Kategoriarkiv: Tidligere skribenter

Erik Meier Carlsens terrorlogik

Af Jacob Mchangama, den 31. marts 2006. Skriv et svar

Erik Meier Carlsen (EMC) har i en årrække stopfodret BTs læsere med ledere, hvis indhold vel bedst kan karakteriseres som værende udtryk for juhu-social-demokratisme. Niveauet i lederne er almindeligvis lavt og ofte ved man ikke om man skal grine eller græde efter endt læsning. Men dagens leder er alligevel i en klasse for sig. Temaet for lederen er terrorpakken, som vores borgerligt-liberale regering i dens visdom har fremsat som lovforslag. I lederen lyder det bl.a.:

Men terror truer på en anden måde. Frygten for terror kan ødelægge samfundet. Frygten for terror kan føre til selvcensur og svække samfundets sammenhængskraft. Frygten for terror og for terrorens virkninger kan ødelægge vores økonomi.

Netop fordi terror er en trussel mod samfundets sammenhængskraft, er det i virkeligheden de svagest stillede borgere – som har mest brug for beskyttelse og for statens bistand – der også har mest brug for terrorpakken.

Der er en dyb logik i, at det er de svagest stillede borgere, der i årevis har ønsket strengere retspolitik i det hele taget og en strammere udlændingelov.
De velstillede, veluddannede og privilegerede har ikke helt samme behov. De klarer sig bedre på egen hånd – uden en stærk stat. De har bedre råd til at insistere på den personlige frihed.

Lederen er et perfekt eksempel på, hvorledes den offentlige debat i Danmark er styret af en social-demokratisk diskurs. “Sammenhængskraft” er et plusord, det samme er det at ville beskytte de “svage”. Når man derfor skal argumentere for indgribende terrorlovgivning er det derfor bare at gøre det i en kontekst, hvor terrorlovgivning er nødvendigt for, at sikre disse magiske plusord og begreber, uden hvilke det danske samfund ville blive forvandlet til alles kamp mod alle  og vupti så glider det hele ned, sammenhængskraften er sikret.

Men retorikken kan ikke skjule, at EMCs argumenter er forvrøvlede. Mig bekendt stiger den menneskelige krops modstandskraft overfor sprængstoffer ikke i takt med uddannelsesniveau eller indtjening. De tusinder der døde i World Trade Center ved 9/11 var ikke samfundets “svage” men derimod veluddannede, der givetvis har haft en højere levefod end den gennemsnitlige amerikaner. Det er endvidere næppe helt forkert at antage, at skulle et terrorangreb ramme Danmark vil det snarere ramme indre by end Maribo og dermed “eliten” frem for de “svage” og at miste livet eller at blive lemlæstet i en terroraktion er vel trods alt værre end at miste sit arbejde som følge deraf.

Læg så hertil, at meget tyder på, at terrorlovgivning overhovedet ikke virker, og rent faktisk hæmmer økonomien, som for eksempel i USA, hvor man har haft svært ved at tiltrække kvalificeret arbejdskraft, forskere og studerende på grund af skrappe indrejserestriktioner indført efter 9/11.

At påstå, at velstillede har bedre råd til at “insistere på personlig frihed”, som EMC gør, smager mest af alt formynderisk socialisme og foragt for den del af befolkningen, som EMC betegner som “svage”. Påstanden er jo desuden nonsens efter, at der er en klar sammenhæng mellem graden af frihed og økonomisk velstand.

Gudskelov har landets to borgerlige aviser en ganske anden holdning til terrorpakken (kan læses her og her).

Bal i den borgerlige

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 31. marts 2006. 17 svar

Nærværende punditokrat havde forrige weekend fornøjelsen af at være en tur forbi Konservativ Ungdoms 2006-landsråd, som fandt sted på Frederiksberg.

Det var nu ikke, fordi jeg pludselig er blevet kontingentbetaler i den konservative bevægelse–den tanke har såmænd ligget mig noget fjernt siden den periode, hvor partiets leder udtalte, at “ideologi er noget bras”, at partikronprinsen sagde, at det offentlige havde den størrelse, det offentlige skulle have, og at Connie Hedegaard offentliggjorde, at hun–når alt kommer til alt–foretrækker socialisme fremfor liberalisme, fordi førstnævnte trods alt har nogle sympatiske værdier.

Altså 2. halvdel af 1980erne, hvis der var nogle, der skulle tro, jeg mente i forgårs.

Næh, jeg var såmænd blot inviteret som festtaler, og det var dog en ære, jeg ikke sådan kunne sige nej til.

Når KU har været værst, har man været en ligegyldig, logrende hundehale af wannabe-karrierepolitikere; men når KU har været bedst og mest succesrig, har det altid været, når man var dejligt fandenivoldsk og turde sige et par borgerlige ord til både moderpartiet og venstrefløjen og gøre det på en festlig og farverig måde og samtidigt gør det med seriøst politisk “bid”.  Og det var så dét, min festtale handlede om.

Men udover æren var det sådan set også en fornøjelse, for det virkede som om, at der for første gang i nogle år er lidt “gang i den” i KU.  Og så nærmer vi os dét, som denne post egentlig skulle handle om, for det kan næppe være forbigået manges opmærksomhed, at der p.t. er lidt gnidninger mellem de forskellige typer af borgerlige (også her på bloggen).  Liberalister synes ikke, at Venstre er så liberalt, at det gør noget; Dansk Folkeparti synes ikke, at Det Konservative Folkeparti er så konservativt, at det gør noget; og en hel del borgerlige synes ikke, at Dansk Folkeparti er så borgerligt, at det gør noget, men måske nok så … ganske mange ting … at det gør noget.  Og netop til selvsamme festmiddag, hvori jeg deltog, markerede KU’erne, at de tør være farverige, festlige og fandenivoldske på en borgerlig måde.  Specifikt optrådte to prominente KU’ere med en rap, skrevet til Østkysthustlers gamle 90-hit, “Han Får For Lidt”.  I KUernes udgave omhandler den tre personer: en unavngiven person, en vis Anders, og en vis Pia.  Her er–for dokumentarismens skyld og lettere censureret–et par uddrag.

Først lidt om den unavngivne:

Flad skat, du sir godnat, men det fordi du ikke tør/Tag og hør dog her på KU, for du både skal og bør/Det er de unge der vil frem, det er de unge der kan/Tag og glem de pensionister, for at styre dette land …

Ha’ visioner ta’ og prøv og fortæl hvor du vil hen/Eller pak dine gamle klude og se at komme hjem/Til Fyn hvor du kommer fra og skriv en rapport/Om en cykel uden lys, og en mand der handled’ sort

Og så lidt om en vis Anders:

Minimalstat, fred og frihed, det var det, som han ku’ li’/For når Anders kom til magten blev Danmark skattefri/I gamle dage, ku behage og blive skatteboss/Men der var noget galt med regnskabet, og Anders fik et los

Klog af dage, han var tilbage, nu var det Anders, der var chef/Han havde en lille arrig dame med på eftersløb/Han havde solgt sin sjæl til fanden, og det var ikke rart/Han lignede mest af alt en socialdemokrat

Og så var det ellers af med fløjlshandskerne:

Hun kører fra Gentofte til tinget og fra tinget retur/Hun er i tv så præcist, at man kan stille sit ur/Når hun møder en muslim, så er man helt sikker på,/at hun kommer med nogle meninger, som pøblen kan forstå

Hun taler til det laveste i lave menneskers sjæl/Hun kan godt nok være grov, hun kan godt nok være fæl/Populisme, småfascisme, der er had i det hun siger/Men bumserne forstår det, de skal stemme på Pia

Hun lover efterløn og bistandshjælp, og børnepenge, boligcheck/Hvordan kan hun dog tro, at det ikke gir’ skattesmæk/At styre dette land, hvordan kan nogen mennesker tro/Det kræver jo en mand og ik’ en hjemmehjælper-ko

Hun vil så gerne frem og blive stueren med os/I regering vil hun  gerne, hun vil gerne være boss/Men hun skal holde sig til Ragnvald, hyggekaffe og medister/For det bliver over vores lig før, at Pia bliver minister

Næppe stor lyrik, men passende respektløst og med et vist politisk bid–og ihvertfald illustrativt for, hvorledes stemningen altså er p.t. i en ikke helt ligegyldig del af det borgerlige Danmark, som netop nu er lidt i splid med sig selv.  Og hele den nuværende interne debat på den ikke-socialistiske fløj af dansk politik rejser jo passende en ældgammelt tema, som Punditokrat passende kan diskutere:

Når man i det store billede er “i samme båd”, er det så bedst at fremhæve forskellene og uenighederne mellem sig?  Eller er det bedst at finde den mindste fællesnævner, uanset hvor lav og lille denne er?

