Kategoriarkiv: Tidligere skribenter

Rothbard som filosof

Af Nicolai Foss, den 4. maj 2006. 2 svar

Right Reason er navnet på en fremragende blog om "philosophical conservatism" som bestyres af Max Goss.  Jeg opdagede den på grund af min voksende (af David G initierede) interesse for den engelske konservative filosof,  Roger Scruton (iøvrigt: benyt lejligheden til at checke Scrutons humoristiske CV).

Læsere af Punditokraterne, måske særligt de der havner her via Liberator, vil formentlig være interesserede i Edward Feser's postering fra 25. april, "Rothbard as a a philosopher."

Murray N. Rothbard er en person der har spillet en større rolle for flere Punditokrater, helt sikkert Punditokrat Kurrild, så vidt jeg husker Emeritus Bonde, sandsynligvis Dr. Mephisto, og også jeg selv. Selv om jeg vist overvejende dengang blev stemplet som Hayekiansk mystiker, var der er periode for en 15-20 år siden, hvor jeg nærede et af Rothbards skriverier sundt had til Staten. (Det var på det tidspunkt, hvor jeg på et Foundation of Economic Education-kursus hørte en af oplægsholderne (Mario Rizzo) omtalt med den allerstørste respekt af en anden oplægsholder (Richard Ebeling) på følgende måde: "Mario really hates the state!).

Rothbard er en fantastisk skrivekugle. Hans saksning af Adam Smith, smadring af the Kochtopus og the Finktopus, definitive eliminering af hermeneutiske mystikere i den østrigsk-libertarianske bevægelse, og så videre er herlig polemik.  Han er en spændende teorihistoriker, og måske også en god økonomisk historiker. Hans bidrag i Man, Economy and State (1962) har dog aldrig imponeret mig.  

Der er så andre der også er meget lidt imponerede af Rothbard som filosof. Fesers postering former sig som et veloplagt og meget, meget kontant angreb på Rothbards filosofiske færdigheder: Rothbard, siger Feser, er "incapable of producing even a minimally respectable philosophical argument, by which I mean an argument that doesn't commit any obvious fallacies or fail to address certain obvious objections." Ikke mindst er Rothbard fundamentalt ude af stand til at levere en solid argumentation for grundideer i anarko-kapitalismen.

Det er med andre ord ikke mindst For a New Liberty det handler om.  Feser tager udgangspunkt i denne passage herfra:

Since each individual must think, learn, value, and choose his or her ends and means in order to survive and flourish, the right to self-ownership gives man the right to perform these vital activities without being hampered and restricted by coercive molestation. Consider, too, the consequences of denying each man the right to own his own person. There are then only two alternatives: either (1) a certain class of people, A, have the right to own another class, B; or (2) everyone has the right to own his own equal quotal share of everyone else. The first alternative implies that while Class A deserves the rights of being human, Class B is in reality subhuman and therefore deserves no such rights. But since they are indeed human beings, the first alternative contradicts itself in denying natural human rights to one set of humans. Moreover, as we shall see, allowing Class A to own Class B means that the former is allowed to exploit, and therefore to live parasitically, at the expense of the latter. But this parasitism itself violates the basic economic requirement for life: production and exchange (pp. 28-29).

Feser argumenterer for at der er tale om en massiv non sequitur (eller en serie heraf):

Even if it were true that "each individual must think, learn, value, and choose his or her ends and means in order to survive and flourish" and that "the right to self-ownership gives man the right to perform these vital activities without being hampered and restricted by coercive molestation," it just doesn't follow that anyone has a right to self-ownership. For all Rothbard has shown, we might also be able to think, learn, value, etc. even if we didn't have any rights at all. (That X could get us Z doesn't show that Y wouldn't get it for us too.) Or we might need some rights in order to do these things, but not all the rights entailed by the principle of self-ownership. Or we might really need all the rights entailed by self-ownership, but nevertheless just not have them. After all, the fact that you need something doesn't entail that you have it, and (as libertarians themselves never tire of pointing out), it certainly doesn't entail that you have a right to it. For example, wild animals need food to survive, but it doesn't follow that they have a right to it (indeed, Rothbard himself explicitly denies that animals can have any rights).

Der er mere af samme slags.  Det er ganske lystigt. Det synes læserne også. Der er i skrivende stund 46 (!) kommentarer. 

Klappe klappe kage …

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 3. maj 2006. 2 svar

Hjemme hos denne Punditokrat byder tiden p.t. mere på "klappe klappe kage, imorgen skal vi bage …" med den 10 måneder gamle Frk. Punditokrat end på filosoferen over "A = A" eller regressionsanalyser af sammenhænge mellem institutionelle arrangementer, frihed og økonomisk vækst.

Noget lignende gør sig tilsyneladende også gældende i et af de utallige mellemstore danske midterpartier, Socialdemokraterne: Her interesserer man sig også for sammenhængen mellem at klappe i dag og at kunne bage i morgen.  Ihvertfald kunne dagbladet Politiken (2.V.2006) (i en iøvrigt også som helhed ganske morsom og interessant artikel) berette følgende fra Helle Thorning-Schmidts 1. maj turné:

"»Det var smaddersjovt«, siger hun alvorligt, inden hun stiger i Toyotaen for sjette gang. Nu venter Slagelse. Med hestevogne, fjordheste og hornmusik.

Det er eftermiddag her, og dagen er ligesom for gammel til politiske taler. Men der bliver alligevel klappet på alle de rigtige tidspunkter. Det sørger en fyr i stribet bluse for. Han har hænderne løftet op foran brystet – beredt til klap. Det er femte gang, han hører talen i dag. Alligevel klapper han begejstret på de helt rigtige steder. Det får de andre til at klappe med. Han kender talen vældig godt. Ikke kun har han fulgt med partiformanden hele dagen. Han er også ansat af partiet."

Og videre går det: Dagbladene Jyllands-Posten (2.V.2006) og Berlingske Tidende (3.V.2006) citerer også den fhv. formand for det dengang store parti, Anker Jørgensen for følgende tankevækkende kommentar, da han 1. Maj havde hilst på Helle Thorning-Schmidt i Fælledparken, hvor hun blev mødt med "Helle, Helle, Helle"-råb og klapsalver:

"Det er udmærket, hvis de har gjort det af egen fri vilje. Men det har man jo folk til."

Der er–mindst–to interessante ting ved dette.

For det første: Har man rent faktisk fra Socialdemokraternes side ansatte klakører, som 1. maj turnerede rundt og klappede af HTS?  At de politiske partier organiserer klakører til f.eks. valgkampe er velkendt–jeg har selv oplevet KU'ere, VU'ere og DSU'ere, hvis "spontane" begejstring var noget påfaldende.  Men der hører det jo ligesom til "showet"–ingen er rigtigt i tvivl om, at de unge mennesker er fragtet landet rundt, har fået udleveret fælles materialer og på forhånd indøvet råb og slagsange.  Men til et 1. maj møde …?  Hvis det er sandt, så siger det nok så meget om tingenes tilstand i Camp Thorning, herunder hvordan man selv synes, at det går.

For det andet: Er det mon værd at bemærke, at det er netop Dagbladet Politiken (med en årtier lang tilknytning til Auken-fløjen) og Anker Jørgensen, der simultant antyder, at begejstringen for HTS er orkestreret?  Jeg tror ikke på, at der her er tale om en konspiration, men mindre kan såmænd gøre det: Måske det bare er rygter, der florerer vidt og bredt i visse dele af det socialdemokratiske bagland?  Selv dét siger nok noget om tingenes tilstand, især når det kommer oven på udspil, som skulle rykke partiet til venstre og en rokade i partiledelsen med samme formål.

PS. Frk. Punditokrat på 10 måneder har iøvrigt andet tilfælles med Socialdemokraterne end at klappe: Hun brokker sig, når man ikke vil lege med hende; går lidt usikkert rundt i landskabet; lægger meget vægt på de umiddelbart synlige goder; er meget ensidigt fokuseret på at øge udgifterne; har ingen respekt for budgetrestriktioner eller -sammenhænge; ditto manglende forståelse for forudsætningerne for velstandsskabelse; slet ingen respekt for privat ejendomsret; er i det hele taget en stor daglig fortaler for asymmetri-tesen; giver ikke så mange konstruktive in-put til, hvordan det skal blive lettere at være dansker (bortset fra hende selv), o.s.v., o.s.v.  Hvis jeg ikke passer på, kan hun indenfor 10-15 år nå at blive en af partiets ordførere …

Masser af Machiavelli

Af Redaktionen, den 3. maj 2006. Skriv et svar

Her til morgen folder hele to Punditokrater sig ud i dagens Berlingske Tidende med indlæg om gode gamle Niccoló M.  Først er det vores egen Jørgen Møller, der her på stedet tidligere har berørt manden og emnet, og som har forfattet dagens kronik.  I sidstnævnte hedder det bl.a.:

“‘Machiavellisme’ kom … til at stå som noget af det værste, en politiker kunne tilbyde sine medmennesker. Men eftertiden, og i særdeleshed 1800-tallets englændere, misforstod Machiavelli. Hans ærinde var ikke at bistå tyrannerne med at træde individets rettigheder under fode, så tværtimod.

Den florentinske statsmand var af natur liberal. Han ønskede gennem sit politiske virke og sit forfatterskab at sikre individet imod vilkårlige overgreb.

Men han afviste enhver form for abstrakte rettigheder, for han var nu engang realist. Og han blotlagde med et hidtil uset klarsyn to praktiske sammenhænge, der endnu i dag burde være børnelærdom for enhver med et liberalt sind: At frihedsrettigheder kun kan sikres ved at skabe en gunstig styreform, og at en sådan styreform kun kan indføres under bestemte omstændigheder.”

To sider længere inde er det vores egen Mikael Jalving, som i Groft Sagt siger bl.a.:

“Den gamle mester … foretrak [offentlig] sparsommelighed frem for gavmildhed. Sidstnævnte vil nemlig enten ruinere fyrsten eller ruinere folket med risiko for opstand. Fyrsten skal derfor ikke bekymre sig synderligt om at blive kaldt nærig, for efterhånden vil han blive anset for at være stadig mere gavmild, når folket ser, at fyrsten gennemfører sin politik uden at bebyrde folket. »I vor tid har vi kun set udført store ting af dem, som er blevet anset for at være nærige; de andre er blevet ødelagt,« konkluderer Machiavelli.

