Husk lige, at i diskussionerne om De Konservatives magtskifte, så læste I det første gang her. Nuvel, vi tog fejl m.h.t., hvorvidt Connie Hedegaard havde en “marginal fordel” eller ej, men for en gangs skyld skyld er vi ikke kede af at tage (lidt) fejl. Og resten af analysen holder såmænd.
I et indlæg i går skrev jeg hvad jeg mente der skal til for at Liberal Alliance har en fremtid. Det er vist et held at der er lang tid til næste valg, således, at stifterne kan få det nye program ind under huden. Især et indlæg på Naser Khaders blog må vække undren, under titlen “Fumleri med flerkoneri” skriver Khader at:
“Den irakiske tolk, som kom til Danmark med sine to koner har nu valgt at forlade Danmark igen. Tolken nægtede at lade sig skille frivilligt fra den ene af sine koner. Sagen om opløsning af det ene af ægteskaberne fortsætter ved Landsretten selvom tolken er rejst. Det bør den også gøre. Det er i orden med mig, at vi får slået fast med 7 tommers søm, at bigami er ulovligt.”
og fortsætter senere i sit indlæg med:
“Det kan jo virke uforståeligt for os, når manden er truet, og tolkens nægtelse af at lade sig skille viser, at der i et sådan tilfælde er lang, lang vej til at få forklaret at flerkoneri er kvindeundertrykkende og udemokratisk.”
Jeg medgiver, at indlægget er skrevet den 19. august, altså inden det nye partiprogram, men…….
Nu er jeg ikke selv interesseret i at have flere koner – og jeg har svært ved at forstå hvilket form for samliv man søger med flere partnere. Men det handler for mig som liberal heller ikke om hvad jeg kan forstå eller synes, men om andres ret til at leve deres liv som de vil.
Det er jo ikke særligt liberalt via lovgivning at ville bestemme hvor mange af eget eller modsat køn man vil gifte sig med – det må være op til de involverede parter.
Måske skulle Khader også holde lidt igen med demokratiretorikken. Hvad bigami har med demokrati forstå jeg ganske enkelt ikke – men Khader mener måske også at utroskab er udemokratisk – og vil det sige at det at være tro er ensbetydende med at man er demokratisk?
Hvad angår kvindeundertrykkelse er det næppe bigami i sig selv, men snarere hvorfor bigami er udbredt i visse kulturer der kan tolkes som kvindeundertrykkende (at de reelt ikke kan få lov tilat forsørge sig selv).
For i virkeligheden er monogami nemlig først og fremmest til fordel for manden. af følgende (biologiske) årsag:
Hvis bigami er udbredt vil få hanner med gode gener og stor forsørgelsesevne have flere koner, mens hanner, der har ringere gener og ikke besider samme forsørgelsesevner vil have svært ved at finde sig en partner. Årsagen er den enkelte, at fra naturens hånd er det først og fremmest afkommets ve og vel, der interesserer hunnerne, de er altså interesseret i gode gener og en forsørger der kan sikre deres og afkommets overlevelse.
Jeg er klar over, at der er løbet en del vand i åen siden det var det afgørende i vores samfund, og så alligevel ikke. jo højere man selv som kvinde befinder sig på rangstigen, jo mindre bliver udvalget af “passende” partnere og fædre til ens børn. Og det er for en del veluddannede kvinder et problem at finde sig en partner, netop fordi kvinder ofte foretrækker en mand der har en højere social position end dem selv.
Selv om der er ange årsager til stigningen i skilsmisser i det sidste halve århundrede, er en af devæsentligste formentlig, at det nu, i modsætning , til tidligere er muligt for kvinder at klare sig ganske glimrende uden behov for en mand til at forsørge dem – og så finder man sig naturligvis i mindre.
Det handler ikke om demokrati, men om at få lov til at tage uddannelse, arbejde og forsørge sig selv.
I går torsdag offentliggjorde Ny Alliance deres nye partiprogram , og benyttede lejligheden til at skifte navn til Liberal Alliance, herefter benævnt LA.
Det er vanskeligt ikke at glæde sig over programmet, der indebærer, at LA må betegnes som Danmarks klart mest borgerligt-liberale parti i folketinget – og efter at liberalisterne har opløst sig selv – i dansk politik. Hvor man tidligere kunne være i tvivl om, hvor liberale LA egentlig var, hvis man så bort fra indkomstskatteforslaget, der med “nok-er-nok” for de fleste vel primært kendetegnede partiet i sin version 1.0, efterlader principprogrammets 5 punkter ingen tvivl:
1. Vi tror på personlig frihed. Liberal Alliance tager udgangspunkt i, at mennesker trives bedst i frihed. Livet er vort eget, og vi skal have lov til at bruge det, som vi vil. Friheden er ikke til salg.
2. Vi tror på frisind. Når vi må gøre, hvad vi vil, får vi mulighed for at udfolde os på mange forskellige måder. Leve i familier, leve i kollektiver eller leve alene. Enhver må søge lykken på sin egen måde. Vi accepterer andres valg, så længe de ikke skader os.
3. Vi ønsker mindre stat og mere privat. En begrænset statsmagt, lav skat, en robust grundlov, uafhængige domstole og klare individuelle rettigheder er en forudsætning for et frit samfund. Vi tror på medborgerskab, hvor respekten for menneskenes ligeværd og de demokratiske spilleregler er grundlaget for samfundets organisering.
4. Vi tror på frihed under ansvar. Personligt ansvar er en naturlig følge af den personlige frihed. Man er ansvarlig for sine succeser såvel som sine fiaskoer. Ligesom man får mulighed for at høste frugterne af sin egen indsats og succes, må man acceptere at nedsætte sin levestandard, hvis man enten sløser med sine muligheder eller blot er uheldig.
Det fri samfund skaber stor velstand og derfor vil samfundet også være i stand til at tage vare på de borgere, der ikke kan klare sig selv.
5. Vi tror på frihed til at disponere over sine egne ressourcer. Ejendomsret og kontraktfrihed er grundlaget for menneskelig virksomhed. Ved at styrke den private ejendomsret skaber vi økonomisk fremdrift og dynamik i samfundet. Et frit marked uden unødig offentlig indblanding er den bedste garant for, at mennesker kan udvikle sig, eksperimentere og opnå ny viden.
Disse principper går tydelig igen i partiprogrammets politikafsnit. Det er værd at bide mærke i, at der f.eks. lægges afstand til lighedsmageriet, som man finder i større eller mindre grad hos alle andre af folketingets partier.
I afsnittet om socialpolitik fremgår det, at “Socialpolitikkens formål er at bekæmpe fattigdom og social marginalisering – ikke at skabe lighed i samfundet”. Sammenholdt med andre dele af det nye partiprogram, f.eks. på sundhedsområdet, hvor LA mener, at “det offentlige skal ikke nødvendigvis drive sundhedsvæsenet”, regionerne nedlægges, at hospitalerne skal omdannes til “selvejende eller private institutioner, der selv kan tilrettelægge deres arbejdsgange med mulighed for at belønne deres ansatte efter fortjeneste”, og der skal indføres delvis brugerbetaling, kunne det tolkes som, at man ønsker en residual frem for en universel (nordisk) velfærdsmodel.
Med hensyn til hospitaler som selvejende institutioner, må man håbe, at de er opmærksomme på, at denne konstruktion ikke nødvendigvis er fornuftig – udførelsen er afgørende. Et skræmmeeksempel er udviklingen indenfor ungdomsuddannelserne, hvor det er endt med en kraftig central styring af indhold koblet med politiske bestyrelser og omsætningsmaksimering (i fraværet af muligheden for profitmaksimering). Resultatet er er en kombination af manglende effektivitet (målt på uddannelse per krone) og en suboptimal kvalitet af de udbudte uddannelser.
Sammenligner man de to modellers evne til at genere vækst og velstand, er den residuale model langt at foretrække, Indførelsen af brugerbetaling og de andre foreslåede ændringer indebærer også i sig selv besparelser i milliard klassen.
Spændene er også, at LA foreslår at Danmark får en egentlig indvandrerpolitik, hvilket vi ikke har haft siden 1973 (med mindre man betegner et indvandrerstop som en politik). Her lægger man vægt på at adgang til Danmark skal være baseret på objektive kriterier, hvorefter “Opholds- og arbejdstilladelse bør derfor gives efter objektive krav som uddannelse, indkomst og formue”.Det fremgår også, at “nyankomne udlændinges adgang til offentlige ydelser bør begrænses”. Hertil kunne man bemærke, at man jo kunne overveje som princip, at så mange som muligt af de sociale ydelser blev ancinitetsafhængige, i lighed med folkepensionen.
Endelig vil jeg gerne fremhæve afsnittet om indenrigs- og kommunalpolitik, ikke kun på grund af den politik man gerne så ført, men også på grund af den analyse af de nuværende forhold ( som jeg finder er meget korrekt), og ligger til grund for politikforslagene. Fakrta er, at det kommunale selvstyre er blevet til et ord blottet for reelt indhold. Paradoksalt nok en udvikling, der accelererede efter kommunesammenlægningerne i 1970, og var dikteret af etableringen af den nuværende behandler- og velfærdsstat, der for alvor tog fart i 70erne. Sat lidt på spidsen, kan man sige, at Danmark ikke har været så centraliseret siden enevældende, som tilfældet er i dag.
Af LAs program fremgår det eksplicit, at man skal (gen)etablere et udstrakt kommunalt selvstyre, hvor kommunerne (igen) råder over deres egne ressourcer og kan definere såvel serviceniveau som skatteprocent. Der lægges op til en kraftig reform af tilskudene til kommunerne, der herefter skal bygge på objektive kriterier, ligesom man understreger, at en begrænsning af udligningen mellem kommunerne er en forudsætning for et reelt kommunalt selvstyre.
Dette punkt, der måske overses af en del, har perspektiver der rækker ud over blot det økonomiske. I de sidste mange år (på tværs af regeringer) har vi set en udvikling, hvor ansvaret for selve udførelsen i vid udstrækning ligger lokalt, mens man reelt centralt har defineret opgaverne. Det har, set med en regerings øjne den fordel, at det er nemmere at love “alt godt fra havet”, mens man har pålagt andre ansvaret for udførelsen, og dermed altid bagefter kan fralægge sig ansvaret når det går galt.
Derudover vil et reelt kommunalt selvstyre medføre, at det igen giver mening af interesserer sig for kommunalpolitik. Vi må gå ud fra, at det kommunale selvstyre også indebærer, at man kan lave lokale prioriteringer og løsninger på en lang række områder, hvor det i dag ikke er muligt.
