Djævelens Advokat er efter en længere pause tilbage med en debat om "Kristendommen som frihedens religion?". Udsendelsens gæst er teolog og debattør Katrine Winkel Holm. Debatten omhandler ikke overraskende samme emne, som denne punditokrats sidste post om "Luthers rene lære".
Weekly Standard har i sin seneste udgave en artikel, der skamroser Bush. Nej, det drejer sig ikke om præsidenten George, men derimod dennes broder Jeb, der er guvernør i Florida. I artiklen præsenteres Jeb Bush som intet mindre end USA's bedste guvernør. Man skal selvfølgelig have i mente, at Weekly Standard er særdeles pro-republikansk og at der en udpræget mangel på feel-good historier fra den republikanske lejr i disse tider. Alligevel må Jeb Bush' resultater siges at være imponerende og man kan godt ærgre sig over, at det ikke er Jeb men George, der sidder i huset på 1600 Pennsylvania Avenue.
Jeb Bush, der ifølge ham selv besidder et "libertarian gene" kan se tilbage på en række bemærkelsesværdige politiske resultater, som bør opmuntre desillusionerede borgerlig-liberale, der har mistet troen på, at det er muligt for borgerlige politikere at føre borgerlig-liberal politik:
In a state with a surging population, Bush has presided over a booming economy with the highest rate of job creation in the country and an unemployment rate of 3.0 percent (the national average is 4.6 percent). Florida has no state income tax, but Bush has nonetheless found a way to cut taxes every year of the eight he's been in office. Meanwhile, he's trimmed the state employment rolls by 11,000.
[…]
He's the first governor to impose stringent testing and accountability on Florida elementary and secondary schools, along with three voucher programs, the most ambitious of which was struck down this year by the (liberal and majority Democratic) state supreme court. This achievement went beyond the No Child Left Behind program of his brother, President Bush, who dropped vouchers in a compromise with Democrats in 2001.
On health care, no governor has attacked Medicaid, whose costs are swamping state budgets, more boldly than Bush. He wangled a breathtakingly broad waiver from the federal Department of Health and Human Services to privatize Medicaid in two populous counties, Duval (Jacksonville) and Broward (Fort Lauderdale). The new program, affecting more than 200,000 Medicaid recipients, goes into effect July 1.
Hvordan er Jeb så forskellig fra George?:
Friends of Jeb compare him favorably with his brother, but they're wary of doing it on the record. One former Republican governor insisted that Jeb Bush "is far more gifted than his brother or his father," the elder President Bush. A consultant who knows both Jeb and George says, "Jeb is excellent and George is above average."
The conventional wisdom is that Jeb is the smart one who thinks through issues, and George is merely savvy and acts on instinct. That's a media myth. Both think alot before they act. And they agree on many things. JebBush has visited Iraq and backs the policy there. He agrees with his brother on immigration and taxes and soon.But there are significant differences, so many that conservative activist Grover Norquist says, "Jeb Bush is adopted." There's no "genetic mix" with his father or his brother, according to Norquist. He is joking, of course, to highlight the ideological gap between Jeb and the Bush family. Jeb Bush is a small government conservative. He was feted in Washington in 2003 by the libertarian Cato Institute and talks about having a "libertarian gene." President Bush has no such gene. He's what I call a strong government conservative and others refer to as a big government conservative. True, President Bush is closer ideologically to President Reagan than to his father, a moderate. But Jeb Bush is closer to Reagan than his brother is.
But there are significant differences, so many that conservative activist Grover Norquist says, "Jeb Bush is adopted." There's no "genetic mix" with his father or his brother, according to Norquist. He is joking, of course, to highlight the ideological gap between Jeb and the Bush family. Jeb Bush is a small government conservative. He was feted in Washington in 2003 by the libertarian Cato Institute and talks about having a "libertarian gene." President Bush has no such gene. He's what I call a strong government conservative and others refer to as a big government conservative. True, President Bush is closer ideologically to President Reagan than to his father, a moderate. But Jeb Bush is closer to Reagan than his brother is.But there are significant differences, so many that conservative activist Grover Norquist says, "Jeb Bush is adopted." There's no "genetic mix" with his father or his brother, according to Norquist. He is joking, of course, to highlight the ideological gap between Jeb and the Bush family. Jeb Bush is a small government conservative. He was feted in Washington in 2003 by the libertarian Cato Institute and talks about having a "libertarian gene." President Bush has no such gene. He's what I call a strong government conservative and others refer to as a big government conservative. True, President Bush is closer ideologically to President Reagan than to his father, a moderate. But Jeb Bush is closer to Reagan than his brother is.Jeb has vetoed hundreds of spending measures. His friends are not immune to his veto knife. Bush and Mel Martinez were good friends in 1999 when Martinez, then an Orange County (Orlando) official and now a U.S. senator, got the legislature to approve funding for a transportation project. Bush "vetoed the damn thing," Martinez says. "He's legendary for that. He does it to his best friends." In contrast, President Bush is legendary for not vetoing a single spending bill.
Nedenfor følger en mere detaljeret opgørelse over Jeb Bush's resultater:
* Political leadership: Florida was a weak-governor state when Bush arrived. No more. It had cabinet government with six elected state officials besides the governor. Now the cabinet has been reduced to three members plus Bush, and power is not shared equally. Bush rules. He removed the bar association from a role in naming judges and now controls the selection process. He also eliminated the state board of regents, took control of the board of every public university, and gained the right to name the state education commissioner. And he's changed the policy debate from how much government can do to how much it should leave to the people and the free market. "That's his greatest effect," says Robert McClure of the Bush-friendly James Madison Institute in Tallahassee.
* The economy: It's bursting at the seams. Florida is no longer totally reliant on tourism, agriculture, and the retiree industry. Under Bush, Florida has become the fourth largest high-tech state. Its bond rating has been hiked to Triple A. The economy, in Bush's words, was "knocked for a jolt" by 9/11. He "went out to shamelessly promote" tourism, and state construction projects were accelerated. It worked. He stubbornly fought a high-speed train connecting Miami, Orlando, and Tampa. It was approved in a 2000 referendum, only to be rejected in 2004 at Bush's urging.
* Taxes: Bush has slashed $20 billion in taxes over eight years and enjoys the heartburn this gives the media and liberals. "I do love it," he says. "Prior to my arrival, there may have been a tax cut or two, but normally the way to solve problems was to raise taxes." This y
ear, the legislature kille
d what Bush calls "the evil, insidious intangibles tax" on stocks and bonds. His tax cuts are all the more shocking in a state with no income tax but with a balanced budget requirement.* Education: Bush's education reforms have been vindicated by scholarly studies. Jay Greene and Marcus Winters of the Manhattan Institute found testing to end social promotion in Florida schools had led to "substantial academic gains for low-performing schools." A Harvard study concluded the stigma of poor student performance and the threat of vouchers caused schools to improve. The test scores of African-American and poor students rose significantly. One example: The percentage of African-American fourth graders reading at grade level doubled to 56 percent from 1999 to 2005.
* Medicaid: Bush's bold experiment, due to begin in less than a month, has important national implications. In Broward and Duval counties, Medicaid recipients will choose among 19 insurance plans. The program provides incentives to change behavior by quitting smoking, seeking preventive care, and getting dental exams. The aim is not to cut the cost of Medicaid but to slow its staggering growth: Florida's Medicaid budget jumped from $7 billion in 1999 to $16 billion in 2006. If the Florida test succeeds, other states will follow.
* Medicaid: Bush's bold experiment, due to begin in less than a month, has important national implications. In Broward and Duval counties, Medicaid recipients will choose among 19 insurance plans. The program provides incentives to change behavior by quitting smoking, seeking preventive care, and getting dental exams. The aim is not to cut the cost of Medicaid but to slow its staggering growth: Florida's Medicaid budget jumped from $7 billion in 1999 to $16 billion in 2006. If the Florida test succeeds, other states will follow.
Må man foreslå d'herrer Fogh og Hjorth Frederiksen en studietur til Florida? En sådan ville være en sjældent gavnlig udnyttelse af borgernes skattepenge.
Siden den islamiske revolution i 1979 er vi i Vesten i stigende grad blevet konfronteret med, i hvor fundamental grad den islamistiske version af det gode samfund, baseret på en streng fortolkning af Koranen, strider imod den moderne vestlige version af det gode samfund i form af det liberale demokrati. Det er endvidere et uomgængeligt faktum, at den langt overvejende del af verdens muslimske lande er udemokratiske og uden basale frihedsrettigheder, mens kristne vestlige lande i overvejende grad respekterer og bygger på det liberale demokrati. Dette har herhjemme fået en række kristne og/eller konservative debattører til at fremhæve kristendommens, nærmere bestemt den lutherske protestantismes, afgørende betydning for den frihed der hersker i Danmark i dag. Man kan måske endda sige, at denne gruppe af kristne og/eller konservative debattører har lagt kimen til en dansk luthersk-evangelisk version, af hvad David Gress har kaldt "The Grand Narrative".
Kasper Støvring skrev for nyligt i Berlingske et indlæg, hvor han gik i rette med de der kritiserer religionens indflydelse på samfundsforhold, der på fin vis fanger indholdet i den dansk luthersk-evangeliske version af The Grand Narrative.
"Men de principfaste kritikere ser dermed bort fra den betydning, religionen har som kulturel faktor. Det gælder for Danmarks vedkommende, at landet historisk set har haft en protestantisk kernekultur. Og denne kultur er bevaringsværdig af især tre grunde.
– Den ene er hensynet til sekularismen. Den bedste måde at sikre sekularismen på er ikke nødvendigvis gennem en formel, organisatorisk adskillelse af stat og kirke. […] I Danmark har den protestantiske religion derfor været præget af og har selv præget en kultur, der er positiv over for oplysning, erhvervsliv, kvinders ligestilling samt kønslige og religiøse minoriteter. Så sekularismen sikres bedst som et liberalt gode, hvis folkekirken fortsat nyder særlig status og særlige privilegier. For dermed understøtter staten den religion, nemlig protestantismen, som selv anerkender adskillelsen mellem religion og politik. Staten og politikerne behøver ikke hele tiden at gribe ind over for den dominerende religion. For protestantismen gør netop adskillelsen mellem de to regimenter til en bærende del af selve den kirkelige forkyndelse.Det er forskellen på de protestantiske kirker og den romersk-katolske kirke. Velstående og demokratiske lande med høj grad af tillid mellem borgerne bygger altså historisk på den protestantiske kristendom med dens høje arbejdsmoral og tro på privat initiativ. Hertil hører også en udbredt tro på individets frihed kombineret med en sund skepsis angående dets naturlige tilbøjeligheder".
Hvor Kasper Støvring tilbyder en mere sociologisk forklaring på sammenhængen mellem protestantismen og frihed, fremkommer Søren Krarup ikke overraskende med en teologisk forklaring derpå:
"Fordi kristendom altid er for troen, dvs. har at gøre med forholdet til dette forkyndte, utrolige ord, derfor er kristendommen i modsætning til de fundamentalistiske religioner og ideologier ikke en lære, der kan opbygges hellige samfund på eller opstilles hellige bud og love ud fra.
[..] Af den grund kan der ikke laves kristelige samfund. Af den grund kan der ikke gives kristelige love. Af den grund kan der ikke føres kristelig politik. Kristendom er forkyndelse af og fordring om tro på den korsfæstede Kristus, og således kan kristendommen aldrig tages til indtægt og gøres til en isme, ideologi eller fundamentalisme.
På den anden side er det den kristne forkyndelse, der sætter samfundet, lovgivningen og politikken på plads, for denne forkyndelse gør samfund, lovgivning og politik til jordiske og relative ting. Kristendommen afviser al jordisk hellighed – hvad enten man bygger denne på fremskridtstroen eller Koranen. Kristendommen kender kun syndere på denne jord. Helligheden er alene hos Gud i himlen, hvis søn og ord vi bare kan tro, ikke sætte på paragraffer og efterplapre og føre hellig krig på.
Denne relativering af det menneskelige og samfundsmæssige – det er frihedens forudsætning og mulighed. Det er slet ingen tilfældighed, at åndsfrihed og borgerlige frihedsrettigheder kun kendes i lande, hvor evangeliet er blevet forkynd"…
Da konservatismen jo roser sig selv for at være konkret forankret frem for abstrakt, flyvsk og virkelighedsbaseret frem for idealistisk (og ideologisk) er det interessant at foretage et historisk tilbageblik og se, hvor solidt båndet mellem den lutherske protestantisme og friheden egentligt er.
Den danske reformation fandt som bekendt sted i 1536. Skal den protestantiske forklaring, om protestantismen, som frihedens forudsætning lægges til grund, skulle man derfor forvente, at reformation betød en højere grad af frihed for danske borgere, end de havde været vant til i godt 536 år som katolikker. Men Danmarkshistorien fortæller om en helt anden virkelighed. Rent faktisk blev reformationen indledningen til en periode i Danmarkshistorien præget af en streng luthersk ortodoksi.
Af stor betydning var det, at der blev indført konfessionstvang og statsligt opsyn på universiteterne, der med Professor i retshistorie Ditlev Tamm's ord dermed blev til præsteskoler bundet til en bestemt religiøs bekendelse. Det er i den forbindelse interessant, at Københavns Universitets statut i 1539 udtrykkeligt fastslog, at der ikke måtte fremføres kritik af øvrigheden, hvilket dårligt kan karakteriseres, som et udtryk for den kritik og begrænsning af magten, som er så fremherskende i den klassiske liberalisme. Også strafferetten blev markant berørt af reformationen. Det var et udslag af Guds befaling når Kongen, der jo besad sin position ved Guds nåde, straffede de onde. Den gammeltestamentlige mosaiske ret, herunder de ti bud, blev således inspirationskilden til reformationens strafferetlige reformer med blandt andet en markant stigning indførslen af dødsstraf til følge.
Historikeren Alex Wittendorf peger på, at den lutherske ortodoksi blev systematiseret med Christian Friis' udnævnelse som kansler i 1596. Friis skriver i 1599:
"Fra den første dag jeg tiltrådte dette embede, som jeg nu indtager, har det været min højeste bestræbelse, at religionen i disse berømmelige riger kunne fremmes så troligt og retteligt som muligt af Ordets tjenere ved lærdom såvel som ved levned. Hvem der arbejdede i denne retning, har jeg søgt at hædre og forfremme, så vidt det stod til mig".
