Som det vist er de fleste bekendt har man i de seneste år oplevet betydelige stigninger i fødevarepriserne.selv om man af nogle af de verserende historier måske kan få opfattelsen af, at vi ligefrem har fødevaremangel er dog at skyde langt over målet, men mindre kan også gøre det, hvis man som hundredevis af millioner af mennesker, ballancerer på kanten af absolut fattigdom.
Årsagerne til prisstigningerne er mange. Stigende priser på brændsel, mere eller mindre fejlslagen høst en række steder, bl.a. Australien. Det har heller ikke hjulpet, at en række nettoeksportører, som bl.a. Argentina og Indien, i et forsøg på at holde de lokale priser nede, har indført eksportbegrænsninger/forbud (Indien) og/eller høje skatter på eksport (Argentina).
For Argentinas vedkommende har det indebåret optøjer, periodevis fødevaremangel i byerne og voldelige sammenstød mellem politi og protesterende landmænd. Hvor den anspændte situation i Argentina ender er selvfølgelig ikke til at sige med sikkerhed. Men det er ikke helt usandsynligt, at situationen vil forværres kraftigt i den kommende tid, i takt med at inflationen fortsætter sin stigningstakt og prisen for ringe regeringsførelse ksal betales. Det er tidligere set, at lignende situationer er endt med, at den sidende præsident er trådt tilbage.
Endelig har to andre forklaringer ofte været blevet bragt til torvs – “onde” spekulanter og at prisstigningen skyldes stigende efterspørgsel på grund af stigende velstand i især Asien.
Men som Moisés Naím skriver i Foreign Policy , med reference til en af verdensbankens eksperter, Donald Michell:
“Although the emergence of a global middle class is undoubtedly a factor in driving up food prices, it is not as important as most commentators think. We are blaming the wrong people. That is one of the surprising conclusions of Donald Mitchells analysis of the food crisis. Mitchell, who is the World Banks expert on agricultural commodities, argues that while the poor, especially in Asia, are indeed eating more meat, this increased consumption is not the cause of the spike in food prices. Take, for example, the global consumption of rice and wheat. Between 2000 and 2007, the global consumption of rice grew by 1 percent a year; consumption of wheat grew even more slowly. Meanwhile, meat consumption soared. These trends seem contradictory because when you eat chicken or steak, you are essentially consuming grains, which are the main raw material used to raise these animals for human consumption. In fact, the demand for both rice and wheat has not matched the increase in the worlds populationthat is, consumers. If meat consumption in Asian countries explained todays higher grain prices, then the demand for grains should be consistently high and countries like China and India would be unlikely to have surplus grain to export. But, as Mitchell notes, the growth in demand for these grains in the past seven years was slower than the increase in demand between 1995 and 2000, when international prices were stable and Asian consumption had yet to boom. Moreover, China and India became net grain exporters in 2000, despite their growing populations and their rising meat consumption.”
Og omkring spekulanternes “skyld”:
“In the past five years, the number of futures contracts for wheat (the commitment to buy or sell a given volume of wheat by a certain future date at a predetermined price) has quadrupled. Although a lot of idle money looking for quick returns has found its way to agricultural markets, the fact is that while speculators ride and accelerate existing market trends, they dont create the underlying market fundamentals.”
Hvor der indtil for nylig er talt meget om betydningen af stigende efterspørgsel efter fødevarer – se ovenstående citat, med masser af apokalyptiske og fantasifulde historier om de globale klimaforandringer og den globale befolkningstilvækst betydning (ofte fremstillet på en nærmest Malthus-agtig måde), har der været langt mindre fokus på betydningen af den stigende efterspørgsel efter biobrændsel.
Ikke at det ikke har været fremme, det har det – bl.a. kritiserede Cubas tidligere diktator Fidel Castro sidste år USA’s beslutning om at satse på brugen af majs til at producere biobrændsel, uden at der vist var mange der tog notits af dette – men omtalen af biobærndsels andel i prisstigningerne har ikke just været “Big news”, men det vil måske ændres nu.
En ting er, at brugen af biobrændsel er en håbløst energiineffektiv metode til at fremstille brændstof til vores motorkøretøjer (ca. halvdelen af energien bruges til at fremstille brændstoffet), og at nettopåvirkningen af CO2 udslippet er overskuelig (og omdiskuteret), noget andet er påvirkningen af verdensmarkedspriserne på fødevarer.
Hvor stor denne påvirkning er, er omdiskuteret. Den amerikanske administration har påstået, at den skulle være så lav som 3%, mens en endnu ikke offentliggjort rapport fra Verdensbanken i følge “The Guardian ” sætter påvirkningen til at være op til 75%. Hvorvidt sidstnævnte er korrekt ved vi mere om, når rapporten, der angivelig har været holdt tilbage siden april måned bliver offentliggjort. Men hvorvidt der i foromtalen af rapporten er tale om journalistisk (mis)forståelse eller ej er underordnet i forhold til den amrikanske administrations påstand om en marginal påvirkning på 3% – for det er helt hen i vejret.
Hvis vi alene ser på prisudviklingen på majs, der er steget kraftigt det seneste år og på udbuddet af majs, bør det være temmelig indlysende for de fleste, at en påstand om at efterspørgslen efter biobrændsel kun har marginal betydning, er helt hen i vejret.
USA står for ca. 1/3 af verdens samlede produktion af majs, hvoraf man ønsker at bruge op mod ca. 1/3 til fremstilling af biobrændsel. Det indebærer at over 10% af verdens samlede produktion af majs vil gå til fremstilling af biobrændsel. Hvis dette kun skulle have en marginal indflydelse på prisen på majs, idenbærer, at man må forudsætte at majs har en stor priselasticitet, men det forholder sig omvendt, majs har en lav priselasticitet. Det vil sige, at der skal ganske betydelige prisændringer til at “kompensere” for selv små ændringer i mængden.
Men hvorfor er man så interesseret i at underspille biobrændsels betydning? Det skyldes formentlig to forhold der spiller sammen indbyrdes – ønsket om at frigøre sig fra olieafhængigheden (eller rettere afhængigheden af især den arabiske verden), og fokus på globale klimaforandringer, hvor biobrændsel åbenbart er udnævnt til at være en del af den symbolpolitik der præger den politiske håndtering af klimaspørgsmålet. At biobrændsel (i hvert fald til biler) så ikke er en energieffektiv løsning, er man tilsyneladende ligeglad med.
Og hvorfor har demokraterne så ikke brugt ovenstående problemstilling til at udfordre republikanerne op til præsidentvalget? – Fordi de selv har stemt for den underliggende lovgivning – og det er “in” at være grøn.
Ja, politik er så sandelig er beskidt game – godt nok er det også “in” at give udtryk for sin store medfølelse for verdens fattigste – men åbenbart ikke mere, end at man ingen problemer har med, at de skal betale prisen for at man kan hævde at være miljjøbevidst og grøn – At de tiltag man så advokerer for, stort set ingen betydning får for klimaforandringerne er selvfølgelig underordnet i det politiske spil.
Nedestående er en replik til en klumme skrevet af Lars Hedegaard på 180grader. Lars Hedegaard får naturligvis lejlighed til at svare i et gæsteindlæg her på bloggen.
Jeg er behørigt beæret over at Trykkefrihedsselskabet (“Selskabet”) har valgt at svare på min klumme på 180grader vedrørende Trykkefrihedsselskabets forhold til ytringsfriheden i forbindelse med Gert Wilders tale i Danmark. Et svar der oveni købet er forfattet af selskabets formand Lars Hedegaard. Jeg kan dog ikke lade være med at mistænke Selskabets valg af skribent for ikke at være udtryk for en æresbevisning af undertegnede, men snarere som en behændig manøvre beregnet til at undgå at tage stilling til konteksten for min oprindelige klumme. For sagen er jo den at min klumme tog afsæt i en klumme skrevet af Trykkefrihedsselskabets næstformand Katrine Winkel Holm (“KWH”), hvor denne rasede mod CEPOS, fordi denne tænketanks direktør tillod sig at rette opmærksomheden mod vigtigheden af også at beskytte øvrige frihedsrettigheder end ytringsfriheden, uden i øvrigt at tage afstand fra sidstnævnte rettighed.
Dette var nok til at få KWH til at fare i blækhuset med en påstand om at Martin Ågerup “vrængede af forsvaret for ytringsfriheden“. Man måtte med andre ord forstå, at KWH fandt forsvaret af ytringsfriheden så vigtigt, at alle udtalelser, der på nogen måde kan tolkes som sættende spørgsmålstegn ved denne rettighed, berettiger håndfast kritik. Med udgangspunkt i dette forhold er det svært andet end at konkludere, at Selskabet har et selektivt forhold til ytringsfriheden. For hvor Martin Ågerup i sin klumme jo faktisk bekræftede sin opslutning til ytringsfriheden, er Wilders forslag om et forbud mod koranen et frontalangreb derpå.
Man kan også sammenligne Selskabets behandling af Geert Wilders med Selskabets indstilling til en række andre personer. Trykkefrihedsselskabets personkreds har ved flere lejligheder berettiget kritiseret kulturpersonligheder, som Tøger Seidenfaden og Uffe Ellemann Jensen, for deres inkonsistente holdninger og manglende støtte til Jyllands-Posten og ytringsfriheden under Muhammed-krisen. Men hverken Uffe Ellemann eller Tøger Seidenfaden har på noget tidspunkt fremkommet med så vidtgående forslag om indskrænkning af ytringsfriheden, som Geert Wilders. Alligevel er det svært at forestille sig Selskabet belønne Uffe Ellemann eller Tøger Seidenfaden med minutlange klapsalver og passionerede forsvarsskrifter, som det er tilfældet med Geert Wilders. Mon ikke de nævnte personers respektive holdning til islam er afgørende derfor?
Hedegaards påstand om, at Geert Wilders ikke blev inviteret på grund af sine holdninger til islam er således med al respekt ganske overraskende. De holdninger til islam, som Wilders giver udtryk (islam er totalitær, der findes ikke en moderat version af islam, Vesten er under angreb etc.), er så godt som identiske med dem adskillige ledende medlemmer af Selskabet bruger uendelige liter blæk (og galde) på at udbrede i den offentlige debat. Søren Krarup stiftende medlem af Selskabet – summer det vel bedst op med følgende udtalelse: “Jeg synes, at hans [Wilders] karakteristik af islam er meget præcis og rigtig“.
Hedegaard erkender selv indirekte denne pointe i sin klumme ved ligesom Wilders at sammenligne islam med nazismen. (Hedegaards “historiske” udredning herom vil jeg undlade at kommentere idet Wilders og Hedegaard – naturligvis skal være velkommen til at sammenligne islam med hvilken som helst ideologi man måtte finde passende uanset om der måtte være historisk belæg derfor eller ej).
Hedegaard gør endvidere gældende, at Gert Wilders ikke var “æresgæst” men blot “gæst”. Nuvel, dette er et udsnit af Krarups oplevelse af Wilders-arrangementet:
De hyldede ham bagefter med minutlang, stående ovation, som han tog imod med en tiltalende beskedenhed. Der var ikke antydning af de billige politiker-uvaner, som vi kun kender alt for godt, og som jeg havde frygtet ved ham. Virkelig en mand af format, som derfor tør se den islamiske trussel i øjnene, som udgør nutidens dødelige fare mod Europa.
KWH skrev følgende om Wilders:
Han holdt en velformet, velargumenteret tale, baseret på en solid analyse af islam og afslørede, at han, udover at være velbegavet, også vidste mere om islam end Vesselbo og hele Venstre folketingsgruppe tilsammen[ ]Er Wilders en stor mand? Jeg ved det ikke. Men jeg véd, at Wilders er langt mere vidende og langt mere modig end den massive majoritet af danske politikere, regeringschefen inklusive.