Man må håbe, han også får ret med hensyn til vor tids gavmilde politikere, og at de vil vide at forstå, at mens nærighed er en privat last, er den en politisk dyd. Ved at være sparsommelige er politikerne i realiteten gavmilde overfor alle dem, som de ikke tager noget fra, hvorfor den politiske nærighed er et gode for almenheden, mens gavmildhed på andres regning forbliver et onde.”

PS. Hvis ingen skulle have bemærket det, hvad har disse to skribenter så til fælles andet end at være mænd med interesse for liberale ideer og Punditokrater?  Svar: Et ph.d. forløb ved et af Europas absolut bedste universiteter (ihvertfald indenfor statskundskab) og bestemt et af de mest behageligt placerede sådanne.

Organizationsandmarkets.com

Af Nicolai Foss, den 2. maj 2006. 4 svar

En ny blog har netop føjet sig til den efterhånden ret omfangsrige mængde af blogs med austro-libertariansk orientering.  Det drejer sig om organizationsandmarkets.com, som blev lanceret i går, d. 1 maj.  Den havde på lanceringsdagen 650 unikke besøg. Ikke dårligt

Undertegnede er sammen med Peter G. Klein, University of Missouri, blogførerne. Vi har defineret bloggen som primært rettet mod vores fælles faglige interesser:

Organizations and Markets is written by Nicolai J. Foss and Peter G. Klein, professors with research interests spanning organizational economics, strategic management, entrepreneurship, innovation, the economics of institutions, and the history, philosophy, and sociology of science. Foss teaches management at the Copenhagen Business School and Klein teaches economics at the University of Missouri, giving the blog an international and interdisciplinary orientation. The authors are influenced by mainstream approaches in economics and management, by the emerging disciplines of transaction cost economics and capabilities theory, and by the alternative traditions of Austrian and evolutionary economics.

Men der vil også blive serveret et stykke med klassisk-liberalisme, pomo-bashing, og lignende fra tid til anden:

While Organizations and Markets focuses on academic research in economics and management, the authors also comment occasionally on other shared interests, such as classical liberalism and cultural conservatism.

Preben Wilhjelm i Djævelens Advokat

Af Jacob Mchangama, den 1. maj 2006. Skriv et svar

1. Maj er Arbejdernes Internationale Kampdag. En kampdag, der i hvertfald oprindeligt, betød en kamp for socialisme. Men hvilket samfund er det, socialismen kæmper for? Hvad er socialismens frihedsbegreb? Er socialismens frihedsbegreb foreneligt med borgerlige og politiske frihedsrettigheder?

Er der nogen der i dette land er kompetent til at svare på disse spørgsmål, er det Preben Wilhjelm, medstifter af SF og VS og et venstrefløjsikon, der også nyder respekt blandt ideologiske modstandere. Derfor satte Djævelens Advokat Preben Wilhjelm stævne til en debat om de ovennævnte spørgsmål, samt om venstrefløjens fortid. Udsendelsen kan høres her.

 

 

 

Ugens citat: Galbraith om USSR anno 1984

Af Redaktionen, den 1. maj 2006. 20 svar

Ugens mest afdøde venstreorienterede økonom skrev i 1984 følgende om Sovjetunionens daværende økonomiske styrke:

“That the Soviet economy has made great material progress in recent years is evident both from the statistics … and from the general urban scene … One sees it in the appearance of solid well-being of the people on the streets, the close-to-murderous traffic, the incredible exfoliation of apartment houses, and the general aspect of restaurants, theaters, and shops … Partly, the Russian system succeeds, because, in contrast with the Western industrial economies, it makes full use of its manpower.”

Hat-tip: Adam Smith Institute blog.

Pressefrihed II

Af Jacob Mchangama, den 30. april 2006. 2 svar

Som Mr. Law har behandlet i en nylig post, er to journalister (samt med lidt forsinkelse chefredaktøren) fra Berlingske blevet tiltalt for at have viderebragt fortrolige oplysninger i strid med straffelovens § 152. Journalisternes forsvar vil givetvis bygges på at det vil være i strid med ytringsfriheden at straffe journalister for at dokumentere og viderebringe informationer, der har væsentlig offentlig interesse.

I den forbindelse er Grundlovens § 77 næppe journalisterne til megen hjælp. Grundlovens § 77 sikrer først og fremmest den formelle ytringsfrihed, altså, at enhver er fri til at offentliggøre sine tanker på tryk, i skrift og tale, uden forudgående censur. Men som bekendt er sådan offentliggørelse "under ansvar for domstolene". Og da § 77 ikke angiver, hvilke hensyn, der kan medføre en indskrænkning af den materielle ytringsfrihed, altså beskyttelsen mod f.eks. efterfølgende strafferetlige eller andre disciplinære sanktioner, har der i dansk statsretslig teori været en tradition for at antage, at lovgiver var uindskrænket i sin adgang til at begrænse den materielle ytringsfrihed (det kommer næppe som en overraskelse for nogen, at også Alf Ross abonnerede på dette synspunkt).

Journalisterne bør snarere sætte deres lid til den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK), som i 1992 blev inkorporeret i og dermed gjort til en del af national dansk ret. EMRK har udvidet rammerne for ytringsfriheden herhjemme (som demonstreret i Jersild-sagen) og medført, at Grundlovens § 77 nu fortolkes i lyset af EMRK artikel 10, således, at § 77 efterhånden indeholder en vis materiel beskyttelse.

EMRKs artikel 10 lyder:

1. Enhver har ret til ytringsfrihed. Denne ret omfatter meningsfrihed og frihed til at give eller modtage meddelelser eller tanker, uden indblanding fra offentlig myndighed og uden hensyn til grænser.

2. Da udøvelsen af disse frihedsrettigheder medfører pligter og ansvar, kan den underkastes sådanne formelle bestemmelser, betingelser, restriktioner eller straffebestemmelser, som er foreskrevet ved lov og er nødvendige i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, territorial integritet eller offentlig sikkerhed, for at forebygge uorden eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden for at beskytte andres gode navn og rygte eller rettigheder, for at forhindre udspredelse af fortrolige oplysninger eller for at sikre domsmagtens autoritet og upartiskhed.

Ved på udtømmende vis at opstille de hensyn, der, såfremt de er vedtaget ved lov, kan føre til en indskrænkelse af ytringsfriheden, hvis den konkrete indskrænkelse er proportional med det søgte hensyn, yder EMRK dermed en materiel beskyttelse af ytringsfriheden, der, rent juridisk set, overstiger Grundlovens ditto.

Pressens rolle som offentlighedens kritiske vagthund har været temaet for mange afgørelser fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD). Endvidere har EMD også haft lejlighed til at tage stilling til sager, der faktuelt ligner Berlingske-sagen, og hvor det hensyn, indskrænkningen af ytringsfriheden hjemles i er "nationens sikkerhed".

I "Observer and Guardian v. UK" fik den engelske stat nedlagt et fogedforbud mod to avisers referater af en bog, "Spycatcher", skrevet af en tidligere medarbejder i den engelske efterretningstjeneste. En bog der angiveligt indeholdt fortrolige informationer. Dette fogedforbud blev opretholdt efter at andre aviser havde offentliggjort referater af bogen, ligesom, at bogen var blevet udgivet i U.S.A. EMD fastlagde i denne nogle principper, som går igen i senere domme. EMD udtalte bl.a., at:

Freedom of expression constitutes one of the essential
foundations of a democratic society[..]it is applicable not only to "information" or "ideas" that are favourably received or regarded as inoffensive or as a matter of indifference, but also to those that offend, shock or disturb.  Freedom of expression is subject to a number of exceptions which, however, must be narrowly interpreted and the necessity for any restrictions must be convincingly established.
however, must be narrowly interpreted and the necessity for any restrictions must be convincingly established.

(b)  These principles are of particular importance as far as the press is concerned.  Whilst it must not overstep the bounds set, inter alia, in the "interests of national security"[..]it is nevertheless incumbent on it to impart information and ideas on matters of public interest.  Not only does the press have the task of imparting such information and ideas: the public also has a right to receive them.  Were it otherwise, the press would be unable to play its vital role of "public watchdog".

Konkret fandt EMD, at fogedforbuddet havde været berettiget i den periode, hvor bogen ikke var udgivet, og hvor andre medier ikke havde refereret den. I perioden efter udgivelsen og den øvrige mediedækning havde fogedforbuddet været i strid med ytringsfriheden i EMRK artikel 10.

EMD lagde vægt på, at der, i forhold til aviserne, ikke længere var et tvingende hensyn til hemmeligholdelse af informationerne i bogen, da bogen nu var offentlig tilgængelig. Til regeringens anbringende om, at fogedforbuddet stadig var nødvendigt for at bevare efterretningstjenestens ry og rygte og demonstrere overfor omverdenen at man i fremtiden ville skride hårdt ind overfor offentliggørelse af fortrolig informationer skrev EMD:

The Court does not regard these objectives as sufficient to justify the continuation of the interference complained of.  It is, in the first place, open to question whether the actions against O.G. [aviserne Observer og Guardian] could have served to advance the attainment of these objectives any further than had already been achieved by the steps taken against Mr Wright [forfatteren til den omstridte bog] himself […]
Above all, continuation of the restrictions after July 1987 prevented newspapers from exercising their right and duty to purvey information, already available, on a matter of legitimate public concern.

Konkret fandt EMD, at fogedforbuddet havde været berettiget i den periode, hvor bogen ikke var udgivet, og hvor andre medier ikke havde refereret den. I perioden efter udgivelsen og den øvrige mediedækning havde fogedforbuddet været i strid med ytringsfriheden i EMRK artikel 10.