God weekend.

Agnes Heller får Sonningprisen

Af Mikael Jalving, den 31. marts 2006. 4 svar

Hvilket råd vil du give ungdommen, bliver den ungarsk fødte filosof og forfatter Agnes Heller spurgt i et interview. Og svarer: “None. When I was young I hated it when old people gave me advice.”

I samme interview siger hun også: “In America, political correctness is a small minority, but because they shout so loud in the universities everyone is afraid of them, no one opens their mouths and says that they are stupid.”

Nu får hun så Sonningprisen, der uddeles hver andet år og i følgeskab af 1 mio. kr. er Danmarks største kulturpris.

Prisen får hun for et forfatterskab præget af “kreativt talent, politisk klogskab, moralsk energi og intellektuel hæderlighed”, som det hedder i indstillingen fra Københavns Universitet, som tillige oplyser, at Agnes Heller er elev af Georg Lukacs og tidligere venstredissident, og at hun har studeret Kant, Nietzsche, Aristoteles, Heidegger, Shakespeare og Kierkegaard. Indstillingen fortsætter: “Hendes udgangspunkt er individet som aktør, en betoning af etiske og moralske rationaler og en tro på menneskelig substans som grundlaget for alt godt og værdifuldt. Agnes Heller er forfatter til ca. 40 bøger.”

Undertegnede må med skam melde ikke at have læst en eneste af disse, hør så her, hvad Heller siger i ovennævnte interview om moderniteten. Definitionen videregives til liberal inspiration:

“Modernity has to do with the invention of new political institutions. The pre-modern world basically knew only one political institution and that was the Monarchy. One man ruling everything, nothing else. Maybe there was the democracy of a few men ruling everything but that lasted only a few centuries in very few select places. Normally one man rule. But the modern world invented new forms: the Absolute Monarchy, Constitutional Monarchy, Parlimentarianism, Democracy, Liberalism, Totalitarianism – everything was invented. The State becomes a kind of craft, a craftsmanship, technique, technology.”

Det er i mine ører godt sagt, ikke mindst fordi citatet beskriver, hvordan moderniteten kan siges at være både liberal og uliberal. Når staten bliver en teknik eller teknologi, er den budbringer af både frihed og indespærring.

Sonningprisen overrækkes i forbindelse med festforelæsning af Agnes Heller den 19. april i Alexandersalen på Bispetorvet i København kl. 16-18. Dørene er – så vidt vides – åbne.

Skatter koster

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 30. marts 2006. Skriv et svar

Jeg har lige modtaget, hvad der ser ud som en interessant rapport, skrevet af den australske public choice økonom Alex Robson fra Australian National University.  I rapporten “Taxation, Individual Incentives and Economic Growth” fra det franske forskningsinstitut Institut de Recherches Economiques et Fiscales (IREF) (som jeg endnu kun har haft tid til at skimme) undersøger Robson de mulige sammenhænge mellem skatternes omfang og økonomisk vækst.  Fra borgerligt-liberal side er det normalt argumenteret, at høje skatter leder til mindre incitamenter til at engagere sig i produktive aktiviteter og dermed til (relativt) lavere vækst.  Fra venstreorienteret side (heriblandt visse danske samfundsforskere) postulerer man omvendt, at der ikke er en sådan sammenhæng, om end man–i det omfang der gives teoretiske argumenter–er lidt uklar m.h.t. årsagerne til, at skatter ikke skulle mindske incitamenterne.  Hidtidige empiriske studier har fundet sammenhænge, der i bedste er tvetydige og i værste fald modsatrettede.  F.eks. kan den borgerligt-liberale sammenhæng (lave skatter/høj vækst og høje skatter/lav vækst) være empirisk sand, men samtidigt kan der f.eks. være tale om, at samfund, der har oplevet høj vækst, hæver skatterne–hvorefter højvækstøkonomier har høje skatter …  Robson identificerer i stedet de logisk mulige alternative kausal-sammenhænge og undersøger så i sin empiriske analyse, hvordan det i periode t2 går lande, der gennemfører skattelettelser i periode t1.  Her bliver sammenhængen, som ihvertfald nærværende punditokrat ville forudse.  Altså, større skattelettelser fører til højere økonomisk vækst.

PS. Robson er også forfatter til bl.a. rapporten “The Costs of Taxation”, som er udgivet af den klassisk-liberale tænketank Centre for Independent Studies, og som er en slags forstudie til førnævnte.  Her argumenterer Robson, at de samfundsmæssige omkostninger af et højt skattetryk er langt større end, hvad selve skattetrykket synes at være, når man ser på, hvad der flyttes fra en kasse til en anden kasse, ligesom han viser, at de økonomier, der gennemfører betydelige skattelettelser får en økonomisk vækst, der er næsten dobbelt så høj som de økonomier, der gennemfører mere beskedne skattelettelser. Begge rapporter er gode eksempler på, hvad der interesserer CEPOS–og på den type arbejde, som tænketanken måske burde kaste sig ud i.

PPS. Robson refererer iøvrigt et studie, jeg ikke kender, men nok burde læse: Cassou & Lansin, som i Economic Inquiry (2004) estimerede, at en “flat tax” leder til en permanent stigning i økonomisk vækst på 0,143 pct.point om året.

Oplysningstid for Arla

Af Ex Column, den 29. marts 2006. 13 svar

Arla er endt i en værre redelighed. I bestræbelserne på at genvinde de tabte markedsandele i Mellemøsten har selskabet indrykket annoncer i arabiske nyhedsmedier, hvor de i mere eller mindre utilslørede vendinger gør klart, at de skam respekterer de kulturelle værdier, som disse samfund bygger på. Umiddelbart burde en sådan fremgangsmåde jo ikke give anledning til den store ståhej, for hvad er mere naturligt end at udvise respekt for de kunder, man ønsker at afsætte sine varer til. Det er såmænd en både forventelig og naturlig måde drive forretning på.

Arla har med andre ord lært, at verden i dag er så lille, at det ikke er omkostningsfrit at krænke kulturelle sæder og religiøse følelser i arabiske lande; også selv om det måtte være en dansk avis eller dansk regering, der måtte stå bag. Men Arla har overraskende nok overset, at det heller ikke er gratis at træde på de værdier, der er grundlaget for de vestligt orienterede samfund. Selskabet fik dog syn for sagen, da adskillige kvindeorganisationer meldte sig på banen og i skarpe vendinger kritiserede Arla for hylde det anakronistiske kvindesyn, der er hyppigst forekommende i de arabiske lande.