Har Liberal Alliance en kinamands chance? – Ikke hvis man spørger “eksperterne”
Men et er, at undertegnede, som det fremgår, har stor sympati for det nye partiprogram. Noget andet er, om den markante ændring i partiet, symboliseret ved navneskiftet, indebærer, at LA har en mulighed for at komme i folketinget ved næste valg.
Heldigvis, set fra partiets synspunkt, er der lang tid til næstevalg, for på nuværende tidspunkt ligger partiet en del under spærregrænsen.
Jeg vil i de nedstående afsnit prøve at give nogle bud på hvad der taler for, at LA også er i folketinget efter det k
ommende valg, hvilke forho
ld der taler i mod det, og hvad jeg mener der skal til, at ver 2.0 klarer sig bedre end den første version af partiet.
For det første er der spørgsmålet om vælgerpotentialet. Hvor stor en andel af befolkningen kunne tænkes at stemme på et parti med en klar liberal profil (problemet med LAs historie ser vi bort fra et øjeblik)? Mit bud er umiddelbart mindst 20%. Dette baserer jeg på de talrige undersøgelser (selv når de er mest manipulerende til fordel for høj skat) af danskernes holdninger til vores velfærdssystem, skat og holdningen til lighed. Hvor der altid er mindst 20 % hvis svar må antages at indebære, at de ønsker mindre velfærdsstat, lavere skat og ikke mener, at lighed er et mål i sig selv.
De fleste i denne gruppe stemmer for nuværende på K og V – og en mindre del formentlig på R, hvis de da ikke vælger at blive hjemme i manglen på troværdige borgerligt-liberale partier. Den potentielle vælgergruppe er endda større, men det kræver at man formår at sætte en offentlig dagsorden, så det går op for flere, hvor lidt de egentlig får ud af vores store og dyre statslige sektor (en stor fejl hos de der taler for et reelt borgerligt-liberalt samfund er, at de ofte overvurderer vælgernes viden, muligvis grundet egen uddannelse – dette set i forhold til normen hos de fleste politikere, der ofte overvurderer egne evner, viden og betydning).
Dette er naturligvis ikke ensbetydende med, at jeg tror, at det er realistisk at LA ved næste folketingsvalg får 20% af stemmerne – en del vil jo nok mene, om det overhovedet er realistisk at partiet kommer over spærregrænsen
Det største problem er i denne forbindelse, at partistifternes troværdighed. Hvis man var gået ud med dette program da partiet stiftedes var man formentlig kommet ind med betydeligt flere stemmer end man endte med. Men det er noget kludder, når man starter ud med at definere sig som et midterparti og efter 1 år kommer partiprogram, hvor man helt klart vælger at lægge sig klart til højre for den politiske midte (med økonomisl poltik som determinator – og hvor Dansk Folkeparti retteligt er et ganske kollektivistisk nationalt socialdemokrati til venstre for de radikale).
Stifterne har for længst beklaget, at man startede med et parti, som gud og hver mand stort set kunne læse det ind i partiet som de ønskede og hvor man dybest set lancerede sig selv som en negation (til dansk folkeparti) henvendt til borgerlige vælgere kombineret med lavere skat. Men denne historie har kostet og vil blive ved med at koste fremover, med mindre tiltroen til partiet genetableres.
Det bliver meget vanskeligt at vende dette billede i den brede offentlighed. Hvis man spørger de politiske kommentatorer, er de ikke i tvivl, LA kommer ikke ind ved næste valg.
I JP fra i går torsdag , udtaler Johannes Andersen fra Aalborg Universitet, at “Et vigtigt parameter, når vælgerne skal tage stilling til de her ændringer, er jo troværdigheden. Partiet fremstår med holdningsskredet som utroværdigt, og det betyder, at Liberal Alliance ikke får et ben til jorden.”
Samtidig mener han, at partiet ikke har en chance for at “stjæle vælgere fra Venstre”, fordi de med Johannes Andersens ord har “glemt at tage højde for, at magt også spiller ind. Og Venstres vælgere vil ikke afgive magt til fordel for ideologier, der passer dem bedre.”
Problemet med troværdigheden kan de to tilbageværende stiftere formentlig ikke ændre meget på alene, dertil er de – nok mest Naser Khader, der var frontfiguren i en på alle måder amatøragtige og elendig valgkamp – på nuværende tidspunkt stemplet i offentlighedens øjne. Dels som symbol på politisk fiasko, og dels som utroværdige på grund af partiets slingrekurs.
Der er næppe tviv om, at det blandt en del potentielle vælgere har hjulpet en del, at Lars Seier er gået så aktivt ind i udarbejdelsen af et nyt partiprogram, som han er. Hvor Lars Seier står politisk er der ikke tvivl om, men dels vil han ikke være politiker og dels vil der i offentligheden hele tiden være tvivl om, hvorvidt de to nye stiftere nu også mener det de siger nu.
Forhold som de politiske modstandere naturligvis vil benytte til at miskreditere partiet. Derfor er der brug for at partiet kan brede personkredsen (her forstået af personer der vil stille op til næste valg) der tegner partiet ud, således, at partiet i offentlighedens øjne ikke kun tegnes af de to stiftere. Derudover er det vigtigt, at partiet får skabt en dagsorden der rækker ud over skattespørgsmålet.
En mulighed er at indtage en position, der samtidig med at den er i konflikt med konsensus på Christiansborg har klangbund hos potentielle vælgere. En sådan sag kunne være miljøpolitikken, hvorom det i det nye partiprogram bl.a. fremgår, at partiet “De miljømæssige fordele ved en given regulering bør altid holdes op mod omkostningerne i form af tabt produktion, konkurrenceevne og i sidste ende arbejdspladser, velstand og velfærd”.
Dette er selvfølgelig en rød klud i ansigtet på miljø-evangalisterne, men de er jo heller ikke potentielle vælgere. Men understregningen af at miljøpolikken skal hænge sammen også økonomisk kunne bruges til at rejse en dagsorden, hvor miljøproblemer behandles ud fra rationelle og videnskabelige overvejelser, og ikke, som vi især ser det med klimapolitikken, mest af alt handler om symbolpolitik, hvor man med næsten religiøse ritualer lægger vægten på at vi skal bringe ofre på miljøets alter – måske for at sone vores synder?
Jeg ved ikke om man tør gøre dette, men det vil tiltale den store gruppe af vælgere der nok mener at miljø er vigtigt, men gerne så en mere nøgtern, videnskabelig og rationel håndtering – og dem er der en del af. Man kunne for eksempel bruge klimatopmødet i København til at “drille” regeringen og stille spørgsmål ved hvorledes dette gavner de fremtidige levevilkår i forhold til at satse mere på forskning og udvikling af alternative energiformer der kan mindske vores afhængighed af fosile brændstoffer fra politisk ustabile områder.
Et forhold, som Johannes Andersen peger på, der vist mest af alt tyder på, at han har et ikke særligt flatterende syn på Venstres og Konservatives vælgere er, at han åbenbart mener, at det er vigtigere for dem, at stemme på de to partier end at der føres en politik der er i overensstemmelse med deres grundlæggende værdier og holdninger.
Her tror jeg at den kære “forsker” tager ganske fejl. Hvis det lykkes at give Liberal Alliance troværdighed, vil det være oplagt for utilfredse konservative og venstrefolk, at vise denne utilfredshed ved at stemme på LA – Det er jo gratis. LA har denne gang klart meldt ud, at man vil støtte en borgerlig statsminister, også selv om borgerligheden vist kun er af nominel karakter. Sagt på en anden måde, den anden kandidat er et værre alternativ.
Hvis Liberal Alliance derfor kan komme i nærheden af spærregrænsen vil det i sig selv kunne give de ekstra stemmer, der bringer den over denne magiske grænse. For hvad venstre og konservative vælgere, uanset hvor utilfredse de er, vil lægge vægt på, er at deres stemme ikke ender med at være spildt – og komme oppositionen til gode.
Med andre ord er der to udfordringer for LA, hvis man skal gøre sig håb om at komme i folketinget ved næste valg:
1. Der skal lægges en plan for at give partiet troværdigheden tilbage og antallet af personer der identificeres af den brede offentlighed som repræsentanter for LA skal bredes ud.
2. Der skal lægges en strategi for, hvordan og hvilk
e dagsordner man vil markere sig på. Her er det væsentligt at man opprioriterer værdipolitik, hvor den borgerlige regering for længst har kapituleret i alt andet end ord overfor venstrefløjen. At man bliver identificeret med mere end skattepolitik og at man lægger større vægt på indvandrerpolitik end på flygtningepolitik, fordi man meget hurtigt kan få malet sig op i et hjørne, hvor vælgere der trods alt foretrækker en VK regering frem for en SR regering kan blive i tvivl om hvor partiet egentlig står.
Ovenstående kan passende ske med afsæt i den overskrift, som man har givet partiprogrammet; “Liberal Alliance tror på dig”. Hvis Liberal Alliance tør blive et parti der taler op til vælgerne i stedet for ned, vil det markant adskille sig fra alle andre partier i folketinget, og vil for alvor være en nyskabelse i danske politik.
Kan man mestre ovenstående 2 punkter, vil LA også være at finde i folketinget efter næste folketingsvalg, og måske endda med mere end de 4% som Anders Samuelsen satser på.
Som et gammelt indisk ordsprog siger, “Man skal sigte mod stjernerne for at nå trætoppene”.
Punditokraterne har modtaget et gæsteindlæg, tidligere bragt i JP, som vi er glade for at kunne bringe her. Indlægget er skrevet af Peter Nedergaard, som vi i samme ombæring kan ønske tillykke med det nye professorat på Statskundskab ved Københavns Universitet.
af Peter Nedergaard, professor
Stadigt færre unge i Danmark tager en uddannelse, mens udviklingen i andre lande går den modsatte vej. I perioden 2000 til 2006 er andelen af unge, som får en ungdomsuddannelse, ifølge en ny undersøgelse af Arbejderbevægelsens Erhvervsråd faldet fra 83 til 80 pct. Med hensyn til de unge danskere, som tager en uddannelse i udlandet, er det også netop kommet frem, at kun halvdelen vender hjem for at bruge uddannelsen her i landet. I medierne har politikerne udtrykt undren over udviklingen, som i den grad underminerer de politiske ønsker om at gøre Danmark til et moderne, velstående videnssamfund. De kunne imidlertid have sparet sig deres undren, for de unges manglende brug af uddannelsessystemet i Danmark er egentlig ganske rationel. Spørg blot dem, som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd udpeger til de største fravælgere af uddannelse: unge fra provinsen og de unge indvandrere. Lad os for forenklingens skyld kalde dem Brian og Basim.
