøre os i stand til at skabe et perfekt samfund er al ære værd. Tænk blot på den række af udskejelser, der i det 20. århundrede blev retfærdiggjort i den ‘videnskabelige socialismes’ navn – på Lenins, Stalins, Maos og Pol Pots forsøg på at skabe et nyt menneske, et homo novus. Men Dostojevskijs reaktion bragte ham langt ud på overdrevet. Efter at have forkastet sin ungdoms radikalisme – der blandt andet førte til en periode i sibirisk fangenskab og efterfølgende eksil – valgte han at omfavne en sværmerisk modpol.

Den ældre Fjodor Mikhajlovitj sprang med tiden ud som fuldblods utopiker. Den slaviske – eller ortodokse – idé var, hvad han havde at tilbyde sine tørstende disciple. Rusland skulle lære Europa næstekærlighed og derved berede vejen for et kommende kristent tusindårsrige, lyder det igen og igen i En forfatters dagbog, hans store journalistiske kommentar til egen samtid. Og Dostojevskij deltog ikke bare i dansen om Utopia, hans Utopia havde en meget følelig natside.

“Idoliseringen af krig, ævlet om et stort folks skæbne, den store territoriale appetit akkompagneret af fredselskende budskaber og frem for alt den opstemte, hysteriske og nogle gange modsætningsfyldte skrivestil – alle disse kendetegn placerer En forfatter dagbog i kategori med Hitlers Mein Kampf.”

Ordene stammer fra Ronald Hingleys Dostojevskij-biografi, og der er noget om snakken. Fjodor Mikhajlovitjs budskab om et kommende universelt broderskab ytrede sig igen og igen på en meget grim måde. Den venlige udlægning af teksten lyder, at Dostojevskij ikke så nogen modsætning mellem at ophidse til krig og forlange territoriale udvidelser på den ene side og forkynde det kristne kærlighedsbudskab og menneskelig ydmyghed på den anden side. For de kristne værdier kunne kun komme til ære og værdighed, når Rusland stod alene tilbage på valen.

Der er næppe tvivl om, at Dostojevksij så sådan på sagen. Men det gør ikke hans svadaer mindre modbydelige, og det er ikke en formildende omstændighed. Det er tværtimod et soleklart eksempel på, at en sværmen for absolutte sociale sandheder, i dette tilfælde et kristent tusindårsrige, må føre til noget meget grimt, hvor ‘næstekærlig’ hensigten end måtte være.

Dostojevskijs opfordring til krig imod tyrkerne i 1870erne er således præget af absurde løgne, fordrejninger af halve sandheder og generel galmandssnak. Rusland kan ikke længere lægge bånd på sin “Drang nach Osten” uden at forråde sig selv, lyder det igen og igen i Dagbogen. Ved en anden lejlighed er det jøderne, Dostojevskij lader sin galde gå ud over. Ruslands tre millioner jøder er nedrige blodsugere, parasitter der
lever på deres værts bek
ostning. Ved første øjekast er de fleste af dem nok fattige og isolerede. Men i virkeligheden indgår de, alle til hobe, i én og samme verdensomspændende sammensværgelse.

Dostojevskijs store alternativ til fornuftsdyrkelsen – den kristne fordring – indeholder altså en betydelig natside, når den bliver overført fra den abstrakte til den konkrete sfære. De praktiske anbefalinger har karakter af ren russisk chauvinisme og xenofobi. Dostojevskij forvandler, i en højere idés navn, det kristne næstekærligheds budskab til en opfordring til krig og ødelæggelse; han forvandler noget meget smukt til noget meget grimt. Hvor efterlader det os?

Aben er stadig hos os, vil jeg sige. For nok kan vi afvise Dostojevskijs alternativ, men det gør selvsagt ikke hans tanker om det nødvendige i den moralske binding og hans fornuftskritik mindre væsentlig. Lad os tage dem efter tur.

Hvis Gud er død, er alt så ikke tilladt? Hvad sørger for, at mennesket ikke sætter kurs imod stjernerne, når den religiøse bundethed er kastet overbord? Ved første øjekast har Dostojevskij en stærk sag. Men vor russiske ven begår sin idelige fejl. Han fører tanken til en ekstrem konklusion, som den ikke kan bære. Det er simpelthen forkert, at det eneste, der binder os, er den religiøse fordring. Vi bliver – som venner, familiemedlemmer, kolleger og landsmænd – bundet af vores egen empati. Selv hvis vi ikke føler os ansvarlige egne handlinger, så føler vi os som regel ansvarlige for vore nærmestes ve og vel. Og sådan er det, uanset om vi er ateister eller gudfrygtige.

Anderledes med fornuftsdyrkelsen. Her har Dostojevskij helt klart fat i den lange ende. Knap halvandet århundrede efter han skrev, er det svært ikke at blive slået af den forudseenhed, men hvilken han diagnosticerer ‘hyperrationalismens’ elendighed. Det kan ikke gentages for ofte: ønsket om med fornuften som vejviser at skabe et perfekt samfund er den sikre vej til trældom. Ja, vi kan – med Rusland under Lenin og Stalin som eksempel – gå et skridt videre end det. Den overdrevne fornuftsdyrkelse er en opskrift på at nedsænke mennesket til helvedes lavere cirkler.

Den store russiske forfatter lagde kort sagt pen til samtidens klareste undsigelse af de kræfter, der i 1917 skulle føre Rusland i afgrunden. Han forudså, og han advarede imod, den kommende russiske tragedie. Men – og det er det forstemmende ved beretningen – han pustede samtidig til ilden. Hans alternativ var skåret over samme ham, som det han kæmpede imod. Hans sværmeriske evangelium styrkede blot den store utopiske tanke, der samlede kræfter i Rusland i hine tider: til stor fortræd for de kommende generationer af russere.

Så selv om Dostojevskij bestemt en læsning værd, i dag såvel som i slutningen af 1800-tallet, så behøver vi ikke at købe hele pakken. Vi behøver ikke – som Dostojevskij – at vade lige lukt i reaktionens faldgrube. Eller for at sige det på en anden måde: at give plads til religion er en sund øvelse, også i et moderne samfund, men at udlede absolutte (og dermed kollektivt bindende) politiske eller sociale retningslinier fra det religiøse tankegods er noget, vi bør advare imod. Det er værd at erindre lige for tiden.

Det virker sgu'tte!