Såfremt, Wilders holdninger til beskyttelsen af ytringsfrihed bød Selskabet og dets medlemmer imod og Selskabet i øvrigt ikke er enig med Wilders holdninger til islam – er det svært at begribe, hvorfor Wilders tale blev modtaget med minutlange stående klapsalver og efterfølgende forsvarsskrifter. At holde arrangementet i Landstingssalen signalerede heller ikke just afstandtagen fra Wilders holdninger. At betegne Wilders som æresgæst synes derfor helt på sin plads.
Hedegaards bedste pointe er den, at Hedegaard såvel som KWH og Krarup – offentligt har taget afstand fra Wilders forslag om at forbyde koranen. Det tjener naturligvis Selskabet til ære at man ikke så direkte og eklatant bryder med sin egen mission. Men Selskabets kritik af Wilders forslag om koranforbud synes at være noget halvhjertet. Hedegaard savnede tilsyneladende modet og/eller viljen til i sin velkomsttale at konfrontere Wilders med Selskabets påståede principielle modstand mod Wilders forslag. Et synspunkt, der ellers ville have været nærliggende og klædeligt at fremføre når nu ytringsfriheden ligger Selskabet så meget på sinde. I en anden video fra Wilders tale kan man høre KWH spørge til baggrunden for Wilders forslag om at forbyde koranen, hvilket Wilders høfligt svarer på. Men svaret bliver (så vidt ses af videoen) ikke imødegået af KWH (eller andre). Ikke ligefrem imponerende af en næstformand i et selskab skabt til forsvar for ytringsfriheden.
Krarup har tillige udtalt at Wilders holdning er udtryk for “nogle måske klodsede formuleringer og et enkelt dårligt forslag“. Mon karakteristikken ville være den samme, såfremt en Georg Metz, en Klaus Rifbjerg eller en Tøger Seidenfaden havde foreslået at forbyde Luthers værk “Jøderne og deres løgne”?
I et passioneret forsvarsskrift for Wilders skriver KWH endvidere: “Der er ingen grund til at bruge tid på at argumentere imod hans forslag om at forbyde Koranen, som man klart må afvise“. Med denne begrundelse kunne Selskabet jo ligeså godt nedlægge sig selv. Enhve
r tilhænger af ytringsfri
heden må også klart afvise indskrænkninger af ytringsfriheden baseret på koranen og fortolkninger deraf, men bekæmpelse af og argumenteren imod denne slags indskrænkninger udgør 99% af Selskabets aktiviteter for så vidt angår ytringsfrihed. Hvis ikke forsvarere af ytringsfriheden aktivt skal bekæmpe forslag om forbud af bøger (endog et forslag fremsat af en folkevalgt politiker), så er det svært at pege på, hvad forsvarere af ytringsfriheden skal beskæftige sig med. Et klart eksempel på, at man i Selskabet bagatelliserer holdninger, der indskrænker ytringsfriheden, såfremt disse kommer fra islamkritikere, mens sådanne holdninger fra egne ideologiske modstandere, mødes med indigneret foragt.
I det hele taget synes arrangementet mest at have handlet om islam, en del om indskrænkningen af Wilders frihed og forsvindende lidt om den indskrænkning af ytringsfriheden Wilders gerne ser sine modstandere udsat for.
Jeg må således fastholde min påstand om, at Geert Wilders optræden hos Selskabet er svært at forene med Selskabets erklærede formål, og at Selskabet i højere grad beskæftiger sig med at bekæmpe islam end at kæmpe for ytringsfriheden.
Det har været ventet længe, efterhånden som de andre medier gav sig, senest WaPo for et par uger siden. Og så i mandags skete det omsider for NYT.
Efter først at have fortiet fremgangen i Irak så længe, at selv deres egen klummeskriver Thomas Friedman begyndte at joke om det, og dernæst at have skrevet (meget) små og spredte notitser om fremgangen omhyggeligt pakket ind i forbehold om, at det (forhåbentlig) snart kunne gå værre igen, kastede de omsider håndklædet i ringen og skrev den store samlende artikel om fremgangen, dog stadig med forbehold/håbet om en snarlig forværring.
Når NYT kan, så kan Berlingske også. Det skete dagen efter. Opgaven med at skrive artiklen var dog nok for grum, så man nøjedes med at oversætte artiklen fra NYT og i stedet supplere med en egen analyse. Her prøvede korrespondenten af bedste evne at balancere de gode nyheder med de, ahem, mindre gode. Det lykkedes ikke helt at ramme balancen, se f.eks. denne selvafslørende lille guldklump:
På den ene side Bush-administrationens forsøg på at vise tingene fra den mest optimistiske side muligt. På den anden side oppositonens og uafhængige organers insisteren på et mere realistisk vurdering.
Ser man bort fra tryk- og andre småfejl, og det gør vi gerne her på bloggen, så er det da et meget sjovt. De positive nyheder skyldes ikke facts on the ground, men blot Bush administrationens forsøg på at vise tingene fra den mest optimistiske side, mens de negative nyheder er en mere realistisk vurdering.
Hvis det her er hans bedste forsøg på at bluffe en upartisk fremstilling af udviklingen i Irak, må han være meget populær ved udenrigskorrespondenternes pokerbord.
Med den holdning i MSM til udviklingen i Irak, skal I ikke regne med at se disse ting, men her får I dem gratis.
Her er f.eks. CNN, hvis dækning af den seneste rapport om udviklingen i Irak tyder på, at den nedrige Bush administration må have haft fat i dem. Det er nemlig ganske positive toner fra det ellers meget kritiske CNN. Men måske følger det af de elektroniske mediers flygtige natur, at deres medarbejdere er mindre træge i opfattelsen end dead wood journalisterne.
Og her er Victor David Hanson, der gør op med krigsmodstandernes ynglingsargumenter, herunder den om Iran, der efterhånden er det sidste strå.
Så er der de assorterede Bushs-udenrigspolitik-er-måske-ikke-så-håbløs-alligevel artikler, der begynder at blomstre frem i takt med, at krigens to mål i Irak, at fjerne Saddam og skabe et demokrati, synes opnået. Her er James Kirchirck om Senatets seneste rapport om tiden før Irak-krigen, hvor det mest positive man kan sige, er, at den viser en normalisering af det politiske liv efter 9-11. Hvor de første rapporter var enige rapporter, fordi chokket havde bragt politikerne sammen, er den seneste rapport en skamløs partisan affære, hvor det demokratiske flertal skoser regeringens sprogbrug uden at nævne, hvad det republikanske mindretal til gengæld gør med perfid glæde i tillægget, at demokraterne brugte samme sprogbrug på baggrund af de efterretningsrapporter, som de havde set som formænd for diverse komiteer.
Og her er David Brooks med den for lidt flere mere spiselige pointe, at Bush er stædig, hvilket var noget skidt til at begynde med, men senere viste sig godt. Tja, det er da et synspunkt. Når det gælder stil, kan jeg nu bedre lide Andrew Roberts, hvis artikel indledes sådan:
As he leaves the White House at the end of his second term, the President has a poll rating of only 23 per cent, and is widely disliked and even despised. His foreign policy has been judged a failure, especially in view of the long, painful, costly war that he declared, which is still not over.
He doesn’t get on with his own party’s presidential candidate, who is clearly distancing himself, and had lost many of his closest friends and staff to scandals and forced resignations. The New Republic, a hugely influential political magazine, writes that his historical reputation will be as bad as that of President Harding, the disastrous president of the Great Depression.
I am writing, of course, about Harry S Truman, generally regarded today as one of the greatest of all the 43 presidents, and the man who set the United States on the course that ended decades later in the defeat of Communism.
Der er mere af same slags derude, men I må selv søge, for jeg vil hellere beskæftige mig med et andet spørgsmål, som fremgangen I Irak har gjort tydeligt: hvorfor mødes nyhederne om fremgang ikke bare med sund skepsis, men med udtalt bitter modvilje i visse kredse?
Der er formodentlig flere samvirkende grunde, hvoraf de mest prominente nok er:
Stædighed
Modviljen mod at forlade et allerede indtaget standpunkt er en menneskelig svaghed, vi alle kender (and how). Har man en gang skrevet den store forkromede artikel om, at krigen i Irak var en fejltagelse, der ikke kunne ende i andet end fiasko, er det simpelthen for surt at skulle indrømme, at man tog fejl. Det forunderlige er, hvorfor man dog indtog det defaitistiske standpunkt til at begynde med. Her skal man nok søge et supplerende svar i nogle af de andre grunde.
Anti-(indsæt her)
Det er et af det pubertære menneskes første og vigtigste erkendelser, at den der er negativ, lyder klog. Nogle kommer så aldrig videre. Her på bloggen har vi rost Stjernfelt & Thomsens, Kritik af den negative opbyggelighed (her), og bogen står stadig som den mest underholdende analyse af det fænomen. Mange, og vel ikke kun i MSM, vælger at være anti-etellerandet, typisk anti-USA eller, hvis man er blot lidt mere sofistikeret, anti-Bush, eller mere generelt anti-Vest. De forskellige antier kan så strides indbyrdes om, hvorvidt de overhovedet har noget til fælles. En pæn del af de journalister, der er anti-Irakkrig i MSM, synes blot ureflekteret at udtrykke dette fænomen. Men de gør sig nok ikke klart, at de med deres negative dækning føder en anden meget stærk grund, der normalt er at finde på den modsatte fløj, nemlig
Racisme
Begrebet er strengt taget forkert og efterhånden så skamredet, at det har mistet sin oprindelige betydning. Her bruges det i sin udvandede form, at man tillægger personer visse egenskaber, normalt negative, alene fordi de har et bestemt ophav, er født et givent sted eller har en bestemt nationalitet (egentlig chauvinisme), eller en bestemt religion. Hvor anti-Bush er den dominerende grund til at være imod indsatsen i Irak på venstrefløjen, synes denne form for racisme at være ganske udbredt på højrefløjen. Tænk sig, at vi kunne være så dumme/naive, at vi troede, at man kunne gøre muhamedanere til demokrater, lyder det ofte fra selv ganske pæne mennesker. Der er en del journalister,
der ved bedre, som allige
vel i kampens hede har udtrykt sådanne synspunkter. Efterhånden som demokratiet i Irak lever videre, bliver det nogle af den slags ting, de næppe vil ønske at blive mindet om i fremtiden.
Pacifisme
Endelig er der den bekvemme lommepacifisme, der ikke synes at være tilknyttet nogen bestemt fløj. Skal man forsøge en opdeling, så er det vel, at på venstrefløjen findes den i en vi-vil-gerne-hjælpe version, men hvor hjælpen alene skal bestå i at lave sjove indsamlinger og festlige støttekoncerter. Her kombineres den ofte med anti-fænomenet, så man nøjes med at vride hænder og sige, at noget bør gøres i [sted], men så snart nogen lægger an til faktisk at gøre noget ved problemet, så bliver man anti og råber, at det hele bare handler om olie/magt/penge. På højrefløjen findes pacifismen normalt i en mere ensidig de-kan-rende-os version, for de mere bløde ofte tilsat lidt de-kan-jo-bare-selv-gøre-oprør-og-indføre-frihandel.
