Kategoriarkiv: Tidligere skribenter

Selektive frihedskæmpere

Af Jacob Mchangama, den 15. marts 2006. 18 svar

Nu hvor Rigsadvokaten har sat (et i hvert fald juridisk) punktum i Muhammed-krisen, er det på tide at kigge lidt kritisk på nogle af krisens "helte", altså dem der ufortrødent har forsvaret ytringsfriheden. Det er trods alt for nemt igen og igen at udstille Politiken, Poul Nyrup, hele venstrefløjen m.v., (hvilket da også er gjort på glimrende vis af bloggosfæren).  

Jeg har tidligere givet udtryk for min glæde over, at ytringsfriheden har haft stor folkelige opbakning i kølvandet på Muhammed-krisen, men stillet spørgsmålstegn ved hvor længe forsvarerne af friheden vil fastholde vigtigheden af frihedens ubetingede natur. I denne forbindelse er det interessant at se hvor dybt forsvaret for friheden egentligt stikker.

En af de der har været en markant fortaler for ytringsfriheden i Muhammed-krisen og i det hele taget når det kommer til truslen fra Islamismen, er Lars Hedegaard. I en kronik i JP skrev han bl.a. følgende:

 

Mens de fleste oppositionspolitikere har begravet sig i møder, som statsministeren burde have holdt, i semantiske diskussioner af enkelte ord i et dokument, i Arlas arabiske afsætning, i tolkningen af Kofi Annans egentlige hensigter osv., har befolkningen stillet sig et helt andet og mere grundlæggende spørgsmål:

Hvem står på vores side, når det gælder om at forsvare danskerne mod ufrihed og fremmedåg?

Derfor er det blevet så vigtigt at finde ud af, hvem der er bukke, og hvem der er får. For nu skiller vandene, og det ry, man har fået på sig i denne situation, vil følge én resten af livet og i historiebøgerne derefter. Det ved mange af de bedst begavede kombattanter også udmærket.
Det er derfor, striden er blevet så uforsonlig. Man er nødt til at vinde, for det er vinderen, der skriver historien. Derfor bliver Politikens artikler stadigt mere desperate, og derfor går politikerne i disse dage ud og markerer sig med så klare standpunkter, at de ikke er til at misforstå.

Historien vil ikke vise ringeste sympati for de valne, som med forbehold og men'er og uld i mund har danset rundt om den varme grød. Den vil stille samme spørgsmål til disse dages aktører, som eftertiden har stillet til det britiske politiske establishment, da det skulle forholde sig til nazismens udfordring i 1930erne: Hvem svigtede, da det gjaldt? Hvem forsvarede demokratiet og friheden, og hvem krævede appeasement, "dialog" og sød forståelse med diktatorerne.

Modige udsagn fra en mand med Hedegaards fortid. For ville historien have sympati for Lars Hedegaard, hvis den skulle skrives i 1979? Det år, kan man læse i "Bomb Hovedkvareteret", var  Lars Hedegaard redaktør på en lærebog i historie kaldet "Fundamental Historie" (1979). I den kunne man bl.a. læse, følgende:

 




"Med få undtagelser (især DDR og Tjekkoslovakiet) er
 


overgangssamfundene tidligere perifere eller halvperifere områder, der
 


vendte det kapitalistiske verdenssamfund ryggen, fordi det ikke
 


levnede dem udviklingsmuligheder. Men overgangssamfundene var ikke i
 


stand til helt at løsrive sig, selv om de havde betydelige
 


befolkningstal og naturrigdomme. Tvætimod er det bedre at betragte dem
 


som omringede enklaver, der har måttet opbyde alle kræfter for at
 


holde fjendtlig kapitalistisk indtrængen stangen. Angrebene har været
 


af både militær, økonomisk, politisk og ideologisk art og har i
 


betydelig grad været bestemmende for, hvilken indre udvikling der
 


kunne komme på tale i disse lande."
 






Heldigt for Hedegaard at historiens endegyldige dom ikke faldt på daværende tidspunkt.


Men vi har naturligvis alle lov til at blive klogere og det er kun glædeligt når vi lærer af vore fejl og retter ind frem for stædigt at holde fast i ideologier, der i praksis har vist sig totalitære.


Hvordan står det så til Med Lars Hedegaards fornemmelse for frihed i dag? Det kunne man få et indblik i i august sidste år, hvor Lars Hedegaard debatterede terrorlovgivning med undertegnede i Deadline, med Lars Hedegaard i rollen, som fortaler for indskrænkninger i frihedsrettighederne, unægtelig en aparte position for en frihedens vogter.


Sandheden er at folk som Lars Hedegaard og de øvrige national-konservative har en stærk selektiv opfattelse af frihed.


For hvor har Lars Hedegaard, Helle Merete Brix, Michael Pihl m.v., været, når Dansk Folkeparti har stillet forslag om kriminalisering af afbrænding af Dannebrog? Et forslag der bygger på det samme rationale, som når muslimer kræver Muhammeds billede fredet. Hvor var forsvaret for Dagbladet Arbejderens ret til som avis at dække tåberne i Oprørs udfordring af terrorloven, uden indblanding fra politiet? Og hvis ytringsfrihed er et ufravigeligt princip, som også må gælde for de ytringer vi ikke bryder os om, eller som endog er decideret modbydelige, hvor var så forsvaret for David Irving, som måtte 3 år i fængsel, for i 1989 at have benægtet Holocaust? 


Dansk Folkeparti og deres tilhængere har i Muhammed-krisen højlydt brystet sig af Danmarks frihedstradition. Men disse har med entusiasme, argumenteret for indgribende terrorlovgivning, modsat sig, at borgerne får en højere grad af ansvar for eget liv og vedtaget love der de facto blander sig i hvem lovlydige og produktive danske borgere kan gifte sig med. 


Det var jo nødvendigt med stramningerne af udlændingeloven, for samfundets skyld, hører man tilhængerne deraf sige. Men samme nødvendigheds argument kan bruges til at forsvare eftergivenhed overfor de muslimske krav om censur. For almindelige danskere mistede jo arbejdspladser, Danmarks navn blev "tilsølet" internationalt, og danske liv, ejendomme og interesser blev sat på spil. 


Afgørende er således alene om friheden beskyttes konsekvent og principielt, eller kun når den tillige passer ind i eget kram. Endvidere kan det tilføjes, at hvis frihed virkelig havde ligget DF og tilhængere på sinde, hvorfor så ikke lukke kasserne frem for grænserne, når man kan se, at dette er et effektivt integrationsmiddel? Derved kunne disse frihedselskere have slået to fluer med et smæk, ved samtidig at indskrænke politikernes vilkårlige skalten og valten med borgernes penge.


Muhammed-krisen har også vist, at en række personer i Danmark, som regel på venstrefløjen, har svært ved at tage ukvalificeret afstand fra vold og trusler, når de kommer fr

a den "arabiske gade&

quot;. Når folk er undertrykte og ikke-europæiske har de åbenbart ikke ansvar for eget liv og handlinger. Denne form for apologi har de national-konservative ofte været gode til at påpege. Men hvordan forholder det sig når der kommer ekstreme holdninger fra egen lejr? 


Dette var reaktionerne fra Søren Krarup, Lars Hedegaard og Helle Merete Brix, der alle udtalte sig i Berlingske, ovenpå Louise Freverts berømte udfald mod muslimer. Førstnævnte kalder indholdet på Freverts hjemmeside uacceptabelt men udtaler, at:


»Men de udspringer af den desperation, som danskere føler, når videnskabsfolk fortæller dem, at de kommer i mindretal i deres eget land i løbet af dette århundrede«.


Lars Hedegaard supplerer:


»Der er en grundlæggende utilfredshed med, at man lader stå til overfor opbygningen af muslimske parallelsamfund. Der er en fortvivlelse og mismod overfor integrationspolitikken, og dét skaber baggrund for ekstreme forslag,«


Mens Helle Merete Brix slutter af med:


»Hendes sammenligning mellem muslimer og kræftceller er ubehagelig. Men når det gælder udtalelsen om voldtægt, så er der en sammenhæng mellem det kvindesyn, der prædikes i nogle moskeer, og til opfattelsen af danske kvinder. Og jeg er enig i, at der fra religiøse prædikanter og imamer foregår et erobringsforsøg, man kan kalde for en krig«.


Krarup, Hedegaard og Brix's udtalelser har en slående lighed med udtalelser om muslimsk fanatisme fra Tim Jensen og Jørgen Bæk Simonsen, "man må jo forstå muslimernes følelse af desperation, krænkelse og ydmygelse". De førstnævntes kommentarer er således klar apologi for nogle udtalelser, som for en gang skyld rent faktisk godt kunne tåle sammenligning med retorikken i Nazi-Tyskland. Læg især mærke til brugen af ordet "men". Det ord som man, med rette, kan kritisere de der taler om, at "konteksten", "tonen" og "fremmedhadet" i Danmark, udgør baggrunden for reaktionerne blandt muslimer verden over for at bruge, fordi "men'et" relativiserer ublu krav om censur og legitimerer vold.   


De national-konservative har ved at iklæde sig frihedens pletfri banner taget selve frihedsbegrebet som gidsel i deres kamp mod alt hvad der lugter af Islam og for alt hvad der er nationalt. Kun lidt polemisk kan man sammenligne det med den måde venstreorienterede har taget menneskerettighederne som gidsel i deres kamp for den globale multikulturalisme og mod den globale kapitalisme. 


Det er muligt at de national-konservative er principfaste, men det princip de er tro imod er ikke frihed, og den selvretfærdige og selvgode tone de national-konservative ikke sjældent anlægger, klinger alt for ofte hult.


I den forbindelse er det mig en fornøjelse og ære, dagligt at kunne læse mine ærede med-Punditokraters poster, som i langt overvejende grad fremstår som principfaste, når det kommer til forsvaret for det liberale frihedsideal, om det så er venstreorienterede, højreorienterede eller, som ofte i disse tider, fanatiske muslimer der står for skud.

