Venstrefløjen og frihed

Af Niels Westy, den 7. december 2008. 32 svar

Jeg har tidligere henvist til den konservative økonom Thomas Sowells klummer, der altid er præget af stor præcision og en skarp pen. Således også i hans seneste indlæg på townhall.com, hvor han under overskriften “Freedom and the left” indleder med følgende præcise analyse:

“Most people on the left are not opposed to freedom. They are just in favor of all sorts of things that are incompatible with freedom.”

Meget mere præcist kan det ikke gøre. I klummen undrer Sowell sig med god grund over den udbredte praksis, at der er obligatorisk “community service” i en del highschools – ligesom det kan være afgørende at man har udført dette for at komme ind på en række universiteter.

Ganske politisk ukorrekt (på disse breddegrader), skriver Sowell videre, at

Working in a homeless shelter is widely regarded as “community service”– as if aiding and abetting vagrancy is necessarily a service, rather than a disservice, to the community. Is a community better off with more people not working, hanging out on the streets, aggressively panhandling people on the sidewalks, urinating in the street, leaving narcotics needles in the parks where children play?”

Og spørger herefter: “What in the world qualifies teachers and members of college admissions committees to define what is good for society as a whole, or even for the students on whom they impose their arbitrary notions?

What expertise do they have that justifies overriding other people’s freedom? What do their arbitrary impositions show, except that fools rush in where angels fear to tread?”

Og før nogen nu skulle tænke, nåh ja, og hvad så, det er der kun godt, at man kræver af de unge mennesker, at de skal gøre noget for andre mindre heldige medborgere, det kan man da ikke diskutere, så overvej følgende:

I am sure those who favor “community service” requirements would understand the principle behind the objections to this if high school military exercises were required.

Indeed, many of those who promote compulsory “community service” activities are bitterly opposed to even voluntary military training in high schools or colleges, though many other people regard military training as more of a contribution to society than feeding people who refuse to work.

In other words, people on the left want the right to impose their idea of what is good for society on others– a right that they vehemently deny to those whose idea of what is good for society differs from their own.

The essence of bigotry is refusing to others the rights that you demand for yourself. Such bigotry is inherently incompatible with freedom, even though many on the left would be shocked to be considered opposed to freedom.”

Mere præcist kan det ikke skrives.

OPDATERET: Overskrift ændret til hvad den skulle have været, venstrefløjen og frihed – havde skrevet venstrefløjen og demokrati, og det er jo ikke helt det samme.

Julegaveidé nr. 1: McCains selvbiografi – ham 'vi' ikke fik

Af Christian Bjørnskov, den 6. december 2008. 6 svar

Ligesom sidste år indleder Punditokraterne i denne uge en serie med julegaveideer. Ideerne er primært bøger – vi ville have temmeligt svært ved at foreslå noget andet med konkret indhold – så i de kommende uger vil Punditokrat-teamet løbende beskrive bøger, vi kunne overveje som hårde pakker under træet den 24.

Første julegaveidé er amerikansk. I anledning af det amerikanske præsidentvalg er både Barrack Obamas og John McCains selvbiografier oversat til dansk og sendt på markedet. Jeg må med skam meddele, at mens jeg ikke har læst Obamas roste mellemting mellem selvbiografi og programskrift, var forlaget Hovedland så venlige at sende mig et eksemplar af McCains bog. Og for at afsløre det vigtigste først: Det har været spændende læsning.

Mange vil nok sige, at det er vigtigere at læse den valgte præsidents biografi end valgets tabers, men er det sandt? I den nuværende situation har Obama og det demokratiske parti – ligesom store dele af den vestlige verdens medier – malet et portræt af valget som en historisk sag mellem to ideologier. Så hvis man skal forstå Obama, og måske hvis man skal forstå de næste par års massive skuffelser, kan det være lige så vigtigt at lære, hvem man ikke valgte, og altså måske lidt om hvad og ikke mindst hvem man kunne have fået i stedet for.

Og det handler i høj grad om manden. Hvis man tror, at man kan læse om McCains politiske karriere i bogen, tager man fejl. Bortset fra en epilog i form af hans tale til en republikansk lobby for to år siden, der kun gengives i den danske udgave, er der stort set intet om tiden efter hjemkomsten fra Vietnam i midten af 1970erne. Hvis man derimod håber på at få mere at vide om hans barndom, opvækst og fem års fangenskab hos Vietcong – og dermed blive klogere på mennesket John McCain – er der masser at komme efter.

Selvbiografien er skrevet med en ghostwriter – Mark Salter, der er McCains administrative assistent – men på trods af det, fornemmer man alligevel den stemme, man efterhånden lærte at kende godt fra TV. Det er en på en gang utålmodig og nøgtern tone, der slås an, og jo større og sværere historien, jo mere nøgternt bliver den fortalt. McCain fortæller uden de store og direkte appeller til følelser, patriotisme eller håb, som Obama er blevet så berømt for. Der er heller intet af demokratens næsten helgenagtige tålmodighed – republikaneren lægger ikke skjul på sit temperament.

Det er en af de ting, der slår en stærkest i bogen: Mandens næsten hudløse ærlighed overfor læseren, og overfor sig selv. Den unge McCain kommer ud over siderne som en mildt sagt besværlig kadet på militærakademiet. Nok var det med en familiebaggrund med en far og en farfar, der begge endte som admiraler i den amerikanske flåde, hvilket ikke ligefrem har været let at leve op til eller blot leve med, men det er også en ung McCain, der er svært autoritets-udfordret. Doven, dårlig til regler og autoriteter, men også stærkt ærekær, har han været en af den mest frustrerende type elever – dem der kan, men ikke ser ud til at gide.

Tiden som pilot i flåden var derimod en tid, som McCains tilfredshed til skinner igennem. Flådens faste rammer og ligefremme tone passede tydeligvis den selvbevidste og dygtige officer godt. I samme periode gifter han sig, får børn, og lever et på mange måder almindeligt flådeliv. Det liv ender brat da han insisterer på at levere sine bomber over Hanoi i stedet for at trække sig ud, og derfor ender med at blive skudt ned. Jeg skal ikke røbe for meget om beskrivelserne af det fem år lange ophold i et vietnamesisk fængsel. Rart var det ikke, men McCain fortæller nøgternt og stærkt om sammenholdet mellem fangerne, mishandlingen, svigtene og meget ærligt om den evige fornemmelse for, at han blev anderledes behandlet fordi hans far var admiral og han derfor var en specielt værdifuld fange.

Mange vil måske ærgre sig over, at McCain ikke fortæller om sin politiske karriere, der startede efter han kom hjem til USA midt i 70erne. Men bogen er alligevel stærkt læseværdig – for mig tog den en togtur til Tyskland – både fordi McCain netop kommer ud over siderne som sig selv, og fordi den i dén grad giver et indtryk af, hvilken tid, hvilket miljø og hvilke oplevelser, han menneskeligt og politisk blev formet af. Det er hans type, hans verdensbillede og hans erfaringer, amerikanerne har valgt at se bort fra de næste fire år. Gad vide hvordan det kommer til at gå.

Den søde smag af Coca-Cola og en ny mobiltelefon

Af Niels Westy, den 1. december 2008. 25 svar

I sidste uge viste Danmarks Radio dokumentaren ”den bitre smag af te ”  om forholdene på te-plantager, hvis te sælges under fair trade mærket i bl.a. Danmark. Jeg har tidligere skrevet om fair trade og Max Havelaar , som jeg mildt sagt ikke har meget til overs for – og dermed heller ikke overfor dem der køber fair trade produkter – bort set fra at jeg går ud fra at de gerne vil gøre godt. 

Mens jeg skriver dette indlæg, for at reklamere for dagens klumme på 180grader om fair trade “den søde smag af Coca-Cola og en ny mobiltelefon” , må jeg samtidig med skam erkende, at jeg i klummen skriver, at fair trade ikke ved hvad den enkelte bonde, landarbejder og arbejder i systemet får ud af at deltage i fair trade. mens jeg skriver dette indlæg tog jeg et kig på Max Havelaars hjemmesider , og sandelig om de ikke nu skriver hvor mange penge salget af mere end 9 tons te i Danmark har givet til de involverede bønder, nemlig den fyrstelige sum af 70.000 kroner i 2008 – så mangler vi bare at få af vide hvor mange mennesker disse dejlige ekstra penge skal fordeles på – og tal for alle de andre produkter.

Hvis nogen har lyst til at finde ud af det, kan de jo prøve at skrive en mail til Helga Stark fra Fairtrade Labelling Organizations International (FTO). Forespurgt sidste år vidste hun det ikke.

Nu sætter jeg ikke spørgsmålstegn ved om de direkte involverede i dyrkning, produktion og salg rent faktisk får et eller andet ud af at deltage i fair trade, – da det ikke er gratis at deltage, ville de næppe gøre det ellers – og lidt har jo også ret.

Det er heller ikke det, der er det problematiske i fair trade. Det er til gengæld påstanden om at man gør noget særligt godt for fattige mennesker i fattige lande.