Nu har Arla så indbudt repræsentanter fra kvindeorganisationerne til dialog. Nok ikke fordi selskabet nærer særlig respekt for nogle få og principfaste kvindesagskvinder, men snarere fordi disse repræsentanter meget vel kan vise sig lige så stærke som de religiøse eksponenter, der bogstavelig talt satte fut i fejemøget i Mellemøsten. For hvad er mere skræmmende for Arla, end at rage uklar med frigjorte skandinaviske kvinder, der trods udbredt emancipation, fortsat fungerer som tilsynsførende ved de daglige indkøb i supermarkederne. Nej vel, det er næsten ikke til at bære. Derfor må der fluks arrangeres et dialogmøde.

Jeg håber inderligt, at kvindeorganisationerne vil vise, at de repræsenterer det stærke køn og fastholde kritikken af Arla. Ikke fordi jeg nærer særlig afsmag for Arlas produkter eller virksomhed, men fordi det kan illuminere den iboende konflikt i såkaldt Stakeholder Management – tidens mest klichébefængte røgtæppevås. For hvad gør en ledelse som Arlas, når den skal tilgodese adskillige modstridende interesser? Her er nogle bud:

  • Man holder sig fra politiske manifestationer og erkender, at man har betrådt et territorium, der ikke var bæredygtigt.
  • Man tilbagediskonterer værdien af afsætningen til alle typer af stakeholders, og holder med dem, der repræsenterer den største nutidsværdi.
  • Man arrangerer økumeniske/tværfaglige interfaces med en fælles accepteret moderator og beder til, at der kan skabes en profitmaksimerende forsoning på tværs af forskellighederne.
  • Man tilbyder alle stakeholdere at blive andelshavere, så alle særstandpunkter og forhandlingsomkostninger kan internaliseres i den daglige forretningsgang

Jeg vil hermed indbyde læsere af Punditokraterne til at bidrage med yderligere bud. Steen Hildebrandt, der jævnligt fylder Børsens spalter med en masse Stakeholder-lingo, skal også være velkommen til at give et bud.

Borgerlig kulturkamp

Af Dr.Mephisto, den 27. marts 2006. 3 svar

I gamle dage var DR's P1 kanalen, hvor man kunne høre tre socialister snakke om socialismen. Senere blev det kanalen, hvor man kunne høre tre socialister snakke om liberalismen.

Nu er P1 begyndt på noget nyt. Den forgangne weekend bragte P1 et indslag om den borgerlige kulturkamp. Medvirkende i studiet var Henrik Gade Jensen (CEPOS), Christopher Arzrouni (CEPOS) og Niels Lillelund (JP). Dér sad de så stille og fredeligt og diskuterede kulturkamp – kun afbrudt af Peter Kurrild-Klitgaard (CEPOS).

Altså borgerligt-liberale, der diskuterede borgerlighed og frihed. En absolut nyhed på P1.

Hør selv med – selvom indslaget (ud over sin form) ikke bragte de store nyheder på banen:

http://www.dr.dk/P1/Agenda/Udsendelser/2006/0327121509.htm

 

Ugens citat: Sowell om grupper, kultur & velstand

Af Redaktionen, den 27. marts 2006. 15 svar

Wall Street Journals weekendudgave havde et længere interview med den store skribent og Chicago-uddannede økonom, Thomas Sowell (Hoover Institution ved Stanford University).  Her arbejder han sammen med bl.a. Milton Friedman, som sammen med Georg Stigler var Sowells ph.d. vejleder på Chicago.  Sowell er fyldt 75 år, men er lige kommet med endnu en bog–til en i forvejen lang liste af bøger om emner rangerende fra økonomisk idehistorie over kulturstudier til race og etnicitet.  Fra interviewet bl.a. dette:

“The left likes to portray a group as sort of a creature of surrounding society. But that’s not true. For example, back during the immigrant era, you had neighborhoods on the Lower East Side [of Manhattan] where Jews and Italians arrived at virtually identical times. Lived in the same neighborhoods. Kids sat side by side in the same schools. But totally different outcomes. Now, if you look back at the history of the Jews and the history of the Italians you can see why that would be. In the early 19th century, Russian officials report that even the poorest Jews find some way to get some books in their home, even though they’re living in a society where over 90% of the people are illiterate.

“Conversely, in southern Italy, which is where most Italian-Americans originated, when they put in compulsory school-attendance laws, there were riots. There were schoolhouses burning down. So now you take these two kids and sit them side by side in a school. If you believe that environment means the immediate surroundings, they’re in the same environment. But if you believe environment includes this cultural pattern that goes back centuries before they were born, then no, they’re not in the same environment. They don’t come into that school building with the same mindset. And they don’t get the same results.”

Save the world

Af Jørgen Møller, den 26. marts 2006. 4 svar

De fleste kender nok situationen. Man kommer slentrende lige så fredeligt i sine egne tanker, og pludselig springer de frem: underskriftsjægere. Det er ikke din person, de er interesseret i. Det er alene din signatur. Den ene dag skal man skrive under på, at man er “imod AIDS” – hvad det så end betyder i praksis. Den næste dag skal man være “imod fattigdom” eller “imod stofmisbrug”.

Hvis man formaster sig til at svare “nej tak” til tilbuddet, så får man underskriftsjægernes moralske forargelse at føle. For er man virkelig ‘for AIDS’, ‘for fattigdom’ eller ‘for stofmisbrug’? Og denne forargelse får man slynget i ansigtet, eller rettere imod sin ryg, selv om man ikke har ytret sine egentlige begrundelser.

Selv om man ikke har dristet sig til at påpege, at alle disse underskriftsindsamlinger udgør en form for moderne gerningsretfærdighed (uden det helt store tryk på gerning). Selv om man ikke har indvendt, at det i øvrigt ikke giver mening at lægge sin lod i en så abstrakt skål. For hvem er, når alt kommer til alt, ‘for AIDS’, ‘for fattigdom’ eller ‘for stofmisbrug’? Hvor er den potentielle negation, der gør forpligtelsen til en meningsfuld handling? Og hvordan kan man overhovedet give noget så personligt som sit konkrete samtykke – sin underskrift – til en sag, man på ingen måde er part i.

Men sådan er verden åbenbart, og det kan jo ikke nytte at ignorere den. Derfor har jeg en opfordring til alle disse underskriftsindsamlere. Hvad med at træde et par skridt op af abstraktionens stige? Hvad med bare at få os til at skrive under på, at vi vil frelse verden? Alle de andre emner udgør vel logisk set underkategorier, og så kan vi ligesom få sagen ud af verden på en gang. Til gengæld kunne vi, der nu er blandt de frelste, modtage en lille ‘save the world’-nål, som vi kan sætte fast på overtøjet; så vi slipper for at blive antastet hver eneste gang, vi er ude at gå. Ville det ikke gøre tilværelsen lettere for alle parter?

Kunst på bloggen – Growl

Af admin, den 24. marts 2006. Skriv et svar

Statens kunstfond fejrer sit jubilæum, og for at imødegå den kritik, der under tiden rejses mod andre dele af den borgerlig-liberale debat om manglende sans for det kunstneriske, ja, så byder vi her på et rigtig hipt digt. Det hedder Growl og er vist dedikeret til Karl Rove. Det er dog ikke rigtig kunst, da det bringes helt gratis uden nogen form for støtte.

For ikke at krænke ophavsretten yderligere, bringer vi kun de første linjer her, så må I selv linke jer videre:

Growl

by Gerard Allen Van der Ginsberg

For Karl Rove Solomon

I SAW the second-best minds of my not-so-Great Generation destroyed by Bush Derangement Syndrome, pasty, paunchy, tenured, unelectable, and not looking too sharp naked,

bullshitting themselves through the African-American streets at cocktail hour looking for a Prozac refill,

aging hair-plugged hipsters burning for their ancient political connection to the White House through the machinations of moonbats,

(read on here)

Hattip: Instapundit (as ever).