Et forkølet angreb

Af Jacob Mchangama, den 13. marts 2006. 10 svar

I to kronikker har Jyllands-Posten lagt spalteplads til en række angreb på liberalismen fra Steen Pipers hånd. Som så ofte før bar angrebene præg af en fundamental mangel på forståelse af hvad den klassiske liberalisme egentlig er for en størrelse og kronikkernes hovedtese om, at liberalismen er blevet autoritær, derfor svær at tage alvorlig. Alligevel må man konstatere, at Steen Pipers tanker har en vis udbredelse hos den almindelige dansker, hvorfor det er vigtigt, at få udstillet sådan kritik, som det nonsens det alt for ofte er udtryk for.

Det var derfor med glæde, at jeg læste dagens JP med en kronik af Christopher Arzrouni, som uden at svinge sig helt op i det røde felt hvor Steen Piper tydeligvis befinder sig, stille og roligt lukkede luften ud af Pipers kritik. Lidt citater fra kronikken der dog skal læses i sin helhed og i sammenhæng med Pipers kronikker:

…Alligevel har Hovedlands stifter, forlægger Steen Piper, over to kronikker i Jyllands-Posten udbredt sit had til den liberale samfundsorden. For Piper er problemet, »at der ikke længere synes at være et alternativ til den liberale verdensorden«.
Øh… Hvilket problem?
Skal der for enhver pris være et alternativ, bare for alternativets skyld? Var situationen virkelig bedre, dengang den liberale verdensorden havde et alternativ i form af kommunismen? Det skulle man tro ifølge Piper. For han ser blot kommunismen – og nazismen for den sags skyld – som et "redskab". Noget man kan til- og fravælge. »Ligesom kommunismen i Sovjetunionen og nazismen i Tyskland ikke startede som problemer, men var tænkt som redskaber til at løse problemerne«. Ja, det skriver han vitterlig, og overser fuldstændig, at såvel kommunismen som nazismen var født totalitære.
[…]Jeg har svært ved at se den store ondskab heri. Alligevel påstår Steen Piper, at liberalismen har »gennemført tvangen mellem individerne«.

Han nævner som eksempel, at det ikke længere er legitimt at være en fru Mortensen, fordi man absolut skal have en karriere. Mystisk argument! Jeg kan kun undre mig. Liberalismen handler om at gøre, hvad man vil, så længe man ikke skader andre. Og jeg har svært ved at få øje på nogen liberal, der vil kræve, at fru Mortensen ikke må være fru Mortensen og passe sine børn. Tværtimod!
Piper kan da have ret i, at det moderne samfund i høj grad er ét, hvor kvinderne er draget ud på arbejdsmarkedet for at tjene penge – og dermed gøre noget for deres børn. Og det er da rigtigt, at familierne ikke er lige så stabile som tidligere. Men hvad foreslå Piper egentlig? Skal det være sværere at blive skilt? (Så vil mange nok vente endnu længere tid med at blive gift) Eller skal det være forbudt for begge forældre at arbejde? (Så kunne det være, at økonomien strammede lidt mere i en del familier). Pipers kritik synes først og fremmest at være udtryk for en ærgrelse over, at Morten Korch-samfundet ikke findes mere, hvis det da nogensinde har eksisteret.

[…]Såvel Pipers faktuelle viden som hans logik halter voldsomt. Alligevel kaster han sig ud i en økonomisk analyse af international handel. Og lattermusklerne bliver ikke skuffede. Piper påstår i ramme alvor, at frihandel ikke giver mening, når kapital kan bevæge sig frit over grænserne. Det forholder sig lige omvendt. Mulighederne for at drage gavn af frihandel er jo netop blevet større i kraft af frie kapitabevægelser.

Nu kan man for alvor drage gavn af frihandel ved at investere sin kapital i produktion i de lande, hvor de komparative fordele er størst. Tekstiler i Bangladesh, biler i Ungarn, høreapparater i Danmark. Eller måske endda mere overraskende for nogle: Biler i de fleste af verdens lande, høreapparater i de fleste af verdens lande og så videre. Hvert land og hver virksomhed med sit eget lille bidrag. Er det ikke fantastisk? I dag samarbejder vi på verdensmarkedet uden at behøve anerkende hinandens religion eller fikse politiske ideer. Dér hvor stater og nationer har skabt modsætninger, er frivilligt samarbejde på markedet i færd med at afmontere dem.

Kunne kritikere af liberalismen dog ikke svinge sig op til bedre, og mere velgennemtænkte modargumenter og spørgsmål, som i højere grad tvang de af os der bekender os til liberalismen til selvrefleksion og måske endda tvivlen?

Her er lidt inspiration til næste gang typer som Piper skal forsøge sig. En klassisk liberal passus, som vel nærmest er standard i enhver liberalists præsentation/forsvar for liberalismen (og som også indgår i Arzrounis kronik) lyder, at liberalismen stiller enhver person fri til at handle og agere som han vil, så længe det ikke skader andre. Men hvordan definerer man i virkelighedens verden lige, hvad der skader andre og hvornår man skader andre? Er den nævnte passus i virkeligheden ikke en tom floskel, som kan bruges efter forgodtbefindende? Er det ikke blot liberalismens svar på kollektivismens trylleformular: sammenhængskraft.

Vil fremtidige kritikere af liberalismen gå i rette med denne ideologis naturretlige ophav, kan disse låne inspiration hos Alf Ross, som i Ret og Retfærdighed skrev:

Som en skøge er naturretten til rådighed for enhver. Der er ikke den ideologi der ikke kan forsvares under påberåbelse af naturens lov. Og hvor kan det være anderledes, når det sidste grundlag for enhver naturret ligger i en privat (intrasubjektiv), umiddelbar indsigt, en evident skuen, en intution, kan ikke min intuition være lige så god som din? Evidensen som sandhedskriterium forklarer de metafysiske påstandes fuldkommen vilkårlige karakter. Den hæver dem op over enhver form for intersubjektiv kontrol og slår døren op for ubunden digt og dogmatik.

Der er givetvis mange andre flanker angrebet kan sættes ind på, vi glæder os til kampen.

Ugens citat: Trenchard & Gordon om ytringsfrihed

Af Redaktionen, den 13. marts 2006. Skriv et svar

Til denne uges citat har vi været så heldige, at den glimrende unge Johan Espersen har gjort arbejdet for os: Han har mindet os om, hvad John Trenchard og Thomas Gordon i 1721 skrev om ytringsfrihed i det 15. Cato-brev.  Det kan–det aktuelle klima taget i betragtning–bære en gentagelse:

“Without freedom of thought, there can be no such thing as wisdom; and no such thing as publick liberty, without freedom of speech: Which is the right of every man, as far as by it he does not hurt and control the right of another; and this is the only check which it ought to suffer, the only bounds which it ought to know.

This sacred privilege is so essential to free government, that the security of property; and the freedom of speech, always go together; and in those wretched countries where a man can not call his tongue his own, he can scarce call any thing else his own. Whoever would overthrow the liberty of the nation, must begin by subduing the freedom of speech; a thing terrible to publick traitors.”

Punditokrater i medierne (igen)

Af Redaktionen, den 12. marts 2006. 2 svar

Punditokraterne gør sig p.t. i medierne–og vi tænker her ikke kun på Mr. Laws alter ego, som jævnligt optræder som ekspert udi TDC-sagen.

Næ, i dagens Berlingske har Jacob Mchangama en kronik om forslaget om et FN-menneskerettighedsråd, samt nogle forslag til hvordan dette kunne gøres bedre ved at gøre et sådant mere eksklusivt.  Det hedder bl.a.:

“Et andet eksempel på relativiseringen af menneskerettigheder på FN-niveau er, at de 56 islamiske lande i OIC med udgangspunkt i Muhammed-striden fremlagde et forslag om, at det ny Menneskerettighedsråd skulle »forhindre tilfælde af intolerance, diskrimination og opfordringer til had med udgangspunkt i handlinger rettet mod religioner, profeter og trosretninger«. Med andre ord skulle Menneskerettighedsrådet begrænse snarere end beskytte ytringsfriheden. Den slags kompromiser ville ikke være nødvendige i en ny organisation af stater, der alle – om end i varierende grad – bekendte sig til og respekterede en kerne af basale borgerlige og politiske rettigheder. En kerne af rettigheder der udgør det nødvendige fundament for, at det liberale demokrati er funktionsdygtigt og legitimt. Man ville dermed kunne skære den svulstige og til tider nærmest religiøse menneskerettighedsretorik, der dominerer FN, væk og fokusere på rettigheder, der med Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols ord er »praktiske og effektive« frem for »teoretiske og illusoriske«.

Og i tirsdags optrådte Mikael Jalving i DR2 Deadline som debattør overfor Morten Albæk m.h.t. Muhammed-krisens betydning for det borgerligt-liberale Danmark, herunder hvorvidt V og K bør samarbejde med De Radikale eller med Dansk Folkeparti.

Sidste lørdag havde Peter Kurrild-Klitgaard sin lørdags-klumme i Berlingske.  Denne er ikke tilgængelig på nettet, men traditionen tro gengiver vi den her lidt forsinket:

Om får, bukke og opportunister

Berlingske Tidende 4. marts 2006, 2 sektion, magasin, side 19

Muhammed-sagen har gjort det lettere at gennemskue, hvem der er hvad

Af Peter Kurrild-Klitgaard Professor, ph.d.

De fleste værdsætter frihed. I hvert fald deres egen. Sågar tyve insisterer ofte på, at de selv har ret til ikke at blive bestjålet, og mordere på, at de har en ret til ikke at blive slået ihjel. Der er med andre ord ofte langt fra, hvad mennesker mener, når de taler om generelle principper, til hvordan de vurderer egne handlinger eller andres handlinger mod dem.

I al enkelhed var det vel dét, statsministeren forsøgte at sige i sit nu berygtede interview om »får og bukke«. Men der har på kort tid dannet sig en række myter om, hvad statsministeren faktisk sagde.

Så lad os lige slå fast: Han sagde ikke, at alle danskere skulle smide alt, hvad de havde i hænderne, og kaste sig ind med fuld kraft i kampen for ytringsfrihed. Han sagde i særdeleshed ikke, at erhvervsvirksomheder skulle gøre det.