For Friis var den lutherske evangelisme "den rene lære" og Christian Friis foranledigede en udrensning blandt teologer, der ikke delte denne strenge lutherske fortolkning af bibelen. Vigtigst af alt var det Christian Friis der forfremmede Hans Poulsen Resen til datidens teologiske chefideolog, hvilket skulle få store konsekvenser for den danske befolkning. Wittendorf beskriver kernen i den lutherske ortodoksi således:
"Substansen i det kan vel siges at være dette, at mens de humanistisk prægede filipistiske teologer betragtede åbenbaring og fornuft som ligeberettigede størrelser og mente, at den genfødte fornuft godt kunne have en vis selvstændig dømmekraft, også i religiøse spørgsmål, så mente Resen og andre ortodokse lutheranere, at troen er væsensforskellig fr
a fornuften, og at troen b
lot kan henholde sig til de aldeles ubegribelige mysterier, som er kristendommens væsen, og som er åbenbaret i Skriften. Alle transcendente ting er dækket af et uigennemtrængeligt slør. Fornuften er den store fjende, Satans mest virksomme redskab til at lede menneskene bort fra troen".
En anden af Resens kongstanker var djævleuddrivelsen ved barnedåben. For Resen og de ortodokse lutheranere var mennesket født i synd, hvorfor djævleuddrivelse ved dåben ikke blot var en symbolsk handling. Det nyfødte barn var ved fødslen således besat af Djævelen og "Åndeligen, idet det anses og actes, som uden Guds nåde efter sin egen fordærvelige natur under mørkheds magt." Der er således en afgrundsdyb forskel mellem Resens ortodokse tro og den klassiske liberalismes opfattelse af mennesket som værende født som frit og med naturlige rettigheder.
Resen nød som nævnt Christian Friis' nåde, men også Christian IV havde stor tillid til Resen. I 1615 blev Resen udnævnt til Biskop for Sjælland og en periode af, hvad Ditlev Tamm kalder en "socialdisciplinering" af det danske samfund begyndte for alvor. Året 1617 var jubilæet for Luthers opslåen af sine 95 teser i Wittenberg i oktober 1517. Den rette tros sejr skulle både fejres og cementeres, så man kunne demonstrere, "at man mente det alvorligt med den rene lære", som Tamm skriver. I oktober 1617 blev således udstedt forordninger, der skulle modvirke løsagtighed, overdådighed, luksus, og andre uvaner der kunne fremkalde "Guds fortørnelse". Men mest interessant er udstedelsen af trolddomsforordningen, som systematiserede kriminalisering af trolddomsvirksomhed og medførte en markant stigning i antallet af kvinder, der blev brændt på bålet som hekse. Trolddomsforordningen var klar religiøst inspireret (af mosaisk ret).
Det er interessant, at trolddomsforordningen blev indført på et tidspunkt, hvor man andre steder i Europa havde begrænset hekseprocesserne. Når vi i Danmark forsikrer os selv om at de brutale uskikke, der stadig hersker i mange muslimske lande (og også i visse muslimske parallesamfund), hører middelalderen til, er dette således ikke korrekt. Mange af disse skikke kulminerede herhjemme i renæssancen, med udspring i reformationen og vores egen officielle statsreligion.
1600 tallets religiøse ortodoksi, der mere end flirtede med kristendommen som lovreligion, må siges at være en særdeles effektiv historisk tilbagevisning af den krarupske påstand. En påstand som hævder at der ikke kan føres kristen politik, indføres kristne love og at kristendommen i sin natur står i modsætning til fundamentalisme. Denne epoke må endvidere også i bredere forstand siges, at rokke alvorligt ved den danske luthersk-evangeliske version af The Grand Narrative. Protestantismen var ved dens indførsel således ikke venligt stemt overfor "oplysning, erhvervsliv, kvinders ligestilling samt kønslige og religiøse minoriteter", som Kasper Støvring gør gældende. På mange områder var protestantismen direkte fjendtligt indstillet heroverfor (med Luthers stærke anti-semitisme og modvilje mod homoseksuelle som et andet godt eksempel). Ligeledes må der sættes alvorligt spørgsmålstegn ved påstanden om, at protestantismen har en iboende skepsis overfor autoriteter. For rigtigt nok gjorde man med reformationen op med Pavens ufejlbarlige magt, men samtidig konsoliderede man kongens magt kulminerende med indførslen af enevælden i 1660. Den katolske kultur-sociolog Jakob Munck går endog så langt, som at tale om, at reformationen har medført, at vi i Danmark i dag stadig lever i en Luthersk formynderstat. Med udgangspunkt i Luthers ord om, at "evangeliet heller ikke (lærer) noget om hvordan man skal indrette og udøve det verdslige regimente, ud over at det er påbudt, at man skal ære det og at man ikke skal sætte sig imod det", konkluderer Munck, at der:
"for den verdslige statsmagt eller konge altså er mange muligheder for at styre, og ingen af disse er i modstrid med Guds vilje eller Evangeliet ord. Det er derfor, for den troende lutheraner, ikke legitimt at gøre oprør mod de verdslige magtudøvere, uanset hvordan de udøver denne magt, for disse herskere har – af Gud selv – fået overdraget myndigheden til at styre denne verden efter deres egen vilje. Enevælde, diktatur og formynderisme er altså ikke på nogen måde i modstrid med den lutherske lære".
Muncks citat er efter min smag for hård en dom over nutidens Danmark, men mere korrekt i forhold til perioden fra reformationen og en lang periode frem måske endda helt frem til 1800 tallet.
At protestantismen indeholder en kim af totalitarisme bekræftes i øvrigt af protestantismens anden store skikkelse Calvin, som i to omgange indførte en streng kristen teokratisk bystat i Geneve. Denne var baseret på en rigoristisk ordlyds fortolkning af bibelens ord med en omklamrende og undertrykkende regulering af borgernes liv, heksebrændinger og dødsstraf for blasfemi til følge.
Ovenstående skal selvfølgelig ikke underkende kristendommens og protestantismens betydning for vestlig civilisation, herunder hævdvundne frihedsrettigheder, som man kan læse mere om her. Den lutherske evangelisme spiller efter min opfattelse en overvejende positiv rolle i dagens Danmark og det kan være bevægende at iagttage, hvorledes særligt den ældre generation har en oplevelse af fællesskab ved kirkegang, salmesang m.v. Men det kræver en mere end almindelig revisionistisk historisk tilgang at påstå, at der går en snorlige vej fra kristendom, og i Danmarks tilfælde reformationen, til det liberale demokrati og respekten for individuelle frihedsrettigheder. Vejen fra kristendom, og særligt protestantismen med dens to regimentelære, til frihed er ganske givet kortere end fra Islam (og Jødedom?) til frihed, Men vejen er stadig lang, kroget og fyldt med farlige afkørsler, der ender i undertrykkende og kvælende blindgyder.
I dag er en festdag for UK og briterne. I dag er nemlig dagen, hvor vore britiske venner kan fejre Tax Freedom Day (TFD). TFD er navnet på dagen, hvor den gennemsnitlige britiske skatteyder stopper med at arbejde for staten, og kan starte med at arbejde for sig selv. I dag – lørdag den 3. juni 2006 – kan briterne altså fejre, at de (under et) har betalt deres skatter, og ikke længere arbejder for at tilfredsstille Gordon Browns glubende appetit på skattekroner. Her fra Punditokraterne skal der lyde et stort tillykke med det.
Den dårlige nyhed er, at TFD i år falder tre dage senere end sidste år. Det er faktisk ikke så lidt. D.v.s., at de britiske skatteydere i år skal arbejde hele tre dage mere for staten, end de skulle sidste år. Ikke desto mindre kan briterne fejre TFD et godt stykke tid før de fleste andre EU-lande. Det kommer næppe som den store overraskelse, at den gennemsnitlige TFD for EU og Euro-landene (eksl. UK) i 2004 faldt betydeligt senere end i både UK og USA (se her). Jeg ved ikke præcist hvornår den danske skattefrihedsdag falder, men sikkert er det, at vi her i Danmark må vente endnu et godt stykke tid, før vi kan hejse glasset og ønske hinanden tillykke med vores skattefrihed.
For mere om Tax Freedom Day, se her og her.
Edmund Burke, der døde for mere end 200 år siden, er forlængst kanoniseret som konservatismens fader. Slå op i hvilket som helst leksikon eller enhver seriøs grundbog i politisk filosofi, og han bliver nævnt eller præsenteret som den første eller den mest konservative tænker og statsmand af dem alle.
Det er i øvrigt korrekt. Den irsk fødte brite var konservativ og leverede langtidsholdbare, konservative tanker, som stadig inspirerer og gøres til genstand for akademisk undersøgelse, analyse og publikation. Men Burke var ikke blot konservativ, han var også liberal. Paradokset siger noget centralt om det borgerlige temperament: på den ene side konservativt, på den anden side liberalt.
Den konservative Burke er først og fremmest kritikeren af revolutionen i Frankrig, dvs. af den radikale politiske og moralske transformation, der undergik Europas dengang førende stormagt. Sådan kender vi Burke: Politikeren, der griber øjeblikket og advarer mod fanatismen – især den ateistisk-sekteriske fanatisme – i 1789. Hans bog om revolutionen udkommer allerede året efter, dvs. tre år før den store terror i 1793 og ni år før Napoleons magtovertagelse, hvorfor det da også er blevet sagt, at Burke snarere forudsiger revolutionens terror end reagerer på den. Det tog ikke den profetiske Burke lang tid at se, det ville gå helt galt.
Revolutionen repræsenterer for Burke et opgør med vanernes historie. Vanerne er på godt og ondt menneskets udgangspunkt. Her begynder vi – eller rettere – her er vi placeret, indskrevet, midt i redeligheden. Vanerne er i familie med erfaringen, traditionen eller det gode, der kommer af at følge naturen uden at tænke over det. Vanerne er lige så gode for Burke, som det er dårlige for Rousseau.
Derfor advarede Burke allerede i sin æstetiske teori fra 1757 om det sublime og det skønne imod det sublimes tendens til at blive uhåndgribelig. “Vi underkaster os det, vi beundrer, men vi elsker det, der underkaster sig os”, skrev Burke, som satte kærligheden højt, men frygtede den blinde beundring. Det smukke er opbyggeligt; det rimer på moderation og evolution. Det sublime er derimod en prima donna og lig med radikalitet og revolution.
Både i sin tidlige æstetik og sin sene revolutionskritik er Burke klart konservativ: Al magt skal begrænses. Men hermed har vi kun sagt det, man plejer at sige.
Burke var imidlertid på på flere måder mere udpræget liberal end konservativ, ikke mindst fordi han eksplicit sympatiserede med Adam Smith og dennes teori om den usynlige hånd. Kort før sin død skrev Burke i et brev: “At sørge for vores materielle fornødenheder er ikke regeringsmagtens opgave (…) Modstand mod frihandel er decideret ufornuftigt eller barbarisk, ja, faktisk ondskabsfuldt (…) Den største politiske fejl er at blande sig for meget”.
Burke troede ligesom Smith på, at individernes økonomiske aktivitet – inkarneret i deres ejendom og retten hertil – ville gøre dem mere civile, oplyste og humane i deres sociale kontakt. Deres tillid til ejendomsretten, handelen og den kommercielle civilisation gør dem moderne.
Burke var ikke Tory, men kaldte sig derimod selv for en gammel Whig, hvilket var en forholdsvis bred betegnelse for tilhængere af den konstitutionelle revolution i 1688, og hans politiske program var frihed og orden, dvs. frihed beskyttet af konkrete institutioner og retsstat.
Da Burke fordømte den franske revolution, gjorde han det med andre ord primært, fordi revolutionen undergravede den konkrete og specifikke frihed. Burke forsvarede den liberale politiske orden og kritiserede revolutionens “kannibalfilosoffer”, snarere fordi de åd friheden, end fordi de åd privilegierne. Den ordentlige frihed var slut, thi med revolutionen kom sofisterne, kupmagerne, de udspekulerede. Alle revolutionens mange mestre i det abstrakte – hvoraf de fleste tilmed var franske.
Heroverfor stod briterne eller den moderate, britiske oplysning. Det er her, Burke må placeres. Det særlige ved den britiske oplysning er dens pragmatiske grundtone, der gav sig udslag i et ønske om at forene de stridende kræfter i samfundet og afhjælpe den tilsyneladende kroniske krise, forårsaget af kirkestrid og politisk entusiasme. Målet var ikke en abstrakt, fransk samfundspagt à la Rousseau eller en revolution, der skulle befri menneskeheden fra alle trængsler og hæve den til nye kollektive højder, sådan som Robespierre prædikede, men en bestræbelse på at opnå individuel tilfredsstillelse og social stabilitet samtidig. Det fælles bedste afhang ikke af en generel almenvilje, men var bedst tjent med et samspil mellem de enkelte viljer.
Et vigtigt kildeskrift til den konservative Burke som radikal tænker er hans debut, den mærkværdige pamflet “A Vindication of Natural Society” fra 1756. Pamfletten er mærkværdig, fordi man som læser ikke bliver klar over, hvorvidt den var ment alvorligt – eller er en karikatur. Forvirringen bliver ikke mindre af, at pamfletten udkom i to udgaver med to forskellige forord.
Tager man pamfletten for bare nogenlunde pålydende, udgør den en gennemgribende kritik af alle politiske samfund, antikke såvel som moderne. Tilbage står alene det naturlige samfund, der i en spidsformulering er “Guds rige”. Kun det guddommelige forsyn synes at kunne hjælpe os, ikke mindst fordi jurister, teologer og politikere har vendt fornuften imod sig selv og skabt en politisk retfærdighed, der ikke er retfærdig. Pamfletten er et råd fra forfatteren til læseren om at holde sig fra politik og vende tilbage til naturtilstanden, et udtryk, der giver mindelser om Grotius, Hobbes og Locke – bortset fra, at de i deres skrifter i århundredet før Burke går den anden vej: fra naturtilstand til samfundstilstand. Den unge Burke går med andre ord baglæns i liberale eller borgerlige fodspor ved at gentage, at samfundet hverken er guddommeligt eller naturligt, men netop kunstigt. Kun naturen er naturlig. Politik er altid en ny start. Men han drager en anden konklusion end sine forgængere. Politik er ikke bare en farlig beskæftigelse. Politik er patologisk.