Den sidste grund, som skal anføres her, er som et forsonende træk til vores trofaste kommentatorer denne grund
Det ender galt
Denne holdning er helt fornuftig, hvis man mener, at en militær indsats vil skabe flere problemer end den løser. De krigsmodstandere, der har hørt til denne lejr, har jeg fuld respekt for. Men hvis det virkelig var den eneste grund, så burde man vel vise glæde, når det viser sig, at det alligevel ikke var tilfældet. Når det ikke er tilfældet for nogen, må vi nok ty til de ovennævnte grunde for at finde forklaringen.
Hermed over and out, sommerferien sænker sig.
Det minder om sangen om de ti små cyklister: der var en, der var to, nå ja, indtil videre er der to. Spørgsmålet er, om sangen er færdig.
Med udvisningen af Jørgen Poulsen fra NAs i forvejen begrænsede folketingsgruppe er der mange, nok de fleste, der ser det som partiets endelige dødsstød.
Det behøver ikke være tilfældet, og vi, der gider skrive på blogs som disse eller læse dem, har en markant interesse i, at det ikke bliver tilfældet.
Efter alt at dømme var det Poulsens interview sidste søndag i Berlingske, der gjorde det klart for Khader & Samuelsen, at han var en dødvægt, som ville hindre den nyorientering, de havde iværksat og arbejdet ihærdigt for siden Gitte Seebergs udtræden, og dermed forhindre partiets eneste chance for at overleve.
Især Poulsens klodsede advarsel imod “neoliberalisme” må have gjort det pinagtigt klart, at her var en mand, der opfatter frihed og selvstændighed som noget uartigt. Hans nedladende bemærkning om, at Samuelsens nok spøgte, når han advarede imod et medlemskab af euroen under de nuværende omstændigheder i Europa, viste en mangel på ikke bare respekt for partifællen, men også en mangel på refleksion, som før eller siden ville skade partiet. Et større parti kunne have gemt en Jørgen Poulsen i folketingsgruppen, NA havde ikke den luksus.
Hermed er NA afskallet indtil de to, som begyndte det hele, Khader & Samuelsen.
Men er det så slemt?
Samuelsen har længe været kendt for at være for økonomisk godt begavet til at være i et parti som Radikale Venstre, der havde deponeret sin fremtid på venstrefløjen. Khader trådte i karakter, da han tog afstand fra halalhippiernes vestlige selvhad kamufleret som værdirelativisme og den deraf følgende mangel på solidaritet med det brede flertal af herboende muslimer, der ikke er fanatiske islamister, men er flyttet hertil netop for at undgå den tvang og nyde vores frihed.
Det var den kombination af en rigtig liberal, der turde udfordre de indgroede socialdemokratiske forestillinger om stadig mere passiv velfærd til alt og alle og løftet om en realistisk holdning til indvandring, som ville gøre det muligt at basere reguleringen af indvandringen på andet og mere end Dansk Folkepartis golde nationalisme, der gjorde NA til et populært politisk eksperiment i nogle få forvirrede uger.
Det gik galt. Det er der sikkert mange årsager til. En forklaring kan være, at partiet blev oversvømmet ikke bare af de frustrerede borgerligt-liberale, som først blev tiltrukket af ovennævnte kombination, men også af den venstrefløj, der er tilstrækkeligt veluddannet til at vide, at fremtiden ikke er socialistisk, men for velopdragen til at indrømme det. De troede, at NA tilbød en mere trendy udgave af RV, og de trak den massive mediedækning med, som hører til det miljø, hvor de fleste journalister føler sig hjemme.
Nu er man tilbage ved start. Khader med sin realistiske holdning til indvandring og integration, Samuelsen med sine liberale ideer. Har de så en chance?
Det må vi sgu’ håbe.
For hvad enten vi kan lide det eller ej, så har Poulsen givet dem prædikatet neoliberale. Hvis partiet ikke klarer spærregrænsen ved næste valg, vil det i bredere kredse end bare statsministerens kontor blive opfattet som det uigendrivelige bevis på, at alle danskere er socialdemokrater i større eller mindre grad, og at et parti med en erklæret borgerlig-liberal profil er en stendød fuser.
NA kan ikke længere forvente den positive mediedækning, som de fik, den gang journalisterne troede, at det var en ny udgave af RV og SF. Men når MSM ikke vil, må vi aktivere bloggosfæren. Derfor denne posting i håbet om, at andre blogs vil benytte lejligheden til at give NA en chance.
Opgaven for NA bliver nu at markedsføre deres to stærke sider: en liberal politik, der gør op med den hellige ko, som velfærdsstaten er blevet herhjemme, og bekæmper den umenneskelige umyndiggørelse, der er dens konsekvens, og en realistisk fremmedpolitik.
Det vigtigste bliver at modstå sirenesangen fra MSM, hvor den gennemsnitlige venstredrejede journalist i sin skuffelse over det NA, som ikke blev, vil opfordre partiet til at lægge sig ud med Fogh og håner dem, når de ikke gør det.
Partiet skal gøre det tindrende klart, at de støtter Fogh og ser det som deres opgave at skabe mandater nok til at give regeringen et råderum fri af såvel DF som SF til at føre borgerlig-liberal politik. Pia Kjærsgaards jalousi fra seneste valgkamp var ikke helt uberettiget, for det var tydeligt, at Fogh kastede lange blikke efter et NA, der kunne give ham et sådant råderum. Det er forkert at tro, at man kan true Fogh med at støtte socialdemokraterne; man kan true ham ved at tilbyde vælgerne den borgerlige-liberale politik, som regeringen indtil nu ikke har turde gøre helhjertet.
Men alt det kræver, at de klarer spærregrænsen, og lige nu synes det at være en kæmpe opgave.
Vi bør støtte dem i den opgave og ikke lade det bedste være det godes fjende. Som gamle Sct. Reagan skal have sagt, hvis en person er enig med dig i 80 pct. af tilfældene, er han en ven og allieret.
Der er nu et parti i Folketinget, som er erklæret liberalt, og som har strittet de folk ud, der trækker i anden retning. Der er politisk set et fuldstændigt tomt marked uden konkurrenter og et kundeunderlag, der hungrer efter netop den ydelse. Ingen kan ved næste valg sige, at de mangler et parti, der repræsenterer deres holdning. Det bør kunne lykkes. Ellers fortjener vi at blive begravet i en stadig mere tyndslidt og alligevel kvælende velfærd.
Forhåbentligt bliver det her NAs nadir, det lavpunkt hvorfra det atter går fremad.
Ifølge den seneste “World Trade Indicators” fra Verdensbanken er EU-landene i gennemsnit ca. 1/3 mere protektionistiske end USA, hvilket dog ikke er givet fortsat vil være tilfældet. Ikke fordi EU bliver mindre protektionistisk – desværre, men fordi der er en reel fare for at USA vil blive mere protektionistisk.
Christian Bjørnskov har tidligere her på bloggen skrevet om Barack Obamas neo-protektionistiske synspunkter på NAFTA samarbejdet, hvorom Obama den 26. februar bl.a. sagde at
“I will make sure that we renegotiate in the same way that Senator [Hillery] Clinton talked about,”
og yderligere, i hvad der vist ikke lader Bush-regeringens påståede unilaterale udenrigspolitik noget tilbage,
“I think we should use the hammer of a potential opt-out as leverage to ensure that we actually get labor and environmental standards that are enforced.”
Netop sidstnævnte “feel good” argumenter er neo-protektionisternes fremmeste retoriske metode til at distancere sig fra den traditionelle protektionisme, der med sine rødder til forne tiders merkantalisme og senere med klart nationalistiske argumenter har tilgodeset særlige indenlandske interessegrupper.
Forhåbentlig – i tilfælde af, at Barack Obama vælges som USAs næste præsident – er der kun tale om valgflæsk for at sikre opbakning hos amerikanske fagforeninger og arbejderstemmer.
Uanset at man dækker sig ind under “gode” intentioner, som at “ensure that we actually get labor and environmental standards that are enforced.” – handler det om ikke altid, så dog oftest, først og fremmest om at tale til og beskytte bestemte indenlandske interessenter – det vil sige hjemmeproducenter og (vigtigst i denne sammenhæng) deres ansatte – og adskiller sig i sin effekt ikke fra den traditionelle protektionisme. Brugen af NAFTA bashing til at øge vælgertilslutningen blandt “arbejderklassen” fremgår da også tydeligt af en tale som Obama holdt i Ohio den 28. februar i år og som (fortsat) kan læses på hans hjemmeside . Heri påstod han bl.a. at “one million jobs have been lost because of NAFTA, including nearly 50,000 jobs here in Ohio”
Demokraterne og Obama taler bestemt ikke for døve øre. Således går et flertal af amerikanerne ind for, ifølge en opinionsundersøgelse foretaget af Ramussen Reports 56%, at NAFTA bliver genforhandlet.
Som f.eks. The Economist har påpeget flere gange er det lettere absurd at netop NAFTA – og først og fremmest Mexiko – har været skydeskive for demokraterne, når udflytningen af arbejdspladser indenfor produktionsvirksomhed primært har været rettet mod Kina. Noget andet er, at beskæftigelsen indenfor fremstillingsvirksomhed har været faldene i USA siden 1979.
Det kan derfor ikke være ud fra valgtaktiske overvejelser, at John McCain, der den seneste uge, igen ifølge Rasmussen Reports, har mindsket Obamas forspring fra ca. 6 til ca. 4%, i går i Canada talte om frihandel og NAFTA.
Her sagde han bl.a.:
“Since Nafta was concluded, it has contributed to strong job growth and flourishing trade. Since the agreement was signed, the United States has added 25 million jobs and Canada more than 4 million,” og fortsatte med at sige, at “Demanding unilateral changes and threatening to abrogate an agreement that has increased trade and prosperity is nothing more than retreating behind protectionist walls.”
Væksten i den samlede beskæftigelse kan selvfølgelig ikke sådan uden videre tilskrives NAFTA. Det er i det hele taget vanskeligt at isolere og beregne NAFTAs effekt. Men Obamas påstand om, at NAFTA netto har kostet ca. 1 mio. amerikanske arbejdspladser er noget vås. Påstanden stammer formentlig fra “tænketanken” The Economic Policy Institute – der er tæt knyttet til den amerikanske fagbevægelse.
Problemet med beregningerne er bl.a. at de forudsætter, at 100% af forandringerne i handelsmønstrene mellem Canada, USA og Mexico tilskrives NAFTA, ligesom de alene er beregnet ud fra jobskabelsen- og tabene ved eksport-import. Det eneste (og væsentlige) man kan konstatere er, at den (officielle) beskæftigelse i USA siden NAFTAs start er steget med ca. 25-26 mio.
Desværre synes opfattelsen af NAFTA og frihandel for øjeblikket at være mest på neo-protektionisternes side i USA. Det ironiske er her, at en af de ting som NAFTA også beskyldes for, er det store inflow af illegale immigranter fra Mexico. Hvordan man kan sammenkæde en aftale, der alt andet lige, gør det nemmere for Mexico at eksportere varer til USA med en øget illegal immigration synes temmelig langt ude i hampen.
Desværre indtager frihandel for tiden pladsen som prygelknabe i amerikansk politik. Og retorikken hos Barack Obama rider desværre med på den populistiske og ganske primitive fremstilling af NAFTA, der dyrkes i USA for tiden – delvist på tværs af politiske skel iøvrigt.
Jeg startede med at referere til den seneste “World Trade Indications” fra Verdensbanken. Og måske sdider en og anden tilbage med spørgsmålet, om hvem der så har de laveste handelsbarrierer? – Det er selvfølgelig, som det har været i mange år, Singapore og Hong Kong. To af de blot 13 lande der ifølge “The Growth Report”, som jeg tidligere har skrevet om her , har formået at opretholde gennemsnitlige vækstrater på 7% p.a. over en periode på min. 25 år efter 2 verdenskrig.