Dét statsministeren sagde var, at visse kredse i erhvervslivet og i kultur- og medielivet var principløse, fordi de nyder godt af ytringsfriheden, men samtidigt vil gå på kompromis med denne, når det strider med deres egeninteresse eller øvrige holdninger. At dét forholder sig sådan er svært at modsige. Torsdag blev det f.eks. uddybet, at der tilsyneladende har været erhvervskredse, som har lagt et decideret pres på regeringen for at få denne til at opføre sig på en anden måde i denne sag – herunder at give dén undskyldning, som den hverken kan eller bør give.

Og fra de personer på venstrefløjen, som i 1970erne syntes, at det var fint nok at anvende deres ytringsfrihed til at håne kristendommen og traditionelle normer og værdier, har der været en blanding af tavshed og tvetydig afstandtagen fra »tonen«. Hvor har de været nu, når selv samme ytringsfrihed bliver truet af en ideologi, der i dens frihedsfjendtlighed tangerer fascismen og kommunismen? Har man brugt lige så mange kræfter på at fordømme angreb på ytringsfriheden som på at kritisere »tonen«?

Har man i denne sag hørt et ord til f.eks. venstresocialisten Preben Wilhjelm, som ellers gerne fremstår som en forkæmper for borgerlige frihedsrettigheder? Til gengæld nåede man at høre noget fra den i den forgangne uge afdøde stalinist, komponisten Thomas Koppel. Denne – som i årevis aktivt støttede det marxistisk-leninistiske tyranni i Albanien, forfægtede kort før sin død på Al-Jazeeras hjemmeside, at ytringsfriheden skal kunne bruges til at samle penge ind til terrorbevægelser som PFLP og FARC og fysisk angreb på virksomheder, man ikke kan lide. Samtidig sammenlignede han Jyllands-Posten med Hitler og opfordrede »ofrene« til ikke at respektere »aggressorernes« ytringsfrihed.

Fra regeringens kritikere i medie- og kulturlivet har man derimod næsten dagligt gentaget en myte om, at der »jo aldrig er nogen, der har villet begrænse Jyllands-Postens ytringsfrihed«. Her må man uvilkårligt undre sig, hvor de pågældende har været det sidste halve år. Hele sagen begyndte med, at tegnere ikke ville illustrere en børnebog om Muhammed – ikke ud fra et moralsk ønske om selvcensur af hensyn til andre, men fordi man var bange for repressalier fra dem, som mener, at enhver portrættering af profeten er en dødssynd. Så bad man tegnere om at påtage sig opgaven for derved at markere, at man som avis ikke fandt det acceptabelt, at mennesker end ikke kunne tegne noget uden at frygte for deres eget liv. Konsekvenserne? At fremmede landes regeringer og politikere har insisteret på, at den danske stat skulle retsforfølge avisen, selvom den offentlige anklager ikke havde fundet grund dertil. At Jyllands-Posten er blevet udsat for adskillige bombetrusler. At avisen har fået sin hjemmeside angrebet. At der er udsat dusører på tegnernes og redaktørernes hoveder. At der er udsendt fatwaer og trusler i massevis, og for at pointere meningen med disse har organiserede pøbelmasser angrebet og brændt danske ejendomme i udlandet. Og at uskyldige kristne præster er blevet myrdet i flere lande.

Herhjemme har imam Abu Laban og de endnu mere radikale islamister vedvarende villet begrænse både Jyllands-Postens ytringsfrihed og andres om muligt med vidtgående fortolkninger af blasfemiparagraffen, men ellers ved at stramme lovgivningen. Noget lignende har jura-professorer som Eva Smith, Henning Koch og Gorm Toftegaard Nielsen været inde på. Enkelte medlemmer af PEN forfægter utvetydigt censur. Ved et heldags-debatmøde på Københavns Universitet for nylig var der stort set ingen, der forfægtede Jyllands-Postens ret til at offentliggøre tegningerne.

Som statsministeren sagde, så har denne sag gjort det lettere at se, hvem der er hvad.

Woke up this mornin’ …

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 12. marts 2006. 18 svar

Jeg har altid hadet den dér “Gid du var i Skanderborg og blev dér, kære Peter …”  Med mit fornavn kunne man ikke andet–ihvertfald hver søndag, når der var Giro 413, som det reelt eneste at høre på danske æterbølger.

Men idag siger jeg (endnu engang): Gid jeg var i New York … og kunne se The Sopranos.  Jeg ved ikke, hvornår man herhjemme–for første gang i to år–kommer til at kunne se de nye afsnit, men hvis jeg boede i NYC (hvad jeg har været så heldig at gøre to gange i mit korte liv), så ville jeg i aften kl. 9 PM ET sidde klinet til skærmen, for på HBO at se sæsonpremieren på dén mest … “fede”? … “coole”? … Fuggheddaboutit! … TV-serie, der findes.  Michael Corleone møder Dea Trier Mørchsk socialrealisme møder Analyze This møder … et wag job på en mørk nat i North Jersey?

Så hvorfor kan jeg lide–nej: elsker–en TV-serie, hvor hovedpersonen er en stort set amoralsk, fedladen, bedragende, pengeafpressende morder? Og hvor bipersonerne, som regel, er værre?  (Som min kære Fru Punditokrat sagde, da Familien i sidste sæsons slutning aflivede den kommende svigerinde, Adriana (Drea di Matteo): “Så røg den sidste ikke-usympatiske person i den serie!”)

Tja, godt spørgsmål.  Jeg er sikker på, at der findes postmodernistiske, dekonstruktivistiske pseudo-filosoffer, der ville kunne give svar på det.  Men jeg ved også godt, hvad Tony S. ville gøre ved dem–og det ville givetvis involvere et baseballbat, en issyl og andet nyttigt værktøj, som en rigtig Wiseguy har ved hånden.

Og så findes der iøvrigt folk, der har en helt anden vinkel.  Som dem, der bemærkede, at Robert Nozicks Anarchy, State and Utopia faktisk optræder i et afsnit.  Den slags personer har f.eks. læst denne artikel (eller denne) eller denne), hvori det bl.a. hedder:

“Perhaps the most striking thing about HBO’s superb drama series The Sopranos — and what sets it apart from most any show on television — is its unabashed embrace of classically liberal principles. Perhaps only Comedy Central’s South Park better hammers home the themes of rugged individualism, minimalist government and the inherent corruption of power.

In fact, The Sopranos is driven by the theme of personal responsibility.”

OK, måske lidt af en vidtgående tolkning, men … Fuggheddaboutit!

Et stærkt bidrag

Af admin, den 11. marts 2006. 9 svar

Danmark er foreningernes land, og vi er nu også beriget med foreningen Danskere imod Blasfemi. Formanden Jakob Erle, der (naturligvis) også er folketingskandidat for Radikale, har i landets bedste avis Weekendavisen ydet et stærkt bidrag til at vinde vores citatfuskkonkurrence.

Ifølge formand Erle lød den centrale passage i Flemming Roses tekst til profettegningerne (anførelsestegnene er formandens egne):

“(..) muslimer (..) gør krav på en særstilling, når de insisterer på en særlig hensyntagen til egne religiøse følelser. Det er uforeneligt med et verdsligt demokrati og ytringsfrihed, hvor man må være rede til at finde sig i hån, spot og latterliggørelse.”

Det er sjældent, at man ser så amputeret et citat. Tænk, at man kan nænne at skære så meget i så kort en tekst, og at gøre det så klodset. Prøv at se teksten uden de 2 x (..) her.

Man kan undre sig over, hvorfor formand Erle overhovedet gør sig den ulejlighed at citere, når han er nødt til at klippe så tydeligt, men han har formodentlig følt, at den fremstormende Khader-fløj kun kunne stoppes med anførelsestegn.

Vi har allerede modtaget flere gode bidrag til konkurrencen, men dette er et stærkt bidrag, fordi det på en og samme gang kombinerer en formel respekt for god citeringsskik med en tedentiøs beskæring, hvilket gør det til et af de mest ekvivokke eksempler, vi har set længe.

Men giv ikke op. Bunden er måske nok nået, men der er plads til flere. Vi tager stadig imod bidrag til konkurrencen.

Tillykke til os …

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 10. marts 2006. 4 svar

I denne uge er det et år siden, at nærværende blog gik i luften for første gang.  Siden hen er det blevet til 443 poster (inkl. denne) og 1.583 kommentarer (ekskl. nogle, som privatcensuren saksede).  Det er i den periode blevet til mere end 86.000 “unikke” besøgende og knap 200.000 sidevisninger.  De seneste uger har vi ligget på 450-500 besøg pr. dag, hvilket er nr. 4 på chart.dk’s liste over politiske websites og foran andre, mere etablerede “old boys”-sites som Liberator, Faklen og Danmarks Kommunistiske Parti/Marxister-Leninister …

Vi er blevet omtalt–overvejende positivt (hvilket altid må fremkalde nervøsitet) i MS-medier som Berlingske Tidende, Weekendavisen, Information og Danmarks Radio, og netop i dag såmænd også i Jydske Vestkysten.  Rygter vil vide, at JP kommer med noget en af dagene.

Så tillykke til os.  Men til skribenterne: Se at få skrevet noget mere!  Og til læserne: Kom endelig tilbage–dette er et “public good” …

Ugens citat: Ib Michael om ytringsfrihed

Af Redaktionen, den 6. marts 2006. 8 svar

Med hat-tip til Waldorf på Liberator dette fortrinlige citat fra DR2 forleden, hvor Ib Michael diskuterede ytringsfrihed med Jens Rohde og Morten Hesseldahl:

“Hvorfor afskaffer I så ikke bare dem [de paragraffer i straffeloven der begrænser ytringsfriheden] og så har I jeres totalitære samfund.”

There you go again, Erasmus …!

Stor citatfuskkonkurrence med præmie!

Af admin, den 5. marts 2006. 7 svar

Vores smagløse forsøg på at ligne rigtig Main Stream Media (MSM) fører os nu til at lave en rigtig konkurrence. Wauv!

