Hvordan man kommer bandekriminalitet til livs – og hvordan man ikke gør det

Af Niels Westy, den 16. september 2008. 44 svar

De politiske partier står i disse dage i kø for at vise handlekraft og komme med bud på hvordan man stopper det narkoopgør, som Københavns gader i disse tider lægger brosten til. F.eks. vil SF efter en 24 timers frit lejde slå til med razziaer i stor stil mod rockerborge og “kendte” tilholdssteder for indvandrerbander – S vil reaktivere rockerloven og DF vil mandsopdække rockere og indvandrerbandernes medlemmer.

Men lige så populistiske SFs og andres forslag er, lige så håbløst ineffektive er de også. Der er tale om tom symbolpolitik, der ikke indeholder et eneste bud på løsninger af det grundlæggende problem, og drivkraften bag de kriminelle miljøers magt og brutalitet, nemlig narkotikamarkedet.

Men lad os nu forestille os, at det rent faktisk var muligt via en gigantisk politiaktion at bure de banditter, der render rundt og gør gaderne usikre, især på Nørrebro, inde. Noget der grænser til det usandsynlige, for slet ikke at tale om at holde dem indespærrede – der er jo trods alt fortsat en bevisbyrde der skal løftes. Hvad ville der så ske? Tjah, på kort sigt ville der utvivlsomt være færre “incidenter”, men det vil kun være en stakket frist. Der vil stadig være et marked for narkotika, og der vil stadig være en høj profit for de der er tilstrækkeligt risikovillige, hvorfor de ledige pladser som leverandører og pushere hurtigt vil blive fyldt ud.

De høje og hurtige profitter vil også sikre, at det herefter kun er et spørgsmål om tid, før vi igen oplever nye blodige kampe om det lukrative narkotika-marked. Sådan er det i de amerikanske ghettoer, sådan var det i forbudstidens USA, og sådan er det i Danmarks ghettoer.

Selvfølgelig kan der være længere perioder med relativ ro. Det kan enten skyldes at en enkelt aktør/organisation dominerer markedet fuldstændig (monopol), eller aktørerne deler markedet mellem sig (karteldannelse). Men som vi ved fra legale markeder er det vanskeligt at opretholde monopoler og karteldannelser over tid uden brug af tvang eller lovgivning der hindrer konkurrence udefra.

Hvor man på et legalt marked ville konkurrere på kvalitet og pris, er der al mulig grund til at antage, at man på det illegale marked konkurrerer på noget helt andet, nemlig den brutalitet man er parat til at udvise i kampen om markedsdominans. Igen, de historiske eksempler står i kø.

Man kan finde det utroligt. Men på trods af, at bekæmpelsen af narkotihandlen og den medfølgende kriminalitet – det være sig herhjemme eller i udlandet – har været én lang perlerække af ufatteligt omkostningsfyldte fiaskoer, både økonomisk og menneskeligt, så er der åbenbart politisk konsensus om at lukke øjnene for virkeligheden, og lade som om politiet rent faktisk kan gøre noget.

Men hvis man ønsker effektivt at bekæmpe den organiserede kriminalitet, er det noget helt andet der skal til, man skal nemlig fjerne deres indtægtsgrundlag. Her er den billigste, mest effektive og humane fremgangsmåde at afkriminalisere narkotikahandlen i en eller anden form. Hermed fjernes profitten ved at sælge narkotika (stort set hele den pris forbrugerne betaler går til risikoaflønning) hvilket både svækker de nuværende kriminelle organisationer her og nu, og på sigt gør det mindre attraktivt for andre at vælge en karriere indenfor organiseret kriminalitet.

Desværre er der intet der tyder på at politikerne har lært noget som helst af den massive historiske data, der entydigt viser, at det ikke er muligt at vinde kampen mod narkotika.

Tværtimod vælger man konsekvent at føre en politik,  der ingen indvirkning har på antallet af narkomaner, (bortset fra de, og det er de fleste, narkodødsfald der skyldes at stofferne er ulovlige), og samtidig konsekvent ikke kun styrker de kriminelle miljøer, men også deres råhed.

Og indtil man radikalt ændrer narkotikapolitik, er der vist kun en ting at sige i forlængelse af den seneste tids skyderier, nemlig at “You ain’t seen nothing yet”.

Der er tale om det 3. store opgør om det danske narkomarked – (i 1980erne var det Hells Angels opgør med de Christaniabaserede Bullshit rockere, i 1990erne var det Bandidos (der arbejder sammen med nogle af invandrerbanderne i det nuværende slagsmå) i lige så mange årtier.

Opgør der i omfang og brutalitet har fået et ryk opad hver gang. Så det er  formentlig et rimeligt gæt, at det næste opgør vil blive endnu blodigere end det nuværende (narkomarkedets dynamik tilsiger dette). Om de fortsatte blodsudgydelser skulle få politikerne til at vende sig mod løsninger der virker i stedet for løsninger der gør sig godt i overskrifterne, er der til gengæld grund til at tvivle på – og det er vist heller ikke formålet med alle udmeldingerne fra partierne i disse dage.

Farvel

Af Jacob Mchangama, den 15. september 2008. 14 svar

Denne punditokrat har – primært på grund af arbejdsbyrder – alt for længe forsømt at poste på denne blog, hvilket bloggens hårdtarbejdende redaktør ikke kan være tjent med.

Jeg er netop tiltrådt en ny stilling, og vil den forbindelse benytte lejligheden til at takke af som punditokrat, da jeg som led i mit nye arbejde fast vil skulle blogge hos et stort dansk dagblad og dermed ikke vil kunne skrive oftere på denne side end det er tilfældet nu.

Det har for en ung jurist, som mig været et privilegie at få lov til frit at at kunne udgyde mine tanker om de emner jeg havde lyst til i selskab med personligheder som de øvrige punditokrater, hvoraf mange har influeret mit syn på verden med deres ideér. Derfor et stort tak til alle nuværende og tidligere punditokrater med et særligt tak til den forhenværende redaktør, som var letsindig nok til at lade mig ind i folden.

Det har også været et privilegie at have en kritisk og velinformeret læserskare, som – ofte med begavede og indsigtsfulde kommentarer – nok skulle lade en vide, hvis de syntes der var huller i ens argumentation. Derfor også et stort tak til bloggens læsere – også de som jeg oftest har været uenig med.

Jeg vil tillade mig at benytte denne lejlighed til at invitere bloggens læsere til det første debatarrangement, jeg har har fornøjelsen af at arrangere i min nye stilling. Her vil jeg debatere domstolenes rolle i en demokratisk retsstat med filosoffen Kai Sørlander – en fortsættelse af en debat, som gav anledning til mange kommentarer her på siden tidligere i år.

Jeg håber således, at de af bloggens læsere der er interesserede i retspolitik vil møde op og deltage i debatten. Det vil også give mig en kærkommen lejlighed til at sætte navn/ansigt på nogle af de læsere som jeg i årenes løb har krydset klinger med og måske til at fortsætte debatten over et glas øl på en af de mange nærliggende beværtninger.

Med tak

Jacob Mchangama

VRWC – den store højrefløjssammensværgelse

Af admin, den 12. september 2008. 33 svar

Da jeg for få dage siden ironiserede over, at mange danske journalister tror, at kun Republikanerne kaster med mudder, mens Demokraterne kun fremsætter relevant kritik, var det stadig til at more sig over.

Men efter at McCain/Palin nu pludselig fører over Obama/Biden, selv på Intrade, har det ændret sig fra spøjst til forrykt. Store dele af MSM, med Berlingske i en ikke særligt flatterende førerposition, har kastet alle hæmninger over bord og sætter nu alt ind for at redde deres hvide ridder Obama og ramme den løgnagtige opkomling til McCain. Tænk, MSM er i virkeligheden a Vast Right-Wing Conspiracy, der tillader McCain at lyve uhæmmet. Sådan her begynder Berlingskes udsendte korrespondent sit korstog:

McCain slipper ustraffet fra løgne

John McCain fortsætter med at spy løgne ud om Barack Obama, men slipper ustraffet fra det.

Og sådan fortsætter det derudaf.

Korrespondenten mener altså, at MSM ikke har været kritiske over for Sarah Palin? Halloo, Jorden kalder Pilestræde, er der nogen i redaktionen?

Fra det øjeblik, Palin blev udpeget som VEEP, har MSM kastet sig over hende, både med fornuftig kritik og den hårrejsende (hun var mormor til sit eget barn; hun var medlem af en løsrivelsesbevægelse; hendes 17 årige datter var gravid, hun modtog diæter og sidst, men ikke mindst, hun var bare så uerfaren, hvilket nok er en charme hos Obama, men en stor fejl hos en kvinde, især hvis hun er Republikaner). Som Krauthammer meget præcist bemærker: Not since Henry II asked if no one would rid him of his turbulent priest, have so many so urgently volunteered for duty. Det blev så slemt, at Intrade endda lavede en kontrakt/væddemål på, om Palin blev trukket tilbage (det blev hun ikke, det blev kontrakten derimod). Men bare fordi kampagnen mod hende ikke virkede efter hensigten, betyder det vel ikke, at den ikke var der? Jo, synes korrespondenten at mene. Der er ingen, ingen som tør gå løs på McCain og Palin.

Et af de få punkter, som man fik ind på Palin, var hendes modstand mod broen. Det viste sig, at hun havde været for, før hun var imod. Men det ændrer ikke på, at hun faktisk var imod. John Kerry var som bekendt for Irak-krigen, før han var imod, og det gav vel ikke rigtig anledning til at betvivle, om han faktisk var imod. Det var han, og han tabte — heldigvis for irakerne. Tilsvarende må man for det første konstatere, at det var Palin, og ikke Kongressen, som korrespondenten tror, der stoppede broen, for pengene var givet. Palin hoppede på protestbølgen mod earmarks og det er fortsat hendes standpunkt. Dernnæst kan man konstatere fra denne notits i NYT, at man faktisk opfattede hende som den, der standsede broen. Klippet er fra september sidste år; før der gik valgkamp i sagen. Endelig må man spørge, hvem af Palin og Obama, der står for, at staten skal lade være med at bruge offentlige midler; det er nok Palin. Kort sagt, den historie har fået mere dækning end den kan bære. Bare ikke efter Berlingskes mening.

Det var i øvrigt samme korrespondent som få kort tid siden brugte adskillige spalter på at antyde, at McCain nok var præsenil, fordi han kom med fortalelser. Men det er først, når Republikanerne falder over Obamas harmløse fortalelse om “my muslim faith”, at han kan se, at det er banal mudderkastning.