Jeg har en klumme i dag hos 180grader.
I maj måned udkom “Growth Report: Strategies for Sustained Growth and Inclusive Development”, der kan læses i sin fulde længde på Verdensbankens hjemmesider. Rapporten er resultatet af en række workshops med deltagelse af politikere og udviklingseksperter, der har forsøgt at belyse hvilke forhold der har været af betydning for 13 udviklingslande der har opnået høje vedvarende vækstrater. Arbejdet er sket under ledelse af nobelpristageren og økonomen Michael Spencer.
Vi vil i en række indlæg i den kommende tid søge at belyse nogle af de problemstillinger, som rapporten beskæftiger sig med. I denne omgang vil jeg nøjes med at beskæftige mig med hvorvidt rapporten kan læses som en kritik af den nu berømt/berygtede “Washington Consensus”, der blev formuleret af John Williamson i 1990, som en beskrivelse af
….the lowest common denominator of policy advice being addressed by the Washington-based institutions to Latin American countries as of 1989.
– han har vist senere fortrudt ikke mindst betegnelsen “Washington Consensus”, hvorom han senere har sagt, at
Audiences the world over seem to believe that this signifies a set of neoliberal policies that have been imposed on hapless countries by the Washington-based international financial institutions and have led them to crisis and misery. There are people who cannot utter the term without foaming at the mouth.
Der er ingen tvivl om at de 10 punkter der udgør Washington Consensus, er blevet dæmoniseret og misbrugt ikke mindst af den globaliserings- og markedskritiske venstrefløj op gennem 90erne og ind i dette årti.
Så sent som i forrige uges udgave af Weekendavisen videregav Cand. mag i spansk og internationale udviklingsstudier, Helene Staal Lund og Ph.d.-studerende i Political Science ved det europæiske universitet i Firenze, Jeppe Dørup Olesen i artiklen (findes i tillægget Ideer) “Rul staten ud”, fremstillingen af Washington Consensus som en “neoliberalistisk” opskrift, og skriver videre, at
…..de seneste 20 års neo-liberale økonomiske anbefalinger i udviklingspolitikken har ikke leveret varen, men tværtimod har resulteret i katastrofer.
Hvis dette udsagn skal være korrekt indebærer det to ting. For det første skal Washington Consensus være udtryk for en særlig (neo)liberalistisk tilgang, og derefter skal de tiltag og den politik som IMF og Verdensbanken har stået for vel rettelig også have resulteret i, at de involverede lande har ført en neoliberalistisk politik.
Hvad er egentlig Washington Consensus? – og er den neoliberalistisk?
Det kan godt være, at Helene Staal og Jeppe Dørup Olsen kan bøje spanske verber, men deres viden om økonomisk historie og teori lader en del tilbage at ønske. For det første er det naturligvis problematisk at betegne IMF og Verdensbanken som neoliberalistiske, al den stund, at en “ægte” neoliberalist vil mene, at begge institutioner bør nedlægges. Noget andet er, at man vist ikke behøver at være liberalist for at være enig i de fleste af Washington Consensus “krav” til et lands økonomiske politik:
(for en listen på engelsk, se f.eks. her ).
Jeg vil tillade mig at mene, at de fleste vil være enige i, at ovenstående langt hen af vejen egentlig bare er udtryk for ganske almindelig sund fornuft. Når det således hævdes, at Washington Consensus er
“essensen af, hvad neo-liberal økonomisk teori havde udrettet i 1980erne”
som Helene Staal og Jeppe Dørup Olsen bl.a. gør det i deres artikel, overser de, at rekommandationerne i lige så høj grad gælder for I-lande, og om ikke før, så i løbet af 1970erne og starten af 80erne blev “commen sence” i en række I-lande. Og ydermere gør det mainstream politik i den rige del af verden lig med neoliberalisme, hvilket jeg ikke er sikker på at den socialdemokratiske bevægelse bryder sig om 🙂 – eller ægte neoliberale for den sags skyld.
Tillad mig at mene, at hverken Hayek eller Friedman ville finde, at Danmark var eller er et særligt neoliberalistisk samfund, med minimal statslig indblanding – hverken i Schlutters 80ere, Nyrups 90ere eller under den nuværende borgerlige regering.
IMF, “Washington Consensus” og Argentinas økonomiske nedsmeltning.
Begrebet “Washington Consensus” blev i løbet af 1990erne hastigt gjort til en af globaliseringsmodstandernes yndlings aversioner – og ikke så få steder på kloden (sjovt nok typisk i ulande præget af mangel på alt det Washington Consensus foreskriver) – gjort lig med amerikansk imperialisme og kapitalistisk udnyttelse. F. eks. anklagede Brasiliens nuværende socialistiske præsident Lula, mens han var i opposition i 90erne, den daværende socialdemokratiske præsident Fernado Henrique Cardoso, for at føre neoliberalistisk politik “som formuleret i Washington Consensus”.
Efter at Lula, overtog magten har han langt hen af vejen ført samme politik som den forgående regering. Hvorvidt man vil mene, at Brasiliens skiftende regeringer fra 1990erne og frem kan betegnes som neoliberale, kræver vist næsten magiske evner. Sidstnævnte håber jeg at vende tilbage til i et senere indlæg
En del kritikere af Washington Consensus og IMF, har brugt nedsmeltningen af den argentinske økonomi i begyndelse af dette årtusinde som et slags “final proof” på Washington Consensus fallit. Således skriver Helene Staal Lund og Jeppe Dørup Olesen i før nævnte artikel bl.a., at
efter Argentinas bankerot blev det sværere for økonomerne at forsvare the Washington Consensus
Men de nævner selvfølgelig intet om, at Argentina på ingen måde levede op til kriterierne i Washington Consensus. At IMF, der fortsatte med at låne til den Argentinske regering, lang tid efter, at markedet havde mistet tiltroen til landets økonomi, er noget andet. Der ER al mulig grund til at være skeptisk overfor IMFs involvering og rolle – ikke kun i forbindelse med Argentina – men det er ikke en skepsis og en kritik, der kan begrundes i, at man levede op til kriterierne i “Washington consensus”, eller at IMF lod sig lede af neoliberale ideer – tværtimod.
Som INDEPENDENT EVALUATION OFFICE (IEO) hos IMF , oprettet i 2000 ( før det fandt der ingen uafhængige evalueringer sted af IMFs aktiviteter) opsummerer det i “THE ROLE OF THE IMF IN ARGENTINA, 1991-2002”, fra 2003, kan en række især interne forhold angives at have haft betydning for krisen i Argentina. Disse var bl.a. en ekspansiv finanspolitik i år med høj vækst, manglende fleksibilitet i valutakursregimet på grund af fastlåsning til dollaren, manglende reformer på en række kritiske områder, bl.a. fik man aldrig gjort op med et ekstremt ufleksibelt arbejdsmarked, ligesom man ikke formåede at udbrede skattebasen – Argentina var og er notorisk ineffektiv i at inddrive skatter, der i den formelle økonomi er høje, og selvsagt stort set ikke-eksisterende i den uformelle sektor.
Manglende disciplin og styring af de offentlige finanser, manglende markedsreformer og en ufleksibel valutakurs kan næppe anses for at være i overensstemmelse med “Washington Consensus” og alligevel fortsatte IMF som nævnt med at yde lån til Argentina helt frem til slutningen af 2001. Om årsagerne skal findes i inkompetence eller naivitet fra IMFs side eller om den væsentligste faktor var politisk pres skal jeg ikke afgøre. At en række eksterne chocks, som f. eks. den finansielle krise i Asien og Rusland i 1998 og Brasiliens devaluering året efter ikke gjorde tingene lettere for Argentina undskylder hverken manglende indenlandsk tilpasning eller IMFs lidet flatterende rolle som “Investor of last resort”.
I 2002 kollapsede den argentinske økonomi fuldstændig og efterfølgende opgav den argentinske regering af honorere sine gældsforpligtelser og devaluerede Pesoen. I første omgang lykkedes det faktisk for Argentina at opnå betydelige vækstrater – ikke mindst på grund af en gunstig prisudvikling på en række landbrugsprodukter, hvor Argentina står stærkt. Men i skrivende stund, hvor inflationen reelt har rundet de 25%, er landet igen plaget af social uro, ikke mindst på grund af konflikten med landets bønder. Konflikten skyldes indførelsen af en høj eksportskat på udvalgte landbrugsvarer, og manglende investeringer gør, at fremtidsudsigterne for landets fortsatte vækst er alt andet end lyse. Måske er det for meget forlangt, men jeg går ud fra, at den krise der er under opsejling, ikke bliver tilskrevet en postuleret neoliberalisme eller IMF, til hvem Argentina i 2005 i lighed med Brasilien betalte alle udeståender.
Er “Growth Report: Strategies for Sustained Growth and Inclusive Development.” et opgør med Washington Consensus?
Mens Washington Consensus især var afledt af de daværende store økonomiske problemer, som plagede de fleste latinamerikanske lande gennem 1980erne, og først og fremmest er en opskrift på stabilisering af de pågældende økonomier, er “Growth Strategy” et forsøg på at udlede hvad man kan lære af de 13 lande (Botswana, Brasilien, Kina, Hong Kong, Indonesien, Japan, Syd-Korea, Malaysia, Malta, Oman, Singapore, Taiwan og Thailand), der over en 25 årig periode i anden halvdel af det 20. århundrede opretholdt gennemsnitlige vækstrater på 7% eller derover.
Hovedpointerne i rapporten er, at
The Growth Report identifies some of the distinctive characteristics of high-growth countries and highlights the importance of leadership and governance, economic security, competition, sound fiscal and monetary policy, and public investment in health and education..
Rapporten er blevet udlagt som et paradigmeskifte i forhold til Washington Consensus og indebærer at staten skal have en større rolle i økonomien, Nogle har endda udlagt den som en direkte kritik af Washington Consensus. Efter at have læst rapporten har jeg nu svært ved at genkende dette billede, med mindre der refereres til følgende afsnit fra rapporten:
In recent decades governments were advised to stabilize, privatize and liberalize. There is merit in what lies behind this injunctiongovernments should not try to do too much, replacing markets or closing the economy off from the rest of the world. But we believe this prescription defines the role of government too narrowly. Just because governments are sometimes clumsy and sometimes errant, does not mean they should be written out of the script.
Men som vi så, indebærer Washington Consensus ikke hvad der bare ligner en klassisk natvægterstat. Jeg er lige ved at tilføje desværre for en række landes (som f.eks. Argentina) vedkommende. Som det fremgik blev der eksplicit lagt vægt på, at staten havde en rolle at spille indenfor infrastruktur, uddannelse og sundhed – præcis de punkter, som også fremhæves i den nye rapport. Og dem er der for alvor ikke noget nyt ved – det har været verdensbankens standpunkt stort set fra dennes start.
Som det fremgår af dette indlæg finder jeg ikke at der er belæg for kritik af selve Washington Consensus. Det ville også være underligt at jeg skulle mene andet, med tanke på at der tale om nogle meget banale sandheder, som langt de fleste økonomer er enige i ikke står til diskussion
Til gengæld er der grund til at være kritisk overfor de faktiske tiltag, som IMF og Verdensbanken har stået bag, men ikke fordi de er udtryk for en speciel neoliberalistisk indfaldsvinkel – i mange tilfælde tværtimod. IMF har mere end én gang, mere været ledet af politisk pres end økonomisk fornuft. For både Verdensbanken og IMF bør en tilsyneladende udpræget naivitet og godtroenhed også fremhæves.