Alligevel forsvarede Burke individets mulighed for at forfølge lykken. Det var en af grundene til, at han gik i brechen for de amerikanske oprørere i 1770’erne, da de løsrev sig fra det britiske imperium og skabte en ny republik, hvilket bestemt ikke var populært at mene i royale eller de fine kredses London.
Det kan overraske, at Burke forsvarede oprørerne. I hvert fald hvis man forveksler Burke med en tilhænger af status quo. Det var han ikke. I de amerikanske oprørere og deres intellektuelle ledere – modsat de franske – så han frihedens beskyttere. Da de amerikanske forfatningsfædre skrev de berømte ord om “pursuit of happiness”, forstod de, at lykken er en aktivitet. Den er uadskillelig fra forsøget på at opnå den. Uden retten til dette forsøg, er lykken slet ikke. Lykken erobres. Burke kunne have sagt det samme og fortsat, at lykken hverken kommer fra oven eller fra statsmagten, men fra mennesket selv. Frihed er derfor et moralsk anliggende – og ikke alene en økonomisk størrelse. Det vidste Burke. Han havde blik for begge dele – både den økonomiske og politiske frihed – og det gør ham til en klassisk borgerlig tænker, mindst ligeså liberal som konservativ.
Burkes paradoks kan således opfattes som en prisme for borgerligheden. Her mødes liberalismen og konservatismen: De er komplementære.
Denne tekst er en forkortet udgave af et essay, der bringes i næste nr. af det norske tidsskrift Minerva.
Hermed min lørdags-klumme fra dagens Berlingske Tidende:
Asocial velfærdsegoisme
Berlingske Tidende 27. maj 2006, 2 sektion, magasin, side 19
Diagnose. Danskerne er solidariske – med sig selv.
Hvem er mest egoistisk? En person, der ønsker at bruge vedkommendes egne penge, som vedkommende selv ønsker? Eller én, der ønsker at bruge andres penge til de ting, som den pågældende selv kunne tænke sig?
Mennesker, der mener, at skatterne skal være lavere, er (uanset hvor godt eller dårligt de i øvrigt behandler deres medmennesker) i nyere tid typisk blevet karakteriseret som »egoistiske«, mens mennesker, der ikke nødvendigvis selv tager sig af deres næste, men som ønsker højere offentlige udgifter, er »solidariske« og »sociale«.
Er det egentlig ikke paradoksalt? Tankegangen så man imidlertid fint illustreret ved forrige uges meget omtalte (men knap så omfangsrige) demonstrationer mod regeringens velfærdsreform. Her protesterede f.eks. studerende mod, at de skal igennem studiet hurtigere. Studier, der i modsætning til mange andre lande ikke betales af den studerende men af skatteyderne generelt; hvor stort set alle studerende kan modtage SU, som også betales af skatteyderne generelt; og hvor de, der ellers gennemfører studierne, generelt vil kunne se frem til en indkomst, der ligger væsentligt over gennemsnittet. Men de studerende protesterede mod regeringens »asociale« og »usolidariske« politik og forlangte i stedet »Luxus for alle«!At de studerende imidlertid ikke er unikke fremgår med al tydelighed af en meningsmåling, som Catinét Research for nylig foretog for den borgerlige tænketank CEPOS, og som snart offentliggøres. Den viser, at danskerne overvejende satser på, at andre skal betale regningen for, hvad man selv vil nyde.
I meningsmålingen spurgte man et repræsentativt udvalg af danskerne om, hvordan de ser på henholdsvis at skulle betale mere eller mindre i skat selv, og på selv at få bedre eller ringere offentlige ydelser. På den måde er der fire typer danskere: For det første dem, der vil betale mindre i skat og have mindre fra det offentlige, og som man derfor kan kalde »værdi-borgerlige«. For det andet er der disses diametrale modsætning: dem, der både vil betale mere i skat og have mere fra det offentlige, og som man derfor passende kan kalde »værdi-socialister«.
En tredje gruppe er de selvopofrende mennesker, som selv vil have mindre fra det offentlige men som er villige til at betale mere i skat. Dem kan man kalde »velfærds-altruisterne«.
Den sidste gruppe er dem, der på den ene side vil betale mindre i skat men på den anden side også have mere fra det offentlige. Denne gruppe, som på den måde gør en dyd ud af at være egoistiske, kan man måske bedst kalde »velfærds-opportunisterne«.
Hvordan fordeler disse fire grupper sig så relativt i befolkningen? Af de adspurgte havde 83 pct. klare synspunkter på de fire muligheder. Tager man de to »rendyrkede« grupper, så er 29 pct. af danskerne i kategorien »værdi-socialister«, mens omvendt kun lidt over 7 pct. er »værdi-borgerlige«. Velfærds-altruisterne, som er villige til at betale mere i skat og selv få ringere ydelser, er på under 2 pct. – og kan muligvis også dække over nogen, der ikke forstod spørgsmålet eller simpelthen lavede sjov.Den suverænt største af de fire grupper er derimod velfærds-opportunisterne: De vil betale mindre og have mere. Den udgør 45 pct. af befolkningen. Ser man på køn, er mænd og kvinder lige velfærds-opportunistiske, mens flere kvinder er værdi-socialister og flere mænd er værdi-borgerlige, og der er flest af de sidste i Jylland. Unge er mest opportunistiske, og ældre er mindst opportunistiske; den store midtergruppe af 30-69-årige er de mest værdi-borgerlige, men også de mest værdi-socialistiske. Ser man på politisk observans, er det måske ikke så overraskende hos Venstre og Konservative, at man finder flest værdi-borgerlige – men selv her er det kun 13-14 pct. Den opportunistiske indstilling finder man mest udpræget hos vælgerne blandt Dansk Folkeparti, fulgt af Radikale og Venstre.
Og så bliver det jo pludselig ikke så svært at se, hvorfor næsten al dansk politik pludselig handler om dét, som det gør: På den ene side hvorfor skattestoppet er ganske populært, og på den anden side hvorfor stort set alle punkter i regeringens valgprogram sidste år næsten fokuserede på højere offentlige ydelser, og hvorfor det synes så svært at komme igennem med velfærdsreformer. Danskerne er – som en kronikør skrev i Berlingske for nylig – blevet velfærdsjunkier.
Detaljerne i den omtalte meningsmåling offentliggøres i.f.m. CEPOS' store skattekonference d. 12.6., hvori bl.a. Robert Barro og Lord Lawson deltager.
Som studerende på polit-studiet på Københavns Universitet for 20 år siden var der tit ting i pensum (særlig på første-delen), der irriterede mig; intuitivt forekom de forvrøvlede, men jeg havde som regel ikke indsigt og baggrund nok til at kunne forstå hvorfor de var det. Det betød at jeg kom galt af sted i flere eksaminer fordi jeg stod på mit, men ikke kunne forsvare det tilstrækkeligt. I mikro-teorien kan jeg huske at monopolteorien forekom mig særlig ulogisk (af årsager som jeg senere fandt ud af var "østrigske"). Makro-teorien hadede jeg ret generelt, og i særdeleshed det beslægtede fag "Økonomisk Politik." Særlig irriterende var det når mine medstuderende og lærerne med alvorlige miner talte om "flaskehalse" og "overophedning." Hvad pokker betød det? Det var mine private Hermann Göring-ord.
Jeg har haft en del deja vu'er her på det sidste, for det har været "overophedning" mig her og "overophedning" mig der. Alvorlige, "respekterede" "cheføkonomer" (et andet ord for en af de mere poppede informationsmedarbejdere i en større bank) har talt i diverse medier om at overophedning truer den danske økonomi (økonomien generelt, ikke bare bestemte brancher (byggebranchen)). Jeg forstår stadig ikke hvad det betyder. Så jeg fortsætter med at kværulere. Nu risikerer jeg ikke længere så meget (ry og rygte) ved det; jeg er trods alt ikke en fin universitetsøkonom, men blot en beskeden handelshøjskole-professor i strategi og organisation.
Her er nogle af de meninger man muligvis kunne tilskrive begrebet en "overophedet økonomi."
Det forekommer mig at begrebet en "overophedet økonomi" i bund og grund bygger på en uliberal forståelse af en markedsøkonomis evne til at korrigere sig selv og på en problematisk opfattelse af hvor rationelle økonomiens agenter er.
Man kan måske ikke afvise overophedningssnakken en bloc. Forklaring 4) (eller lignende forklaringer) foroven er måske respektabel. Men hvem siger, at velfærdstabet ved at økonomien selv korrigerer sin "overophedning" er større end velfærdstabet, der opstår når regeringer griber ind med finans- og pengepolitiske stramninger? Hvor finder vi lige dén analyse? Ikke desto mindre har det været en implicit trossætning i dansk økonomisk politik i årtier at velfærdstabet ved offentlig indgriben er mindre end velfærdstabet når markedet korrigerer sig selv. Det hviler bare ikke på hverken solid teori eller empiri. Så vidt jeg da ved. Måske er jeg bare uvidende – eller overophedet.
Skyerne er i den grad ved at samle sig over præsident Bushs hoved. Her tænker jeg ikke så meget på Al Gores nye miljø-"dokumentarfilm", der ganske forudsigeligt har fået stor omtale i Danmark og ledt til spekulation om Gores mulige politiske come-back. Jeg tænker heller ikke på, at Bush fortsat er inderligt afskyet af den amerikanske venstrefløj eller det meste af det politiske billede i Europa, og ej heller på at hans popularitet blandt amerikanske midtervælgere falder i takt med stigninger i benzinpriserne.
Næ, problemet er snarere, at de dele af den amerikanske højrefløj, som i nogle år har holdt sig for næsen og på måtten m.h.t. at kritisere Bush, nu er ved at sige "enough is enough". Nogle, som i forvejen var kritiske (f.eks. den liberalistiske tænketank Cato Institute) har skruet op for lydstyrken; andre, solide konservative, er ved at smide håndklædet i ringen–eller noget tungere efter Bush-administrationen og det Republikanske flertal i kongressen. Konsekvensen af denne kritik er efter alt at dømme en kraftigt medvirkende årsag til, at Bushs "approval ratings" nu er så rekordlave, som de er: Svækkelsen siden sommeren 2005 er ikke sket blandt venstrefløjsvælgerne, men i Bushs eget bagland. Ifølge en Washington Post/ABC News meningsmåling fra denne uge er det konservative baglands utilfredshed med Bush på blot én måned steget fra 16 pct. til 20 pct., altimens konservative Heritage Foundation kan berette, at man ikke i 12 år har hørt på så megen kritik af det Republikanske Parti fra egne rækker, som man gør nu.
Her er et "round up" af nogle smagsprøver i mere eller mindre tilfældig rækkefølge:
"[Far] from defending the Constitution, President Bush has repeatedly sought to strip out the limits the document places on federal power. In its official legal briefs and public actions, the Bush administration has advanced a view of federal power that is astonishingly broad, a view that includes
President Bush's constitutional vision is, in short, sharply at odds with the text, history, and structure of our Constitution, which authorizes a government of limited powers."
"[Until Reagan], the conservative movement had been at odds with itself. Libertarians in the Goldwater tradition wanted to reduce spending in order to shrink Big Government. Supply-siders derided that idea as a political loser, "root-canal economics." Instead, they demanded large tax cuts that would grow the economy. Traditional business conservatives, however, believed in balanced budgets, and they held tax cuts hostage to spending cuts that never happened. The movement was gridlocked.
Reagan and his supply-side vanguard saw a way to break the jamor, more precisely, two ways. First, some argued that tax cuts would so energize the economy as to pay for themselves. That claim was widely controversial, even among Republicans (Reagan's then-rival George H. W. Bush called it "voodoo economics"), and it proved mostly wrong. Less controversial, but in the end more important, was the claim Reagan lobbed at Anderson. Often called the Starve the Beast hypothesis, it held that tax cuts shrink the federal Leviathan by starving it of funds. Tax cuts need not await spending cuts because they would cause spending cuts.
For modern conservatism and the country, the importance of Starve the Beast is impossible to overstate. Suddenly Republicans could offer both lower taxes and smaller government without any need for fiscal dentistry. Suddenly it was the Democrats who were trapped. From then to now, tax cutting has been the lodestar of conservatism, rising to its apogee under the current President Bush. But there have always been dissenting voices, of which perhaps the most prominent speaks from within the conservative movement.
When Diogenes searches Washington, D.C., for an honest man, he could do worse than carry his lantern to the office of William A. Niskanen, the chairman of the libertarian Cato Institute. Niskanen's wall displays portraits of Isaac Newton, Adam Smith, and Charles Darwin, each captioned ORDER WITHOUT DIRECTION. … In the Reagan administration, he served as acting chairman of the Council of Economic Advisers. Blunt-spoken and seemingly impervious to partisanship, he was passed over for the permanent chairmanship after telling senior politicos, in Reagan's presence, that one of their pet tax proposals would have made Walter Mondale proud.
Even during the Reagan years, Niskanen was suspicious of Starve the Beast. He thought it more likely that tax cuts, when unmatched with spending cuts, would reduce the apparent cost of government, thus stimulating rather than stunting Washington's growth. "You make government look cheaper than it would otherwise be," he said recently. …
To the naked eye, Starve the Beast looks suspiciously counterproductive. After all, spe
nding (as a share of the g
ross domestic product, the standard way to measure it) went up, not down, after Reagan cut taxes in the early 1980s; it went down, not up, after the first President Bush and President Clinton raised taxes in the early 1990s; and it went up, not down, following the Bush tax cuts early in this decade.Niskanen recently analyzed data from 1981 to 2005 and found his hunch strongly confirmed. When he performed a statistical regression that controlled for unemployment (which independently influences spending and taxes), he found, he says, "no sign that deficits have ever acted as a constraint on spending." To the contrary: judging by the last twenty-five years (plenty of time for a fair test), a tax cut of 1 percent of the GDP increases the rate of spending growth by about 0.15 percent of the GDP a year. A comparable tax hike reduces spending growth by the same amount. …
Thanks to the Bush tax cuts, revenues have been well below 19 percent since 2002 (17.8 percent last year). Perhaps not surprisingly, government spending has risen under Bush."