Det var for resten også ham, der – i lighed med de fleste af sine danske kolleger – brugte citatfuskeriet, hvor McCain citeres for, at krigen i Irak for hans skyld kan vare i 100 år. Alle, der vil vide det, ved, at McCain netop ikke talte om krig, men om, at amerikanske soldater kunne forblive udstationerede, når først en krig var vundet, og pegede i den forbindelse på Tyskland og Japan, hvor soldaterne foreløbig har været mere end 60 år. Så er det lidt søgt at hævde, at kun Republikanerne lyver og forvrider.

Hvis man vil se, hvordan en mere nuanceret og virkelighedsnær opgørelse over, hvem der egentlig kaster med mudder i denne valgkamp, så er her en opgørelse fra WaPo. Læs og krum tæer. Der er meget langt til forestillingen om, at de onde ler og de gode græder.

Nu er der ingen grund til at hænge korrespondenten ud, for han er ikke værre end sine kolleger på avisen. Den manglende dømmekraft synes at have ramt de fleste. Her er dækningen af Palins første interview, hvor man gør sig lystig over Palins svar på spørgsmålet om “Bush doktrinen”. For det første kan man sammenligne med NYT, der er mere nådig. Når man er længere ude med kritik af en republikaner end NYT, er det på tide at svømme indad igen. Dernæst er her et eksempel på, hvor vanskeligt spørgsmålet egentlig var – hvis man skulle have lyst til at nuancere bedømmelsen af Palins indsats, for hvad var egentlig Bush doktrinen? Endelig kan man spørge, hvorfor Obama ikke er blevet grillet mere over sine svar på Fox, hvor han modstræbende indrømmer, at The Surge faktisk har virket, men fik lov at slippe af krogen ved at hævde, at det jo virkede bedre end nogen kunne have troet. Enhver journalist må kunne pege på mindst en mand, der ikke blev overrasket over udfaldet af The Surge: John McCain.

At man ikke just er sippet i forsøget på at få skovlen under Palin ses også af dagens WaPo, der ovf. citeres for en noget bedre artikel, men altså også kan levere denne slags. I artiklen hævder de, at Palin under en tale i går, den 11. september, til soldater, der skulle til Irak, forbandt Saddam Hussein med terrorangrebet den 11. september 2001; en forbindelse der viste sig at være forkert, selvom Saddam i udstrakt grad samarbejdede med terrorgrupper. Men som sammenfatningen her i Commentary viser, så sagde Palin blot, at soldaterne skulle ned og bekæmpe de, der var ansvarlige for 9/11. Da soldaterne ikke skal bekæmpe Saddam – han er ligesom væk – men derimod al-Qaeda, som er ved at blive udslettet, og da al-Qaeda faktisk har forbindelse til 9/11, det var faktisk dem, der lavede det, tja, så havde Palin faktisk ikke sagt noget forkert. For at gøre det endnu værre, så indsatte WaPo en linje for at reparere på historien, men derved blev hele artiklen meningsløs, for hvis Palin havde ret i det,  hun sagde til soldaterne, hvorfor så overhovedet fremhæve det? Men for journalisterne på Berlingske er McCain og Palin åbenbart fredet mod angreb. Tsk, tsk.

Berlingeren har med en sådan kraft og så klart et sprogbrug taget stilling for Obama og imod McCain, at man ikke længere kan forvente nogen fair nyhedsdækning fra dem.

Spørgsmålet er, om redaktionen er med på den. Traditionelt har arbejdsfordelingen i Pilestræde været, at redaktionen skrev ledende artikler, der passede med avisens linje og hovedparten af læsernes holdninger, mens journalisterne i 1. sektion fulgte deres egen hvis-jeg-var-bedre-skrev-jeg-for-Politiken-linje.

Men dækningen af valget, fra idolplakaten med Obama, der vist hverken var en joke eller udslaget af manglende opsyn med en naiv 15
årig ferieafløser fra e
t nordkystgymnasium, til dagens alt-for-Obama artikler er alligevel udtryk for en sådan satsning, at det næsten må kræve opbakning fra ledelsen. Lad os vente og se.

Problemet er jo, at vi ikke rigtig har nogle alternativer, i hvert fald ikke medier i dead-wood branchen (det udelukker 180grader), eller med daglig udgivelse (det udelukker WEA).

Vores eneste chance er at prøve at råbe dem op. Halloo, er der virkelig nogen som tror, at det kun er Republikanerne som laver spin og kaster med mudder?

Mærkedage

Af admin, den 11. september 2008. 24 svar

For mig har datoen i dag, 11. september, en særlig betydning. Det har den for mange. For nogle er det især Chile, for andre er det USA, man især tænker på.

For mig hører datoen 11. september 2001 i samme kategori som 9. april 1940. Det var en dag, hvor en kamp, der længe havde været under vejs, pludselig blev åbenbar.

Der er masser af blogs om, hvordan vi skal se på 9/11. Så her er et citat fra kort før den anden mærkedag, den i april 1940.

Det er Joseph Goebbels, og her gengivet på engelsk, da jeg kun har den fra Kissingers, Diplomacy (1994), der i sin tur har den fra Poul Johnsons, Modern Times (1983), der forhåbentlig har den fra Joe. Det er nemlig et citat, der udstiller den pacifisme, der bar en væsentlig del af ansvaret for det ragnarok, som WWII slap løs. Det er en pacifisme, der beskrives udførtligt i Kissingers bog, og endnu mere udførligt f.s.v.a. Frankrig i Rod Kedwards, La Vie en Bleu (1995). Her beskrives, hvordan rædslen for endnu en storkrig lammede først tanken og så handlekraften hos de mere civiliserede stater og overlod initiativet og rigelig tid til at fremme deres mål til de totalitære stater, Tyskland, Rusland og Italien (og Japan på en fjernere front).

Her er, hvordan Goebbels oplevede sine modstanderes “civiliserede” opførsel:

Up to now we have succeeded in leaving the enemy in the dark concerning Germany’s real goals, just as before 1932 our domestic foes never saw where we were going or that our oath of legality was just a trick … They could have suppressed us. They could have arrested a couple of us in 1925 and that would have been that, the end. No, they let us through the danger zone. That’s exactly how it was in foreign policy too … In 1933 a French premier ought to have said (and if I had been the French premier I would have said it): “The new Reich Chancellor is the man who wrote Mein Kampf, which says this and that. This man cannot be tolerated in our vincinity. Either he disappears or we march!” But they didn’t do it. They left us alone and let us slip through the risky zone, and we were able to sail around all dangerous reefs. And when we were done, and well armed, better than they, then they started the war!

Kursiveringen til sidst er angivet fra originalen. Og nej, den sidste sætning er ikke en skrivefejl fra min side. WWII blev som bekendt begyndt af englænderne og franskmændene som erklærede Tyskland krig, fordi Tyskland havde reageret på polske krænkelser — det var i hvert fald Joes historie, som ganske mange troede på og så England som den store krigsophidser, der havde startet en helt unødvendig krig. En krig, som i begyndelsen så ud til at ende helt galt, men som endte nogen lunde godt, selvom det tog yderligere et halvt århundrede før den sidste fjende nedlagde våbene (og nu, under Putin, er ved at tage dem op igen).

Må vi lære af vores fejl og huske vores mindedage.

Og nu, hvor vi er ved citaterne, så også denne fra Vegetius:

Igitur qui desiderat pacem, praeparet bellum.

Og hvis den var for lang, så er her den kortere version:

Si vis pacem, para bellum.

Og hvis I heller ikke forstår latin, så kan det – har jeg ladet mig fortælle – oversættes med, at hvis man ønsker freden, må man ville krigen.

Stougaard om Palin

Af Altmann, den 10. september 2008. 45 svar

Der går ikke en dag, hvor Berlingske Tidendes Karl Erik Stougaard og Poul Høi ikke føjer nye niveauer til deres dækning af USA og amerikansk politik, vel at mærke af den lavereliggende karakter.  Her er lidt fra dagens Berlinger:

Sarah Palin skaber begejstring hos hvide kvinder og sender for første gang John McCain forbi Barack Obama i et snit af meningsmålingerne. Men McCain og Palin har fiflet med hendes CV.

Er amerikanerne så dumme, at de køber John McCains og Sarah Palins løfter om at skabe forandringer?

Spørgsmålet kommer fra den demokratiske præsidentkandidat, Barack Obama … [Obama] ønsker at henlede vælgernes opmærksomhed på, at McCain-lejren rent faktisk har et problem med at fortælle sandheden om vicepræsidentkandidat Sarah Palin.

… I TV-reklamer og valgtaler slår han hårdt på flere oplysninger om Palin, som har vist sig ikke at holde stik. McCain og Palin påstår, at hun var imod og fik stoppet byggeriet af en kontroversiel bro til en lille ø i Alaska.

Det passer ikke. Palin støttede tværtimod byggeriet, og det var den amerikanske kongres i Washington, som stoppede projektet, fastslår flere uafhængige undersøgelser [men disse omtales ikke af Stougaard, Altmann].

… Til trods for den klare dokumentation [som altså ikke er omtalt af Stougaard, Altmann] fastholder McCain-lejren, at Sarah Palin var imod og fik stoppet broen, og at hun er imod støtte fra forbundsregeringen.

»Hun fik stoppet den. Hun spillede en rolle i den beslutning,« siger McCains chefrådgiver, Mark Salter.

Men ifølge en TV-reklame fra Obama er det »løgn«, og i taler slår han fast, at Republikanerne »opdigter« et misvisende CV for Palin: »Men man kan ikke bare genopfinde sig selv. Amerikanerne er ikke dumme,« lyder det fra Obama.

– som altså får det sidste ord.  Så hvad vi har her er, at Stougaard fortæller læserne, at Palin lyver om sit CV, for det siger nogle unavngivne “uafhængige undersøgelser”.  En Republikaner citeres ganske vist for at sige, at det er ukorrekt, men det er løgn.  Sådan.
Så hvem kan man stole på, når det gælder denne sag?  Hvad med at gå til den ikke just Palin-beundrende, ikke helt konservative, men generelt ganske respekterede New York Times (der i øvrigt ellers er danske korrespondenters foretrukne kilde).  Her er, hvad avisen skrev om Palin, inden der gik valgkamp i det hele:
Gov. Sarah Palin ordered state transportation officials to abandon the ”bridge to nowhere” project that became a nationwide symbol of federal pork-barrel spending. The $398 million bridge would have connected Ketchikan, on one island in southeastern Alaska, to its airport on another nearby island. ”Ketchikan desires a better way to reach the airport,” Ms. Palin, a Republican, said in a news release, ”but the $398 million bridge is not the answer.” She directed the State Transportation Department to find the most ”fiscally responsible” alternative for access to the airport. (New York Times, 22. september 2007)
Sidst men ikke mindst er det værd at bemærke, at Stougaard lægger Republikanerne i munden, at Palin skulle have stoppet “the bridge to nowhere”.  Hvad Palin sagde er, at hun som guvernør var modstander af den (“thanks but no thanks”), og det får man fremstillet som, at hun hævder at have stoppet den.
Flot journalistik.