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 9. februar 2006. 3 svar

Det ansete National Bureau for Economic Research (NBER) offentliggør ofte spændende, empiriske studier, og jeg bemærkede netop et nyt et, der lyder interessant (også i forhold til diskussioner her på bloggen).  Økonomerne Raghuram G. Rajan og Arvind Subramanian har således lavet rapporten “Aid and Growth: What Does the Cross-Country Evidence Really Show?”, som de selv sammenfatter således:

“We examine the effects of aid on growth–in cross-sectional and panel data–after correcting for the bias that aid typically goes to poorer countries, or to countries after poor performance. Even after this correction, we find little robust evidence of a positive (or negative) relationship between aid inflows into a country and its economic growth. We also find no evidence that aid works better in better policy or geographical environments, or that certain forms of aid work better than others. Our findings, which relate to the past, do not imply that aid cannot be beneficial in the future. But they do suggest that for aid to be effective in the future, the aid apparatus will have to be rethought. Our findings raise the question: what aspects of aid offset what ought to be the indisputable growth enhancing effects of resource transfers? Thus, our findings support efforts under way at national and international levels to understand and improve aid effectiveness.”

Og hermed er bolden givet op til et par interessante diskussioner–eller flere.  Hvis hjælpen ikke gør nogen forskel, hvorfor er den der så overhovedet?  Vil ingen hjælp, realistisk set, kunne gøre nogen forskel?  O.s.v.  Punditokrat Bjørnskov …?

Hvem sagde hykleri…

Af Jacob Mchangama, den 8. februar 2006. 11 svar

De bemærkelsesværdige og frihedselskende egyptiske blogs www.egyptiansandmonkey.blogspot.com og www.freedomforegyptians.blogspot.com (der er blevet lidt af et tilløbsstykke for danskere inklusiv en del trofaste læsere af Punditokraterne), kan nu afsløre, at den egyptiske avis Al-Faqr, i oktober 2005 optrykte de i JP-bragte tegninger af Mohammed til larmende tavshed i hele den muslimske verden.

 

Noget tyder på, at vanviddet vi ser i den muslimske verden har mere karakter af centraliseret dirigisme end spontan (u)orden…

 

Brændemærket

Af Mikael Jalving, den 8. februar 2006. 1 svar

Professor i international politik ved Københavns Universitet Ole Wæver mener, at Danmark vil være brændemærket i lang tid på grund af de 12 karikaturer. Han mener også, at der er en snæver sammenhæng mellem den danske debat og muslimernes trusler. “Hvis tegningerne blev set som noget atypisk for Danmark, ville det have set anderledes ud”, analyserer professoren knivskarpt og fortsætter: “Men for dem, der ser nærmere efter, passer det ind i deres billede af Danmark”. Nu er det nok lidt naivt at tro, at flertallet af de muslimer, der i øjeblikket truer Danmark og danskere på livet, ulejliger sig med at “se nærmere efter”, ligesom det kan synes tvivlsomt, at de har ligeså god tid som professoren til at læse de daglige aviser eller korrespondere med kolleger kloden over. De truende masser har måske også andet at tænke på end lige at downloade det seneste nummer af New Republic eller at blive interviewet til Politiken. Det er måske at overvurdere de truende massers rationalitet. Bare en lille smule. Det er måske også at tillægge debatten i Danmark lidt for megen vægt. At Jyllands-Posten skulle have været en international avis før karikaturerne kommer nok som en overraskelse for de fleste læsere.

Men Wæver taler for en tættere alliance mellem religion og politik, og man kommer ufrivilligt til at tænke på den franske filosof Michel Foucaults fascination af Khomeinis revolution i Iran. Her fandt filosoffen endelig, hvad han havde søgt efter hele sit liv: “politisk spiritualitet”. I oktober 1978 skrev Foucault om Iran, at landet mindede ham det det, “Vesten havde glemt siden renæssancens og kristendommens store kriser, nemlig muligheden af en politisk spiritualitet”.

Kære professor, er du endt derude?

Om (de såkaldte) NGO'er

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 8. februar 2006. 1 svar

Et af de udtryk, der i de senere år har irriteret mig mest, er “NGO’er”–d.v.s. “non-government organizations”.  Dette udtryk bruges som regel til at beskrive en blandet landhandel af organisationer, der generelt kan sammenfattes som værende karakteriseret af ihvertfald to ting: De er 1) relativt langt til venstre i det politiske spektrum; 2) dybt afhængige af skattekroner fra de stater, som de angiveligt ikke er en del af.

Ikke desto mindre giver journalister og stater typisk disse organisationer en ukritisk dækning på linie med, at de var udsendte repræsentanter for Oraklet fra Delphi, inkarnationer af Leonardo da Vinci/Mahatma Gandhi, o.s.v.

I USA er man derimod generelt lidt mere kritisk nærgående overfor f.eks. MSM–og nu også NGO’ere.  Tænketanken American Enterprise Institute og juristsammenslutningen Federalist Society for Law & Public Policy er således nu gået sammen om at drive et NGO Watch.  Her kan man bl.a. læse dette om formålet:

“In recent years, NGOs have become more prominent, more visible across a broader spectrum of interests. Governments and international organizations increasingly rely on NGOs to implement aid programs and deliver development assistance, channeling millions of dollars through these organizations and arguing, in effect, that NGOs have the capacity to address social and environmental problems with greater efficiency than government agencies. Today, thousands of internationally operating NGOs deliver billions of dollars of assistance annually, and the U.S. government gives a large share of its aid funds through NGOs.

NGO officials are widely cited in the media and relied upon in congressional testimony; corporations regularly consult with NGOs prior to major investments. NGOs also use their growing influence inside international organizations to push for the establishment of globalized standards and international legal norms. Yet this growing local and global role has in large part been unchecked and unregulated. Coupled with sparse (or reluctant) practices of public disclosure and a spate of high-profile NGO scandals in the last decade, calls for greater transparency in NGO operations have been resounding. Who funds NGOs? How effective are their programs? How do they influence governments and international organizations? What are their agendas? And to whom are they accountable?”

NGO Watch fokuserer f.eks. i en kommende konference på organisationer, der promoverer begrebet “corporate social responsibility”:

“What really is Corporate Social Responsibility? Do companies that engage in it cheat their shareholders and mislead the public by greenwashing or are they investing in their long-term future? These and other question will be discussed at the upcoming NGOWatch Conference.”

Kroszner udnævnt til "The Fed"

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 6. februar 2006. Skriv et svar

Den amerikanske Chicago-“retsøkonom”, den kun 43 årige professor Randall (“Randy”) S. Kroszner, som nogle punditokrater (og ihvertfald en enkelt læser eller to) kender personligt og/eller fagligt, er i den forgangne uge blevet udnævnt til en top-post af præsident George W. Bush, nemlig Federal Reserve Board, den amerikanske centralbanks bestyrelse.