Dels sælges der en del fair trade produkter fra lande, der bestemt ikke kan kendetegnes som at være særligt fattige, men derimod må karakteriseres som mellemindkomstlande. Blandt de lande hvorfra man kan købe fair trade produkter er bl.a. de to rigeste lande i Latinamerika, nemlig Chile og Argentina.

Om det første kan man sige, at dets store succes det seneste kvarte århundrede på ingen måde kan tilskrives fair trade, men derimod de reformer der blev indledt under general Pinochets diktatur 1973-1989 – dog først efter militærdiktaturet i 1975 opgav at styre Chiles økonomi. At militærfolk skulle forstå markedsøkonomi er nok også for meget for langt – intet kan vel ligge længere fra den militære måde at organisere tingene end en markedsøkonomi.

Hvad angår Argentina og dets deroute fra at være et af verdens rigeste lande til at være et mellemindkomstland, skal årsagerne nok primært findes internt i Argentina.

Hvad der for alvor er problematisk er, at man bilder folk ind at man kan gøre godt ved simpelthen at betale en overpris for sine produkter. Så simpelt er det desværre ikke. For at vide hvor man gør mest godt er man nød til at kende konsekvensen ved at man ikke køber den pågældende te, kaffe, t-shirt eller hvad det nu er der produceres og sælges under fair trade mærket. Desværre ville en sådan viden fører til en helt anden og formentlig mindre attraktiv strategi for den bevidste forbruger der ønsker at gøre mest godt ved sit forbrug. Nemlig at man skal købe varer fra de der betaler de laveste lønninger, tilbyder de værste arbejdsforhold og gør brug af børnearbejde. Det skal man fordi det nok er en rimelig antagelse, at jo værre arbejdsforholdene er, jo værre er alternativet – ellers ville de jo ikke påtage sig det pågældende arbejde. Ikke nogen god eller smuk konklusion, men desværre den rette.

Nonsens fra George Soros

Af Christian Bjørnskov, den 29. november 2008. 10 svar

Forleden optrådte finansmanden George Soros i Deadline med den besked, han har rejst rundt med de seneste år: Økonomisk teori er forkert fordi markedet ikke af sig selv finder en ligevægt, og staten bliver nødt til at regulere. Manden får tv-tid og plads i andre medier af én bestemt grund, at han har tjent rigtigt mange penge på spekulation. Jeg blev ærligt talt sur, ikke blot fordi han endnu en gang smider påstanden ud i den offentlige debat under en finanskrise, men også fordi påstanden er så åbenlyst absurd – og i særlig grad, når den kommer fra Soros.


Lad mig specificere mit synspunkt. Først må man indse, at markedet ikke er en eller anden mytisk genstand, men blot summen af alle de aktører, der handler med hinanden – på diamantmarkedet med diamanter, på finansmarkedet med finansielle aktiver, og på Istedgade med seksuelle ydelser. Enhver bevægelse på markedet er derfor ikke andet end at nogen af aktørerne har fundet sammen om en pris eller en mængde, der ikke svarer til den, markedet reflekterede før deres transaktion. På denne måde finder markedet – altså mængden af købere og sælgere – en ligevægt i det, Walras kaldte en tatonnement-proces. Markedets aktører eksperimenterer med pris og mængde og tjener penge eller mister evt. penge, og lærer dermed af det. Så længe, der er nogen der kan opdage spænd mellem hvad sælgere kræver og hvad købere er villige til at give, sker der hele tiden en ændring hen mod markedets ligevægt. Disse agenter ændrer dermed pris-mængde og flytter altså efterspørgsel og udbud i ligevægt – nogle gange efter at markedet på meget kort sigt er gået fejl. Dette er en proces, som Nobelprisvinderen Vernon Smith har vist virker i langt de fleste eksperimenter, og som man kan se bevis for hver dag på markedet. Det er også den proces, der styrede markedsadfærd for 100 år siden, da regeringer ikke regulerede på samme måde og internationale markeder derfor fik lov til at virke frit.


Og hvorfor kan denne proces så gøre en så sur på Soros? Jo, fordi manden der påstår at markeder ikke af sig selv finder i ligevægt, er blevet meget rig på netop at være dygtig til at finde de små prisforskelle, man kan tjene penge på. Med andre ord har han været en af de dygtigste af den type entreprenante agenter, der lige præcis er sikkerheden for at markeder finder ligevægtspriser og –mængder af sig selv! Måske er holdningen forståelig hos en mand, der brugte hele sit arbejdsliv på at spejde efter situationer, hvor markedet var ude af ligevægt – altså f.eks. hvor der til den gældende pris er overefterspørgsel – og som dermed måske har stirret sig blind på de små ujævnheder, hans ageren har været med til at udrydde, men det er stadig dumt. Hvad værre er, er at politikere hører interesseret efter hans budskab. Og hvorfor? Fordi han har tjent milliarder på at være med til at rykke markedet i ligevægt.

Larry Summers har da ret i noget …

Af Altmann, den 25. november 2008. 29 svar

Larry Summers, fhv. finansminister og nu siden i går kommende formand for Obamas GOSPLAN-komité National Economic Council, sagde flere rigtige ting i sin tid som Harvard-rektor:

“Don’t you agree . . . that, in general, economists are smarter than political scientists, and political scientists are smarter than sociologists?” (The Boston Globe, February 17, 2006)

Økonomisk frihed og vækst i finanskrisetider

Af Christian Bjørnskov, den 22. november 2008. 6 svar

Hvis man mangler noget at tale om i de små hjem over weekenden, er finanskrisen altid et godt, kontroversielt og komplekst emne. Så hvis der er læsere, der vil have lidt inspiration, provokation, eller argumenter til diskussionen, har jeg i dag en klumme i 180 Grader. Vi gengiver konklusionen her, mens læserne må hente hele klummen hvis de også vil have argumenterne:

Bundlinjen i denne kommentar er, at ideerne om tættere politisk regulering og styring af nationale og globale finansielle markeder måske ligner om en god ide for mange politikere og kommentatorer for tiden. Men en lang tradition indenfor nationaløkonomisk og politologisk forskning viser med al ønskelig tydelighed, at mere styring hurtigt kan ende som det, man på engelsk lidt sarkastisk karakteriserer som noget der ”seemed like a good idea at the time”. Det sidste verden har brug for, er fransk politisk kontrol.

Læs hele klummen (inklusive en række kommentarer) her.

Exeunt?

Af Altmann, den 17. november 2008. 6 svar

Hvis denne gamle mand var Søren Pind, ville han godt nok begynde at lede efter udgangen. Det er slemt, når ens partis såkaldte ”chefstrateg”, varmluftsballonen Claus Hjort Frederiksen, for åbent kamera siger, at Pind skal ”tage at holde sin kæft,” og at han ”har taget fejl i syv år”.  Det er værre, når ens mere respekterede (og frygtede) partileder siger, at ”Søren Pind er Søren Pind og repræsenterer kun Søren Pind”, og at han ofte blander sig i ting, der ikke kommer ham ved, men at det i øvrigt ikke gør noget, “fordi det betyder overhovedet ingenting, hvad Søren Pind siger”.  Og når det alt sammen skyldes en lille, ligegyldig blog-kommentar, så er klokken for alvor faldet i slag.

Pind har altid været overvejende positiv for de liberale kræfter, fordi han som regel på samme tid har haft en så god kombination af store ambitioner og en så udpræget mangel på Fingerspitzgefühl, at han (næsten) aldrig har været bange for at tage slagsmål, når det gjaldt en god sag.  Måske fordi det gav ham offentlig opmærksomhed, han kunne bruge i sin politiske karriere – måske fordi han troede oprigtigt på det.  Men han tog “the blows”, hvilket er mere, end man kan sige om mange af hans jævnaldrende (og ældre) partifæller.

Men ovenpå denne weekend, må man konkludere – for at låne et udtryk – at ”der er ikke noget at komme efter”.  Måske det blot var spin-doktorers forsøg på at få afsporet noget medieopmærksomhed, væk fra AFR og LLR.  Men signalet er klart: Pind får aldrig på denne side af sin 50 års fødselsdag (eller 60 eller 70 års måske) en fremtrædende post i Venstre.  Not gonna happen.

Han kan naturligvis håbe på det bedste, og så anlægge den til tider noget populistiske og svagt skingre linje, man det sidste år eller to har set i flere af hans forsøg på at nå tilbage til en eller anden form for anerkendelse fra højeste sted.

Men det sker ikke.  Søren Pind skal bare se på sig selv, og så se på Jens Rohde – vurdere deres respektive kvaliteter, og se på hvordan de hver især er blevet behandlet efter, at de har dummet sig.  Eller se på opbakningen bag liberale synspunkter, når partiledelsen er imod.

Hvis dét er linjen fra den nuværende (og kommende) ledelse i partiet, hvad er der så tilbage at håbe på?  Hvad er der at vinde ved at blive, og hvad er der egentlig at tabe ved at gå?

Hvis Søren Pind har et modikum af selvrespekt og ambitioner og idealer tilbage, så går han, smækker med døren høfligt men højlydt, og søger så om optagelse i Liberal Alliance.  Dér har de brug for ham – han ville både kunne spille en vigtig og højtprofileret rolle, og så ville han øvrigt som det fjerde folketingsmedlem skaffe LA den mistede sekretariatsstøtte tilbage . . . . 