Endelig er der det simple spørgsmål, hvorvidt IMF og Verdensbanken reelt har været en del af løsningen. Har de virkelig fremmet ansvarlig økonomisk politik og vækst, eller snarere virket som dels en scapegoat og sovepude for en række uansvarlige og korrupte regeringer og administrationer, og dermed snarere været en del af problemet end af løsningen.
Men som før nævnt, må jeg som (neo)liberalist selvfølgelig også erkende, at jeg er enig med Milton Friedman i, at begge institutioner burde være nedlagt for længst.
Jyllandsposten bragte i går, fredag, en forsidehistorie med titlen Ulandshjælp er en succes i Asien, men ikke i Afrika som endnu en gang fik mig til at spørge mig selv, om de involverede parter vitterligt er så ubegavede, som de lyder, eller om de måske bare er blindet af deres gode hensigter. Anledningen er nu ellers god: Vietnam regner officielt med at rykke ind i Verdensbankens kategori af mellemindkomstlande om få år. Med andre ord er landet blevet så rigt, at det er tid til at nedtrappe den danske ulandshjælp. Udviklingen har været imponerende som JP skriver, er andelen af befolkningen, der lever under FNs fattigdomsgrænse, reduceret fra 58 procent i 1993 til blot 16 procent i dag, da landet har registreret årlige vækstrater på 5-6 procent siden sidst i 80erne.
Så langt så godt, men heller ikke længere for JP. Man bruger nemlig en sammenligning mellem Vietnam og Tanzania, der stort set ikke har reduceret fattigdommen siden først i 70erne, som springbræt til en påstand om, at dansk ulandshjælp har virket i Vietnam, men ikke i Tanzania. Den pågældende journalist indleder endda artiklen med ordene: Den danske ulandsbistand til landene i Asien ligner en klar succes. Det har undret udviklingsminister Ulla Tørnæs, som noterer sig at de 4,4 milliarder danske kroner, Vietnam har fået de sidste 15 år, har virket, mens de 7,3 milliarder der er givet til Tanzania i samme periode, har været uden effekt.
JP har også interviewet professor i Afrikastudier ved Københavns Universitet Holger Bernt Hansen Danidas formand gennem 12 år og i øvrigt den noble, ældre herre der af og til ytrer sig om afrikanske forhold på DR der afgjort ikke mener, at hjælpen til Afrika har været en fiasko. Nej, nej, nej, det var gået meget værre hvis vi ikke havde hjulpet, er Hansens vurdering. Så er det, det må slå enhver økonom, om de folk overhovedet ved nogen som helst om kausalitet, om årsag-virknings-sammenhænge.
Lad mig give et stiliseret eksempel: Forestil dig, at du har to børn og en alternativt-holistisk kone. Begge børn har fået samme plante, og det er meningen at begge skal vande deres plante. Din kone synger ydermere Beatles-sange for begge planter, fordi hun har læst i en ny bog, at det kan planter lide og det er sundt for dem. Hun stoler fuldt og fast på, at begge børn sørger for at vande deres plante, men du ved at din datter ikke får det gjort ordentligt. Du er derfor ikke overrasket over, at din datters plante ikke er særligt sund, mens din søns er grøn og vokser. Men din kone reagerer på planternes forskel ligesom Tørnæs og Hansen: Hun undrer sig over, at det har virket at synge Beatles for sønnens plante, men øjensynligt ikke for datterens men hun vurderer, at den måske var helt død, hvis hun ikke havde gjort det.
På en meget konkret måde, er det på samme måde, Danida og mange andre evaluerer ulandshjælpens virkning. Man observerer, at nogle lande faktisk får bugt med noget af deres fattigdom, og tilskriver det blindt den ulandshjælp man har givet, fordi det var jo meningen med den! Dermed overser man fuldstændigt, at Vietnam netop fra sidst i 80erne og først i 90erne gennemførte massive reformer, der lå tæt på den ellers så hadede Washington Consensus. Christian Friis Bach international chef i Folkekirkens Nødhjælp og dermed også stærkt partisk, men samtidig en begavet økonom fremhæver netop Vietnams uddannelses- og økonomiske politik succesen. Den ganske liberale økonomiske politik, som landet har ført de sidste 15-20 år, er ligesom vandet i eksemplet ovenfor den egentlige forklaring på den imponerende udvikling.
Fredagen artikel i JP blev derfor blot endnu en understregning af at ulandshjælp ikke virker, men havde også en anden, om end utilsigtet, pointe: Hvor absurde påstande man kan få i danske medier, blot man har tilstrækkeligt gode intentioner med hvad man gør. Måske holder det op en dag, men jeg kan stadig forbløffes over, hvor ukritiske danske journalister kan være, så længe de har en god sag.
Man kan få nok at gøre, hvis man skal dække alle aspekter af kampen for menneskerettigheder. Steyns sag er nævnt ndf., og her skal opmærksomheden blot henvises til den amerikanske føderale højesteret, der i en 5-4 afgørelse har fastslået, at de indsatte i Guantanamo-lejren har habeas corpus, dvs. en ret til at få fastslået for egentlige domstole, om deres tilbageholdelse er lovlig.
Der er allerede rigeligt med bidrag, en pæn del af dem lettere forskruede. Efter min opfattelse er denne dækning fra WaPo god, da den viser de mange aspekter af sagen.
Denne posting er skrevet i hastværk og får ikke det gennemtænkte indhold, den fortjener.
Til gengæld håber jeg, at indledningen alligevel fanger opmærksomheden.
Emnet er den skandaløse retssag som føres mod Mark Steyn for et canadisk menneskerettighedstribunal, hvor han er anklaget for hate speech.
Ældre læsere af denne blog vil vide, at Steyn er en af mine favoritter. Ganske vist deler jeg ikke hans sortsyn, men jeg ejer heller ikke hans evne til at formulerer sig vittigt og elegant, så det skader ikke min begejstring for ham.
Han er anklaget og må spilde sin tid med at møde for dette overflødige og, hvis man da kan tro beretningerne, dybt inkompetente tribunal, fordi han har skrevet debatbogen America Alone.
Med sit karakteristiske sortsyn gør han i bogen gældende, at kun USA tør tage kampen op mod fundamentalisterne, mens de øvrige vestlige lande igen dyrker appeasement, hvilket vil føre til deres gradvise undergang i barbari. Hans eget fødeland, Canada, tilbyder ham nu den ære at bevise hans vilde påstande. I antikken gav man de ubekvemme skarntydesaft, i dag kvæler man dem langsomt i følsom politisk korrekthed. Man skærer ikke tungen ud på dem længere, det grisser, men man kan forbyde dem at skrive og tale.
Som med profettegningerne får hans sag ikke helt den dækning i MSM, som den fortjener. Hvorfor skulle man dog forsvare ytringsfriheden for folk, man ikke rigtig er enig med, synes holdningen at være på mange redaktioner.
Man forstår ganske simpelt ikke mekanikken. Som det (vist) blev sagt syd for grænsen allerede tidligt i 1930’erne, først ordnede de jøderne, men det var ikke os. Så ordnede de bøsserne, men det var ikke os. Så ordnede de socialdemokraterne, men det var ikke os. Og sådan blev det ved, men da de en dag kom efter os, var der ingen tilbage til at hjælpe os.
I bloggosfæren er det heldigvis anderledes. Her er et rimeligt aktuelt rids med links taget via Pajamasmedia. Vores posting er skrevet for skams skyld, så vi i det mindste er med (hvis vi ikke allerede har nævnt sagen).
Her er så et blik fra den anden verden, i det tilfælde NYT, hvor lærde professorer stiller spørgsmålstegn ved, om USA ikke egentlig også burde følge resten af Vesten og opgive den dumme ytringsfrihed, som første forfatningstillæg giver, bare sådan lidt og kun for den gode tones skyld?
Lad os give de, der tænker sådan, noget at tænke over.
Lad os kæmpe for den amerikanske udgave af ytringsfriheden og imod kriminaliseringen af hate speech og hvad man nu ellers kalder ytringer, man ikke selv kan li’. Væk med blasfemiforbuddet og de andre indskrænkninger, sådan at vi står tilbage med en ret til at ytre sig, medmindre ytringerne tager umiddelbart sigte på at anstifte et kriminelt forhold — umiddelbart, ikke bare måske og på længere sigt.
Hvorfor dælen skal en fantastisk skribent som Mark Steyn overhovedet trækkes igennem en sådan skueproces? Skal Naomi Klein også have en omgang, bare fordi hun prædiker had mod direktører og fusker med citater fra folk, hun ikke kan lide?
Ytringsfriheden indebærer en frihed for ytringer, også fra dem, vi ikke kan lide, også om det, vi ikke kan holde ud. Ytringsfriheden er ikke en frihed fra kritik. Har man ytret sig, må man finde sig i kritik, når andre udøver deres ytringsfrihed. Har man sagt noget dumt, må man finde sig i, at andre ryster på hovedet. Har man sagt noget afskyeligt, må man finde sig i andres foragt. Har man talt for vold og terror, må man finde sig i, at politiet holder ekstra øje med en. Men ytre sig, det har man ret til, uden at staten eller andre kan lægge hånd på en af den grund.
Det vil indebære et opgør med en del af vores lovgivning og en del internationale konventioner og formodentlig også et opgør med FN og etablerede institutioner både offentlige og private. Men det er det hele værd.
Lad os være så uelskværdige at vise, at Steyn tager fejl i sit sortsyn, og at USA ikke er alene, heller ikke på det punkt.
Jeg skrev i går et indlæg om det amerikanske præsidentvalg, bl.a. med kommentarer omkring Barack Obamas økonomiske politik. I dag har International Herald Tribune en glimrende artikel om de to kandidaters bud på økonomisk politik under overskriften
“Obama and McCain hit old notes on the U.S. economy ” – hvilket på den indholdsmæssige side er “spot on”. Som det indledningsvis konstateres i artiklen så dækker al snakken om forandringer og bud på samarbejde hen over partiskel over, at “For all the efforts of Senators John McCain and Barack Obama to portray themselves as willing to break with party orthodoxy to get things done, the economic debate that opened their general election campaign this week previews a classic clash. It is a battle between Republican supply-side economics and a Democratic tradition that uses government levers to try to reduce inequality and spur the economy, og senere pointeres det, at “fiscal experts say that both the McCain plan and the Obama plan would increase the deficit, and that neither man has adequately explained how his proposals would be paid for” dog fulgt op med at “several fiscal analysts have said that they believe that McCain’s plan would increase the deficit more, because of the size of the tax cuts he is seeking” det sidste skal jeg afholde mig fra at kommentere – idet jeg ikke vil påberåbe mig til strækkelig med indsigt til dette. Men mon ikke vi vil se en valgkamp hvor de to kandidater med al magt vil gå efter at udstille den anden som økonomisk uansvarlig? Ligesom det allerede nu synes klart, at McCain vil prøve at genkalde Jimmy Carters præsidentperiode, når han skal karakterisere Barack Obama – dette har han allerede gjort som modsvar til Obamas karakteristik af en periode med McCain som en 3. Bush periode. en fordel for Obama må her være, at Jimmy Carters præsidentperiode ligger 30 år tilbage i tiden, og derfor kun huskes af en mindre del af befolkningen.
I modsætning til flere af kommentarerne til mit sidste indlæg, som synes overbevist om at Barack Obama vil vinde valget til efteråret, er jeg slet ikke så sikker på det – på trods af, at Obamas kampange allerede indtil nu har sat nye milepæle for ikke kun evnen til at rejse penge, men også for evnen til at markedsføre en kandidat som “brand”. At vi i europa foretrækker demokratiske præsidentkandidater er næppe overraskende, al den stund at de ofte minder mest om vores egne politikere (er der ikke noget Blair i sin storhedstid over Obama?).