Hjælp til fortravlede journalister – nu med update

Af admin, den 9. september 2008. 7 svar

Blandt journalister er det et velkendt faktum, at Republikanerne smidder med mudder, mens de noble Demokrater sjældent falder så lavt.

Man behøver ikke følge ret meget med i amerikanske valgkampe for at kunne undre sig over, hvordan den misforståelse har spredt sig. Men formodentlig skyldes det den måde, danske journalister opdeler de informationer, som de får om kandidaterne. Kritik af Rep-kandidater skal naturligvis tages alvorligt og gengives udførligt, det er den kritiske presses opgave. Kritik af Dem-kandidater er derimod mudderkastning, som den kritiske presse bør have afsky over for og undlade at nedværdige sig til.

Tag nu bare denne artikel fra Berlingske, hvor den udsendte korrespondent prøver at bearbejde, at senile McCain efter valget af den uerfarne Palin har indhentet den umådeligt erfarne Obama og den klartskuende Biden. Den side fra RealClearPolitics, der henvises til, er her. Selv har jeg nu ikke så meget fidus til meningsmålinger, men selv på Intrade er forskellen blevet væsentlig mindre.

Som det fremgår af artiklen, citeres Obama-lejren så udførligt for sin tese om, at man i bedste fald er vildført og i værste fald er dum, hvis man stemmer Rep, at det er lidt svært at se, hvad der er referat, og hvad der er analyse. Men det kan jo ske, når man har lidt travlt og skal levere en hel artikel stort set hver eneste dag. Puha.

Da denne blog stadig nærer en tilsyneladende uigengældt kærlighed til Tanten, skal vi her tilbyde lidt hjælp. De har f.eks. også denne historie om, at den væmmelige Palin har taget imod diæter helt ufortjent.

Deres bloggende juraprofessor fandt via en amerikansk juraprofessors blog (Instapundit) en anden juraprofessors blog, hvor der er lidt af den kildekritik, som åbenbart tager for lang tid selv at lave. Så let kan man altså peppe sine historier op og skabe lidt nuancer.

Hvad viser det – ud over at juraprofessorer har for meget tid? Det viser, at man da må håbe for Berlingske og den danske journaliststand i øvrigt, at Obama faktisk vinder valget. Det vil få deres dækning til at se mere harmløs ud.

Men hvis McCain vinder. Av, av, av.

UPDATE:

Foranlediget af kommentarspalten har en interesseret læser sendt dette link til selveste NYT, der viser, at det vist ikke var helt uberettiget af Rep at fremstille Palin som en modstander af broen. Teksten lyder i al sin gribende korthed:

Gov. Sarah Palin ordered state transportation officials to abandon the ”bridge to nowhere” project that became a nationwide symbol of federal pork-barrel spending. The $398 million bridge would have connected Ketchikan, on one island in southeastern Alaska, to its airport on another nearby island. ”Ketchikan desires a better way to reach the airport,” Ms. Palin, a Republican, said in a news release, ”but the $398 million bridge is not the answer.” She directed the State Transportation Department to find the most ”fiscally responsible” alternative for access to the airport. Ketchikan is Alaska’s entry port for northbound cruise ships that bring more than one million visitors yearly. Flights into Gravina Island require a 15-minute ferry ride to reach the more densely populated Revillagigedo Island and Ketchikan.

Tja, pointen med denne blog var at påvise, at danske journalister har det med at sluge pressematerialet fra Dem råt og ukritisk, og at de med ganske få klik med musen (hvis de nu har så forfærdeligt travlt, at de ikke kan undersøge sagerne selv), kan få nogle nuancer med, som de mangler i dag. Det kan være, at man ikke kan lide pointen, men den er altså svær at tale sig uden om.

Misforstå mig ikke. Naivitet kan være indtagende, især hos helt små børn. Men ikke hos store behårede journalister. Der må man forvente noget mere, især når man har fravalgt Politiken og købt en avis, der markedsfører sig som dennes politiske modsætning. Og nej, jeg mener ikke, at man skal være ukritisk ovf. Rep. Jeg ønsker ikke, at man skal op af den ene grøft for at styrte sig i den anden.

Og blot for at undgå andre misforståelser, så er det ikke hermed sagt, at Palin er helt uskyldig. Hun er en succesfuld politiker, hvilket man ikke bliver med barnesindet i behold. Er man i et system, hvor skattepenge skvulper rundt, er det vanskeligt at holde hændernen i lommen hele tiden. Det interessante er, om man forsøger at retfærdiggøre det, eller om man godt kan se, at systemet skal ændres. Her gør Palin ærligt talt mere indtryk af at ville “change” end Obamas hold.

Bedømmelsen af, hvem vi bør foretrække som præsident i USA, hører til en selvstændig posting og kommer ikke her. Kun disse to hints, hvis man virkelig skulle være i tvivl om mit standpunkt: Hvem går mest ind for frihandel, og hvem kan se Putin i øjnene og troværdigt true ham til at undlade nye overfald ind i et allerede intimideret Europa?

Når tiden kommer … II

Af Altmann, den 9. september 2008. Skriv et svar

Husk lige, at i diskussionerne om De Konservatives magtskifte, så læste I det første gang her.  Nuvel, vi tog fejl m.h.t., hvorvidt Connie Hedegaard havde en “marginal fordel” eller ej, men for en gangs skyld skyld er vi ikke kede af at tage (lidt) fejl.  Og resten af analysen holder såmænd.

Liberal Alliance, nyt håb for det borgerligt-liberale Danmark eller……del 2

Af Niels Westy, den 30. august 2008. 23 svar

I et indlæg i går skrev jeg hvad jeg mente der skal til for at Liberal Alliance har en fremtid. Det er vist et held at der er lang tid til næste valg, således, at stifterne kan få det nye program ind under huden. Især et indlæg på Naser Khaders blog må vække undren, under titlen “Fumleri med flerkoneri” skriver Khader at:

“Den irakiske tolk, som kom til Danmark med sine to koner har nu valgt at forlade Danmark igen. Tolken nægtede at lade sig skille frivilligt fra den ene af sine koner. Sagen om opløsning af det ene af ægteskaberne fortsætter ved Landsretten selvom tolken er rejst. Det bør den også gøre. Det er i orden med mig, at vi får slået fast med 7 tommers søm, at bigami er ulovligt.”

og fortsætter senere i sit indlæg med:

“Det kan jo virke uforståeligt for os, når manden er truet, og tolkens nægtelse af at lade sig skille viser, at der i et sådan tilfælde er lang, lang vej til at få forklaret at flerkoneri er kvindeundertrykkende og udemokratisk.”

Jeg medgiver, at indlægget er skrevet den 19. august, altså inden det nye partiprogram, men…….

Nu er jeg ikke selv interesseret i at have flere koner – og jeg har svært ved at forstå hvilket form for samliv man søger med flere partnere. Men det handler for mig som liberal heller ikke om hvad jeg kan forstå eller synes, men om andres ret til at leve deres liv som de vil.

Det er jo ikke særligt liberalt via lovgivning at ville bestemme hvor mange af eget eller modsat køn man vil gifte sig med – det må være op til de involverede parter.

Måske skulle Khader også holde lidt igen med demokratiretorikken. Hvad bigami har med demokrati forstå jeg ganske enkelt ikke – men Khader mener måske også at utroskab er udemokratisk – og vil det sige at det at være tro er ensbetydende med at man er demokratisk? 

Hvad angår kvindeundertrykkelse er det næppe bigami i sig selv, men snarere hvorfor bigami er udbredt i visse kulturer der kan tolkes som kvindeundertrykkende (at de reelt ikke kan få lov tilat forsørge sig selv).

For i virkeligheden er monogami nemlig først og fremmest til fordel for manden. af følgende (biologiske) årsag: 

Hvis bigami er udbredt vil få hanner med gode gener og stor forsørgelsesevne have flere koner, mens hanner, der har ringere gener og ikke besider samme forsørgelsesevner vil have svært ved at finde sig en partner. Årsagen er den enkelte, at fra naturens hånd er det først og fremmest afkommets ve og vel, der interesserer hunnerne, de er altså interesseret i gode gener og en forsørger der kan sikre deres og afkommets overlevelse.

Jeg er klar over, at der er løbet en del vand i åen siden det var det afgørende i vores samfund, og så alligevel ikke. jo højere man selv som kvinde befinder sig på rangstigen, jo mindre bliver udvalget af “passende” partnere og fædre til ens børn. Og det er for en del veluddannede kvinder et problem at finde sig en partner, netop fordi kvinder ofte foretrækker en mand der har en højere social position end dem selv.

Selv om der er ange årsager til stigningen i skilsmisser i det sidste halve århundrede, er en af devæsentligste formentlig, at det nu, i modsætning , til tidligere er muligt for kvinder at klare sig ganske glimrende uden behov for en mand til at forsørge dem – og så finder man sig naturligvis i mindre.

Det handler ikke om demokrati, men om at få lov til at tage uddannelse, arbejde og forsørge sig selv.

Liberal Alliance, nyt håb for det borgerligt-liberale Danmark eller enden på komedien?

Af Niels Westy, den 29. august 2008. 6 svar

I går torsdag offentliggjorde Ny Alliance deres nye partiprogram , og benyttede lejligheden til at skifte navn til Liberal Alliance, herefter benævnt LA.

Det er vanskeligt ikke at glæde sig over programmet, der indebærer, at LA må betegnes som Danmarks klart mest borgerligt-liberale parti i folketinget – og efter at liberalisterne har opløst sig selv – i dansk politik. Hvor man tidligere kunne være i tvivl om, hvor liberale LA egentlig var, hvis man så bort fra indkomstskatteforslaget, der med “nok-er-nok” for de fleste vel primært kendetegnede partiet i sin version 1.0, efterlader principprogrammets 5 punkter ingen tvivl:

1. Vi tror på personlig frihed. Liberal Alliance tager udgangspunkt i, at mennesker trives bedst i frihed. Livet er vort eget, og vi skal have lov til at bruge det, som vi vil. Friheden er ikke til salg.