"As a candidate in 2000, George W. Bush was a Rorschach test. Country Club Republicans saw him as another George H.W. Bush; some conservatives, thinking wishfully, saw him as another Ronald Reagan. He called himself a "compassionate conservative," which meant whatever one wanted it to mean. Experts from across the party's spectrum were flown to Austin to brief Bush and reported back: "He's one of us. Republicans were desperate to retake the White House, conservatives were desperate to get the Clinton liberals out and there was no direct heir to Reagan running for president. So most conservatives supported Bush as the strongest candidate — some enthusiastically and some, like me, reluctantly. After the disastrous presidency of his father, our support for the son was a triumph of hope over experience. Once he took office, conservatives were willing to grant this Bush a honeymoon. … Then came the Sept. 11, 2001, terrorist attacks, and conservatives came to see support for the president as an act of patriotism.
Conservatives tolerated the No Child Left Behind Act, an extensive intrusion into state and local education, and the budget-busting Medicare prescription drug benefit. They tolerated the greatest increase in spending since Lyndon B. Johnson's Great Society. They tolerated Bush's failure to veto a single bill, and his refusal to enforce immigration laws. They even tolerated his signing of the McCain-Feingold campaign finance overhaul, even though Bush's opposition to that measure was a key reason they backed him over Sen. John McCain (Ariz.) in the 2000 primaries.
In 2004, Republican leaders pleaded with conservatives … to register people to vote and help them turn out on Election Day. Those efforts strengthened Republicans in Congress and probably saved the Bush presidency. We were told: Just wait till the second term. Then, the president, freed of concern over reelection and backed by a Republican Congress, would take off the gloves and fight for the conservative agenda. Just wait.
We're still waiting.
Sixty-five months into Bush's presidency, conservatives feel betrayed. …
If onservatives accept the idea that we must support Republicans no matter what they do, we give up our bargaining position and any chance at getting things done … Sometimes it is better to stand on principle and suffer a temporary defeat." (Hele essayet "Bush's base betrayal" er her.)
"Power is distancing.
When you've been in Congress for a while, or the White House for a while, you both forget too many things and learn too many things.
You forget why they sent you. You forget it's not that you're charming and wonderful. You forget it's not you. You become immersed in a Washington conversation, a political conversation, that is, by definition, unlike the normal human conversation back home. To survive and thrive, national politicians have to speak two languages, Here and Home. Actually it's more than two languages, it's two cultures. It's hard to straddle cultures.
But even as you forget a lot, you learn a lot. You get crammed into your head the political realities on the ground around you–how big the minority Democratic bloc in the House really is, how many votes the other team has in what committee, where to go for legal money, how the press will react to any given decision or statement.
In time you know a lot of things the people who sent you to Washington don't know. And you come to forget what they do know. It used to be easy for you to remember that, because it's what you knew too. …
[The] administration and the Congress are losing their base, and it isn't because of the media. Republicans on the ground love to defy the MSM. When the media dislike their guy, they take it as proof their guy is good.
Of all the bad poll numbers for the Republicans, I think the worst is the right track/wrong track numbers, which continue to trend downward. A majority of the American people think we're on the wrong track. How can this be when the American economy is in a boom? When the Dow Jones Industrial Average is approaching its all-time high, when annual growth is almost 5%, when unemployment is low, and so is inflation? (People don't talk much about inflation anymore, but in the 1970s and early '80s it was the thief in the night that kept America sleepless. They could almost feel the worth of their savings going down with each tick of the clock. It was more disruptive, more damaging to a sense of security, than street crime. It is an unnoticed achievement that it has been so low so long.)
There are many reasons for the current unease. Not everything comes down to politics, not by a long shot. But part of it is politics.
It has long been the American way to believe political problems can be solved or eased through political action. Were tax rates in certain areas of the economy too high from 1940 to 1980, and were they injurious to our economy and to individuals? Yes. So Americans pushed back, pamphleteered and backed leaders who promised to lower them. In time the taxes came down.
Name the political problem, we could answer it, or work toward answering it, with political solutions.
But faith in political action has been damaged the past few years, not by outside forces but by the two major political parties themselves.
If you are a normal person with the normal amount of political awareness, you might see it this way:
Th
e Republicans talk about cutting spending, but they increase it–a lot. They stand for making government smaller, but they keep making it bigger. They say they're concerned about our borders, but they're not securing them. And they seem to think we're slobs for worrying. Republicans used to be sober and tough about foreign policy, but now they're sort of romantic and full of emotionalism. They talk about cutting taxes, and they have, but the cuts are provisional, temporary. Beyond that, there's something creepy about increasing spending so much and not paying the price right away but instead rolling it over and on to our kids, and their kids.
So, the normal voter might think, maybe the Democrats. But Democrats are big spenders, Democrats are big government, Democrats will roll the cost onto our kids, and on foreign affairs they're–what? Cynical? Confused? In a constant daily cringe about how their own base will portray them? All of the above. …
Congressional Republicans right now seem just like the liberal Republicans of the great Losing Era of Republican history, circa 1960-80. All the Republican congressmen in those days had good beliefs, and shared them at the Rotary luncheon back home. The government was getting too big and taxes were too high. Then they'd go back to Washington and vote for higher spending and higher taxes. But not as high as the Democrats, they'd point out. Their job was to stand athwart history and cry, "Please slow down just a little bit!"
Republicans on the ground back home got mad. Eventually they threw the old guys out and sent to Washington in 1980 a guy who meant it when he said he'd cut and contain. …
Party leaders are showing a belief in process as opposed to a belief in, say, belief. But belief drives politics. It certainly drives each party's base.
One gets the impression party leaders, deep in their hearts, believe the base is . . . base. Unsophisticated. Primitive. Obsessed with its little issues. They're trying to educate the base. But if history is a guide, the base is about to teach them a lesson instead."
"George W. Bush was never a small government conservative, but we were willing to put up with the bad because it was outweighed by the good he was doing against terrorists. Our habit of cutting Mr. Bush a lot of slack was eroding under the burdens of hundreds of billions in pork and the lack of productive congressional action. It ended abruptly with his announcement of the Harriett Miers nomination to the Supreme Court. It took us less time to figure out why Miers was awful than it did the bloggers to determine that Dan Rather's Texas Air National Guard documents were forgeries."
Og dét var så, hvad vennerne sagde …
Det er et fortærsket udtryk: it’s a must read, men det er denne gang dækkende, for denne linkede artikel om Irak-krigens baggrund er vigtig.
De grundlæggende fakta om Irak-krigens baggrund er kendte og offentligt tilgængelig, også her på bloggen. De omfatter bl.a. fra USA Senats rapporten om pre-war intelligence, Silberman-Robb undersøgelsen og Duelfer-rapporten, og fra UK Butler-rapporten m.fl. Alligevel fortsætter myterne.
Det kan ikke undgås i kredse, der dyrker teorier om omfattende sammensværgelser. Det kan jo ikke modbevises, at det hele var en stor sammensværgelse, og at alle officielle undersøgelser var fup; lige som det ikke kan afvises, at rumvæsener har taget bolig blandt ledende socialdemokrater. Den slags kan man ikke gøre bedre. Problemet er, at disse myter også trives i MSM, som var journalisterne uvidende om disse faktuelle forhold.
Det, der gør Peter Wehners artikel i gårsdagens WSJ til nødvendig læsning, er hans evne til at sammenfatte de nødvendige fakta og citater på kort plads. Det er simpelt hen dygtig journalistik på et niveau, man ikke er vant til i MSM længere på det område.
Artiklen ligger her, hvor han effektivt afliver følgende fire myter:
1) The president misled Americans to convince them to go to war.
2) The Bush administration pressured intelligence agencies to bias their judgments.
3) Because weapons of mass destruction stockpiles weren’t found, Saddam posed no threat.
4) Promoting democracy in the Middle East is a postwar rationalization.
Da kilderne er loyalt angivne hos Wehner, kan enhver selv finde dem på nettet (eller her på bloggen), slå efter og læse videre. Men da artiklen i sig selv er kort og velskrevet, burde ingen journalist kunne hævde at være uvidende herom.
Det her burde være pligtlæsning for journalister.
PS. Wehners artikel er omtalt i dagens udgave af Day-by-day, så hat tip til Chris Muir.
Dagens forsidehistorie hos Berlingske er påstanden om, at nogle amerikanske tropper skulle have foranstaltet en massakre i den irakiske by Haditha efter at være blevet angrebet.
Massakren skulle være sket i november 2005, og forsidehistorien trækker hovedsageligt på demokraten John Murthas påstande.
I går blev det oplyst, at Irak formodentlig får sin første folkevalgte regering i dag lørdag.
Det er endnu et positivt skridt i en lang række, der har gjort Irak til det mest demokratiske land i Mellemøsten, på nær Israel, og vist, at demokratiet fungerer i det terrorplagede land. Det vigtigste skridt kom i slutningen af april, da shia-alliancen måtte opgive at fastholde Jaafari som statsministerkandidat og i stedet valgte al-Maliki. Det var en afgørende sejr for demokratiet, fordi det viste de to andre betydningsfulde blokke, sunni og kurdere, at shiaerne ikke kunne gennemtvinge deres holdning, men er nødt til at samarbejde.
Det interessante er, at Berlingske på netop denne dag vælger at rydde forsiden for at fortælle om en påstået massakre, der ikke har domineret andre medier i de seneste dage. En hurtig gennemgang af andre danske aviser (Politiken, Information, JP) samt de vigtigste europæiske (FAZ, Le Monde, The Times, The Guardian) og de to store amerikanske (NYT, WaPo) viser, at heller ikke de finder den historie aktuel.
Hvorfor vælger Berlingske at bringe lige den historie netop i dag, hvor den nye regering udpeges?
Hvordan kan liberalisme være humanisme? Det er der nok mange, der gerne vil have svar på. For mens humanisme almindeligvis associeres med noget positivt, så opfattes liberalisme oftest som noget negativt eller egoistisk, og de to begreber kan derfor ikke have noget med hinanden at gøre.
Men så bekvemt er det ikke.
Hvis vi nu begynder med liberalismen, så er den mere menneskelig, end man normalt antager, ja, den er humanistisk. Den skotske oplysningsfilosof og økonom Adam Smith har forklaret hvordan.I værket Nationernes velstand fra 1776 – der faktisk kom i en dansk oversættelse som en af de første overhovedet – betoner han igen og igen, hvordan mennesket næsten konstant har brug for medmennesket. Hermed mener han ikke noget abstrakt medmenneske, men andre, konkrete menneskers konkrete hjælp. Det kan være med hensyn til at klare dagen og vejen, det kan være med henblik på at opbygge en stat, det kan være i kærlighedsspørgsmål osv. Vi har alle brug for hjælp. Derfor kunne det berømte slogan om, at intet menneske er en ø, sagtens være formuleret af Adam Smith. Det er andre menneskers medvirken, der sætter os i stand til at nå vores mål. På dette sted tilføjer Smith så: Og den, der forventer hjælpen alene som udslag af andre menneskers godgørenhed, venter forgæves.
Mennesket tiltrækker nemlig andres hjælp ved at friste andres behov. Hjælpen kommer med andre ord ikke af sig selv som en Røde Kors-pakke eller velfærdscheck. Forinden er gået en udveksling af en eller anden slags, typisk et arbejde eller en handel. Det er denne udveksling eller bytteveksling, Smith navngav den usynlige hånd, et udtryk, der er gået ind i sproget som en metafor for de fri markedskræfter.
Det er oplagt, at udvekslingen begynder hos den enkelte i form af en lyst eller et behov, der kan være nok så synligt. Uanset hvad, så må denne lyst eller dette behov alliere sig med en andens nok så usynlige behov eller lyst for at blive indfriet. Smith taler om, at arbejdsdelingen, dvs. udvekslingen af behov, har en naturlig oprindelse. Den udspringer af mennesket, men involverer medmennesket, ligesom man kan sige, at den begynder med nytten, skønt den oplyses af dyden forstået som andre menneskers mellemkomst.
Udtrykket den usynlige hånd lyder måske lidt diffust, men er ikke andet end et udtryk for menneskers forbundethed – helt konkret. Markedet er heller ikke noget spekulativt, men en aktivitet, der finder sted på mikroplan – hver gang vi f.eks. er sultne eller tørstige eller søger information.
Liberalisme er humanisme, fordi den betoner, at mennesket altid tjener sin egen fordel ved at tjene andres fordel, f.eks. ved at arbejde. Liberalismen griber ud efter andre, ikke for at undertvinge dem, sådan som man plejer at mene, men for at nå kontakt og udveksle et eller andet til begge parters fordel.
Denne definition af liberalisme som humanisme afviger fra den sædvanlige eller traditionelle definition af sidstnævnte, hvor humanisme betyder at se mennesket som et mål i sig selv – og aldrig som et middel for noget andet. Omvendt kan man sige, at mennesket netop bliver et middel for andres behov, når det forsøger at efterstræbe sine egne mål, eftersom målene ikke indfrier sig selv. Der må mennesker til – mennesker af kød og blod, dvs. mennesker, der ikke alene er i besiddelse af smukke mål, men som også har blik for midlerne.
Det er en anden opfattelse af humanisme, der har været fremherskende i Danmark. Den danske humanisme er meget farvet af særligt én person, forfatteren Villy Sørensen, hvis virke var omsiggribende og dybtgående og kun meget sjældent mødte kritik. Han lagde simpelthen sit publikum ned, hvad enten det var i litterære, akademiske eller alment kulturelle kredse. Respekteret, beundret, frygtet.
Villy Sørensen var da langtfra også en almindelig pladderhumanist, men han var alligevel med til at fremme en forståelse af humanismen, der lagde vægt på abstrakte og bløde værdier. I Villy Sørensens humanisme finder man således en stærk tendens til at italesætte mennesket som et abstrakt Menneske, ligesom man finder en forestilling om Menneskeheden i modsætning til en mere konkret humanisme, der ikke nærer en større drøm på menneskets vegne end at fremme menneskets frihed.
Villy Sørensen lagde allerede ud i et radioforedrag fra 1956, hvor han udstak den kurs, der skulle blive gældende for humanisme på dansk. Humanisme sikres af velfærdsstaten, mente han, fordi den fjerner de “sociale traumer for menneskene”, sådan at de kan pleje deres “individuelle personlighed”. Humanisme plejes således ikke af andre menneskers frivillige mellemkomst, men af velfærdsstaten, dvs. ved lov og politisk indgriben. Velfærdsstaten “søger at frigøre den enkelte fra massen”, sagde den unge Sørensen, og dens formål er personlighedens dannelse hos den enkelte, et tema, der også findes i den senere og meget læste debatbog Oprør fra midten (1978). Humanisme betyder at finde frem til noget, som den enkelte har for sig selv, næsten en slags hemmelighed. Villy Sørensens humanisme er dermed også noget, der skiller, snarere end samler, mens den liberale humanisme er noget, menneskene har tilfælles.