Mere nøgternt må det vist indtil videre konstateres, at når alt hypen omkring de to kandidater skrældes af, så er der nok ikke den store fornyelse at komme efter – den dårlige amerikanske økonomi bedres jo næppe af hverken store retoriske evner eller personlig sympati.
Måske skulle det spørgsmål man stiller sig snarere være, hvor store chancer den kommende præsident vil have for at blive genvalgt, med tanke på det økonomiske morads USA befinder sig i for øjeblikket. Endnu større offentlige underskud er næppe vejen frem.
De der følger med i Jon Stewarts “The Daily Show “vil vide, at første del af dette indlægs overskrift er hentet fra dennes forrygende dækning af primærvalgende – som også kan ses her .
Efter Hillery Clinton endelig har erkendt, hvad de fleste andre har vidst længe, nemlig at det bliver Barrack Obama der skal op i mod John McCain er det jo interessant at se lidt på hans chancer i valget (og hvad han egentlig vil). Skulle man vurdere på baggrund ag MSMs dækning i Europa og Danmark, burde der ikke være nogen tvivl om, at Obama vinder en storsejr. Men som bekendt foregår valget i USA, og her ser tingene lidt anderledes ud. Godt nok viser de seneste meningsmålinger, at Obama fører med op til 6 %. I lyset af, hvor meget eksponering han har fået gennem de seneste måneder forekommer det ikke overvældene ikke inindst når man betænker, hvor upopulær den nuværende præsident er. Det kunne tyde på, at forsøgene på at gøre McCain lig med en “Bush” 3. periode ikke ser ud til at lykkes. Hvis koblingen mellem McCain og Bush havde virket, burde Obamas forspring på nuværende tidspunkt vel være væsentlig større.
At Obama satser på koblingen McCain=Bush => forandringer (til det bedre) kræver at han vælges, ses f.eks. af hans tale på North Carolina State Fairgrounds i weekenden, hvor han bl.a. sagde, at John McCains økonomiske politik svarer til en “full-throated endorsement of George Bush’s policies”. idet McCain angives at have “no problem spending hundreds of billions of dollars on tax breaks for big corporations and a permanent occupation of Iraq policies that have left our children with a mountain of debt”, Hvorefter McCain=Bush koblingen=økonomisk uansvarlighed understreges ved at Obama pointerer, at “George Bush’s policies have taken us from a projected $5.6 trillion dollar surplus at the end of the Clinton Administration to massive deficits and nearly four trillion dollars in new debt today. We were promised a fiscal conservative. Instead, we got the most fiscally irresponsible administration in history. And now John McCain wants to give us another. Well we’ve been there once, and we’re not going back. It’s time to move this country forward.” – Det sidste burde måske mere korrekt udtrykkes, som “It’s time to move this country back” – til tider med økonomisk ansvarlighed – og referencer til økonomien under Clinton administrationen vil der formentlig komme flere af.
Det står dog stadig hen i det uvisse, hvad den 170 mia. USD. der med demokratiske stemmer (demokraterne øsnede at pakken skulle have været højere) blev bevilget til over 117 mio. husholdninger i februar vil medføre – en pakke, Obama ønsker på baggrund af det seneste fald i beskæftigelsen at det følges op af en pakke på 50 mia. USD. Indtil videre er det jo go’ gammeldavs keynesiansk finanspolitik, der vist ikke lige er i overenstemmelse med lanceringen af sig selv som økonomisk ansvarlig, med mindre der altså planlægges at øge indtægterne på et senere tidspunkt. Selv lægger Obama vægt på en skattereform der i følge hans egne ord vil lette skatten for 95% af befolkningen og primært betyde øgede skatter for de absolut mest velstående og en række store virksomheder. Der er med andre ord tale om traditionel omfordelingspolitik.
Men hvor vidt han kan fremstille sig selv som den lille mands kandidat vs. John McCain som “storkapitalens/olieselskabernes” kandidat uden at det går ud over hans ønske om at fremstå som en “samlende faktor” er tvivlsomt. McCains status er en helt anden end Bush – hvilket Obama også er klar over. McCain bliver f.eks. langt sværere at dæmonisere end Bush har været. Se blot på føromtalte “The Daily Show” hvor værten Jon Stewart, der ikke lægger skjul på sine “venstresnoede” holdninger, i flere tilfælde har udtrykt stor sympati for John McCain som person.
Ligeledes har John McCain den fordel, at han i modsætning til Barrack Obama rent faktisk både er gået i mod sit eget parti og har stået bag forslag på tværs af de to partier. Til gengæld er det nok rigtigt set af Obama, at udnytte, at McCain vist selv har erkendt, at han ikke ved meget om økonomi – noget andet er så om amerikanerne køber Obamas bud på en økonomisk politik.
På en række områder er Obama dog på det seneste rykket betydeligt længere ind mod den (amerikanske) politiske midte i takt med at det blev klart, at han bliver demokraternes præsidentkandidat til november. Mens han i 2004 i bestræbelserne på at blive valgt som senator, ønskede stort set alle sanktioner overfor Cuba afskaffet, herunder også handelssanktioner, har han på dette punkt ændret synspunkt på det sidste. Mens han, som han udtalte i august 2007, fortsat ønsker at lempe på restriktionerne for exilcubaneres muligheder for at rejse til og sende penge til Cuba, slog han i en tale i Little Havanna i Miami i slutningen af maj fast, at han ønsker at opretholde en lang række andre sanktioner, herunder handelsboykkotten.
I talen lykkedes det ham på en og samme gang at lægge afstand til George Bush og fremlægge en politik i forhold til Latinamerika, der til forveksling ligner den nuværende. Desværre forpligtigede han sig også til at fortsætte den tåbelige “War on drugs”. Paradoksalt, fordi den ud over at være udsigtsløs, har kostet USA langt flere penge end engagementet i Irak, som han fortsat holder fast i skal afsluttes – no matter what – selv om der her trods alt er et realistisk håb om at man kan vinde i modsætning til “The war on drugs”.
Hvis talen i Little Havanna er udtryk for Obamas position i forhold til Latinamerika, hvis han vinder præsidentvalget, kan vi konstatere, at der ikke er grund til at tro, at USAs næste præsident vil være mere afholdt i Latinamerika, end den nuværende. Ja, alt efter hvordan han kombinerer sin neo-protektionisme i forhold til de latinamerikanske lande, kan han sagtens ende med at være mindre populær end den nuværende. Det er åbentlyst, at Obama lider af samme manglende forståelse for politik i Latinamerika som sine forgængere. Han får nærmest lanceret Hugo Chavez som et produkt af Bush-regeringens politik, eller som han siger i sin tale; “Since the Bush Administration launched a misguided war in Iraq, its policy in the Americas has been negligent toward our friends, ineffective with our adversaries, disinterested in the challenges that matter in peoples lives, and incapable of advancing our interests in the region. No wonder, then, that demagogues like Hugo Chavez have stepped into this vacuum. His predictable yet perilous mix of anti-American rhetoric, authoritarian government, and checkbook diplomacy offers the same false promise as the tried and failed ideologies of the past. But the United States is so alienated from the rest of the Americas that this stale vision has gone unchallenged, and has even made inroads from Bolivia to Nicaragua.”
En ting er, at Hugo Chavez har været præsident i Venezuela siden 1998, noget andet er, at USA stor set altid har været et ynglingshadeobjekt – ikke kun hos venstrefløjen, men også på den nationalistisk højrefløj i Latinamerika. Og det er ikke så underligt, af den enkel grund, at USA på mange måder er antitesen til de fleste latinamerikanske samfund. En skelnen der måske har rødder helt tilbage t
il kolonitiden. I modsætn
ing til USA, hvor statsfunktionerne voksede frem i takt med koloniseringen, indebar Spanien og Potugals kolonisering af Latinamerika, at statsopbygningen så at sige kom først. Det vil næppe heller hjælpe på Obamas popularitet, at demokraterne aktivt har modarbejdet frihandelsaftaler med Colombia og demoniseret NAFTA – det vil blive anset for endnu et eksempel på amerikansk dobbeltmoral. Indenrigs kan det derimod ikke afvises at kunne flytte stemmer, og det er selvfølgelig hvad det handler om i hvert fald frem til november.
Det ser ud til at vi skal stemme om euroen igen indenfor overskuelig fremtid, både statsministeren og finansministeren er kommet med udtalelser der kunne tyde i den retning. I sin grundlovstale i dag sagde statsministeren, at “det er hævet over enhver tvivl, at Danmark skal med i euroen for at være med i hjertet af Europa,” og han argumenterer for, at Danmark er uden indflydelse, selv om Danmark fører en økonomisk politik, som om “vi var med i euroen.”
Dette er på linie med hvad der blev sagt op til afstemningen i 2000, hvor f.eks. professor Niels Thygesen, en af arkitekterne bag ØMU’en udtalte, at “Vi får alle lidt mere i lønningsposen, fordi vi sparer de overflødige omkostninger ved en højere rente, og fordi virksomhederne ikke længere vil have brug for at dække sig ind over for valutakurstab,” og “Vi kommer til at sidde med ved bordet, når euro-landene beslutter den økonomiske politik.
Mon Tyskland, Frankrig og ikke mindst Italien ville have ført en mere fornuftig økonomisk politik, hvis vi havde siddet med til bords?
Dansk folkeparti, og efter lidt forvirring SF, samt måske mest overraskende Ny Alliance har sagt fra overfor indførelsen af euroen, ligesom direktøren for Saxo bank Lars Seier Christensen ved flere lejligheder har advaret mod at opgive kronen. Det fik finansminister Lars Lykke Rasmussen til i Jyllandsposten at sige, at Lars Seier Christensen har meget farlige politiske synspunkter, når han argumenterer for at bevare kronen fremfor dansk deltagelse i euro-samarbejdet.
Det ser altså ud til, at en argumenterne for, at Danmark skal gå med i euroen i vid udstrækning vil være de samme som ved den sidste afstemning i 2000. Hvilket i korte træk vil være fremførelse af cirkelargumentet om, at når vi alligevel fører fastkurspolitik overfor euroen, hvorfor så sidde udenfor, når beslutningerne tages, og mon ikke den gamle traver om at tilliden til den danske krone er afhængig af vores tilknytning til og fastkurs overfor euroen. Med andre ord, enten må man mene, at resten af verden er ude af stand til at vurdere dansk økonomi, eller også må det grundlæggende synspunkt være, at vi er dårlige til at føre økonomisk politik end euroområdet.
Set i et historisk perspektiv er det ikke overraskende, at en fravigelse fra fastkurspolitikken per automatpilot sættes lig med en svagere dansk krone. Det var jo en af den borgerlige regering i 1980ernes store fortjeneste, at man gik bort fra periodiske devalueringer, som konsekvens af den tåbelige økonomiske politik, der førstes under skiftende socialdemokratiske regeringer indtil 1982.
Men en opgivelse af muligheden for at devaluere er selvfølgelig også en opgivelse af muligheden for at revaluere.
Ca. et halvt år før euroafstemningen i 2000 kom de økonomiske vismænd med en dengang opsigtsvækkende rapport, der konkluderede at euroen primært var et politisk projekt, og at det ikke indebar væsentlige økonomiske ulemper at stå udenfor. Dette i klar modstrid med hvad ja-sigerne dengang spåede, nemlig at omkostningerne ved at stå udenfor ville være betydelige. Den mellemliggende periode har vist, at disse dystre forudsigelser ikke holdt stik. Hvilket næppe øger sandsynligheden for et ja. Og selv om en afstemning nu ifølge meningsmålingerne, så vist jeg husker viser, at der er flertal for at opgive kronen og indføre euroen, indebærer det jo langt fra, at det bliver et ja. Erfaringen er, at det er nej.-siden der vinder stemmer fra det øjeblik der udskrives en folkeafstemning og hvad det er ja-siden har i posen denne gang, der skulle afværge at det bliver et nej igen kan være svært at se.
