Kategoriarkiv: Tidligere skribenter

En italiensk historie

Af Jørgen Møller, den 16. april 2006. 5 svar

Silvio Berlusconi har rigtig været i vælten i de seneste dage. Hans forsøg på at undslippe vælgernes dom tjener ham ikke til ære. Og det gør hans forsøg på at fremstille sig selv som et barn af den klassiske liberalisme heller ikke. Det sidste kræver en kommentar med på vejen, for der er tale om en misforståelse, der alt for ofte bliver købt af medierne, specielt her i Italien.

Den gode Silvio har under den netop overståede valgkamp fremmanet billedet af et letforståelig politisk valg – et valg mellem frihed og formynderi. Det sidste er der ikke noget nyt i. Berlusconi er tilsyneladende besat af ordet ‘frihed’. Hans store centrum-højre koalition, et sammenrend af fire partier, hedder La Casa delle Libertá – ‘Frihedernes Hus’. For et par år siden indførte han en årlig ‘frihedens dag’ til minde om Berlin-murens fald. Når han afholder pressemøder, er han ofte omgivet af libertá-bannere. Og hans taler er formeligt spækkede med henvisninger til frihed. Får han sig først talt varm, så er han altid parat til at forsvare den enkeltes evne til at vælge sin egen vej, til at erklære kamp imod øvrighedsmagtens formynderi, og til at hylde Thatchers og Reagans bestræbelser på at rulle staten tilbage.

Hvordan passer disse udmeldinger med den italienske virkelighed? Kontrasten kunne dårligt være større, vil jeg sige. Italien er et af de mindst liberale samfund i Europa, økonomisk, juridisk og socialt. World Economist Forum placerer landet på en global 47. plads, når det kommer til konkurrenceevne. Støvlelandet er dermed euro-områdets nummer sjok, og det er næppe den helt store trøst, at de azurblå slår Botswana med et mulehår. Ifølge OECD er den italienske økonomi tynget af den mest omfattende regulering af arbejdsmarkedet i hele Europa. Korruption martrer samtidig forretningslivet. Den uafhængige organisation Transparency International giver Italien et dårligere skudsmål en noget andet vesteuropæisk land på det område.

Sådan kunne vi blive ved. Hele samfundet er ret beset bygget op om værdier, der er uliberale. Mest væsentlig er nok familiens store betydning. De italienske familier holder sammen. Det er der intet forgjort ved, men det levner ikke meget plads til den enkelte. Af alle italienere i den arbejdsduelige alder (15 til 64 år) er det blot 57 procent, der rent faktisk er i beskæftigelse. Det tal er det laveste i Vesteuropa, og det skyldes frem for alt, at kvinderne kun i beskedent omfang er kommet ud på arbejdsmarkedet. Velfærdsystemet spejler sig i dette mønster – retten til sociale ydelser følger familiens forsørger, ikke borgeren. Det er heller ikke noget tilfælde, at 40 procent af de 30 til 34-årige stadig bor hjemme hos forældrene. De italienske husholdninger er kollektive på en helt anden måde, end vi kender det i Danmark.

Den slags påkalder sig opmærksomhed nu om dage. Det engelske – og erklæret liberale – tidsskrift The Economist i de seneste år har gjort det til lidt af en sport at lange ud efter den ‘italienske model’. I maj 2005 sendte bladet et nummer med overskriften “Europas syge mand” på gaden. Den tilhørende illustration bestod af et billede af Italien på krykker. I slutningen af november samme år fulgte The Economist så op med et længere emnetillæg om landet. Overskriften lød “Addio, Dolce Vita” (frit oversat ‘farvel til det søde liv’). Tillægget lægger ikke fingrende imellem. Støvlelandets økonomiske problemer skyldes, får vi at vide, at det

“[…] fortsat er så fjendtlig indstillet over for liberaliseringer. Det er protektionistisk, socialt konservativt, går ikke ind for meritokrati, er plaget af kammerateri, tolerant over for korruption, et let bytte for organiseret kriminalitet og tynget af uformelle, usynlige karteller”.

Ved første øjekast fremstår Silvio Berlusconi altså som lidt af en undtagelse tid og sted taget i betragtning. Men er han virkelig en liberal himmelstormer? Er han manden, der vil kurere den italienske patient med en god gang angelsaksisk medicin? Eller er der andre ting på spil?

På den italienske venstrefløj er det populært at male det ‘neo-liberale’ spøgelse på væggen, når snakken falder på Berlusconi – og det gør den tit. I sin populære lille biografi om Silvio Berlusconi fra 2004 gør Paul Ginsborg (en engelsk historiker bosat i Firenze) en dyd ud af at fremstille hovedpersonens projekt som et forsøg på at nå frem til den ‘negative friheds’ forjættede land; at realisere den klassiske liberalismes bestræbelser på at give den enkelte borger så frie tøjler som muligt. Men er det en korrekt udlægning af sagen? Lad os tage Berlusconis ‘liberalisme’ i øjesyn, denne gang løsrevet fra libertá-fraseologien.

Ginsborg følger sin udmelding om negativ frihed om med en anden betragtning, som han tilsyneladende mener, peger i samme retning. Berlusconi har, fortæller han, intet til over for konstitutionel magtdeling, ja selve tanken om det juridiske systems uafhængighed giver ham røde knopper. Det har Ginsborg ret i. Silvio Berlusconi er en af de meget få europæiske regeringsledere, der uden at skamme sig gennemfører love, der skal skærme den private side af hans Janushoved fra lovens lange arm. Han er berømt og berygtet for at rase mod ‘røde’ undersøgelsesdommere og juridiske sammensværgelser. Og han skiller sig ligeledes ud fra mængden ved at insistere på, at den folkevalgte står over loven.

Men, og det er væsentligt, en sådan politisk dagsorden er ren gift for den klassiske liberalismes forestillinger om ‘negativ frihed’. Ginsborg, og Berlusconis venstreorienterede kritikere i øvrigt, har tydeligvis ikke gjort sig den umage at tage det liberale tankegods under lup. Det er et problem. Vil man – som Ginsborg – bruge ordet ‘klassisk’, må have et referencepunkt i fortiden. Ellers bliver hele øvelsen til en tom ordleg. Så lad os tage en lille afstikker til længst forgangne tider.

Den klassiske liberalismes nybrud bestod i, at den gjorde statsmagten til selve forudsætningen for den negative eller personlige frihed, men samtidig lagde bånd på statens magt. Datidens liberale var kort fortalt enige med de konservative i, at mennesket, fordi det alt for ofte havner i følelsernes vold, har brugt for at blive regeret. Men i modsætning til de konservative drog de den logiske konsekvens af denne opfattelse. De vidste meget vel, at staten oftest har udgjort en pisk, som tyranner har brugt til at underkue befolkningen med. De påpegede derfor, at magthaverne, der jo var mennesker som alle andre, også skulle holdes i ørerne. Den liberale løsning på regenternes unoder hed konstitutionalisme, og i særdeleshed konstitutionel magtdeling.

Eller for at sige det på en anden måde: effektive juridiske skranker imod øvrighedsmagtens vilkårlighed er den personlige friheds første og væsentligste forudsætning. Frihed og lovhåndhævelse er siamesiske tvillinger, i hvert fald fra et liberalt synspunkt. Berlusconis program går unægtelig i en anden retning, og at udnævne ham som den negative friheds forkæmper er at vende op og ned på dette tankegods – og på selve betydningen af begrebet ‘negativ frihed’.

Hvor skal vi da søge ‘projektet Berlusconis’ rødder? Op til valget i marts 2001, som La Casa delle Libertá vandt sikkert, husstandsomdelte den gode Silvio en 127-sider lang selvbiografi med den frejdige titel Una storia italiana – ‘en italiensk historie’. Bogen nåede femten millioner italienske hjem, den fremstillede Berlusconis liv og politiske dagsorden som en uselvisk kamp for det gode, og den gjorde uden tvivl sit til at styrke hans kampagne.