Den Harvard-uddannede Kroszner er–som undertegnede og enkelte andre punditokrater–en alumne fra det fortrinlige Institute for Humane Studies, og han er tillige en nær, gammel ven af to George Mason University økonomer, der undertiden nævnes på disse sider, Dan Klein og MarginalRevolution.com‘s Tyler Cowen.

Og så er hans CV ganske pænt for en 43-årig …  Kroszners fagspeciale er regulering i et public choice-lignende perspektiv, og han har ledet University of Chicagos forskningscenter herfor–meget passende kaldet The George Stigler Center for the Study of the Economy and the State, ligesom han er redaktør for det ansete Journal of Law & Economics.  Kroszner var 2001-03 medlem af Bushs Council of Academic Advisors og var en af hovedkræfterne bag at få Bushs skattelettelser designet.

Bloomberg News fortæller i en artikel om Kroszner og et andet nyt medlem af Federal reserve Board dette om mandens politiske profil:

“Much of Kroszner’s work expresses skepticism about government attempts to fix economic problems. In a January 2004 interview with the Richmond Fed’s “Region Focus” magazine, Kroszner said Friedrich Hayek and Milton Friedman, both Nobel Prize winners, were the two economists who most influenced him. Both are famous critics of socialism and government intervention in the economy.

“`I am a great believer in the power and importance of free market,” he told the Richmond Fed publication. “It’s not because I think those markets work perfectly; it’s because I can’t think of a better alternative.””

Chicago Tribune siger, at Kroszner “has a libertarian bent when it comes to issues like taxation and entitlement programs. He has long expressed skepticism about government attempts to fix economic problems.”. Jow, den er vist go’ nok …

Punditokraterne ønsker held og lykke!

Ugens citat: Friedman om Skandinavien–og alt muligt

Af Redaktionen, den 6. februar 2006. 2 svar

Vores allesammens “Onkel Milton”–altså Nobelprisvinderen Milton Friedman–er (som nævnt før her på stedet) “still going strong” og skarp som Occams Razor, selv om han nu nærmer sig de 94.  Det fremgår med tydelighed af et længere interview i New Perspectives Quarterly, som kommer vidt omkring: Irak krig, Reagan & Thatcher, Bush, EU, den “tredje vej”, og meget, meget andet–bl.a. de skandinaviske velfærdsstater:

NPQ | Perhaps the Scandinavian countries are a model to look at. They are high-tax but also high-employment societies. And they have freed up their labor markets much more than in Italy, France or Germany.

Friedman | Though it is not as true now as it used to be with the influx of immigration, the Scandinavian countries have a very small, homogeneous population. That enables them to get away with a good deal they couldn’t otherwise get away with.

What works for Sweden wouldn’t work for France or Germany or Italy. In a small state, you can reach outside for many of your activities. In a homogeneous culture, they are willing to pay higher taxes in order to achieve commonly held goals. But “common goals” are much harder to come by in larger, more heterogeneous populations.

The great virtue of a free market is that it enables people who hate each other, or who are from vastly different religious or ethnic backgrounds, to cooperate economically. Government intervention can’t do that. Politics exacerbates and magnifies differences.

Hat tip: Dan Drezners blog.

Den omvendte verden

Af Jørgen Møller, den 4. februar 2006. 33 svar

Enhver, der bruger den komparative metode som hjælpemiddel, kender følelsen af at skue ud over verden og undre sig. Det skal man ikke være ked af, for det er på den måde, man bliver klogere (eller i hvert fald har en chance for at blive det). I disse dage er jeg blevet ramt af en sådan undren. Den stammer fra en ganske bestemt kløft i de internationale reaktioner på Muhammed-sagen.

For at gøre sagen helt enkel, så har de store kontinentaleuropæiske lande ret utvetydigt markeret, at det er i orden at gøre grin med den gode profet og hans skæg – eller at ytringsfriheden i hvert fald står over hensynet til religiøse ligtorne. Betydningsfulde franske og tyske aviser har været hurtige til at vise tegningerne, og reaktionen på det politiske niveau har ikke været meget anderledes. Det første udenlandske politiske parti af betydning, der bakkede op om Jyllandsposten, var de franske socialister – mere sigende kan det næsten ikke blive. Senere har den franske indenrigsminister og den tyske udenrigsminister fulgt trop.

Fra de to store angelsaksiske lande har tonen derimod – så vidt jeg kan fornemme – været en anden. Den engelske udenrigsminister har fordømt tegningerne, og den amerikanske regering er på linie med denne udmelding. Begrundelsen har været den samme: at ytringsfrihed ikke giver ret til at spotte en religion.

Det mønster er vi ikke ligefrem vant til herhjemme. Det plejer at være Storbritannien og USA, der rager kastanierne ud af ilden, når vi er i udenrigspolitiske problemer. Og holdningsmæssigt plejer afstanden over Nordsøen at være mindre end afstanden over den nordtyske hede og Vogeserne.

Hvorfor er det anderledes denne gang? Hvorfor denne omvendte verden? Jeg er meget interesseret i at høre nogle bud. For at åbne ballet vil jeg lægge for med den forklaring, jeg selv greb til, da det beskrevne mønster begyndte at stå klart.

Jeg tror, vi skal søge i hvert fald en del af svaret i ideernes verden. Det synes – meget forsimplet – at være skellet mellem den radikale franske og den skeptiske skotske oplysningstid, der spøger. De franske oplysningsfilosoffer, anført af Voltaire, havde kun hån til overs for religion. For dem var der ingen tvivl – der kunne og skulle aldrig være en balancegang mellem ytringsfrihed og religiøse tabuer. Ja, vi kan gå endnu længere. Religion, det bras, skulle kasseres, og det kunne ikke gå hurtigt nok. Fornuften skulle så sætte sig i den gamle overtros sted, og dermed ville en ny og smuk tidsalder indvarsle sig.

I Frankrig står den overbevisning meget stærkt den dag i dag. Det er ikke tilfældigt, at de franske aviser har været hurtige til at kalde Voltaire til undsætning. Men vi kender også synspunktet herhjemmefra – det gennemsyrer eksempelvis Ralf Pittelkows analyser af den igangværende dyst mellem det moderne og det traditionelle, mellem det sekulære demokrati og den islamiske lovreligion.