I Venstre har de tydeligvis ikke (mere) brug for ham, og partiet er formodentlig for (mindst) en generation eller halvanden tabt på gulvet for enhver form for liberal politik.  

Og jo, at melde sig ind i LA, kan muligvis betyde, at Pind ryger ud ved næste valg – eller måske at det lykkes LA at komme ind.  Men at ryge ud, fordi man trækker en åndelig streg i sandet, er dog et hæderligt alternativ i forhold til at sidde på bageste række og være stemmekvæg for en samling uforskammede opportunister på første række.

PS.  Man kan lave en lille mental quiz, hvis man endnu tror, at Pind har noget at vinde ved at blive i Venstre: Partiets ledelse har naturligvis kunnet imødese at ved at skælde så hårdt ud på Pind for noget, der reelt ikke er en brøde, er der i praksis kun to mulige udfald.  Enten får det manden til at gå – “med andre ord har vi taget højde for det, og vi er altså ligeglade!” Eller også bliver han – “og så ved vi i hvert fald, at vi ikke skal forvente nogen problemer med ham i fremtiden”.

En videnskabelig analyse

Af Altmann, den 7. november 2008. 3 svar

Her er et komisk og ganske uvidenskabeligt citat fra en “fakta-boks” på portalen videnskab.dk:

“Kristendommen stod stærkt i det tidligere hierarkisk opbyggede samfund, der var dominerende indtil 1980erne, hvorefter nyliberalismen vandt frem. Indtil 1980erne byggede samfundet på stærke kollektiver og tydelige hierarkier, og her passede den traditionelle kristendom ind.”

Altså: Menneskeheden indtil 1980erne: Kristen og kollektiv.  Siden da “nyliberal” og …?

Et dagsaktuelt citat og en lang passage fra NRO

Af Altmann, den 5. november 2008. 79 svar

Hermed et desværre dagsaktuelt citat og en meget lang passage, altsammen via NRO, hvor John Derbyshire har klummen ‘Eight Wasted Years – and the ratchet slips free’:

To avoid being mistaken for a sellout, I chose my friends carefully. The more politically active black students. The foreign students. The Chicanos. The Marxist professors and structural feminists and punk-rock performance poets. We smoked cigarettes and wore leather jackets. At night, in the dorms, we discussed neocolonialism, Franz Fanon, Eurocentrism, and patriarchy.

Thus Barack Obama, writing in his autobiography about his time at the expensive liberal-arts college Occidental in California. I’d like to tell you that he goes on to mock his young self for naïvety and infantile leftism, to deplore the way those “Marxist professors” used their prestige and influence to fill young heads with poisonous rubbish long discredited by events in the real world. I’d like to, but I can’t, because he doesn’t. Obama doesn’t think Marxism is rubbish. He thinks it’s basically … correct.

Not that our president-elect is going to roar through the U.S. economy nationalizing the means of production, distribution, and exchange. (The current administration has that well in hand, in any case.) Nor, I am pretty sure, will he incite a violent class war, with the losers hustled off to labor camps or driven into exile with the family jewelry sewn into their petticoats. We are long past the point where classical Marxism has any application. Obama can’t incite the workers to seize control of the factories: the factories are all in China. He can’t consolidate peasant small-holdings into communal farms, because there aren’t any peasant small-holdings; and if he tried anyway, no one would notice, farming being the occupation of less than half of one percent of us.

Barack Obama does, though, have the heart and soul of a cultural Marxist. He sees history in terms of class struggle, with pitiful, soulful Oppressed being brutalized and impoverished by arrogant, heartless Oppressors. Anyone who sees matters in these Who-Whom terms has absorbed the essence of Marxism, even if he has never held a hammer or a sickle — even if, like Obama, he has never held anything heavier than a Community Organizer’s clipboard.

This was the import of the Joe the Plumber incident. In a long campaign your true self is bound to emerge once or twice. No matter how tightly your handlers apply the shrink-wrap, a sharp claw or beak will work its way through now and then. In Barack Obama’s worldview, the Who and the Whom are locked in a bitter struggle, from which the Whom is bound to emerge victorious at last. Then the victors, purified by suffering, will lead mankind on to the sunlit uplands where from each shall be taken according to his abilities, to each shall be given according to his needs.

That these doctrines are utterly false, completely mistaken, and catastrophically destructive in practice, is a thought Barack Obama cannot think. That “ability” and “needs” turn out to be shapeless and slippery concepts when politicians try to corral them, has not occurred to him. (I need a new car. Will whichever citizen has been delegated to pay for it, please mail the check to National Review? Thank you.) How could such thoughts have occurred to him? He was a red-diaper baby, offspring of a love-the-world, hate-America sixties gal and an African socialist in the Mugabe mould, raised by leftish grandparents addled with “Uncle Tim” racial guilt, and mentored by a hard-Left labor radical.

… Margaret Thatcher used to talk about the “ratchet effect.” When the Left gets power, she said, they drive everything Left; when the Right gets power, they slow the Leftward drive, perhaps even halt it for a spell; but nothing ever gets moved to the Right. U.S. politics in the 21st century so far bears out this dismal analysis. What does the Right have to show for eight years of a Republican presidency? I supported George W. Bush in 2000 because I thought he had a conservative bone in his body somewhere. I supported him in 2004 because I thought him the lesser of two evils. At this point, I wouldn’t let the fool park his car in my driveway. Bruce Bartlett was right, every damn word.

I see that some of my NRO colleagues are scratching around for shards of optimism — of Hope! — in the general wreckage. Good luck to them. I see nothing for conservatives to hope for in an Obama administration. We just have to stick it out. This shallow, ignorant, self-obsessed man, who held an actual job for just one year of his charmed life (low-grade editing for an obscure newsletter — he felt, he tells us in Dreams, “like a spy behind enemy lines,” the enemy of course being capitalism), this red-diaper baby and his wife, will be our First Couple for the next four years and some weeks.

På med sikkerhedsselen.

(In)decision 08 VI – Tony Obama.

Af Niels Westy, den 3. november 2008. 17 svar

Clive Crook havde i søndagens Finansial Times en glimrende klumme om betænkelighederne i forhold til en kommende præsident Obama.

Her skriver han vedrørende usikkerheden om Obamas handelspolitik bl.a.:

”Some of Mr Obama’s centrist supporters believe that his position on trade is purely tactical. (In Mr McCain, it would be called “cynical”.) I wonder. He has done nothing to modify it since winning the nomination. Perhaps he really believes that taxes, mandates and trade barriers can keep jobs at home and improve living standards. He has surrounded himself with advisers who think this is nonsense but they have made no detectable impression on his campaign speeches. So who knows? ”

Argumentet om at der ikke er grund til bekymring om handelspolitikken har jeg også selv mødt hos amerikanske bekendte der er aktive demokrater.

Men som Crook meget præcist skriver, er mange af Obamas rådgivere godt nok tilhængere af frihandel, men det er der mange demokratiske kongresmedlemer der ikke er – og Obama har ikke just en trackrecord der tyder på at han er parat til at afvige fra partilinien – tværtimod.

Hvis vi ser på de seneste par års behandling af handelsrelationerne til f. eks Peru og ikke mindst Colombia, er der virkelig grund til at være bekymret.

Ligeledes er de retoriske angreb på NAFTA-aftalen, for ikke at være rimelig og fair overfor USA fortsat med uformindsket styrke. Barack Obama har ofte brugt en retorik, som vi også kender herhjemme fra, hvor handel kædes sammen med krav om at det skal ske på fair vilkår, hvilket oversat betyder, at man ønsker at øge omkostningerne for lavtlønslandene.

En form for handelspolitik der både skader de importerende I-lande og udviklingslandene.

Om dyrkwlsen af “frelseren” Obama, drager Crook en ganske sigende paralel til en af 90ernes mest succesfulde politikere ud i kunsten af iscenesætte sifg selv som “larger tha life”

Som Crook skriver om en valgsejr til Obama i morgen;

”If he  wins, he will have to carry an insupportable burden of expectations and this is partly his own fault. His theme of momentous historic change has often tipped over into self-parody – “the moment when the world’s oceans stopped rising” and so forth. Far from giving his supporters pause, this kind of stuff only raised them to a higher state of ecstasy. He encouraged them.

Great presidents inspire but they also deliver. The plain fact is, Mr Obama cannot deliver what he has promised. The problems he will confront are too difficult. The parallel with Tony Blair is impossible for a Briton to ignore. Enthusiasm among Mr Obama’s supporters is not just naive, it borders on the deranged, much like the enthusiasm in Britain in 1997 for Mr Blair. Remember how everything was possible, finally? “Things can only get better.” Look how that worked out.”

At Obama vil skuffe en masse tilhængere er der næppe tvivl om – spørgsmålet er bare hvem, hvor mange de er, og om de har betydning.

Og imodsætning til Tony Blair, der overtog en økonomi i en rimelig stand, kan det samme (mildt sagt) ikke siges om det USA, Tony – undskyld – Barack Obama overtager til januar.