Tit
len er velvalg, for histor
ien om Silvio Berlusconi er frem for alt en historie om Italien. Den storsmilende premierminister er en virtuos, når det gælder den italienske models strengeleg. Han er forretningsmanden, der erobrede det italienske tv-marked ved hjælp af sine underholdningsprogrammer, satire-programmer, sports-transmissioner og letpåklædte piger. Han er vennernes ven, manden der i starten af 1980erne fik landets daværende premierminister, socialisten Bettino Craxi, til at stå gudfar for sin datter Barbara – og fik ham til at holde hånden over sit spirende medieimperium. Han er fodboldtilhængeren, der i midten af 1980erne købte AC Milan, og gjorde den til Europas bedste hold, i hvert fald i en årrække. Han er politikeren, der uden tøven gik i ringen, da hans kontakter på højeste sted i de tidlige 1990ere krakelerede som en følge af ‘operation rene hænder’ – og som døbte sit parti Forza Italia efter fodboldlandsholdet slagord. Hverken han eller Italien er liberale af hjerte og sjæl. Men begge parter er charmerende, opfindsomme og geschæftige. Og både landet og manden skal nok klare sig, også efter valgmiseren her i april.

Hvordan afbrænder man en sendefrekvens?

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 14. april 2006. 14 svar

Den politisk korrekte selvcensur (til forskel fra den selvcensur, der blot er udtryk for almindelig anstændighed og gode manerer) har netop i disse påskedage nået nye højder i det USA, som nærværende punditokrat holder meget af, men som også lider af de mere gakkede versioner af autoritær venstrefløjstænkning.

Og nej, jeg tænker her ikke på, at New York University for nylig har forbudt en gruppe Ayn Rand begejstrede studerende at holde et åbent møde om Jyllands-Postens Muhammed-tegninger, hvor disse udover at blive diskuteret også ville blive fremvist. (Læs om den groteske historie bl.a. her, samt her og her.)

Næ, jeg tænker såmænd på dagens historie fra CNN og Jyllands-Posten om den respektløse TV-tegnefilmserie South Park fra den normalt ganske grænseafprøvende TV-kanal Comedy Central.  (Se også den fremragende jurist-blog, Volokh Conspiracy, her og her og her.) Skaberne af serien (som Mikael Bonde Nielsen tidligere har omtalt her på bloggen) har i et afsnit villet tegne Muhammed, men det har TV-selskabet nægtet at lade passere; i stedet har man så–for at "prove a point" om hykleri–i netop denne påske-uges afsnit tegnet Jesus, som "forretter sin nødtørft" på George W. Bush og "Stars and Stripes"-flaget.  Dét havde TV-selskabets politisk korrekte ledelse omvendt ingen problemer med!

Well, well, måske ikke den mest smagfulde måde at demonstrere ens pointe på, men netop pointen er dog her åbenlys: At al talen om ikke at "krænke" nogens følelser har mindre at gøre med handlingens kategoriske karakter end, hvem det er, der bliver stødt på manchetterne.  Kunne man mon forestille sig reaktionen, hvis historien havde været vendt 180 grader rundt …?

Det er iøvrigt værd at bemærke argumentationen fra Comedy Central: Man har ikke villet acceptere Muhammed-gengivelsen på grund af "sikkerhedshensyn".  Hvilke budskaber sender det?  At religiøse fanatikere bare skal gå mest muligt amok–det virker!  God påske.

Errare humanum est …

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 14. april 2006. 6 svar

Skadefryd er ikke et særligt tiltalende menneskeligt træk.  Derfor skal man heller ikke hygge sig for meget over andres (regne-)fejl–sådanne kan man såmænd sagtens komme til at lave selv.  Ikke desto mindre så er der altså i denne Punditokrat-familie en helt særligt behagelig og glad påske-stemning over alle de små historier (og her og her), der tilnærmelsesvis kan få solen til at skinne lidt mere rart.

PS. Pudsigt nok optræder den slags solstrålehistorier vist slet ikke på dagbladet Politikens sider …  Så kan Arbejderbevægelsens Erhvervsråd til gengæld regne lidt på disse tal.

Den franske syge — Mark II

Af Nicolai Foss, den 11. april 2006. 17 svar

Her på Punditokraterne gjorde jeg mig for nogle måneder siden lystig over alt det pomo-vrøvl (Deleuze, Foucault et al.) som det franske akademiske liv har været storleverandør af de seneste årtier.  Det afstedkom til min store tilfredshed en del fornærmede reaktioner (fx denne her (kig helt nede i bunden af bloggen)).

Jeg havde for nylig lejlighed til at besøge Frankrig, idet jeg gav seminarer på de to business schools, INSEAD i Fontainebleau og Haute Etudes Commerciale (HEC) i Paris Jeg blev da klar over at der er andre manifestationer af fransk akademisk liv, som med lige så stor ret kan kaldes "Den franske Syge." En af dem skal beskrives her.

Mine franske kolleger fortalte mig, at en del af deres studerende ikke var glade for at studere fx det såkaldte "CEMS-program," fordi dette kræver at de studerende tilbringer et semester på et udenlandsk universitet eller business school.  (Bemærk: Der er her tale om management-studerende som typisk er blandt de mere extroverte i studenterpopulationen!). De fortalte mig også at en nylig meningsmåling havde afdækket, at det ord flertallet af franske unge øjeblikkelig associerer med "globalisering " er "frygt."  Og de informerede mig om at ifølge en anden meningsmåling er det primære job-ønske blandt franske unge et job i staten.  Det skal sammenholdes med en nylig meningsmåling, der viste at Frankrig som det eneste land i EU har en majoritet, der er direkte fjendtlig over for "markedet."

Klassisk liberale er som bekendt karakteriseret ved en tyrkertro på at "ideas matter."  Nogle klassisk liberale har således advokeret for at økonomiundervisning bør indføres endog meget tidligt i skolen.  Ikke sandt, poderne kan da kun have godt af at lære lidt om offeromkostninger (når nu venstreorienterede politikere notorisk ikke forstår noget af dette både elementære og fundamentale princip).  Det skader heller ikke at kende lidt til statsbudgettet så man bedre kan afkode, hvordan politikerne sløser med borgernes midler.

Det et synspunkt jeg selv har været meget charmeret af.  Men der er grund til lige at huske på, hvem der bestemmer pensum og hvem der formidler dette.  "Økonomi" er mange ting, herunder socialistisk økonomi.  Og her er vi tilbage i Frankrig og den franske syge, Mark II. For ifølge en artikel i International Herald Tribune fra i søndags, "Economics, French-style," står det helt galt til dernede. Her er nogle udpluk:

"Danielle Scache tries to avoid using the term "capitalism" in her economics class because it has negative connotations in France.

Instead, she teaches her high school students about the market economy, a slightly less controversial term she started using last year after a two-month internship at the dairy giant Danone. That was an experience that did away with more than one of her own prejudices, she said.

"I was surprised to see that people actually enjoyed working in a company," said Scache, who is 59. "Some of them were more enthusiastic than many teachers I know."

"You know," she confided with a laugh, "in France we often think of companies, especially multinationals, as a place of constant conflict between employees and management."

This view of bosses and workers as engaged in an endless, antagonistic tug-of-war goes some way toward explaining the two-month rebellion against a new labor law."

"As Finance Minister Thierry Breton put it last week: "There is a significant lack of economic culture in our country."

"The question of how economics is taught in France, both at the bottom and at the top of the educational pyramid, is at the heart of the current crisis," said Jean-Pierre Boisivon, director of the Enterprise Institute, a company-financed institute that sponsors the internship program for economics teachers that Scache took part in.

"In France we are still stuck in 1970s Keynesian-style economics – we live in the world of 30 years ago," he said. "In our schools we fabricate a vision of society that is very different from the one that exists in other countries."

"And then there are the textbooks. One, published by Nathan and widely used by final-year students, has this to say on p. 137: "One must analyze the salary as purchasing power that you could not cut without sparking a deflationary spiral and thus higher unemployment." Another popular textbook, published by La Découverte, asks on p. 164: "Are there still enough jobs for everyone?" It then suggests that the state subsidize jobs in the public sector: "We can seriously envisage this because our economy allows us already to support a large number of unemployed people."

These arguments were frequently used on the streets in recent weeks, where many protesters said raising salaries and subsidizing work was a better way to cut joblessness than flexibility."

Det kunne måske give anledning til at nogen underkastede det lærebogsmateriale der anvendes i gymnasiet i DK til undervisning i økonomi i samfundsfag et eftersyn.  En opgave for CEPOS?