Det betaler sig ikke
Brian og Basim kan da udmærket se, at uddannelse i Danmark ikke rigtig er noget, som betaler sig. Der er lavet mange akademiske analyser af, hvor stort et afkast uddannelser giver for den enkelte i de lande omkring os, som vi normalt sammenligner os med. De er ikke altid entydige, for det er et metodisk svært emne at håndtere.Analyserne peger alligevel forholdsvis massivt i retning af, at det i Danmark medfører et mindre afkast at give sig i lag med en uddannelse, end det gør i de andre lande. Det hænger sammen med den ekstremt sammenpressede lønstruktur i Danmark, hvor den ikkeuddannede og højtuddannede ikke har særligt forskellige livslønninger.
Læg hertil, at skattesystemet i Danmark påligner en særlig høj marginalskat på stort set alle, som har taget en uddannelse med blot et vist vidensfyld. Topskatten er dermed en anden måde, hvorpå vi straffer dem, som tager en uddannelse, og skatten burde derfor snarere omdøbes til en fordummelsesskat, fordi den så forholdsvis målrettet går efter at give et incitament til et så lavt vidensniveau som muligt hos de danske indvånere.
Den slags kan Brian og Basim da sagtens gennemskue. Det er mangel på respekt for dem at tro, at man sådan kan narre dem ind på uddannelsesområdet, når der ingen penge er i det.Lykkeligt ubelemrede
De er lykkeligt ubelemrede af veluddannede middelklasseforældre, som partout mener, at deres yndlinge skal højtuddannes, uanset at det ikke kan betale sig. Fri for den slags intellektuel omklamring kan de se tingene, som de er, og de incitamenter, de ser, peger ikke i retning af uddannelse. Samme klarsyn har de unge tilsyneladende fået, som har været uden for rigets andedams-konsensus i nogle år.
Man kan undre sig over, hvorfor de højtuddannedes organisationer har sovet så mange år i stedet for at kæmpe for deres medlemmers interesser. Men måske er man tilfreds med blot at eksistere som organisationer uden mål og med en politisk fastholdt fradragsret for de indbetalte kontingenter.Verdens højeste skattetryk
Den fradragsret får de da også gladeligt stillet til rådighed af politikerne, som i det hele taget virker helt ligeglade med Brian og Basims problemer.
Alle ved, at det ikke er hensigtsmæssigt med verdens højeste skattetryk, som er indrettet, så det hindrer enhver tilegnelse af viden. De skattereformer og sænkningen af marginalskatten, som kunne bringe de unge på bedre tanker, er imidlertid noget, man mest snakker om. Der er næppe noget politisk område, som har affødt så megen snak og så lidt handling som netop skattepolitikken.
I stedet gemmer politikerne sig bag kommissioner og deres kommende lange rapporter, selv om det, der skulle gøres, kunne nedfældes på den ene side af en serviet.
Spørg blot Brian og Basim.
180 Grader bringer i dag en klumme af undertegnede om de mange problemer med korruption og blatant svindel, der er i dansk ulandshjælp. Klummen kan læses her. Som en appetizer er her et pluk fra klummen;
For de af os, der kender lidt til ulandsarbejde og -forhold, er problemerne bestemt ikke overraskende, men for en offentlighed, der gennem mange år er flasket op med flotte billeder i Danidas årsrapporter, og fra barnsben har hørt om hjælpens nødvendighed gennem Børnenes Ulandskalender – det officielle navn for det vi normalt kalder julekalenderen – er oplysningerne chokerende. Men det virkeligt chokerende er udviklingsministeren og embedsværkets reaktion på afsløringerne, også selvom man fra et videnskabeligt synspunkt slet ikke burde være overrasket.
Hele debatten er inspireret af Nyhedsavisen og TV2s undersøgelser af ulandshjælpen, hvor de graver eksempel på eksempel op på svindel. Læs for eksempel her og følg med i de kommende uger.
Det bør ikke komme som nogen overraskelse for Punditokraternes læsere, at vi er stærkt kritiske overfor regeringens og Folketingets forskningspolitik. For snart tre år siden sammenlignede jeg den med sovjetisk planlægning (læs her), og på trods af de forargede fnys det gav internt i regeringen, ser det ikke ud til at de har tænkt sig om igen, eller lavet noget som helst om. Tværtimod gør de hvad de kan for at planlægge og styre dansk forskning mod det, der på dansk newsspeak hedder strategiske forskningsområder.
Selv hvis man forestillede sig, at sådan noget overhovedet kunne planlægges for hvordan f*** forestiller politikerne sig at de kan vide noget som helst om, på hvilke områder den nærmere fremtids forskningsgennembrud kommer og hvilke af dem bliver af kommerciel værdi for Danmark vil jeg vove den påstand, at politikere er utvetydigt de dårligste til at planlægge den: De ved lige så lidt som en tilfældig mand eller kvinde på gaden, men modsat politikerne, er den tilfældige dansker ikke udsat for pres fra interessegrupper, et pres der er størst fra dem med dårligst konkurrenceevne.
Nu har ny forskning fra nogle af Nordamerikas superøkonomer endnu en gang understøttet argumentet for at holde forskning fri fra politisk indblanding, og altså for at sørge for udbredt forskningsfrihed. Weekendavisen bringer i dag en kort artikel, skrevet af undertegnede, der opsummerer Stanford-økonomen Caroline Hoxbys resultater (hele artiklen kan læses her).
For at give en forsmag på artiklen, er her den mest centrale konklusion:
I en sammenligning af virkningen af forskningsmidler i amerikanske stater med henholdsvis stor og gennemsnitlig forskningsfrihed viser resultaterne, at væksteffekten af 100 dollars ekstra investering i forskning og PhD-uddannelse er cirka 2,5 gange større i stater hvor universiteterne har stor forskningsfrihed og autonomi. Mens forskningsfrihed i sig selv er forbundet med hurtigere udvikling, gør den dermed også forskningsmidler mere effektive for samfundet som helhed.
Budskabet burde være klart: Helge Sander, hold nallerne væk!
23. august – nu på lørdag, er af UNESCO udnævnt til ” International Day for the Remembrance of the Slave Trade and its Abolition “. Af den medfølgende tekst fremgår det dog, at det kun er en del af tidligere tiders slaveri, som de tænker på, idet man skriver, at dagen er “intended to inscribe the tragedy of the transatlantic slave trade in the memory of all peoples”. Med andre ord er det kun slaveriet på den vestlige halvkugle man fokuserer på. Det er ud fra en historisk synsvinkel temmelig problematisk, i det den transatlantiske slavehandel nok var både stor (måske blev helt op til 18 – 20 mio. mennesker bragt over til den nye verden som slaver) og grusom, både under transporten, hvor omkring 10-15% døde, og efterfølgende, hvor slaverne (der er her forskel på hvorhenne i den nye verden de endte), kunne se frem til en meget begrænset levetid. Men sådan var forholdene også i andre dele af verden. Antallet af afrikanske slaver der gik mod den muslimske verden var af næsten samme omfang (omend over en længere tidsperiode), og bestemt ikke mindre grusom. Ja, også europæere endte i stort tal som slaver, man regner med at over en mio. europæere het op til Island endte med at blive bortført af nordafrikanske pirater og anvendt som slaver i Nordafrika. Hertil skal så lægges brugen af Slaver i Asien.
Desværre underbygger UNESCOS dag de myter der er ganske udbredte om slavehandlen og dets afskaffelse (sidstnævnte skrevet vel vidende, at der desværre stadig eksisterer slaveri – dog ikke juridisk accepteret).
En populær myte er f.eks. at europæsik racisme gjorde handlen og anvendelse af afrikanske slaver mulig. Men for at fastholde denne myte er man nød til at have en ganske afslappet holdning til kronologien – således optræder racisme som teoretisk begreb først i midten af det 19. århundrede, det vil sige efter at de fleste vestlige lande havde afskaffet selve slaveriet, ikke kun i “moderlandene” – det gjorde flere af dem allerede i det 18, århundrede, bl.a. England, – men også i deres kolonier. At billedet på en slave endte med at være en sort mand i lænker hænger derimod nok primært sammen med det faktum, at Afrika – syd for Sahara, ikke havde stærke samfudsnstrukturer til forsvar for deres befolkning, i modsætning til store dele af Europa, – og dels havde en tradition for slaver, man kunne tappe ind i.
UNESCO har valgt den 23. august som årsdag, fordi det markerer starten op det slaveoprør, der skulle føre til oprettelsen af staten Haiti – og det er selvfølgelig en mærkedag værd. Dels til hyldest af menneskets iboende frihedstrang, men også til eftertanke, Haitis videre historie har jo ikke just været opmundrende.
Derimod synes det malplaceret at anvende dagen som mindedag for ophævelsen af slaveriet., for her er Haitis oprør af marginal betydning. Ophævelsen af slaveriet er derimod resultat af udviklingen i Europa fra slutningen af det 17. århundrede og op til starten af det 19. århundrede, og grundet Englands centrale placering i denne udvikling, burde det vel ret beset være den 25. marts (årsdagen ophævelsen af slavehandlen i 1807) der var årlig mærkedag for slaveriets afskaffelse. Andre muligheder kunne være årsdagen for at Zanzibar i 1873 lukkede deres slavemarked efter engelsk pres.
Problemet med disse forslag er selvfølgelig, at fortællingen om slaveriet og dets afskaffelse bliver en helt anden, idet det bliver, hvilket dog er mere historisk korrekt, historien om, hvordan vestlig (engelsk) imperialisme afskaffede slaveriet.
Ovenstående udgør en stor del af inspirationen til dagens klumme i 180grader.
180grader. har valgt i underteksten at bruge udtrykket, “da den hvide man afskaffede slaveriet” – hvilket jo kan ses som modbilledet til tesen om at den hvide mand gjorde den sorte mand til slave, med alle dens racistiske undertoner. Ret beset er det selvfølgelig mest korrekt at pointere, at det var et resutlat af vestlig kultur – med tryk på engelsk. I kampen i det 18. århundrede indgil også flere fremtrædende medlemmer af det engelske samfund, med afrikansk bagggrund, – hvilket i sig selv er med til at uderminere tesen om at slaveriet var racistisk begrundet.
Hvad begrundelsen end var ændrer selvfølgelig ikke ved at det er imod de mest fundamentale frihedsrettigheder, som vi i dag tager som en selvfølgelig ting, men det tog altså lang tid at komme til den erkendelse, og det var i vesten, at den indfandt sig – uanset hudfarve.