Indecision 2008 V -– forhåbentlig bryder Obama sine valgløfter

Af Niels Westy, den 31. oktober 2008. 7 svar

Når USA på tirsdag vælger sin næste konservative præsident, kan vi være sikre på, at det bliver en af de mere økonomisk interventionistiske af slagsen, og som overskriften antyder, vil jeg i lighed med de fleste, blive temmelig overrasket, hvis ikke det bliver Barack Obama (i modsætning til hvad jeg troede i foråret).

Men ligesom det monetaristiske paradigmeskifte og afreguleringen af amerikansk økonomi, ovenpå 1960ernes og 1970ernes fejlslagne keynesianske økonomiforståelse i forhold til pengepolitik og reguleringer med rødder endnu længere tilbage i tiden, der i dag er knyttet til Ronald Reagans navn, startede allerede under Jimmy Carter, kan man vist – ikke mindst med de seneste måneders begivenheder in mente – med rette anføre, at paradigmeskiftet til en mere interventionistisk økonomisk politik skete under George Bush.

Godt nok præsenteredes ”redningen” af den finansielle sektor med beklagelse, men allerede inden den (åbenlyse) finansielle krise, var man parat til at hjælpe f.eks. den skrantende amerikanske bilindustri, ligesom støtten til amerikansk landbrug er steget.

Ud over at være konservativ i europæisk forstand (i grove træk lidt i retning af at vælge mellem Connie Hedegaard og Lene Espersen) har begge kandidater ført en populistisk valgkamp, der ikke står tilbage for en typisk europæisk statscentreret valgkamp.

The Daily Show, som læsere af denne blog vil vide at jeg sætter stor pris på, tager dette under kærlig behandling under overskriften Get your auction paddles ready — it’s time to bid on each candidate’s impossible economic plan . (kig 3 minutter inde i indslaget).

Som skrevet i et indlæg tidligere på året, har undertegnede meget svært ved at se det nye i Obamas politik. Det minder mest af alt om demokratisk hyldevare, hvilket hans fremtoning dog bestemt ikke kan siges at være. Det er næppe for meget at sige, at han har kørt den måske mest imponerende valgkampange i USA’s historie.

Som mærkevare betragtet er Obama fuldt på højde med både Apple, Nike og BMW – omend jeg tvivler på at holdbarheden kan gøre de nævnte mærker det efter. At indholdet, hvis vi blive i bilsproget, så mere minder om Peugeot (der har stort held med at iklæde standardkomponenter et flot design) end om BMW (der er en noget mere innovativ bilfabrikant), er en anden sag.

I et andet indlæg i foråret skrev jeg om hvad jeg som europæer var bekymret for hos Barack Obama, nemlig først og fremmest at han i sine valgløfter lægger op til en mere restriktiv handelspolitik. Den skepsis og frygt synes jeg kun er blevet forstærket under valgkampen. Det være sig, når han taler om at bevare arbejdspladser i USA, eller når man ser på den styrkelse af fagbevægelsen der lægges op til.

Dette i modsætning til John McCain, der til gengæld, til stor beklagelse, valgte at sælge sig selv til det religiøse højre i en efter min opfattelse fatal fejlsatsning.

På trods af, at Mitt Romney som mormon er problematisk i visse vælgeres øjne, havde det nok været en fordel med tanke på hvor vigtig økonomien er blevet i slutfasen af valgkampen, hvis han var blevet vicepræsidentkandidat.

Eller som The Economist skriver om forskellen på senateren McCain og præsidentkandidaten McCain i denne uges leder :

”The selection of Mr McCain as the Republicans’ candidate was a powerful reason to reconsider. Mr McCain has his faults: he is an instinctive politician, quick to judge and with a sharp temper. And his age has long been a concern (how many global companies in distress would bring in a new 72-year-old boss?). Yet he has bravely taken unpopular positions—for free trade, immigration reform, the surge in Iraq, tackling climate change and campaign-finance reform. A western Republican in the Reagan mould, he has a long record of working with both Democrats and America’s allies.”

Og med beklagelse fortsætter under overskriften If only the real John McCain had been running

”That, however, was Senator McCain; the Candidate McCain of the past six months has too often seemed the victim of political sorcery, his good features magically inverted, his bad ones exaggerated. The fiscal conservative who once tackled Mr Bush over his unaffordable tax cuts now proposes not just to keep the cuts, but to deepen them. The man who denounced the religious right as “agents of intolerance” now embraces theocratic culture warriors. The campaigner against ethanol subsidies (who had a better record on global warming than most Democrats) came out in favour of a petrol-tax holiday. It has not all disappeared: his support for free trade has never wavered. Yet rather than heading towards the centre after he won the nomination, Mr McCain moved to the right.”

Og The Economist endorsement af Obama er bestemt ikke uden sine betænkligheder:

”Our main doubts about Mr Obama have to do with the damage a muddle-headed Democratic Congress might try to do to the economy. Despite the protectionist rhetoric that still sometimes seeps into his speeches, Mr Obama would not sponsor a China-bashing bill. But what happens if one appears out of Congress? Worryingly, he has a poor record of defying his party’s baronies, especially the unions. His advisers insist that Mr Obama is too clever to usher in a new age of over-regulation, that he will stop such nonsense getting out of Congress, that he is a political chameleon who would move to the centre in Washington. But the risk remains that on economic matters the centre that Mr Obama moves to would be that of his party, not that of the country as a whole. ”

Et par af mine elever spurgte mig for et par dage siden, hvem jeg troede der ville vinde valget, hvor til jeg svarede, at uanset hvem der vandt håbede jeg på, at de ikke ville opfylde deres valgønsker, og det gælder ikke mindst Barack Obama.

Hvis han gør det, eller føjer en demokratisk domineret kongres i ønsket om at beskytte amerikanske arbejdspladser, vil den magi der står om ham ikke mindst i Europa og Latinamerika nok hurtigt fordufte – omend det selvfølgelig hurtigt kan ske under alle omstændigheder, når verden opdager, at Barack Obama først og fremmest er…… amerikaner.

African Executive om liberalisme – i Afrika og Vesten

Af Christian Bjørnskov, den 31. oktober 2008. Skriv et svar

Vi har flere gange refereret til det udmærkede afrikanske ugebrev The African Executive. Denne uge bringer AE et indlæg (læs her) om det zimbabwiske partis MDC’s næstformand, Tendai Bitis, syn på finanskrisen, hvor han i næsten skræmmende grad reflekterer jubelråb fra den europæiske venstrefløj om at liberalismen skulle være død. Forfatteren til indlægget, Rejoice Ngwenya der er tilknyttet the Coalition for Market and Liberal Solutions, lægger ikke fingrene imellem i sit svar på Bitis påstande om, at det er det globale marked der har ødelagt Zimbabwes økonomi, og nu er ved at ødelægge den vestlige verdens.

Ngwenya skriver, for eksempel, at Bitis indlæg ”though light-years away from factual reality, makes good reading especially to those interventionists who romanticise about the virtues of welfare states”. Hun understreger også, at “to accuse liberalism of “predatory globalisation and infectious accumulation” is to spite the very fundamentals of civilisation”. De star nemlig lysende klart for Ngwenya, at det er en grundlæggende liberalistisk og kapitalistisk funderet økonomi, der har bragt verden til hvor den er nu, og løftet vestens runde milliard mennesker ud af fattigdom. Vil man andet end personlig magt mens man skyder skylden på andre, er der ingen vej udenom liberalisering – ikke mindst i et Zimbabwe, der før blev kaldt Afrikas brødkurv, men nu nærmer sig en situation, der mere ligner der, hvor brødet kommer ud igen.

Der er også velrettede hug til en idé, der er blevet populær i Europa på det sidste, nemlig den at staten skal holde liv i visse virksomheder. Ngwenya refererer her til James Shikwati – en af Østafrikas få dygtige og uafhængige økonomer – når han understreger at ”no one would ever have discovered that the collapsed companies in America had a problem, taxpayers’ money would have kept them artificially in operation”. Selvom Shikwatis kommentar handler om afrikanske virksomheders elendige performance, slår den hovedet på sømmet for Lene Espersens udtalelse fornylig om at danske banker ikke må gå fallit. Hvis de ikke må det, får det aldrig konsekvenser at nogen banker er veldrevne forretninger der leverer en ordentlig vare til deres kunder (og samfundet) mens andre ikke er. Ligeledes kortslutter man en del af markedet ved at holde borgerne skadesfri, hvis deres bank går fallit. Hvis det ikke er en risiko, hvorfor skal folk så vælge bank efter hvor veldrevet den er? Som Morten Albæk herhjemme har påpeget, er det den enkelte borgers ansvar at vurdere, om en virksomhed, som vedkommende vælger at bruge, er sikker og veldrevet, og at undgå at benytte sig af risikable og dårligt drevne forretninger. Hvis borgerne ikke har dette fundamentale incitament, er der væsentligt mindre grund til at drive virksomheder ordentligt. For eksempler på det modsatte, kan man blot kaste blikket mod øst, og se situationen i de nabolande, der indtil for nylig kortsluttede denne del af markedet. Var de polske virksomheder fantastisk veldrevne, profitable og servicemindede før 1989?