Mor Danmark

Af Mikael Jalving, den 11. april 2006. 12 svar

Det er ingen hemmelighed, at Socialdemokraterne er et presset parti. Men i stedet for at forsøge at skjule det, udstiller topledelsen nu de sidste, sure dråber i partiets seneste visionsoplæg, hvor man bl.a. møder forslaget om et årligt sundhedscheck til alle danskere – raske såvel som syge. Med forslaget er vi med ét tilbage i folkeskolens univers. Vi skal op til sundhedsplejesken, skal vi. Og voksne skal blive som børn. Raske skal blive som syge. Vi må hverken spise for meget eller ryge i smug. For Mor Danmark passer på os, iført hvid kittel og kolde hænder. Det havde hun også dengang. Rigtig kolde hænder. Det var hverken rart at være rask eller syg, for man blev behandlet ens. Det gør man stadigvæk. Står det til Socialdemokraterne, skal vi altid behandles ens og efter en ufravigelig køreplan: Først skal vi undersøges, siden skal vi diagnosticeres, og til sidst skal vi behandles. Forslaget er stillet i ramme alvor, det er ikke en forsinket aprilsnar, de mener det. At vi er børn. At vi ikke selv kan finde ud af at leve vores liv. At de véd bedre. At de nok skal passe på os. Ikke så sært, at stadig flere gerne vil have sig frabedt.

Globalisering er ikke noget nyt! II

Af Jacob Mchangama, den 11. april 2006. 1 svar

Ene og alene inspireret af med-punditokrat Bjørnskovs glimrende post om tidligere tiders globalisering tænkte jeg det på sin plads at bringe et førstehånds vidnesbyrd om de fantastiske fremskridt globaliseringsbølgen medførte i 1800 tallet, i form af et uddrag fra første udgaven af The Economist fra 1843.  Uddraget viser dog desværre, at man heller ikke dengang værdsatte de mekanismer, som bragte uhørt velstand til mennesker, der end ikke kunne have drømt derom.

IT is one of the most melancholy reflections of the present day, that while wealth and capital have been rapidly increasing, while science and art have been working the most surprising miracles in aid of the human family, and while morality, intelligence, and civilization have been rapidly extending on all hands;—that at this time, the great material interests of the higher and middle classes, and the physical condition of the labouring and industrial classes, are more and more marked by characters of uncertainty and insecurity.

In vain has the hand of ART (led on and guided by a complete glare of SCIENCE, aided by INDUSTRY of unsurpassed intelligence and perseverance, nurtured and fertilized by CAPITAL almost without limit) developed the resources of the human mind and the material creation in a manner which has at once astonished and exalted the world;—in vain have all parts of the earth been brought nearer and nearer to us;—our Indian territory within forty days' journey, the great American continent within ten days' sail, our continental neighbours and every part of our own country separated only by a brief space of a few hours;

—in vain the producers and consumers of the whole world, the administrators of mutual wants, the encouragers of mutual industries, have been brought in easy and close collision and contact, and thus facilitated the supply of every want, and the demand for every exertion of human skill and industry;—in vain do we acknowledge all these unequalled and undoubted elements of national prosperity: for at this moment the whole country—every interest without exception,

—the owner and occupier of the soil, the explorer of our great mineral world, the manufacturer who gives form, shape, and utility to the produce of nature, the artisan, the labourer of every description, the merchant and shipowner (the great links of exchange), and the capitalist who facilitates the operations of all,

—every one of these interests stand at this moment CONFESSEDLY in a condition of the most unprecedented depression, anxiety, and uneasiness. And what rather adds to this anomaly than in any way accounts for it, is, that our population has been rapidly increasing, not only in numbers, but also in great skill and productive ability.

But while Art, Science, Intelligence and Enterprise have been thus engaged the last half century in behalf of our country and the human race, in what manner has legislation been occupied?

[…]navigation laws, hostile tariffs, prohibition of English manufactures, were resorted to by other governments, each in a way according to the notions they had of their own interests, in imitation of, or opposition to, the policy of England, each country inflicting on itself as much mischief and injury as England had done by similar policy

[…]It was thus while Art, Science, Capital, Commercial Enterprise, and Labour were eagerly demanding a greater arena to multiply and extend their benefits to ALL, that legislation, ignorance, and prejudice associated with short-sighted selfishness, were actively engaged in frustrating all these nobler efforts and designs.

The Economist har i øvrigt fået ny chefredaktør, som er kommet glimrende fra start med en forfriskende kritik af "soft paternalism" eller "libertarian paternalism", som tilhængerne deraf selv ynder at kalde dette begreb, hvor statens tvang er erstattet med selv samme institutions opmuntrende skub i den "rigtige" retning.

Ugens citat: Fund om paniske højrefløjspolitikere

Af Redaktionen, den 10. april 2006. 1 svar

Wall Street Journals meget indsigtsfulde (og generelt klassisk-liberalt lænende) politiske redaktør John Fund har mandag en syrlig kommentar til, hvorledes Republikanerne klarer sig p.t., og som vel bedst kan sammenfattes med det farverige og rammende udtryk, af man er ved at “snatch defeat out of the jaws of victory”.  Her er et uddrag af Funds klumme:

“It is becoming increasingly clear that the GOP majority is losing its team spirit, and many in Congress are going their own way as they eye a tough re-election climate. Back in 1994, that kind of behavior over a crime bill that failed to garner enough Democratic votes to pass on the floor was an early indicator that Democrats were in serious political trouble. They wound up losing control of both houses of Congress that year.

No one quite expects a tsunami of those proportions this year. Incumbent-protection devices and gerrymandered districts are likely to minimize GOP losses. But Republican strategists are now openly talking about the parallels between 1994 and 2006. …

Panicked politicians are not a pretty sight,” says GOP pollster Whit Ayres. “They usually run in the wrong direction”.

So far that’s exactly the direction that Republican have chosen to run in the last year as their national numbers and President Bush’s approval ratings have softened. From their scramble to ram through a national legislative solution to Terri Schiavo’s plight, to their overreaction to Hurricane Katrina, to their failure to recognize the public’s disgust with pork-barrel projects, to the Dubai Ports deal, Republicans have appeared to the world to be as unprincipled and rudderless as the politicians they campaigned against back in 1994. Unless they change course dramatically in the seven months between now and Election Day, they may well find themselves facing the same fate as the Democratic political dinosaurs of that year that they replaced.”

Intet nyt fra Plame-fronten

Af admin, den 9. april 2006. Skriv et svar

Da vi har orienteret om Plame-sagen hidtil (opsamling her, og en efternøler her), må vi vel også hellere tage den sidste udvikling med, selvom der reelt ikke er sket noget af betydning.

Fra efterforskningen af Scooter Libby fremgår det, at præs. Bush autoriserede ham til at oplyse om indholdet af efterretningsrapporter over for journalisten Judith Miller fra NYT.

Hvordan bliver nyheden så fortolket af MSM:

1) MSM: Bush tillod citering fra efterretningstjenesterne for at miskreditere ambassadør Joe Wilson.

Tja, ordvalget er vel ikke helt dækkende. Bush ønskede at imødegå Wilsons påstand om, at man løj i forhold til efterretningstjenestens vurderinger. Det kunne man imødegå ved simpelt hen at fremlægge rapporterne. Fogh imødegik Grevils påstande om løgn ved på samme måde at fremlægge FE rapporterne, og Blair løste tilsvarende påstande om Goldsmiths vurderinger ved offentliggørelse. Der er som bekendt endnu ikke dokumenteret et eneste tilfælde af løgn fra hverken Bush, Blair eller Fogh i så henseende.

Derimod fremstår Wilson som løgner i sine anklager mod Bush. Men MSM kæmper bravt for ham og oplyser stadig, at han under sit besøg i Niger havde bevist, at Saddam ikke forsøgte at købe uran. Det er – igen som bekendt – forkert. Skal man endelig forsøge at være flink mod Wilson kan man sige, at han fandt det usandsynligt, at Saddam kunne købe uran i Niger. Men Bush påstand var jo også kun, at Saddam forsøgte at købe det i Afrika, og den påstand kunne Wilson faktisk selv bekræfte, og Butler-rapporten har siden fastholdt den.

2) MSM: Hvis Bush blot ville vise, at han ikke havde løjet om efterretningstjenesterne, hvorfor nøjedes han så med at citere fra dem og endda gøre det via en venligt indstillet journalist?

Tja, rapporterne blev faktisk fremlagt ganske kort tid efter, så der er ikke rigtig bid i den del heller.

Men efterretningsrapporter bliver sjældent fremlagt fuldt ud, så her er der (lidt) plads for konspirationsteoretikere, hvad der da også gælder Wilson-, Grevil- og Goldsmith-sagerne.

Den venligt indstillede journalist Judith Miller har i øvrigt fået en krank skæbne, og her finder vi måske en af årsagerne til, at journalister er så konforme, som de er. Gud nåde og trøste den journalist, der ikke passer ind og deler branchens holdninger.

3) MSM: Bush er taget i at hykle. Han sagde, at han ville fyre enhver, der lækkede oplysninger til pressen, og så gjorde han det selv.