Alle kan deltage, det er helt gratis, og der er en flot præmie til vinderen. Den stolte vinder får intet mindre end den helt nye version af ytringsfriheden: Du er fri til at tænke, hvad du vil, blot du ikke udtrykker det på nogen måde, da det kan skade Arlas garanteret jødefri eksport af mælkeprodukter til Mellemøsten.

Vi havde egentlig planlagt en stor flot ceremoni for kåringen af vinderen, hvor PEN-koret skulle synge den nye udgave (ikke Outlandish’, men Seidenfadens) af PH’s evigt aktuelle schlager, nu kaldet Vi binder os på mund og hånd. Meget passende skulle det hele foregå i lokalerne hos Institut for Menneskerettigheder, men vi har måtte aflyse, fordi dagen vist er reserveret en konference, Ytringsfrihedens ofre II, hvor man fokuserer på de danske katolikker, der blev traumatiserede af at se Dave Allen Shows i 1970erne.

Det tegner i øvrigt til at blive en spændende konference. Først vises stærkt censurerede afsnit af Allens shows klippet ned til ca. 15 sekunder per afsnit for at illustrere, at man faktisk godt kan tage hensyn til andres religiøse følelser, hvorefter der er et indlæg af en repræsentant fra Brandes Selskabet over emnet, Før Brandes og Cavling – Da religionen nød respekt i dansk presse. Derefter fortæller en repræsentant fra Foreningen til udbredelse af troen på intelligent design om den langt mere hensynsfulde tradition for at respektere religion i amerikansk MSM. “Der ville næppe være så mange voksne mennesker i USA, som tror på den guddommelige skabelsesberetning, uden denne høflige selvcensur”, udtaler rev. E. C. Offended i konferencematerialet, “Det kunne I lære meget af i Europa”. Der afsluttes med et meget personligt indlæg af Berlingskes chefredaktør Niels Lunde, Han kan da ikke mene mig, vel?, hvor han fortsætter sin kritik af, at statsministeren ikke hængte nogle få navngivne individer ud ved navn og dermed gav anledning til ubehagelig selvransagelse hos mange fremtrædende medie- og erhvervsfolk. Det skal nok blive spændende.

I stedet for en ceremoni sker overrækkelsen af gevinsten virtuelt ved tankeoverførelse. Det er jo åbenbart også bedst ikke at vække for meget opmærksomhed.

Og nu til reglerne. Det hele er meget enkelt. Man skal bare påvise citatfusk, og der er rigeligt at tage af fra MSM. Det giver ekstra, hvis der er links. Desto bedre citatfusk, desto større chance for at vinde. Vi lægger vægt på elegance og frækhed. Det giver bedst at tage ord ud af en kontekst, så de forvrides, hvorimod vi ikke rigtig giver noget for egentlig løgn; det er for let(h). Men hold jer ikke tilbage, grænsen mellem de to former for fusk er jo flydende. Man kan også komme med eksempler på, at vi har lavet citatfusk, men det vil vi betragte som krænkende og straks ignorere, så I kan lige så godt spare jer. Her er nogle eksempler på do and don’ts:

1) Jyllands-Posten trykte sine profettegninger for at “håne, spotte og latterliggøre” muslimer.

Elegant, fordi det er taget ud af konteksten. Her er, hvad JP egentlig skrev 29/9 2005:

Det moderne, sekulære samfund afvises af nogle muslimer. De gør krav på en særstilling, når de insisterer på særlig hensyntagen til egne religiøse følelser. Det er uforeneligt med et verdsligt demokrati og ytringsfrihed, hvor man må være rede til at finde sig i hån, spot og latterliggørelse.

JP ønskede således ikke at håne muslimer, men angiver blot, at ytringsfriheden i Danmark ikke afgrænses af, om en person føler sig krænket, men efter objektive kriterier fastsat af domstolene. Samme standard gælder naturligvis for kristendommen, og JP har da også trykt tegninger, der sikkert har krænket “nogle kristne”. Beskrivelsen af ytringsfriheden var efter en presseetisk og juridisk vurdering rigtigt, da den blev skrevet. Om det stadig er tilfældet, er blevet mindre klart for en række universitetsforskere efter balladen startede, så nu venter vi spændt på rigsadvokaten.

2) En rigtig dansk klassiker er citatet om, at statsministeren ikke bare troede, men vidste, at Saddam havde WMD. Citatfuskeriet blev markedsført i sammenhængen med Grevil-sagen om FE-rapporterne, så man skulle tro, at Fogh hævdede at have sin viden fra dem. Det fulde citat var:

Irak har masseødelæggelsesvåben. Det er ikke noget, vi blot tror. Vi ved det. Irak har selv indrømmet, at de har haft sennepsgas, nervegas og miltbrand, men Saddam Hussein vil ikke afregne. Han vil ikke fortælle os, hvor og hvordan de våben er blevet destrueret. Det ved vi fra FNs inspektører, så der er ingen tvivl i mit sind.

Det fremgår således, at statsministerens “viden” fulgte af et logisk ræsonnement knyttet til de WMD, som Irak ubestrideligt havde haft og ikke siden havde redegjort for, og ikke til specifikke FE-rapporter. Den er ved at være slidt, men ses under tiden i brug alligevel.

3) At Bush skulle have erklæret over for hele Verden, at “enten er I med os eller I er imod os”, er en anden lille perle, som man for nyligt kunne se i Berlingske, der jævnligt sjusker med deres dækning af Bush. Her er det rigtige citat fra talen den 20. september 2001, ni dage efter terrorangrebet. Efter først at have talt om, at Afghanistan må udlevere bin Laden og al-Qaeda, siger han:

We will starve terrorists of funding, turn them one against another, drive them from place to place, until there is no refuge or no rest.  And we will pursue nations that provide aid or safe haven to terrorism.  Every nation, in every region, now has a decision to make. Either you are with us, or you are with the terrorists.  (Applause.)  From this day forward, any nation that continues to harbor or support terrorism will be regarded by the United States as a hostile regime.

Det fremgår, at Bush kun retter kravet mod de stater, der i lighed med Afghanistans taleban-styre husede terrorister, og at kravet retter sig mod deres dobbeltspil. Enten er de med USA og må bekæmpe terroristerne, eller de lader dem blive og vil så blive betragtet som fjender af USA. Talebanerne valgte som bekendt siden side med al-Qaeda.

Her er nogle eksempler, der ikke du’r i denne konkurrence:

1) Efter at have afvist, at man kan sammenligne Flemming Roses situation med de udenlandske forfattere og journalister, som PEN kæmper for, udtaler Niels I. Meyer:

Her er der tale om mennesker, som risikerer lange fængselsstraffe i diktaturstater. Det er pinligt at sammenligne dem med Flemming Rose, som har al den ytringsfrihed, han ønsker. Han kommer jo ikke fængsel.

Selvom Meyers vurdering af den mordtruede Roses situation er afslørende, du’r citatet ikke i denne konkurrence. Det er nemlig ikke fusk; han har faktisk sagt det. Desuden har Meyer taget konsekvensen og meldt sig ud af PEN, hvilket nok er godt det samme, da International PEN i mellemtiden har erklæret, at Rose skal modtage den støtte, som et flertal af bestyrelsen med nød og næppe, og kun på egen hånd, fik meddelt ham under mange forbehold.

2) Her er et andet eksempel. Det er en oversættelse fra spansk af Mario Vargas Llosa fra Weekendavisen:

På samme måde lader de såkaldt progressive intellektuelle end ikke til at have opfattet, hvad det er, der foregår. Med André Glucksmann forventeligt som den første er der beundringsværdige undtagelser – men d
e er nærmest ikke-eksiste
rende. Jeg kunne håbe, at denne tavshed blot skyldtes ærværdig fejhed: det ville være menneskeligt og til at forstå. Det er rimeligt nok ikke at ønske at ende som den hollandske filminstruktør Theo van Gogh, dræbt af en fanatisk muslim for at benyttet sig af sin ret til at tænke frit. Men jeg tror desværre, at den egentlige grund er en anden og værre. At en god del af tavsheden til venstre skyldes, at venstrefløjen ikke kan beslutte sig for, hvad der er den politisk korrekte holdning i denne polemik. … Når man sammenligner nutidens europæiske venstrefløj med den, der i sin tid gik foran i kampen for den ytringsfrihed, som fanatismen i dag bekæmper – så er det lige til at græde over.

Igen er vi helst fri for den slags bidrag. Dels er det ikke citatfusk, men et ægte og gennemtænkt citat, dels er det en smertefuld påmindelse om forskellen på rigtige intellektuelle og så den slags, vi må nøjes med her i landet, hvor selv Ib Michael betragtes som en farlig intellektuel.

Klar – parat – start!

To slags multikulturalisme

Af Jacob Mchangama, den 5. marts 2006. 17 svar

Sidste uge modtog jeg et brev fra Københavns Kommune. Som den gode borger jeg gerne vil være åbnede jeg straks brevet, men så satte forargelsen ind og mine aspirationer om at være en dydsborger forduftede. Brevet indeholdt nemlig en stemmeseddel til det forestående integrationsrådsvalg i Københavns Kommune. Kommunens embedsmænd mente åbenbart, at jeg burde deltage i dette på trods af, at jeg er født og opvokset i dette land, taler sproget flydende, bidrager til de offentlige kasser og nærer en solid portion kærlighed til Dannevang. Er man barn af en mor eller far der kommer fra et land uden for Vesteuropa, Nordamerika, Australien eller New Zealand har det i kommunens optik tilsyneladende formodningen for sig, at man ikke er ordentligt integreret i Danmark. Men man er ikke selv skyld heri, hvorfor man må være et marginaliseret offer og derfor har brug for en stemme, der på kommunalt plan kan oplyse politikerne om de tiltag der skal til før man kan føle sig afstigmatiseret og hjemme her i landet.

Min forargelse voksede til uanede højder da jeg studerede den vedlagte stemmeseddel og informationsmateriale nærmere. For kandidaterne til integrationsrådsvalget er nemlig ikke delt op efter politisk overbevisning, men derimod efter geografisk herkomst. Der er således en "Afrika liste", en "Mellemøsten liste", en "Øvrige Asien liste", en "Øvrige Europa liste" og en "Blandet liste".

