Der går næsten ikke en dag, uden at et nyhedsmedie fortæller os, at supermagten USA er i knibe i Irak eller Afghanistan. Vi er langsomt ved at vænne os til det: Supermagten er ikke Superman. Imperiet er ikke imperialt.

Men nu tager den indisk-amerikanske professor i udviklingsstudier ved UCLA i Californien, Deepak Lal, imperiet i forsvar i sin insisterende bog In Paise of Empires: Globalization and Order.

Ifølge Deepak Lal har imperiet været reglen og ikke undtagelsen i hele den menneskelige historie. Lige fra Mesopotamien ca. 4000 f. Kr. over de egyptiske, kinesiske og indiske riger til perserne, grækerne og romerne – og frem til det ottomanske, det østrig-ungarnske og det britiske imperium. Der har været mange af slagsen, og flere af dem bestod i mere end 1000 år. Det britiske imperium, som måske er det mest kendte, hører til de kortvarige med ca. 190 år. Til gengæld var det meget succesrigt, hvilket bl.a. inderne har gavn af den dag i dag.

MEN imperierne blev afløst af nationalstaterne. Langsomt fik de overtaget, fordi de i kraft af deres lidenhed kunne opbygge et mere effektivt kommunikationssystem via veje og broer og indføre et officielt sprog til bureaukratiet. På den anden side skaber nationalstater ifølge forfatteren uorden og krig, hvor nationalstaternes blodige 20. århundrede er hans stærkeste kort. Det, imperiet kan, hvis man skal tro nærværende udlægning, er at beskytte os mod nationalisternes kaos.

Det sidste skyldes først og fremmest, at imperier – modsat hvad mange hævder – fremmer globaliseringen, som hos Deepak Lal ikke anses for at være et nyt fænomen. For hvor der har været imperier, har der også været globalisering i betydningen et fælles økonomisk samkvem og en bevægelse af varer, kapital og arbejde. Imperiet er meget bedre end sit rygte. Især det britiske imperium, der også var det første globale imperium, hjulpet frem af dampkraften, jernbaner og telegrafen. Men også det østrig-ungarnske imperium og det ottomanske imperium, hvis styrke var deres multikulturelle karakter.

DEEPAK Lal slår ned på fredsslutningen på Versailles-slottet i 1919 efter Første Verdenskrig. Den fred skulle vise sig at blive skæbnesvanger. Siden indgåelsen af Den Westfalske Fred i 1648 efter Trediveårskrigen, der gjorde det af med næsten en tredjedel af Europas befolkning, havde der i Europa hersket en vis balance mellem de førende magter. Magtbalancen holdt i ca. 250 år. Så fulgte Første Verdenskrig. Og derpå freden i 1919, hvor den amerikanske præsident Woodrow Wilson i Deepak Lals vurdering smadrede imperiets lange æra og gav grønt lys for nationernes æra.Hvis amerikanerne i stedet for at indlede nationernes æra havde hjulpet briterne med at bistå imperiet, det britiske gentlemanimperium, kunne de formentlig have forhindret mange af det 20. århundredes uhyrligheder, mener forfatteren, selv om det er svært at spå, især om fortiden.

Forfatteren er nådesløs overfor, hvad han kalder præsident Wilsons utopi: At begrave friheden i Folkeforbundet og dernæst FN og gøre disse organisationer til et fællesskab af nationalstater, hvor de stærke og svage har samme rettigheder. Det var mere naivt, end man har lov at være som præsident for verdens allerede dengang stærkeste og rigeste magt.

Utopien førte ifølge Deepak Lal til både fascismen og kommunismen. Frem voksede en ny moralsk nationalisme i stedet for den kritiserede imperialisme. Frihed blev fejlagtigt opfattet som nationalstatens tvilling, mens amerikanerne trak sig tilbage i ophøjet isolation. Resultatet blev et magtvakuum og det 20. århundrede, som vi kender det.

I MODSÆTNING til nationernes anarki skaber det gode imperium fred og velstand. Det kan kun lade sig gøre, hvis det undlader at gøre trosspørgsmål til afgørende spørgsmål. Bliver troen det vigtigste, så venter barbariet.

Deepak Lal låner her to begreber fra den britiske politiske filosof Michael Oakeshott (1901-90), som er relativt ukendt i Danmark, men et stort navn i den angelsaksiske verden. Oakeshott skelnede mellem stater som enten “civil association” eller “enterprise association”.