Denne her er den dårligste del af historien og viser, hvilke dele af MSM, der er de ringeste. Bush udtalelser angik afsløringen af Plame som (tidligere) CIA-agent, hvilket er kriminelt. Ingen har påstået, at citeringen fra efterretningsrapporterne var strafbar. Hvorfor ikke? Fordi Bush afgør, om rapporterne skal fremlægges eller ej. Denne del af sagen er nogen lunde så ubegavet, som at kritisere, at Fogh kunne offentliggøre FE-rapporterne, når Grevil ikke måtte.

Summa sumarum: Bob Woodward synes stadig at have ret i sin vurdering af, at Plame-sagen ikke har noget på sig.

Når vi fortsat dækker sagen her på bloggen, er det, fordi den giver et indtryk af, hvad der er galt med MSM i dag.

På Woodwards tid handlede kritisk journalistik om at være kritisk over for sine kilder. At man hele tiden efterprøvede, om ens kilder kunne holde vand og gav et fair billede af virkeligheden. I dag angår begrebet ikke arbejdsmåden, men resultatet. Man skal som journalist være kritisk over for “magthaverne”, og så er det bedøvende ligegyldigt, om kilderne er skæve eller uholdbare, bare tendensen er rigtig.

House of Lords om anti-terrorlovgivning

Af Jacob Mchangama, den 9. april 2006. Skriv et svar

Jeg har tidligere lovprist den øverste engelske retsinstans "House of Lords'" (HOL) insisteren på en effektiv beskyttelse af retsstatsprincippet og individuelle frihedsrettigheder overfor indgribende anti-terrorlovgivning. I disse tider, hvor regeringen her i landet søger at udvide statens anti-terror beføjelser, hvilke allerede blev kraftigt udvidet i 2002, er det endnu engang værd at kaste blikket vestpå over Nordsøen.

I 2004 skulle HOL tage stilling til, hvorvidt udenlandske statsborgere mistænkt for terrorisme kunne tilbageholdes på ubestemt tid uden adgang til at blive stillet for en dommer, med andre ord en suspension af Habeas Corpus. HOL kom med dommerstemmerne 8-1 frem til at en sådan suspension ikke var forenelig med Englands (uskrevne) forfatning eller den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK). Lord Hofmanns begrundelse er særlig interessant fordi den på overbevisende vis demonstrerer frihedsrettighedernes konkrete og praktiske værdi og betydning igennem århundreder af den engelske civilisations eksistens, frem for det historieløse og abstrakte forsvar for menneskerettighederne, der ofte fremføres af menneskerettighedsbevægelsen:

This is one of the most important cases which the House has had to decide in recent years. It calls into question the very existence of an ancient liberty of which this country has until now been very proud: freedom from arbitrary arrest and detention. The power which the Home Secretary seeks to uphold is a power to detain people indefinitely without charge or trial. Nothing could be more antithetical to the instincts and traditions of the people of the United Kingdom.

[..]In any case, suspicion of being a supporter is one thing and proof of wrongdoing is another. Someone who has never committed any offence and has no intention of doing anything wrong may be reasonably suspected of being a supporter on the basis of some heated remarks overheard in a pub. The question in this case is whether the United Kingdom should be a country in which the police can come to such a person's house and take him away to be detained indefinitely without trial.


 […]The technical issue in this appeal is whether such a power can be justified on the ground that there exists a "war or other public emergency threatening the life of the nation" within the meaning of article 15 of the European Convention on Human Rights. But I would not like anyone to think that we are concerned with some special doctrine of European law. Freedom from arbitrary arrest and detention is a quintessentially British liberty, enjoyed by the inhabitants of this country when most of the population of Europe could be thrown into prison at the whim of their rulers. It was incorporated into the European Convention in order to entrench the same liberty in countries which had recently been under Nazi occupation. The United Kingdom subscribed to the Convention because it set out the rights which British subjects enjoyed under the common law.
 […]The technical issue in this appeal is whether such a power can be justified on the ground that there exists a "war or other public emergency threatening the life of the nation" within the meaning of article 15 of the European Convention on Human Rights. But I would not like anyone to think that we are concerned with some special doctrine of European law. Freedom from arbitrary arrest and detention is a quintessentially British liberty, enjoyed by the inhabitants of this country when most of the population of Europe could be thrown into prison at the whim of their rulers. It was incorporated into the European Convention in order to entrench the same liberty in countries which had recently been under Nazi occupation. The United Kingdom subscribed to the Convention because it set out the rights which British subjects enjoyed under the common law.


 The exceptional power to derogate from those rights also reflected British constitutional history. There have been times of great national emergency in which habeas corpus has been suspended and powers to detain on suspicion conferred on the government. It happened during the Napoleonic Wars and during both World Wars in the twentieth century. These powers were conferred with great misgiving and, in the sober light of retrospect after the emergency had passed, were often found to have been cruelly and unnecessarily exercised. But the necessity of draconian powers in moments of national crisis is recognised in our constitutional history. Article 15 of the Convention, when it speaks of "war or other public emergency threatening the life of the nation", accurately states the conditions in which such legislation has previously been thought necessary.

 The exceptional power to derogate from those rights also reflected British constitutional history. There have been times of great national emergency in which habeas corpus has been suspended and powers to detain on suspicion conferred on the government. It happened during the Napoleonic Wars and during both World Wars in the twentieth century. These powers were conferred with great misgiving and, in the sober light of retrospect after the emergency had passed, were often found to have been cruelly and unnecessarily exercised. But the necessity of draconian powers in moments of national crisis is recognised in our constitutional history. Article 15 of the Convention, when it speaks of "war or other public emergency threatening the life of the nation", accurately states the conditions in which such legislation has previously been thought necessary.

[…]What is meant by "threatening the life of the nation"? The "nation" is a social organism, living in its territory (in this case, the United Kingdom) under its own form of government and subject to a system of laws which expresses its own political and moral values.

[…]What is meant by "threatening the life of the nation"? The "nation" is a social organism, living in its territory (in this case, the United Kingdom) under its own form of government and subject to a system of laws which expresses its own political and moral values.

When one speaks of a threat to the "life" of the nation, the word life is being used in a metaphorical sense. The life of the nation is not coterminous with the lives of its people. The nation, its institutions and values, endure through generations. In many important respects, England is the same nation as it was at the time of the first Elizabeth or the Glorious Revolution. The Armada threatened to destroy the life of the nation, not by loss of life in battle, but by subjecting English institutions to the rule of Spain and the Inquisition. The same was true of the threat posed to the United Kingdom by Nazi Germany in the Second World War. This country, more than any other in the world, has an unbroken history of living for centuries under institutions and in accordance with values which show a recognisable continuity.

I think that it was reasonable to say that terrorism in Northern Ireland threatened the life of that part of the nation and the territorial integrity of the United Kingdom as a whole. In a community riven by sectarian passions, such a campaign of violence threatened the fabric of organised society. The question is whether the t
hreat of terrorism from Mu
slim extremists similarly threatens the life of the British nation.

[…]The Home Secretary has adduced evidence, both open and secret, to show the existence of a threat of serious terrorist outrages. The Attorney General did not invite us to examine the secret evidence, but despite the widespread scepticism which has attached to intelligence assessments since the fiasco over Iraqi weapons of mass destruction, I am willing to accept that credible evidence of such plots exist. The events of 11 September 2001 in New York and Washington and 11 March 2003 in Madrid make it entirely likely that the threat of similar atrocities in the United Kingdom is a real one.

 But the question is whether such a threat is a threat to the life of the nation. The Attorney General's submissions and the judgment of the Special Immigration Appeals Commission treated a threat of serious physical damage and loss of life as necessarily involving a threat to the life of the nation. But in my opinion this shows a misunderstanding of what is meant by "threatening the life of the nation". Of course the government has a duty to protect the lives and property of its citizens. But that is a duty which it owes all the time and which it must discharge without destroying our constitutional freedoms. There may be some nations too fragile or fissiparous to withstand a serious act of violence. But that is not the case in the United Kingdom. When Milton urged the government of his day not to censor the press even in time of civil war, he said:
"Lords and Commons of England, consider what nation it is whereof ye are, and whereof ye are the governours" 

  This is a nation which has been tested in adversity, which has survived physical destruction and catastrophic loss of life. I do not underestimate the ability of fanatical groups of terrorists to kill and destroy, but they do not threaten the life of the nation.

  This is a nation which has been tested in adversity, which has survived physical destruction and catastrophic loss of life. I do not underestimate the ability of fanatical groups of terrorists to kill and destroy, but they do not threaten the life of the nation.