Villy Sørensen havde mere at sige om den danske humanisme. I et foredrag fra 1973 definerer han humanisme som kunst og som en art stoicisme forstået som mildhed og ro. Roen er symboliseret ved den romerske forfatter og filosof Seneca, hvem Sørensen også viede en hel bog. Seneca beskrives her som en sjæl fanget i en barbarisk verden, dvs. som en humanist placeret i en inhuman verden – uden velfærdsstat. Som Sørensen formulerer det: “Der var nok at gøre for en humanist i Rom, og næppe meget at gøre” (2000, s. 107). Med Villy Sørensens fremstilling af Seneca ved Neros hof har vi den toneangivende definition af humanisme. Digterfilosoffen (som Sørensen selv) vs. tyrannen. Humanisten vs. ikke-humanisten. Enten-eller.
Humanisme i denne fortolkning er derfor også forskellig fra magtkamp – for naturen har skabt os til det rette. “Det er ikke muligt at sætte humanistiske idealer igennem ved magt”, fastslår Sørensen (s. 110). Denne forestilling gennemsyrer ikke blot den danske humanisme, men hele vores debatkultur. Hvis der er noget, vi skyer, er det magten, særligt vores egen. Sørensen fortsætter: “Humanisme er den hovedstrøm i vor kultur, som den skylder alle store sociale fremskridt, selv om (fordi?) den aldrig har været ved magten” (s. 155). Det i parentes indsatte “fordi?” rummer forklaringen. Det er ifølge Sørensen en fordel ikke at være ved magten – endda på trods af, at humanismen ifølge samme akkurat er kommet til og trives ved hjælp af magten, dvs. velfærdsstaten. Det er paradoksalt, hvis ikke selvmodsigende. Han vil gerne definere målet uden midlet, selv om han tidligere har sagt, at velfærdsstaten er midlet.
Villy Sørensen medgiver, at erklærede humanister gennem tiderne har lagt for megen vægt på omgivelserne frem for individet, hvilket har ført til umyndiggørelse af den enkelte og overdreven rationalisme. (s. 112). “Og følt sig for gode til at tage del i kampen” (s. 155). Når det er sagt, så bliver Villy Sørensens ideal en “romantisk oplyst humanisme” (s. 113), og her er vi tilbage ved Seneca.
Men Seneca er måske ikke den bedste historiske figur at lade sig inspirere af, når man skal definere, hvad humanisme er. Må undertegnede i stedet foreslå et andet afsæt, ikke mindst fordi humanisme i en bredere forstand opstod langt senere, nemlig med den europæiske renæssance ca. 1450-1650, hvor den bl.a. udmøntede sig i det berømte centralperspektiv i kunsten, i kompasset og det mekaniske ur inden for videnskaben samt i Niccolo Machiavelli i den politiske verden. Humanismen satte, som ordet antyder, mennesket i centrum, ligesom humanismen udfordrede kosmologien og forestillingen om skæbnen.
Med ordet tænker man måske uvilkårligt på noget ophøjet eller menneskekært, i hvert fald på noget godt eller dydigt. Hvad der e
r dydigt er imidlertid ikk
e nødvendigvis godt, ligesom det gode ikke altid er nyttigt. Et hastigt tilbageblik på renæssancen afslører da også, at perioden indeholdt en hård selvkritik, som tog de bløde værdier ved vingebenet.
Det storslåede ved den berømte renæssanceby Firenze er i én forstand således slet ikke Domkirkens kuppel, som alle kender eller valfarter til, men den florentinske realisme i politik, krig og økonomi, som mange enten ikke kender, eller slet ikke vil kendes ved.
Det var realismen i politik, krig og økonomi, der gjorde humanismen til det, den er i dag. Realismen i politik gav os individualisme. Realismen i krig gav os selvforsvar. Realismen i økonomi gav os kapitalisme. Og alle tre dele indgår i liberalismen sammen med bevidstheden om, at man er nødt til at have med andre mennesker at gøre.
Til at begynde med kommer vi ikke udenom 1500-tallets Niccolò Machiavelli, der er realismens store fortaler. Ligesom tidens øvrige humanister var han i modsætning til middelalderens intellektuelle ikke teolog. Machiavelli vægter bystaten over Gudsstaten, dvs. han foretrækker det lokale perspektiv frem for det kristne imperium og dets forestilling om paradis, som f.eks. digteren Dante var talsmand for. Machiavellis stat er en mindre stat end Dantes stat; og den er en begrænset stat i forhold til ambitionsniveauet hos den kirkelige og skolastiske tradition op igennem middelalderen.
Hvor begrænset får man et godt indblik i ved at læse det lille skrift La Vita di Castruccio Castracani, som måske er det mest bastante, Machiavelli overhovedet skrev. Skriftet blev dedikeret til en gruppe politiske venner og var komponeret med henblik på at opnå medicinernes gunst, da de stod og manglede en historiker til at forfatte deres historie i Firenze.
Emnet var lige så krigerisk som velvalgt. Castruccio (1281-1328) blev i en ung alder feltherre og fyrste i den toscanske bystat Lucca, som var på næsten kronisk krigsfod med de omkringliggende bystater, herunder Firenze. Sidstnævnte bestod fortrinsvis af guelfere, dvs. pavetilhængere, mens borgerne i Lucca var ghibellinere, dvs. tilhængere af den tysk-romerske kejser. Machiavelli går imidlertid ikke ind i disse politiske stridigheder. Skriftet er først og fremmest en beskrivelse af en karismatisk leder, og det, der fascinerer forfatteren, er, at Castruccio var elsket, fordi han var stærk, snarere end stærk, fordi han var elsket.
Castruccio er i Machiavellis optik en mand af sjælden statur og udmærkelse; flink over for sine venner, grusom over for sine fjender. Retfærdig over for sine undersåtter, troløs over for fremmede. Hvis han kunne sejre ved hjælp af snilde og list, ville han aldrig benytte magt. Det var sejren, der talte, ikke måden den blev til på.
Machiavelli fungerer i dette skrift som en slags krigskorrespondent, og resultatet er en art “Illiade” i miniature. Krigsepisode på krigsepisode genfortælles, hovederne ruller, også i politik; det er konkret lyrik, holdt i en tør, saglig stil, som da det lakonisk meddeles, at det afgørende slag mellem Lucca og Firenze kostede Castruccios lejr 1.570 soldater, mens florentinerne mistede 20.231 mænd. Castruccio er mere krop end sjæl, mere animo end anima, hvor førstnævnte kan oversættes til dydens råmateriale, mens sidstnævnte er dydens indpakning. Og det er råmaterialet, der tæller: kroppen, modet, mandigheden. Det er derfor heller ikke tilfældigt, at det italienske ord virtù, der betyder dyd, kommer af det latinske virtus, som refererer til vir, mandens dyd.
Castruccio lod bøgerne stå på hylden og valgte våbnene og intensiv fysisk træning. Når feltherren messer sit “Kend dig selv!”, så hentyder han ikke til sjælens dybde, men til statens militære formåenhed. Meningen er paradoksalt nok, at man må sætte sit liv på spil for at redde det, og at man må prøve alting for ikke at frygte noget. Ifølge dette livssyn er hverken kold fornuft eller hed lidenskab nok hver for sig, men blandingen, den rette blanding er uhyre effektiv. Det gælder med andre ord om at være fleksibel, for i krig og politik er der masser af falske venner. Selv en gammel ven kan lynhurtigt forvandle sig til en ny fjende.
Machiavellis skrift er livligt og velskrevet snarere end præcist eller sandt, hvilket var helt på linje med den historiografiske smag dengang. Det opdigtede ses især i begyndelsen, hvor det berettes, hvordan lille Castruccio bliver fundet i naturen af en præstefamilie, og til sidst, hvor vi præsenteres for noget, der skal forestille at være heltens tale på dødslejet. Selv døden kommer til tiden. Heltens teatralske død skygger dog ikke for fortællingens karske realisme, der rummer en underminering af datidens moralforestilling om, at de rene viljer bør være de eneste viljer. Sådan så hverken Machiavelli eller Castruccio på sagen; de fandt, at den gode vilje ikke altid rækker i kampen mellem mennesker, byer og stater, og de indledte begge et opgør med den figur, som den russiske forfatter Fjodor Dostojevskij senere skulle navngive “Idioten” i romanen af samme navn, det apolitiske og næstekærlige menneske, der frasiger sig brugen af vold. Hvis den barmhjertige og troskyldige samaritaner var idiotisk og naiv, så var den konsekvente og snu fyrste lig med den kloge overlever, som kunne holde sammen på en stat.
Renæssancens politiske realisme bakkes op af dens militære realisme, endda fra uventet kant. Mange af de moderne museumsgæster, der har stået og beundret Leonardo da Vincis maleri “Mona Lisa” med det på én gang forførende og kølige smil på Louvre i Paris, er nok ikke bekendt med, at kunstneren også var konstruktør og militæringeniør. Hvis han var en ånd – og det var han – så var han ikke blot en skønånd, men dybt involveret i tidens militærtekniske kompleks, mens han trygt overlod de metafysiske spørgsmål til præsterne og filosofferne.
Det er endda ikke spor hemmeligt. På hans museum i fødebyen Vinci og på det tekniske nationalmuseum i Milano kan man f.eks. se flere af hans krigeriske kreationer eller købe bogen Leonardo da Vinci’s Machines, der indeholder tegninger og skitser af opfinderens flyvemaskiner, hydrauliske maskiner og krigsmaskiner og et kapitel om hans mekanik. Tegningerne er brutale i sig selv og taler et logisk og fysisk sprog – illustration og demonstration – som Leonardo, den italienske Faust, også mestrede på skrift. Her er et udpluk fra, hvad den 30-årige Leonardo skriver til hoffet i Milano:
“Jeg har forstand på den teknik, det kræver at invadere et territorium (…) Jeg véd, hvordan man ødelægger enhver forskansning, der ikke er bygget på klippegrund. Jeg véd også, hvordan man konstruerer kanoner, der er lette at flytte, og som kan affyre en storm af små sten (…) med stor ødelæggelse og forvirring til følge (…) Jeg kender mange instrumenter, som kan anvendes til søs, både til offensive og defensive manøvrer (…) Hvis granaterne fejler, vil jeg opfinde katapulter, kontravægte, fælder eller andre ualmindelige og utrolige instrumenter; kort sagt vil jeg til enhver situation konstruere et stort udvalg af maskiner til forsvar såvel som angreb.”
Brevet var – ligesom Machiavellis skrift – en jobansøgning, og den unge kunstner, som stadig var en håndværker snarere end et geni, fik jobbet. Eftersom kontrollen med den politiske situation på Leonardos tid afhang meget af fysisk magt, søgte magthaverne gerne ekspertise hos specialister, og Leonardo tjente hertugen af Milano i næsten 20 år.
Når man betragter tegningerne og mærker hensigten, ryster man en smule. Her er alt, hvad en militant og no-nonsense hertug kunne ønske sig. En gigantisk armbrøst, ildkastere, katapulter, militærbroer, angrebsstiger og -vogne side om side med kanoner i alle størrelser og ballistiske udregninger. Der er måske ikke kælet for detaljen, men der er mange af dem. Konstruktionerne udspringer måske ikke af naturvidenskaben, som den tog fart blot 100 år efter Leonardos levetid, men hans maskiner
er teknik parret med kunst. Og kunst og krig går forbløffende godt i spænd sammen.
Leonardo foretrækker lette våben, der kan flyttes af fodfolket, ikke mindst fordi de mobile våben gør det muligt at justere projektilbanerne, ligesom han eksperimenterer med et alternativ til krudt; ikke af økologiske grunde, men ud fra et snævert taktisk hensyn, hvorfor han designer en dampdrevet kanon, som han hævder at have kopieret fra den græske matematiker Arkimedes. Hvis nu krudtet skulle slippe op.
Men det bedste er måske de specielle kanonkugler. Leonardo blev klar over, at tunge kanoner og jernkugler er ugunstige imod et kavaleri eller infanteri i hurtig bevægelse, og han opfinder derfor de eksplosive kanonkugler, eller hvad der ligner en prototype på vor tids klyngebombe. “Det er den mest dødelige maskine, der findes”, noterer Leonardo. “Når kanonkuglen eksploderer, vil kernen antænde de andre dele, og de vil gå i brand, inden man kan nå at sige Ave Maria!”. Her hjælper altså ingen kære mor. Portrættet af kunstneren som ung mand er portrættet af en kriger. Hvis mennesket er en maskine, og universet er en maskine, så lad os da opfinde nogle flere!
I Leonardos verden er der ikke langt fra politik til krig eller fra liv til død eller fra idé til handling, delene hænger sammen som en avanceret maskine, hvis tilblivelse afhænger af nøjagtig observation og sansernes vidnesbyrd. For Leonardo er den præcise og uhildede observation vigtigere, end det der observeres, og empirien kommer før teorien. Vi befinder os i øjets imperium, ikke hjertets, verdens, ikke selvets.
Den politiske og militære realisme suppleres af renæssancens økonomiske realisme. På torvet i den lille, men travle stofby Prato, 10 km. vest for Firenze, står en statue af byens mægtigste mand, Francesco di Marco Datini (1335-1410), købmanden fra Prato.
Francesco var en typisk toscansk direktør, selvgjort, individualistisk, energisk og mistænksom over for sin nabo, men med mange internationale forbindelser. En klassisk forretningsmand, hvis floriner er hårdt tjente; rejsende i våben, uld, metaller, hvede og slaver og med filialer langs Middelhavets kyster og helt oppe i Avignon. Han er en af renæssancens mange entreprenører og grundlagde banker i Prato og Firenze, hvor han i 1399 blev optaget i pengeudlånernes forbund, “Arte del Cambio”. Som Iris Origo beretter i sin bog The Merchant of Prato, der udkom tilbage i 1957 og siden er kommet i mange oplag, betalte Francesco for sin velstand med en evig frygt for tab, f.eks. at et af hans skibe skulle gå ned eller bliver overfaldet af pirater. Han var alt det, som Dante nedladende kaldte for “en vis nyslået florentiner, der driver bank og handel”, dvs. en kræmmer, ja, næsten en uren.