EMD lagde vægt på, at der, i forhold til aviserne, ikke længere var et tvingende hensyn til hemmeligholdelse af informationerne i bogen, da bogen nu var offentlig tilgængelig. Til regeringens anbringende om, at fogedforbuddet stadig var nødvendigt for at bevare efterretningstjenestens ry og rygte og demonstrere overfor omverdenen at man i fremtiden ville skride hårdt ind overfor offentliggørelse af fortrolig informationer skrev EMD:

The Court does not regard these objectives as sufficient to justify the continuation of the interference complained of.  It is, in the first place, open to question whether the actions against O.G. [aviserne Observer og Guardian] could have served to advance the attainment of these objectives any further than had already been achieved by the steps taken against Mr Wright [forfatteren til den omstridte
bog] himself […]
Ab
ove all, continuation of the restrictions after July 1987 prevented newspapers from exercising their right and duty to purvey information, already available, on a matter of legitimate public concern.

Konkret fandt EMD, at fogedforbuddet havde været berettiget i den periode, hvor bogen ikke var udgivet, og hvor andre medier ikke havde refereret den. I perioden efter udgivelsen og den øvrige mediedækning havde fogedforbuddet været i strid med ytringsfriheden i EMRK artikel 10.

EMD lagde vægt på, at der, i forhold til aviserne, ikke længere var et tvingende hensyn til hemmeligholdelse af informationerne i bogen, da bogen nu var offentlig tilgængelig. Til regeringens anbringende om, at fogedforbuddet stadig var nødvendigt for at bevare efterretningstjenestens ry og rygte og demonstrere overfor omverdenen at man i fremtiden ville skride hårdt ind overfor offentliggørelse af fortrolig informationer skrev EMD:

The Court does not regard these objectives as sufficient to justify the continuation of the interference complained of.  It is, in the first place, open to question whether the actions against O.G. [aviserne Observer og Guardian] could have served to advance the attainment of these objectives any further than had already been achieved by the steps taken against Mr Wright [forfatteren til den omstridte bog] himself […]

Above all, continuation of the restrictions after July 1987
prevented newspapers from exercising their right and duty to purvey information, already available, on a matter of legitimate public concern.

Den 26. april i år afsagde EMD så sin afgørelse i  Stoll vs. Switzerland. I denne sag havde en journalist offentliggjort nogle hemmeligstemplede dokumenter vedrørende den Schweiziske regerings forhandlinger med jødiske organisationer og en række banker om erstatning til Holocaust ofre. Via en uidentificeret kilde fik journalisten fat i indholdet af dokumentet, og fik derefter bragt to historier i en landsdækkende avis. Journalisten blev herefter straffet med en bøde på 500 Schweizer franc. EMD udtalte herefter (citeret fra pressemeddelelsen ikke fra selve dommen):

Furthermore, although the penalty imposed on Mr Stoll had not been very harsh, the Court reiterated that what mattered was not that he had been sentenced to a minor penalty, but that he had been convicted at all. While the penalty had not prevented the applicant from expressing himself, his conviction had nonetheless amounted to a kind of censure which would be likely to discourage him from making criticisms of that kind again in future. In the context of a political debate such a sentence would be likely to deter journalists from contributing to public discussion of issues affecting the life of the community and was thus liable to hamper the press in performing its task as purveyor of information and watchdog.

In the circumstances the Court considered that Mr Stoll's conviction had not therefore been reasonably proportionate to the pursuit of the legitimate aim in question, having regard to the interest of a democratic society in ensuring and maintaining the freedom of the press.

Skal vi anvende principperne fra Observer and Guardian og Stoll sagerne på den forestående straffesag mod journalisterne fra Berlingske Tidende, taler en række forhold for, at journalisterne frifindes.

    1. Der skal skelnes mellem den person der lækker fortrolige informationer og journalister, der, når informationerne har væsentlig offentlig interesse, viderebringer disse. I sådanne tilfælde indsnævres statens skønsmargin og bevisbyrden for, at straf var nødvendig påhviler således staten.I nærværende sag, må det i medfør af den tungtvejende interesse den danske befolkning havde i at blive gjort bekendt med FET rapportens indhold, sammenholdt med det nedenfor i punkt 2 anførte om offentliggørelsen af disse rapporter, anses for tvivlsomt om anklagemyndigheden kan løfte denne bevisbyrde. For at hensynet til national sikkerhed kan legitimere straf for journalisternes overtrædelse af fortrolighedsforpligtelser, skal dette hensyn være konkret og aktuelt begrundet. Er de fortrolige informationer allerede blevet lækket eller på anden måde offentliggjort, vejer hensynet til ytringsfriheden og kritisk journalistik, som altovervejende hovedregel højere end myndighedernes interesse i at retsforfølge journalister, der har bragt disse informationer til brug for den offentlige debat. I nærværende sag er rapporterne efterfølgende blevet offentliggjort af regeringen selv. Det er ikke identisk med den situation, hvor rapporterne allerede på tidspunktet for journalisternes offentliggørelse var tilgængelige f.eks. på Internettet, men peger stadig i retning af, hensynet til national sikkerhed ikke er tilstrækkeligt tungtvejende til at begrunde straf. Var jeg advokat for journalisterne ville jeg samle alle de rapporter, der måtte være lækket fra øvrige landes efterretningstjenester, navnlig den amerikanske og den britiske. Såfremt sådan lækket information er identisk eller meget lig den information, der er lækket fra FETs rapporter, hvilket er overvejende sandsynligt da FETs oplysninger om Irak-krigen jo bestod af hvad amerikanere og briter besluttede at dele med FET, vil journalisterne kunne demonstrere, at de informationer Grevil lækkede, allerede var offentligt tilgængelige.
    2. Selv en mild straf (såsom en symbolsk bøde) vil, jf. Stoll, potentielt indebære en krænkelse af artikel 10, hvilket understreger den vægt EMD lægger på ytringsfriheden, når det drejer sig om kritisk journalistik. Anklagemyndigheden vil således ikke kunne læne sig op ad proportionalitetsprincippet ved at påstå journalisterne idømt en mild straf (ligesom en evt. mild domsafsigelse ikke vil frikende en dansk domstol skulle sagen ende i Strasbourg). EMDs afgørelser demonstrerer, at EMRK yder et vigtigt forsvar for journalister, der sidder med fortrolig viden, der har stor offentlig interesse, hvilket utvivlsomt var tilfældet med Irak-krigen og grundlaget for Danmarks deltagelse deri. Denne beskyttelse er utvivlsomt med til at formindske mulighederne for magtmisbrug og øge mulighederne for kritik af magthavere.

Endelig viser afgørelserne, at EMRK på visse punkter udvider de frihedsrettigheder der gælder her i landet, hvorfor det er vigtigt at skelne mellem den kritik, der (ofte fra borgerligt hold) fremsættes af denne konvention. For meget af denne kritik er overfladisk og unuanceret og ignorerer de skelsættende afgørelser fra EMD, der har fasttømret klassiske borgerlige negative frihedsrettigheder. Det skal selvfølgelig ikke afholde kritikere fra at påpege når EMD er på vildspor, men ret skal være ret.

The (very) long run

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 30. april 2006. 1 svar

Den canadisk-amerikanske økonom John Kenneth Galbraith oplevede i weekenden, hvad hans store idol, John Maynard Keynes, i sin tid associerede med “the long run”.  Galbraith blev 93 97 år.  En hurtig nekrolog fra Reuters er her, og New York Times‘ hyldest er her, mens jeg vil overlade det til økonomerne her på stedet at foretage en evaluering af manden og hans arbejder.

Update: Her er The Economist, Peter Boettke fra AustrianEconomists og Tyler Cowen fra MarginalRevolution.com om dødsfaldet.  Førstnævnte skriver:

“Mr Galbraith has been famously (and correctly) described as the “foremost economist for non-economists”, a man whose writings saw great popular success, but who had much less stature within the profession.

That was partly because Mr Galbraith never played by the rules. He eschewed the mathematical rigour that came to define modern economics and his self-consciously activist political agenda was disconcerting to academics who prided themselves on the scientific nature of the subject. But it was also because many of Mr Galbraith’s ideas turned out to be wrong.”

Det lyder ganske meget som Lord Skidelsky … Pete Boettke skriver blandt meget andet, som nærværende Punditokrat i den grad kan tilslutte sig (og som en del af denne blogs åndsfæller måske skulle skrive sig bag øret):

“On a personal note, I met Galbraith and shared dinner with him one night in the early 1990s.  I was prepared to hate the evening only to be completely charmed by the man and his stories of JFK and India, of battles with Milton Friedman and William F. Buckley, or a profession which has succumbed to too much formalism, disrespect for history, and an inability to address the institutional contingencies of our age.   It was an amazing evening and it was one of the important moments which taught me that you cannot divide the world neatly into those who are stupid, those who are evil, and those who agree with me. Instead the world is full of charming, brilliant, and good hearted individuals who just happen to hold opinions opposite of the ones I do.  Understanding results from delving into those reasons for differing opinions without succumbing to the cheap tricks of attributing disagreement to bad motives and to lack of intelligence among opponents.”.

Update II: George Will har en nekrolog–og med en god punch-line.

To slags journalistik

Af admin, den 29. april 2006. 4 svar

Her på bloggen vil vi helst give jer det, som I ikke får i MSM.

Et hurtigt kig på Infomedia viser, at denne vinkel på Plame-sagen ikke er blevet kørt i MSM. So here we go…

Christopher Hitchens er et eksempel på en slags journalistik, der bliver stadig mere sjælden: den selvstændigt opsøgende og kildekritiske journalistik. Han er samtidig socialist, så det har ikke nødvendigvis noget med politisk ståsted at gøre; det handler nærmere om professionalisme og integritet.

Han har undersøgt en særlig vinkel på det sagskompleks, der omtales som Plame-sagen. Vi har tidligere dækket sagen (se her og følg links tilbage), netop fordi den normalt viser MSM, når de er mest ringe. Men det er faktisk muligt at lave journalistik af en hæderlig standard.