Punditokraterne skriver mest om økonomi og politik, men hvis noget er tilstrækkeligt spændende, dækker vi det selvfølgelig også. Og i lørdagens Dagens Nyheter var der netop sådan et emne. Under overskriften Svenskar genetiskt närmast nordtyskar kunne DG fortælle, at et hold på 21 forskere havde undersøgt, hvor genetisk ens, europæerne i virkeligheden er. Artiklen, der er udkommet i tidsskriftet Current Biology, kan læses her.
Svaret på spørgsmålet er selvfølgelig, at vi er vældigt ens, men de forskelle der er, følger ikke altid almindelige landegrænser. Holdet har set på 3 millioner pladser i DNA-sekvensen, og konkluderer allerførst, at forskellene mellem europæerne bliver større, når man bevæger sig i syd-nord retning, end hvis man bevæger sig øst-vest. Så ja, lige så vel som ‘vi’ i Nordeuropa er kulturelt forskellige fra sydeuropæerne, er vi også genetisk anderledes, selvom de forskelle er små. Forskerholdet konkluderer også i fagtermer, at mean heterozygosity was larger, and mean linkage disequilibrium smaller, in southern than in northern European subpopulations, hvilket betyder noget i retning af, at de sydeuropæiske befolkninger også internt har større genetiske forskelle end vi har.
Den mest bemærkelsesværdige forskel, forskerne finder, er at finnerne genetisk er markant anderledes end resten af europæerne ungarerne inklusive, som de ellers deler sprogstamme med. Den sjoveste forskel i hvert fald i svenske øjne er derimod at svenskerne genetisk er tættere på nordtyskerne end på danskere og nordmænd. Så på den pudsigste vis kan man lidt groft sige, at svenskerne ikke bare kulturelt synes at være Nordens tyskere lidt stivere, lidt mere alvorlige og med lidt anderledes humor end danskere og nordmænd men at de faktisk er lidt mere anderledes end de af os, hvis forfædre hyggede sig på de britiske øer og i Frankrig for tusinde år siden. Det er da lidt sjovt.
Utroligt mange danske journalister synes instinktivt at have sympati for den anti-vestlige side i enhver konflikt: i Irak var sympatien hos Baath, al-Qaeda, al-Sadr og de andre anti-demokrater; i Libanon var sympatien hos det islamofascistiske Hizbollah og ikke det demokratiske Israel; og nu i Georgien er sympatien hos Rusland. Måske er det ikke helt rigtigt at sige “sympati”, der er vist mere tale om se tingene fra deres side, så vinklen bliver vendt mod os selv i almindelighed og USA i særdeleshed.
Tag denne artikel fra dagens Berlinger. Her finder man bl.a. følgende interessante oplysning:
Siden afslutningen på Den Kolde Krig har USA og Europa vænnet sig til at kunne æde sig dybere og dybere ind i Sovjetunionens gamle interessesfære med løbende udvidelser af EU og især NATO.
Æde sig dybere? Der er tale om folkeslag, der frivilligt benytter deres nyfundne demokratiske frihed til at slippe væk fra det gamle russiske imperiums undertrykkelse. En undertrykkelse, som hastigt synes at blive normen igen i det “nye” Rusland. Interessesfære? Når vi i Vesten ønsker at udvide vores interessesfære, benytter vi frivillighed og stiller endda krav til deres opførelse for at lukke dem ind. Når Rusland vil det samme, sker det ved at bombe staklerne til underkastelse. At bruge ordet “interessesfære” er et bevidst sprogligt forsøg på at ligestille åbenhed med grusomhed. En moralsk nivellering forklædt som objektivitet.
Der er ikke noget at sige til, at det “nye” Europa med Polen i spidsen, der er undsluppet det russiske imperium, har vist deres klare sympati for Georgien og dermed står i skærende kontrast til de “gamle” EU-lande med Tyskland bedrøveligt i spidsen. Godt at Danmark indtil videre har valgt side med Polen, hvilket blot viser, at Rumsfelds sondring mellem det gamle og det nye Europa reelt handlede om, hvilke lande der ikke føler sig for gamle til at kæmpe for friheden.
Hvis det så bare var udtryk for, at journalisterne objektivt forsøger at “se sagen fra den anden side”, men man leder forgæves efter passager, der med sit ordvalg på samme måde udtrykker en klar opbakning til Georgien og en klar afstandstagen til Ruslands fremfærd.
I gamle dage unde Den Kolde Krig kunne man have forklaret det med, at journalisterne nok var kommunister. Men det er oplagt ikke forklaringen i dag. Det må være enten pacifisme, defaitisme eller masochisme, som giver dem denne instinktive sympati for kræfter, der ikke vil os noget godt, og som vi bør manne os op til at konfrontere.
Eksemplet var taget fra Berlingske; det kunne være taget fra andre medier. Der er desværre ikke den store forskel, som sædvanligt. Retfærdigvis skal det siges, at Berlingskes 2. sektion byder på mere klar tale, f.eks. har Jesper Beinov et glimrende indlæg, og i gårsdagens kommentar fik Jeppe Kofoed omsider lov af sine partifæller til at udtale sig igen, hvilket han gjorde aldeles glimrende. Så mediebilledet er ikke så entydigt, når man kommer væk fra den journalistiske dækning, men det gør det ikke mindre påfaldende.
Afslutningsvis et link til The Times, hvor Gerald Baker som sædvanligt er i storform. Han gør op med en del af de indvendinger, som normalt fremføres af de, der betragter Tysklands m.fl. opførsel som en klog politik og savner Gerhard Schröders klare tale. Her er et enkelt uddrag, men læs videre selv her.
But we should never forget what Mr Sarkozy and his EU officials got up to this week. There can be no clearer indication of the perils that threaten the West if the EU gets its way and wins more clout in the world.
This, remember, is the same EU that wants to take over foreign and security policy from member states, an institution that is always eager to pump itself up at the expense of democratic institutions in those member states, but which crumbles into puny submission when faced with authoritarian bullying overseas.
Denne punditokrat har tidligere dristet sig til at støtte den kursændring, som NA påbegyndte efter, at de ramte bunden i forbindelse med Jørgen Poulsens exit.
Et fast modargument imod enhver optimisme har i kommentarspalten været: se deres partiprogram (og græd, var vel det underståede budskab).
I så fald giver det fornyet håb, at det gamle partiprogram bliver skrottet, og at et nyt skal udarbejdes, som omtalt i Berlingske her?
Nogle gange støder begivenheder sammen i særlige mønstre. Det skete for mig denne weekend, ovenpå den begivenhed det var at høre sundhedsministerens mildt sagt uliberale forslag om at lægge ekstra afgifter på tobak og alkohol, med udsigt til at vi også får ekstra skat på sukker- og fedtrige fødevarer. Begivenhed nummer to, hvis man kan kalde det en begivenhed, var at jeg blev færdig med at forberede mig til denne uges Liberty Fund workshop, som min ven og kollega Niclas Berggren står for på Ratio Instituttet i Stockholm. Forberedelsen bestod som altid hos denne fond i at læse og tænke over cirka 300 sider videnskabelige tekster omkring et bestemt emne. Og til denne gang omfattede de Nobelprisvinderen James Buchanans højaktuelle Afraid to be Free: Dependency as Desideratum, som blev publiceret i Public Choice i 2005. Begivenhed nummer tre var søndagens interview med standup-komikeren Anders Matthesen også kaldet Anden i Berlingske Tidende.
Buchanan beskæftiger sig i artiklen med socialisme i bred forstand, og hvorfor i det mindste nogle af dens manifestationer synes at have overlevet østblokkens fald i bedste velgående. Han introducerer tre former for socialisme: Managerial socialism, dvs. statslig planlægning af produktion osv., distributionist socialism, hvilket er snigende tæt på velfærdsstatens grundidé om at man må imødegå den indkomstfordeling som et frit marked genererer, og en sidste manifestation, som han kalder parental socialism. Som jeg skal komme tilbage til nedenfor, er det netop dén type socialisme som sundhedsministeren er stærk fortaler for, og som Anders Matthesen er så voldsomt imod.
Men først og fremmest må man understrege, at selvom Buchanan ligesom en række amerikanske kommentatorer (f.eks. Radley Balko fra the Cato Institute her) vurderer, at den traditionelle socialisme managerial socialism i form af statslig planlægning af økonomi og andet, er stendød, gælder dette ikke i Danmark. Som jeg f.eks. understregede for næsten tre år siden i en kronik i Berlingske (læs her), er regeringens forskningspolitik næsten skræmmende perfekt sovjet-kommunistisk i sin idé og udførsel.
For det andet lever omfordelingssocialisme i bedste velgående, ikke mindst i Danmark hvor en nominelt borgerligt-liberal regering forsvarer et gigantisk omfordelingssystem, og slår hårdt ned på dissidenter i egne rækker spørg bare Eva Kjær Hansen eller Kristian Jensen. At omfordelingen stadig eksisterer, er måske mindre underligt. Directors Lov siger f.eks. at ethvert forslag, der omfordeler til den midterste vælger og hendes nærmeste, til enhver tid vil vinde en demokratisk afstemning, og at man derfor vil se stigende omfordeling til middelklassen i takt med en økonomisk-demokratisk udvikling. Dét billede passer i skræmmende grad på den danske virkelighed de sidste 40 år. Buchanan understøtter sådan set blot dette billede ved at pege på, at dette system i bemærkelsesværdig grad er blevet overtaget af tidligere socialister og kommunister. Som han skriver. the advocates of centrally managed economies moved with surprising alacrity to align themselves with the welfare state social democrats.Men det nye er den anderledes form for socialisme, der i forklædning af omsorg og fornuftig opførsel sniger sig ind i mange rige samfund i disse år. Argumentet bag ideen er ikke, at markedet laver store fejl og man ikke kan stole på det som i almindelig socialisme, men at folk ikke kan styre sig og ryger mere, spiser mere og mindre sundt, og dyrker mindre motion end de egentlig har lyst til. Som Buchanan foreslår er liberalismens marketingsproblem. They have failed to emphasize sufficiently, and to examine the implications of, the fact that liberty carries with it responsibility. And it seems evident that many persons do not want to shoulder the final responsibility for their own actions. Many are, indeed, afraid to be free.