Prato var som flere andre af renæssancens handelsbyer et prosaisk samfund, der med Origos ord hverken var sofistikeret eller højtravende, men måske så meget desto mere uskyldigt; et mikrokosmos, hvor folk ifører sig bytøj, men stadig ejer bondens ligefremhed og praktiske sans. Derfor var pengeudlåning ikke tabu, som det var andre steder, ikke mindst på grund af kirken. Pengeudlånerne var enten de helt små pantelånere, som tilbød beskedne lån mod høje renter, eller pengevekslere, der omsatte forskellige mønter og værdifulde sten, eller endelig de internationale købmandsbanker, der tillige anvendte veksler, checks og værdipapirer som betalingsmiddel. Da checken blev introduceret, imødekom den et akut behov for kredit og monetær tillid på tværs af by- og landegrænser. Checken var datidens kreditkort, og repræsenterede et løfte om pekuniær belønning – og var dertil lettere at transportere end mønter. På pladsen i Prato står Francesco derfor også med en stak veksler og checks i hånden, og man fandt mere end 5.000 af dem i hans gemmer.
Der var også andre løfter at aflægge. Francesco brugte selv udtrykket “I Guds og profittens navn”, og det er sigende. De to hensyn gik hånd i hånd. Hvis verden er et handelshus, og det er rentabelt, så rummer det profit nok til dette og det næste liv med. Francesco kunne sagtens forlige kapitalismen med kirken, for selv om man som ung måske er styret af sine drifter, og siden af penge, så vender vi som regel tilbage til Gud. Sådan var i hvert fald Francescos egen livsbane, men forinden havde han tjent en formue. Det ene udelukkede ikke det andet.
Skal man tro beretningen om Francesco, må han altid have haft blæk på hænderne. Hans regnskabsbøger, korrespondance og skriftlige ordrer til utallige modtagere rundt i forretningsimperiet optog ham dagligt i mange timer, og blækhæfterne fortæller deres egen historie. For som den tyske sociolog Max Weber har understreget i sine analyser af den tidlige kapitalisme, så var det nye ved den ikke grådighed eller hurtig profit. Den har altid eksisteret. Det nye – og krævende – ved Francescos indsats handler om rationelt købmandsskab, der forrenter sig over en længere periode.
I Webers skrifter fremhæves det, at kapitalismen blev født i Vestens byer med håndværk og industri inde i landet, dvs. f.eks. i Firenze eller Prato, hvor også borgerskabet stod stærkt. Det er derfor snarere købmanden i Prato end købmanden i Venedig, der bar den økonomiske realisme frem ved hjælp af flid, risikovillighed og kalkulation, renter og tillæg.
Francescos foretagende er et foretagende, der tilfredsstiller en gruppes hverdagsbehov, og hans kapitalregnskab gav ham et overblik, som man ikke havde haft tidligere – med eller uden blækpletter. Francescos gemmer blotlægger den moderne bogføring i sin ungdom, en bogføring, der med Webers ord hviler på “menneskers kamp mod mennesker”, og med den tager vi de første skridt ind i en kapitalistisk tidsalder, hvor markedschancer og masseafsætning bliver afgørende for nationernes velstand og alt det, Adam Smith siden beskrev.
Inden for områderne politik, krig og økonomi møder vi i renæssancen et særdeles realistisk temperament og udsyn, og man går derfor galt i byen, hvis man tror, at renæssancehumanismen smed om sig med bløde værdier og nuttet barmhjertighed. Der er også langt fra renæssancens humanisme til den humanismen i velfærdsstatens billede – som forfægtet af Villy Sørensen. Med et moderne udtryk kan man konkludere, at humanisterne ikke var pladderhumanister. De var heller ikke liberalister. Men alle liberalister er og bliver humanister.
NOTER
Niccolò Machiavelli: Life of Castruccio Castracani, Hesperus Press (2003); Marco Chianchi: Leonardo da Vinci’s Machines, Edizioni Becocci (u.å.); Iris Origo: The Merchant of Prato, Penguin (2002); Max Weber: Udvalgte tekster 1-2, Hans Reitzels Forlag (2003); Villy Sørensen: På egne vegne, Gyldendal (2000) og Hverken-eller, Gyldendal (1961).
Dele af denne tekst har tidligere været bragt i Weekendavisen.
I sidste uge bragte Politiken en historie om, hvordan salget af bananer, kaffe og andre produkter med Max Havelaar’s logo har eksploderet i de første tre måneder af 2006. Ifølge kommunikationsekspert Henrik Byager, der for et symbolsk beløb rådgiver Max Havelaar, hænger det bl.a. sammen med, at sådanne produkter har fjernet sig fra deres fodformede image og at fair trade nu promoveres af populære bands som Coldplay.
Jeg fornemmer at han har ret; måske mere end han selv er klar over. Dokumentarfilmen The Bitter Aftertaste af den britiske instruktør Philip Thomsen tegner i hvert fald et nyt og anderledes mere negativt billede af fair trade-bevægelsen, end vi normalt bliver præsenteret for i medierne. Det er en kompendiøs film med en række stærke proof points, der ikke bør overdøves af entusiasmen over Max Havelaar’s salgsfremgang.
Jeg har endnu ikke set denne korte docu på dansk TV, men det kan skyldes min manglende omnipotens. Hvis ikke, så anbefaler jeg én af de danske kanaler sprede det besværlige budskab: Fair trade er ikke, hvad det giver sig ud for, og de fattige bønder i ulandene får ikke ubetinget bedre økonomiske vilkår af det ideologiske fix.
Punditokrat Mchangama har skrevet et essay om den private ejendomsret, “Den private ejendomsret som menneskerettighed”, som CEPOS udgav i onsdags.
Det har Frede Vestergaard en artikel om, “Også en menneskerettighed”, i denne uges udgave af Weekendavisen. Heri hedder det bl.a.:
“Den private ejendomsret havde … en særdeles fremtrædende rolle i den tidlige menneskerettighedstænkning. Både i den amerikanske uafhængighedserklæring fra 1776 og den franske menneskerettighedserklæring fra 1789 var den private ejendomsret opregnet som helt grundlæggende for menneskets frihed og mulighed for at bestemme over sit eget liv. Selvejerskabet og den private ejendomsret var helt centralt for ophavsmændene.
Men ejendomsretten er med tiden blevet opfattet som kontroversiel, fordi en stærk ejendomsret nødvendigvis sætter grænser for den demokratiske stat og dermed det politiske flertals magtbeføjelser. Endvidere er der en vis tradition for at anse ejendomsretten for en rettighed, der tilskynder til egoisme og fastholder skellet mellem rige og fattige. Tilbage i 1844 affærdigede Karl Marx hånligt – i Om jødespørgsmålet – menneskerettighederne som borgerskabets grundpiller.
Denne opfattelse af ejendomsretten som problematisk forklarer – siger Jacob Mchangama, … – at ejendomsretten nu om dage ikke længere er særligt påskønnet som individuel rettighed og ikke regnes blandt de mest fundamentale menneskerettigheder.
Den franske menneskerettighedserklæring fra 1789 erklærede derimod, at menneskenes naturlige og umistelige rettigheder er til »frihed, ejendom, sikkerhed og modstand mod undertrykkelse«.
Den samme holdning var i årene forinden kommet til udtryk i den amerikanske og i delstaternes forfatninger. Men den høje værdi, som ejendomsretten blev tillagt i den tidligere menneskerettighedsfilosofi, kunne ikke holde ved. Eksempelvis figurerede den private ejendomsret ikke i den oprindelige udgave af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention fra 1950.Senere er den i en meget udvandet form blevet tilføjet i en tillægsprotokol, og fra den Europæiske Menneskerettighedsdomstol foreligger efterhånden en række afgørelser vedrørende andre lande, der fortolker rækkevidden af den private ejendomsret, men ingen af disse afgørelser udvider den private ejendomsrets beskyttelse ud over hvad der i Danmark følger af Grundlovens paragraf 73, siger Jacob Mchangama.
I den universelle menneskerettighedserklæring fra FN er ejendomsretten beskyttet i artikel 17. Men da man i FNs regi skulle udforme en retligt bindende traktat, gled den private ejendomsret ud, således at denne rettighed ikke findes i FNs konvention om Borgerlige og Politiske Rettigheder.
[Den] private ejendomsrets svage beskyttelse i internationale menneskerettighedstraktater forværres af, at en række af disse traktater indeholder økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder. Disse rettigheder kræver, at staten positivt opfylder en lang række menneskelige behov såsom retten til en rimelig levefod, retten til en bolig, retten til arbejde m.v. Disse rettigheder kan staten i praksis kun opfylde ved en omfattende omfordeling og dermed systematisk indgriben i den offentlige ejendomsret.
Men ikke bare på internationalt niveau er beskyttelsen af den private ejendomsret blevet udvandet. Grundlovens beskyttelse af den private ejendomsret er med tiden blevet svagere end beskyttelsen af de øvrige personlige frihedsrettigheder, fortsætter Jacob Mchangama. Det skyldes dels en tværpolitisk konsensus om at tillægge staten en større rolle i mange samfundsforhold, dels en svag domstolsbeskyttelse, mener han.
Grundlovens beskyttelse af den private ejendomsret kan … tilsidesættes af hensyn til »almenvellet«, men Grundloven definerer ikke, hvordan almenvellet skal forstås. Almenvellet er derfor i praksis lig med, hvad det til enhver tid herskende politiske flertal definerer, er almenvellet, men Jakob Mchangama mener at kunne finde belæg for, at almenvellet på tidspunktet for Grundlovens formulering blev opfattet snævrere end, hvad der er almindeligt i dag. I takt med at staten har fået større og større indflydelse på det danske samfund, er opfattelsen af, hvad almenvellet dækker, afveget betragteligt fra, hvordan Grundlovens fædre opfattede det. Og det er fastslået i praksis, at domstolene ikke kan tilsidesætte Folketingets skøn med hensyn til almenvellets nærmere indhold.”
En af det forgangne års helt store mediebegivenheder var Bono og Sir Bob Geldofs Live8-koncerter. Der var ikke bare tale om et musikarrangement af hidtil usete størrelser. I ugerne op til dominerede de to aldrende musikere i det hele taget mediestrømmen. ‘Make poverty historie’ lød den forjættende overskrift, og den blev brugt til at give de udvikledes landes politikere tørt på. For hvordan kunne Vesteuropas og Nordamerikas regeringsledere retfærdiggøre Afrikas lidelser? Hvordan kunne de stiltiende acceptere sygdom, lidelse og død på selve dørtrinnet til den udviklede verden? Og hvordan kunne det være, at de – som for at føje spot til skade – end ikke levede op til deres løfte om at give 0,7 procent af eget bruttonationalprodukt i ulandsbistand?
Ja, lussingerne stod i kø i dage. Og de udviklede landes regeringer vendte ivrigt kinden til. Reaktionerne på Live8-svadaerne var nærmest lidt krybende. De adspurgte politikere overgik hinanden i at love bod og bedring. For Bono og Geldof havde jo så evigt ret. Nu var det bare med at komme ud af starthullerne. Omkring 300 milliarder ekstra bistandskroner inden 2010 lød et af de mere konkrete løfter.
I skyndingen glemte såvel Live8-aktivisterne som politikerne bare lige at stille sig selv og hinanden ét meget enkelt spørgsmål: Er der overhovedet belæg for, at økonomisk bistand kan være med til at føre ulandene ud af fattigdomsfælden? Spørgsmålet er væsentligt. Vi kan alle blive enige om, at de afrikanske landes trængsler er grufulde. Der er tale om et kontinent, der med jævne mellemrum bliver skamredet af de fire apokalyptiske ryttere – af pest, krig, sult og død. Den moderne pest hedder AIDS, og den ødelægger den menneskelige infrastruktur næsten lige så effektivt som den Sorte Død gjorde det for små 700 år siden. Krigen tager form af borgerkrig, og den er yderst hæslig i lande som Sudan og Congo. Sulten er den samme gamle hungersnød, som vi har kendt i hele menneskets historie. Og døden, ja den er et tilværelsens vilkår i mange af disse områder. Den slags kender vi fra vores egen fortid, og hvis vi kan være med til at afhjælpe dette åg, så bør det ikke skorte på god vilje.
Men kan vi det? Begrundelsen for ulandshjælp er vel, som ordet siger, at det ‘hjælper’. For snart mange år siden fik vi at vide, at det – når blot vi gav en hånd med – blev “bedre dag for dag”. Det blev det bare ikke. Og det skyldes bestemt ikke manglende bistand, uanset hvad Bono og Geldof så siger. International bistand har, hvis vi stoler på Verdensbankens tal, i de seneste år udgjort over halvdelen af de samlede offentlige udgifter i lande som Zambia, Uganda, Senegal, Madagaskar, Etiopien og Congo – ja i visse lande syd for Sahara udgør ulandsbistanden mellem en tredjedel og to tredjedele af bruttonationalindkomsten. Bistanden har et halvt århundrede på bagen, men succeshistorier har det været så som så med.
Det bringer os tilbage til det tidligere spørgsmål. Hvis hele bistandstankegangen ikke tangerede noget halvreligiøst, så kunne de fleste nok blive enige om at svare ‘nej’. Ulandsbistand tilbyder tilsyneladende ikke en vej ud af fattigdomsfælden, for udvikling og bistand har kun meget sjældent gået hånd i hånd. Hvordan kan det være?
Det skyldes bestemt ikke, at ulandene på forhånd er dømt til at henslæbe en tilværelse under underudviklingens åg. En række lande i Øst- og Sydøstasien har i de seneste årtier vist, at globaliseringen gør det muligt at udvikle sig med en hidtil uset hast. For fire årtier siden havde Sydkorea og Zambia nogenlunde det samme bruttonationalprodukt per indbygger. I dag er Sydkoreas 32 gange større. Og den sydlige del af den koreanske halvø er ikke et enestående eksempel. De tre andre Østasiatiske Tigre, Taiwan, Hong Kong og Singapore, har bevæget sig ad samme sti, og i de seneste årtier synes også Kina og Indien at have påbegyndt færden imod udviklingens forjættede land – alle sammen ved at eksportere sig ud af fattigdom.
Hvad skyldes det så? Dette lille indlægs meget simple bud lyder, at sagens kerne drejer sig om ejendomsret, eller rettere fraværet af ejendomsret. Hvor ejendomsretten ligger under for juridisk vilkårlighed, der har den menneskelige virkelyst trange vilkår. Det siger sig selv. Hvis statsmagten eller bevæbnede naboer kan tage frugten af ens arbejde, så er der ikke megen pointe i at gøre en indsats. Og selv hvis man vover pelsen, så er det meget svært at skaffe startkapital under den slags forhold – for hvad kan man stille som sikkerhed?