Hitchens påviser i to artikler i Slate (her og her), at Saddams repræsentant til FN atomagentur IAEA, Wissam al-Zahawie, besøgte Niger i februar 1999. Det bekræfter mistanken om, at Saddam efter at have smidt FN-inspektørerne ud i 1998 forsøgte skaffe uran (yellow-cake) fra Niger, hvor han i sin tid havde fået det til sit atomvåbenprogram, der var blevet afsløret og afbrudt efter nederlaget i Kuwait-krigen.

Adspurgt om sit besøg i Niger svarer Zahawie, at han blot var der for at opfordre til et brud på den blokade mod rejser, som var rettet mod Irak, og lidt vel overivrig tilføjer han, at han da slet ikke vidste, at Niger solgte uran. Da Nigers hovedeksport er uran, eftersigende med geder på en fjern andenplads, og da Irak i begyndelsen af 1980erne fik sin uran fra netop fra Niger, virker det ikke helt, ahm, troværdigt, at Zahawie med sin tilknytning til atomindustrien i Irak er så uvidende.

Nu er det ikke nyt, at der er beviser for Saddams forsøg på at skaffe uran fra Afrika — måske lige for MSM, der stadig ikke synes at have læst de officielle rapporter, herunder Butler-rapporten, der fastholder påstanden som korrekt og udtrykkeligt opretholder Bush omtale heraf i sin tale til nationen fra 2002.

Det egentlige nye er Hitchens teori om, at de falske Niger-dokumenter blev fabrikeret ikke af korrupte italienere, men af Nigers ambassade i Rom for at sløre sporet efter Zahawis besøg. De falske Niger-dokumenter var jo ualmindeligt dårlige forfalskninger, bl.a. angav de oplagt forkerte personer fra Nigers regering, og — nok så interessant — angav de Zahawi, som den irakiske modpart. IAEA kunne da også hurtigt afviser dem som falsknerier. Det var denne afvisning, der gav stødet til myten om, at Saddam slet ikke havde forsøgt at skaffe uran fra Afrika, og at Bush havde løjet herom. Det var denne myte, som Joe Wilson forsøgte at puste til i det, der senere udviklede sig til Plame-sagen.

Hvis Hitchens teori er rigtig, forklarer det ikke bare, hvorfor Niger-dokumenterne var så elendige. Det forklarer også, hvorfor den britiske efterretningstjeneste fastholder, som forklaret i Butler-rapporten, at Saddam forsøgte at skaffe uran i Afrika. Deres mistanke støttes bl.a. på Zahawis besøg i 1999, og eksistensen af falske dokumenter ændrer ikke denne tolkning, fordi de ses som et forsøg på at dække sporene.

Det er en interessant vinkel, som Hitchens to artikler fra hhv. 10. og 17. april dyrker. Men se om MSM i Danmark ønsker at omtale dem. Nix. Og det selvom Berlingske i sin tid brugte rigtig meget spalteplads på at fortælle om de falske Niger-dokumenter, selvfølgelig med en del faktuelle fejl i sin iver efter Bush-bashing. Suk.

Så lad os kigge på en anden form for journalistik. Igen må Berlingske holde for. Det er yderst snæversynet at pukle på dem hele tiden, men den man elsker, tugter man. Man kan ikke forvente sig noget særligt af Information eller Politiken, men Berlingske… det burde være bedre.

I går havde journalist Karl Erik Nielsen en historie både på forsiden og stort opsat inde i avisen. Her er starten på forside-artiklen:

Hvad mange har mistænkt den amerikanske forsvarsminister, Donald Rumsfeld, for længe, indrømmer han nu selv på overraskende vis: USA er ved at løbe tør for ideer i Irak.

Artiklen handler om, at militærakademiet ved Fort Leavenworths sammen med militærtidsskriftet Military Review som emne for en tilbagevendende skriftlig øvelse har valgt emnet: Countering Insurgency. I Berlingskes dækning bliver det altså til, at Pentagon selv indrømmer, at man er løbet tør for ideer, og først som allersidste sætning kommer denne oplysning:

Pennen er med andre ord Pentagons nye sværd, og udover at redde fremtiden for den moderne civilisation, er essay-konkurrencen et led i søgningen efter og uddannelsen af nye officerer.

Slår man efter på artiklens link får man bl.a. denne besked. Da det er et rotting link, som fjernes 1. maj, gengives det her:

The deadline for submissions for the COIN Writing Competition closed 1 April 2006.  However, due to national and international curiosity generated by U.S. News World Report and The Daily Show with Jon Stewart, we have reposted the initial announcement which was the object of their humorous comment for interest.

Stileøvelsen er altså blevet gjort til genstand for satire, hvilket er fair nok. Den ene af disse var USNews, hvor stileøvelsen omtales som et morsomt lille indlæg blandt flere andre i spalten kaldet Washington Whispers, der handler om stort og mest småt. Her lyder historien (se linket et stykke nede) ganske kort:

Fighting Insurgents, One Essay at a Time

Psst. Wanna save the world? The latest front in the Pentagon’s struggle against terrorism is . . . a writing competition. “The Army absolutely needs to understand more about counterinsurgency,” began the published request for submissions to the “Countering Insurgency” contest. “Nothing less than the future of the civilized world might depend on it.” Col. Bill Darley, editor in chief of Military Review-which will publish the winning submissions-says that entries for the contest have been “fresh and innovative.” The first-place winner gets $1,000. Sorry, entries were due by April 1.

Det er ikke muligt at finde sekvensen fra The Late Show, men det er et satirisk program, så vinklen har formodentlig været tilsvarende sjov. [update: Doh, det var ikke the Late, men the Daily Show. Se linket i kommentarfeltet.]

Hvordan dælen kan Berlingske leve med at slå en sådan lille spøg op med forsidedækning og det hele på noget andet tidspunkt end 1. april? Det minder lidt om den gang under præsidentvalget, hvor Nielsens kollega Poul Høi med åndeløs spænding hver dag dækkede historien om bulen-på-ryggen af Bush, ofte også på forsiden.

Ønsker avisen ikke at blive taget alvorligt?

Pressefrihed

Af admin, den 27. april 2006. 9 svar

To journalister på Berlingske er blevet tiltalt for at have offentliggjort de oplysninger, som Frank Grevil lækkede fra fortrolige FE-rapporter.

Som sagen foreligger oplyst for by- og landsret, var det rigtigt at straffe Grevil for hans brud på tavshedspligten. Hans handling var ikke begrundet i “almeninteresse”, men i ønsket om at sværte sin tidligere arbejdsgiver ved at fremstille dem som inkompetente. Først da han var afsløret, kom forklaringen om, at Fogh havde løjet om rapporternes indhold. Da rapporterne løbende forelægges Folketingets kontroludvalg, var det aldrig videre sandsynligt, at Fogh skulle have løjet herom. Det burde enhver kunne regne ud, og da rapporterne blev offentliggjort, fes sagen i medierne ud.

Men selvom Grevil måtte være dømt med rette, og vi mangler stadig at høre Menneskerettighedsdomstolen herom, er det ikke ensbetydende med, at journalisterne også bør straffes.

Der bør være forskel på, hvad en journalist kan tillade sig, og hvad en ansat i FE kan.

Selvom de to journalister næppe konkret har bidraget væsentligt til debatten i denne sag, er det vigtigt at fastholde det generelle princip om, at journalister har en vidererækkende ytringsfrihed, hvilket har betydning for fremtidige sager. At kræve symmetri mellem den, der giver oplysningerne, og journalisten, som offentliggør, er ikke sundt for debatten og kan dermed skade demokratiet.

Med forbehold for de tilfælde, hvor en journalist ligefrem opfordrer andre til et strafbart brud på tavshedspligten, eller offentliggør livsvigtige hemmeligheder uden nogen synderlig grund, bør journalister kunne nyde en sådan vidererækkende ytringsfrihed.

For at holde det internationale perspektiv kan vi nævne den besynderlige Plame-sag. Som omtalt flere gange her på bloggen, er der intet indhold i sagen af betydning for vurderingen af Irak-krigen, selvom MSM gør sig ihærdige forsøg på at antyde det. Tværtimod fremgår det af sagen, at Bush-regeringen søgte at forsvare sig imod påstandene om at lyve om efterretningsrapporterne ved at fremlægge disse, og alle senere offentlige undersøgelser har da også afvist påstandene om løgn. Indholdet i Plame-sagen er dermed alene, at det var strafbart at lække, at ambassadør Wilsons kone var i CIA, fordi hun tilfældigvis var hemmelig CIA-agent.

Oplysningen om, at hun var i CIA, var imidlertid ganske relevant, da meget tyder på, at oppositionskredse i CIA har ført en stillingskrig, bl.a. ved prekære lækager til medierne, imod den siddende regering. Wilsons angreb, der senere udviklede sig til selv at være løgnagtigt, kunne dermed ses i lyset af, at hans kone var i CIA.

Som del i dette interne politiske opgør i CIA er f.eks. Mary McCarthy, der gjorde en påfaldende hurtig karriere under Clinton, for nyligt blevet fyret, angiveligt fordi hun lækkede oplysninger, der kunne kompromittere Bush-regeringen. Den venstredrejede del af MSM (og det er de fleste) blev forargede over, at hun skulle fyres, blot fordi hun lækkede oplysninger, hvilket passer dårligt med deres forargelse over lækagen i Plame-sagen. Som påpeget i denne leder fra WSJ er det en upassende gang hykleri fra mediernes side.

Medierne har brug for lækager og bør i ganske vidt omfang kunne offentliggøre disse. Det kan så være, at et brud på tavshedspligten bør straffes, fordi det ikke var rimeligt begrundet. Men medierne selv bør gå fri som altovervejende hovedregel.

Vi bruger meget tid her på bloggen til at kritisere MSM for deres venstreorienterede ensidighed, og fordi deres kritikløshed gør dem alt for nemme at narre. Men vi og samfundet i øvrigt kan ikke undvære dem.

T.A.N.S.T.A.A.F.L.