Whether we would survive Hitler hung in the balance, but there is no doubt that we shall survive Al-Qaeda. The Spanish people have not said that what happened in Madrid, hideous crime as it was, threatened the life of their nation. Their legendary pride would not allow it. Terrorist violence, serious as it is, does not threaten our institutions of government or our existence as a civil community

[…]. The real threat to the life of the nation, in the sense of a people living in accordance with its traditional laws and political values, comes not from terrorism but from laws such as these. That is the true measure of what terrorism may achieve. It is for Parliament to decide whether to give the terrorists such a victory

HOLs afgørelse, og især Lord Hofmanns begrundelse, demonstrerer, hvorfor beskyttelsen af individuelle frihedsrettigheder burde være et fælles borgerligt-liberalt projekt, som både konservative og liberale kan støtte op omkring. Liberale på grund af, at anti-terrorlovgivning jo i sagens natur griber ind i det enkelte menneskes frihedssfære og udvider statens beføjelser på vilkårlig vis.  Konservative, fordi det grundlæggende er et frit samfund man ønsker at bevare, hvorfor lovgivning, der indskrænker eller ophæver hævdvundne og civilisationsdefinerende grundprincipper bør afvises.   

HOLs afgørelse, og især Lord Hofmanns begrundelse, demonstrerer, hvorfor beskyttelsen af individuelle frihedsrettigheder burde være et fælles borgerligt-liberalt projekt, som både konservative og liberale kan støtte op omkring. Liberale på grund af, at anti-terrorlovgivning jo i sagens natur griber ind i det enkelte menneskes frihedssfære og udvider statens beføjelser på vilkårlig vis.  Konservative, fordi det grundlæggende er et frit samfund man ønsker at bevare, hvorfor lovgivning, der indskrænker eller ophæver hævdvundne og civilisationsdefinerende grundprincipper bør afvises.   

Søges: Post; Haves: Meget villig kandidat

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 7. april 2006. 1 svar

Den tidligere landsformand, politiske ordfører og gruppeformand for Centrum-Demokraterne, og 1982-2001 on/off MF, MEP og MA mmm, Peter Duetoft, nåede i sin lange, glorværdige karriere i det lille familieparti (der som bekendt i sin tid splintrede af fra Socialdemokratiet), aldrig en ministerpost.  Det siger i sig selv noget, givet at det lille parti i hans tid som leder og MF'er var med i regering flere gange og undertiden havde så få folketingsmedlemmer, at man dårligt kunne besætte posterne.  Men torsdag meddelte Duetoft, at han nu var "kommet hjem på gården", som Bendt Bendtsen ville sige.  Altså, at han nu–hvor CD givetvis permanent er ude af Folketinget, og hvor der efter flere års interne slagsmål er ryddet grundigt op i rækkerne af kommende socialdemokratiske ministerkandidater (Jensen, Brink, Blach Hansen, Stavad, o.s.v.)–er blevet betalende medlem af det (halv-)store, gamle parti, som CD havde sine rødder i.

Det kommer iøvrigt i kølvandet på, at Duetoft for mindre end et år siden meddelte, at han ikke længere var medlem af CD, men da gerne ville være borgmester i Hjørring på en lokal borgerliste, hvis man ville have ham.  Det ville man så ikke.  Men nu er hans motiv til at blive socialdemokrat den ganske uselviske, at han gerne vil give den nye formand "moralsk opbakning" …, samt at hans eget menneskesyn ligger tættest på Socialdemokraternes.  Og så har Duetoft sikkert også ihukommet den gamle socialdemokratiske vise om et samfund med "plads for alle, der vil" …  For villig er han da bestemt:

Vil du så stille op til Folketinget?

– Mit medlemskab er jo meget nyt, så nu skal vi lige lære hinanden at kende. Men hvis man kan bruge mig til noget …

Punditokraterne vil ihvertfald gerne ønske alle parter tillykke.  Det er rart at vide, at i nødens stund kan åndsfæller finde hinanden til fælles gevinst.

Afmontér velfærdsstaten

Af Stanislaw, den 6. april 2006. 1 svar

The Business bragte for nyligt denne interessante historie om hvorledes den højt besungne skandinaviske velfærdsmodel (med Sverige som det paradigmatiske eksempel) ikke har formået af løfte indkomsterne for de fattigste grupper i samfundet i samme grad som UK og Irland. Faktisk er indkomsterne for de fattigste 10% af befolkningen i Sverige knap nok steget fra 1995-2004, mens den tilsvarende gruppe i UK og Irland har haft en indkomstfremgang på henholdsvis 59% og 79%. Her er et uddrag fra artiklen:

The incomes of the poorest 10% of Swedes have grown six times slower than the poor in the UK and eight times slower than the poor in Ireland over the past decade…In Ireland, average incomes surged by 101.3% between 1995 and 2004 and that of the poorest 10% by 78.6%…. In the UK, the average is up by 71.5% and the bottom tenth by 59.2%. In stark contrast, the poor have barely increased their incomes during the past decade in the rest of the EU and especially in Sweden, a country once famed for its “social justice”. Average incomes in the EU excluding the UK and Ireland are up 37.1% and that of the poorest tenth by 19.2%. In Sweden, the average is up 29.3% and the bottom decile by a mere 9.7%.

Derudover kan man ikke blot læse, at andelen af fattige i Sverige er steget en smule i løbet af de sidste 10 år, men også – og mere interessant – at andelen af fattige husholdninger (d.v.s. husholdninger under en eller anden fattigdomsgrænse) i dag er mindre i UK end i Sverige!

Skal vi tage disse tal for pålydende, må konklusionen være, at den socialdemokratiske velfærdsmodel udgør en hindring snarere end en mulighed for mindre bemidlede mennesker med lave indkomster og uden job. For denne gruppe er mobiliteten op ad indkomststigen lav i de socialdemokratiske velfærdsmodeller, men betydeligt større i de mere liberal-konservative – eller i hvert fald mindre socialdemokratiske – britiske og irske velfærdsmodeller.

I denne tid, hvor velfærdsreformer står højt på den politiske dagsorden, sender dette et klart signal til både reformtilhængere og ikke mindst reformmodstandere: Afmontér velfærdsstaten. Det er den bedste vej til at løfte indkomsterne for alle grupper – de fattigste inklusive – i det danske samfund.

Er Cheney en diskursiv "girly-man"?

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 6. april 2006. 7 svar

Vicepræsident Richard B. Cheney var 2004-valgets mest intellektuelt veltalende af de fire topkandidater.  Og så lyder han positiv, ungdommelig, og–ikke mindst–præsidentiel, ærlig og mandig!  Som Schwarzenegger ville sige: He ain’t no girly-man!

Nej, dette er ikke et uddrag fra en pressemeddelelse fra Eisenhower Executive Office Building.  Heller ikke et forsøg fra Republican National Committee på at snige Cheney ind som surprise-kandidaten til 2008-valget.

Der er såmænd blot tale om forskningsresultater fra en kommende tidsskriftsartikel af Richard B. Slatcher m.fl., “Winning words: Individual differences in linguistic style among US presidential and vice presidential candidates” i Journal of Research in Personality, hvori en gruppe amerikanske psykologer har analyseret time efter time af optagelser med de fire hovedpersoner i USA’s præsidentvalg 2004: Republikanerne Bush og Cheney og Demokraterne John Kerry og John Edwards.  Og kender man amerikanske psykologer–selv dem fra Texas–så er de næppe tyngede af forkærlighed for Republikanerne eller Cheney.  Faktisk er det vel et rimeligt godt (omend dybt usagligt) gæt, hvis man mistænker dem for at valgt netop dén vinkel og dét valg med et vist blik for, at George W. Bush som bekendt–med egne ord–er noget “misunderestimated” … Så meget desto mere interessante er resultaterne.

Konkret har forskerne brugt et computer-baseret tekstanalyse-program til at “afkode”, hvorledes kandidaterne udtrykte sig i.f.t. seks kategorier af udtryk, som andre studier har vist, at vælgerne lægger vægt på: Kognitiv kompleksitet (sofistikerede sætninger, brug af svære ord, o.s.v.); “feminimitet” (ord og sætningsstrukturer foretrukket af kvinder); depressivitet (ord, der forekommer pessimistiske og selvmordsrelaterede); alder (ord, der bruges af henholdsvis unge og ældre); “præsidentialitet” (ord og sætningsstrukturer, der forekommer i præsidenttaler siden Roosevelt); ærlighed (sammenligning med sætninger, der er sande/falske).  I stedet for kandidaternes præ-fabrikerede “stump speeches” fra valgkampsmøder, har man anvendt mere uformelle sammenhænge, f.eks. interviews, pressemøder, debatter o.l. (N = 271).  Dem har man så kodet og fodret computerprogrammet med og kørte forskellige typer af statistiske tests på.