2. Vi tror på frisind. Når vi må gøre, hvad vi vil, får vi mulighed for at udfolde os på mange forskellige måder. Leve i familier, leve i kollektiver eller leve alene. Enhver må søge lykken på sin egen måde. Vi accepterer andres valg, så længe de ikke skader os.

3. Vi ønsker mindre stat og mere privat. En begrænset statsmagt, lav skat, en robust grundlov, uafhængige domstole og klare individuelle rettigheder er en forudsætning for et frit samfund. Vi tror på medborgerskab, hvor respekten for menneskenes ligeværd og de demokratiske spilleregler er grundlaget for samfundets organisering.

4. Vi tror på frihed under ansvar. Personligt ansvar er en naturlig følge af den personlige frihed. Man er ansvarlig for sine succeser såvel som sine fiaskoer. Ligesom man får mulighed for at høste frugterne af sin egen indsats og succes, må man acceptere at nedsætte sin levestandard, hvis man enten sløser med sine muligheder eller blot er uheldig.
Det fri samfund skaber stor velstand og derfor vil samfundet også være i stand til at tage vare på de borgere, der ikke kan klare sig selv.

5. Vi tror på frihed til at disponere over sine egne ressourcer. Ejendomsret og kontraktfrihed er grundlaget for menneskelig virksomhed. Ved at styrke den private ejendomsret skaber vi økonomisk fremdrift og dynamik i samfundet. Et frit marked uden unødig offentlig indblanding er den bedste garant for, at mennesker kan udvikle sig, eksperimentere og opnå ny viden.

Disse principper går tydelig igen i partiprogrammets politikafsnit. Det er værd at bide mærke i, at der f.eks. lægges afstand til lighedsmageriet, som man finder i større eller mindre grad hos alle andre af folketingets partier.

I afsnittet om socialpolitik fremgår det, at “Socialpolitikkens formål er at bekæmpe fattigdom og social marginalisering – ikke at skabe lighed i samfundet”. Sammenholdt med andre dele af det nye partiprogram, f.eks. på sundhedsområdet, hvor LA mener, at  “det offentlige skal ikke nødvendigvis drive sundhedsvæsenet”, regionerne nedlægges, at hospitalerne skal omdannes til “selvejende eller private institutioner, der selv kan tilrettelægge deres arbejdsgange med mulighed for at belønne deres ansatte efter fortjeneste”, og der skal indføres delvis brugerbetaling, kunne det tolkes som, at man ønsker en residual frem for en universel (nordisk) velfærdsmodel.

Med hensyn til hospitaler som selvejende institutioner, må man håbe, at de er opmærksomme på, at denne konstruktion ikke nødvendigvis er fornuftig – udførelsen er afgørende. Et skræmmeeksempel er udviklingen indenfor ungdomsuddannelserne, hvor det er endt med en kraftig central styring af indhold koblet med politiske bestyrelser og omsætningsmaksimering (i fraværet af muligheden for profitmaksimering). Resultatet er er en kombination af manglende effektivitet (målt på uddannelse per krone) og en suboptimal kvalitet af de udbudte uddannelser.

Sammenligner man de to modellers evne til at genere vækst og velstand, er den residuale model langt at foretrække, Indførelsen af brugerbetaling og de andre foreslåede ændringer indebærer også i sig selv besparelser i milliard klassen.

Spændene er også, at LA foreslår at Danmark får en egentlig indvandrerpolitik, hvilket vi ikke har haft siden 1973 (med mindre man betegner et indvandrerstop som en politik). Her lægger man vægt på at adgang til Danmark skal være baseret på objektive kriterier, hvorefter “Opholds- og arbejdstilladelse bør derfor gives efter objektive krav som uddannelse, indkomst og formue”.Det fremgår også, at “nyankomne udlændinges adgang til offentlige ydelser bør begrænses”. Hertil kunne man bemærke, at man jo kunne overveje som princip, at så mange som muligt af de sociale ydelser blev ancinitetsafhængige, i lighed med folkepensionen.

Endelig vil jeg gerne fremhæve afsnittet om indenrigs- og kommunalpolitik, ikke kun på grund af den politik man gerne så ført, men også på grund af den analyse af de nuværende forhold ( som jeg finder er meget korrekt), og ligger til grund for politikforslagene. Fakrta er, at det kommunale selvstyre er blevet til et ord blottet for reelt indhold. Paradoksalt nok en udvikling, der accelererede efter kommunesammenlægningerne i 1970, og var dikteret af etableringen af den nuværende behandler- og velfærdsstat, der for alvor tog fart i 70erne. Sat lidt på spidsen, kan man sige, at Danmark ikke har været så centraliseret siden enevældende, som tilfældet er i dag.

Af LAs program fremgår det eksplicit, at man skal (gen)etablere et udstrakt kommunalt selvstyre, hvor kommunerne (igen) råder over deres egne ressourcer og kan definere såvel serviceniveau som skatteprocent. Der lægges op til en kraftig reform af tilskudene til kommunerne, der herefter skal bygge på objektive kriterier, ligesom man understreger, at en begrænsning af udligningen mellem kommunerne er en forudsætning for et reelt kommunalt selvstyre.

Dette punkt, der måske overses af en del, har perspektiver der rækker ud over blot det økonomiske. I de sidste mange år (på tværs af regeringer) har vi set en udvikling, hvor ansvaret for selve udførelsen i vid udstrækning ligger lokalt, mens man reelt centralt har defineret opgaverne. Det har, set med en regerings øjne den fordel, at det er nemmere at love “alt godt fra havet”, mens man har pålagt andre ansvaret for udførelsen, og dermed altid bagefter kan fralægge sig ansvaret når det går galt.

Derudover vil et reelt kommunalt selvstyre medføre, at det igen giver mening af interesserer sig for kommunalpolitik. Vi må gå ud fra, at det kommunale selvstyre også indebærer, at man kan lave lokale prioriteringer og løsninger på en lang række områder, hvor det i dag ikke er muligt.

Har Liberal Alliance en kinamands chance? – Ikke hvis man spørger “eksperterne”

Men et er, at undertegnede, som det fremgår, har stor sympati for det nye partiprogram. Noget andet er, om den markante ændring i partiet, symboliseret ved navneskiftet, indebærer, at LA har en mulighed for at komme i folketinget ved næste valg.

Heldigvis, set fra partiets synspunkt, er der lang tid til næstevalg, for på nuværende tidspunkt ligger partiet en del under spærregrænsen.

Jeg vil i de nedstående afsnit prøve at give nogle bud på hvad der taler for, at LA også er i folketinget efter det k
ommende valg, hvilke forho
ld der taler i mod det, og hvad jeg mener der skal til, at ver 2.0 klarer sig bedre end den første version af partiet.

For det første er der spørgsmålet om vælgerpotentialet. Hvor stor en andel af befolkningen kunne tænkes at stemme på et parti med en klar liberal profil (problemet med LAs historie ser vi bort fra et øjeblik)? Mit bud er umiddelbart mindst 20%. Dette baserer jeg på de talrige undersøgelser (selv når de er mest manipulerende til fordel for høj skat) af danskernes holdninger til vores velfærdssystem, skat og holdningen til lighed. Hvor der altid er mindst 20 % hvis svar må antages at indebære, at de ønsker mindre velfærdsstat, lavere skat og ikke mener, at lighed er et mål i sig selv.

De fleste i denne gruppe stemmer for nuværende på K og V – og en mindre del formentlig på R, hvis de da ikke vælger at blive hjemme i manglen på troværdige borgerligt-liberale partier. Den potentielle vælgergruppe er endda større, men det kræver at man formår at sætte en offentlig dagsorden, så det går op for flere, hvor lidt de egentlig får ud af vores store og dyre statslige sektor (en stor fejl hos de der taler for et reelt borgerligt-liberalt samfund er, at de ofte overvurderer vælgernes viden, muligvis grundet egen uddannelse – dette set i forhold til normen hos de fleste politikere, der  ofte overvurderer egne evner, viden og betydning).

Dette er naturligvis ikke ensbetydende med, at jeg tror, at det er realistisk at LA ved næste folketingsvalg får 20% af stemmerne – en del vil jo nok mene, om det overhovedet er realistisk at partiet kommer over spærregrænsen

Det største problem er i denne forbindelse, at partistifternes troværdighed. Hvis man var gået ud med dette program da partiet stiftedes var man formentlig kommet ind med betydeligt flere stemmer end man endte med. Men det er noget kludder, når man starter ud med at definere sig som et midterparti og efter 1 år kommer partiprogram, hvor man helt klart vælger at lægge sig klart til højre for den politiske midte (med økonomisl poltik som determinator – og hvor Dansk Folkeparti retteligt er et ganske kollektivistisk nationalt socialdemokrati til venstre for de radikale).

Stifterne har for længst beklaget, at man startede med et parti, som gud og hver mand stort set kunne læse det ind i partiet som de ønskede og hvor man dybest set lancerede sig selv som en negation (til dansk folkeparti) henvendt til borgerlige vælgere kombineret med lavere skat. Men denne historie har kostet og vil blive ved med at koste fremover, med mindre tiltroen til partiet genetableres.

Det bliver meget vanskeligt at vende dette billede i den brede offentlighed. Hvis man spørger de politiske kommentatorer, er de ikke i tvivl, LA kommer ikke ind ved næste valg.

I JP fra i går torsdag , udtaler Johannes Andersen fra Aalborg Universitet, at “Et vigtigt parameter, når vælgerne skal tage stilling til de her ændringer, er jo troværdigheden. Partiet fremstår med holdningsskredet som utroværdigt, og det betyder, at Liberal Alliance ikke får et ben til jorden.” 

Samtidig mener han, at partiet ikke har en chance for at “stjæle vælgere fra Venstre”, fordi de med Johannes Andersens ord har “glemt at tage højde for, at magt også spiller ind. Og Venstres vælgere vil ikke afgive magt til fordel for ideologier, der passer dem bedre.”

Problemet med troværdigheden kan de to tilbageværende stiftere formentlig ikke ændre meget på alene, dertil er de – nok mest Naser Khader, der var frontfiguren i en på alle måder amatøragtige og elendig valgkamp – på nuværende tidspunkt stemplet i offentlighedens øjne. Dels som symbol på politisk fiasko, og dels som utroværdige på grund af partiets slingrekurs.

Der er næppe tviv om, at det blandt en del potentielle vælgere har hjulpet en del, at Lars Seier er gået så aktivt ind i udarbejdelsen af et nyt partiprogram, som han er. Hvor Lars Seier står politisk er der ikke tvivl om, men dels vil han ikke være politiker og dels vil der i offentligheden hele tiden være tvivl om, hvorvidt de to nye stiftere nu også mener det de siger nu.