Kunne man forestille sig et større selvmål i forhold til de indvandrere der rent faktisk ikke er ordentligt integreret her i landet, end et system, hvor disse, i modsætning til landets øvrige borgere, opfordres til at stemme på kandidater ud fra disses etnicitet eller nationale oprindelse, frem for deres politiske overbevisning? Mon dette forhold medvirker til, at en somalier opvokset i et klansamfund eller en serber eller rwander opvokset midt i Balkans eller Rwandas etniske begrundede massemord opnår en forståelse af det liberale demokrati? Mon ikke snarere det medvirker, at visse indvandrere gennem deres repræsentanter orienterer sig mod egen kultur og værdier uden at føle behov for at gøre sig bekendt med eller fatte sympati for de her i landet herskende? En sådan orientering kan tolereres i den private sfære, men den bør ikke fremmes endsige legitimeres på det politiske plan, såsom er tilfældet med Integrationsrådsvalget.

Integrationsrådsvalget er et skoleeksempel på den slags multikulturalisme, som ikke bare er misforstået men også dybt skadeligt for det liberale demokratis version af det gode samfund, hvis ufravigelige krav om lighed for loven er uforeneligt med den form for særrettigheder begrundet i etnisk herkomst, som integrationsrådsvalget og dets institutionalisering af offerkultur er udtryk for.

Men den relativistiske version af multikulturalisme, som Integrationsrådsvalget er udtryk for, og som med dens ukuelige tro på, at alle kulturer og værdier er lige gode vel netop er en –isme, bør ikke miskreditere den form for multikulturalisme, som rent faktisk fungerer og som har bevist, at mennesker kan leve fredeligt side om side på trods af etniske, religiøse og kulturelle forskelle. Det er den form for multikulturalisme, som fastholder, at det liberale demokrati, individets frihed og en fri markedsøkonomi er indiskutable værdier, som der ikke kan gøres indrømmelser overfor begrundet i mindretals religiøse eller kulturelle værdier. Denne form for multikulturalisme tillader dog samtidigt, at det enkelte menneske indenfor det liberale demokratis absolutte ramme er fri til at bekende sig til de kulturelle og religiøse normer, som giver det enkelte menneskes liv mening og indhold.

Den relativistiske multikulturalisme bør ej heller tjene til at miskreditere den enorme øgning af velstand og viden som udveksling af ideer, personer, teknologi og kapital på tværs af grænser medfører, men hvis gavnlige effekter i høj grad negligeres af de der er modstandere af enhver form for multikulturalisme.

Sondrer man mellem disse forskellige former for multikulturalisme, hvoraf den sidste slet ikke er en "isme" i ordets gængse forstand, bliver det som liberal muligt at distancere sig fra de venstreorienteredes/kulturradikales frihedsunderminerende utopi uden at overtage de kultur-konservatives pessimistiske og fremskridtsfjendske nationalisme.   

Karikatur

Af Mikael Jalving, den 5. marts 2006. 20 svar

Det er da utroligt med Uffe Ellemann-Jensen. Som udenrigsminister var han forbilledlig; som forhenværende udenrigsminister danner han bagtrop med de mest naive typer, ingen nævnt, ingen glemt. Der er sket det, at også han er blevet en karikatur – på sig selv.

Tag nu bare et par af hans seneste bonmots, f.eks.: “Der er forskel på en tegning og en karikatur”. Korrekt, men hvad kommer det sagen ved? Der er også forskel på en spade og en skovl, og de er begge anvendelige i haven. På samme måde kan både en tegning og en karikatur bruges i avisen – og det bliver de sjovt nok også. Eller tag denne sproglige perle fra Ellemann: “Humor skal forsone, ikke såre”. Forkert igen. Humor er andet end bonede gulve og rene negle, humor er både sort og hvid, hård og blød og skal ikke partout noget bestemt.

Det, der kommer ud af munden på den forhenværende udenrigsminister, er lyden af en spilledåse, det er tirader, det er Emma Gad for viderekomne, hvis ikke en slags middelalderlig skolastik eller fraser fra de udenrigsministerielle gange, hvor den slags trives, fordi ingen tør sige platituderne imod.

Den tidligere udenrigsminister udtaler tillige, at “vi” har startet sagen. Hvem er “vi”? Der er tale om en avis, ikke om nogen regering eller noget Udenrigsministerium. Er Ellemann blevet ansat på Jyllands-Posten? Det nægter jeg at tro. Ikke mindst fordi han runder en kommentar i Politiken af med at mene, at selve udtrykket “islamismen” er “et lidt farligt udtryk”, hvilket måske lyder meget sødt og demokratisk, men samtidig minder os om den franske forfatter Jean-Francois Revels ord om, at demokratiet er den første civilisation nogensinde, som bebrejder sig selv at bekæmpe sine fjender. I stedet tyer mange erklærede demokrater til at bedømme politiske udsagn ud fra en æstetisk eller retorisk synsvinkel – og det er og bliver pop.

Problemet med Uffe Ellemann-Jensen er, at han tillader sine holdninger – til regeringen, til Jyllands-Posten, til Dansk Folkeparti – at aflive princippet om ytringsfrihed. Holdninger er ikke vigtigere end principper. Principper er vigtigere end holdninger. Og princippet ytringsfrihed står ikke til diskussion, det gjaldt – indtil for nylig – for lav såvel som for høj.

Det er ikke blot et problem for Ellemann, at han ikke evner at se betydningen heraf. Det er også et problem for det borgerlige Danmark, fordi det borgerlige Danmark lægger øre til en karikatur af en tidligere udenrigsminister.

Vintage Steyn

Af admin, den 2. marts 2006. 1 svar

Her på bloggen har vi med jævne mellemrum behandlet FN og gjort det mindre venligt. Men nok engang må det konstateres, at ingen gør det mere velskrevet end Mark Steyn. Det er et af de hellige emner, som det endnu ikke er blevet forbudt at skrive kritisk eller satirisk om — selvom ingen selvbevidst dansk journalist i MSM kunne drømme om at gøre det.

Dette link er til en tale, som han holdt i december (hat tip Instapundit). Her er nogle få uddrag, men læs selv, selvom det er langt.

Let me give an example. Nearly three years ago, the space shuttle Columbia crashed, and Katie Couric on NBC’s Today show saluted the fallen heroes as follows: “They were an airborne United Nations—men, women, an African-American, an Indian woman, an Israeli….” By contrast, there’s a famous terror-supporting Islamist imam in Britain, Abu Hamza, who, when the shuttle crashed, claimed it was God’s punishment “because it carried Americans, an Israeli and a Hindu, a trinity of evil against Islam.” Say what you like about the old Islamofascist nutcake, but he was at least paying attention to the particulars of the situation, not just peddling, as Katie Couric did, vapid “multi-culti” bromides. Why couldn’t Katie have said the Columbia was an airborne America? After all, the “Indian woman,” Kalpana Chawla, was the American Dream writ large upon the stars: she emigrated to the U.S. in the 1980s and became an astronaut within a decade. What an incredible country. But somehow it wasn’t enough to see in the crew’s multiple ethnicities a stirring testament to the possibilities of her own land; instead, Katie upgraded them into an emblem of what seemed to her a far nobler ideal—the UN. …

Didier Bourguet, a UN staffer in Congo and the Central African Republic, enjoyed the pleasures of 12-year-old girls, and as a result is now on trial in France. His lawyer has said he was part of a UN pedophile network operating from Africa to southeast Asia. But has anyone read anything about that? The merest glimpse of a U.S. servicewoman leading an Abu Ghraib inmate around with girlie knickers on his head was enough to prompt calls for Donald Rumsfeld’s resignation, and for Ted Kennedy to charge that Saddam’s torture chambers were now open “under new management.” But systemic UN child sex in at least 50 percent of their missions? The transnational morality set can barely stifle their yawns. If you’re going to sexually assault prepubescent girls, make sure you’re wearing a blue helmet. …

What’s important to understand is that Mr. Annan’s ramshackle UN of humanitarian money-launderers, peacekeeper-rapists and a Human Rights Commission that looks like a lifetime-achievement awards ceremony for the world’s torturers is not a momentary aberration. Nor can it be corrected by bureaucratic reforms designed to ensure that the failed Budget Oversight Committee will henceforth be policed by a Budget Oversight Committee Oversight Committee. The Oil-for-Food fiasco is the UN—the predictable spawn of its utopian fantasies and fetid realities. If Saddam grasped this more clearly than, say, Katie Couric or John Kerry, well, that’s why he is—was—an A-list dictator and they’re not. …

It’s a good basic axiom that if you take a quart of ice cream and a quart of dog mess and mix ’em together, the result will taste more like dog mess than ice cream. That’s the problem with the UN. If you make the free nations and the thug states members of the same club, the danger isn’t that they’ll meet each other half-way but that the free world winds up going three-quarters or seven-eighths of the way. Indeed, the UN has met the thug states so much more than half way that they now largely share the dictators’ view of their peoples—as either helpless children who need every decision made for them, or a bunch of dupes whose national wealth can be rerouted to a Swiss bank account. …

As you may have noticed, the good people of Darfur in Sudan have been fortunate enough not to attract the attention of the arrogant cowboy unilateralist Bush and have instead fallen under the care of the UN multilateral compassion set. So, after months of expressing deep, grave concern over whether the graves were deep enough, Kofi Annan managed to persuade the UN to set up a committee to look into what’s going on in Darfur. Eventually, they reported back that it’s not genocide. That’s great news, isn’t it? Because if it had been genocide, that would have been very, very serious. As yet another Kofi Annan-appointed UN committee boldly declared a year ago: “Genocide anywhere is a threat to the security of all and should never be tolerated.” So thank goodness what’s going on in Sudan isn’t genocide. Instead, it’s just 100,000 corpses who all happen to be from the same ethnic group—which means the UN can go on tolerating it until everyone’s dead, and none of the multilateral compassion types have to worry their pretty heads about it. …

The tsunami may have been unprecedented, but what followed was business as usual—the sloth and corruption of government, the feebleness of the brand-name NGOs, the compassion-exhibitionism of the transnational jet set. If we lived in a world where “it’s what you do that defines you,” we’d be heaping praise on the U.S. and Australian militaries, who in the immediate hours after the tsunami dispatched their forces to save lives, distribute food and restore water, power and communications.