Ngwenya slutter artiklen med et smukt billede på problemet med politiske reguleringer af markedet. Som hun skriver, er meningen med offentlig regulering at fastsætte og håndhæve nogle simple principper omkring ’fair play’ i markedet – f.eks. i monopollovgivning – meget ligesom en fodbolddommer håndhæver spillets regler. Men politiske reguleringer bliver skadelige i det øjeblik dommeren ”starts kicking the ball around”. Om noget, det er hvad danske og europæiske politikere, anført af Frankrigs Nicolas Sarkozy, er gået i gang med at forsøge for tiden.

En behagelig oplysning

Af Altmann, den 28. oktober 2008. 1 svar

Det er i disse tider sjældent, at man surfer på nettet og får en behagelig oplysning.  Noget der tyder på, at der endnu er håb forude.  Men det sker.

Den østrigske skole og finanskrisen

Af Niels Westy, den 26. oktober 2008. 1 svar

Hvis nogle af bloggens læsere skulle have en halv eller hel time til overs, vil jeg anbefale dem at bruge tiden på at se en forelæsning med Peter J. Boettke om økonomi, den østrigske skole og finanskrisen. Der er tale om en både oplysende og ikke mindst underholdene forelæsning – kan ses på The Future of Freedom Foundations hjemmesider, under overskriften “Economic Liberty Lecture Series: Austrian Economics and the Present Crisis“. God fornøjelse.

Finanskrisen – interventionisme eller koldt vand i blodet

Af Christian Bjørnskov, den 20. oktober 2008. 19 svar

Mens europæiske og amerikanske politiske ledere synes at deltage i et race om, hvem der kan vise mest ’beslutsomhed’, er de videnskabelige diskussioner om finanskrisen begyndt. Sagen er nemlig, at finanskrisen er ved at være overstået, og de fleste vestlige økonomier er på vej ind i en regulær recession. Og den videnskabelige – og i stor stil også praktiske – diskussion har mindst to sider. På forunderlig vis bragte the International Herald Tribune sidste weekend begge sider af sagen.

Paul Krugman, professor på Princeton og af uvisse grunde manden der får Nobelprisen i økonomi i år (mere om det senere), skriver som ventet en minianalyse, der ender i markante politiske interventionskrav. Krugman indleder med at sammenligne, at det amerikanske finansministerium ’lod’ Lehman Brothers gå fallit, med russisk roulette. Hans vurderinger, at ”they’d better do something soon – in fact, they’d better announce a coordinated rescue plan this weekend – or the world economy may experience its worst slump since the Great Depression”.

Krugman argumenterer, at krisen startede med at boblen på det amerikanske ejendomsmarked brast, hvilket gav en serie tvangsauktioner og dermed tab hos banker og andre finansielle institutioner, ikke mindst de to statslige hypotekbanker Fannie Mae og Freddie Mac. Det førte, mener han, til en nedadgående spiral idet banker trak sig tilbage fra markederne, hvilket tvang ejendomspriser yderligere ned og dermed forstærkede det første problem. På denne måde lukkede pengemarkederne ned.

Krugmans svar på det er: Staterne må gøre noget! Han går så vidt at han skriver at ”Europe, lacking a common government, has literally been unable to get its act together”. Pudsigt som Krugman, som man ikke just kan beskylde for at være dum, ikke accepterer at Europa ikke er et land, men en region med meget forskellige lande og forskellige politiske traditioner. Men det han vil have os alle sammen til at gøre, er at følge Gordon Brown i at ’rekapitalisere’ banker, dvs. effektivt at forære de finansielle institutioner en stor bunke penge, som de har tabt i tvivlsomme handler under boblen.

På denne måde mener Krugman, at man skal hjælpe bankerne ved at sikre dem mod tab. Før vi går videre til det modsatte synspunkt, kan jeg ikke lade være med at pege på, at Krugman for få år siden publicerede analyser der vist, at netop den type statslig forsikring, som han i denne situation argumenterer for, var en vigtig udløsende faktor for den dybe asiatiske krise i 1997. Krugmans indsigt dengang var, at denne type politisk forsikring skaber et moral hazard problem ved at tillade finansielle institutioner at investere væsentligt mere risikabelt. Hvis det går galt, er de jo forsikrede af staten, og hvis det går godt, scorer man selv en større gevinst end hvis man havde investeret lidt mere konservativt. Men moral hazard problemer gælder ikke i vesten, eller hvordan?

Videre til det modsatte synspunkt, som professor i økonomi ved Chicago University Casey Mulligan står for. Mulligan, der bestemt heller ikke er en hvem-som-helst, argumenterer derimod for at hele den almindelige, politiske analyse, som Krugman står for, er baseret på to fejlagtige antagelser: ”First, saving America’s banks won’t save the economy. And second, the economy doesn’t need saving. It’s stronger than we think.” Ganske enkelt mener han, at betydningen af den finansielle sektor er stærkt overvurderet.

For det første peger Mulligan på, at når en eller flere banker går ned, rykker andre og bedre konsoliderede banker ind og overtager den del af markedet. Som han påpeger, er både Bank of America og J.P. Morgan Chase allerede i gang med det. Det er en del af den almindelige markedsmekanisme, at når de dårligste går ned, sørger profitmotivet for at mere produktive/profitable agenter – om de allerede er på markedet eller ej – rykker ind i hulet. For det andet understreger Mulligan, at ”financial-sector gyrations like these are hardly connected to non-financial sector performance”. Med andre ord har de ofte store udsving på aktiemarkeder og lignende stort set ingen realøkonomisk betydning!

Mulligan substantierer sit argument med konkrete tal. Profitabiliteten i den ikke-finansielle sektor, dvs. økonomiens totale, marginale kapitalprodukt (MPK), ligger i almindelige år i USA omkring 7-8%.  Mens MPK faldt til omtrent ½% under 30ernes depression, lå det amerikanske MPK så højt som cirka 10% for et år siden og rapporter peger på, at det ikke er faldet nævneværdigt. Hvis bankerne havde spillet den rolle, som politikere og Krugman-fløjen blandt økonomer påstår, ville det ikke være tilfældet. I stedet udbyder en lang række andre agenter – pensionsfonde, venture capitalists og mange andre – også den kapital, man forestiller sig er specifik for bankerne.

Der er ingen tvivl om, at finanskrisen koster arbejdspladser og er en belastning for mange firmaer, men man bør ikke overvurdere krisen eller overvurdere betydningen af de særdeles synlige finansielle agenter. Herhjemme har professor Michael Møller udtrykt det ganske godt, da han forleden karakteriserede det som en krise ”der vender den tunge ende opad”. Taberne er danskere (og andre) med store investeringer – og særligt investeringer, der ikke er tilstrækkeligt diversificeret – mens de fleste almindelige mennesker faktisk ikke kommer til at mærke andet til den end den recession, som både USA og Danmark allerede var på vej ind i med stormskridt.

Når man først har taget en dyb indånding og set på Mulligan og andres argumenter, er den egentlige fare ikke økonomisk, men politisk. Man har næsten kunnet se julelysene i øjnene på politikere, der tørster efter at vise ’beslutsomhed’, om den så viser sig som marxistisk glæde over en krise eller jubel over, at nu kan man måske bruge frygten som løftestang for at snige Danmark ind i eurozonen. Politikernes foretruk
ne handling er som altid d
irekte kontrol. Og som Paul Krugman burde vide, hvis han tog sin egen tidligere forskning alvorligt, skaber den slags problemer med moral hazard og inefficiens, som udløser kriser i stedet for at løse dem.

The Party is over….men for hvem?

Af Niels Westy, den 15. oktober 2008. 8 svar

I mit indlæg i sidste uge skrev jeg om, at den nuværende finansielle krise langt fra kan beskrives som resultatet af frie finansielle markeder, hvilket politikere, journalister og andet godtfolk ellers gerne så – ikke kun her, men også (ikke mindst) i USA.

Et hyppigt bragt tvklip de sidste par uger, er med Nancy Pelosi, der i forbindelse med vedtagelsen af den amerikanske ”Bailout” plan proklamerer, at ”the party is over”. Spørgsmålet er bare om hun er klar over for hvem?

Retorikken i de seneste uger både her og i USA har trukket heftigt på gammelkendte religiøse forestillinger om grådighed og spekulation som roden til alt ondt. En retorik vi har hørt mange gange før.

For mens medierne har været mere end almindeligt glade for at drage en anlog til krisen i 30erne, (det er fortsat ikke gået op for dem, at det var en politisk skabt krise), har de i samme moment glemt, at samme kritik af markedet og de fæle spekulanter har været fremherskende i forbindelse med alle finansielle ogg økonomiske kriser indtil dato. Tag blot Asiens finansielle krise i 1997-98, eller EMS-krisen i 1993. Også dengang var det ”spekulanterne og markedets skyld”. Først efter at der var faldet ro på valutamarkederne, og bl.a. den svenske krones værdi var blevet kraftigt nedskrevet erkendte man (bl.a. den danske nationalbank), at krisen var politisk determineret. Det overrasker næppe nogen, at eksponeringen af dette faktum var langt mindre i medierne, end udfaldene mod de slemme slemme spekulanter.