De skotske oplysningsfilosoffer valgte et andet spor. Lad os holde os til Hume, for hans synspunkter og person er meget sigende. Selv var han, efter al sandsynlighed, ateist, men han tordnede aldrig imod religion. Det var der en grund til. Hume nærede nemlig ikke Voltaires tillid til den menneskelige fornuft. Han anerkendte, at en stor del af den menneskelige verden ligger uden for fornuftens anvendelsesområde. “Fornuften er altid følelserne slave”, som hans erkendelsesteoretiske diktum lyder. I forlængelse heraf gav det heller ingen mening at ville afvise religion. For det er ikke rationelt muligt at bevise, at det guddommelige ikke eksisterer – ganske som det ikke er muligt at levere et rationelt gudsbevis.

I samtidens øjne var Hume lidt af en hedning, men det er samtidigt klart, at hans tankegods giver meget mere plads til religion, end tilfældet er for Voltaires. Den læsning af teksten har holdt sig stærk i specielt USA, men også i Storbritannien. Og hermed er vi fremme ved mit bud på det identificerede paradoks: hvor franskmændene (og til dels tyskerne) ikke er parat til at lave en konkret afvejning mellem hensynet til religionen og hensynet til ytringsfriheden (fornuftens tro væbner), så er de angelsaksiske lande langt mere tøvende på dette punkt.

Hvis denne forklaring er rigtigt – og det er bestemt ikke sikkert – så maner det til omtanke. For Voltaires synspunkt er ekstremt, og ekstreme synspunkter skal man normalt vare sig for. Jeg synes ikke, at Jyllandsposten er gået over grænsen i den konkrete sag. Det er på sin plads at få sat spørgsmålstegn ved en lovreligions anvendelsesområde i et moderne demokrati. Jack Straw og co. har, med andre ord, ikke været i stand til at holde vægten lige.

Men jeg mener, at man skal vare sig for at drage den konklusion, at religion skal ned med nakken i et moderne samfund (som jeg synes, Pittelkow er på grænsen til at gøre af og til). For så bevæger man sig ud på tynd is, al den stund at fornuften ikke er en gangbar erstatning. Hvis den var det, så ville kommunismens færd mod det forjættede land ikke være endt i et Dysterland – det er altid værd at erindre sig.

Men lad os komme tilbage til paradokset. Hvilke forklaringer på kløften mellem den kontinentaleuropæiske og den angelsaksiske reaktion har I andre på lager? Og er der overhovedet tale om en kløft? Lad høre, lad høre.

Menneskeretlig kulturkamp

Af Jacob Mchangama, den 4. februar 2006. Skriv et svar

I modsætning til på den hjemlige scene er der blandt amerikanske borgerlige en livlig aktivitet på menneskerettighedsområdet. National Review havde i torsdags således hele to artikler, vedrørende emnet. Artiklerne tager hul på den kamp om menneskerettighedernes natur, som er nødvendig, hvis disse rettigheder skal fortsætte med at give mening i fremtiden, noget som den seneste tids Mohammed-strid i mine øjne tydeligt har understreget behovet for. Artiklerne kritiserer FNs bestræbelser på menneskerettighedsområdet (ligesom jeg selv har gjort) og advokerer, at liberale-demokratier opretter et alternativt menneskerettighedsforum til FN.

I en af artiklerne skriver Brett D. Schaeffer bl.a.:

Despite [..] the fact that each U.N. member state is party to at least one of the seven major human-rights treaties, the U.N. in recent decades has failed miserably to promote basic human rights in practice. Perhaps no institution illustrates this more than the U.N. Commission on Human Rights. […]Sadly, the commission has devolved into a feckless organization that human-rights abusers use to block criticism or action promoting human rights. Six of the fifty-three members of the commission in 2005 were considered among the world's "worst of the worst" abusers of human rights by Freedom House. China, Cuba, Ethiopia, Saudi Arabia, Sudan, and Zimbabwe were members of the Commission in 2005.
[…]Governments, non-governmental organizations, and others seeking to strengthen observance of basic human rights should not let affection for the U.N. blind them to its inability to hold abusers to account. As noted by the bipartisan U.N. Task Force, "[U]ntil the United Nations holds its members accountable for their failure to observe well-established human rights norms, the United Nations is not the best forum for the proposed Human Rights Council." Instead, advocates should seek to establish a human rights body that is independent from the U.N. and open only to democracies that respect political and economic freedom. Because representative governments already practice political freedom and basic human rights, they are most likely to promote those standards.
Human-rights advocates should not shy away from uncomfortable truths. Perhaps the U.N. will one day be dominated by democratic states that respect the freedoms of their citizens and demand similar standards from all U.N. member states. But that is not the U.N. of today. The likely failure of the U.S. and other nations to create a smaller, more effective Human Rights Council that excludes human-rights abusers and non-democracies from membership should be a clear sign that the U.N. cannot serve as the focal point for human-rights abuses. If the U.N. cannot serve as the primary vehicle in pursuit of that goal, the U.S. and like minded countries should pursue alternatives.

Med udgangspunkt i FN systemets fiaskoer skriver Joseph Loconte bl.a.:

[..]Apologists for repressive governments, of course, love to talk this way: Farm subsidies are the moral equivalent of women being brutalized by militias in Congo or sold into sexual slavery in Cambodia. Or, in the case of Pakistan, of religious minorities being jailed and assaulted for allegedly violating blasphemy laws. In other words, no nation's political culture is better or worse than any other's.

It is not just problematic regimes that debase the concept of human rights with this kind of evasion. This is the logic of multiculturalism, an ethos that infects the United Nations from top to bottom. Echoed endlessly in U.N. reports and resolutions, this ethos has helped create a deep-seated cynicism about the nature of human rights. More than any other factor, it threatens to derail the current effort to reform the Human Rights Commission before its March meeting in Geneva.
U.N. defenders shrug all this off by claiming that the United Nations is only as good as its member states. That's a half-truth: By giving dictatorships equal voting power with democracies, the system almost guarantees that no meaningful agreement can be reached as to what counts as a violation of human rights. John Prendergast, senior adviser at the International Crisis Group, emphasizes the political will of the Security Council: "All the reports and speeches of these U.N. bodies count for nothing," he says, "if the Security Council is not prepared to fulfill its responsibilities." True enough. Yet it's hard to conceive of non-democratic states — and there are plenty of them on the Security Council — eager to fulfill their human-rights obligations, especially when there are no serious consequences for failing to do so.