I stedet for en nekrolog

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 28. februar 2006. 18 svar

Der var engang … og det var en kold, mørk og våd nat.  Sådan primo 1980erne eller deromkring, sikkert en fredag eller lørdag.  Jeg var teenager og “i byen” med nogle af mine venner, i Odenses natteliv–—så beskedent som det nu var—–og af mangel på bedre tumlede vi ind på “Café Biografen” på Brandts Klædefabrik.  En café, der—–sådan da–—var en lidt hyggelig provinsiel blanding af Vester Vov Vov og Huset i Magstræde.  Og hvad deraf følger, på godt og ondt.

Vi forlod hurtigt stedet igen.  Lidt forargede og let grinende.

For selvom vi befandt os i primo-80erne, var aftenens underholdning endnu mere medio-70er politisk korrekt end sædvanligt: Det var den lokale afdeling af det diminutive Danmarks Kommunistiske Parti/Marxister-Leninister (DKP/ML), som holdt åben fest på caféen, og til lejligheden havde de importeret et orkester helt fra København, som spillede en for min og mine venners smag ikke specielt interessant blanding af venstrefløjsrock og folkemusik.  Og det første jeg hørte, da jeg trådte ind—–udover den markante sangerinde–var, at en fra bandet talte om, at man på denne aften hyldede det socialistiske Albanien i anledning af Stalins fødselsdag.

Say what?

Vores forargelse var primært over, at nogen vitterlig ville fejre massemorderen Stalin, sådan en 30 års tid efter hans død.  Nå ja, og så måske også, at nogen seriøst kunne foretrække den slags musik frem for Yazoo, Depeche Mode, New Order, Human League, Spandau Ballet, o.s.v.  Helt ærligt! Skulle man endelig lytte til venstreorienteret musik, kunne det da i det mindste være The Jam, The Clash eller Heaven 17.

Nå, men den slags faldt altså ikke i beton-stalinisternes smag, og DKP/ML havde netop en af deres bastioner i netop Odense.  Af de få hundrede stemmer, som partiet ved et par folketingsvalg i 1980erne høstede, faldt en del i Odense, hvor partiet havde et par relativt pæne lokaler–—givetvis betalt af de samme generøse albanske statstilskud, som finansierede “Dagbladet Arbejderen”.  Og ML’erne var synlige i Odense—, på den ene og anden måde.  I 1982 overfaldt de med vold de lokale KU’ere, da disse delte pjecer ud på gågaden, og da politiet ankom, mødte ML’erne dem med råb om “fascisme” …  Kort efter blev en KU’er forfulgt på cykel det halve Odense igennem og truet med bank, hvis han nogensinde igen kom i nærheden af ML’ernes hovedkvarter.  Det var omtrent på dette tidspunkt, at det lille partis store rorgænger, generalsekretær Klaus Riis*, gjorde sig herostratisk bemærket, da han for åben mikrofon og DRTV-kamera fortalte, at man i partiet forberedte sig på den væbnede revolution, men at dette sandelig også var nødvendigt, fordi Mærsk og Simon Spies byggede koncentrationslejre, hvori de ville internere arbejderklassen.

Man mente det skam ganske alvorligt.  I 1982 vedtog det lille parti programmet “For et socialistisk Danmark under proletariatets diktatur”, hvori man hyldede “Albanien, verdens eneste socialistiske land”, og dets leder “den fremragende marxist-leninist Enver Hoxha”, —ligesom man gjorde dagligt i Dagbladet Arbejderen, hvis “hoved” på det tidspunkt indeholdt profilerne af Marx, Lenin og Stalin. Ifølge partiprogrammet var det i Danmark anno 1982 tilfældet, at “hele den objektive situation [er] moden til gennemførelse af lige præcis den voldelige socialistiske revolution og ikke nogensomhelst anden type ‘revolution’ eller ‘revolutionære reformer’ osv., som revisionisterne fabler om”. I partiets historieudlægning gik det grundlæggende godt i Sovjet indtil Stalins død; senere solgte man ud dér, ligesom man gjorde hos “revisionisterne” i resten af Østblokken, Jugoslavien, Cuba, Campuchea, Nordkorea …  Kun i Albanien og (et stykke tid) i Maos Kina havde man fat i den lange ende.  Så alle DKP/ML publikationer og møder var fyldt med endeløse lovprisninger af Albanien–som til det sidste var Europas største massefængsel, et forarmet og tyrannisk regime, der sank ned i en stadigt større tragedie.

Jo, ML’erne var … farverige.  Så farverige, at de gav det at være sekterisk og fanatisk et dårligt image.  De kunne sågar give Lyndon B. LaRouches “Schiller Institut” eller Danmarks Humanistiske Parti god konkurrence om, hvem der var landets dengang mærkeligste politiske bevægelse. Selv de rigtige DKP’ere syntes, at ML’erne var lidt … “gakkede”, som min ungkommunistiske skolekammerat Ole (kendt i Odense som “Komm’ole”) vist engang betegnede dem overfor mig.**

Nå, hvorfor nu hele denne tur “down memory lane”?

Jo, naturligvis for lige at sætte det hele lidt i relief m.h.t., hvad det egentlig var, der udgjorde det politiske udgangspunkt for komponisten Thomas Koppel, der døde forleden.  For det var naturligvis ham og “Savage Rose”, vi hørte hylde Albanien og Stalin dengang på Café Biografen.

Og søndagens TV og mandagens aviser var fyldt med lange lovprisninger til den store og politisk bevidste komponist, men ingen af journalisterne var tilsyneladende med dengang på Café Biografen–—eller også ville de helst glemme, at de havde været det.  Ingen nævnte nemlig med et ord, at Koppel & frue i årevis var stalinistiske hard-liners, som aktivt hyldede og støttede Europas sidste diktatur, selv efter 1989.  End ikke noget så faktuelt som, at Koppel var medstifter af DKP/ML og opstillet som folketingskandidat, eller at partiet betalte tilbage ved at udgive gruppens plader på det lille partis endnu mindre pladeforlag.

Koppel lagde ellers ikke fingrene imellem.  Han var blandt dem, der eksplicit udtalte sin støtte til Pernille Rosenkrantz-Theil og de to, der overfaldt Anders Fogh Rasmussen og Per Stig Møller: “Derfor skal du skal ikke være flov. Der er ikke de to unge eller dig, der er kriminelle her. … Så – ryst ikke på hånden. Støt de to aktivister.”  Og Savage Rose støttede direkte terrororganisationen PLO.  Koppel fordømte de danske Muhammed-tegninger, men modsatte sig en offentlig fordømmelse af kommunismens forbrydelser.  Og Koppel & frue var såmænd klarsynede nok m.h.t. Sovjet-blokkens fald, om end fra en lidt uortodoks vinkel:

“Kommunismens fald i Østeuropa anfægter ikke Savage Rose: – Vi har i årevis gået og ventet på det, der sker i Østeuropa. I Sovjetunionen fik socialismen sit store sår i 1956-61, da bureaukratiet overtog magten og skabte sit eget lukkede system.” (“De vilde roser er stadig røde”, Politiken 5.VIII.1990)

Ja—–de skulle nok have holdt Onkel Joe i live i nogle år endnu …

Dybden i Koppels politiske tænkning fremgår med al tydelighed af denne kommentar til kulturkanonen:

“Brian og kompagni er i færd med at prøve at bortlede opmærksomheden fra, at de overhovedet ingen kultur har. Anders Foghs operahelte hos A. P. Møller fragter Donald “Duck” Rumsfelds kanoner og papkalkuner ud til en fup-krig mod et fremmed folk, der var så uheldige at bo oven på et oliefelt … Efter Fogh-regeringens hærgen ses Danmark rundt om i verden ikke længere som en kulturnation, men som en krakelerende fup-præsidents ikke særlig vellugtende kattebakke. Jeg længes efter det rigtige Danmark, der dufter af verdens rødeste jordbær og folkelig, frygtløs, livsnær inspiration. Det Danmark, der er H. C. Andersen, Jeppe Aakjær og Carl Nielsen værdigt.”

Og man kunne så have tilføjet: Og Lenin, Stalin og Hoxha.

Nuvel, Koppel skulle selvfølgelig have ret til at nyde den frihed, som hans kammerater nægtede andre—–om end det da ikke skete uden konsekvenser for andre.  Den senere statsministerielle spin-doktor, Michael Kristiansen, skrev som ung journalist på Weekendavisen artiklen “Et land i Europa” (13.IX.1991).  Heri beskrev han Albaniens fattigdom og tyranni—–og føjede en anekdote til:

“Men der var nogen, der elskede det gamle stalinistiske system. Ud over de priviligerede kadrer for eksempel de danske revolutionære marxister-leninister. Og det bliver man gjort opmærksom på dagligt af politikere og embedsmænd og taxichauffører. Med Annisette og Thomas Koppel i front var de de eneste, der fik mulighed for at besøge et ellers totalt isoleret Albanien, og de priste den virkeliggjorte marxisme i høje toner. En aften på Hotel Tiranas balkon slår udenrigsministeriets talsmand, Fatmir Ohnoj, mig på skuldrene og siger ligeud: »Vi har haft det svært med danskerne, de var simpelt hen de værste. De kom i gamle busser, krævede at se arbejderklasse-kontrol, sang slagsange dagen lang og krævede alt. Jeg måtte guide dem rundt og høre på al deres ævl, og de kaldte mig en klassefjende, fordi jeg ikke var medlem af partiet. De kommer heldigvis ikke mere, og skulle de komme, skal jeg sørge for, at de kommer til at betale for deres udnyttelse af mit folks trængsler og pinsler.« Man lusker hjem til sit hotelværelse, kigger på solen, der går ned over Dajti-bjergene, moskeen, der er fyldt med mennesker, afslår tigger-børnene, smiler til de mange albanere, der vinker til én fra Skanderbergpladsen, og håber det bedste for dette lille land, der endelig er sluppet ud af marxismens mærkværdige eksperimenter.”