Om det vitterligt er sådan, skal jeg ikke gore mig klog på, men selve grundideen virker som en Ganske god forklaring på mange danske politikeres forslag om stærke begrænsninger i folks personlige frihed. Om tilstrækkeligt mange mennesker er decideret bange for at få det ansvar, der følger med liberal frihed, er jeg ikke overbevist om. Som en kommentar på the Political Scientists indlæg foreslår, er det ikke indlysende, at befolkningen søger den type indskrænkninger men hvis politikerne ligefrem tilbyder at en barnepigestat overtager det besværlige, personlige ansvar, er det vel rationelt nok for mange mennesker at sige ja tak? En anden forklaringsmodel, der også kunne give mening, er at de fleste mennesker ønsker udbredt frihed for dem selv men ikke for andre mennesker med andre vaner og laster.
Hvis det er en rimeligt præcis beskrivelse, vil det på samme måde forklare den snigende indskrænkning af danskernes frihed, når staten begynder at blande sig i, hvad vi spiser, ryger, hvor meget vi løber eller svømmer, eller hvad vi i øvrigt gør i vores egne, helt private liv. Og hvis der er én ting, der er soleklar i de seneste års lykkeforskning er, at folk rent faktisk lægger væsentlig vægt på en udbredt personlig frihed den barnepigestatens socialisme gør små indhug i hver dag. Det er den samlede effekt af de sidste mange års indhug, der får Anders Matthesen til at konkludere, at Det er som at leve i et åbent fængsel. Man må gå ned ad gaden, og man må gå hjem, og man må passe sit arbejde og så må man i øvrigt ikke stille sin cykel op ad nogen som helst vinduer nogen steder.
I et indlæg for et par dage siden refererede jeg til The Rasmussens Report opinionsmåling omkring Obama og McCain og brugen af “the race-card”. Som jeg har skrevet før, er jeg et stort fan af Jon Stewart og The Daily Show. Udgaven den 4. august beskæftiger sig netop med bl.a. “The race card” – hele episoden kan ses her.
Hvis der helt exceptionelt skulle være nogle af bloggens læsere der ikke har stiftet nærmere bekendtskab med dette i mine øjne absolut uomgængelige program, vil jeg på det stærkeste opfordre til at gøre det.
Personligt er jeg aldrig i tvivl om hvad jeg ville vælge, hvis valget stod mellem de “rigtige” nyheder og The Daily Show. Ofte er det sidste formentlig nærmere sandheden på sin egen underlige måde, end den linde strøm af selvhøjtidlige (journalistiske) eksperter der befolker sende- (og lytter-) fladen, ikke kun i USA, men også herhjemme.
Desværre sender DR2 ikke showet i direkte forlængelse af Deadline, men så er det jo heldigt, at man kan se de fulde episoder på thedailyshow.com. Og her kan man forøvrigt se dem samme dag som de sendes i USA, takket være Internettet – endnu en opfindelse vi kan takke amerikansk imperialisme for 🙂
En del af denne blogs læsere kender formentlig godt The Rasmussen Reports . Men for de der ikke kender den, og interesserer sig for det kommende præsidentvalg kan de, er her mulighed for at følge med i ikke kun den daglige udvikling i styrkeforholdet mellem de to kandidater, i et valg der godt kan ende med at blive en gentagelse af 2000 valget, hvor vinderen fik færrest stemmer – denne gang dog med den demokratiske kandidat som vinder af præsidentvalget. Ifølge The Rasmussen Report ligger de to kandidater uhyre tæt – en tendens der er blevet mere og mere tydlige gennem juli måned, men fortsat med Barrack Obama som favorit.
Hvad der gør The Rasmussen Reports særligt interessante er, at de samtidig med daglige målinger også laver en række målinger på f.eks. folks opfattelse af mediernes holdning til kandidaterne, opfattelse af kandidaterne som liberal eller konservativ, hvorvidt amerikanerne opfatter USA som et “retfærdigt samfund (det gør ca. 2/3 af dem) osv.
Efter at en del medier (og Obama) antydede at et McCain kampangeindslag (se video her ), hvor Obama sidestilles med kendiser som Britney Spears og Paris Hilton (til Hilton familiens, – der økonomisk støtter McCain, ikke udelte begejstring) var rasistisk, viser det sig, at det mener kun omkring 1/5 af vælgerne :
eller som The Rasmussen Reports skriver :
Not surprisingly, the McCain ad generates significantly different perceptions along racial and ethnic lines. Most African-American voters58%–saw the McCain ad as racist. Just 18% of white voters and 14% of all other voters shared that view.
However, Obamas comment that his Republican opponent will try to scare people because Obama does not look like all the other presidents on dollar bills was seen as racist by 53%. Thirty-eight percent (38%) disagree.
Ydermere fremgår det af den dags Rasmussen Reports (der kommer en ny hver dag – og man kan tilmelde sig et nyhedsbrev), at
Overall, just 22% of voters believe that most Americans are racist. That view is shared by 32% of Democrats, 20% of unaffiliated voters and 12% of Republicans. African-American voters are evenly divided on the question.
Disse tal er ganske konsistente med undersøgelser sidste år , der viste samme tendens. Undersøgelsen fik følgende kommentar med på vejen i The Economist:
A recent Gallup poll suggests people would more readily vote for a well-qualified nominee who also happened to be black than a well-qualified Mormon one. And it may be some time before an atheist homosexual announces his candidacy.
Sommeren har i høj grad været præget af agurketid en næsten komplet mangel på reelle nyheder. Men i onsdags kom der en af slagsen, der kan gå hen at have virkeligt mærkbare konsekvenser i de nærmere år: Forhandlingerne om en ny, global handelsaftale i Verdenshandelsorganisationen WTO brød endeligt sammen. Forhandlingsrunden blev sat i gang i november 2001 i Qatars hovedstad Doha derfor er den blevet kendt som Doha-runden havde som erklæret mål at opnå en aftale, der var bedre for særligt verdens fattigste lande, end den skuffende Uruguay-aftale fra 1994, som på trods af åbenlyse skridt mod et mere frit handelssystem, havde undgået en række besværlige områder indenfor bl.a. landbrug. Mødet i juli mellem alle topforhandlerne i Geneve var skemalagt til at starte mandag den 20. og slutte søndagen efter, men lørdag blev man enige om at fortsætte de svære forhandlinger tre ekstra dage. Tirsdag aften kom beskeden så, at man fra øverste sted havde opgivet at komme til enighed.
Egentlig var forhandlingerne brudt sammen for to år siden, men dengang insisterede man på at fortsætte og ikke at kalde det et sammenbrud. Vi skrev om det umiddelbart efter (læs her), men forskellen i dag er at forhandlingschefen Pascal Lamy denne gang har brugt ordet collapse. Og på trods af at Indonesiens handelsminister udtalte dagen efter, at handelsforhandlinger ikke bryder sammen, de fortsætter bare, vil en hvilken som helst genoptagelse af Doha-runden ske med anderledes små ambitioner.
Man kan nu stille sig selv to overordnede spørgsmål: 1) Hvorfor brød forhandlingerne sammen og hvem kan man skyde skylden på? Og 2) hvad taber verden ved at der ikke kommer en ny aftale?
Hvis man skal gøre det hurtigt, ligger skylden hos særinteresser. At langt de fleste toldmure og andre handelsforvridende foranstaltninger kan spores tilbage til særinteressers lobbying (og det, der er værre) har været vidst siden Adam Smith, der skrev klart om problemet. Og dem med mest gennemslagskraft, er dem der kombinerer en stærk organisation og en evne til at vække irrationelle følelser hos vælgere med stærke incitamenter til at få beskyttelse. Med andre ord er det som oftest de mindst konkurrencedygtige industrier, der lobbyer stærkest. Derfor bliver de økonomiske tab ved beskyttelse også ganske store.
Men WTO-forhandlinger står nu engang ikke mellem industrigrupper, men mellem nationer. Og med den indlysende indsigt, må man konkludere, at de lande, hvor lobbygrupper er stærkest og hvor politikere er mest tilbøjelige til at give efter for dem, også vil være de lande, der holder allermest tilbage i forhandlingerne, der jo netop handler om at nedbryde toldmure, andre handelshindringer, og forskellige støtteordninger. Og netop den kombination er i høj grad karakteristisk for de grundlæggende problemer ved det ellers udmærkede EU-samarbejde.
En række kommentatorer har ellers taget fat i det lille emne, der officielt fik Doha-runden til at bryde sammen: Spørgsmålet om ulandenes såkaldte special safeguard mechanism. Mekanismen eksisterer for at man undgår, at fattige landes producenter ikke bliver løbet over ende og mister deres livelihood hvis der kommer stærkt stigende import af de bestemte varer, de lever af at producere. Udspillet fra USA var, at man var villig til at acceptere en regel, der betød at ulande kunne indføre en ekstra beskyttelsestold, hvis importen af bestemte typer varer f.eks. ris steg med 40 procent eller mere på et år. Udmeldingen fra Indien var derimod, at man ønskede tilladelse til at indføre en ekstratold, hvis importen steg med mere end ti procent.
Umiddelbart lyder det måske rimeligt at kunne beskytte sig selv, hvis importen af en type varer stiger med mere end ti procent på et år. Men når man får den ekstra oplysning, at disse lande i de senere år har oplevet stigninger i eksport og import på seks procent om året i gennemsnit, er der pludseligt ikke langt op til de ti procent på et år. Det er derfor også meget sandsynligt, at en række varer i enkelte år oplever stigninger på over ti procent af helt naturlige grunde og at eksportører i andre lande skal til at regne med en ikke ubetydelig sandsynlighed for at blive ramt af mekanismens ekstratold i tide og utide. Alle vidste derfor, at der var tale om spil for galleriet, der dækkede over langt dybere problemer.
Og problemet har fra starten været EU! Unionen har ligesom USA stillet krav om indrømmelser fra de relativt rigere ulande som Brasilien, Indien, Indonesien og Kina om at få øget adgang til disse landes industrimarkeder. Men ulig USA har EU’s forhandlingsudspil om toldnedsættelser og reduktion af landbrugsstøtte i høj grad været spil for galleriet, og udspillene har som oftest taget form af ultimatummer i stedet for åbne forhandlingsoplæg. Hvad ville det f.eks. nytte at man sænker hektarstøtten den pose penge, EU’s landmænd får per hektar jord de dyrker når unionen stiller som ultimativt krav, at man får udbredt tilladelse til at give væsentligt mere miljøstøtte som skal gives til landmænd i forhold til hvor mange hektar de dyrker? En lang række af unionens såkaldte forhandlingsudspil har i detaljen drejet sig om, at skifte navnet på den eksisterende støtte ud med et andet, mere sexet navn. Denne særlige struktur i EU’s udspil har indlysende nok betydet, at stort set ingen andre har bakket op om dem, og at man bag kulisserne har været temmelig trætte af unionen, der desuagtet ufortrødent har fortsat den destruktive linje.