Shouldn't the task of defending fundamental human rights be limited to democratic states with a measurable record of success? And if such an alliance can't function effectively within the United Nations, isn't it time to consider operating outside of it?
A growing number of scholars, it seems, believes it is. Ivo Daalder of the Brookings Institution and James Lindsay at the Council on Foreign Relations have called for the creation of a new coalition of democracies "to confront common security challenges." Ruth Wedgewood, professor of international law and organizations at Johns Hopkins University, argues for a U.S. policy of "competitive multilateralism" — that is, creating informal coalitions outside of the United Nations to tackle issues of mutual concern. "There still seems to be no momentum for change at the United Nations," she writes. "If things can't be changed from within, members may need to vote with their feet, one issue at a time." Joshua Muravchik, a scholar at the American Enterprise Institute, is equally blunt. "The effort to be a proto-world government is the crux of the U.N.'s worst failings," he writes in The Future of the United Nations. Rather, he argues, a group of democracies could form a committee on human rights to "forthrightly condemn and publicize egregious abuses."

Disse tider viser, hvor vigtigt det er at stå fast på grundlæggende vestlige værdier som basale menneskerettigheder utvivlsom udgør en vigtig bestanddel af. Et alternativ til FN på menneskerettighedsområdet, som fokuserede på kombinationen af grundlæggende politisk, borgerlig og økonomisk frihed, frem for rettighedsbaseret udviklingshjælp, menneskerettigheder og globalisering, kollektive rettigheder og anden relativisme, som udvander menneskerettighederne og ophæver forskelsbedømmelsen mellem frie og totalitære lande, ville være udtryk for vestlig principfasthed af den bedste og mest inspirerende slags.

Frihed og så … de dersens tegninger, I ved … III

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 3. februar 2006. 4 svar

Jeg kom lige i tanke om denne, nu sørgeligt aktuelle, klumme, som jeg havde i Berlingske Tidende for kun lidt mere end et år siden.

Ja!

Berlingske Tidende 4.  december  2004, 2 sektion, magasin, side 19

Bør ytringsfriheden være absolut og ukrænkelig? Svaret er kort, enkelt og principielt.

Af Peter Kurrild-Klitgaard, kommentator, ph.d.

Imam Abu Laban spurgte for to uger siden retorisk sin menighed og journalisterne i moskeen, om det virkeligt kan være sådan i Danmark, at man har ret til at fornærme mennesker ved at tale grimt om ting, de tror på?

Ja. Så enkelt, og netop i Grundtvigs fædreland kan det i disse dage – i mere end én forstand – være værd at holde sig for øje, at frihed er en ret for såvel Loke som Tor. Altså både for de »pæne« og for de »grimme«.

Men, siger nogen, vi har jo allerede begrænsninger af ytringsfriheden: Der er forbud mod blasfemi, racisme, bagvaskelse, injurier o.l. Det er sandt, men at der allerede eksisterer begrænsninger af ytringsfriheden, er jo ikke et argument for yderligere begrænsninger. At mange lande forbyder narkotika betyder jo heller ikke, at alt, som mennesker kan skade sig selv med, skal forbydes. Om noget burde inkonsekvens komme friheden til gunst.

Men hvad så nu, når f.eks. troende muslimer pointerer, at de føler sig stødt? Det er bare ikke nok, for alt kan være stødende og sårende. Jeg bliver i dårligt humør, når jeg udsættes for en Rainer Werner Fassbinder-film. Jeg mener, at Klaus Rifbjerg og Carsten Jensen ofte er urimeligt grove i deres verbale behandling af folk, der tør mene noget andet. Jeg får det næsten fysisk dårligt af tolvtonemusik. Jeg mener, at astrologi, numerologi og de fleste TV2-programmer er en fornærmelse mod folks intelligens.

Men hvilket samfund ville vi have, hvis man skulle forbyde alle ytringer, der ville kunne fornærme, støde eller på anden vis genere mennesker? Så skal man have lov til at sige selv ting, der kan gøre andre mennesker gale, kede af det, sårede osv.? Ja. Det er en af de grundpiller, som den vestlige, liberal-demokratiske tradition hviler på.

Skal en ikke-muslim have ret til at citere Koranen og fortælle vitser om profeten? Ja. Har vi andre ret til at sige, at vi synes, at han skal lade være, hvis formålet er at genere troende? Ja.

Skal Andres Serrano have ret til at nedsænke et krucifiks i urin og blod, kalde det kunst, betegne det »Piss Christ« og udstille det på et museum? Ja. Har vi andre ret til at udtrykke vores forargelse og lade være med at gå ind på dét museum igen? Ja.

Men hvad med respekten for autoriteterne? Imam Laban spurgte, om det f.eks. er i orden at gøre grin med dronningen. Ja. Ikke fordi det er anstændigt at håne mennesker, der ikke kan tillade sig at svare igen, men fordi retten til at kritisere autoriteter uden at skulle bede om lov er noget, millioner er døde for.

Skal kiosker have lov til at sælge porno? Og skal feministerne, der småsurt harcelerer for »pornofrit miljø«, have samme ytringsfrihed som de kioskejere, som de vil forbyde at sælge blade? Ja. Ingen har tvungent feministerne til at handle i kiosken, men skal de også have ret til at lade være med at gøre det og opfordre andre til at gøre det samme? Ja.

Skal virksomheder have lov til at anvende nøgne kvinde- eller mandekroppe og alt muligt andet som reklameblikfang, bare for at sælge et produkt? Ja. Kan forbrugerombudsmanden og alle andre så se den anden vej og lade være med at købe varen? Ja.

Ytringsfrihed er ikke, at alle altid og hvor som helst og når som helst kan sige alt, uden konsekvenser. Ingen mennesker har et krav på, at andre mennesker skal lytte til dem eller skal tage sig tid til dem eller skal sørge for, at de kan ytre sig på enhver måde. Har jeg til et middagsselskab fortalt værten, at han er en idiot, må han så godt smide mig ud af sit hjem? Ja. Har debatredaktøren på Berlingske (eller ethvert andet medie) ret til at nægte at videreformidle hver eneste tanke, der måtte falde mig ind? Ja.

Men alle mennesker har et fundamentalt krav på ikke at blive censureret, fængslet, eller skudt, få halsen skåret over og en kniv plantet i brystet, blot fordi nogen ikke kan lide, hvad de siger. Som et britisk børnerim siger: »Stokke og sten kan brække mine ben, men ord kan aldrig skade mig«.

Nogle spørgsmål er komplicerede, men har enkle svar. Ytringsfrihed er et af dem.