Forhold som de politiske modstandere naturligvis vil benytte til at miskreditere partiet. Derfor er der brug for at partiet kan brede personkredsen (her forstået af personer der vil stille op til næste valg) der tegner partiet ud, således, at partiet i offentlighedens øjne ikke kun tegnes af de to stiftere. Derudover er det vigtigt, at partiet får skabt en dagsorden der rækker ud over skattespørgsmålet.

En mulighed er at indtage en position, der samtidig med at den er i konflikt med konsensus på Christiansborg har klangbund hos potentielle vælgere. En sådan sag kunne være miljøpolitikken, hvorom det i det nye partiprogram bl.a. fremgår, at partiet “De miljømæssige fordele ved en given regulering bør altid holdes op mod omkostningerne i form af tabt produktion, konkurrenceevne og i sidste ende arbejdspladser, velstand og velfærd”.

Dette er selvfølgelig en rød klud i ansigtet på miljø-evangalisterne, men de er jo heller ikke potentielle vælgere. Men understregningen af at miljøpolikken skal hænge sammen også økonomisk kunne bruges til at rejse en dagsorden, hvor miljøproblemer behandles ud fra rationelle og videnskabelige overvejelser, og ikke, som vi især ser det med klimapolitikken, mest af alt handler om symbolpolitik, hvor man med næsten religiøse ritualer lægger vægten på at vi skal bringe ofre på miljøets alter – måske for at sone vores synder?

Jeg ved ikke om man tør gøre dette, men det vil tiltale den store gruppe af vælgere der nok mener at miljø er vigtigt, men gerne så en mere nøgtern, videnskabelig og rationel håndtering – og dem er der en del af. Man kunne for eksempel bruge klimatopmødet i København til at “drille” regeringen og stille spørgsmål ved hvorledes dette gavner de fremtidige levevilkår i forhold til at satse mere på forskning og udvikling af alternative energiformer der kan mindske vores afhængighed af fosile brændstoffer fra politisk ustabile områder.

Et forhold, som Johannes Andersen peger på, der vist mest af alt tyder på, at han har et ikke særligt flatterende syn på Venstres og Konservatives vælgere er, at han åbenbart mener, at det er vigtigere for dem, at stemme på de to partier end at der føres en politik der er i overensstemmelse med deres grundlæggende værdier og holdninger.

Her tror jeg at den kære “forsker” tager ganske fejl. Hvis det lykkes at give Liberal Alliance troværdighed, vil det være oplagt for utilfredse konservative og venstrefolk, at vise denne utilfredshed ved at stemme på LA – Det er jo gratis. LA har denne gang klart meldt ud, at man vil støtte en borgerlig statsminister, også selv om borgerligheden vist kun er af nominel karakter. Sagt på en anden måde, den anden kandidat er et værre alternativ.

Hvis Liberal Alliance derfor kan komme i nærheden af spærregrænsen vil det i sig selv kunne give de ekstra stemmer, der bringer den over denne magiske grænse. For hvad venstre og konservative vælgere, uanset hvor utilfredse de er, vil lægge vægt på, er at deres stemme ikke ender med at være spildt – og komme oppositionen til gode.

Med andre ord er der to udfordringer for LA, hvis man skal gøre sig håb om at komme i folketinget ved næste valg:

1. Der skal lægges en plan for at give partiet troværdigheden tilbage og antallet af personer der identificeres af den brede offentlighed som repræsentanter for LA skal bredes ud.

2. Der skal lægges en strategi for, hvordan og hvilk

e dagsordner man vil markere sig på. Her er det væsentligt at man opprioriterer værdipolitik, hvor den borgerlige regering for længst har kapituleret i alt andet end ord overfor venstrefløjen. At man bliver identificeret med mere end skattepolitik og at man lægger større vægt på indvandrerpolitik end på flygtningepolitik, fordi man meget hurtigt kan få malet sig op i et hjørne, hvor vælgere der trods alt foretrækker en VK regering frem for en SR regering kan blive i tvivl om hvor partiet egentlig står.

Ovenstående kan passende ske med afsæt i den overskrift, som man har givet partiprogrammet; “Liberal Alliance tror på dig”. Hvis Liberal Alliance tør blive et parti der taler op til vælgerne i stedet for ned, vil det markant adskille sig fra alle andre partier i folketinget, og vil for alvor være en nyskabelse i danske politik.

Kan man mestre ovenstående 2 punkter, vil LA også være at finde i folketinget efter næste folketingsvalg, og måske endda med mere end de 4% som Anders Samuelsen satser på.

Som et gammelt indisk ordsprog siger, “Man skal sigte mod stjernerne for at nå trætoppene”.

Spørg hellere Brian og Basim: Gæsteindlæg af Peter Nedergaard

Af Redaktionen, den 28. august 2008. 13 svar

Punditokraterne har modtaget et gæsteindlæg, tidligere bragt i JP, som vi er glade for at kunne bringe her. Indlægget er skrevet af Peter Nedergaard, som vi i samme ombæring kan ønske tillykke med det nye professorat på Statskundskab ved Københavns Universitet.

af Peter Nedergaard, professor

Stadigt færre unge i Danmark tager en uddannelse, mens udviklingen i andre lande går den modsatte vej. I perioden 2000 til 2006 er andelen af unge, som får en ungdomsuddannelse, ifølge en ny undersøgelse af Arbejderbevægelsens Erhvervsråd faldet fra 83 til 80 pct. Med hensyn til de unge danskere, som tager en uddannelse i udlandet, er det også netop kommet frem, at kun halvdelen vender hjem for at bruge uddannelsen her i landet. I medierne har politikerne udtrykt undren over udviklingen, som i den grad underminerer de politiske ønsker om at gøre Danmark til et moderne, velstående videnssamfund. De kunne imidlertid have sparet sig deres undren, for de unges manglende brug af uddannelsessystemet i Danmark er egentlig ganske rationel. Spørg blot dem, som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd udpeger til de største fravælgere af uddannelse: unge fra provinsen og de unge indvandrere. Lad os for forenklingens skyld kalde dem Brian og Basim.

Det betaler sig ikke
Brian og Basim kan da udmærket se, at uddannelse i Danmark ikke rigtig er noget, som betaler sig. Der er lavet mange akademiske analyser af, hvor stort et afkast uddannelser giver for den enkelte i de lande omkring os, som vi normalt sammenligner os med. De er ikke altid entydige, for det er et metodisk svært emne at håndtere.

Analyserne peger alligevel forholdsvis massivt i retning af, at det i Danmark medfører et mindre afkast at give sig i lag med en uddannelse, end det gør i de andre lande. Det hænger sammen med den ekstremt sammenpressede lønstruktur i Danmark, hvor den ikkeuddannede og højtuddannede ikke har særligt forskellige livslønninger.

Læg hertil, at skattesystemet i Danmark påligner en særlig høj marginalskat på stort set alle, som har taget en uddannelse med blot et vist vidensfyld. Topskatten er dermed en anden måde, hvorpå vi straffer dem, som tager en uddannelse, og skatten burde derfor snarere omdøbes til en fordummelsesskat, fordi den så forholdsvis målrettet går efter at give et incitament til et så lavt vidensniveau som muligt hos de danske indvånere.
Den slags kan Brian og Basim da sagtens gennemskue. Det er mangel på respekt for dem at tro, at man sådan kan narre dem ind på uddannelsesområdet, når der ingen penge er i det.

Lykkeligt ubelemrede
De er lykkeligt ubelemrede af veluddannede middelklasseforældre, som partout mener, at deres yndlinge skal højtuddannes, uanset at det ikke kan betale sig. Fri for den slags intellektuel omklamring kan de se tingene, som de er, og de incitamenter, de ser, peger ikke i retning af uddannelse. Samme klarsyn har de unge tilsyneladende fået, som har været uden for rigets andedams-konsensus i nogle år.
Man kan undre sig over, hvorfor de højtuddannedes organisationer har sovet så mange år i stedet for at kæmpe for deres medlemmers interesser. Men måske er man tilfreds med blot at eksistere som organisationer uden mål og med en politisk fastholdt fradragsret for de indbetalte kontingenter.

Verdens højeste skattetryk
Den fradragsret får de da også gladeligt stillet til rådighed af politikerne, som i det hele taget virker helt ligeglade med Brian og Basims problemer.
Alle ved, at det ikke er hensigtsmæssigt med verdens højeste skattetryk, som er indrettet, så det hindrer enhver tilegnelse af viden. De skattereformer og sænkningen af marginalskatten, som kunne bringe de unge på bedre tanker, er imidlertid noget, man mest snakker om. Der er næppe noget politisk område, som har affødt så megen snak og så lidt handling som netop skattepolitikken.
I stedet gemmer politikerne sig bag kommissioner og deres kommende lange rapporter, selv om det, der skulle gøres, kunne nedfældes på den ene side af en serviet.
Spørg blot Brian og Basim.

Ulandshjælp og svindel

Af Christian Bjørnskov, den 26. august 2008. 25 svar

180 Grader bringer i dag en klumme af undertegnede om de mange problemer med korruption og blatant svindel, der er i dansk ulandshjælp. Klummen kan læses her. Som en appetizer er her et pluk fra klummen;

For de af os, der kender lidt til ulandsarbejde og -forhold, er problemerne bestemt ikke overraskende, men for en offentlighed, der gennem mange år er flasket op med flotte billeder i Danidas årsrapporter, og fra barnsben har hørt om hjælpens nødvendighed gennem Børnenes Ulandskalender – det officielle navn for det vi normalt kalder julekalenderen – er oplysningerne chokerende. Men det virkeligt chokerende er udviklingsministeren og embedsværkets reaktion på afsløringerne, også selvom man fra et videnskabeligt synspunkt slet ikke burde være overrasket.

Hele debatten er inspireret af Nyhedsavisen og TV2s undersøgelser af ulandshjælpen, hvor de graver eksempel på eksempel op på svindel. Læs for eksempel her og følg med i de kommende uger.

Sanders kontrol skader væksten

Af Christian Bjørnskov, den 22. august 2008. 5 svar

Det bør ikke komme som nogen overraskelse for Punditokraternes læsere, at vi er stærkt kritiske overfor regeringens – og Folketingets – forskningspolitik. For snart tre år siden sammenlignede jeg den med sovjetisk planlægning (læs her), og på trods af de forargede fnys det gav internt i regeringen, ser det ikke ud til at de har tænkt sig om igen, eller lavet noget som helst om. Tværtimod gør de hvad de kan for at ’planlægge’ og styre dansk forskning mod det, der på dansk newsspeak hedder ’strategiske forskningsområder’.