Men det er unægtelig heller ikke nemt, når ikke engang spekulanterne vil være ved, at de rent faktisk er….spekulanter. Tag f. eks. direktøren for dansk spekulantforening, undskyld aktionærforening, der sidestiller sine medlemmer med forbrugere der har købt fordærvet kød i den tro at det var fersk. Hvad skal man ellers mene om følgende udsagn, taget fra ”debatten” på DR2 i torsdags, hvor direktøren for dansk aktionærforening, Charlotte Lindholm, på et tidspunkt udtalte, at ”mange af de her aktionærer er blevet stopfodret med de her aktier fra bankernes side og de har ofte ikke fået at vide, at der var en risiko forbundet med det” – måske, og dette er skrevet af en hvis bankaktier ikke har det for godt for tiden, skulle de pågældende spekulanter have overvejet, hvorfor bankerne betaler bankrådgivernes løn. Der er vel heller ingen der tror på det, hvis ens bilforhandler påstår at netop hans biler ikke ruster, eller er der?

Jeg er klar over, at en diskussion mellem os der fastholder, at den nuværende udvikling først og fremmest er politisk determineret, og de der tolker den nuværende udvikling som udtryk for de frie markeders fallit, er præget af fundamentale forskelle i virkelighedsopfattelse.

Hvor jeg ville beskrive USA som en blandingsøkonomi med en (globalt set) stor offentlig sektor – den er på niveau med Tysklands(lidt mindre) og Australien (lidt mere) – præget af et yderst problematisk og ineffektivt samspil mellem regulerende myndigheder og de finansielle markeder, har andre tilsyneladende nemt ved at se bort fra de tætte bånd mellem det politiske system og centrale aktører i det finansielle system.

Jeg er således ikke bekymret for markedets ”evner” – hvis det da får lov til at fungere. Til gengæld finder jeg den manglende selverkendelse på Capitol Hill og i Det Hvide Hus, yderst bekymrende. Demokraterne prøver, ikke overraskende at lægge al skyld for miseren på det hvide hus og den første politik – hvilket kun delvist er rimeligt. At den nuværende administration har stået for en uansvarlig økonomisk politik er der ikke tvivl om. Den synes i høj grad at være præget ikke af konservative, men neokonservative værdier. Sidstnævnte har en eklatant mangel på forståelse og respekt for økonomiske sammenhænge, måske bl.a. fordi en del af neokonservatismens fortalere oprindeligt startede på den yderste venstrefløj, og i modsætning til den traditionelle amerikanske konservatisme, er præget af en manglende accept af ”economic fundamentals” – økonomisk politik er for dem først og fremmest ……politik. Men ansvaret for væksten i de offentlige udgifter må dog deles mellem Capitol Hill og det Hvide Hus – selv om en del ikke tror det, så er USA jo et demokrati.

Og et er omfanget aff de eksterne og interne balanceproblemer der er for nuværende i den amerikanske økonomi, noget andet er de problemer der vil være i de kommende år. Her er det et godt spørgsmål, hvorvidt det politiske system kan og vil anerkende, at der skal ganske skrappe reformer til for at bremse den fortsatte amerikanske gældsætning. Desværre ser det ikke ud til at denne erkendelse ligger lige for.

Så mens jeg som anført ikke mener, at den nuværende krise på nogen måde kan ses som resultatet af markedskræfternes frie spil, er jeg mere tilbøjelig til at give de iagttagere ret, der taler om at der er et finansielt magtskifte i gang, hvorefter USA’s dominans vil være reduveret markant. Bl.a. har historikeren Niall Ferguson i en artikel i Finansiel Times den 2. januar i år sammenlignet udviklingen i USA med det osmanske rige i slutningen af det 19. århundrede. Han skriver bl.a. at, ”Yet, on closer inspection, we are indeed living through a global shift in the balance of power very similar to that which occurred in the 1870s. This is the story of how an over-extended empire sought to cope with an external debt crisis by selling off revenue streams to foreign investors. The empire that suffered these setbacks in the 1870s was the Ottoman empire. Today it is the US.” og afslutter med at ”It remains to be seen how quickly today’s financial shift will be followed by a comparable geopolitical shift in favour of the new export and energy empires of the east. Suffice to say that the historical analogy does not bode well for America’s quasi-imperial network of bases and allies across the Middle East and Asia. Debtor empires sooner or later have to do more than just sell shares to satisfy their creditors.”

Det behøver ikke gå så galt (set med amerikanske øjne), men det kræver som sagt en selverkendelse i det amerikanske politiske system, som jeg har svært ved at få øje på hverken i det Hvide Hus, på Capitol Hill eller hos nogen af de to præsidentkandidater.

Som økonomen Robert Reischauer siger til International Herald Tribune om de to kandidaters forslag til at løse den nuværende økonomiske krise;

“Before the crisis, neither of them was telling how it really was going to be. Now one really doesn’t know how it’s going to be because we seem to have blown away any notion of fiscal limitations.” og fortsætter med, “At some point we as a nation are going to have to ask, ‘Where are we going to get the money to do all this, and at what price?’ That’s the question no one can answer.”

Så selv om Niall Ferguson nok trækker analogien med den finansielle krise i 1873 og det Osmanske riges efterfølgende bankerot vel langt, så er der grund til en hvis bekymring – ikke over markedskræfterne, men over sandsynligheden for at den næste præsident vil/kan føre en mere sund amerikansk økonomisk politik, der sikrer en øget indenlandsk opsparing. Faren – primært hvis Obama vinder – er betydelig for kortsigtede politiske indgreb, hvor øgede handelsrestriktioner f.eks. bruges til at begrænse det amerikanske handels- og derigennem betalingsbalanceunderskud og bibeholde arbejdspladser, i et forsøg på
at undgå den nødvendige
økonomiske tilpasning.

Ja, ”the party is over”, men jeg tvivler på at de i Washington er klar over for hvem.

Historien gentager sig aldrig, men politikere og journalister gør det altid.

Af Niels Westy, den 4. oktober 2008. 29 svar

Som det vist er de fleste bekendt har de sidste uger været domineret af en finansiel krise, der er blevet sammenlignet med den krisen I 1930erne, der (fejlagtigt) ofte angives at tage sin start I børskrakket I 1929. Fejlagtigt, fordi det var den efterfølgende pengepolitik der bærer hovedansvaret for datidens krise som påpeget af Milton Friedman og Anna J. Schwartz.

Overskriften til dette indlæg er er mindre omskrivning af et berømt citat af franskmanden Voltaire. For i takt med at den amerikanske finanskrise udfoldede sig og dens effekter spredte sig til bl.a. Europa, har det været mageløst hvor meget sludder man ha skulle lægge øjne og ører til. Om det skal tilskrives manglende viden, ugidelighed eller manglende lyst til at erkende, at krisen mere er resultat af det ”politiske marked” end det frie markeds fallit, skal jeg lade være usagt.

Men faktum er, at de finansielle markeder – også I USA – langt fra er så frie, som ikke kun dele af venstrefløjen, men også borgerlige politikere som f.eks. Connie Hedegård tilsyneladende tror – men hvor skulle hun også vide andet fra? Det er nok for meget at forlange, at hun skulle have en viden om forholdende der rækker ud over det hun hurtigt har skimmet i aviserne, eller overhørt i de elektroniske medier? Hvilket dog ikke afholder hende fra at udtale sig, men deri minder hun jo blot om de fleste andre politikere.

Eller måske har hun hørt på nogen af alle de eksperter, der har vandret gennem medierne, uden at man tilsyneladende har overvejet hvor uafhængige de er med tanke på, at en stor del af dem på den ene eller anden måde er knyttet til den finansielle sektor.

Men hvis krisen viser noget, er det ikke at markedet har spillet fallit, men snarere at der er grundt til at tage en række problemstillinger, der både er velkendte og veldokumenterede mere alvorligt.

Det gælder f.eks. gennemsigtighed på markedet, – et problem der ikke kun er gældende på de finansielle markeder eller andre markeder for den sags skyld. Og problemerne er reelt langt større i den offentlige sektor, sammenblandingen af økonomi og politik (se slutning af dette indlæg), og problemerne omkring moralsk hasard er alle kendte problemstillinger.

I DR2 debatten I torsdags udtalte økonomiminister Lene Espersen (der ellers var ganske fornuftig at lytte til), at “banker må ikke må gå ned”, hvorved man bryder helt fundamentale vilkår der må gælde for ethvert marked – også det finansielle – hvis det med rette skal kunne betegnes som et “frit marked”. Hendes udtalelser er i sig selv en garanti for “banker vil gå ned” igen og igen og…. Vi har set det før, og vi kommer til at se det igen.

I samme debat satte socialdemokratiets formand, Helle Thorning forøvrigt også trumf på, ved at sige at “markedet skulle være samfundets tjener og ikke omvendt” – mon ikke hun mente “politikernes tjener”? – hvilket vist netop har været et af problemerne i USA.