Resultaterne er interessante–og lidt sjove.

  • Kognitiv kompleksitet: Her var Cheney suverænt i toppen, Kerry i midten (men tættere på bunden), og Bush og (særligt) Edwards i bunden.  Der var ingen systematisk forskel på kandidaterne anskuet efter partifarve.
  • Feminimitet: Edwards var den mest “feminine” i sit ordvalg, mens Cheney var den mindst.  Igen betød partifarven ikke noget.
  • Depressivitet: Kerry lød mest markant som en “deprimeret” person, mens Bush lød mindst deprimeret, og de to vicepræsidentkandidater lød mest som deres nr. 1’ere–og her slog partifarven igennem, altså således at Demokraterne var deprimerede og Republikanerne positive.  Det er måske ikke så overraskende, at Bush lød mere up-beat end Kerry, givet hvordan sidstnævntes kampagne udfoldede sig, men her aner man givetvis et mere “strukturelt” træk: At udfordrerne skal fortælle, hvor skidt alt går, mens det parti med magten skal fortælle, hvor godt det går.
  • Alder: Bush lød i sit ordvalg som en ældre herre, mens der ikke var signifikante forskelle mellem de tre øvrige, der alle lød “yngre”.  Her betød partifarven intet.
  • “Præsidentialitet”: Under valgkampen fokuserede medierne meget på, at Kerry fremstod mere “statsmandsagtig” end Bush.  Men ifølge forskerne var det rent verbalt Cheney, som suverænt lød mest som en statsmand, tæt fulgt af Bush, mens den “nuttede” Edwards lå helt i bunden.  Her var Republikanerne markant mere “præsidentielle” end Demokraterne.
  • Ærlighed: Når det gjaldt valg af ord, fremstod Cheney som den markant mest ærlige fulgt af Edwards, mens de to topkandidater, særligt Kerry, fremstod uærlige.  Her betød placeringen på stemmesedlen altså noget, mens partifarven igen ikke gjorde.

Til gengæld finder analysen stort set ikke nogen sammenhæng mellem kandidaternes ordvalg og deres relative succes i meningsmålingerne.

PS. Det er i visse kredse velkendt, at nærværende punditokrat ikke har overmåde stor faglig respekt for dét, der indenfor moderne samfundsvidenskab kaldes “diskursanalyse”, så hvorfor promovere et sådant studie?  Fordi det generelt er alt dét, som såkaldte diskursanalyser generelt ikke er.

En amerikaner i København

Af Mikael Jalving, den 6. april 2006. 2 svar

Den amerikanske superstar Jeremy Rifkin gæster København fredag i forbindelse med, at hans seneste bog udgives på dansk. Men når man læser den, bliver man mest af alt mindet om, at god mad og smukke kvinder kan føre til meget. Jeremy Rifkin er blevet forført til en slap analyse og et fromt håb.

Ifølge bogen er håbet europæisk, selv om hele verden i begyndelsen var Amerika, sådan som John Locke skrev. Står det til Rifkin, ligger fortsættelsen i Europa. Hans bog, der også er midtpunkt for en debat med udenrigsminister Per Stig Møller fredag, er en interessant strømpil trods sit  naive budskab og et illustrativ eksempel på, hvad der sker, når man forelsker sig så meget i idealerne, at man ikke kan se virkeligheden.

Rifkins hovedbudskab er den amerikanske drøms langsomme død. Hvor der langt ned i den amerikanske folkesjæl tidligere eksisterede en rodfæstet tro på, at den amerikanske drøm var virkelig for de mange, og at Amerika havde en mission eller et kald i verden, så er disse præmisser ikke længere en naturlig del af den amerikanske bevidsthed, mener Rifkin. Dertil har den amerikanske drøm været alt for fokuseret på materiel tilfredsstillelse, ligesom Amerika ikke længere er et storslået land, som andre lande ser op til.

Det begyndte ellers så godt i Guds eget land. Da pilgrimme på flugt fra den europæiske religionskrig gik i land ved Plymouth Rock tilbage i 1620, havde de troen på, at de kunne skabe et nyt samfund uden undertrykkelse og borgerkrig, og forfatningsfædrene leverede snart den praktiske anvisning. Denne unikke blanding af religiøs overbevisning og nyttig politisk rådgivning viste sig at være et overordentlig stærkt grundlag for nybyggerne på den amerikanske prærie og senere for det produktive borgerskab i industrialiseringens Amerika.

Blandingen talte til menneskets to mest basale behov: behovet for lykke i denne verden og behovet for frelse i den næste. Reformationen mødte Oplysningen, og ud kom Den Ny Verden. Calvin mødte Jefferson, og ud kom New-man, den amerikanske helt, der nu optræder som anti-helt i Rifkins varieténummer.

Fremtiden står i Europas tegn, mener Rifkin. Derfor hedder det med en patos bøjet i neon, at “Europa i dag går forrest i kampen for at redefinere det menneskelige lod og den verden, vi må og skal skabe for at nå ud globalt”. Tak for kaffe.

For at underbygge sine påstande fremfører Rifkin en mængde statistik, hvis lødighed er svær at efterprøve. Hvem er mest produktiv – USA eller EU? Hvem skaber flest jobs? Hvem har den højeste livskvalitet målt i antal køleskabe eller elkedler? Rifkin mener, at EU repræsenterer en stille, økonomisk revolution, som vil gøre EU til en ny, økonomisk supermagt. Der findes statistik, som peger på præcis det modsatte. Desuden må det undre, at Rifkin selv fremhæver en EU-finansieret undersøgelse fra 2003 om iværksættertrang, der viser, at amerikanerne er langt mere villige til at risikere noget end europæerne. At det skulle være befordrende for den fremtidige velstand og velfærd i Europa, at halvdelen af alle europæere hellere vil arbejde for andre frem for selv at skabe værdi, må overgå ikke bare almindelige amerikaneres, men også almindelige europæeres fatteevne. Hvordan skal vi overleve uden iværksættere?

Herpå følger nogle kapitler om den moderne verdens tilblivelse, skiftende opfattelser af tid, sted, natur, individualitet og ejendom. Det er alt sammen pædagogisk fortalt, men der er intet nyt. Rifkin slutter af med at konkludere, at den amerikanske drøm aldrig var ment som en fælles oplevelse, men som en enerejse, og at den derfor ikke kan klare udfordringerne i globaliseringens tidsalder.

Hvad er udfordringerne ifølge Rifkin? Den kommende globale æra reducerer nationalstatens betydning, og udviklingen stiller nye krav til vores politiske og økonomiske institutioner. Læseren er ikke i tvivl om, at EU er svaret på de første, eftersom “verdens fremtid bliver gentænkt i det europæiske klasseværelse”, sådan som Rifkin forsikrer. Det er da rart at vide.

Også hvad angår de økonomiske institutioner, er vi på sikker grund. Rifkin mener nemlig, at vi vil gå fra marked til netværk, hvor førstnævnte bygger på mistillid, mens netværk udspringer af tillid og andet godt. Markedet er funderet på grænser og territorium, hedder det i Rifkins analyse, mens netværk er mere porøse og fintfølende og derfor bedre gearet til den ny økonomi. Desuden skaber netværk ikke vindere og tabere, kun vindere. Hvem kan ønske sig mere?

Forfatteren er en selvgratulerende amerikansk supereuropæer. Med samme logik går han derfor imod dødsstraf og Bush-administrationens forebyggende angreb i udenrigspolitikken. Sammenhængen er måske lidt søgt, men lad gå. Rifkin går ind for Det Gode. For Livet. Helt konkret går han ind for det “kosmopolitiske” og “fredsskabende” Europa, der bygger på “gensidig respekt, empati og anerkendelse af den anden”. Han går også meget stærkt ind for menneskerettigheder. Men hvis Europa eller EU virkelig gik ind for menneskerettigheder, så ville de europæiske lande også have blandet sig mere markant i den verserende Muhammed-krise. Det skriver Rifkin intet om.