Det er interessant at genlæse daværende nationalbankdirektørs tale i British Import Union den 18. januar 2000, hvor hun bl.a. siger, at: Rentespændet benyttes ofte ukritisk som mål for omkostningerne ved at stå udenfor. Det kan man imidlertid ikke. Selv om vi blev medlemmer, ville rentespændet mellem danske og tyske statsobligationer ikke blive nul. Tyske statsobligationer udstedes i meget store serier, der som toneangivende obligationer er mere attraktive for internationale investorer, end danske statsobligationer vil kunne blive. Det viser sig da også, at fx hollandske statsobligationer har en vis merrente, ca. 15 basispoint, i forhold til tyske. Så selv om man kan regne med, at det danske rentespænd ved medlemsskab vil blive mindre end i dag, vil det næppe helt forsvinde. Og fortsatte med, at i modsat retning trækker, at det rentespænd, vi har i dag, i høj grad er påvirket af forventningen om, at Danmark vil indføre euro inden for en kortere årrække. Hvis det trækker i langdrag, eller man får et nej ved en folkeafstemning, er der næppe tvivl om, at rentespændet vil stige sammenlignet med den nuværende situation.
Men sådan gik det ikke illustreret af nedenstående figur fra NB.
I en undersøgelse i 2006, konkluderede Centre for Economic Policy Research da også, at lande som Danmark, Sverige og Storbritannien ikke tabte økonomisk terræn til de 12 eurolande ved at stå uden for
Der skal sikkert blive rigelig med lejlighed til at komme med indlæg her på bloggen om euroen, efterhånden som vi nærmer os en egentlig afstemning. Indtil da vil jeg nøjes med at undre mig over at det skulle være nødvendigt med en afstemning om euroen på nuværende tidspunkt set fra ja-siden vil jeg endda kalde det noget af en gambling. For det kan vel ikke være på grund af én mands (statsministerens) personlige karriereambitioner? – eller kan det? Måske kan nogle af bloggens læsere hjælpe til med bud på hvorfor der lægges op til en afstemning nu.
Som forsker læser man et hav af artikler. De fleste er ikke overvældende spændende, måske 20 procent er, om det er fordi de er spændende i sig selv eller fordi de er relevante for ens ekspertiseområde, og så er der de få, der bare begejstrer. Men februarnummeret af the Quarterly Journal of Economics, der er et af verdens mest eksklusive tidsskrifter officielt afviser de 96 procent af alle forslag, der kommer forbi redaktørens bord bragte en af de få begejstrende artikler.
Baggrunden er, at afrikansk udvikling siden uafhængighedsbølgen i høj grad har været et spørgsmål om nogle få succeshistorier i et hav af dårlige og katastrofale udviklinger. Der har været mange bud på, hvorfor de afrikanske lande som helhed har klaret sig så deprimerende dårligt, lige fra absurde marxistiske teorier om bevidst vestlig udbytning til en generel konsensus, som man ikke taler alt for højt om, at de afrikanske politikere i høj grad er skyld i det selv. I QJE-artiklen The Long-Term Effects of Africas Slave Trades bringer Nathan Nunn fra Harvard en supplerende forklaring på banen: Den historiske slavehandel.
Nunn har på imponerende vis været dybt nede i kilderne og samlet tal for den totale slavehandel ud af Afrika mellem 1400 og 1900. Han finder først og fremmest at 12 millioner slaver blev handlet over Atlanten, mens 6 millioner gik den anden vej til Indien og Mellemøsten, som der ikke tales så meget om. De største mængder blev skibet ud af den såkaldte Slavekyst i Benin og Nigeria, fra Guldkysten, det nuværende Ghana, og lidt sydligere fra Vestafrika omkring de to Congoer og Angola. Fra Angola alene estimerer Nunn, at der blev solgt 3,6 millioner mennesker, 1,4 millioner fra Nigeria, mens der åbenbart ingen blev handlet fra Etiopien eller Botswana.
Nunn viser i artiklen, at der er en klar sammenhæng mellem mængden af slaver, der blev skibet ud fra et afrikansk land, og dets udviklingsniveau i dag. Han finder, at for hver 10 procent flere slaver et land eksporterede, er dets bruttonationalprodukt i dag én procent mindre. Man kunne selvfølgelig tænke sig, at lande der handlede mange slaver også dengang var mindre udviklede, men det ser ikke ud til at være tilfældet. En række af de store slavestater, ikke mindst Guldkysten, har historisk været nogle af de mest avancerede afrikanske samfund. Faktisk peger en del på, at de første slavehandlere etablerede kontakt med de mest avancerede samfund, da de kunne understøtte en væsentlig handel.
Hvorfor skadede slavehandlen så meget, at vi finder effekter århundreder efter? Nathan Nunn peger med passende kvalifikationer og en forsikring om, at det blot er foreløbige bud at der er en klar sammenhæng mellem graden af slavehandel mellem 1400 og 1900 og graden af etnisk fraktionalisering i dag. Han argumenterer, at slavehandlen tended to weaken ties between villages, thus discouraging the formation of larger communities and broader ethnic identities. Når man jagtede mennesker i naboområdet for at sælge dem, forhindrede man ret effektivt at man fik tættere sociale eller økonomiske kontakter til naboerne. Og det forhindrer effektivt specialisering, vidensdeling, udviklingen af bredere juridiske institutioner osv.
Nunns studie er dermed fantastisk spændende at læse, og at tænke over, men derfor behøver man ikke være enig i alt. Hen mod slutningen af artiklen vurderer han for eksempel, at As a result, Africas postindependence leaders inherited nation states that did not have the infrastructure necessary to extend authority and control over the whole country. Slavehandlen bliver dermed brugt som undskyldning for at de sidste 40-50 års politiske ledere i Afrika har været nærmest kriminelt dårlige. Briterne i Østafrika formåede dog at lede et område, der dækker de nuværende Kenya, Tanzania, Uganda og Malawi effektivt og ganske humant, sammenlignet med både andre koloniherrer og de senere uafhængige styrer.
Det skal dog ikke tage modet fra folk til at læse artiklen. Nathan Nunn viser som flere andre forskere i de senere år, at historiske faktorer nogle gange kan bidrage til at forklare nutidens fiaskoer og succeser. Historien efterlader mange ar og mange erfaringer, som man kan bruge mere eller mindre produktivt. Under alle omstændigheder er der masser at tænke over!
Der er gået en del tid siden min seneste posting, der endda kun var et link til min kronik i Berlingske om Irak. Heldigvis er tiden gået godt, også i Irak.
Den erkendelse har nu sør’me også bredt sig til den venstreorienterede Washington Post, der i dagens leder kommenterer på situationen. Det gør de under denne overskrift:
THE IRAQI UPTURN
Don’t look now, but the U.S.-backed government and army may be winning the war.
Sørger man linket på forsiden, skal man se efter denne titel:
Who says we can’t win in Iraq?
Det gjorde sjovt nok deres foretrukne kandidat Barack Obama, eller rettere: gør. Lederen har derfor dette venskabelige råd tili kandidaten, så han ikke virker helt løsrevet fra virkeligheden:
… it ought to mandate an already-overdue rethinking by the “this-war-is-lost” caucus in Washington, including Sen. Barack Obama (D-Ill.).
Tja, han er nok ikke den eneste, som skal omstille sig. Da danske journalister i vidt omfang skriver af fra lader sig inspirere af de toneangivende venstreorienterede MSM i USA er spørgsmålet nu, hvor længe der går, før de også ændrer signaler? Mit gæt er en små 10 – 15 år, men jeg er nu også lidt af et hængehoved, når det gælder danske journalisters kritiske sans.
Trænger man til lidt opmuntring oven på dagens terrorangreb på den danske ambassade i Pakistan, og er ovenstående ikke nok, så er her et link til Pajamas Media, der linker til tre artikler om det fænomen, som danske journalister (heller) ikke rigtig har opdaget endnu, nemlig al-Qaedas alvorlige svækkelse. Og til beroligelse, eller ærgrelse, for de, der tror, at den slags kun findes i obskure højredrejede medier, kan det nævnes, at det er toppen af den venstreorienterede MSM (the New Yorker, New Republic og WaPo). Jeg satte særlig pris på artiklen i New Republic, men læs selv. Et gennemgående træk i artiklerne er, at al-Qaeda og bin Ladens mænd har skadet deres sag. Ikke bare er de blevet slået militært og dermed vist, at det moderne samfund ikke er et dekadent og ulivsdueligt projekt, de er også blevet grundigt hadede for deres opførsel og praksis. Lidt som kommunisterne, der først lokkede en hel del, indtil de fik syn for sagen.
Det kultursammenstød mellem demokrati og 600-tals fanatisme, som bin Laden (og ganske mange danske journalister) gerne vil fremmane som arabernes foretrukne skæbne, synes ikke at være så oplagt endda.
UPDATE: Man skal passe på med at skære alle journalister over en kam. Selv når det gælder danske, kan det en sjælden gang hænde, at man tager fejl. Da jeg skrev denne posting, havde jeg ikke fået læst Weekendavisen; en af mine ellers få sunde vaner. Som en læser rigtigt har påpeget, havde Pernille Bramming en artikel, som varmt kan anbefales. Den gør op med det, der ofte er krigsmodstandernes sidste strå, Irans styrkelse. I regionen dominerer enten Iran eller Irak, og en svækkelse af Irak, hvad enten det skyldes blokaden mod Saddam eller fjernelsen af samme, styrker Iran på den korte bane. Men som artiklen i WEA viser, er irakerne ikke til sinds at blive iranernes vasaller, uanset religionen, eller måske netop derfor. Køb avisen, læs artiklen og døm selv.
PB er en af de få danske journalister, muligvis den eneste, der ikke synes opsat på at beskrive araberne som et fanatisk folkefærd dømt til at henslæbe deres liv under diktatur. Hvad angår resten af hendes kolleger, tror jeg, mit gæt på 10 – 15 år kommer til at passe. Det var den tid, det tog dem at indse, at tabet af et “alternativ” i form af den virkeliggjorte socialisme i Central- og Øst-Europa ikke nødvendigvis ville ende i fiasko, men måske endda kunne blive en god ting. På den anden side, det kan da også være, at de er hurtigere i opfattelsen denne gang. Lad os se…
Så er vi oppe at køre igen efter et par dage, hvor bloggen af tekniske grunde ikke var tilgængelig – vi beklager.
Og så til dagens indlæg, der skal ses i sammenhæng med min klumme denne weekend på 180grader Onkel Danny, $torebror $am og kampen om kulturen .
Debatten om dansk kultur, indvandring og integration har de seneste årtier været domineret af to grupperinger den ene er de kulturrelativistiske multikulturelle, med f.eks. dagbladet Politiken som bannerfører. Det er her man f.eks. kan gå op i, at vi sender hårdt belastede kriminelle tilbage til de lande de kom fra, og hvor man leder med lys og lygte efter årsager til den mildt sagt problematiske integration hos majoriteten, mens minoriteter oftes ligestilles med ofre. Lad os kalde dem de gode, det er jeg sikker på, at de vil sætte pris på. De kan vel overordnet betegnet som liberale politisk og kollektivistiske økonomisk. Det vil sige at man er tilhænger af åbne grænser, synes det er fint med høje skatter og går ind for en omfattende velfærdsstat.