Roskilde Bank, Bonusbanken og andres skæbne er jo ikke uden historiske fortilfælde, men på mange måder har man reageret på samme måde som tidligere. Den indskydergaranti, som regeringen nu har hævet til 350.000 kroner blev indført i kølvandet på kronebankens fallit i midten af 80erne. Det skete ikke til de store bankers udelte begejstring. Arsagen er selvfølgelig den enkelte og velkendte, at en indskydergaranti mindsker risikoen for borgerne ved at placere deres penge i banker der lover høje indlånsrenter. Dennes aflønning kræver, alt andet lige, at der løbes større ricisi.

Nu er det selvfølgelig forventeligt, at kapitalismens undergang og det frie markeds fallit proklameres I forbindelse med den finansielle krise. Det er sket hver eneste gang der har været problemer, – det være sig I 1930erne, 1970erne, eller forbindelse med den asiatiske finansielle krise I 1997. Ved nærmere eftersyn har man hver gang måtte konstatere, at det snare var det “politiske marked” der strålede I al sin imperfektion, end resultatet af det “frie markeds hærgen”.

Således også denne gang. Det har bestemt ikke skortet på advarsler om, at situationen på de finansielle markeder (eller den økonomiske politik generelt) har været uholdbar I en årrække I USA. Således udtalte Greenspan (der bestemt ikke er uden ansvar for det morads USA er havnet i) i april 2005, at “we increase the risk of insolvency and crisis….Without restrictions on the size of Fannie May and Freddie Mac, we put at risk our ability to preserce sound and safe finansiel markets in the United States”, og i et interview med abcnews for nylig pegede Bill Clinton (lidt mere end halvt inde I interviwet) på, at demokraterne i årevis modsatte sig forslag fra både republikansk side og hans egen (da han selv var præsident), der kunne bringe Fannie Mae og Freddie Mac under kontrol. Om der er nogen sammenhæng mellem det faktum, at især demokratiske politikere har været begavet med midler fra Freddie Mac og Fannie Mae, se også tidligere indlæg på bloggen her , og deres vægren ved at erkende problemerne skal jeg ikke gøre mig til herre over, men det ligner jo en tanke. 

At der har været et “særligt forhold” mellem de to hypotekerbanker og politikerne, – især demokraterne er der vist ikke meget tvivl om. At der samtidig har været et minoritetsaspekt I forbindelse med den mere end lemplige kreditpolitik fra de to institutioner gør ikke sagen mindre problematisk, hvilket kan forklare en række demokratiske politikeres afvisning af, at der var noget galt med Freddie Mac og Fannie Mays forretningsmetoder ved en høring I slutningen af 2004, se også her.

Begge præsidentkandidater har været ude med udtalelser om grådige spekulanter og deres ansvar, – jeg går ud fra, at de hermed mener investorer der prøver at profitoptimere. De skulle måske hellere have rettet skytses mod grådige OG inkomptente politikere.

Det er ikke så lidt af et paradoks, at en repræsentant fra det parti, der især har modsatte sig at bedre kontrol og indsigt i Fannie May og Freddie Mac, f.eks at de skulle fungere på samme vilkår som andre finansielle institutioner, med al sandsynlighed vil vinde valget netop på grund af en krise der ikke udelukkende, men i vid udstrækning kan tilskrives den boligboble, som Fannie Mae og Freddie Mac har et stort ansvar for.

Og hvis Wall Street har været grådig (hvilket jeg så sandelig håber at de er), hvad skal man så kalde et system, der er indrettet på at formidle lån til folk, der kun under de mest (usandsynlige) gunstige forhold vil kunne honorere disse?

Mere om danske mediers bias

Af Christian Bjørnskov, den 25. september 2008. 17 svar

Mr. Law har skrevet meget om de danske mediers underlige bias i dækningen af amerikansk politik og den amerikanske valgkamp, eller med andre ord, deres dybe kærlighed til Demokraterne og mistro til Republikanerne. Mr. Law skal ikke stå alene med sin kamp for at bringe lidt balance i billedet, og siden en ven i dag gjorde mig opmærksom på endnu en journalistisk brøler, bringer vi den her.

Sagen er, at en artikel i gårsdagens Politiken endnu en gang søger at diskreditere den ene af præsidentkandidaterne. Politiken skriver at ”En af USA’s største investeringsvirksomheder Freddie Mac har hver måned betalt 15.000 dollar til lederen af John McCains kampagne, Rick Davis.” Baggrunden er, at den amerikanske stat netop har overtaget de to store hypotekbanker (og altså kreditgivere til andenhåndsmarkeder), the Federal National Mortgage Association som populært kaldes Fannie Mae, og Federal Home Loan Mortgage Corporation, populært kaldet Freddie Mac.

Artiklen afsluttes med kommentaren at ”Afsløringen kommer på et tidspunkt, hvor McCain og hans demokratiske rival Barack Obama anklager hinanden for at pleje forbindelser til lobbyister og særinteressenter, der søger politiske fordele hos kampagnerne, som i højere og højere grad formes af den finansielle krise.” Information bragte samme historie på forsiden i morges, hvor den kaldes en ’korruptionsskandale’ (rettelig er den en lobbyisme-skandale, men k-ordet ligger som altid løst i journalisternes mund), og nævner eksplicit McCains kampagneleder. Læs selv mellem linjerne i begge aviser.

Politikens artikel tegner dermed et billede af den politiske situation i USA, som de fleste danske læsere vil nikke genkendende til fra tidligere reportager, men er det sådan den amerikanske virkelighed ser ud? Svaret er nej. Harvard-professoren Greg Mankiw dokumenterer dette ved at bringe en smule evidens ind i dén debat (læs her). På sin blog lister han de fire amerikanske politikere, der i perioden 1989-2008 har modtaget de største bidrag fra Fannie Mae og Freddie Mac. De er i rækkefølge:

 

1.      Dodd, Christopher J, D-CT, $133,900

2.      Kerry, John, D-MA, $111,000

3.      Obama, Barack, D-IL, $105,849

4.      Clinton, Hillary, D-NY, $75,550

Først på en sjetteplads finder man en republikaner, Robert F. Bennett fra Utah, der har modtaget $61,499. Listen over de 25 største modtagere tæller otte (8) republikanere og 17 demokrater, og omfatter blandt andet Nancy Pelosi, der pt. er Speaker i Repræsentanternes Hus. De 17 demokrater har i alt modtaget $971.028 mens de otte republikanere står for bidrag på $382.698.

Det er efterhånden ved at blive trivielt, men man bliver nødt til at konstatere det en gang til: Danske journalisters billede af amerikansk politik og samfund har ofte meget lidt med virkeligheden at gøre, og skræmmende meget med deres egen ideologi. Man skulle tro der sad en redaktør hist og pist med røde ører.

”Ryger børn og unge virkelig mere hash?” – om unges narkotikaforbrug og utroværdige journalister

Af Niels Westy, den 23. september 2008. 16 svar

I forbindelse med mit indlæg i sidste uge om hvorledes politikerne og den gældende narkotikalovgivning sikrer stigende bandekriminalitet og medfølgende blodige kamp om markederne for illegale stoffer, faldt det nogle for brystet, at jeg argumenterede for en legalisering af illegale stoffer.

En enkelt kommentar anførte som ”bevis” på det naive i min holdning, det øgede forbrug af hash blandt helt unge, som medierne har beskæftiget sig med i denne uge, med udgangspunkt i tal fra den årlige narkotikarapport fra sundhedsstyrelsen. Tallene er der nu ikke noget nyt i. Rapporten blev offentliggjort i november sidste år, men har åbenbart ikke haft journalistisk interesse før nu.

Med eksplicit henvisning til tal fra nævnte rapport citerer Berlingske Tidende under overskriften ”Børn og unge ryger mere hash ”, projektleder i København Søren Thide for, at ”Problemet er større end nogensinde før. Jeg har aldrig set så mange dårlige unge som i dag”.

Nu skal jeg ikke udtale mig om hvem og hvad Søren Thide ser til daglig, men der er næppe dækning for hans bombastiske udtalelser, hvis de udbredes til at skulle være alment gældende. De undersøgelser der henvises til i artiklen underbygger ikke hans udtalelser,

På mange måder understreger Berlingskes historie, at der er belæg for, at journalister havner ret langt nede på ranglisten over troværdige erhverv når befolkningen spørges. Der er tale om en plat sensationspræget journalistik, med meget lidt substans.

Det er korrekt, at rapporten fra sidste år viser en mindre stigning i andelen af 15-16 årige der har prøvet at ryge hash siden 2003 (måske har en højere andel været på efterskole?). Det kan både være udtryk for en tendens til, at en generelt højere andel der prøver at ryge hash, men der kan lige så godt være tale om at de unge blot prøver det lidt tidligere – det er ikke til at vide.

Sundhedsstyrelsens egne konklusioner på udviklingen er nogenlunde det modsatte af Berlingskes overskrift om, at børn og unge ryger mere hash. 

I sammenfatningen kan man således læse, at ”nyere, landsdækkende undersøgelser overordnet [viser], at udbredelsen af det eksperimenterende brug af både hash og andre illegale stoffer blandt de yngre voksne og voksne er svagt faldende. Kurven synes således i dag at være knækket efter markante stigninger i brugen af illegale stoffer op igennem slut-halvfemserne, som blev efterfulgt af et højt men stabilt niveau fra 2000 og frem.