De gode gamle dage

Af Jørgen Møller, den 23. marts 2006. 2 svar

Når man befinder sig langt fra alfarvej – eksempelvis på det Europæiske Universitet i Firenze – så må det være en tilladt at tage livgreb med skæve emner. Jeg har i snart længere tid undret mig over det sparsomme brug af historiske pejlemærker, der kendetegner den offentlige debat, herunder i Danmark, og det vil jeg gerne lige spinde en kommentar over. Vi kender alle sammen besværgelsen om ‘de gode gamle dage’, om tiden før alt gik af lave. Men, og det er interessant, nu om stunder møder vi først og fremmest dette syn på tidernes henrullen hos menigmand. De intellektuelle gør tværtimod en dyd ud af at forsage fortiden. Kløften i historieopfattelse er lige så dyb, som den er bemærkelsesværdig. For i størstedelen af den europæiske historie har det nostalgiske syn på verden af i går besjælet de belæste såvel som de uuddannede. Hvad er der sket? Hvorfor dyrker ‘de oplyste’ ikke længere fortiden som et ideal? Og hvilke følger har skiftet i historieopfattelse haft for de seneste århundreders politiske håndelag? For at besvare disse spørgsmål er det nødvendigt at foretage en lille historisk afstikker. Vi lægger ud i 1500-tallets Italien, og rejser derefter to-et-halvt århundrede frem i tiden: til oplysningstidens Frankrig.

“De kloge siger, ikke uden grund, at alle, der ønsker at kende fremtiden, må granske fortiden – for kommende hændelser ligner uvægerligt de forgangne“. Således skrev Niccoló Machiavelli, en af den italienske renæssances store tænkere. Derefter trak han lidt i land. Nok kan ingen frigøre sig fra Lykkens, Fortunas, udstukne sti, men vi er alle fri til at drage fuld nytte af, hvad der er os givet. Så selv om virkeligheden ikke kan forvandles – kun guder kan skabe et perfekt samfund – så kan den forandres.

Det bringer os frem til det andet led i Machiavellis historieopfattelse: sammenligningen mellem fortid og nutid. Den lærde florentiner ønskede at gøre magthaverne i de trængte italienske republikker opmærksomme på det lysende eksempel på dyd, virtú, der var at finde i den romerske republiks politiske institutioner. Han opfordrede kort sagt sin samtid til at ‘vende tilbage til Antikken’.

Machiavelli lagde med andre ord pen til forestillingen om, at det går ned ad bakke for menneskeslægten, og at de lysende eksempler til efterfølgelse skal findes i fortiden. Det synspunkt stod han bestemt ikke alene med i 1500-tallets Italien. Selve ordet ‘renæssance’ (genfødsel) indfanger på sigende vis trangen til at søge inspiration i en tidligere periode, i dette tilfælde den græsk-romerske blandingskultur.

Faktisk kan vi gå ét skridt videre end det. Machiavelli holdt ret beset den europæiske civilisations gængse historieopfattelse i hævd. Et tidligt eksempel finder vi hos den store oldgræske digter Hesiod, der sørgmodigt besang, hvorledes de tidligste tiders rige guldalder var forgået – for derefter at henlægge sin egen samtid til den pauvre jernalder. Den romerske digter Ovid satte en lignende udgave af den antikke myte om verdensaldrene forfald på vers, og også det gamle testamente er gennemsyret af ideen. Adam og Eva levede som bekendt i Edens Have. Men syndefaldet førte til deres forvisning fra paradis, og siden har vi mennesker måtte henslæbe vores tilværelse i den noget mere prosaiske virkelige verden.

Således anskuede europæerne deres fortid i over to tusinde år. Men i midten af 1700-tallet skete der et skifte af dimensioner. De radikale franske oplysningsfilosoffer, jeg tænker her i særdeleshed på Voltaire og Rousseau, afsvor så ganske den hidtidige europæiske historieopfattelse, Machiavellis historieopfattelse. For det første tordnede oplysningstidens lærde imod troen på, at historiens gang var bestemt af højere kræfter, det være sig Fortuna eller Vorherre. Nej, mennesket måtte selv påtage sig ansvaret, vi var herrer over egen skæbne.

For det andet, og i forlængelse heraf, var der ikke noget godt at hente i fortiden. Mennesket skulle i fremskridtets navn frigøre sig fra historiens dårligdomme, fra sult, sygdom, undertrykkelse og krig. Det rationelle menneske, rådgivet af de vidende oplysningsfilosoffer, skulle skabe et nyt og bedre samfund. Eller med andre ord: i stedet for at skue agterud var det på tide at se fremad.

Skiftet i historieopfattelse kunne dårligt have været større, og det fik vidtgående konsekvenser. Oplysningsfilosofferne lagde en tung byrde på de almindelige menneskers skuldre. At tage vare på egen skæbne er en sund øvelse, men den er ofte meget smertefuld. Bagsiden af medaljen er, at det enkelte menneske står til ansvar for egne handlinger, også de fejlagtige af slagsen.

Reaktionen på dette ansvarets åg udeblev ikke. Nu hvor historien ikke længere kunne oplyse vejen fremad – som den havde gjort det for Machiavelli – søgte såvel de intellektuelle som den brede befolkning efter nye holdepunkter. De skulle ikke komme til at lede længe. De store totalitære ideologier tilbød hver sit halmstrå, som de rådvilde kunne gribe. I den mest rendyrkede form, det vil sige hos marxismen, var samfundets udvikling atter forudbestemt, ikke af Fortuna men af de materielle samfundsforhold. Og der var ligeledes et ideal, nemlig det klasseløse kommunistiske samfund.

De sovjetiske bolsjevikker lod da heller ingen tvivl om, at de anså deres projekt som en fuldgod erstatning for gårsdagens historieopfattelse, da de efter magtovertagelsen i 1917 afskaffede den eksisterende tidsregning og gjorde revolutionsåret til år nul. Øvelsen gentog sig karakteristisk nok, da Pol Pot og hans Røde Khmerer knap 60 år senere greb magten i Cambodia.

Men den totalitære bølge var ikke blot en reaktion på oplysningstidens, eller i hvert fald den radikale franske fløjs, udlægning af teksten. Den var også et barn af den. For marxismen byggede på forestillingen om det rationelle menneske, der kunne gennemskue menneskelivets mål og mening – og skimte det perfekte samfund gennem den virkelige verdens tåger. Intet af det bestående skulle tages for givet, historiens lænker skulle brydes, lød det totalitære evangelium. På dette punkt stod såvel Marx som Lenin i direkte gæld til de radikale oplysningsfilosoffer.

1700-tallets lærde nærede ikke et bevidst ønske om at trælbinde menneskene – tværtimod. Men den skygge, der kvæler lyset, er som bekendt selv et barn af lyset. For hvis en videnskabelig fremgangsmåde så ganske er en skelen til historiens gang overlegen, så har det to konsekvenser. For det første er det kun de oplyste, de rationelle mennesker, der har ret til at dirigere samfundets udvikling. For det andet har disse få indviede en moralsk pligt til at tvinge de uoplyste i retning af det ‘gode’ samfund. Eller med Rousseaus ord: samfundet har ret til at tvinge borgerne til at blive frie.

Det bemærkelsesværdige ved beretningen er, at der findes en anden moderne historieopfattelse, der advarer imod det, den østrigske politiske tænker Karl Popper døbte ‘utopisk socialt ingeniørarbejde’ – og imod Rousseaus opskrift på tyranni. Denne tradition har sine rødder i den såkaldte skeptiske oplysningstid, i tænkere som Montesquieu og David Hume.