Her kommer så en interessant historisk pointe ind i billedet. Ejendomsretten blev i Europa født som et led i en studehandel mellem magthaverne og befolkningen. Eller med andre ord: staten er historisk et en forvokset mafiaorganisation, der leverer beskyttelse mod beskyttelsespenge. Det skudsmål forekommer nok forstemmende for de fleste. Sådan skal det ikke forstås. Pointen er blot, at magthaverne ikke opretholder lovene for deres blå øjnes skyld. De gør det, fordi borgerne har en klemme på dem. Og disse mekanismer gjorde sig ikke kun gjorde sig gældende i gårsdagens Europa. Der er også belæg for at forklare de Østasiatiske Tigres forbløffende politiske og økonomiske meritter ud fra samme model. Klemt inde mellem Japan og Kina var de tvunget til at indgå en studehandel med egne borgere. Uden en lind strøm af skattekroner kunne de ikke opretholde et troværdigt forsvar. Modydelsen var et effektiv og ukorrupt statsapparat, der så igen banede vejen for de respektive økonomiske mirakler.
Her gør ulandsbistanden atter sin entre, men i en uheldig fremtoning. For i verden af i dag nærer de fleste ulandes magteliter sig ved to kilder, der ingen rolle spillede i gårsdagens europæiske statsdannelser: naturressourcer og ulandsbistand. Det tekniske ord er ‘rentier stater’ – stater der lever af ‘renter’, og hvor magthaverne derfor ikke er afhængige af undersåtternes skattekroner. I en sådan situationen har borgerne liden mulighed for at få håndhævet deres ejendomsret, for de har ikke noget at handle med. Ulandsbistand kan altså være med til at fastholde de fattige lande, og i særdeleshed deres befolkninger, i underudviklingsfælden.
Er der så ingen mulighed for at hjælpe? Jo, det er der, for meget afhænger af, hvordan hjælpen bliver givet. I en sober kritik af Bonos forjættende dagsorden, bragt i Financial Times for nylig, prøver den anerkendte økonom Jagdish Bhagwati at lede Live8-folkene ind på et mere brugbart spor. Bhagwati påpeger det paradoksale i, at “ukritiske fortalere for bistand afviser [‘bistandens forbandelse’], samtidig med at de taler om ‘oliens forbandelse’, som om rundhåndede indtægter fra olie på en eller anden måde lettere skulle kunne korrumpere end rundhåndede indtægter fra bistandsdonorer”. I stedet for at diskutere bistandsstrømmens uheldige politiske følger af sætter Bhagwati, som den økonom han er, spørgsmålstegn ved ulandenes ‘absorptionskapacitet’. De er ganske enkelt ikke i stand til at anvende sådanne summer uden at ødelægge deres eget økonomiske system.
Men Bhagwati har et meget simpelt alternativ i ærmet: brug pengene uden for Afrika! Brug dem på at udvikle billig medicin mod de mange sygdomme, der plager kontinentet. Og brug dem på at uddanne unge afrikanere i Vesten. Hvis vi er heldige, så vil nogle af dem vende hjem igen efter endt uddannelse.
Disse forslag ligger i fin overensstemmelse med dette indl
ægs beskrivelse af ulands
bistandens uheldige virkninger. Bhagwatis store fortjeneste er, at han tænker i praktiske løsninger snarere end i storslåede principper. Det bringer os tilbage til hele Live8-tankegangen. For hvordan kan det være, at folk som Bono og Gelfdof kan få lov til at skamride den høje moralske hest uden på nogen måde at have givet et sammenhængende bud på, hvordan ulandsbistand skulle kunne føre til udvikling? Hvordan kan det være, at de modtager en form for heltedyrkelse ved at stille sig i spidsen for en dagsorden, der har spillet helt og aldeles fallit over de seneste årtier? Der er næppe mange, der vil være imod at ‘gøre en ende på fattigdom’, eller hvad vi nu skal oversætte de to musikeres bonmot til. Men det berettiger altså ikke de skingre anklager og forurettede miner, der bestandigt rettes imod de udviklede landes regeringer.
For spørgsmålet må være: hvordan? Og her skylder Bono og hans slæng de udviklede landes skatteydere et svar. Hvorfor er det, at deres skattekroner – givet som ulandsbistand – pludselig skulle kunne virke efter hensigten, når det ikke har været tilfældet i fire årtier? Hvor er den sammenhæng mellem årsag og virkning, der retfærdiggør en voldsom forøgelse i ulandsbistanden? Hvad er i det hele taget Live8-folkenes forklaring på, at nogle lande er i stand til at slippe ud af underudviklingens fælde? Indtil vi får svar på disse spørgsmål, må det være tilladt at stille sig tvivlende til hele denne dagsorden. Som Bhagwati meget rigtigt skriver: “Vi bør se bort fra den hysteriske anklage, at enhver, der anfægter det fornuftige i med ét slag at forøge bistandsmidlerne væsentligt, er en hjerteløs reaktionær”.
Vores med-Punditokrat Foss havde forleden en for givetvis 99,9 pct. af læserne kryptisk reference til "The Kochtopus". Dette begreb, som i sin tid blev lanceret af økonomen Murray Rothbard, er da også for længst faldet ud af daglig brug i de dele af det amerikanske højrefløjsmiljø, hvor det ellers var meget brugt i 1980erne–som en reference til det netværk af liberalistiske organisationer, der var sat i værk og delvist finansieret af de to idealistiske og velbelæste multi-milliardærer, Charles G. Koch og David H. Koch fra Koch Industries. Blandt disse er først og fremmest f.eks. Cato Institute, Mercatus Center, og Institute for Humane Studies, samt i sin tid Libertarian Party (som i 1980 opstillede David Koch som vicepræsidentkandidat).
Egentlig havde jeg gladeligt ladet Foss' reference passere, men da Wall Street Journal forleden havde en portræt artikel om netop Charles Koch (skrevet af Stephen Moore, der selv tidligere har været ansat hos Cato Institute og har ledet Club for Growth), var der måske en lejlighed til at præsentere en type virksomhedsejere, som der ikke findes mange af i Danmark.
På venstrefløjen og Rådhuspladsen tror man ganske vist, at dansk erhvervsliv er mere end villigt til at finansiere pro-kapitalistiske ideologiske projekter med store checks, men de af os, der har været tættere eller lettere involveret i projekter som f.eks. CEPOS, ved, at det forholder sig ganske anderledes–at det faktisk er ekstremt svært at få penge fra den kreds af mennesker, der ellers burde synes som den gruppe med den mest åbenlyse forståelse for nødvendigheden af at sprede ideer og indsigter om privat ejendomsret, fri markedsøkonomi, retssikkerhed, o.s.v. Mens venstrefløjen–udover million-store tilskud på fast basis til f.eks. AER–fra tid til anden fra fagbevægelsen har kunnet få f.eks. 180 mio. kr. til at vælte en borgerlig regering med, er det mildt sagt svært at få penge ud af det private erhvervsliv.
En del af årsagen er givetvis berøringsangst og frygt for politiske repressalier–det er ihvertfald et argument, der undertiden høres. En anden årsag er sikkert, at den første årsag spiller en særligt tungtvejende rolle i et land, der er så lille og intellektuelt underudviklet som Danmark, og hvor Janteloven omvendt stortrives: Her er kapitalister nød til at gå stille med dørene og evt. lide af en god gang selvbebrejdelse. En tredje væsentlig årsag er givetvis, at mange af de "managers", der er hyret til at lede erhvervsvirksomheder slet ikke er det mindste borgerlige. (Jeg er f.eks. konstant forbløffet over, at det igen og igen lykkes medierne af præsentere SF'eren Lars Goldschmidt som en typisk repræsentant for det borgerlige erhvervsliv, når han hverken er det ene eller det andet af disse.)
Som vi tidligere har refereret til, er det selv i USA overraskende svært at rejse penge fra erhvervslivet til pro-frimarkedsøkonomiske projekter, om end det kan lade sig gøre. Blandt dem, som har været villige til at gå længst med at kaste egne penge efter politiske projekter (andet end lobbyisme) er altså netop Koch-brødrene. Og de har penge: De arvede en del, men har ovenpå formået at opbygge en virksomhed, som er USA's 5. største virksomhed, og som er landets største rent privatejede virksomhed (d.v.s. ikke er børsnoteret). Her er uddrag af WSJ's portræt af Charles Koch:
"Meet Charles Koch. Philosopher, engineer, self-trained economist, libertarian activist, philanthropist — and the CEO of Koch Industries, a $60 billion, 80,000-employee empire, which just recently became the largest and most profitable privately held company in America.
But you've probably never heard of it.
Neither Charles Koch nor his firm are household names. Mr. Koch (pronounced "coke") has managed to live in relative obscurity despite being one of the richest men on the planet, with a net worth estimated at $14 billion. He is a man of modesty who craves none of the fame or public adulation that seems to preoccupy other members of the billionaires' club. …
Back in 1967, when Mr. Koch was in his early 30s, he became the reluctant president of the family business, then a $177 million, medium-sized oil firm. He recalls: "My father threatened that he was going to sell the company if I wouldn't come back home to Kansas from the East Coast and run it."
Nearly four decades later, that family company is a global conglomerate with net annual sales that exceed the GDP of many small nations, and it includes a diverse range of businesses supplying everything from jet fuel to plastic, asphalt to beef, toilet paper to lumber. It owns many familiar brand names such as Dixie cups, Stainmaster carpet and Brawny paper towels. The firm's financial performance numbers have been positively gaudy, with a rate of return on investment that has outpaced the Standard & Poor's 500 at least tenfold under Mr. Koch's stewardship. …
[Charles Koch] is immersed in the ideas of liberty and free markets. Whereas the bookshelves of most of America's leading CEOs are stocked with pop corporate management and "how to succeed" books, Mr. Koch's office is a wall-to-wall shrine to writings in classical economics, or, as he calls it, "the science of liberty." The authors who have had the most profound influence on his own political philosophy include F.A. Hayek, Ludwig von Mises, Joseph Schumpeter, Julian Simon, Paul Johnson and Charles Murray. Mr. Koch says that he experienced an intellectual epiphany in the early 1960s, when he attended a conference on free-market capitalism hosted by the late, great Leonard Reed.
Mr. Koch is by training a scientist, with master's degrees from MIT in nuclear and chemical engineering. Despite his business success, he has no MBA or formal management training. Mr. Koch sees that as an advantage. "Being an engineer, I realized there's an objective reality that helps one understand the rules and conditions that improve the human condition," he says. "Laws and principles that facilitate the advancement of peace, prosperity and social progress are as immutable as the laws that work in science. … Politicians often come up with misguided policy solutions," he continues, "because they suffer from Hayek's 'fatal conceit' and believe they can violate basic laws of economics. They are just as misguided as the man who jumps out the 14th floor of a building convinced that he can repeal the law of gravity."
As we continue, Mr. Koch becomes increasingly animated. He discusses another seminal work in his collection, F.A. Harper's 1957 "Why Wages Rise." The book demonstrates "that wages rise not because of unions or government action, but because of marginal productivity gains — people get more money when they produce more value for other people." Then he confides, "I was so thrilled by this revelation that I had what Maslow called a 'peak experience.'" …
"Long-term success entails con
stantly discovering new wa
ys to create value for customers and building new capabilities to capture new opportunities," he instructs. "In this sense, maintaining a business is, in reality, liquidating a business." Mr. Koch likens the cycle to Schumpeter's "creative destruction" — where the old and inefficient are ruthlessly swept away by the new.What we have here are the theories of supply-side economics operating on the micro-level of the firm. Incentives matter; competition fosters innovation; property rights must be firmly established. Koch Industries gives big financial bonuses for entrepreneurial behavior by employees, whether it's a project head or a janitor. The idea is to reward all activities that add to the bottom-line profitability of the firm. "We want our employees to act like owners," Mr. Koch explains. Similarly, employees earn "decision rights" for past successes. "Just as central planning is a failure in running government, so it is at the level of the firm," he says, repeating one of his favorite operating tenets. …
Charles Koch — no surprise — disdains government and the political class. He has invested tens of millions of dollars into free-market think-tanks and political activist groups (including several founded by this author). He's disgusted with the runaway federal budget under the Republicans, and he proposes that "every new law should be subject to the question: Will it strengthen the culture of prosperity?" Won't about 90% of the laws fail that test? "Yes, that's exactly what I mean," he replies. "But the problem isn't the people in government, it's the system — the incentives are perverse."
Mr. Koch's latest crusade to spread the ideas of liberty has been his sponsorship of a twice-yearly conference that gathers together many of the most successful American entrepreneurs, from T. Boone Pickens to former Circuit City CEO Rick Sharp. The objective is to encourage these captains of industry to help fund free-market groups devoted to protecting the fragile infrastructure of liberty. That task seems especially critical given that so many of the global superrich, like George Soros and Warren Buffett, finance institutions that undermine the very system of capitalism that made their success possible. Isn't this just the usual rich liberal guilt, I ask. "No," he says, "I think they simply haven't been sufficiently exposed to the ideas of liberty."
Sounds as though Messrs. Soros and Buffett would benefit more from sitting down with Charles Koch than I would. For my part, after listening to this natural-born teacher exalt the superiority of free markets and the boundless wealth that they can create, I feel as though I'm about to experience one of Maslow's "peak experiences" myself. But our time is up, and if Mr. Koch has learned nothing else from his spiritual mentors, it's the concept of opportunity cost. Time is money, and it's time to get back to his greatest passion of all: building the profitability of his world-class company."
Kunne vi ikke godt bruge bare tre eller ti af den type i Danmark? Problemet er såmænd blot, at dét nok netop er årsagen til, at vi næppe får dem.
This piece of news was buried at the bottom of page 2 of the daily newspaper Berlingske Tidende Monday (sorry, no link to the actual item) and was almost overlooked:
A poll conducted by Zapera on behalf of the “think tank of news” Mandag Morgen that was carried out on April 24 – 25 showed that 41 per cent of Danes support that Danish troops should stay in Iraq as long as it may be necessary, while 25 per cent want their stay to be fixed by a certain period, whereas only 30 per cent want them withdrawn immediately. Thus, two thirds support our troops in Iraq and less than a third wants them out.