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 24. april 2006. 11 svar

Som alle Milton Friedman-fans (og alle læsere af Robert Heinleins roman The Moon Is A Harsh Mistress) vil vide, så … There Ain’t No Such Thing As A Free Lunch.  Nogle steder betyder det bare, at nogen spiser den, mens skatteyderne spiser regningen.  Her er klip fra en historie af Dan Bjerring, “Offentlig frokost koster 10 mia. kr.”, fra Erhvervsbladet (som vist ikke er tilgængelig på nettet, men oprindeligt kommer fra I dag: Industriens Dagblad):

[Den] danske arbejdsstyrke [ville] tælle 70.000 flere i 2015, hvis offentligt ansatte blev lige så længe på arbejdsmarkedet som privat ansatte. Det viser en beregning fra Dansk Industri. Men hvad nu, hvis de offentligt ansatte arbejdede lige så mange timer, som ansatte på det private arbejdsmarked?

De offentlige overenskomster lyder på 37 timer ugentlig inklusive frokostpauser, mens DA-LO overenskomsten lyder på 37 timer ugentlig eksklusive frokostpausen. Altså arbejder store dele af den offentlige sektor 2,5 time mindre ugentlig i forhold til privatansatte.
Danmarks offentlige sektor er en af de dyreste i OECD landene med omkring 33 procent af arbejdsstyrken.

34,5 times arbejdsuge
Arbejdstid for tjenestemænd i staten gældende fra 24. marts fremgår det, at arbejdsdage medregnes med tiden mellem mødetidspunktet og det tidspunkt, hvor den ansatte kan forlade arbejdsstedet. Pauser medregnes, hvis de varer mindre end 1/2 time og den ansatte står til rådighed for arbejdsgiveren og ikke må forlade arbejdsstedet. Dermed er den reelle ugentlige arbejdstid altså på nær 5 minutter nede på 34,5 time.

Omregnet i fuldtidsstillinger er der i den kommunale sektor omkring 300.000 personer omfattet af denne eller en lignende aftale. Cirka 100.000 i den kommunale sektor har stort set samme aftaler, som er gældende på det private arbejdsmarked. Dertil kommer omkring 140.000 amtsansatte – hvoraf mindst 120.000 ansatte er med arbejdstid inklusive frokost – og 160.000 ansatte i staten. Af dem har cirka 155.000 frokosten betalt.

Det har ikke været muligt at få at vide, hvor mange af de ansatte i staten, der er omfattet af samme regler, som i kommunerne, men antages det, at det alt i alt er cirka 500.000 offentligt ansatte (300.000 i kommunerne, 120.000 i amterne og 80.000 i staten), der er omfattet af pågældende arbejdstidsregler – og det er sandsynligvis lavt sat – betyder det, at der ugentlig anvendes cirka 1.250.000 arbejdstimer på frokostpauser.

Dyr frokost
Det svarer til cirka 40.000 stillinger. Omregnet i løn, hvis det antages, at den gennemsnitlige løn for disse er 250.000 kroner, svarer det til, at der årligt i den offentlige sektor holdes frokost for 8,5 milliarder kroner. …

Uhensigtsmæssigt
Cheføkonom for Cepos, Mads Lundby Hansen, understreger over for Industriens Dagblad, at i en situation, hvor der opstår mangel på arbejdskraft, er det ikke hensigtsmæssigt, at offentligt ansattes ugentlige effektive arbejdstid er 2,5 time kortere end arbejdstiden på det private arbejdsmarked. Det fjerner reelt arbejdskraft fra den private sektor, der skal bruge arbejdskraften til at sikre samfundets generelle vækst.

Han opfordrer derfor finansminister Thor Pedersen og Kommunernes Landsforening til i forbindelse med de kommende overenskomster at sikre en længere arbejdstid, eksempelvis ved at de offentlig ansatte får en arbejdstid på 37 timer ugentlig eksklusive frokostpause.
Skulle det indebære en højere løn, understreger Mads Lundby Hansen, at det skal ske uden budgetmæssige konsekvenser.

Merudgiften for det offentlige skal hentes hjem igen gennem et lavere personaleforbrug som direkte effekt af højere arbejdstid samt primært ved naturlig afgang. Pointen er, at når de nuværende medarbejdere arbejder flere timer, er der brug for færre medarbejdere i den offentlige sektor. Dermed frigøres der arbejdskraft til den private sektor, der i øjeblikket oplever stigende mangel på arbejdskraft.

Andre ville måske mene, at den største risiko var, hvis skatteyderne faktisk fik den mængde arbejde fra den offentlige sektor, man reelt betaler for … 😉

Foghs testamente

Af Dr.Mephisto, den 23. april 2006. 3 svar

"Foghs testamente". Det er betegnelsen, som JP hæfter på et nyt udkast til Venstres princcipprogram. Artiklen den 23. april rummer blandt andet følgende citater:

Om alt går efter planen, springer Venstre til efteråret ud som fuldtonede forsvarere af velfærdsstaten. Statsminister Anders Fogh Rasmussen kan dermed aflevere et parti, der i lighed med ham selv har sagt endegyldigt farvel til minimalstaten. Det moderne midtsøgende Venstre bekender sig til det, der med næstformand Lars Løkke Rasmussens ord, kaldes »velfærdsliberalisme.«

Udkastet til et nyt principprogram, som medlemmerne diskuterer frem til sommerferien, er så godt som renset for gammelliberal tænkning om en smal offentlig sektor og et velfærdsnet, der kun skal spændes ud under de allersvageste.

»Det er en fuldhjertet tilslutning til velfærdsliberalismen. Til et velfærdssamfund, der går hånd i hånd med liberale værdier, hvor det enkelte menneske får størst mulighed handlefrihed,« siger næstformand Lars Løkke Rasmussen, der har været koordinator og pennefører på udkastet, der skal behandles på Venstres landsmøde i november.

Lars Løkke Rasmussen ved vel bedst selv, hvad han mener. Så hvis hans ideologi er "velfærdsliberalisme", må man da tro ham. Men prøv så lige engang at læse det nye udkast til Venstres principprogram. Det rummer ikke én eneste omtale af begrebet "velfærdsliberalisme", ejheller noget signal om, at partiet har skiftet principperne ud siden 1995, da det nuværende program blev vedtaget.

I det nye udkast – som først skal vedtages i efteråret – er alle centrale passager præcis de samme som i det nuværende principprogram. Det gælder blandt andet afsnittene om det liberale menneskesyn, om frihed og fællesskab, om frisind, om retten til at leve sit eget liv, om privat ejendomsret.

I det nye udkast har man oven i købet skærpet retorikken ved at slå fast, at "markedsøkonomi er et ubetinget gode" og at "det altid skal kunne betale sig at arbejde". Man har også slettet det afsnit, der handler om, at skattebyrden skal omfordeles fra arbejde til forbrug (nu skal skatten bare ned). Endelig har man slettet afsnittet om, at fællesskabet i det danske samfund bygger på det kristne livssyn.

Det eneste egentlig negative, jeg kan få øje på, består i, at man har slettet sætningen om, at en gradvis sækning af skattetrykket "skal ske ved lavere offentlige udgifter og øget vækst i den private sektor". Nu er det kun den private sektor, der skal trække læsset – og man udelukker dermed, at effektiviseringer i den offentlige sektor kan bruges til skattelettelser.

Man kan ikke bruge Venstres nye principprogram til at påstå, at partiets kurs er ændret. Det nye principprogram er et ekko af det gamle. Det understreger måske blot, at principprogrammer ikke bliver taget særlig tungt når det kommer til stykket. Venstre har jo faktisk ændret politisk kurs i de forgangne ti år – uanset hvad der stod (og fremover kommer til at stå) i principprogrammet.

Ikke desto mindre vil debatten om et nyt principprogram kunne blive generende for Andres Fogh Rasmussens testamente. Prøv lige at forestille jer, at der kommer et ændringsforslag om, at ingen bør betale mere end 50 pct. i skat af sidst tjente krone. Eller at der kommer et ændringsforslag om, at også effektiviseringer af den offentlige sektor kan bidrage til skattelettelser. Hvor vil det være pinligt, hvis Anders Fogh skal sidde på podiet foran flere tusinde delegerede – og stemme nej.

Wicksell-prisen til ung, dansk forsker

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 23. april 2006. 3 svar

European Public Choice Society uddeler hvert år den såkaldte Wicksell Prize til det bedste public choice paper skrevet af en forsker under 30 år, og i forbindelse med disse dages kongres gik prisen (opkaldt efter den store svenske økonom Knut Wicksell (1851-1926)) i år for første kun anden gang nogensinde til en dansk forsker.  Der var ca. 25 papers at vælge blandt, og vinderen blev en nær ven af Punditokraterne … Mogens Kamp Justesen, cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet og M.Sc. fra LSE og p.t. ph.d. stipendiat ved Institut for Statskundskab, Syddansk Universitet.  Det pågældende paper, “The Social Choice of EU Treaties: Discrepancies between voter preferences and Danish referenda outcomes”, er en social choice teoretisk analyse af de danske vælgeres kollektive præference i.f.m. de danske EU-afstemninger 1992-93.  Paperet viser dels betydningen af dagsordenskontrol, og dels at det endelige udfald var ét, som kun meget få vælgere havde som deres førstepræference.  En tidligere (og dansk-sproget) version af analysen har været trykt i det danske Økonomi & Politik.

Et meget stort og inderligt tillykke fra Punditokraterne til Mogens!  Som Tom Paine skrev: “The harder the struggle, the more glorious the triumph”!

PS. Jeg har tidligere omtalt et af Mogens’ og mine egne projekter her på bloggen.

Milton Friedman Prize for Advancing Liberty II

Af Jacob Mchangama, den 22. april 2006. 3 svar

Som annonceret (og siden hen diskuteret) her på Punditokraterne skal Milton Friedman Prize for Advancing Liberty uddeles i år. Vinderen er netop blevet udpeget og det blev Estlands tidligere premierminister Mart Laar, der tilskrives æren for Estlands økonomiske mirakel.

Fra motivationen hedder det bl.a.:

Throughout his public life, Laar has embodied the values of liberty and free choice recognized by the prize, and his dedication to these ideals helped him to lead his country to economic prosperity through a radical free market program.

Today, Estonia is hailed as a model for emerging democracies and is cited as an example that ailing Western European economies should follow too. Consistently near the top of the Economic Freedom of the World Index, Estonia is now a member of NATO, the EU and the WTO, with well over 90 percent of its formerly state-run economy privatized.