“Civil association” går tilbage til antikken, hvor målet netop ikke var at indfri diverse abstrakte begreber, såsom f.eks. demokrati eller menneskerettigheder, men at skabe orden. “Enterprise association” går derimod tilbage til den jødisk-kristne tradition, hvor staten skal lovgive moralsk. Denne moralisme frembringer også de dårlige imperier.

Forfatteren skriver det ikke direkte, men med dårlige imperier kommer man uvilkårligt til at tænke på det sovjetiske imperium (1917-89) eller Det Tredje Rige (1933-45), hvis fascinationskraft og morderiske potentiale netop lå i at ville dirigere alt samfundsliv og styre moralsk. Intet af dette var naturligvis kristent eller jødisk, men det afgørende var troen på perfektion gennem lovgivning og en fatal mangel på tvivl.

MED Oakeshotts “civil association” som pejlemærke skal dagens amerikanske imperium bestræbe sig på at gøre briterne kunsten efter og fremme en globalisering, der fører til modernisering, ikke amerikanisering. Imperiet skal stræbe efter en international liberal økonomisk orden.

Hvor briterne tidligere stræbte efter en international liberal økonomisk orden, så har amerikanerne typisk stræbt efter multi- eller bilaterale aftaler gennem GATT, WTO, IMF og Verdensbanken. Amerikanerne har aldrig forstået, hvad frihandel er – og kræver. Og det kan i længden vise sig at være USA’s akilleshæl, ikke mindst fordi underskuddet på det amerikanske budget vokser faretruende.

Præsident Bush’s problem er således, at han ikke vil indrømme, at han står i spidsen for et imperium. Han står med et imperium, men har ikke forstået dets rolle.

DEN tætpakkede bog er et angreb på al idealisme. Både den idealisme, der udgår fra menneskerettighedsindustrien i FN, herunder de associerede NGO’er. Og den idealisme, der udgår fra Bush-administrationen og den såkaldt neo-konservative indflydelse i amerikansk udenrigspolitik.

Begge dele udtrykker en politisk aktivisme i globalt format, hvor målet er en international moralsk orden. Men “verdenssamfundet” eksisterer ikke; det er en illusion. FN er alene et forum for de svage, hvor de kan forene sig imod den store Guliver. FN lider af en slags demokratisme eller selvforblindelse. Og Amerika vil gerne være populær. Men hvorfor skal den stærke gøre sig svag for at tækkes de svage, spørger Deepak Lal.

Når han følgelig priser imperiet, priser han indirekte realismen, og det er faktisk den, der er hans vigtigste ærinde. Han vil have politik tilbage til det, politik handler om: magt, ikke popularitet; resultater, ikke PR; indhold, ikke spin. Og han vil have økonomi tilbage til det, økonomi handler om: velstand, ikke omfordeling; frihandel, ikke monopoler; kapitalisme, ikke socialisme.

TILBAGE står naturligvis det store spørgsmål om islam. Men det er overvurderet, mener Deepak Lal.

Islam er i virkeligheden gået tilbage siden tyrkernes mislykkede belejring af Wien i 1683. Mest af alt, fordi der i den muslimske del af verden – fraset det moderne Tyrkiet – intet skel er mellem moske og stat. Derfor refereres der altid til Guds stat, ligesom der henvises til Guds hær.

I Mellemøsten bliver spørgsmålet “Hvad laver militæret i politik?” end ikke rejst, skriver Deepak Lal, for sådan har det været siden Muhammed. Men islam kan ikke ryste det amerikanske imperium, hvis amerikanerne vel at mærke anerkender, at de står i spidsen for et imperium.

Det er især på spørgsmålet om islams betydning for det 21. århundredes politik og moral, at den professorale nonchalance hos Deepak Lal trænger mest igennem. Han argumenter overbevisende for risikoen ved at eksportere den vestlige verdens politiske korrekthed – både gennem FN og idealistisk, amerikansk udenrigspolitik – men han undervurderer truslen fra den islamiske fundamentalisme, som meget vel kan vise sig at blive imperiets værste f
jende.

Hvis der er n
oget, vi lærer i disse år, så er det, at magten tilhører dem, der griber den.