Frihed og så … de dersens tegninger, I ved … II

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 2. februar 2006. 9 svar

Lidt round-up og spredt fægtning om denne uges–i mere end én forstand–brandvarme emne:

  • En af verdens absolut mest læste bloggere, Instapundit (Glen Reynolds), havde onsdag denne fine, lidt spilteoretisk indforståede, kommentar til Muhammed-tegningerne:
    • “The lesson is that if you want your religion not to be mocked, it helps to have a reputation for senseless violence. Is this the incentive structure we want?”
  • Sagen blev også omtalt på den lige så læste blog PowerLine.
  • Super-bloggeren Andrew Sullivan fortæller, at sagen nu breder sig til radikale islamisters angreb på Wikipedia.  Han har selv denne korte kommentar til debatten (som også er relevant for en anden debat på denne blog): “Thank God for the free speech advocates. But notice also the creepy alliance between the Islamic far right and the post-modern sensitivity police on the far left. The only extremist religious groups the far left won’t find an excuse for are the nutty Christianists. That tells you something, I think.”.
  • Jawa Report fortæller om trusler om selvmordsbomber mod danskere og har denne dagsaktuelle amerikanske vinkel:
  • Michelle Malkin, amerikansk konservativ kommentator, siger, at denne er en meget vigtig sag: “Something very important is happening in Denmark — a showdown over freedom, tolerance, and their wolfish menaces in religious clothing. So, please, turn off “American Idol,” put down the Game Boy for a moment, and pay attention. This does affect you. … Rasmussen, in a rare show of European spine, steadfastly refused to appease the howlers.” Hun siger: “Buy Danish”.  Det samme gør History News Network.  Ok, så gør vi det–for en gangs skyld.
  • Og en god post fra britiske, libertarianske Samizdata.net.  En af deres læsere giver i en debat med en anderledes tænkende denne fortolkning, som er noget mere positiv og optimistisk, end hvad der umiddelbart falder undertegnede ind (men lad os håbe, at vedkommende har ret):
    • “The truth is that what Jyllands-Posten did was intended to prove that secular western value in Denmark have not been eroded by alien Islamic values. It worked and they won and by not letting it drop, muslims around the world are well on the way to turning a tactical success by an obscure danish newspaper into a glorious triumph for enlightenment values. It was an act of will by which these Danes defended their values against yours. That you cannot even see you have fallen into a trap that bites harder the more you fight against it is a measure of the irrationality of your position.”
  • Vi plejer (bl.a. af ophavsretshensyn) ikke at gengive vor kære med-Punditokrat Mikael Jalvings mange fine “Groft Sagt”-kommentarer i Berlingske Tidende, men her kan vi dårligt lade være, idet han onsdag sådan set sagde, hvad der burde siges om de seneste dages udvikling:
    • Og det var Danmark
      “Så vandt de: Islamisk Trossamfund, Dansk Industri, regimet i Saudi-Arabien, Tøger Seidenfaden, Villy Søvndal, Hans Klingenberg, Abu Laban, Hans Skov Christensen, Uffe Ellemann, Arla Foods, Udenrigsministeriet, Politiken, dem alle sammen. Kampagnen virkede, både fordi pression over lang tid ligesom moderat fysisk pres har det med at virke, og fordi modstanden ikke var større, end tilfældet var. Med statsministerens og Jyllands-Postens hele, halve eller kvarte undskyldning er sagen om de 12 satiretegninger hermed afsluttet. Danmark tabte. Moralsk. Men også politisk. Nu véd de, der måtte have gavn deraf – og de findes – at Danmark er til salg, hvis de da ikke allerede havde det på fornemmelsen. Tryk hende lidt på maven, og hun kommer til fornuft. Nok siger hun, at ytringsfriheden er uantastelig, men det er kun, indtil tilstrækkelig mange antaster den kraftigt nok. Den højt besungne danske ytringsfrihed gælder ikke, når den virkelig skal gælde, dvs. når den er truet. Omvendt er den forbilledlig ved festlige lejligheder, blandt diplomater, kræmmere og i den snakkende klasse, så længe ingen risikerer noget og d’herrer og damer kan varme sig ved deres trygge ansættelser og pensionsordninger. Nuvel, det danske nederlag skal nok blive fremlagt som en sejr for samarbejdet. Det er korrekt. Hvis der er noget, danskerne elsker for alt i verden, så er det at samarbejde. Om hvad som helst. Med hvem som helst. Når som helst.”

Richard Epstein om Presidential Powers

Af Jacob Mchangama, den 2. februar 2006. Skriv et svar

Opinionduel har en (for jurister i hvert fald) ganske interessant diskussion mellem Professor Richard Epstein  og David Rivkin om, hvorvidt den amerikanske forfatning tillader præsidenten at anvende hemmelige telefonaflytninger uden dommerkendelser, såsom Præsident Bush har gjort.

David Rivkin forsvarer præsidentens adgang hertil mens Richard Epstein (på befriende vis) argumenterer for, at Bush overskred sine beføjelser ved at tillade NSA at aflytte personer uden forudgående kendelser. Det er godt, at se, at venstrefløjen ikke får patent på at kritisere det Hvide Hus' brede fortolkning af dets egne beføjelser, når denne fortolkning så klart er i strid med de principper en republikansk regering burde holde i hævd.       

The experts agree – censorship works

Af Dr.Mephisto, den 1. februar 2006. 18 svar

"The experts agree – censorship works". Sådan lyder et gammelt slogan fra Citizens against Unnecessary Government Censorship – publiceret oven over et billede af Hitler, Stalin og Khomeini. 

Og hvor er det dog sandt. Jyllands-Posten så sig nødsaget til at sige undskyld over 12 banale tegninger af Muhammed. Og chefredaktør Carsten Juste kan nøgternt konstatere, at "de har jo vundet. Det er jo det uhyggelige ved det. Jeg gætter på at ingen vil tegne profeten Muhammed i Danmark i den næste generation".

Hvad gør Danmarks toneangivende intellektuelle? Hvor er Tøger Seidenfaden, manden der for nogle år siden ihærdigt kæmpede for Salman Rushdies ret til at publicere bogen "De sataniske vers" – og dens kritik af Muhammed?

Seidenfaden skyder på såvel JP som på regeringen. Seidenfaden, som for nogle år siden kritiserede (Nyrup-)regeringen for, at være ligeglad med ytringsfriheden!

Og hvad gør Danmarks statsminister? Han udtaler sig som privatperson om sin holdning til tegningerne (Han ville ikke have publiceret den slags). Og så udtaler han sig som offentlig person om, at han står vagt omkring ytringsfriheden. 

Men kan en statsminister have to kasketter på samtidig? Kan han både være privatmand og statsminister? Sådan spiller klaveret ikke. I Danmark er det ikke muligt at spille den slags dobbeltspil. Anders Foghs meninger er statsministerens meninger.