To medvirkende faktor har klart spillet ind på sammenbruddet, og har gjort det lettere for EU at gemme si
g i det blame game, der na
turligvis har udspillet sig efter sammenbruddet. For det første er der ingen tvivl om, at lande som Brasilien og Indien har været for ambitiøse på de rige landes vegne, set i forhold til hvor meget de var villige til at åbne deres egne industrimarkeder. Her spiller det ind, at magtfulde industriinteresser traditionelt har stor politisk indflydelse i disse lande, som f.eks. Indiens bilindustri. Denne indflydelse er i høj grad et levn fra tiden, hvor landene fulgte den såkaldte ISI-strategi, hvor man forsøgte at rejse høje toldmure og udvikle statsejet industri bag murene en strategi der førte til industrier med en næsten latterlig mangel på konkurrencedygtighed og skabte endnu sværere korruptionsproblemer. Den anden faktor er det forestående amerikanske præsidentvalg, hvor USA står overfor valget mellem to kandidater, der næsten ikke kunne være mere forskellige, når der spørges om deres foretrukne handelspolitik. John McCain er så vidt vides endnu mere traditionelt frihandelsvenlig end Bush, mens Barack Obama er en af efterkrigstidens mest frihandelsfjendtlige præsidentkandidater. Bare usikkerheden om, hvad der bliver USA’s linje efter valget har gjort, at mange parter har fedtspillet i udpræget grad.
Uanset af man kan skyde lidt af skylden på amerikansk usikkerhed og indisk-brasiliansk mangel på proportioner, ligger hovedvægten af skylden for sammenbruddet stadig hos EU. Frankrig har ikke engang lagt ret meget skjul på, at landet slet ikke ønskede en forhandlingsrunde, og både den tidligere præsident Chirac og den nye Sarkozy som vi nok havde ventet noget andet af har undsagt EU’s handelskommisær Peter Mandelson gentagne gange. Andre sydeuropæiske lande med lige så stærke traditioner for beskyttelse og statsstøtte (og lige så store korruptionsproblemer) har bakket op og viftet med deres vetoret under bordet og udenfor offentlighedens øje. Særinteresser styrer deres tilgang til handelspolitik, ligesom en aldeles umoderne afsky for handel hos dele af befolkningerne forhindrer en rimelig diskussion. Men selv da ved man godt, at EU’s handels- og landbrugspolitik og her er svaret på spørgsmål nummer to både koster forbrugerne i de rige lande store summer i form af høje fødevarepriser og massiv landbrugsstøtte, der skal finansieres, og afholder millioner af fattige bønder i ulandene at udnytte de komparative fordele, de faktisk har, og eksportere deres varer til EU. Det er svært at kalde det andet end en umoralsk politik, og derfor et dybt umoralsk (og dyrt) træk, at EU i den grad var instrumentel i at Doha-runde brød sammen. Og så er det i øvrigt ligegyldigt, at Danmark sammen med Storbritannien, Sverige og Holland traditionelt har stået for frihandelsorienterede præferencer. Lorten ligger lige så meget og stinker foran Danmarks dør som i resten af Europa, men det er vores sydeuropæiske partneres hund, der har lagt den.
Denne weekends klumme i 180grader er skrevet af undertegnede. Som overskriften indikerer er budskabet, at man bør droppe økologien – og det af lige præcis de årsager, som dens fortalere ellers anvender til at fortælle os, hvorfor vi netop bør købe økologisk. Et budskab, der hvis det skal formuleres på samme måde som øko- og ulandsflipperne holder af at promovere deres produkter, kunne lyde noget i retning af:
“Tænker du på andet end dig selv når du fortager dine daglige indkøb? Synes du også at jordens fattige bør kunne spise sig mætte? Ønsker du også det bedste for miljøet? Så drop de økologiske gulerødder og efterspørg flere genmodificerede fødevarer.”
En interessant diskussion med samme tema findes i to artikler i The Independent her i foråret. I “The great organic myths: Why organic foods are an indulgence the world can’t afford ” ,skrevet af Rob Johnston, søges en række myter om økologiens mange fremragende egenskaber demonteret. Den efterfølgende replik, The great organic myths rebutted, skrevet af en økologisk talsmand, Peter Melchett, har mere end svært ved at tilbagevise en del af Rob Johnstons pointer.Til gengæld gør Peter Melchett brug af et gammelkendt trick, nemlig kun at skrive om de stoffer der er gode for mennesker, men undlade at gøre opmærksom på de negative sundhedseffekter ved økologiske fødevarer. Eller som en af Danmarks fremmeste forskere, Birger Lindberg Møller siger i et interview;
Økologisk producerede produkter indeholder generelt større mængder af farlige svampetoxiner, fordi der netop ikke er sprøjtet mod svampeangreb. Vi ved også kun meget lidt om giftigheden af de forsvarsstoffer naturlige pesticider som planter danner, hver gang de angribes af svampe. Det er et felt, vi burde koncentrere os mere om. Husk på, at planten ikke kan løbe sin vej som et dyr eller menneske, når der opstår fare. Den er bundet til det sted, hvor frøet tilfældigt slog rod. For at undgå at blive ædt, danner den i stedet giftstoffer og det sker i øgede mængder for hver gang, den bliver angrebet. Det er en romantisk drøm at tro, naturen er god. Planter forsvarer sig selv, og ofte med uheldige følger for den mad, vi skal spise. (hele interviewet findes her.
At Birger Lindberg Møller rammer plet, når han siger, det er en romantisk drøm at tro, naturen er god, kan man forvisse sig om, når man bl.a. læser Landsforeningen Praktisk Økologis forslag til argumenter mod brugen af GMO.
Her kan man bl.a. læse, at GMO er noget skidt fordi, Enhver art er per definition sund. Den er i stand til at modstå det meste. Derfor eksisterer den fortsat. – Men indebærer det så, at man heller ikke må gøre noget for at redde dyrearter der er i fare for at uddø? – og hvor går grænsen for naturlighed? er moderne lægevidenskab også noget skidt?
Men det bliver endnu mere grotesk.
Et andet argument i mod GMO er som de selv skriver, at GMO er angestprovokerende, fordi:
I alle folk og kulturer lurer der en angst for det ukendte. Alle de mest mareridtsagtige scenarier er digte om væsener, som har udviklet sig til ukontrollable livsformer. Psykologisk er mange følsomme overfor truslen om at forrykke den genetiske balance, der kontrollerer de enkelte arters udtryk. Svaret på denne angst er at holde sig fra at eksperimentere med indgreb i livets kode DNA udover hvad der kan gøres med kendte, nedarvede forplantningsmetoder. GMO er netop grænseoverskridende for vores bevidsthed om regulering af arveligheden. Derfor er GMO angstprovokerende.
Det er jo velkendt, at folk gennem tiderne har været bange for alverdens ting; bange for natten, bange for solformørkelser, måneformørkelser, andres seksualitet men først og fremmest har deres angst formentlig været drevet af deres uvidenhed. Noget der jo som bekendt har været til stor gavn for både politikere, magthavere og ikke mindst religiøse bevægelser gennem tiderne
Det er sigende, at man på den ene side fuldt ud accepterer brugen af fremavlede afgrøder, mens man på den anden side afviser brugen af moderne teknologi, der både kan øge fødevaresundheden, produktiviteten og samtidig mindske de negative effekter af vores landbrugsproduktion (økologisk eller ej) og hvis vi i løbet af de næste 20 år skal kunne øge produktionen af korn med 40% og kød med 60% (hvilket er nødvendigt for at følge med efterspørgslen), kommer vi næppe ud over, at vi er nød til at bruge dén egenskab der mere end noget andet adskiller os fra resten af planetens arter, nemlig evnen til at bruge det der sidder mellem ørerne.
Og som det vist tydeligt fremgår af følgende svada fra Landsforeningen af Praktiske Økologer, skal man vist ikke forvente nytænkning fra den kant, for som de skriver,
Blandt økologisk tænkende mennesker har der i mange år været en god tradition for, at vi er FOR, det vi GØR, og det er derfor vi er IMOD det, vi ikke vil. – ja det skriver de skam.
Jeg hader, når jeg ikke kan gennemskue en joke; når ironien er for fin og subtil.
Som nu forleden, hvor Berlingske havde ryddet forsiden, HELE forsiden og fundet Jesu Genkomst-typerne frem for at dække Obamas tale dagen før i Berlin. Joke eller total mangel på proportion?
Jeg kan godt li’ Berlingske, så jeg gætter på, at det var en fin ironisk kommentar til MSM og deres kritikløse dyrkelse af Obama. Det var især den indsatte notits på forsiden om, at man i midten kunne finde en tag-ud-og-gem idolplakat med Obama, hvor man havde indsat hans guldkorn fra talen, der har overbevist mig om, at det må være en spøg. Til overmål havde de endda undladt et “ikke” i en passage om, hvorvidt vi skulle bekæmpe terrorisme; det “ikke” vil de, der faktisk hopper på joken og gemmer plakaten, næppe savne.
Men igen. Det var en farlig finte. Lidt for subtil. Så kan jeg bedre lide Bakers mere bastante bibelske beretning om den kritiske presses møde med den udvalgte.
Læs her og nyd det.
Fortsat god sommer.
Et af de store spørgsmål i de senere års debat om de danske universiteters forskningsoutput og kvalitet har været, hvordan man måler en så uhåndterbar størrelse som kvaliteten af den forskning, der bedrives. Internt på de enkelte universiteter er det også en diskussion, der må tages, ikke mindst når man skal evaluere, hvilke institutter, der klarer sig bedre end andre og internt på institutterne hvilke individuelle forskere, der klarer sig bedst og derfor bør stå forrest i køen til tillæg osv.
Spørgsmålet er også relevant i andre debatter og lad mig blot indrømme at en af grundene til at skrive dette indlæg, har været Christopher Bugge Harders fortsatte forsvar for en af det internationale klimapanels, IPCCs, ledende forfattere, Nebojsa Nakicenovic. Jeg har karakteriseret ham som andenrangsforsker, Bugge har forsvaret ham og blandt andet hævdet andetsteds, at Nakicenovic har været i betragtning til Nobelprisen i økonomi. Der er således noget af en forskel på vores vurdering af mandens kvaliteter, som en formel evaluering måske kan kaste lidt lys over.
På et helt andet plan er der rent personligt også ofte svært at forklare familie og venner, hvor man står i hierarkiet, og hvorfor man tager de valg, man tager på sit arbejde. Et spørgsmål, som man for eksempel ret ofte må svare på, er Hvorfor har du ikke skrevet en bog? Det bliver forhåbentlig klart i det følgende, hvorfor jeg ikke har skrevet en bog, og i øvrigt heller ikke har planer om det i den nærmeste fremtid. Så formålet med dette indlæg er at forklare, hvordan man på solid basis evaluerer forskningskvalitet.