De skeptiske oplysningsfilosoffers pointe var ligetil. Fortiden alene kan ikke fortælle os, hvordan vi skal indrette vore samfund, lød deres budskab. Det giver ingen mening at omfavne tidligere tiders deterministiske opfattelse af tidernes gang. Men dermed er ikke sagt, at historien er ligegyldig. For selv om vi ikke kan søge præcise svar i det forgangne, så kan vi tage ved lære af den. Eller med andre ord: vort kendskab til eget samfund bliver fattigt, hvis vi kun sammenligner på tværs af landegrænser – og, bogstaveligt talt, lader fortiden ligge. Den menneskelige fornuft er nemlig ikke et universalmiddel, der sætter os i stand til at udtænke rationelle løsninger på alle samfundsmæssige problemer. Ofte er historien den eneste vejviser, vi har. David Hume, måske den vigtigste af de skeptiske oplysningsfilosoffer, har sagt det rammende:

“Når vi betænker, hvor kort menneskelivet er, og hvor begrænset en viden vi har, endog om hvor egen tid, så må vi blive pinligt bevidste om, at vi for altid ville have et barns indsigt, hvis det ikke var for denne ene opfindelse. Den udstrækker vor erfaring til alle tidligere tidsaldre og til selv de mest fjerne lande – og lader dem bidrage til lige så meget til vor viden som nutidige observationer. Et menneske, der kender historien, kan på sin vis siges at have levet siden verdens begyndelse – og at have tilegnet sig fornyet viden i hvert et århundrede“.

Vi har i dag afsværget troen på, at de ‘oplyste’ kan udstikke vejen til Utopia. Men – og det er interessant – vi har til en vis grad holdt fast ved forudsætningen for denne opfattelse. Vi har i vidt omfang bevaret den radikale oplysningstids hånlige forhold til studiet af det forgangne.

Fortiden i dag er bedre belyst end nogensinde. Alligevel tager vi den meget sjældent i ed, når vi diskuterer samfundsmæssige problemer. Vi studerer den for vores fornøjelses skyld, ikke for at blive klogere på egen samtid. I en sådan situation er vi ikke uvidende. Men vi er alligevel historieløse, og det har uheldige konsekvenser for vores viden om nutiden. Det er på tide at puste støvet af Humes middelvej mellem Machiavelli og Voltaire. Det gode gamle dage var måske ikke så gode, når det kom til stykket. Men de er bestemt et besøg værd, hvis vi vil forstå vores egen tid.

Selektive frihedskæmpere III

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 23. marts 2006. 8 svar

Apropos de seneste dages debat på bloggen (her og her) om, hvorledes en del såkaldt borgerligt-liberale i praksis er ganske selektive, når det gælder deres forsvar for friheden, så kunne det måske interessere nogle af Punditokraternes læsere at se det notat, som jeg præsenterede på CEPOS’ årsdag mandag i sidste uge.  I det har jeg som en pilotundersøgelse i.f.t. et større projekt kodet knap 775 pressemeddelelser fra fem partier (Socialdemokraterne, Konservative, Dansk Folkeparti, Venstre, Enhedslisten) m.h.t., hvorvidt de i deres kommentarer/udspil advokerer mere statsstyring/mindre frihed eller mindre statsstyring/mere frihed.  Jeg har endvidere gjort det i to dimensioner–personlig frihed og økonomisk frihed.  Der er naturligvis kun tale om tendenser i udspil, men resultaterne giver et billede af partierne, som i deres indbyrdes rangordning svarer meget godt til en commonsense opfattelse–og samtidigt ét, som er fundamentalt i strid med de billeder af sig selv, som partierne fremstiller i deres respektive partiprogrammer.

Skulle man være i tvivl om, hvorledes de borgerlige partier ofte mangler forståelse for, hvorledes markedet fungerer (og potentialet for reformer), eller egentlig vilje til at ville ændre på tingene, behøver man ikke se længere tilbage end denne uge, hvor partiernes ordførere udtalte sig om en mulig privatisering af vandværkerne–sådan som ellers intet mindre end et embedsmandsudvag havde foreslået!  Her er uddrag af et Ritzau telegram (21.III) om regeringens holdning om, at “Private skal ikke score profit på drikkevandet”:

“Private selskaber kommer ikke til at tjene penge på det danske drikkevand.

Det står klart oven på de første politiske forhandlinger tirsdag om vandsektorens fremtid. En embedsmandsrapport anbefalede i efteråret at lade markedskræfterne gøre deres indtog i forsyningen med drikkevand.

Den radikale Johs. Poulsen siger efter et møde mellem partiernes miljøordførere og miljøminister Connie Hedegaard (K), at regeringen reelt har begravet tanken om at sælge de kommunale vandforsyninger til private aktieselskaber. …

– Jeg har hele tiden sagt, at når både Det Økonomiske Råd og et udvalg af embedsmænd fastslår, at der kan effektiviseres i vandsektoren for op mod en milliard kroner, ville det være dumt ikke at hente den gevinst. Jeg ønsker, at de penge skal blive i sektoren og bruges til fremadrettede investeringer som nye rør eller kloakker, siger miljøministeren.

Den model, som regeringspartierne V og K er enige om, vil fastholde hvile-i-sig-selv-princippet, men kombineret med et prisloft, sådan at det centrale vandtilsyn holder øje med, at forbrugerne ikke betaler mere for vandet end nødvendigt. De kommunale vandforsyninger skal omdannes til kommunalt ejede aktieselskaber for at få adskilt myndighedsansvaret fra driften. Og Vandtilsynet er ikke tænkt som en stor bureaukratisk kolos, forsikrer Connie Hedegaard. …

Det anslås, at der kan spares en milliard kroner årligt i den danske vandsektor gennem modernisering og effektivisering. Rapporten anbefaler at omdanne de kommunale vandforsyninger til aktieselskaber, der i modsætning til i dag skal have lov at optjene et overskud mod at betale skat af det. …

Eyvind Vesselbo (V) oplyser efter mødet, at Venstre vil arbejde videre med hvile-i-sig-selv-princippet, dog kombineret med et prisloft. Ved at gøre vandforsyningerne til aktieselskaber bliver myndighedsansvar og udførelse adskilt, fremhæver han.”

Berlingske Tidende havde (20.III.) også denne interessante afdækning:

  • Danmarks Liberale Parti: “Venstres miljøordfører, Eyvind Vesselbo, ønsker ikke før forhandlingerne at løfte sløret for Venstres position. Han har tidligere talt for at bevare »hvile-i-sig-selv«-princippet, samtidig med at private selskaber skal kunne drive vandværkerne. »Men vi har nu fået en lang række uddybninger af efterårets rapport, og jeg ved ikke rigtig, hvor vi ender,« siger han.”
  • Dansk Folkeparti: “[Partiets] Jørn Dohrmann har kategorisk advaret mod tanken om at indføre fortjeneste på vand. »Vores drikkevand er et område, som vi skal være meget påpasselige med at åbne for profit på grund af et ideologisk korstog,« understreger han.”
  • De Konservative: “Også den konservative Christian Wedell-Neergaard har advaret: »Vandsektoren skal hvile i sig selv, hvis ikke sektoren skal sættes under pres til skade for både vandpriser og miljø. Vi ønsker ikke en privatisering af vandsektoren, hvor forbrugerne jo ikke kan opsøge en alternativ leverandør,« udtalte han for nylig.

Det er da godt at vide, at de borgerligt-liberale står sammen!

PS. CEPOS’ årsdag fik iøvrigt en ganske god dækning.  Se klip og mere her.