Men måske kan det lade sig gøre i den arabiske verden, hvor de vil høre statsministerens ord som en undskyldning på vegne af den danske regering.  Hvis de da overhovedet vil høre noget som helst.

Nu har Danmark gennem 3 år betalt for et udenrigsministerielt program "Det arabiske initiativ". Formålet er at udbrede demokrati i Mellemøsten. Man må sige, at det i hvert fald ikke er gået godt med at overbevise araberne om ytringsfrihedens fortræffeligheder. Lur mig om ikke løsningen bliver at sende flere penge, frem for at bruge eksemplets magt – her og nu – og stå benhård fast på ytringsfriheden.

Hey hey, ho ho, multiple regression analysis has got to go!

Af Redaktionen, den 31. januar 2006. Skriv et svar

Den ærede senator fra Commonwealth of Massachussets, fhv. Vietnam-demonstrant m.m., John F. Kerry (D), sammenfattede i den forgangne uge sit syn på dommer Samuel Alito, som efter alt at dømme idag (tirsdag) bliver bekræftet af Senatet som nyt medlem af US Supreme Court, herunder betydningen af moderne samfundsvidenskabelige metoder:

“[Judge Alito’s] record envisions an America where police may shoot and kill an unarmed boy to stop him from running away with a stolen purse; where federal agents point guns at ordinary citizens during a raid, even after no sign of resistance; where the FBI may install a camera where you sleep on the promise that they won’t turn it on unless the informant is in the room; where a black man may be sentenced to death by an all-white jury for killing a white man absent any kind of multiple regression analysis or other analysis of potential discrimination; and where police may search–I paraphrased that last sentence; it reads precisely ‘absent a multiple regression analysis showing discrimination’–and where police may search what a warrant, may search and define what a warrant permits and then some. This is not the America we know, he says, nor is it the America we aspire to be.”

Ja, det er vist en meget “fair and balanced” opsummering af juristens synspunkter …  Her er iøvrigt hvad Kerrys seniorkollega, Senator Edward Kennedy (D-Mass.) sagde om Robert Bork i 1987, da denne blev ‘borked’:

“Robert Bork’s America is a land in which women would be forced into back alley abortions, blacks would sit in segregated lunch counters, rogue police could break down citizens’ doors in midnight raids, schoolchildren could not be taught about evolution, writers and artists could be censored at the whim of government, and the doors of the federal courts would be shut on the fingers of million of citizens.”

Der er vist ikke noget at sige til, at amerikanerne refererer til Senatet som “the World’s greatest deliberative body” …

Hat tip: James Taranto fra OpinionJournal.com!

Hjemløse liberale

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 31. januar 2006. Skriv et svar

David Boaz, høj-aktiv Executive Vice President for tænketanken Cato Institute, havde tirsdag en kommentar i Wall Street Journal om, hvordan det p.t. er lidt som at være “hjemløs” (eller “forældreløs”, som han faktisk skrev), hvis man er klassisk liberal (libertarian) i dagens USA:

Libertarian Orphans

The Gallup Poll’s annual survey on government found that 27% of Americans are conservative; 24% are liberal, up sharply because the poll was taken after Katrina, which boosted support for the proposition that “government should do more to solve our country’s problems.” Gallup also found — this year as in others — that 20% are neither liberal nor conservative but libertarian, opposing the use of government either to “promote traditional values” or to “do too many things that should be left to individuals and businesses.” Another 20% are “populist” (supporting government action in both areas), with 10% undefined. Libertarian support, spread across demographic groups, is strongest among well-educated voters.

So where are the libertarians in politics and the media? Since the Clinton impeachment and the Florida recount, there’s been a polarization: Congressmen and TV pundits define themselves as red/blue, pro-/anti-Bush, partisan Democrat/Republican, and take rigid liberal/conservative positions on Iraq, tax cuts, Social Security reform, gay marriage, abortion. But polls tell us that Americans aren’t quite so partisan.

With big-government conservatives spending money like Imelda Marcos in a shoe store, and big-government liberals supporting the Patriot Act, even pro-government populists are represented in D.C. It’s the libertarian voters who are orphans. Democrats stand like a wall against tax cuts and Social Security privatization. Republicans want to ban abortion, gay marriage and “Happy Holidays.” It’s not just Congress — in Virginia’s recent elections, all the Democrats were tax-hikers and all the Republicans were religious rightists. What’s a libertarian to do?

The worst aspect of all this is the oracles who appear on TV. You’d think they’d be thoughtful, independent. Yet they’re as partisan as the pols. The typical cable show brings viewers two guests, a liberal and a conservative. You can count on conservative writers to defend everything President Bush does, and on liberal editors to denounce the GOP — no matter what.

Of course, it could be that most Americans are, in fact, liberals and conservatives. Maybe Gallup is wrong, every year. But the exit polls on election day 2004 offer some confirmation. According to those polls, 17 million voted for John Kerry but did not think the government should do more to solve the country’s problems. And 28 million Bush voters support either gay marriage or civil unions. That’s 45 million who don’t fit the polarized model. They seem to have broadly libertarian attitudes. In fact, it’s no secret that libertarian voters make up a chunk of America. But you’d never know it from watching TV — or listening to our elected politicians.

Y’all know the feelin’?

Frihed og så … de dersens tegninger, I ved …

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 30. januar 2006. 11 svar

Jeg har indtil videre stort set afholdt mig fra at kommentere hele den dag for dag stadigt mere bizarre historie om Jyllands-Posten og … de dersens tegninger, I ved.  Ikke fordi lysten har manglet, men nok dels fordi hvis jeg vitterligt havde skrevet, hvad jeg havde på hjerte i den sag, så ville jeg let komme til at lyde som én, jeg egentlig ikke ville lyde som …  Så er jeg en forskræmt intellektuel?  Måske.