En vurdering af enkelte institutters og enkelte forskeres kvalitet kan på det mest fornuftige grundlag foretages på basis af, hvad der udgives. Alt andet lige er mere i et vist omfang naturligvis bedre, men alt er stort set aldrig lige. Man må derfor skelne mellem hvilke typer udgivelser, der er tale om, og hvilken kvalitet, de på den ene eller anden måde har. Lige så vel må man se på, om den enkelte forsker konsistent publicerer i et bestemt kvalitetslag en enlig svale gør som bekendt ingen sommer, heller ikke i den videnskabelige verden. Men det er ikke så svært: Indenfor nationaløkonomi gælder det, ligesom det helt generelt gælder for naturvidenskaberne, de mere kvantitativt orienterede og/eller angelsaksisk orienterede dele af statskundskab, og i stigende grad den kvantitative del af sociologi, at den tunge del af forskningen publiceres i internationale videnskabelige tidsskrifter, og at der er et helt klart kvalitets- og prestigehierarki blandt tidsskrifterne.
Et sådant hierarki kan naturligvis lyde underligt, og en af mine mest begavede venner har da også undret sig over, at hvorfor man løber efter prestigen. Sagen er blot, at prestige i denne sammenhæng ikke er et hult begreb. Jo bedre og dermed jo mere prestigiøst et tidsskrift er, afhænger af hvor skrap kvalitetskontrollen er hos tidsskriftet. Når et videnskabeligt tidsskrift modtager et manuskript, sendes det nemlig til review hos andre forskere indenfor samme område. Disse forskere, og ofte også manuskriptets forfattere, holdes strengt anonyme så man minimerer risikoen for nepotisme eller personopgør. Det er reviewernes grundige tilbagemelding til redaktøren, samt redaktørens egen vurdering, der bestemmer om manuskriptet skal 1) optages, 2) skal genovervejes såfremt en række ændringer foretages, eller om det 3) bør afvises blankt. Denne kvalitetskontrol varierer dermed fra tidsskrift til tidsskrift, og med strengere krav og flere topforskere som reviewers, jo bedre tidsskriftet er. Omvendt får tidsskrifter med et særligt godt ry flere manuskripter tilsendt, og kan derfor tillade sig at være mere kræsne og dermed hæve overliggeren for hvad det kræver, at få en artikel publiceret. Selvom processen ikke er perfekt enkelte smuttere sniger sig igennem og selv Nobelprisvindende bidrag bliver nogle gange afvist betyder den at de mest kvalitetsbevidste tidsskrifter også i gennemsnit publicerer de bedste artikler, og at der herefter er et klart hierarki, afhængigt af hvor strenge krav, tidsskrifterne stiller og hvor strenge krav de kan tillade sig at stille.
Og kravene er strenge hos de bedste! For at tage et af de klareste eksempler, får man hos det amerikanske Quarterly Journal of Economics, der har været udgivet i mere end 100 år, flere tusinde manuskripter tilsendt om året. Af de mange modtagne manuskripter kommer en mindre del (et godt gæt er cirka 800) forbi redaktørens skrivebord mange afvises før de når ud i review-processen fordi de, for eksempel, ikke har tilstrækkeligt bred interesse for læserskaren eller er åbenlyst under niveau. Af den mindre del, der faktisk når processen, afviser man derefter cirka 95 procent af alle manuskripter. På denne måde holder tidsskriftet kvaliteten oppe i de relativt få artikler, der trykkes i de fire årlige numre.
På denne baggrund opstår der altså et klart hierarki blandt de mange videnskabelige tidsskrifter. Indenfor nationaløkonomi mit eget område, eksisterer der et klart A-hold: Den lille håndfuld absolut prestigiøse tidsskrifter omfatter som minimum American Economic Review, Journal of Political Economy, Econometrica og (naturligvis) Quarterly Journal of Economics. For nationaløkonomer med lidt bredere forskningsfelter kan det også diskuteres om de to supertidsskrifter indenfor statskundskab, American Political Science Review og American Journal of Political Science, skal tælles med. Bredt set indenfor naturvidenskaberne er der samme type hierarki, og langt de fleste vil sandsynligvis placere Nature og Science i spidsen for enhver liste.
Det siger sig selv at en meget lille gruppe får publiceret konsistent i A-holdet, men mindre kan gøre det. Næste trin på kvalitetsstigen, og stadig et særdeles prestigefyldt trin, består af de såkaldte leading field journals, dvs. toptidsskrifterne indenfor mere specialiserede områder. For mit eget vedkommende vil det inkludere Journal of Economic Growth, Journal of Development Economics, og Journal of Economic Behavior & Organization, dvs. de to toptidsskrifter indenfor udviklingsøkonomi plus det absolut førende specialtidsskrift der behandler mere adfærdsøkonomiske problemstillinger. Tidsskriftet Public Choice som denne blogs tidligere redaktør Peter Kurrild-Klitgaard er europæisk redaktør for er sværere at placere, da det er leading field journal indenfor et område, der befinder sig midt mellem nationaløkonomi og statskundskab, men skal muligvis tælles med for de forskere, hvis interesseområde netop befinder sig i gråzonen mellem politisk økonomi og statskundskab.
Længere nede kommer så en lang, lang række fornuftige og kvalitetsbevidste tidsskrifter, som jeg ikke vil opliste her der er over hundrede af dem alene indenfor økonomi. Og i bunden af det hele kommer så bøgerne og bidragene til redigerede bøger. Grunden er ganske simpel: Mange bøger har slet ingen review-proces, og for de redigerede bøger der har, betyder den som oftest at man kan risikere at måtte lave småændringer i sit bidrag, men at manuskriptet ikke kan afvises. Derfor er svaret på det indledende spørgsmål hvorfor har jeg ikke skrevet en bog eller bidraget til ret mange ret klart: For mange bogkapitler eller selvstændige bøger er et sikkert signal om, at ens forskning ikke har kvalitet til at blive publiceret andre steder. Dette skaber derfor også lidt af et skisma mellem hvad den almindelige offentlighed ser som betydningsfulde forskere det er ofte dem med bøgerne, ikke mindst dem på dansk og dem, der i virkeligheden har høj kvalitet og er med på forskningsfronten.
Udstyret med lidt viden om hvad de vigtige parametre er, kan læserne så selv tage et kig på tre ikke helt
tilfældigt udvalgte forsk
ere: Harvard-professoren Robert Barro, mig selv, og IPCCs Nebojsa Nakicenovic (tryk på navnet for at komme til forskerens CV). Barro har de sidste tre år været bookmakernes topkandidat til Nobelprisen, og er et usædvanligt sikkert bud på en pris i fremtiden. Hans forskningsbidrag har været indenfor politisk økonomi, inflationsforhold og ikke mindst har hans bidrag til den empiriske vækstforskning revolutioneret måden, man måler økonomiske vækstfaktorer. Mine egne bidrag i mine tre år som PhD-studerende og tre år som forsker derefter har af mange grunde været mere beskedne, men jeg har taget mig selv med som eksempel på en sådan cirka rimeligt fornuftig dansk forsker. Sidste på listen er Nakicenovic, hovedforfatteren bag IPCCs økonomiske estimater og et interessant eksempel på hvor langt man kan komme med en stor organisation i ryggen, og masser af publicity.
I modsætning til de fleste indlæg her på stedet, vil jeg ikke konkludere noget som helst. Læserne kan reflektere over hvordan man bedømmer forskningskvaliteten, og de kan hver især gå ind og læse de tre eksemplers CVer og publikationslister. Enhver er fri til at danne sin egen mening, ligesom enhver er fri til at lufte den i kommentarerne nedenfor.
Som Punditokraternes læsere vel efterhånden ikke kan undgå at vide, er en af disse års store politiske sager den globale opvarmning. I 20 år har FNs internationale panel IPCC med stigende sikkerhed argumenteret for, at kloden bliver varmere, og at det helt primært skyldes menneskelige udledninger af såkaldte drivhusgasser, der kommer fra en lang række økonomiske aktiviteter. I de seneste år har den tidligere amerikanske vicepræsident Al Gore slået sig op på samme vogn, og endda fået Nobels fredspris for sin lobbying, på trods af at hans vidt omdiskuterede film helt unægtelig indeholder flere ret upræcise oplysninger. Som læserne også vil vide, er der dog ikke fuld videnskabelig konsensus selvom der oftest ser ud til at være politisk konsensus. Ikke mindst må det have gjort et vist indtryk på dem, der ikke er religiøst troende, at 100 topforskere sidste år skrev et åbent brev om deres problemer med at acceptere IPCCs historie.
Nu sker der ikke så meget for tiden det er også blevet agurketid i blogosfæren så her i sommertiden kan vores læsere hygge sig med Frede Vestergaards glimrende interview med Ole Humlum, en af Norges førende klimaforskere of professor i fysisk geografi ved Oslos universitet (læs interviewet her). Humlum repræsenterede ved et norsk møde sidste år den IPCC-kritiske fløj og uddyber i Weekendavisen fra i fredags sine synspunkter.
Først og fremmest peger den norske professor på en del usikkerhed i vores viden om de processer, der skaber Jordens klima usikkerheder der ignoreres af IPCC. For eksempel giver drivhusgasteorien og klimamodellerne ret klare prædiktioner omkring temperaturen i atmosfærens øvre lag, men satellit- og ballonmålinger finder ikke den atmosfæriske opvarmning, modellerne tilsiger. Det er heller ikke særligt kendt, at det tab af iskappe, der unægteligt er sket på Nordpolen, næsten opvejes af en opbygning af tykkere is på Sydpolen. Og sidst, men ikke mindst, peger Humlum på, at grundige analyser viser, at kun cirka fem procent af den atmosfæriske CO2 kan være kommet fra afbrænding af fossile brændstoffer, og hovedparten altså må være kommet andre steder fra. På trods deraf tilskriver IPCC hele stigningen i den globale CO2-koncentration forbrænding af fossile brændstoffer, svarende til 26 procent af den samlede mængde atmosfærisk CO2. Man skal ikke være den store statistiker for at indse, at man meget hurtigt i en lineær model kan komme til at tilskrive menneskelig aktivitet en fem gange så stor rolle, som den egentlig burde have.