Men disse aspekter blev generelt udeladt af de hyldende nekrologer.  Men hvad skrev aviserne i stedet?  Stort set alle artikler, der kan graves frem på Infomedia, betegner Koppel som “kompromisløs”–—det lyder da også pænere end “fanatisk”, “sekterisk”, “ekstremistisk” …

Politiken havde nekrologen “Den kompromisløse komponist”, hvori det om Koppels politik blot hed, at denne “enestående” og “afholdte” komponist, som lavede “politisk bevidst” musik, og at han “ikke [gik] på kompromis med hverken sine kunstneriske ambitioner eller sine personlige holdninger for at blive populær”.  Politikens nekrolog omtaler videre blot “det socialistiske, samfundsmæssige engagement”, og at han og fruen p.t. var “optaget af at skabe en ny græsrodsbevægelse”.  Den eneste yderligere antydning i nekrologen var, at Koppel var med i et “yderligtgående venstreorienterede parti”, DKP/ML, og at gruppen turnerede “i Albanien, hvis kommunistiske regering de sympatiserede med.”

I en nekrolog i Berlingske Tidende, der er trykt stort set hele vejen rundt i provinsaviserne, står der endnu mindre af den slags: Ikke et ord om støtten til diktaturer og PLO, om folketingskandidatur og medstifterrolle i DKP/ML.  Her hedder det blot: “Sidste del af 70erne og hele vejen op gennem 80erne viede Thomas og Annisette deres engagement og musik til politiske manifestationer, støttefester, arrangementer og demonstrationer – alt sammen i kampen for en bedre verden.”

Flere aviser nævnte derimod–—vistnok uden at bemærke komikke–n—at mens Koppel uden held havde frabedt sig at få sit arbejde med i kulturkanonen, protesterede han ikke, da han til gengæld i 1998 via finansloven opnåede Statens Kunstfonds livsvarige kunstnerydelse.

Hvordan kan det være, at når en fanatisk venstreorienteret diktatur-apologet skal omtales, så er det altid som “kompromisløs” og “idealistisk” i kampen for “retfærdighed” og “en bedre verden”?  Kunne man tænke sig en lignende behandling af politisk anderledes tænkende? Findes der mon noget mere illustrativt for journalistisk dobbeltmoral og for holdningen om, at hvis målet er det tilpas rigtige, så helliger det ethvert middel?

 

* Selvsamme Klaus Riis (der selv blev udrenset af DKP/ML, fordi han var for yderligtgående–i modsætning til resten?–og nu er med i Arbejderpartiet Kommunisterne) har for relativt nyligt skrevet denne hyldest til nærværende posts objekt.

** Jeg husker ikke, om det også var Komm’ole eller en af mine andre venner i Odenses politiske miljø, der fortalte mig historien om ML’eren, der ikke kunne komme i partiets hierarki, fordi han havde for tykke hinkestens-briller.  De gjorde ham nemlig ukampdygtig …!

Modspil til monopolet

Af Jacob Mchangama, den 28. februar 2006. 1 svar

Det er på grund af rygende travlhed og rejseaktivitet efterhånden et stykke tid siden denne Punditokrat har bidraget til debatten her på siden. Med dette in mente er det med en flov smag i munden, at jeg benytter Punditokraterne til ublu selvpromovering, idet jeg dog tror, at emnet kan have læsernes interesse.

Lars Hvidberg og jeg har netop lanceret det første program i en række podcasts med politisk debat under navnet "Djævelens Advokat". Udsendelserne kan høres her og vores mission statement læses her.

Den første udsendelse, som er tilgængelig fra den 1. marts 2006, har Morten Kjærum som gæst til en debat om menneskerettigheder, som jeg synes er værd at lytte til hvis man er interesseret i emnet.

Endvidere vil man i den nærmeste fremtid kunne opleve Christopher Arzrouni, Kasper Støvring, Jesper Langballe og Preben Wilhjelm i "studiet", og vi er i kontakt med mange flere. 

Jeg håber, at Punditokraternes læsere vil lytte med og komme med kommentarer til både form og indhold.

 

Ugens citat: Tierney om universiteter

Af Redaktionen, den 27. februar 2006. 2 svar

Den fremragende John Tierneys klumme i New York Times i denne uge handler om universiteter–og særligt de amerikanske Ivy League-skoler.  Årsagen er, at Harvard Universitys rektor, fhv. finansminister Larry Summers (som uden US Supreme Courts Bush v. Gore afgørelse i januar 2001 let kunne være blevet fungerende præsident …), i sidste uge tog sin afsked, foranlediget af et kommende mistillidsvotum fra universitetets fastansatte forskere.  Årsagen er–udover at han blev et offer for amerikansk akademisk politisk korrekthed, når den er værst–at Summers forsøgte at tvinge forskerne til at interessere lidt mere for, hvad der egentlig er nyttigt for de studerende.  Men Tierneys pointer er generelle, og her kommer nogle af dem:

“[As] Adam Smith observed two centuries ago, the university tends to be organized “not for the benefit of the students” but “for the ease of the masters.” And nowhere is this more true than at an elite college like Harvard.

In most industries, a company would cater to customers paying $41,000 per year, but Harvard has been able to take its undergraduates for granted. …  Harvard has long known that the best students will keep coming, not for its classes but simply for its reputation. Smart students want to go where the other smart students go.

Suppose people picked hotels based on how intelligent they expected the other guests to be. Once a hotel got the reputation as a brain magnet, smart people would automatically go there, and hotel employees could afford to get complacent. They’d be more interested in their own welfare than their guests’ — especially if their jobs came with lifetime tenure.

At a university, the senior employees not only have tenure but are also used to controlling their own fiefs: departments vote on who’s hired and decide who teaches what. Unless a university president is willing to be less than collegial — and is backed by a board with more gumption than Harvard’s — there’s not much that can be accomplished.

Senior professors can shunt off the more tedious jobs, like teaching freshmen or grading papers, to low-caste graduate students or visiting lecturers. Or they just neglect the jobs that don’t appeal to them. That’s why Summers had to push them to teach survey courses and other basics.

You might expect the Harvard history department to devote a course or two to the American Revolution or the Constitution, but those topics are too mundane. Instead, there’s a course on the diaries of ordinary citizens during the Revolution, and another, “American Revolutions,” that considers the American and Haitian Revolutions as “a continuous sequence of radical challenges to established authority.” …

They’ve been insulated from reality in a political monoculture. The faculty discourse — or at least the discourse among those who bother to go to faculty meetings — has been so dominated by paleoliberals that Summers, a Democrat and a Clinton appointee, struck them as reactionary.”

Pluralisme og ytringsfrihed

Af Jørgen Møller, den 22. februar 2006. 8 svar

Georg Sørensen, professor ved Institut for Statskundskab i Århus, havde i søndags en ganske pudsig kronik i Berlingske. Jeg har desværre først fået den læst nu, men emnet er væsentligt, og det fortjener at få en kommentar med på vejen.

Sørensens ærinde er enkelt. Overskriften – “Ytringsfrihed og pluralisme i konflikt” – siger det hele. Eller for at klippe og klistre lidt i teksten: “man må vide, at hvis ytringsfrihed bruges til aktivt at forhåne andre, så kan det skade en anden grundværdi: pluralismen […] (forstået som vidtgående respekt for mennesker med en anden tro)”.

For at understøtte sin pointe henter Sørensen den liberale tænker Isaiah Berlins indsigt om, at værdier ofte er i modstrid med hinanden frem fra gemmerne. Det er der ingen skam i. Berlins forfatterskab står den dag i dag som et formidabelt forsvar for menneskelivets mangfoldighed – hans pen er rettet imod alle de selvudnævnte hyrder, der vil lede mennesket frem til det forjættende land ved at tvinge det til at leve efter én, universel gyldig formular.

Men det forekommer mig, at Sørensen begiver sig ud på meget dybt vand, når han bruger Berlins tankegods til at opstille en modsætning mellem pluralisme og ytringsfrihed. Kravet må være, at ytringsfrihed, i hvert fald i visse situationer, står i et negativt forhold til pluralisme. Men den modsætning har jeg mere end svært ved at få øje på.

Det er værd at erindre, at Berlins egen kontrast hedder pluralisme og monisme. Monisme er, som ordet siger, forestillingen om, at der findes ét svar på, hvordan det gode samfund skal indrettes. Hvor pluralismes konnotationer er mangfoldighed, der er monismens ensretning.

Det er for det første klart, at ytringsfrihed ikke befinder sig på samme abstraktionsniveau som disse to grundlæggende værdier. For der er tale om en juridisk bestemmelse, en ramme for hvad man kan tillade sig at ytre i tale og på skrift. Den gængse modsætning til ytringsfrihed er en anden juridisk bestemmelse, nemlig censur.

Det problem kan vi selvfølgelig løse ved at bevæge os ned på et lavere abstraktionsniveau. Men aben følger med, for kravet er i denne situation, at ytringsfrihed – i hvert fald i visse konkrete tilfælde – er at betragte som en juridisk tjener for monismen. Igen: det har jeg meget svært ved at se kan være tilfældet.

Hvad siger Sørensen selv. Jo, hans pointe er, at visse ytringer underminerer respekten for andres holdninger og tro – hans definition af pluralisme. Jeg vil starte med at sige, at jeg læser Berlin på en anden måde. Han siger i mine øjne ikke, at man skal have respekt (forstået som agtelse) for andres holdninger. Men man skal ikke undertrykke dem med vold og magt. Man skal kort sagt give plads til andre holdninger og ikke udelukke, at de kan have noget for sig, hvor absurde de end måtte forekomme.

Berlin yndede at bruge Schumpeters berømte passus: “At erkende den relative gyldighed af sine egne overbevisninger, men alligevel uforfærdet stå inde for dem, er det, der adskiller en civiliseret mand fra en barbar”. Og det er netop sagens kerne. Man skal ikke tro på absolutte fordringer, i hvert fald ikke hvad angår menneskelivet. For så har man ret beset givet sig den totalitære tanke i hu.