When Laar took the reins of power of the newly independent country in 1992, he was only 32 years old, and Estonia was struggling to heal from the wounds of Soviet occupation. Laar believed that the way to ensure success for Estonia was to cultivate freedom and self-determination. In only two years in office, he negotiated the withdrawal of Russian troops from Estonian soil and introduced the kroon, one of Eastern Europe's most stable currencies. He also instituted a flat tax rate, a move which has been widely copied—even in Russia. Under Laar, Estonia removed price controls, discounted useless regulations, and saw the largest real per capita income of any of the former Communist states.

But as Laar, who served two terms as prime minister, has pointed out, he is not an economist: "I had read only one book on economics—Milton Friedman's Free to Choose. I was so ignorant at the time that I thought that what Friedman wrote about the benefits of privatization, the flat tax and the abolition of all customs rights, was the result of economic reforms that had been put into practice in the West. It seemed common sense to me and, as I thought it had already been done everywhere, I simply introduced it in Estonia, despite warnings from Estonian economists that it could not be done. They said it was as impossible as walking on water. We did it: we just walked on the water because we did not know that it was impossibe".

2008: Hillary Clinton mod George Allen V

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 22. april 2006. 7 svar

Den neo-konservative journalist og kommentator Fred Barnes har i weekendudgaven af Wall Street Journal et interview med og portræt af senator George Allen (R-VA), som trofaste læsere vil vide, at nærværende punditokrat snart utallige gange (og ihvertfald længere end de fleste andre) har tippet til at ville blive Republikanernes præsidentkandidat i 2008.  (Jeg skal dog bemærke, at jeg på det seneste i stigende grad har hæftet mig ved senator John McCains (R-AZ) vellykkede strategiske manøvrer, mens et kandidatur for Rudy Giuliani eller Condolezza Rice omvendt ikke synes at have nogen gang på jorden.)*  I interviewet sammenfattes Allens grundsynspunkt således:

[He] disagrees with Mr. Bush on the scope of the federal government. The president accepts its size as a given and advocates using it for conservative ends. Mr. Allen says he has "a libertarian sense." He describes himself as more in sync with Thomas Jefferson and Ronald Reagan than with George Bush. "I'm one who dislikes limits. I don't like restrictions. I like freedom. I like liberty. Unless you're harming someone else, you leave people free."

For nærværende skribent lyder det ikke så ringe endda, men af interviewet fremgår det imidlertid også, at Allen i praksis har et relativt pragmatisk syn på, hvornår statslige indgreb i folks frihed alligevel er acceptable.  Om det skyldes manglende intellektuel konsistens eller er nødvendige pragmatiske hensyn foranlediget af meningsmålinger og fokusgrupper er svært at sige.  Uanset hvad, tror jeg allerede nu, at et godt gæt vil være, at medierne senest i 2008 vil fremstille Allen som en overfladisk, intellektuel letvægter, der primært taler i klichéer og soundbites.  (Lyder det iøvrigt bekendt?)

Og apropos Republikanerne og 2008, så har det næsten altid fortrinlige The Economist i denne uge hovedhistorie og leder om emnet, hvor man giver denne rammende karakteristik af partiets image: "The ideological shine has gone, too. The party of streamlined government has been gorging on legislative pork. A party that once prided itself on businesslike pragmatism has become synonymous with ideologically skewed ineptitude …"  I den forbindelse genfortælles bl.a. denne vittighed fra konservative kredse i USA om Republikanernes aktuelle "succes": Hvad er forskellen på "Titanic" og det Republikanske Parti?  I det mindste forsøgte "Titanic" ikke at ramme isbjerget …

At det tænksomme ugeskrift er kritisk overfor Bush og Republikanerne bør dog ikke misforstås som, at man er begejstret for Demokraterne.  Her er noget af, hvad lederen skriver om dét parti og dets politiske linie:

"Nowadays "the alternative to Bush" is a muddle of vacuous populism and meaningless slogans … Worst of all, the Democrats are marching backwards.

Take the party's economic policies. Mr Clinton stood for free trade and (after some retraining) a balanced budget. In 1993, 102 House Democrats, less than half the total, voted for the North American Free-Trade Agreement. Last year, only 15 Democrats defied the unions to vote for a smaller trade bill, the Central American Free-Trade Agreement. In the usually wiser Senate, only 11 out of 44 Democrats supported the bill, and John Kerry and Hillary Clinton were not among them. As for the budget, the Democrats' main criticism of Mr Bush's splurge is that he has not spent enough.

This, sadly, is symptomatic. Some Democrats are trying to unpick Mr Clinton's welfare reforms. Despite the party's rhetoric about protecting the poor, it has blocked most serious attempts to improve the schools poor children are condemned to attend. As for national security, the party seems to be veering ever further to the Michael Mooreish left. Two years ago, Mr Kerry savaged Mr Bush over Iraq, but talked relatively responsibly about a gradual withdrawal. Now the call from many of the party's leaders is to bring the troops home now—and hang the consequences for the region.

Familiar vested interests are sometimes at work. The Democrats' relationship with the teachers' unions is just as crony-ridden as (and even more damaging to America's long-term interests than) the White House's ties to Big Oil. But there is also something new eating away at the Democratic brain: fury at Mr Bush. And though Bush-bashing may be understandable, it also looks increasingly counterproductive. The risk for the Democrats is that, although Mr Bush will retire to Crawford in 2009, he will have defined them as an anti-Bush party—isolationist because he was interventionist, anti-business because he was pro-business. Mr Rove would love that. …

The real danger facing the Democrats is that they become a permanent minority party—a coalition that enjoys support from the super-rich, a few minorities and the working poor, but is out of touch with the suburban middle class, not to mention America's broader interests. Such a party might sneak a victory this year, thanks to Mr Rumsfeld et al, but then get hammered by, say, John McCain in 2008.

Two years ago, this newspaper narrowly favoured Mr Kerry's incoherence over Mr Bush's incompetence (see article). Since then, Republican incompetence has exceeded even our worst fears. How depressing to report that Democratic incoherence has soared too. America deserves better."

The Economist har også en længere artikel om Demokraternes (pauvre) udsigter hér.

* Intrade.com har p.t. McCain til 39,5 og Allen til 22,2, hvilket er en fremgang for begge og yderligere konsolidering af deres frontløber-positioner.  Til sammenligning ligger Giuliani på under 10 og Rice på det halve.  Hilary Clinton ligger fortsat uforandret suverænt i spidsen for det Demokratiske felt (ca. 45).

Magtens matematik

Af Mikael Jalving, den 21. april 2006. 1 svar

“VI lever i en tid, hvor alt er til debat, og hvor enhver sag har en sagfører”. Ordene tilhører ikke – som man måske kunne forledes til at tro – en aktuel debattør, men den hollandske jurist Hugo Grotius (1585-1645), hvis værk Mare Liberum om havenes frihed nu genudgives i 400-året for dets tilblivelse. Værket blev kort efter oversat fra latin til engelsk, og det er denne oversættelse, der nu foreligger i et lækkert bind med introduktion, bibliografi og ekstramateriale i form af en samtidig kritik fra engelske William Welwod og Grotius’ svar på samme – alt sammen for lige godt 100 kr.

Grotius, der dengang var sidst i tyverne, skulle snart opnå ry som en uomtvistelig retslærd, holdes i fangenskab på grund af sin skepsis overfor religiøse dogmer, undslippe, leve i eksil, blive svensk gesandt i Paris mm.. Og skønt hans værker i dag er så godt som ukendte i den brede offentlighed, er de stadig grundlæggende for vores (vestlige) opfattelse af, hvad frihed egentlig er for noget. Og se, dermed har ordene alligevel et og andet med i dag at gøre.

Baggrunden for Mare Liberum, hans mest berømte og lettest tilgængelige skrift, er en temmelig lokal strid, nemlig striden mellem de forenede nederlandske provinser og den spanske konge, som med nederlandenes oprør i 1581 havde mistet grebet om sin nordlige provins. Med løsrivelsen fra det spanske herredømme voksede også kravet om egen adgang til oversøisk handel og ekspansion, først og fremmest i Sydøstasien – eller “Indien”, som hele området kaldtes dengang – og da Grotius arbejdede på sit værk 1604-05 eksisterede der allerede en heftig kommerciel konkurrence mellem særligt portugiserne, spanierne, hollænderne og snart også englænderne om retten til silke, krydderier, porcelæn og andre luksusgoder til hoffet, aristokratiet og det spirende borgerskab i Europa.

Den lokale konflikt skulle vise sig at få globale konsekvenser, for såvel Vesten som Østen, for europæernes interne anliggender såvel som for forholdet til befolkningerne udenfor det driftige kontinent, ikke mindst fordi striden eksemplificerede den universelle konflikt mellem imperium og dominium, dvs. mellem magt og retmæssig besiddelse. Grotius’ måske vigtigste intention var at vise, at magt ikke var lig med ret. At magten skulle være identisk med retten, er en “absurd” antagelse i strid med naturretten, fremhæver forfatteren straks og definerer naturretten som en samling af pligter og rettigheder, fælles for alle mennesker. Magten har – ligesom friheden – sin egen matematik.

For at overbevise sine læsere henviser Grotius til et helt arsenal af filosofiske og retoriske autoriteter, med undtagelse af Biblen, hvilket han bliver kritiseret for, og værket om havenes frihed blev året efter udgivelsen i 1609 opført på pavekirkens liste over forbudte bøger. De mange henvisninger var almindelig praksis for datidens humanister med et vist snobberi for name dropping, og det kan forstyrre forståelsen i dag.

HVAD Grotius gør i Mare Liberum er alligevel ret simpelt og derfor også af stor betydning. Han rejser to basale spørgsmål: Hvad er fælles – og hvad er privat? Hensigten er at blive klogere på, hvordan vi rebelske, skønt socialt disponerede væsener skal kunne leve sammen uden krig og ødelæggelse. Grotius’ bidrag til den diskussion er at postulere, at land er privat, og at vand er fælles.