Humlum peger, som mange andre, også på at temperaturen faktisk ikke er steget de sidste ti år, på trods af at IPCC-modellerne klart forudsiger en stigning på 0,2-0,3 grader. Nu er ti år sandsynligvis ikke nok til at kunne sige noget som helst fornuftigt om en langsigtstrend, ikke mindst fordi 1998 var et såkaldt El Niño år, men nordmanden gør opmærksom på, at IPCC selv har brugt det usædvanligt varme år som bevis for at opvarmningen er menneskeskabt. Og som han udtaler til Weekendavisen: Hvis ti års temperaturstigning fra 1978 til 1988 var nok til at overbevise om rigtigheden af at oprette IPCC med den erklærede opgave at undersøge specielt den menneskelige påvirkning af klimaet, og hvis ti års temperaturstigning frem til 1998 er usædvanlig og et mere end 90 procent sikkert bevis på menneskeskabt global opvarmning, som det er blevet hævdet af IPCC, så har de efterfølgende otte-ni års stagnation i temperaturen vel også relevans?
Den norske professor konkluderer (som vi i øvrigt også har gjort her), at problemet er at IPCC har opnået en monopolstats på at formidle klimaforskning og information om klimaet til verdens regeringer og politikere. Ydermere er organisationen sat i verden til at undersøge en eventuel menneskeskabt virkning, hvilket betyder at de centrale personer, der udpeges til klimapanelet i det mindste er af den opfattelse, at vi i dag står overfor potentielt farlige menneskeskabte, globale klimaændringer. Med andre ord hyrer man ikke nogen embedsmand til IPCC uden at denne er overbevist om katastrofescenarierne. Og man lader heller ikke skepsis og usikkerhed igennem fra politisk side, da den videnskabelige rapport først kommer måneder efter et Summary for Policymakers, som rapporten skal være konsistent med og som skal godkendes fra politisk hold! At indgå i en såkaldt dialog med IPCC og den politiske side bliver dermed lidt ligesom at spille poker med en modstander, som insisterer på selv at blande og dele kortene mens man er sendt ud af lokalet. Det er et offentligt spil, der er meget svært at vinde, før tilskuerne indser absurditeten i dets regler.
Lad os blot herfra takke Weekendavisen for at bringe begge sider af en højspændt, politisk debat, og at opfordre læserne til at læse Vestergaards artikel. Og som må man vel berede sig på en ophidset debat her på stedet i de kommende dage.
Statistik er som bekendt ofte mere mis- end retvisende, og procentregning er sjovest, når man er lille.
Det er således en smagssag, om man vil ønske NA tillykke med, at deres folketingsgruppe er forøget med hele 50 pct. i anledning af, at Gitte Seeberg har forladt Folketinget og hendes suppleant, Villum Christensen, har tilsluttet sig gruppen.
Men væksten på et andet område er mere positiv, også selvom man ignorerer procentregningen.
Ifølge en ny meningsmåling er NA kommet over spærregrænsen og har 2,3 pct. opbakning. Sidst jeg så efter, havde de 0,2 pct., og ifølge artiklen skulle fremgangen være en femdobling siden maj.
Dermed er et af de væsentligere argumenter imod NA, at det er stemmespild, faldet bort, hvis – vel at mærke – trenden fastholdes. Meningsmålinger er flygtige og så er der lige detaljen med deres ofte oversete indbyggede usikkerhed. Alligevel tror jeg, at trenden holder, og at partiet med sin (ny-) erklærede “neoliberalistiske” holdning klarer spærregrænsen.
Den tro skyldes især ønsketænkning, men også andre forhold.
Det har været bemærkelsesværdigt, hvordan mange kommentatorer har haft travlt med at afsige dødsdommen over NA, især efter Jørgen Poulsen røg ud. Især hos den type bløde konservative, som man kan mistænke for at ville foretrække socialisme frem for liberalisme, og som med forfærdelse så Gitte Seeberg-fløjen tabe indflydelse, har dødsdommen haft en næsten besværgende karakter. The lady doth protest too much, methinks.
Et andet positivt tegn var meningsmålingerne, før Folketinget gjorde os alle den tjeneste at gå på sommerferie. Her gik RV frem, hvilket formodentlig skyldtes Vestagers klare profilering af en gammel radikal mærkesag: hvad kan det nytte? Anledningen var terrorangrebet på den danske ambassade i Pakistan og budskabet var, at vi burde overveje vores aktivistiske udenrigspolitik. Nu er der vel ingen som tvivler på, at den aktivistiske udenrigspolitik er overvejet, så budskabet var naturligvis, at vi skulle ændre vores udenrigspolitik. Det kan også mere ukærligt udlægges sådan, at vi skal gøre som terroristerne ønsker. Hvis de ikke kan lide, at vi hjælper et demokrati på vej i Irak, må vi hellere lade være. Hvis de ikke kan lide, at vi bekæmper taliban i Afghanistan, må vi hellere lade være. Hvis de ikke kan lide, at vi tillader satire af religiøse emner, må vi hellere lade være, osv. Synspunktet om det håbløse i at kæmpe, tilskrives Viggo Hørup, men hans tilføjelse om, at vi manglede en stærk alliance, blev glemt, for den opstod først efter 1948. Det er således ikke helt fair, når statsministeren sammenligner om end nok så indirekte og subtilt Vestager med Scavenius, for sidstnævnte havde faktisk en god grund til at være fej.
Det interessant ved Vestagers udspil er, at det kun gav RV en fremgang på et par procentpoint. Hvor er resten? Hvor er de ca. 25 pct., der støttede NA i dets velmagtsdage? De er åbenbart ikke fristet af et opgør med den aktivistiske udenrigspolitik, der ikke bare har skabt et levedygtigt demokrati i Irak og næsten nedkæmpet taliban i Afghanistan, men også har vist den muslimske verden, at “Vesten” ikke var et degenereret, svagt og undergangsdømt system, men tværtimod stærkere end al-Qaeda og langt at foretrække.
Når RV ikke har kunne tiltrække de mange vælgere, som kom i skred, da NA trådte frem, ved at tilbyde traditionel radikal politik, er det et fair bet, at disse vælgere fortsat er “derude”. Kan NA få fat på blot en del af dem, kan dansk politik ændre sig til det – for os at se – bedre.
Det tyder altså på, at vi omsider har et borgerligt-liberalt protestparti i Folketinget, også efter næste valg. Måske ikke lige det, vi helst vi have, men et, der kommer det rimeligt nær.
Som forudsagt på denne blog er MSM ikke det nye NA særlig venligt stemt, og Politiken var ved at få skovlen under den nye MF med det klassiske hader-du-også-DF spørgsmål. Villum Christensen fik talt sig bedre ud af den fælde, end Jørgen Poulsen ville have gjort. Så der er håb også for ham.
For naturligvis er det en opgave for NA at få drejet V og K væk fra DF. DF har ved sin enerådende formand meget klart udtrykt, at de ser det som deres opgave at forhindre regeringen i at føre liberal politik, hvilket de har været ganske dygtige til. Men som NA allerede har oplevet på den hårde måde, så er løsningen ikke at dæmonisere DF; det udtrykker kun hysteri og svækker respekten for ens dømmekraft.
DF ligger ikke længere fra den politiske midte end SF og er vel blot at regne for en nationalistisk variant af socialdemokratiet. Naturligvis kan man pege på, at nationalismen førte til et grusomt samfund i national-socialismens Tyskland, men det gælder jo også socialismen i Sovjet-Rusland, Kina osv. Det er lige så hysterisk absurd at opfatte DF som første skridt på vejen til Holocaust, som det er at opfatte Villys SF som første skridt på vejen til et nyt Gulag i det sydfynske.
Hvis NA dropper negativiteten og i stedet koncentrerer sig om at levere et realistisk borgerligt-liberalt alternativ til den siddende regering, har partiet en fremtid, og vi har et alternativ til sofaen ved næste valg.
Så er Danmark igen blevet kåret til verdens lykkeligste land. De nyeste data fra the World Values Survey Bekræfter atter en gang, at danskerne på trods af deres brokken sig over småting, alt i alt er dem, der i gennemsnit er mest tilfredse med deres liv. Intet har ændret sig fra sidst, der blev kigget på data, og konklusionerne ændrer sig derfor heller ikke meget (læs f.eks. her)
Et andet forhold, der desværre heller ikke har ændret sig meget, er danske mediers behandling af dette glædelige fund. BBC bragte, for eksepmel, lederen af WVS-projektet Ronald Ingleharts udlægning således: “Personal freedom is even more important, and it’s freedom in all kinds of ways. Political freedom, like with democracy and freedom of choice.” (læs på BBC her). Inglehart er dermed på linje med verdens førende lykkeforskere når han understreger frihedens betydning. Eller som en af de absolut førende, hollænderen Ruut Veenhoven, så fyndigt udtrykte det på en konference i efteråret: Størstedelen af verdens lykkeforskere hælder til venstre for den politiske midte, størstedelen af resultaterne fra lykkeforskningen hælder til højre.
Som redaktør af en borgerligt-liberal blog og en af Skandinaviens få samfundsforskere, der har syntes at det var værd at kigge nærmere på lykken, kan man vel kun glæde sig over, at Smith, Hayek og Friedmans dybere indsigter igen får empirisk opbakning. Men læg nu mærke til, hvordan den samme nyhed vinkles i DRs dækning overfor den uanende danske befolkning: Denne gang er det Michigan University som er nået frem til, at vores demokrati, sociale lighed og den fredfyldte atmosfære i Danmark, gør os til verdens lykkeligste land.
Dagens spørgsmål må helt enkelt være, hvordan man kommer fra Ingleharts klare udtalelse om, at det er personlig frihed, der er vigtig for folks tilfredshed med deres liv, til at det er den danske sociale lighed, dvs. velfærdsstaten. Måske skal man være flink og udlægge det som en effekt af det, Lisbet Knudsen (læs her) har kaldt den vanetænkning, som præger hele den journalistiske selvopfattelse med andre ord rygmarvsreaktionen, at alt godt må udgå fra en socialdemokratisk velfærdsstat. Måske skal man opfatte danske journalister som konsistent svage i opfattelsen? Eller er det en bevidst strategi fra den enkelte journalist, at man vinkler enhver historie så den passer til ens egen ideologi, helt fraset hvad man ved, den egentlig fortæller? Jeg ved det ikke, men studsede over dette underlige eksempel. Og det bliver ikke mere underligt af, at studie efter studie peger på, at Inglehart har ret, mens ideen om at social lighed betyder noget for lykken, aldeles ingen opbakning får. For pudsigt nok er det den personlige frihed, og ikke den lille misundelse over dem, der er rigere, der giver en mening og tilfredshed med livet.