EU er for Rifkin det netværkerkende Europas manifestation. Universalistisk, sekulær, polycentrisk, hverken en nationalstat eller et imperium, men en mediator i den godes sags tjeneste, en postmoderne politisk institution med en “kamæleonsagtig evne til at genopfinde sig selv”. EU er “procesorienteret”. EU er “politik uden centrum”. EU er “enhed i flerhed”. EU stræber efter “harmoni, ikke hegemoni”, efter “inklusion, ikke eksklusion”, og indvarsler en “medfølelses tidsalder”, en verden af “vi”, som vil erstatte den gamle, amerikanske verden af “mit” og “dit”.

Udviklingen går derfor i retning af en ny oplysningstid. Hvis dette er den “Anden Oplysning”, som Rifkin proklamerer, så længes man så meget desto mere efter den første.

Summa summarum: Den amerikanske drøm er passé. Åndløs materialisme har ædt idealismen op indefra, og den amerikanske stræben efter velstand og territorium ødelægger den menneskelige ånd og medfølelse.

Sort ser det ud, hvis ikke det var for Europa. På dette håbefulde kontinent hersker til gengæld en drøm om livskvalitet, bæredygtighed, fred og kollektivt ansvar. Hvis vi bare holder os til sidstnævnte, så betyder det måske også kollektiv ansvarsflugt. Den skriver Rifkin heller intet om, ligesom han på intet tidspunkt forsøger at trænge ind under de højt besungne værdiers virkelighed. Det er faktisk beskæmmende.

Hvad vi får, er med Rifkins egne ord en ny “metafortælling”. Andre nøjes gerne med en fortælling. I tillæg får vi en floromvunden tese om, at europæere ønsker at høre til i en social kontekst og med rette ser sig selv som humanismens forsvarere, mens amerikanere vil være frie og autonome og derfor er besatte af ejendomsret og sikkerhed. Hvor europæere bruger deres netværk og dyrker de sociale bånd, priser amerikanerne markedet, skønt de har opgivet arbejdsetikken til fordel for spil og casino. Europæerne er mere optaget af kreativ fritid og civilsamfundets “dybe leg”, hvad det så end er, mens amerikanerne er blevet til nation af fremmedgjorte narcissister, der bowler alene og underholder sig selv til døde.

Nå. Hvis man er i godt humør, kan man vælge at læse bogen som ren og skær fiktion. Som fristil. Og som sådan er den et udmærket arsenal for naive sjæle i alle lande. Her er fine sætninger at vælge fra. Ordspil, dekorative fraser. Hvis man gerne vil vide besked med, hvad der sker i verden i disse år, skal man imidlertid kaste sine skillinger efter andre kilder.

Jeremy Rifkin, der har været rådgiver for EU-Kommisionens Romano Prodi, fremstår i denne bog som en velmeriteret amerikaner,
der har været på besøg
i Milano, Bruxelles, Paris – og nu København – og er blevet forført af den gode mad og de smukke kvinder. Det skal være ham tilgivet, men hans analyse er tyndere end det papir, den er trykt på, og minder om dårlig lufthavnslitteratur, hvorfor han måske skulle overveje at tage toget og tænke sig bedre om en anden gang.

Jeremy Rifkin: Den europæiske drøm. Hvordan Europas fremtidsvision langsomt fortrænger den amerikanske drøm, Informations Forlag 2006, 458 sider, 348 kr.

Burka Band – tekno undercover

Af Dr.Mephisto, den 6. april 2006. Skriv et svar

Burka bassistI Danmark handler kulturkamp i høj grad om vrede venstreorienterede kunstnere, der føler sig kaldet til at kritisere den borgerlige regerings politik.

I andre lande er det anderledes vigtige ting, der står på spil. I Afghanistan er det stadig svært for kvinder at bevæge sig rundt uden deres blå burka. Og at forestille sig kvinder, der spiller musik (endsige rockmusik)… Blasfemi!

Ikke desto mindre kan det lader det sig gøre. Tre afghanske piger dannede for to år siden "The Burka Band", og optræder iført Burka, dækkede fra top til tå. End ikke deres ansigter er synlige.

 

Indtil videre har de kun optrådt i Tyskland, og efter sigende er de blevet et hit i tekno-kredse. Navnlig for deres ironiske "Burka Blue":

My mother wears a burka, I must wear a burka too. We all wear a burka, we don't know who is who. Blueee, burka blue

De tre pigers identitet er hemmelig. Men det deres musik ikke. Sangen "Burka Blue" kan dowloades her: http://www.saskia-von-klitzing.de/Projekte/burka_band-M.html

 

Burka Band

Undergrundsmusik

Af admin, den 4. april 2006. 6 svar

Vi har givet jer filmpriser, konkurrencer og digte, og nu får I ægte undergrundsmusik af den mest provokerende og ensidige slags. Alt denne kultur og intet af det finder I magen til i MSM.

Find den sorte T-shirt frem, lær teksten her, og syng så med The Right Brothers på videoen her: Bush was right, etc., etc.

(hattip: Instapundit a.e.)

Løn som fortjent

Af Ex Column, den 4. april 2006. 3 svar

Regeringens forslag til fremtidige rygeregler er i mange henseender et konkret belæg for, at den ikke er liberal. Det har vi måske nok fået demonstreret i overmål på andre felter, men det er alligevel opsigtsvækkende, at regeringen finder det opportunt at begrænse såvel det personlige ansvar som den private ejendomsret. Derfor er det da også befriende at notere, at enkelte konservative politikere tør at sige fra. Men lad nu det ligge. Mit ærinde med denne post er ikke at skælde ud på regeringen, selv om der er anledning til at gøre det. Næ, jeg er mere optaget af at sætte fokus på den omstændighed, at Rent Seeking ikke altid giver pote.

Det har sikkert undret én og anden, at en erhvervsorganisation som HORESTA kræver et rygeforbud på vegne af deres virksomhedsmedlemmer, som umiddelbart skulle formodes at være tilhængere den private ejendomsret. Vel, vi mødes fra denne organisation med velsmurt tale om, at det sker af hensyn til de ansatte, der har en overdødelighed i forhold til andre erhvervsgrupper. Og det sidste skal såmænd nok passe. Men er det virkelig dét, der er anledningen til HORESTA’s forbudsiver? Det kan jeg naturligvis ikke afvise, men jeg syntes det er relevant at bemærke, at dette rationale passer særdeles godt med det økonomiske rationale.


HORESTA er – trods det omnipotente navn – en organisation, der snart sagt kun tæller hoteller og fastfood-kæder. Blandt disse har man for længst gjort sig den iagttagelse, at det bedst kan betale sig at være røgfrie. Men kun i det omfang, at de kan tvinge cafeer, værtshuse, bodegaer og finere spisesteder med på galejen. Men da disse etablissementer typisk ikke er medlemmer af HORESTA, forsvinder de gule gardiner i bodegaen og Cohiba-røgen på gourmetrestauranterne ikke uden videre.

Der skal politik til, skal der! Har regeringen så leveret varen? Nej, ikke helt. HORESTA er synligt fortørnet over, at den ikke har fået den ønskede valuta for lobbyindsatsen. Bl.a. fordi udskænkningssteder på mindre end 100 kvadratmeter stadig kan gøre, hvad der passer dem. Der er med andre ord tale om Rent Seeking, der er kalibreret helt forkert. HORESTA kalder det konkurrenceforvridning, mens flegmatiske punditokrater blot tørt må konstatere, at Tullock-tabet ikke blev fuldt materialiseret. Den liberale vælger – ryger eller ej – kan dog midt i al elendigheden gnide sig i hænderne over, at den bedærvede del af erhvervslivet en gang imellem får løn som fortjent.

Hvad vil du gi' for en efterløn?

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 3. april 2006. 5 svar

Jeg har på baggrund af en meningsmåling, som Catinét har lavet for CEPOS, lavet et lille dagsaktuelt notat om danskernes reformvilje.  Essensen er, at når man kæder betalingsviljen sammen med spørgsmålet om reform af efterlønsordningen, så falder opbakningen ganske betydeligt i.f.t. de meningsmålinger, hvor man blot spørger om, hvorvidt vælgerne støtter/ikke-støtter efterlønsordningen.

Kun en femtedel af vælgerne er villige til at betale i skat, hvad efterlønsordningen faktisk koster.  Dansk Folkepartis vælgere er de mest efterlønsbegejstrede, men kun halvdelen af dem vil betale i skat, hvad ordningen faktisk koster–resten free-rider …

David Bakkegaard Karsbøl om privat retsvæsen og politi

Af Jacob Mchangama, den 2. april 2006. 4 svar

Djævelens Advokats 3. udsendelse er i luften. Gæsten er David Bakkegaard Karsbøl og emnet er anarko-kapitalisme med særlig vægt på emnet privat retsvæsen og politi, et emne der vel mere end noget andet skiller (rothbardianske) libertarianere fra (hayekske) klassisk liberale (samt økonomer fra jurister :-)…). 