Men den meget sunde leveregel overtræder man altså ikke ved at ytre sig om noget, andre opfatter som et tabu. Man overtræder først pluralismens tærskel, når man udråber én bestemt social formel, det være sig det klasseløse samfund, profetens uskyldsrene tidsalder, det ny Jerusalem eller et kommende liberalt tusindårsrige, som en absolut sand måde at indrette tilværelsen på, gyldig på tværs af tid og sted (eller gyldig på een bestemt tid og eet bestemt sted for den sags skyld).

Selv hvis vi henholder os til Sørensens noget anderledes – eller i hvert fald meget mere konkrete – definition af pluralisme, kan jeg ikke se, hvad problemet er. Hvis man afbilleder Muhammed, betyder det jo ikke, at man ikke respekterer muslimernes ret til at have deres holdninger og tro. Det betyder bare, at man er uenig i, at det skal være ulovligt af afbillede Profeten. Eller for at bruge den schumpeterske formel: det betyder, at man uforfærdet står inde for sin ytring, men i øvrigt ikke mener at have patent på den – i dette tilfælde – religiøse sandhed (og analogt til dette må straffen for at overtræde billedforbudet i øvrigt udmåles i det hinsidige, ikke i det dennesidige).

Der er i mine øjne meget langt til den, ganske rigtigt afskyelige, holdning om, at man har ret til “at håne, undertrykke og torturere andre på vegne af, at [man] har fundet den eneste rigtige opskrift på sandheden om, hvad frihed er”. Det var det, Lenin, Stalin, Hitler, Mao og Pol Pot gjorde. Man kan argumentere for, at det er det, det iranske præstestyre gør, når de henretter unge for homoseksualitet. Men det er altså ikke det, der er sket i lille Dannevang i denne sag, hvad man så end synes om den. Og bemærk, at alle de anførte regimer samtidig har gjort brug af censur som en juridisk foranstaltning – ikke af ytringsfrihed. Det er ikke noget tilfælde. For hvor censur kommer ridende på frakkeskøderne af monismen, der er ytringsfriheden pluralismens tro væbner. Lyder i hvert fald mit bud på den sag!

Ugens citat: Norquist om rottehoveder, republikanere & cola

Af Redaktionen, den 21. februar 2006. 1 svar

Den farverige amerikanske politiske aktivist Grover Norquist (leder af Americans for Tax Reform) er altid god for en ideologisk metafor.  Det var som bekendt ham, der i sin tid sagde, at han ønskede, at den amerikanske forbundsstat skulle være så lille, at den kunne druknes i et badekar.

Her en en anden metafor, som til med er dagsaktuelt i.f.t. de amerikanske Republikanere, der p.t. argumenterer for en slags “big government”-konservatisme; Norquist sagde således fornylig i en tale, at det er undergravende for tilliden til Republikanernes “brand”, som ellers har været succesrigt netop p.g.a. en politik om lave skatter:

“The reason this is important is the same reason that Coca-Cola has been so successful.  They brand Coca-Cola; they have quality controls.  You can walk into the store and you can grab a bottle of Coke off the shelves:  you don’t have to taste it, you don’t have to look at it, you don’t have to shake it around, you don’t have to ask your friends about Coca-Cola.  You just grab it off the shelf because you know what’s inside it.  Now if you get that bottle of coke home and you look at it and there’s a rat head in the coke bottle, you do not say to yourself, you know I’m not going to finish the rest of this coke bottle.  You tell your friends about the rat head in the coke bottle and you go on local television and show them the rat head in the coke bottle.  And all across the country, and the world, people say I wonder what my coke has? Okay.

Republican elected officials who vote for tax increases are rat heads in a coke bottle. They damage the Republican brand.  This is not a victimless crime:  oh Fred’s over in the corner raising taxes, but that’s Fred.  No! No!  Small children everywhere get discouraged if they see Republicans raising taxes because it confuses them, and they don’t know what it means to be a Republican.”

Hvordan er danskerne – egentlig?

Af admin, den 20. februar 2006. 7 svar

Som nævnt før er det gode ved JP-balladen, at den viser, hvem der står hvor og for hvad.

Midt i glæden over, at langt hovedparten af danske muslimer opfører sig civiliseret og som gode danske borgere i et velfungerende demokrati, kan man beklage, at nogle danskere bruger anledningen til selvhad.

Det er der ikke noget nyt i. Under Den Kolde Krig kæmpede vi ligeledes med en dødvægt af såkaldte intellektuelle, der langt hellere ville kritisere vores egne små fejl eller tage stilling mod den totalitære trussel. Det var de færreste, som direkte støttede de fjendtlige diktaturer. Langt de fleste led bare af det selvhad, som Karl Popper så levende har beskrevet, og som fremkaldes af frygten for at leve i et åbent samfund, hvor man er tvunget til at tænke selv, og tvunget til at høre og forholde sig til meninger, man ikke bryder sig om. Uanset denne dødvægt vandt vi alligevel, og alt tyder på, at det gør det åbne samfund også i denne omgang.

Dagens kronik i Berlingeren af Hans Jørgen Nielsen indeholder et velgørende opgør med dette selvhad. Han gengiver resultaterne af de seneste undersøgelser af danskernes holdninger til fremmede, og vi har intet at skamme os over. Kun synd at Berlingeren ikke bragte kronikken i går søndag, hvor læserkredsen er større.

Danskerne er tolerante over for fremmede, og vi ønsker dem integreret i vores samfund, så de kan deltage på lige fod med os både i det civile samfund og i det politiske, med samme rettigheder og pligter. Man kan konstatere, at langt de fleste af de danske muslimer har vist sig tilliden værdig.

Kun på et punkt synes danskerne at være, som kritikerne tror: vi er ikke meget for multikulturalisme. Men det er der heller ikke mange andre europæere, der er. I betragtning af undersøgelsernes øvrige resultater, der ikke viser tegn på xenofobi, er det nærliggende, at modviljen mod multikulturalisme ikke skyldes ønsket om en ensretning, men skyldes en bestemt fortolkning af begrebet, nemlig den fortolkning, som selvhaderne har givet det: en værdirelativisme, hvor man f.eks. vægrer sig ved at konfrontere kvindeundertrykkelse og racisme, hvis overgrebene udspiller sig i andre grupper end lyserøde danskere. Med en lille omskrivning fra 1970erne: et eksotisk folk har altid ret.

Nej, det har de ikke nødvendigvis. Og at gøre opmærksom på det, er ikke racisme, men en fortsat kamp for det åbne samfund.

Der var engang fire friheder…

Af Dr.Mephisto, den 20. februar 2006. 1 svar

Der var engang et ideal om fire friheder: Fri bevægelighed for varer, kapital, serviceydelser og personer. De fire friheder var grundlaget for samarbejdet i EF/EU.

Forleden vedtog Europaparlamentet et servicedirektiv, der i princippet skulle åbne markederne for serviceydelser. Egentlig underligt at det var nødvendigt al den stund vi har været medlemmer af EF/EU siden 1972. Men langt om længe blev det til noget.

Det blev bare et meget udvandet direktiv. For eksempel er advokatydelser, audiovisuelle ydelser, private sunhedsydelser og vikarbureauer ikke omfattet.

Staterne – også den danske – har været meget skeptiske. Tænk, hvis man kunne komme til at øge konkurrencen! Selv Anders Fogh Rasmussen var været mere end loren.

I gamle dage var det tanken, at en virksomhed eller borger frit skulle kunne sælge varer og tjenesteydelser i alle EF/EU-lande, hvis de måtte derhjemme. Man kaldte det "oprindelseslandsprincippet" og det var grundlaget for det indre marked.

Men, men, men…

"Som forslaget er nu, kan en polsk udbyder af service operere på polske standarder i Danmark, og så risikerer vi, at den danske serviceudbyder bliver dårligere stillet end polakkerne", sagde Fogh til Politiken den 31. oktober 2005. Han mente, at man helt skulle droppe princippet om, at servicevirksomheder som advokater, frisører og bygningsarbejdere skal kunne operere i andre EU-lande efter deres hjemlands regler.

Storbritannien, Holland og østlandene var de eneste rigtig positive.

Det endte med, at oprindelseslandsprincippet blev fjernet fra det direktiv, som blev vedtaget af Europaparlamentet. I stedet skrev man noget om, at en national lov eller administrativ praksis hverken må være diskriminerende, unødvendig eller ikke-proportional. Det er i øvrigt op til virksomhederne og borgerne at løfte bevisbyrden, så mon ikke alle lande vil holde på, at deres nationale lovgivning er god nok?

Det er pudsigt, at Anders Fogh kan acceptere et direktiv, som i praksis vil lade EF-Domstolen tage stilling til, hvad der holder, og hvad der ikke holder. Han som ellers også har været så kritisk over for den politiserende EF-Domstol.

Retten til at håne

Af Dr.Mephisto, den 20. februar 2006. 2 svar

Amerikanske aviser har generelt været tilbageholdende med at vise Jyllands-Postens karikaturer af Muhammed.

Og blandt "cartoonists" har der været delte meninger – såvel om JP's handlinger og om de danske tegneres rettigheder. Nogle af de amerikanske cartoonists har kritiseret JP-tegnerne for alene at være lavt betalte "illustratorer" – ikke rigtige politiske tegnere!

Nu går Art Spielgelman – amerikanske tegneseriers grand old man på banen. Spiegelman er blandt andet kendt for "Maus", der skildrede holocaust. Spiegelman forsvarer de danske tegnere i et interview med The Nation.

SPIEGELMAN: There has to be a right to insult. You can't always have polite discourse. Where I've had to do my soul-searching is articulating how I feel about the anti-Semitic cartoons that keep coming out of government-supported newspapers in Syria and beyond. And, basically, I am insulted. But so what? These visual insults are the symptom of the problem rather than the cause.

In 1897 politicians in New York State tried to make it a major offense to publish unflattering caricatures of politicians. They were part of a Tweed-like machine who didn't like insulting drawings published of themselves, so they spent months trying to get a bill passed and to make it punishable by a $1,000 fine and up to a year in prison.

What happened?

SPIEGELMAN: It got killed. We have this thing called the First Amendment that was in better shape, maybe, then than now.