Land kan besiddes (possessio) og bruges (usus), herunder bearbejdes og kultiveres, og possessio plus usus giver dominium, dvs. retmæssigt ejerskab eller besiddelse. For at eje noget, må man ikke alene råde over det, men også anvende det. Hvad der ligger ubenyttet hen, er derfor også tilgængeligt for den første, den bedste, sålænge vedkommende ikke gør konkret skade på andre eller ikke tager andres ejendele.

Anderledes med vand eller havenes frihed. Havene er ligesom luften og ilten fælles for alle mennesker og kan derfor ikke gøres til genstand for ejendomsret. Havet er ifølge Grotius givet af Gud og “først opdaget af naturen”; det er flygtigt, uden landegrænser og rummer ubegrænsede ressourcer, herunder havets fisk. Det sidste var naturligvis vigtigt, fordi fiskeriet fik stadig større kommerciel betydning. Hvis fiskeri, som tager noget fra havet, er tilladt for alle, så må sejlads, der ikke tager noget fra havet, bestemt også være tilladt. Havet kan kort sagt aldrig besiddes (possessio) – og derfor aldrig være eller blive nogens ejendom (dominium). Det er frihedens ligning.

Igen og igen fastslår forfatteren, at sejlads og handel skal være frit tilgængelig for alle, og det medfører, at fri passage, mare liberum, afløser mare clausum, ligesom frihandel afløser merkantilisme og statsstyring. Nogle år senere accepterer Grotius dog, at et lands territorialfarvand kan besiddes og kontrolleres, som var det land, men det er i denne sammenhæng en detalje. Tilbage står, at man ifølge talsmanden for havenes frihed skal kunne komme fra allevegne til allevegne til søs og kunne handle med alle, hvilket følgelig gør monopoler, karteller og forbund illegitime. Desuden ødelægger monopoler menneskers mulighed for at møde andre mennesker, dvs. de gør verden mindre.

Det samme gælder pavekirkens indblanding. Den bør ikke vælge side, om det så er til fordel for portugiserne, spanierne eller (utænkeligt) hollænderne. Kirken bør ifølge Grotius udelukkende tale om åndelige spørgsmål, ikke om materielle. Religion er én ting, politik en anden. Når portugiserne eller spanierne – med henvisning til pavestaten eller Biblen -forsynder sig mod hollændernes ret til fri sejlads og frit fiskeri, forsynder de sig også mod naturretten, dvs. mod bestræbelsen på at parre magt med ret.

UD af mødet mellem land og vand kommer spørgsmålet om mandens eller individets ret. Her var Grotius formentlig den første til at pege på, at et individ i udgangspunktet, dvs. i naturtilstanden, er ligeså meget værd – moralsk set – som en stat. Grotius’ menneske er i virkeligheden en stat i sin egen ret, dvs. udstyret med universelle rettigheder – givet af Gud qua naturen – til at forsvare sit eget liv og sin ejendom samt tage det, der endnu ikke er taget af andre.

Mennesket har med andre ord rettigheder, som end ikke konger og prinser kan fratage det, eftersom de politiske overhoveder alene er administratorer, intet mere. Den enkelte borger er således bemyndiget til at virke indenfor fælles spilleregler, hvor friheden er det, der ikke er ufrit, og retten er det, der ikke er uretfærdigt. Mennesket opfattes dermed som lovens mindste atom eller molekyle, og den idé skulle få kolossal betydning for Vestens selvopfattelse.

Konklusionen er, at man kun kan eje noget, der er afgrænset. Ejerskab er konkret, ikke abstrakt. Friheden er ikke total eller altomfattende, men underlagt visse regler, på samme måde som handel og kapitalisme ikke blot udgør den stærkestes ret, da begge dele er underlagt en præcis grammatik.

Men hvis friheden knægtes, skal den forsvares, om nødvendigt med krig. Også her er Grotius meget klar i mælet. Der er ikke langt fra havenes ufrihed til retfærdig krig. I sidste ende indebar Mare Liberum, at private, hollandske handelskompagnier – ligesom nationer – havde ret til at føre krig mod de andre europæiske stater i Sydøstasien, sålænge kompagnierne kunne godtgøre, at de var truet på deres liv og ejendom. Det var en dristig tese dengang – som siden er blevet debatteret i folkeretten. Men hvis havenes frihed blev krænket fysisk, måtte hollænderne kæmpe for friheden med militære midler, vel at mærke ikke alene for hollændernes frihed, men for alles. For Hugo Grotius og hans efterkommere, hvortil vi må regne os selv, var friheden aldrig garanteret, men noget, man til tider må ofre sig for.

Hugo Grotius: The Free Sea or A Disputation Concerning the Right Which the Hollanders Ought to Have to the Indian Merchandise for Trading, red. af David Armitage, Liberty
Fund, 135 sider, £9.

Law Blogs — Blawgs

Af admin, den 20. april 2006. 1 svar

I takt med at blogs bliver mere almindelige ser man nu også blogs, der særligt handler om jura. En sammentrækning af web-log giver blog, og en uskøn kombination med law giver begrebet blawg.

Nærværende blog er ikke en sådan blawg, og selvom Mr. Law i sit professionelle virke har en faglig hjemmeside, er det heller ikke en typisk blawg. Derimod kommer Retsstaten, der skrives af punditokraten Jacob Mchangama, nærmere på at handle om menneskerettigheder. Noget, der også ligner, er hjemmesiden for den juridiske enmandshær fra universitetet i Aalborg, professor Erik Werlauff.

Egentlige blawgs, hvor jura diskuteres på samme måde som politik her på bloggen eller madopskrifter eller kultfilm på andre blogs, kender jeg ikke rigtig herhjemme. Det skyldes utvivlsomt min uvidenhed, men en vis modvilje mod at tage den nye teknologi til sig blandt Justitias disciple kan heller ikke udelukkes. Nogle jurister mener vist fortsat, at formidling af vores skatteyderbetalte forskning kun bør ske i klasselokalet til indskrevne studerende.

Som på så mange andre områder er amerikanerne længere fremme, og ganske mange anerkendte som mindre kendte professorer har blawgs, hvor de drøfter jura og retspolitik. En af de mest kendte blogs, der samler nyheder fra højre side af det amerikanske politiske spektrum, er som bekendt Instapundit, der skrives af juraprofessoren Glenn Reynolds. Han har valgt at have en særskilt blog ved siden af, som har karakter af en blawg.

Nu indkalder Harvard University til en konference om blawgs den 28. april 2006. Se indbydelsen.

Jeg kan ikke selv deltage, men hvis nogle vil afhjælpe min uvidenhed om juridiske blogs i Danmark, må de meget gerne benytte kommentarfeltet ndf.

Hvad vil du gi' for en efterløn? II

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 20. april 2006. 33 svar

I går kogte jeg suppe i Berlingske Tidende på mit nylige CEPOS-notat om dette emne (som jeg tidligere har omtalt og linket til her på bloggen):

Danskernes velfærdssupermarked

Berlingske Tidende 19. april 2006, 2. sektion, magasin, side 11

Måling. Befolkningens støtte til de eksisterende velfærdsydelser er ofte mindre stærk, end mange meningsmålinger antyder

Af Peter Kurrild-Klitgaard Ph.d., professor i statskundskab

Her er et dagsaktuelt tankeeksperiment: Man sender to mennesker ind i et supermarked med hver deres indkøbsvogn. Den ene får et budget, som hun skal holde sig indenfor. Den anden får at vide, at han bare kan tage, hvad han gerne vil have. Mon de kommer ud med helt de samme ting i indkøbsvognen?

Det gør de næppe. Han vil formodentlig fylde vognen til det absolutte bristepunkt med alle de dyreste og mest behagelige varer. Hun vil givetvis tænksomt holde alternativerne op mod hinanden. Han vil gå efter at få mest muligt, hun efter at få mest muligt for pengene.
Dén pointe er værd at holde in mente i en tid, hvor det næsten dagligt svirrer om ørerne på politikere og andre avislæsere med nye meningsmålinger, der viser, hvor mange der går ind for dit, og hvor mange der er imod dat. Særligt populært er det for medierne at fortælle, hvor stor en del af vælgerne, der er bag den ene eller den anden type velfærdsreform, hvad enten det er efterlønnen, folkepensionen eller Socialdemokraternes forslag om udgifter til alt fra vugge til grav.

De fleste undersøgelser bør dog tages med et kilo salt eller mere. Ikke fordi der som sådan er noget i vejen med meningsmålingerne eller med dem, der laver dem.

Problemet opstår derimod ofte på nogle helt andre planer. For det første: Ved vælgerne f.eks. overhovedet, hvad det egentlig er, der spørges om? Man kan f.eks. sagtens spørge danskerne, hvorvidt de synes, at skattetrykket er for højt, for lavt eller passende – men hvor meningsfuldt er dét, når andre undersøgelser viser, at der reelt er relativt få danskere, der f.eks. har en korrekt viden om, hvad de selv betaler i kommunalskat?

For det andet: Giver det god mening at stille vælgerne spørgsmål, hvor man kun spørger om simple ja/nej-spørgsmål til forslag om at ændre på en udgift, når man ikke samtidig fokuserer på, hvor pengene skal komme fra? Det svarer lidt til at sende supermarkedskunden rundt med indkøbsvognen, men uden en budgetrestriktion: Man får givetvis en entusiastisk opbakning til at fylde vognen, men næppe meget som man kan bruge til at fastlægge en gennemtænkt politik ud fra. Skal man det, bliver man nødt til at give vælgerne alternativer at holde op mod hinanden.

Disse pointer fremgår tydeligt af resultaterne af en meningsmåling om efterlønsreform, som Catinét Research for nylig foretog for den borgerlige tænketank CEPOS. Her havde man ikke spurgt vælgerne om et simpelt ja/nej til efterlønnen; i stedet havde man bl.a. spurgt om, hvor meget vælgerne var villige til at betale i skat for at bibeholde ordningen i dens nuværende form. Mens mange meningsmålinger har vist, at halvdelen af befolkningen eller mere ønsker at bevare den nuværende efterlønsordning, gav denne undersøgelse et ganske andet billede. Konkret viste tallene, at kun knap 44 pct. af danskerne ønsker at betale noget som helst for at bevare ordningen (fra 500 kr. og op om året). Et relativt flertal af vælgerne (46 pct.) er derimod uvillige til at betale en eneste kr. for at opretholde efterlønsordningen.