Selv hvis man forestillede sig, at sådan noget overhovedet kunne planlægges – for hvordan f*** forestiller politikerne sig at de kan vide noget som helst om, på hvilke områder den nærmere fremtids forskningsgennembrud kommer og hvilke af dem bliver af kommerciel værdi for Danmark – vil jeg vove den påstand, at politikere er utvetydigt de dårligste til at planlægge den: De ved lige så lidt som en tilfældig mand eller kvinde på gaden, men modsat politikerne, er den tilfældige dansker ikke udsat for pres fra interessegrupper, et pres der er størst fra dem med dårligst konkurrenceevne.

Nu har ny forskning fra nogle af Nordamerikas superøkonomer endnu en gang understøttet argumentet for at holde forskning fri fra politisk indblanding, og altså for at sørge for udbredt forskningsfrihed. Weekendavisen bringer i dag en kort artikel, skrevet af undertegnede, der opsummerer Stanford-økonomen Caroline Hoxbys resultater (hele artiklen kan læses her).

For at give en forsmag på artiklen, er her den mest centrale konklusion:

I en sammenligning af virkningen af forskningsmidler i amerikanske stater med henholdsvis stor og gennemsnitlig forskningsfrihed viser resultaterne, at væksteffekten af 100 dollars ekstra investering i forskning og PhD-uddannelse er cirka 2,5 gange større i stater hvor universiteterne har stor forskningsfrihed og autonomi. Mens forskningsfrihed i sig selv er forbundet med hurtigere udvikling, gør den dermed også forskningsmidler mere effektive for samfundet som helhed.

Budskabet burde være klart: Helge Sander, hold nallerne væk!

Vestlig imperialisme og slaveriets ophævelse

Af Niels Westy, den 21. august 2008. 1 svar

23. august – nu på lørdag, er af UNESCO udnævnt til ” International Day for the Remembrance of the Slave Trade and its Abolition “. Af den medfølgende tekst fremgår det dog, at det kun er en del af tidligere tiders slaveri, som de tænker på, idet man skriver, at dagen er “intended to inscribe the tragedy of the transatlantic slave trade in the memory of all peoples”. Med andre ord er det kun slaveriet på den vestlige halvkugle man fokuserer på. Det er ud fra en historisk synsvinkel temmelig problematisk, i det den transatlantiske slavehandel nok var både stor (måske blev helt op til 18 – 20 mio. mennesker bragt over til den nye verden som slaver) og grusom, både under transporten, hvor omkring 10-15% døde, og efterfølgende, hvor slaverne (der er her forskel på hvorhenne i den nye verden de endte), kunne se frem til en meget begrænset levetid. Men sådan var forholdene også i andre dele af verden. Antallet af afrikanske slaver der gik mod den muslimske verden var af næsten samme omfang (omend over en længere tidsperiode), og bestemt ikke mindre grusom. Ja, også europæere endte i stort tal som slaver, man regner med at over en mio. europæere het op til Island endte med at blive bortført af nordafrikanske pirater og anvendt som slaver i Nordafrika. Hertil skal så lægges brugen af Slaver i Asien.

Desværre underbygger UNESCOS dag de myter der er ganske udbredte om slavehandlen og dets afskaffelse (sidstnævnte skrevet vel vidende, at der desværre stadig eksisterer slaveri – dog ikke juridisk accepteret).

En populær myte er f.eks. at europæsik racisme gjorde handlen og anvendelse af afrikanske slaver mulig. Men for at fastholde denne myte er man nød til at have en ganske afslappet holdning til kronologien – således optræder racisme som teoretisk begreb først i midten af det 19. århundrede, det vil sige efter at de fleste vestlige lande havde afskaffet selve slaveriet, ikke kun i “moderlandene” – det gjorde flere af dem allerede i det 18, århundrede, bl.a. England, – men også i deres kolonier. At billedet på en slave endte med at være en sort mand i lænker hænger derimod nok primært sammen med det faktum, at Afrika – syd for Sahara, ikke havde stærke samfudsnstrukturer til forsvar for deres befolkning, i modsætning til store dele af Europa, – og dels havde en tradition for slaver, man kunne tappe ind i.

UNESCO har valgt den 23. august som årsdag, fordi det markerer starten op det slaveoprør, der skulle føre til oprettelsen af staten Haiti – og det er selvfølgelig en mærkedag værd. Dels til hyldest af menneskets iboende frihedstrang, men også til eftertanke, Haitis videre historie har jo ikke just været opmundrende.

Derimod synes det malplaceret at anvende dagen som mindedag for ophævelsen af slaveriet., for her er Haitis oprør af marginal betydning. Ophævelsen af slaveriet er derimod resultat af udviklingen i Europa fra slutningen af det 17. århundrede og op til starten af det 19. århundrede, og grundet Englands centrale placering i denne udvikling, burde det vel ret beset være den 25. marts (årsdagen ophævelsen af slavehandlen i 1807)  der var årlig mærkedag for slaveriets afskaffelse. Andre muligheder kunne være årsdagen for at Zanzibar i 1873 lukkede deres slavemarked efter engelsk pres. 

Problemet med disse forslag er selvfølgelig, at fortællingen om slaveriet og dets afskaffelse bliver en helt anden, idet det bliver, hvilket dog er mere historisk korrekt, historien om, hvordan vestlig (engelsk) imperialisme afskaffede slaveriet.

Ovenstående udgør en stor del af inspirationen til dagens klumme i 180grader.

180grader. har valgt i underteksten at bruge udtrykket, “da den hvide man afskaffede slaveriet” – hvilket jo kan ses som modbilledet til tesen om at den hvide mand gjorde den sorte mand til slave, med alle dens racistiske undertoner. Ret beset er det selvfølgelig mest korrekt at pointere, at det var et resutlat af vestlig kultur – med tryk på engelsk. I kampen i det 18. århundrede indgil også flere fremtrædende medlemmer af det engelske samfund, med afrikansk bagggrund, – hvilket i sig selv er med til at uderminere tesen om at slaveriet var racistisk begrundet.

Hvad begrundelsen end var ændrer selvfølgelig ikke ved at det er imod de mest fundamentale frihedsrettigheder, som vi i dag tager som en selvfølgelig ting, men det tog altså lang tid at komme til den erkendelse, og det var i vesten, at den indfandt sig – uanset hudfarve. 

Genetisk lighed i Europa

Af Christian Bjørnskov, den 17. august 2008. 5 svar

Punditokraterne skriver mest om økonomi og politik, men hvis noget er tilstrækkeligt spændende, dækker vi det selvfølgelig også. Og i lørdagens Dagens Nyheter var der netop sådan et emne. Under overskriften ”Svenskar genetiskt närmast nordtyskar” kunne DG fortælle, at et hold på 21 forskere havde undersøgt, hvor genetisk ens, europæerne i virkeligheden er. Artiklen, der er udkommet i tidsskriftet Current Biology, kan læses her.

Svaret på spørgsmålet er selvfølgelig, at vi er vældigt ens, men de forskelle der er, følger ikke altid almindelige landegrænser. Holdet har set på 3 millioner pladser i DNA-sekvensen, og konkluderer allerførst, at forskellene mellem europæerne bliver større, når man bevæger sig i syd-nord retning, end hvis man bevæger sig øst-vest. Så ja, lige så vel som ‘vi’ i Nordeuropa er kulturelt forskellige fra sydeuropæerne, er vi også genetisk anderledes, selvom de forskelle er små. Forskerholdet konkluderer også i fagtermer, at ” mean  heterozygosity was larger, and mean linkage disequilibrium smaller, in southern than in northern European subpopulations”, hvilket betyder noget i retning af, at de sydeuropæiske befolkninger også internt har større genetiske forskelle end vi har.

Den mest bemærkelsesværdige forskel, forskerne finder, er at finnerne genetisk er markant anderledes end resten af europæerne – ungarerne inklusive, som de ellers deler sprogstamme med. Den sjoveste forskel – i hvert fald i svenske øjne – er derimod at svenskerne genetisk er tættere på nordtyskerne end på danskere og nordmænd. Så på den pudsigste vis kan man lidt groft sige, at svenskerne ikke bare kulturelt synes at være Nordens tyskere – lidt stivere, lidt mere alvorlige og med lidt anderledes humor end danskere og nordmænd – men at de faktisk er lidt mere anderledes end de af os, hvis forfædre hyggede sig på de britiske øer og i Frankrig for tusinde år siden. Det er da lidt sjovt.

Et andet syn på Georgien

Af admin, den 15. august 2008. 14 svar

Utroligt mange danske journalister synes instinktivt at have sympati for den anti-vestlige side i enhver konflikt: i Irak var sympatien hos Baath, al-Qaeda, al-Sadr og de andre anti-demokrater; i Libanon var sympatien hos det islamofascistiske Hizbollah og ikke det demokratiske Israel; og nu i Georgien er sympatien hos Rusland. Måske er det ikke helt rigtigt at sige “sympati”, der er vist mere tale om se tingene fra deres side, så vinklen bliver vendt mod os selv i almindelighed og USA i særdeleshed.

Tag denne artikel fra dagens Berlinger. Her finder man bl.a. følgende interessante oplysning:

Siden afslutningen på Den Kolde Krig har USA og Europa vænnet sig til at kunne æde sig dybere og dybere ind i Sovjetunionens gamle interessesfære med løbende udvidelser af EU og især NATO.

Æde sig dybere? Der er tale om folkeslag, der frivilligt benytter deres nyfundne demokratiske frihed til at slippe væk fra det gamle russiske imperiums undertrykkelse. En undertrykkelse, som hastigt synes at blive normen igen i det “nye” Rusland. Interessesfære? Når vi i Vesten ønsker at udvide vores interessesfære, benytter vi frivillighed og stiller endda krav til deres opførelse for at lukke dem ind. Når Rusland vil det samme, sker det ved at bombe staklerne til underkastelse. At bruge ordet “interessesfære” er et bevidst sprogligt forsøg på at ligestille åbenhed med grusomhed. En moralsk nivellering forklædt som objektivitet.

Der er ikke noget at sige til, at det “nye” Europa med Polen i spidsen, der er undsluppet det russiske imperium, har vist deres klare sympati for Georgien og dermed står i skærende kontrast til de “gamle” EU-lande med Tyskland bedrøveligt i spidsen. Godt at Danmark indtil videre har valgt side med Polen, hvilket blot viser, at Rumsfelds sondring mellem det gamle og det nye Europa reelt handlede om, hvilke lande der ikke føler sig for gamle til at kæmpe for friheden.