Heroverfor har vi først og fremmest anført af Dansk Folkeparti - de kulturkonservative. Lad os kalde dem de onde, det er jeg sikker på er opfattelsen på Politikens chefredaktion. Også de onde er tilhængere af en omfattende velfærdsstat, men i modsætning til de gode er de klar over, at et sådan system indebærer et krav om gensidig identifikation og homogenitet, altså en monokultur assimilation er alts en nødvendighed.
I modsætning til de gode er de onde klar over, at velfærdsstaten bedst fungerer i en protestantisk kulturkreds med dens vægt på individuel ansvar og krav til den enkelte,. Hvad de dog har svært ved at erkende er selvfølgelig, at selve den universelle velfærdsstat er med til at nedbryde selv samme traditionelle protestantiske værdier, som udgjorde forudsætningerne for, at en velfærdsstat som den danske overhovedet kunne fungere.,
Den tredje gruppering, som ikke fylder meget i debatten er sværere at placere, og alligevel ikke. Den anser ikke den danske nationalitet eller kultur som en kvalitet i sig selv, men hylder heller ikke kulturrelativisternes lige så absurde minoritetsdyrkelse. Det er ikke et tilfælde, at visse lande og kulturkredse har vist sig andre overlegne til at skabe velstand og frihed. Vores verdensdels velstand og relative frihed, skyldes ikke vores hærgen i andre verdensdele, men at den vestlige kultur har været alle andre overlegen. Men det er jo ikke givet at det fortsætter på denne måde. Var det 20 århundrede præget af det amerikansk-europæiske mix overlegenhed, er det 21. århundrede mere end godt på vej til at blive det amerikansk-asiatiske århundrede økonomisk, om det også følges op af samme niveau for individuelle frihedsrettigheder, må tiden og ikke mindst Kinas fremtidige udvikling vise.
Vi kan kalde dette standpunkt og denne gruppe for de grusomme – hvilket både de gode og de onde sikkert vil være enige om. I deres naivitet er de overbeviste om, at i en fri verden præget af markedsøkonomi vil de bedste kulturer overleve, mens de andre vil forgå.
I forhold til “de gode og de onde” kan man kort betegne forskellene med, at “de grusommes” motto kunne være, ata “døren står åben, men pengene bliver i pungen”. Med andre ord mener “de grusomme” at vi er nød til at vælge mellem vefærdsstaten og at være et åbent samfund, og at de sidste er at foretrække. “De onde” synes at foretrække det første.
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg som liberalist tilhører “de grusomme”, det kan ikke være anderledes. Jeg er således ikke i stand til at mobilisere en særlig form for samhørighedsfølelese for mit fædreland det er blot et tilfælde, omend et på mange måder heldigt (for undertegnede) tilfælde, at jeg blev født som dansker. Jeg føler ikke nogen særlig samhørighed eller ansvar overfor andre, blot fordi de er udstyret med samme pas, det må komme an på om andres værdier er i overensstemmelse med mine egne.
Jeg tilslutter mig derfor fuldt ud Dan Turells måde at se tingene på, som han skriver i novellen $torebror $am, hvor han beskriver sig selv om amerikanerdansker og ikke begræder, hvis det danske sprog skulle forsvinde i løbet af et par generationer (hvilket der nu ikke er grund til at frygte). I lighed med Dan Turell tillægger jeg ikke det at noget er dansk en speciel værdi. Men det er ikke det samme, som der ikke er en række værdier knyttet til det at være dansker. Hvilket Christian Bjørnskov har skrevet om flere gange, for eksempel her.
I de danske MSM såvel som ud over Europa hyldes Barack Obama nærmest dagligt. Og ja, han er inspirerende måske mest hvis man falder for den særligt følelsesladede amerikanske stil, som godt kan støde nordeuropæere lidt fra sig men hvis man skal vurdere ham som fremtidig amerikansk præsident, kan man vel næppe undgå at se på hans konkrete politik. Når man sidder i jobbet er fine taler knap så vigtige, eller som amerikanerne siger: Actions speak louder than words!
På dén front er der knap så meget at begejstres over, som min med-punditokrat Niels Westy har skrevet om tidligere (læs her). I særlig grad burde Obamas holdninger på det handelspolitiske område få alarmklokkerne til at ringe hos de fleste danskere. Han har de seneste måneder for eksempel bragt den påstand til torvs, at NAFTA det amerikanske frihandelsområde mellem Canada, USA og Mexico har kostet amerikanske arbejdspladser og altså hævet USA’s arbejdsløshed, og at man burde genforhandle aftalen. Hilary Clinton er trukket i samme populistiske retning og mener åbenbart det samme som Obama, nemlig at man burde lægge de internationale handelsforhandlinger i f.eks. WTO på is. Og selvom man skal passe på med at lægge for meget i det, kan udtalelser fra Obama som Folk vil ikke ha en billigere t-shirt, hvis de samtidig mister deres job næppe misforstås, ligesom de meget væsentlige forskelle på kandidaterne heller ikke kan (læs f.eks. Keith Poole og kollegers analyse her).
Min gode kollega, professor Philipp Schröder, udtalte således til Nyhedsavisen forleden, at Hvis Hillary og Obama følger deres udtalelser til punkt og prikke, så er det relativt farligt for verdensøkonomien. Hvis USA først begynder at indføre handelsbarrierer, kan det brede sig til resten af verden. Og hvis verden generelt begynder at bremse frihandelen vil det være katastrofalt. Jeg kunne ikke være mere enig, og helt særligt på nuværende tidspunkt.
Siden efteråret 2001 har 150 af verdens lande forhandlet i WTO om at nedbringe toldbarrierer og andre forhindringer for international handel, såsom subsidier og i helt særlig grad landbrugsstøtte. I de forhandlinger har USA været en langt større hjælp for verdens fattige lande, der i udpræget grad ønsker mere frihandel ikke underligt med tanke på at lettere adgang til verdens rige markeder er nærmest uendeligt mere effektivt i at bekæmpe fattigdom en alverdens ulandshjælp eller regeringsprogrammer mens EU har været en skræmmende effektiv stopklods for forhandlingerne (læs f.eks. her). WTO-forhandlingerne har haltet lige siden, og mens selv traditionelt protektionistiske lande som Brasilien og Indien har foreslået store indrømmelser fra egen side for at få bragt OECD-landenes handelsbarrierer og landbrugsstøtte ned, har EU i historisk grad fedtspillet og forsøgt at bringe forslag med en reel nuleffekt til bords.
Hvis man får en amerikansk præsident med tilsvarende protektionistiske ideer, vil USA’s forhandlingsposition, der allerede nu er under angreb fra amerikansk landbrugs særinteresser, støttet af et demokratisk parti der skrider mod venstre, svækkes yderligere. Og dermed bliver udsigterne til at få et friere internationalt handelssystem, og dermed mere fart på den globale fattigdomsbekæmpelse, endnu ringere. Er man for en friere verdenshandel, bekymret for de fattige landes tilstand, eller blot nervøs for hvad en stærkt populistisk præsident kan gøre af skade i det Hvide Hus, er der kun en ting at gøre: Root for McCain.
Ifølge dagens aviser, bl.a. Nyhedsavisen og 180grader, foreslår NA, at man skal åbne for indvandring, men lukke for de offentlige kasser, således at udlændinge der kommer til Danmark selv må sørge for f.eks. private forsikringer til sygdomsbehandling og ledighedsydelse
Det er selvfølgelig tankevækkende, at hvor 180grader bruger overskriften “Ny Alliance vil lukke kasserne og åbne grænserne” så er Nyhedsavisens overskrift “Syge indvandrere skal selv betale for lægehjælp” – en ikke uvæsentlig forskel.
Som borgerlig liberal burde NAs forslag jo være sød musik i ørerne, men ak, dem finder der vist ikke mange af i folketinget ano 2008, i hvert fald ikke i Venstre, Danmarks selverklærede liberale parti, hvor Karsten Lauritzen, der er formand for Folketingets udvalg for udlændinge- og integrationspolitik udtaler, at “jeg er enig i intentionen. Danmark har brug for arbejdskraft. Men vores velfærdsydelser skal gælde alle i samfundet. Ellers ender vi med at få et A- og et B-hold.”
Naturligvis er Dansk nationalt-socialdemokratisk Folkeparti heller ikke med på ideen, hvilket dog er mere forståeligt givet deres politiske ståsted. Og cirkel-slutningen, som partiets udlændingeordfører Peter Skårup opstiller er da også, at “I den ideelle verden lyder det jo meget smukt, at folk skal have fri indrejse, men at dem, der kommer hertil, ikke skulle have ret til offentlig forsørgelse, er jo helt urealistisk at forestille sig i Danmark,” – tjah hvis der var en vilje, var der nok også en vej.
Der er naturligvis tale om et dybt diskriminerende forslag, spørgsmålet er bare overfor hvem? Jeg går ud fra, at NA mener, at indvandrernes skattebetaling skal afspejle, at de hverken er del af overførselsindkomst-cirkusset eller det offentlige syndhedssystem.
Når Karsten Lauritzen taler om et A- og B hold, er det jo ikke givet, hvem der havner på hvilket. Mit bud er, at det vil være endog meget fordelagtigt at deltage i en ordning hvor man frasiger sig alle krav på offentlige ydelser, og i stedet klarer sig selv.
Og naturligvis er der praktiske problemer, hvad med deres børn? skal de også have det favorable tilbud, eller skal de tvinges ind i den danske model? En mulig løsning ville jo være, at tilbuddet gælder alle der måtte ønske det. Se det ville være ægte borgerlig-liberal politik.
Hørte jeg nogen sige, at så vil kun de der ikke kan klare sig bliver tilbage i systemet??? – tsk tsk, hvad er dog det for en holdning at have til det store flertal af danskere der i meningsmåling efter meningsmåling angiver, at de er vældigt glade for vores velfærdsmodel og da gerne betaler en høj skat for at finansiere denne – men det mener de måske slet ikke?
Punditokraterne har haft en række alvorlige diskussioner den senere tid – historiekanon, slaveefterkommere, Obama osv. Men idag er indlægget blot en lille vits, som vores ven Lars Skipper har været så venlig at sende. Jeg synes, den er sjov og god at tænke over, men vil lade læserne danne deres egen mening.
Science Reveals Heaviest Element Ever Discovered
Research has led to the discovery of the heaviest element yet known to science. The new element, Governmentium (Gv), has one neutron, 25 assistant neutrons, 88 deputy neutrons, and 198 assistant deputy neutrons, giving it an atomic mass of 312.
These 312 particles are held together by forces called morons, which are surrounded by vast quantities of lepton-like particles called peons.
Since Governmentium has no electrons, it is inert; however, it can be detected, because it impedes every reaction with which it comes into contact. A tiny amount of Governmentium can cause a reaction normally taking less than a second, to take from four days to four years to complete.
Governmentium has a normal half-life of 2-6 years. It does not decay, but undergoes a reorganization in which a portion of the assistant neutrons and deputy neutrons exchange places. In fact, Governmentium’s mass will actually increase over time, since each reorganization will cause more morons to become neutrons, forming isodopes, not to mention multiple oxymorons.
This characteristic of moron promotion leads some scientists to believe that Governmentium is formed whenever morons reach a critical concentration. That hypothetical quantity might normally be called “critical mass” but, in this unique case it is known as “critical mess”.
When catalyzed with money, Governmentium becomes Administratium (Am), another just-discovered element that radiates just as much energy as Governmentium since it has half as many peons but twice as many morons.
Author unknown