Ser man på, hvor meget et flertal af vælgerne er villige til at betale i skat for at bevare efterlønnen, så er dette ca. 500 kr. om året. Til sammenligning hermed er det skønnet, at efterlønsordningen i sin nuværende form koster gennemsnitsdanskeren ca. 2.850 kr. om året i skat. Med andre ord er et flertal af danskerne uvillige til at betale en skat, der kan finansiere efterlønnen.

Hvor mange af danskerne er så villige til at betale et beløb, der svarer til de faktiske omkostninger? Meget få. Den andel af de adspurgte, som vil betale mindre end de faktiske omkostninger, er på 80-83 pct. Mindre end 20 pct. af danskerne vil altså betale, hvad efterlønsordningen faktisk koster.

Hvad er lærdommen? At politikerne ikke bør stirre sig selv blinde på undersøgelser, der viser en markant opbakning bag eksisterende velfærdsydelser. Når vælgere kan svare »gratis« uden hensyn til omkostninger, opfører de sig som supermarkedskunder uden hæmninger. Men når de skal sammenligne fordele og omkostninger, opfører de sig mere tænksomt – og så falder støtten til f.eks. efterlønsordningen betragteligt.

Dave Allen RIP

Af admin, den 19. april 2006. Skriv et svar

Det måtte jo komme.

Tyske katolikker har startet en kamp for at få forbudt den satiriske tegnefilm Popetown, der er, æhm, mindre end respektfuld over for pavestaten. (Se her og her, og begrundelsen her).

I dansk oversættelse forklarer kampagnelederen det troskyldigt sådan:

Efter det, der skete med Muhammed-karikaturerne, troede vi, at der var enighed om, at medierne skulle tage hensyn til de troendes følelser — uanset om de er muslimer, jøder, buddhister eller kristne.

At de ikke helt har fattet mekanikken fremgår dog af, at kampagnen opfordrer til modstand med “argumenter, men ikke med vold”. Men undskyld, sådan får man altså ikke respekt hos MSM, og Berlingske bringer da også et stort billede af The Pope himself.

Tja, mon ikke snart det begynder at dæmre for nogle af debattens stridsmænd og -damer, at det ikke er en farbar strategi i kampen for ytringsfriheden at svigte dem, man er politisk uenige med såsom JP, og så tro, at man kan bevare ytringsfriheden for sig selv og dem, man kan li’?

Debatten har, som nævnt flere gange, herunder af statsministeren til flere meningsmageres store fortørnelse, trukket nogle interessante fronter op. En af disse brudflader løber ned igennem det befolkningsudsnit, man med lidt godt vilje kan kalde de intellektuelle. Her er en lille hurtig opstilling over nogle af kombattanterne, fortsæt gerne selv:

Mario Vargas Llosa vs. Klaus Rifbjerg

André Glucksman vs. Carsten Jensen

Salman Rushdie vs. Ib Michael

Ayaan Hirsi Ali vs. Mette Winge

Ak ja, da Bob Simons satte sig for at nedgøre Danmark som et provinsielt hul, havde han mere ret, end han selv anede.

Godt at gamle Dave Allen blev forskånet for disse tider.

Strange bedfellows

Af admin, den 18. april 2006. 9 svar

Politics makes strange bedfellows.

Citatet stammer angiveligt fra Shakespeare, The Tempest, hvor citatet egentlig lyder:

Misery acquaints a man with strange bedfellows.

Selv som passioneret demokrat må man tilstå, at det ikke er helt forkert at bruge politics som synonym for misery.

Som tålmodige læsere af denne blog vil vide, har min dækning af Irak mest handlet om at præsentere et andet billede end det entydigt negative, som præsenteres af MSM, herunder de såkaldte public service-virksomheder.

Der er fortsat positive nyheder, som forties, se f.eks. en nyere samling her.

Men det er ubestrideligt, at de irakiske politikere ved deres manglende evne og vilje til at danne en funktionsdygtig regering skaber flere problemer for det i forvejen hårdt plagede land. Der er ingen tvivl om, at det irakiske folk ønsker demokratiet; over 75 pct. stemte ved parlamentsvalget i december. Det er et ufatteligt højt tal sammenlignet med valgdeltagelsen i Europa, hvor det eneste man risikere ved at stå i kø for at stemme er at kede sig. I Irak var valgdeltagelsen forbundet med konkret livsfare og alligevel mødte de frem. Politikernes nølen virker som et svigt og synes for nogle at bekræfte, at demokrati alligevel ikke kan lade sig gøre i et arabisk land.

Det frister kort sagt til at lægge mere vægt på den indledende betragtning om, at politik er elendighed, for det irakiske demokrati har tilsyneladende skabt politikere, der er ude af stand til at finde sammen og tage et ansvar, og som er plaget af korruption og nepotisme.

Før man falder for fristelsen til at fortsætte ned ad det intellektuelle skråplan bør man fæstne sig ved nogle sammenligningspunkter. Det hjælper til at fastholde ens dømmekraft.

Det er ikke nyt, at politikere i demokratier ikke kan finde ud af at tage et ansvar, selv når forholdene er fredelige og velstanden stor, se blot Italien, Frankrig og Tyskland. Hvordan kan vi så forvente mere af politikere i et forarmet land, plaget af terror og med mere end 30 års undertrykkelse at gøre op med. Korruption synes heller ikke at være uforeneligt med “vestligt” demokrati. Det er bedre uden, men det er ikke håbløst med.

Det er let at kritisere demokratiet, men det er for at parafrasere Churchill det mindst ringe system.

I det hele synes modstanden mod Irak-krigen, der som bekendt sluttede for nogle år siden, og den efterfølgende opbygning af landet, der stadig pågår, at fremtvinge nogle mærkelige bedfellows.

Personer, der uopfordret kan finde på at beskrive sig selv som “anti-racistiske”, synes ofte at være særligt udsatte for at tro på, at mennesker alligevel er grundlæggende forskellige afhængige af, hvor de er født. Kan “vestligt” demokrati overhovedet forenes med arabisk mentalitet og trives i Mellemøsten, spørger de. Et mærkeligt spørgsmål al den stund, at “vest” ikke er et geografisk begreb. National-socialisterne brugte det om Frankrig og UK, der efter Hitlers opfattelse var degenerede og kraftløse i deres demokratiske samfundsmodel. Tolv år efter sin magtovertagelse måtte han skyde sig en kugle for panden, besejret af en alliance mellem de foragtede demokratier og hans tidligere allierede Sovjet-Rusland. Vesten blev nu den ydre rand af europæiske stater, som undgik sovjetisk besættelse, samt USA. Men ikke Syd-Amerika, for det karakteristiske ved Vesten er det “svage” demokrati. Japan er nu en del af Vesten, og da jorden er rund, kan begrebet altid bruges, men næppe kun forklares med geografi. Udtrykket betegner nærmere systemer med liberale menneskerettigheder og demokrati. Har en araber ikke samme ret til det som alle andre? Strange.

Personer og partier, der hidtil har dyrket kampen mod diktatur og støttet den med våbenmagt, dvs. en revolutionær strategi, er pludselig blevet “anti-krig”. En kvinde lod sig f.eks. præsentere som “kunstner og krigsmodstander”. Men er hun virkelig det — altså krigsmodstander, det andet kan enhver være. Er hun mon virkelig pacifist og imod enhver form for krig, altså en konsekvent pacifist, der også ville være imod kampen mod nazismen og som afviser enhver revolutionær befrielseskamp? Næppe.

Modviljen mod at se Irak-krigen som en idealistisk kamp for demokratiet kan også forklare, hvorfor nogle kredse stædigt fastholder diverse konspirationsteorier om, at det “hele handlede om olie”. Selvfølgelig spillede olien ind, som Wolfowitz sagde. Hvis Saddam havde været en diktator i en ubetydelig afrikansk stat, havde han formodentlig fået samme lette skæbne som Zimbawes præsident Robert Mugabe. Krigens idealistiske element er imidlertid åbenlyst, at man ikke fulgte realisternes sædvanlige kurs og udskiftede diktator A med diktator B, men søgte at indføre noget så ustabilt og uforudsigeligt som demokrati i erkendelse af, at realismens væg-til-væg diktatur i Mellemøsten ikke har givet os sikkerhed, tværtimod.

Så personer, der tidligere hyldede en idealistisk tilgang til udenrigspolitik, er godt i gang med at krybe i kanen med realister af Kissingers model. Strange indeed.

En anden underlig kombination er begejstringen for militæret, der kommer fra personer uden nogen særlig forhistorie som støtter for netop den del af statsmagten. Personer, der angiveligt er imod krigen, støtter begejstret kritikken fra militærfolk, der ønsker massivt flere soldater i Irak. Kritikken er — måske — berettiget, men burde man ikke overlade den slags “militæret ved bedst”-argumentation til os, der var for krigen?

En sær variation over det tema ses for tiden i den ukritiske beundring, der udvises over for de tidligere generaler, som kritiserer forsvarsminister Donald Rumsfeld. Nu har andre generaler, som f.eks. Richard Myers m.fl., påtalt kritikken og fremhævet, at i et demokrati er det faktisk demokratisk valgte politikere, der afgør spørgsmålet om krig og fred. Se en rimelig fornuftig gennemgang af det synspunkt her, hvor det også påpeges, at kritikken mod Rumsfeld nærmere er et forsøg på at undgå kritik mod egne rækker for ikke at have rådgivet politikerne godt nok — og det er faktisk militærets mere begrænsede ansvar i et demokrati.

Tilbage står det helt afgørende spørgsmål: Kan det irakiske demokrati overleve sine egne politikere?

Ja, for det gør demokratiet også andre steder. Det er desværre ingen naturlov, og demokrati kan slå fejl, men det er ikke tilfældet i Irak — endnu.