Hvis det så bare var udtryk for, at journalisterne objektivt forsøger at “se sagen fra den anden side”, men man leder forgæves efter passager, der med sit ordvalg på samme måde udtrykker en klar opbakning til Georgien og en klar afstandstagen til Ruslands fremfærd.

I gamle dage unde Den Kolde Krig kunne man have forklaret det med, at journalisterne nok var kommunister. Men det er oplagt ikke forklaringen i dag. Det må være enten pacifisme, defaitisme eller masochisme, som giver dem denne instinktive sympati for kræfter, der ikke vil os noget godt, og som vi bør manne os op til at konfrontere.

Eksemplet var taget fra Berlingske; det kunne være taget fra andre medier. Der er desværre ikke den store forskel, som sædvanligt. Retfærdigvis skal det siges, at Berlingskes 2. sektion byder på mere klar tale, f.eks. har Jesper Beinov et glimrende indlæg, og i gårsdagens kommentar fik Jeppe Kofoed omsider lov af sine partifæller til at udtale sig igen, hvilket han gjorde aldeles glimrende. Så mediebilledet er ikke så entydigt, når man kommer væk fra den journalistiske dækning, men det gør det ikke mindre påfaldende.

Afslutningsvis et link til The Times, hvor Gerald Baker som sædvanligt er i storform. Han gør op med en del af de indvendinger, som normalt fremføres af de, der betragter Tysklands m.fl. opførsel som en klog politik og savner Gerhard Schröders klare tale. Her er et enkelt uddrag, men læs videre selv her.

But we should never forget what Mr Sarkozy and his EU officials got up to this week. There can be no clearer indication of the perils that threaten the West if the EU gets its way and wins more clout in the world.

This, remember, is the same EU that wants to take over foreign and security policy from member states, an institution that is always eager to pump itself up at the expense of democratic institutions in those member states, but which crumbles into puny submission when faced with authoritarian bullying overseas.

NA – nyt partiprogram?

Af admin, den 13. august 2008. 23 svar

Denne punditokrat har tidligere dristet sig til at støtte den kursændring, som NA påbegyndte efter, at de ramte bunden i forbindelse med Jørgen Poulsens exit.

Et fast modargument imod enhver optimisme har i kommentarspalten været: se deres partiprogram (og græd, var vel det underståede budskab).

I så fald giver det fornyet håb, at det gamle partiprogram bliver skrottet, og at et nyt skal udarbejdes, som omtalt i Berlingske her?

Den socialistiske barnepigestat

Af Christian Bjørnskov, den 11. august 2008. 24 svar

Nogle gange støder begivenheder sammen i særlige mønstre. Det skete for mig denne weekend, ovenpå den begivenhed det var at høre sundhedsministerens mildt sagt uliberale forslag om at lægge ekstra afgifter på tobak og alkohol, med udsigt til at vi også får ekstra skat på sukker- og fedtrige fødevarer. Begivenhed nummer to, hvis man kan kalde det en begivenhed, var at jeg blev færdig med at forberede mig til denne uges Liberty Fund workshop, som min ven og kollega Niclas Berggren står for på Ratio Instituttet i Stockholm. Forberedelsen bestod som altid hos denne fond i at læse og tænke over cirka 300 sider videnskabelige tekster omkring et bestemt emne. Og til denne gang omfattede de Nobelprisvinderen James Buchanans højaktuelle ’Afraid to be Free: Dependency as Desideratum”, som blev publiceret i Public Choice i 2005. Begivenhed nummer tre var søndagens interview med standup-komikeren Anders Matthesen – også kaldet Anden – i Berlingske Tidende.

Buchanan beskæftiger sig i artiklen med socialisme i bred forstand, og hvorfor i det mindste nogle af dens manifestationer synes at have overlevet østblokkens fald i bedste velgående. Han introducerer tre former for socialisme: ’Managerial socialism’, dvs. statslig planlægning af produktion osv., ’distributionist socialism’, hvilket er snigende tæt på velfærdsstatens grundidé om at man må imødegå den indkomstfordeling som et frit marked genererer, og en sidste manifestation, som han kalder ’parental socialism’. Som jeg skal komme tilbage til nedenfor, er det netop dén type socialisme som sundhedsministeren er stærk fortaler for, og som Anders Matthesen er så voldsomt imod.

Men først og fremmest må man understrege, at selvom Buchanan ligesom en række amerikanske kommentatorer (f.eks. Radley Balko fra the Cato Institute her) vurderer, at den traditionelle socialisme – managerial socialism – i form af statslig planlægning af økonomi og andet, er stendød, gælder dette ikke i Danmark. Som jeg f.eks. understregede for næsten tre år siden i en kronik i Berlingske (læs her), er regeringens forskningspolitik næsten skræmmende perfekt sovjet-kommunistisk i sin idé og udførsel.

For det andet lever omfordelingssocialisme i bedste velgående, ikke mindst i Danmark hvor en nominelt borgerligt-liberal regering forsvarer et gigantisk omfordelingssystem, og slår hårdt ned på dissidenter i egne rækker – spørg bare Eva Kjær Hansen eller Kristian Jensen. At omfordelingen stadig eksisterer, er måske mindre underligt. Directors Lov siger f.eks. at ethvert forslag, der omfordeler til den midterste vælger og hendes nærmeste, til enhver tid vil vinde en demokratisk afstemning, og at man derfor vil se stigende omfordeling til middelklassen i takt med en økonomisk-demokratisk udvikling. Dét billede passer i skræmmende grad på den danske virkelighed de sidste 40 år. Buchanan understøtter sådan set blot dette billede ved at pege på, at dette system i bemærkelsesværdig grad er blevet overtaget af tidligere socialister og kommunister. Som han skriver. ”the advocates of centrally managed economies moved with surprising alacrity to align themselves with the welfare state – social democrats”.Men det nye er den anderledes form for socialisme, der i forklædning af ’omsorg’ og ’fornuftig opførsel’ sniger sig ind i mange rige samfund i disse år. Argumentet bag ideen er ikke, at markedet laver store fejl og man ikke kan stole på det som i ’almindelig’ socialisme, men at folk ikke kan styre sig og ryger mere, spiser mere og mindre sundt, og dyrker mindre motion end de egentlig har lyst til. Som Buchanan foreslår er liberalismens marketingsproblem. ”They have failed to emphasize sufficiently, and to examine the implications of, the fact that liberty carries with it responsibility. And it seems evident that many persons do not want to shoulder the final responsibility for their own actions. Many are, indeed, afraid to be free”.

Om det vitterligt er sådan, skal jeg ikke gore mig klog på, men selve grundideen virker som en Ganske god forklaring på mange danske politikeres forslag om stærke begrænsninger i folks personlige frihed. Om tilstrækkeligt mange mennesker er decideret bange for at få det ansvar, der følger med liberal frihed, er jeg ikke overbevist om. Som en kommentar på the Political Scientists indlæg foreslår, er det ikke indlysende, at befolkningen søger den type indskrænkninger – men hvis politikerne ligefrem tilbyder at en barnepigestat overtager det besværlige, personlige ansvar, er det vel rationelt nok for mange mennesker at sige ja tak? En anden forklaringsmodel, der også kunne give mening, er at de fleste mennesker ønsker udbredt frihed for dem selv – men ikke for andre mennesker med andre vaner og laster.

Hvis det er en rimeligt præcis beskrivelse, vil det på samme måde forklare den snigende indskrænkning af danskernes frihed, når staten begynder at blande sig i, hvad vi spiser, ryger, hvor meget vi løber eller svømmer, eller hvad vi i øvrigt gør i vores egne, helt private liv. Og hvis der er én ting, der er soleklar i de seneste års lykkeforskning er, at folk rent faktisk lægger væsentlig vægt på en udbredt personlig frihed – den barnepigestatens socialisme gør små indhug i hver dag. Det er den samlede effekt af de sidste mange års indhug, der får Anders Matthesen til at konkludere, at ”Det er som at leve i et åbent fængsel. Man må gå ned ad gaden, og man må gå hjem, og man må passe sit arbejde – og så må man i øvrigt ikke stille sin cykel op ad nogen som helst vinduer nogen steder”.

Indecision 08 IV – The race card

Af Niels Westy, den 7. august 2008. 16 svar

I et indlæg for et par dage siden refererede jeg til The Rasmussens Report opinionsmåling omkring Obama og McCain og brugen af “the race-card”. Som jeg har skrevet før, er jeg et stort fan af Jon Stewart og The Daily Show. Udgaven den 4. august beskæftiger sig netop med bl.a. “The race card” – hele episoden kan ses her.

Hvis der helt exceptionelt skulle være nogle af bloggens læsere der ikke har stiftet nærmere bekendtskab med dette i mine øjne absolut uomgængelige program, vil jeg på det stærkeste opfordre til at gøre det.

Personligt er jeg aldrig i tvivl om hvad jeg ville vælge, hvis valget stod mellem de “rigtige” nyheder og The Daily Show. Ofte er det sidste formentlig nærmere sandheden på sin egen underlige måde, end den linde strøm af selvhøjtidlige (journalistiske) eksperter der befolker sende- (og lytter-) fladen, ikke kun i USA, men også herhjemme.

Desværre sender DR2 ikke showet i direkte forlængelse af Deadline, men så er det jo heldigt, at man kan se de fulde episoder på thedailyshow.com. Og her kan man forøvrigt se dem samme dag som de sendes i USA, takket være Internettet – endnu en opfindelse vi kan takke amerikansk imperialisme for 🙂

Indecision 08 III – The Rasmussen Reports

Af Niels Westy, den 4. august 2008. 22 svar

En del af denne blogs læsere kender formentlig godt The Rasmussen Reports . Men for de der ikke kender den, og interesserer sig for det kommende præsidentvalg kan de, er her mulighed for at følge med i ikke kun den daglige udvikling i styrkeforholdet mellem de to kandidater, i et valg der godt kan ende med at blive en gentagelse af 2000 valget, hvor vinderen fik færrest stemmer – denne gang dog med den demokratiske kandidat som vinder af præsidentvalget. Ifølge The Rasmussen Report ligger de to kandidater uhyre tæt – en tendens der er blevet mere og mere tydlige gennem juli måned, men fortsat med Barrack Obama som favorit.