Stalinisme på Det kongelige

Af Dr.Mephisto, den 22. marts 2006. 3 svar

Det kongelige Teater spiller for tiden Brechts stykke "Den kaukasiske kridtcirkel". Dette stærkt stalinistiske stykke propaganda er blevet bearbejdet og forkortet af instruktøren, så det er blevet nogenlunde til at holde ud. Stykket har da også fået mange roser af anmelderne.

Men ikke desto mindre er stykket en omgang stalinistisk propaganda. Da det sikkert går hen over hovedet på mange af de mondæne og smarte teatergængere anno 2006, vil jeg hermed yde en lille vejledning.

Stykket foregår i Grusien (Georgien). Mon ikke fordi denne smukke egn er fødested for Stalin? Jo, bestemt.

I prologen til stykket (som er blevet skåret væk) diskuterer to grupper bønder i den georgiske sovjetrepublik om, hvem der skal have retten til en dal. Skal det være de bønder, hvis forfædre har boet i dalen generation efter generation? Eller skal det være den nye gruppe bønder, som kom til, da de gamle flygtede for krigens rædsler?

Brecht gør nar af den gamle gruppe bønder, der lægger vægt på deres ejerfølelse og på, at deres gedeost ikke smager som før, fordi gederne græsser på andre marker. Til gengæld hylder han den gruppe, som – med kvindelige agronomer og taktorførere i spidsen – taler om at tidoble produktionen af frugt.

Diskussionen ender med, at de gamle må bøje sig for de nye. Og for at fejre afgørelsen fremføres så et traditionelt georgisk teaterstykke. Stykkets pointe er, at en ting skal tilhøre dem, som kan drage mest gavn af den.

Hér er det, at Det kongelige teaters version af "Den kaukasiske Kridtcirkel" begynder. Dette "stykke i stykket" handler om to personer. 1) En tjenestepige, der tager et rigt barn til sig, da barnets far bliver henrettet og moderen flygter. 2) En drukkenbolt, der bliver udnævnt til dommer, og systematisk afsiger domme til fordel for de fattige og undertrykte. 

Dommeren presser penge af de rige storbønder (kulakker?), voldtager deres døtre, og støtter tyveri og hæleri, når det kommer de fattige til gode. Brecht hylder klassedomstolen, akkurat som han hyldede skueprocesserne i Moskva i 30'erne.

Som sin sidste embedsgerning skal dommeren afgøre, hvem der skal have forældremyndigheden over det før omtalte forladte barn. Den biologiske moder, en selvoptaget adelsdame, er vendt tilbage og kræver sin ret. Tjenestepigen holder fast i, at barnet er hendes. Derpå placerer dommeren barnet i en kridtcirkel og beder de to kvinder om at hive i hver sin ende. Den gode tjenestepige nægter – af kærlighed til barnet - og får til slut forældremyndigheden. Det er "salomonisk kommunisme". Og det er til at brække sig over.

Jeg er sikker på, at alle mine ejendele kunne bruges bedre af andre. Og jeg er sikker på, at mine børn også sagtens kunne opdrages bedre af andre end mig. Men det er mine. Det er ikke et spørgsmål om fairness. Det er et spørgsmål om berettigelse.

I forbindelse med stykket udtalte dr. jur. Frederik Harhoff, at der burde være mere kærlighed i domstolssystemet. Forhåbentlig ikke! Jeg ville nødig være afhængig af andres kærlighed for at kunne få en retfærdig dom.

Stalins forbrydelser blev afsløret for kommunisterne i 1956 (alle andre vidste det godt i forvejen). Muren faldt i 1989. Nu vender stalinismen tilbage forklædt som et opbyggeligt stykke om moderkærlighed opsat på Det kongelige Teater.

Ak og ve. Hver gang jeg tvivler på berettigelsen af kulturkampen, må jeg æde det i mig igen. Opgaven er kolossal.

Katedraler i forfald

Af admin, den 21. marts 2006. 4 svar

Der kan være noget romantisk dragende over forfald. Den gamle klosterruin bevokset med græs og blomster. Men det er en følelse, som man bør undgå at hengive sig til, da det nemt bliver en selvbekræftende og fortærende besættelse.

Der er ikke noget romantisk over den rapport, som dekanen ved Harvard’s Kennedy School of Government, Stephen Walt, har udarbejdet sammen med John Mearsheimer. Rapporten, The Israel Lobby and U.S. Foreign Policy, fremlægger en omfattende (wall-to-wall) konspirationsteori om, hvordan jøderne har sat sig på amerikansk udenrigspolitik via et omfattende netværk af politikere, lobbyister, journalister, tænketanke, you name it. Rapporten bliver kritisk omtalt i New York Sun, ikke at forveksle med New York Times, der, så vidt det ses, ikke har beskæftiget sig med historien. Morris Amitay, der selv bliver hængt ud i rapporten, har dog denne positive vurdering af påstanden om en gigantisk jødisk sammensværgelse:

As far as I’m concerned this is a tribute to the Jewish community. We couldn’t do anything about Auschwitz, but look, we now control foreign policy for a region of the world so vital to American interests.

Rapporten modtages med begejstring af andre kræfter, der længe har forfægtet samme synspunkt, men uden støtte fra et gammel fint universitet som Harvard, f.eks. den tidligere Ku Klux Klan-leder David Duke. Rapporten er også blevet godt modtaget af det islamiske broderskab, hvor et ledende medlem Abdulmo’em Abulfotah udtaler:

I ask a question here: Is it in the interest of the American people to clash with 1.3 billion people in favor of 5 million people who represent the Zionist project? Not even the Jews, but the Zionists.

Det er som bekendt et regnestykke, som Arla har gjort op.

Et andet eksempel på forfald er Uffe Ellemann-Jensens kronik i dagens Berlingske, hvor han flere gange fremhæver New York Times som et journalistisk flagskib, et eksempel til efterlevelse. Det er samme NYT, der i dag er præget af sjusk med kilderne og tendentiøs ensidighed, så de jævnligt bliver hængt til tørre, ikke bare i bloggosfæren, men også af Det Hvide Hus, som påvist her på bloggen i Plamesagen.

Sic transit gloria mundi.

Ytringsfrihed og regulering

Af Nicolai Foss, den 19. marts 2006. 11 svar

Socialister der plæderer for ytringsfrihed er ikke konsistente. Grundlæggende er der ingen forskelle på markedet for goder (produkter og ydelser) og markedet for ideer. Hvis et case for regulering af markedet for goder kan baseres på (økonomiske) argumenter om externaliteter, asymmetrisk information og offentlige goder, så kan regulering baseres på samme argumenter når det gælder regulering af markedet for ideer.

Regulering retfærdiggøres ofte ved henvisning til forbrugernes uvidenhed om produkter eller ydelsers karakter. (Det er med henvisning til sådanne argumenter, at advokater, læger og andre har haft held til at rejse adgangsbarrierer der kan beskytte deres monopolpositioner). Men vi ved at astrologi er slet og ret det rene vrøvl. Det er demonstrérbart at en lang række politikere ingen reel indsigt har i de emner de udtaler sig om (det gøres nogle gange til en særlig demokratisk dyd).  Og så videre. Men alligevel tillades astrologer, Frank Aaen og andre at vildlede forbrugerne på markedet for ideer (OK, meninger så). Det kan ikke være fordi mangel på regulering af det ene marked (markedet for goder) har reelle omkostninger for forbrugerne, mens det ikke gælder for det andet (markeder for ideer): Der er særdeles seriøse økonom-faglige begrundelser for at Enhedslistens økonomiske politik vil have meget reelle omkostninger! Folk bruger oceaner af penge på at konsultere astrologer og andre mystikere.