 

Djævelens Advokat har tillige optaget to udsendelser med henholdsvis Jesper Langballe (kultur-konservativ kulturkamp) og Preben Wilhjelm (venstrefløjens frihedsbegreb og fortidens spøgelser). Endvidere vil man kunne se frem til en debat om Grundloven mellem Birthe Rønn Hornbech og Niels Helveg Petersen, samt en debat med Katrine Winkel Holm om, hvorvidt kristendommen er frihedens religion.

Får vi et psyko-angreb på det liberale projekt?

Af Nicolai Foss, den 1. april 2006. 3 svar

Blandt økonomers yndlingsbeskæftigelser har altid været at finde måder hvorpå "markedet" kan "fejle."  Med "markedet" har de traditionelt ment tekstbøgernes ultra-stiliserede model af det perfekte marked, modellen af fuldkommen konkurrence.  Holdt op mod dén standard må stort set alle former for økonomisk aktivitet i den virkelige verden i sagens natur "fejle."   Det er det som den store (og her taler vi virkelig store, milevidt over, fx, Thomas Sowell) Chicago-UCLA-økonom, Harold Demsetz har kaldt "Nirvana-fejltagelsen."

Alt for få økonomer har været opmærksomme på det logisk problematiske i at vurdere den virkelige verden direkte i forhold til en så voldsom abstraktion som fuldkommen konkurrence-modellen. Fra omkring 1920 (mere præcist fra Arthur C. Pigous arbejder indenfor økonomisk velfærdsteori) har de derfor set markedsfejl "here, there and everywhere."  Der har dog været mindre vind i sejlene for markedsfejl-tankegangen i de seneste årtier, af årsager som vil være læsere af Punditokraterne bekendte: Argumenter af monetaristisk, nyklassisk, østrigsk, public choice, property rights, etc. karakter har dæmpet manien, selvom fremtrædende mainstream-økonomer som (nobelpristageren) Joseph Stigligtz fortsat ser markedsfejl på samme måde som Foucault ser magtrelationer — altså overalt. 

Det har været karakteristisk, at økonomer når de har talt om markedsfejl for så vidt har respekteret økonomis disciplinære grænser. Og markedsfejl har været noget der har vedrørt interaktionen mellem agenterne, snarere end agenterne selv.  Agenter har således hele tiden været rationelt maximerende og haft pæne præferencer.  Det er når de er begyndt at handle sammen, at det går galt, ifølge de traditionelle modeller.

Det har ændret sig gennem det seneste tiår, indtil for nylig snigende, men nu med fuld styrke. Årsagen er en massiv invasion af psykologi i økonomi.  Der sættes nu fuld fokus på agents kognitive udstyr og på hvad der forårsager motivation og ændringer i denne. Flagskibstidsskrifter som Journal of Economic Perspectives har publiceret stribevis af artikler om dette de senere år.  Nobelprisen i økonomi tildeltes i 2002 Daniel Kahnemann som en passende markering af den voksende betydning af psykologisk forskning for økonomisk teori.

Meget af dette er udmærket. Økonomisk teori handler blandt om interaktion mellem få agenter og her har psykologi sikkert meget at tilbyde.  Der er givetvis også en del af laboratorieeksperimenterne der kan generaliseres (omend der netop her er svagt punkt for denne type forskning). Det virker troligt, at det er vanskeligt for de fleste at håndtere sandsynligheder, at det kan gøre en forskel hvordan et beslutningsproblem "frames" (fx om det hedder "50%" eller "½" eller "0.5"), etc. Men der kan anes en markant underliggende interventionistisk dagsorden i hele projektet, og her kan der være grund til at råbe vagt i gevær. 

På samme måde som økonomer har set markedsfejl overalt, har socialpsykologisk forskning været besat af at finde fejl og biases i beslutningstagen. Det er blevet til blandt andet the attribution bias, the impact bias, distortion bias, loss aversion bias, status quo bias etc. etc. 

Også denne tankegang kan kritiseres for at evaluere virkelig beslutningstagen i forhold til et urealistisk ideal (nemlig den såkaldte "forventet nytte-model"). Det er Nirvana-tankegangen igen. Måske skulle man snarere se på de til dels evolutionært funderede strategier som virkelige aktører anvender for med rimelig succes at handle i en kompleks og dynamisk verden.  Men bundlinien er at disse "fejl" kan retfærdiggøre intervention i markedet på ny vis: Hvis folk begår systematiske fejl, er ude af stand til at forstå og evaluere sandsynligheder, systematisk undervurderer fremtiden, og så videre, så er ballet jo åbnet for dirigiste smagsdommere af enhver art, der tror sig bedre informerede og mere kompetente.  Det passer selvfølgelig som hånd i handske til en tiltagende psykologiseret offentlig diskurs og på en velfærdsstat der i voksende grad defineres i terapeutiske termer. (Blair-regeringen sysler allerede med ideer inspireret af lykke-forskning, der er beslægtet med den nye psykologiske bølge i økonomi). 

Det kan være værd at tænke over hvad den liberale respons er (bør være) på dette.  Et sted at begynde kunne være at påpege at meget af forskningen synes baseret på en irrelevant Nirvana-tankegang og generelt har for meget mistillid til folks kognitive kapaciteter (se fx Stanovichs arbejder). Det er helt uklart i hvilket omfang man kan generalisere laboratorium-findings.  Man kunne også pege på konsekvenserne: Tænk hvis fx domstolene begynder at tage disse argumenter alvorligt (det er der amerikanske jurister der mener de skal). Hvor bliver ansvar, skyld, selvstændighed, og fornuft af hvis alle vores tankeprocesser og vores beslutningstagen er skudt igennem med biases af enhver art?  Der er potentielt tale om et massivt psykologisk-funderet angreb på kernen i det liberale projekt. 

Amerikanske tilstande?

Af Igor, den 1. april 2006. 1 svar

Nu har vi i længere tid hørt, at amerikanske medier er domineret af fanatikere fra den yderste kristne højrefløj. Gang på gang er vi blevet tudet ørerne fulde af, at mediedækning af eksempelvis krigen i Irak dækkes på en måde, der favoriserer den siddende amerikanske administration. Ligeledes er vi blevet belært, at f.eks. højrefløjsfanatikere dominerer mediebilledet i diskussionen af, hvilke skolebøger der skal anvendes i biologi undervisningen.

Med hvad er så virkeligheden? Hvordan bliver forskellige emner så rent faktisk dækket i amerikanske medier? Det spørgsmål har forskerne Tim Groseclose og Jeffrey Milyou fra hhv. UCLA og University of Missouri forsøgt at besvare i en rapport, “A Measure of Media Bias”. De to forskere har undersøgt 20 forskellige mediers nyhedsdækning og deres udvalg indeholder både elektroniske medier og aviser i perioden fra 1993 til 2002. Eksempelvis er “The News Hour” med Jim Lehrer inkluderet ligesom Washington Times også er indeholdt i analysen. Indholdet af nyhedsdækning er blevet sammenlignet med, hvordan Senatorer i den amerikanske kongres er placeret i samme periode.

Og hvad er så resultaterne? Af de 20 medier, hvis nyhedsdækning er inkluderet i undersøgelsen, er to – siger og skriver to – placeret “til højre for midten”! Resten er placeret til venstre. Så kritikere har da ret i, at de amerikanske medier er “biased” – det er bare i den “forkerte” retning. Og her er det vigtigt at slå fast, at ledere og andre holdningsartikler ikke er inkluderet i analysen – der er udelukkende anvendt nyhedshistorier i analysen …

Hvad fortæller det så os? Det fortæller os ihvertfald, at der åbenbart er nogen, der er interesseret i at male et billede af de såkaldte “amerikanske tilstande”, der passer ind i den opfattelse, at amerikanere er forskruede tosser, der under ingen omstændigheder gives et retvisende billede af verdens “sande” tilstand. Og så fortæller det os måske, at vi ved alt, alt for lidt om, hvordan danske medier og journalister – bevidst eller ubevist – videregiver nyheder. Var det en mulighed at nyhedsdækningen, også i Danmark, er “biased” i en bestemt retning?  Kunne det være, at danske journalister giver deres nyhedsdækning en vinkling, der passer med deres ideologiske ståsted?

Og sidst – men ikke mindst – måske er danske og “amerikanske tilstande” i virkeligheden det samme?