Hvad der gør The Rasmussen Reports særligt interessante er, at de samtidig med daglige målinger også laver en række målinger på f.eks. folks opfattelse af mediernes holdning til kandidaterne, opfattelse af kandidaterne som liberal eller konservativ, hvorvidt amerikanerne opfatter USA som et “retfærdigt samfund (det gør ca. 2/3 af dem) osv.

Efter at en del medier (og Obama) antydede at et McCain kampangeindslag (se video her ), hvor Obama sidestilles med kendiser som Britney Spears og Paris Hilton (til Hilton familiens, – der økonomisk støtter McCain, ikke udelte begejstring) var rasistisk, viser det sig, at det mener kun omkring 1/5 af vælgerne :

eller som The Rasmussen Reports skriver :

Not surprisingly, the McCain ad generates significantly different perceptions along racial and ethnic lines. Most African-American voters—58%–saw the McCain ad as racist. Just 18% of white voters and 14% of all other voters shared that view.

However, Obama’s comment that his Republican opponent will try to scare people because Obama does not look like all the other presidents on dollar bills was seen as racist by 53%. Thirty-eight percent (38%) disagree.

Ydermere fremgår det af den dags Rasmussen Reports (der kommer en ny hver dag – og man kan tilmelde sig et nyhedsbrev), at

Overall, just 22% of voters believe that most Americans are racist. That view is shared by 32% of Democrats, 20% of unaffiliated voters and 12% of Republicans. African-American voters are evenly divided on the question.

Disse tal er ganske konsistente med undersøgelser sidste år , der viste samme tendens. Undersøgelsen fik følgende kommentar med på vejen i The Economist:

A recent Gallup poll suggests people would more readily vote for a well-qualified nominee who also happened to be black than a well-qualified Mormon one. And it may be some time before an atheist homosexual announces his candidacy.

Farvel til Doha-runden

Af Christian Bjørnskov, den 3. august 2008. Skriv et svar

Sommeren har i høj grad været præget af agurketid – en næsten komplet mangel på reelle nyheder. Men i onsdags kom der en af slagsen, der kan gå hen at have virkeligt mærkbare konsekvenser i de nærmere år: Forhandlingerne om en ny, global handelsaftale i Verdenshandelsorganisationen WTO brød endeligt sammen. Forhandlingsrunden blev sat i gang i november 2001 i Qatars hovedstad Doha – derfor er den blevet kendt som Doha-runden – havde som erklæret mål at opnå en aftale, der var bedre for særligt verdens fattigste lande, end den skuffende Uruguay-aftale fra 1994, som på trods af åbenlyse skridt mod et mere frit handelssystem, havde undgået en række besværlige områder indenfor bl.a. landbrug. Mødet i juli mellem alle topforhandlerne i Geneve var skemalagt til at starte mandag den 20. og slutte søndagen efter, men lørdag blev man enige om at fortsætte de svære forhandlinger tre ekstra dage. Tirsdag aften kom beskeden så, at man fra øverste sted havde opgivet at komme til enighed.

Egentlig var forhandlingerne brudt sammen for to år siden, men dengang insisterede man på at fortsætte og ikke at kalde det et sammenbrud. Vi skrev om det umiddelbart efter (læs her), men forskellen i dag er at forhandlingschefen Pascal Lamy denne gang har brugt ordet ’collapse’. Og på trods af at Indonesiens handelsminister udtalte dagen efter, at ’handelsforhandlinger ikke bryder sammen, de fortsætter bare’, vil en hvilken som helst genoptagelse af Doha-runden ske med anderledes små ambitioner.

Man kan nu stille sig selv to overordnede spørgsmål: 1) Hvorfor brød forhandlingerne sammen og hvem kan man skyde skylden på? Og 2) hvad taber verden ved at der ikke kommer en ny aftale?

Hvis man skal gøre det hurtigt, ligger skylden hos særinteresser. At langt de fleste toldmure og andre handelsforvridende foranstaltninger kan spores tilbage til særinteressers lobbying (og det, der er værre) har været vidst siden Adam Smith, der skrev klart om problemet. Og dem med mest gennemslagskraft, er dem der kombinerer en stærk organisation og en evne til at vække irrationelle følelser hos vælgere med stærke incitamenter til at få beskyttelse. Med andre ord er det som oftest de mindst konkurrencedygtige industrier, der lobbyer stærkest. Derfor bliver de økonomiske tab ved beskyttelse også ganske store.

Men WTO-forhandlinger står nu engang ikke mellem industrigrupper, men mellem nationer. Og med den indlysende indsigt, må man konkludere, at de lande, hvor lobbygrupper er stærkest og hvor politikere er mest tilbøjelige til at give efter for dem, også vil være de lande, der holder allermest tilbage i forhandlingerne, der jo netop handler om at nedbryde toldmure, andre handelshindringer, og forskellige støtteordninger. Og netop den kombination er i høj grad karakteristisk for de grundlæggende problemer ved det ellers udmærkede EU-samarbejde.

En række kommentatorer har ellers taget fat i det lille emne, der officielt fik Doha-runden til at bryde sammen: Spørgsmålet om ulandenes såkaldte special safeguard mechanism. Mekanismen eksisterer for at man undgår, at fattige landes producenter ikke bliver løbet over ende og mister deres livelihood hvis der kommer stærkt stigende import af de bestemte varer, de lever af at producere. Udspillet fra USA var, at man var villig til at acceptere en regel, der betød at ulande kunne indføre en ekstra beskyttelsestold, hvis importen af bestemte typer varer – f.eks. ris – steg med 40 procent eller mere på et år. Udmeldingen fra Indien var derimod, at man ønskede tilladelse til at indføre en ekstratold, hvis importen steg med mere end ti procent.

Umiddelbart lyder det måske rimeligt at kunne beskytte sig selv, hvis importen af en type varer stiger med mere end ti procent på et år. Men når man får den ekstra oplysning, at disse lande i de senere år har oplevet stigninger i eksport og import på seks procent om året i gennemsnit, er der pludseligt ikke langt op til de ti procent på et år. Det er derfor også meget sandsynligt, at en række varer i enkelte år oplever stigninger på over ti procent af helt naturlige grunde – og at eksportører i andre lande skal til at regne med en ikke ubetydelig sandsynlighed for at blive ramt af mekanismens ekstratold i tide og utide. Alle vidste derfor, at der var tale om spil for galleriet, der dækkede over langt dybere problemer.

Og problemet har fra starten været EU! Unionen har ligesom USA stillet krav om indrømmelser fra de relativt rigere ulande – som Brasilien, Indien, Indonesien og Kina – om at få øget adgang til disse landes industrimarkeder. Men ulig USA har EU’s forhandlingsudspil om toldnedsættelser og reduktion af landbrugsstøtte i høj grad været spil for galleriet, og udspillene har som oftest taget form af ultimatummer i stedet for åbne forhandlingsoplæg. Hvad ville det f.eks. nytte at man sænker hektarstøtten – den pose penge, EU’s landmænd får per hektar jord de dyrker – når unionen stiller som ultimativt krav, at man får udbredt tilladelse til at give væsentligt mere miljøstøtte – som skal gives til landmænd i forhold til hvor mange hektar de dyrker? En lang række af unionens såkaldte forhandlingsudspil har i detaljen drejet sig om, at skifte navnet på den eksisterende støtte ud med et andet, mere sexet navn. Denne særlige struktur i EU’s udspil har indlysende nok betydet, at stort set ingen andre har bakket op om dem, og at man bag kulisserne har været temmelig trætte af unionen, der desuagtet ufortrødent har fortsat den destruktive linje.

To medvirkende faktor har klart spillet ind på sammenbruddet, og har gjort det lettere for EU at ’gemme’ si
g i det blame game, der na
turligvis har udspillet sig efter sammenbruddet. For det første er der ingen tvivl om, at lande som Brasilien og Indien har været for ambitiøse på de rige landes vegne, set i forhold til hvor meget de var villige til at åbne deres egne industrimarkeder. Her spiller det ind, at magtfulde industriinteresser traditionelt har stor politisk indflydelse i disse lande, som f.eks. Indiens bilindustri. Denne indflydelse er i høj grad et levn fra tiden, hvor landene fulgte den såkaldte ISI-strategi, hvor man forsøgte at rejse høje toldmure og udvikle statsejet industri bag murene – en strategi der førte til industrier med en næsten latterlig mangel på konkurrencedygtighed og skabte endnu sværere korruptionsproblemer. Den anden faktor er det forestående amerikanske præsidentvalg, hvor USA står overfor valget mellem to kandidater, der næsten ikke kunne være mere forskellige, når der spørges om deres foretrukne handelspolitik. John McCain er så vidt vides endnu mere traditionelt frihandelsvenlig end Bush, mens Barack Obama er en af efterkrigstidens mest frihandelsfjendtlige præsidentkandidater. Bare usikkerheden om, hvad der bliver USA’s linje efter valget har gjort, at mange parter har fedtspillet i udpræget grad.

Uanset af man kan skyde lidt af skylden på amerikansk usikkerhed og indisk-brasiliansk mangel på proportioner, ligger hovedvægten af skylden for sammenbruddet stadig hos EU. Frankrig har ikke engang lagt ret meget skjul på, at landet slet ikke ønskede en forhandlingsrunde, og både den tidligere præsident Chirac og den nye Sarkozy – som vi nok havde ventet noget andet af – har undsagt EU’s handelskommisær Peter Mandelson gentagne gange. Andre sydeuropæiske lande med lige så stærke traditioner for beskyttelse og statsstøtte (og lige så store korruptionsproblemer) har bakket op og viftet med deres vetoret under bordet og udenfor offentlighedens øje. Særinteresser styrer deres tilgang til handelspolitik, ligesom en aldeles umoderne afsky for handel hos dele af befolkningerne forhindrer en rimelig diskussion. Men selv da ved man godt, at EU’s handels- og landbrugspolitik – og her er svaret på spørgsmål nummer to – både koster forbrugerne i de rige lande store summer i form af høje fødevarepriser og massiv landbrugsstøtte, der skal finansieres, og afholder millioner af fattige bønder i ulandene at udnytte de komparative fordele, de faktisk har, og eksportere deres varer til EU. Det er svært at kalde det andet end en umoralsk politik, og derfor et dybt umoralsk (og dyrt) træk, at EU i den grad var instrumentel i at Doha-runde brød sammen. Og så er det i øvrigt ligegyldigt, at Danmark sammen med Storbritannien, Sverige og Holland traditionelt har stået for frihandelsorienterede præferencer. Lorten ligger lige så meget og stinker foran Danmarks dør som i resten af Europa, men det er vores sydeuropæiske partneres hund, der har lagt den.