Bundlinien er, at det ikke konsistent at ville gennemregulere det ene marked og ikke det andet. En interessant og efterhånden flere årtier gammel type psykologisk forskning handler om hvordan individer håndterer konfliktende overbevisninger. En kerneidé er at individer vil forsøge at begrænse sådan "kognitiv dissonans." (En forudsætning er selvsagt at tilstrækkelig intelligens og selverkendelse til at se inkonsistensen er tilstede). Begræsningen af dissonansen kan være et spørgsmål om egeninteresse og overvurdering af egen vigtighed: Socialistiske "intellektuelle" ser meget gerne regulering af markedet for goder – ikke mindst fordi de selv regner med at skulle stå for reguleringen – hvorimod regulering naturligvis ikke skal gælde for deres egne vigtige synspunkter. 

Reduktionen af dissonansen kan også ske ved at individet modificerer én eller flere af de overbevisninger, der giver ophav til inkonsistensen/dissonansen. Det er denne mekanisme som psykologisk forskning har fokuseret på.  En formodning er at modifikation i særlig høj grad vil finde sted når dissonansen bliver af reel betydning for individet. 

For en socialist kan reduktion af den kognitive dissonans mellem at ønske regulering af markedet for goder men ikke af markedet for ideer bekvemt ske ved at give køb på sit forsvar for ytringsfrihed – specielt når det virkelig gælder. Denne type adfærd forekommer at passe meget godt med hvad vi har kunnet observere den seneste måneds tid: Stålsatte forsvar for ytringsfrihed "uden adjektiver" er overvejende kommet fra borgerlige, mens socialister af alle partier (fra Dansk Folkeparti til Enhedslisten) har været ved at vælte over hinanden for at komme til at foreslå alskens reelle reduktioner af ytringsfriheden.

Postscriptum: Kernen i ovenstående er planket fra denne punditokrats favoritøkonom, Ronald H. Coase.  Der er meget af Coases tankegang der er relevant for Cartoon-balladen.  For eksempel: Gælder Coase-teoremet her? Kunne vi indgå en gensidigt nytteforøgende deal med islamisterne? (Hvad siger OBP?). Én af Coases mindre kendte bidrag er "The Market for Goods and the Market for Ideas" fra 1974.  Det er herfra ovenstående argument om at det er inkonsistent at ville regulere det ene marked men ikke det andet kommer. Som et kuriosum kan nævnes, at da den amerikanske presse i sin tid fik nys om Coases argument blev det fremstillet under overskriften: "Kendt Chicago-økonom ønsker begrænsninger på First Amendment." Det var ikke lige Coases intention! Engelsk under-statement kan have trange vilkår i en amerikansk sammenhæng!  

Selektive frihedskæmpere II

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 18. marts 2006. 10 svar

Apropos min ærede med-Punditokrat Mchangamas karakteristik af Dansk Folkepartis lidt … bøjelige … syn på ytringsfriheden, så har jeg selv for nylig haft lejlighed til at skulle gennemgå dette partis forskellige udspil i pressemeddelelser (og sammenlignet dem med andre partiers).

I den forbindelse fandt jeg et andet, lille eksempel på partiets helt særlige logik og konsekvens i egne udspil.  Nej, jeg tænker ikke på Peter Skaarups forslag om at forbyde fremstilling og salg af t-shirts med budskaber, han synes er “usmagelige og direkte forargelige” (22.I.2006).  Jeg tænker derimod på, hvordan Dansk Folkeparti i efteråret 2005 opfordrede til, at danske forbrugere boykotter varer fra Iran, og at man endog ad politisk vej anvender handelssanktioner for at presse Iran.  “Der har i tidens løb været eksempler på, at forbrugerne virkelig kan føre udenrigspolitik med tegnebogen,” sagde Søren Espersen i den forbindelse (6.XI.2005).  Men få måneder senere mente man–faktisk selvsamme Søren Espersen–derimod, at det nu pludseligt er forkert, hvis man som privatperson vælger at boykotte bestemte varer eller varer fra bestemte lande, nemlig når danske virksomheder lovede arabiske virksomheder ikke at handle med Israel, og han efterlyste en politisk reaktion fra regeringen (19.II.2006).

Nuvel, på det personlige plan, er jeg i disse sager faktisk ikke helt uenig med Søren Espersen.  D.v.s., jeg synes faktisk, at det er fint, hvis nogle vil lægge pres på den iranske regering, som p.t. er godt i gang med at skabe en potentielt katastrofal situation, der får Saddam Hussein til at ligne en fredsdue.  Og ja, jeg bryder mig personligt ikke om, når danske virksomheder indvilger i ikke at handle med Israel for til gengæld at tilfredsstille arabiske virksomheder.  Men jeg er en privatperson, ikke folketingsmedlem, og jeg vil som sådan modsætte mig politiske indgreb i begge tilfælde.  I begge sager–danske forbrugere, der med deres pengepung “stemmer” mod Iran, og arabiske virksomheder, der med deres indkøb stemmer mod Israel–er der tale om, at forbrugere har retten til at udtrykke deres politiske præferencer som en del af deres markedsadfærd, og det må vi andre så bare tage ad notam.

Det virker som om, at Dansk Folkeparti derimod har et noget mere pragmatisk forhold til, hvad der er principielt godt og skidt, og som vist bestemmes mere af hvem, det involverer, end af måden det gøres på.

Kender De den om de 364 økonomer?

Af admin, den 16. marts 2006. 6 svar

For en blog, der gerne pryder sig med sin forankring i den samfundsvidenskabelige forskning, er dette et tiltrængt frikvarter:

Kender De den om de 364 økonomer, der alle var enige?

Nå ikke? Så læs historien her. Det handler om den gang, at den nyvalgte Thatcher gjorde op med den degenererede form for Keynesianisme, som havde paralyseret Storbritannien op gennem 1960erne og 1970erne, hvorefter ikke mindre end 364 økonomer i et åbent brev undsagde hendes politik som skadelig og ødelæggende for landet.

Hele 364 økonomer, der mener det samme, og der havde endda været flere, hvis ikke listen var blevet sendt rundt ved påske.

Her er et uddrag fra historien:

Only a brave few stood out against them. Indeed, it is said that Mrs Thatcher was asked in heated debate in the Commons whether she could even name two economists who agreed with her. She replied that she could: Patrick Minford and Alan Walters. As the story goes on, her civil servant said when she returned to Downing Street: “It is a good job he did not ask you to name three.” In fact, there were one or two others who deserve mention, such as Terry Burns and Tim Congdon, as well as some journalists and politicians who stayed firm and argued the case for what would today be described as orthodox fiscal and monetary policies.

Det åbne brev udkom netop, som økonomien begyndte at rette sig. Ak ja.

Historien er en vigtig påmindelse om, at samfundsvidenskabelige eksperter sjældent repræsenterer en uhildet og upolitisk dagsorden.

Det afgørende er ikke kvantiteten af forskere, men kvaliteten…

… det er vel derfor, at CEPOS klarer sig lige så godt som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

Er Sverige et uhyggeligt samfund?

Af Ex Column, den 16. marts 2006. 7 svar

Engang imellem gør jeg mig den ulejlighed at slå over på en anden TV-kanal, når jeg konfronteres med de danske morgennyheder. Det gjorde jeg også den morgen, hvor det med ret stor træfsikkerhed kunne bekræftes, at amerikanerne havde genvalgt George W. Bush som præsident. På de svenske stationer var der naturligvis almindelig gravkammerstemning. Vores naboer har tydeligvis stadig svært ved at fordøje, at skådisen Ronald Reagan kunne vinde over den huldsalige Jimmy Carter. Derfor har de om end endnu større vanskeligheder med at synke, at George W. Bush kan blive præsident og i øvrigt genvælges. Når amerikanerne så alligevel gør det, så må det være et patologisk træk ved det amerikanske samfund. Således også hin morgenstund. Den socialdemokratiske partisekretær, Marita Ulvskog, tonede frem på skærmen og erklærede: “USA er et otäckt samhälle”. Sådan!