Denne konklusion er der både dækning for i i tallene for 16-20 årige og 16-24 årige. Og jeg vil tillade mig at anse førstnævnte som absolut unge og ikke voksne.

At journalisterne kan finde behandlere og andre, der får deres udkomme af at male fanden på vægen, bør naturligvis ikke overraske. De har en naturlig interesse både i at gøre problemerne større end de reelt er, og dernæst selvfølgelig i at promovere ideen om, at de selv gør en positiv forskel, hvilket jeg stærkt betvivler.

Nu er det et gennemgående problem, at man indenfor socialt arbejde er temmelig resistente overfor begrebet evaluering – den begrænses ofte til at spørge sig selv om hvordan det går. Men hvis succesraten følger den for behandling af stofmisbrugere generelt, kan vi med nogenlunde sandsynlighed affærdige indsatsen som betydningsløs.

Fra internationale undersøgelser, hvor man har sammenlignet lande med en stor afvænningsindsats og lande med stort set ingen, ved vi at andelen af stofmisbrugere der opgiver deres afhængighed er forbavsende ens, – nemlig ca. 5%, hvilket tilsiger, at behandlingen af stofmisbrugere er meningsløs.

Hvad sundhedsstyrelsens undersøgelse – som nok må anses at være lidet robust – viser er også, at det kun er en lille del af de unge der har et løbende forbrug. Mens 27% af unge mellem 16 og 20 i den seneste undersøgelse har prøvet er ryge hash, er det kun 6% der har røget indenfor den seneste måned.

Måske skal det også medtages, at mens andelen af 16-24 årige der har prøvet hash på et eller andet tidspunkt, nærmer sig halvdelen af denne aldergruppe, regner man med at der i hele Danmark er siger og skriver i alt 7.000, som man betegner som afhængige af hash. Sammenlignet med antallet af alkoholikere må det vel siges at være ganske ubetydeligt.

At historien om de unges hashforbrug, der lige fik en ekstra omgang ved historien om misbrugere ned til 8 års alderen (her er det vel rimeligt at antage at hashen nok er det mindste af det stakkels barns problemer), kommer nu skyldes selvfølgelig den igangværende fejde på udbyderside.

For år tilbage var en af de populære tilbagevendende rædselshistorier, at brugen af Ecstacy bredte sig nærmest som en steppebrand blandt landets unge. Faktum var, at da populariteten var på sit højeste var andelen af unge der havde prøvet ecstacy omkring 5% – ikke just tal der burde give grund til panik blandt teenageforældre.

Et tal der for øvrigt sidenhen har været faldende, hvilket naturligvis ikke indebærer, at det ikke kan stige igen – en udvikling, der ligesom den vi har oplevet i de sidste 4 årtier ligger uden for politikeres og offentlige myndigheder indflydelse (selv om de gerne vil give indtryk af noget andet) – det styres primært af de kulturelle strømninger blandt de unge selv.

Sagt på en anden måde. Jeg kan huske et klip fra en TVudsendelse en gang for mange år siden om Rockmusik i USA i 50erne. I klippet opfordrer en – om det var en DJ eller en præst et sted i sydstaterne husker jeg ikke, med ordene ”it’s the devils music”, alle unge til at ødelægge deres singleplader med Elvis, Chuck Berry og andre af datidens musikalske helte.

På sin vis havde han selvfølgelig ret. Forbruget af både legale og illegale stimulanser er næppe højt blandt unge, der går til folkedans, i forhold til unge der foretrækker mere nutidig dansemusik. Men skal vi/har iv ret til at  forbyde det? Skal Per Kirkeby udstillingen på Louisiana for øjeblikket være forbudt for børn, fordi en del af billederne blev lavet under indflydelse af svampe? Skal vi nedlægge P3 og nægte børnene at spille rytmisk musik? Det ville vist give nogle problemer med vores forhold til ytringsfriheden.

Eller måske skal vi bare glæde os over, at de fleste unge mennesker (også dem der prøver at ryge hash og måske et eller flere af de hårdere stoffer), desuagtet at vi ikke tillægger dem denne egenskab, faktisk er i stand til at slippe igennem ungdommen uden varige men. 

Hvordan man kommer bandekriminalitet til livs – og hvordan man ikke gør det

Af Niels Westy, den 16. september 2008. 44 svar

De politiske partier står i disse dage i kø for at vise handlekraft og komme med bud på hvordan man stopper det narkoopgør, som Københavns gader i disse tider lægger brosten til. F.eks. vil SF efter en 24 timers frit lejde slå til med razziaer i stor stil mod rockerborge og “kendte” tilholdssteder for indvandrerbander – S vil reaktivere rockerloven og DF vil mandsopdække rockere og indvandrerbandernes medlemmer.

Men lige så populistiske SFs og andres forslag er, lige så håbløst ineffektive er de også. Der er tale om tom symbolpolitik, der ikke indeholder et eneste bud på løsninger af det grundlæggende problem, og drivkraften bag de kriminelle miljøers magt og brutalitet, nemlig narkotikamarkedet.

Men lad os nu forestille os, at det rent faktisk var muligt via en gigantisk politiaktion at bure de banditter, der render rundt og gør gaderne usikre, især på Nørrebro, inde. Noget der grænser til det usandsynlige, for slet ikke at tale om at holde dem indespærrede – der er jo trods alt fortsat en bevisbyrde der skal løftes. Hvad ville der så ske? Tjah, på kort sigt ville der utvivlsomt være færre “incidenter”, men det vil kun være en stakket frist. Der vil stadig være et marked for narkotika, og der vil stadig være en høj profit for de der er tilstrækkeligt risikovillige, hvorfor de ledige pladser som leverandører og pushere hurtigt vil blive fyldt ud.

De høje og hurtige profitter vil også sikre, at det herefter kun er et spørgsmål om tid, før vi igen oplever nye blodige kampe om det lukrative narkotika-marked. Sådan er det i de amerikanske ghettoer, sådan var det i forbudstidens USA, og sådan er det i Danmarks ghettoer.

Selvfølgelig kan der være længere perioder med relativ ro. Det kan enten skyldes at en enkelt aktør/organisation dominerer markedet fuldstændig (monopol), eller aktørerne deler markedet mellem sig (karteldannelse). Men som vi ved fra legale markeder er det vanskeligt at opretholde monopoler og karteldannelser over tid uden brug af tvang eller lovgivning der hindrer konkurrence udefra.

Hvor man på et legalt marked ville konkurrere på kvalitet og pris, er der al mulig grund til at antage, at man på det illegale marked konkurrerer på noget helt andet, nemlig den brutalitet man er parat til at udvise i kampen om markedsdominans. Igen, de historiske eksempler står i kø.

Man kan finde det utroligt. Men på trods af, at bekæmpelsen af narkotihandlen og den medfølgende kriminalitet – det være sig herhjemme eller i udlandet – har været én lang perlerække af ufatteligt omkostningsfyldte fiaskoer, både økonomisk og menneskeligt, så er der åbenbart politisk konsensus om at lukke øjnene for virkeligheden, og lade som om politiet rent faktisk kan gøre noget.

Men hvis man ønsker effektivt at bekæmpe den organiserede kriminalitet, er det noget helt andet der skal til, man skal nemlig fjerne deres indtægtsgrundlag. Her er den billigste, mest effektive og humane fremgangsmåde at afkriminalisere narkotikahandlen i en eller anden form. Hermed fjernes profitten ved at sælge narkotika (stort set hele den pris forbrugerne betaler går til risikoaflønning) hvilket både svækker de nuværende kriminelle organisationer her og nu, og på sigt gør det mindre attraktivt for andre at vælge en karriere indenfor organiseret kriminalitet.

Desværre er der intet der tyder på at politikerne har lært noget som helst af den massive historiske data, der entydigt viser, at det ikke er muligt at vinde kampen mod narkotika.

Tværtimod vælger man konsekvent at føre en politik,  der ingen indvirkning har på antallet af narkomaner, (bortset fra de, og det er de fleste, narkodødsfald der skyldes at stofferne er ulovlige), og samtidig konsekvent ikke kun styrker de kriminelle miljøer, men også deres råhed.

Og indtil man radikalt ændrer narkotikapolitik, er der vist kun en ting at sige i forlængelse af den seneste tids skyderier, nemlig at “You ain’t seen nothing yet”.

Der er tale om det 3. store opgør om det danske narkomarked – (i 1980erne var det Hells Angels opgør med de Christaniabaserede Bullshit rockere, i 1990erne var det Bandidos (der arbejder sammen med nogle af invandrerbanderne i det nuværende slagsmå) i lige så mange årtier.

Opgør der i omfang og brutalitet har fået et ryk opad hver gang. Så det er  formentlig et rimeligt gæt, at det næste opgør vil blive endnu blodigere end det nuværende (narkomarkedets dynamik tilsiger dette). Om de fortsatte blodsudgydelser skulle få politikerne til at vende sig mod løsninger der virker i stedet for løsninger der gør sig godt i overskrifterne, er der til gengæld grund til at tvivle på – og det er vist heller ikke formålet med alle udmeldingerne fra partierne i disse dage.