Imagine if it had been the other way around. It would have hit the front page. As it is, you can’t even find it on DR (the Danish equivalent to the BBC in respect of public service, oh, and bias of course).
Last year in January, a similar poll was spun by adding the take-them-home-now crowd with the take-them-home-within-a-fixed-period-of-a-year-or-more bunch, which made it possible to suggest that a majority of Danes were against Prime Minister Fogh Rasmussen, because he wanted them to stay as long as necessary. But in fact, the take-them-home crowd was even smaller then, some 22 per cent, while 76 per cent supported keeping the troops. A few bought it, though. Here’s a quote from The Economist, Full Fogh Forward (Feb. 3rd, 2005) (restricted):
Public opinion has swung against the Iraq war, and two-thirds of Danes want their 500 troops home soon, …
Well, you can’t fool The Economist completely, so they added: but they are unlikely to punish Mr. Fogh Rasmussen for sending them. And indeed, he won the election later that month nicely.
Why, one may ask, are Danes different from so many others? They are bombarded with solely negative news on Iraq by the MSM like most others and yet it has hardly had any effect.
First of all, it appears that Danes are less naïve than many of their blue and starry eyed European cousins. They may buy the leave-it-to-the-UN stuff, Danes don’t. Second, the anti-Americanism that is a primary driver behind the let’s-skip-Iraq movement is less popular in Denmark than in, say, Germany, France or Spain. It’s here alright, but it always looks quaint.
One case in point is Mr Mogens Lykketoft, who in his youth way back in the last century nurtured an intense dislike against the USA, while praising the “samba-socialism” of Mr Castro. Mr Lykketoft became the leader of the Socialdemocrats only to be defeated spectacularly by Mr Fogh Rasmussen last year as mentioned above. That has not stopped Mr Lykketoft from arguing that we should skip Iraq, nor has it prevented his party from making him their shadow foreign secretary, effectively making the party’s policy on Iraq under their (very) new but otherwise quite sensible leader Ms Helle Thorning-Schmidt follow a Brownian motion. If Mr Lykketoft thinks that he’s on to a winner by calling for immediate withdrawal, he and his party may be disappointed. Danes are no quitters.
Husker De vores citatfusk-konkurrence?
Nå ikke.
Men husker De så Mark Steyn?
Naturligvis husker De ham. Han skriver ikke længere for The Telegraph, og dermed er tirsdagene blevet mere grå, og avisen ikke længere værd at læse (gratis på nettet, men der er jo andre fra UK). For selvom hans aftenlandsstemning ikke lige er min kop te, så han har ret i så meget andet og skriver bedre end de fleste.
Steyn skriver heldigvis stadig for mange andre medier. Her er han for fuld skrue i Chicago Sun-Times, hvor han rister demokraterne i al almindelighed, og senator Kerry i særdeleshed, for deres citatfusk om, at Thomas Jefferson skulle have sagt, at dissens kan være den højeste form for patriotisme.
Det er svært at konkurrere med Steyn, men det bør bemærkes, at Stjernfelt & Thomsen i deres kritik af den negative opbyggelighed, også påpeger det mildt sagt tåbelige i at hylde det negative, dissensen, afvigelsen, uden at gøre sig klart, hvad man så er for.
Men her er Steyn selv:
There is no virtue in dissent per se. When John F. Kennedy said, “We shall pay any price, bear any burden, meet any hardship, support any friend, oppose any foe to assure the survival and the success of liberty” — and, believe it or not, that’s a real quote, though it’s hard to imagine any Massachusetts Democrat saying such a thing today — I could have yelled out, “Hey, screw you, loser.” It would have been “dissent,” but it wouldn’t have been patriotic, and it’s certainly not a useful contribution to the debate, …
Men læs og tænk selv.
Min med-punditokrat Nicolai Foss har inviteret til en lidt mere konsekvent inspektion af Mandag Morgen. Det finder jeg ret beset betimeligt, da enhver kan forvisse sig om, at dette ugebrev aldrig løber tør for sludder, selv om en blind høne naturligvis også kan finde et guldkorn. Men skriftet er sædvanligvis forsynet med så meget nonsens, at det kræver tålmod at læse det hver uge. Lad mig derfor begrænse denne post til en iagttagelse, jeg gjorde for nogen tid siden, og som vederlagsfrit kan studeres nærmere af de faste læsere af denne blog.
På Mandag Morgen er man fantastik dygtige til at indfange en døgnflue og få den gjort til en cash cow. Uddannelse og underholdning bliver til Edutainment, mens økonomi og sundhed bliver til Wealthcare. Og så kom Muhamed-krisen: Hvad skulle man dog finde på af opsigtsvækkende fraser? Naturligvis, The Co-existence of Civilizations! Læserne af Punditokraterne vil begribeligvis vide, at dette fuldfede floskulatur er en slags antitese til Samuel P. Huntington’s bestseller The Clash of Civilizations, og derfor passer godt til en forretningsmodel, der handler om at skille fårene fra bukkene; altså på den rigtige måde. Således gjort, præsenterede Mandag Morgen et helt nyt projekt, der skulle forebygge fremtidige kultursammenstød.
Jeg skal ikke trætte med en lang svada om projektets formål, for her behøver man blot at mobilisere ens værste forestillinger; de bliver nemlig bekræftet. Men for at give en lille smagsprøve på den intelligentsia, der har samlet sig rundt initiativet, vil jeg citere direktøren fra Hummel, Christian Stadil, som kommer med følgende ordflom:
“Nogle gange er der situationer, hvor det, du gør i Danmark, påvirker noget andre steder i verden på grund af gruppedynamik og interdependence – alle tings forbundethed. Og timingen lige nu er helt rigtig i forhold til verdens gruppedynamik. Hvis vi rykker på det her nu, kan vi virkelig gøre en forskel”
Er det ikke glansfuldt, at vi har sådanne beskinnede væsner i dansk erhvervsliv? Og er det ikke lige så pragtfuldt, at vi har et medie, der kan tjene (penge) som platform for deres udgydelser? Svaret lader nok vente på sig, indtil drengen fra Kejserens nye klæder dukker op.
Disclaimer: Forfatteren af dette indlæg er liberal og deler ikke parasol med mørkets kræfter. Så vidt vides er han endda skeptisk over for en lang række af de antagelser, som Samuel P. Huntington gør i The Clash of Civilizations. Endnu værre har han det med en Who are we? Det sidste kan man bogstavelig talt godt komme i tvivl om, når man læser Ulrik Høy’s indlæg i denne uges udgave i Weekendavisen.
Lad mig sige det med det samme: Jeg er en stor, principiel modstander af dødsstraf. Lad mig også sige det med det samme: Nogle gange bliver jeg lidt svag i troen (eller blød i rygraden, eller hvad det passende metafor nu engang er).
Sidstnævnte skete bl.a. efter at have stået 11/9 nede på på gaden, på Greenwich Street i West Village, NY og set det første WTC tårn brase sammen–og derefter dagligt de næste to en halv måned kunne lugte dunsten af, hvad der jo ret beset må have været nogle dele plastic o.l. og nogle dele rester af knap ca. 3.000 uskyldige mennesker, som bare var gået på arbejde. Det er formodentlig eneste gang i mit liv, hvor jeg på en og samme dag havde venner, der bogstaveligt måtte løbe for deres liv, og hvor jeg tilnærmelsesvis sad på første række til massemord–og jeg kunne endda så kun lige begynde at ane, hvorledes det må flytte ens grænser at opleve krig eller borgerkrig.
Og netop dét kom jeg så til at tænke på, da nyheden kom i forgårs om, at Zacarias Moussaoui var idømt livstid i fængsel uden mulighed for prøveløsladelse. Og igen i går, hvor danskerne fejrede (eller burde have fejret) 4. maj, som jo er en årsdag, der også–om end på anden vis–bringer emner om mord og fortjent straf op.
En vis, særligt hævngerrig del af mig ville virkeligt gerne se Mousssaoui blive … [bleep]. Og jeg ville på det individuelle–psykologiske og moralske plan–have ret svært ved at være rigtigt fordømmende overfor, hvis der var et par efterladte, som havde gjort, som man ville have gjort i "det Vilde Vesten". Og de følelser vil givetvis blive forstærket, når jeg på et tidspunkt forhåbentlig får lejlighed til at se den anmelder-roste United 93.
Men som en institutionaliseret og formaliseret straf? Jeg føler det her svært at være enig med f.eks. de mange amerikanske konservative, som i disse dage harcellerer mod, at det ikke blev dødsstraf til netop Moussaoui–f.eks. Wall Street Journals Peggy Noonan, hvis velskrevne klummer jeg ellers er en stor fan af. Hendes klumme om emnet, som bastant hedder "The should have killed him", argumenterer:
"I happen, as most adults do, to feel a general ambivalence toward the death penalty. But I know why it exists. It is the expression of a certitude, of a shared national conviction, about the value of a human life. It says the deliberate and planned taking of a human life is so serious, such a wound to justice, such a tearing at the human fabric, that there is only one price that is justly paid for it, and that is the forfeiting of the life of the perpetrator. It is society's way of saying that murder is serious, dreadfully serious, the most serious of all human transgressions."
Jeg er ikke sikker på, at dét argument overbeviser mig. Tværtimod, hvis spørgsmålet er om at statuere et eksempel, som både er retfærdigt og tjener til afskrækkelse, hvad er så egentlig mest effektfuldt, når det gælder islamistiske fanatikere, som er villige til også at slå sig selv ihjel:
Jeg ved, hvad jeg foretrækker–også for Moussaoui. Så hermed et diskussionsemne til tænksomme sjæle, som måtte være tænksomt for eller tænksomt imod dødsstraf:
Hvad er egentlig de bedste argumenter for og imod dødsstraf?
Vi mener formodentlig alle, at det at slå andre ihjel prima facie og ceteris paribus er forkert; de fleste af os mener formodentlig også, at der kan være undtagelser (f.eks. i decideret selvforsvar o.l.), så dét er ikke de interessante positioner. Det er "life-boat situations", hvor en filosof udtænker et hyper-urealistisk eksempel til at retfærdiggøre noget (eller det modsatte) måske heller ikke. Det er derimod generelle udsagn, der handler om principperne for straf, restitution, konsekvenser, o.s.v.
Bolden er givet op.
* PS: Her er uddrag af Wikipedias beskrivelse af ADX Florence fængslet i Colorado, som Moussaoui skal tilbringe sine seks livstidsdomme i: "ADX Florence is a 575-bed facility that generally houses between 400 and 500 male prisoners. About 22 percent of inmates have killed fellow prisoners in other correctional facilities; 35 percent have attempted to attack other prisoners or officers. As a result, most individuals are kept for at least 23 hours each day in solitary confinement. They are housed in a 7-by-12 foot (3.5-by-2 meter) soundproofed room, built behind a steel door and grate. The remaining free hour is spent exercising alone in a separate concrete chamber. Prisoners rarely see each other, and inmates' only human interaction is limited to that of the "correctional officers". Religious services are broadcast in from a small chapel. Most cells' furniture is made almost entirely out of poured concrete, including a desk, stool, and bed covered by a thin mattress. Each chamber contains a toilet that shuts off if plugged, a shower that runs on a timer to prevent flooding, and a sink missing a potentially dangerous tap. Rooms may also be fitted with polished steel mirrors bolted to the wall, an electric light, a 13-inch black and white television that shows only educational programming, which not all inmates are allowed to have, and a cigarette lighter. Windows in rooms are small, set high up in the wall, and point towards the sky, confusing the prisoner as to his specific location within the complex. … Prisoners have complained about excessive steps taken by officers and officials in these types of facilities to control inmates. Constant surveillance and random searches at the whim of prison staff can be humiliating, and their frequency may be used as methods of intimidation and sleep deprivation."
Mandag Morgen, vistnok med undertitlen “Ugebrevet,” er navnet på nogle sammenhæftede A4-sider, der vil være mange læsere af Punditokraterne bekendt. Der er tale om en i stilen ret prætentiøs publikation, der ofte gør det i dommedagsscenarier og vidtløftige spekulationer pakket ind i en hørm af politisk korrekthed og en irriterende halv-akademisk stil. Her på Punditokraterne vil vi vie Mandag Morgen Ugebrevet mere opmærksomhed i fremtiden, fordi publikationen trods alt nyder en vis bevågenhed og relativt ofte citeres i medierne.
Mandag Morgen kan bestemt have bidrag af lødighed og dybde. For eksempel er sidste nummers (1.maj) analyse af universitetsfusionsplanerne en god afdækning af et øjensynlig meget kaotisk forløb, der foreløbig ikke synes at være baseret på seriøse analyser af behovet for fusioner. Men når Mandag Morgen er dårligt, er det dårligt big time!
En aktuel bundskaber er sidste nummers (1.maj) med artiklen, “Fortsat skattestop er en dyr fornøjelse.” Der er tale om en ukritisk gengivelse af en analyse foretaget af Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Ifølge artiklens referat kan “Venstres planer om at ophøje skattestoppet til at være en del af partiets nye principprogram kan blive en rigtig dyr fornøjelse.” Det skyldes at skattestoppet “dræner” statskassen; ja, pengene “fosser” ud af samme, der “svækkes.” Og det “koster penge.” Baggrunden er det simple forhold at boligskatten ikke må stige for den enkelte boligejer, og at der derfor kan blive et spænd mellem mellem offentlige indtægter og udgifter (der vokser med prisudvikling). Det er et voldsomt problem, forstår man. Mere liberalt sindede kan så mene, at det er en af årsagerne til at skattestoppet er en rigtig god idé. Det er en kommitment-device, der er med til at sikre en ganske vist langsom reduktion af de offentlige udgifter.
Det er vist ikke sådan at den formodede sagkundskab ser på sagen. Professor i økonomi Hans Jørgen Whitta-Jakobsen udtaler således “at skattestoppet er meget dyrt for samfundsøkonomien,” hvor professoren øjensynligt mener, at de offentlige finanser er identiske med samfundsøkonomien, helt i overensstemmelse med hele tonen i artiklen. Der er tale, fortsætter han, om “et betydeligt indkomsttab, der alternativt ville kunne bruges til rigtig mange fornuftige ting.” Per implikation bruges pengene ikke “fornuftigt,” når de ligger i borgernes lommer.
David Gress’ kommende, af CEPOS udgivne, bog om Velstandens kilder har i sandhed en mission!