Hvorfor bringer jeg denne erindring på banen? Jeg gør det, fordi jeg for et par dage siden blev konfronteret med en artikel i Dagens Nyheter, som handlede om den omsiggribende antisemitisme i det svenske samfund. Her blev det ordentligt fortalt, at 5% af svenskerne har en systematisk negativ indstilling til jøder. Nuvel, det er jo trods alt til at overse. Men den fortsatte læsning afslørede, at vi her talte om en meget snæver definition af antisemitisme. Hele 41% viser sig nemlig at have en hel eller delvis negativ opfattelse af jøder. Og en fjerdedel af den svenske befolkning vender sig ligefrem imod den tanke, at en jøde kunne være statsminister. Lige så mange mener, at jøderne har for stor indflydelse på verdensøkonomien.

Gør dette Sverige et uhyggeligt samfund? Givetvis ikke, men det er da sociologisk set vedkommende, at et samfund, der er storleverandør i politisk korrekte attituder, tilsyneladende er funderet på en mental mødding. Og det ligger da lige for at spørge, hvordan denne mødding er blevet til. Hvem har skabt disse anskuelser i Folkhemmet? Kan det tænkes at være tonen i debatten? Er der en lineær sammenhæng mellem Socialdemokraternes grove udfald mod Israel og svenskernes syn på jøder? Jeg ved det ikke. Men jeg fornemmer, at den svenske kulturelite ikke bekymrer sig lige så meget for etnisk stigmatisering, når den rammer jøder. Og der er vel et eller andet sted lidt uhyggeligt.

Something completely different

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 16. marts 2006. 3 svar

Advarsel: Denne post har intet med Muhammed-tegningerne, ytringsfrihed e.l. at gøre …  Læs kun videre på eget ansvar!

Den har derimod en del at gøre med det evigtaktuelle Punditokrat-tema: Selvpromovering.  For netop i denne uge er min antologi “The Dynamics of Intervention: Regulation and Redistribution in the Mixed Economy” udkommet.  (Det er bind 8 af Advances in Austrian Economics.  Udgivelsesdatoen i bogen siger 2005, men min kalender siger altså noget andet …)  Bogen har været længe undervejs, og den er–som alle antologier er i varierende grad–en blandet landhandel kvalitets- og fokusmæssigt.  Men den er ihvertfald et forsøg på at fokusere på en generelt negligeret, men yderst interessant, del af den østrigske økonomiske skoles studier af staten, og at bringe disse teoretiske indsigter i clinch med både den empiriske virkelighed og public choice teori.

Rigsadvokatens afgørelse

Af admin, den 15. marts 2006. 4 svar

Rigsadvokaten har truffet afgørelse om ikke at rejse tiltale mod Jyllands-Posten for profettegningerne efter straffelovens §§ 140 og 266b om hhv. blasfemi og racediskrimination. Afgørelsen kan læses her.

Begrundelsen er, at tegningerne ligger inden for de grænser for ytringsfriheden, som gælder i Danmark.

Statsministeren havde ret i sin status over debatten. At være personligt imod disse tegninger, ligger klart inden for ytringsfriheden. Ytringsfriheden omfatter også retten til at ytre sig kritisk om andre, der benytter deres ytringsfrihed. Men når nogle er gået det skridt videre at foreslå, at den slags respektløse tegninger ikke skulle kunne forekomme i danske aviser, så har de altså ønsket at begrænse ytringsfriheden i forhold til den udstrækning, den havde før. Det er de får og bukke, som statsministeren talte om. Det må kræve en næsten invaliderende abstraktionsevne at hævde, “At ingen seriøse kræfter i dette land har ønsket at begrænse nogens ytringsfrihed”, som chefredaktøren for Berlingske fik udtrykt det. Åh jo, det var der, og vi er nu blevet mindet om, hvor grænsen går, og hvem de var.

Det er formodentlig risikoen for ny uro, der får rigsadvokaten til at komme med følgende afsluttende bemærkning:

Det er således ikke en rigtig gengivelse af gældende ret, når det i artiklen i Jyllands-Posten anføres, at det er uforeneligt med ytringsfriheden at gøre krav på hensyntagen til religiøse følelser, og at man må være rede til at finde sig i “hån, spot og latterliggørelse”.

Hvis bemærkningen kan hindre yderligere blodsudgydelse og glæde Politiken i nederlagets stund, så bør vi ikke dvæle ved, at den angivne passus ikke passer med den foregående analyse, der jo netop viser, at tegninger, som diverse imamer fandt krænkende, alligevel var inden for ytringsfrihedens grænser. Bemærkningen er jo rigtig i mere abstrakt forstand: der gælder grænser for ytringsfriheden, og selvom landet er lille, er de vide.

Konservatisme vs. Liberalisme

Af Jacob Mchangama, den 15. marts 2006. 5 svar

Efter at have opnået tilladdelse fra redaktionen, vil jeg fortsætte den ublu promovering for Djævelens Advokat.

 

 

Vores anden udsendelse er i luften fra i dag af. Og det er et program som jeg tror vil interessere Punditokraternes læsere. Det handler nemlig om Konservatisme vs. Liberalisme, og debattanterne er ingen andre end Kasper Støvring og Christopher Arzrouni (udsendelsen blev meget passende optaget hos 1 års fødselaren CEPOS). Debatten kommer ind på emner såsom, velfærdsstaten, religion, kultur og naturligvis statens rolle. Lidt citater fra udsendelsen:

Christopher Arzrouni: "Lad mig sige det på denne måde: Jeg har ikke noget udestående med konservatismen, fordi konservatismen findes ikke!"

"Jo, mere staten blander sig, jo mere polariseret bliver samfundet, jo flere modsætninger bliver der."

Kasper Støvring: "Liberalismen opererer med et begreb om det menneskelige selv, som jeg synes er en abstraktion. Det er for naivt!"

"Det er ikke et argument for, at staten ikke skal gå ind og støtte nogle kulturelle værdier, nej, det er et argument for at man som liberal, konservativ, borgerlig må gå ind og præge staten."

Christopher Arzrouni: "Hvis jeg læser Brian Mikkelsens kulturkanon, så kan jeg se, at Solvognens julemandsaktion engang i 70'erne, hvor de gik ind i Magasin og begyndte at dele ud af varerne -det er en umistelig del af dansk kulturarv, jamen altså velbekomme! – Hvis man ser på hvad konservatisme i praksis er, så er det ikke noget."

Kasper Støvring: "Konservatismen prøver at pege på nogle af de områder, der ret ofte bliver ladt ude af en liberalistisk optik."

Christopher Arzrouni: "Jeg er netop som liberal ikke totalitær, og derfor går jeg ikke ind for at mine præferencer med hensyn til hvilken religion jeg dyrker, hvilken familieform jeg har, eller hvilke lokalfællesskaber eller venskaber jeg dyrker, også skal gælde for andre."

Kasper Støvring: "Hvis man skal lave om på velfærdssystemet så skal man netop gøre det forsigtigt, langsomt, man skal forberede udviklingen, som statsministeren med en meget god konservativ formulering har udtrykt det. Hvis man ikke gør det, så risikerer vi, at der er mange ting, der går tabt."

Christopher Arzrouni: "Her tømmer du yderligere konservatismen for indhold, for du gør alene konservatismen til et spørgsmål om tålmodighed, fredsommelighed […] Jeg kan da også være tålmodig, langmodig endda. Gør det mig så til konservativ? Ja, det gør det måske i din definition. Men jeg er bestemt liberal!"

Kasper Støvring: "Liberalister har en meget uproblematisk, naiv tilgang til fællesskabet!".