Så er det godt, at der er andre, der kan og vil.  Én af dem er min tidligere kollega fra Statskundskab på Aarhus Universitet, professor Mehdi Mozzafari, som er specialist i politiske forhold i Mellemøsten, et ualmindeligt sympatisk menneske og så en af den type forskere, der faktisk bruges for lidt af medierne i.f.t. vedkommendes evner.  (Ingen andre nævnt eller glemt.)  Mozzafari, der selv personligt har oplevet radikale islamister up-close-and-personal, havde forleden et–synes jeg–virkeligt godt læserbrev i Berlingske, og selvom jeg tvivler noget på, at han er en læser af denne blog, håber jeg, at han vil synes, at det er acceptabelt, at jeg citerer in extenso:

“De mennesker, der har skuffet mig mest i denne polemik, er hverken Islamisk Trossamfund eller den nervøse Arla- direktion. Det er de tavse danske intellektuelle. Nogle få har reageret, men med en kritik af detaljer i regeringens håndtering af sagen. Det er bare slet ikke dér, den virkelige udfordring ligger. Om statsministeren havde accepteret et møde med 11 ambassadører eller ej, det havde ikke ændret noget i forhold til sagens kerne. Vi har at gøre med organisationer, hvis mål ligger langt ud over at opnå en undskyldning. Tegningerne i Jyllands-Posten er kun en etape, et påskud blandt mange andre mulige til at teste et europæisk demokratis modstandskraft over for despoter og religiøs censur. Det eneste, vi ville få ud af at bakke ud nu, er at opmuntre nye krav fra mennesker, der ønsker at forvanske demokratiets spilleregler. Og det er ikke kun danskerne, som vil være ofre, hvis man giver efter, men også danske virksomheders kunder i den muslimske verden. Hvordan kan det være, at danske virksomheder i dag kan tilbyde saudi-araberne de bedste produkter til den bedste pris? Fordi danskerne engang gjorde op med de eksisterende autoriteter, afskaffede feudalsamfundet, stiftede andelsbevægelser og opmuntrede den frie forskning. Den slags fremskridt kan man kun gennemføre, hvis man har absolut frihed til at forholde sig kritisk, eventuelt ironisk, til de eksisterende politiske og religiøse autoriteter. Hvis saudi-araberne vil have en fremtid, når olien engang slipper op, så må de lære af den danske tradition for at sætte spørgsmålstegn ved autoriteterne. I deres blindhed anstrenger de sig i stedet for at svække det fundament, som har gjort det muligt at udvikle det frie danske samfund, og altså også udvikle produkter til glæde for den muslimske forbruger. Ytringsfriheden hører til blandt de værdier, som er usynlige, men som er forudsætningen for at kunne udvikle de synlige materielle værdier. Danskerne vil bære den første pind til deres egen økonomiske ligkiste, hvis de begynder at sælge ud af de usynlige værdier, som er med til at sikre, at de kan klare sig så flot på det internationale marked.

Jeg har selv i Iran prøvet, hvad det vil sige at leve i et samfund uden ytringsfrihed. Og jeg har fra mit tilflugtssted i Danmark observeret, hvordan præstestyret har kørt den iranske økonomi i sænk, selv om landet bugner med rigdomme. Jeg er ikke tvivl om, at sagen om Muhammed-tegningerne kun er en etape ud af mange. Derfor kan vi lige så godt reagere fremsynet med det samme og signalere klart, at man ikke gennem økonomiske sanktioner kan gennemtvinge religiøst betingede begrænsninger af ytringsfriheden. Muslimske borgere her i landet kan være med til at bløde fronterne op over for den muslimske verden og forklare, hvorfor ytringsfrihed er et vigtigt element, når man skal sikre et samfunds velstand.”

Borgerlige realister og venstreorienterede pomoer – men hvorfor?

Af Nicolai Foss, den 30. januar 2006. 12 svar

I en tænksom og provokerende kommentar til min post om Det Løse d. 26. januar bemærker "Nai" at realisme og borgerlig observans har det med at følges ad.  Det synes han er irriterende, bl.a. fordi den "metafysiske realisme" er ligeså problematisk som pomo.  Jeg er ret så uenig i dette sidste (selvom fagfilosoffer altid kan slå mig i hovedet med Putnams Paradox med videre).  Men kommentarer til det må afvente en senere post.

Lad mig begynde med at bemærke, at for det første er der ikke tale om "lovmæssige" sammenhænge mellem borgerlighed og realisme-bias; der er undtagelser. Fx er den fremtrædende realist-filosof, Roy Bhaskar, ræverød.  Jeg tror også at det sagtens er muligt at holde elementer af pomo-verdensbilledet og være klassisk-liberal.  Den nu afdøde "østrigske" økonom Don Lavoie var et godt eksempel på det.

Men som en grov generalisering har Nai grundlæggende ret i sin observation af at borgerlige faktisk er mere kommittede til realisme.  Hvorfor er det sådan? Og hvorfor er der omvendt et så markant venstrefløjsbias blandt pomo'erne.   Det er en kompliceret historie, så det følgende er blot nogle stikord.

Jeg tror at én brik til forståelsen af forholdet har at gøre med at mange af "borgerlig observans" jf. min tidligere post "En anden verden"  holder en grundlæggende "økonomistisk" opfattelse.  Overlappet mellem denne og traditionel klassisk liberalisme er meget stort.  Mange – blandt dem Ludwig von Mises, Milton Friedman og Leland Yeager – har været tæt på at mene at klassisk liberalisme nærmest kan reduceres til økonomisme på det positive niveau og utilitarisme på det normative niveau.

For at dette overlap skal give mening forekommer det dog, at den må funderes på en social ontologi.  Den sociale ontologi som er karakteristisk for de med en økonomistisk og klassisk-liberal indstilling, og for mange borgerlige i almindelighed er følgende: 

  • Der kan meningsfuldt tales om en "menneskelig natur" som er ret konstant over tid, ens over racer, og invariant over kulturer.  (Som kontrast tenderer pomoer mod at mene at tale om "menneskelig natur" er fascistisk og/eller forvrøvlet, "fordi" "natur" er fundamentalt "formeligt" af kontext/externe omgivelser). 
  • Der eksisterer mekanismer i den sociale verden der virker med stor regularitet.  Huslejeregulering og mindsteløn har forudsigelige (dårlige) konsekvenser – uafhængigt at tid og sted.  Det er ikke noget der kan socialt konstrueres efter behag – modsat pomoer der typisk vil fremhæve hvordan sådanne konsekvenser er resultatet af selvopfyldende profetier.

Hvis menneskelig natur er et meningsløst begreb eller er noget der fluktuerer uforudsigeligt, eller hvis der ingen sociale regulariteter er, så er det også meget vanskeligt at sige noget særligt om institutionelt design, konstitutionelt valg, etc., specielt klassisk-liberale positioner. Det er så fundamentalt tilfældigt.  Strengt kan det derfor også være et vanskeligt projekt for pomoerne at være venstreorienterede. At de så er det alligevel er måske bare en spuriøs korrelation: Altså pomoerne er grundlæggende pubertære og derfor er de samtidigt pomoer og venstreorienterede. 

Bundlinie: Modsat Nai mener jeg egentlig ikke at borgerliges realisme-bias er tilfældigt eller noget der bør kritiseres; snarere tværtimod.